–

IRnova AB ved jur. kand. P. Kenamets og F. Lüning,

–

FLIR Systems AB ved advokaterne J. Melander og O. Törngren,

–

Europa-Kommissionen ved M. Gustafsson og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 24, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem IRnova AB og FLIR Systems AB vedrørende fastlæggelsen af den person, der skal anses for at være indehaver af rettighederne til de opfindelser, der er omfattet af de indgivne patentansøgninger og patenter meddelt i tredjelande.

3

Følgende fremgår af 34. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen:

»Kontinuiteten mellem [konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17)], [Rådets] forordning (EF) nr. 44/2001 [af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1)] og nærværende forordning bør sikres, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af [konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager] og de forordninger, der er trådt i stedet for den.«

4

Forordningens artikel 1 bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

5

Forordningens kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholder ti afdelinger. Samme forordnings artikel 4, der er indeholdt i afdeling 1 i dette kapitel II med overskriften »Almindelige bestemmelser«, bestemmer i stk. 1:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

6

Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, som er indeholdt i dette kapitel II, afdeling 6 med overskriften »Enekompetence«, har følgende ordlyd:

»Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl:

[…]

[…]«

7

§ 17 i patentlagen (1967:837) (patentloven (1967:837)) bestemmer:

»Såfremt nogen over for patentmyndigheden gør gældende at have bedre ret til opfindelsen end ansøgeren, og er der tvivl herom, kan patentmyndigheden give ansøger en vis frist til at indbringe sagen for domstolene, idet denne indsigelse ellers ikke kan tages i betragtning ved patentmyndighedens fortsatte prøvelse af patentansøgningen.

Såfremt en tvist om bedre ret verserer ved domstolene, suspenderes patentansøgningen, indtil denne tvist er endeligt afgjort retligt.«

8

Lovens § 18 fastsætter:

»Såfremt nogen over for patentmyndigheden kan godtgøre, at vedkommende har bedre ret til en opfindelse end ansøgeren, skal patentmyndigheden overføre ansøgningen til at være i dennes navn, hvis vedkommende fremsætter krav herom. Den, som får overført patentansøgningen til sig, skal betale nyt ansøgningsgebyr.

Er der fremsat krav om overførsel af en ansøgning, må ansøgningen ikke henlægges, afslås eller godkendes, inden der er truffet en endelig afgørelse om dette krav.«

9

Lovens § 53, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Såfremt et patent er meddelt en anden person end den, som har ret til patentet i henhold til bestemmelserne i § 1, skal retten efter krav fra den berettigede overføre patentet til vedkommende. Bestemmelserne i § 52, stk. 6, om tidsfrister for anlæggelse af sag finder anvendelse.

[…]«

10

Samme lovs § 65, stk. 1, bestemmer:

»Patent- och marknadsdomstolen [(ret i patent- og handelsretlige sager, Sverige)] er den kompetente ret i sager og spørgsmål omfattet af denne lov. Det samme gælder i sager om bedre ret til en patentansøgt opfindelse.

[…]«

11

Lagen (1978:152) om svensk domstols behörighet i vissa mål på patenträttens område m.m. (lov (1978:152) om svenske domstoles kompetence i visser sager på patentrettens område m.m.) bygger på protokollen om retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om retten til at få meddelt et europæisk patent (anerkendelsesprotokollen) af 5. oktober 1973, der er knyttet som bilag til konventionen om meddelelse af europæiske patenter (den europæiske patentkonvention), undertegnet i München den 5. oktober 1973.

12

Lovens § 1 bestemmer:

»For så vidt angår sager anlagt mod ansøger om et europæisk patent om bedre ret til den pågældende patentansøgte opfindelse i Sverige eller i en anden kontraherende stat, som er bundet af anerkendelsesprotokollen, der er knyttet som bilag til den europæiske patentkonvention af 5. oktober 1973, finder §§ 2-6 og 8 anvendelse. Ved udtrykket »kontraherende stat« forstås i dette tilfælde en stat, som er bundet af den nævnte protokol.«

13

Lovens § 2 er sålydende:

»Sager omfattet af § 1 kan anlægges ved en svensk domstol

14

IRnova og FLIR Systems, der driver virksomhed inden for infrarød teknologi, er selskaber med hjemsted i Sverige. De har tidligere haft forretningsforbindelser.

15

Den 13. december 2019 anlagde IRnova sag ved Patent- och marknadsdomstolen (ret i patent- og handelsretlige sager) bl.a. med påstand om, at det blev fastslået, at IRnova kunne påberåbe sig bedre ret til de opfindelser, der var omfattet af internationale patentansøgninger, og som efterfølgende blev suppleret med europæiske, amerikanske og kinesiske patentansøgninger indgivet af FLIR i 2015 og 2016, samt af amerikanske patenter udstedt til FLIR på grundlag af disse sidstnævnte ansøgninger.

16

Til støtte for søgsmålet havde IRnova i det væsentlige anført, at disse opfindelser kunne tilskrives en af selskabets ansatte, således at denne skulle anses for at være opfinder heraf eller i det mindste for medopfinder. IRnova gjorde derfor gældende, at selskabet i sin egenskab af arbejdsgiver og dermed som opfinderens retssuccessor skulle anses for ejer af de nævnte opfindelser. FLIR indgav imidlertid, uden at have erhvervet disse opfindelser eller på andet grundlag have ret hertil, de i den foregående præmis nævnte ansøgninger i eget navn.

17

Patent- och marknadsdomstolen (ret i patent- og handelsretlige sager) erklærede sig kompetent til at påkende IRnovas søgsmål vedrørende de opfindelser, der var omfattet af de europæiske patentansøgninger. Derimod fastslog denne ret, at den ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i søgsmålet vedrørende den angivelige ret til de opfindelser, der var omfattet af de kinesiske og amerikanske patentansøgninger indgivet af FLIR og de amerikanske patenter udstedt til FLIR, i det væsentlige med den begrundelse, at søgsmålet vedrørende fastlæggelsen af opfinderen af disse opfindelser har en forbindelse til registreringen og gyldigheden af patenterne. Henset til denne forbindelse var den pågældende tvist omfattet af anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), således at de svenske retter ikke havde kompetence til at påkende den.

18

IRnova har appelleret denne afgørelse om manglende kompetence til den forelæggende ret, Svea hovrätt (appeldomstolen for Svealand med sæde i Stockholm, Sverige).

19

Ifølge denne ret er den tvist, der er indbragt for den, omfattet af anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningen, eftersom den har til formål at få fastslået, at der består en bedre ret til en opfindelse, og at den derfor er af civil- og handelsretlig karakter. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt de svenske retter har kompetence til at påkende en tvist, hvori der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at der består en ret til en opfindelse på grundlag af opfinderskab eller medopfinderskab. Ifølge denne ret fastsætter forordningens artikel 24, nr. 4), »i sager om registrering eller gyldighed af patenter« en enekompetence for retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om eller foretaget registrering. Denne enekompetence er begrundet i den omstændighed dels, at disse retter er bedst egnede til at påkende sager, hvor en tvist vedrører gyldigheden af et patent, eller om deponering eller registrering heraf har fundet sted, dels, at meddelelse af patenter indebærer en medvirken fra den nationale forvaltnings side, hvilket indikerer, at meddelelse af et patent henhører under udøvelsen af national suverænitet. Selv om det fremgår af Domstolens praksis, at en tvist, der udelukkende vedrører spørgsmålet om, hvem der er indehaver af en patentrettighed, ikke henhører under den nævnte enekompetence, giver denne retspraksis imidlertid ikke direkte indikationer for, at denne artikel 24, nr. 4), finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

20

I den foreliggende sag er det ifølge den forelæggende ret muligt at lægge til grund, at den sag, der er indbragt for den, har en forbindelse med patentets registrering eller gyldighed i denne bestemmelses forstand. Med henblik på at identificere indehaveren af retten til de opfindelser, der er omfattet af de pågældende patentansøgninger eller patenter, skal det således afgøres, hvem der er opfinder til disse opfindelser. En sådan undersøgelse indebærer en fortolkning af patentkravene og en analyse af de respektive bidrag fra de forskellige påståede opfindere til de nævnte opfindelser. Afgørelsen af, hvem der er indehaver af rettighederne til en opfindelse, kan således give anledning til en bedømmelse i forhold til den materielle patentret med henblik på fastslåelsen af, hvilket bidrag til udviklingsarbejdet der har ført til nyhedselementet eller opfinderaktiviteten, og rejse spørgsmål om omfanget af den beskyttelse, der følger af registreringslandets patentret. Den omstændighed, at en patentansøger ikke har ret til at indgive en patentansøgning, udgør desuden en ugyldighedsgrund.

21

På denne baggrund har Svea hovrätt (appeldomstolen for Svealand med sæde i Stockholm) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er et anerkendelsessøgsmål om bedre ret, som støttes på en påstand om opfinderskab eller medopfinderskab, til en opfindelse i henhold til nationale patentansøgninger og patenter, der er registreret i en ikke-medlemsstat, omfattet af enekompetencen i henhold til [Bruxelles Ia-forordningens] artikel 24, nr. 4)[…]?«

22

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 26.4.2022, Landespolizeidirektion Steiermark (Maksimal varighed af grænsekontrollen ved de indre grænser),C-368/20 og C-369/20, EU:C:2022:298, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

23

Selv om spørgsmålet i den foreliggende sag vedrører kompetencen til at påkende en sag om, hvorvidt der består en bedre ret til de opfindelser, der er omfattet af nationale patentansøgninger og patenter, der er registreret i et tredjeland, følger det af det i nærværende doms præmis 17 og 18 anførte, at den appel, som er indbragt for den forelæggende ret, udelukkende vedrører de svenske retters kompetence til at påkende en tvist om, hvorvidt der er en bedre ret til de opfindelser, der er omfattet af de kinesiske og amerikanske patentansøgninger samt af amerikanske patenter.

24

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), skal fortolkes således, at denne bestemmelse finder anvendelse på en tvist, der – inden for rammerne af et søgsmål med påstand om opfinderskab eller medopfinderskab – har til formål at afgøre, om en person er indehaver af rettighederne til de opfindelser, der er omfattet af de indgivne patentansøgninger og patenter meddelt i tredjelande.

25

Med henblik på at besvare dette spørgsmål skal det for det første afgøres, om en retlig situation med tilknytning til udlandet, hvilket tilknytningselement befinder sig på et tredjelands område, som den i hovedsagen omhandlede, er omfattet af anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningen.

26

Tvisten i hovedsagen er nemlig opstået mellem to selskaber med hjemsted i den samme medlemsstat og har til formål at fastslå, hvem der er indehaver af en rettighed, der ligeledes er stiftet i Sverige, nemlig en ret til de opfindelser, der er omfattet af de i hovedsagen omhandlede indgivne patentansøgninger og af de i hovedsagen omhandlede udstedte patenter. Det eneste tilknytningselement til udlandet i denne tvist er, at den navnlig vedrører de patentansøgninger, der er indgivet, og de patenter, der er udstedt i tredjelande, nemlig Kina og USA. Dette tilknytningselement befinder sig imidlertid ikke på en medlemsstats område.

27

Det bemærkes i denne henseende, at Domstolen allerede har fastslået, at selve anvendelsen af kompetencereglerne i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige handelssager (herefter »Bruxelles-konventionen«) kræver, at der er tale om tilfælde med tilknytning til udlandet (dom af 1.3.2005, Owusu, C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 25).

28

Selv om dette tilknytningselement oftest følger af sagsøgtes bopæl, kan det ligeledes følge af sagens genstand. Domstolen har således i denne henseende fastslået, at det omhandlede retsforholds internationale karakter ikke nødvendigvis behøver at være en følge af, at flere kontraherende stater på grund af sagens realitet eller parternes respektive bopæle er impliceret. Hvis en kontraherende stat og et tredjeland er impliceret f.eks. på grund af, at sagsøgeren og en sagsøgt har bopæl i den kontraherende stat, og de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, har fundet sted i tredjelandet, kan det også give det omhandlede retsforhold en international karakter, idet denne situation kan rejse nogle spørgsmål i den kontraherende stat vedrørende fastlæggelsen af retternes internationale kompetence (jf. i denne retning dom af 1.3.2005, Owusu, C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 26).

29

Endvidere, og således som det fremgår af 34. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 (herefter »Bruxelles I-forordningen«), der erstattede den, ligeledes for bestemmelserne i Bruxelles Ia-forordningen, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden (jf. i denne retning dom af 10.7.2019, Reitbauer m.fl., C-722/17, EU:C:2019:577, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.5.2021, Vereniging van Effectenbezitters, C-709/19, EU:C:2021:377, præmis 23). Denne kontinuitet skal ligeledes sikres med hensyn til fastlæggelsen af anvendelsesområdet for kompetenceregler, der er fastsat i disse retlige instrumenter.

30

Når dette er sagt, skal det endvidere fastslås, at for så vidt som tvisten i hovedsagen mellem to private parter vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der består en bedre ret til opfindelserne, henhører denne tvist under »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 1, stk. 1. Nævnte tvist henhører endvidere ikke under de områder, der er udelukket fra anvendelsen af denne forordning, og som er omhandlet i dens artikel 1, stk. 2.

31

Det følger af det ovenstående, at en retlig situation som den i hovedsagen omhandlede, som indeholder et grænseoverskridende element, der befinder sig på et tredjelands område, er omfattet af anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningen.

32

For det andet skal det undersøges, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), finder anvendelse på en tvist som den, der er omhandlet i hovedsagen, der inden for rammerne af et søgsmål støttet på det angivelige opfinderskab eller medopfinderskab, har til formål at afgøre, om en person er indehaver af rettighederne til de opfindelser, der er omfattet af de indgivne patentansøgninger og patenter meddelt i tredjelande.

33

I sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, er retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget, ifølge denne bestemmelse enekompetente uden hensyn til parternes bopæl.

34

I denne henseende bemærkes for det første, at det fremgår af ordlyden af den nævnte bestemmelse, at enekompetence i sager om registrering eller gyldighed af patenter udelukkende er tillagt retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering af et patent, eller hvor deponering eller registrering af et patent er foretaget eller anses for at være foretaget.

35

I den foreliggende sag blev de i hovedsagen omhandlede patentansøgninger, således som det allerede er anført i nærværende doms præmis 26, ikke indgivet, og de pågældende patenter ikke udstedt i en medlemsstat, men i tredjelande, nemlig USA og Kina. Idet Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), imidlertid ikke omhandler denne situation, kan denne bestemmelse ikke anses for at finde anvendelse på tvisten i hovedsagen.

36

For det andet, og under alle omstændigheder, udgør en tvist som den i hovedsagen omhandlede, ikke en tvist »i sager om registrering eller gyldighed af patenter« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), hvorfor det ikke er nødvendigt i overensstemmelse med det formål, der forfølges med denne bestemmelse, at forbeholde denne tvist for de retsinstanser, der i materiel og retlig henseende er nærmest registret, og som derfor er bedst egnede til at påkende sager, hvor tvisten drejer sig om rettighedens gyldighed eller om, hvorvidt deponering eller registrering har fundet sted (jf. i denne retning dom af 5.10.2017, Hanssen Beleggingen, C-341/16, EU:C:2017:738, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

37

Eftersom denne artikel 24, nr. 4), således i det væsentlige gengiver indholdet af Bruxelles I-forordningens artikel 22, nr. 4), som selv afspejler systematikken i Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 4), skal der, således som det allerede er anført i nærværende doms præmis 29, sikres kontinuitet ved fortolkningen af disse bestemmelser (jf. i denne retning dom af 5.10.2017, Hanssen Beleggingen, C-341/16, EU:C:2017:738, præmis 30).

38

Det følger af fast retspraksis, at begrebet sager »om registrering eller gyldighed af patenter«, der omhandles i de pågældende bestemmelser, må anses for et selvstændigt begreb, der skal anvendes ensartet i alle medlemsstaterne (dom af 15.11.1983, Duijnstee, 288/82, EU:C:1983:326, præmis 19, af 13.7.2006, GAT, C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 14, og af 5.10.2017, Hanssen Beleggingen, C-341/16, EU:C:2017:738, præmis 31).

39

Dette begreb må ikke fortolkes videre, end dets formål kræver, da Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), har den virkning, at parterne fratages den ret til valg af værneting, som de ellers ville have haft, og at de i visse tilfælde kan sagsøges ved en ret, som ikke er nogen af parternes hjemting [jf. i denne retning for så vidt angår Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 4), og Bruxelles I-forordningens artikel 22, nr. 4), dom af 26.3.1992, Reichert og Kockler, C-261/90,EU:C:1992:149, præmis 25, og af 5.10.2017, Hanssen Beleggingen, C-341/16, EU:C:2017:738, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis]. Følgelig skal den særlige kompetenceregel undergives en streng fortolkning (dom af 10.7.2019, Reitbauer m.fl., C-722/17, EU:C:2019:577, præmis 38).

40

Domstolen har således præciseret, at der ved sager »om registrering eller gyldighed af patenter« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), skal forstås sager, i hvilke henlæggelsen af en enekompetence til retterne i den medlemsstat, på hvis område patentet er blevet meddelt, er begrundet i, at disse retter er de bedst egnede til at påkende sager om gyldighed eller fortabelse af et patent, sager om, hvorvidt deponering eller registrering af patentet har fundet sted, eller sager, hvor der begæres ret til prioritet på grundlag af en tidligere ansøgning. Hvis en sag derimod vedrører gyldigheden af et patent eller, hvorvidt deponering eller registrering heraf har fundet sted, er denne sag ikke omfattet af denne bestemmelse (dom af 15.11.1983, Duijnstee, 288/82, EU:C:1983:326, præmis 24 og 25, af 13.7.2006, GAT, C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 15 og 16, og af 5.10.2017, Hanssen Beleggingen, C-341/16, EU:C:2017:738, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

41

I denne sammenhæng har Domstolen fastslået, at en sag, som alene vedrører spørgsmålet om, hvem der er indehaver af et patent, eller en sag, der tilsigter at afgøre, om en person med rette er registreret som indehaver af et varemærke, ikke henhører under reglen om enekompetence i den nævnte bestemmelse (dom af 15.11.1983, Duijnstee, 288/82, EU:C:1983:326, præmis 26, og af 5.10.2017, Hanssen Beleggingen, C-341/16, EU:C:2017:738, præmis 35-37 og 43). Domstolen har i denne henseende præciseret, at spørgsmålet om, til hvilken persons formue en intellektuel ejendomsrettighed hører, således ikke generelt i materiel og retlig henseende er forbundet med det sted, hvor rettigheden er registreret (dom af 5.10.2017, Hanssen Beleggingen, C-341/16, EU:C:2017:738, præmis 37).

42

I den foreliggende sag vedrører tvisten i hovedsagen ikke spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en patentansøgning eller en meddelelse af et patent, om et patent er gyldigt eller fortabt, eller om der foreligger en prioritetsret i henhold til en tidligere ansøgning, men spørgsmålet om, hvorvidt FLIR skal anses for at være indehaver af rettighederne til de pågældende opfindelser eller en del heraf.

43

Det skal således for det første fastslås, at spørgsmålet om, hvem de pågældende opfindelser tilhører, hvilket omfatter spørgsmålet om, hvem der er opfinderen heraf, ikke vedrører ansøgningen om en intellektuel ejendomsrettighed eller adkomst hertil som sådan, men genstanden herfor. Som anført i nærværende doms præmis 41 har Domstolen fastslået, at spørgsmålet om, til hvilken persons formue en intellektuel ejendomsrettighed hører, ikke generelt i materiel og retlig henseende er forbundet med det sted, hvor rettigheden er registreret, hvilket kunne begrunde anvendelsen af reglen om enekompetence i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), og denne overvejelse er ligeledes relevant, i hvert fald når dette spørgsmål udelukkende vedrører genstanden for denne rettighed, dvs. opfindelsen.

44

For det andet bemærkes, at identifikationen af opfinderen, som er eneste genstand for tvisten i hovedsagen, er et forudgående spørgsmål og dermed forskelligt fra spørgsmålet om, hvorvidt der er indgivet en patentansøgning, eller om udstedelsen heraf.

45

Spørgsmålet vedrører heller ikke gyldigheden af en sådan ansøgning, eftersom det udelukkende har til formål at fastlægge retten til selve de pågældende opfindelser. Den omstændighed, at den manglende ret til en opfindelse, således som den forelæggende ret har anført, kan udgøre en grund til, at denne ansøgning erklæres ugyldig, er således uden betydning for så vidt angår kompetencen til at påkende tvister vedrørende spørgsmålet om, hvem der er ophavsmand til opfindelsen.

46

For det tredje er det forudgående spørgsmål om identifikationen af opfinderen ligeledes forskelligt fra spørgsmålet om gyldigheden af det pågældende udstedte patent, idet sidstnævnte ikke er genstand for tvisten i hovedsagen. Selv om denne identifikation, som den forelæggende ret har anført, indebærer en undersøgelse af patentkravene eller af det pågældende patent med henblik på at fastlægge hver medarbejders bidrag til gennemførelsen af den pågældende opfindelse, vedrører denne undersøgelse nemlig ikke patenterbarheden af denne opfindelse.

47

Det bemærkes i øvrigt, at den omstændighed, at en undersøgelse af patentkravene eller af den pågældende patentansøgning kan foretages i henhold til den materielle patentret i det land, på hvis område ansøgningen er indgivet, eller dette patent er blevet meddelt, heller ikke indebærer, at reglen om enekompetence i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), finder anvendelse.

48

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at en tvist om krænkelse af et patent ligeledes indebærer en grundig analyse af omfanget af den beskyttelse, som dette patent giver på grundlag af patentretten i det land, på hvis område patentet er meddelt. Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at i mangel af den krævede materielle eller retlige forbindelse med det sted, hvor den pågældende intellektuelle ejendomsrettighed er registreret, henhører en sådan tvist ikke under enekompetencen for retterne i denne medlemsstat, men i medfør af Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, under den almindelige kompetence for retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl (jf. i denne retning dom af 15.11.1983, Duijnstee, 288/82, EU:C:1983:326, præmis 23, og af 13.7.2006, GAT, C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 16).

49

Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), ikke finder anvendelse på en tvist, der – inden for rammerne af et søgsmål med påstand om opfinderskab eller medopfinderskab – har til formål at afgøre, om en person er indehaver af rettighederne til de opfindelser, der er omfattet af de indgivne patentansøgninger og patenter meddelt i tredjelande.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:

Artikel 24, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke finder anvendelse på en tvist, der – inden for rammerne af et søgsmål med påstand om opfinderskab eller medopfinderskab – har til formål at afgøre, om en person er indehaver af rettighederne til de opfindelser, der er omfattet af de indgivne patentansøgninger og patenter meddelt i tredjelande.