–

NY ved Rechtsanwalt og avocat G. Imfeld og avocate J. Oosterbosch,

–

Herios SARL ved avocats B. Geuzaine og B. Hübinger,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller, U. Bartl, J. Heitz og M. Hellmann, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved L. Armati, C. Auvret og M. Mataija, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter (EFT 1986, L 382, s. 17).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem NY og Herios SARL vedrørende en udligningsgodtgørelse, som NY har krævet af Herios SARL på grundlag af den omsætning, som dette selskab skulle have opnået for 2016 som følge af de nye kunder, som NY havde skaffet det.

3

Artikel 1 i direktiv 86/653 er affattet som følger:

»1.   De i dette direktiv fastsatte harmoniseringsforanstaltninger finder anvendelse på medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forholdet mellem handelsagenter og disses agenturgivere.

2.   Ved handelsagent forstås i dette direktiv en selvstændig mellemmand, som er vedvarende antaget til at formidle salg eller køb af varer for en anden person, i det følgende benævnt agenturgiveren, eller til at formidle og afslutte sådanne forretninger i agenturgiverens navn og for dennes regning.

[…]«

4

Dette direktivs kapitel IV har overskriften »Agenturkontraktens indgåelse og ophør«. Artikel 17, der indgår i dette kapitel, bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at handelsagenten ved kontraktforholdets ophør får godtgørelse i henhold til stk. 2 eller skadeserstatning i henhold til stk. 3.

2.   a) Handelsagenten har ret til en godtgørelse, såfremt og i det omfang

5

Direktivets artikel 19 har følgende ordlyd:

»Parterne kan ikke, før kontrakten er ophørt, fravige artikel 17 og 18 til skade for handelsagenten.«

6

Bestemmelserne om handelsagenturkontrakter blev indsat i code de droit économique (lov om økonomisk ret) ved artikel 3 i lov af 2. april 2014 om optagelse af bog X om »Handelsagenturkontrakter, kommercielle samarbejdskontrakter og koncessionskontrakter« i lov om økonomisk ret og om indsættelse af specifikke definitioner for bog X i første bog i lov om økonomisk ret (Moniteur belge af 28.4.2014, s. 35053).

7

Artikel X.5 i lov om økonomisk ret fastsætter:

»Handelsagenten kan, medmindre andet er bestemt, med henblik på gennemførelsen af sin opgave benytte underagenter, som han betaler vederlag, som handler under hans ansvar, og som han bliver agenturgiver for.«

8

Denne lovs artikel X.18 bestemmer:

»Ved handelsagenturkontraktens ophør har handelsagenten ret til en udligningsgodtgørelse, såfremt han har skaffet agenturgiveren nye kunder eller i betydeligt omfang har udviklet forretningerne med den bestående kundekreds, for så vidt som denne virksomhed fortsat kan give agenturgiveren betydelige fordele.

Indeholder handelsagenturkontrakten en konkurrenceklausul, anses agenturgiveren for at opnå betydelige fordele, medmindre andet bevises.

[…]«

9

Herios indgik en handelsagenturkontrakt med et tysk selskab ved navn Poensgen og fik i henhold hertil eneret på salget af dette selskabs produkter i Belgien, Frankrig og Luxembourg. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har Herios og NY anerkendt, at der blev indgået en kontrakt mellem dem i løbet af 2009.

10

I forbindelse med dette kontraktforhold blev Herios agenturgiver for NY, og NY blev Herios’ handelsagent med den opgave at forhandle Poensgens produkter på de nævnte medlemsstaters område.

11

I slutningen af 2015 indledte NY, Herios og Poensgen drøftelser med henblik på NY’s direkte videreførelse af handelsagenturet efter Herios’ indstilling af aktiviteterne. Disse drøftelser var resultatløse, og den 8. juni 2016 gav Poensgen Herios meddelelse om opsigelse af kontrakten mellem dem. Kontraktforholdet ophørte den 31. december 2016 ved udløbet af et opsigelsesvarsel på seks måneder.

12

Ved skrivelse af 23. februar 2017 opsagde Herios på sin side den kontrakt, der var indgået med NY, på grund af særlige omstændigheder, nemlig ophøret af hovedaftalen mellem Poensgen og Herios, som endeligt umuliggjorde ethvert forretningsmæssigt samarbejde mellem agenturgiveren og agenten. I mellemtiden var NY i øvrigt blevet handelsagent for Poensgen.

13

Den 22. maj 2017 blev Herios og Poensgen bl.a. enige om betaling af en udligningsgodtgørelse til Herios.

14

Da NY mente ligeledes at have ret til udligningsgodtgørelse for de nye kunder, som han havde skaffet Herios, og for hvilke dette selskab havde fået godtgørelse fra Poensgen, anlagde han sag mod Herios med påstand om betaling af en udligningsgodtgørelse beregnet på grundlag af den omsætning, som Herios havde opnået i 2016 som følge af de nye kunder, der var skaffet.

15

Ved dommen i første instans fik NY medhold. Cour d’appel de Liège (appeldomstolen i Liège, Belgien) ændrede til gengæld ved en dom af 16. januar 2020 denne afgørelse og fastslog, at der ikke skulle betales udligningsgodtgørelse. NY iværksatte appel af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Belgien), som er den forelæggende ret i denne sag.

16

I forbindelse med appellen har NY anfægtet den dom, som blev afsagt af cour d’appel de Liège (appeldomstolen i Liège), for så vidt som han herved nægtes en udligningsgodtgørelse med den begrundelse, at den godtgørelse, som Herios fik, ikke var en »betydelig fordel« som omhandlet i artikel X.18, stk. 1, i lov om økonomisk ret, der gennemfører artikel 17, stk. 2, litra a), i direktiv 86/653. Ifølge cour d’appel de Liège (appeldomstolen i Liège) kan der ikke være tale om en sådan fordel, idet den godtgørelse, som Herios har modtaget, for det første ikke er en fremtidig fordel, men en lovbestemt godtgørelse. For det andet skulle NY fortsætte med at arbejde med og nyde godt af den kundekreds, der var opbygget med den tidligere hovedagenturgiver.

17

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at undersøgelsen af det anbringende, som NY har fremsat til støtte for sin appel, kræver en fortolkning af artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i direktiv 86/653 med henblik på at afgøre, om den udligningsgodtgørelse, som Herios har modtaget, udgør en »betydelig fordel« som omhandlet i denne bestemmelse. Hvis dette er tilfældet, vil NY således have mulighed for at anmode Herios om i overensstemmelse med denne bestemmelse at betale en udligningsgodtgørelse som følge af ophøret af den handelsagenturkontrakt, de havde indgået.

18

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i [direktiv 86/653] fortolkes således, at den udligningsgodtgørelse, der i en situation som den foreliggende skal betales til hovedagenten for den af underagenten tilførte kundekreds, ikke er en »betydelig fordel«, som hovedagenten får?«

19

Indledningsvis bemærkes, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Under denne synsvinkel påhviler det Domstolen efter omstændighederne ikke alene at omformulere det spørgsmål, som den forelægges, men også at inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål (jf. i denne retning dom af 16.5.2019, Plessers, C-509/17, EU:C:2019:424, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

20

Da Domstolen i det foreliggende tilfælde er blevet anmodet om at tage stilling til rækkevidden af artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i direktiv 86/653 i den særlige situation, hvor handelsagenten har modtaget en udligningsgodtgørelse, efter at den underagent, som vedkommende havde antaget, efter opsigelse af kontrakten med hovedagenten selv er blevet handelsagent for hovedagenturgiveren, skal det forelagte spørgsmål forstås således, at det hermed nærmere bestemt ønskes oplyst, om artikel 17, stk. 2, litra a), første og andet led, i direktiv 86/653 skal fortolkes således, at den udligningsgodtgørelse, som hovedagenten har modtaget for den af underagenten tilførte kundekreds, kan udgøre en betydelig fordel for hovedagenten, når denne underagent er blevet hovedagent for agenturgiveren.

21

Når dette er sagt, skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse, i det foreliggende tilfælde artikel 17, stk. 2, litra a), i direktiv 86/653, ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af.

22

I henhold til denne bestemmelses første led har handelsagenten ret til en godtgørelse efter kontraktforholdets ophør, såfremt og i det omfang han har skaffet agenturgiveren nye kunder eller i betydeligt omfang har øget forretningerne med den bestående kundekreds, og forretningsforbindelserne med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele.

23

Det følger af anvendelsen af udtrykkene »fortsat« og »betydelige« samt af angivelsen af, at fordelene for agenturgiveren skal følge af forretninger med kunder, som agenten har skaffet, eller forretninger, som denne i betydeligt omfang har øget, at fordelen for agenturgiveren, efter kontraktens ophør, dels skal være af en vis betydning, dels skal være forbundet med agentens tidligere ydelser. Til gengæld præciserer den nævnte bestemmelses ordlyd ikke karakteren af denne fordel.

24

Det følger heraf, at begrebet »betydelige fordele« som omhandlet i artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i direktiv 86/653 kan omfatte alle fordele, som agenturgiveren drager af agentens indsats, efter kontraktens ophør, herunder den udligningsgodtgørelse, som denne har modtaget fra sin egen agenturgiver.

25

Denne konklusion understøttes af de mål, der forfølges med dette direktiv.

26

Direktiv 86/653 tilsigter nemlig navnlig at sikre handelsagentens retsbeskyttelse i forhold til agenturgiveren (dom af 19.4.2018, CMR, C-645/16, EU:C:2018:262, præmis 33).

27

Domstolen har i denne henseende fastslået, at dette direktivs artikel 17 har en afgørende betydning. Ordlyden af artikel 17, stk. 2, skal dermed fortolkes på en måde, der understøtter beskyttelsen af handelsagenten, og som fuldt ud tager hensyn til den pågældendes medvirken ved gennemførelsen af de forretninger, som han har ansvaret for (jf. i denne retning dom af 7.4.2016, Marchon Germany, C-315/14, EU:C:2016:211, præmis 33). Enhver fortolkning af denne bestemmelse, som kan være til skade for handelsagenten, er udelukket (jf. i denne retning dom af 26.3.2009, Semen, C-348/07, EU:C:2009:195, præmis 21, og af 19.4.2018, CMR, C-645/16, EU:C:2018:262, præmis 35).

28

En fortolkning, hvorefter begrebet »betydelige fordele« som omhandlet i artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i direktiv 86/653 navnlig ikke omfatter en udligningsgodtgørelse, som agenturgiveren har modtaget for den af handelsagenten tilførte kundekreds, og for hvilken denne ikke længere modtager vederlag, vil imidlertid skade denne agent.

29

Som NY har anført i sit skriftlige indlæg, ville en indskrænkende fortolkning af artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i direktiv 86/653 i tilfælde, hvor kontraktens ophør er en følge af bl.a. en virksomhedsafhændelse eller salg af agenturgiverens forretning, og hvor prisen varierer afhængigt af kundekredsens størrelse, nemlig fratage handelsagenten godtgørelse for den goodwill, som han dog har tilført agenturgiveren.

30

Det må følgelig fastslås, at en fortolkning, hvorefter begrebet »betydelige fordele« som omhandlet i artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i direktiv 86/653 ikke omfatter en udligningsgodtgørelse, som agenturgiveren har modtaget for den af handelsagenten tilførte kundekreds, og for hvilke denne ikke længere modtager vederlag, ville være i strid med det formål om beskyttelse af handelsagenten, som forfølges med direktiv 86/653.

31

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i direktiv 86/653 skal fortolkes således, at en udligningsgodtgørelse, som agenturgiveren har betalt til hovedagenten for den af underagenten tilførte kundekreds, kan udgøre en betydelig fordel for hovedagenten.

32

For at kunne give den forelæggende ret et fyldestgørende svar skal det imidlertid også afgøres, om den omstændighed, at underagenten selv er blevet agent for hovedagenturgiveren, har betydning for agentens ret til at modtage den udligningsgodtgørelse, der er fastsat i denne bestemmelse.

33

I denne henseende bemærkes, at handelsagentens adfærd er et forhold, der kan tages i betragtning inden for rammerne af den undersøgelse, som skal fastlægge, om udligningsgodtgørelsen er rimelig (jf. i denne retning dom af 28.10.2010, Volvo Car Germany, C-203/09, EU:C:2010:647, præmis 44), hvilket i henhold til artikel 17, stk. 2, litra a), andet led, i direktiv 86/653 er en ufravigelig betingelse for betaling af denne godtgørelse.

34

I henhold til denne bestemmelse har handelsagenten nemlig ret til en udligningsgodtgørelse, såfremt og i det omfang betaling af en sådan godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig handelsagentens tab af provision af forretninger med de kunder, som agenten har skaffet, eller med hvem han i betydeligt omfang har øget forretningerne.

35

På denne baggrund indgår den kundekreds, som agenten kan drage nytte af til egen eller en anden agenturgivers fordel, nødvendigvis i de »omstændigheder«, som er omhandlet i artikel 17, stk. 2, litra a), andet led, i direktiv 86/653, og som skal tages i betragtning ved betaling af godtgørelsen i henhold til denne bestemmelse.

36

Den ret til godtgørelse, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, i direktiv 86/653, har nemlig i det væsentlige karakter af et vederlag set fra handelsagentens synspunkt. En sådan godtgørelse har således til formål at betale agenten for dennes arbejde, i det omfang agenturgiveren fortsat drager økonomisk fordel af dette arbejde, selv efter agenturkontraktens ophør (jf. i denne retning generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Quenon K., C-338/14, EU:C:2015:503, punkt 35 og 36).

37

Selv om denne bestemmelse – for ikke at fratage handelsagenten godtgørelse for den goodwill, som han dog har tilført agenturgiveren – ikke kan fortolkes indskrænkende, således som det er blevet anført i denne doms præmis 35, kan den i bestemmelsen omhandlede godtgørelse til gengæld ikke dække tab, der ikke er direkte forbundet med agentens tab af kunder.

38

Som anført i den beretning om anvendelsen af artikel 17 i direktiv 86/653, som Kommissionen forelagde den 23. juli 1996 (KOM(96) 364 endelig udg.), vil betaling af en godtgørelse ikke være rimelig, hvis handelsagenten fortsætter med at forsyne de samme kunder med de samme varer, men på vegne af en anden agenturgiver, idet det specifikke tab, som godtgørelsen skal dække, ikke findes, da agenten ikke har mistet fordelen af sin kundekreds.

39

Når underagenten fortsætter sin virksomhed som handelsagent for de samme kunder og for de samme varer, men i forbindelse med en direkte forbindelse med hovedagenturgiveren, idet underagenten erstatter den hovedagent, som tidligere havde antaget den pågældende, lider denne underagent derfor så meget desto mindre ingen negative konsekvenser af ophøret af vedkommendes handelsagenturkontrakt med denne hovedagent.

40

Det tilkommer imidlertid den nationale ret at vurdere, om betaling af udligningsgodtgørelsen under hensyn til samtlige omstændigheder i den sag, der er indbragt for den, er rimelig.

41

Det følger af samtlige ovenstående grunde, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at artikel 17, stk. 2, litra a), i direktiv 86/653 skal fortolkes således, at en udligningsgodtgørelse, som agenturgiveren har betalt til hovedagenten for den af underagenten tilførte kundekreds, kan udgøre en betydelig fordel for hovedagenten. Betaling af en udligningsgodtgørelse til underagenten kan dog anses for ikke at være rimelig som omhandlet i denne bestemmelse, når underagenten fortsætter sin virksomhed som handelsagent for de samme kunder og for de samme varer, men i direkte forbindelse med hovedagenturgiveren, idet underagenten erstatter den hovedagent, som tidligere havde antaget den pågældende.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 17, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter

skal fortolkes således, at

en udligningsgodtgørelse, som agenturgiveren har betalt til hovedagenten for den af underagenten tilførte kundekreds, kan udgøre en betydelig fordel for hovedagenten. Betaling af en udligningsgodtgørelse til underagenten kan dog anses for ikke at være rimelig som omhandlet i denne bestemmelse, når underagenten fortsætter sin virksomhed som handelsagent for de samme kunder og for de samme varer, men i direkte forbindelse med hovedagenturgiveren, idet underagenten erstatter den hovedagent, som tidligere havde antaget den pågældende.