1.

Konstateringen af, at en vis dumpingimport har forvoldt EU-erhvervsgrenen en skade, udgør et væsentligt krav for at vedtage antidumpingforanstaltninger. I sin analyse vedrørende eksistensen af denne skade skal Europa-Kommissionen bl.a. foretage en objektiv undersøgelse af den omhandlede imports indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet, bl.a. ved fastlæggelse af eksistensen af et prisunderbud.

2.

Har Kommissionen inden for rammerne af denne komplekse undersøgelse pligt – og i givet fald i hvilke tilfælde – til at tage hensyn til den omhandlede vares markedssegmenter? Er Kommissionen som led i denne undersøgelse forpligtet til at tage højde for alt salg af samme varer fra de i forbindelse med undersøgelsen stikprøveudtagne EU-producenter? Hvor stort er i denne sammenhæng omfanget af Unionens retsinstansers domstolsprøvelse af Kommissionens analyse, der forudsætter et skøn over komplekse økonomiske situationer?

3.

Disse er nærmere bestemt de hovedspørgsmål, som er rejst i den foreliggende appelsag, hvori Europa-Kommissionen har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver Den Europæiske Unions Rets dom af 24. september 2019, Hubei Xinyegang Special Tube mod Kommissionen (herefter »den appellerede dom« ( 2 )), hvormed Retten annullerede Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/804 af 11. maj 2017 om indførelse af en antidumpingtold på importen af visse typer af rør med oprindelse i Folkerepublikken Kina ( 3 ).

4.

Artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (herefter »grundforordningen«) ( 4 ), som har overskriften »Konstatering af skade«, bestemmer således:

»1.   I denne forordning forstås ved »skade«, når ikke andet er bestemt, væsentlig skade for en erhvervsgren i Unionen, trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren i Unionen eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en sådan erhvervsgren; »skade« fortolkes i overensstemmelse med denne artikel.

2.   En konstatering af, om der foreligger skade, baseres på positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse af:

3.   Med hensyn til omfanget af dumpingimporten fastslås det, om der har været tale om en betydelig stigning i dumpingimporten enten absolut eller i forhold til produktion eller forbrug i Unionen. Hvad angår dumpingimportens virkning på priserne, tages det i betragtning, om dumpingvarerne udbydes til en væsentlig lavere pris end prisen på samme vare fremstillet af erhvervsgrenen i Unionen, eller om priserne som følge af en sådan indførsel er blevet trykket betydeligt, eller om prisstigninger, som ellers ville være indtruffet, i væsentlig grad hindres. Hverken en enkelt eller flere af disse faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen.

[…]

5.   Undersøgelsen af virkningerne af dumpingimporten for den pågældende erhvervsgren i Unionen skal omfatte en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på denne erhvervsgrens situation […].

6.   Det skal på grundlag af alle de relevante beviser, der er fremlagt i forbindelse med stk. 2, påvises, at dumpingimporten forvolder skade som defineret i denne forordning. Dette indebærer navnlig en påvisning af, at de mængder og/eller priser, der er fastlagt i henhold til stk. 3, er årsag til de følgevirkninger for en erhvervsgren i Unionen, som er omhandlet i stk. 5, og at følgevirkningerne er væsentlige.

7.   Der foretages også en undersøgelse af andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader den pågældende erhvervsgren i Unionen, for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten i henhold til stk. 6. Faktorer, der kan tages hensyn til i den forbindelse, indbefatter bl.a.: mængde og priser for så vidt angår importvarer, som ikke sælges til dumpingpriser; nedgang i efterspørgslen eller ændringer i forbrugsmønstret; restriktiv handelspraksis og konkurrence mellem producenter i tredjelande og producenter i Unionen; den teknologiske udvikling og eksportresultater; samt produktivitet inden for den pågældende erhvervsgren i Unionen.«

5.

Som følge af en klage indledte Kommissionen den 13. februar 2016 en antidumpingundersøgelse vedrørende importen af visse sømløse rør af jern (undtagen af støbejern) eller stål (undtagen af rustfrit stål), med cirkulært tværsnit, med udvendig diameter på over 406,4 mm (herefter »den omhandlede vare«), med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

6.

I løbet af undersøgelsen blev Hubei Xinyegang – et selskab med hjemsted i Kina, der fremstiller og eksporterer sømløse rør til EU – udvalgt til at udgøre en del af stikprøven for kinesiske eksporterende producenter i henhold til grundforordningens artikel 17.

7.

Den 11. november 2016 vedtog Kommissionen forordning (EU) 2016/1977 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af den omhandlede vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina (herefter »den midlertidige forordning«) ( 5 ).

8.

Den 11. maj 2017 vedtog Kommissionen den omtvistede forordning, hvis artikel 1 indfører en endelig antidumpingtold over for alle kinesiske eksporterende producenter af den omhandlede vare. Med hensyn til de af Hubei Xinyegang fremstillede og eksporterede varer blev antidumpingtolden fastsat til 54,9%.

9.

Den 7. august 2017 anlagde Hubei Xinyegang søgsmål ved Retten med påstand om annullation af den omtvistede forordning, og til støtte herfor fremsatte selskabet fire anbringender.

10.

Retten prøvede kun det første anbringende, som var opdelt i to led og vedrørte tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, samt artikel 3.1 og 3.2 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 ( 6 ) (herefter »antidumpingaftalen«), og det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 6, og antidumpingaftalens artikel 3.5.

11.

I den appellerede dom forkastede Retten det første anbringendes første led ( 7 ), hvilket ikke er genstand for den foreliggende sag, og tiltrådte derimod det andet led i Hubei Xinyegangs første anbringende om den metode, som Kommissionen anvendte til at sammenligne priserne på dumpingimporten og priserne på de af EU-erhvervsgrenen solgte varer, med henblik på at konstatere, om der forelå en skade. Efter Rettens opfattelse tilsidesatte Kommissionen grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, da den ved undersøgelsen af prisunderbuddet og af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet ikke tog hensyn til alle de i den foreliggende situation relevante oplysninger. For at nå til denne konklusion henviste Retten bl.a. til rapporten fra det appelorgan, som er oprettet ved Verdenshandelsorganisationens (WTO) tvistbilæggelsesorgan (Dispute Settlement Body) (herefter »WTO’s appelorgan«), i tvisten »Kina – Foranstaltninger vedrørende indførelse af antidumpingtold på sømløse rør af rustfrit stål med høj ydeevne »HP-SSST« fra Japan« (WT/DS 454/AB/R og WT/DS 460/AB/R af 14.10.2015, herefter »rapporten fra appelorganet »HP-SSST««), og til sin dom af 28. oktober 2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet (T-35/01, EU:T:2004:317, herefter »Shanghai Teraoka-dommen«).

12.

Retten lagde for det første til grund, at Kommissionen til trods for, at den konstaterede, at der forelå tre markedssegmenter for den omhandlede vare, fejlagtigt undlod at tage hensyn til denne segmentering ved undersøgelsen af prisunderbuddet, og mere generelt i sin analyse af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet ( 8 ). For det andet tiltrådte Retten Hubei Xinyegangs argument om, at Kommissionen ved undersøgelsen af prisunderbuddet fejlagtigt undlod at tage hensyn til prisunderbuddet for 17 varetyper ud af de 66, der blev solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter. Retten fandt afslutningsvis, at dens konklusioner ikke kunne anfægtes af de elementer, som Kommissionen indgav til sagsakterne efter retsmødet, dvs. for sent under sagen.

13.

Retten tiltrådte endvidere også Hubei Xinyegangs andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 6, og antidumpingaftalens artikel 3.5 ( 9 ). Eftersom prøvelsen af det første anbringende førte til den konklusion, at Kommissionen ikke tog hensyn til alle relevante elementer for at fastlægge prisunderbuddet og importens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet, fandt Retten i det væsentlige, at det ligeledes skulle lægges til grund, at Kommissionens konklusion om forekomsten af en årsagsforbindelse som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 6, var baseret på et ufuldstændigt faktuelt grundlag ( 10 ).

14.

Retten annullerede derfor den omtvistede forordning, for så vidt som den vedrørte Hubei Xinyegang, uden at prøve de resterende anbringender, som selskabet fremsatte til støtte for sit søgsmål.

15.

I sin appel har Kommissionen nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, forkaster det første og det andet anbringende i sagen i første instans som værende uden retligt grundlag, hjemviser sagen til Retten med henblik på afgørelse af de resterende anbringender og udsætter afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

16.

Hubei Xinyegang har nedlagt påstand om, at Domstolen forkaster appellen, subsidiært hjemviser sagen til Retten med henblik på afgørelse af de resterende anbringender og tilpligter Kommissionen at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

17.

ArcelorMittal Tubular Products Roman SA, Válcovny trub Chomutov a.s. og Vallourec Deutschland GmbH (herefter »ArcelorMittal m.fl.«), der intervenerede ved Retten til støtte for Kommissionens påstande ( 11 ), har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, forkaster det første og det andet anbringende i sagen i første instans som værende uden retligt grundlag, hjemviser sagen til Retten med henblik på afgørelse af det tredje og det fjerde anbringende i sagen i første instans, tilpligter Hubei Xinyegang at betale sagsomkostningerne i appelsagen og i øvrigt udsætter afgørelsen om sagsomkostningerne.

18.

Til støtte for sin appel har Kommissionen, støttet af ArcelorMittal m.fl., fremsat seks anbringender, der kan opdeles i tre grupper.

19.

De tre første anbringender sigter mod at bestride den del af den appellerede dom, hvori Retten kritiserede Kommissionen for ved undersøgelsen af prisunderbuddet ikke at have taget hensyn til den omhandlede vares forskellige markedssegmenter ( 12 ).

20.

Det fjerde og det femte anbringende er rettet mod den del af den appellerede dom, hvori Retten konkluderede, at Kommissionen ved undersøgelsen af prisunderbuddet fejlagtigt undlod at tage hensyn til priserne på 17 varetyper ud af de 66, der blev solgt af EU-producenterne ( 13 ).

21.

Afslutningsvis har Kommissionen med det sjette anbringende gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig fastlæggelse af domstolsprøvelsens omfang.

22.

Inden jeg analyserer Kommissionens anbringender, er det efter min opfattelse hensigtsmæssigt at foretage en række indledende betragtninger.

23.

Den foreliggende sag vedrører den undersøgelse af prisunderbuddet, som Kommissionen foretager inden for rammerne af en antidumpingprocedure for at konstatere, om der foreligger en skade for den pågældende EU-erhvervsgren. Konstateringen af denne skade udgør et væsentligt krav for at vedtage antidumpingforanstaltninger ( 14 ). De bestemmelser, der regulerer konstateringen af en skade, findes i grundforordningens artikel 3.

24.

I denne forbindelse skal det for det første anføres, at grundforordningens artikel 3, stk. 1, 2 og 3, sådan som Retten påpegede det ( 15 ), indeholder bestemmelser, der i det væsentlige er identiske med bestemmelserne i antidumpingaftalens artikel 3.1 og 3.2. Heraf udledes det, at EU-lovgiver ved disse bestemmelser har villet gennemføre en inden for rammerne af WTO-aftalerne påtaget særlig forpligtelse i EU-retten ( 16 ). Under disse omstændigheder og inden for disse grænser tilkommer det derfor Domstolen at efterprøve lovligheden af den omtvistede forordning i forhold til disse bestemmelser i antidumpingaftalen ( 17 ). Som led i denne legalitetskontrol skal Unionens retsinstanser endvidere tage højde for den fortolkning, som WTO’s tvistbilæggelsesorgan har anlagt af bestemmelserne i denne aftale ( 18 ).

25.

Det skal for det andet anføres, at det fremgår af grundforordningens artikel 3, stk. 2, at konstateringen af, om der foreligger skade, skal baseres på positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse af dels omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet, dels denne imports følgevirkninger for den pågældende EU-erhvervsgren.

26.

Hvad særligt angår analysen af dumpingimportens indvirkning på priserne på den samme vare på EU-markedet, fremgår det af grundforordningens artikel 3, stk. 3, andet punktum, at det bl.a. skal undersøges, om dumpingvarerne udbydes til væsentlig lavere priser end priserne på samme varer i EU, eller med andre ord om der foreligger et betydeligt »prisunderbud« ( 19 ).

27.

Fastlæggelsen af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer fra EU-erhvervsgrenen, og mere specifikt fastlæggelsen af eksistensen af prisunderbud, indebærer en undersøgelse af forholdet mellem de omhandlede importpriser og priserne på samme varer, hvilken undersøgelse forudsætter en sammenligning mellem disse to priser ( 20 ).

28.

Imidlertid fastsætter antidumpingaftalens artikel 3, og derfor grundforordningens artikel 3, ikke en specifik analysemetode til at fastlægge eksistensen af en skade, eller mere specifikt af et prisunderbud ( 21 ). En sådan analyse skal dog baseres på positivt bevismateriale og en objektiv undersøgelse, der således skal være upartisk og rimelig samt tage hensyn til alle relevante beviser ( 22 ).

29.

I denne forbindelse skal det erindres, at det i øvrigt fremgår af Domstolens faste praksis, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge ( 23 ). Domstolen har udtrykkeligt fastslået, at dette vide skøn bl.a. omfatter konstateringen af, om der foreligger skade for EU-erhvervsgrenen ( 24 ).

30.

Som Retten med føje anførte, forudsætter undersøgelsen af prisunderbuddet, og mere generelt analysen af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer fra EU-erhvervsgrenen, utvivlsomt et skøn over komplekse økonomiske situationer ( 25 ), hvilket – som det beskrives mere detaljeret under bedømmelsen af det sjette anbringende – påvirker omfanget af Unionens retsinstansers domstolsprøvelse.

31.

Med særligt hensyn til den foreliggende situation er det for det tredje nødvendigt at præcisere en række faktiske omstændigheder, som Retten konstaterede, og som er ubestridt mellem parterne.

32.

Først og fremmest fandt Kommissionen i antidumpingundersøgelsen, at den omhandlede vare bestod i visse sømløse rør af jern (undtagen af støbejern) eller stål (undtagen af rustfrit stål), med cirkulært tværsnit, med udvendig diameter på over 406,4 mm, med oprindelse i Folkerepublikken Kina ( 26 ). Kommissionen konstaterede, at der fandtes tre forskellige markedssegmenter for denne vare: olie-/gassektoren, elproduktionen og byggesektoren ( 27 ). Definitionen af den omhandlede vare og den samme vare blev bestridt under den administrative procedure, men senere alligevel ikke anfægtet af Hubei Xinyegang i søgsmålet for Retten, hvorfor den skal opfattes som endelig.

33.

Det skal endvidere fremhæves, at Kommissionen i den foreliggende situation foretog en analyse med henblik på at fastlægge det for importen fra Kina eksisterende prisunderbud i forhold til EU-erhvervsgrenens priser ved at sammenligne importpriserne med EU-erhvervsgrenens priser på grundlag af systemet baseret på varekontrolnummeret (»PCN«, herefter også »PCN-metoden«).

34.

Denne metode gik ud på, at hver varetype, der blev fremstillet og solgt af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter, og hver varetype, der blev fremstillet og solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter, blev tildelt et unikt varekontrolnummer, der afhang af varens væsentlige egenskaber ( 28 ). Derfor blev de varetyper, der importeredes fra Kina, sammenlignet på grundlag af varekontrolnumrene med varer, der blev fremstillet og solgt af EU-erhvervsgrenen, og som havde samme eller lignende egenskaber ( 29 ). Til beregningen af prisunderbuddet sammenlignede Kommissionen salgspriserne fra de stikprøveudtagne EU-producenter med salgspriserne fra de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter for alle varekontrolnumre. For hvert varekontrolnummer, som var omfattet af salg, fastlagde Kommissionen en underbudsmargen. Kommissionen beregnede herefter en vejet gennemsnitlig underbudsmargen for den omhandlede vare for hver af de stikprøveudtagne kinesiske eksportører. Denne metode førte til fastlæggelsen af prisunderbudsmargener på mellem 15,2% og 29,1% ( 30 ). Hubei Xinyegang har ikke bestridt anvendelsen af PCN-metoden som sammenligningsmetode ( 31 ).

35.

Endelig er det fastlagt og ubestridt mellem parterne, at al import fra Kina er blevet analyseret som led i fastlæggelsen af prisunderbuddet ( 32 ).

36.

Med sine tre første anbringender har Kommissionen bestridt den del af den appellerede dom, hvori Retten i præmis 59-67 kritiserede Kommissionen for ved undersøgelsen af prisunderbuddet ikke at have taget hensyn til de forskellige markedssegmenter for den omhandlede vare. Med det tredje appelanbringende har Kommissionen anfægtet bl.a. den appellerede doms præmis 77-79, hvor Retten ikke tog højde for visse af de elementer, som Kommissionen, på Rettens anmodning, indgav til Retten efter retsmødet i første instans.

37.

I den appellerede doms præmis 59-67 anså Retten det for ubestridt, at Kommissionen til trods for, at den konstaterede, at der fandtes tre markedssegmenter for den omhandlede vare, ved undersøgelsen af prisunderbuddet ikke tog hensyn til denne segmentering.

38.

I denne sammenhæng påpegede Retten imidlertid, at den foreliggende situation var kendetegnet ved fire elementer (undersøgt henholdsvis i den appellerede doms præmis 61, 62, 63 og 64): For det første var de af den samme vare omfattede varetyper ikke alle direkte indbyrdes udskiftelige på efterspørgselssiden, selv om producenterne kunne omdirigere deres udbud, for det andet havde anvendelsen af flere forskellige råvarer ved fremstilling af varetyperne indflydelse på prisforskellene mellem markedssegmenterne, og disse forskelle udgjorde, sådan som det kunne udledes af rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, et relevant element, som skulle tages i betragtning ved undersøgelsen af prisunderbuddet, for det tredje bekræftede Kommissionen, at 75,1% af den stikprøveudtagne import fra Kina var koncentreret i byggesegmentet, der i lyset af Shanghai Teraoka-dommen skulle analyseres særskilt, og for det fjerde fremgik det af den midlertidige forordning, at over 60% af salget fra den største EU-producent i stikprøven var forbundet med olie-/gassektoren.

39.

Retten anførte endvidere i den appellerede doms præmis 65, at Kommissionen i den omtvistede forordning fastlagde en forbindelse mellem undersøgelsen af prisunderbuddet fra dumpingimporten og udviklingen af EU-erhvervsgrenens priser samlet set uden at sondre mellem de forskellige markedssegmenter.

40.

På denne baggrund konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 66, at Kommissionen, da den ved undersøgelsen af prisunderbuddet, og mere generelt af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet, ikke tog hensyn til markedssegmenteringen for den omhandlede vare, ikke baserede sin analyse på alle de i den foreliggende situation relevante oplysninger. Retten tilføjede i den appellerede doms præmis 67, at Kommissionen, henset til de fire ovenfor i punkt 38 nævnte elementer, i det mindste skulle have sikret sig, at faldet i EU-erhvervsgrenens priser ikke stammede fra et segment, i hvilket importen fra Kina havde en begrænset tilstedeværelse eller udviste et underbudsniveau – såfremt der foregik underbud – som ikke kunne betragtes som »betydeligt« som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 3. Retten fandt, at denne konklusion ikke afskar Kommissionen fra, som i den foreliggende situation, at anvende PCN-metoden, såfremt denne metode er en del af en analyse, som tager hensyn til markedssegmenteringen.

41.

Afslutningsvis påpegede Retten i den appellerede doms præmis 77 og 79, at dens konklusioner ikke kunne anfægtes af de elementer, som Kommissionen indgav til sagsakterne efter retsmødet, dvs. for sent under sagen. Ifølge Retten kunne Kommissionen ikke med føje anføre grunde til støtte for den omtvistede forordning, som ikke var indeholdt i selve forordningen, og som Kommissionen først nævnte efter sagsanlægget.

42.

Med sit første anbringende, der er opdelt i tre led, har Kommissionen, støttet af ArcelorMittal m.fl., bestridt Rettens konklusion om, at Kommissionen skulle have foretaget en analyse af skaden pr. markedssegment, selv om alle de undersøgte rør utvivlsomt udgjorde en og »samme vare«.

43.

Med det første led har Kommissionen gjort gældende, at Retten tilsidesatte grundforordningens artikel 1, stk. 2 og 4, artikel 3, stk. 2, 3 og 8, samt artikel 4, da den konkluderede, at Kommissionen var forpligtet til at foretage en særskilt undersøgelse af prisunderbuddet for hvert af den omhandlede vares markedssegmenter. Det fremgår af disse bestemmelser, at det er tilstrækkeligt, at Kommissionen foretager undersøgelsen af prisunderbuddet i forhold til den »samme vare« som omhandlet i grundforordningens artikel 1, stk. 4. Disse bestemmelser fastsætter ingen pligt til at foretage en mere detaljeret analyse eller en særskilt undersøgelse af prisunderbuddet pr. markedssegment. Eftersom hverken fastlæggelsen af den »samme vare« eller fastlæggelsen af »EU-erhvervsgrenen« i den omtvistede forordning blev anfægtet for Retten, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved disse fastlæggelser inden for rammerne af anbringender vedrørende konstateringen af en skade. Retten indførte således en analyse baseret på begrebet »relevant marked«, som er hentet fra konkurrencelovgivningen, der imidlertid adskiller sig fra begrebet »samme vare« i antidumpinglovgivningen.

44.

Med det andet led har Kommissionen gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning af de to retsakter, hvorpå den baserede sin prøvelse (dvs. rapporten fra appelorganet »HP-SSST« og Shanghai Teraoka-dommen), alternativt at Retten foretog en fejlagtig kvalifikation eller gengivelse af de deri omhandlede faktiske omstændigheder, som afviger fuldstændigt fra dem, der er relevante i den foreliggende situation. Ingen af de to nævnte retsakter kan understøtte konklusionen om, at Kommissionen ud over analysen i forhold til den samme vare var forpligtet til at foretage en undersøgelse af prisunderbuddet pr. markedssegment.

45.

Med det tredje led har Kommissionen gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning af den omtvistede forordning eller subsidiært foretog en urigtig kvalifikation af de faktiske omstændigheder, da den i den appellerede doms præmis 67 fastslog, at de i den appellerede doms præmis 59, 61, 62 (første del) og 64 konstaterede omstændigheder udgjorde særlige omstændigheder, der nødvendiggjorde en undersøgelse af prisunderbuddet pr. markedssegment.

46.

Hubei Xinyegang har indledningsvis gjort gældende, at Kommissionen har gengivet den appellerede dom fejlagtigt. Retten fastslog ingen generel forpligtelse for Kommissionen til at foretage en undersøgelse af prisunderbuddet pr. markedssegment, men lagde, under hensyntagen til sagens baggrund, alene til grund, at Kommissionen begik en fejl i den omtvistede forordning, da den ved undersøgelsen af prisunderbuddet ikke tog hensyn til markedssegmenteringen. Argumenterne vedrørende en angivelig forpligtelse til at foretage en undersøgelse af prisunderbuddet pr. markedssegment er således uvirksomme. Endvidere er den implicitte anfægtelse af en række faktiske omstændigheder, uden at påberåbe sig en urigtig gengivelse heraf, ikke tilladt, og de af Kommissionen indgivne tillægsoplysninger udgør nye elementer, som derfor ikke kan tages i betragtning.

47.

Med hensyn til det første led har Hubei Xinyegang gjort gældende, at grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, omhandler »samme vare« i flertal, hvilket peger på, at begrebet »samme vare« kan omfatte flere forskellige varetyper og dermed flere forskellige markedssegmenter. Dette bekræftes også af Domstolens praksis. Endvidere har WTO’s appelorgan fremhævet, at det er vigtigt ved undersøgelsen af prisunderbuddet at fastlægge, om der findes flere forskellige markedssegmenter, og den appellerede dom er i overensstemmelse med dette standpunkt. Til trods for, at der ikke er nogen forpligtelse til at fastlægge eksistensen af et prisunderbud pr. varetype eller markedssegment, skal Kommissionen ifølge Hubei Xinyegang undersøge alle relevante elementer, herunder spørgsmålet om, hvorvidt eksistensen af flere forskellige markedssegmenter samlet set kan påvirke analysen af indvirkningen på priserne, i det konkrete tilfælde prisunderbuddet.

48.

Hvad angår det andet led har Hubei Xinyegang gjort gældende, at grundlaget for annullationen af den omtvistede forordning findes i forpligtelsen til at basere konstateringen på positivt bevismateriale som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3. Henvisningen til rapporten fra appelorganet »HP-SSST« og Shanghai Teraoka-dommen understøtter kun det standpunkt, at denne segmenterings indvirkning på undersøgelsen af prisunderbuddet skal tages i betragtning i tilfælde af markedssegmenter med betydelige prisforskelle. Endvidere er en række af Kommissionens argumenter vedrørende de to nævnte retsakter ikke korrekte. Afslutningsvis er argumentet om, at både importen fra Kina og de af EU-erhvervsgrenen solgte varer var koncentreret i samme markedssegment, ikke indeholdt i den omtvistede forordning, sådan som Retten påpegede.

49.

Hubei Xinyegang har gjort gældende, at også det tredje led skal forkastes. Faktisk rejste de berørte parter spørgsmålet om eksistensen af flere forskellige markedssegmenter ikke i forbindelse med definitionen af den omhandlede vare, men ved fastlæggelsen af skaden og årsagsforbindelsen. Endvidere øver disse elementer åbenlyst en betydelig indflydelse på analysen af skaden for så vidt angår Kommissionens tilpasning med henblik på at beregne skadesmargenen, henset til den økonomiske situation og rentabiliteten i det største selskab blandt de stikprøveudtagne EU-producenter.

50.

Med sit andet anbringende har Kommissionen bestridt den appellerede doms præmis 60 og 67, hvor Retten i det væsentlige fandt, at PCN-metoden ikke er egnet til at tage hensyn til markedssegmenteringen. Således foretog Retten en fejlagtig fortolkning af 24. betragtning til den omtvistede forordning og af de forklaringer, som blev afgivet under den administrative procedure og i Kommissionens mundtlige og skriftlige bemærkninger for Retten. Subsidiært har Kommissionen gjort gældende, at Retten ikke gengav de i denne forbindelse fremlagte beviser korrekt.

51.

Ifølge Kommissionen udgør PCN-metoden den mest detaljerede analyse, hvormed den omhandlede vare kan sammenlignes med den samme vare. Denne metode, der i øvrigt ikke anvendes af EU’s vigtigste handelspartnere, omfatter en meget mere dybtgående analyse end analysen af markedssegmenterne for den samme vare. Fastsættelsen af et varekontrolnummer tager nemlig højde for alle varens egenskaber og sætter således Kommissionen i stand til at sammenholde hver enkelt af de stikprøveudtagne kinesiske producenters varer med den mest sammenlignelige vare fra EU-producenten i stikprøven. Det første ciffer i varekontrolnummeret tager højde for det markedssegment, hvorunder en varetype henhører. Der er ingen elementer til at konkludere, at Kommissionen ved at basere sig på varekontrolnumre ikke tog hensyn til visse egenskaber, som er specifikke for varen eller markedet (bl.a. prissvingninger). I kraft af sin struktur og funktion sikrer PCN-metoden en analyse pr. markedssegment.

52.

Hubei Xinyegang har gjort gældende, at Retten i den appellerede dom blot anførte, at anvendelsen af PCN-metoden i den foreliggende situation i sig selv var utilstrækkelig til at tage hensyn til markedssegmenteringen. Det er sandt, at Kommissionen på grundlag af denne metode kunne fastlægge, om en vis import fra Kina, der var omfattet af et varekontrolnummer eller af en specifik varetype tilhørende et specifikt markedssegment, blev foretaget til priser, der var lavere (prisunderbud) end salgspriserne fra de EU-producenter, som var omfattet af stikprøven for det samme varekontrolnummer eller den samme varetype henhørende under det samme markedssegment. Imidlertid satte PCN-metoden ikke Kommissionen i stand til at fastlægge importens indvirkning i et vist segment på EU-erhvervsgrenens salgspriser for varer henhørende under andre segmenter.

53.

Med det tredje anbringende, som er opdelt i to led, har Kommissionen fremsat klagepunkter mod den appellerede doms præmis 77-79, hvor Retten ikke tog højde for de af Kommissionen efter retsmødet i første instans indgivne elementer, der godtgjorde dels, at prisunderbuddet foregik i alle tre omhandlede markedssegmenter, dels, at EU-producenternes salg var koncentreret i byggesegmentet.

54.

Med det første led har Kommissionen gjort gældende, at Retten således begik fejl ved at anlægge en for streng fortolkning af Kommissionens begrundelsespligt på antidumpingområdet. Denne fortolkning er i strid med retspraksis og udgør en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF. Kommissionen var ikke forpligtet til at forklare specifikt i den omtvistede forordning, at der var konstateret prisunderbud i alle de tre markedssegmenter, og at EU-producenternes salg var koncentreret i byggesegmentet. Under alle omstændigheder blev Hubei Xinyegang meddelt disse oplysninger på en omtrentlig måde i løbet af undersøgelsen.

55.

Med det andet led har Kommissionen gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af de indgivne beviser, da den i den appellerede doms præmis 78 påpegede, at undersøgelsen pr. markedssegment først blev foretaget ex post. Sondringen mellem de forskellige markedssegmenter var bevidst internaliseret i analysen med PCN-metoden, hvis funktionsmåde Retten så bort fra eller forstod fejlagtigt og gengav forkert.

56.

Hvad angår det første led har Hubei Xinyegang gjort gældende, at den dom, hvorpå Kommissionen har baseret sine argumenter ( 33 ), vedrører en særlig situation, hvor et selskab, der ikke havde deltaget i den administrative procedure, påberåbte sig en tilsidesættelse af begrundelsespligten hvad angår argumenter, som selskabet ikke havde fremsat. Hubei Xinyegangs stilling er derimod grundlæggende anderledes, fordi selskabet allerede siden indledningen af den administrative procedure fremhævede, at eksistensen af flere forskellige markedssegmenter havde betydning for undersøgelsen af prisunderbuddet. Det fremgår endvidere af retspraksis, at institutionerne er forpligtet til at redegøre for de faktiske omstændigheder og juridiske overvejelser, der har en væsentlig betydning i afgørelsens opbygning, og at en retsakts begrundelse skal fremgå af selve dennes tekst. Det er endvidere urigtigt, at selskabet var bekendt med, at prisunderbuddet var konstateret i alle tre markedssegmenter, og at EU-producenternes salg var koncentreret i byggesegmentet, i og med at selskabet af fortrolighedshensyn ikke havde adgang til beregningerne vedrørende underbuddet fra de andre kinesiske producenter.

57.

For så vidt angår det andet led har Hubei Xinyegang gjort gældende, at Retten ikke foreholdt Kommissionen, at den ikke anvendte PCN-metoden pr. segment og ikke foretog en analyse pr. segment. Med andre ord kritiserede Retten, at PCN-metoden kun satte Kommissionen i stand til at fastlægge et prisunderbud i et vist segment, men ikke til at analysere indvirkningen af det underbud, som var konstateret i et segment, på EU-producenternes salgspriser i et andet segment.

58.

For at kunne efterprøve Kommissionens første, andet og tredje anbringende er det efter min opfattelse nødvendigt først og fremmest at præcisere rækkevidden af Rettens kritik i den appellerede dom. Parterne er nemlig uenige om rækkevidden af den appellerede dom ( 34 ).

59.

Jeg mener, at det som gengivet ovenfor i punkt 39 og 40 fremgår ved læsningen af den appellerede doms præmis 65, 66 og 67, at Retten i denne dom – efter at have konstateret, at Kommissionen anvendte PCN-metoden for at undersøge eksistensen af prisunderbuddet – fandt, at anvendelsen af denne metode ikke, i lyset af de ovenfor i punkt 38 nævnte fire elementer, der kendetegner den foreliggende situation, var tilstrækkelig til i analysen af dumpingimportens indvirkning på EU-erhvervsgrenens priser at tage passende hensyn til markedssegmenteringen. Retten foreholdt derfor Kommissionen, at den ikke baserede sin analyse på alle de i den foreliggende situation relevante oplysninger.

60.

Da Kommissionen fastlagde en forbindelse mellem undersøgelsen af prisunderbuddet og udviklingen af EU-erhvervsgrenens priser, hvilken udvikling blev fastsat samlet set uden at tage hensyn til markedssegmenteringen ( 35 ), skulle Kommissionen under de konkrete omstændigheder ifølge Retten i det mindste have sikret sig, at udviklingen af EU-erhvervsgrenens priser (dvs. faldet i disse priser) ikke »stammede« fra et segment, hvori importen fra Kina havde en begrænset tilstedeværelse eller ikke udviste et »betydeligt« underbudsniveau. Med andre ord lagde Retten til grund, at Kommissionen til trods for anvendelsen af PCN-metoden skulle have konstateret, at dette fald i priserne på den samme vare fra EU-erhvervsgrenen samlet set ikke skyldtes udviklingerne i et markedssegment, hvori dumpingimporten ikke øvede en væsentlig indflydelse, henset til dens ubetydelige omfang eller på grundlag af et ubetydeligt underbudsniveau; i så fald ville dette fald nemlig ikke have været en konsekvens (af indvirkningen på priserne som følge) af dumpingimporten.

61.

I denne sammenhæng sigter den nedenfor anførte bedømmelse først og fremmest mod at fastlægge rækkevidden af Kommissionens forpligtelser ved undersøgelsen af prisunderbuddet for det tilfælde, at de undersøgte varer henhører under flere forskellige markedssegmenter. Efterfølgende skal det efterprøves, om Retten i lyset af de elementer, som kendetegner den foreliggende situation, med føje kunne fastslå, at Kommissionens analyse var behæftet med en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3.

62.

Først og fremmest skal det afklares, om grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3 – fortolket i lyset af de andre bestemmelser i forordningen og de tilsvarende bestemmelser i antidumpingaftalen – fastsætter en generel forpligtelse for Kommissionen til altid at foretage en undersøgelse af prisunderbuddet pr. segment, når der for den omhandlede vare identificeres flere forskellige markedssegmenter ( 36 ).

63.

Jeg mener ikke, at dette er tilfældet, og i denne forbindelse vil jeg påpege, at parterne er enige om, at en sådan generel forpligtelse ikke påhviler Kommissionen.

64.

Som Kommissionen med rette har gjort gældende, fremgår det af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, at analysen af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet, og især undersøgelsen med henblik på at fastlægge, om disse importvarer udbydes til væsentlig lavere priser end priserne på samme varer fremstillet af EU-erhvervsgrenen (og således om der er tale om prisunderbud), skal foretages i forhold til den samme vare som defineret i overensstemmelse med grundforordningens artikel 1, stk. 4. Det fremgår ikke af disse bestemmelser og heller ikke af andre bestemmelser i grundforordningen, at Kommissionen har en generel forpligtelse til at foretage en undersøgelse af eksistensen af prisunderbuddet på et mere detaljeret niveau end i forhold til den samme vare.

65.

Denne fortolkning bekræftes i øvrigt af den fortolkning af antidumpingaftalens artikel 3.2, som fremgår af rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, hvor det udtrykkeligt anføres, at den undersøgende myndighed ikke er forpligtet i henhold til denne bestemmelse til at fastlægge eksistensen af prisunderbuddet for hver type af de undersøgte varer eller for hele sortimentet af varer, som er omfattet af den samme vare ( 37 ).

66.

Når den omhandlede vare og den samme vare er blevet fastlagt, og deres definition ikke er bestridt, er det derfor i princippet tilstrækkeligt, at Kommissionen foretager en analyse af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet i forhold til den samme vare, sådan som denne er defineret, og ikke på et mere detaljeret niveau.

67.

Når dette er sagt, fremgår det imidlertid af grundforordningens artikel 3, stk. 2, at Kommissionen skal foretage en objektiv undersøgelse af importens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet. Den objektive undersøgelse, som er påkrævet ifølge denne bestemmelse, læst i lyset af den af WTO’s appelorgan anlagte fortolkning af den tilsvarende bestemmelse i antidumpingaftalens artikel 3.1, kræver, at der tages højde for alle relevante beviser, hvilket kan inkludere, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyntagen til markedsandelene for enhver varetype, der er omfattet af undersøgelsen ( 38 ).

68.

Heraf følger, at det under visse omstændigheder for at sikre en »objektiv« undersøgelse af eksistensen af et betydeligt prisunderbud i forhold til den samme vare ( 39 ) er hensigtsmæssigt at tage højde for markedsandelene for de pågældende forskellige varetyper, og at det således kan være nødvendigt at tage hensyn til den omhandlede vares forskellige markedssegmenter.

69.

Således rejses spørgsmålet om, i hvilke tilfælde det for at sikre, at undersøgelsen af eksistensen af et prisunderbud er af objektiv karakter, er hensigtsmæssigt eller endog nødvendigt at foretage en analyse pr. segment ved at tage hensyn til markedsandelen for enhver varetype. På grundlag af udfaldet af denne prøvelse skal det undersøges, om Retten med føje fastslog, at den foreliggende situation henhørte under denne kategori af tilfælde.

70.

Som begrundelse for behovet af en undersøgelse af prisunderbuddet pr. segment i den foreliggende situation henviste Retten i den appellerede dom til to retsakter, som var genstand for en bred debat mellem parterne: Rettens Shanghai Teraoka-dom og rapporten fra appelorganet »HP-SSST«.

71.

Den første af disse to retsakter, dvs. Shanghai Teraoka-dommen, vedrørte en situation, hvor der kunne identificeres tre særskilte segmenter for den omhandlede vare, og hvor 97% af den omhandlede import var koncentreret i et enkelt af disse tre segmenter.

72.

I løbet af antidumpingundersøgelsen havde Rådet for Den Europæiske Union gennemført en undersøgelse af prisunderbuddet kun med hensyn til dette segment og efterfølgende ved ekstrapolation udvidet konklusionerne om indvirkningen på priserne i dette segment til at gælde for den samme vare samlet set ( 40 ). For Retten havde sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved denne fremgangsmåde havde tilsidesat grundforordningens artikel 3, fordi analysen af dumpingimportens indvirkning kun omfattede en del af den samme vare ( 41 ).

73.

I denne faktuelle sammenhæng fastslog Retten først og fremmest, at Unionens institutioner ved beregningen af skaden i henhold til grundforordningens artikel 3 kan anvende en analyse pr. segment til vurdering af de forskellige skadesfaktorer, navnlig hvis de resultater, der opnås ved anvendelse af en anden metode, viser sig at være skæve, forudsat at der tages behørigt hensyn til det relevante produkt som helhed ( 42 ). Endvidere fandt Retten, at det i en situation, hvor 97% af indførslerne var koncentreret i et specifikt segment, var logisk og nødvendigt for at sikre et korrekt resultat af undersøgelsen, at analysen indeholdt en særskilt vurdering af dette segment ( 43 ). I lyset af disse betragtninger forkastede Retten sagsøgerens argument.

74.

På det retlige plan kan det af denne dom efter min opfattelse udledes, at hvis importen er kraftigt koncentreret i et af den omhandlede vares markedssegmenter, kan Unionens institutioner, henset til de ovenfor i punkt 29 nævnte vide skønsbeføjelser, som de har inden for handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, begrænse sig til at undersøge prisunderbuddet med hensyn til dette segment, når dette er hensigtsmæssigt for at sikre den objektive karakter af undersøgelsen af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet, forudsat at der tages behørigt hensyn til det relevante produkt som helhed. Afhængigt af de konkrete omstændigheder kan en særskilt vurdering af et segment endvidere være hensigtsmæssig eller endog nødvendig for at sikre, at denne undersøgelse er objektiv.

75.

Den anden retsakt, dvs. rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, vedrørte et tilfælde, hvor der inden for den samme vare, sådan som den var defineret af de kinesiske myndigheder med ansvar for antidumpingundersøgelsen, blev identificeret tre segmenter (Kvalitet A, Kvalitet B og Kvalitet C). I den undersøgte situation var dumpingimporten og salget på hjemmemarkedet koncentreret i forskellige markedssegmenter: Salget på hjemmemarkedet var koncentreret i Kvalitet A-segmentet, hvor importen var ubetydelig (svarende til 1,45%); dumpingimporten var derimod koncentreret i Kvalitet B- og C-segmenterne. Endvidere var priserne på varerne inden for Kvalitet B og C henholdsvis det dobbelte og det tredobbelte af priserne på varerne inden for Kvalitet A. I denne sammenhæng fastslog de kinesiske myndigheder et prisunderbud i Kvalitet B- og C-segmenterne, hvori importen var koncentreret, men intet prisunderbud i Kvalitet A-segmentet, hvori den indenlandske produktion var koncentreret ( 44 ). Disse myndigheder fastslog derfor ikke et prisunderbud i forhold til den samme vare, men begrænsede sig til at konstatere prisunderbuddet kun med hensyn til Kvalitet B og C ( 45 ).

76.

I denne faktuelle sammenhæng lagde WTO’s appelorgan til grund dels, at en objektiv undersøgelse med henblik på at fastlægge, om der foregik et betydeligt underbud af dumpingimporten i forhold til den samme indenlandske vare (som omfattede de tre varetyper) skulle have taget hensyn til de relevante markedsandele for de forskellige varetyper, dels, at en egnet analyse af indvirkningen på priserne skulle have taget i betragtning, at der fandtes betydelige prisforskelle mellem de forskellige varetyper. Det nævnte organ fastslog endvidere, at en undersøgende myndighed ikke kan se bort fra beviser, som taler for, at dumpingimporten har ingen eller kun begrænset indvirkning på de indenlandske priser ( 46 ).

77.

Det fremgår derfor af rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, at i en situation med en kraftig koncentration af salget på hjemmemarkedet og dumpingimporten i flere forskellige segmenter, som på deres side er kendetegnet ved ganske betydelige prisforskelle, er det for at sikre, at undersøgelsen af eksistensen af et prisunderbud er af objektiv karakter som påkrævet i henhold til antidumpingaftalens artikel 3.1 (og derfor grundforordningens artikel 3, stk. 2), nødvendigt at tage højde for markedsandelene for hver varetype og disse betydelige prisforskelle.

78.

De to ovennævnte retsakter giver indikationer med hensyn til visse situationer, hvor det for at sikre en objektiv undersøgelse af prisunderbuddet er hensigtsmæssigt eller endog nødvendigt at tage hensyn til markedssegmenteringen. Det er derfor i lyset af alle ovenstående betragtninger, at det skal efterprøves, om Retten med føje lagde til grund, at Kommissionen i den foreliggende situation skulle have taget hensyn til markedssegmenteringen for den omhandlede vare, og at Kommissionen, eftersom den ikke gjorde det, ikke baserede sin analyse på alle de i den foreliggende situation relevante oplysninger.

79.

Inden den i det foregående punkt nævnte analyse er det dog nødvendigt at undersøge, om Retten med føje, sådan som det fremgår af den appellerede doms præmis 77-79, kunne se bort fra de elementer, som Kommissionen indgav efter retsmødet i første instans, eller om Retten, således som Kommissionen har gjort gældende under sit tredje anbringende, begik en retlig fejl. De omhandlede elementer er nemlig af grundlæggende betydning for at forstå den præcise sammenhæng i den foreliggende situation.

80.

I denne forbindelse fremgår det af sagsakterne, at Retten efter debatten i retsmødet for Retten indrømmede Kommissionen en frist til at fremlægge en række oplysninger for at klarlægge procentdelen af de stikprøveudtagne EU-producenters salg i de tre omhandlede markedssegmenter samt yderligere oplysninger angående importen fra de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter.

81.

Kommissionen efterkom denne anmodning og fremlagde oplysninger udarbejdet efter anvendelsen af PCN-metoden vedrørende salget fra de stikprøveudtagne producenter, både kinesiske og i EU. Disse oplysninger viste, at der inden for rammerne af hvert enkelt af de tre omhandlede segmenter fandtes en relation mellem dumpingimporten og EU-erhvervsgrenens salg, idet disse lå på et næsten identisk niveau. Mere specifikt fremgik det af disse oplysninger, at både importen og salget på hjemmemarkedet hovedsageligt var koncentreret i byggesegmentet (med en procentdel på henholdsvis 75,1% og 71,6%), at de havde et ikke ubetydeligt niveau i olie-/gassegmentet (henholdsvis 17,3% og 15,3%) og at begge var til stede i mindre, men ikke ubetydeligt omfang, i elproduktionssegmentet (henholdsvis 7,4% og 13,1%). Endvidere fremgik det af disse oplysninger, at der foregik prisunderbud i alle de tre omhandlede segmenter.

82.

Retten forkastede relevansen af disse oplysninger ved i den appellerede doms ovennævnte præmisser i det væsentlige at anføre, at Kommissionen ikke kunne supplere begrundelsen i den omtvistede forordning med grunde, som blev fremlagt efter anlæggelsen af søgsmålet ved Retten.

83.

Det skal imidlertid i denne henseende fremhæves, at det følger af Domstolens faste praksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og skal vurderes i forhold til sagens omstændigheder og den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område ( 47 ).

84.

Med hensyn til en almengyldig retsakt såsom en forordning om indførelse af antidumpingtold skal begrundelsespligten nærmere bestemt fortolkes således, at det ikke kan kræves af Unionens institutioner, at de i enkeltheder angiver de ofte talrige og komplicerede omstændigheder, der har givet anledning til forordningens vedtagelse, og så meget desto mindre at de giver en mere eller mindre fuldstændig bedømmelse af disse omstændigheder ( 48 ).

85.

I denne henseende skal det påpeges, at Retten ikke anså begrundelsen i den omtvistede forordning for utilstrækkelig, men nægtede at tage højde for en række oplysninger, som Kommissionen på Rettens anmodning fremlagde, og som, med henblik på at besvare argumenter fra en sagsøger, gav et mere detaljeret billede af konklusionerne i den omtvistede forordning. Mere konkret præciserede disse oplysninger, for at besvare Hubei Xinyegangs argumenter, konklusionen – hvis begrundelse ikke er anfægtet som utilstrækkelig – om, at analysen baseret på PCN-metoden godtgjorde, at der i den foreliggende situation foregik prisunderbud i forhold til den samme vare ( 49 ).

86.

I denne sammenhæng mener jeg, at Kommissionen skal kunne sættes i stand til at besvare argumenter, som fremsættes under et søgsmål med påstand om annullation af en forordning om indførelse af antidumpingtold, ved at fremlægge supplerende oplysninger, på grundlag af hvilke Unionens retsinstanser – hvis og i det omfang det er nødvendigt for at foretage deres domstolsprøvelse af retsakten – fuldt ud kan forstå den analyse, som forudsætter et skøn over komplekse økonomiske situationer og er baseret på mange økonomiske oplysninger, og som har ført Kommissionen til at drage konklusionerne i denne almengyldige retsakt. I denne forbindelse vil jeg fremhæve, at Rettens egen praksis på antidumpingområdet tilsyneladende går i denne retning ( 50 ).

87.

Hvis Unionens retsinstanser finder det nødvendigt, kan de desuden, lige som Retten gjorde i den foreliggende situation, anmode den pågældende institution om at fremlægge oplysninger og afklaringer med det formål at indhente yderligere detaljer om den begrænsede, men tilstrækkelige begrundelse for en almengyldig retsakt ( 51 ).

88.

Det følger af det ovenstående, at Retten efter min opfattelse skulle have taget højde for de ovenfor i punkt 81 nævnte oplysninger opnået ved anvendelsen af PCN-metoden, hvormed Kommissionen på anmodning fra Retten og med henblik på at bestride et argument, som Hubei Xinyegang fremsatte i sit søgsmål i første instans, præciserede konklusionen i den omtvistede forordning om, at der i den foreliggende situation var konstateret et prisunderbud i forhold til den samme vare.

89.

På ovenstående baggrund er jeg af den opfattelse, at Kommissionens tredje anbringende skal tiltrædes, og at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl i denne henseende. Derfor skal de ovenfor i punkt 81 nævnte elementer tages i betragtning inden for rammerne af den følgende analyse.

90.

Med henblik på fuldt ud at forstå den undersøgelse, som Kommissionen foretog i den foreliggende situation for at fastlægge eksistensen af dumpingimportens prisunderbud i forhold til priserne på samme varer fra EU-erhvervsgrenen, og som Retten kritiserede i den appellerede dom, er det nødvendigt at uddybe analysen af PCN-metoden, som Kommissionen anvendte i dette øjemed, og som er omhandlet ovenfor i punkt 33 og 34.

91.

Det fremgår af 24. betragtning til den omtvistede forordning og af oplysningerne i sagsakterne, at varekontrolnumrene er alfanumeriske numre, som hvert svarer til en varekategori. Disse numre fastsættes umiddelbart efter iværksættelsen af undersøgelsen på grundlag af varens specifikke egenskaber ( 52 ).

92.

I den foreliggende situation blev de omhandlede varer i løbet af undersøgelsen ved anvendelsen af denne metode opdelt i fem kategorier, som kan identificeres ved nummerets første ciffer, hvilket angiver varetypen. Det er ikke bestridt, at varerne under et varekontrolnummer svarende til kategori 1 og 2 var omfattet af olie-/gassegmentet, at varerne svarende til kategori 3 var anvendt i byggesegmentet, og at varerne svarende til kategori 4 og 5 var omfattet af elproduktionssegmentet.

93.

For efter PCN-metoden at fastlægge eksistensen af et betydeligt prisunderbud sammenlignede Kommissionen, som anført ovenfor i punkt 34, importpriserne og EU-producenternes priser pr. varekontrolnummer. Kommissionen sammenlignede derfor de stikprøveudtagne kinesiske producenters salg af hver enkelt omhandlet vare, der henhørte under det pågældende varekontrolnummer, med en tilsvarende vare fra EU-erhvervsgrenen. For så vidt som varernes opdeling efter varekontrolnummer afhang af kriterier, på baggrund af hvilke de segmenter, hvori den omhandlede vare var opdelt, kunne tages i betragtning, sådan som det fremgår af det foregående punkt, tog Kommissionen ved undersøgelsen af prisunderbuddet således hensyn til disse segmenter.

94.

På grundlag af oplysningerne i sagsakterne ( 53 ) kan det konstateres, at anvendelsen af denne metode gjorde det muligt at tage hensyn til det relative omfang af de forskellige salg i de forskellige segmenter. Dette bekræftes i øvrigt af den omstændighed, at de forskellige markedsandele for hvert segment kunne fastlægges på baggrund af denne analyse, hvilket Kommissionen gjorde. Som det fremgår af punkt 81 ovenfor, var det på grundlag af denne fastlæggelse muligt at fastslå, at der forelå en grundlæggende matchning i de forskellige segmenter mellem importen fra Kina og salget på EU-hjemmemarkedet, og især at begge var koncentreret i det samme segment, dvs. byggesegmentet, men at der i de to øvrige segmenter var en ikke ubetydelig tilstedeværelse af import og salg på hjemmemarkedet.

95.

Ved anvendelsen af denne metode var det endvidere muligt at tage hensyn til niveauet af prisunderbuddene i de forskellige markedssegmenter, hvilket bekræftes af det forhold, at Kommissionen kunne fastslå, at der forelå et prisunderbud i hvert enkelt segment.

96.

Efter min opfattelse følger det af ovenstående betragtninger, at konklusionen i den appellerede doms præmis 60 og 66 om, at Kommissionen – til trods for, at den anvendte PCN-metoden ved undersøgelsen af prisunderbuddet – ikke tog hensyn til alle relevante oplysninger, fordi den ikke tog hensyn til segmenteringen svarende til de forskellige typer af den omhandlede vare, er fejlagtig. Den fremgangsmåde, hvorpå denne metode var udviklet, og dens konkrete anvendelse sikrede reelt i den foreliggende situation en analyse af de undersøgte varer pr. markedssegment.

97.

Hvad angår Hubei Xinyegangs argument om, at PCN-metoden ikke satte Kommissionen i stand til at fastlægge indvirkningen af importen i et bestemt segment på EU-erhvervsgrenens salgspriser på varer i andre segmenter, mener jeg, at en supplerende analyse af denne art ikke var nødvendig i en situation, hvor importen og salget på hjemmemarkedet lå på et næsten identisk niveau i de tre eksisterende segmenter, og hvor prisunderbuddet var konstateret i alle tre segmenter.

98.

På ovennævnte grundlag er jeg af den opfattelse, at også Kommissionens andet anbringende skal tiltrædes.

99.

I den appellerede doms præmis 67 lagde Retten i lyset af de fire omstændigheder, som kendetegner den foreliggende situation – som Retten undersøgte i den appellerede doms præmis 61-64, og som er nævnt ovenfor i punkt 38 – til grund, at Kommissionen til trods for anvendelsen af PCN-metoden i det mindste skulle have sikret sig, at udviklingen af EU-erhvervsgrenens priser (dvs. faldet i disse priser) ikke »stammede« fra et segment, hvori importen fra Kina havde en begrænset tilstedeværelse eller udviste et ubetydeligt underbudsniveau. Som påpeget ovenfor i punkt 60 forudsatte disse omstændigheder efter Rettens opfattelse, at Kommissionen til trods for anvendelsen af PCN-metoden, for at sikre en objektiv undersøgelse af prisunderbuddet, og mere generelt af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet, skulle have foretaget en supplerende analyse med henblik på at fastlægge, at faldet i priserne på den samme vare fra EU-erhvervsgrenen samlet set reelt var konsekvensen (af indvirkningen på priserne som følge) af dumpingimporten. Retten fandt, at Kommissionens undersøgelse ikke var fuldstændig, fordi denne supplerende analyse ikke blev gennemført.

100.

Således skal det undersøges, om Kommissionen i lyset af disse fire omstændigheder i den foreliggende situation var forpligtet – til trods for, at den udførte undersøgelsen efter PCN-metoden – til at foretage den ifølge Retten påkrævede analyse, som fastslået i den appellerede doms præmis 67.

101.

Angående den første af disse omstændigheder, dvs. vanskeligheden ved den indbyrdes udskiftelighed af de forskellige varetyper, som var omfattet af den samme vare, sådan som denne var defineret ( 54 ), vil jeg i denne forbindelse fremhæve, at udskifteligheden på efterspørgselssiden ganske vist udgør et grundlæggende analysekriterium for at definere det relevante marked på konkurrenceområdet, men ikke er af samme grundlæggende betydning på antidumpingområdet. Kriterierne for at definere den samme vare på antidumpingområdet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 1, stk. 4, er anderledes, og det er ikke sjældent, at der som den samme vare inden for en antidumpingundersøgelse defineres en vare, der omfatter flere forskellige varetyper, som i konkurrencelovgivningen ville være omfattet af forskellige relevante markeder for varen. Det skal i denne forbindelse endvidere anføres, at Hubei Xinyegang ikke for Retten bestred definitionen af den samme vare, således at denne definition skal opfattes som en fastlagt oplysning, der ikke kan anfægtes som led i analysen med hensyn til konstateringen af en skade ( 55 ).

102.

Følgelig synes vanskeligheden ved den indbyrdes udskiftelighed af de undersøgte varer på efterspørgselssiden ikke at udgøre et relevant element for at lægge til grund, at Kommissionen i den foreliggende situation skulle have foretaget den ifølge den appellerede doms præmis 67 påkrævede supplerende analyse, ud over analysen efter PCN-metoden.

103.

Hvad angår den anden af de omhandlede omstændigheder, dvs. eksistensen af prisforskelle mellem segmenterne, fandt Retten med henvisning til rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, at der var tale om et element, som skulle betragtes ved undersøgelsen af prisunderbuddet, og at eksistensen af disse prisforskelle mellem segmenterne bidrog til, at den i den appellerede doms præmis 67 nævnte supplerende analyse var påkrævet ( 56 ).

104.

Om end det er sandt, som det fremgår ovenfor i punkt 76, at appelorganet i denne rapport fandt, at en egnet analyse af indvirkningen på priserne i den konkrete situation skulle have taget hensyn til de betydelige prisforskelle mellem de forskellige varetyper, mener jeg dog ikke, at det af denne retsakt kan udledes, at Kommissionen i den foreliggende situation for at sikre en objektiv undersøgelse af prisunderbuddet som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 2, var forpligtet til at foretage den i den appellerede doms præmis 67 nævnte analyse.

105.

Som anført ovenfor i punkt 75-77 var dumpingimporten og salget på hjemmemarkedet i det af WTO’s appelorgan undersøgte tilfælde nemlig koncentreret i flere forskellige segmenter, og underbuddet var kun fastlagt i to af de tre omhandlede segmenter, hvori importen var koncentreret, og var ikke fastlagt i det segment, hvori salget på hjemmemarkedet var koncentreret. I den foreliggende situation, som det fremgår af de ovenfor i punkt 81 nævnte oplysninger, var dumpingimporten og salget på hjemmemarkedet derimod koncentreret i det samme segment, og i de øvrige segmenter var begge dele til stede på et identisk niveau. Endvidere blev underbuddet i den foreliggende situation fastlagt i alle de segmenter, hvori den omhandlede vare var opdelt. Det fremgår desuden af sagsakterne, at sammenligningen med anvendelse af PCN-metoden gjorde det muligt at tage hensyn til prisforskellene mellem de forskellige varetyper henhørende under de forskellige segmenter. På denne baggrund skal det konkluderes, at heller ikke den anden af de af Retten påpegede omstændigheder, betragtet i lyset af rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, bevirkede, at Kommissionen i den foreliggende situation var forpligtet til at foretage den ifølge den appellerede doms præmis 67 påkrævede supplerende analyse.

106.

Vedrørende den tredje af de af Retten efterprøvede omstændigheder, dvs. det forhold, at 75,1% af importen fra de stikprøveudtagne kinesiske producenter var koncentreret i byggesegmentet, fandt Retten med henvisning til Shanghai Teraoka-dommen, at det derfor var logisk, om ikke nødvendigt, at foretage en særskilt vurdering af dette segment ( 57 ). Imidlertid mener jeg ikke, at det på grundlag af denne retsakt kan konkluderes, at Kommissionen i den foreliggende situation foretog et urigtigt skøn. Først og fremmest vedrører denne retsakt, som det fremgår ovenfor i punkt 71-74, en situation, som adskiller sig fra den foreliggende. I modsætning til den nævnte dom begrænsede Kommissionen sig nemlig ikke i den foreliggende situation til at foretage en undersøgelse af prisunderbuddet alene med hensyn til det segment, hvori importen var koncentreret, men analyserede underbuddet med hensyn til hele den omhandlede vare. Endvidere tog Kommissionen ved anvendelse af PCN-metoden, sådan som det var påkrævet ifølge denne retsakt, hensyn til markedssegmenteringen ( 58 ). Henset til, at dumpingimporten og salget på hjemmemarkedet var koncentreret i det samme segment, og at begge dele i de øvrige segmenter var til stede på et identisk niveau, samt at underbuddet blev konstateret i alle segmenter, hvori den omhandlede vare var opdelt, er heller ikke den tredje af de af Retten påpegede omstændigheder alligevel egnet til at godtgøre, at Kommissionen foretog et urigtigt skøn.

107.

Afslutningsvis understøtter den fjerde af de af Retten identificerede omstændigheder, dvs. at det fremgik af den midlertidige forordning, at over 60% af salget fra det største selskab blandt EU-producenterne var forbundet med olie-/gassektoren, heller ikke Rettens konklusion om, at den i den appellerede doms præmis 67 nævnte supplerende analyse var påkrævet i den foreliggende situation. Relevansen af denne omstændighed, hvormed Retten ville argumentere for, at det var sandsynligt, at dumpingimporten og EU-erhvervsgrenens salg var koncentreret i flere forskellige segmenter, modsiges således åbenbart af konstateringen – der fremgår af de ovenfor i punkt 81 nævnte oplysninger – af, at dumpingimporten og EU-erhvervsgrenens salg var koncentreret i det samme segment, dvs. byggesegmentet.

108.

Det følger af det ovenstående, at ingen af de fire af Retten angivne elementer var egnede til at begrunde behovet for en supplerende analyse som den i den appellerede doms præmis 67 nævnte. Nærmere bestemt kan Kommissionen, i en situation, hvor denne anvendte PCN-metoden til at fastlægge prisunderbuddet, og hvor dumpingimporten og salget på hjemmemarkedet var koncentreret i det samme segment samt var til stede i de øvrige segmenter på et identisk niveau, og hvor endvidere prisunderbuddet var til stede i alle segmenter, hvori den omhandlede vare var opdelt, ikke kritiseres for ikke at have foretaget den i den appellerede doms præmis 67 nævnte supplerende analyse.

109.

I lyset af alle ovenstående betragtninger finder jeg, at den appellerede dom er behæftet med flere fejl hvad angår den del, hvori det konkluderes, at Kommissionen ved undersøgelsen af prisunderbuddet, og mere generelt af indvirkningen på priserne, ikke tog hensyn til markedssegmenteringen, og derfor ikke baserede sin analyse på alle de i den foreliggende situation relevante oplysninger, og at Kommissionen til trods for anvendelsen af PCN-metoden i den foreliggende situation i det mindste skulle have sikret sig, at udviklingen af EU-erhvervsgrenens priser (dvs. faldet i disse priser) ikke »stammede« fra et segment, hvori importen fra Kina havde en begrænset tilstedeværelse eller udviste et ubetydeligt underbudsniveau.

110.

Som en konsekvens heraf skal Kommissionens første, andet og tredje anbringende efter min opfattelse tiltrædes.

111.

Med det fjerde og det femte anbringende har Kommissionen, støttet af ArcelorMittal m.fl., anfægtet den appellerede dom for så vidt angår den del, hvori Retten i præmis 68-76 konstaterede, at Kommissionen ved undersøgelsen af prisunderbuddet fejlagtigt undlod at tage hensyn til en vis mængde af den samme vare, som var fremstillet af de stikprøveudtagne EU-producenter.

112.

I disse præmisser i den appellerede dom fastslog Retten, at 17 varetyper ud af de 66, der blev solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter, svarende til 8% af disse producenters salgsmængde, ikke blev taget i betragtning ved undersøgelsen af prisunderbuddet, fordi disse varer ikke blev eksporteret af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter, hvorfor der ikke kunne finde nogen sammenligning sted.

113.

Ved at basere sig på rapporten fra appelorganet »HP-SSST« lagde Retten i den appellerede doms præmis 71 til grund, at ingen elementer kunne føre til at antage, at det inden for den i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, omhandlede analyse var tilladt at udelukke en vis mængde af den samme vare, der ikke var genstand for prisunderbud. Retten anførte endvidere i den appellerede doms præmis 72-74, at den relation, som Kommissionen fastlagde i den omtvistede forordning mellem undersøgelsen af dumpingimportens prisunderbud og udviklingen af EU-erhvervsgrenens priser, nødvendigvis var baseret på et fejlagtigt faktuelt grundlag, fordi den blev fastlagt uden at tage hensyn til de ovennævnte 17 varetyper, som ikke var genstand for prisunderbud. Retten fandt således, at det i mangel af en specifik begrundelse herfor i den omtvistede forordning ikke kunne udelukkes, at disse 17 varetyper bidrog, med en ikke ubetydelig andel, til faldet i de stikprøveudtagne EU-producenters priser. Retten drog heraf den slutning, at Kommissionen ved undersøgelsen af prisunderbuddet og af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet ikke tog hensyn til alle de i den foreliggende situation relevante oplysninger og således tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3.

114.

Med det fjerde anbringende, som er opdelt i to led, har Kommissionen, støttet af ArcelorMittal m.fl., foreholdt Retten at have tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3.

115.

Med det første led har Kommissionen gjort gældende, at Rettens konklusion om, at undersøgelsen af prisunderbuddet skal foretages med hensyn til alle de af EU-erhvervsgrenen solgte varetyper, er baseret på en fejlagtig forståelse af undersøgelsen af prisunderbuddet. Det fremgår af grundforordningens artikel 3, stk. 3, at denne undersøgelse ikke skal foretages for hver varetype eller for hvert af de af EU-erhvervsgrenen solgte varekontrolnumre, men at prisunderbuddet skal fastlægges i forhold til den samme vare. Kommissionen beregner først underbuddet i forhold til hvert enkelt varekontrolnummer og herefter det vejede gennemsnit af underbuddet med hensyn til alle varekontrolnumre, der er fremstillet af de stikprøveudtagne EU-producenter. Hvis der for et varekontrolnummer ikke konstateres et underbud, eller hvis der konstateres et negativt underbud, er dette ikke ensbetydende med, at der ikke kan indføres en antidumpingtold også på de varekontrolnumre, for hvilke der ikke er fastlagt et underbud.

116.

Med det andet led har Kommissionen gjort gældende, at Retten, da den fandt, at undersøgelsen af indvirkningen på priserne som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, også forudsætter en vurdering af de 17 varekontrolnumre, der ikke var fremstillet af de stikprøveudtagne kinesiske producenter, forvekslede denne undersøgelse med »ikke-tilskrivningsanalysen« ifølge grundforordningens artikel 3, stk. 7. Det fremgår nemlig af disse bestemmelser, at de foreskriver undersøgelsen af prisunderbuddet for den vare, som er genstand for dumpingimport, i forhold til den samme vare, og ikke undersøgelsen af indvirkningen af de varekontrolnumre, som er solgt af EU-erhvervsgrenen, men ikke af de kinesiske eksporterende producenter. I den omtvistede forordning fastlagde Kommissionen indvirkningen på priserne med hensyn til de varekontrolnumre, for hvilke stikprøven af salg fra Kina gjorde det muligt at matche et varekontrolnummer med stikprøven for EU-erhvervsgrenens salg. Kommissionen kunne ikke fastlægge underbuddet for de 17 varekontrolnumre, som blev solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter, men ikke eksporteret af de stikprøveudtagne kinesiske producenter. Det i den appellerede doms præmis 72-74 identificerede spørgsmål, ifølge hvilket Kommissionen skulle have vurderet risikoen for, at EU-erhvervsgrenen kunne have lidt markante tab som følge af EU-erhvervsgrenens salg af de 17 varekontrolnumre, som ikke blev eksporteret af de kinesiske eksporterende producenter, er omfattet af ikke-tilskrivningsanalysen ifølge grundforordningens artikel 3, stk. 7. Imidlertid påberåbte Hubei Xinyegang sig ikke tilsidesættelsen af denne bestemmelse til støtte for sit søgsmål. Endvidere understøtter rapporten fra appelorganet »HP-SSST« på ingen måde Rettens konklusioner.

117.

Hubei Xinyegang har først og fremmest gjort gældende, at Kommissionen har gengivet den appellerede dom fejlagtigt. Retten lagde ikke til grund, at prisunderbuddet skal fastlægges i forhold til hvert enkelt varekontrolnummer, men begrænsede sig til at foreholde Kommissionen, at den udvidede sine konstateringer om eksistensen af prisunderbud med hensyn til visse varetyper til at omfatte andre varetyper, for hvilke denne konstatering ikke var foretaget, og dette uden at angive nogen begrundelse.

118.

Hvad angår det første led har Hubei Xinyegang gjort gældende, at Retten med føje fandt, at de i retspraksis identificerede bekymringer ( 59 ) om udelukkelsen af de eksporttransaktioner til EU, der vedrører visse typer af den omhandlede vare, fra beregningen af dumpingmargenen også gør sig gældende inden for rammerne af undersøgelsen af prisunderbuddet eller af indvirkningen på priserne. Der er endvidere en risiko for manipulering, hvis det antages, at Kommissionen ikke er forpligtet til at tage højde for alt salg fra de stikprøveudtagne EU-producenter. Under sådanne omstændigheder ville Kommissionen nemlig kunne fastlægge et prisunderbud alene med hensyn til en begrænset andel af EU-erhvervsgrenens salg og udvide denne konstatering til at omfatte resten af salget, uden at skulle forklare, hvilken indvirkning det sidstnævnte salg har haft på priserne.

119.

Angående det andet led har Hubei Xinyegang gjort gældende, at Kommissionens argument om, at analysen af indvirkningen på priserne og fastlæggelsen af årsagsforbindelsen udgør to af hinanden helt uafhængige faser, er uvirksomt, fordi Kommissionen ikke har anfægtet den appellerede doms præmis 86, hvor Retten konstaterede en relation mellem fastlæggelsen af prisunderbuddet og fastlæggelsen af eksistensen af en årsagsforbindelse. Under alle omstændigheder inkluderer grundforordningens artikel 3, stk. 2, for så vidt angår den del, hvori der henvises til dumpingimportens følgevirkninger for EU-erhvervsgrenen, kravene vedrørende årsagsforbindelsen og ikke-tilskrivning, som præciseres nærmere i grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7. Endvidere henviste Retten med rette til rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, hvoraf det kan udledes, at indvirkningen på priserne på varen skal fastlægges samlet set, uden at udelukke de varetyper, for hvilke der ikke er konstateret et underbud.

120.

Med sit femte anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten tilsidesatte grundforordningens artikel 17 ( 60 ), da den fastslog, at Kommissionen fejlagtigt undlod at tage hensyn til indvirkningen af de 17 typer af varer, der ikke blev solgt af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter, men solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter. Fraværet af import af de 17 omhandlede varekontrolnumre er den iboende konsekvens af anvendelsen af stikprøver i den foreliggende situation, med hensyn til hvilken Kommissionen har en skønsmargen. Eftersom stikprøven anses for repræsentativ, er konstateringen af et prisunderbud på grundlag af det vejede gennemsnit af underbudsmargener fastsat for de af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter solgte varekontrolnumre endvidere repræsentativ for alle varekontrolnumre og således også for den omhandlede vare. Rettens fortolkning fratager stikprøveudtagningen sin effektive virkning og begrænser utilbørligt Kommissionens skønsmargen i denne forbindelse.

121.

Hubei Xinyegang har for det første besvaret dette med, at selv om Kommissionen har en vis skønsmargen ved stikprøveudtagningen, er dette ikke ensbetydende med, at Kommissionen, når stikprøven er blevet udtaget, kan se bort fra alle de i grundforordningen fastsatte forpligtelser, herunder pligten til at foretage en korrekt analyse af indvirkningen på priserne. For det andet afskærer den appellerede dom ikke Kommissionen fra at anvende stikprøver eller begrænser dens råderum i denne forbindelse. Den appellerede dom foreskriver alene, at der efter fastlæggelse af stikprøverne tages hensyn til indvirkningen af al dumpingimport fra de stikprøveudtagne eksporterende producenter på priserne på alle de af de stikprøveudtagne EU-producenter solgte varetyper.

122.

For at kunne efterprøve det fjerde og det femte anbringende er det nødvendigt, lige som med de første tre anbringender, først og fremmest at præcisere rækkevidden af Rettens kritik. Også hvad angår den i disse anbringender bestridte del af den appellerede dom er parterne nemlig uenige om rækkevidden af Rettens kritik.

123.

Kommissionen og ArcelorMittal m.fl. har gjort gældende, at Retten i den appellerede dom pålagde Kommissionen forpligtelsen til at foretage en undersøgelse af prisunderbuddet pr. varetype, dvs. for hvert varekontrolnummer solgt af EU-erhvervsgrenen. De har tilføjet, at Rettens grundlæggende kritik ikke er omfattet af analysen af dumpingimportens indvirkning på EU-erhvervsgrenens priser, men af den såkaldte »ikke-tilskrivningsanalyse« ifølge grundforordningens artikel 3, stk. 7, hvilken artikel ikke blev påberåbt for Retten.

124.

Hubei Xinyegang har derimod gjort gældende, at Retten foreholdt Kommissionen, at den simpelthen udvidede rækkevidden af sine fastlæggelser vedrørende prisunderbuddet for visse varetyper til at omfatte varetyper, for hvilke der ikke var fastlagt et underbud, og uden at angive nogen begrundelse. Ved at udelukke de ovennævnte 17 varetyper fra sin analyse godtgjorde Kommissionen således ikke importens indvirkning på priserne på den samme vare samlet set, hvilket er i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3.

125.

I denne sammenhæng vil jeg for det første fremhæve, at Retten i den appellerede dom først og fremmest konstaterede, i præmis 69, at Kommissionen ved anvendelsen af PCN-metoden ikke var i stand til at fastlægge en underbudsmargen for de 17 typer af varer fra EU-erhvervsgrenen, for hvilke der ikke fandtes tilsvarende importvarer. Ved at basere sig på rapporten fra appelorganet »HP-SSST« lagde Retten dog efterfølgende i præmis 71 til grund, at ingen elementer i de relevante bestemmelser kunne føre til at antage, at det fra den i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, omhandlede analyse var tilladt at udelukke en vis mængde af den samme vare, der ikke er genstand for prisunderbud, dvs. de nævnte 17 varer, for hvilke det ikke var muligt at fastlægge underbudsmargenen ved anvendelsen af PCN-metoden.

126.

I den sidstnævnte overvejelse udtrykte Retten efter min opfattelse det princip, at Kommissionen i sin analyse af indvirkningen på priserne er forpligtet til at tage hensyn til alt salg af den samme vare fra EU-erhvervsgrenen. Retten anvendte herefter dette princip på den foreliggende sag og fastslog, at da denne analyse i den foreliggende situation var foretaget ved at fastlægge prisunderbuddet under anvendelse af PCN-metoden, var Kommissionen for at basere sin analyse på alle relevante oplysninger forpligtet til at tage hensyn til alle varekontrolnumre fra de stikprøveudtagne EU-producenter.

127.

For det andet kritiserede Retten i den appellerede doms præmis 73 og 74 i det væsentlige Kommissionen for at have baseret den relation, som Kommissionen fastlagde mellem undersøgelsen af prisunderbuddet og udviklingen af EU-erhvervsgrenens priser, på et fejlagtigt faktuelt grundlag, idet den ikke tog højde for de 17 omhandlede varetyper, og det fordi det ikke kunne udelukkes, at disse varetyper »bidrog, med en ikke ubetydelig andel, til faldet i de stikprøveudtagne EU-producenters priser«.

128.

Heraf følger, at Rettens grundlæggende kritik i forhold til Kommissionen består i, at Kommissionen ikke i sin analyse tog højde for den mulige påvirkning, som (priserne på) disse 17 varetyper – for hvilke det ikke var muligt at fastlægge underbudsmargenen – kunne have haft på udviklingen af EU-producenternes priser, sådan som Kommissionen beregnede den i forhold til den samme vare samlet set.

129.

I denne sammenhæng er det først og fremmest nødvendigt at afklare, om Kommissionen, som det tilsyneladende kan udledes af den appellerede doms præmis 71, er forpligtet til altid ved undersøgelsen af dumpingimportens indvirkning på priserne at tage hensyn til alle de af EU-erhvervsgrenen solgte varetyper, især såfremt denne undersøgelse gennemføres ved at fastlægge prisunderbuddet.

130.

For at underbygge sin principielle udtalelse i den appellerede doms præmis 71 henviste Retten til punkt 5.180 i rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, hvor dette organ fandt, at de kinesiske myndigheder i den konkrete situation »var forpligtet til at vurdere den betydelige karakter af dumpingimportens prisunderbud i relation til »den andel af den indenlandske produktion, for hvilken der ikke var fastlagt prisunderbud««.

131.

Retten udvidede analogt rækkevidden af denne udtalelse til at omfatte den foreliggende situation, og eftersom den i den appellerede doms præmis 70 konstaterede, at der for de 17 omhandlede varetyper ikke var »fastlagt prisunderbud«, udledte Retten i præmis 71 det ovennævnte princip om, at en del af den samme vare ikke må udelukkes fra undersøgelsen af indvirkningen på priserne.

132.

Jeg er dog ikke overbevist om, at der af dette punkt i rapporten fra appelorganet »HP-SSST« kan udledes et almindeligt princip som det, som Retten har udledt. Dette punkt skal nemlig læses i sammenhæng med den af WTO’s appelorgan undersøgte sag. Som anført ovenfor i punkt 75 vedrørte denne sag en situation, hvor de kinesiske myndigheder ikke analyserede, og således ikke fastlagde, et prisunderbud for varer, som henhørte under Kvalitet A-segmentet, hvori salget på hjemmemarkedet var koncentreret, men hvor de begrænsede sig til at udvide konstateringerne af underbuddet i Kvalitet B og C-markedssegmenterne, hvori dumpingimporten var koncentreret, til at omfatte Kvalitet A-segmentet.

133.

Heraf følger, at appelorganet i dette punkt havde til hensigt at fastslå, at i en meget særlig situation af en sådan art, hvor salget på hjemmemarkedet var kraftigt koncentreret i et segment (Kvalitet A), og dumpingimporten var koncentreret i andre segmenter (Kvalitet B og C), kunne de kinesiske myndigheder ikke begrænse sig til at udvide konstateringerne af underbuddet med hensyn til Kvalitet B og C til at omfatte varer, der henhørte under Kvalitet A-segmentet.

134.

I modsætning til den nævnte sag udelukkede Kommissionen i den foreliggende situation ikke en »andel af den indenlandske produktion« fra konstateringen af prisunderbuddet af praktiske hensyn, men den var ikke i stand til, som Retten selv anerkendte det, at beregne underbudsmargenen for disse varer, hvilket var en konsekvens af stikprøven og den ved anvendelsen af Kommissionens skønsmargen valgte analysemetode ( 61 ).

135.

Heraf følger, at det omhandlede punkt i rapporten fra appelorganet »HP-SSST« efter min mening ikke kan udgøre grundlaget for et almindeligt princip som det, der kan udledes af overvejelsen i den appellerede doms præmis 71, ifølge hvilket Kommissionen altid ved undersøgelsen af prisunderbuddet og af indvirkningen på priserne er forpligtet til at tage hensyn til alle de af EU-erhvervsgrenen solgte varetyper, som henhører under den samme vare, sådan som denne er defineret.

136.

Hubei Xinyegang har derimod gjort gældende, at dette princip er på linje med Domstolens tilgang i Changshu City-dommen. I denne henseende skal det erindres, at Domstolen i denne dom fastslog, at grundforordningens artikel 2, stk. 11, henset til sin ordlyd, sit formål og den sammenhæng, hvori den indgår, ikke kan fortolkes således, at den tillader en udelukkelse af de eksporttransaktioner til EU, der vedrører visse typer af den omhandlede vare, fra beregningen af dumpingmargenen, og at det tværtimod følger af denne bestemmelse, at Unionens institutioner med henblik på denne beregning er forpligtede til at tage hensyn til samtlige disse transaktioner ( 62 ).

137.

Jeg finder imidlertid, at den af Domstolen i denne dom anlagte fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 11, angående beregningen af dumpingmargenen ikke automatisk kan overføres til undersøgelsen af prisunderbuddet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3. Allerede ud fra en ordlydsmæssig synsvinkel skal det påpeges, at de to bestemmelser er formuleret grundlæggende forskelligt. Grundforordningens artikel 2, stk. 11, fastsætter nemlig udtrykkeligt pligten til at tage hensyn til »priserne for alle eksporttransaktioner« ( 63 ). Det kan således antages, for så vidt som bestemmelserne i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, er formuleret på en anden måde, at disse ikke nødvendigvis foreskriver, at denne analyse skal omfatte alt salg af den samme vare fra EU-erhvervsgrenen.

138.

Dette svarer tilsyneladende til forskellen mellem logikken bag beregningen af dumpingmargenen og bag fastlæggelsen af underbuddet. Mens beregningen af dumpingmargenen normalt ( 64 ) foretages ved at tage hensyn til salget på hjemmemarkedet og eksporten fra den samme virksomhed, dvs. den eksporterende producent, forudsætter fastlæggelsen af prisunderbuddet derimod, at salget fra forskellige producenter sammenlignes (dvs. dumpingimporten fra de eksporterende producenter og EU-erhvervsgrenens salg på hjemmemarkedet).

139.

Det fremgår af ovenstående bedømmelse, at hverken rapporten fra appelorganet »HP-SSST«, hvorpå Retten baserede sig, eller Changshu City-dommen, som Hubei Xinyegang har påberåbt sig, kan udgøre grundlaget for et princip om, at Kommissionen altid og under alle omstændigheder ved undersøgelsen af prisunderbuddet, og mere generelt af dumpingimportens indvirkning på priserne, er forpligtet til at tage hensyn til alt salg fra EU-producenterne af alle typer af samme varer.

140.

Når dette er sagt, mener jeg dog, at følgende betragtninger er nødvendige.

141.

For det første fremgår det af grundforordningens artikel 3, stk. 2, som anført ovenfor i punkt 28 og 67, at Kommissionen skal foretage en objektiv undersøgelse af importens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet. Det kan således ikke udelukkes, at det under visse omstændigheder, for at sikre den objektive karakter af denne undersøgelse, reelt er nødvendigt at tage hensyn til alt salg af varer fra EU-erhvervsgrenen.

142.

Som det i øvrigt kan udledes af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, forudsætter den omhandlede analyse for det andet undersøgelsen af importens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet. I den foreliggende situation er det, som påpeget ovenfor i punkt 35, ikke bestridt, at denne undersøgelse blev foretaget med hensyn til al import af den omhandlede vare fra de stikprøveudtagne kinesiske eksportører.

143.

For det tredje fastsætter grundforordningens artikel 3, som anført ovenfor i punkt 28 og 29, ingen specifik analysemetode til at fastlægge eksistensen af en skade, og især af et prisunderbud, og i denne sammenhæng har Unionens institutioner et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, de skal undersøge. For så vidt som den objektive karakter af undersøgelsen er sikret, kan disse institutioner derfor i denne sammenhæng vælge den analysemetode, som de, afhængigt af særtrækkene ved den konkrete undersøgelse, finder mest hensigtsmæssig til at fastlægge indvirkningen på priserne.

144.

For det fjerde fremgår det af den omtvistede forordning, at Kommissionen i den foreliggende situation valgte at anvende stikprøver i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17 ( 65 ) i relation til både de kinesiske eksporterende producenter og EU-producenterne. Denne stikprøveudtagning, med hensyn til hvilken institutionerne ifølge retspraksis har et vist råderum ( 66 ), er ikke blevet anfægtet i den foreliggende situation.

145.

I øvrigt valgte Kommissionen, som allerede anført ovenfor i punkt 33, 34 og 90 ff., i kraft af den ovennævnte skønsmargen at anvende PCN-metoden til at fastlægge prisunderbuddet i den foreliggende situation. Denne metode, som heller ikke er blevet anfægtet, tjente bl.a. til at sikre, at priserne på varer, som stammede fra forskellige virksomheder og skulle sammenlignes, var sammenlignelige. For at sikre denne sammenlignelighed blev fastlæggelsen af varekontrolnumrene som anført baseret på varernes fysiske og tekniske egenskaber. Som ArcelorMittal m.fl. med rette har gjort gældende, forudsætter anvendelsen af et sådant system imidlertid et kompromis mellem nødvendigheden af at sikre den ovennævnte sammenlignelighed af priserne og nødvendigheden af at sikre, at sammenligningen omfatter det højst mulige antal transaktioner i form af import og salg på hjemmemarkedet med henblik på at opnå det mest muligt repræsentative resultat. Set ud fra dette perspektiv øges sammenligneligheden af de indførte og de indenlandske varer, som er omfattet af et varekontrolnummer, jo mere detaljeret varekontrolnummeret er. Imidlertid øges på samme tid risikoen for, at visse varer (varekontrolnumre) savner tilsvarende varer og derfor ikke kan tages i betragtning i analysen, jo mere detaljeret varekontrolnummeret er. I den foreliggende situation er det fastlagt, at anvendelsen af den af Kommissionen udviklede PCN-metode førte til et meget højt niveau af sammenlignelighed, fordi 100% af dumpingimporten blev sammenlignet med 92% af de stikprøveudtagne virksomheders salg på hjemmemarkedet. Som allerede anført er denne metode ikke blevet bestridt.

146.

Det er i lyset af disse betragtninger, at den fejl, som Retten foreholdt Kommissionen, skal analyseres.

147.

Det fremgår af den appellerede doms præmis 76, at Retten anså Kommissionen for at have begået en fejl som følge af, at den ved undersøgelsen af prisunderbuddet og af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet ikke tog hensyn til alle de i den foreliggende situation relevante oplysninger.

148.

Af den appellerede doms præmis 73 og 74, som er nævnt ovenfor i punkt 113 og 127, kan det hvad angår det andet punkt i Rettens kritik udledes, at de relevante oplysninger, som Kommissionen angiveligt fejlagtigt undlod at tage i betragtning, udgøres af oplysninger vedrørende den indvirkning, som salgspriserne på de 17 varetyper, for hvilke det ikke var muligt at fastlægge et prisunderbud, ville kunne have haft på faldet i de stikprøveudtagne EU-producenters salgspriser på den samme vare samlet set. Som påpeget ovenfor i punkt 128 foreholdt Retten i det væsentlige Kommissionen, at den ved undersøgelsen af prisunderbuddet og af indvirkningen på priserne ikke tog hensyn til den mulige påvirkning, som salget af disse 17 varetyper kunne have haft på udviklingen af EU-producenternes priser på den samme vare samlet set.

149.

I denne henseende vil jeg dog påpege, at det udtrykkeligt fremgår af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, som anført ovenfor i punkt 142, at analysen af indvirkningen på priserne vedrører dumpingimportens indvirkning på priserne på den samme vare på EU-markedet og ikke indvirkningen af priserne på en del af de samme varer. I den foreliggende situation kritiserede Retten imidlertid Kommissionen for at have tilsidesat disse bestemmelser, da den ganske vist tog hensyn til importens indvirkning (idet 100% af denne import blev betragtet i analysen), men ikke til indvirkningen af salget af 17 varetyper fra EU-producenterne.

150.

Desuden vedrører denne kritik den angiveligt manglende undersøgelse af, om faldet i priserne på den samme vare samlet set afhang på en »ikke ubetydelig« måde af faldet i prisen på de 17 omhandlede varetyper. Dette er ensbetydende med at hævde, at Kommissionen skulle have fastlagt, om priserne på disse 17 varetyper bidrog uforholdsmæssigt til faldet i priserne på den samme vare samlet set, i forhold til konsekvenserne for den samme vare, sådan som denne var defineret, af faldet i priserne på de øvrige 49 varetyper, med hensyn til hvilke underbuddet blev konstateret.

151.

Som ArcelorMittal m.fl. med rette har gjort gældende, kan et sådant uforholdsmæssigt fald i prisen på de 17 omhandlede varetyper imidlertid kun skyldes to forhold, enten en uforholdsmæssig indvirkning af dumpingimporten på disse varer eller indvirkningen af andre, interne eller eksterne, faktorer end den omhandlede import. I denne sammenhæng imidlertid det ene af disse to. I det første tilfælde ville det uforholdsmæssige fald betyde, at dumpingimporten havde endnu større indvirkning på priserne på disse 17 varetyper end den, som Kommissionen fastlagde for de andre varetyper, med hensyn til hvilke underbuddet var konstateret. I givet fald kan konklusionen om eksistensen af en skadelig indvirkning på priserne på den samme vare som følge af importen til EU imidlertid med sikkerhed ikke anses for fejlagtig. I det andet tilfælde skyldes det uforholdsmæssige fald i prisen på disse varer derimod indvirkningen af »andre faktorer [end importen], som samtidig skader EU-erhvervsgrenen«. Som Kommissionen har gjort gældende, er undersøgelsen af disse andre faktorer dog omfattet af »ikke-tilskrivningsanalysen« ifølge grundforordningens artikel 3, stk. 7, hvis tilsidesættelse ikke er blevet påberåbt af Hubei Xinyegang, således at denne ikke kan danne grundlag for at tage selskabets respektive påstand til følge ( 67 ).

152.

Hvad angår disse 17 varetyper vil jeg endvidere fremhæve, at Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 71 in fine – på grundlag af konstateringen i den appellerede doms præmis 70 – om, at de 17 omhandlede varetyper ikke var genstand for prisunderbud, efter min opfattelse er fejlagtig. Det er nemlig på grund af stikprøveudtagningen og valget af PCN-metoden, at det, som Retten påpegede i den appellerede doms præmis 69, ikke var muligt at beregne en underbudsmargen for disse varetyper ( 68 ). Dette er dog ikke ensbetydende med, at disse 17 varetyper ikke har været genstand for underbud. Det er reelt ikke udelukket, at andre kinesiske eksportører, som ikke var en del af stikprøven, indførte disse 17 varetyper til en væsentlig lavere pris end EU-producenternes ( 69 ). Det er alene som følge af den af Kommissionen inden for sin skønsmargen valgte metode, hvilket valg i øvrigt ikke er blevet bestridt, at denne konstatering ikke var mulig.

153.

Det fremgår af ovenstående betragtninger, at også Rettens bedømmelse i den appellerede doms præmis 68-76 efter min opfattelse er behæftet med retlige fejl, og at Retten således baserede også denne del af dommen på en fejlagtig fortolkning af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3.

154.

Det sjette anbringende, som Kommissionen, støttet af ArcelorMittal m.fl., har fremsat, er opdelt i tre led. Med det første led har Kommissionen foreholdt Retten, at den traf afgørelse ultra petita, fordi den foretog en fornyet kvalifikation af det første og det andet anbringende, der var blevet fremsat for den, og således udvidede tvistens rækkevidde ud over søgsmålets strenge grænser. Hubei Xinyegang har nemlig ikke bestridt fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, men ved at stille spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå Kommissionen udøvede sine skønsbeføjelser, har selskabet bestridt bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.

155.

Med det andet led har Kommissionen gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 34, 35 og 45 foretog en fejlagtig fastlæggelse af domstolsprøvelsens omfang. I den appellerede dom baserede Retten sig på en udvidende fortolkning af begrebet »fastlæggelse af de faktiske omstændigheder«, som ikke finder støtte i retspraksis og ikke er forenelig med domstolsprøvelsens omfang ifølge fast retspraksis. Således udøvede Retten en fuld prøvelsesret til trods for, at kriteriet om åbenbar fejl fandt anvendelse.

156.

Med det tredje led har Kommissionen gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig kvalifikation af de faktiske omstændigheder. Selv om Retten fastlagde domstolsprøvelsens omfang rigtigt, quod non, tilpassede Kommissionen sig hertil, fordi den i løbet af undersøgelsen indhentede alle nødvendige oplysninger for at foretage en analyse pr. markedssegment og for at vurdere de 17 omtvistede varekontrolnumre.

157.

Hubei Xinyegang har besvaret det første led med, at det ved læsning af stævningen klart kan konstateres, at Retten ikke foretog en fornyet kvalifikation af selskabets anbringender, men simpelthen tiltrådte dem. Hvad angår det andet led har selskabet gjort gældende, at Retten udøvede sin prøvelsesret korrekt på linje med Domstolens praksis. Vedrørende det tredje led har selskabet gjort gældende, at selv hvis det var sandt, at Kommissionen indhentede alle oplysninger, som var nødvendige for analysen, fremgår dette forhold hverken af den omtvistede forordning eller af de til Retten indgivne elementer.

158.

Hvad angår det første led i dette anbringende er jeg enig med Hubei Xinyegang i, at det ved læsning af stævningen klart kan konstateres, at Retten i den appellerede dom reelt tiltrådte selskabets anbringender vedrørende tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2, 3 og 6, uden at foretage en fornyet kvalifikation heraf. Det første led i dette anbringende skal efter min opfattelse derfor forkastes.

159.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at Retten, som Kommissionen har gjort gældende med det andet led, ikke kan have gjort sig skyldig i en fejlagtig fastlæggelse af domstolsprøvelsens omfang.

160.

I denne sammenhæng skal det erindres, at det følger af fast retspraksis, at konstateringen af, om der foreligger skade for EU-erhvervsgrenen, kræver, at der foretages en bedømmelse af en række komplicerede økonomiske omstændigheder, og at domstolsprøvelsen af institutionernes skøn således skal begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning. Dette gælder bl.a. ved fastlæggelsen af de faktorer, der skader den pågældende EU-erhvervsgren, i forbindelse med en antidumpingundersøgelse ( 70 ).

161.

Domstolen har i denne forbindelse endvidere fastslået, at Rettens efterprøvelse af de beviser, som Unionens institutioner har lagt til grund for deres konstateringer, ikke udgør en ny vurdering af de faktiske omstændigheder, som erstatter institutionernes. Denne kontrol gør ikke indgreb i institutionernes brede skønsmargen inden for området for handelspolitik, men er begrænset til en prøvelse af, om disse elementer var af en sådan art, at de understøttede institutionernes konklusioner. Det tilkommer derfor Retten ikke blot at efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes at kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de konklusioner, der udledes heraf ( 71 ).

162.

I forbindelse med legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF må Retten endvidere ikke erstatte den begrundelse, der angives af den myndighed, som udsteder den anfægtede retsakt, med sin egen ( 72 ).

163.

Med hensyn til den foreliggende situation vil jeg for det første fremhæve, at Retten i den appellerede doms præmis 34 henviste til formuleringer fra sin faste praksis ( 73 ), der i det væsentlige giver udtryk for principper, som er fastlagt i den ovenfor i punkt 160 og 161 nævnte praksis fra Domstolen. Disse formuleringer indeholder dog en sætning, som ikke findes i Domstolens nævnte praksis, nærmere bestemt at »[d]enne begrænsede domstolsprøvelse ikke indebærer, at Unionens retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere institutionernes fortolkning af oplysninger af økonomisk art«. Denne sætning er tydeligvis hentet fra retspraksis vedrørende domstolsprøvelsens omfang på konkurrenceområdet ( 74 ). Jeg mener dog ikke, at den fastlæggelse af domstolsprøvelsens omfang, som Domstolen har foretaget på konkurrenceområdet, automatisk kan overføres til antidumpingområdet. Selv om begge disse områder er af økonomisk karakter, vedrører virksomhedernes adfærd og henhører under Unionens enekompetence, karakteriseres de af dybt forskellige elementer. Især har institutionerne meget forskellige undersøgelsesbeføjelser på de to områder, og til forskel fra konkurrenceområdet tillægger grundforordningen på antidumpingområdet ikke Kommissionen undersøgelsesbeføjelser, der gør det muligt for den at tvinge selskaber til at deltage i undersøgelsen eller til at fremlægge oplysninger ( 75 ). Endvidere skal institutionernes skønsmargen på antidumpingområdet principielt være bredere, fordi den, som udtrykkeligt fastslået i retspraksis, følger af nødvendigheden af at tage højde for kompleksiteten af ikke alene økonomiske situationer som på konkurrenceområdet, men også af politiske situationer ( 76 ).

164.

For det andet skal det erindres, at grundforordningens artikel 3, sådan som Retten påpegede og som anført ovenfor i punkt 28, ikke fastsætter en specifik analysemetode til at fastlægge eksistensen af en skade, eller mere specifikt af et prisunderbud. I mangel af en lovbestemt præcis metode til at gennemføre denne analyse, der forudsætter et skøn over komplekse økonomiske situationer, skal Kommissionen så meget desto mere have en bredere skønsmargen.

165.

I denne forbindelse er det efter min opfattelse hensigtsmæssigt at fremhæve, at selv om det ifølge den ovenfor i punkt 161 nævnte faste praksis fra Domstolen tilkommer Retten at kontrollere, om de af Kommissionen indgivne elementer omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere en kompleks situation, indebærer dette ikke, at Retten som led i denne prøvelse må overskride grænserne for en begrænset domstolsprøvelse og gå så langt, at den erstatter Kommissionens begrundelse med sin egen. Konstateringen af, at Kommissionen ikke rådede over alle de relevante oplysninger, skal føre til at konkludere, at Kommissionen i konsekvens heraf foretog et åbenbart urigtigt skøn. Med andre ord skal den ovenfor i punkt 161 nævnte retspraksis læses i lyset af den ovenfor i punkt 160 nævnte. Følgelig kan Unionens retsinstanser kun annullere en forordning som den i hovedsagen omtvistede, såfremt de fastslår, at den eventuelle utilstrækkelige karakter af de, for at skønne en kompleks økonomisk situation, relevante oplysninger førte Kommissionen til at foretage et åbenbart urigtigt skøn.

166.

For det tredje, og i relation til de foregående overvejelser, mener jeg, at en række afklaringer er nødvendige vedrørende rækkevidden af institutionernes ovennævnte skønsmargen. Skillelinjen mellem at fastlægge, at de relevante oplysninger er tilstrækkelige til at bedømme en kompleks økonomisk situation, og at stille spørgsmålstegn ved den anvendte analysemetode er ganske tynd.

167.

I denne henseende finder jeg, at denne skønsmargen i en situation som den i hovedsagen foreliggende er så bred, at den i det mindste omfatter afgørelser angående valget af analysemetode samt oplysninger og beviser, der skal indhentes, fremgangsmåderne ved beregning af underbudsmargenen og fortolkningen og vurderingen af de indhentede oplysninger. Hvad angår alle disse spørgsmål skal kriteriet om åbenbar fejl finde anvendelse, således at Unionens retsinstanser har en begrænset prøvelsesret.

168.

Hvis den foreliggende situation bedømmes i lyset af ovenstående betragtninger, fremgår det af punkt 59 og 60 ovenfor, at det første punkt i Rettens kritik over for Kommissionen består i dels, at Kommissionen – til trods for anvendelsen af PCN-metoden – ved undersøgelsen af prisunderbuddet, og mere generelt af indvirkningen på priserne, ikke tog hensyn til markedssegmenteringen, dels, at Kommissionen ikke foretog en supplerende analyse med henblik på at fastlægge, om faldet i priserne på den samme vare fra EU-erhvervsgrenen ikke samlet set fulgte af udviklingerne i et markedssegment, hvori dumpingimporten ikke øvede en væsentlig indflydelse, henset til dens ubetydelige omfang eller på grundlag af et ubetydeligt underbudsniveau.

169.

Det fremgår af punkt 128 ovenfor, at Retten inden for rammerne af det andet punkt i sin kritik foreholdt Kommissionen ikke i sin analyse at have taget hensyn til den mulige påvirkning, som priserne på de 17 varetyper, for hvilke det ikke var muligt at konstatere et prisunderbud, kunne have haft på udviklingen af EU-producenternes priser, hvilken udvikling var beregnet i forhold til den samme vare samlet set.

170.

Det er i lyset af disse to angiveligt urigtige skøn, at Retten i den appellerede doms præmis 76 fastslog, at Kommissionen ikke tog hensyn til alle relevante oplysninger i den foreliggende situation.

171.

I denne sammenhæng vil jeg først og fremmest anføre, at denne kritik viser, at Retten i ret høj grad greb ind i Kommissionens undersøgelse af prisunderbuddet, hvilket efter min opfattelse er vanskeligt foreneligt med det begrænsede omfang af domstolsprøvelsen, som er fastsat i den ovenfor i punkt 160 nævnte retspraksis. Jeg vil også tilføje, at som det fremgår af overskriften af den del af den appellerede dom, som begynder med præmis 53, sigtede det andet led i Hubei Xinyegangs første anbringende, som Retten tiltrådte, mod at sætte spørgsmålstegn ved den metode, som Kommissionen anvendte til at undersøge prisunderbuddet, hvilket som fremhævet ovenfor i punkt 167 efter min opfattelse utvivlsomt henhører under Kommissionens brede skønsmargen på området.

172.

Desuden skal det påpeges, at Retten på ingen måde fastslog, at den angiveligt manglende hensyntagen til alle relevante oplysninger i den foreliggende situation førte Kommissionen til at begå en åbenbar fejl. Som en konsekvens heraf mener jeg, at Retten ikke anvendte den i retspraksis fastsatte standard for udøvelse af prøvelsesretten i et tilfælde som det foreliggende.

173.

I lyset af alle ovenstående betragtninger finder jeg, at også det sjette anbringende skal tiltrædes.

174.

Det fremgår af punkt 109, 110, 153 og 173 ovenfor, at både den del af appellerede dom, som vedrører det første punkt i Rettens kritik (præmis 59-67 og 77-79), og den del af dommen, som vedrører det andet punkt i denne kritik (præmis 68-76), efter min opfattelse er behæftede med retlige fejl. Følgelig skal den appellerede dom ophæves med hensyn til Rettens bedømmelse af Hubei Xinyegangs første anbringende.

175.

I det omfang Retten, som det fremgår af den appellerede doms præmis 88, tiltrådte Hubei Xinyegangs andet anbringende udelukkende på grundlag af de samme konstateringer, som Retten foretog som led i bedømmelsen af det første anbringende, skal ligeledes den del af den appellerede dom, som angår bedømmelsen af det andet anbringende (præmis 82-89), og derfor den appellerede dom i sin helhed, ophæves, sådan som Kommissionen har gjort gældende.

176.

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

177.

Dette er efter min opfattelse tilfældet med hensyn til det første og det andet anbringende, som Hubei Xinyegang fremsatte for Retten, og som er opsummeret i den appellerede doms præmis 24, 25 og 82. Det følger nemlig af alle ovenstående betragtninger, at de argumenter, som Hubei Xinyegang fremsatte inden for rammerne af disse to første anbringender, i modsætning til, hvad Retten fastslog, ikke godtgør, at Kommissionen begik en åbenbar fejl ved undersøgelsen af prisunderbuddet og af dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet.

178.

Efter min opfattelse er sagen dog ikke moden til, at Domstolen kan træffe afgørelse om det tredje og det fjerde anbringende, som Retten ikke prøvede i den appellerede dom, og med hensyn til hvilke det ikke kan udelukkes, at en supplerende undersøgelse er påkrævet. Under disse omstændigheder finder jeg, at sagen skal hjemvises til Retten med henblik på afgørelse af disse resterende anbringender.

179.

Ifølge artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostningerne. Eftersom det ikke er tilfældet i den foreliggende sag, udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne.

180.

På grundlag af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: