–

den ungarske regering ved M.Z. Fehér og R. Kissné Berta, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Hoogveld, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Wasmeier og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager (EUT 2012, L 142, s. 1), af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT 2013, L 294, s. 1), af artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt af legalitetsprincippet og effektivitetsprincippet.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag indledt over for AB for besiddelse af ulovlige stoffer, som blev fundet på denne person efter en kropsvisitation, der gav anledning til beslaglæggelse af disse stoffer.

3

14. og 36. betragtning til direktiv 2012/13 har følgende ordlyd:

[…]

4

Direktivets artikel 1 med overskriften »Genstand« er sålydende:

»Dette direktiv fastsætter regler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem. Direktivet fastsætter også regler om retten til information for personer i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre vedrørende deres rettigheder.«

5

Det nævnte direktivs artikel 2, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.«

6

Direktivets artikel 3 med overskriften »Retten til information om rettigheder« fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om mindst følgende processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf:

2.   Medlemsstaterne sikrer, at informationerne, som de giver efter stk. 1, gives mundtligt eller skriftligt i et enkelt og letforståeligt sprog, og at der tages hensyn til sårbare mistænkte eller sårbare tiltalte personers særlige behov.«

7

Artikel 8 i direktiv 2012/13, som har overskriften »Kontrol og retsmidler«, bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at der føres protokol over informationer, der gives den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med artikel 3-6, efter proceduren for protokolførelse fastlagt i den pågældende medlemsstats lovgivning.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat har ret til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv.«

8

12., 20. og 50. betragtning til direktiv 2013/48 er affattet således:

[…]

[…]

9

Direktivets artikel 1 med overskriften »Genstand« har følgende ordlyd:

»Dette direktiv fastsætter minimumsregler om de rettigheder, som mistænkte og tiltalte under straffesager og personer, som er genstand for sager i henhold til rammeafgørelse 2002/584/RIA[…], har til at få adgang til advokatbistand, til at få en tredjemand underrettet om frihedsberøvelsen og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen.«

10

Direktivets artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsætter følgende i stk. 1:

»Dette direktiv finder anvendelse på mistænkte eller tiltalte under straffesager fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold, og uanset om de er frihedsberøvet. Det finder anvendelse indtil straffesagens afslutning, dvs. den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået lovovertrædelsen, herunder efter omstændighederne domsafsigelsen og afgørelsen i en eventuel appelsag.«

11

Det nævnte direktivs artikel 3 er sålydende:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de pågældende sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til et forsvar.

2.   Mistænkte eller tiltalte har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse. Under alle omstændigheder har mistænkte eller tiltalte adgang til advokatbistand fra følgende tidspunkter, alt efter hvad der indtræffer først:

3.   Retten til adgang til advokatbistand indebærer følgende:

[…]

6.   Under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i stk. 3, i det omfang det i lyset af sagens særlige omstændigheder er begrundet i et af følgende tvingende hensyn:

[…]

12

Artikel 12 i direktiv 2013/48, der har overskriften »Retsmidler«, bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte under straffesager samt eftersøgte personer i sager angående europæiske arrestordrer har effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde, hvor rettighederne i henhold til dette direktiv tilsidesættes.

2.   Uden at det berører nationale regler og systemer vedrørende antageligheden af bevismateriale, sikrer medlemsstaterne, under straffesager, ved vurderingen af mistænktes eller tiltaltes forklaringer, der er afgivet, eller af beviser, der er indhentet, i strid med de pågældendes ret til adgang til advokatbistand, eller i tilfælde, hvor der er givet tilladelse til fravigelse af denne ret i henhold til artikel 3, stk. 6, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres.«

13

I henhold til artikel 54 i Nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven, DV nr. 86 af 28.10.2005) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »strafferetsplejeloven«), er den tiltalte en person, som i denne egenskab er genstand for strafferetlig forfølgning under de betingelser og i henhold til den fremgangsmåde, der er fastsat i denne lov.

14

Strafferetsplejelovens artikel 55 med overskriften »Den tiltaltes rettigheder« fastsætter:

»(1)   Den tiltalte har følgende rettigheder: ret til at modtage information om det strafbare forhold, som udgør grundlaget for tiltalerejsningen, samt om bevisgrundlaget; ret til at udtale sig eller til at nægte at udtale sig om anklagen; ret til at få adgang til sagsakterne, herunder oplysninger, der er indsamlet ved særlige efterforskningsforanstaltninger, ret til at få udleveret de nødvendige uddrag, ret til at fremlægge beviser, ret til at deltage i straffesagen, ret til at fremsætte begæringer, bemærkninger og indsigelser, ret til at afgive det sidste indlæg, ret til at anfægte retsakter, der er til skade for den tiltaltes rettigheder og legitime interesser, og ret til advokatbistand. Den tiltalte har ret til, at vedkommendes advokat deltager i efterforskningsaktiviteter og andre proceduremæssige aktiviteter, hvor den tiltaltes medvirken er påkrævet, medmindre den tiltalte udtrykkeligt giver afkald på denne ret. […]

(2)   Den tiltalte har ret til at modtage generel information, som gør den tiltaltes valg af advokat lettere. Den tiltalte har ret til at kommunikere frit med sin advokat, til at mødes med denne under fire øjne og til at modtage juridisk rådgivning og retshjælp, både forud for og under afhøringen og enhver anden proceduremæssig aktivitet, hvori den tiltalte medvirker.

[…]«

15

Den nævnte lovs artikel 164 med overskriften »Visitation« bestemmer:

»(1)   Kropsvisitation i forbindelse med efterforskning uden en dommerkendelse fra den kompetente ret i første instans eller fra retten i første instans, i hvis retskreds handlingen foretages, kan finde sted:

(2)   Kropsvisitationen foretages af en person af samme køn og under overværelse af et vidne af samme køn.

(3)   En rapport fra den foretagne efterforskningshandling forelægges straks, dog senest inden 24 timer, for en dommer til godkendelse.«

16

Strafferetsplejelovens artikel 212, der har overskriften »Indledning af efterforskningen«, fastsætter:

»(1)   Anklagemyndigheden træffer afgørelse om indledning af efterforskningen.

(2)   I forbindelse med foretagelsen af en besigtigelse, herunder en kropsvisitation, visitation, beslaglæggelse og vidneafhøring, anses efterforskningen for at være indledt ved udarbejdelsen af rapporten fra den første efterforskningshandling, hvis en øjeblikkelig foretagelse heraf er den eneste mulighed for at indsamle og sikre bevismateriale, samt hvis der foretages en visitation i henhold til artikel 164.

(3)   Den efterforskende myndighed, som har foretaget en handling i henhold til stk. 2, informerer straks anklagemyndigheden, dog senest inden for 24 timer.«

17

Den nævnte lovs artikel 219 med overskriften »Tiltalerejsning og fremsættelse af afgørelse herom« bestemmer:

»(1)   Når der foreligger tilstrækkeligt bevis for, at en bestemt person har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, og når der ikke foreligger nogen grund til at afslutte straffesagen, underretter den efterforskende myndighed anklagemyndigheden herom og rejser ved udarbejdelse af den pågældende afgørelse tiltale mod den pågældende person.

(2)   Den efterforskende myndighed kan også rejse tiltale mod den pågældende person ved udarbejdelsen af rapporten fra den første efterforskningshandling over for den pågældende, om hvilket anklagemyndigheden underrettes.

(3)   Afgørelsen om tiltalerejsning over for en person og rapporten fra efterforskningshandlingen i henhold til stk. 2 skal indeholde oplysning om følgende:

[…]

(8)   Den efterforskende myndighed må ikke foretage nogen efterforskningshandlinger, som den tiltalte medvirker i, før myndigheden har opfyldt kravene i henhold til stk. 1-7.«

18

Den 8. februar 2022 standsede og kontrollerede tre politiassistenter fra Rayonno upravlenye Lukovit (distriktspolitistationen i Lukovit, Bulgarien) et motorkøretøj, som blev ført af IJ, og hvori AB og KL ligeledes befandt sig.

19

Allerede inden der blev foretaget en narkotest af føreren af køretøjet, oplyste AB og KL politiassistenterne om, at de var i besiddelse af narkotika. Denne oplysning blev videregivet mundtligt til den vagthavende efterforsker på distriktspolitistationen i Lukovit, der indførte disse erklæringer i en rapport som mundtlig indberetning af en strafbar handling.

20

Da testen af føreren var positiv, foretog en af politiassistenterne en kontrol af køretøjet.

21

Desuden blev AB kropsvisiteret af den vagthavende efterforsker, som udfærdigede en rapport »om visitation og beslaglæggelse i hastende tilfælde med efterfølgende indhentelse af retskendelse«. Den omstændighed, at visitationen var blevet foretaget uden forudgående retskendelse, blev i den nævnte rapport begrundet med, at der forelå »tilstrækkelige indicier for besiddelse af ulovlige genstande som omhandlet i rapporten om mundtlig indberetning af en strafbar handling«.

22

Ved denne visitation blev der fundet et narkotisk stof på AB. Den samme dag informerede den vagthavende efterforsker den offentlige anklager ved Rayonna prokuratura Lovech, teritorialno otdelenie Lukovit (kredsanklagemyndigheden i Lovech, den regionale afdeling i Lukovit, Bulgarien) om resultaterne af denne visitation og om, at visitationen var blevet foretaget inden for rammerne af en »indledning af efterforskningen« som omhandlet i strafferetsplejelovens artikel 212 iværksat af distriktspolitistationen i Lukovit.

23

Som led i denne indledende efterforskning, men efter gennemførelsen af visitationen, blev AB tillige anmodet om en skriftlig udtalelse i forbindelse med en afhøring på politistationen. Han anførte, at de stoffer, der var blevet fundet på ham, var narkotika til eget brug.

24

Den 9. februar 2022 indgav den offentlige anklager ved Rayonna prokuratura Lovech, teritorialno otdelenie Lukovit (kredsanklagemyndigheden i Lovech, den regionale afdeling i Lukovit) på grundlag af strafferetsplejelovens artikel 164, stk. 3, en anmodning til Rayonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit, Bulgarien), der er den forelæggende ret, om godkendelse af rapporten om den kropsvisitation, som AB havde været genstand for, og den heraf følgende beslaglæggelse. Tvisten i hovedsagen vedrører denne anmodning om efterfølgende godkendelse af den nævnte visitation og beslaglæggelse.

25

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt den i den nationale lovgivning fastsatte retslige prøvelse af tvangsforanstaltninger til bevisindsamling i den indledende fase af straffesagen udgør en tilstrækkelig garanti for, at mistænktes og tiltaltes rettigheder overholdes, således som denne garanti er fastsat i direktiv 2012/13 og 2013/48.

26

Navnlig har den forelæggende ret indledningsvis anført, at den nationale lovgivning ikke indeholder nogen tydelig regel om omfanget af den retslige prøvelse af de bevissikrende tvangsforanstaltninger under den indledende efterforskning, og at prøvelsen af ransagningen, kropsvisitationen og beslaglæggelsen ifølge national retspraksis vedrører deres formelle lovlighed. I denne forbindelse har den nævnte ret anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gentagne gange har dømt Republikken Bulgarien for tilsidesættelse af EMRK’s artikel 3 og 8.

27

Dernæst har den forelæggende ret anført, at der i bulgarsk ret ikke gøres brug af det i de nævnte direktiver omhandlede begreb »mistænkte«, men udelukkende af begrebet »tiltalte«. Sidstnævnte kvalificering forudsætter en afgørelse fra anklagemyndigheden eller fra den efterforskende myndighed. Der foreligger imidlertid en almindelig praksis hos politiet og anklagemyndigheden, hvorefter det tidspunkt, fra hvilket den pågældende person anses for at være »tiltalt«, udsættes, hvilket reelt indebærer, at forpligtelserne vedrørende iagttagelsen af denne persons ret til forsvar omgås.

28

Endelig fremgår det både af den nationale retslitteratur og den nationale retspraksis, at den kompetente retsinstans, selv om den er af den overbevisning, at den berørte persons ret til forsvar ikke er blevet iagttaget, ikke kan efterprøve rejsningen af en sigtelse eller en tiltale mod denne person, for så vidt som dette ville tilsidesætte den offentlige anklagers forfatningsretligt forankrede beføjelse til at indlede en strafferetlig forfølgning. I et sådant tilfælde har den retsinstans, der efterprøver de tvangsforanstaltninger, som er blevet truffet inden for rammerne af efterforskningen, ingen anden mulighed end at acceptere efterforskningshandlingen, for så vidt som denne er blevet foretaget under hastende omstændigheder, selv hvis dette indebærer et indgreb i retten til forsvar.

29

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at selv om begrebet »mistænkt« ikke anvendes i national ret, kan strafferetsplejelovens artikel 219, stk. 2, principielt sikre retten til forsvar for personer, i forhold til hvilke der ikke foreligger tilstrækkelige beviser med hensyn til deres skyld, men som på grund af nødvendigheden af at foretage efterforskningshandlinger med deres deltagelse vil blive tillagt status som »tiltalte« og dermed vil kunne få adgang til de rettigheder, der er fastsat i strafferetsplejelovens artikel 55, og som opfylder kravene i direktiv 2012/13 og 2013/48.

30

Denne processuelle bestemmelse er imidlertid ikke tydelig. Den anvendes desuden tvetydigt og selvmodsigende eller endog slet ikke. Ifølge den forelæggende ret er der ingen tvivl om, at AB i den foreliggende sag har status som en person, »der anklages for en lovovertrædelse«, som omhandlet i EMRK og som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, uanset den juridiske kvalificering af den pågældendes situation i henhold til national ret. I medfør af den nationale ret kan en person imidlertid kun udøve sin ret til forsvar, hvis den pågældende har fået status som »tiltalt«, hvilket afhænger af, hvad den efterforskende myndighed beslutter under den offentlige anklagers tilsyn.

31

I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at den omstændighed, at der ikke gives oplysninger og adgang til advokatbistand på et tidligt trin i straffesagen, udgør en procedurefejl, der ikke kan afhjælpes, og som kan medføre, at hele den efterfølgende straffesag ikke er retfærdig og lige.

32

På denne baggrund har Rayonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

33

Med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13 og artikel 2, stk. 1, i direktiv 2013/48 skal fortolkes således, at disse direktiver finder anvendelse på en situation, hvor en person, med hensyn til hvilken der foreligger oplysninger om, at den pågældende er i besiddelse af ulovlige stoffer, er genstand for en kropsvisitation og en beslaglæggelse af disse stoffer, skønt det i direktiverne omhandlede begreb »mistænkt« ikke bliver anvendt i national ret, og den nævnte person ikke officielt er blevet underrettet om, at vedkommende har status som »tiltalt«.

34

Direktiv 2012/13 og 2013/48 har det fælles formål at fastsætte minimumsregler vedrørende visse rettigheder for personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Direktiv 2012/13 vedrører nærmere bestemt retten til information om rettigheder, og direktiv 2013/48 vedrører retten til adgang til advokatbistand, retten til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og retten til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen. Det fremgår desuden af betragtningerne til disse direktiver, at direktiverne med henblik herpå er støttet på de rettigheder, der bl.a. er fastsat i chartrets artikel 47 og 48, og at det med direktiverne tilsigtes at fremme disse rettigheder i forhold til personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager (jf. i denne retning dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom, C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 36 og 37).

35

Hvad angår anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 har Domstolen allerede fastslået, at det af direktivets artikel 1 og artikel 2, stk. 1, følger, at dette direktiv begrænser sig til at fastsætte regler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling (kendelse af 6.9.2022, Delgaz Grid, C-95/22, EU:C:2022:697, præmis 25).

36

Hvad angår anvendelsesområdet for direktiv 2013/48 fastsætter dette direktivs artikel 2, stk. 1, at direktivet finder anvendelse på mistænkte eller tiltalte under straffesager fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold, og uanset om de er frihedsberøvet.

37

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2013/48, navnlig passagen »de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem«, viser, at en underretning fra de kompetente myndigheder i en medlemsstat til den pågældende person er tilstrækkelig for, at det nævnte direktiv finder anvendelse, uanset måden, hvorpå denne underretning sker, idet det er uden betydning, hvordan oplysningerne meddeles den pågældende person (jf. i denne retning dom af 12.3.2020, VW (Retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse), C-659/18, EU:C:2020:201, præmis 25 og 26).

38

For så vidt som de respektive anvendelsesområder for direktiv 2012/13 og 2013/48 er defineret i næsten identiske vendinger i hvert af direktivernes artikel 2, må det fastslås, at de principielt er sammenfaldende. Denne konstatering er i overensstemmelse med de to direktivers fælles formål om at sikre beskyttelsen af mistænkte eller tiltalte personers rettigheder i straffesager. Således som generaladvokaten har anført i punkt 38 i forslaget til afgørelse, skal den yderligere præcisering, der er indeholdt i artikel 2 i det nyeste af de to direktiver, dvs. direktiv 2013/48, og hvorefter underretningen kan foretages »ved officiel meddelelse eller på anden vis«, følgelig anses for at finde anvendelse på direktiv 2012/13.

39

Det følger for det første af disse betragtninger, at to forhold skal være opfyldt, for at en situation er omfattet af disse direktivers anvendelsesområde. Det er således nødvendigt dels, at de kompetente nationale myndigheder har mistanke om, at den pågældende person har begået en strafbar handling, eller at personen er tiltalt herfor, dels at disse myndigheder underretter vedkommende herom ved officiel meddelelse eller på anden vis.

40

For at direktiv 2012/13 og 2013/48 skal kunne finde anvendelse, er det derfor vigtigt, at de nævnte myndigheder sikrer sig, at den pågældende person er blevet bekendt med, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling.

41

For det andet skal det bemærkes, at de kompetente nationale myndigheder med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af en strafferetlig efterforskning skal have en vis skønsmargen med hensyn til valget af det tidspunkt, hvor de underretter den pågældende person om, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, forudsat dog at denne underretning ikke sker med en unødig forsinkelse, der vil forhindre den berørte person i effektivt at udøve sin ret til forsvar, som direktiv 2012/13 og 2013/48 tilsigter at beskytte.

42

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anført, at genstanden for hovedsagen vedrører en anmodning fra den offentlige anklager ved Rayonna prokuratura Lovech, teritorialno otdelenie Lukovit (kredsanklagemyndigheden i Lovech, den regionale afdeling i Lukovit) om efterfølgende godkendelse af visitationen af AB og beslaglæggelsen af de ulovlige stoffer, der blev opdaget i forbindelse med denne visitation. Sidstnævnte blev anordnet og foretaget, efter at denne person over for politibetjente havde indrømmet, at han var i besiddelse af sådanne stoffer.

43

Når en person, såsom AB, fremsætter denne form for tilståelse over for politibetjente, udsætter vedkommende sig for at blive anset for mistænkt for at have begået en strafbar handling. Når disse betjente som følge af denne tilståelse foretager en kropsvisitation af den berørte person og beslaglægger det, som personen har erklæret at være i besiddelse af, viser disse handlinger for det første, at denne person nu er mistænkt af en kompetent myndighed, og udgør for det andet en implicit, men nødvendig underretning af personen om denne mistanke. Under sådanne omstændigheder synes de to betingelser for anvendelse af direktiv 2012/13 og 2013/48 opfyldt.

44

I denne henseende synes dels den omstændighed, at den pågældende medlemsstats lovgivning ikke fastsætter, at en person kan have status som »mistænkt«, dels den omstændighed, at AB ikke officielt blev underrettet om, at han havde status som »tiltalt«, at være uden betydning for anvendelsen af de nævnte direktiver. Anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 og 2013/48 skal nemlig fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne og kan derfor ikke afhænge af de forskellige betydninger af begreberne »mistænkt« og »tiltalt«, som er indeholdt i disse staters lovgivninger, eller af de betingelser, hvorunder disse former for status erhverves i henhold til de nævnte lovgivninger.

45

Det første og det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13 og artikel 2, stk. 1, i direktiv 2013/48 skal fortolkes således, at disse direktiver finder anvendelse på en situation, hvor en person, med hensyn til hvilken der foreligger oplysninger om, at den pågældende er i besiddelse af ulovlige stoffer, er genstand for en kropsvisitation og en beslaglæggelse af disse stoffer. Den omstændighed, at begrebet »mistænkt« ikke bliver anvendt i national ret, og at den nævnte person ikke officielt er blevet underrettet om, at vedkommende har status som »tiltalt«, er uden betydning i denne henseende.

46

Med det fjerde spørgsmål, som skal behandles før det tredje spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47 og 48, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national retspraksis, hvorefter den retsinstans, til hvilken der i henhold til gældende national ret er indgivet en efterfølgende anmodning om tilladelse til en kropsvisitation og til den heraf følgende beslaglæggelse af ulovlige stoffer, som er blevet foretaget inden for rammerne af den indledende fase af en straffesag, ikke har kompetence til at efterprøve, om den mistænkte eller tiltalte persons rettigheder, der er sikret ved disse direktiver, er blevet overholdt i denne forbindelse.

47

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret præciseret, at selv om det af strafferetsplejelovens artikel 164, stk. 3, fremgår, at en kropsvisitation, der foretages inden for rammerne af den indledende fase af en straffesag, skal undergives en efterfølgende retslig prøvelse, omfatter denne prøvelse ifølge den relevante nationale retspraksis kun de formelle krav, som lovligheden af denne foranstaltning og af den heraf følgende beslaglæggelse afhænger af, og gør det ikke muligt for den kompetente retsinstans at efterprøve, om de ved direktiv 2012/13 og 2013/48 sikrede rettigheder er blevet overholdt.

48

Det bemærkes, at medlemsstaterne i medfør af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal sikre, at mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat har ret til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv.

49

Henset til betydningen af adgangen til effektive retsmidler, som er sikret ved chartrets artikel 47, og til den klare, betingelsesløse og præcise ordlyd af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 er sidstnævnte bestemmelse til hinder for enhver national foranstaltning, der udgør en hindring for udøvelsen af effektive retsmidler i tilfælde af tilsidesættelse af rettigheder, som er beskyttet ved dette direktiv (dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom, C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 57).

50

Den samme fortolkning er gældende for så vidt angår artikel 12 i direktiv 2013/48, hvorefter »mistænkte eller tiltalte under straffesager […] har effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde, hvor rettighederne i henhold til dette direktiv tilsidesættes« (dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom, C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 58).

51

Det følger heraf, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48 pålægger medlemsstaterne at sikre overholdelsen af retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar, der er fastsat i henholdsvis artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i chartret, ved at fastsætte et effektivt retsmiddel, som gør det muligt for enhver mistænkt eller tiltalt person at indbringe sagen for en domstol, der skal efterprøve, om de rettigheder, som personen er tillagt i henhold til disse direktiver, ikke er blevet tilsidesat.

52

Når dette er sagt, fastsætter artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48, at retten til at få fastslået eventuelle tilsidesættelser af disse rettigheder indrømmes henholdsvis i overensstemmelse med »procedurerne i den nationale lovgivning« og i henhold til »national ret«. Disse bestemmelser fastlægger derfor hverken den fremgangsmåde, hvorefter tilsidesættelser af de nævnte rettigheder skal kunne påberåbes, eller det tidspunkt under straffesagen, hvor dette kan gøres, hvorved medlemsstaterne således indrømmes en vis skønsmargen med hensyn til at fastlægge de specifikke procedurer, der vil finde anvendelse i denne henseende.

53

EU-lovgivers hensigt om at indrømme en sådan skønsmargen bekræftes af betragtningerne til direktiv 2012/13 og 2013/48. Det fremgår nemlig for det første af 36. betragtning til direktiv 2012/13, at retten til at få fastslået de kompetente myndigheders undladelse af eller afslag på at fremlægge information eller videregive bestemt materiale i sagen i overensstemmelse med dette direktiv »ikke [indebærer] en forpligtelse for medlemsstaterne til at sørge for en specifik appelprocedure, separat ordning eller klageprocedure, hvor en sådan undladelse eller et sådan afslag kan anfægtes«. For det andet er det i 50. betragtning til direktiv 2013/48 i det væsentlige anført, at medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres, ikke berører anvendelsen af nationale regler eller systemer vedrørende antageligheden af bevismateriale og ikke bør forhindre medlemsstaterne i at opretholde et system, hvorefter alt eksisterende bevismateriale kan fremlægges for en domstol, »uden at der på forhånd eller separat foretages en vurdering af antageligheden af sådant bevismateriale«.

54

I øvrigt er chartrets artikel 47 og 48 ikke til hinder for, at medlemsstaterne således ikke er forpligtede til at indføre selvstændige søgsmål, som mistænkte eller tiltalte personer vil kunne anlægge med henblik på at forsvare de rettigheder, som de er tillagt ved direktiv 2012/13 og 2013/48. Ifølge fast retspraksis forpligter EU-retten, og herunder chartrets bestemmelser, nemlig ikke medlemsstaterne til at indføre andre søgsmålsmuligheder end dem, som følger af national ret, medmindre det imidlertid fremgår af den omhandlede nationale retsordens opbygning, at der ikke foreligger noget retsmiddel, som giver mulighed for, selv indirekte, at sikre, at borgernes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

55

Det følger heraf, at EU-retten ikke er til hinder for, at en medlemsstat begrænser den retslige prøvelse af tvangsforanstaltninger til indsamling af beviser for en strafbar handling til deres formelle lovlighed, såfremt den retsinstans, der træffer afgørelse om realiteten, efterfølgende under straffesagen kan efterprøve, om den tiltaltes persons rettigheder i henhold til direktiv 2012/13 og 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, er blevet iagttaget.

56

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anført, at det af fast national retspraksis følger, at oplysninger indhentet fra personer, der er blevet afhørt som vidner til deres egne handlinger, ikke kan anvendes som bevismateriale, idet disse personer reelt er mistænkte.

57

Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 72 i forslaget til afgørelse, synes denne retspraksis, i det mindste i visse tilfælde, at gøre det muligt at udelukke oplysninger og beviser, der er indhentet i strid med kravene i EU-retten, i dette tilfælde artikel 3 i direktiv 2012/13 vedrørende information til mistænkte om deres rettigheder og artikel 3 i direktiv 2013/48 vedrørende adgangen til advokatbistand.

58

Det er imidlertid ikke muligt alene på grundlag af de for Domstolen fremlagte sagsakter at afgøre, om de relevante nationale bestemmelser i det foreliggende tilfælde er i overensstemmelse med de krav, der er nævnt i denne doms præmis 55. Den forelæggende ret skal i denne henseende sikre sig, at når den anklagede eller tiltalte person under en straffesag påberåber sig uregelmæssigheder, der er sket i forbindelse med proceduren, og som er knyttet til tilsidesættelser af de rettigheder, der følger af et af disse to direktiver, skal den ret, der påkender sagens realitet, altid være i stand til at fastslå disse uregelmæssigheder og være forpligtet til at drage alle de konsekvenser, som følger af disse tilsidesættelser, navnlig for så vidt angår afvisningen eller bevisværdien af de beviser, der er blevet indsamlet under disse omstændigheder.

59

For det tilfælde, at den retsinstans, der påkender sagens realitet, ikke har mulighed for at foretage denne konstatering og drage konsekvenserne af disse tilsidesættelser, skal der henvises til Domstolens faste praksis, hvoraf det fremgår, at med henblik på at sikre den effektive virkning af alle bestemmelser i EU-retten indebærer princippet om forrang navnlig en pligt for de nationale retsinstanser til i videst muligt omfang at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten (dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning), C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

60

Såfremt det ikke er muligt at anlægge en overensstemmende fortolkning – og henset til den omstændighed, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48, således som det fremgår af denne doms præmis 49-51, har direkte virkning – pålægger princippet om EU-rettens forrang den nationale retsinstans, der inden for rammerne af sin kompetence skal anvende disse EU-retlige bestemmelser, en forpligtelse til i den sag, som den skal behandle, at sikre den fulde virkning af de krav, som følger af de nævnte bestemmelser, idet retsinstansen om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning, endog en senere national lovgivning, der er i strid med de nævnte bestemmelser, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne nationale lovgivning ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (jf. i denne retning dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).

61

Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 og artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47 og 48, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national retspraksis, hvorefter den retsinstans, til hvilken der i henhold til gældende national ret er indgivet en efterfølgende anmodning om tilladelse til en kropsvisitation og til den heraf følgende beslaglæggelse af ulovlige stoffer, som er blevet foretaget inden for rammerne af den indledende fase af en straffesag, ikke har kompetence til at efterprøve, om den mistænkte eller tiltalte persons rettigheder, der er sikret ved disse direktiver, er blevet overholdt i denne forbindelse, forudsat at denne person for det første ved den retsinstans, som skal påkende sagens realitet, efterfølgende kan få fastslået en eventuel tilsidesættelse af de rettigheder, der følger af disse direktiver, og at sidstnævnte retsinstans for det andet herefter er forpligtet til at drage konsekvenserne af en sådan tilsidesættelse, navnlig for så vidt angår afvisningen eller bevisværdien af de beviser, der er blevet indsamlet under disse omstændigheder.

62

Det tredje præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af legalitetsprincippet og af princippet om forbud mod vilkårlig magtudøvelse samt af artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48 i forbindelse med en national lovgivning, hvorefter det alene er de personer, som formelt har fået status som »tiltalte«, der opnår de rettigheder, som følger af dette direktiv, når det er overladt til den efterforskende myndigheds vurdering, hvornår denne status opnås.

63

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retsinstanser og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale retsinstans et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Under denne synsvinkel påhviler det for det første Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, som den forelægges (jf. i denne retning kendelse af 24.3.2023, Direktor na Teritorialno podelenie na Natsionalnia osiguritelen institut-Veliko Tarnovo, C-30/22, EU:C:2023:259, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

64

For det andet tilkommer det Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale retsinstans, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til hovedsagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. i denne retning dom af 1.8.2022, TL (Ingen tolk eller oversættelse), C-242/22 PPU, EU:C:2022:611, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

65

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at tvisten i hovedsagen vedrører en anmodning om en retsinstans’ efterfølgende godkendelse af en kropsvisitation og den heraf følgende beslaglæggelse af ulovlige varer, som blev foretaget inden for rammerne af den indledende fase af en straffesag, og at der med henblik på en hensigtsmæssig besvarelse af det tredje spørgsmål i realiteten i et sådant tilfælde skal foretages en undersøgelse af rækkevidden og arten af den ret til adgang til advokatbistand, som er fastsat i artikel 3 i direktiv 2013/48.

66

Det må derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med dette spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3 i direktiv 2013/48 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at en mistænkt eller tiltalt person i forbindelse med den indledende fase af en straffesag kan gøres til genstand for en kropsvisitation og beslaglæggelse af ulovlige varer, uden at denne person har ret til adgang til advokatbistand.

67

I henhold til artikel 1 fastsætter direktiv 2013/48 minimumsregler om bl.a. de rettigheder, som mistænkte og tiltalte under straffesager har til at få adgang til advokatbistand og til at få en tredjemand underrettet om frihedsberøvelsen.

68

I denne henseende pålægger direktivets artikel 3, stk. 1, medlemsstaterne at sikre, at mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de pågældende sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til et forsvar.

69

Denne principregel præciseres i stk. 2 i nævnte artikel 3, som fastsætter, at den nævnte adgang skal kunne opnås »uden unødig forsinkelse« og under alle omstændigheder fra det først indtræffende tidspunkt blandt de fire specifikke tidspunkter, der er opregnet i litra a)-d) i nævnte stk. 2.

70

Endvidere bestemmer artikel 3, stk. 3, litra c), i direktiv 2013/48, at mistænkte eller tiltalte som minimum har ret til deres advokats deltagelse i forbindelse med de i bestemmelsen omhandlede efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, hvis disse foranstaltninger er fastsat i den pågældende nationale lovgivning, og hvis det kræves eller tillades, at den mistænkte eller tiltalte deltager i den pågældende foranstaltning.

71

Det skal imidlertid bemærkes, at kropsvisitation og beslaglæggelse af ulovlige stoffer ikke er nævnt blandt de begivenheder, som er omhandlet i det nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, litra a)-d), og artikel 3, stk. 3, litra c).

72

Hvad for det første angår den i artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/48 fastsatte ret for mistænkte eller tiltalte personer til at få adgang til advokatbistand, inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed, skal det særligt bemærkes, at det af 20. betragtning til direktiv 2013/48 fremgår, at ifølge EU-lovgivers hensigt udgør indledende afhøringer foretaget af politiet med det formål for øje bl.a. at afgøre, om der bør indledes en efterforskning, f.eks. i forbindelse med en vejkontrol, ikke en »afhøring« i dette direktivs forstand, og de er derfor ikke omfattet af direktivets artikel 3, stk. 2, litra a), og tillægger herved ikke under alle omstændigheder mistænkte og tiltalte personer en ret til adgang til advokatbistand.

73

Hvad for det andet angår den i artikel 3, stk. 2, litra c), i direktiv 2013/48 fastsatte ret for mistænkte eller tiltalte personer til at få adgang til advokatbistand »uden unødig forsinkelse« efter frihedsberøvelsen skal det bemærkes, at denne ret ikke nødvendigvis indebærer, at adgangen til advokatbistand konkretiseres øjeblikkeligt, dvs. på selve tidspunktet for denne frihedsberøvelse.

74

I denne henseende fremgår det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, hvortil 12. betragtning til direktiv 2013/48 henviser, at hvad angår retten til bistand af en forsvarer som omhandlet i stk. 3, litra c), i nævnte artikel 6 udgør en visitation, der er foretaget i forbindelse med en vejkontrol, og som har givet anledning til selvinkriminerende erklæringer, ikke en sådan væsentlig begrænsning af den pågældende persons handlefrihed, der kan være tilstrækkelig til at gøre juridisk bistand obligatorisk fra dette trin i proceduren (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 18.2.2010, Zaichenko mod Rusland, CE:ECHR:2010:0218JUD 003966002, §§ 47 og 48).

75

Med henblik på at afgøre, om den manglende adgang til advokatbistand under en kropsvisitation og en beslaglæggelse af ulovlige varer har frataget den mistænkte eller tiltalte person den ret, som er sikret ved artikel 3 i direktiv 2013/48, skal der generelt tages hensyn til bestemmelserne i denne artikels stk. 1, som kræver, at det undersøges, om denne adgang er blevet givet på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at den mistænkte eller tiltalte person sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve sin ret til et forsvar.

76

Det tilkommer i det foreliggende tilfælde den kompetente retsinstans i overensstemmelse med national ret at foretage den nødvendige efterprøvelse under hensyntagen til samtlige relevante omstændigheder i denne henseende. Det tilkommer nærmere bestemt den nævnte retsinstans at efterprøve, om tilstedeværelsen af en advokat på tidspunktet for kropsvisitationen af AB og den heraf følgende beslaglæggelse af ulovlige stoffer var objektivt nødvendig for effektivt at sikre denne persons ret til forsvar.

77

Det skal i denne henseende præciseres, at med forbehold af den kompetente nationale retsinstans’ efterprøvelse heraf synes de foranstaltninger, som AB har været genstand for, ikke umiddelbart at være blevet truffet i en sådan sammenhæng, at den pågældende på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev gennemført, burde have haft ret til adgang til advokatbistand som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2013/48.

78

Henset til ovenstående betragtninger skal artikel 3 i direktiv 2013/48 fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at en mistænkt eller tiltalt person i forbindelse med den indledende fase af en straffesag kan gøres til genstand for en kropsvisitation og beslaglæggelse af ulovlige varer, uden at denne person har ret til adgang til advokatbistand, forudsat at det af en efterprøvelse af samtlige relevante omstændigheder følger, at en sådan adgang ikke er nødvendig for, at den nævnte person i praksis og effektivt kan udøve sin ret til et forsvar.

79

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om retsstatsprincippet skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning og en national retspraksis, hvorefter den nationale retsinstans »ikke har beføjelse til at prøve en afgørelse om tiltalerejsning mod en person, selv om […] denne formelle proceshandling er afgørende for, om personen gives mulighed for at udøve sin ret til forsvar, når der iværksættes tvangsforanstaltninger med efterforskningsformål over for den pågældende«.

80

Det skal i denne henseende bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis udgør den i artikel 267 TEUF foreskrevne procedure et instrument i samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retsinstanser, ved hjælp af hvilket Domstolen forsyner de nationale retsinstanser med de fortolkningselementer med hensyn til EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist (kendelse af 27.3.2023, Belgische Staat, C-34/22, EU:C:2023:263, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

81

For så vidt som forelæggelsesafgørelsen danner grundlaget for den nævnte procedure ved Domstolen, er det nødvendigt, at den nationale retsinstans i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i den for retsinstansen indbragte sag (jf. i denne retning kendelse af 27.3.2023, Belgische Staat, C-34/22, EU:C:2023:263, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

82

I det foreliggende tilfælde henviser det femte spørgsmål generelt til »retsstatsprincippet«, uden at anmodningen om præjudiciel afgørelse i øvrigt indeholder en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret inden for rammerne af dette spørgsmål ønsker oplysninger om fortolkningen af dette »princip«, således at Domstolen ikke kan vurdere, i hvilket omfang en besvarelse af det nævnte spørgsmål er nødvendig for, at den nævnte ret kan træffe afgørelse inden for rammerne af tvisten i hovedsagen.

83

Det følger heraf, at det femte spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

84

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: