–

E.D.L. ved avvocati N. Canestrini og V. Manes,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Faraci,

–

den kroatiske regering ved G. Vidović Mesarek, som befuldmægtiget,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J.M. Hoogveld, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna og J. Sawicka, som befuldmægtigede,

–

den rumænske regering ved E. Gane, O.-C. Ichim og A. Wellman, som befuldmægtigede,

–

den finske regering ved M. Pere, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og A. Spina, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 3, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«), sammenholdt med artikel 3, 4 og 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Italien af en europæisk arrestordre udstedt af Općinski sud u Zadru (byretten i Zadar, Kroatien) med henblik på strafforfølgning af E.D.L.

3

Følgende fremgår af 6. og 12. betragtning til rammeafgørelse 2002/584:

[…]

4

Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

5

Den nævnte rammeafgørelses artikel 3 angiver de obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. De fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse er opregnet i samme rammeafgørelses artikel 4 og 4a.

6

Artikel 23 i rammeafgørelse 2002/584, der har overskriften »Frist for overgivelse af den eftersøgte«, har følgende ordlyd:

»1.   Den eftersøgte overgives snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder.

2.   Den pågældende overgives senest ti dage efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet.

3.   Hvis det på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, viser sig umuligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 2 fastsatte frist, kontakter den fuldbyrdende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed straks hinanden og aftaler en ny dato for overgivelse. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

4.   En overgivelse kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den fuldbyrdende judicielle myndighed underretter straks den udstedende judicielle myndighed herom, og de aftaler en ny dato for overgivelsen. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

5.   Hvis den pågældende stadig er varetægtsfængslet efter udløbet af de i stk. 2-4 nævnte frister, løslades han.«

7

Artikel 1, stk. 1, i legge n. 69 – Disposizioni per conformare il diritto interno alla decisione quadro 2002/584/GAI del Consiglio, del 13 giugno 2002, relativa al mandato d’arresto europeo e alle procedure di consegna tra Stati membri (lov nr. 69 om bestemmelser for at tilpasse den nationale lovgivning til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne) af 22. april 2005 (GURI nr. 98, af 29.4.2005, s. 6) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov nr. 69/2005«), bestemmer følgende:

»Denne lov gennemfører bestemmelserne i [rammeafgørelse 2002/584] om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i den nationale lovgivning, for så vidt som disse bestemmelser ikke strider mod de overordnede principper i den italienske forfatningsorden på områderne for de grundlæggende friheder og rettigheder og retten til en retfærdig rettergang.«

8

Den 9. september 2019 udstedte Općinski sud u Zadru (byretten i Zadar) en europæisk arrestordre mod E.D.L., der er bosiddende i Italien, med henblik på strafforfølgning i Kroatien. Han er mistænkt for på det kroatiske område i løbet af 2014 at have begået lovovertrædelsen besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på distribution og salg.

9

Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano, Italien) er den judicielle myndighed, der har kompetence til at fuldbyrde denne europæiske arrestordre. E.D.L. har for denne ret fremlagt en række lægeerklæringer, der attesterer alvorlige psykiatriske forstyrrelser. På grundlag af disse erklæringer anordnede Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano) udarbejdelse af en psykiatrisk sagkyndig erklæring med hensyn til E.D.L.

10

Denne erklæring viste bl.a., at der forelå en psykotisk forstyrrelse, der nødvendiggjorde medicinsk og psykoterapeutisk behandling for at undgå sandsynlige episoder af psykiatrisk dekompensation. Den nævnte erklæring viste ligeledes en betydelig risiko for selvmord i tilfælde af fængsling. Erklæringens konklusion var, at E.D.L., henset til behovet for at fortsætte den terapeutiske behandling, var en person, der ikke var egnet til fængselslivet.

11

På grundlag af samme erklæring fandt Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano) for det første, at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre ville afbryde behandlingen af E.D.L. og medføre en forværring af hans generelle helbredstilstand, hvis konsekvenser ville kunne være særligt alvorlige, endog i form af en risiko for selvmord. For det andet fandt den, at de relevante bestemmelser i lov nr. 69/2005 ikke fastsætter, at helbredsmæssige årsager af denne art kan udgøre en grund til at afslå overgivelse i forbindelse med procedurer til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

12

På denne baggrund forespurgte den ved kendelse af 17. september 2020 Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien), som er den forelæggende ret i nærværende sag, om disse bestemmelser er forenelige med forfatningen.

13

Den forelæggende ret har i denne henseende fremhævet, at de spørgsmål, som den skal tage stilling til, ikke alene vedrører disse bestemmelsers forenelighed med den italienske forfatning, men ligeledes fortolkningen af EU-retten, som bestemmelserne gennemfører. I lighed med lov nr. 69/2005 omfatter artikel 3, 4 og 4a i rammeafgørelse 2002/584 således ikke blandt de obligatoriske eller fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre et tilfælde, hvor overgivelsen vil være til alvorlig fare for den pågældendes helbred på grund af kronisk sygdom af potentiel ubestemt varighed.

14

Den forelæggende ret har imidlertid udtrykt tvivl om, hvorvidt det er muligt på passende vis at afværge risikoen for, at den eftersøgte persons helbred lider skade, ved at udsætte overgivelsen på grundlag af artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584. Den forelæggende ret har således præciseret, at denne løsning ikke synes at være tilpasset kroniske sygdomme af ubestemt varighed som dem, E.D.L. lider af.

15

Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at princippet om, at rammeafgørelse 2002/584, som gennemført af medlemsstaterne, ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder, således som de er fastsat i artikel 6 TEU, bekræftes i såvel 12. betragtning til denne rammeafgørelse som rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3.

16

Det er netop for at undgå, at gennemførelsen af rammeafgørelse 2002/584 fører til krænkelser af den eftersøgte persons grundlæggende rettigheder, at Domstolen ud over de grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i denne rammeafgørelse, har fastlagt en undersøgelsesramme, der har til formål at forene kravene om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det strafferetlige område med overholdelsen af disse grundlæggende rettigheder.

17

Dette vil ifølge Domstolens praksis være tilfældet, når fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre udsætter den eftersøgte person for en risiko for at blive udsat for umenneskelige og nedværdigende forhold under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat på grund af systemiske og generelle mangler, der berører visse grupper af personer eller tilbageholdelsesfaciliteter, eller risikerer at blive udsat for en retssag, der ikke overholder de garantier, der er fastsat i chartrets artikel 47, på grund af systemiske og generelle mangler for så vidt angår uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat.

18

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at denne retspraksis udelukkende vedrører situationer, hvor der er risiko for krænkelse af den eftersøgtes grundlæggende rettigheder, som er forbundet med systemiske og generelle mangler i den udstedende medlemsstat, eller situationer, der vedrører visse persongrupper eller tilbageholdelsesfaciliteter. De spørgsmål, der er rejst for den forelæggende ret, vedrører dog en anden situation, nemlig den situation, hvor den person, der anmodes overgivet, lider af alvorlige kroniske sygdomme af ubestemt varighed, som kan blive væsentligt forværret i tilfælde af overgivelse, navnlig hvis den udstedende medlemsstat beslutter at frihedsberøve ham.

19

Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om de principper, der følger af den nævnte retspraksis, skal udvides analogt til dette tilfælde. Den forelæggende ret ønsker bl.a. oplyst, om der foreligger en forpligtelse for den fuldbyrdende judicielle myndighed til at indlede en dialog med den udstedende judicielle myndighed, og om den fuldbyrdende judicielle myndighed har mulighed for at bringe overgivelsesproceduren til ophør, når det ikke inden for en rimelig frist kan udelukkes, at der foreligger en risiko for krænkelse af den eftersøgte persons grundlæggende rettigheder.

20

På denne baggrund har Corte costituzionale (forfatningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse [2002/584], læst i lyset af [chartrets] artikel 3, 4 og 35 […], fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, såfremt den finder, at overgivelsen af en person, der lider af alvorlige kroniske og potentielt uhelbredelige sygdomme, kan udsætte den pågældende for risikoen for en alvorlig sundhedsskade, skal anmode den udstedende judicielle myndighed om at fremsende de oplysninger, som kan udelukke denne risiko, og er forpligtet til at afslå overgivelse, hvis den ikke inden for en rimelig frist modtager garantier herfor?«

21

Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 105 i Domstolens procesreglement.

22

Mens den forelæggende ret har anerkendt, at E.D.L. ikke er genstand for nogen form for frihedsberøvelse, har denne ret gjort gældende, at det forelagte præjudicielle spørgsmål vedrører væsentlige aspekter af den europæiske arrestordres funktion. Dette spørgsmål kan desuden have generelle konsekvenser for såvel de myndigheder, der skal samarbejde inden for rammerne af sager angående en europæisk arrestordre, som for de berørte personers rettigheder.

23

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, der fraviger bestemmelserne i procesreglementet, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

24

I denne henseende bemærkes, at en sådan fremskyndet procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

25

I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident den 20. december 2021, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet ikke at imødekomme den i denne doms præmis 20 nævnte anmodning.

26

Den omstændighed, at sagen vedrører et eller flere væsentlige aspekter af den europæiske arrestordres funktion, udgør nemlig ikke i sig selv en grund, der medfører en usædvanlig uopsættelighed, som er nødvendig for at begrunde en behandling efter en fremskyndet procedure. Det samme gælder den omstændighed, at et betydeligt antal personer eller retlige situationer potentielt berøres af de forelagte spørgsmål (dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 39).

27

Henset til arten og vigtigheden af de forelagte spørgsmål har Domstolens præsident imidlertid besluttet, at nærværende sag skal pådømmes forud for andre i medfør af procesreglementets artikel 53, stk. 3.

28

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 3, 4 og 35, skal fortolkes således, at såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed, der med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal træffe afgørelse om overgivelsen af en person, der lider af alvorlige kroniske og potentielt uhelbredelige sygdomme, finder, at denne overgivelse kan udsætte denne person for en risiko for alvorlig skade på sit helbred, skal denne myndighed anmode den udstedende judicielle myndighed om at fremsende oplysninger, der gør det muligt at afværge denne risiko, og er forpligtet til at afslå at fuldbyrde nævnte overgivelse, hvis den ikke inden for en rimelig frist gives de garantier, der er nødvendige for at afværge risikoen.

29

Indledningsvis skal det fremhæves, at selv om den forelæggende ret for så vidt angår rammeafgørelse 2002/584 formelt set har begrænset sit spørgsmål til alene at vedrøre fortolkningen af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, er en sådan omstændighed imidlertid ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den forelæggende ret om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den har henvist til dem i sit spørgsmål (jf. i denne retning dom af 12.12.1990, SARPP, C-241/89, EU:C:1990:459, præmis 8, og af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 22).

30

Når denne præcisering er foretaget, skal det bemærkes, at både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, der selv hviler på den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. Mere specifikt pålægger princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 40, og af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 93).

31

Når medlemsstaterne gennemfører EU-retten, kan de således i medfør heraf være forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, således at det hverken er muligt for dem at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, at kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i EU sikrede grundlæggende rettigheder (udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 192, og af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 94).

32

Rammeafgørelse 2002/584 tilsigter således med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

33

Princippet om gensidig anerkendelse, som ifølge sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584 udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, finder udtryk i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre på grundlag af dette princip og i overensstemmelse med bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

34

Heraf følger for det første, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder kun kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til de grunde, der er indeholdt i rammeafgørelse 2002/584, som denne fortolkes af Domstolen (jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 69-73). Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse for det andet udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

35

Denne rammeafgørelse fastsætter således ikke, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre alene med den begrundelse, at den person, der er genstand for en sådan arrestordre, lider af alvorlige sygdomme af kronisk og potentielt uhelbredelig art. Henset til princippet om gensidig tillid, der ligger til grund for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, er der nemlig en formodning om, at den lægebehandling, der tilbydes i medlemsstaterne bl.a. med hensyn til sådanne sygdomme, er tilstrækkelig (jf. analogt dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 70), uanset om det er inden for rammerne af et fængselsmiljø eller i forbindelse med alternative former for tilbageholdelse af denne person, der er til rådighed for de judicielle myndigheder i den udstedende medlemsstat.

36

Det fremgår ikke desto mindre af artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, at overgivelsen under særlige omstændigheder, navnlig når den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare, kan udsættes midlertidigt.

37

Det er følgelig tilladt for den fuldbyrdende judicielle myndighed midlertidigt at udsætte overgivelsen af den eftersøgte person, forudsat at der på grundlag af objektive forhold, såsom lægeerklæringer eller sagkyndige erklæringer, er tungtvejende grunde til at antage, at fuldbyrdelsen af arrestordren åbenbart risikerer at bringe denne persons helbred i fare, f.eks. på grund af den pågældendes sygdom eller midlertidige lidelse forud for det tidspunkt, der er fastsat for overgivelsen af den pågældende.

38

Denne skønsbeføjelse skal imidlertid udøves under overholdelse af chartrets artikel 4, der bl.a. fastsætter et forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling, idet dette forbud er af absolut karakter, eftersom det er tæt knyttet til respekten for den menneskelige værdighed, som er omhandlet i chartrets artikel 1 (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 85, og af 22.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis), C-69/21, EU:C:2022:913, præmis 57).

39

I denne henseende kan det ikke udelukkes, at overgivelsen af en person, der er alvorligt syg, for denne person kan indebære en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, og dette gælder under visse omstændigheder uafhængigt af kvaliteten af den lægebehandling, der er tilgængelig i den udstedende medlemsstat (jf. analogt dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 73).

40

For at være omfattet af denne bestemmelse skal en behandling imidlertid nå en vis grad af alvorlighed, som overskrider den grad af lidelse, der uundgåeligt er forbundet med enhver frihedsberøvelse (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, Generalstaatsanwaltschaft (Forholdene under frihedsberøvelse i Ungarn), C-220/18 PPU, EU:C:2018:589, præmis 90).

41

Dette ville være tilfældet for så vidt angår en alvorligt syg person, med hensyn til hvem der er en risiko for et nært forestående dødsfald, eller om hvem der er alvorlig grund til at antage, at den pågældende – selv om denne ikke løber nogen risiko for at dø inden for kort tid – under omstændighederne i det konkrete tilfælde vil løbe en reel risiko for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af sin helbredstilstand eller en væsentlig nedsættelse af den pågældendes forventede levetid (jf. i denne retning dom af 22.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis), C-69/21, EU:C:2022:913, præmis 63 og 66).

42

Det følger heraf, at i en situation, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed i lyset af de objektive forhold, som den råder over, har alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at overgivelsen af den alvorligt syge eftersøgte person vil udsætte denne person for en reel risiko for en væsentlig nedsættelse af den pågældendes forventede levetid eller for en hurtig, betydelig og uoprettelig forværring af den pågældendes helbredstilstand, er denne myndighed i overensstemmelse med chartrets artikel 4 forpligtet til at gøre brug af den mulighed, der er fastsat i artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, ved at beslutte at udsætte overgivelsen.

43

I denne henseende skal det tilføjes, at denne rammeafgørelse, bl.a. dens artikel 23, stk. 4, skal fortolkes således, at der ikke rejses tvivl om effektiviteten af det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne, som den europæiske arrestordre – således som fastsat af EU-lovgiver – udgør et væsentligt element af (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

44

Dette gælder så meget desto mere, som formålet med ordningen med den europæiske arrestordre også er at bekæmpe straffrihed for en eftersøgt person, der befinder sig i et andet land end det, hvor personen er mistænkt for at have begået en lovovertrædelse (jf. i denne retning dom af 17.12.2020, Openbaar Ministerie (Den udstedende judicielle myndigheds uafhængighed), C-354/20 PPU og C-412/20 PPU, EU:C:2020:1033, præmis 62).

45

Det er af denne grund, at Domstolen har fastslået, at navnlig med henblik på at sikre, at den europæiske arrestordres funktion ikke lammes, skal den forpligtelse til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU, ligge til grund for dialogen mellem de fuldbyrdende judicielle myndigheder og de udstedende judicielle myndigheder. Det følger bl.a. af princippet om loyalt samarbejde, at medlemsstaterne respekterer og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

46

De udstedende og de fuldbyrdende judicielle myndigheder skal derfor med henblik på at sikre et effektivt samarbejde i straffesager gøre fuld brug af de instrumenter, der bl.a. er fastsat i artikel 8, stk. 1, og artikel 15 i rammeafgørelse 2002/584, således at den gensidige tillid, der ligger til grund for dette samarbejde, fremmes (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

47

Det følger heraf, at i den situation, der er nævnt i nærværende doms præmis 42, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed undtagelsesvis beslutter midlertidigt at udsætte overgivelsen af den eftersøgte person på grundlag af artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 4, skal den anmode den udstedende judicielle myndighed om at fremsende alle nødvendige oplysninger med henblik på at sikre sig, at fremgangsmåden for den strafforfølgning, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, eller forholdene for en eventuel frihedsberøvelse af den pågældende gør det muligt at afværge den i nævnte præmis omhandlede risiko (jf. analogt dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 95).

48

Hvis sådanne garantier gives af den udstedende judicielle myndighed, følger det af nævnte artikel 23, stk. 4, at den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes. I overensstemmelse med denne bestemmelse underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den udstedende judicielle myndighed herom, og de aftaler en ny dato for overgivelsen.

49

I denne henseende skal det fremhæves, at den kroniske og potentielt vedvarende art af den usædvanligt alvorlige sygdom, som den eftersøgte person lider af, imidlertid ikke udelukker, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har besluttet at udsætte overgivelsen af denne person, af den udstedende medlemsstat forsikres om, at denne sygdom i denne medlemsstat vil undergå passende lægebehandling, uanset om det er inden for rammerne af et fængselsmiljø eller i forbindelse med alternative former for tilbageholdelse af denne person, der er til rådighed for de judicielle myndigheder i den nævnte medlemsstat.

50

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at den fuldbyrdende judicielle myndighed under særlige omstændigheder, henset til de af den udstedende judicielle myndighed fremlagte oplysninger og enhver anden oplysning, som den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, når frem til den konklusion, at der dels er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den eftersøgte person i tilfælde af overgivelse til den udstedende medlemsstat løber en risiko som den, der er beskrevet i nærværende doms præmis 42, dels, at denne risiko ikke kan afværges inden for en rimelig frist.

51

For det første udgør artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 således en undtagelse fra den fuldbyrdende judicielle myndigheds forpligtelse til at sikre overgivelse af den eftersøgte person snarest muligt, der er indeholdt i denne rammeafgørelses artikel 23, stk. 1. Det ville derfor være i strid med såvel ordlyden af den nævnte rammeafgørelses artikel 23, stk. 4, som henviser til den »midlertidige« karakter af udsættelsen af overgivelsen, som med denne artikels generelle opbygning, hvis en fuldbyrdende judiciel myndighed med henblik på at undgå, at en sådan risiko indtræder, kunne udsætte overgivelsen af en eftersøgt person i en betydelig periode eller endog på ubestemt tid. I et sådant tilfælde ville den eftersøgte person i øvrigt på ubestemt tid være omfattet af den europæiske arrestordre, der er udstedt mod den pågældende, og de tvangsforanstaltninger, der i givet fald er vedtaget af den fuldbyrdende medlemsstat, selv om der ikke er nogen realistisk udsigt til, at denne person vil blive overgivet til den udstedende medlemsstat.

52

For det andet skal der i et tilfælde som det, der er beskrevet i nærværende doms præmis 50, ligeledes tages hensyn til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, hvorefter den omstændighed, at der foreligger en risiko for tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, kan give den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for undtagelsesvis og efter en behørig undersøgelse at undlade at fremme en europæisk arrestordre (jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

53

I et sådant tilfælde kan den fuldbyrdende judicielle myndighed i medfør af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 4, ikke fremme den europæiske arrestordre (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 104, og analogt dom af 1.6.2016, Bob-Dogi, C-241/15, EU:C:2016:385, præmis 66).

54

Under disse omstændigheder forekommer det ufornødent at fortolke artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 3 og 35.

55

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 3, og artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 4, skal fortolkes således, at

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 3, og artikel 23, stk. 4, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af26. februar 2009, sammenholdt med artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at