–

X ved advocaat J.W.F. Noot,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og C.S. Schillemans, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved P.J.O. Van Nuffel, C. Cattabriga og A. Katsimerou, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af dels artikel 1, 4 og 7 samt artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), dels Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem X og Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretær for justits- og sikkerhedsanliggender, Nederlandene) (herefter »statssekretæren«) vedrørende lovligheden af en tilbagesendelsesprocedure indledt af sidstnævnte mod X.

3

Konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), som ændret ved protokollen om flygtninges retsstilling, der blev indgået i New York den 31. januar 1967, indeholder artikel 33, der har overskriften »Forbud mod udvisning eller afvisning«, og som bestemmer følgende i stk. 1:

»Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.«

4

Anden og fjerde betragtning til direktiv 2008/115 har følgende ordlyd:

[…]

5

Direktivets artikel 2, stk. 2, fastsætter:

»Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på tredjelandsstatsborgere, som:

6

Det nævnte direktivs artikel 3 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

7

Direktivets artikel 4, stk. 3, fastsætter:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes ret til at vedtage eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for de personer, det finder anvendelse på, forudsat at sådanne bestemmelser er forenelige med dette direktiv.«

8

Artikel 5 i direktiv 2008/115 bestemmer:

»Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, tager de behørigt hensyn til

og respekterer non-refoulement-princippet.«

9

Direktivets artikel 6, stk. 1 og 4, er sålydende:

»1.   Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2-5.

[…]

4.   Medlemsstaterne kan når som helst af menneskelige, humanitære eller andre grunde beslutte at tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold. I så fald træffes der ikke afgørelse om tilbagesendelse. Hvis der allerede er truffet afgørelse om tilbagesendelse, ophæves afgørelsen, eller den stilles i bero i den periode, hvor opholdstilladelsen eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold, er gyldig.«

10

Det nævnte direktivs artikel 8, der har overskriften »Udsendelse«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse, hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse i henhold til artikel 7, stk. 4, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er blevet opfyldt inden for den frist for frivillig udrejse, som er indrømmet i henhold til artikel 7.«

11

Direktivets artikel 9 er affattet på følgende måde:

»1.   Medlemsstaterne udsætter en udsendelse,

2.   Medlemsstaterne kan udsætte en udsendelse i en passende periode under hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte sag. Medlemsstaterne tager navnlig hensyn til:

[…]«

12

Artikel 64 i wet tot algehele herziening van de Vreemdelingenwet (Vreemdelingenwet 2000) (lov om generel ændring af lov om udlændinge af 2000) af 23. november 2000 (Stb. 2000, nr. 495) bestemmer følgende i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »udlændingeloven«):

»Udsendelse udsættes, så længe udlændingens eller et familiemedlems helbredstilstand ikke gør det muligt at rejse.«

13

Vreemdelingencirculaire 2000 (udlændingecirkulære af 2000) fastsætter følgende i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »udlændingecirkulæret«):

»[…]

7. Ingen udsendelse af helbredsårsager

7.1 Generelt

[Immigratie- en naturalisatiedienst (IND) (myndigheden for indvandring og naturalisation)] kan udsætte udrejsen i henhold til udlændingelovens artikel 64, når:

7.1.1 Udlændingen er ikke i stand til at rejse

Udlændingens udrejse udsættes i henhold til udlændingelovens artikel 64, såfremt [Bureau Medische Advisering (BMA) (kontoret for medicinske udtalelser – et lægefagligt rådgivningskontor for sikkerheds- og justitsministeriet, Nederlandene)] tilkendegiver, at udlændingens eller et familiemedlems helbredstilstand ud fra et lægefagligt synspunkt gør vedkommende ude af stand til at rejse.

[…]

7.1.3 Reel risiko for tilsidesættelse af artikel 3 [i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder] af medicinske årsager

Udlændingens udrejse udsættes i henhold til udlændingelovens artikel 64, når der findes en reel risiko for tilsidesættelse af artikel 3 [i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder] af medicinske årsager.

Der foreligger kun en reel risiko for tilsidesættelse af [den nævnte konventions] artikel 3 af medicinske årsager:

Akut situation med behov for lægehjælp

Ved en akut situation med behov for lægehjælp forstår IND en situation, i hvilken udlændingen lider af en sygdom, som i henhold til den aktuelle lægevidenskabelige viden uden behandling vil føre til dødsfald, invaliditet eller en anden form for alvorlig psykisk eller fysisk skade inden for tre måneder.

[…]«

14

X er en russisk statsborger, der er født i 1988, og som i en alder af 16 år blev ramt af en sjælden form for blodkræft, som han i øjeblikket behandles for i Nederlandene. Den lægelige behandling består navnlig i åreladninger og administration af medicinsk cannabis med henblik på smertelindring. Ydelse af denne lægelige behandling med medicinsk cannabis er ikke tilladt i Rusland.

15

Den 31. oktober 2013 indgav X en første asylansøgning i Nederlandene. Statssekretæren var imidlertid af den opfattelse, at Kongeriget Sverige var den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning.

16

Den 13. december 2013 anmodede X i henhold til udlændingelovens artikel 64 om udsættelse af sin udsendelse på grund af sin helbredstilstand. Ved afgørelse af 24. december 2013 gav statssekretæren afslag på denne anmodning.

17

Den 19. maj 2016 indgav X en ny ansøgning om asyl i Nederlandene, idet den frist, inden for hvilken han kunne overføres til Sverige, i mellemtiden var udløbet. Til støtte for denne nye ansøgning gjorde X gældende, at den lægelige behandling, som han havde modtaget i Rusland med henblik på at bekæmpe de med sygdommen forbundne smerter, havde medført bivirkninger for ham, og at han havde opdaget, at brug af medicinsk cannabis, henset til hans helbredstilstand, var bedre for ham. Da brugen af medicinsk cannabis ikke er tilladt i hans oprindelsesland, havde X dyrket cannabisplanter til medicinsk brug, hvilket havde givet ham så store problemer i det nævnte land, at han nu ansøger om tildeling af international beskyttelse. I forbindelse med denne asylansøgning anmodede X desuden om udsættelse af sin udsendelse i henhold til udlændingelovens artikel 64.

18

Efter at have modtaget udtalelsen fra BMA gav statssekretæren ved afgørelse af 29. marts 2018 afslag på X’ asylansøgning med den begrundelse, at de problemer, som han hævdede at være stødt på i Rusland som følge af dyrkningen af cannabis til eget brug, ikke var troværdige. Statssekretæren besluttede desuden, at X ikke kunne tildeles en anden opholdstilladelse, og gav afslag på hans anmodning om, at opfyldelsen af hans forpligtelse til at vende tilbage skulle udsættes på grundlag af udlændingelovens artikel 64.

19

Ved dom af 20. december 2018 annullerede rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene) den nævnte afgørelse delvist. Selv om denne retsinstans anerkendte, at X hverken kunne gøre krav på flygtningestatus eller på subsidiær beskyttelsesstatus, pålagde den imidlertid statssekretæren at foretage en fornyet behandling såvel af X’ argumentation, hvorefter han har ret til tildeling af en opholdstilladelse på grundlag af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), som af hans anmodning støttet på udlændingelovens artikel 64. Den nævnte dom blev stadfæstet ved dom afsagt af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) den 28. marts 2019.

20

Den 19. februar 2020 gav statssekretæren igen afslag på at indrømme X en midlertidig opholdstilladelse på grundlag af EMRK’s artikel 8 og på en udsættelse af hans udsendelse. Statssekretæren vedtog desuden en afgørelse om tilbagesendelse, hvorved X blev pålagt at forlade det nederlandske område inden for fire uger.

21

X har anlagt sag ved den forelæggende ret til prøvelse af den nævnte afgørelse om tilbagesendelse. Efter hans opfattelse bør han få udstedt en opholdstilladelse i henhold til EMRK’s artikel 8, eller i det mindste bør han indrømmes udsættelse af sin udsendelse i medfør af udlændingelovens artikel 64. Han har i denne henseende gjort gældende, at den smertebehandling med medicinsk cannabis, som han modtager i Nederlandene, er så vigtig for ham, at han ikke længere vil kunne leve et anstændigt liv, hvis denne behandling afbrydes. Han har særligt anført, at smerterne i tilfælde af afbrydelse af den nævnte behandling ville være så store, at han ikke længere ville kunne sove eller spise, hvilket ikke blot ville have alvorlige konsekvenser for hans fysiske tilstand, men også for hans mentale tilstand, idet det ville gøre ham depressiv og selvmordstruet.

22

Ifølge den forelæggende ret fremgår det af dom af 18. december 2014, M’Bodj (C-542/13, EU:C:2014:2452), at en tredjelandsstatsborgers helbredstilstand ikke kan begrunde, at den pågældende tildeles subsidiær beskyttelse. Det er desuden ubestridt, at X ikke længere ansøger om tildeling af flygtningestatus.

23

Når dette er sagt, har den forelæggende ret for det første anført, at i overensstemmelse med den nederlandske lovgivning kan en udsendelse udsættes, når den pågældende udenlandske statsborger ud fra et lægefagligt synspunkt ikke er i stand til at rejse, eller når der foreligger en reel risiko for tilsidesættelse af EMRK’s artikel 3 af medicinske grunde.

24

Sidstnævnte hypotese forudsætter, at det af BMA’s udtalelse fremgår dels, at en afbrydelse af den pågældende lægebehandling for den berørte efter al sandsynlighed vil medføre en »akut situation med behov for lægehjælp« som omhandlet i udlændingecirkulærets punkt 7.1.3, dels at den egnede lægebehandling ikke er tilgængelig i bestemmelseslandet, eller at den pågældende udenlandske statsborger ikke kan få adgang til den.

25

I sin udtalelse, der blev afgivet på statssekretærens anmodning, anførte BMA navnlig, at selv om det er forventeligt, at X, såfremt denne ikke får foretaget åreladninger, på kort sigt vil befinde sig i en sådan »akut situation med behov for lægehjælp«, er denne behandling ikke desto mindre tilgængelig i Rusland. BMA fandt derimod, at eftersom den medicinske virkning af cannabis ikke er blevet påvist, er det umuligt at udtale sig om de følger, som en afbrydelse af hans smertebehandling med medicinsk cannabis vil have for ham. BMA anførte endvidere, at der ikke var blevet indberettet nogen smerteproblemer, der kunne få én til at frygte, at X ville dø, eller at han på nogen måde ville være afhængig af hjælp i dagligdagen. BMA skønnede derfor, at det ikke kunne fastslås, at brugen af medicinsk cannabis vil kunne forhindre, at der på kort sigt kan opstå en sådan »akut situation med behov for lægehjælp«. BMA anførte ligeledes, at der på markedet findes tilstrækkeligt med andre smertelindrende midler, der kan ordineres til X.

26

Ifølge den forelæggende ret fremgår det imidlertid af de af X fremlagte oplysninger, at hans behandlende læger mener, at brug af medicinsk cannabis er den eneste egnede smertebehandling for ham. Desuden er den nævnte ret af den opfattelse, at X har godtgjort, at behandlingen med medicinsk cannabis kun foreskrives og anvendes, når de øvrige løsninger mod smerter ikke blot er ineffektive, men også kontraindicerede.

27

Den forelæggende ret har endvidere konstateret, at ingen egnet smertebehandling er tilgængelig i Rusland. Hvis udsendelsen af X ikke udsættes, vil den smertebehandling, som bliver ydet til ham, derfor blive afbrudt, og smerteintensiteten vil stige. Det er derimod ikke muligt at afgøre, om de stigende smerter hos X, der vil følge af en afbrydelse af hans behandling, vil medføre en forværring af hans sygdom, selv om det i lyset af de oplysninger, der er blevet fremlagt for den nævnte ret, er sandsynligt, at dette ikke vil være tilfældet. Inden der anmodes om udarbejdelse af en lægeerklæring vedrørende den smerteforøgelse, som X risikerer at opleve efter ophøret af behandlingen med medicinsk cannabis, har den nævnte ret fundet det fornødent, at det via en fortolkning af EU-retten fastsættes, hvorledes der skal tages hensyn til en sådan parameter.

28

For det andet har den forelæggende ret gjort gældende, at i henhold til fast praksis fra Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), der er baseret på betingelsen om en hurtig forværring af den berørte persons helbredstilstand som omhandlet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13. december 2016, Paposhvili mod Belgien (CE:ECHR:2016:1213JUD004173810) (herefter »Paposhvili-dommen«), skal der kun tages hensyn til de medicinske følger, der opstår inden for tre måneder efter afbrydelsen af den til personen ydede lægebehandling, ved bestemmelsen af, om en sådan afbrydelse vil medføre en »akut situation med behov for lægehjælp« som omhandlet i udlændingecirkulærets punkt 7.1.3.

29

Ifølge den forelæggende ret har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol imidlertid ikke fastsat nogen udtrykkelig frist i Paposhvili-dommen. Det er derfor nødvendigt at afgøre, om chartrets artikel 4 kun kan finde anvendelse på de følger, der er knyttet til en afbrydelse af en alvorligt syg tredjelandsstatsborgers lægebehandling i tilfælde af tilbagesendelse til oprindelseslandet, hvis de opstår inden for tre måneder, uanset de sygdomme og de medicinske følger, som kan opstå efter denne afbrydelse.

30

For det tredje har den forelæggende ret anført, at Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har fastslået, at udlændingelovens artikel 64 i overensstemmelse med dom af 16. februar 2017, C.K. m.fl. (C-578/16 PPU, EU:C:2017:127), også kræver, at det vurderes, om selve udsendelsen af en tredjelandsstatsborger med en særligt alvorlig fysisk eller mental lidelse kan medføre en reel risiko for tilsidesættelse af EMRK’s artikel 3. Denne vurdering skal imidlertid først foretages i forbindelse med undersøgelsen af de betingelser, hvorunder den pågældende tredjelandsstatsborger kan rejse. Det følger heraf dels, at BMA aldrig anmodes om at vurdere, hvorvidt selve udsendelsen af tredjelandsstatsborgeren risikerer at have medicinske følger, som vil opstå efter udsendelsen af vedkommende til bestemmelseslandet, dels, at der ikke tages hensyn til disse følger med henblik på at fastlægge, om en »akut situation med behov for lægehjælp« som omhandlet i udlændingecirkulærets punkt 7.1.3 er til hinder for en sådan udsendelse.

31

En sådan undersøgelse kan derfor næppe udgøre en hindring for, at udsendelsen af den berørte person udsættes, selv når en forværring af den pågældendes mentale helbredstilstand – såsom en risiko for selvmord forårsaget af selve udsendelsen – kan befrygtes.

32

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den kan nøjes med at vurdere, om de medicinske følger af den pågældendes udsendelse ved hjælp af visse foranstaltninger vil forblive begrænset under udsendelsen. Den nævnte ret har endvidere anført, at i X’ tilfælde kan behandlingen med medicinsk cannabis ikke ydes under selve udsendelsen, og at X har gjort gældende, at de øgede smerter vil gøre ham depressiv og selvmordstruet.

33

For det fjerde er den forelæggende ret af den opfattelse, at det skal afgøres, om alvoren af en tredjelandsstatsborgers helbredstilstand og den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren modtager lægebehandling i den medlemsstat, hvor den pågældende opholder sig ulovligt, kan udgøre aspekter af vedkommendes privatliv, hvis respekt skal sikres i henhold til chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8.

34

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om en medlemsstats kompetente myndigheder skal undersøge, om en sådan tredjelandsstatsborger skal indrømmes opholdsret med henvisning til respekten for privatlivet, og om respekten for den pågældendes privatliv er et forhold, som skal tages i betragtning, når der tages stilling til vedkommendes anmodning om udsættelse af den udsendelsesforanstaltning, som denne er genstand for.

35

På denne baggrund har rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

36

Den nederlandske regering har for det første bestridt, at de forelagte præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, idet de ikke er modne til påkendelse. Inden forelæggelsen for Domstolen burde den forelæggende ret nemlig have givet afslag på X’ ansøgning om tildeling af en opholdsret på det nederlandske område, idet direktiv 2008/115 kun finder anvendelse på denne tredjelandsstatsborger, såfremt han opholder sig ulovligt på dette område.

37

De nationale retsinstanser kan imidlertid på ethvert tidspunkt under proceduren, som de finder passende, selv på et tidligt proceduretrin, forelægge Domstolen spørgsmål (jf. i denne retning dom af 5.10.2010, Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 26, og af 14.11.2018, Memoria og Dall’Antonia, C-342/17, EU:C:2018:906, præmis 33).

38

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at statssekretæren gav X afslag på dennes asylansøgning, således at han principielt opholder sig ulovligt på det nederlandske område og følgelig er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/115, medmindre han er berettiget til tildeling af en ret til ophold på dette område i henhold navnlig til EU-retten, hvilket netop er genstanden for det fjerde præjudicielle spørgsmål.

39

Det følger heraf, at den nederlandske regerings argumentation, hvorefter de præjudicielle spørgsmål angiveligt ikke er modne til påkendelse, ikke kan tiltrædes.

40

For det andet er den nederlandske regering af den opfattelse, at det andet præjudicielle spørgsmål ikke har nogen relevans for udfaldet af tvisten i hovedsagen, eftersom det med spørgsmålet nærmere bestemt ønskes oplyst, om en medlemsstat kan kræve, at den forværring af den pågældende tredjelandsstatsborgers helbredstilstand, som må befrygtes i tilfælde af tilbagesendelse, manifesterer sig inden for en bestemt frist efter tilbagesendelsen. En sådan frist er imidlertid ikke et afgørende element i forbindelse med tvisten i hovedsagen, idet afslaget på at udsætte X’ udsendelse i det væsentlige blev begrundet i, at der ikke i hans oprindelsesland på kort sigt kunne frygtes nogen »akut situation med behov for lægehjælp« som omhandlet i udlændingecirkulærets punkt 7.1.3, eftersom hans smerter ikke er knyttet til symptomerne på hans sygdom, og eftersom der findes substitutionsbehandlinger i det nævnte land.

41

I denne henseende følger det af Domstolens faste praksis, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere relevansen af det spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når det forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Det følger heraf, at der gælder en formodning for, at et præjudicielt spørgsmål vedrørende EU-retten er relevant. Domstolen kan alene afvise at træffe afgørelse vedrørende et sådant spørgsmål, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 41 og 42).

42

I modsætning til, hvad den nederlandske regering har gjort gældende, synes det ikke åbenbart, at den fortolkning af EU-retten, der anmodes om i det andet præjudicielle spørgsmål, ikke har nogen forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen.

43

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse, er det nemlig ubestridt, at den over for X trufne afgørelse om tilbagesendelse navnlig var baseret på den omstændighed, at der ikke på kort sigt ville opstå en »akut situation med behov for lægehjælp« som omhandlet i udlændingecirkulærets punkt 7.1.3, såfremt han blev sendt tilbage til sit oprindelsesland. Det fremgår klart af forelæggelsesafgørelsen, at i henhold til den nederlandske lovgivning skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en sådan »akut situation med behov for lægehjælp«, bedømmes i lyset af den frist på tre måneder, som er omhandlet i udlændingecirkulæret, og denne frist er netop genstand for det andet præjudicielle spørgsmål.

44

Det fremgår desuden af de faktiske omstændigheder, som den forelæggende ret har fastlagt, at X’ smerter skal anses for at være forårsaget af den sygdom, som han lider af, og at der i hans oprindelsesland ikke er nogen substitutionsbehandling tilgængelig med hensyn til disse smerter. Spørgsmål om EU-rettens fortolkning er forelagt af den nationale retsinstans på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve. Uanset hvilke kritikpunkter den nederlandske regering har rejst i forhold til den forelæggende rets vurdering af de faktiske omstændigheder, skal bedømmelsen af det andet præjudicielle spørgsmål derfor foretages på grundlag af denne vurdering (jf. i denne retning dom af 7.4.2022, Caixabank, C-385/20, EU:C:2022:278, præmis 34 og 38 og den deri nævnte retspraksis).

45

Det følger heraf, at det andet præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

46

Hvad for det tredje angår det fjerde præjudicielle spørgsmål skal det for det første bemærkes, at dette spørgsmål i modsætning til, hvad den nederlandske regering har gjort gældende, ikke vedrører fortolkningen af EMRK’s artikel 8, men af chartrets artikel 7, sammenholdt med andre bestemmelser heri og i direktiv 2008/115.

47

Det følger heraf, at Domstolen har kompetence til at besvare det nævnte spørgsmål.

48

For det andet har den nævnte regering gjort gældende, at det nævnte spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den forelæggende ret ønsker fastlagt, om chartrets artikel 7 skal fortolkes således, at X skal indrømmes en opholdsret i Nederlandene, selv om der ikke findes nogen materiel bestemmelse i EU-retten, som gør det muligt for ham at blive tildelt en sådan opholdsret.

49

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at spørgsmålet om, hvorvidt fortolkningen af direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 7, kan føre til, at en tredjelandsstatsborger i en situation som den i hovedsagen omhandlede indrømmes en ret til ophold på en medlemsstats område, under alle omstændigheder henhører under realitetsbehandlingen af dette spørgsmål.

50

Det fjerde præjudicielle spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.

51

Med det første og det andet spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, skal fortolkes således, at det er til hinder for, at en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning træffes over for en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på en medlemsstats område, der lider af en alvorlig sygdom, og som i det tredjeland, hvortil den pågældende vil blive udsendt, vil være udsat for en risiko for en betydelig forøgelse af de af sygdommen forvoldte smerter som følge af, at den eneste effektive smertebehandling er forbudt i det nævnte land. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om en medlemsstat kan fastsætte en fast frist, inden for hvilken en sådan forøgelse skal kunne vise sig for at kunne udgøre en hindring for denne afgørelse om tilbagesendelse eller denne udsendelsesforanstaltning.

52

Indledningsvis skal det for det første bemærkes, at direktiv 2008/115 med forbehold af undtagelserne i direktivets artikel 2, stk. 2, finder anvendelse på enhver tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på en medlemsstats område. I øvrigt bemærkes, at når en tredjelandsstatsborger er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, skal den pågældende principielt undergives de fælles standarder og procedurer, som er fastsat heri med henblik på vedkommendes tilbagesendelse, så længe vedkommendes ophold ikke eventuelt lovliggøres (dom af 24.2.2021, M m.fl. (Overførsel til en medlemsstat), C-673/19, EU:C:2021:127, præmis 29 og 31 og den deri nævnte retspraksis).

53

I lyset heraf fremgår det for det første af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115, at når det er fastslået, at der er tale om ulovligt ophold, skal enhver tredjelandsstatsborger, jf. dog de undtagelser, der er anført i nævnte artikels stk. 2-5, og under streng overholdelse af kravene i direktivets artikel 5, være genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, som blandt de tredjelande, der er omhandlet i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2008/115, skal identificere det tredjeland, hvortil den pågældende tredjelandsstatsborger skal udsendes (dom af 24.2.2021, M m.fl. (Overførsel til en medlemsstat), C-673/19, EU:C:2021:127, præmis 32 og 39 og den deri nævnte retspraksis).

54

For det andet kan en medlemsstat ikke udsende en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold i medfør af artikel 8 i direktiv 2008/115, uden at en afgørelse om tilbagesendelse forinden er blevet truffet over for denne tredjelandsstatsborger med behørig respekt for de materielle og proceduremæssige garantier, der er indført ved dette direktiv (jf. i denne retning dom af 17.12.2020, Kommissionen mod Ungarn (Modtagelse af ansøgere om international beskyttelse), C-808/18, EU:C:2020:1029, præmis 253).

55

For det andet forpligter artikel 5 i direktiv 2008/115 – der udgør en generel regel, som gælder for medlemsstaterne, så snart de gennemfører dette direktiv – den kompetente nationale myndighed til på alle trin af tilbagesendelsesproceduren at overholde princippet om non-refoulement, der som en grundlæggende rettighed er sikret ved chartrets artikel 18, sammenholdt med artikel 33 i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951, som ændret ved protokollen om flygtninges retsstilling, og ved chartrets artikel 19, stk. 2. Dette gælder navnlig – således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 53 – når denne myndighed efter at have hørt den berørte person påtænker at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse over for den pågældende (jf. i denne retning dom af 17.12.2020, Kommissionen mod Ungarn (Modtagelse af ansøgere om international beskyttelse), C-808/18, EU:C:2020:1029, præmis 250 og den deri nævnte retspraksis).

56

Artikel 5 i direktiv 2008/115 er derfor til hinder for, at en tredjelandsstatsborger gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, når det i afgørelsen angivne bestemmelsesland er et land, hvor der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at tredjelandsstatsborgeren i tilfælde af fuldbyrdelse af den nævnte afgørelse vil være udsat for en reel risiko for behandling, som er i strid med chartrets artikel 18 eller artikel 19, stk. 2.

57

I henhold til nævnte artikel 19, stk. 2, må ingen udsendes til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for ikke alene at blive idømt dødsstraf, men også at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4. Det i nævnte artikel 4 fastsatte forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er af absolut karakter, eftersom det er tæt knyttet til respekten for den menneskelige værdighed, som er omhandlet i chartrets artikel 1 (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 85).

58

Det følger heraf, at når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, i tilfælde af tilbagesendelse til et tredjeland vil være udsat for en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, sammenholdt med chartrets artikel 1, og i chartrets artikel 19, stk. 2, kan denne tredjelandsstatsborger ikke gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse til dette land, så længe en sådan risiko foreligger.

59

Tilsvarende kan den pågældende tredjelandsstatsborger ikke gøres til genstand for en udsendelsesforanstaltning i denne periode, således som det i øvrigt udtrykkeligt er fastsat i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2008/115.

60

For det tredje skal det bemærkes, at i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 3, er betydningen og omfanget af de i chartrets artikel 4 fastsatte rettigheder, for så vidt som de svarer til de i EMRK’s artikel 3 fastsatte rettigheder, de samme som dem, der er tillagt ved nævnte artikel 3 i EMRK (dom af 24.4.2018, MP (Subsidiær beskyttelse af et offer for tidligere tortur), C-353/16, EU:C:2018:276, præmis 37).

61

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 3, at smerter, der opstår som følge af en naturligt opstået sygdom, uanset om det er en fysisk eller psykisk lidelse, kan være omfattet af nævnte artikel 3, såfremt de forværres eller risikerer at blive forværret på grund af en behandling, hvad enten denne udspringer af forholdene under en frihedsberøvelse, udvisning eller andre foranstaltninger, som myndighederne kan drages til ansvar for, på betingelse af, at de heraf følgende smerter overskrider den alvorstærskel, som kræves i henhold til nævnte artikel 3 (jf. i denne retning Paposhvili-dommen, §§ 174 og 175, og dom af 24.4.2018, MP (Subsidiær beskyttelse af et offer for tidligere tortur), C-353/16, EU:C:2018:276, præmis 38).

62

Det skal nemlig bemærkes, at for at være omfattet af EMRK’s artikel 3 skal en behandling have en minimumsgrad af alvor, idet vurderingen af dette minimum er relativ og afhænger af samtlige omstændigheder i sagen (Menneskerettighedsdomstolens dom af 20.10.2016, Muršić mod Kroatien, CE:ECHR:2016:1020JUD000733413, § 97, og af 7.12.2021, Savran mod Danmark, CE:ECHR:2021:1207JUD005746715, § 122 og den deri nævnte retspraksis).

63

I denne henseende fremgår det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK’s artikel 3 er til hinder for udsendelsen af en alvorligt syg person, med hensyn til hvem der er en risiko for et nært forestående dødsfald, eller om hvem der er alvorlig grund til at antage, at den pågældende – selv om denne ikke løber nogen risiko for at dø inden for kort tid – som følge af manglen på passende behandling i bestemmelseslandet eller en manglende adgang hertil vil løbe en reel risiko for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af sin helbredstilstand, der vil medføre store smerter eller en væsentlig nedsættelse af den pågældendes forventede levetid (jf. i denne retning Paposhvili-dommen, §§ 178 og 183, og dom af 24.4.2018, MP (Subsidiær beskyttelse af et offer for tidligere tortur), C-353/16, EU:C:2018:276, præmis 40).

64

Det fremgår desuden af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Paposhvili-dommen opstiller en standard, der tager behørigt hensyn til alle relevante betragtninger med henblik på EMRK’s artikel 3, for så vidt som den beskytter staternes generelle ret til at kontrollere udlændinges indrejse, ophold og udsendelse, samtidig med at den anerkender denne artikels absolutte karakter (Menneskerettighedsdomstolens dom af 7.12.2021, Savran mod Danmark, CE:ECHR:2021:1207JUD005746715, § 133).

65

Det fremgår konsekvent af Domstolens praksis, at den alvorstærskel, der kræves på området med henblik på anvendelse af chartrets artikel 4, svarer til den alvorstærskel, som under de samme omstændigheder kræves i henhold til EMRK’s artikel 3 (dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 67, og af 24.4.2018, MP (Subsidiær beskyttelse af et offer for tidligere tortur), C-353/16, EU:C:2018:276, præmis 37).

66

Det følger af nærværende doms præmis 52-65, at artikel 5 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, er til hinder for, at en medlemsstat vedtager en afgørelse om tilbagesendelse eller foretager en udsendelse af en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på denne medlemsstats område, og som lider af en alvorlig sygdom, når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at tilbagesendelsen af den pågældende tredjelandsstatsborger som følge af den manglende tilgængelighed af passende pleje i bestemmelseslandet vil udsætte vedkommende for en reel risiko for væsentlig nedsættelse af dennes forventede levetid eller en hurtig, betydelig og uoprettelig forværring af dennes helbredstilstand, der vil medføre stærke smerter.

67

Dernæst skal det til brug for hovedsagen undersøges, om en medlemsstat skal afholde sig fra at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning over for en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på denne medlemsstats område, og som lider af en alvorlig sygdom, når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at i tilfælde af tilbagesendelse vil denne tredjelandsstatsborger som følge af, at den eneste effektive smertebehandling er forbudt i bestemmelseslandet, være udsat for en reel risiko for øgede smerter, uden at en sådan tilbagesendelse herved udsætter den pågældende for en risiko for forværring af den sygdom, som denne lider af.

68

I denne henseende kan en medlemsstat, således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 61, 63 og 65, tilsidesætte det forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling, der er fastsat i chartrets artikel 4, når en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning truffet af dens myndigheder risikerer at forværre de smerter, som en naturligt opstået sygdom påfører en tredjelandsstatsborger, i et sådant omfang, at disse smerter når op på den i disse præmisser omhandlede alvorstærskel.

69

Den omstændighed, at det kun er de smerter, der er forbundet med den alvorlige sygdom hos en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på en medlemsstats område, som risikerer at forværres i tilfælde af tilbagesendelse af denne tredjelandsstatsborger, er derfor ikke tilstrækkelig til at udelukke, at en sådan tilbagesendelse kan være i strid med chartrets artikel 4. Dette gælder så meget desto mere, som en forøgelse af de smerter, der er forbundet med en sygdom, i sig selv kan føre til en forringelse af den berørte persons fysiske eller mentale helbredstilstand i egentlig forstand.

70

Når dette er sagt, udsætter enhver risiko for stigende smerter, som følger af en tredjelandsstatsborgers tilbagesendelse, ikke den pågældende for en behandling, der er i strid med chartrets artikel 4. I lighed med det, der er blevet anført i nærværende doms præmis 66, skal der nemlig desuden foreligge alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at tredjelandsstatsborgeren i tilfælde af tilbagesendelse vil blive udsat for en reel risiko for, at den pågældendes smerter bliver forøget hurtigt, betydeligt og uopretteligt.

71

I denne henseende skal det for det første præciseres, at der er alvorlige grunde til at antage, at en tredjelandsstatsborger i tilfælde af tilbagesendelse risikerer at blive udsat for en betydelig og uoprettelig forøgelse af de smerter, der er forårsaget af den pågældendes sygdom, navnlig når det er godtgjort, at den eneste effektive smertebehandling ikke lovligt kan ydes til vedkommende i bestemmelseslandet, og at manglen på en sådan behandling vil udsætte tredjelandsstatsborgeren for smerter af en sådan intensitet, at de vil være i strid med den menneskelige værdighed, da de vil kunne give den pågældende alvorlige og uoprettelige psykiske lidelser eller endog føre vedkommende til at begå selvmord, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre i lyset af samtlige relevante oplysninger, navnlig lægelige. Særligt skal det under hensyntagen til en lang række faktorer, herunder til de direkte virkninger og til de mere indirekte følger af smerteforøgelsen, vurderes, om en sådan forøgelse er uoprettelig (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolens dom af 7.12.2021, Savran mod Danmark, CE:ECHR:2021:1207JUD005746715, § 138).

72

Hvad for det andet angår kravet om, at den pågældende tredjelandsstatsborgers tilbagesendelse skal indebære en risiko for en hurtig forøgelse af vedkommendes smerter, skal det bemærkes, at en sådan betingelse ikke kan fortolkes så strengt, at den kun er til hinder for tilbagesendelse af en alvorligt syg tredjelandsstatsborger i ekstreme tilfælde, hvor sidstnævntes smerter vil forøges betydeligt og uopretteligt, så snart den pågældende ankommer til bestemmelseslandets område eller i umiddelbar forlængelse af denne ankomst. Der skal tværtimod tages hensyn til den omstændighed, at den forøgelse af den berørte persons smerter, som skyldes dennes tilbagesendelse til et land, hvor der ikke er adgang til passende behandling, kan ske gradvist, og at der kan gå en vis tid, inden denne forøgelse bliver betydelig og uoprettelig.

73

Såvel nødvendigheden af at tage hensyn til samtlige relevante forhold med henblik på vurderingen af den alvorstærskel, der kræves på området i henhold til chartrets artikel 4, som de spekulationer, der er uløseligt forbundet med en sådan fremadrettet undersøgelse, er desuden til hinder for, at en forøgelse af en tredjelandsstatsborgers smerter, for at den kan anses for at være hurtig, i tilfælde af tilbagesendelse skal ske inden for en absolut frist, som er fastsat på forhånd i den pågældende medlemsstats lovgivning.

74

Den kompetente nationale myndighed skal nemlig i forhold til den sygdom, som tredjelandsstatsborgeren lider af, kunne foretage en afvejning mellem på den ene side den hastighed, hvormed en sådan forøgelse kan ske i tilfælde af tilbagesendelse, og på den anden side den smerteforøgelsesintensitet, der kan befrygtes i en sådan situation.

75

Hvis medlemsstaterne fastsætter en frist, skal den være rent vejledende, og den fritager ikke den kompetente nationale myndighed for at foretage en konkret vurdering af den pågældende tredjelandsstatsborgers situation på grundlag af samtlige relevante forhold, herunder af de forhold, der er nævnt i den foregående præmis, under hensyntagen til den sygdom, som tredjelandsstatsborgeren lider af.

76

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at artikel 5 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, skal fortolkes således, at artiklen er til hinder for, at en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning træffes over for en tredjelandsstatsborger, der har ulovligt ophold på en medlemsstats område, og som lider af en alvorlig sygdom, når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den pågældende i det tredjeland, hvortil vedkommende vil blive udsendt, i tilfælde af tilbagesendelse vil være udsat for en reel risiko for en betydelig, uoprettelig og hurtig forøgelse af sine smerter som følge af, at den eneste effektive smertebehandling er forbudt i det nævnte land. En medlemsstat kan ikke fastsætte nogen fast frist, inden for hvilken en sådan forøgelse skal kunne vise sig for at kunne udgøre en hindring for denne afgørelse om tilbagesendelse eller denne udsendelsesforanstaltning.

77

Med det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 1, 4 og 19, skal fortolkes således, at det er til hinder for, at de følger, som selve udsendelsesforanstaltningen har for tredjelandsstatsborgerens helbredstilstand, kun tages i betragtning af den kompetente nationale myndighed med henblik på at undersøge, om den pågældende er i stand til at rejse.

78

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret tager udgangspunkt i den forudsætning, at den omhandlede nederlandske lovgivning sondrer mellem på den ene side vurderingen af risikoen for, at den afbrydelse af behandlingen af en tredjelandsstatsborger, der forårsages af dennes tilbagesendelse, på kort sigt fremkalder en »akut situation med behov for lægehjælp« som omhandlet i udlændingecirkulærets punkt 7.1.3, og på den anden side den bedømmelse af følgerne af selve udsendelsesforanstaltningen, der skal foretages inden for rammerne af vurderingen af tredjelandsstatsborgerens evne til at rejse, og som derfor forudsætter, at der kun tages hensyn til de medicinske følger, som kan opstå i forbindelse med denne udsendelse, hvorved der ikke kan tages hensyn til de følger, som kan vise sig i bestemmelseslandet efter udsendelsen.

79

Den nederlandske regering har bestridt, at dette er den pågældende kompetente nationale myndigheds praksis. I overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 44, skal det tredje spørgsmål imidlertid besvares ud fra den forudsætning, som den forelæggende ret har anført.

80

Efter denne præcisering skal det bemærkes, at det af begrundelsen for besvarelsen af det første og det andet spørgsmål fremgår, at artikel 5 og artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/115 kræver, at medlemsstaterne, inden de vedtager en afgørelse om tilbagesendelse eller udsender en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, kan fjerne enhver alvorlig tvivl med hensyn til risikoen for, at tredjelandsstatsborgerens tilbagesendelse vil medføre en hurtig, betydelig og uoprettelig forværring af denne sygdom eller af de smerter, som forårsages af sygdommen. Når en sådan tvivl ikke kan fjernes, kan den kompetente nationale myndighed hverken træffe en afgørelse om tilbagesendelse eller udsende den pågældende tredjelandsstatsborger.

81

Et sådant forbud gælder ganske vist også, så længe den omhandlede medlemsstat ikke er i stand til at foranstalte selve tilbagesendelsen af den berørte tredjelandsstatsborger på en sådan måde, at det navnlig sikres, at tredjelandsstatsborgeren ikke udsættes for en risiko for en betydelig og uoprettelig forværring af sin sygdom eller forøgelse af sine smerter under denne tilbagesendelse, men det kan ikke på denne baggrund konkluderes, at det er tilstrækkeligt for denne medlemsstat at sikre, at den nævnte tredjelandsstatsborger får den fornødne pleje under sin udsendelse, for at kunne vedtage en afgørelse om tilbagesendelse af den pågældende eller udsende denne. Den pågældende medlemsstat skal nemlig sikre sig, at den berørte person, når dennes helbredstilstand kræver det, ikke blot modtager lægebehandling under selve udsendelsen, men også i bestemmelseslandet efter udsendelsen (jf. analogt dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 76-82).

82

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at artikel 5 og artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at de følger, som selve udsendelsesforanstaltningen har for en tredjelandsstatsborgers helbredstilstand, kun tages i betragtning af den kompetente nationale myndighed med henblik på at undersøge, om den pågældende er i stand til at rejse.

83

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 1, 4 og 7, skal fortolkes således, at helbredstilstanden hos en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på en medlemsstats område og den pleje, som denne tredjelandsstatsborger modtager på dette område på grund af den alvorlige sygdom, som vedkommende lider af, skal tages i betragtning af denne medlemsstat med henblik på at vurdere, om tredjelandsstatsborgeren i medfør af retten til respekt for sit privatliv skal indrømmes en ret til ophold på medlemsstatens område eller en udsættelse af tidspunktet for sin udsendelse.

84

For det første skal det bemærkes, at de fælles standarder og procedurer, der er indført ved direktiv 2008/115, kun vedrører vedtagelsen af afgørelser om tilbagesendelse og disse afgørelsers fuldbyrdelse, idet dette direktiv ikke har til formål fuldt ud at harmonisere medlemsstaternes regler om udlændinges ophold. Det nævnte direktiv regulerer derfor hverken den måde, hvorpå tredjelandsstatsborgere skal tildeles en opholdsret, eller konsekvenserne af ulovligt ophold på en medlemsstats område for tredjelandsstatsborgere, over for hvem en afgørelse om tilbagesendelse til et tredjeland ikke kan vedtages (jf. i denne retning dom af 8.5.2018, K.A. m.fl. (Familiesammenføring i Belgien), C-82/16, EU:C:2018:308, præmis 44 og 45, og af 24.2.2021, M m.fl. (Overførsel til en medlemsstat), C-673/19, EU:C:2021:127, præmis 43 og 44).

85

Det følger heraf, at ingen bestemmelse i direktiv 2008/115 kan fortolkes således, at den kræver, at en medlemsstat meddeler en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på dens område en opholdstilladelse, når denne tredjelandsstatsborger hverken kan gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning med den begrundelse, at der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den pågældende i bestemmelseslandet vil være udsat for en reel risiko for en hurtig, betydelig og uoprettelig forøgelse af de smerter, som vedkommendes sygdom forårsager.

86

Hvad særligt angår artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115 begrænser denne bestemmelse sig til at give medlemsstaterne mulighed for af menneskelige eller humanitære grunde at tildele tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på deres område, en opholdsret på grundlag af national ret og ikke i henhold til EU-retten.

87

I henhold til chartrets artikel 51, stk. 2, udvider chartrets bestemmelser imidlertid ikke anvendelsesområdet for EU-retten. Det kan derfor ikke lægges til grund, at en medlemsstat i henhold til chartrets artikel 7 kan være forpligtet til at indrømme en opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

88

Når dette er sagt, skal det for det andet bemærkes, at det med direktiv 2008/115 hovedsageligt tilsigtes, således som det fremgår af anden og fjerde betragtning til direktivet, at udforme en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og de pågældende personers værdighed (dom af 19.6.2018, Gnandi,C-181/16, EU:C:2018:465, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

89

Det følger heraf, at når medlemsstaterne gennemfører direktiv 2008/115, herunder når de påtænker at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning over for en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, er de forpligtet til at overholde de grundlæggende rettigheder, som tredjelandsstatsborgeren er tillagt ved chartret (dom af 11.6.2015, Zh. og O., C-554/13, EU:C:2015:377, præmis 69).

90

Dette gælder navnlig for den pågældende statsborgers ret til respekt for privatliv og familieliv, således som denne er sikret ved chartrets artikel 7. Denne ret – som den forelæggende ret mere specifikt har henvist til i sit fjerde spørgsmål – svarer til den ret, der er sikret ved EMRK’s artikel 8, og skal derfor tillægges samme betydning og omfang (dom af 18.6.2020, Kommissionen mod Ungarn (Foreningers gennemsigtighed), C-78/18, EU:C:2020:476, præmis 122 og den deri nævnte retspraksis).

91

I denne henseende har Domstolen fastslået, at artikel 5, stk. 1, litra b), i direktiv 2008/115 er til hinder for, at en medlemsstat vedtager en afgørelse om tilbagesendelse uden at tage hensyn til de relevante forhold vedrørende den omhandlede tredjelandsstatsborgers familieliv (dom af 8.5.2018, K.A. m.fl. (Familiesammenføring i Belgien), C-82/16, EU:C:2018:308, præmis 104).

92

I øvrigt, og selv om nævnte artikel 5 ikke nævner privatlivet for en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold blandt de forhold, som medlemsstaterne skal tage hensyn til, når de gennemfører direktiv 2008/115, forholder det sig ikke desto mindre således, at det følger af nærværende doms præmis 88-90, at en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning ikke kan vedtages, hvis den er i strid med den pågældende tredjelandsstatsborgers ret til respekt for privatlivet.

93

I denne henseende skal det bemærkes, at den lægebehandling, som en tredjelandsstatsborger modtager på en medlemsstats område, udgør en del af dennes privatliv som omhandlet i chartrets artikel 7, også selv om tredjelandsstatsborgeren har ulovligt ophold på det nævnte område.

94

Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 114 i forslaget til afgørelse, bidrager en persons fysiske og moralske integritet nemlig til den personlige udvikling og dermed til en effektiv udnyttelse af personens ret til respekt for privatlivet, som i et vist omfang også omfatter den enkeltes ret til at skabe og udvikle bånd med andre mennesker (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 8.4.2021, Vavricka m.fl. mod Den Tjekkiske Republik, CE:ECHR:2021:0408JUD004762113, § 261).

95

Som det bekræftes af artikel 5, første afsnit, litra c), og artikel 9, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, kan den kompetente nationale myndighed derfor kun vedtage en afgørelse om tilbagesendelse eller gennemføre udsendelsen af en tredjelandsstatsborger efter at have taget hensyn til den pågældendes helbredstilstand.

96

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at den i chartrets artikel 7 fastsatte ret til respekt for privatlivet ikke er en absolut rettighed, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet. Som det fremgår af chartrets artikel 52, stk. 1, tillader dette charter nemlig begrænsninger i udøvelsen af denne rettighed, for så vidt som disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen og respekterer den nævnte rettigheds væsentligste indhold, og for så vidt som disse begrænsninger under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af EU, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 5.4.2022, Commissioner of An Garda Síochána m.fl.,C-140/20, EU:C:2022:258, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

97

I denne henseende skal det bemærkes, at den udformning af en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik, der forfølges med direktiv 2008/115, således som det er anført i anden betragtning hertil, udgør et mål af almen interesse, der er anerkendt i EU-retten.

98

Når dette er sagt, kræver chartrets artikel 52, stk. 1, endvidere, at det bl.a. undersøges, om vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning over for en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, og som i den pågældende medlemsstat modtager smertebehandling, der ikke er tilgængelig i bestemmelseslandet, påvirker det væsentligste indhold af vedkommendes ret til privatliv og overholder proportionalitetsprincippet.

99

En sådan undersøgelse forudsætter, at der tages hensyn til samtlige sociale bånd, som den nævnte statsborger har knyttet i den medlemsstat, hvor den pågældende opholder sig ulovligt, under behørig hensyntagen til skrøbeligheden og den særlige afhængighed, der følger af den pågældendes helbredstilstand. Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 112 i forslaget til afgørelse, er det, når den nævnte tredjelandsstatsborger har udviklet sit privatliv i denne medlemsstat uden dér at råde over en opholdsret, imidlertid kun ekstraordinære årsager, der kan stå i vejen for, at den pågældende gøres til genstand for en tilbagesendelsesprocedure (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolens dom af 28.7.2020, Pormes mod Nederlandene, CE:ECHR:2020:0728JUD002540214, §§ 53 og 58).

100

I øvrigt kan den omstændighed, at den nævnte statsborger i tilfælde af tilbagesendelse ikke længere vil have adgang til den samme behandling som den, den pågældende modtager i den medlemsstat, på hvis område vedkommende opholder sig ulovligt, og udviklingen af dennes sociale relationer i bestemmelseslandet som følge heraf bl.a. kan blive påvirket, ikke i sig selv i henhold til chartrets artikel 7 være til hinder for vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning over for den pågældende.

101

Således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 60 og 64, er det nemlig under strenge betingelser, at chartrets artikel 4 er til hinder for tilbagesendelsen af en tredjelandsstatsborger, der har ulovligt ophold, og som lider af en alvorlig sygdom.

102

Det følger heraf, at chartrets artikel 7, idet disse betingelser ellers fratages deres effektive virkning, ikke kan pålægge en medlemsstat at afstå fra at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning over for denne tredjelandsstatsborger alene på grund af risikoen for en forværring af den pågældendes helbredstilstand i bestemmelseslandet, når sådanne betingelser ikke er opfyldt.

103

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 1, 4 og 7, fortolkes således, at

104

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: