1

Med appellen har DD nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 14. juli 2021, DD mod FRA (T-632/19, herefter den appellerede dom, EU:T:2021:434), hvorved Retten forkastede hans søgsmål baseret på artikel 270 TEUF med påstand om for det første erstatning for den ikke-økonomiske skade, som DD angiveligt havde lidt, for det andet annullation af afgørelsen truffet af direktøren for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) af 19. november 2018, hvorved der blev givet afslag på hans erstatningskrav, og for det tredje, om fornødent, annullation af afgørelsen af 12. juni 2019 om afslag på hans klage over den ovennævnte afgørelse af 19. november 2018.

2

Afsnit VI i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) har overskriften »Disciplinærordning«. Afsnit VI indeholder vedtægtens artikel 86, der har følgende ordlyd:

»1.   Over for en tjenestemand eller en forhenværende tjenestemand, der forsætligt eller uagtsomt undlader at opfylde de pligter, som påhviler ham i henhold til denne vedtægt, kan der anvendes disciplinære sanktioner.

2.   Hvis ansættelsesmyndigheden eller [Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (herefter »OLAF«)] gøres bekendt med beviselementer, der lader formode, at pligter ikke er blevet opfyldt som omhandlet i stk. 1, kan de indlede en administrativ undersøgelse med henblik på at konstatere, om der har været tale om en sådan manglende opfyldelse af pligter.

3.   Reglerne, procedurerne og foranstaltningerne for disciplinær forfølgning og reglerne og procedurerne for administrative undersøgelser er fastsat i bilag IX.«

3

Artikel 1 i vedtægtens bilag IX med overskriften »Disciplinær forfølgning« foreskriver:

»1   Når en undersøgelse foretaget af OLAF viser, at en tjenestemand (eller en tidligere tjenestemand) i en institution muligvis er personligt impliceret, underrettes den pågældende hurtigt herom, såfremt dette ikke er til skade for undersøgelsesforløbet. Under alle omstændigheder kan der ikke drages konklusioner vedrørende en navngiven tjenestemand efter undersøgelsens færdiggørelse, uden at den pågældende har fået lejlighed til at udtale sig om alle de kendsgerninger, der vedrører ham. I konklusionerne skal der henvises til disse bemærkninger.

[...]

3.   Hvis der efter OLAF’s undersøgelse ikke kan rettes nogen anklage mod den tjenestemand, som beskyldningerne vedrører, afsluttes den pågældende undersøgelse, og sagen henlægges efter beslutning truffet af OLAF’s direktør, der skriftligt underretter den pågældende tjenestemand og dennes institution herom. Tjenestemanden kan anmode om, at denne beslutning optages i hans personlige akt[mappe].«

4

Artikel 2, stk. 1, i dette bilag IX til vedtægten fastsætter:

»De regler, der er fastlagt i artikel 1, gælder med de fornødne ændringer for de administrative undersøgelser, som ansættelsesmyndigheden gennemfører.«

5

Artikel 3 i nævnte bilag IX har følgende ordlyd:

»På grundlag af undersøgelsesrapporten kan ansættelsesmyndigheden efter at have tilstillet den pågældende tjenestemand alle sagens akter og efter at have hørt denne:

6

Artikel 11 i samme bilag IX har følgende ordlyd:

»Ansættelsesmyndigheden kan uden at have indhentet udtalelse fra rådet træffe beslutning om en sanktion i form af en skriftlig advarsel eller en irettesættelse. Den pågældende tjenestemand skal høres, inden ansættelsesmyndigheden tager sådanne skridt.«

7

Artikel 29 i bilag IX til vedtægten foreskriver:

»Hvis der ikke opretholdes nogen anklage mod den pågældende tjenestemand i henhold til artikel 1, stk. 3, og artikel 22, stk. 2, har denne efter anmodning ret til oprejsning ved hensigtsmæssig offentliggørelse af ansættelsesmyndighedens afgørelse.«

8

Der er redegjort for tvistens baggrund i den appellerede doms præmis 1-17 på følgende måde:

9

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. september 2019 anlagde appellanten det søgsmål, der henvises til i denne doms præmis 1.

10

Appellanten nedlagde med søgsmålet bl.a. påstand om, at FRA tilpligtedes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der var forårsaget af den disciplinærsag, der førte til irettesættelsen, af beslutningen om opsigelse og af den ukorrekte opfyldelse af den annullationsdom, der annullerede disse to afgørelser. Til støtte for påstanden påberåbte appellanten sig følgende seks klagepunkter om ulovlighed vedrørende den adfærd, som FRA blev foreholdt (herefter samlet »den ulovlige adfærd«):

11

For så vidt som appellanten havde nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han havde lidt som følge af den ulovlige adfærd, påberåbte han sig med henblik herpå flere argumenter vedrørende eksistensen af dette tab og eksistensen af en årsagsforbindelse mellem tabet og denne adfærd.

12

Ved den appellerede dom fastslog Retten, at betingelserne for, at FRA ifaldt erstatningsansvar, ikke var opfyldt i den foreliggende sag. For det første fandt den, at alle appellantens klagepunkter om ulovlighed var ugrundede. For det andet konstaterede Retten, at et ikke-økonomisk tab og en årsagssammenhæng mellem dette og den ulovlige adfærd ikke var blevet godtgjort af appellanten.

13

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

14

FRA har nedlagt følgende påstande:

15

Til støtte for appellen har appellanten fremsat otte anbringender om fejl begået af Retten i hver af de otte dele af den appellerede dom, dvs. i redegørelsen for de faktiske omstændigheder, i undersøgelsen af det første til det sjette klagepunkt om ulovlighed samt i den del, der vedrører undersøgelsen af, om der foreligger et aktuelt tab og en årsagsforbindelse.

16

Med det andet appelanbringende og det femte anbringendes første led, som det er hensigtsmæssigt at undersøge indledningsvis, har appellanten gjort gældende, at Retten dels med urette konkluderede, at artikel 3, litra a), i bilag IX til vedtægten ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, og at retten til forsvar derfor ikke skulle tages i betragtning, dels gav en selvmodsigende begrundelse i denne henseende.

17

Med det andet anbringendes første led har appellanten i det væsentlige foreholdt Retten, at den med urette fastslog, at annullation af en retsakt ikke forpligter Unionens institutioner og organer til at genoptage retsforhandlingerne på nøjagtigt det tidspunkt, hvor ulovligheden indtrådte, idet disse råder over et vidt skøn ved afgørelsen af, hvilke foranstaltninger der skal træffes med henblik på at drage konsekvenserne af en annullationsdom. Det fremgår nemlig af dom af 5. september 2014, Éditions Odile Jacob mod Kommissionen (T-471/11, EU:T:2014:739), der er nævnt i den appellerede doms præmis 45, at den procedure, som skal erstatte en annulleret retsakt, skal genoptages netop på det tidspunkt, hvor ulovligheden indtrådte, da annullationen af en afgørelse ikke nødvendigvis berører de forberedende akter, der førte til vedtagelsen.

18

Med det andet anbringendes andet led har appellanten foreholdt Retten at have anvendt artikel 3, litra a), i bilag IX til vedtægten fejlagtigt ved at fastslå, at denne artikel kun finder anvendelse, når den administrative undersøgelse trækkes tilbage eller opgives og under omstændigheder som de i den foreliggende sag omhandlede, hvor FRA besluttede ikke at genoptage den disciplinære forfølgning på det tidspunkt, hvor irettesættelsen blev ugyldiggjort. Ifølge appellanten findes der i artikel 3, litra a), i bilag IX til vedtægten en udtømmende liste over de muligheder, som FRA har efter fremlæggelsen af en administrativ undersøgelsesrapport. Desuden skal målet med denne artikel sammenholdes med artikel 29 i bilag IX til vedtægten med henblik på at muliggøre en hensyntagen til den berørte ansattes interesser, således at tilbagekaldelse af en administrative undersøgelsesrapport uden begrundelse og uden nogen form for offentliggørelse udgør en overtrædelse af disse artikler. Appellanten har anført, at Retten har skabt en kunstig sondring mellem afslutning af en administrativ undersøgelse og tilbagetrækning eller frafald af denne, hvilket i vid udstrækning fratager artikel 3 og artikel 29 i bilag IX til vedtægten deres virkning.

19

FRA har nedlagt påstand om, at det andet anbringendes første og andet led forkastes.

20

Hvad angår det første led er FRA af den opfattelse, at dette ikke er relevant. FRA har i denne henseende anført, at den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 45, i modsætning til, hvad appellanten har hævdet, ikke betyder, at ansættelsesmyndigheden er forpligtet til at genoptage en disciplinær forfølgning, der viser sig at være behæftet med en procedurefejl. Agenturet har tilføjet, at appellanten under alle omstændigheder ikke har nogen legitim interesse i at hævde, at FRA var forpligtet til at genoptage den disciplinære forfølgning i stedet for at opgive den.

21

Hvad angår det andet led har FRA gjort gældende, at agenturet ikke opgav den administrative undersøgelsesrapport, men afholdt sig fra at genoptage den administrative undersøgelsesprocedure i forhold til appellanten og fjernede alle tidligere akter vedrørende den administrative undersøgelse fra appellantens aktmappe. Artikel 266 TEUF, der regulerer opfyldelsen af annullationsdomme, er ikke til hinder for, at agenturet beslutter at opgive en disciplinærsag, og den omstændighed, at artikel 3 i bilag IX til vedtægten ikke nævner en sådan mulighed, betyder blot, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse.

22

Det skal bemærkes, at det fremgår af artikel 266 TEUF, at den institution, det organ, det kontor eller det agentur, fra hvilket en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af den dom, hvorved retsakten blev annulleret, og med henblik på at efterkomme denne dom og opfylde den fuldt ud ikke blot at tage hensyn til dens konklusion, men også til de præmisser, som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på (jf. i denne retning dom af 14.6.2016, Kommissionen mod McBride m.fl., C-361/14 P, EU:C:2016:434, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

23

Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, nøjagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de nøjagtige grunde til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, og som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret (jf. i denne retning dom af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen (C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 29).

24

Eftersom artikel 266 TEUF ikke præciserer arten af de foranstaltninger, som ophavsmanden til den annullerede retsakt skal træffe med henblik på at opfylde denne forpligtelse, påhviler det denne at identificere disse foranstaltninger, idet ophavsmanden ved valget heraf har en vid skønsbeføjelse, for så vidt som den er i overensstemmelse med konklusionen i den dom, hvorved retsakten blev annulleret, og med de præmisser, som udgør det nødvendige grundlag herfor (dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen, C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 102).

25

Nærmere bestemt skal den procedure, som skal erstatte en annulleret retsakt, genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (jf. i denne retning dom af 3.7.1986, Rådet mod Parlamentet, 34/86, EU:C:1986:291, præmis 47), idet annullation af en retsakt principielt ikke påvirker gyldigheden af de forberedende foranstaltninger, der er truffet forud for konstateringen af denne fejl (dom af 6.7.2017, Toshiba mod Kommissionen, C-180/16 P, EU:C:2017:520, præmis 24).

26

Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal efterprøves, om Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 45-49 at fastslå, at opfyldelsen af annullationsdommen kun indebar en forpligtelse for FRA til at fjerne irettesættelsen fra appellantens aktmappe med den begrundelse, at artikel 3 i bilag IX til vedtægten ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag.

27

Det bemærkes i denne henseende, at Personaleretten ved annullationsdommen annullerede den irettesættelse, som appellanten var blevet pålagt, med den begrundelse, at hans ret til at blive hørt var blevet tilsidesat, for så vidt som FRA’s direktør havde støttet sig på konklusionerne i rapporten om den administrative undersøgelse med henblik på at indlede den disciplinære forfølgning og straks vedtage afgørelsen om at pålægge appellanten en irettesættelse, idet direktøren undlod at meddele appellanten disse konklusioner inden høringen den 20. februar 2013 og derfor ikke havde gjort det muligt for ham at forberede sit forsvar behørigt.

28

Personaleretten fastslog derfor, at afgørelsen om irettesættelse var blevet truffet efter en ikke-forskriftsmæssig procedure i strid med kravene i artikel 2, 3 og 11 i bilag IX til vedtægten, der bl.a. fastsætter appellantens ret til at blive hørt.

29

Under disse omstændigheder er det ubestridt, at den procedurefejl, som Personaleretten konstaterede i annullationsdommen, indtrådte i den sidste fase af en forudgående administrativ undersøgelse og således ikke påvirkede disciplinærsagen ab initio, navnlig for så vidt angår gyldigheden af den administrative undersøgelsesrapport.

30

Det bemærkes for det første, at en disciplinærsag som omhandlet i bilag IX til vedtægten omfatter to forskellige faser, hvoraf den første består af den administrative undersøgelse, der indledes med en afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden, der enten er inkriminerende eller diskulperende, og som afsluttes, efter at den berørte er blevet hørt om de faktiske omstændigheder, der i en undersøgelsesrapport foreholdes vedkommende, og den anden består af selve den disciplinære forfølgning, som ansættelsesmyndigheden indleder på grundlag af nævnte undersøgelsesrapport, og som forudsætter, at tjenestemanden er hørt, inden der træffes en sanktion over for den pågældende (dom af 14.10.2021, Bernaldo de Quirós mod Kommissionen, C-583/19 P, EU:C:2021:844, præmis 56).

31

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, indebærer annullationen af en retsakt, der afslutter en administrativ procedure, som består af flere faser, for det andet ikke nødvendigvis annullation af hele den procedure, der er gået forud for vedtagelsen af den anfægtede retsakt, uafhængigt af de processuelle eller materielle grunde til annullationsdommen. Ophavsmanden til retsakten skal således stille sig på det tidspunkt, hvor den pågældende vedtog den annullerede retsakt, med henblik på at vedtage den retsakt, der skal erstatte den.

32

I det foreliggende tilfælde må det således, som generaladvokaten har anført i punkt 56 i forslaget til afgørelse, fastslås, at eftersom annullationen af irettesættelsen ikke påvirkede de forberedende foranstaltninger, der gik forud for denne afgørelse, skulle FRA genoptage disciplinærsagen mod appellanten på præcis det tidspunkt, hvor den ulovlighed, der blev fastslået ved annullationsdommen, indtrådte, dvs. på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om, hvilke konsekvenser der skulle drages af den administrative undersøgelse.

33

Det fremgår i øvrigt af den appellerede doms præmis 47, at Retten selv bemærkede, at FRA efter annullationsdommen på ny kunne have støttet sig på den administrative undersøgelsesrapport af 12. februar 2013 for at genoptage disciplinærsagen mod appellanten på det stadie, hvor den blev behæftet med en fejl som følge af en tilsidesættelse af retten til forsvar, under overholdelse af de proceduremæssige krav, der følger af artikel 3 i bilag IX til vedtægten.

34

Selv om ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved gennemførelsen af administrative undersøgelser, skal den ikke desto mindre overholde disse proceduremæssige krav.

35

Følgelig er bestemmelserne i bilag IX til vedtægten, og navnlig dette bilags artikel 3, en betingelse for ansættelsesmyndighedens udøvelse af sin skønsbeføjelse med hensyn til, hvilke følger der skal tillægges den første fase af disciplinærsagen, under hvilken der gennemføres en upartisk, administrativ undersøgelse i forhold til den berørte person.

36

Nærmere bestemt opregner artikel 3 i bilag IX til vedtægten, som har til formål at regulere ansættelsesmyndighedens handlinger ved afslutningen af den administrative undersøgelsesfase, udtømmende de tre muligheder, som denne myndighed råder over på grundlag af rapporten om den administrative undersøgelse. Det fremgår nemlig af denne artikels klare og utvetydige ordlyd, at ansættelsesmyndigheden efter at have tilstillet den pågældende EU-tjenestemand alle sagens akter og efter at have hørt denne for det første kan beslutte, at anklagen mod tjenestemanden er grundløs, i hvilket tilfælde den pågældende underrettes skriftligt herom. For det andet kan ansættelsesmyndigheden selv i tilfælde af manglende eller tilsyneladende manglende opfyldelse af pligter beslutte ikke at pålægge en sanktion, og i givet fald blot give den nævnte tjenestemand en advarsel. For det tredje kan ansættelsesmyndigheden i tilfælde af en forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af de pligter, der påhviler tjenestemanden eller en tidligere tjenestemand i henhold til vedtægten, beslutte at indlede en disciplinær forfølgning og i givet fald at indbringe sagen for disciplinærrådet med henblik herpå.

37

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 55 og 56 i forslaget til afgørelse, befandt FRA sig i den foreliggende sag – efter afsigelsen af annullationsdommen, der var baseret på en tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar ved afslutningen af procedurens administrative fase – netop i denne fase af proceduren, dvs. på det tidspunkt, hvor det tilkom FRA at foretage et valg mellem disse tre muligheder, der udtømmende er fastsat i artikel 3 i bilag IX til vedtægten.

38

Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 48, valgte FRA imidlertid ikke nogen af de tre muligheder, der er fastsat i denne bestemmelse, men valgte en »anden løsning«, der bestod i at opgive disciplinærsagen ved at fjerne alle tidligere akter vedrørende den administrative undersøgelse fra appellantens aktmappe.

39

Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 46, 48 og 49 at fastslå, at FRA herved havde handlet i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 24, og ikke havde tilsidesat artikel 3 i bilag IX til vedtægten med den begrundelse, at denne bestemmelse ikke fandt anvendelse, eftersom annullationsdommen alene pålagde FRA at fjerne irettesættelsen fra appellantens aktmappe, idet denne blev anset for aldrig at have eksisteret.

40

I modsætning til, hvad Retten fastslog, gjorde FRA’s skønsbeføjelse i forbindelse med opfyldelsen af annullationsdommen det nemlig ikke muligt for agenturet at afvige fra de tre muligheder, der udtømmende er fastsat i artikel 3 i bilag IX til vedtægten, hvilket indebærer, at dette agentur, da det besluttede at opgive disciplinærsagen ved at fjerne alle tidligere akter vedrørende den administrative undersøgelse fra appellantens aktmappe, tilsidesatte denne bestemmelse og overskred grænserne for sin skønsbeføjelse, således som de følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 25.

41

Det bemærkes i øvrigt, at det følger af artikel 29 i bilag IX til vedtægten, at hvis der ikke opretholdes nogen anklage mod den pågældende tjenestemand, har denne i givet fald ret til oprejsning ved hensigtsmæssig offentliggørelse af ansættelsesmyndighedens afgørelse. Ligeledes af denne grund og i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 48 og 49, var FRA forpligtet til under overholdelse af artikel 3 i bilag IX at genoptage disciplinærsagen mod appellanten og i givet fald at fastslå, at der ikke kunne opretholdes nogen anklage mod ham, således at han eventuelt kunne gøre sin ret til oprejsning gældende.

42

Følgelig skal det andet appelanbringendes første og andet led tiltrædes.

43

Med det andet anbringendes tredje led og det femte anbringendes første led har appellanten bestridt rigtigheden af Rettens konklusion om, at FRA med henblik på en korrekt opfyldelse af annullationsdommen ikke var forpligtet til at høre ham, før agenturet traf en ny afgørelse om den videre disciplinære forfølgning i overensstemmelse med artikel 3 i bilag IX til vedtægten.

44

Med det andet anbringendes tredje led har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl og ser bort fra princippet om retssikkerhed, for så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 49 fastslog, at overholdelse af retten til forsvar i den foreliggende sag »ikke skulle tages i betragtning«, »eftersom FRA afstod fra enhver retsforfølgning af appellanten og således ikke havde vedtaget nogen akt, der påvirkede appellanten negativt, jf. chartrets artikel 41«.

45

Med det femte anbringendes første led har appellanten foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 83 og 84, idet den ikke tog hensyn til den omstændighed, at en korrekt opfyldelse af annullationsdommen krævede en høring, inden den administrative undersøgelse blev afsluttet med den begrundelse, at der ikke blev opretholdt nogen anklage mod ham, og at en sådan høring ikke på noget tidspunkt fandt sted.

46

FRA er af den opfattelse, at agenturet ikke vedtog en bebyrdende afgørelse og derfor ikke var forpligtet til at høre appellanten forud herfor. Appellanten har således set bort fra den sammenhæng, hvori annullationsdommen skulle opfyldes, og som resulterede i, at han blev genindsat i sin stilling. FRA har desuden præciseret, at agenturet ikke besluttede, »at anklagen mod tjenestemanden er grundløs«, som det kræves i artikel 3 i bilag IX til vedtægten, men frafaldt den disciplinære forfølgning, dvs. uden at træffe en sådan beslutning.

47

Hvad endvidere angår det femte anbringendes første led har appellanten ifølge FRA blot gentaget de argumenter, der er fremført i forbindelse med det første anbringende.

48

Det bemærkes for det første, at artikel 266 TEUF pålægger den berørte institution at undgå, at enhver retsakt, der skal træde i stedet for den annullerede retsakt, er behæftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der er fastslået i dommen om annullation (jf. i denne retning dom af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 30, og af 29.4.2004, IPK-München og Kommissionen, C-199/01 P og C-200/01 P, EU:C:2004:249, præmis 83).

49

I den foreliggende sag fastslog Personaleretten, således som det er anført i denne doms præmis 27 og 28, at FRA ved at undlade at meddele appellanten konklusionerne fra den administrative undersøgelse forud for høringen den 20. februar 2013, som netop havde til formål at høre ham vedrørende de nævnte konklusioner, og hvorunder FRA besluttede at indlede den disciplinære forfølgning, og derefter at pålægge ham en sanktion efter selvsamme høring uden at have givet ham mulighed for at forberede sit forsvar behørigt, havde tilsidesat de forpligtelser, der påhvilede agenturet bl.a. i henhold til artikel 3 i bilag IX til vedtægten.

50

Hvad for det andet angår iagttagelsen af retten til forsvar og det hermed sammenhængende kontradiktionsprincip skal det fremhæves, at den tjenestemand, over for hvem en EU-institution har indledt en administrativ procedure, under denne procedure skal have mulighed for effektivt at gøre sit synspunkt gældende vedrørende eksistensen og relevansen af de faktiske omstændigheder, påståede forhold og dokumenter, som denne institution agter at anvende mod den pågældende til støtte for påstanden om en tilsidesættelse af vedtægtens bestemmelser. Det følger af det ovenfor anførte, at retten til at blive hørt har to formål. Dels tjener den til at oplyse sagen og fastlægge de faktiske omstændigheder så korrekt og præcist som muligt, dels sikrer denne rettighed den berørte part en effektiv beskyttelse (jf. i denne retning dom af 14.10.2021, Bernaldo de Quirós mod Kommissionen, C-583/19 P, EU:C:2021:844, præmis 63 og 64).

51

Artikel 3 i bilag IX til vedtægten fastsætter udtrykkeligt den pågældende tjenestemands ret til at blive hørt med henblik på at give denne mulighed for på behørig vis at tilkendegive sit synspunkt vedrørende den under den administrative undersøgelse foretagne fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, inden ansættelsesmyndigheden på grundlag af undersøgelsesrapporten træffer en af de afgørelser, der er opregnet i denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 14.10.2021, Bernaldo de Quirós mod Kommissionen, C-583/19 P, EU:C:2021:844, præmis 43).

52

I den foreliggende sag er det ubestridt, at appellanten ikke blev hørt, inden FRA traf afgørelse om at opgive proceduren og slette alle de akter, der vedrørte den administrative undersøgelse, fra hans aktmappe, uden dog at træffe afgørelse om, at anklagen mod ham var grundløs, således som det kræves i henhold til artikel 3, litra a), i bilag IX til vedtægten.

53

Det fremgår imidlertid af undersøgelsen af det andet appelanbringendes første og andet led, at FRA for at opfylde annullationsdommen skulle have genoptaget disciplinærsagen på det præcise tidspunkt, hvor ulovligheden var indtrådt, under overholdelse af artikel 3 i bilag IX til vedtægten.

54

Det er således tilstrækkeligt at fastslå, at Retten ved i den appellerede doms præmis 49 og 83 i det væsentlige at fastslå, at FRA ved at træffe afgørelse om at opgive disciplinærsagen og ved at fjerne alle de tidligere akter vedrørende den administrative undersøgelse fra appellantens aktmappe, ikke havde vedtaget en retsakt, der påvirkede appellanten negativt som omhandlet i chartrets artikel 41, således at overholdelsen af retten til forsvar ikke skulle tages i betragtning, begik en retlig fejl, eftersom en sådan afgørelse, der blev truffet i strid med artikel 3 i bilag IX til vedtægten, således som det fremgår af undersøgelsen af det andet appelanbringendes første og andet led, fratog appellanten den ret til at blive hørt, som udtrykkeligt er fastsat i denne bestemmelse, inden vedtagelsen af en af de afgørelser, der er omhandlet i denne bestemmelse.

55

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det andet anbringendes tredje led skal tages til følge.

56

Med det andet anbringendes fjerde led har appellanten gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en selvmodsigende begrundelse, eftersom Retten dels i den appellerede doms præmis 49 anførte, at artikel 3, litra a), i bilag IX til vedtægten ikke fandt anvendelse, dels i den nævnte doms præmis 76 anførte det modsatte.

57

FRA er af den opfattelse, at der ikke er nogen modstrid mellem den appellerede doms præmis 49 og 76, eftersom den kompetente ansættelsesmyndighed i den foreliggende sag afholdt sig fra at genoptage den disciplinære forfølgning og fjernede alle de tidligere akter vedrørende den administrative undersøgelse fra appellantens aktmappe.

58

Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende, er et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag (dom af 29.7.2010, Grækenland mod Kommissionen, C-54/09 P, EU:C:2010:451, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

59

I den foreliggende sag fastslog Retten i den appellerede doms præmis 76 i forbindelse med undersøgelsen af det tredje klagepunkt om ulovlighed om, at FRA ikke havde ydet erstatning for den ikke-økonomiske skade, der fulgte af den irettesættelse, der blev annulleret ved annullationsdommen, at FRA havde besluttet at opgive den disciplinære forfølgning af appellanten i henhold til artikel 3, litra a), i bilag IX til vedtægten. I øvrigt synes Retten i den nævnte præmis 76 at antyde, at den af FRA valgte løsning med henblik på at opfylde annullationsdommen gik ud over, hvad der var nødvendigt for at opfylde kravene i artikel 3 i bilag IX til vedtægten.

60

Det fremgår imidlertid af den appellerede doms præmis 48, hvortil dennes præmis 76 henviser, at FRA ifølge Retten »valgte en anden løsning« end den, der er fastsat i artikel 3 i bilag IX til vedtægten, idet Retten i denne doms præmis 49 fastslog, at denne bestemmelse, navnlig litra a), ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag.

61

Begrundelsen for den appellerede dom er derfor behæftet med en selvmodsigelse i denne henseende.

62

Det følger heraf, at det andet anbringendes fjerde led skal tages til følge.

63

Henset til samtlige ovenstående betragtninger, og uden at det er fornødent at undersøge de øvrige appelanbringender, som ikke kan føre til en mere vidtgående ophævelse af den appellerede dom, skal det andet anbringende og det første led i det femte anbringende tages til følge, og den appellerede dom skal følgelig ophæves.

64

Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen, hvis den giver appellanten medhold, den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan herefter selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

65

Det skal i denne forbindelse fastslås, således som det fremgår af denne doms præmis 10, at appellantens erstatningspåstand tilsigter at opnå erstatning for den skade, som han hævder at have lidt som følge af, at FRA ikke på behørig vis opfyldte annullationsdommen, hvilket kom til udtryk ved den ulovlige adfærd.

66

Dette aspekt af tvisten indebærer imidlertid en undersøgelse af komplekse faktiske spørgsmål på grundlag af omstændigheder, som ikke er blevet bedømt af Retten i den appellerede dom, eftersom den fandt, at FRA havde opfyldt annullationsdommen korrekt, og følgelig ikke analyserede, om situationen for appellanten, som var blevet frataget muligheden for at afkræfte udsagnene i den administrative undersøgelsesrapport og navnlig opnå, at FRA traf afgørelse om, at anklagen mod appellanten var grundløs, kunne være årsag til et tab, som han havde lidt som følge af FRA’s culpøse adfærd.

67

Da sagen ikke er moden til påkendelse, bør den følgelig hjemvises til Retten.

68

Da sagen hjemvises til Retten, bør afgørelsen om sagsomkostningerne i nærværende appelsag udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):