–

YT, ZU, AW, BY, CX, DZ, EA, FB, GC, IE, JF, KG, LH, MI, NY og PL ved avvocato S. Tramontano,

–

HD ved avvocata F. Sorrentino,

–

OK ved avvocato V. De Michele,

–

Federazione GILDA-UNAMS ved avvocato T. de Grandis,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato L. Fiandaca og P. Gentili,

–

Europa-Kommissionen ved G. Gattinara, M. van Beek og C. Valero, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af §§ 4 og 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), og som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43), af artikel 1 og artikel 2, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16) samt af artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side YT, ZU, AW, BY, CX, DZ, EA, FB, GC, IE, JF, KG, LH, MI, NY, PL, HD og OK (herefter »sagsøgerne i hovedsagen«), der underviser i katolsk religion på offentlige undervisningsinstitutioner, og på den anden side Ministero dell’Istruzione dell’Università e della Ricerca – MIUR (ministeriet for uddannelse, universiteter og forskning – MIUR, Italien) og Ufficio Scolastico Regionale per la Campania (det regionale kontor for undervisning, Campania, Italien) vedrørende førstnævntes anmodninger om ændring af deres tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede kontrakter.

3

14. betragtning til direktiv 1999/70 har følgende ordlyd:

»[D]e underskrivende parter har ønsket at indgå en rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse og har opregnet de generelle principper og minimumskravene for tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold; de har givet udtryk for deres ønske om at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination og ved at fastsætte de rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.«

4

I andet afsnit i præamblen til rammeaftalen er det anført, at parterne i denne »erkender, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed er – og fortsat vil være – den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere[, og at] tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse tilfælde opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov«.

5

Punkt 6-8 og 10 i de generelle betragtninger til rammeaftalen er affattet således:

[…]

6

Rammeaftalens § 1 lyder således:

»Formålet med nærværende rammeaftale er:

7

Rammeaftalens § 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1:

»Denne aftale finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

8

Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I denne aftale forstås ved:

[…]«

9

Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« fastsætter i stk. 1:

»Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.«

10

Rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« fastsætter:

11

Rammeaftalens § 8 med overskriften »Afsluttende bestemmelser« har følgende ordlyd:

[…]«

12

24. betragtning til direktiv 2000/78 lyder således:

»Unionen har i sin erklæring nr. 11 om kirkers og konfessionsløse organisationers status, der er knyttet som bilag til slutakten til Amsterdamtraktaten, udtrykkeligt anført, at den respekterer og ikke anfægter den status i henhold til national lovgivning, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne, samt at den ligeledes respekterer filosofiske og konfessionsløse organisationers status, og at medlemsstaterne på baggrund heraf kan opretholde eller fastsætte specifikke bestemmelser om regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav, der kan stilles til at udøve en erhvervsmæssig aktivitet.«

13

Dette direktivs artikel 1 bestemmer, at formålet med direktivet er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af bl.a. religion eller tro.

14

Det nævnte direktivs artikel 2, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold til stk. 1

[…]«

15

Artikel 3, stk. 4, 7, 8 og 9, i legge n. 186 – Norme sullo stato giuridico degli insegnanti di religione cattolica degli istituti e delle scuole di ogni ordine e grado (lov nr. 186 om bestemmelser vedrørende den juridiske status for katolske religionslærere i undervisningsinstitutioner og skoler af enhver art og på alle niveauer) af 18. juli 2003 (GURI nr. 170 af 24.7.2003) bestemmer:

»4.   Alle deltagere i udvælgelsesprøven skal være i besiddelse af et egnethedsbevis […] udstedt af den lokalt kompetente stiftsbiskop, og de kan kun deltage i prøven til stillinger, der er ledige på stiftets område.

[…]

7.   Udvalgene opstiller lister over de personer, der har bestået prøven, hvorved der ud over resultatet af prøverne udelukkende kan tages hensyn til kvalifikationsbeviserne […] Den regionale direktør godkender listen og tilsender den lokalt kompetente stiftsbiskop navnene på personer, der kommer i betragtning til besættelsen af stillingerne. Den regionale direktør foretager en udvælgelse fra listen over de personer, der har bestået prøven, og meddeler stiftsbiskoppen de navne, der er er nødvendige til besættelse af de stillinger, som eventuelt bliver ledige i prøvens gyldighedsperiode.

8.   Afgørelse om ansættelse på en ubegrænset ansættelseskontrakt træffes af den regionale direktør efter aftale med den lokalt kompetente stiftsbiskop […]

9.   Til grundene til opløsning af det ved de gældende bestemmelser fastsatte ansættelsesforhold hører den lokalt kompetente stiftsbiskops tilbagekaldelse af egnethedsbeviset, der er blevet eksigibel i henhold til kanonisk ret […]«

16

Artikel 36, stk. 1, 2 og 5, i decreto legislativo n. 165 – Norme generali sull’ordinamento del lavoro alle dipendenze delle amministrazioni pubbliche (lovdekret nr. 165 om almindelige regler vedrørende ansættelsesforholdene i den offentlige forvaltning) af 30. marts 2001 (almindeligt tillæg til GURI nr. 106 af 9.5.2001) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lovdekret nr. 165/2001«), bestemte:

»1.   For at dække det almindelige behov foretager de offentlige myndigheder udelukkende ansættelse på tidsubegrænsede ansættelseskontrakter […]

2.   Til opfyldelse af behov, der udelukkende er af midlertidig eller exceptionel karakter, kan de offentlige myndigheder gøre brug af de fleksible kontraktformer vedrørende ansættelse og beskæftigelse, der er fastsat i civillovbogen og i lovene vedrørende ansættelsesforhold i virksomheder, under overholdelse af de gældende ansættelsesprocedurer.

[…]

5.   Under alle omstændigheder kan offentlige myndigheders tilsidesættelse af ufravigelige bestemmelser vedrørende ansættelse og beskæftigelse af arbejdstagere ikke medføre, at der indgås tidsubegrænsede ansættelsesforhold med disse myndigheder, uden at dette berører muligheden for, at myndighederne i øvrigt ifalder ansvar eller pålægges en sanktion. Den pågældende arbejdstager har krav på erstatning for den skade, der forårsages under udførelsen af arbejde i strid med ufravigelige bestemmelser.«

17

Artikel 5, stk. 2 og 4a, i decreto legislativo n. 368 – Attuazione della direttiva 1999/70/CE relativa all’accordo quadro sul lavoro a tempo determinato concluso dall’UNICE, dal CEEP e dal CES (lovdekret nr. 368 om gennemførelse af direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP) af 6. september 2001 (GURI nr. 235 af 9.10.2001) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lovdekret nr. 368/2001«), bestemte:

»2.   Hvis ansættelsesforholdet fortsætter længere end den 30. dag i tilfælde af en ansættelseskontrakt med en varighed på under seks måneder, samt efter udløbet af den samlede periode i henhold til stk. 4a, eller længere end den 50. dag i de øvrige tilfælde, betragtes kontrakten som tidsubegrænset efter udløbet af de ovenfor anførte frister.

[…]

4a.   […] ansættelsesforholdet mellem den samme arbejdsgiver og den samme arbejdstager [betragtes] som tidsubegrænset i henhold til stk. 2, såfremt ansættelsesforholdet som følge af en række på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter vedrørende udførelse af tilsvarende arbejdsopgaver samlet overstiger 36 måneder inklusive forlængelser og fornyelser, uafhængigt af perioder med afbrydelse, som forløber mellem de enkelte kontrakter […]«

18

Artikel 10, stk. 4a, i lovdekret nr. 368/2001 bestemte:

»[N]ærværende dekret finder […] ikke anvendelse på tidsbegrænsede kontrakter, der er indgået med henblik på tildeling af vikariater til lærere og administrativt, teknisk og assisterende personale, som skønnes nødvendige for at sikre et kontinuerligt skole- og uddannelsessystem, heller ikke i tilfælde af midlertidigt fravær af lærere og administrativt, teknisk og assisterende personale med tidsubegrænset eller endog tidsbegrænset ansættelsesforhold. […]«

19

Decreto legislativo n. 81 – Disciplina organica dei contratti di lavoro e revisione della normativa in tema di mansioni, a norma dell’articolo 1, comma 7, della legge 10 dicembre 2014, n. 183 (lovdekret nr. 81 om ensartet regulering af ansættelseskontrakter og om ændring af retsforskrifterne vedrørende arbejdsopgaverne i medfør af artikel 1, stk. 7, i lov nr. 183 af 10.12.2014) af 15. juni 2015 (almindeligt tillæg til GURI nr. 144 af 24.6.2015) (herefter »lovdekret nr. 81/2015«), som ophævede og erstattede lovdekret nr. 368/2001, gengav i det væsentlige i artikel 19 den samme bestemmelse som den, der fulgte af artikel 5, stk. 4a, i sidstnævnte lovdekret. Denne artikel 19 havde følgende ordlyd:

»1.   En ansættelseskontrakt kan indgås for en periode af højst 36 måneder.

2.   Uden at dette berører de forskellige bestemmelser, der er indeholdt i kollektive overenskomster, […] må varigheden af tidsbegrænsede ansættelsesforhold mellem den samme arbejdsgiver og den samme arbejdstager, der følger af en række af kontrakter, som er indgået for at opfylde opgaver på samme niveau og i samme retlige kategori, og uden at der tages hensyn til perioder med afbrydelser mellem en ansættelseskontrakt og den følgende, ikke overstige 36 måneder. […] Overskrides grænsen på 36 måneder på grund af en enkelt kontrakt eller en række af kontrakter, konverteres ansættelseskontrakten til en tidsubegrænset kontrakt.«

20

Artikel 29, stk. 2, litra c), i lovdekret nr. 81/2015 har i det væsentlige den samme ordlyd som artikel 10, stk. 4a, i lovdekret nr. 368/2001, idet den bestemmer, at tidsbegrænsede kontrakter, der er indgået med undervisere og administrativt, teknisk og assisterende ansatte til besættelse af vikariater, ligeledes er udelukket fra anvendelsesområdet for kapitel III i lovdekret nr. 81/2015.

21

Artikel 309 i decreto legislativo n. 297 – Approvazione del testo unico delle disposizioni legislative vigenti in materia di istruzione, relative alle scuole di ogni ordine e grado (lovdekret nr. 297 om godkendelse af den konsoliderede lovtekst vedrørende bestemmelserne om undervisning på skoler af enhver art og på alle niveauer) af 16. april 1994 (almindeligt tillæg til GURI nr. 115 af 19.5.1994, herefter »lovdekret nr. 297/1994«) bestemmer:

»1.   Katolsk religionsundervisning i offentlige skoler af enhver art og på alle niveauer, med undtagelse af universitetsniveauet, er omfattet af aftalen indgået mellem Den Italienske Republik og Vatikanstaten samt tillægsprotokollen hertil […] og de aftaler, der er nævnt i punkt 5, litra b), i denne tillægsprotokol.

2.   Med henblik på katolsk religionsundervisning tildeler skolelederen etårige stillinger efter aftale med stiftsbiskoppen, jf. de bestemmelser, der er nævnt i stk. 1.«

22

Dette lovdekrets artikel 399 bestemmer, at fastansættelse af undervisningspersonale i børnehaver, grundskoler og real- og gymnasieskoler, herunder kunstskoler og kunstinstitutter, sker for halvdelen af de stillinger, der årligt skal besættes, ved udvælgelsesprøver på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver, og for den anden halvdel på grundlag af de permanente lister over egnede ansøgere, der er omhandlet i artikel 401. Såfremt egnethedslisten for en udvælgelsesprøve på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver er udtømt, og der stadig er stillinger til besættelse i medfør af denne prøve, skal disse sidstnævnte tilføjes de stillinger, der er blevet tildelt den tilsvarende permanente egnethedsliste. Disse stillinger integreres igen i den følgende udvælgelsesprøve.

23

Artikel 1, stk. 95, i legge n. 107 – Riforma del sistema nazionale di istruzione e formazione e delega per il riordino delle disposizioni legislative vigenti (lov nr. 107 om ændring af det nationale uddannelsessystem og uddelegering med henblik på revision af de gældende lovbestemmelser) af 13. juli 2015 (GURI nr. 162 af 15.7.2015, herefter »lov nr. 107/2015«) bestemmer, at MIUR for skoleåret 2015/16 har bemyndigelse til at iværksætte et ekstraordinært program for tidsubegrænset ansættelse af undervisere til offentlige skoler på alle niveauer med henblik på at besætte alle ordinære stillinger og at opretholde de ipso jure-stillinger, der stadig er ledige og disponible efter fastansættelserne for det samme skoleår i medfør af artikel 399 i lovdekret nr. 297/1994, hvorefter egnethedslisterne fra udvælgelsesprøverne på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver, som blev offentliggjort inden 2012, slettes.

24

Artikel 40, stk. 1-5, i den nationale kollektive overenskomst for sektoren »undervisning« af 29. november 2007, der er blevet suppleret af den nationale kollektive arbejdsoverenskomst af 19. april 2018 (almindeligt tillæg nr. 274 til GURI nr. 292 af 17.12.2007) (herefter »CCNL«), bestemmer:

»1.   Bestemmelserne i artikel 25, stk. 2, 3 og 4, finder anvendelse på det personale, der er omhandlet i denne artikel.

[…]

5.   Katolske religionslærere ansættes ifølge den ordning, der er fastsat i artikel 309 i lovdekret nr. 297/1994, på en etårig ansættelseskontrakt, som fornys automatisk, når betingelserne og kravene i de gældende lovbestemmelser fortsat består.«

25

CCNL’s artikel 25, stk. 3, fastsætter:

»De tidsbegrænsede og tidsubegrænsede individuelle ansættelsesforhold for lærere og undervisere ved offentlige institutter og skoler af enhver art og på ethvert niveau stiftes og reguleres ved individuelle kontrakter under overholdelse af loven, EU-lovgivningen og den gældende nationale kollektive overenskomst.«

26

Sagsøgerne i hovedsagen er katolske religionslærere, som er ansat af MIUR, og som i mange år har været beskæftiget i offentlige undervisningsinstitutioner ved på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

27

Idet sagsøgerne i hovedsagen var af den opfattelse, at de på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter var ulovlige, og idet de konstaterede, at de ikke kunne anvende den mekanisme med henblik på fastansættelse, der er fastsat i artikel 399 i lovdekret nr. 297/1994, fandt de, at de blev forskelsbehandlet i forhold til undervisere i andre fag. De anlagde derfor sag ved den forelæggende ret med henblik på i medfør af artikel 5, stk. 2 og 4a, i lovdekret nr. 368/2001 at få ændret deres aktuelle kontrakter til tidsubegrænsede kontrakter, eller, subsidiært, erstatning for det tab, de havde lidt på grund af indgåelsen af de på hinanden følgende tidsubegrænsede kontrakter.

28

Federazione GILDA-UNAMS (sammenslutningen GILDA-UNAMS), der er en fagforening for undervisere, som er interveneret i tvisten i hovedsagen som den fagforening, der har undertegnet CCNL, har bl.a. gjort gældende, at de katolske religionslærere forskelsbehandles, fordi det er umuligt for dem at få konverteret deres tidsbegrænsede ansættelsesforhold til tidsubegrænsede ansættelsesforhold, selv om de har det samme egnethedsbevis til undervisning som andre undervisere.

29

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at ingen af kravene fremsat af sagsøgerne i hovedsagen krav kan imødekommes i henhold til italiensk ret.

30

Den har i denne henseende først præciseret, at de af sagsøgerne i hovedsagen indgåede respektive ansættelseskontrakter på datoen for anlæggelsen af deres sag alle sammen havde en samlet varighed på over 36 måneder. Selv om lovdekret nr. 368/2001 i disse tilfælde i princippet fastsætter, at på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter skal ændres til en tidsubegrænsede kontrakter, udelukker artikel 36, stk. 5, i lovdekret nr. 165/2001 imidlertid udtrykkeligt en sådan ændring i den offentlige sektor.

31

Den har herefter anført, at selv om den fortsatte anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ud over 36 måneder i medfør af artikel 36, stk. 5, i lovdekret nr. 165/2001 også kan være sanktioneret med en erstatning for den skade, som arbejdstageren har lidt på grund af denne række af kontrakter, udelukker artikel 10, stk. 4a, i lovdekret nr. 368/2001 en sådan mulighed i skolesektoren, således som artikel 29, stk. 2, i lovdekret nr. 81/2015 senere har bekræftet.

32

Den forelæggende ret har endvidere fremhævet, at sagsøgerne i hovedsagen hverken har kunnet fastansættes i medfør af artikel 399 i lovdekret nr. 297/1994 eller i medfør af lov nr. 107/2015, som ved at tillade indgåelse af tidsubegrænsede kontrakter har givet anledning til en generel regulering af assisterende undervisningspersonale.

33

Det følger af disse elementer, at der ikke i italiensk lovgivning er fastsat nogen bestemmelser om misbrug af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter som omhandlet i rammeaftalens § 5 for katolske religionslærere, der underviser i offentlige institutioner. Den forelæggende ret er derfor i tvivl om, hvorvidt den italienske lovgivning er i overensstemmende med EU-retten.

34

Den har i denne henseende anført, at artikel 10, stk. 4a, i lovdekret nr. 368/2001, som er en lex specialis, ifølge fast praksis fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) udelukker en ændring af tidsbegrænsede kontrakter, der er indgået for at besætte vikarstillinger, til tidsubegrænsede kontrakter i skolesektoren.

35

Den forelæggende ret har endvidere præciseret, at det ifølge Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien), som har prøvet forfatningsmæssigheden af artikel 10, stk. 4a, i lovdekret nr. 368/2001 og af artikel 36, stk. 5, i lovdekret nr. 165/2001, er umuligt i den offentlige sektor at ændre et tidsbegrænset ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

36

Ifølge den forelæggende ret er denne retspraksis i strid med den retspraksis, der følger af dom af 25. oktober 2018, Sciotto (C-331/17, EU:C:2018:859), hvori Domstolen konkluderede, at rammeaftalens § 5 skulle fortolkes således, at den var til hinder for en national lovgivning, i henhold til hvilken de almindelige retsregler, der regulerer ansættelsesforhold og sanktionerer misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ved automatisk ændring af tidsbegrænsede kontrakter til tidsubegrænsede kontrakter, hvis ansættelsesforholdet fortsætter ud over en nærmere bestemt dato, ikke finder anvendelse inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde, når der ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer misbrug konstateret inden for denne sektor.

37

Endelig har den forelæggende ret bemærket, at katolsk religionsundervisning kun er mulig, hvis stiftsbiskoppen har udstedt et »egnethedsbevis« til underviseren (herefter »egnethedsbeviset«), og dette bevis ikke er blevet tilbagekaldt. Tilbagekaldelsen af egnethedsbeviset udgør således en gyldig grund til afskedigelse, hvilket ligeledes bevidner den prækære karakter af ansættelsesforholdet for en katolsk religionslærer.

38

På denne baggrund har Tribunale di Napoli (retten i Napoli, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

39

Den italienske regering er, idet den har påberåbt sig artikel 17, stk. 1, TEUF, af den opfattelse, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare de præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, med den begrundelse, at disse spørgsmål vedrører forholdet mellem Den Italienske Republiks retsorden og den konfessionelle retsorden, i det foreliggende tilfælde den katolske kirkes retsorden, da disse forhold udelukkende henhører under national ret.

40

Som det er blevet fastslået af Menneskerettighedsdomstolen i dom af 15. maj 2012, Fernández Martínez mod Spanien (CE:ECHR:2012:0515JUD005603007), fastsætter artikel 17, stk. 1, TEUF en forpligtelse til at respektere den status, som bl.a. kirker har i medfør af national ret, hvilken forpligtelse indebærer, at der ikke sker indblanding på de strengt religiøse områder.

41

I det foreliggende tilfælde er ansættelsesforholdet mellem den pågældende uddannelsesinstitution og de katolske religionslærere reguleret af aftalen om ændring af konkordatet, der er blevet indgået mellem Den Italienske Republik og Vatikanstaten den 18. februar 1984 (herefter »konkordatet«), og af tillægsprotokollen dertil. I henhold til denne tillægsprotokols punkt 5 forestås katolsk religionsundervisning af undervisere, der er blevet godkendt som egnede af den kirkelige institution og i overensstemmelse med denne institution udnævnt af skolemyndigheden.

42

Ifølge kanon 804, stk. 2, i den kanoniske lov fører stiftsbiskoppen tilsyn med, at de lærere, der er tilknyttet religionsundervisningen i skolerne, selv ikke-katolske skoler, har fremragende færdigheder for så vidt angår den korrekte doktrin, det kristne liv og pædagogiske kompetencer. Det er således ubestridt, at der er en forbindelse mellem på den ene side egnethedsbeviset og på den anden side ansættelsen og den videre beståen af ansættelsesforholdet for den katolske religionslærer.

43

Det følger heraf, at det forhold, at der foreligger en forskelsbehandling som omhandlet i direktiv 2000/78 i forhold til katolske religionslærere på offentlige uddannelsesinstitutioner, ikke kan konstateres, uden at det medfører en tilsidesættelse af forpligtelsen til, at der ikke sker indblanding, som er fastsat udtrykkeligt i artikel 17 TEUF.

44

I denne henseende har den italienske regering fremhævet den fakultative karakter af undervisningen i katolsk religion, således som dette fremgår bl.a. af konkordatets artikel 9, stk. 2, og i øvrigt er blevet bekræftet af Corte costituzionale (forfatningsdomstol). Denne fakultative karakter vil nødvendigvis få konsekvenser for den ordning, der finder anvendelse på ansættelsesforholdet for katolske religionslærere. »Efterspørgslen« efter denne undervisning er navnlig uforudsigelig og i tidens løb, også kortfristet, meget svingende, eftersom den fuldt og helt afhænger af elevernes valg og/eller deres forældres valg om at følge den nævnte undervisning eller ikke. Den italienske regering har heraf konkluderet, at ansættelsesforholdet for katolske religionslærere skal være særligt fleksibel og føre til, at ca. 30% af de katolske religionslærere indgår en tidsbegrænset ansættelseskontrakt.

45

Den italienske regering har i øvrigt anført, at artikel 351 TEUF fastsætter, at de rettigheder og forpligtelser, der følger af konventioner, som før den 1. januar 1958 er indgået mellem på den ene side en eller flere medlemsstater og på den anden side et eller flere tredjelande, ikke berøres af bestemmelserne i traktaterne. Aftalen af 1984 reviderede konkordatet fra 1929, hvis artikel 36 allerede fastsatte, at katolsk religionsundervisning skulle betros personer, der havde opnået en godkendelse fra den kirkelige institution, eller som under alle omstændigheder råder over et egnethedsbevis udstedt af stiftsbiskoppen, idet en tilbagekaldelse af dette bevis var tilstrækkeligt til at fratage underviseren dennes kompetence til at undervise.

46

I denne henseende bemærkes for det første, at det fremgår af artikel 17, stk. 1, TEUF, at Unionen respekterer og ikke må anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning.

47

Som Domstolen har udtalt, har denne bestemmelse imidlertid ikke den konsekvens, at en forskelsbehandling i en national lovgivning, hvori det fastsættes, at visse arbejdstagere tildeles en helligdag, hvis formål er at gøre det muligt at fejre en religiøs fest, er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, og at en sådan forskelsbehandlings overensstemmelse med dette direktiv ikke er underlagt en effektiv domstolskontrol (dom af 22.1.2019, Cresco Investigation, C-193/17, EU:C:2019:43, præmis 31).

48

På samme måde kan den nævnte bestemmelse ikke indebære, at en eventuelt forskellig behandling, der er indeholdt i den nationale lovgivning, som fastsætter sanktioner i tilfælde af misbrug ved anvendelsen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter i offentlige undervisningsinstitutioner, mellem disse institutioners katolske religionslærere og de andre undervisere, udelukkes fra anvendelsesområdet for både dette direktiv og rammeaftalen.

49

Dels svarer ordlyden af artikel 17 TEUF nemlig i det væsentlige til ordlyden af erklæring nr. 11 om kirkers og konfessionsløse organisationers status, der er knyttet som bilag til slutakten til Amsterdamtraktaten. Den omstændighed, at denne erklæring udtrykkeligt er nævnt i 24. betragtning til direktiv 2000/78, gør det åbenbart, at EU-lovgiver nødvendigvis har taget hensyn til den nævnte erklæring ved vedtagelsen af dette direktiv (dom af 22.1.2019, Cresco Investigation, C-193/17, EU:C:2019:43, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

50

Dels udtrykker artikel 17 TEUF ganske vist Unionens neutralitet i forhold til medlemsstaternes organisering af deres forhold til kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 58, af 11.9.2018, IR, C-68/17, EU:C:2018:696, præmis 48, og af 22.1.2019, Cresco Investigation, C-193/17, EU:C:2019:43, præmis 33).

51

Det skal imidlertid fastslås, at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser ikke tilsigter at organisere forholdet mellem en medlemsstat og kirkerne, i det foreliggende tilfælde den katolske kirke, men vedrører arbejdsbetingelserne for katolske religionslærere i de offentlige institutioner (jf. analogt dom af 22.1.2019, Cresco Investigation, C-193/17, EU:C:2019:43, præmis 33).

52

Som Den Italienske Republik har gjort gældende, er der ganske vist en forbindelse mellem på den ene side det egnethedsbevis, som udstedes til katolske religionslærere, og på den anden side ansættelsen og den videre beståen af ansættelsesforholdet for disse undervisere. Ikke blot udstedelsen og tilbagekaldelsen af dette bevis og de konsekvenser, der kan følge deraf, har dog en forbindelse med ansættelsen og den videre beståen af de nævnte underviseres ansættelsesforhold; der er herudover ikke rejst tvivl om stiftsbiskoppens kompetence ved de bestemmelser, der er omhandlet i de præjudicielle spørgsmål, og som består, uanset om det lykkes for sagsøgerne i hovedsagen at opnå en ændring af deres tidbegrænsede ansættelseskontrakt til en tidsubegrænset kontrakt eller ej. Anvendelsen af rammeaftalen på de faktiske omstændigheder i hovedsagen indebærer i øvrigt ikke, at der skal træffes afgørelse om den fakultative karakter af undervisningen i den katolske religion.

53

Det følger heraf, at tvisten i hovedsagen ikke vedrører den »status«, som de kirker, der er omhandlet i artikel 17, stk. 1, TEUF, såsom i det foreliggende tilfælde den katolske kirke, har i henhold til italiensk lovgivning.

54

Der kan i den foreliggende sag heller ikke drages tvivl om Domstolens kompetence ved artikel 351, stk. 1, TEUF, hvorefter »[d]e rettigheder og forpligtelser, der følger af konventioner, som før den 1. januar 1958 eller før tiltrædelsesdatoen for tiltrædende medlemsstaters vedkommende er indgået mellem på den ene side en eller flere medlemsstater og på den anden side et eller flere tredjelande, [ikke] berøres […] af bestemmelserne i traktaterne«.

55

Det bemærkes i denne henseende, at denne bestemmelse har til formål at gøre det muligt for medlemsstaterne at iagttage de rettigheder, som tredjelande i overensstemmelse med folkeretten er tillagt ved disse tidligere aftaler (udtalelse 2/15 (frihandelsaftale med Singapore) af 16. maj 2017, EU:C:2017:376, præmis 254 og den deri nævnte retspraksis).

56

Som generaladvokaten har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, er den nævnte bestemmelse ikke relevant for tvisten i hovedsagen, for så vidt som de konventioner, der er indgået med Vatikanstaten eller knyttet til denne, vedrører stiftsbiskoppens kompetence til at udstede og tilbagekalde egnethedsbeviserne i forhold til undervisningen i katolsk religion, hvilken kompetence der, således som det fremgår af nærværende doms præmis 52, ikke er draget i tvivl ved de bestemmelser, der er omhandlet i de præjudicielle spørgsmål, navnlig rammeaftalens § 5.

57

Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse om anmodningen om præjudiciel afgørelse.

58

Med spørgsmålene, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, for det første, om forbuddet mod forskelsbehandling på grund af religion som omhandlet i direktiv 2000/78, i chartrets artikel 21 og i rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der udelukker katolske religionslærere i offentlige undervisningsinstitutioner fra anvendelsen af regler, der skal sanktionere misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, og, for det andet, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at kravet om et egnethedsbevis, der er udstedt af en kirkelig institution for at gøre det muligt for disse lærere at undervise i katolsk religion, udgør en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a).

59

Det bemærkes indledningsvis, at i overensstemmelse med artikel 1 i direktiv 2000/78, og som det fremgår af såvel titlen på og præamblen til som indholdet af og formålet med direktivet, tilsigter dette direktiv at fastlægge en generel ramme for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af bl.a. religion for så vidt angår beskæftigelse og erhverv med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne ved at yde alle personer en effektiv beskyttelse mod forskelsbehandling af bl.a. denne grund (jf. i denne retning dom af 26.1.2021, Szpital Kliniczny im. dra J. Babińskiego Samodzielny Publiczny Zakład Opieki Zdrowotnej w Krakowie, C-16/19, EU:C:2021:64, præmis 32).

60

Det nævnte direktiv konkretiserer således på det område, som det omfatter, det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling, der nu er fastslået i chartrets artikel 21 (dom af 26.1.2021, Szpital Kliniczny im. dra J. Babińskiego Samodzielny Publiczny Zakład Opieki Zdrowotnej w Krakowie, C-16/19, EU:C:2021:64, præmis 33).

61

Heraf følger, at når Domstolen er forelagt et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af religion, som fastsat i chartrets artikel 21, og bestemmelser i direktiv 2000/78, hvorved denne artikel 21 er gennemført, og som bidrager til gennemførelsen af formålene med den nævnte artikel 21, i en tvist mellem en borger og en offentlig myndighed, undersøger Domstolen dette spørgsmål med hensyn til dette direktiv (jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

62

I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78 betyder »princippet om ligebehandling«, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i dette direktivs artikel 1 anførte grunde. Det præciseres i det nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra a), at der foreligger direkte forskelsbehandling, hvis en person af en af de i samme direktivs artikel 1 anførte grunde, herunder religion, behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation behandles. Ifølge direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer.

63

Ifølge Domstolens praksis forholder det sig i øvrigt således, at det, for så vidt som Menneskerettighedsdomstolen, navnlig i dom af 15. maj 2012, Fernández Martínez mod Spanien (CE:ECHR:2012:0515JUD005603007), og efterfølgende chartret giver begrebet »religion« en bred betydning, idet disse lader begrebet omfatte frihed til at udøve sin religion, må antages, at EU-lovgiver har ønsket at anlægge samme tilgang i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 2000/78, hvorfor begrebet »religion« i dette direktivs artikel 1 skal fortolkes således, at det omfatter både forum internum, dvs. den omstændighed at have en tro, og forum externum, dvs. bekendelsen til den religiøse tro i det offentlige rum (dom af 14.3.2017, G4S Secure Solutions, C-157/15, EU:C:2017:203, præmis 28).

64

I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den i hovedsagen omhandlede nationale ordning fratager de katolske religionslærere på offentlige uddannelsesinstitutioner, såsom sagsøgerne i hovedsagen, muligheden for at ændre deres tidsbegrænsede ansættelseskontrakt til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt og/eller at opnå erstatning for det tab, som de har lidt på grund af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke på grund af deres religion, men fordi de, ligesom andre undervisere ved disse institutioner, henhører under den offentlige skolesektor. Desuden kan de – i modsætning til disse sidstnævnte – ganske vist hverken nyde godt af de procedurer, der finder anvendelse i medfør af artikel 399 i lovdekret nr. 297/1994, eller af det ekstraordinære ansættelsesprogram, der er fastsat ved lov nr. 107/2015, men det var ikke disse forhold, men derimod deres opgavers årlige varighed, der var grunden til, at de ikke blev optaget på de permanente egnethedslister, selv om denne optagelse var nødvendig for deres fastansættelser. Endelig har en sådan varighed ingen forbindelse med udstedelsen af et egnethedsbevis og den for udøvelsen af undervisningen i katolsk religion nødvendige trosbekendelse eller muligheden for at tilbagekalde dette bevis, eftersom disse elementer også vedrører de tidsubegrænset ansatte katolske religionslærere.

65

Hvis det således lægges til grund, at de katolske religionslærere på offentlige uddannelsesinstitutioner befinder sig i en tilsvarende situation som de undervisere, der underviser i andre fag i de samme institutioner, som har en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, og som er omfattet af den nævnte artikel 399 eller det nævnte program, er en sådan forskelsbehandling ikke støttet på religion, men vedrører alene den ordning, der finder anvendelse på ansættelsesforholdet.

66

Endelig har den forelæggende ret ikke beskæftiget sig med spørgsmålet, om der foreligger en eventuel indirekte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78, og anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholder ikke oplysninger, der gør det muligt at lægge til grund, at det tilsyneladende neutrale kriterium, som den i hovedsagen omhandlede lovgivning indeholder, faktisk fører til en særligt ufordelagtig situation for de personer, der tilhører en given religion.

67

Som Kommissionen har anført, er det tab, som sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, og som udelukkende følger af det forhold, at de ikke kan påberåbe sig de i den nationale lovgivning fastsatte beskyttelsesinstrumenter til at sanktionere misbruget af tidsbegrænsede kontrakter, derimod genstand for en specifik EU-lovgivning, nemlig den, der er fastsat ved rammeaftalen.

68

Under disse omstændigheder og for at kunne give den forelæggende ret et nyttigt svar til at kunne afgøre tvisten i den sag, som den skal behandle, skal de præjudicielle spørgsmål omformuleres udelukkende i forhold til de relevante bestemmelser i rammeaftalen, og det skal lægges til grund, at denne ret med sine spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som udelukker katolske religionslærere fra anvendelsen af de regler, der tilsigter at sanktionere misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, og om kravet om et egnethedsbevis udstedt af en kirkelig institution udgør en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalen § 5, stk. 1, litra a). Såfremt den nationale lovgivning ikke fastsætter nogen foranstaltning, der forhindrer, som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, eller sanktionerer misbrug, der er en følge af anvendelsen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold, er den nævnte ret i tvivl om, hvorvidt rammeaftalens § 4 gør det muligt at undlade at anvende de regler, der forhindrer den automatiske ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt, når ansættelsesforholdet fortsætter ud over en vis periode.

69

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af selve ordlyden af rammeaftalens § 2, stk. 1, at denne rammeaftales anvendelsesområde er affattet bredt, eftersom den generelt omhandler »alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«. Desuden omfatter definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1, alle arbejdstagere, uden hensyn til, om den pågældende arbejdsgiver henhører under den offentlige eller den private sektor (kendelse af 21.9.2016, Popescu, C-614/15, EU:C:2016:726, præmis 33).

70

For så vidt som rammeaftalen ikke udelukker nogen bestemt sektor fra sit anvendelsesområde, finder den således også anvendelse på personale, som ansættes i den offentlige skolesektor (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 69).

71

Det følger heraf, at arbejdstagere som sagsøgerne i hovedsagen, der er ansat af MIUR, og hvis ansættelseskontrakter er indgået tidsbegrænset, er omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde.

72

Hvad angår rammeaftalens § 4 bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at idet princippet om ikke-diskrimination udelukkende er blevet gennemført og konkretiseret af rammeaftalen for så vidt angår forskelsbehandlinger mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, er eventuelle forskelsbehandlinger mellem visse kategorier af ansatte med tidsbegrænset ansættelse ikke omfattet af princippet om ikke-diskrimination, der er fastsat i denne rammeaftale (jf. i denne retning dom af 21.11.2018, Viejobueno Ibáñez og de la Vara González, C-245/17, EU:C:2018:934, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

73

Rammeaftalens § 4 tilsigter navnlig at bringe princippet om ikke-diskrimination i anvendelse på arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver benytter sådanne arbejdsforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fastansatte (dom af 17.3.2021, Consulmarketing, C-652/19, EU:C:2021:208, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

74

Det forhold, at visse arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, såsom sagsøgerne i hovedsagen, ikke kan få ændret deres ansættelseskontrakt til en tidsubegrænset kontrakt, mens andre arbejdstagere i offentlige institutioner, der underviser i andre fag, og som befinder sig i en tilsvarende situation, kan få det, udgør netop en forskelsbehandling mellem to kategorier af arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse.

75

Det følger heraf, at den forelæggende ret i en sådan situation ikke på grundlag af rammeaftalens § 4 kan undlade at anvende de nationale regler, der for så vidt angår katolske religionslærere på offentlige uddannelsesinstitutioner forhindrer den automatiske ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt, når ansættelsesforholdet fortsætter ud over et bestemt tidspunkt, eftersom denne situation ikke henhører under denne bestemmelse.

76

Hvad angår rammeaftalens § 5 skal det bemærkes, at denne har til formål at gennemføre et af de formål, der forfølges med rammeaftalen, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der anses for at være en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

77

Som det følger af andet afsnit i præamblen til rammeaftalen og af punkt 6-8 i de generelle betragtninger til den nævnte rammeaftale, udgør betydningen af en arbejdstagers sikkerhed i ansættelsen et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere, mens det kun er i visse tilfælde, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov (jf. i denne retning dom af 3.6.2021, Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca ‐ MIUR m.fl. (Universitetsforskere), C-326/19, EU:C:2021:438, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

78

Rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægger – med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – medlemsstaterne effektivt og ufravigeligt at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. De tre opregnede foranstaltninger i § 5, stk. 1, litra a)-c), vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og det højeste antal gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

79

Medlemsstaterne råder i denne henseende over en skønsmargen, da de har valget mellem at benytte sig af en eller flere af de foranstaltninger, der er opregnet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c), eller at opretholde en allerede eksisterende tilsvarende retsregel. Dermed pålægger rammeaftalens § 5, stk. 1, medlemsstaterne et overordnet formål, der består i at forhindre et sådant misbrug, idet de overlades et valg med hensyn til midlerne til at opnå dette formål, forudsat at de ikke skader formålet og den effektive virkning af denne rammeaftale (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

80

Som det fremgår af rammeaftalens § 5, stk. 1, og i overensstemmelse med tredje afsnit i rammeaftalens præambel og punkt 8 og 10 i de generelle betragtninger hertil, er det i forbindelse med rammeaftalens gennemførelse, at medlemsstaterne, for så vidt som det er objektivt begrundet, kan tage hensyn til særlige behov inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere (dom af 25.10.2018, Sciotto, C-331/17, EU:C:2018:859, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

81

Rammeaftalens § 5 foreskriver i øvrigt ikke særlige sanktioner for det tilfælde, at der ikke desto mindre konstateres misbrug. I et sådant tilfælde påhviler det de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der ikke alene skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende med henblik på at sikre, at de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (jf. i denne retning dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

82

Rammeaftalens § 5 foreskriver således ikke en generel forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte ændringen til en tidsubegrænset kontrakt af tidsbegrænsede kontrakter. Rammeaftalens § 5, stk. 2, overlader det nemlig i princippet til medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for, hvornår tidsbegrænsede kontrakter og ansættelsesforhold skal anses for tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold. Det følger heraf, at rammeaftalen ikke foreskriver betingelserne for at gøre brug af tidsubegrænsede kontrakter (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis)

83

For at en sådan national ordning kan anses for at være i overensstemmelse med rammeaftalen, skal medlemsstatens interne retssystem dog ikke desto mindre indeholde andre effektive foranstaltninger med henblik på at forhindre eller i givet fald sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

84

Det følger heraf, at når et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres. Medlemsstaterne skal nemlig ifølge selve ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70 »træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de til enhver tid kan nå de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv« (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

85

Det skal følgelig lægges til grund, at hvis det i det foreliggende tilfælde viser sig, at der ikke i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning findes nogen andre effektive foranstaltninger med henblik på at forhindre og at sanktionere de misbrug, der eventuelt er blevet konstateret i forhold til personalet i den offentlige skolesektor, der underviser i katolsk religion, vil en sådan situation kunne skade formålet med og den effektive virkning af rammeaftalens § 5.

86

Det skal i denne henseende bemærkes, at det ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til fortolkningen af bestemmelser i national ret, idet denne opgave påhviler de kompetente nationale domstole, der bør afgøre, om kravene i rammeaftalens § 5 er opfyldt ved bestemmelserne i den gældende nationale lovgivning (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

87

I det foreliggende tilfælde påhviler det således den forelæggende ret at vurdere, i hvilket omfang betingelserne for anvendelse og effektiv gennemførelse af de relevante bestemmelser i national ret udgør en passende foranstaltning for at forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

88

Imidlertid kan Domstolen i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede disse retter i deres vurdering (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).

89

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, for det første, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning gør det muligt i den offentlige skolesektor at ansætte et stort antal undervisere i katolsk religion ved på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter uden at fastsætte nogen af de grænser, der er omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra b) og c), med hensyn til den maksimale samlede varighed af disse kontrakter eller til antallet af fornyelser af disse, og for det andet, at de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der indgås i den nævnte sektor, udtrykkeligt er undtaget fra anvendelsesområdet for de nationale bestemmelser, der tillader, at sådanne kontrakter, som indgås efter hinanden ud over en bestemt varighed, ændres til tidsubegrænsede kontrakter, og i givet fald erstatning for det tab, der er lidt på grund af de mange på hinanden følgende kontrakter.

90

Ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, vil sagsøgerne i hovedsagen desuden ikke længere være adressater hverken for de procedurer, der finder anvendelse i medfør af artikel 399 i lovdekret nr. 297/1994, eller for det ekstraordinære ansættelsesprogram for undervisere med tidsubegrænset ansættelse, der er blevet oprettet af MIUR, som af Domstolen er blevet sidestillet med en form for ændring af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede kontrakter (dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 32-36).

91

Under disse omstændigheder skal det undersøges, om anvendelsen inden for den offentlige skolesektor af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter for undervisning i katolsk religion kan være begrundet derved, at der i den nationale lovgivning er objektive omstændigheder som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), og særligt, om stiftsbiskoppens udstedelse af egnethedsbeviset med henblik på at tillade den katolske religionslærer at undervise i dette fag kan udgøre en sådan objektiv omstændighed.

92

Det skal nemlig bemærkes, således som det er anført i punkt 7 i de generelle betragtninger til rammeaftalen, at de parter, der har underskrevet rammeaftalen, var af den opfattelse, at anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er begrundet i »objektive omstændigheder«, er en måde, hvorpå man kan forhindre misbrug (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

93

Hvad angår begrebet »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), skal dette forstås således, at det henviser til præcise og konkrete omstændigheder i forbindelse med en bestemt aktivitet, som følgelig i denne særlige sammenhæng kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, som sådanne kontrakter er indgået med henblik på udførelsen af, samt de hermed forbundne forhold eller i givet fald på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

94

Derimod er en national bestemmelse, der blot generelt og abstrakt i form af en retsforskrift eller administrativ bestemmelse giver mulighed for at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke i overensstemmelse med de krav, der fremgår af ovenstående præmis. En sådan bestemmelse, der udelukkende er formel, gør det nemlig ikke muligt at udlede objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og nødvendig herfor. Denne bestemmelse indebærer således en reel risiko for misbrug af sådanne kontrakter og er derfor uforenelig med rammeaftalens formål og effektive virkning (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 60 og 61 og den deri nævnte retspraksis).

95

Den italienske regering har fremført en række argumenter, der tilsigter at godtgøre, at der i det foreliggende tilfælde foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kan begrunde anvendelsen af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for de katolske religionslærere på offentlige institutioner, idet disse omstændigheder hovedsageligt følger af forholdet mellem Den Italienske Republik og Vatikanstaten og den organisatoriske fleksibilitet, der kræves for undervisningen i katolsk religion.

96

Hvad angår det første aspekt har den italienske regering indledningsvis fremhævet, at katolsk religionsundervisning på de offentlige skoler er en særegenhed i det italienske uddannelsessystem. Det særlige tillidsforhold, der skal være mellem den lærer, der underviser i dette fag, og stiftsbiskoppen, indebærer, at ansøgeren til stillingen som katolsk religionslærer nødvendigvis evalueres af biskoppen selv for at forhindre, at undervisningen er i strid med forskrifterne i den aftale, der er indgået mellem Den Italienske Republik og Vatikanstaten, idet stiftsbiskoppen gives muligheden for år efter år at vurdere hver undervisers kompetencer.

97

Regeringen har herefter støttet sig på det forhold, at en katolsk religionslærer kun kan undervise i dette fag efter stiftsbiskoppens udstedelse af egnethedsbeviset, idet denne evaluerer, om den pågældende lærer opfylder de betingelser, der er fastsat i den kanoniske ret, og om dette bevis kan opretholdes. Den italienske regering har i denne henseende præciseret, at den »objektive omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens artikel 5, stk. 1, litra a), ikke følger af den eventuelle tilbagekaldelse af et sådant bevis, men af nødvendigheden af at overholde konkordatet samt at give en undervisning i katolsk religion, der er i overensstemmelse med dennes principper, navnlig med henblik på at opfylde elevernes og deres forældres forventninger.

98

Idet den katolske kirke helt selvstændigt bidrager i overensstemmelse med konkordatet, navnlig ved fastlæggelsen af undervisernes profiler, ved anerkendelsen af deres kompetencer og ved deres udnævnelse, påtager den sig ansvar, der er knyttet til de konfessionelle aspekter for en undervisning, i forhold til hvilken staten forbliver åben og til rådighed uden dog at deltage deri. Staten anerkender værdien af den religiøse kultur og tager hensyn til det forhold, at katolicismens principper udgør en del af den italienske historiske arv, samtidig med at der bevares en vis afstand i en sekulær pluralistisk stat, som ikke bekender sig til nogen trosretning.

99

Hvad angår det andet aspekt har den italienske regering anført, at det høje antal tidsubegrænsede kontrakter for undervisning i katolsk religion i skolesektoren sikrer den fleksibilitet, der følger af den fakultative karakter af denne undervisning, hvilket gør det muligt at tilpasse det nødvendige antal lærere ved blot ikke at forny et bestemt antal årlige kontrakter snarere end at opsige tidsubegrænsede kontrakter. Denne tilgang, der således gør det muligt at reagere passende på udsvingene i efterspørgslen efter undervisning i katolsk religion på grund af den nævnte fakultative karakter, er godkendt af Corte costituzionale (forfatningsdomstol) og udgør desuden et udtryk for bevarelse af statens finansielle og organisatoriske interesser.

100

Hvad for det første angår argumentet om det særlige tillidsforhold, der skal være mellem den katolske religionslærer og stiftsbiskoppen, er det tilstrækkeligt at konstatere, at dette forhold vedrører både de undervisere, der har indgået en tidsubegrænset kontrakt, og dem, der har en tidsbegrænset kontrakt, således at dette argument ikke kan påberåbes for at begrunde misbruget hidrørende fra tidsbegrænsede kontrakter.

101

Hvad for det andet angår bevarelsen af den religiøse kultur og den italienske historiske arv, bemærkes, at selv om dette formål kan anses værdigt til forfatningsmæssig beskyttelse, har den italienske regering imidlertid ikke anført, hvorledes forfølgelsen af det nævnte formål begrunder, at 30% af de lærere, der underviser i katolsk religion, er ansat ved tidsbegrænsede kontrakter (jf. i denne retning dom af 25.10.2018, Sciotto, C-331/17, EU:C:2018:859, præmis 45).

102

I denne sammenhæng skal det dog for det tredje konstateres, at det ikke er udelukket, at der til undervisning i katolsk religion i den offentlige skolesektor kræves, at der altid er en passende overensstemmelse mellem antallet af arbejdstagere, som er ansat dér, og antallet af potentielle brugere, således som den italienske regering har fremhævet, som for arbejdsgiveren medfører provisoriske behov på ansættelsesområdet. Midlertidig ansættelse af en arbejdstager med henblik på at opfylde arbejdsgiverens midlertidige og særlige personalebehov kan således principielt udgøre en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a) (dom af 25.10.2018, Sciotto, C-331/17, EU:C:2018:859, præmis 47).

103

I denne henseende skal undervisningen organiseres således, at det sikres, at der altid er en passende overensstemmelse mellem antallet af undervisere og antallet af elever. Det kan imidlertid ikke benægtes, at denne overensstemmelse afhænger af en række faktorer, hvoraf visse i et vist omfang kan være svære at kontrollere eller forudsige, såsom bl.a. migrationsstrømme til og fra landet eller elevernes valg af studieretning (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 94).

104

Sådanne faktorer viser i den i hovedsagen omhandlede skolesektor, at der er et særligt behov for fleksibilitet, som, således som det blev nævnt i nærværende doms præmis 102, inden for denne særlige sektor i henhold til rammeaftalens| 5, stk. 1, litra a), objektivt kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på, på passende vis, at opfylde behovet for undervisning uden at udsætte staten i dens egenskab af arbejdsgiver i denne sektor for risikoen for at skulle fastansætte et langt større antal undervisere, end hvad der reelt er behov for, med henblik på at opfylde dens forpligtelser i denne henseende (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 95).

105

Det kan derimod ikke tillades, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan fornys med henblik på fast og varigt at varetage de opgaver, der henhører under den normale aktivitet i skolesektoren. Som Domstolen gentagne gange har fastslået, er fornyelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold for at dække behov, der faktisk ikke er midlertidige, men derimod faste og varige, ikke begrundet som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), for så vidt som en sådan anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold er i direkte modstrid med den forudsætning, hvorpå rammeaftalen hviler, nemlig forudsætningen om, at tidsubegrænsede ansættelseskontrakter udgør den sædvanlige ansættelsesform, selv om tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er en beskæftigelsesform i visse sektorer, inden for visse erhverv og ved visse former for aktiviteter (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

106

Overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), kræver dermed, at det konkret efterprøves, at flere på hinanden følgende fornyelser af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har til formål at dække midlertidige behov, og at en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede ikke reelt anvendes til at dække arbejdsgiverens faste og varige personalebehov (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

107

Der skal med henblik herpå i hvert konkret tilfælde foretages en undersøgelse af sagens nærmere omstændigheder, idet der bl.a. skal tages hensyn til antallet af sådanne flere på hinanden følgende kontrakter, der er indgået med den samme person eller med henblik på at udføre det samme arbejde, for at udelukke, at arbejdsgivernes anvendelse af tidsbegrænsede ansættelsesforhold, selv hvis de åbenbart indgås for at dække et vikarbehov, antager karakter af misbrug (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

108

Den omstændighed, at der foreligger en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), udelukker i princippet, at der kan være tale om misbrug, medmindre en helhedsvurdering af omstændighederne omkring fornyelsen af de pågældende tidsbegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold viser, at det arbejde, der ønskes udført af arbejdstageren, ikke svarer til et simpelt midlertidigt behov (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 103).

109

Den omstændighed alene, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning kan være begrundet i en »objektiv omstændighed« som omhandlet i denne bestemmelse, er følgelig ikke tilstrækkelig til at bringe den i overensstemmelse med denne bestemmelse, såfremt det fremgår, at den konkrete anvendelse af denne lovgivning reelt medfører et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 104).

110

Dels er den fravigelse af de almindelige retsregler, der finder anvendelse på ansættelseskontrakter, og som tilsigter at sanktionere misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, ikke i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning underlagt nogen betingelse af denne art. Dels synes indgåelsen af de i hovedsagen omhandlede på hinanden følgende ansættelseskontrakter ikke at opfylde arbejdsgiverens simple midlertidige behov, men snarere at henhøre under dennes sædvanlige forvaltningsbehov. De forskellige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, hvorved sagsøgerne i hovedsagen er blevet ansat, har derudover givet anledning til gennemførelse af lignende eller identiske opgaver i flere år med det resultat, at dette ansættelsesforhold kan forstås således, at det har opfyldt et behov, der ikke var midlertidigt, men derimod varigt, hvilket det dog tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

111

Hvad for det fjerde angår argumentet om statens finansielle interesser bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at selv om budgetmæssige hensyn kan være afgørende for en medlemsstats socialpolitiske valg og påvirke arten og omfanget af de foranstaltninger, som staten ønsker at træffe, udgør de imidlertid ikke i sig selv et mål for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde, at der ikke findes nogen præventiv foranstaltning mod misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1 (dom af 25.10.2018, Sciotto, C-331/17, EU:C:2018:859, præmis 55).

112

Hvad for det femte angår spørgsmålet om, hvorvidt nødvendigheden af at udstede det egnethedsbevis, som de katolske religionslærere skal være i besiddelse af for at undervise i dette fag, kan udgøre en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), skal det konstateres, at det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at dette bevis udstedes en enkelt gang på det tidspunkt, hvor skolemyndigheden fremlægger sin liste over ansøgere, og uafhængigt af varigheden af den opgave, der er blevet betroet den pågældende katolske religionslærer. Udstedelsen af det nævnte bevis til alle katolske religionslærere, uanset om de har indgået en tidsubegrænset kontrakt eller en tidsbegrænset kontrakt, udgør dermed, således som det allerede er blevet nævnt i nærværende doms præmis 64, et aspekt, der er uafhængigt af varigheden af de opgaver, der betros de katolske religionslærere.

113

På samme måde udgør tilbagekaldelsen af egnethedsbeviset en grund til opsigelse af ansættelsesforholdet både for de fastansatte katolske religionslærere og for dem, der – som sagsøgerne i hovedsagen – kun har en tidsbegrænset kontrakt, og den udgør således ikke en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a).

114

Endelig og for så vidt som udstedelsen af egnethedsbeviset ikke er forbundet med tilvejebringelsen af foranstaltninger, der anses for at forfølge legitime socialpolitiske formål, såsom sådanne, der tilsigter at beskytte graviditet og forhold omkring fødsel eller balancen mellem arbejds- og familielivet, kan denne ikke anses for at tjene til at forfølge et socialpolitisk formål, idet begrebet »objektiv omstændighed«, der fremgår af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), således som det fremgår af den retspraksis, der er anført i nærværende doms præmis 93, omfatter forfølgelsen af et sådant formål (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 92 og 93 og den deri nævnte retspraksis).

115

Det følger heraf, at egnethedsbeviset ikke udgør en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a).

116

Med forbehold for, at der ikke findes »tilsvarende retsregler« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, kan en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gælder for undervisning i katolsk religion i den offentlige skolesektor, ikke forebygge eller sanktionere det misbrug, der følger af anvendelsen af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ‑forhold.

117

I denne henseende tilkommer det domstolene i den pågældende medlemsstat at sikre overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, idet de sørger for, at de arbejdstagere, der har været udsat for misbrug som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke i håb om at kunne fortsætte ansættelsen i den pågældende sektor afskrækkes fra at gøre de rettigheder gældende for de nationale myndigheder, herunder for domstolene, der følger af gennemførelsen i den nationale lovgivning af alle de præventive foranstaltninger, der er fastsat i rammeaftalens § 5, stk. 1 (dom af 25.10.2018, Sciotto, C-331/17, EU:C:2018:859, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

118

Når der har fundet et misbrug sted hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter, påhviler det nærmere bestemt den ret, der skal behandle sagen, i videst muligt omfang at fortolke og anvende de relevante forskrifter i national ret på en sådan måde, at det sikres, at dette misbrug behørigt sanktioneres, og at konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres (dom af 11.2.2021, M.V. m.fl. (Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor), C-760/18, EU:C:2021:113, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

119

I det foreliggende tilfælde forholder det sig således, at eftersom den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning indeholder regler, der gælder for ansættelseskontrakter, der er omfattet af almindelige retsregler, hvorefter misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter sanktioneres, idet en tidsbegrænset kontrakt automatisk ændres til en tidsubegrænset kontrakt, når ansættelsesforholdet fortsætter ud over en vis varighed, ville anvendelsen af denne regel i hovedsagen således kunne udgøre en præventiv foranstaltning mod et sådant misbrug som omhandlet i rammeaftalens § 5.

120

I denne sammenhæng skal det dog bemærkes, at Domstolen har fastslået, at rammeaftalens § 5, stk. 1, ikke er ubetinget og tilstrækkeligt præcis til, at en borger kan påberåbe sig bestemmelsen for en national domstol. En sådan EU-retlig bestemmelse uden direkte virkning kan således ikke som sådan påberåbes i forbindelse med en tvist, der henhører under EU-retten, med henblik på at undlade at anvende en bestemmelse i national ret, der er i modstrid hermed. En national retsinstans er dermed ikke forpligtet til at undlade at anvende en national bestemmelse, der er i strid med denne bestemmelse (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

121

Når dette er fastslået, skal det bemærkes, at det påhviler de nationale retsinstanser ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes, og for dermed at handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

122

Kravet om overensstemmende fortolkning af national lovgivning er nemlig uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens opbygning, idet det giver de nationale retsinstanser mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre EU-rettens fulde virkning, når de afgør den tvist, der er indbragt for dem (dom af 11.2.2021, M.V., m.fl. (Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor), C-760/18, EU:C:2021:113, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

123

De nationale retsinstansers forpligtelse til at henvise til indholdet af et direktiv, når de fortolker de relevante nationale retsregler, begrænses ganske vist af generelle retsprincipper, herunder retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende kraft, og kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

124

Princippet om overensstemmende fortolkning kræver ikke desto mindre, at de nationale retsinstanser gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager den nationale ret i sin helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af direktivet og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med direktivet (dom af 24.6.2021, Obras y Servicios Públicos og Acciona Agua, C-550/19, EU:C:2021:514, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis). Det tilkommer således den forelæggende ret at undersøge, om en sådan overensstemmende fortolkning af de nationale bestemmelser er mulig.

125

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5 for det første skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som udelukker katolske religionslærere ved offentlige undervisningsinstitutioner fra anvendelsen af regler, der tilsigter at sanktionere misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, når der ikke er nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer det nævnte misbrug, og for det andet således, at kravet om et egnethedsbevis udstedt af en kirkelig institution for at gøre det muligt for disse lærere at undervise i katolsk religion ikke udgør en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), når dette bevis udstedes en enkelt gang og ikke inden hvert skoleår, der giver anledning til indgåelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt.

126

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

§ 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal for det første fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som udelukker katolske religionslærere ved offentlige undervisningsinstitutioner fra anvendelsen af regler, der tilsigter at sanktionere misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, når der ikke er nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer det nævnte misbrug, og for det andet således, at kravet om et egnethedsbevis udstedt af en kirkelig institution for at gøre det muligt for disse lærere at undervise i katolsk religion ikke udgør en »objektiv omstændighed« som omhandlet i denne rammeaftales § 5, stk. 1, litra a), når dette bevis udstedes en enkelt gang og ikke inden hvert skoleår, der giver anledning til indgåelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt.