1

Med appellen har DD nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 21. december 2021, DD mod FRA (T-703/19, herefter den appellerede dom, EU:T:2021:923), hvorved Retten forkastede hans søgsmål baseret på artikel 270 TEUF i det væsentlige med påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som DD angiveligt havde lidt, og som efter ret og billighed var opgjort til 50000 EUR som følge af indledningen og gennemførelsen af en administrativ procedure inden for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA).

2

Artikel 11, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) foreskriver:

»En tjenestemand skal i udøvelse af sin tjeneste og i sin adfærd udelukkende lade sig lede af [Den Europæiske Unions] interesser. Han må hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering, myndighed, organisation eller person uden for sin institution. Han udfører de opgaver, han har fået tildelt, objektivt og upartisk og under overholdelse af sin forpligtelse til loyalitet over for Unionen.«

3

Vedtægtens artikel 12a, stk. 1, bestemmer:

»Tjenestemanden skal afholde sig fra enhver form for psykisk eller seksuel chikane.«

4

Vedtægtens artikel 17 har følgende ordlyd:

»1.   En tjenestemand skal afholde sig fra enhver uberettiget afsløring af oplysninger, som han har fået kendskab til i forbindelse med udøvelsen af sit arbejde, medmindre disse oplysninger allerede er offentliggjort, eller offentligheden har fået adgang hertil.

2.   Tjenestemanden er fortsat pålagt denne forpligtelse efter udtrædelse af tjenesten.«

5

Vedtægtens artikel 25, stk. 2, bestemmer:

»Enhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, skal straks meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt. Enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes.«

6

Vedtægtens artikel 86 har følgende ordlyd:

»1.   Over for en tjenestemand eller en forhenværende tjenestemand, der forsætligt eller uagtsomt undlader at opfylde de pligter, som påhviler ham i henhold til denne vedtægt, kan der anvendes disciplinære sanktioner.

2.   Hvis ansættelsesmyndigheden eller [Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)] gøres bekendt med beviselementer, der lader formode, at pligter ikke er blevet opfyldt som omhandlet i stk. 1, kan de indlede en administrativ undersøgelse med henblik på at konstatere, om der har været tale om en sådan manglende opfyldelse af pligter.

3.   Reglerne, procedurerne og foranstaltningerne for disciplinær forfølgning og reglerne og procedurerne for administrative undersøgelser er fastsat i bilag IX.«

7

Artikel 1 i bilag IX til vedtægten foreskriver:

»1   Når en undersøgelse foretaget af OLAF viser, at en tjenestemand (eller en tidligere tjenestemand) i en institution muligvis er personligt impliceret, underrettes den pågældende hurtigt herom, såfremt dette ikke er til skade for undersøgelsesforløbet. Under alle omstændigheder kan der ikke drages konklusioner vedrørende en navngiven tjenestemand efter undersøgelsens færdiggørelse, uden at den pågældende har fået lejlighed til at udtale sig om alle de kendsgerninger, der vedrører ham. I konklusionerne skal der henvises til disse bemærkninger.

[...]

3.   Hvis der efter OLAF’s undersøgelse ikke kan rettes nogen anklage mod den tjenestemand, som beskyldningerne vedrører, afsluttes den pågældende undersøgelse, og sagen henlægges efter beslutning truffet af OLAF’s direktør, der skriftligt underretter den pågældende tjenestemand og dennes institution herom. Tjenestemanden kan anmode om, at denne beslutning optages i hans personlige akt.«

8

Artikel 2, stk. 1, i bilag IX til vedtægten fastsætter:

»De regler, der er fastlagt i artikel 1, gælder med de fornødne ændringer for de administrative undersøgelser, som ansættelsesmyndigheden gennemfører.«

9

Artikel 3 i bilag IX til vedtægten lyder som følger:

»På grundlag af undersøgelsesrapporten kan ansættelsesmyndigheden efter at have tilstillet den pågældende tjenestemand alle sagens akter og efter at have hørt denne:

10

Artikel 29 i bilag IX til vedtægten foreskriver:

»Hvis der ikke opretholdes nogen anklage mod den pågældende tjenestemand i henhold til artikel 1, stk. 3, og artikel 22, stk. 2, har denne efter anmodning ret til oprejsning ved hensigtsmæssig offentliggørelse af ansættelsesmyndighedens afgørelse.«

11

Artikel 47 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«) har følgende ordlyd:

»Undtagen ved dødsfald ophører ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat:

[...]

c) for kontrakter på ubestemt tid:

[...]

[...]«

12

Artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og ‑organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1) bestemte:

»Personoplysninger:

[...]«

13

Der er redegjort for tvistens baggrund i den appellerede doms præmis 1-26 på følgende måde:

14

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. oktober 2019 anlagde appellanten det søgsmål, der henvises til i denne doms præmis 1.

15

Til støtte for den første påstand, hvorved appellanten anmodede Retten om at tilpligte FRA at erstatte den ikke-økonomiske skade, som han angiveligt havde lidt som følge af de ulovligheder, som FRA havde begået såvel i forbindelse med indledningen af den administrative undersøgelse som under denne undersøgelse, påberåbte han sig følgende ni klagepunkter om ulovlighed vedrørende den adfærd, som FRA blev foreholdt (herefter samlet »den ulovlige adfærd«):

16

Ved den appellerede dom fastslog Retten, at det tredje og det fjerde klagepunkt om ulovlighed var begrundede. Retten fandt imidlertid, at betingelserne for, at en EU-institution eller et EU-organ kan ifalde ansvar, ikke var opfyldt i den foreliggende sag. Retten fandt nemlig, at appellanten hverken havde godtgjort, at han havde lidt en ikke-økonomisk skade som følge af den ulovlige adfærd, eller at der var årsagsforbindelse mellem adfærden og denne angivelige skade.

17

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

18

FRA har nedlagt følgende påstande:

19

Til støtte for appellen har appellanten fremsat otte anbringender om fejl begået af Retten i hver af den appellerede doms otte dele, dvs. i redegørelsen for de faktiske omstændigheder, i undersøgelsen af det første, det andet og det femte til det niende klagepunkt om ulovlighed samt i den del, der vedrører undersøgelsen af, om der foreligger et aktuelt tab og en årsagsforbindelse.

20

Med det første anbringende, det tredje anbringendes andet led og det femte anbringende, som skal behandles samlet, har appellanten foreholdt Retten, at den foretog en urigtig gengivelse af beviserne og begik en retlig fejl ved at fastslå, at opsigelsesperioden på ti måneder i den foreliggende sag skulle anses for en normal arbejdsperiode, som ikke kunne fritage appellanten for de forpligtelser til loyalitet og fortrolighed, som henholdsvis vedtægtens artikel 11 og 17 pålagde ham.

21

Appellanten har navnlig gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 3 og 78 foretog en urigtig gengivelse af beviserne, samtidig med at den foretog en fejlagtig kvalificering af de faktiske omstændigheder, idet den fastslog, at appellanten i opsigelsesperioden ikke blot var blevet »fritaget for sin pligt til at gøre tjeneste«, men at han ikke alene var blevet bedt om ikke at udføre sine arbejdsopgaver, men også om ikke at begive sig til FRA’s lokaler. I modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 77 og 78, kan opsigelsesperioden følgelig ikke anses for at være en normal arbejdsperiode. Retten begik derfor en retlig fejl ved at fastslå, at denne periode ikke kunne fritage appellanten for de forpligtelser til loyalitet og fortrolighed, som påhviler ham i henhold til henholdsvis vedtægtens artikel 11 og 17. Appellanten har i replikken tilføjet, at denne urigtige gengivelse af beviserne er grundlaget for Rettens konklusioner i den appellerede doms præmis 58, 63, 86, 155, 174, 229, 243 og 245.

22

Appellanten er ligeledes af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 77-80, da den fastslog, at disse forpligtelser til loyalitet og fortrolighed fandt anvendelse i opsigelsesperioden. Dels kan en opsigelsesperiode, i hvilken appellanten i modsætning til ethvert andet medlem af personalet ikke havde adgang til FRA’s lokaler, ikke kvalificeres som en »normal arbejdsperiode«. Dels fortolkede Retten vedtægtens artikel 17 bredt således, at den pågældende i denne periode er medlem af personalet, så længe der foreligger et kontraktforhold. Ifølge appellanten fremgår det desuden af den franske og den tyske sprogversion af denne bestemmelse, at det med henblik på anvendelsen af vedtægtens artikel 17 ikke er tilstrækkeligt, at der har bestået et sådant forhold i opsigelsesperioden. På samme måde angiver alle sprogversionerne af vedtægtens artikel 11 som betingelse for dens anvendelse, at der er tale om en ansat i aktiv tjeneste.

23

Endelig har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 154, idet den fastslog, at appellanten den 5. marts 2014 på tidspunktet for afsendelsen af en af de omtvistede e-mails stadig var en ansat, der var omfattet af vedtægten.

24

Ifølge FRA har appellanten for det første ved at gøre gældende, at opsigelsesperioden på ti måneder i den foreliggende sag ikke udgjorde en »periode med normal lønnet beskæftigelse«, tilsigtet at rejse tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvilket ikke kan antages til realitetsbehandling i forbindelse med appellen. Under alle omstændigheder nød appellanten i denne opsigelsesperiode fortsat godt af alle sine økonomiske rettigheder, samtidig med at han fortsat var bundet af sine forpligtelser som medlem af personalet, med undtagelse af forpligtelsen til at udføre sit arbejde i opsigelsesperioden.

25

For det andet har FRA anført, at appellanten ved at gøre gældende, at de forpligtelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 11 og 17, ikke fandt anvendelse i opsigelsesperioden, blot gentager de argumenter, som han gjorde gældende i stævningen og i replikken i første instans, og som Retten ikke tog til følge. Under alle omstændigheder følger det af retspraksis, at vedtægtsmæssige forpligtelser gælder i en periode med tjenestefrihed af personlige årsager, således at det samme gælder for opsigelsesperioden.

26

Hvad for det første angår appellantens argument om, at Retten angiveligt foretog en urigtig gengivelse i den appellerede doms præmis 3 og 78, skal det bemærkes, at det i overensstemmelse med Domstolens faste praksis følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Heraf følger, at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder ikke udgør et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser (dom af 25.4.2024, NS mod Parlamentet, C-218/23 P, EU:C:2024:358, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

27

En sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at bedømmelsen af de foreliggende beviser er urigtig eller åbenbart i strid med deres ordlyd. Denne urigtige gengivelse skal imidlertid fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne. Endvidere påhviler det en appellant, der gør gældende, at beviserne er gengivet urigtigt, præcist at angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og at påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (dom af 27.4.2023, Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen,C-549/21 P, EU:C:2023:340, præmis 734 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.1.2024, Foz mod Rådet, C-524/22 P, EU:C:2024:23, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det skal i den foreliggende sag påpeges, at Retten i den appellerede doms præmis 3 og 78 henviser til e-mailen af 13. juni 2013, hvorved FRA meddelte appellanten agenturets beslutning om at opsige hans ansættelseskontrakt. Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 2, og som appellanten selv har medgivet, fremgår det udtrykkeligt af denne e-mail, at FRA’s direktør anmodede ham om ikke at begive sig til sin arbejdsplads i opsigelsesperioden.

29

Appellanten har ikke fremført noget argument, der kan godtgøre en materiel urigtighed i Rettens fortolkning af denne e-mail. Appellanten har nemlig ikke med den påkrævede klarhed og præcision forklaret, hvorledes Retten gengav indholdet af den nævnte e-mail urigtigt ved i den appellerede doms præmis 3 og 78 at fastslå, at appellanten under opsigelsesperioden var fritaget for sin forpligtelse til at gøre tjeneste og til at begive sig til FRA’s lokaler. Denne argumentation må derfor forkastes som ugrundet.

30

Hvad for det andet angår argumentet om den angivelige retlige fejl bestående i, at Retten med urette fastslog, at opsigelsesperioden skulle kvalificeres som en »normal arbejdsperiode«, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 77-80 og 154 i det væsentlige, at appellanten i den 10-måneders opsigelsesperiode, som han var forpligtet til at overholde, selv om han var fritaget for forpligtelsen til at levere de ydelser, der fulgte af hans ansættelseskontrakt, og til at begive sig til FRA’s lokaler, fortsat var underlagt de rettigheder og forpligtelser, der følger af vedtægten, herunder navnlig forpligtelserne til loyalitet og fortrolighed.

31

I denne henseende fremgår det af ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), at undtagen ved dødsfald ophører ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat for kontrakter på ubestemt tid ved udløbet af den opsigelsesfrist, der er fastsat i kontrakten, idet opsigelsesfristen ikke kan være kortere end en måned for hvert tjenesteår, idet den dog mindst skal være på tre måneder og højst kan være på ti måneder.

32

Det følger heraf, at den midlertidigt ansatte ikke mister sin status som ansat i Unionen i opsigelsesperioden og derfor fortsat er underlagt de forpligtelser, der påhviler enhver tjenestemand i Unionen, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt (jf. analogt dom af 6.3.2001, Connolly mod Kommissionen, C-274/99 P, EU:C:2001:127, præmis 69).

33

Det var derfor uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 77, 79 og 154 fastslog, at appellanten i opsigelsesperioden forud for ophøret af hans ansættelseskontrakt med FRA bevarede sin status som ansat i Unionen og var underlagt de rettigheder og forpligtelser, der følger af vedtægten.

34

Hvad nærmere bestemt angår argumentationen om, at Retten med urette fandt, at de forpligtelser til loyalitet og fortrolighed, der følger af henholdsvis vedtægtens artikel 11 og 17, fandt anvendelse i opsigelsesperioden, skal det fremhæves, at i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, er der intet i disse artiklers opbygning, sammenhæng og formål, der gør det muligt at antage, at de i mangel af specifikke bestemmelser med henblik på deres anvendelse kræver, at den pågældende ansatte eller tjenestemand i Unionen skal være i en »aktiv« tjeneste, i hvilken han skal udføre sine arbejdsopgaver, således at de nævnte artikler ophører med at finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor denne opsigelsesperiode begynder at løbe.

35

Hvad i første række angår vedtægtens artikel 11 gælder den loyalitetsforpligtelse, der er fastsat heri, i det mindste i den periode, hvor den pågældende har status som tjenestemand eller ansat, eftersom denne forpligtelse hovedsageligt har til formål at bevare det tillidsforhold, der skal være mellem den pågældende og institutionen (jf. i denne retning dom af 6.3.2001, Connolly mod Kommissionen, C-274/99 P, EU:C:2001:127, præmis 44).

36

Hvad i anden række angår tavshedspligten, der i henhold til vedtægtens artikel 17, stk. 1, pålægger enhver tjenestemand eller anden ansat i Unionen at afholde sig fra enhver uberettiget afsløring af oplysninger, som han har fået kendskab til i forbindelse med udøvelsen af sit arbejde, medmindre disse oplysninger allerede er offentliggjort, eller offentligheden har fået adgang hertil, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af denne bestemmelses stk. 2, at en sådan tjenestemand eller anden ansat fortsat er pålagt denne forpligtelse efter udtrædelse af tjenesten.

37

Dette princip finder således så meget desto mere anvendelse på den opsigelsesperiode, der i givet fald ligger forud for en tjenestemands eller ansats udtrædelse af tjenesten.

38

Disse betragtninger kan ikke afkræftes af de af appellanten fremførte argumenter om, at FRA’s direktør i den foreliggende sag i opsigelsesperioden pålagde appellanten ikke at udføre sine arbejdsopgaver og forbød ham adgang til dette organs lokaler, hvilket medførte, at hans arbejdsgiver i denne periode ikke behandlede ham som medlem af personalet.

39

Det må i denne forbindelse konstateres, at selv om ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), ikke udtrykkeligt fastsætter, at ansættelsesvilkårene for den ansatte, hvis kontrakt opsiges, kan tilpasses i opsigelsesperioden, således at denne periode anses for at udgøre en normal arbejdsperiode, forholder det sig ikke desto mindre således, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer råder over et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene og placeringen af deres ansatte, for så vidt som denne placering sker i tjenestens interesse, og for så vidt som den overholder stillingernes ækvivalens, herunder for så vidt angår de ansatte, der befinder sig i en opsigelsesperiode.

40

En afgørelse om at fritage en midlertidigt ansat, hvis ansættelseskontrakt opsiges, for forpligtelsen til at udføre de tjenester, der følger af denne kontrakt, og om at forbyde ham at begive sig til den EU-institution eller det EU-organ, som han er tilknyttet, i opsigelsesperioden, kan derfor principielt udgøre en foranstaltning, der er truffet i tjenestens interesse, og kan i modsætning til, hvad appellanten i det væsentlige har gjort gældende, ikke nødvendigvis udelukke, at denne opsigelsesperiode kvalificeres som en »normal arbejdsperiode«.

41

Under disse omstændigheder var det uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 80 fastslog, at den omstændighed, at appellanten i opsigelsesperioden var fritaget for forpligtelsen til at yde sin faglige indsats og ikke måtte begive sig til FRA’s lokaler, i den foreliggende sag ikke kunne fritage ham for de forpligtelser til loyalitet og fortrolighed, som vedtægtens artikel 11 og 17 pålagde ham, således at appellantens argumentation i denne henseende skal forkastes som ugrundet.

42

Følgelig skal det første anbringende, det tredje anbringendes andet led og det femte anbringende forkastes som ugrundede.

43

Med det andet anbringende samt det tredje anbringendes første og tredje led, som skal behandles samlet, har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 49-84 begik flere retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn samt foretog en urigtig gengivelse af beviserne i forbindelse med dens bedømmelse af det første og det andet klagepunkt om ulovlighed vedrørende indledningen af den administrative undersøgelse og udvidelsen af dennes rækkevidde, og at den ikke gav en tilstrækkelig begrundelse i denne henseende.

44

For det første gengav Retten beviserne urigtigt og begik retlige fejl ved at fastslå, at afgørelsen om indledning af den administrative undersøgelse omfattede de omtvistede e-mails, dvs. ligeledes e-mailen af 5. marts 2014, selv om kun e-mailen af 9. oktober 2014 var omfattet af denne afgørelse. Appellanten har gjort gældende, at Retten ikke undersøgte hans argumentation om, at den nævnte afgørelse vedrørte læk af et enkelt dokument, nemlig det dokument, der var vedlagt e-mailen af 9. oktober 2014, og ikke indholdet af e-mailen af 5. marts 2014. Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn dels til samme afgørelses ordlyd, dels til den sammenhæng, hvori den indgik. På samme måde begik Retten i den appellerede doms præmis 52-61 retlige fejl i sin fortolkning af rækkevidden af afgørelsen om udvidelse af den administrative undersøgelse, idet den så bort fra såvel dens udtrykkelige ordlyd som den sammenhæng, hvori den indgik, og navnlig de krav, der følger af forordning nr. 45/2001, og ordlyden af den dispositive del af afgørelsen om udnævnelse af et undersøgelsesudvalg.

45

Appellanten har for det andet gjort gældende, at Retten i forbindelse med sin analyse ikke i tilstrækkelig grad sondrede mellem indledningen af den administrative undersøgelse og udvidelsen af dennes rækkevidde. Selv om appellanten har medgivet, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 66, at det andet klagepunkt om ulovlighed er tæt forbundet med det første, er han af den opfattelse, at afgørelsen om indledning af den administrative undersøgelse for så vidt angår sidstnævnte vedrørte læk af et enkelt dokument, mens det retlige spørgsmål, der blev rejst i forbindelse med det andet klagepunkt om ulovlighed, var, om de beviser, som FRA rådede over på tidspunktet for indledningen af den administrative undersøgelse, opfyldte betingelserne for at kunne anses for at udgøre et foreløbigt bevis, der er nødvendigt med henblik på indledningen af en administrativ undersøgelse. Retten foretog følgelig ikke en tilstrækkelig sondring mellem de omtvistede e-mails og anførte ikke, at e-mailen af 9. oktober 2014, som var den eneste e-mail, der oprindeligt var nævnt i forbindelse med indledningen af den administrative undersøgelse, kunne anses for et sådant foreløbigt bevis.

46

For det tredje gengav Retten beviserne urigtigt, gav en utilstrækkelig begrundelse og begik en retlig fejl ved i modsætning til, hvad der fremgår af den særligt brede formulering af afgørelsen om udvidelse af den administrative undersøgelse, der blev vedtaget i marts 2016, at fastslå, at appellantens argument om, at FRA havde iværksat en »tilfældig eftersøgning« eller »fisketur efter oplysninger« mod ham, blot udgjorde en antagelse, som ikke var underbygget af noget konkret forhold.

47

FRA har gjort gældende, at det andet anbringende samt det tredje anbringendes første og tredje led ikke kan antages til realitetsbehandling, idet agenturet har gjort gældende, at appellanten har begrænset sig til at anfægte Rettens konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder, og at appellantens argumentation under alle omstændigheder er åbenbart ugrundet.

48

For så vidt som appellanten har gjort gældende, at Retten gengav beviser urigtigt ved at foretage en fejlagtig læsning af afgørelserne om indledning af den administrative undersøgelse, skal det for det første bemærkes, at selv om en urigtig gengivelse af beviserne kan bestå i en fortolkning af et dokument, der strider mod dets indhold, er det med henblik på at bevise, at en sådan urigtig gengivelse foreligger, ikke tilstrækkeligt at godtgøre, at det pågældende dokument kunne være genstand for en anden fortolkning end den, som Retten lagde til grund. Med henblik herpå skal det bevises, at Retten åbenbart har overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af det nævnte dokument, bl.a. ved at have foretaget en læsning af dette, som er i strid med dets ordlyd (dom af 23.3.2023, PV mod Kommissionen, C-640/20 P, EU:C:2023:232, præmis 134).

49

I den foreliggende sag skal det bemærkes, at det fremgår af selve ordlyden af konklusionen i afgørelsen om indledning af den administrative undersøgelse, som er gengivet i den appellerede doms præmis 50 – og som ikke er blevet bestridt i forbindelse med appellen – at denne undersøgelse havde forsøgt at fastlægge de kendsgerninger og faktiske omstændigheder, hvorunder appellanten havde fået adgang til interne dokumenter fra FRA, selv om han ikke havde haft adgang til sådanne dokumenter siden den 14. juni 2013. Desuden besluttede FRA ved afgørelsen om udvidelse af den administrative undersøgelse ifølge ordlyden af denne afgørelse, således som den er gengivet i den appellerede doms præmis 53 – og som heller ikke er blevet kritiseret i forbindelse med denne appel – at udvide denne undersøgelses tidsmæssige og personelle rækkevidde, idet den ligeledes omfattede eksterne aktører og tidligere ansatte i FRA med henblik på at identificere de involverede personer og identificere kilderne til lækken.

50

Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 51, 55 og 58, hvorefter afgørelserne om indledning af den administrative undersøgelse var formuleret i vendinger, der var tilstrækkeligt brede til at kunne anses for at omfatte alle de forhold, der knytter sig til den omtvistede læk, således at denne undersøgelse nødvendigvis kunne vedrøre ethvert andet dokument, der kunne have været genstand for en ikke-autoriseret videregivelse, der havde forbindelse til de omtvistede e-mails, dvs. såvel e-mailen af 9. oktober 2014 som e-mailen af 5. marts 2014, forekommer derfor ikke åbenbart urigtig, henset til disse dokumenters ordlyd og kontekst.

51

Argumentationen om en urigtig gengivelse af afgørelserne om indledning af den administrative undersøgelse skal derfor forkastes som ugrundet.

52

Hvad for det andet angår argumentationen om, at Retten i den appellerede doms præmis 64-85 ikke foretog en tilstrækkelig sondring mellem indledningen af den administrative undersøgelse og udvidelsen af dennes rækkevidde, for så vidt som e-mailen af 5. marts 2014 ikke kunne udgøre et foreløbigt bevis, der gjorde det muligt at indlede den administrative undersøgelse, bemærkes, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 26, at Domstolen inden for rammerne af en appel ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og principielt heller ikke til at bedømme de beviser, som Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder.

53

Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det nemlig alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de elementer, som den har fået forelagt, medmindre disse er gengivet urigtigt (dom af 11.1.2024, Foz mod Rådet, C-524/22 P, EU:C:2024:23, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

54

Appellanten tilsigter med sin argumentation, således som den er sammenfattet i denne doms præmis 45, i virkeligheden at opnå, at Domstolen foretager en fornyet prøvelse af de beviser, der blev fremlagt i første instans og analyseret i den appellerede dom, uden at gøre gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse heraf, hvilket af de grunde, der er anført i foregående præmis, overskrider Domstolens kompetence.

55

Denne argumentation skal derfor afvises.

56

For det tredje og sidste har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 85 fejlagtigt fastslog, at argumentet om, at FRA i marts 2016 havde iværksat en »tilfældig eftersøgning« eller »fisketur efter oplysninger«, blot var et udsagn, der ikke var underbygget af noget konkret forhold.

57

Det skal i denne forbindelse fastslås, at den argumentation, der er fremført til støtte for dette klagepunkt, ikke gør det muligt at godtgøre, at de konstateringer, som Retten foretog i den nævnte præmis i den appellerede dom, hviler på en urigtig gengivelse af de beviser, der blev fremført i første instans, idet denne argumentation således reelt tilsigter at rejse tvivl om den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som det alene tilkommer Retten at foretage i denne henseende.

58

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 26, skal denne argumentation derfor afvises.

59

Følgelig skal det andet anbringende samt det tredje anbringendes første og tredje led delvist afvises, delvist forkastes som ugrundede.

60

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 145-149 begik retlige fejl, gav en utilstrækkelig begrundelse og foretog en ufuldstændig undersøgelse af søgsmålet i første instans.

61

Appellanten er for det første af den opfattelse, at Retten med urette i den appellerede doms præmis 146 fastslog, at vedtægtens artikel 25, stk. 2, omhandler begrundelsespligten, bl.a. for så vidt angår afgørelser, der indeholder et klagepunkt mod en EU-tjenestemand. Dernæst har han gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at han ikke lovligt kunne påberåbe sig en tilsidesættelse af artikel 3 i bilag IX til vedtægten med den begrundelse, at afgørelsen om afslutning af den administrative undersøgelse ikke var begrundet. Retten angav i øvrigt ikke en begrundelse for, hvorfor appellanten ikke kunne påberåbe sig artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

62

Endelig har Retten kun delvist undersøgt det femte klagepunkt om ulovlighed og angav i den appellerede doms præmis 149 ikke en tilstrækkelig begrundelse for sin afgørelse om, at det ikke var fornødent at undersøge de øvrige argumenter, som appellanten havde fremført i denne forbindelse, navnlig for så vidt angår en angivelig tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

63

Ifølge appellanten tilsidesatte FRA retssikkerhedsprincippet ved at afslutte den administrative undersøgelse uden at vælge en præcis valgmulighed. Udøvelsen af retten til erstatning for den skade, som en tjenestemand eller anden ansat i Unionen har lidt, i forhold til hvilken der ikke opretholdes nogen anklage, som fastsat i artikel 29 i bilag IX til vedtægten, er nemlig betinget af, at ansættelsesmyndigheden har besluttet at vælge den løsning, der er omhandlet i artikel 3, litra a), i bilag IX til vedtægten. I den foreliggende sag omgik FRA ved ikke at vælge en af de løsninger, der er omhandlet i denne artikel 3, denne bestemmelse og artikel 29 i bilag IX til vedtægten og fratog i det væsentlige disse bestemmelser enhver betydning og virkning. FRA tilsidesatte af denne grund retssikkerhedsprincippet, eftersom appellanten havde en legitim interesse i at nyde godt af de rettigheder, som han er tillagt ved artikel 29 i bilag IX til vedtægten, sammenholdt med dennes artikel 3.

64

FRA har fremsat en formalitetsindsigelse mod det fjerde anbringende og har tilføjet, at det under alle omstændigheder er åbenbart ugrundet.

65

FRA har for det første anført, at i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, finder denne bestemmelses litra c) kun anvendelse på afgørelser, der indebærer et klagepunkt. Ifølge FRA var det imidlertid med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 145 og 147 fastslog, at en afgørelse om at henlægge en disciplinærsag ikke udgør en retsakt, der indebærer et klagepunkt imod den pågældende, og at den gav en tilstrækkelig begrundelse i denne henseende.

66

For det andet er afgørelsen om at henlægge den administrative undersøgelse i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, ikke i strid med retssikkerhedsprincippet.

67

For det tredje har FRA gjort gældende, at selv hvis det antages, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at afgørelsen om at henlægge undersøgelsen skulle have været begrundet, ville dette i den foreliggende sag ikke tilføre appellanten nogen fordel. Appellanten kan derfor ikke have en berettiget interesse i at kritisere en afgørelse, hvorved en administrativ undersøgelse, der vedrører ham, er blevet henlagt, på grund af manglende begrundelse heraf.

68

Det bemærkes, at i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, andet punktum, skal enhver afgørelse, der træffes i henhold til vedtægten om en bestemt person, og som »indebærer et klagepunkt«, begrundes. Denne forpligtelse til at begrunde en bebyrdende retsakt har til formål dels at give den berørte oplysninger, der er tilstrækkelige til at vurdere, om akten har grundlag, eller om den eventuelt er behæftet med en mangel, der gør det muligt at anfægte lovligheden deraf, dels at gøre det muligt for Domstolen at udøve sin prøvelsesret i denne henseende (kendelse af 23.7.2019, UC mod Parlamentet, C-196/19 P, EU:C:2019:653, præmis 5 (generaladvokat Saugmandsgaard Øes stillingtagen, punkt 6 og den deri nævnte retspraksis)).

69

I den foreliggende sag konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 147 og 148, uden at tage stilling til de øvrige argumenter, som appellanten havde fremført i denne henseende, at han ikke med føje kunne påberåbe sig en tilsidesættelse af artikel 3 i bilag IX til vedtægten om, at den afgørelse, hvorved den administrative undersøgelse blev henlagt, ikke var begrundet, med den begrundelse, at en sådan afgørelse ikke udgjorde en »akt, der går ham imod« som omhandlet i vedtægtens artikel 90 og 91.

70

Det skal derfor først undersøges, om den nævnte afgørelse, hvorved den administrative undersøgelse blev afsluttet, udgør en akt, der går ham imod, som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2.

71

I henhold til denne bestemmelse kan enhver person, der er omfattet af vedtægtens personelle anvendelsesområde, indbringe en klage for ansættelsesmyndigheden over en akt, der går ham imod. I vedtægtens artikel 91, stk. 1, præciseres det, at Domstolen kan afgøre enhver tvist mellem Unionen og en af disse personer om lovligheden af en akt, der går imod sidstnævnte person, efter artikel 90, stk. 2. Disse bestemmelser finder tilsvarende anvendelse på klager fra de øvrige ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 117 (jf. i denne retning dom af 15.12.2022, Picard mod Kommissionen, C-366/21 P, EU:C:2022:984, præmis 94).

72

Det fremgår af Domstolens praksis, at kun de akter eller foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, og som kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, udgør akter, der går vedkommende imod som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2 (dom af 15.12.2022, Picard mod Kommissionen, C-366/21 P, EU:C:2022:984, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

73

Ved afgørelsen af, om en retsakt har sådanne virkninger, skal vægten lægges på denne retsakts indhold, og dens virkninger skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom den nævnte retsakts indhold, i givet fald under hensyn til baggrunden for dens vedtagelse samt til den udstedende institutions beføjelser (dom af 15.12.2022, Picard mod Kommissionen, C-366/21 P, EU:C:2022:984, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

74

Begrebet »akt, der går ham imod« som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, skal nemlig fortolkes bredt og forstås som enhver retsakt, der umiddelbart kan berøre en bestemt retsstilling (jf. analogt dom af 21.12.2023, Scuola europea di Varese, C-431/22, EU:C:2023:1021, præmis 64).

75

Artikel 3 i bilag IX til vedtægten, som har til formål at regulere ansættelsesmyndighedens handlinger ved afslutningen af den administrative undersøgelsesfase, opregner udtømmende de tre muligheder, som denne myndighed råder over på grundlag af rapporten om den administrative undersøgelse. Det fremgår nemlig af denne artikels klare og utvetydige ordlyd, at ansættelsesmyndigheden efter at have tilstillet den pågældende EU-tjenestemand alle sagens akter og efter at have hørt denne for det første kan beslutte, at anklagen mod tjenestemanden er grundløs, i hvilket tilfælde den pågældende underrettes skriftligt herom. For det andet kan ansættelsesmyndigheden selv i tilfælde af manglende eller tilsyneladende manglende opfyldelse af pligter beslutte ikke at pålægge en sanktion, og i givet fald blot give den nævnte tjenestemand en advarsel. For det tredje kan ansættelsesmyndigheden i tilfælde af en forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af de pligter, der påhviler tjenestemanden eller en tidligere tjenestemand i henhold til vedtægten, beslutte at indlede en disciplinær forfølgning og i givet fald at indbringe sagen for Disciplinærrådet med henblik herpå (dom af dags dato, C-587/21 P, DD mod FRA, præmis 36).

76

For så vidt som en afgørelse om henlæggelse kan udgøre en afgørelse, hvorefter ansættelsesmyndigheden er af den opfattelse, at anklagen mod tjenestemanden er grundløs som omhandlet i artikel 3, litra a), i bilag IX til vedtægten, bemærkes, at en sådan afgørelse indebærer en ændring af sidstnævntes retsstilling ved at tildele ham visse rettigheder.

77

Dels, og således som det fremgår af artikel 29 i bilag IX til vedtægten, sammenholdt med dette bilags artikel 1, stk. 3, og artikel 2, stk. 1, kan den pågældende, hvis der ikke opretholdes nogen anklage mod ham, i givet fald have ret til oprejsning ved hensigtsmæssig offentliggørelse af ansættelsesmyndighedens afgørelse.

78

Dels følger det af artikel 1, stk. 3, i bilag IX til vedtægten, sammenholdt med dette bilags artikel 2, stk. 1, at hvis der ikke kan rettes nogen anklage mod den tjenestemand, som beskyldningerne vedrører, afsluttes den pågældende undersøgelse, og sagen henlægges ved en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, som skriftligt meddeles den pågældende tjenestemand, som har ret til at anmode om, at denne afgørelse optages i hans personlige akt.

79

En afgørelse om at henlægge en administrative undersøgelse, som vedrører en tjenestemand eller anden ansat i Unionen, skal derfor anses for at udgøre en retsakt, der kan berøre den pågældendes retsstilling umiddelbart, og følgelig som en »akt, der går ham imod« som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, så meget desto mere når affattelsen af denne akt og den sammenhæng, hvori den indgår, ikke, som i den foreliggende sag, gør det muligt med tilstrækkelig sikkerhed at fastslå, at anklagen mod denne tjenestemand eller ansatte er grundløs som omhandlet i artikel 3 i bilag IX til vedtægten. For ikke at fratage appellanten den effektive retsbeskyttelse, der gør det muligt for ham at påberåbe sig de rettigheder, som han har i henhold til vedtægten, skal han kunne få nøjagtigt kendskab til de præcise grunde til, at den administrative procedure, der vedrører ham, er blevet afsluttet.

80

Henset til disse forhold begik Retten en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 147 og 148 at fastslå, at FRA’s afgørelse om at henlægge den administrative procedure vedrørende appellanten ikke udgjorde en akt, der gik ham imod, således at sidstnævnte ikke med føje kunne påberåbe sig en tilsidesættelse af artikel 3 i bilag IX til vedtægten med den begrundelse, at den nævnte afgørelse ikke var begrundet.

81

Det fjerde anbringende skal derfor tages til følge, og den appellerede dom skal ophæves, for så vidt som Retten forkastede appellantens femte klagepunkt om ulovlighed.

82

Med det sjette anbringende har appellanten i det væsentlige foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 169-173 begik flere retlige fejl og foretog en ufuldstændig undersøgelse af appellantens argumenter til støtte for det ottende klagepunkt om ulovlighed. Desuden opfyldte Retten ikke sin begrundelsespligt i denne henseende.

83

Med det sjette anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at de fejl, som Retten begik i forbindelse med sin bedømmelse af det første og det andet klagepunkt om ulovlighed, har konsekvenser for den fejl, som Retten begik med hensyn til det ottende klagepunkt om ulovlighed, således at appellantens argumentation delvist overlapper den argumentation, der er fremført til støtte for hans to første anbringender. I denne sammenhæng har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for sin afgørelse om, at artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 45/2001 ikke var blevet tilsidesat i den foreliggende sag. Ifølge appellanten var Retten imidlertid ligeledes forpligtet til at undersøge, om den administrative undersøgelse overholdt kravene til beskyttelse af personoplysninger.

84

Med det sjette anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at Retten med urette fastslog, at appellanten, henset til den omstændighed, at den administrative undersøgelse var blevet indledt på grundlag af et tilstrækkeligt indicium, ikke med føje kunne påberåbe sig en tilsidesættelse af forordning nr. 45/2001. Ifølge appellanten var indledningen og gennemførelsen af den administrative undersøgelse samt alle efterfølgende handlinger som følge af den administrative undersøgelse i strid med forordning nr. 45/2001. FRA var nemlig i besiddelse af de personoplysninger vedrørende appellanten, der var indeholdt i de omtvistede e-mails i form af bilag til en begæring om aktindsigt i dokumenter fra en tredjemand, og besluttede efterfølgende at behandle disse oplysninger på en måde, der var uforenelig med dette formål. Appellanten har i denne forbindelse kritiseret Retten for at have undladt at tage stilling til disse argumenter, der blev fremsat i forbindelse med hans bemærkninger af 15. februar 2021 til FRA’s svar på Rettens spørgsmål.

85

FRA har gjort gældende, at det er åbenbart, at det sjette anbringende skal afvises. Dette anbringende er under alle omstændigheder ugrundet. FRA har i det væsentlige anført, at appellanten har begrænset sig til at gentage de udsagn, som han fremførte i første instans.

86

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 26, skal de argumenter, der er fremført i det sjette anbringendes første led, hvorved appellanten i det væsentlige – ved at gøre gældende, at der ikke var noget retsgrundlag for at inkludere e-mailen af 9. oktober 2014 i den administrative undersøgelse og dermed eksistensen af et »foreløbigt bevis« med henblik på indledningen af denne undersøgelse – har anfægtet Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder uden at gøre gældende, at der foreligger en urigtig gengivelse heraf, uden videre afvises.

87

Hvad angår den hævdede manglende begrundelse af den appellerede dom i denne henseende bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at begrundelsespligten ikke indebærer, at Retten skal fremkomme med en udtømmende fremstilling og ét for ét behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, idet Rettens begrundelse således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom af 9.11.2023, XC mod Kommissionen, C-527/21 P, EU:C:2023:850, præmis 99, og den deri nævnte retspraksis).

88

Efter i den appellerede doms præmis 170 at have konstateret, at de argumenter, som appellanten havde fremført vedrørende FRA’s angivelige tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning nr. 45/2001 ved indledningen af den administrative undersøgelse, var tæt forbundet med de argumenter, som appellanten havde fremført til støtte for eksistensen af det andet klagepunkt om ulovlighed, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 171-173, at det fremgik af den analyse, der blev foretaget i forbindelse med det andet klagepunkt om ulovlighed, at den administrative undersøgelse vedrørende appellanten var blevet indledt på grundlag af et tilstrækkeligt indicium for, at der forelå en tilsidesættelse af vedtægtsmæssige forpligtelser i henhold til vedtægtens artikel 86, stk. 2. Under disse omstændigheder fandt Retten i det væsentlige, at appellantens argumenter, hvorved han foreholdt FRA at have tilsidesat bestemmelserne i forordning nr. 45/2001, skulle forkastes med den begrundelse, at de var støttet på en urigtig forudsætning.

89

Denne begrundelse er tilstrækkelig til, at appellanten kan forstå grundene til, at hans argumentation blev forkastet, og til, at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret. Argumentet om den begrundelsesmangel, som appellanten har gjort gældende, skal følgelig forkastes som ugrundet.

90

Heraf følger, at det sjette anbringendes første led skal forkastes.

91

Hvad angår det sjette anbringendes andet led er det tilstrækkeligt for det første at bemærke, at for så vidt som argumenterne til støtte for dette led skal forstås således, at Retten ikke undersøgte appellantens argumentation, der udgjorde en uddybning af den argumentation, som appellanten havde fremført til støtte for det ottende klagepunkt om ulovlighed vedrørende en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 45/2001, og som appellanten havde foretaget i forbindelse med sine bemærkninger af 15. februar 2021, fremgår det af denne doms præmis 88, at Retten ved i den appellerede doms præmis 172 og 173 at fastslå, at FRA havde indledt den administrative undersøgelse på lovlig vis, implicit, men nødvendigvis fandt, at appellantens personoplysninger i de omtvistede e-mails var blevet behandlet lovligt i overensstemmelse med denne bestemmelse. Retten kan derfor ikke foreholdes at have tilsidesat begrundelsespligten i denne henseende.

92

Hvad for det andet angår den angivelige retlige fejl vedrørende en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 45/2001 med den begrundelse, at Retten så bort fra den omstændighed, at de omtvistede e-mails, der indeholdt personoplysninger vedrørende appellanten, var blevet modtaget af FRA ved en fejl og derfor ikke var blevet erhvervet lovligt, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det princip, der gælder i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse, således at parterne principielt har muligheden for at benytte sig af alle former for bevismidler for at bevise en given omstændighed (dom af 10.9.2020, Hamas mod Rådet, C-386/19 P, EU:C:2020:691, præmis 73).

93

Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 45/2001 bestemmer, at personoplysninger skal behandles rimeligt og lovligt. I modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, kan det imidlertid ikke udledes af denne bestemmelse, at den er udtryk for en mere generel regel, som i den foreliggende sag burde have forhindret FRA i i forbindelse med den administrative undersøgelse at anvende oplysninger, som en tredjemand havde fremsendt til dette organ, alene med den begrundelse, at disse oplysninger var blevet indhentet til andre formål, og at videregivelsen af disse oplysninger til organet var sket ved en fejl.

94

Under disse omstændigheder skal det sjette anbringendes andet led anses for ugrundet.

95

Det sjette anbringende må derfor forkastes i dets helhed.

96

Med det syvende anbringende har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik retlige fejl i sin analyse i den appellerede doms præmis 223-229, da den forkastede appellantens argumenter om angivelig psykisk chikane som vagt formuleret. Han har i det væsentlige gjort gældende, at det tredje og det fjerde klagepunkt om ulovlighed, som Retten i den appellerede doms præmis 98, 111 og 139 anså for godtgjort i forhold til FRA, har forbindelse til den administrative undersøgelse og opfylder de af retspraksis følgende kriterier, som en upassende adfærd skal frembyde for at kunne kvalificeres som chikane. I modsætning til, hvad der fremgår af den appellerede doms præmis 227, kan de derfor ikke anses for at være et led i det normale forløb af en administrativ undersøgelse.

97

FRA har bestridt appellantens argumentation. Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at det er åbenbart, at det syvende anbringende skal afvises, og at det under alle omstændigheder er ugrundet, eftersom appellanten har begrænset sig til at anfægte Rettens bedømmelse af de beviser, der blev påberåbt i første instans.

98

Med det syvende anbringende, der er rettet mod den appellerede doms præmis 223-229, har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at uanset den omstændighed, at den i den appellerede doms præmis 98, 111 og 139 fastslog, at FRA gyldigt kunne foreholdes det tredje og det fjerde klagepunkt om ulovlighed, var dette imidlertid ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at der forelå psykisk chikane, som appellanten var offer for i forbindelse med den administrative undersøgelse.

99

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Rettens betragtning er støttet på den bedømmelse, som det alene tilkommer Retten at foretage, af de faktiske omstændigheder og beviserne vedrørende alvoren af det tredje og det fjerde klagepunkt om ulovlighed, der er anerkendt som godtgjort i forhold til FRA. Retten fastslog således i den appellerede doms præmis 227-229, at disse klagepunkter om ulovlighed end ikke samlet set, og i mangel af andre oplysninger, som appellanten havde fremført, kunne udgøre psykisk chikane som omhandlet i vedtægtens artikel 12a.

100

Appellanten har for Domstolen ikke fremført nogen specifik retlig argumentation, der kan godtgøre, hvorledes Retten, navnlig i den appellerede doms præmis 228, ved at tilsidesætte den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 223-225 vedrørende begrebet »psykisk chikane« som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, foretog en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder.

101

Det fremgår således, at appellanten under dække af en angivelig retlig fejl reelt søger at opnå, at Domstolen foretager en fornyet prøvelse af de faktiske omstændigheder, som han fremførte til støtte for sit søgsmål i første instans, uden at det er blevet gjort gældende, at Retten gengav disse forhold urigtigt, hvilket i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 26, falder uden for Domstolens kompetence.

102

Henset til disse betragtninger skal det syvende anbringende afvises.

103

Med det ottende anbringende har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 237 og 240-242 foretog en urigtig læsning af den retspraksis, der finder anvendelse på området for Unionens ansvar uden for kontraktforhold, hvad nærmere bestemt angår de beviser, der skal fremlægges for at godtgøre, at der foreligger en ikke-økonomisk skade. Appellanten har under henvisning til Rettens praksis gjort gældende, at fremlæggelsen af beviser ikke nødvendigvis anses for en betingelse for at anerkende en ikke-økonomisk skade, og at det er tilstrækkeligt, at den, der anlægger sag, godtgør, at den adfærd, der foreholdes den pågældende EU-institution eller det pågældende EU-organ, kan have påført vedkommende en sådan skade. Appellanten har desuden gjort gældende, at det følger af Domstolens praksis, at det ikke er nødvendigt præcist at godtgøre, at der foreligger en skade, og at der foreligger en årsagsforbindelse i tilfælde af en ikke-økonomisk skade, idet sidstnævnte ligeledes kan udledes af fejlens art og omstændighederne.

104

Appellanten har i øvrigt gjort gældende, at den appellerede dom ikke indeholder nogen begrundelse for, hvorfor FRA’s manglende udlevering af alle de ønskede dokumenter og FRA’s afvisning af at anerkende dets ulovlige adfærd under den administrative procedure ikke kunne forårsage stress, angst og en følelse af uretfærdighed hos appellanten.

105

Endelig har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, der fastsætter retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, med den begrundelse, at Retten ikke tilkendte ham erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han havde lidt, på trods af anerkendelsen af de ulovligheder, som FRA havde begået i forbindelse med den administrative undersøgelse. Ifølge appellanten fratager Rettens argumentation ham adgangen til effektive retsmidler, der gør det muligt at få erstatning for tab, der er forbundet med denne form for ulovligheder.

106

FRA er af den opfattelse, at det er åbenbart dels, at de argumenter, hvormed appellanten har kritiseret den appellerede doms præmis 242, er ugrundede, for så vidt som han herved har begrænset sig til at gentage de argumenter, der er fremført i punkt 134 i stævningen i første instans, dels at disse argumenter skal afvises, for så vidt som appellanten har gjort gældende, at han har lidt en ikke-økonomisk skade.

107

Hvad angår appellantens argument om den hævdede tilsidesættelse af chartrets artikel 47 har dette organ gjort gældende, at retten til effektive retsmidler vedrører adgangen til domstolsprøvelse, men ikke giver nogen garanti for et positivt udfald. FRA har endvidere gjort gældende, at EU-retten ikke fritager appellanten for sin bevispligt og ikke tillader, at et krav om erstatning for et angiveligt ikke-økonomisk tab tages til følge, når det er baseret på ren spekulation.

108

Ifølge retspraksis kan enhver EU-institution eller ethvert EU-organ pådrage sig ansvar som følge af dets adfærd, forudsat at betingelserne om, at denne adfærd er retsstridig, at der foreligger en virkelig skade, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det påberåbte tab, er opfyldt (dom af 4.6.2020, Schokker mod EASA, C-310/19 P, EU:C:2020:435, præmis 54, og af 2.6.2022, EM mod Parlamentet, C-299/21 P, EU:C:2022:429, præmis 122).

109

Hvad angår betingelserne om, at der skal foreligge en virkelig skade og en årsagsforbindelse, kan en EU-institution eller et EU-organ kun ifalde ansvar hvis appellanten faktisk har lidt en faktisk og reel skade, og skaden er en tilstrækkeligt direkte følge af den pågældende adfærds angivelige ulovlighed. Det påhviler appellanten over for Unionens retsinstanser at føre bevis for eksistensen og omfanget af den påberåbte skade samt for, at der er en tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse mellem denne ulovlighed og den hævdede skade (jf. i denne retning dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol, C-755/21 P, EU:C:2024:202, praksis 135 og den deri nævnte retspraksis).

110

Det fremgår i denne henseende ligeledes af Domstolens praksis, at fremlæggelsen af et bevis ikke nødvendigvis anses for en betingelse for anerkendelse af et sådant ikke-økonomisk tab. Det påhviler imidlertid sagsøgeren i det mindste at godtgøre, at den adfærd, som den pågældende institution lægges til last, kunne påføre ham et sådant tab (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, SELEX Sistemi Integrati mod Kommissionen, C-481/07 P, EU:C:2009:461, præmis 38).

111

Det følger heraf, at selv i mangel af beviser, der kan godtgøre eksistensen og omfanget af en ikke-økonomisk skade, kan betingelsen om, at der skal foreligge en sådant skade, være opfyldt, hvis appellanten godtgør, at en ikke-økonomisk skade nødvendigvis er en følge af den foreholdte adfærd.

112

Hvad i den foreliggende sag angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en ikke-økonomisk skade, der er støttet på det fjerde klagepunkt om ulovlighed vedrørende den administrative procedures urimelige varighed, skal det fastslås, at eftersom Retten i forbindelse med sin bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som det alene tilkommer Retten at foretage, fandt, at der ikke kunne formodes at foreligge en sådan skade, eftersom appellanten – før han var blevet underrettet om denne undersøgelse – ikke kunne være blevet udsat for en risiko for stress eller angst, og at proceduren, efter at appellanten var blevet underrettet herom, blev gennemført inden for en rimelig frist, kunne den med føje i den appellerede doms præmis 234-236 fastslå, at det i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 110, påhvilede appellanten at fremlægge beviser for, at der var tale om stress og angst i et omfang, der gik ud over, hvad der ville være acceptabelt under en administrativ procedure, hvilket han ikke gjorde.

113

Hvad derimod angår de to andre former for ulovlig adfærd, som Retten i den appellerede doms præmis 89-111 tog til følge i forbindelse med undersøgelsen af det tredje klagepunkt om ulovlighed – dvs. dels tilsidesættelsen af forpligtelsen til rettidigt at underrette appellanten om, at der var iværksat en administrativ undersøgelse mod ham, dels den manglende fremsendelse af de dokumenter, der havde direkte forbindelse med de anklager, der var fremsat mod ham – fastslog Retten i den appellerede doms præmis 237 og 238, at den blotte omstændighed, at appellanten påberåbte sig, at FRA under den administrative undersøgelse havde udvist en ulovlig adfærd, som krænkede hans værdighed og integritet, samt at denne adfærd var særligt skadelig, idet den påførte ham dyb psykologisk skade, var utilstrækkelig med henblik på at godtgøre, at den ikke-økonomiske skade, som han hævdede at have lidt som følge heraf, var faktisk og reel, for så vidt som han ikke havde fremlagt det mindste bevis til støtte for sine udsagn.

114

Retten fastslog imidlertid ikke med denne begrundelse i strid med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 110, at tilsidesættelsen af forpligtelsen til rettidigt at give underretning om en administrativ undersøgelse og den manglende fremsendelse af dokumenter med direkte forbindelse til beskyldningerne mod appellanten ikke i sig selv kunne påføre ham den hævdede skade, nemlig stress, angst og en følelse af uretfærdighed.

115

Det følger af det ovenstående, at Retten i den appellerede doms præmis 237 og 238 begik en retlig fejl ved at fastslå, at appellanten ikke kunne anses for at have godtgjort den faktiske og reelle karakter af den ikke-økonomiske skade, som han hævder at have lidt som følge af tilsidesættelsen af forpligtelsen til rettidigt at give underretning om en administrativ undersøgelse og den manglende fremsendelse af dokumenter med direkte forbindelse til beskyldningerne mod ham, alene med den begrundelse, at han ikke havde fremlagt beviser til støtte for sit erstatningskrav.

116

Det ottende appelanbringende skal derfor tages til følge, og den appellerede dom ophæves, for så vidt som Retten forkastede påstanden om erstatning for den skade, som appellanten hævdede at have lidt som følge af den ulovlige adfærd påberåbt i forbindelse med det tredje klagepunkt om ulovlighed.

117

Ifølge artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen den af Retten trufne afgørelse, hvis Domstolen giver appellanten medhold. Domstolen kan herefter selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

118

I den foreliggende sag fremgår det af den appellerede doms præmis 230 og 231, at eftersom Retten tiltrådte anbringenderne i søgsmålet i første instans vedrørende det tredje og det fjerde klagepunkt om ulovlighed, tog den i denne doms præmis 232-243 kun stilling til de angivelige tab som følge af den ulovlige adfærd, der var omfattet af disse klagepunkter om ulovlighed, nemlig dels den administrative procedures urimeligt lange varighed og tilsidesættelsen af forpligtelsen til rettidigt at give underretning om en administrativ undersøgelse, dels den manglende fremsendelse af dokumenter, der havde direkte forbindelse med de beskyldninger, der var rettet mod appellanten.

119

Som det er blevet fastslået i denne doms præmis 80, begik Retten en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 147-148 i det væsentlige fastslog, at FRA’s afgørelse om at henlægge den administrative procedure vedrørende appellanten ikke var en akt, der gik ham imod, hvorfor det var ufornødent at realitetsbehandle FRA’s argumentation vedrørende det femte klagepunkt om ulovlighed vedrørende en manglende begrundelse af denne afgørelse eller at efterprøve, om de øvrige kumulative betingelser, der kræves for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold, var opfyldt i den foreliggende sag.

120

Under disse omstændigheder finder Domstolen, at den foreliggende tvist vedrørende påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som appellanten angiveligt har lidt som følge af den ulovlige adfærd, som han har gjort gældende til støtte for det femte klagepunkt om ulovlighed i hans søgsmål i første instans, ikke er moden til påkendelse, og at sagen skal hjemvises til Retten, således at denne kan foretage en materiel prøvelse af dette klagepunkt om ulovlighed.

121

Det påhviler ligeledes Retten at undersøge, om den ulovlige adfærd, som den har fastslået i forbindelse med det tredje klagepunkt om ulovlighed i søgsmålet i første instans, kunne forårsage den ikke-økonomiske skade, som appellanten hævder at have lidt.

122

Da sagen hjemvises til Retten, bør afgørelsen om sagsomkostningerne i nærværende appelsag udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):