Retsforskrifter

WTO-retten

Grundforordningen

Tvistens baggrund

Sagen for Retten og den appellerede dom

Parternes påstande

Om appellen

Indledende bemærkninger

Det første, det andet og det tredje anbringende

Parternes argumentation

– Det første anbringende om, at Retten med urette fastslog, at Kommissionen var forpligtet til at foretage en analyse af prisunderbuddet pr. markedssegment

– Det andet anbringende om, at Retten med urette fastslog, at metoden med varekontrolnumre ikke var tilstrækkelig til at tage hensyn til segmenteringen af markedet

– Det tredje anbringende om, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning af begrundelsespligten og en urigtig gengivelse af bevismaterialet

Domstolens bemærkninger

– Indledende bemærkninger

– Det tredje anbringende

– Det første og det andet anbringende

Det fjerde anbringende

Parternes argumentation

Domstolens bemærkninger

– Den af Retten begåede retlige fejl, for så vidt som den fastslog, at Kommissionen ved den analyse af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser, der er fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, var forpligtet til at tage hensyn til alle de typer af den pågældende vare, som denne erhvervsgren havde solgt

– Den af Retten begåede retlige fejl, for så vidt som den fastslog, at Kommissionen ved den analyse af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser, der er fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, var forpligtet til at undersøge, i hvilket omfang priserne på de 17 typer af den omhandlede vare kan have bidraget til faldet i de stikprøveudtagne EU-producenters priser

Søgsmålet for Retten

Sagsomkostninger

1

Europa-Kommissionen har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 24. september 2019, Hubei Xinyegang Special Tube mod Kommissionen (T-500/17, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede dom, EU:T:2019:691), hvorved Retten annullerede Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/804 af 11. maj 2017 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern (undtagen af støbejern) eller stål (undtagen af rustfrit stål), med cirkulært tværsnit, med udvendig diameter på over 406,4 mm, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2017, L 121, s. 3, herefter »den omtvistede forordning«), for så vidt som denne forordning vedrørte varer fremstillet af Hubei Xinyegang Special Tube Co. Ltd (herefter »Hubei«).

2

Ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1), godkendte Rådet for Den Europæiske Union overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994, samt de aftaler, der er opført i bilag 1, 2 og 3 til denne overenskomst, iblandt hvilke indgår aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (EFT 1994, L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen«).

3

Antidumpingaftalens artikel 3, der har overskriften »Konstatering af, om der foreligger skade«, fastsætter følgende:

»3.1   En konstatering af, om der foreligger skade i henhold til artikel VI i [den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) 1994], baseres på positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse både af (a) omfanget af dumpingimporten og indvirkningen på prisen på samme vare på det indenlandske marked og (b) denne indførsels følgevirkninger for indenlandske producenter af denne vare.

3.2   […] Hvad angår dumpingimportens virkning på priserne konstaterer de undersøgende myndigheder, om dumpingvarerne udbydes til en væsentligt lavere pris end prisen på samme vare hos det importerende medlem, eller om priserne som følge af en sådan indførsel er blevet trykket betydeligt, eller om prisstigninger, som ellers ville være indtruffet, i væsentlig grad hindres. Hverken en enkelt eller flere af disse faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen.

[…]

3.5   Det skal påvises, at dumpingimporten gennem følgevirkningerne af dumping som omhandlet i stk. 2 og 4 forvolder skade i den i denne aftale fastlagte betydning. Påvisningen af en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og den skade, der påføres den pågældende indenlandske erhvervsgren, [er] baseret på en undersøgelse af alle relevante beviser, der er forelagt for myndighederne. Myndighederne undersøger også alle andre kendte faktorer end dumpingimporten, der samtidig skader den pågældende indenlandske erhvervsgren, og skade forvoldt af sådanne andre faktorer må ikke tilskrives dumpingimporten. […]

[…]«

4

Tredje betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21, herefter »grundforordningen«), har følgende ordlyd:

»For at sikre en korrekt og gennemsigtig anvendelse af reglerne i antidumpingaftalen […] bør ordlyden af denne aftale i videst muligt omfang afspejles i unionslovgivningen.«

5

Grundforordningens artikel 1 med overskriften »Principper« bestemmer følgende:

»1.   En antidumpingtold kan opkræves for enhver dumpingvare, når en sådan vare ved overgang til fri omsætning i Unionen forvolder skade.

2.   En vare anses for at være en dumpingvare, hvis dens eksportpris ved salg til Unionen er lavere end den sammenlignelige pris for samme vare i normal handel, som er konstateret i eksportlandet.

[…]

4.   I denne forordning forstås ved »samme vare« en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende mage til den omhandlede vare, eller, hvis en sådan vare ikke findes, en anden vare, der – om end den ikke i enhver henseende er mage til – har egenskaber, som ligger tæt op ad den pågældende vares egenskaber.«

6

Dette direktivs artikel 2, der har overskriften »Konstatering af dumping«, er affattet således:

»[…]

D. Dumpingmargen

11.   Under hensyntagen til de relevante bestemmelser om en rimelig sammenligning skal forekomsten af dumpingmargener i undersøgelsesperioden normalt fastslås på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne for alle eksporttransaktioner til Unionen eller ved en sammenligning mellem den individuelle normale værdi og de individuelle eksportpriser ved salg til Unionen på grundlag af hver enkelt transaktion. En normal værdi, som er fastsat på grundlag af vejede gennemsnit, kan dog sammenlignes med priserne for alle individuelle eksporttransaktioner til Unionen, hvis der foreligger et eksportprismønster, som er meget forskelligt for forskellige købere, regioner eller perioder, og de i første punktum i dette stykke fastsatte metoder ikke i fuldt omfang vil afspejle den dumping, der finder sted. Dette stykke udelukker ikke anvendelsen af stikprøver i henhold til artikel 17.

[…]«

7

Grundforordningens artikel 3, der har overskriften »Konstatering af skade«, bestemmer følgende:

»1.   I denne forordning forstås ved »skade«, når ikke andet er bestemt, væsentlig skade for en erhvervsgren i Unionen, trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren i Unionen eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en sådan erhvervsgren; »skade« fortolkes i overensstemmelse med denne artikel.

2.   En konstatering af, om der foreligger skade, baseres på positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse af:

3.   Med hensyn til omfanget af dumpingimporten fastslås det, om der har været tale om en betydelig stigning i dumpingimporten enten absolut eller i forhold til produktion eller forbrug i Unionen. Hvad angår dumpingimportens virkning på priserne tages det i betragtning, om dumpingvarerne udbydes til en væsentlig lavere pris end prisen på samme vare fremstillet af erhvervsgrenen i Unionen, eller om priserne som følge af en sådan indførsel er blevet trykket betydeligt, eller om prisstigninger, som ellers ville være indtruffet, i væsentlig grad hindres. Hverken en enkelt eller flere af disse faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen.

[…]

5.   Undersøgelsen af virkningerne af dumpingimporten for den pågældende erhvervsgren i Unionen skal omfatte en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på denne erhvervsgrens situation […].

6.   Det skal på grundlag af alle de relevante beviser, der er fremlagt i forbindelse med stk. 2, påvises, at dumpingimporten forvolder skade som defineret i denne forordning. Dette indebærer navnlig en påvisning af, at de mængder og/eller priser, der er fastlagt i henhold til stk. 3, er årsag til de følgevirkninger for en erhvervsgren i Unionen, som er omhandlet i stk. 5, og at følgevirkningerne er væsentlige.

7.   Der foretages også en undersøgelse af andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader den pågældende erhvervsgren i Unionen, for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten i henhold til stk. 6. […]

8.   Virkningerne af dumpingimporten vurderes i forhold til produktionen af samme vare inden for den pågældende erhvervsgren i Unionen, når der foreligger oplysninger, der muliggør en afgrænsning af denne produktion på grundlag af sådanne kriterier som produktionsprocessen og producenternes salg og fortjeneste. […]

[…]«

8

Denne forordnings artikel 4 med overskriften »Definition af erhvervsgren i Unionen« bestemmer følgende:

»1.   I denne forordning forstås ved »erhvervsgren i Unionen« samtlige producenter i Unionen af samme vare eller de af dem, hvis samlede produktion af de pågældende varer udgør en betydelig del, som defineret i artikel 5, stk. 4, af den samlede produktion i Unionen af sådanne varer, […]

[…]

4.   Artikel 3, stk. 8, finder anvendelse på nærværende artikel.«

9

Grundforordningens artikel 17 med overskriften »Stikprøver« bestemmer følgende:

»1.   I tilfælde, hvor antallet af klagere, eksportører, importører, varetyper eller transaktioner er stort, kan undersøgelsen begrænses til at omfatte et rimeligt antal parter, varer eller transaktioner ved anvendelse af statistisk gyldige stikprøver baseret på oplysninger, der foreligger på tidspunktet for udvælgelsen, eller til den største producerede, solgte eller eksporterede mængde, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed.

2.   Den endelige udvælgelse af parter, varetyper eller transaktioner i henhold til disse bestemmelser om stikprøver påhviler Kommissionen, idet udvælgelsen dog så vidt muligt foretages i samråd med de berørte parter og med disses samtykke, forudsat at sådanne parter giver sig til kende og fremlægger tilstrækkelige oplysninger senest tre uger efter indledningen af undersøgelsen, således at der åbnes mulighed for at udtage en repræsentativ stikprøve.

[…]«

10

Tvistens baggrund er gennemgået i den appellerede doms præmis 1-7 og kan til brug for nærværende dom sammenfattes således.

11

Efter indgivelsen af en klage indledte Kommissionen den 13. februar 2016 en antidumpingundersøgelse vedrørende importen af visse sømløse rør af jern, undtagen af støbejern, eller stål, undtagen af rustfrit stål, med cirkulært tværsnit, med udvendig diameter på over 406,4 mm (herefter »den omhandlede vare«) med oprindelse i Kina.

12

I løbet af undersøgelsen blev Hubei, et selskab med hjemsted i Kina, som producerer og eksporterer sømløse rør til Unionen, udvalgt til at indgå i stikprøven af kinesiske eksporterende producenter i henhold til grundforordningens artikel 17.

13

Den 11. november 2016 vedtog Kommissionen forordning (EU) 2016/1977 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern (undtagen af støbejern) eller stål (undtagen af rustfrit stål), med cirkulært tværsnit, med udvendig diameter på over 406,4 mm, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2016, L 305, s. 1).

14

Den 11. maj 2017 vedtog Kommissionen den omtvistede forordning, hvis artikel 1 foreskriver, at alle kinesiske eksporterende producenter af den omhandlede vare pålægges en endelig antidumpingtold. Hvad angår de varer, der fremstilledes og eksporteredes af Hubei, blev antidumpingtoldsatsen fastsat til 54,9%.

15

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. august 2017 anlagde Hubei sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

16

Ved kendelse af 24. januar 2018 gav formanden for Rettens Syvende Afdeling ArcelorMittal Tubular Products Roman SA, Válcovny trub Chomutov a.s. og Vallourec Deutschland GmbH (herefter »ArcelorMittal m.fl.«) tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

17

Til støtte for sit søgsmål fremsatte Hubei fire anbringender. Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, og af antidumpingaftalens artikel 3.1 og 3.2. Det andet anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 6, og af antidumpingaftalens artikel 3.5. Det tredje anbringende vedrørte et åbenbart urigtigt skøn ved påvisningen af årsagssammenhængen som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7. Endelig vedrørte det fjerde anbringende en tilsidesættelse af »pligten til at udvise omhu og til at iagttage god forvaltningsskik«. Kun det første og det andet anbringende blev behandlet af Retten og er derfor af interesse for den foreliggende sag.

18

Med sit første anbringendes første led gjorde Hubei gældende, at Kommissionen havde begået en retlig fejl ved i forbindelse med fastlæggelsen af, om der forelå en skade, at analysere prisunderbuddet på grundlag af undersøgelsesperioden, dvs. året 2015. Dette første led blev forkastet af Retten i den appellerede doms præmis 48-52, som ikke er omfattet af den foreliggende appel.

19

Retten tiltrådte derimod Hubeis første anbringendes andet led vedrørende den metode, som Kommissionen – i forbindelse med fastlæggelsen af, om der forelå en skade – havde anvendt for at sammenligne priserne på dumpingimporten og priserne på de varer, som EU-erhvervsgrenen havde solgt, med henblik på analysen af prisunderbuddet.

20

I denne forbindelse fastslog Retten for det første i det væsentlige i den appellerede doms præmis 59-67, at selv om Kommissionen havde påvist eksistensen af tre markedssegmenter vedrørende den omhandlede vare, hvoraf det første vedrørte olie og gas, det andet byggesektoren og det tredje elproduktion, havde den ikke taget hensyn til denne segmentering i forbindelse med sin analyse af prisunderbuddet og mere generelt i forbindelse med undersøgelsen af dumpingimportens indvirkning på priserne på de samme varer på EU-markedet. Følgelig fastslog Retten, at Kommissionen i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, ikke havde støttet sin analyse på alle relevante oplysninger i den konkrete sag.

21

For at nå frem til denne konklusion støttede Retten sig bl.a. på rapporten fra det appelorgan, som er oprettet af WTO’s tvistbilæggelsesorgan, i tvisten »Kina – Foranstaltninger vedrørende indførelse af antidumpingtold på sømløse rør af rustfrit stål med høj ydeevne »HP-SSST« fra Japan« (WT/DS 454/AB/R og WT/DS 460/AB/R af 14.10.2015, herefter »rapporten fra appelorganet »HP-SSST««), og på sin dom af 28. oktober 2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet (T-35/01, EU:T:2004:317).

22

For det andet fastslog Retten i den appellerede doms præmis 68-75 i det væsentlige, at Kommissionen i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, ikke havde taget hensyn til alle relevante oplysninger i den konkrete sag, idet den under analysen af prisunderbuddet ikke havde taget højde for en vis mængde af den omhandlede vare, der var fremstillet af de stikprøveudtagne EU-producenter, nemlig 17 af de 66 typer af produkter, der var benævnt »varekontrolnumre«, som udgjorde 8% af disse producenters salgsmængde, og som ikke var blevet eksporteret af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter.

23

Endelig fandt Retten i den appellerede doms præmis 77-79, at de oplysninger, som Kommissionen havde tilført sagsakterne efter retsmødet, ikke kunne rejse tvivl om de konklusioner, som Retten var nået frem til.

24

I den appellerede doms præmis 82-89 tiltrådte Retten ligeledes Hubeis andet anbringende, idet den i det væsentlige fastslog, at idet den i forbindelse med det første anbringende havde lagt til grund, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til alle relevante forhold med henblik på fastlæggelsen af prisunderbuddet og importens indvirkning på priserne på de samme varer på markedet i Unionen, måtte det lægges til grund, at Kommissionens konklusion om, at der forelå en årsagssammenhæng som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 6, følgelig hvilede på et ufuldstændigt faktuelt grundlag, således at Kommissionen ikke under analysen af årsagssammenhængen havde taget hensyn til alle relevante oplysninger i den konkrete sag.

25

Retten tog derfor det første og det andet anbringende til følge og annullerede følgelig den omtvistede forordning, for så vidt som den vedrørte Hubei, uden at undersøge de to andre anbringender, som dette selskab havde fremsat.

26

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

27

Hubei har nedlagt følgende påstande:

28

ArcelorMittal m.fl. har nedlagt følgende påstande:

29

Kommissionen har til støtte for sin appel fremsat seks anbringender, hvoraf det første støttes på, at Retten med urette fastslog, at Kommissionen var forpligtet til at foretage en analyse af prisunderbuddet pr. markedssegment, det andet støttes på, at Retten med urette fastslog, at metoden med varekontrolnumre ikke var tilstrækkelig til at tage hensyn til segmenteringen af markedet, det tredje støttes på, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning af begrundelsespligten og en urigtig gengivelse af bevismaterialet, det fjerde støttes på, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, det femte støttes på en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 17, og det sjette støttes på en retlig fejl derved, at Retten udøvede en for intensiv retslig kontrol ved sin undersøgelse af den af Kommissionen foretagne analyse af prisunderbuddet.

30

Indledningsvis skal det for det første bemærkes, at det fremgår af tredje betragtning til denne forordning, at for at sikre en korrekt og gennemsigtig anvendelse af reglerne i antidumpingaftalen har den nævnte forordning navnlig til formål i videst muligt omfang at afspejle ordlyden af denne aftale i EU-lovgivningen. Som fremhævet af Retten i den appellerede dom præmis 54, som Kommissionen ikke har kritiseret i sit appelskrift, er bestemmelserne i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, i det væsentlige identiske med bestemmelserne i antidumpingaftalens artikel 3.1 og 3.2, som særligt var genstand for en fortolkning i rapporten fra appelorganet »HP-SSST«.

31

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det forhold, at de internationale aftaler, som Unionen har indgået, har forrang frem for den afledte EU-ret, medfører, at sidstnævnte så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler (jf. bl.a. dom af 10.11.2011, X og X BV, C-319/10 og C-320/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:720, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

32

Desuden har Domstolen allerede fastslået, at det almindelige folkeretlige princip om overholdelse af kontraktlige forpligtelser (pacta sunt servanda), der er fastsat i artikel 26 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (De Forenede Nationers traktatsamling, bind 1155, s. 331), indebærer, at EU’s retsinstanser med henblik på fortolkningen og anvendelsen af antidumpingaftalen skal tage hensyn til den fortolkning af de forskellige bestemmelser i denne aftale, som WTO’s tvistbilæggelsesorgan har vedtaget (jf. analogt dom af 6.10.2020, Kommissionen mod Ungarn (Videregående uddannelse), C-66/18, EU:C:2020:792, præmis 92).

33

Domstolen har således allerede henvist til en række rapporter fra en specialgruppe eller fra WTO’s appelorgan til støtte for sin fortolkning af visse aftalebestemmelser, der indgår i bilaget til WTO-overenskomsten (jf. bl.a. dom af 10.11.2011, X og X BV, C-319/10 og C-320/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:720, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det var derfor med rette, at Retten, som det bl.a. fremgår af den appellerede doms præmis 53 og 54, i det væsentlige fastslog, at der i det foreliggende tilfælde ikke var noget til hinder for, at den henviste til rapporten fra appelorganet »HP-SSST« vedrørende fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 3.1 og 3.2 med henblik på at fortolke de i det væsentlige identiske bestemmelser i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3.

35

For det andet skal det bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, som de skal undersøge (dom af 18.10.2018, Gul Ahmed Textile Mills mod Rådet, C-100/17 P, EU:C:2018:842, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

36

Det følger ligeledes af fast retspraksis, at disse vide skønsbeføjelser bl.a. vedrører konstateringen – som led i en antidumpingprocedure – af, om der foreligger skade for EU-erhvervsgrenen. Domstolsprøvelsen af institutionernes skøn skal således begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning. Dette gælder bl.a. ved fastlæggelsen af de faktorer, der skader den pågældende EU-erhvervsgren i forbindelse med en antidumpingundersøgelse (dom af 10.9.2015, Bricmate, C-569/13, EU:C:2015:572, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

37

Domstolen har også gentagne gange fastslået, at Rettens kontrol af det bevismateriale, som EU-institutionerne støtter deres konstateringer på, ikke udgør en ny bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som erstatter disse institutioners bedømmelse. Denne kontrol griber ikke ind i de nævnte institutioners vide skønsbeføjelser på det handelspolitiske område, men begrænser sig til at efterprøve, om disse elementer er af en sådan art, at de understøtter institutionernes konklusioner. Det tilkommer derfor Retten ikke blot at efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes at kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de konklusioner, der udledes heraf (dom af 10.7.2019, Caviro Distillerie m.fl. mod Kommissionen, C-345/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:589, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

38

Med det første, det andet og det tredje anbringende har Kommissionen, støttet af ArcelorMittal m.fl., anfægtet den appellerede doms præmis 59-67, hvori Retten i det væsentlige fastslog, at Kommissionen i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, ikke havde støttet sin analyse på alle relevante oplysninger i den konkrete sag, idet den under sin analyse af prisunderbuddet ikke havde taget hensyn til segmenteringen af markedet for den omhandlede vare og – mere generelt – til dumpingimportens indvirkning på priserne på de samme varer på EU-markedet.

39

Kommissionen har med sit første anbringendes første led kritiseret Retten for at have tilsidesat grundforordningens artikel 1, stk. 2 og 4, artikel 3, stk. 2, 3 og 8, og artikel 4 ved at fastslå, at denne institution var forpligtet til at foretage en særskilt undersøgelse af prisunderbuddet for hvert enkelt markedssegment for den omhandlede vare.

40

Det følger af disse bestemmelser, at det er tilstrækkeligt, at Kommissionen analyserer prisunderbuddet i forhold til »samme vare« som omhandlet i grundforordningens artikel 1, stk. 4, ved at undersøge dens følgevirkninger på »erhvervsgrenen i Unionen« som omhandlet i denne forordnings artikel 4.

41

Der er derimod intet i de nævnte bestemmelser, der angiver en forpligtelse til at foretage en analyse af prisunderbuddet separat for hvert enkelt markedssegment for den omhandlede vare.

42

Ved at pålægge en sådan forpligtelse krævede Retten en analyse af prisunderbuddet, som er baseret på begrebet det relevante produktmarked, der er karakteristisk for EU-konkurrenceretten. Dette begreb adskiller sig imidlertid meget fra begrebet »samme vare«, som EU-lovgiver har anvendt inden for rammerne af antidumpinglovgivningen, navnlig i henseende til analysen af prisunderbuddet.

43

Med det første anbringendes andet led har Kommissionen foreholdt Retten, at den med urette udelukkende støttede kravet om en særskilt analyse af prisunderbuddet for hver enkelt markedssegment på to fortilfælde, nemlig rapporten fra appelorganet »HP-SSST« og dom af 28. oktober 2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet (T-35/01, EU:T:2004:317).

44

Retten fordrejede således de faktiske omstændigheder, der lå til grund for disse fortilfælde, og som er helt forskellige fra dem, der ligger til grund for den foreliggende sag.

45

For det første blev der i de situationer, der var tale om i disse to fortilfælde, således ikke konstateret noget prisunderbud i forhold til samme vare, hvorimod Kommissionen i den omtvistede forordning konstaterede et prisunderbud i denne henseende.

46

For det andet konstaterede Kommissionen i den omtvistede forordning en koncentration af hjemmemarkedssalget og dumpingimporten i de samme markedssegmenter og på de samme niveauer, i modsætning til den situation, der forelå i rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, hvor dumpingimporten og hjemmemarkedssalget var koncentreret i forskellige markedssegmenter.

47

Med det første anbringendes tredje led har Kommissionen kritiseret Retten for at have foretaget en urigtig fortolkning af den omtvistede forordning, eller subsidiært for at have foretaget en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, da den i den appellerede doms præmis 67 fastslog, at de faktiske omstændigheder, der var blevet fastslået i denne doms præmis 59, 61, 62 og 64, udgjorde særlige omstændigheder, der nødvendiggjorde en analyse af prisunderbuddet pr. markedssegment.

48

Hubei har indledningsvis gjort gældende, at appellen er uvirksom, idet Kommissionen har anfægtet den appellerede dom, for så vidt som den kræver en særskilt analyse af prisunderbuddet for hvert enkelt markedssegment. Retten krævede nemlig ikke en sådan analyse, men udtalte i den appellerede doms præmis 45, 66 og 67 udelukkende, at den omtvistede forordning var i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, fordi Kommissionen – henset til de faktiske oplysninger, som den rådede over – under sin analyse af prisunderbuddet ikke havde taget hensyn til segmenteringen af markedet for den omhandlede vare. Endvidere skal Kommissionens argumentation afvises fra realitetsbehandling, i det omfang denne institution har bestridt relevansen af visse af Rettens faktuelle konstateringer uden at gøre gældende, at der er sket en urigtig gengivelse af bevismaterialet.

49

Med hensyn til sagens realitet har Hubei anført, at det første anbringendes første led er ugrundet. Det følger nemlig af henvisningen i grundforordningens artikel 3, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 1, til »samme vare«, at begrebet »samme vare« kan omfatte flere varetyper og dermed flere segmenter, hvilket understøttes af Domstolens praksis.

50

Endvidere har det appelorgan, som er oprettet af WTO’s tvistbilæggelsesorgan, understreget vigtigheden af i analysen af prisunderbuddet at undersøge, om der findes forskellige markedssegmenter, og den appellerede dom er i overensstemmelse med disse konstateringer.

51

Selv om der ikke findes nogen forpligtelse til at påvise, at der foreligger et prisunderbud for hver enkelt varetype eller markedssegment, er Kommissionen ifølge Hubei forpligtet til at undersøge alle relevante beviser, herunder spørgsmålet om, hvorvidt forekomsten af forskellige markedssegmenter kan have en generel indvirkning på analysen af dumpingimportens virkninger på priserne og navnlig på prisunderbuddet.

52

Hvad angår det første anbringendes andet led har Hubei gjort gældende, at det retsgrundlag, som Retten støttede sig på for at annullere den omtvistede forordning, er en tilsidesættelse af den forpligtelse, der i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, påhviler Kommissionen til at basere sin analyse af prisunderbud på samtlige relevante oplysninger, og følgelig en tilsidesættelse af forpligtelsen til at fastslå skaden ud fra positivt bevismateriale og en objektiv undersøgelse.

53

Retten henviste med rette til to fortilfælde, nemlig rapporten fra appelorganet »HP-SSST« og dom af 28. oktober 2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet (T-35/01, EU:T:2004:317), for at fastslå, at når der findes forskellige markedssegmenter, som udviser væsentlige prisforskelle, er det nødvendigt at tage hensyn til denne segmenterings indvirkning på analysen af prisunderbuddet.

54

Desuden er flere af Kommissionens udsagn vedrørende disse to fortilfælde unøjagtige.

55

Endelig var Kommissionens udsagn om, at både importen fra Kina og de af EU-erhvervsgrenen solgte varer i den foreliggende sag var koncentreret i det samme markedssegment, ikke indeholdt i den omtvistede forordning, sådan som Retten korrekt fastslog. Hubei havde imidlertid allerede under den administrative procedure gjort gældende, at importen fra Kina var koncentreret i et andet markedssegment end det, hvor de af EU-erhvervsgrenen fremstillede varer var koncentreret.

56

Hubei har anført, at det første anbringendes tredje led ligeledes skal forkastes. For det første drøftede de interesserede parter nemlig ikke spørgsmålet om forekomsten af forskellige markedssegmenter i forbindelse med definitionen af den omhandlede vare, men i forbindelse med skaden og årsagssammenhængen. Hvad for det andet angår den justering, som Kommissionen foretog for at beregne skadesmargenen som følge af den økonomiske situation og rentabiliteten for det største selskab i stikprøven af EU-producenter, hvortil der henvises i ottende betragtning til forordning 2016/1977, har Hubei gjort gældende, at disse oplysninger klart har en væsentlig indvirkning på skadesanalysen.

57

Med sit andet anbringende har Kommissionen anfægtet den appellerede doms præmis 60 og 67, hvori Retten i det væsentlige fastslog, at metoden med varekontrolnumre ikke var tilstrækkelig til at tage hensyn til segmenteringen af markedet. Herved fejlfortolkede Retten 24. betragtning til den omtvistede forordning samt de forklaringer, der blev afgivet under den administrative procedure og i Kommissionens mundtlige og skriftlige indlæg for Retten. Subsidiært har Kommissionen anført, at Retten foretog en urigtig gengivelse af det bevismateriale, der i denne forbindelse blev fremlagt.

58

Kommissionen har gjort gældende, at metoden med varekontrolnumre udgør den mest detaljerede analyse, der kan foretages med henblik på at sammenligne den omhandlede vare og den samme vare. Denne metode, som i øvrigt ikke anvendes af Unionens vigtigste handelspartnere, består i en meget mere dybtgående analyse end analysen af markedssegmenterne for den samme vare. Opbygningen af varekontrolnumrene tager nemlig hensyn til alle den omhandlede vares karakteristika og gør det således muligt for Kommissionen at sammenholde hvert enkelt rør fremstillet af den stikprøveudtagne kinesiske producent med et rør fremstillet af den stikprøveudtagne EU-producent, der er så sammenlignelig som muligt. Det første tal i varekontrolnumrene henviser således til et af de tre berørte markedssegmenter. Der er intet grundlag for at konkludere, at Kommissionen ved at basere sig på varekontrolnumrene ikke tog hensyn til visse særlige karakteristika ved den omhandlede vare eller markedet, herunder prisudsvingene. Metoden med varekontrolnumre sikrer ved sin udformning og funktion en analyse pr. markedssegment.

59

Hubei har gjort gældende, at Retten i den appellerede dom alene fastslog, at anvendelsen af metoden med varekontrolnumre, henset til de faktiske oplysninger, som Kommissionen rådede over, i sig selv var utilstrækkelig til at tage hensyn til markedssegmenteringen.

60

Denne metode gjorde det ganske vist muligt for Kommissionen at afgøre, om den import fra Kina, der henhørte under et specifikt varekontrolnummer eller en specifik varetype inden for et specifikt markedssegment, underbød de salgspriser, som de stikprøveudtagne EU-producenter opkrævede for det samme varekontrolnummer eller den samme varetype, der henhørte under det samme markedssegment. Som Retten korrekt anførte i den appellerede doms præmis 67, gjorde denne samme metode det imidlertid ikke muligt for Kommissionen at fastslå dumpingimportens indvirkning i et givent segment på EU-erhvervsgrenens salgspriser for varer henhørende under andre segmenter.

61

Med det tredje anbringendes første led, der angår en fejlagtig fortolkning af begrundelsespligten som fastsat i artikel 296 TEUF, har Kommissionen kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 77-79 fastslog, at visse beviser, som Kommissionen på Rettens anmodning fremlagde efter retsmødet – og som godtgjorde, at der forelå et prisunderbud for de tre markedssegmenter for den omhandlede vare, og at de stikprøveudtagne EU-producenters salg i lighed med dumpingimporten var koncentreret i byggesektorsegmentet – ikke kunne tages i betragtning, eftersom disse beviser var blevet fremført på et for sent stadium af retsforhandlingerne for Retten og vedrørte begrundelser, der ikke var indeholdt i den omtvistede forordning.

62

Med det tredje anbringendes andet led har Kommissionen gjort gældende, at Retten fordrejede de beviser, som den rådede over, da den i den appellerede doms præmis 78 fastslog, at analysen pr. markedssegment først blev foretaget efterfølgende. Sondringen mellem de forskellige markedssegmenter blev bevidst indarbejdet i analysen ved hjælp af metoden med varekontrolnumre, hvis funktionsmåde Retten så bort fra eller misforstod og fordrejede.

63

Hvad angår det tredje anbringendes første led har Hubei gjort gældende, at Kommissionen med urette har støttet sig på dom af 10. september 2015, Fliesen-Zentrum Deutschland (C-687/13, EU:C:2015:573), for at gøre gældende, at Retten begik en fejl ved fortolkningen af begrundelsespligten som fastsat i artikel 296 TEUF.

64

Som det fremgår af denne doms præmis 73, blev denne således afsagt i forbindelse med en særlig situation, hvor en importør, der ikke havde deltaget i den administrative procedure, påberåbte sig en tilsidesættelse af begrundelsespligten for så vidt angik en række udsagn, som vedkommende ikke selv havde fremsat. Hubei har gjort gældende, at selskabets stilling er grundlæggende anderledes, idet selskabet lige fra begyndelsen af den administrative procedure gjorde gældende, at det var af betydning for analysen af prisunderbuddet, at der fandtes forskellige segmenter.

65

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at institutionerne er forpligtede til at redegøre for de faktiske omstændigheder og de retlige betragtninger, der har en afgørende betydning for den pågældende afgørelses opbygning, og at begrundelsen for en retsakt skal fremgå af selve afgørelsens tekst.

66

Endelig har Hubei gjort gældende, at det ikke er korrekt at sige, at selskabet som følge af de administrative sagsakter vidste, at de stikprøveudtagne EU-producenters salg og dumpingimporten var koncentreret inden for det samme segment, nemlig byggesektorsegmentet, og at der var blevet konstateret et prisunderbud i de tre segmenter. Af fortrolighedshensyn havde Hubei nemlig ikke haft adgang til prisunderbudsberegningerne vedrørende de andre kinesiske producenter.

67

Hvad angår det tredje anbringendes andet led har Hubei gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 78 ikke foreholdt Kommissionen, at den ikke havde anvendt metoden med varekontrolnumre pr. segment, men at den ikke havde foretaget en analyse pr. segment. Retten foreholdt derfor Kommissionen, at metoden med varekontrolnumre alene havde gjort det muligt for denne institution at godtgøre et prisunderbud inden for et givent segment, men ikke havde gjort det muligt for den at analysere indvirkningerne af det konstaterede prisunderbud i ét segment på de salgspriser, som EU-producenter opkrævede inden for et andet segment.

68

Indledningsvis skal det først præciseres, hvad Retten nøjagtigt foreholdt Kommissionen i den appellerede dom i forhold til denne institutions analyse af prisunderbuddet i den foreliggende sag, eftersom parterne på dette punkt er uenige om denne doms nøjagtige rækkevidde.

69

Som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 59 i forslaget til afgørelse, fremgår det i denne forbindelse af den appellerede doms præmis 65-67, at Retten anerkendte, at Kommissionen ved analysen af prisunderbuddet i et vist omfang tog hensyn til segmenteringen af den omhandlede vare, eftersom den anvendte metoden med varekontrolnumre. Retten fandt imidlertid, at henset til fire faktuelle elementer i den konkrete sag, som kendetegnede denne segmentering – nemlig vanskeligheden ved den indbyrdes udskiftelighed på udbudssiden mellem produkter henhørende under forskellige segmenter, prisvariationerne mellem forskellige segmenter, koncentrationen af EU-erhvervsgrenens største stikprøveudtagne virksomheds transaktioner på olie- og gassektoren og koncentrationen af importen fra de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter på byggesektorsegmentet – var anvendelsen af denne metode ikke tilstrækkelig til at tage passende hensyn til markedssegmenteringen med henblik på analysen af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser, og at Kommissionen følgelig ikke havde baseret sin analyse på alle de i den foreliggende situation relevante oplysninger.

70

Nærmere bestemt foreholdt Retten i den appellerede doms præmis 67, henset til disse fire faktiske omstændigheder, som kendetegnede segmenteringen i den foreliggende sag, Kommissionen, at den ikke i det mindste i forbindelse med sin analyse af prisunderbuddet havde sikret sig, at prisfaldet inden for EU-erhvervsgrenen ikke stammede fra et segment, hvor importen fra Kina kun havde en lav tilstedeværelse, eller et underbudsniveau, som – såfremt der foregik underbud – ikke kunne betragtes som »betydeligt« som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 3.

71

Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse, fastslog Retten i denne præmis 67 nemlig implicit, men nødvendigvis, at hvis dette var tilfældet, kunne dette prisfald på EU-markedet ikke anses for at være en følge af dumpingimporten.

72

Dernæst skal det bemærkes, at det følger af grundforordningens artikel 3, stk. 2, at konstateringen af en skade skal ledsages af en objektiv undersøgelse af omfanget af dumpingimporten, dennes indvirkning på prisen på EU-markedet og dennes følgevirkninger for den pågældende EU-erhvervsgren. Denne forordnings artikel 3, stk. 3, fastsætter, at hvad angår dumpingimportens virkning på priserne skal det undersøges, om dumpingvarerne er blevet udbudt til en væsentlig lavere pris end prisen på samme vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen.

73

Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 33, foreskriver grundforordningen ikke nogen særlig metode til at analysere prisunderbuddet.

74

Som Kommissionen har fremhævet, fremgår det imidlertid af selve ordlyden af denne forordnings artikel 3, stk. 3, at den metode, der følges til at konstatere et eventuelt prisunderbud, som hovedregel skal anvendes i forhold til »samme vare« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 1, stk. 4, selv om denne vare, som det er tilfældet i den foreliggende sag, kan bestå af forskellige varetyper, der henhører under flere markedssegmenter (jf. i denne retning dom af 5.4.2017, Changshu City Standard Parts Factory og Ningbo Jinding Fastener mod Rådet, C-376/15 P og C-377/15 P, EU:C:2017:269, præmis 58 og 59).

75

Følgelig pålægger grundforordningen i princippet ikke Kommissionen nogen forpligtelse til at foretage en analyse af, om der foreligger et prisunderbud på et andet niveau end det for den samme vare.

76

Denne fortolkning bekræftes af punkt 5.180 i rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, hvorefter den myndighed, der er ansvarlig for antidumpingundersøgelsen, ikke i henhold til antidumpingaftalens artikel 3, stk. 3.2, er forpligtet til at godtgøre, at der foreligger et prisunderbud for hver enkelt af de varetyper, der er omfattet af undersøgelsen, eller for så vidt angår hele det vareudvalg, der udgør den samme nationale vare.

77

Som det bekræftes af dette samme punkt 5.180, er Kommissionen dog – eftersom denne institution i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, er forpligtet til at foretage en »objektiv undersøgelse« af dumpingimportens indvirkning på prisen på samme vare fra EU-erhvervsgrenen – forpligtet til i sin analyse af prisunderbuddet at tage hensyn til alt relevant positivt bevismateriale, herunder i givet fald dét, der angår de forskellige markedssegmenter for den pågældende vare.

78

For at sikre objektivitet i analysen af prisunderbuddet kan Kommissionen derfor under visse omstændigheder være forpligtet til at foretage en sådan analyse i forhold til markedssegmenterne for det pågældende produkt, selv om de vide skønsbeføjelser, som denne institution råder over med henblik på bl.a. at afgøre, om der i henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 36, foreligger en skade – således som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 167 i forslaget til afgørelse – i det mindste omfatter afgørelser angående valget af analysemetode samt oplysninger og beviser, der skal indhentes, fremgangsmåderne ved beregning af underbudsmargenen og fortolkningen og vurderingen af de indhentede oplysninger.

79

Endelig skal det bemærkes, at dette for det første er tilfældet i en situation som den, der forelå i dom af 28. oktober 2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet (T-35/01, EU:T:2004:317), der var karakteriseret ved, at den import, der var genstand for antidumpingundersøgelsen, for langt størstedelens vedkommende var koncentreret inden for et af markedssegmenterne for det pågældende produkt.

80

Som Retten i det væsentlige fastslog i denne doms præmis 127 og 129, er grundforordningens artikel 3 i en sådan situation med en særligt udtalt segmentering af den omhandlede import nemlig ikke til hinder for, at EU-institutionerne foretager en særskilt skadesvurdering for det pågældende segment, dog under forudsætning af, at der tages behørigt hensyn til den samme vare i dens helhed.

81

For det andet – og som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 77 i forslaget til afgørelse – kan den lære, der kan udledes af rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, med henblik på fortolkningen af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, sammenfattes således, at i en særlig situation, der er karakteriseret ved en stærk koncentration af hjemmemarkedssalget og dumpingimporten på særskilte segmenter, samt ved betydelige prisforskelle mellem disse segmenter, gælder det, at for at sikre objektivitet i analysen af, om der foreligger et prisunderbud, kan Kommissionen, selv om den råder over vide skønsbeføjelser angående den nærmere fremgangsmåde ved denne analyse, være forpligtet til at tage højde for markedsandelene for hver enkelt varetype og disse prisforskelle.

82

Som det fremgår af denne rapports punkt 5.180 og 5.181, kan den myndighed, der er ansvarlig for en antidumpingundersøgelse, eftersom den er forpligtet til objektivt at undersøge dumpingimportens indvirkning på de nationale priser, ikke se bort fra beviser, der kan give anledning til at tro, at denne import ikke har haft nogen indvirkning på disse priser eller kun en begrænset indvirkning.

83

Det er i lyset af disse betragtninger, at det første, det andet og det tredje anbringende skal undersøges, idet der indledes med undersøgelsen af det tredje anbringende, henset til dens potentielt væsentlige følgevirkning på det første og det andet anbringende.

84

Med sit tredje anbringende har Kommissionen kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 77-79 fastslog, at der ikke kunne tages hensyn til visse faktiske omstændigheder vedrørende segmenteringen af markedet for den omhandlede vare, som Kommissionen havde gjort gældende efter retsmødet.

85

Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 80 og 81 i forslaget til afgørelse, fremgår det af sagsakterne, at Kommissionen efter de drøftelser, der fandt sted under retsmødet for Retten, i overensstemmelse med en anmodning fra denne retsinstans fremlagde tal, der var fremkommet ved anvendelsen af metoden med varekontrolnumre, og hvoraf det fremgik, dels at dumpingimporten og EU-erhvervsgrenens salg inden for de tre omhandlede segmenter var til stede på næsten de samme niveauer, at de hovedsageligt var koncentreret i byggesektorsegmentet, med en respektiv andel på 75,1% og 71,6%, at de begge to nåede op på et ikke ubetydeligt niveau inden for olie- og gassegmentet, nemlig henholdsvis 17,3% og 15,3%, og at de begge to i mindre, men ikke ubetydelig grad var til stede inden for elproduktionssegmentet, nemlig henholdsvis 7,4% og 13,1%, og dels at prisunderbuddet havde fundet sted inden for de tre omhandlede segmenter.

86

I den appellerede doms præmis 77-79 fastslog Retten imidlertid i det væsentlige, at den ikke kunne tage hensyn til disse oplysninger, eftersom de ikke kunne supplere begrundelsen for den omtvistede forordning, da de var blevet fremført på et for sent stadium af retsforhandlingerne for Retten.

87

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i henhold til Domstolens faste retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (dom af 9.1.2003, Petrotub og Republica mod Rådet, C-76/00 P, EU:C:2003:4, præmis 81, og af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 75).

88

Ifølge denne samme retspraksis skal det nærmere indhold af begrundelseskravet fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 9.1.2003, Petrotub og Republica mod Rådet, C-76/00 P, EU:C:2003:4, præmis 81, og af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 76).

89

Tilsvarende kan begrundelsen i en forordning begrænses til en angivelse af den samlede situation, der har ført til dens vedtagelse, og de almene formål, der søges opnået. Det kan altså ikke kræves af Unionens institutioner, at de i enkeltheder angiver de ofte talrige og komplicerede omstændigheder, der har givet anledning til forordningens vedtagelse, og så meget desto mindre, at de giver en mere eller mindre fuldstændig bedømmelse af disse omstændigheder (dom af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 77).

90

I det foreliggende tilfælde fremhævede Retten i den appellerede doms præmis 79, at Kommissionen ikke i den omtvistede forordning havde fremført den omstændighed, at de stikprøveudtagne EU-producenters salg var koncentreret om byggesektoren, selv om det fremgår af 104. betragtning til denne forordning, at sammenslutningen af kinesiske eksporterende producenter netop gjorde gældende, at importen fra Kina koncentrerede sig om denne sektor, mens EU-producenterne havde været mere involveret i olie- og gassegmenterne og elproduktionssegmentet.

91

Det kan imidlertid ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke i den omtvistede forordning fremførte den nævnte faktiske omstændighed som svar på den nævnte sammenslutnings argument, eftersom den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 296 TEUF, ifølge den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 89, ikke pålægger denne institution på udtømmende vis at specificere de forskellige og undertiden meget talrige og komplekse faktiske omstændigheder, på baggrund af hvilke en forordning om indførelse af antidumpingtold er blevet vedtaget, og så meget desto mindre at give en mere eller mindre komplet vurdering heraf.

92

Eftersom det af Kommissionen forfulgte formål for så vidt angik analysen af prisunderbuddet i det væsentlige fremgik af den omtvistede forordning, skulle denne forordning i øvrigt ikke indeholde nogen specifik begrundelse for hvert enkelt af de talrige faktiske argumenter, der var påberåbt i forhold til denne analyse (jf. analogt dom af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 78).

93

Som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 85 i forslaget til afgørelse, indeholder de oplysninger, som Kommissionen fremlagde efter retsmødet, nemlig en række detaljer og supplerende oplysninger om de begrundelser, der allerede var indeholdt i den omtvistede forordning – og som i øvrigt ubestridt udgør en tilstrækkelig begrundelse – ud fra hvilke Kommissionen konkluderede, at analysen på grundlag af metoden med varekontrolnumre havde vist, at der i det konkrete tilfælde forelå et prisunderbud i forhold til den samme vare.

94

Navnlig i 108. betragtning til den omtvistede forordning forklarede Kommissionen på følgende vis, hvorfor metoden med varekontrolnumre gjorde det muligt at tage hensyn til segmenteringen af markedet for den omhandlede vare ved sammenligningen af varerne og dermed især i forbindelse med analysen af prisunderbuddet:

»For så vidt angår segmenterne[…] påpegede Kommissionen, at de relevante forskelle mellem varetyper afspejles i varekontrolnummeret (PCN), som sikrer, at kun sammenlignelige produkter sammenlignes med hinanden. De vigtigste egenskaber ved segmenterne fremgår af PCN: legeret og højlegeret stål (segmentet for elproduktion), ulegeret stål (bygge- og anlægsvirksomhed) og de specifikke varekategorier for rør, foringsrør, produktionsrør og borerør (olie- og gassegmentet).«

95

Eftersom hovedparten af Kommissionens argumentation vedrørende analysen af prisunderbuddet – herunder specifikt, at der var taget hensyn til markedssegmenterne for den omhandlede vare – allerede fremgik af begrundelsen for den omtvistede forordning, var der intet til hinder for, at Retten i det foreliggende tilfælde anmodede Kommissionen om afklarende oplysninger med henblik på at indhente yderligere forklaringer, som denne retsinstans fandt nødvendige for fuldt ud at forstå denne analyse, henset til den kritik, som Hubei havde fremsat mod denne analyse.

96

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den ikke kunne tage hensyn til de oplysninger, der fulgte af anvendelsen af metoden med varekontrolnumre, og som er nævnt i denne doms præmis 85, til trods for at denne retsinstans selv havde anmodet Kommissionen om at fremlægge disse oplysninger efter retsmødet. Da disse oplysninger herefter indgår i sagsakterne, skal de tages i betragtning ved vurderingen af det første og det andet anbringende.

97

Følgelig skal det tredje anbringende tiltrædes.

98

Med sit første anbringendes første led har Kommissionen i det væsentlige kritiseret Retten for at have krævet en analyse af prisunderbuddet for hvert enkelt markedssegment for den omhandlede vare, hvilket er i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 3, som kun foreskriver en sådan analyse i forhold til den samme vare. Med dette anbringendes andet led har Kommissionen kritiseret Retten for, at den baserede kravet om en analyse af prisunderbuddet for hvert enkelt markedssegment på to fortilfælde, nemlig rapporten fra appelorganet »HP-SSST« og dom af 28. oktober 2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet (T-35/01, EU:T:2004:317), selv om den lære, der kan udledes af disse fortilfælde, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Med sit første anbringendes tredje led har Kommissionen kritiseret Retten for at have fastslået, at de faktiske omstændigheder, der er opregnet i den appellerede doms præmis 59, 61, 62 og 64, udgjorde særlige omstændigheder, der nødvendiggjorde en analyse af prisunderbuddet pr. markedssegment.

99

Med sit andet anbringende har Kommissionen anfægtet den appellerede doms præmis 60 og 67, hvori Retten i det væsentlige fastslog, at metoden med varekontrolnumre ikke var tilstrækkelig til at tage hensyn til segmenteringen af markedet for den omhandlede vare i forbindelse med analysen af prisunderbuddet.

100

Disse to anbringender skal behandles samlet, eftersom de for en stor dels vedkommende overlapper hinanden, for så vidt som de begge rummer kritik af den appellerede doms præmis 67.

101

Det følger i denne forbindelse af den appellerede doms præmis 60, 66 og 67, at Kommissionen ifølge Retten på trods af anvendelsen af metoden med varekontrolnumre ikke tog hensyn til segmenteringen af markedet for den omhandlede vare i forbindelse med bl.a. sin analyse af prisunderbuddet, selv om de særlige faktiske omstændigheder i den konkrete sag, der er opregnet i denne doms præmis 59, 61, 62 og 64, gjorde en sådan analyse påkrævet i forhold til hvert enkelt markedssegment for den omhandlede vare, og at denne institution derfor ikke støttede sin analyse på alle relevante oplysninger i den konkrete sag.

102

Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 35 og 36, forholder det sig således, at de vide skønsbeføjelser, som tilkommer Kommissionen i forbindelse med en antidumpingprocedure på grund af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, som den skal undersøge – og som bl.a. vedrører fastlæggelsen af, om EU-erhvervsgrenen er blevet påført en skade – har den naturlige følge, at domstolsprøvelsen af denne institutions vurdering af de faktiske omstændigheder skal begrænses til en efterprøvelse af, at der ikke er blevet anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

103

Hvad angår analysen af prisunderbuddet fastslog Retten imidlertid ikke, at Kommissionen ved at anvende metoden med varekontrolnumre anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder derved, at den ikke tog hensyn til segmenteringen af markedet for den omhandlede vare.

104

Det fremgår således af 24. og 108. betragtning til den omtvistede forordning, at Kommissionen for så vidt angår markedssegmenterne anførte, at der blev taget hensyn til de relevante forskelle mellem varetyper i varekontrolnummeret, hvilket gjorde det muligt at sikre, at kun sammenlignelige varer blev sammenlignet med hinanden, og at de væsentligste kendetegn ved markedssegmenterne adskilte sig fra hinanden ved varekontrolnummeret.

105

Navnlig – og som generaladvokaten i det væsentlige ligeledes har anført i punkt 92 og 93 i forslaget til afgørelse – henviste det første tal i hvert varekontrolnummer til det segment, som den pågældende varetype henhørte under, og Kommissionen sammenlignede, varekontrolnummer for varekontrolnummer, dumpingimportpriserne og EU-producenternes priser.

106

Ved at anvende metoden med varekontrolnumre tog Kommissionen derfor rent faktisk hensyn til markedssegmenterne for den omhandlede vare med henblik på bl.a. analysen af prisunderbuddet, og den kan følgelig ikke foreholdes at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved gennemførelsen af denne analyse.

107

Som Kommissionen har gjort gældende i sit sjette anbringendes tredje led, følger det heraf, at Retten på dette punkt overskred grænserne for den retslige kontrol, der med hensyn til fastlæggelsen af skaden, og navnlig analysen af prisunderbuddet, pålægger den at respektere den vide skønsmargen, der i denne henseende er forbeholdt Kommissionen, og som – således som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 167 i forslaget til afgørelse – i det mindste omfatter afgørelser angående valget af analysemetode samt oplysninger og beviser, der skal indhentes, fremgangsmåderne ved beregning af underbudsmargenen og fortolkningen og vurderingen af de indhentede oplysninger.

108

Hvad angår Hubeis argument, der allerede er blevet fremført for Retten, hvorefter anvendelsen af metoden med varekontrolnumre er utilstrækkelig, eftersom den ikke gør det muligt at fastslå importens indvirkning i et givent segment på EU-erhvervsgrenens salgspriser for varer henhørende under andre segmenter, skal det fastslås, at Retten ikke tog dette argument til følge.

109

Retten foreholdt derimod i den appellerede doms præmis 67 Kommissionen, at den ikke i det mindste havde efterprøvet, at EU-erhvervsgrenens prisfald, henset til den markante segmentering af den omhandlede vare i det foreliggende tilfælde, ikke hidrørte fra et segment, hvor importen fra Kina havde en ringe tilstedeværelse eller et prisunderbudsniveau, som ikke kunne anses for betydeligt.

110

Som det fremgår af de oplysninger, som Kommissionen fremlagde som svar på Rettens anmodning, og som er omhandlet i denne doms præmis 85, gjorde anvendelsen af metoden med varekontrolnumre det imidlertid muligt at fastslå, at dumpingimporten og de produkter, der blev solgt af EU-erhvervsgrenen, var fuldt ud sammenlignelige for de tre markedssegmenter, og at prisunderbuddet fandt sted inden for hvert af disse tre segmenter, således at der i det foreliggende tilfælde ikke forelå en situation med en markant segmentering som den, der var tale om i rapporten fra appelorganet »HP-SSST« og den sag, der lå til grund for dom af 28. oktober 2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet (T-35/01, EU:T:2004:317).

111

Under disse omstændigheder gælder det, at selv om en supplerende analyse af prisunderbuddet såsom den, der er omtalt i den appellerede doms præmis 67, og som bestod i at sammenligne priserne i hvert enkelt segment foruden den analyse, der var blevet gennemført på grundlag af metoden med varekontrolnumre, dvs. en sammenligning varekontrolnummer for varekontrolnummer, på baggrund af de principper, der er henvist til i nærværende doms præmis 77-80, kan være påkrævet for Kommissionen under visse ekstraordinære omstændigheder med en markant segmentering for den pågældende vare, der omfatter betydelige prisvariationer mellem markedssegmenterne – selv om der skal forbeholdes denne institution vide skønsbeføjelser til at definere den præcise metode til prisunderbudsanalysen – var en sådan supplerende analyse under alle omstændigheder ikke påkrævet i det foreliggende tilfælde, henset til de oplysninger, som Kommissionen fremlagde på Rettens udtrykkelige anmodning efter retsmødet for denne.

112

Det kan tilføjes, at hvad navnlig angår forekomsten af betydelige prisforskelle mellem de tre markedssegmenter fremgår det af 24. og 108. betragtning til den omtvistede forordning, at disse i det foreliggende tilfælde især var knyttet til anvendelsen af højlegeret stål til produkter inden for elproduktionssektoren, mens der blev anvendt ulegeret stål ved fremstillingen af produkter inden for de to øvrige sektorer.

113

Det fremgår endvidere af nævnte 24. og 108. betragtning – således som generaladvokaten i det væsentlige ligeledes har anført i punkt 105 i forslaget til afgørelse – at der ved anvendelsen af metoden med varekontrolnumre blev taget hensyn til de forskelle i omkostninger og priser, der var knyttet til legeret og højlegeret stål, i sammenligningerne på grund af opbygningen af varekontrolnumrene, og navnlig det første kendetegn, der blev taget i betragtning i varekontrolnummeret, nemlig varetypen, som sondrede mellem ulegeret stål, legeret stål og højlegeret stål.

114

Følgelig gælder det i det foreliggende tilfælde, at eftersom disse prisforskelle mellem forskellige markedssegmenter for den omhandlede vare allerede var blevet taget i betragtning i bl.a. analysen af prisunderbuddet efter metoden med varekontrolnumre, gjorde disse prisforskelle det ikke påkrævet for Kommissionen at foretage den supplerende analyse, der er omtalt i den appellerede doms præmis 67.

115

Det følger af det ovenstående, at det første og det andet anbringende er begrundede. Det skal endvidere fastslås, at det sjette anbringendes tredje led følgelig også er begrundet, for så vidt som Kommissionen med dette led har kritiseret Retten for at have overskredet grænserne for den retslige prøvelse, der påhviler den, idet Retten i den appellerede doms præmis 59-66 fastslog, at denne institution, eftersom den ikke havde foretaget en analyse af prisunderbuddet pr. markedssegment, ikke havde taget hensyn til alle de relevante oplysninger, uden imidlertid at have konstateret, at denne institution havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

116

Med det fjerde anbringende har Kommissionen, støttet af ArcelorMittal m.fl., anfægtet den appellerede dom, for så vidt som Retten i denne doms præmis 68-76 i det væsentlige fastslog, at Kommissionen i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, ikke i forbindelse med sin analyse af prisunderbuddet og mere generelt af dumpingimportens indvirkning på priserne på de samme varer på EU-markedet havde taget hensyn til en vis mængde af den samme vare fremstillet af de stikprøveudtagne EU-producenter, dvs. den mængde, der bestod af 17 varetyper ud af de 66, der var blevet solgt af disse producenter, men som ikke var blevet eksporteret af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter, og at Kommissionen derfor ikke i denne analyse havde taget hensyn til alle relevante oplysninger i den konkrete sag, således som det kræves efter disse bestemmelser.

117

Med sit fjerde anbringendes første led har Kommissionen kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 68-76 fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, eftersom den i forbindelse med analysen af prisunderbuddet ikke havde taget hensyn til 17 ud af de 66 varetyper, der var blevet solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter, men som ikke var blevet solgt af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter.

118

Ved at fastslå, at alle de varetyper, der sælges af EU-erhvervsgrenen, skal tages i betragtning ved analysen af prisunderbuddet, har Retten imidlertid misforstået denne analyses karakter, eftersom analysen i henhold til selve ordlyden af grundforordningens artikel 3, stk. 3, skal udføres i forhold til den samme vare og ikke i forhold til hver enkelt varetype eller varekontrolnummer.

119

Kommissionen har gjort gældende, at det rent faktisk er i forhold til den samme vare, at den har godtgjort, at der forelå et prisunderbud. Den beregnede først prisunderbudsmargener i forhold til varekontrolnumrene, og derpå udregnede den det vejede gennemsnit af prisunderbuddet for samtlige varekontrolnumre. Selv om der for så vidt angår visse varekontrolnumre ikke er blevet konstateret noget prisunderbud, eller der er blevet konstateret et negativt prisunderbud, betyder dette ikke, at der ikke også kan pålægges en antidumpingtold på disse varekontrolnumre. Det er nemlig tilstrækkeligt, at der i forhold til den samme vare i gennemsnit konstateres et prisunderbud.

120

Med sit fjerde anbringendes andet led har Kommissionen foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved at fastslå, at den analyse af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser, som skulle foretages i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, krævede, at der blev taget hensyn til de 17 varekontrolnumre, som var blevet solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter, men som ikke var blevet eksporteret til EU af de stikprøveudtagne kinesiske producenter.

121

Kommissionen har for det første anført, at disse varekontrolnumres potentielle indvirkning på EU-erhvervsgrenens priser ikke henhører under denne analyse, men i givet fald under den særskilte analyse kaldet »ikke-tilskrivningsanalysen«, som Kommissionen skal foretage på et senere tidspunkt i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 7, hvilken bestemmelse Hubei imidlertid ikke har gjort gældende er blevet tilsidesat.

122

Det er inden for rammerne af en sådan ikke-tilskrivningsanalyse, at det spørgsmål indgår, der blev behandlet i den appellerede doms præmis 72-74, og som går på, hvorvidt EU-erhvervsgrenen kunne blive ramt af prisfald som følge af denne erhvervsgrens salg af de 17 varekontrolnumre, som ikke blev eksporteret af de kinesiske eksporterende producenter.

123

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 71 med urette henviste til punkt 5.180 i rapporten fra appelorganet »HP-SSST« for at fastslå, at der ikke er noget grundlag for at antage, at den analyse, der er omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, kan undlade at tage hensyn til en vis mængde af den samme vare, der ikke er genstand for et prisunderbud.

124

Hvad angår det fjerde anbringendes første led har Hubei for så vidt angår argumentet om, at prisunderbuddet skal fastslås i forhold til den samme vare, gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 74 med rette fastslog, at Kommissionen efter at have påvist et prisunderbud for visse varetyper ikke uden at give en specifik begrundelse kunne udstrække denne konstatering til andre varetyper, for hvilke der ikke var blevet dokumenteret nogen prisunderbud, og dermed heller ikke til den samme vare i dens helhed.

125

Retten tog således hensyn til de betænkeligheder, som Domstolen gav udtryk for i præmis 60 i dom af 5. april 2017, Changshu City Standard Parts Factory og Ningbo Jinding Fastener mod Rådet (C-376/15 P og C-377/15 P, EU:C:2017:269), nemlig at hvis det var tilladt for EU-institutionerne at udelukke de eksporttransaktioner til Unionen, der vedrører visse typer af den pågældende vare, fra beregningen af dumpingmargenen, ville dette være ensbetydende med at give disse institutioner mulighed for at påvirke resultatet af beregningen af dumpingmargenen ved at foretage en udelukkelse af en eller flere typer eller modeller af denne vare.

126

En sådan risiko for manipulation ville ligeledes foreligge, hvis Kommissionen ikke i analysen af prisunderbuddet var forpligtet til at tage hensyn til alle salg foretaget af de stikprøveudtagne EU-producenter. Dette ville nemlig gøre det muligt for Kommissionen at konstatere et prisunderbud for kun en del af EU-erhvervsgrenens salg og at udstrække denne konstatering til alle disse salg uden at skulle forklare, hvilke indvirkninger disse salg havde haft på priserne.

127

Hvad angår det fjerde anbringendes andet led har Hubei gjort gældende, at Kommissionens argument om, at analysen af indvirkningerne på priserne og fastlæggelsen af årsagssammenhængen udgør af hinanden helt uafhængige etaper, er uvirksomt, eftersom Kommissionen ikke har anfægtet den appellerede doms præmis 86, hvori Retten fastslog, at der er en forbindelse mellem fastlæggelsen af prisunderbuddet og påvisningen af en årsagssammenhæng.

128

Under alle omstændigheder forholder det sig således, at eftersom der i grundforordningens artikel 3, stk. 2, henvises til dumpingimportens følgevirkninger for erhvervsgrenen i Unionen, indbefatter denne bestemmelse de krav om årsagssammenhæng og ikke-tilskrivning, som derefter bliver behandlet udførligt i denne forordnings artikel 3, stk. 6 og 7.

129

Endvidere krævede Retten i den appellerede doms præmis 71 ikke en ikke-tilskrivningsanalyse, men henviste med rette til punkt 5.180 i rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, der i det væsentlige bekræfter, at det er nødvendigt at påvise indvirkningerne på priserne for den pågældende vare som helhed uden herfra at udelukke de varetyper, for hvilke der ikke er konstateret noget prisunderbud.

130

Indledningsvis skal der ske en præcisering af rækkevidden af Rettens kritik i den appellerede doms præmis 68-74 af Kommissionens analyse af prisunderbuddet, dvs. i det væsentlige at denne institution i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, ikke i denne analyse tog hensyn til 17 ud af de 66 varetyper eller varekontrolnumre, der var blevet solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter, og som udgjorde 8% af disse producenters salgsmængde.

131

I denne henseende fremgår det for det første af den appellerede doms præmis 69-71, at der – således som det bekræftes i rapporten fra appelorganet »HP-SSST« – »ikke er noget grundlag for at antage, at den analyse, der er omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, kan undlade at tage hensyn til en vis mængde af den samme vare, der ikke er genstand for et prisunderbud«, i det foreliggende tilfælde den mængde, der bestod af 17 varetyper, der var blevet solgt af EU-erhvervsgrenen, og for hvilke der ikke fandtes nogen tilsvarende importeret varetype.

132

Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 126 i forslaget til afgørelse, følger det heraf, at Kommissionen ifølge Retten under alle omstændigheder er forpligtet til ved analysen af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser at tage højde for samtlige EU-erhvervsgrenens salg af den samme vare.

133

I det foreliggende tilfælde fandt Retten derfor, at Kommissionen med henblik på at støtte sin analyse på alle relevante oplysninger var forpligtet til at tage hensyn til alle de varekontrolnumre, som var blevet solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter, herunder de 17 varekontrolnumre, som ikke var blevet eksporteret af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter.

134

For det andet kritiserede Retten i den appellerede doms præmis 73 og 74 i det væsentlige Kommissionen for at have støttet den forbindelse, som denne institution havde konstaterede mellem analysen af prisunderbuddet og udviklingen i EU-erhvervsgrenens priser, på et fejlagtigt faktuelt grundlag, eftersom den ikke havde taget hensyn til de omhandlede 17 varekontrolnumre, selv om det i mangel af en specifik begrundelse herfor i den omtvistede forordning ikke kunne udelukkes, at disse varetyper havde »bidraget, med en ikke ubetydelig andel, til faldet i de stikprøveudtagne EU-producenters priser«.

135

Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 128 i forslaget til afgørelse, foreholdt Retten med denne kritik i det væsentlige Kommissionen, at den ikke havde undersøgt, i hvilket omfang priserne på disse 17 varetyper kunne have bidraget til udviklingen i de stikprøveudtagne EU-producenters priser, dvs. faldet i disse priser.

136

For at begrunde det af Kommissionen anfægtede principielle udsagn om, at denne institution ved sin undersøgelse af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser, navnlig ved analysen af prisunderbuddet, er forpligtet efter grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, til konsekvent at tage hensyn til alle de typer af den pågældende vare, som denne erhvervsgren har solgt – selv dem, der ikke er blevet eksporteret af de eksporterende producenter til Unionen, og som derfor pr. definition ikke er genstand for dumping – henviste Retten i den appellerede doms præmis 71 til punkt 5.180 i rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, hvori dette organ havde anført, at de pågældende kinesiske myndigheder i den konkrete sag var forpligtede »til at vurdere den betydelige karakter af dumpingimportens prisunderbud i relation til den andel af den indenlandske produktion, for hvilken der ikke var konstateret noget prisunderbud«.

137

Denne sætning skal ses i sammenhæng med den konkrete sag, der var tale om i denne rapport. Denne sag vedrørte således en særlig situation, hvor de kinesiske myndigheder ikke havde analyseret og derfor ikke havde konstateret et prisunderbud for de varer, der indgik i markedssegmentet A, hvor de nationale salg var koncentreret, men havde begrænset sig til at udstrække de konstateringer, der udsprang af analysen af prisunderbuddet for markedssegmenterne B og C, som dumpingimporten var fokuseret på, til dette segment.

138

I en sådan særlig situation har det appelorgan, som er oprettet af WTO’s tvistbilæggelsesorgan, fastslået, at de nævnte myndigheder ikke kunne udelukke en »andel af den indenlandske produktion, for hvilken der ikke var konstateret noget prisunderbud«, fra analysen af prisunderbuddet.

139

Den foreliggende sag vedrører imidlertid ikke en sådan særlig situation, men en grundlæggende anderledes situation.

140

Som det allerede er blevet fastslået i forbindelse med behandlingen af det tredje anbringende, fremgår det nemlig af sagsakterne, at der i det foreliggende tilfælde ikke var tale om en situation med en markant segmentering af markedet for den omhandlede vare, hvor EU-erhvervsgrenens salg var koncentreret i et andet markedssegment for den omhandlede vare end dét, som dumpingimporten var koncentreret på, men om en situation, hvor Kommissionen konstaterede, at der rent faktisk havde fundet et prisunderbud sted inden for de tre omhandlede segmenter.

141

Det er i øvrigt ubestridt, at hele importen fra Kina – således som Retten anførte i den appellerede doms præmis 38 – kunne gøres til genstand for en analyse af prisunderbuddet, og at der i denne analyse blev taget hensyn til 92% af EU-erhvervsgrenens salgsmængde, således som angivet i denne doms præmis 68 og 74.

142

Når Kommissionen i den foreliggende sag ved analysen af prisunderbuddet ikke tog hensyn til en vis mængde af den nationale produktion, nemlig den mængde, der bestod af de 17 omhandlede varekontrolnumre, er grunden hertil desuden, som Retten i øvrigt har anført i den appellerede doms præmis 69, at for disse typer af den omhandlede vare var Kommissionen ikke i stand til at beregne en prisunderbudsmargen, eftersom der ikke fandtes nogen tilsvarende importeret varetype.

143

Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 152 i forslaget til afgørelse, var det derfor en urigtig fremstilling af de faktiske omstændigheder, når Retten i den appellerede doms præmis 70 anførte, at priserne på de omhandlede 17 varekontrolnumre »pr. definition ikke var underbudspriser«, og i denne doms præmis 71 anførte, at der i det foreliggende tilfælde var tale om en situation, hvor en vis mængde af hjemmemarkedssalget ikke var genstand for prisunderbud.

144

Den manglende hensyntagen i analysen af prisunderbuddet til de 17 omhandlede varekontrolnumre er nemlig blot en konsekvens af Kommissionens valg, som henhører under den vide skønsmargen, som den i denne henseende har til at foretage denne analyse ved at anvende metoden med varekontrolnumre, hvilken metode i øvrigt ikke som sådan er blevet anfægtet, således som Retten anførte i den appellerede doms præmis 37.

145

Det følger heraf, at Retten i den appellerede doms præmis 71 fejlagtigt støttede sig på punkt 5.180 i rapporten fra appelorganet »HP-SSST« for at fastslå, at der findes et princip om, at Kommissionen i sin undersøgelse af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser, og navnlig i analysen af prisunderbuddet, konsekvent skal tage hensyn til alle de typer af den pågældende vare, som denne erhvervsgren har solgt.

146

Hubei har imidlertid gjort gældende, at dette princip kan støttes på en analog anvendelse af den lære, der kan udledes af dom af 5. april 2017, Changshu City Standard Parts Factory og Ningbo Jinding Fastener mod Rådet (C-376/15 P og C-377/15 P, EU:C:2017:269).

147

Dette argument, der, som det fremgår af den appellerede doms præmis 24, allerede blev fremført af Hubei for Retten, men som Retten ikke tog stilling til, kan imidlertid ikke tiltrædes.

148

I præmis 61 i dom af 5. april 2017, Changshu City Standard Parts Factory og Ningbo Jinding Fastener mod Rådet (C-376/15 P og C-377/15 P, EU:C:2017:269), fastslog Domstolen således, at grundforordningens artikel 2, stk. 11, henset til sin ordlyd, sit formål og den sammenhæng, hvori den indgår, ikke kan fortolkes således, at den tillader en udelukkelse af de eksporttransaktioner til Unionen, der vedrører visse typer af den pågældende vare, fra beregningen af dumpingmargenen, og at det tværtimod følger af denne bestemmelse, at EU-institutionerne med henblik på denne beregning er forpligtede til at tage hensyn til samtlige disse transaktioner.

149

I denne doms præmis 60 fastslog Domstolen, at enhver anden fortolkning ville være ensbetydende med at give disse institutioner mulighed for at påvirke resultatet af beregningen af dumpingmargenen ved at foretage en udelukkelse af en eller flere typer eller modeller af den pågældende vare.

150

Det må imidlertid fastslås, at den lære, der kan udledes af den nævnte dom, for så vidt som den vedrører fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 11, ikke kan overføres på den analyse af dumpingimportens indvirkning på EU-erhvervsgrenens priser, som kræves i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 2 og 3.

151

Hvad angår ordlyden af denne artikel 2, stk. 11, fremhævede Domstolen således i præmis 53 i dom af 5. april 2017, Changshu City Standard Parts Factory og Ningbo Jinding Fastener mod Rådet (C-376/15 P og C-377/15 P, EU:C:2017:269), at EU-institutionerne ikke kan udelukke de eksporttransaktioner, der vedrører visse typer af den pågældende vare, fra beregningen af dumpingmargenen, eftersom denne bestemmelse udtrykkeligt bestemmer, at der ved beregningen af dumpingmargenen – og uanset den valgte metode til sammenligning af den normale værdi og eksportprisen – skal tages hensyn til »priserne for alle eksporttransaktioner«.

152

Ordlyden af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, er imidlertid en helt anden, eftersom denne hverken angiver eller antyder, at analysen af dumpingimportens indvirkning på EU-erhvervsgrenens priser under alle omstændigheder skal tage hensyn til denne erhvervsgrens samlede salg.

153

Tværtimod angiver ordlyden af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, at disse bestemmelser ikke pålægger Kommissionen, at der ved analysen af dumpingimportens indvirkning på EU-erhvervsgrenens priser nødvendigvis skal tages hensyn til alle EU-erhvervsgrenens salg af den samme vare.

154

Som Kommissionen ligeledes har gjort gældende, understøttes dette af en grundlæggende forskel mellem fastsættelsen af dumpingmargenen og analysen, med henblik på fastlæggelsen af en skade, af dumpingimportens indvirkning på EU-erhvervsgrenens priser, som beror på den omstændighed, at denne analyse indebærer en sammenligning af salg, der ikke er sket fra den samme virksomhed – som det er tilfældet ved fastsættelsen af dumpingmargenen, der beregnes på grundlag af oplysninger fra den pågældende eksporterende producent – men fra flere virksomheder, nemlig de stikprøveudtagne eksporterende producenter og de virksomheder, der udgør en del af EU-erhvervsgrenen, og som indgår i stikprøven.

155

En sammenligning af disse virksomheders salg vil imidlertid ofte være vanskeligere ved analysen af prisunderbuddet end ved fastsættelsen af dumpingmargenen, eftersom det udvalg af varetyper, der sælges af disse forskellige virksomheder, vil have en tendens til kun at være delvist overlappende.

156

Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 145 i forslaget til afgørelse, forholder det sig således, at jo mere detaljerede varekontrolnumrene er, desto større er denne risiko for, at visse varetyper ikke kan tages i betragtning ved analysen af prisunderbuddet på grund af forskellen i udvalget af de varer, der er blevet solgt af disse forskellige virksomheder.

157

Selv om en større differentiering af varekontrolnumre har den fordel, at der sker en sammenligning af varetyper, der har flere fælles fysiske og tekniske kendetegn, har en sådan større differentiering nemlig omvendt den ulempe, at den øger muligheden for, at visse varetyper, der sælges af den ene eller den anden del af de berørte selskaber, ikke har ækvivalenter og derfor hverken kan sammenlignes eller tages i betragtning i denne analyse.

158

Endelig bemærkes, at selv om Kommissionen har en vid skønsmargen til at vælge den præcise metode til at analysere prisunderbuddet, hvilket kan have den uundgåelige konsekvens, således som det er tilfældet med metoden med varekontrolnumre, at visse varetyper ikke kan sammenlignes og dermed ikke tages i betragtning ved denne analyse, er denne metode begrænset af den forpligtelse, som Kommissionen er pålagt ved grundforordningens artikel 3, stk. 2, til at foretage en objektiv undersøgelse af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser.

159

Det må heraf konkluderes, at Retten behæftede den appellerede dom med en retlig fejl, idet den fastslog, at Kommissionen ved den analyse af dumpingimportens indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser, der er fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, og navnlig ved analysen af prisunderbuddet, under alle omstændigheder er forpligtet til at tage hensyn til alle de af denne erhvervsgren solgte varer, herunder de typer af den pågældende vare, som ikke er blevet eksporteret af de stikprøveudtagne eksporterende producenter.

160

Som det allerede er anført i nærværende doms præmis 134, kritiserede Retten i den appellerede doms præmis 73 og 74 i det væsentlige Kommissionen for at have støttet den forbindelse, som denne institution havde konstateret mellem analysen af prisunderbuddet og udviklingen i EU-erhvervsgrenens priser, på et fejlagtigt faktuelt grundlag, eftersom den ikke havde taget hensyn til 17 ud af de 66 varekontrolnumre, selv om det i mangel af en specifik begrundelse herfor i den omtvistede forordning ikke kunne udelukkes, at disse varetyper havde »bidraget, med en ikke ubetydelig andel, til faldet i de stikprøveudtagne EU-producenters priser«.

161

Det skal i denne forbindelse fastslås, at den analyse, der kræves efter grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, består i at undersøge »dumpingimportens« indvirkninger på EU-erhvervsgrenens priser.

162

En sådan analyse omfatter imidlertid ikke en undersøgelse som den, der er omhandlet i den appellerede doms præmis 74, af indvirkningerne på EU-erhvervsgrenens priser ikke fra dumpingimporten, men fra 17 typer af den omhandlede vare, der er blevet solgt af denne erhvervsgren, og som pr. definition ikke indgår i denne import.

163

Som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 151 i forslaget til afgørelse, forholder det sig desuden således, at hvis den i den appellerede doms præmis 74 omhandlede undersøgelse førte til, at der rent faktisk blev konstateret en »ikke ubetydelig« indvirkning fra de 17 omhandlede varekontrolnumre på EU-erhvervsgrenens prisfald, ville en sådan konklusion kun kunne forklares med to grunde.

164

En sådan konklusion kunne nemlig for det første forklares med, at dumpingimporten havde haft endnu større indvirkninger på priserne på disse 17 varetyper end de indvirkninger, som Kommissionen havde fastlagt for de øvrige varetyper, med hensyn til hvilke der var konstateret et prisunderbud.

165

I dette tilfælde ville konklusionen om, at der forelå skadelige indvirkninger på priserne på den samme vare på grund af importen til EU-markedet, imidlertid under ingen omstændigheder kunne drages i tvivl som fejlagtig. En sådan konstatering kan højst tyde på, at der er sket et endnu større prisunderbud, hvilket således bestyrker fastlæggelsen af, at der foreligger en skade.

166

I det omgang den nævnte konklusion kan forklares med indvirkningen fra andre faktorer end den import, som har bidraget til den skade, der er påført EU-erhvervsgrenen som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 7, vil undersøgelsen af disse andre faktorers indvirkning for det andet henhøre under den såkaldte »ikke-tilskrivningsanalyse«, der er fastsat i denne bestemmelse, hvis tilsidesættelse ikke blev påberåbt af Hubei i forbindelse med de anbringender, som Retten undersøgte og tiltrådte, og som derfor ikke kunne begrunde, at der blev givet medhold i selskabets søgsmål.

167

Som Kommissionen har gjort gældende i forbindelse med sit sjette anbringendes tredje led, og som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 169-171 i forslaget til afgørelse, er den appellerede doms præmis 74 i øvrigt behæftet med en retlig fejl i en anden henseende.

168

I den nævnte præmis 74 foreholdt Retten således Kommissionen, at den ikke havde undersøgt den indflydelse, som priserne på de 17 typer af den omhandlede vare, for hvilke der ikke havde kunnet konstateres et prisunderbud, kunne have haft på udviklingen i EU-producenternes priser, uden i denne henseende at have fastslået, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

169

Ved at fastslå dette overskred Retten imidlertid de grænser, der, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 35-37, gælder for EU’s retsinstansers retslige kontrol af lovligheden af en retsakt såsom den omtvistede forordning på grund af de vide skønsbeføjelser, der skal forbeholdes Kommissionen for så vidt angår analysen af prisunderbuddet ifølge de forpligtelser, der i denne henseende påhviler denne institution efter grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3.

170

Henset til det ovenstående skal det konkluderes, at den appellerede doms præmis 68-76 er behæftede med retlige fejl, og at det fjerde anbringende om en fejlagtig fortolkning af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, derfor skal tages til følge, uden at det er fornødent at undersøge det femte anbringende, som rummer en kritik af disse samme præmisser med hensyn til en hævdet tilsidesættelse af denne forordnings artikel 17, og som, selv om det var velbegrundet, ikke ville tilføje noget til denne konklusion.

171

Hvad endelig angår det sjette anbringende om en retlig fejl derved, at Retten udøvede en for intensiv retslig kontrol ved sin undersøgelse af den af Kommissionen foretagne analyse af prisunderbuddet, er dette anbringendes tredje led velbegrundet i det omfang, der er angivet i denne doms præmis 167-169. I øvrigt er det ufornødent at undersøge dette anbringende, eftersom det vedrører præmisser i den appellerede dom, i forhold til hvilke der allerede er konstateret en retlig fejl i forbindelse med undersøgelsen af det fjerde anbringende.

172

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal den appellerede dom ophæves, eftersom det første til det fjerde anbringende og det sjette anbringendes tredje led er velbegrundede, uden at det er fornødent at undersøge det femte anbringende eller det sjette anbringendes første og andet led.

173

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

174

Hvad i den foreliggende sag angår Hubeis første og andet anbringende i søgsmålet er det tilstrækkeligt at fastslå, at henset til navnlig de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 103-115, 159 og 162, har intet åbenbart urigtigt skøn påvirket den analyse, som Kommissionen i medfør af grundforordningens artikel 3, stk. 2, 3 og 6, foretog i den omtvistede forordning angående prisunderbuddet, dumpingimportens indvirkninger på priserne på de samme varer på EU-markedet og forekomsten af en årsagssammenhæng. Disse anbringender skal derfor forkastes som værende ugrundede.

175

Derimod er sagen ikke moden til påkendelse for så vidt angår det tredje og det fjerde anbringende, som Hubei fremsatte til støtte for sit annullationssøgsmål, og som ikke blev undersøgt af Retten. Sagen skal derfor hjemvises til Retten.

176

Da sagen hjemvises til Retten, skal spørgsmålet om sagsomkostningerne udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):