–

EB, som selvmøder,

–

den tyske regering ved J. Möller, M. Hellmann og U. Bartl, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri og A. Peluso, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Ladenburger, X. Lewis og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem BT og EB angående en af BT fremsat påstand om erstatning for lidt skade som følge af en ulykke i en ejendom, som tilhører EB.

3

16., 18. og 34. betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

4

Forordningens afdeling 3 i kapitel II med overskriften »Kompetence i forsikringssager« omfatter artikel 10-16.

5

Nævnte forordnings artikel 10 bestemmer følgende:

»I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5).«

6

Forordningens artikel 11 har følgende ordlyd:

»1.   En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

2.   Har forsikringsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en anden virksomhed i en medlemsstat, anses forsikringsgiveren i sager vedrørende driften af filialen, agenturet eller virksomheden som havende bopæl på denne medlemsstats område.«

7

I artikel 13 i forordning nr. 1215/2012 er anført:

»1.   I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.

2.   Artikel 10, 11 og 12 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg.

3.   Såfremt lovgivningen om et sådant direkte sagsanlæg indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i sagen, er den samme ret også kompetent i forhold til disse personer.«

8

BT er bosiddende i Det Forenede Kongerige og var udsat for en ulykke, mens hun var på ferie i Spanien i løbet af 2018. Denne ulykke fandt sted i en ejendom tilhørende EB, som er bosiddende i Republikken Irland.

9

Seguros Catalana Occidente er forsikringsgiver for EB’s ansvarsforsikring for så vidt angår ejendommen i Spanien og har sit hjemsted i denne medlemsstat.

10

BT angav, at EB i henhold til en kontrakt indgået på hendes vegne af et medlem af hendes familie har accepteret at indlogere hende og hendes familie i den pågældende ejendom fra den 31. marts 2018.

11

Den 3. april 2018 kom BT til skade som følge af et fald i den indre gårdhave, som er en del af denne bolig.

12

BT besluttede at anlægge sag mod EB og Seguros Catalana Occidente for sine skader og tab som følge af dette fald. Hun gjorde gældende, at EB var ansvarlig i og uden for kontraktforhold for at udøve rimelig agtpågivenhed og omhu med henblik på at sørge for, at ejendommen var tilstrækkeligt sikker at benytte, og at EB havde tilsidesat denne forpligtelse. Ifølge BT skulle EB have monteret et gelænder eller opsat et advarselsskilt ved siden af trinet eller markeret det på en eller anden måde.

13

Sagen blev anlagt den 14. april 2019 ved County Court Money Claims Centre (England & Wales) (fogedret (England og Wales), Det Forenede Kongerige). Den blev efterfølgende forkyndt for sagsøgte, Seguros Catalana Occidente og EB, og herefter overgivet til County Court at Birkenhead (byretten i Birkenhead, Det Forenede Kongerige).

14

BT har gjort gældende, at retterne i England og Wales er internationalt kompetente i forhold til Seguros Catalana Occidente i medfør af artikel 11, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012.

15

BT har anført, at hvad angår EB kan en sagsøger i henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1215/2012 inddrage en forsikret, som har bopæl på en anden stats område, i en sag mod en forsikringsgiver, der har bopæl på en anden stats område. Ifølge BT er det i denne henseende ikke en forudsætning, at der foreligger en »tvist« mellem forsikringsgiveren og den sikrede vedrørende forsikringspolicens gyldighed eller virkning. Den eneste betingelse, der skal være opfyldt i henhold til artikel 13, stk. 3, er, at den lovgivning, der finder anvendelse på det direkte sagsanlæg, indeholder hjemmel til inddragelse af den sikrede i et direkte sagsanlæg mod forsikringsgiveren, i dette tilfælde spansk lovgivning.

16

Seguros Catalana Occidente bestred ikke den forelæggende rets kompetence og indgav svarskrift.

17

Den 29. januar 2020 gjorde EB indsigelse mod kompetencen for retterne i England og Wales til at behandle det krav, der er rejst over for denne af BT på grundlag af artikel 13, stk. 3, forordning nr. 1215/2012.

18

EB er af den opfattelse, at denne bestemmelse kun finder anvendelse i forsikringssager. Ifølge hende drejer BT’s søgsmål sig imidlertid om erstatning for skade og indirekte tab, der er opstået som følge af angivelig uagtsomhed i forbindelse med tilrådighedsstillelse af en feriebolig. Det vedrører ikke en forsikringssag og bliver ikke en forsikringssag, blot fordi det fremsættes inden for rammerne af det samme søgsmål som det direkte sagsanlæg mod forsikringsgiveren.

19

Inden der blev afholdt retsmøde vedrørende EB’s indsigelse om kompetencen for retterne i England og Wales, præciserede Seguros Catalana Occidente sin holdning og angav, at begrænsningerne og fraskrivelserne i henhold til forsikringspolicen medførte, at dækningen ikke omfattede EB’s anvendelse af ejendommen som feriebolig for betalende gæster. Seguros Catalana Occidente har derfor afvist at hæfte for EB i forhold til den omhandlede ulykke og fremsatte følgelig begæring om afvisning af BT’s krav over for selskabet. Den forelæggende ret har udsat afgørelsen om Seguros Catalana Occidentes begæring om afvisning af BT’s krav, indtil der er truffet afgørelse om nærværende præjudicielle forelæggelse.

20

Den forelæggende ret finder, at den indledningsvis skal prøve EB’s indsigelse mod rettens internationale kompetence. Retten har præciseret, at Seguros Catalana Occidente ikke er part i sagen vedrørende dette aspekt.

21

På denne baggrund har County Court at Birkenhead (byretten i Birkenhead) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Med de tre første spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at såfremt den skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, kan retten i den medlemsstat, hvor sagsøger har bopæl, også i henhold til nævnte artikel 13, stk. 3, erklære sig kompetent til at træffe afgørelse om et erstatningskrav, som skadelidte samtidig søger at gøre gældende mod forsikringstageren eller den sikrede, som har bopæl i en anden medlemsstat, og som ikke er blevet inddraget af forsikringsgiveren.

23

Det bemærkes indledningsvis, at for så vidt som det følger af 34. betragtning til forordning nr. 1215/2012, at denne ophæver og erstatter forordning nr. 44/2001, som selv har erstattet Bruxelleskonventionen, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af disse sidstnævnte instrumenters bestemmelser ligeledes for forordning nr. 1215/2012, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden (dom af 9.7.2020, Verein für Konsumenteninformation, C-343/19, EU:C:2020:534, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis). Dette er tilfældet med hensyn til Bruxelleskonventionens artikel 10, stk. 3, og artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 på den ene side og artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1215/2012 på den anden side.

24

Ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal Domstolen ifølge fast retspraksis ikke blot tage hensyn til bestemmelsens ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 24.3.2021, MCP, C-603/20 PPU, EU:C:2021:231, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

25

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med denne artikels stk. 2, bemærkes, at det heri bestemmes, at såfremt lovgivningen om direkte sagsanlæg, som den skadelidte har anlagt, indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i sagen, er den samme ret også kompetent i forhold til disse personer. Det må konstateres, at ordlyden i sig selv ikke giver svaret på det første, det andet og det tredje spørgsmål i denne sag.

26

Hvad for det andet angår den generelle opbygning af forordning nr. 1215/2012 bemærkes, at artikel 13, stk. 3, er en del af afdeling 3 i forordningens kapitel II. Denne afdeling, som ifølge sin overskrift og forordningens artikel 10 fastlægger kompetencen »i forsikringssager«, opstiller en selvstændig ordning for fordeling af retternes kompetence i forsikringssager (jf. i denne retning dom af 20.7.2017, MMA IARD, C-340/16, EU:C:2017:576, præmis 27).

27

Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af Domstolens retspraksis vedrørende rækkevidden af begrebet »i forsikringssager«, at kvalifikationen af den sag, som den skadelidte person har anlagt direkte mod forsikringsgiveren, i national ret således ingen betydning har for anvendelsen af bestemmelserne i afdeling 3 i forordningens kapitel II, som fastlægger kompetencen »i forsikringssager« (jf. i denne retning dom af 13.12.2007, FBTO Schadeverzekeringen, C-463/06, EU:C:2007:792, præmis 30).

28

I denne forbindelse har EB, den tyske regering og Europa-Kommissionen i deres skriftlige bemærkninger anført, at et erstatningssøgsmål, som en skadelidt person har anlagt mod en forsikret person, ikke kan være omfattet af forordningens artikel 13, stk. 3, da det ikke udspringer af et »forsikringsforhold«, men i det væsentlige hører under sager om erstatning uden for kontrakt.

29

Det følger således af artikel 10 i forordning nr. 1215/2012, at det selvstændige begreb »forsikringssager« gør det muligt at sondre mellem kompetencen i sådanne sager i henhold til afdeling 3 i forordningens kapitel II, og de særlige kompetencer i sager om kontraktforhold og sager om erstatning uden for kontrakt i henhold til kapitlets afdeling 2 (jf. i denne retning dom af 13.12.2007, FBTO Schadeverzekeringen, C-463/06, EU:C:2007:792, præmis 30).

30

Det må derfor antages, at det søgsmål, som er blevet indbragt for retten, nødvendigvis skal rejse et spørgsmål vedrørende rettigheder og forpligtelser i et forsikringsforhold mellem søgsmålets parter for, at anvendelsen af de særlige kompetenceregler i nævnte afdeling 3 er berettiget.

31

Nærmere bestemt indebærer fortolkningen af begrebet »forsikringssager«, at det ikke kan antages, at et erstatningskrav, som skadelidte søger at gøre gældende mod forsikringstageren eller den sikrede, udgør en forsikringssag alene af den grund, at dette krav udspringer af de samme forhold som i det direkte søgsmål, der er anlagt mod forsikringsgiveren, eller at der foreligger en tvist mellem forsikringsgiveren og skadelidte vedrørende forsikringspolicens gyldighed eller virkning.

32

Hvad for det tredje angår den teleologiske fortolkning bemærkes dels, at det ifølge Domstolens praksis fremgår af 18. betragtning til forordning nr. 1215/2012, at en forsikringssag er kendetegnet ved en vis uligevægt mellem parterne, som bestemmelserne i afdeling 3 i kapitel II tilsigter at korrigere ved at lade den svage part nyde godt af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler (jf. i denne retning dom af 20.7.2017, MMA IARD, C-340/16, EU:C:2017:576, præmis 28, og af 27.2.2020, Balta, C-803/18, EU:C:2020:123, præmis 27 og 44).

33

Denne uligevægt foreligger sædvanligvis ikke, når et søgsmål ikke vedrører forsikringsgiveren, i forhold til hvilken både den sikrede og den skadelidte person anses for at være den svage part (jf. i denne retning dom af 26.5.2005, GIE Réunion européenne m.fl., C-77/04, EU:C:2005:327, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.9.2009, Vorarlberger Gebietskrankenkasse, C-347/08, EU:C:2009:561, præmis 44).

34

I øvrigt bemærkes, at således som det fremgår af s. 32 i rapporten udarbejdet af P. Jenard om Bruxelleskonventionen (EFT 1979, C 59, s, 1), har artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1215/2012 til hensigt at give forsikringsgiveren ret til at inddrage den sikrede som tredjepart i sagen mellem forsikringsgiveren og den skadelidte person for at beskytte denne mod svig og for at undgå, at forskellige retsinstanser træffer uforenelige afgørelser. Det følger heraf, at når den skadelidte anlægger erstatningssag direkte mod en forsikringsgiver, og sidstnævnte ikke har inddraget den berørte sikrede, kan retten, for hvilken sagen er indbragt, ikke støtte sig på denne bestemmelse for at erklære sig kompetent i forhold til den sikrede.

35

Dels er det ganske vist korrekt, at bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012 i overensstemmelse med 16. betragtning til denne forordning skal fortolkes under hensyntagen til formålet om god retspleje, og at den skadelidtes inddragelse af den sikrede som tredjepart i sagen for retten kunne undgå risikoen for to parallelle sager.

36

Det skal dog fremhæves, at reglerne i forordning nr. 1215/2012 vedrørende kompetencen i sager om erstatning uden for kontrakt, således som disse er defineret i afdeling 2 i forordningens kapitel II, ville blive omgået, hvis den skadelidte person kunne inddrage den sikrede på grundlag af forordningens artikel 13, stk. 3. Enhver skadelidt person kunne dermed anlægge sag mod forsikringsgiveren på grundlag af artikel 13, stk. 2, for at drage fordel af de mere gunstige bestemmelser i forordningens artikel 10-12 med henblik på at inddrage den sikrede som tredjepart i denne sag på grundlag af forordningens artikel 13, stk. 3.

37

Under alle omstændigheder er målet om god retspleje generelt nået i tilstrækkelig grad, idet det er muligt for den sikrede at anmode forsikringsgiveren om at intervenere for den samme ret, for hvilken den skadelidte har anlagt sag mod nævnte sikrede, såfremt lovgivningen i rettens medlemsstat indeholder hjemmel dertil, således som det er fastsat i artikel 13, stk. 1.

38

Henset til ovenstående betragtninger skal det første, det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at såfremt den skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, kan retten i den medlemsstat, hvor sagsøger har bopæl, ikke i henhold til artikel 13, stk. 3, også erklære sig kompetent til at træffe afgørelse om det erstatningskrav, som skadelidte samtidig søger at gøre gældende mod forsikringstageren eller den sikrede, som har bopæl i en anden medlemsstat, og som ikke er blevet inddraget af forsikringsgiveren.

39

Henset til besvarelsen i denne doms foregående præmis er det ufornødent at besvare det fjerde spørgsmål.

40

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Artikel 13, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at såfremt den skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, kan retten i den medlemsstat, hvor sagsøgeren har bopæl, ikke i henhold til artikel 13, stk. 3, også erklære sig kompetent til at træffe afgørelse om det erstatningskrav, som skadelidte samtidig søger at gøre gældende mod forsikringstageren eller den sikrede, som har bopæl i en anden medlemsstat, og som ikke er blevet inddraget af forsikringsgiveren.