1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF samt artikel 7, artikel 21, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Rzecznik Praw Obywatelskich (national ombudsmand, Polen) og Kierownik Urzędu Stanu cywilnego w Krakowie (chefen for civilstandskontoret i Kracow, Polen) (herefter »chefen for civilstandskontoret«) vedrørende sidstnævntes afslag på at registrere fødselsattesten for datteren af K.S. og dennes ægtefælle, S.V.D., udstedt af de spanske myndigheder, i det polske civilstandsregister.

3

Artikel 2 i konventionen om barnets rettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 20. november 1989 (United Nations Treaty Series, bind 1577, s. 3), bestemmer:

»1.   Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling.

2.   Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.«

4

Denne konventions artikel 7 fastsætter:

»1.   Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.

2.   Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge de relevante internationale instrumenter på detteområde, især hvis barnet ellers ville blive statsløs.«

5

Artikel 20 TEUF fastsætter:

»1.   Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.

2.   Unionsborgerne har de rettigheder og er underlagt de pligter, der er indeholdt i traktaterne. De har bl.a. følgende rettigheder:

[...]

Disse rettigheder udøves med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i foranstaltninger vedtaget med henblik på deres gennemførelse.«

6

Artikel 21, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.«

7

Chartrets artikel 7 med overskriften »Respekt for privatliv og familieliv« bestemmer:

»Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.«

8

Chartrets artikel 21, stk. 1, bestemmer, at »[e]nhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt«.

9

Chartrets artikel 24 med overskriften »Børns rettigheder« har følgende ordlyd:

»1.   Børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit udtrykke deres synspunkter. Der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed.

2.   I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

3.   Ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.«

10

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35) fastsætter i artikel 4 med overskriften »Ret til udrejse«:

»1.   Uden at dette berører de bestemmelser for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol, har alle unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas, samt deres familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som er i besiddelse af et gyldigt pas, ret til at forlade en medlemsstats område for at rejse til en anden medlemsstat.

[...]

3.   Medlemsstaterne udsteder og fornyer i overensstemmelse med deres nationale lovgivning identitetskort eller pas til deres statsborgere, der udtrykkeligt angiver indehaverens statsborgerskab.

4.   Passet skal mindst være gyldigt i alle medlemsstater og i de lande, der er direkte transitlande mellem disse. [...]«

11

Artikel 18 i Konstytucja Rzeczypospolitej Polskiej (Republikken Polens forfatning) har følgende ordlyd:

»Republikken Polen beskytter ægteskabet som en forening mellem mand og kvinde, familien, moderskabet og forældreskabet.«

12

Artikel 7 i ustawa – Prawo prywatne międzynarodowe (lov om international privatret) af 4. februar 2011 i sin konsoliderede udgave (Dz. U. af 2015, pos. 1792) bestemmer:

»Udenlandsk lov finder ikke anvendelse, hvis den har virkninger, der er i strid med de grundlæggende principper i Republikken Polens retsorden.«

13

Artikel 104, stk. 5, i ustawa – Prawo o aktach stanu cywilnego (lov om civilstandsdokumenter) af 28. november 2014 i sin konsoliderede udgave (Dz. U. af 2020, pos. 463), med senere ændringer, bestemmer:

»En registrering er obligatorisk, når en polsk statsborger, der er omfattet af et udenlandsk civilstandsdokument, er indehaver af et civilstandsdokument, der attesterer tidligere begivenheder, og som er udarbejdet på Republikken Polens område, og denne borger anmoder om gennemførelse af en foranstaltning vedrørende registrering af civilstand, eller anmoder om et polsk identitetsbevis eller et [identifikationsnummer for fysiske personer med polsk statsborgerskab].«

14

Artikel 107 i lov om civilstandsdokumenter har følgende ordlyd:

»Chefen for civilstandskontoret afslår at foretage registreringen, hvis:

1) dokumentet ikke i udstedelsesstaten anses for et civilstandsdokument, ikke har karakter af et officielt dokument eller ikke er udstedt af en kompetent myndighed eller giver anledning til tvivl med hensyn til dets ægthed eller bekræfter en begivenhed, der ikke er indtrådt, ægteskab eller død

2) det udenlandske dokument er blevet registreret i en anden stat end den, hvor begivenheden fandt sted

3) registreringen er i strid med de grundlæggende principper i Republikken Polens retsorden.«

15

K.S., der er polsk statsborger, og S.V.D., der er irsk statsborger, indgik ægteskab i Irland i 2018.

16

I 2018 blev deres datter, S.R.S. – D., født i Spanien. Hendes fødsel blev registreret af det spanske civilstandskontor på grundlag af en fælles erklæring fra barnets mor, K.S., og dennes hustru, S.V.D. I fødselsattesten angives henholdsvis K.S. og S.V D. som »mor A« og »mor B«.

17

K.S. og S.V.D. anmodede om registrering af den fødselsattest, der var udstedt af de spanske myndigheder for S.R.S. – D., der er polsk statsborger, i det polske civilstandsregister.

18

Ved afgørelse af 16. april 2019 afslog chefen for civilstandskontoret denne anmodning med den begrundelse, at en sådan registrering ville være i strid med de grundlæggende principper i Republikken Polens retsorden. Da K.S. og S.V.D. ikke anfægtede denne afgørelse, blev afslaget endeligt den 30. april 2019.

19

Den 25. september 2019 sendte K.S. en ansøgning om bistand til den nationale ombudsmand og anførte, at S.R.S. – D. ikke havde ikke noget identitetsbevis, idet der var blevet givet afslag på anmodningen om udstedelse af et polsk pas for dette barn med den begrundelse, at barnets fødselsattest ikke var blevet registreret i det polske civilstandsregister. Ved skrivelse af 17. februar 2019 meddelte de irske myndigheder, der var ansvarlige for identitetsbeviser, ombudsmanden, at det nævnte barn ikke var irsk statsborger og derfor hverken havde ret til et identitetskort eller et pas.

20

Den nationale ombudsmand har derfor på vegne af K.S. og S.V.D. anlagt sag ved den forelæggende ret til prøvelse af chefen for civilstandsregisterets afgørelse af 16. april 2019 om afslag på at registrere den fødselsattest, som de spanske myndigheder havde udstedt for deres datter, i det polske civilstandsregister.

21

Under sagen for den forelæggende ret har den administrative myndighed i første instans ligeledes givet afslag på en ansøgning om udstedelse af et identitetskort for S.R.S. – D. med den begrundelse, at et barn i henhold til polsk ret kun kan have en kvinde og en mand som forældre. Den forelæggende ret har fastslået, at der var grundlag for at afvente afgørelsen fra den administrative myndighed i anden instans, og den nationale ombudsmand har ved skrivelse af 30. juli 2020 anført, at afgørelsen om afslag på anmodningen om udstedelse af et identitetskort blev opretholdt i anden instans.

22

Ifølge den forelæggende ret sikrer de gældende bestemmelser ikke effektivt retten til fri bevægelighed for et barn som S.R.S. – D., der »ubestrideligt er polsk statsborger« og dermed unionsborger, eftersom de dokumenter, der er nødvendige for udøvelsen af denne frihed, dvs. et polsk identitetskort eller pas, ikke kan udstedes til dette barn på grund af den omstændighed, at de forældre, der er opført på barnets fødselsattest, er to kvinder, som har indgået ægteskab i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på den ene af dem. Den forelæggende ret har desuden anført, at den praktiske anvendelse af disse bestemmelser i polsk ret gør det vanskeligt for offentlige myndigheder, herunder retterne, at yde et mindreårigt barn en effektiv beskyttelse under hensyntagen til barnets tarv.

23

Den forelæggende ret har medgivet, at spørgsmål vedrørende civilstand og reglerne om ægteskab, der knytter sig hertil, er spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence, og at EU-retten ikke griber ind i denne kompetence. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at forskellene mellem de regler, der finder anvendelse i de forskellige medlemsstater, imidlertid ikke kan gøre indgreb i enhver unionsborgers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

24

Den forelæggende ret har anført, at såfremt det måtte fastslås, at afslaget på at registrere et barns fødselsattest er i strid med bestemmelserne i artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel 21, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, vil den kunne pålægge de polske myndigheder at foretage en ordret registrering af denne fødselsattest, hvilket efterfølgende gør det muligt at udstede et identitetsbevis, der sikrer det berørte barn mulighed for at krydse EU’s indre grænser, og som beskytter sidstnævnte barns privatliv og familieliv.

25

På denne baggrund har Wojewódzki Sąd Administracyjny we Wrocławiu (den regionale forvaltningsdomstol i Krakow, Polen) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 20, stk. 2, litra), TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 7, artikel 21, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i [chartret], fortolkes således, at de er til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat, hvori et mindreårigt barn er statsborger, nægter at foretage en registrering af barnets fødselsattest, der er udstedt af en anden medlemsstat, hvilken registrering er nødvendig, for at den pågældende kan få udstedt et identitetsbevis fra den medlemsstat, hvori barnet er statsborger, med den begrundelse, at den sidstnævnte medlemsstats nationale ret ikke indeholder bestemmelser om forældre af samme køn, og denne fødselsattest angiver personer af samme køn som forældre?«

26

Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende sag undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement.

27

Ved afgørelse af 25. januar 2021 besluttede Domstolens Femte Afdeling efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, at anmodningen om, at nærværende sag undergives den præjudicielle hasteprocedure, ikke skulle tages til følge, idet de i procesreglementets artikel 107 fastsatte uopsættelighedsbetingelser ikke var opfyldt.

28

Henset til sammenhængen mellem den foreliggende sag og den sag, der gav anledning til dom af 14. december 2021, Stolitjna obsjtjina, rajon Pantjarevo (C-490/20, EU:C:2021:1008), blev retsforhandlingerne i den foreliggende sag ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 26. januar 2021 udsat indtil afsigelsen af den nævnte dom.

29

Efter afsigelsen af dom af 14. december 2021, Stolichna obshtina, Stolitjna obsjtjina, rajon Pantjarevo (C-490/20, EU:C:2021:1008), fremsendte Domstolens Justitskontor en kopi af denne dom til den forelæggende ret og anmodede denne om at oplyse, om den ønskede at opretholde anmodningen om præjudiciel afgørelse.

30

Ved skrivelser af 17. og 28. januar 2022 meddelte den forelæggende ret Domstolen, at den ønskede at opretholde anmodningen om præjudiciel afgørelse, idet den bl.a. anførte, at retssagen vedrørende afslaget på at registrere fødselsattesten var udsat indtil modtagelsen af Domstolens afgørelse vedrørende denne anmodning om præjudiciel afgørelse. Denne ret har desuden anført, at der i januar 2022 blev anlagt en retssag med påstand om annullation af den administrative afgørelse om afslag på at udstede et identitetskort for det pågældende mindreårige barn ved Wojewódzki Sąd Administracyjny w Warszawie (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Warszawa, Polen) af advokaten for dette barns forældre.

31

I henhold til procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, bl.a. når besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

32

Denne bestemmelse bør anvendes i den foreliggende sag.

33

Med det forelagte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel 21, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, skal fortolkes således, at i en situation, hvor et mindreårigt barn, som er unionsborger, og i hvis fødselsattest udstedt af de kompetente myndigheder i en medlemsstat er anført to personer af samme køn som forældre, har den medlemsstat, hvori dette barn er statsborger, pligt til at registrere en sådan fødselsattest med henblik på at gøre det muligt for barnet at opnå et identitetsbevis.

34

Indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 20, stk. 1, TEUF er enhver person, der er statsborger i en medlemsstat, unionsborger. Eftersom det ifølge den forelæggende rets konstateringer ikke er bestridt, at S.R.S. – D. er polsk statsborger, har den sidstnævnte i henhold til denne bestemmelse status som unionsborger.

35

Domstolen har i denne henseende gentagne gange udtalt, at unionsborgerskabets formål er at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

36

Som det fremgår af Domstolens praksis, kan en statsborger i en medlemsstat, der i sin egenskab af unionsborger har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit i en anden medlemsstat end sin oprindelsesmedlemsstat, påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne egenskab, bl.a. rettighederne fastsat i artikel 21, stk. 1, TEUF, herunder i givet fald i forhold til sin oprindelsesmedlemsstat. Også unionsborgere, der er født i deres forældres værtsmedlemsstat, og som aldrig har gjort brug af retten til fri bevægelighed, kan påberåbe sig denne bestemmelse og gennemførelsesbestemmelserne hertil (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

37

I henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF har enhver unionsborger ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. For at gøre det muligt for medlemsstaternes statsborgere at udøve denne ret pålægger artikel 4, stk. 3, i direktiv 2004/38 medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale lovgivning at udstede identitetskort eller pas til deres statsborgere, der udtrykkeligt angiver indehaverens statsborgerskab.

38

Følgelig, for så vidt som S.R.S. – D. er polsk statsborger, er de polske myndigheder forpligtet til at udstede et identitetskort eller pas, der angiver dennes statsborgerskab og efternavn, således som det fremgår af fødselsattesten udarbejdet af de spanske myndigheder. I denne henseende har Domstolen haft lejlighed til at fastslå, at artikel 21 TEUF er til hinder for, at en medlemsstats myndigheder ved anvendelsen af deres nationale ret nægter at anerkende et barns efternavn, der er fastsat og registreret i en anden medlemsstat, hvor barnet er født og siden har boet (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det skal præciseres, at artikel 4, stk. 3, i direktiv 2004/38 pålægger de polske myndigheder at udstede identitetskort eller pas til S.R.S. – D. uafhængigt af registreringen af den spanske fødselsattest for dette barn i det polske civilstandsregister. Republikken Polen kan således ikke påberåbe sig sin nationale ret, hvorefter det kræves, at fødselsattesten skal registreres forud for udstedelsen af et polsk identitetskort eller pas, med henblik på at nægte at udstede et sådant identitetskort eller pas til S.R.S. – D. (jf. analogt dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 45).

40

Et sådant dokument skal – alene eller i kombination med andre dokumenter, eventuelt udstedt af det pågældende barns værtsmedlemsstat – gøre det muligt for et barn i S.R.S. – D.’s situation at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som sikret ved artikel 21, stk. 1, TEUF med hver af sine mødre, hvis status som forælder til dette barn er blevet fastslået af deres værtsmedlemsstat i forbindelse med et ophold i overensstemmelse med direktiv 2004/38 (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 46).

41

Det bemærkes, at de rettigheder, der er indrømmet statsborgerne i medlemsstaterne i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, omfatter retten til at have et normalt familieliv i både værtsmedlemsstaten og i den medlemsstat, hvor de har statsborgerskab, når de vender tilbage til denne medlemsstats område, ved dér at kunne være sammen med deres familiemedlemmer (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det er ubestridt, at de spanske myndigheder i hovedsagen juridisk har fastslået, at der er et biologisk eller juridisk slægtskabsforhold mellem S.R.S. – D. og hendes to forældre, K.S. og S.V.D, og at dette er anført i fødselsattesten udstedt for dette barn af disse sidstnævnte myndigheder. K.S. og S.V.D. skal derfor i henhold til artikel 21 TEUF som forældre til en mindreårig unionsborger, som de faktisk tager sig af, af samtlige medlemsstaterne anerkendes ret til at ledsage dette barn under dets udøvelse af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (jf. i denne retning dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 48).

43

Eftersom S.R.S. – D. ifølge den forelæggende rets konstateringer er polsk statsborger, har de polske myndigheder pligt til i lighed med myndighederne i enhver anden medlemsstat at anerkende dette slægtskabsforhold med henblik på at gøre det muligt for dette barn uden hindringer sammen med begge sine forældre at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som er sikret ved artikel 21, stk. 1, TEUF.

44

For rent faktisk at gøre det muligt for S.R.S. – D. at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område sammen med hver af sine forældre er det desuden nødvendigt, at K.S. og S.V.D. kan få et dokument, hvori de er angivet som personer, der har ret til at rejse med barnet

45

En medlemsstats forpligtelse til dels at udstede et identitetskort eller et pas til et barn, som er statsborger i denne medlemsstat, som er født i en anden medlemsstat, og hvis fødselsattest, udstedt af myndighederne i denne anden medlemsstat, angiver to personer af samme køn som barnets forældre, dels at anerkende slægtskabsforholdet mellem dette barn og hver af disse to personer i forbindelse med barnets udøvelse af sine rettigheder i henhold til artikel 21 TEUF og afledte retsakter vedrørende denne bestemmelse indebærer ikke, at den medlemsstat, hvori det pågældende barn er statsborger, i sin nationale ret skal fastsætte bestemmelser om forældre af samme køn eller med henblik på andre formål end udøvelsen af de rettigheder, som dette barn har i henhold til EU-retten, at anerkende et slægtsskabsforhold mellem det nævnte barn og de personer, der er angivet som dets forældre i fødselsattesten udstedt af myndighederne i værtsmedlemsstaten (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 56 og 57 og den deri nævnte retspraksis).

46

Det skal tilføjes, at en national foranstaltning, der kan begrænse den frie bevægelighed for personer, kun kan begrundes, når denne foranstaltning er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, og som Domstolen skal beskytte (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

47

I den situation, der er genstand for tvisten i hovedsagen, er retten til respekt for privatlivet og familielivet som sikret ved chartrets artikel 7 og børns rettigheder som sikret ved dets artikel 24, bl.a. kravet om, at barnets tarv sættes i første række i alle handlinger vedrørende børn, og barnets ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, grundlæggende.

48

Forholdet mellem det pågældende barn og hver af de to personer, som det har et faktisk familieliv med i værtsmedlemsstaten, og som er nævnt som barnets forældre i den fødselsattest, der er udstedt af denne medlemsstats myndigheder, er derfor beskyttet i henhold til chartrets artikel 7.

49

Eftersom chartrets artikel 24, således som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17), udgør en indarbejdelse i EU-retten af de vigtigste rettigheder for børn, som er sikret i konventionen om barnets rettigheder, der er ratificeret af alle medlemsstaterne, skal der ved fortolkningen af denne artikel tages behørigt hensyn til denne konventions bestemmelser (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon Pancharevo», C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

50

Denne konventions artikel 2 fastsætter navnlig, i forhold til barnet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, der kræver, at de rettigheder, der er fastsat i konventionen, herunder – i dens artikel 7 – retten til at blive registreret umiddelbart efter fødslen, retten til et navn og retten til at opnå et statsborgerskab, sikres dette barn, uden at det udsættes for forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grund af forældrenes seksuelle orientering.

51

Under disse omstændigheder ville det være i strid med de grundlæggende rettigheder, som chartrets artikel 7 og 24 sikrer dette barn, at fratage det forholdet til en af sine forældre i forbindelse med dets udøvelse af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område eller at gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskelig for barnet at udøve denne ret, fordi dets forældre er af samme køn (dom af 14.12 2021, Stolitjna obsjtjina, rajon Pantjarevo, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 65).

52

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 20 TEUF og 21 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7 og 24 samt artikel 4, stk. 3, i direktiv 2004/38, skal fortolkes således, at i en situation, hvor et mindreårigt barn, som er unionsborger, og på hvis fødselsattest udstedt af myndighederne i en medlemsstat er anført to personer af samme køn som forældre, har den medlemsstat, hvori dette barn er statsborger, pligt til dels at udstede et identitetskort eller et pas til barnet, uden at kræve, at barnets fødselsattest først registreres i det nationale civilstandsregister, dels, i lighed med alle andre medlemsstater, at anerkende det dokument fra en anden medlemsstat, som gør det muligt for samme barn uden hindringer sammen med hver af disse personer at udøve sin ret til frit at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område.

53

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

Af disse grunde bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):

Artikel 20 TEUF og 21 TEUF, sammenholdt med artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF, skal fortolkes således, at i en situation, hvor et mindreårigt barn, som er unionsborger, og på hvis fødselsattest udstedt af myndighederne i en medlemsstat er anført to personer af samme køn som forældre, har den medlemsstat, hvori dette barn er statsborger, pligt til dels at udstede et identitetskort eller et pas til barnet, uden at kræve, at barnets fødselsattest først registreres i det nationale civilstandsregister, dels, i lighed med alle andre medlemsstater, at anerkende det dokument fra en anden medlemsstat, som gør det muligt for samme barn uden hindringer sammen med hver af disse personer at udøve sin ret til frit at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område.