–

V.М.А. ved advokat D.I. Lyubenova,

–

den bulgarske regering ved T. Mitova og L. Zaharieva, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering, først ved J. Möller og S. Heimerl, derefter ved J. Möller, som befuldmægtigede,

–

den spanske regering, først ved S. Centeno Huerta og M.J. Ruiz Sánchez, derefter ved M.J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante,

–

den ungarske regering ved M.Z. Fehér og Z. Biró-Tót, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved C.S. Schillemans, som befuldmægtiget,

–

den polske regering ved E. Borawska-Kędzierska, A. Siwek-Ślusarek og B. Majczyna, som befuldmægtigede,

–

den slovakiske regering ved B. Ricziová, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen, først ved E. Montaguti, I. Zaloguin og M. Wilderspin, derefter ved E. Montaguti og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 2, TEU, artikel 20 TEUF og 21 TEUF og artikel 7, 9, 24 og 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem V.M.A og Stolitjna obsjtjina, rajon »Pantjarevo« (Sofia kommune, Pantjarevo-distriktet, Bulgarien) (herefter »Sofia kommune«), vedrørende sidstnævntes afslag på at udstede en fødselsattest for V.M.A.s og hendes hustrus datter.

3

Artikel 2 i konventionen om barnets rettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 20. november 1989 (United Nations Treaty Series, bind 1577, s. 3), bestemmer:

»1.   Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling.

2.   Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.«

4

Denne konventions artikel 7 fastsætter:

»1.   Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.

2.   Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge de relevante internationale instrumenter på dette område, især hvis barnet ellers ville blive statsløs.«

5

Artikel 4, stk. 2, TEU bestemmer:

»Unionen respekterer medlemsstaternes lighed over for traktaterne samt deres nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre. Den respekterer deres centrale statslige funktioner, herunder sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed. Navnlig forbliver den nationale sikkerhed den enkelte medlemsstats eneansvar.«

6

Artikel 20 TEUF fastsætter:

»1.   Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.

2.   Unionsborgerne har de rettigheder og er underlagt de pligter, der er indeholdt i traktaterne. De har bl.a. følgende rettigheder:

[…]

Disse rettigheder udøves med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i foranstaltninger vedtaget med henblik på deres gennemførelse.«

7

Artikel 21, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.«

8

Chartrets artikel 7 med overskriften »Respekt for privatliv og familieliv« bestemmer:

»Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.«

9

Chartrets artikel 9 med overskriften »Ret til at indgå ægteskab og ret til at stifte familie« fastsætter:

»Retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie sikres i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.«

10

Chartrets artikel 24 med overskriften »Børns rettigheder« har følgende ordlyd:

»1.   Børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit udtrykke deres synspunkter. Der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed.

2.   I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

3.   Ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.«

11

Chartrets artikel 45 med overskriften »Fri bevægelighed og opholdsret« bestemmer:

»1.   Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

2.   Fri bevægelighed og opholdsret kan i overensstemmelse med traktaterne indrømmes tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på en medlemsstats område.«

12

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35) fastsætter i artikel 2 med overskriften »Definitioner«:

»I dette direktiv forstås ved:

13

Direktivets artikel 4 med overskriften »Ret til udrejse« bestemmer:

»1.   Uden at dette berører de bestemmelser for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol, har alle unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas, samt deres familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som er i besiddelse af et gyldigt pas, ret til at forlade en medlemsstats område for at rejse til en anden medlemsstat.

[…]

3.   Medlemsstaterne udsteder og fornyer i overensstemmelse med deres nationale lovgivning identitetskort eller pas til deres statsborgere, der udtrykkeligt angiver indehaverens statsborgerskab.

4.   Passet skal mindst være gyldigt i alle medlemsstater og i de lande, der er direkte transitlande mellem disse. Foreskriver lovgivningen i en medlemsstat ikke udstedelse af identitetskort, skal gyldigheden af passet ved udstedelse eller fornyelse være på mindst fem år.«

14

Direktivets artikel 5 med overskriften »Ret til indrejse« bestemmer:

»1.   Uden at dette berører de bestemmelser for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol, giver medlemsstaterne unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas, ret til at indrejse på deres område, og giver familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, ret til at indrejse på deres område, hvis de er i besiddelse af et gyldigt pas.

[…]

4.   Hvis unionsborgeren eller et familiemedlem, som ikke er statsborger i en medlemsstat, ikke er i besiddelse af de krævede rejsedokumenter eller de eventuelt krævede visa, giver den berørte medlemsstat disse personer enhver rimelig mulighed for inden for en rimelig frist at opnå eller fremskaffe de nødvendige dokumenter, eller få bekræftet eller på anden måde godtgjort, at de er omfattet af retten til fri bevægelighed og ophold, inden der træffes afgørelse om tilbagesendelse.

[…]«

15

Artikel 25, stk. 1, i konstitutsia na Republika Balgaria (Republikken Bulgariens forfatning, herefter »den bulgarske forfatning«) bestemmer:

»Enhver, der har mindst én forælder, der er bulgarsk statsborger, eller som er født på bulgarsk område, er bulgarsk statsborger, såfremt den pågældende ikke erhverver et andet statsborgerskab ved slægtskab. Bulgarsk statsborgerskab kan endvidere erhverves ved naturalisation.«

16

Artikel 8 i zakon za balgarskoto grazjdanstvo (lov om bulgarsk statsborgerskab) af 5. november 1998 (DV nr. 136 af 18.11.1998, s. 1) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer, at »[e]nhver, der har mindst én forælder, der er bulgarsk statsborger, er bulgarsk statsborger ved slægtskab«.

17

Semeen kodeks (familieloven) af 12. juni 2009 (DV nr. 47 af 23.6.2009, s. 19) fastsætter i artikel 60 med overskriften »Moderskab«:

»(1)   Moderskabet er bestemt ved fødslen.

(2)   Barnets mor er den kvinde, der har født det, også i tilfælde af kunstig befrugtning.

[…]«

18

V.M.A. er bulgarsk statsborger, og K.D.K. er statsborger i Det Forenede Kongerige. Sidstnævnte er født i Gibraltar, hvor de to kvinder blev gift i 2018. De har boet i Spanien siden 2015.

19

I december 2019 fik V.M.A. og K.D.K. en datter, S.D.K.A., som er født og bor i Spanien sammen med begge sine forældre. I datterens fødselsattest, der er udstedt af de spanske myndigheder, er V.M.A. angivet som »mor A« til barnet og K.D.K. som »mor« til barnet.

20

Den 29. januar 2020 indgav V.М.А. en ansøgning til Sofia kommune om udstedelse af en fødselsattest for S.D.K.A., idet en sådan attest bl.a. var nødvendig for, at der kunne udstedes et bulgarsk identitetsdokument. Til støtte for ansøgningen havde V.М.А. vedlagt en legaliseret og bekræftet oversættelse til bulgarsk af en udskrift fra civilstandsregistret i Barcelona (Spanien) vedrørende S.D.K.A.s fødselsattest.

21

Ved skrivelse af 7. februar 2020 pålagde Sofia kommune V.М.А. at fremlægge dokumentation for S.D.K.A.s slægtskab hvad angår identiteten af barnets biologiske mor inden for en frist på syv dage. Kommunen præciserede i denne henseende, at den model for fødselsattester, der findes blandt de gældende modeller for civilstandsattester på nationalt plan, kun indeholder en enkelt rubrik for »moderen« og en anden rubrik for »faderen«, og at der kun kan anføres et enkelt navn i hver af disse rubrikker.

22

Den 18. februar 2020 svarede V.М.А. Sofia kommune, at hun i henhold til gældende bulgarsk lovgivning ikke havde pligt til at fremlægge de ønskede oplysninger.

23

Ved afgørelse af 5. marts 2020 gav Sofia kommune derfor afslag på V.M.A.s ansøgning om udstedelse af en fødselsattest for S.D.K.A. Kommunen begrundede afslaget med, at der manglede oplysninger om identiteten af det omhandlede barns biologiske mor, og at det var i strid med den offentlige orden i Republikken Bulgarien, som ikke tillader ægteskab mellem to personer af samme køn, at angive to forældre, der begge er kvinder, i en fødselsattest.

24

V.M.A. anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien), som er den forelæggende ret.

25

Denne ret har forklaret, at S.D.K.A. i henhold til den bulgarske forfatnings artikel 25, stk. 1, og artikel 8 i lov om bulgarsk statsborgerskab er bulgarsk statsborger, selv om de bulgarske myndigheder endnu ikke har udstedt en fødselsattest til det pågældende barn. De bulgarske myndighedernes afslag på at udstede en fødselsattest til barnet betyder nemlig ikke, at det er blevet nægtet bulgarsk statsborgerskab.

26

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt de bulgarske myndigheders afslag på at registrere en bulgarsk statsborgers fødsel, som har fundet sted i en anden medlemsstat, og som er blevet attesteret ved en fødselsattest, der angiver to mødre og er udstedt af de kompetente myndigheder i sidstnævnte medlemsstat, tilsidesætter de rettigheder, som en sådan statsborger er tillagt ved artikel 20 TEUF og 21 TEUF og ved chartrets artikel 7, 24 og 45. De bulgarske myndigheders afslag på at udstede en fødselsattest, også selv om denne ikke har juridisk betydning for det pågældende barns bulgarske statsborgerskab og følgelig for dets unionsborgerskab, kan nemlig gøre det vanskeligere at få udstedt et bulgarsk identitetsdokument og derfor hindre udøvelsen af retten til fri bevægelighed for dette barn og dermed den fulde udøvelse af dets rettigheder som unionsborger.

27

For så vidt som S.D.K.A.s anden mor, K.D.K. er statsborger i Det Forenede Kongerige, er den forelæggende ret desuden i tvivl om, hvorvidt de retlige konsekvenser af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 7, herefter »udtrædelsesaftalen«) og bl.a. det forhold, at dette barn ikke længere har status som unionsborger som følge af K.D.K.s statsborgerskab, er relevante for bedømmelsen af dette spørgsmål.

28

Endvidere er Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia) i tvivl om, hvorvidt en eventuel forpligtelse for de bulgarske myndigheder til i forbindelse med udstedelsen af en fødselsattest heri at angive to mødre som det pågældende barns forældre kan gøre indgreb i den offentlige orden og krænke den nationale identitet i Republikken Bulgarien, som ikke har gjort det muligt at angive to forældre af samme køn på fødselsattesten for dette barn. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at de bestemmelser, der fastlægger barnets slægtskab, under hensyntagen til det bulgarske samfunds nuværende udviklingstrin både i retlig henseende og fra et værdimæssigt synspunkt har grundlæggende betydning i den bulgarske forfatningstradition og i den bulgarske familie- og arveretslære.

29

Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia) vurderer således, at det er nødvendigt at finde en ligevægt mellem på den ene side Republikken Bulgariens forfatningsmæssige og nationale identitet og på den anden side barnets interesser og bl.a. dets ret til privatliv og fri bevægelighed.

30

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt en sådan ligevægt i det foreliggende tilfælde kan opnås ved anvendelse af proportionalitetsprincippet, og navnlig om angivelse i rubrikken »Mor« af navnet på én af de to mødre, som er angivet i den fødselsattest, som de spanske myndigheder har udstedt, og som kunne være enten barnets biologiske mor eller den person, der er blevet dets mor på anden vis, f.eks. ved adoption, uden udfyldelse af rubrikken »Far«, udgør en passende afvejning af de forskellige legitime interesser. Den har anført, at selv om en sådan løsning ligeledes kan give anledning til visse vanskeligheder på grund af eventuelle forskelle mellem den fødselsattest, som de bulgarske myndigheder udsteder, og den, som de spanske myndigheder har udstedt, vil den således gøre det muligt for de bulgarske myndigheder at udstede en fødselsattest, som fjerner eller i det mindste afbøder eventuelle hindringer for det pågældende barns frie bevægelighed. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne løsning er forenelig med dette barns ret til privatliv og familieliv som fastsat i chartrets artikel 7.

31

Såfremt Domstolen måtte konkludere, at EU-retten kræver, at begge mødre anføres på den fødselsattest, som de bulgarske myndigheder udsteder, ønsker den forelæggende ret endelig oplyst, hvorledes dette krav nærmere bestemt skal opfyldes, idet denne ret ikke kan erstatte den model for fødselsattester, der findes blandt de gældende modeller for civilstandsattester på nationalt plan.

32

På denne baggrund har Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

33

Den forelæggende ret har i sin anmodning om præjudiciel afgørelse anmodet om, at sagen behandles efter den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement. Den har bl.a. gjort gældende, at de bulgarske myndigheders afslag på at udstede en fødselsattest til S.D.K.A., som er bulgarsk statsborger, vil skabe alvorlige vanskeligheder for dette barn med hensyn til at opnå et bulgarsk identitetsdokument og dermed for barnets udøvelse af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som sikret ved artikel 21 TEUF.

34

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

35

I den foreliggende sag har Domstolens præsident den 19. oktober 2020, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet at efterkomme den i denne doms præmis 33 omhandlede anmodning. Beslutningen blev begrundet med, at S.D.K.A., der er et lille barn, på nuværende tidspunkt mangler pas, mens hun opholder sig i en medlemsstat, hvor hun ikke er statsborger. Eftersom de forelagte spørgsmål tager sigte på at få afklaret, om de bulgarske myndigheder har pligt til at udstede en fødselsattest for dette barn, og eftersom det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at en sådan attest i henhold til national ret er nødvendig for at opnå et bulgarsk pas, kan et hurtigt svar fra Domstolen bidrage til, at dette barn hurtigere får et pas (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 3.7.2015, Gogova, C-215/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:466, præmis 12-14).

36

Den forelæggende ret ønsker med sine spørgsmål, der skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om EU-retten forpligter en medlemsstat til at udstede en fødselsattest, således at der i henhold til denne medlemsstats lovgivning kan udstedes et identitetsdokument til et barn, der er statsborger i denne medlemsstat, og hvis fødsel i en anden medlemsstat er attesteret ved en fødselsattest, som er udstedt af myndighederne i denne anden medlemsstat i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning, og hvori en statsborger i den første af disse medlemsstater og hendes hustru er angivet som barnets mødre, uden at det er angivet, hvem af de to kvinder der har født barnet. I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret oplyst, om EU-retten kræver, at en sådan attest – i lighed med den attest, der er udstedt af myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet er født – indeholder en angivelse af navnene på disse to kvinder i deres egenskab af mødre.

37

Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om den omstændighed, at den anden mor til det pågældende barn er statsborger i Det Forenede Kongerige, som nu ikke længere er en medlemsstat, har nogen betydning for besvarelsen af dette spørgsmål.

38

Indledningsvis bemærkes, at det tilkommer medlemsstaterne i overensstemmelse med folkeretten at fastlægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab, men at de relevante nationale regler imidlertid skal overholde EU-retten i situationer, der er omfattet af denne (dom af 2.3.2010, Rottmann, C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 39 og 41, og af 12.3.2019, Tjebbes m.fl., C-221/17, EU:C:2019:189, præmis 30).

39

Ifølge de konstateringer, der er foretaget af den forelæggende ret – som er enekompetent i denne henseende – er S.D.K.A. bulgarsk statsborger af fødsel i henhold til den bulgarske forfatnings artikel 25, stk. 1.

40

Artikel 20, stk. 1, TEUF bestemmer, at unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Det følger heraf, at S.D.K.A. som bulgarsk statsborger har status som unionsborger i henhold til denne bestemmelse.

41

Domstolen har i denne henseende gentagne gange udtalt, at unionsborgerskabets formål er at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere (dom af 20.9.2001, Grzelczyk, C-184/99, EU:C:2001:458, præmis 31, og af 15.7.2021, A (Offentlige sundhedsydelser), C-535/19, EU:C:2021:595, præmis 41).

42

Som det fremgår af Domstolens praksis, kan en statsborger i en medlemsstat, der i sin egenskab af unionsborger har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit i en anden medlemsstat end sin oprindelsesmedlemsstat, påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne egenskab, bl.a. rettighederne fastsat i artikel 21, stk. 1, TEUF, herunder i givet fald i forhold til sin oprindelsesmedlemsstat (dom af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). Også unionsborgere, der er født i deres forældres værtsmedlemsstat, og som aldrig har gjort brug af retten til fri bevægelighed, kan påberåbe sig denne bestemmelse og gennemførelsesbestemmelserne hertil (dom af 2.10.2019, Bajratari, C-93/18, EU:C:2019:809, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

43

I henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF har enhver unionsborger ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. For at gøre det muligt for medlemsstaternes statsborgere at udøve denne ret pålægger artikel 4, stk. 3, i direktiv 2004/38 medlemsstaterne at udstede identitetskort eller pas til deres statsborgere, der udtrykkeligt angiver indehaverens statsborgerskab, i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

44

Eftersom S.D.K.A. er bulgarsk statsborger, har de bulgarske myndigheder derfor pligt til at udstede et identitetskort eller pas til hende, der angiver hendes statsborgerskab og hendes efternavn, således som dette fremgår af den fødselsattest, som de spanske myndigheder har udstedt, idet Domstolen allerede har haft lejlighed til at fastslå, at artikel 21 TEUF er til hinder for, at en medlemsstats myndigheder ved anvendelsen af national ret nægter at anerkende et barns efternavn, der er fastsat og registreret i en anden medlemsstat, hvor barnet er født, og fra da af har været bosiddende (jf. i denne retning dom af 14.10.2008, Grunkin og Paul, C-353/06, EU:C:2008:559, præmis 39).

45

Det skal desuden præciseres, at artikel 4, stk. 3, i direktiv 2004/38 pålægger de bulgarske myndigheder at udstede et identitetskort eller pas til S.D.K.A. uafhængigt af, om der er udstedt en ny fødselsattest for dette barn. For så vidt som bulgarsk ret kræver udstedelse af en bulgarsk fødselsattest, før der udstedes et bulgarsk identitetskort eller pas, kan denne medlemsstat således ikke påberåbe sig sin nationale lovgivning med henblik på at nægte at udstede et sådant identitetskort eller pas til S.D.K.A.

46

Et sådant dokument skal – alene eller i kombination med andre dokumenter, eventuelt udstedt af det pågældende barns værtsmedlemsstat – gøre det muligt for et barn i S.D.K.A.s situation at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som sikret ved artikel 21, stk. 1, TEUF med hver af sine mødre, hvis status som forælder til dette barn er blevet fastslået af deres værtsmedlemsstat i forbindelse med et ophold i overensstemmelse med direktiv 2004/38.

47

Det bemærkes, at de rettigheder, der er indrømmet statsborgerne i medlemsstaterne i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, omfatter retten til at have et normalt familieliv i både værtsmedlemsstaten og i den medlemsstat, hvor de har statsborgerskab, når de vender tilbage til denne medlemsstats område, ved dér at kunne være sammen med deres familiemedlemmer (dom af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det er ubestridt, at de spanske myndigheder i hovedsagen lovligt har fastslået et – biologisk eller juridisk – slægtskabsforhold mellem S.D.K.A. og hendes to forældre, V.M.A. og K.D.K., og har attesteret dette i den fødselsattest, de har udstedt for disse kvinders barn. V.M.A. og K.D.K. skal derfor i henhold til artikel 21 TEUF og direktiv 2004/38 som forældre til en mindreårig unionsborger, som de faktisk tager sig af, af samtlige medlemsstaterne anerkendes ret til at ledsage dette barn under dets udøvelse af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (jf. analogt dom af 13.9.2016, Rendón Marín, C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 50-52 og den deri nævnte retspraksis).

49

De bulgarske myndigheder har derfor – i lighed med myndighederne i enhver anden medlemsstat – pligt til at anerkende dette slægtskabsforhold med henblik på at gøre det muligt for S.D.K.A., eftersom hun ifølge den forelæggende ret har opnået bulgarsk statsborgerskab, sammen med hver af sine to forældre uhindret at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som sikret ved artikel 21, stk. 1, TEUF.

50

For reelt at gøre det muligt for S.D.K.A. at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område sammen med hver af sine forældre skal V.M.A. og K.D.K. desuden kunne få et dokument, hvori de er angivet som personer, der har ret til at rejse med barnet. I det foreliggende tilfælde er myndighederne i værtsmedlemsstaten bedst i stand til at udfærdige et sådant dokument, der kan udgøres af fødselsattesten. De øvrige medlemsstater er forpligtede til at anerkende dette dokument.

51

Som anført af den forelæggende ret fastsætter chartrets artikel 9 ganske vist, at retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie skal sikres i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.

52

I denne henseende er spørgsmål om personers civilstand, som reglerne om ægteskab og slægtskab henhører under, på EU-rettens nuværende udviklingstrin et område, der henhører under medlemsstaternes kompetence, og EU-retten gør ikke indgreb i denne kompetence. Det står således medlemsstaterne frit for i deres nationale lovgivning at indføre mulighed for ægteskab for personer af samme køn og forældreskab for disse eller at undlade dette. Medlemsstaterne skal imidlertid under udøvelsen af denne kompetence overholde EU-retten og navnlig EUF-traktatens bestemmelser om den ret, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, idet de med henblik herpå anerkender civilstanden for personer, der er etableret i en anden medlemsstat, i overensstemmelse med dennes lovgivning (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 36-38 og den deri nævnte retspraksis).

53

I denne sammenhæng har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at oplyse, om artikel 4, stk. 2, TEU kan begrunde de bulgarske myndigheders afslag på at udstede en fødselsattest for S.D.K.A. og dermed et identitetskort eller pas til dette barn. Den forelæggende ret har navnlig anført, at en eventuel forpligtelse for disse myndigheder til at udstede en fødselsattest, der som barnets forældre nævner to kvinder, vil kunne gøre indgreb i den offentlige orden og krænke den nationale identitet i Republikken Bulgarien, for så vidt som den bulgarske forfatning og familieret ikke indeholder bestemmelser om forældreskab for to personer af samme køn.

54

I denne henseende bemærkes, at Unionen i henhold til artikel 4, stk. 2, TEU skal respektere medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer.

55

Domstolen har i øvrigt gentagne gange fastslået, at begrebet »den offentlige orden« som begrundelse for en fravigelse af en grundlæggende frihed skal fortolkes strengt, således at dets rækkevidde ikke ensidigt kan fastlægges af den enkelte medlemsstat uden EU-institutionernes kontrol. Heraf følger, at den offentlige orden kun kan påberåbes, når der foreligger en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn (dom af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

56

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 150 og 151 i forslaget til afgørelse, udgør en medlemsstats forpligtelse til dels at udstede et identitetskort eller et pas til et barn, som er statsborger i denne medlemsstat, som er født i en anden medlemsstat, og hvis fødselsattest, udstedt af myndighederne i denne anden medlemsstat, angiver to personer af samme køn som barnets forældre, dels at anerkende slægtskabsforholdet mellem dette barn og hver af disse to personer i forbindelse med barnets udøvelse af sine rettigheder i henhold til artikel 21 TEUF og afledte retsakter vedrørende denne bestemmelse imidlertid hverken en tilsidesættelse af den nationale identitet eller en trussel mod den offentlige orden i denne medlemsstat.

57

En sådan forpligtelse indebærer nemlig ikke, at den medlemsstat, hvor det pågældende barn er statsborger, i sin nationale lovgivning skal indføre mulighed for forældreskab for personer af samme køn eller – med henblik på andre formål end udøvelse af de rettigheder, som barnet har i henhold til EU-retten – anerkende slægtskabsforholdet mellem dette barn og de personer, der er angivet som dets forældre i den fødselsattest, som myndighederne i værtsmedlemsstaten har udstedt (jf. analogt dom af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 45 og 46).

58

Det skal tilføjes, at en national foranstaltning, der kan begrænse den frie bevægelighed for personer, kun kan begrundes, når denne foranstaltning er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, og som Domstolen skal beskytte (dom af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 47).

59

I den situation, der er genstand for tvisten i hovedsagen, er retten til respekt for privatlivet og familielivet som sikret ved chartrets artikel 7 og børns rettigheder som sikret ved dets artikel 24, bl.a. kravet om, at barnets tarv sættes i første række i alle handlinger vedrørende børn, og barnets ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, grundlæggende.

60

I henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, har de rettigheder, der er sikret ved artikel 7 heri, således som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17), i denne henseende samme betydning og omfang som dem, der er sikret ved artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950.

61

Det fremgår imidlertid af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at spørgsmålet, om der består et »familieliv«, er et faktisk spørgsmål, der afhænger af den praktiske eksistens af nære personlige bånd, og forælderens og barnets mulighed for at være sammen er et grundlæggende element i familielivet (Menneskerettighedsdomstolen, 12.7.2001, K. og T. mod Finland, CE:ECHR:2001:0712JUD002570294, §§ 150 og 151). Som Domstolen ligeledes har haft lejlighed til at fastslå, følger det desuden af denne praksis, at forholdet mellem et homoseksuelt par kan være omfattet af begrebet »privatliv« og begrebet »familieliv« på samme måde som forholdet mellem et par af modsat køn, der befinder sig i samme situation (dom af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

62

Som generaladvokaten har anført i punkt 153 i forslaget til afgørelse, er forholdet mellem det pågældende barn og hver af de to personer, som det har et faktisk familieliv med i værtsmedlemsstaten, og som er nævnt som barnets forældre i den fødselsattest, der er udstedt af denne medlemsstats myndigheder, beskyttet i henhold til chartrets artikel 7.

63

Som nævnt i denne doms præmis 59 skal retten til respekt for familielivet, således som denne ret er fastsat i chartrets artikel 7, desuden sammenholdes med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, der er anerkendt i chartrets artikel 24, stk. 2. Eftersom chartrets artikel 24, således som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder, udgør en indarbejdelse i EU-retten af de vigtigste rettigheder for børn, som er sikret i konventionen om barnets rettigheder, der er ratificeret af alle medlemsstaterne, skal der ved fortolkningen af denne artikel tages behørigt hensyn til denne konventions bestemmelser (jf. i denne retning dom af 14.2.2008, Dynamic Medien, C-244/06, EU:C:2008:85, præmis 39, og af 11.3.2021, Ètat belge (Tilbagesendelse af en forælder til en mindreårig), C-112/20, EU:C:2021:197, præmis 37).

64

Denne konventions artikel 2 fastsætter navnlig, i forhold til barnet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, der kræver, at de rettigheder, der er fastsat i konventionen, herunder – i dens artikel 7 – retten til at blive registreret umiddelbart efter fødslen, retten til et navn og retten til at opnå et statsborgerskab, sikres dette barn, uden at det udsættes for forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grund af forældrenes seksuelle orientering.

65

Under disse omstændigheder ville det være i strid med de grundlæggende rettigheder, som chartrets artikel 7 og 24 sikrer dette barn, at fratage det forholdet til en af sine forældre i forbindelse med dets udøvelse af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område eller at gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskelig for barnet at udøve denne ret, fordi dets forældre er af samme køn.

66

Endelig er den omstændighed, at en af forældrene til det pågældende barn er statsborger i Det Forenede Kongerige, som nu ikke længere er en medlemsstat, uden betydning i denne henseende.

67

Såfremt det ved en efterprøvelse skulle vise sig, at S.D.K.A. ikke har bulgarsk statsborgerskab, bemærkes det desuden, at K.D.K. og S.D.K.A., uanset deres statsborgerskab og uafhængigt af, om de selv er unionsborgere, af alle medlemsstater skal anses for at være henholdsvis V.M.A.s ægtefælle og direkte efterkommer som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra a) og c), i direktiv 2004/38 og følgelig for at være V.M.A.s familiemedlemmer (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 36 og 51).

68

Et mindreårigt barn, hvis status som unionsborger ikke er fastslået, og hvis fødselsattest, udstedt af de kompetente myndigheder i en medlemsstat, angiver to personer af samme køn, hvoraf den ene er unionsborger, som barnets forældre, skal nemlig af samtlige medlemsstater anses for at være en direkte efterkommer af denne unionsborger som omhandlet i direktiv 2004/38 med henblik på udøvelsen af rettighederne i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF og afledte retsakter vedrørende denne bestemmelse.

69

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 2, TEU, artikel 20 TEUF og 21 TEUF og chartrets artikel 7, 24 og 45, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, i direktiv 2004/38, skal fortolkes således, at med hensyn til et mindreårigt barn, som er unionsborger, og hvis fødselsattest, udstedt af de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten, angiver to personer af samme køn som barnets forældre, er den medlemsstat, hvor dette barn er statsborger, forpligtet til dels at udstede et identitetskort eller et pas til barnet, uden krav om, at dens nationale myndigheder først har udstedt en fødselsattest, dels – i lighed med alle andre medlemsstater – at anerkende det dokument fra værtsmedlemsstaten, som gør det muligt for dette barn at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område sammen med hver af disse to personer.

70

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 4, stk. 2, TEU, artikel 20 TEUF og 21 TEUF og artikel 7, 24 og 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF skal fortolkes således, at med hensyn til et mindreårigt barn, som er unionsborger, og hvis fødselsattest, udstedt af de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten, angiver to personer af samme køn som barnets forældre, er den medlemsstat, hvor dette barn er statsborger, forpligtet til dels at udstede et identitetskort eller et pas til barnet, uden krav om, at dens nationale myndigheder først har udstedt en fødselsattest, dels – i lighed med alle andre medlemsstater – at anerkende det dokument fra værtsmedlemsstaten, som gør det muligt for dette barn at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område sammen med hver af disse to personer.