–

»Ekofrukt« EOOD ved D. Y. Kirilova,

–

Direktor na Direktsia »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« – Veliko Tarnovo ved B. Nikolov,

–

den bulgarske regering ved M. Georgieva og L. Zaharieva, som befuldmægtigede,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved J. Očková, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved G. Braun, D. Drambozova og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 25, stk. 1, og artikel 26 i samt bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillid til elektroniske transaktioner i det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT 2014, L 257, s. 73).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem »Ekofrukt« EOOD, der har hjemsted i Bulgarien, og Direktor na Direktsia »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« – Veliko Tarnovo (direktøren for direktoratet »klager og praksis på skatte- og socialforsikringsområdet« i Veliko Tarnovo, Bulgarien) (herefter »direktoratet«) vedrørende en efteropkrævning af merværdiafgift (moms), som Ekofrukt skylder for afgiftsperioderne fra august til oktober 2014.

3

21., 23., 33. og 49. betragtning til forordning nr. 910/2014 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

[…]

4

Denne forordnings artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 3:

»Denne forordning påvirker ikke national ret eller EU-ret vedrørende kontrakters indgåelse og gyldighed eller andre retlige eller proceduremæssige forpligtelser, der vedrører formkrav.«

5

Den nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Definitioner«, er affattet således:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]«

6

Samme forordnings artikel 17 med overskriften »Tilsynsorganer« fastsætter i det væsentlige, at medlemsstaterne udpeger et tilsynsorgan, der bl.a. har til opgave at føre tilsyn med kvalificerede tillidstjenesteudbydere for at sikre, at disse og de kvalificerede tillidstjenester, de udbyder, opfylder kravene i forordning nr. 910/2014, at tildele kvalificerede tillidstjenesteudbydere og de tjenester, de udbyder, status som kvalificeret og at trække denne status tilbage.

7

Forordningens artikel 25 med overskriften »Retsvirkninger af elektroniske signaturer« har følgende ordlyd:

»1.   En elektronisk signatur må ikke nægtes retsvirkning og anerkendelse som bevis under retssager, alene af den grund at den er i elektronisk form, eller at den ikke opfylder kravene til kvalificerede elektroniske signaturer.

2)   En kvalificeret elektronisk signatur har samme retsvirkning som en håndskreven underskrift.

[…]«

8

Forordningens artikel 26 med overskriften »Kravene til avancerede elektroniske signaturer« er sålydende:

»En avanceret elektronisk signatur skal opfylde følgende krav:

9

Under overskriften »Krav til kvalificerede certifikater for elektroniske signaturer«, opregnes i bilag I til samme forordning de forskellige oplysninger, som kvalificerede certifikater for elektroniske signaturer skal indeholde. Ifølge litra b)-d) i dette bilag skal disse certifikater således indeholde et sæt data, der entydigt repræsenterer den kvalificerede tillidstjenesteudbyder, som udsteder de kvalificerede certifikater, som minimum underskriverens navn eller pseudonym, idet anvendelsen af et pseudonym skal være tydeligt angivet, og elektroniske signaturvalideringsdata, som svarer til dataene til de elektroniske signaturgenereringsdata.

10

Bilag II til forordning nr. 910/2014 med overskriften »Krav til kvalificerede elektroniske signaturgenereringssystemer« fastsætter bl.a. i punkt 1, at kvalificerede elektroniske signaturgenereringssystemer ved hjælp af passende tekniske og proceduremæssige midler som minimum navnlig skal sikre, at de elektroniske signaturgenereringsdata med rimelig sikkerhed forbliver fortrolige, at disse data i praksis kun kan forekomme én gang, at den elektroniske signatur på pålidelig vis er beskyttet mod forfalskning, og at de nævnte data på pålidelig vis kan beskyttes af den retmæssige underskriver mod andres brug. Endvidere bestemmer punkt 3 i dette bilag, at generering og forvaltning af elektroniske signaturgenereringsdata på underskriverens vegne kun må udføres af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder.

11

I henhold til artikel 3 i Zakon za elektronnia dokument i elektronnite udostoveritelni uslugi (lov om det elektroniske dokument og elektroniske tillidstjenester, DV nr. 34 af 6.4.2001) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om det elektroniske dokument«), er et »elektronisk dokument« et elektronisk dokument som omhandlet i artikel 3, nr. 35), i forordning nr. 910/2014.

12

Artikel 13 i lov om det elektroniske dokument har følgende ordlyd:

»(1)   En elektronisk signatur er en elektronisk signatur som omhandlet i artikel 3, nr. 10), i [forordning nr. 910/2014].

(2)   En avanceret elektronisk signatur er en elektronisk signatur som omhandlet i artikel 3, nr. 11), i [forordning nr. 910/2014].

(3)   En kvalificeret elektronisk signatur er en elektronisk signatur som omhandlet i artikel 3, nr. 12), i [forordning nr. 910/2014].

(4)   En elektronisk signatur og en avanceret elektronisk signatur har samme retsvirkning som en håndskreven underskrift, såfremt parterne har aftalt dette.«

13

Sagsøgeren i hovedsagen, Ekofrukt, er et handelsselskab, hvis selskabsformål er salg af frugt og grøntsager i engros- og detailhandel til en række salgssteder. Dette selskab blev underlagt en afgiftskontrol vedrørende momsperioderne fra august til november 2014.

14

Efter denne kontrol udstedte afgiftsmyndighederne en afgiftsefteropkrævning den 4. maj 2017. Sagsøgeren i hovedsagen indgav en klage til direktoratet, som annullerede efteropkrævningen ved afgørelse af 4. august 2017 og bestemte, at der skulle foretages en ny afgiftskontrol.

15

I forbindelse med denne nye kontrol udstedte afgiftsmyndighederne den 8. februar 2018 en afgiftsefteropkrævning med henblik på inddrivelse af et beløb på i alt 30915,50 bulgarske leva (BGN) (ca. 15800 EUR) for moms vedrørende afgiftsperioderne fra august til oktober 2014 med tillæg af morarenter. Denne afgørelse blev opretholdt ved afgørelse truffet af direktoratet den 18. september 2018.

16

Alle de dokumenter, der blev udstedt af afgiftsmyndigheden i forbindelse med denne afgiftskontrol, blev udfærdiget som elektroniske dokumenter og underskrevet med elektronisk signatur.

17

Sagsøgeren i hovedsagen har anlagt sag ved den forelæggende ret, Administrativen sad Veliko Tarnovo (forvaltningsdomstolen i Veliko Tarnovo, Bulgarien), til prøvelse af direktoratets afgørelse af 18. september 2018.

18

Inden for rammerne af dette søgsmål har sagsøgeren anfægtet gyldigheden af de udstedte elektroniske dokumenter, idet selskabet har gjort gældende, dels at intet tydede på, at der var tale om elektroniske dokumenter, som var forsynet med en elektronisk signatur, dels at der manglede en »kvalificeret elektronisk signatur«.

19

Der blev for den forelæggende ret fremlagt uddrag af registret over elektroniske signaturer, hvoraf det fremgår, at tillidstjenesteudbyderen havde kvalificeret afgiftsmyndighedernes signaturer som »erhvervsmæssige elektroniske signaturer«. Ifølge de sagkyndige erklæringer, der er fremlagt for den forelæggende ret, er de elektroniske signaturer, der er påført de elektroniske dokumenter, som sagsøgeren i hovedsagen har anfægtet, ikke »kvalificerede elektroniske signaturer« som omhandlet i artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014.

20

Den forelæggende ret finder det imidlertid nødvendigt at præcisere dette begreb. Den forelæggende ret har endvidere anført, at der er behov for yderligere oplysninger for så vidt angår omfanget af kontrollen af, om de nævnte signaturer er i overensstemmelse med de oplysninger, som kvalificerede certifikater for elektroniske signaturer efter loven skal indeholde, for at den forelæggende ret kan fastslå, hvorvidt der foreligger en sådan signatur. Den forelæggende ret er i denne henseende bl.a. i tvivl om værdien af en »erhvervsmæssig elektronisk signatur« som den, der er blevet anvendt af tillidstjenesteudbyderen, selv om dette begreb ikke findes i den bulgarske retsorden.

21

Ifølge den forelæggende ret må det desuden principielt anerkendes, at artikel 25 i forordning nr. 910/2014 indfører et forbud mod at anfægte elektroniske dokumenter, således at et elektronisk dokument vil blive anset for gyldigt, selv hvis det bliver godtgjort, at det er påført en ikke-kvalificeret elektronisk signatur. Denne tilgang vil skabe en uligevægt mellem på den ene side et dokument i papirform med en håndskreven underskrift og på den anden side et elektronisk dokument med en elektronisk signatur. I tilfælde af en klage over et dokument udfærdiget i papirformat, som fører til, at det fastslås, at den underskrift, der fremgår af dokumentet, ikke er den angivne ophavsmands, vil det pågældende dokument blive erklæret ugyldigt på grund af manglende underskrift. Når der derimod er tale om et elektronisk dokument, kan det – selv hvis det konstateres, at den elektroniske signatur ikke udgør en »kvalificeret elektronisk signatur« – ikke lægges til grund, at dokumentet ikke er underskrevet, og dette dokument vil derfor være gyldigt.

22

Under disse omstændigheder har Administrativen sad Veliko Tarnovo (forvaltningsdomstolen i Veliko Tarnovo) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Europa-Kommissionen er i det væsentlige af den opfattelse, at det andet og det fjerde spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at de ikke er relevante for løsningen af tvisten i hovedsagen, eftersom de i hovedsagen omhandlede elektroniske signaturer ifølge forelæggelsesafgørelsen ikke udgør »kvalificerede elektroniske signaturer« som omhandlet i artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014.

24

Endvidere har direktoratet gjort gældende, at de forelagte spørgsmål er hypotetiske, for så vidt som den forelæggende rets betragtninger hviler på den fejlagtige faktiske forudsætning, at den for retten anfægtede forvaltningsakt blev underskrevet med en anden signatur end en »kvalificeret elektronisk signatur«.

25

I denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, alene er den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder og til at fortolke og anvende national ret. Det tilkommer ligeledes udelukkende den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel nødvendigheden som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (dom af 26.5.2011, Stichting Natuur en Milieu m.fl., C-165/09 – C-167/09, EU:C:2011:348, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

26

Da det alene er den forelæggende ret, der har kompetence til at fastslå og vurdere de faktiske omstændigheder i den sag, der verserer for den, skal Domstolen i princippet begrænse sin prøvelse til de forhold, som den forelæggende ret har besluttet at forelægge for den, og henholde sig til det, som denne retsinstans anser for godtgjort, og Domstolen kan ikke være bundet af hypoteser, der fremføres af en af parterne i hovedsagen (dom af 2.4.2020, Coty Germany,C-567/18, EU:C:2020:267, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

27

Domstolen er ikke forpligtet til at træffe afgørelse, bl.a. når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter (dom af 26.5.2011, Stichting Natuur en Milieu m.fl., C-165/09 – C-167/09, EU:C:2011:348, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

28

Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag.

29

Selv om begrundelsen for anmodningen om præjudiciel afgørelse ganske vist er kortfattet, forholder det sig nemlig ikke desto mindre således, at den forelæggende ret netop ikke har draget endelige konklusioner med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de i hovedsagen omhandlede elektroniske signaturer skal eller ikke skal anses for »kvalificerede elektroniske underskrifter«. Den forelæggende ret har således udtrykkeligt anført, at den har »behov for yderligere oplysninger om intensiteten af kontrollen af overensstemmelsen mellem de konkrete signaturer og det lovbestemte indhold for at kunne fastslå, hvorvidt der foreligger en kvalificeret elektronisk signatur«.

30

Det fremgår således ikke klart, i modsætning til hvad Kommissionen og direktoratet har gjort gældende, at den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret har anmodet om, savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller at det rejste problem er af hypotetisk karakter.

31

Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan derfor antages til realitetsbehandling.

32

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en forvaltningsakt, som er udstedt i form af et elektronisk dokument, erklæres ugyldig, når den er underskrevet med en elektronisk signatur, der ikke opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i forordningens artikel 3, nr. 12).

33

Ifølge fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse tages hensyn ikke alene til bestemmelsens ordlyd i overensstemmelse med dennes sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 22.2.2022, Stichting Rookpreventie Jeugd m.fl., C-160/20, EU:C:2022:101, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

34

For det første bemærkes, at ifølge selve ordlyden af artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 910/2014, må en elektronisk signatur ikke nægtes retsvirkning og anerkendelse som bevis under retssager alene af den grund, at denne signatur er i elektronisk form, eller at den ikke opfylder kravene til kvalificerede elektroniske signaturer.

35

Det følger heraf, at denne bestemmelse ikke forbyder de nationale retter at erklære elektroniske signaturer ugyldige, men indfører et generelt princip, der forbyder nævnte retter at nægte elektroniske signaturer retsvirkning og beviskraft under retssager alene af den grund, at disse signaturer er i elektronisk form, eller at de ikke opfylder de krav, der er fastsat i forordning nr. 910/2014, for at en elektronisk signatur kan anses for en »kvalificeret elektronisk signatur«.

36

For det andet må det konstateres, at denne fortolkning understøttes af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 910/2014, sammenholdt med 21. og 49. betragtning hertil, hvoraf det fremgår, at elektroniske signaturers retsvirkning fastsættes i national ret. I henhold til denne bestemmelse står det således medlemsstaterne frit for at afgøre, om meddelelser og udtalelser, der bl.a. er afgivet af skattemyndighederne over for de afgiftspligtige personer, kan være i elektronisk form, og i givet fald afgøre, hvilken type elektronisk underskrift der kræves under hensyn til omstændighederne. Forordning nr. 910/2014 fastsætter ikke, hvilken særlig type elektronisk signatur der skal anvendes i forbindelse med udstedelsen af en given retsakt, herunder en administrativ afgørelse, der er vedtaget i form af et elektronisk dokument. Det tilkommer følgelig medlemsstaterne at afgøre, om en sådan administrativ afgørelse kræver, at der kun kan anvendes en kvalificeret elektronisk signatur, og hvilke konsekvenser den manglende overholdelse af dette krav i givet fald har.

37

Den eneste undtagelse i denne henseende er det krav, der er fastsat i artikel 25, stk. 2, i forordning nr. 910/2014, hvorefter en kvalificeret elektronisk signatur skal have samme retsvirkning som en håndskreven underskrift. Formålet med denne bestemmelse, der fastslår en formodning om »sidestilling« med håndskrevne underskrifter udelukkende til fordel for kvalificerede elektroniske signaturer, ville blive undergravet, hvis en elektronisk signatur, der ikke opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur«, ikke desto mindre blev tillagt tilsvarende eller endog større virkninger, for så vidt som en udvidende fortolkning af artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 910/2014 ville udelukke, at en sådan signatur kunne anfægtes, eller i det mindste gøre det vanskeligere at anfægte den end en håndskrevet underskrift. Som den forelæggende ret med rette har anført, ville en sådan tilgang have til følge, at der skabes en uligevægt mellem et dokument i papirform med en håndskreven underskrift og et elektronisk dokument med en elektronisk signatur.

38

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de nationale retsforskrifter, som den forelæggende ret har fremlagt, at retsvirkningen af en elektronisk signatur og en avanceret elektronisk signatur i henhold til artikel 13, stk. 4, i lov om det elektroniske dokument kun er den samme som retsvirkningen af en håndskreven underskrift, hvis parterne har aftalt dette.

39

For det tredje bemærkes, at forordning nr. 910/2014, således som det fremgår af dens artikel 2, stk. 3, sammenholdt med 49. betragtning hertil, har til formål at sikre, at en elektronisk signatur ikke fratages sin retsvirkning, alene af den grund at den er i elektronisk form, uden at dette dog hindrer medlemsstaternes valg med hensyn til de formelle krav. Derimod kan det ikke antages, at der inden for rammerne af det hierarki af forskellige elektroniske signaturer, der er fastsat i forordning nr. 910/2014, skal tillægges en elektronisk signatur, som ikke opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur«, en større retsvirkning end den, der tillægges en håndskreven underskrift.

40

Det skal derfor fastslås, at artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 910/2014 ikke forbyder de nationale retter at erklære elektroniske signaturer, der ikke opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, nr. 12), for ugyldige, forudsat at disse signaturer ikke erklæres ugyldige alene af den grund, at de er i elektronisk form.

41

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en forvaltningsakt, som er udstedt i form af et elektronisk dokument, erklæres ugyldig, når den er underskrevet med en elektronisk signatur, der ikke opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i forordningens artikel 3, nr. 12), forudsat at denne forvaltningsakt ikke erklæres ugyldig alene af den grund, at dens underskrift er i elektronisk form.

42

Med det tredje spørgsmål, som behandles inden det andet spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at i mangel af et »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, nr. 15), er den omstændighed, at den kvalificerede tillidstjenesteudbyder har kvalificeret en elektronisk signatur som en »erhvervsmæssig elektronisk signatur« i stedet for en »kvalificeret elektronisk signatur«, tilstrækkelig til ikke at anerkende, at den pågældende signatur kvalificeres som sidstnævnte.

43

Det bemærkes, at artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014 opstiller tre kumulative krav, der skal være opfyldt, for at en elektronisk signatur kan anses for en »kvalificeret elektronisk underskrift«. For det første skal signaturen være en »avanceret elektronisk signatur«, som i overensstemmelse med forordningens artikel 3, nr. 11), skal opfylde kravene i forordningens artikel 26. For det andet skal signaturen oprettes ved hjælp af et »kvalificeret elektronisk signaturgenereringssystem«, som i overensstemmelse med forordningens artikel 3, nr. 23), skal opfylde kravene i bilag II til forordningen. For det tredje skal signaturen være baseret på et »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur« som omhandlet i artikel 3, nr. 15), i forordning nr. 910/2014. I henhold til denne bestemmelse er det herved et krav, at det pågældende certifikat er udstedt af en »kvalificeret tillidstjenesteudbyder«, og at det opfylder kravene i bilag I til denne forordning.

44

Uanset at den kvalificerede tillidstjenesteudbyder i hovedsagen har kvalificeret den omhandlede elektroniske signatur som en »erhvervsmæssig elektronisk signatur«, hvilket begreb ikke er fastsat i forordning nr. 910/2014, skal det således bemærkes, at eksistensen af et »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur« jf. denne forordnings artikel 3, nr. 15), der er udstedt af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder og er i overensstemmelse med kravene i bilag II til nævnte forordning, udgør et af de i forordningens artikel 3, nr. 12), fastsatte tre kumulative krav, der skal være opfyldt, for at en elektronisk signatur kan anses for en »kvalificeret elektronisk signatur«.

45

Den omstændighed, at en elektronisk signatur ikke opfylder dette krav, er derfor tilstrækkelig til, at den ikke kan anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i forordning nr. 910/2014.

46

Som den bulgarske regering med rette har fremhævet i sit skriftlige indlæg, er den omstændighed, at den pågældende tillidstjenesteudbyder i hovedsagen har anvendt betegnelsen »erhvervsmæssig elektronisk signatur«, i øvrigt ikke til hinder for, at den samme signatur derudover kan anerkendes som en »kvalificeret elektronisk signatur«. Kvalificeringen som »erhvervsmæssig elektronisk signatur« har nemlig ingen betydning ved undersøgelsen af, om denne elektroniske signatur er omfattet af begrebet »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i forordning nr. 910/2014.

47

Det tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at den omstændighed, at der mangler et »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, nr. 15), er tilstrækkelig til at fastslå, at en elektronisk signatur ikke udgør en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i artikel 3, nr. 12), idet den eventuelle kvalificering af denne signatur som en »erhvervsmæssig elektronisk signatur« er uden betydning i denne henseende.

48

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at indførelsen af en elektronisk signatur i det certifikat, der er udstedt af tillidstjenesteudbyderen, er tilstrækkelig til, at denne signatur opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 3, nr. 12), eller om det er nødvendigt, at den nationale ret efterprøver, om denne signatur opfylder kravene i samme forordnings artikel 26 og bilag I hertil.

49

For det første bemærkes, som det fremgår af denne doms præmis 43, at artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014 opstiller tre kumulative krav, der skal være opfyldt, for at en elektronisk signatur kan anses for en »kvalificeret elektronisk signatur«, idet tilstedeværelsen af et »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur« udgør et af kravene. Blandt de øvrige krav er bl.a. den omstændighed, at kravene i forordningens artikel 26 var opfyldt på tidspunktet for underskrivelsen, og at den elektroniske signatur er blevet genereret af et kvalificeret elektronisk signaturgenereringssystem.

50

Med henblik på at afgøre, om en elektronisk signatur opfylder de krav, der er fastsat i forordning nr. 910/2014 for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur«, er den omstændighed alene, at signaturen er baseret på et kvalificeret certifikat udstedt af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder, følgelig ikke tilstrækkelig.

51

For det andet bemærkes, at selv om alle de krav i forordning nr. 910/2014, der gælder for kvalificerede tjenesteydere og for den kvalificerede elektroniske signatur og det kvalificerede certifikat, således som den belgiske regering og Kommissionen har anført i deres skriftlige indlæg, allerede er blevet kontrolleret af et akkrediteret overensstemmelsesvurderingsorgan som defineret i forordningens artikel 3, nr. 18), i forbindelse med revisionsprocessen og af det tilsynsorgan, der er udpeget i henhold til forordningens artikel 17, forholder det sig ikke desto mindre således, at når en part i en national sag bestrider, at en elektronisk signatur udgør en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014, skal den nationale ret efterprøve, om de tre betingelser i denne bestemmelse er opfyldt.

52

For det tredje kan disse betragtninger ikke drages i tvivl af den bulgarske regerings og direktoratets bemærkninger om, at 23. betragtning til forordning nr. 910/2014 skaber en forpligtelse til at anerkende en tillidstjeneste, som opfylder kravene i denne forordning, og at den kontrol- og certificeringsordning, der er indført ved forordning nr. 910/2014, ville blive meningsløs, hvis den nationale rets prøvelse ikke var begrænset til at kontrollere, om den omhandlede elektroniske signatur er omfattet af et kvalificeret certifikat for elektroniske signaturer, der er udstedt af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder, som er opført i det nationale register.

53

Det kan ikke udledes af 23. betragtning, at hensigten hermed er at unddrage de tillidstjenester, der er gjort obligatoriske ved forordning nr. 910/2014, fra domstolsprøvelse, med den begrundelse, at de har været undergivet administrativ kontrol, hvad enten denne er foretaget af et akkrediteret overensstemmelsesvurderingsorgan som defineret i forordningens artikel 3, nr. 18), i forbindelse med revisionsprocessen eller af det tilsynsorgan, der er udpeget i henhold til forordningens artikel 17.

54

I denne betragtning angives det således blot, at adressaten for en pligt til at anerkende en sådan tillidstjeneste kun kan afvise denne tjeneste, hvis den pågældende af tekniske grunde, som vedkommende ikke har nogen umiddelbar indflydelse på, ikke kan læse eller kontrollere den.

55

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at indførelsen af en elektronisk signatur i det certifikat, der er udstedt af tillidstjenesteudbyderen, ikke er tilstrækkelig til, at denne signatur opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 3, nr. 12). Når en sådan kvalificering anfægtes under en retssag, er den nationale ret forpligtet til at efterprøve, om alle de kumulative betingelser, der er fastsat i artikel 3, nr. 12), er opfyldt, hvilket bl.a. pålægger den nationale ret at efterprøve, om betingelserne i forordningens artikel 26 og bilag I hertil er opfyldt.

56

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, nr. 12), i og bilag I til forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at i forbindelse med kontrollen af, om en kvalificeret elektronisk signatur er i overensstemmelse med kravene i det nævnte bilag, medfører den omstændighed, at underskriverens navne, som underskriveren normalt skriver med det kyrilliske alfabet, er blevet translittereret til det latinske alfabet, at denne underskrift ikke kan anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i artikel 3, nr. 12).

57

Indledningsvis bemærkes i denne henseende for det første, at en elektronisk underskrift for at udgøre en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014 skal være baseret på et »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur«, der i henhold til denne forordnings artikel 3, nr. 15), skal opfylde kravene i bilag I til forordningen. Ifølge bilagets litra c) skal kvalificerede certifikater for elektroniske signaturer bl.a. som minimum indeholde underskriverens navn eller pseudonym, og anvendes der pseudonym, skal dette tydeligt angives. Hvad angår bestemmelserne om brug af sådanne pseudonymer er det anført i 33. betragtning til denne forordning, at disse bestemmelser ikke bør forhindre medlemsstaterne i at stille krav om identifikation af personer i henhold til EU-ret eller national ret.

58

For det andet bemærkes, at et af de tre kumulative krav, der er fastsat i artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014, for at anerkende en elektronisk signatur som en »kvalificeret elektronisk underskrift« er, at denne elektroniske signatur udgør en »avanceret elektronisk signatur« som omhandlet i samme artikels nr. 11). Artikel 26, litra a) og b), i forordning nr. 910/2014 bestemmer, at en elektronisk signatur for at kunne kvalificeres som en »avanceret elektronisk signatur« entydigt skal være knyttet til underskriveren og gøre det muligt at identificere sidstnævnte.

59

Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 3, nr. 12), i og bilag I til forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at i forbindelse med kontrollen af, om en kvalificeret elektronisk signatur er i overensstemmelse med kravene i dette bilag, er den omstændighed, at underskriverens navne, som underskriveren normalt skriver med det kyrilliske alfabet, er blevet translittereret til det latinske alfabet, ikke til hinder for, at vedkommendes elektroniske signatur kan anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i denne artikel 3, nr. 12), såfremt denne signatur entydigt er knyttet til underskriveren og gør det muligt at identificere denne, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

60

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret: