FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 12. oktober 2023 ( 1 )

Sag C-566/22

Inkreal s. r. o.

mod

Dúha reality s. r. o.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik))

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – anvendelsesområde – artikel 25 – værnetingsklausul – aftaleparter med bopæl i samme medlemsstat, der har aftalt, at retterne i en anden medlemsstat har kompetence til at afgøre tvister vedrørende denne aftale – tilknytning til udlandet«

I. Indledning

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører nærmere bestemt fortolkningen af artikel 25, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ).

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem to selskaber, som har bopæl i samme medlemsstat, vedrørende udpegningen af den ret, der har stedlig kompetence til at påkende et krav om betaling af fordringer, som er opstået som følge af manglende opfyldelse af to låneaftalerader er indgået i denne medlemsstat, og som indeholder udpegning af en ret i en anden medlemsstat i tilfælde af en tvist.

3.	Det nye spørgsmål, som er forelagt Domstolen, er, om den omstændighed, at der foreligger en værnetingsklausul, i sig selv indebærer en tilknytning til udlandet, der er tilstrækkeligt til at medføre, at artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse.

Analysen af de forskellige argumenter i retslitteraturen og argumenterne vedrørende forskellige europæiske retsinstansers praksis giver mig anledning til at foreslå Domstolen en løsning, der foretrækker et benægtende svar på dette spørgsmål, og til at præcisere, hvornår betingelsen om den internationale karakter skal vurderes.

II. Retsforskrifter

A. EU-retten

Tredje betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

»[Den Europæiske] Union[…] har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, bl.a. ved at lette adgangen til domstolene, navnlig på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser om civilretlige spørgsmål. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Unionen vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, navnlig når de er nødvendige for det indre markeds funktion« ( 3 ).

Artikel 25, stk. 1, i denne forordning ( 4 ), bestemmer følgende:

»Såfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente […]«

B. Tjekkisk ret

§ 11, stk. 3, i zákon č. 99/1963 Sb., občanský soudní řád (lov nr. 99/1963 om den civile retspleje) (herefter »retsplejeloven«) fastsætter:

»Hvis sagen er inden for den Tjekkiske Republiks domstols jurisdiktion, men betingelserne vedrørende den stedlige kompetence mangler eller ikke kan fastlægges, vil Nejvyšší soud [(øverste domstol, Den Tjekkiske Republik)] afgøre, hvilken domstol der skal behandle og afgøre sagen.«

III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

8.	FD, der har bopæl i Slovakiet, og Dúha reality s. r. o., der er et selskab med hjemsted ( 5 ) i Slovakiet, indgik som henholdsvis långiver og låntager to aftaler om pengelån henholdsvis den 29. juni 2016 og den 11. marts 2017.

9.	Ved aftale om overdragelse af fordringer af 8. december 2021 overdrog FD sine fordringer i henhold til disse låneaftaler til Inkreal, et selskab med bopæl i Slovakiet.

10.

I hver af disse aftaler var parterne enige om, at »alle uklarheder eller tvister, der måtte opstå i forbindelse med denne aftale, primært skal løses ved gensidig forhandling med henblik på at opnå en løsning, der er acceptabel for begge kontraherende parter. Hvis aftalens parter ikke er i stand til at løse en sådan tvist, vil tvisten blive løst af den faktiske og stedligt kompetente tjekkiske domstol i overensstemmelse med [retsplejeloven] i den gældende affattelse«.

11.

Da Dúha reality ikke tilbagebetalte pengelånene, anlagde Inkreal den 30. december 2021 sag ved Nejvyšší soud (øverste domstol) på grundlag af denne klausul, som selskabet anser for at være en aftale, der tillægger de tjekkiske retter kompetence til at afgøre tvister, der udspringer af aftaler om pengelån. Inkreals påstande har til formål dels at opnå betaling principalt af Inkreals fordringer, dels at udpege den tjekkiske ret, der har stedlig kompetence til at træffe afgørelse om sagens realitet i henhold til retsplejelovens § 11, stk. 3.

12.

Til støtte for denne sidste påstand har Inkreal gjort gældende, at selskabet handler i henhold til en værnetingsklausul, der er gyldig i et privatretligt forhold med tilknytning til udlandet, jf. artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, idet der ikke findes nogen anden kompetence, særlig eller enekompetence, for en ret i medfør af denne forordning.

13.

Henset til Domstolens praksis ( 6 ) er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt forordning nr. 1215/2012 og følgelig dens artikel 25, stk. 1, finder anvendelse i en situation, hvor det eneste aspekt, der kan anses for at være internationalt, er den omstændighed, at de kontraherende parter, der har bopæl i den samme medlemsstat, har aftalt, at retterne i en anden EU-medlemsstat har kompetence.

14.

Hovedargumenterne for anvendeligheden af denne forordning er især vægtningen af parternes kontraktlige autonomi, ensartet fortolkning og harmoniseret anvendelse af artikel 25 i den nævnte forordning og de ulogiske eller muligvis urimelige konsekvenser, hvis det ikke var muligt at anvende denne bestemmelse.

15.

Hovedargumentet imod, at samme forordning skulle finde anvendelse i den foreliggende sag, er især manglen på tilknytning til udlandet og dermed sagens rent indenlandske karakter. Denne konklusion er især baseret på det synspunkt, at parternes blotte vilje til at pege på en ret i en anden medlemsstat som kompetent ikke kan føre til »internationalisering« af en given situation.

16.

På denne baggrund, og henset til forskellene i retslitteraturen og den retspraksis, der følger af høringen af visse øverste retsinstanser i andre medlemsstater, har Nejvyšší soud (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Henset til, at eksistensen af [en tilknytning til udlandet] er en nødvendig betingelse for anvendelse af […] forordning [nr. 1215/2012] […], kan anvendelsen af denne forordning da baseres på, at to parter etableret i samme medlemsstat blot er enige om, at retterne i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union er kompetente?«

17.	Der er indgivet skriftlige indlæg af Dúha reality, den tjekkiske og den schweiziske regering samt Europa-Kommissionen.

IV. Bedømmelse

A. Indledende bemærkninger

18.

For det første skal det præciseres, at bestemmelserne i artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 om aftaler om værneting til dels svarer til bestemmelserne i tidligere retlige instrumenter ( 7 ). Det følger således af Domstolens faste praksis, at den fortolkning, som Domstolen har anlagt for én af disse, også gælder for de andre ( 8 ).

19.

For det andet finder jeg det hensigtsmæssigt at understrege, at Domstolen dels har gjort opmærksom på, at artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 ikke præciserer, om en værnetingsklausul ud over kredsen af parter i en kontrakt kan overdrages til en tredjemand, der er part i en senere kontrakt, og som helt eller delvist er en efterfølger til en af parterne i den oprindelige kontrakt ( 9 ). Dels har Domstolen vurderet, at det således alene vil være i tilfælde, hvor en tredjemand i henhold til den nationale ret, der skal finde anvendelse på sagens realitet, er indtrådt i alle den pågældendes rettigheder og forpligtelser i forhold til den oprindelige kontrakt, at en værnetingsklausul, som denne tredjemand ikke har givet samtykke til, ikke desto mindre kan være bindende for den pågældende ( 10 ). I det foreliggende tilfælde fremgår det af den procedure, som den forelæggende ret har lagt til grund, at Inkreal, som er tredjemand i den kontrakt, der indeholder værnetingsklausulen, finder, at de er bundet af klausulen.

B. Realiteten

20.

Med sin anmodning om præjudiciel afgørelse ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at bestemmelsen i en rent national situation finder anvendelse, blot fordi parterne, der har bopæl i samme medlemsstat, har udpeget en ret eller retterne i en anden medlemsstat til at afgøre allerede opståede eller fremtidige tvister mellem dem.

21.

Den forelæggende ret har med rette redegjort for de to modsatrettede opfattelser, der støttes i retslitteraturen, og som medlemsstaternes retter har fastholdt som følge af, at der ikke i artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 er fastsat en betingelse om, at der skal foreligge en tilknytning til udlandet, som er uændret i forhold til de tidligere bestemmelser, der har fundet anvendelse på området for værnetingsaftaler siden ikrafttrædelsen af Bruxelleskonventionen ( 11 ), som er blevet efterfulgt af forordning nr. 44/2001 ( 12 ).

22.

Der kan nemlig ikke udledes noget argument af ordlyden af disse bestemmelser. Det kan kun påpeges, at kravet om, at mindst en af parterne skal have bopæl i en medlemsstat for at kunne udpege en eller flere retter i en rent national situation, ikke fremgår af artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012. Desuden er rækkevidden af værnetingsklausulen begrænset til tvister, der udspringer af det retsforhold, som gav anledning til, at værnetingsklausulen blev indgået ( 13 ).

23.

For at kunne udpege en ret i en medlemsstat som kompetent er valget af parter således ikke underlagt andre krav, f.eks. at der består en forbindelse mellem den udpegede ret og tvisten ( 14 ). Det er tilstrækkeligt, at bestemmelsen angiver de objektive forhold, som parterne er nået til enighed om med henblik på valget af den eller de retter, som de vil indbringe allerede opståede eller fremtidige tvister for. Disse elementer skal være tilstrækkeligt præcise for, at den ret, ved hvilken sagen er indbragt, kan afgøre, om den er kompetent ( 15 ).

24.

Denne fleksibilitet har siden Bruxelleskonventionen været baseret på, at det er bestemt, at partsautonomien får fuld virkning med hensyn til aftaler om værneting ( 16 ), uden dog efter min opfattelse at udgøre en undtagelse fra betingelserne for anvendelse af forordning nr. 1215/2012, herunder kravet om tilknytning til udlandet ( 17 ).

25.

I denne henseende kan det indledningsvis fremhæves, at forordning nr. 1215/2012 i modsætning til visse andre forordninger ( 18 ), men i lighed med de fleste forordninger vedrørende civilretligt samarbejde på familie-, fødevare- og insolvensområdet, ikke indeholder nogen bestemmelser om den omhandlede situations internationale karakter, selv om dens anvendelse er betinget heraf ( 19 ).

26.

Dernæst har Domstolen i denne sammenhæng præciseret, at »[s]elve anvendelsen af Bruxelles-konventionens kompetenceregler kræver […], at der er tale om tilfælde med tilknytning til udlandet« ( 20 ). Dette princip er blevet bekræftet i flere andre domme vedrørende forordning nr. 44/2001 ( 21 ) og nr. 1215/2012 ( 22 ).

27.

En sådan fortolkning er i sidste ende nødvendig, henset til denne forordnings retsgrundlag ( 23 ), selv om den omarbejdelse af forordning nr. 44/2001, som den har foretaget, har til formål at fremme bevægeligheden og anerkendelsen af retsafgørelser inden for det europæiske retsområde uden begrænsninger på grund af tvistens internationale karakter ( 24 ) samt for så vidt angår værnetingsaftaler deres universelle anvendelse, som udgør en nyskabelse ( 25 ).

28.

Artikel 81 TEUF, som udgør retsgrundlaget for forordning nr. 1215/2012, fastsætter nemlig i stk. 1, første punktum, at »Unionen etablerer et samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser« ( 26 ).

29.

Eftersom denne forordning har til formål at gøre reglerne for retternes kompetence ensartede og ikke at træde i stedet for medlemsstaternes nationale regler om nationale tvister, forudsætter dens anvendelighed og dermed anvendelsen af dens artikel 25, at den omhandlede situation har en international karakter inden for EU-rettens grænser ( 27 ).

30.	Hvilke kriterier skal under disse omstændigheder lægges til grund?

31.

Jeg er enig i det synspunkt, som visse forfattere har fremført på tysk ( 28 ), engelsk ( 29 ) og fransk ( 30 ), og som er anlagt af de øverste domstole i visse medlemsstater ( 31 ), som udelukker, at den situation, der er omhandlet i tvisten, har international karakter alene efter parternes vilje, og dette er på baggrund af fem hovedårsager.

32.

For det første ville det – hvis det lægges til grund, at anvendelsen af en bestemmelse i forordning nr. 1215/2012 er betinget af, at der foreligger en international karakter – være ulogisk at antage, at betingelsen om international karakter er opfyldt a priori på baggrund af parternes vilje i en rent national situation. En sådan fortolkning ville med andre ord føre til, at der gives afkald på enhver betingelse om international karakter, der skal opfyldes efter objektive kriterier ( 32 ).

33.

For det andet er den aftale om værneting, som er fastsat i artikel 25 i forordning nr. 1215/2012, i en grænseoverskridende situation, der hypotetisk er underlagt de særlige kompetenceregler i forordningen, udformet som et middel for parterne til at vælge at fravige disse bindende regler ved fælles aftale ( 33 ). I en national situation har en sådan aftale om værneting således til formål eller til følge at fravige de nationale regler om retternes kompetence og om valg af værneting ( 34 ). Selv om denne forordning indgår i en sammenhæng, der styrker den gensidige tillid og ensretning af lovvalgsreglerne ( 35 ), kan den imidlertid ikke medføre, at enhver sondring mellem de nationale og internationale kompetenceregler, som er reguleret af EU-retten, fjernes ( 36 ).

34.

Jeg mener således, at fire modsatrettede argumenter vedrørende ordlyden eller formålet med artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 bør forkastes. På grund af betingelserne for denne forordnings anvendelighed ( 37 ) kan i første række ikke udledes af den omstændighed, at en værnetingsaftale kan indgås, uden at en af parternes bopæl skaber en tilknytning til en medlemsstat ( 38 ), at den eneste tilknytning til udlandet, som kræves af EU-lovgiver, er valget af en ret i en medlemsstat.

35.	Partsautonomien, som traditionelt begrunder reglen om værneting i forbindelse med valg af ret, kan i anden række ikke påberåbes så bredt, at parterne frit kan sætte spørgsmålstegn ved rækkevidden af denne bestemmelse, som er begrænset til internationale og ikke rent nationale situationer.

36.

Den præcisering af, hvilken lov der finder anvendelse på den materielle gyldighed af den værnetingsaftale, der er indført ved artikel 25 i forordning nr. 1215/2012, som ganske vist har en væsentlig interesse, kan i tredje række imidlertid ikke begrunde, at forordningen finder anvendelse ( 39 ), da der ellers ville blive anlagt en fortolkning baseret på resultatet af dens anvendelse.

37.

Selv om det i fjerde række er ubestrideligt, at EU-lovgivers formål i forbindelse med ændringen af artikel 23 i forordning nr. 44/2001 ved forordning nr. 1215/2012 var at styrke anvendelsen af værnetingsklausuler ( 40 ) og deres effektivitet med henblik på at sikre parternes retssikkerhed ( 41 ), kan den dog ikke begrunde, at det tillades parterne at fravige nationale kompetenceregler uden nogen form for begrænsning eller tilknytningskriterium ( 42 ). Jeg vil i denne forbindelse fremhæve, at selv om den i hovedsagen omhandlede situation i det foreliggende tilfælde kan sammenlignes med tvister på bankområdet ( 43 ), har den forelæggende ret udtrykkeligt henvist til, at der ikke foreligger en anden tilknytning til udlandet end valget af en ret i en anden medlemsstat ( 44 ).

38.

For det tredje deler jeg hverken den tjekkiske regerings eller Kommissionens opfattelse af de konsekvenser, som de udleder af Domstolens retspraksis, hvorefter tilknytningen til udlandet kan udspringe af tvistens genstand, når den pågældende situation er af en sådan art, at den rejser spørgsmål vedrørende fastlæggelsen af retternes kompetence i en international sammenhæng ( 45 ). Denne retspraksis er nemlig baseret på objektive kriterier (f.eks. stedfæstelsen af de omtvistede faktiske omstændigheder i et tredjeland ( 46 ) eller sagsøgtes udenlandske statsborgerskab uden kendt bopæl ( 47 )), hvortil opfyldelsesstedet for forpligtelsen kan tilføjes ( 48 ).

39.

Det kan således ikke udledes heraf, at hovedsagen er omfattet af denne retspraksis alene af den grund, at den har til formål at afgøre, hvilken ret der er kompetent, henset til valget af en ret i en anden medlemsstat end den, hvor parterne har bopæl. Efter min opfattelse skal den forelæggende ret med den anmodning, der er indbragt for den, efterprøve, om artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse. Det påhviler med andre ord den forelæggende ret at vurdere, om den omhandlede situation har tilknytning til i en anden medlemsstat, og ikke at undersøge, om den omhandlede klausul er lovlig, henset til bl.a. de beskyttelsesregler, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012, med henblik på at tage stilling til, om den har international kompetence ( 49 ).

40.

For det fjerde deler jeg hvad angår tilnærmelsen til andre retlige instrumenter i første omgang den opfattelse, som visse forfattere har givet udtryk for, hvoraf det fremgår, at man ved fortolkningen af artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 ikke bør anvende artikel 3, stk. 3, i Rom I-forordningen ( 50 ), som omhandler lovvalg i en national situation, som reference ( 51 ).

41.

På den ene side er kriteriet i sidstnævnte forordnings artikel 1, stk. 1, nemlig kriteriet om en situation, »hvor der skal foretages et lovvalg« ( 52 ), som ikke nødvendigvis er internationalt, således som det følger af formålet med nævnte forordnings artikel 3, stk. 3 ( 53 ). På den anden side ændrer denne bestemmelse ikke karakteren af de rent nationale situationer, hvor der er valgt en udenlandsk lov, eftersom de fortsat er underlagt ufravigelige nationale bestemmelser. Artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 sikrer imidlertid ikke et særligt værneting: Sammenfattende skal der i nationale situationer sondres mellem Rom I-forordningen, der omhandler den lovkonflikt, der udspringer af parternes vilje, og forordning nr. 1215/2012, som på grund af betingelserne for dens anvendelighed ikke omhandler kompetencekonflikter, der udspringer af parternes valg.

42.

I anden omgang støtter jeg tanken om, at Domstolens fortolkning skal tage hensyn til de valg, der er foretaget i Haagerkonventionen indgået den 30. juni 2005 om værnetingsaftaler ( 54 ). På grund af denne konventions gensidige indvirkning på forordning nr. 1215/2012, som der henvises til i fjerde og femte betragtning til afgørelse 2014/887, bør der gives forrang til en løsning, der er i overensstemmelse med reglen i konventionens artikel 1, stk. 2, hvorefter »en situation [er] international, medmindre parterne har hjemsted i samme kontraherende stat, og forbindelsen mellem parterne og alle andre relevante forhold i sagen udelukkende har tilknytning til den pågældende stat, uanset den valgte domstols beliggenhed« ( 55 ).

43.	For det femte vil jeg tilføje, at under disse omstændigheder, hvor den internationale karakter kan skyldes en række forskellige faktorer ( 56 ), bør de vurderes af den domstol, der behandler sagen, fra sag til sag på en fleksibel eller bred måde ( 57 ).

44.	På baggrund af samtlige disse argumenter foreslår jeg Domstolen at svare den forelæggende ret, at anvendelsen af artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 er underlagt en betingelse om tilknytning til udlandet, som ikke er opfyldt alene på grund af valget af en ret i en medlemsstat.

45.

På grund af virkningerne af en sådan fortolkning i praksis bør denne løsning efter min opfattelse i begrundelsen for Domstolens afgørelse suppleres med en præcisering af det tidspunkt, hvor situationens internationale karakter skal vurderes ( 58 ), med henblik på fuldt ud at opfylde formålet om at give den forelæggende ret et brugbart svar ( 59 ).

46.

En situations internationale karakter kan nemlig ændre sig over tid. Jeg tænker her på hypotesen om en internationalisering af situationen på tidspunktet for tvisten ( 60 ). Jeg påpeger, at også på dette punkt, i mangel af en afklaring i forordning nr. 1215/2012 ( 61 ), går analyserne i den juridiske litteratur og afgørelserne fra medlemsstaternes domstole i forskellige retninger ( 62 ).

47.

Jeg har nævnt, at langt de fleste forfattere går ind for, at retten foretager en bedømmelse, der er baseret på indgåelsen af værnetingsaftalen ( 63 ), snarere end når sagen anlægges ved den af parterne udpegede ret ( 64 ). Argumenterne om, at fastlæggelsen af kompetencen ( 65 ) og retssikkerheden ( 66 ) er af kontraktmæssig karakter, forekommer mig overbevisende til forskel fra argumentet om forudsigelighed ( 67 ). Jeg har også kunnet konstatere, at medlemsstaternes retspraksis er delt ( 68 ).

48.

Jeg udelukker kriteriet om, at der skal foretages en undersøgelse af den internationale karakter på det tidspunkt, hvor sagen anlægges ved retten, som efter min opfattelse ikke opfylder kravene om retssikkerhed, og som øger risikoen for forum shopping, selv om den pågældende situation oprindeligt var rent national ( 69 ).

49.

Henset til klausulens proceduremæssige formål, nemlig valget af en ret inden for rammerne af en europæisk forordning og dennes formål, mener jeg imidlertid, at en alternativ løsning kan komme på tale ( 70 ). Det kan således medgives, at parterne i en national situation med henblik på internationaliseringen heraf ( 71 ) ved indgåelsen af deres aftale er enige om at udpege en ret i en medlemsstat i tilstrækkeligt præcise vendinger, der udtrykker deres hensigt ( 72 ), hvorefter de nationale retter har enekompetence i tilfælde af tvivl om, hvorvidt der foreligger et kriterium om international karakter. Under disse omstændigheder mener jeg, at retssikkerheden er bevaret ( 73 ). Det tilkommer således den udpegede ret at vurdere, om parternes prognoser er opfyldt på tidspunktet for sagens anlæggelse.

V. Forslag til afgørelse

50.

I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Nejvyšší soud (øverste domstol) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

bestemmelsen i en rent national situation ikke finder anvendelse alene af den grund, at parterne, der har bopæl i samme medlemsstat, har udpeget en ret eller retterne i en anden medlemsstat til at afgøre allerede opståede eller fremtidige tvister mellem dem.«

( 1 ) – Originalsprog: fransk.

( 2 ) – EUT 2012, L 351, s. 1.

( 3 ) – Min fremhævelse.

( 4 ) – Jf. for en gennemgang af de bestemmelser, der gik forud for denne artikel, fodnote 7, 11 og 12 i dette forslag til afgørelse.

( 5 ) – Jeg antager i henhold til Nejvyšší soud (øverste domstol), den forelæggende ret, at Dúha reality og Inkreal s. r. o. (jf. punkt 9 i dette forslag til afgørelse) har »bopæl« som omhandlet i artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012.

( 6 ) – Den forelæggende ret har henvist til dom af 1.3.2005, Owusu (C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 25 og 26), og af 7.5.2020, Parking og Interplastics (C-267/19 og C-323/19, EU:C:2020:351, præmis 30-35).

( 7 ) – Jf. artikel 17 i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 1), undertegnet i Bruxelles den 27.9.1968, som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (EFT 1998, C 27, s. 1) (herefter »Bruxelleskonventionen«), og artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).

( 8 ) – Jf. dom af 24.11.2022, Tilman (C-358/21, EU:C:2022:923, præmis 34, der ligeledes vedrører sammenhængen mellem fortolkningen og de identiske bestemmelser i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, undertegnet den 30.10.2007, hvis indgåelse blev godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27.11.2008 (EUT 2009, L 147, s. 1, herefter »Lugano II-konventionen«)).

( 9 ) – Jf. navnlig dom af 18.11.2020, DelayFix (C-519/19, EU:C:2020:933, præmis 40).

( 10 ) – Jf. dom af 18.11.2020, DelayFix (C-519/19, EU:C:2020:933, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

( 11 ) – Jf. Bruxelles-konventionens artikel 17, stk. 1, første punktum, som ændret ved artikel 11 i konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af denne konvention (EFT 1978, L 304, s. 1) og ved artikel 7 i konventionen af 26.5.1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse af denne konvention (EFT 1989, L 285, s. 1), hvoraf det fremgår, at »[s]åfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en kontraherende stats område, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den pågældende stat kompetente«.

( 12 ) – Jf. denne forordnings artikel 23, stk. 1, som fastsætter: »Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. […]«

( 13 ) – jf. Domstolens dom af 21.5.2015, CDC Hydrogen Peroxide (C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis), og af 8.3.2018, Saey Home & Garden (C-64/17, EU:C:2018:173, præmis 30).

( 14 ) – Jf. dom af 17.1.1980, Zelger (56/79, EU:C:1980:15, præmis 4), og af 16.3.1999, Castelletti (C-159/97, EU:C:1999:142, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). Jf. imidlertid den samme generelle regel i henholdsvis 8. og 13. betragtning til forordning nr. 44/2001 og nr. 1215/2012. Jf. til sammenligning artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4.7.2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107). Jf. i samme retning artikel 7 i Rådets forordning (EU) 2016/1103 af 24.6.2016 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller (EUT 2016, L 183, s. 1).

( 15 ) – Jf. dom af 9.11.2000, Coreck (C-387/98, EU:C:2000:606, præmis 15), og af 7.7.2016, Hőszig (C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 43).

( 16 ) – jf. 14. og 15. betragtning til forordning nr. 1215/2012 samt dom af 7.7.2016, Hőszig (C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 44), og af 18.11.2020, DelayFix (C-519/19, EU:C:2020:933, præmis 38).

( 17 ) – Jf. ligeledes, som en henvisning til, at tvisten skal henhøre under det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 1215/2012, C. Nourissat, »L’avenir des clauses attributives de juridiction d’après le règlement »Bruxelles I bis««, Mélanges en l’honneur du professeur Bernard Audit: les relations privées internationales, Librairie générale de droit et de jurisprudence, Issy-les-Moulineaux, 2014, s. 567-579, navnlig s. 570.

( 18 ) – Jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT 2006, L 399, s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11.7.2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (EUT 2007, L 199, s. 1). Jf. vedrørende forordning nr. 1896/2006 dom af 7.5.2020, Parking og Interplastics (C-267/19 og C-323/19, EU:C:2020:351, præmis 33). Jf. til sammenligning Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6) (herefter »Rom I-forordningen«), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40) (herefter »Rom II-forordningen«), og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20.12.2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT 2010, L 343, s. 10) (herefter »Rom III-forordningen«). Ifølge forordningernes artikel 1, stk. 1, er kriteriet for anvendelse kriteriet om »situationer, hvor der skal foretages [eller foreligger, i Rom III-forordningen] et lovvalg«. I den tyske version af disse artikler er begrebet »Verbindung zum Recht verschiedener Staaten«, dvs. begrebet tilknytning til flere staters lovgivning.

( 19 ) – Jf. dom af 7.5.2020, Parking og Interplastics (C-267/19 og C-323/19, EU:C:2020:351, præmis 35).

( 20 ) – Jf. dom af 1.3.2005, Owusu (C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 25).

( 21 ) – Jf. dom af 17.11.2011, Hypoteční banka (C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 29).

( 22 ) – Jf. dom af 25.2.2021, Markt24 (C-804/19, EU:C:2021:134, præmis 32), og af 8.9.2022, IRnova (C-399/21, EU:C:2022:648, præmis 27).

( 23 ) – Jf. med hensyn til nævnte forordnings formål artikel 3, stk. 2, TEU og artikel 67 TEUF.

( 24 ) – Det fremgår af 26. betragtning til forordning nr. 1215/2012, at »[e]n retsafgørelse, der er truffet af en ret i en medlemsstat, bør derfor behandles på samme måde, som hvis den var blevet truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til«.

( 25 ) – Jf. dette forslag til afgørelse, punkt 22.

( 26 ) – Min fremhævelse. Jf. ligeledes tredje og femte betragtning til forordning nr. 1215/2012.

( 27 ) – Jf. B. Audit og L. d’Avout, Droit international privé, 9. udg., Librairie générale de droit et de consections, Paris, 2022, punkt 625 (s. 539 og 540) og punkt 628 (s. 544). Jf. også H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, Compétence et exécution des jugements en Europe, Règlements 44/2001 et 1215/2012, Conventions de Bruxelles (1968) et de Lugano (1998 et 2007), 6. udg., Librairie générale de droit et de jurisprudence, collection »Droit des affaires«, Paris, 2018, punkt 82 (s. 117) og punkt 141 (s. 189). Jf. med hensyn til nødvendigheden af at præcisere denne betingelse en undersøgelse, som Milieu SRL har udarbejdet for Kommissionen med titlen »Study to support the preparation of a report on the application of Regulation (EU) no 1215/2012 on jurisdidiction and the recognition and enforcement of judgments in civil and commercial matters (Brussels Ia Regulation)«, herefter »Kommissionens undersøgelse«, januar 2023, s. 14, 54-59 samt 263 og 264. Jf. endvidere analyse med overskriften »Regulation Brussels Ia: a standard for free circulation of judgments and mutual trust in the European Union«, som er en detaljeret analyse af 31.7.2022 af den nationale praksis i alle de nuværende medlemsstater og i Det Forenede Kongerige vedrørende anvendelsen af artikel 25 i forordning nr. 1215/2012, som er foretaget på grundlag af de samme spørgsmål som den undersøgelse, Internationaal Juridisch Instituut foretog for Kommissionen (spørgsmål nr. 41-49) i forbindelse med det JUDGTRUST-projekt, som blev finansieret af Kommissionen, s. 34-38 og 163-176.

( 28 ) – Jf. P. Mankowski, »Artikel 25 Brüssel Ia-VO«, i T. Rauscher og S. Leible, Europäisches Zivilprozess- und Kollisionsrecht: EuZPR/EuIPR: Kommentar. Band I, Brüssel Ia-Verordnung, 5. udg., Otto Schmidt, Köln, 2021, navnlig punkt 32 og 35, R. Hausmann, »Gerichtsstands-und Schiedsvereinbarungen«, i C. Reithmann og D. Martiny, Internationales Vertragsrecht, 9. udg., Otto Schmidt, Köln, 2022, punkt 7.19 ff., H. Dörner, »Artikel 25 [Zulässigkeit und Form von Gerichtsstandsvereinbarungen]«, i I. Saenger, Zivilprozessordnung: familienverfahren, gerichtsverfassung, europäisches verfahrensrecht: handkommentar, 9. udg., Nomos, Baden-Baden, 2021, navnlig punkt 6. For den modsatte tilgang jf. H. Staudinger, »Gerichtsstands-und Schiedsvereinbarungen«, Internationale Zuständigkeit für Vertragsklagen; Gerichtsstands- und Schiedsvereinbarungen, De Gruyter, Berlin, 2011, punkt 241, og R. Geimer, »Artikel 25 EuGVVO«, i R. Zöller, Zivilprozessordnung, 33. udg., Otto Schmidt, Köln, 2020, punkt 3.

( 29 ) – Jf. M. Brosch og L.-M. Kahl, »Artikel 25«, i M. Requejo Isidro, Brussels Ia: A Commentary on Regulation (EU) nr. 1215/2012, Edward Elgar Publishing, Cheltenham, 2022, s. 344-374, navnlig punkt 25.03, og i modsat retning U. Magnus, »Article 25«, i U. Magnus og P. Mankowski, European Commentaries on Private International Law, Brussels Ibis Regulation, 2. udg., Otto Schmidt, Köln, 2023, s. 579-642, navnlig punkt 25 (s. 599).

( 30 ) – Jf. Schlosser-rapporten om konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (EFT 1979, C 59, s. 71), punkt 174, P. Gothot og D. Holleaux, La Convention de Bruxelles du 27 septembre 1968: compétence judiciaire et effets des jugements dans la CEE, Jupiter, Paris, 1985, punkt 167 (s. 99), H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 141 (s. 189), ved analogislutning D. Sindres, »Compétence judiciaire, Reconnaissance et Exécution des décisions en matière civile et Compétence. – Règles ordinaires de compétence. – Dispositions générales. – Article 4 du règlement (UE) no 1215/2012«, JurisClasseur Droit international, LexisNexis, Paris, 2.11.2021, hæfte 584-125, punkt 27, B. Audit og L. d’Avout, op.cit., punkt 675 (s. 587 og 588). Jf. i modsat retning M.P. Jenard-rapporten om Bruxelleskonventionen (EFT 1979, C 59, s. 1), s. 38, G. Droz, Compétence judiciaire et effets des jugements dans le marché commun (Étude de la convention de Bruxelles du 27.9.1968), Dalloz, Paris, 1972, punkt 207 (s. 129 og 130), og J.-P. Beraudo og M.-J. Beraudo, »Convention de Bruxelles/Conventions de Lugano. Règlement (CE) no 44/2001/Règlement (UE) no 1215/2012. – Généralités et champs d’application«, JurisClasseur procédure civile, LexisNexis, Paris, 24.3.2023, hæfte 2100-15, punkt 46.

( 31 ) – Efter min bedste overbevisning fremgår det bl.a. af følgende beslutninger, at der tages hensyn til forskellige forhold for at karakterisere den internationale situation: i Tyskland inden for rammerne af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgået i Lugano den 16.9.1988 (EFT 1988, L 319, s. 9), dom afsagt af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) den 23.7.1998 (II ZR 286/97), i Frankrig, dom afsagt af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), 1. afdeling for civile sager, den 4.10.2005 (nr. 02-12.959) og den 30.9.2020 (nr. 19-15.626), i Italien, dom afsagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), forenede afdelinger, den 30.12.1998 (nr. 12907), den 14.2.2011 (nr. 3568, præmis 5.2) og den 10.5.2019 (nr. 12585, præmis 5), og i Portugal, dom afsagt af Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol, Portugal) den 26.1.2016 (540/14.4TVLSB.S1) og den 4.2.2016 (536/14.6TVLSB.L1.S1). I modsat retning blev der truffet følgende afgørelser: i Østrig, kendelse afsagt af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) den 5.6.2007 (10 Ob 40/07s) og den 29.6.2020 (2 Ob 104/19m, præmis 2), og i Nederlandene, dom afsagt af Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden (appeldomstolen i Arnhem-Leeuwarden, Nederlandene) den 27.10.2015 (200.157.017/01, præmis 3.10 og 3.12) og afgørelse truffet af rechtbank Rotterdam (retten i første instans i Rotterdam, Nederlandene) den 1.4.2016 (4080627 CV EXPL 15-3441, præmis 3.4). Jf. imidlertid den divergerende afgørelse fra rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) af 11.4.2019 (7342297 CV EXPL 18-25262, præmis 9-11). Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) har ikke truffet nogen afgørelse.

( 32 ) – Jf. i denne henseende L. Stark, L’internationalité en droit international privé, doktorafhandling, der blev forsvaret den 28.11.2020, s. 27 og 28.

( 33 ) – Jf. dom af 24.6.1986, Anterist (22/85, EU:C:1986:255, præmis 13), og af 8.3.2018, Saey Home & Garden (C-64/17, EU:C:2018:173, præmis 24).

( 34 ) – Jf. herom L. Stark, op.cit., s. 261, og i denne retning D. Sindres, op.cit., punkt 27.

( 35 ) – Jf. Rom I-forordningen, Rom II-forordningen og Rom III-forordningen.

( 36 ) – Jf. i denne henseende F. Mailhé, »Convention attributive de juridiction«, Espace judiciaire civil européen, Arrêts de la CJUE et commentaires, Bruylant, Bruxelles, 2020, s. 476-480, navnlig punkt 571 (s. 478), hvorefter »»fungibiliteten« af retterne i medlemsstaterne endnu kun gælder for retsforhold, der på grund af tilknytning til udlandet allerede i sig selv alene henhører under en medlemsstats retters kompetence«.

( 37 ) – Jf. dette forslag til afgørelse, punkt 29.

( 38 ) – Jf. U. Magnus, op.cit., punkt 25 (s. 599).

( 39 ) – Om betydningen af en bred fortolkning af artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 med henblik på at anvende denne ensartede standard, som Kommissionen har påberåbt sig, jf. U. Magnus, op.cit., punkt 25 og 26 (s. 599 og 600). Jf. for så vidt angår anvendelsen af national ret og internationale konventioner, der er begrænset til værnetingsaftaler vedrørende retter i et tredjeland, F. Mailhé, op.cit., punkt 571 (s. 477), idet denne kommentar vedrører det tilfælde, hvor betingelsen om international karakter i værnetingsaftalen er opfyldt (jf. punkt 571, s. 478). Jf. ligeledes H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 139 (s. 185 og 186). Jf. også vedrørende argumentet om denne interesse Kommissionens undersøgelse, s. 263 og 264.

( 40 ) – Jf. dette forslag til afgørelse, punkt 27.

( 41 ) – Jf. dette forslag til afgørelse, punkt 36.

( 42 ) – Jf. dette forslag til afgørelse, punkt 33. Jf. ligeledes med hensyn til kontrol af eventuelt misbrug af rettigheder P. Mankowski, op.cit., punkt 35, og F. Stein og M. Jonas, »Artikel 25«, Kommentar zur Zivilprozessordnung, bind 12 EuGVVO, 23. udg., 2022, Mohr Siebeck, Tübingen, punkt 23.

( 43 ) – Jf. om de særlige forhold, der gør sig gældende for bankvilkårene, H. Gaudemet-Tallon, »Conflit de juridiction. – Contrat de prêt. – Clause attributive de juridiction. – Validité. – Conditions«, Journal du droit international (Clunet), LexisNexis, Paris, nr. 3, s. 734-743, navnlig s. 739 og 740. Jf. ligeledes C. Kleiner, »L’élection du for en matière bancaire et financière: entre clauses asymétriques, clauses modèles et quasi-réglementaires«, Les clauses attributives de compétence internationale: de la prévisibilité au désordre, actes du colloque du 21 novembre 2019 au Centre de recherche en droit international privé et du commerce international (CRDI), sous la direction de M. Laazouzi, éditions Panthéon-Assas, Paris, 2021, s. 47-73, navnlig s. 48-55.

( 44 ) – Jf. dette forslag til afgørelse, punkt 13.

( 45 ) – Jf. dom af 1.3.2005, Owusu (C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 26), af 17.11.2011, Hypoteční banka (C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 30), og af 8.9.2022, IRnova (C-399/21, EU:C:2022:648, præmis 28).

( 46 ) – Jf. dom af 1.3.2005, Owusu (C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 26), og af 8.9.2022, IRnova (C-399/21, EU:C:2022:648, præmis 26 og 31).

( 47 ) – Jf. dom af 17.11.2011, Hypoteční banka (C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 34). Jf. bl.a. dom af 7.5.2020, Parking og Interplastics (C-267/19 og C-323/19, EU:C:2020:351, præmis 33), og af 3.6.2021, Generalno konsulstvo na Republika Bulgaria (C-280/20, EU:C:2021:443, præmis 30-37), hvori det lægges til grund, at mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende.

( 48 ) – Jf. G. Droz, »Synthesis of the Discussions of 11 and 12 March 1991«, Civil jurisdiction and judgements in Europe, Proceedings of the Colloquium on the Interpretation of the Brussels Convention by the Court of Justice considered in the Context of the European Judicial Area, Luxembourg, 11. og 12.3.1991, Butterworths, London, 1992, s. 253-271, navnlig s. 263. Jf. ligeledes H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 142 (s. 190).

( 49 ) – Jf. i denne retning dom af 17.11.2011, Hypoteční banka (C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 31).

( 50 ) – Vedrørende en gennemgang af drøftelserne i retslitteraturen vedrørende denne bestemmelse, jf. L. Stark, op.cit., s. 137.

( 51 ) – Jf. U. Magnus, op.cit., punkt 26 (s. 599) og punkt 40 (s. 606), og A.-L. Calvo Caravaca og J. Carrascosa González, Tratado de derecho internacional privado, bind II, Tirant lo Blanch, Valencia, 2020, s. 2538. Jf. i modsat retning S. Francq, »La refonte du Règlement Bruxelles I: champ d’application et compétence«, Revue de droit commercial belge, 2013, s. 307-333, navnlig s. 319 og fodnote 70.

( 52 ) – Jf. herom L. Starks analyse, op.cit., navnlig s. 47-49.

( 53 ) – Jf. ligeledes artikel 14, stk. 2, i Rom II-forordningen.

( 54 ) – Konvention i bilag I til Rådets afgørelse 2009/397/EF af 26.2.2009 om Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse af konventionen om værnetingsaftaler (EUT 2009, L 133, s. 1), godkendt ved Rådets afgørelse 2014/887/EU af 4.12.2014 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af Haagerkonventionen af 30.6.2005 om værnetingsaftaler (EUT 2014, L 353, s. 5) og trådt i kraft den 1.10.2015 i medlemsstaterne med undtagelse af Kongeriget Danmark (1.9.2018) (herefter »Haagerkonventionen af 2005«), som er tilgængelig på følgende internetadresse: https://www.hcch.net/en/instruments/conventions/full-text/?cid=98. Artikel 1, stk. 1, i Haagerkonventionen af 2005 bestemmer, at denne konvention i internationale situationer finder anvendelse på de eksklusive værnetingsaftaler, der er indgået i civile eller kommercielle sager. Jf. for så vidt angår forholdet mellem forordning nr. 1215/2012 og den nævnte konvention U. Magnus, op.cit., punkt 10 (s. 590-592).

( 55 ) – Jf. om denne samordning dom af 27.4.2023, A1 og A2 (Forsikring af et lystfartøj) (C-352/21, EU:C:2023:344, præmis 46).

( 56 ) – Jf. herved dette forslag til afgørelse, punkt 38. Jf. vedrørende en redegørelse for de forskellige mulige kriterier L. Stark, op.cit., s. 33 og 34. Jf. eksempelvis om tilknytning til udlandet, som Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) med sit tredje præjudicielle spørgsmål havde forelagt Domstolen spørgsmål om i den sag, der gav anledning til kendelse afsagt af Domstolens præsident den 10.3.2017, Sociedade Metropolitana de Desenvolvimento (C-136/16, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:237), slettet fra Domstolens register, og C. Kleiners analyse, op.cit., s. 59-61. Jf. også vedrørende harmoniseringen af fortolkningen af forordning nr. 1896/2006 og nr. 1215/2012 dom af 7.5.2020, Parking og Interplastics (C-267/19 og C-323/19, EU:C:2020:351, præmis 34 og 35).

( 57 ) – Jf. i denne retning dom af 14.11.2013, Maletic (C-478/12, EU:C:2013:735, præmis 25-29). Jf. også L. Starks analyse af denne dom, op.cit., navnlig s. 32 og 33. Jf. ligeledes B. Audit og L. d’Avout, op.cit., s. 586-596, navnlig punkt 675 (s. 588) og fodnote 258. Jf. endvidere sammenfatningen af de kriterier, som visse retsinstanser har anvendt, og som er beskrevet i Kommissionens undersøgelse, s. 58 og 59.

( 58 ) – Ifølge L. Stark, op.cit., s. 385, er fastsættelsen af tidspunktet for vurderingen af den internationale karakter »afgørende«. Jf. i denne henseende præciseringerne i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1896/2006 og nr. 861/2007.

( 59 ) – Jeg gør opmærksom på, at det fremgår af sag C-136/16, der er nævnt i fodnote 56 i dette forslag til afgørelse (slettet af Domstolens register), at der kan opstå et andet spørgsmål på dette område. Spørgsmålet er, om det er muligt at undlade at anvende en værnetingsklausul. I sin anmodning om præjudiciel afgørelse havde den forelæggende ret overvejet det tilfælde, hvor valget af retterne i en anden medlemsstat end den, hvor parterne er statsborgere, medfører alvorlige ulemper for den ene af dem, og hvor ingen interesse for den anden part kan begrunde dette valg.

( 60 ) – Jf. i denne retning dom af 30.9.2021, Commerzbank (C-296/20, EU:C:2021:784, præmis 39 og 59).

( 61 ) – Det samme gælder forordning nr. 650/2012 (artikel 5) og forordning 2016/1103 (artikel 7) samt Haagerkonventionen af 2005 (artikel 1). Jf. for så vidt angår den manglende enighed under forhandlingerne om denne konvention M.-E. Ancel, »L’internationalité à la lumière de la convention d’electio fori«, i Le monde du droit: écrits rédigés en l’honneur de Jacques Foyer, Economica, Paris, 2008, s. 21-47, navnlig s. 36, og for så vidt angår de manglende bemærkninger vedrørende dette spørgsmål H. Van Loon, »Quelques aspects de la mondialisation dans le domaine des conflits de juridictions«, i Droit international privé: travaux du Comité français de droit international privé, 17e année, 2004-2006, éditions A. Pedone, Paris, 2008, s. 227-253. Hvad derimod angår Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1) jf. artikel 4, stk. 1, første og andet afsnit, hvorefter betingelserne for udpegelse af den kompetente ret skal være opfyldt på tidspunktet for indgåelsen af værnetingsaftalen eller på tidspunktet for sagens anlæggelse.

( 62 ) – Drøftelserne er af samme art som dem, der vedrører bopælskravet i de bestemmelser, som var forud for artikel 25 i forordning nr. 1215/2012. Jf. i denne henseende G. Droz, »Synthesis of the Discussions of 11 and 12 March 1991«, op.cit., navnlig s. 262, og H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 136 (s. 181 og 182.)

( 63 ) – Jf. H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 143 (s. 191), og C. Kleiner, op.cit., s. 61, samt S. Henriques, Os pactos de Jurisdição, no Regulamento (CE) no 44 de 2001, Coimbra Editora, Coimbra, 2006, s. 60 og 61, og F.A. Ferreira Pinto, »Contractos de swap concluídos entre entidades com sede em território nacional – jurisdição e lei aplicável«, i J. Lobo Moutinho, S. Henrique, E. Vaz de Sequeira og P. Garcia Marques, Homenagem ao Professor Doutor Germano Marques da Silva, bind I, Universidade Católica Editora, Lissabon, s. 799-824, navnlig s. 805.

( 64 ) – Jf. til fordel for dette kriterium R. Hausmann, op.cit., punkt 7.23, under § 7, og A-L. Calvo Caravaca og J. Carrascosa González, Tratado de Derecho internacional privado, bind I, op.cit., s. 122 ff. (ifølge disse forfattere skal der tages hensyn til, at det »internationale« element er forsvundet efter indgåelsen af aftalen).

( 65 ) – Jf. i denne retning dom af 24.6.1986, Anterist (22/85, EU:C:1986:255, præmis 14).

( 66 ) – Jf. tredje betragtning til forordning nr. 1215/2012 og dom af 10.3.1992, Powell Duffryn (C-214/89, EU:C:1992:115, præmis 20). Hvis en international situation er blevet national på tidspunktet for tvisten, har klausulen følgelig retsvirkning.

( 67 ) – Jf. i denne retning 15. betragtning til forordning nr. 1215/2012, der fastsætter, at »parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund« end kriteriet om sagsøgtes bopæl, samt E. Treppoz, »L’imprévisibilité du juge élu«, Les clauses attributives de compétence internationale: de la prévisibilité au désordre, op.cit., s. 91-105, navnlig punkt 1 og fodnote 1. Jf. dog dom af 24.10.2018, Apple Sales International m.fl. (C-595/17, EU:C:2018:854, præmis 34).

( 68 ) – Min opfattelse er baseret på følgende mere præcise afgørelser, som jeg har kunnet anføre: dom afsagt af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) den 4.10.2005 (nr. 02-12.959) og kendelse afsagt af Sąd Apelacyjny w Katowicach (appeldomstolen i Katowice, Polen) den 21.1.2016 (V ACz 52/16). Følgende domstole har imidlertid udtalt sig til fordel for en undersøgelse på tidspunktet for sagens anlæg: i Tyskland, kendelse afsagt af Oberlandesgericht München (den regionale appeldomstol i München, Tyskland) den 31.3.1987 (6 W 788/87), i Østrig, kendelse afsagt af Oberster Gerichtshof (øverste domstol) den 5.6.2007 (10 Ob 40/07s), i henhold til hvilken Rechtssatz der blev fastsat, og i Italien, dom afsagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), forenede afdelinger, den 4.3.2019 (nr. 6280), i henhold til reglen om perpetuatio jurisdictionis i national ret.

( 69 ) – Jf. for en modsat opfattelse L. Stark, op.cit., s. 394. Hvis det processuelle aspekt af klausulen skal have forrang, vil en eventuel sammenligning med dom af 13.11.1979, Sanicentral (25/79, EU:C:1979:255, præmis 6 og 7, om fortolkningen af overgangsbestemmelserne i Bruxelleskonventionen), som de analyser og afgørelser, der er omhandlet i fodnote 64 og 68 i dette forslag til afgørelse, og dom af 24.11.2022, Tilman (C-358/21, EU:C:2022:923, præmis 30, om den tidsmæssige anvendelse af Lugano II-konventionen i Det Forenede Kongerige), ville være baseret på, blive undersøgt. På grund af genstanden for disse afgørelser kan deres rækkevidde nemlig begrænses til fortolkningen af bestemmelserne om EU-rettens tidsmæssige anvendelse.

( 70 ) – Jf. i denne retning vedrørende overvejelser i retslitteraturen M.-E. Ancel, op.cit., navnlig punkt 18 in fine (s. 36), og L. Stark, op.cit., navnlig s. 393-396.

( 71 ) – Jf. H. Gaudemet-Tallon og M.-E. Ancel, op.cit., punkt 143 (s. 191) med en henvisning til fodnote 67 til P. Gothot og D. Holleaux, op.cit., punkt 168 (s. 100).

( 72 ) – Jf. for så vidt angår kravet om præcision dom af 16.3.1999, Castelletti (C-159/97, EU:C:1999:142, præmis 48), og den retspraksis, der er nævnt i fodnote 15 i dette forslag til afgørelse. Jf. også til illustration C. Kleiner, op.cit., s. 61, hvorefter en fremtidig begivenhed, såsom opfyldelsesstedet for en forpligtelse, der ikke er blevet opfyldt, kan være et relevant kriterium. Jf. for en kritik af denne løsning L. Stark, op.cit., s. 393.

( 73 ) – En sådan løsning ville kunne imødekomme de forbehold, som der er givet udtryk for af R. Geimer, »EuGVVO Art. 25«, i R. Geimer og R.A. Schütze, Europäisches Zivilverfahrensrecht, 4. udg., C.H. Beck, München, 2020, navnlig punkt 39.