–

UX ved avvocati G. Guida, F. Sisto, F. Visco og V. De Michele,

–

Governo della Repubblica italiana ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato L. Fiandaca og F. Sclafani,

–

Europa-Kommissionen ved G. Gattinara og M. van Beek, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 267 TEUF samt af artikel 31, stk. 2, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), af princippet om medlemsstaternes ansvar for tilsidesættelse af EU-retten samt fortolkningen af artikel 1, stk. 3, og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) samt af §§ 2 og 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem UX og Governo della Repubblica italiana (den italienske regering) vedrørende en anmodning om erstatning for det tab, der er lidt som følge af den italienske stats tilsidesættelse af EU-retten.

3

Artikel 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT 1989, L 183, s. 1) definerer de former for aktiviteter, der er omfattet af dette direktiv:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter (industri, landbrug, handel, administration, tjenesteydelser, undervisning, kulturel virksomhed, fritidsbeskæftigelse osv.).

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse, når særlige forhold i tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, f.eks. i de væbnede styrker eller inden for politiet, eller til visse specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets anvendelse.

I så fald skal det påses, at arbejdstagernes sikkerhed og sundhed sikres i videst muligt omfang i overensstemmelse med målsætningerne i dette direktiv.«

4

Artikel 1 i direktiv 2003/88, med overskriften »Formål og anvendelsesområde«, bestemmer i stk. 1-3:

»1.   Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

2.   Dette direktiv finder anvendelse på:

[…]

3.   Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391/EØF, jf. dog nærværende direktivs artikel 14, 17, 18 og 19.

[…]«

5

Direktivets artikel 7 med overskriften »Årlig ferie« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

6

17. betragtning til direktiv 1999/70 er affattet således:

»[H]vad angår de udtryk, der er anvendt i rammeaftalen uden at være specifikt defineret deri, overlader direktivet det til medlemsstaterne at definere disse udtryk i overensstemmelse med national ret og/eller praksis, ligesom det er tilfældet med andre direktiver, der er vedtaget på det sociale område, og som anvender tilsvarende udtryk, forudsat at nævnte definitioner ikke er i modstrid med rammeaftalens indhold.«

7

Ifølge direktivets artikel 1 har det til formål »at iværksætte den i bilaget indeholdte rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.

8

I henhold til rammeaftalens § 1 har denne til formål dels at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination, dels at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.

9

Rammeaftalens § 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

10

Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:

»I denne aftale betyder:

11

Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« bestemmer:

12

Artikel 106 i den italienske forfatning indeholder grundlæggende bestemmelser vedrørende adgangen til embedet som dommer:

»Udnævnelse af dommere sker efter udvælgelsesprøve.

Lov om domstolenes opbygning kan fastsætte nærmere betingelser om udnævnelse, eventuelt efter valg, af »honorære« [onorari] dommere til alle opgaver, der tildeles enedommere.

[…]«

13

Legge n. 374 – Istituzione del giudice di pace (lov nr. 374 om oprettelse af fredsdommerhvervet) af 21. november 1991 (almindeligt tillæg til GURI nr. 278 af 27.11.1991, s. 5, herefter »lov nr. 374/1991«) bestemmer, i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, følgende:

»Artikel 1

Indførelse af fredsdommere og disses opgaver

1.   Der oprettes et hverv som fredsdommer, som udøver retlig kompetence på det civil- og strafferetlige område og forligsopgaver på det civilretlige område i henhold til de i nærværende lov fastsatte bestemmelser.

2.   Som fredsdommer ansættes en »honorær« dommer, som tilhører dommerstanden.

[…]

Artikel 3

Organisatorisk ramme for og fortegnelse over fredsdommere

1.   Den organisatoriske ramme for »honorære« dommere, der fungerer som fredsdommere, er fastsat til 4700 stillinger; […]

[…]

Artikel 4

Udnævnelse

1.   »Honorære« dommere, der udøver funktionen som fredsdommere, udnævnes ved dekret fra Republikkens præsident, efter afstemning i Consiglio Superiore della Magistratura (det øverste råd for retsvæsenet) på forslag fra det stedligt kompetente retslige råd, suppleret af fem repræsentanter, der efter fælles aftale udpeges af advokatsamfundene og af anklagerne i appelrettens distrikt.

[…]

Artikel 10

Fredsdommerens pligter

1.   Fredsdommere er underlagt de pligter, som påhviler ordinære dommere. […]

[…]

Artikel 11

Fredsdommeres vederlag

1.   Hvervet som fredsdommer er »honorært«.

2.   Honorære dommere, der udøver hvervet som fredsdommer, oppebærer et vederlag på 70000 [italienske lire (ITL) (ca. 35 EUR)] for hvert civilretligt eller strafferetligt retsmøde, selv om der ikke er tale om et retsmøde med procedure, og for anbringelse af segl, og på [110000] ITL [ca. 55 EUR] for alle andre procedurer, der tildeles og afsluttes eller slettes af retslisten.

3.   De oppebærer ligeledes et vederlag på 500000 ITL [ca. 250 EUR] for hver måneds effektiv tjeneste til dækning af uddannelsesudgifter, af efteruddannelsesudgifter og af almindelige udgifter i forbindelse med hvervet.

[…]

4a.   De vederlag, der er fastsat i denne artikel, kan kumuleres med pensioner og pensionsydelser, uanset disses karakter.

4b.   De vederlag, der er fastsat i denne artikel, kan under ingen omstændigheder overstige et beløb på 72000 EUR brutto pr. år.«

14

Artikel 8a i legge n. 97 – Norme sullo stato giuridico dei magistrati e sul trattamento economico dei magistrati ordinari e amministrativi, dei magistrati della giustizia militare e degli avvocati dello Stato (lov nr. 97 – Regler om den juridiske statut for dommere og lønnen til ordinære og administrative dommere, dommere ved de militære retter og statsadvokater), af 2. april 1979, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, bestemmer:

»[…] [D]ommere ved de almindelige domstole, dommere ved forvaltningsdomstole, dommere ved handelsretter og militære dommere samt advokater og anklagere i staten (avvocati dello Stato og procuratori dello Stato) har en årlig ferie på 30 dage.«

15

Artikel 24 i decreto legislativo n. 116 – Riforma organica della magistratura onoraria e altre disposizioni sui giudici di pace, nonché disciplina transitoria relativa ai magistrati onorari in servizio, a norma della legge 28 aprile 2016, n. 57 (lovdekret nr. 116 – Organisk ændring af det honorære retsvæsen og andre bestemmelser vedrørende fredsdommere samt den overgangsordning, der finder anvendelse på »honorære« dommere i aktiv tjeneste, til gennemførelse af lov nr. 57 af 28.4.2016), af 13. juli 2017 (GURI nr. 177 af 31.7.2017, s. 1), fastsætter en godtgørelse for ferieperioden til fredsdommere, men kun til de honorære dommere, som er tiltrådt efter den 16. august 2017.

16

Sagsøgeren i hovedsagen blev udnævnt til Giudice di pace (fredsdommer) den 23. februar 2001 og udøvede dette hverv ved to forskellige retter fra 2002-2005 og derefter fra 2005 og indtil dags dato.

17

I perioden fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018 afsagde sagsøgeren i hovedsagen 478 domme som dommer i straffesager, 1113 kendelser om henlæggelse med hensyn til kendte mistænkte og 193 kendelser om henlæggelse med hensyn til ukendte mistænkte i egenskab af giudice dell’indagine preliminare (undersøgelsesdommer). Inden for rammerne af hendes funktioner afholder hun, som enedommer, to retsmøder om ugen, undtagen i den ulønnede ferieperiode i august, hvorunder sagsfristerne er suspenderet.

18

I august 2018, under sagsøgeren i hovedsagens ferie uden løn, udførte hun ingen aktiviteter som fredsdommer og oppebar følgelig intet vederlag.

19

Den 8. oktober 2018 anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag ved Giudice di pace di Bologna (fredsdommeren i Bologna) med påstand om udstedelse af et betalingspåkrav mod Governo della Republicca italiana (den italienske regering) på 4500 EUR, som ifølge sagsøgeren svarer til den løn for august 2018, som en almindelig dommer med samme anciennitet som hende ville kunne oppebære, i erstatning for det tab, som hun mener at have lidt som følge af den italienske stats åbenbare tilsidesættelse bl.a. af rammeaftalens § 4 og af artikel 7 i direktiv 2003/88 samt af chartrets artikel 31. Subsidiært har sagsøgeren i hovedsagen nedlagt påstand om, at den italienske regering med samme begrundelse tilpligtes at betale et beløb på 3039,76 EUR, beregnet på grundlag af det nettovederlag, som hun oppebar i juli 2018.

20

I denne sammenhæng fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de vederlag, der oppebæres af fredsdommere, er forbundet med det udførte arbejde og beregnes i forhold til antallet af afsagte afgørelser. Følgelig modtog sagsøgeren i hovedsagen under ferieperioden i august intet vederlag, mens de ordinære dommere har ret til betalt ferie på 30 dage. Artikel 24 i lovdekret nr. 116 af 13. juli 2017, som herefter fastsætter betaling for fredsdommeres ferieperiode, finder ikke anvendelse på sagsøgeren i hovedsagen som følge af datoen for hendes tiltrædelse.

21

Det fremgår ligeledes af den nævnte bestemmelse, at fredsdommere på det disciplinære område er underlagt tilsvarende forpligtelser som dem, der gælder for ordinære dommere. Disse håndhæves af Consiglio Superiore della Magistratura (det øverste råd for retsvæsenet) i samarbejde med justitsministeren.

22

Giudice di pace di Bologna (fredsdommeren i Bologna) er, i modsætning til de øverste italienske domstole, af den opfattelse, at fredsdommere skal anses for at være »arbejdstagere«, uanset deres arbejdes honorære karakter, i henhold til bestemmelserne i direktiv 2003/88 og i rammeaftalen. Til støtte for denne tilgang har fredsdommeren i Bologna bl.a. henvist til det underordnelsesforhold, som ifølge ham karakteriserer forholdet mellem fredsdommere og Ministero della giustizia (justitsministeriet). Ligeledes er fredsdommere ikke blot underlagt det øverste råd for retsvæsenets disciplinære beføjelse, men er ligeledes omfattet af sidstnævntes stillingsfortegnelser. Desuden udstedes fredsdommeres lønsedler på samme måde som lønsedlerne til offentlige lønmodtagere, og en fredsdommers indtægt sidestilles med indtægten for en lønmodtager. Følgelig finder direktiv 2003/88 og rammeaftalen anvendelse på disse.

23

Under disse omstændigheder har Giudice di pace di Bologna (fredsdommeren i Bologna) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen fem præjudicielle spørgsmål:

24

Ved afgørelse af 11. november 2019, indgået til Domstolen den 12. november 2019, besluttede den forelæggende ret at tilbagetrække det fjerde og det femte præjudicielle spørgsmål og bekræftede, at den opretholdte følgende første til tredje præjudicielle spørgsmål:

25

Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende sag undergives den præjudicielle hasteprocedure, som er fastsat i artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

26

Den 6. november 2018 har Domstolen, efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, besluttet ikke at efterkomme denne anmodning.

27

Efter generaladvokatens fremsættelse af forslaget til afgørelse har sagsøgeren i hovedsagen ved skrivelse indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. januar 2020 anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes i medfør af artikel 83 i Domstolens procesreglement.

28

Til støtte for anmodningen har sagsøgeren i hovedsagen nærmere bestemt gjort gældende, at generaladvokaten for så vidt angår de bestanddele, som udgør lønnen til fredsdommere, i sit forslag til afgørelse har støttet sig på en retspraksis fra Domstolen, som ikke blev drøftet under den mundtlige forhandling den 28. november 2019. Sagsøgeren i hovedsagen har bestridt generaladvokatens vurdering af beregningsmetoden for godtgørelsen for betalt ferie og navnlig visse aspekter af den løn, som skal anvendes med henblik på beregningen af den nævnte godtgørelse. Sagsøgeren i hovedsagen er således af den opfattelse, at generaladvokaten er fremkommet med et nyt argument, der ikke blev drøftet under retsmødet.

29

I denne henseende skal det bemærkes, at generaladvokaten i medfør af artikel 252, stk. 2, TEUF fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt skal fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, der i overensstemmelse med statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver dennes deltagelse. Domstolen er hverken bundet af dette forslag til afgørelse eller af den begrundelse, som generaladvokaten er fremkommet med (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

30

I denne forbindelse bemærkes ligeledes, at der i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i procesreglementet ikke er fastsat bestemmelser om, at parterne eller de berørte, der er omfattet af statuttens artikel 23, kan indgive indlæg til generaladvokatens forslag til afgørelse. En parts eller en sådan berørts uenighed med generaladvokatens forslag til afgørelse, uanset hvilke spørgsmål der undersøges heri, kan derfor ikke i sig selv udgøre et forhold, som kan begrunde genåbning af den mundtlige forhandling (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

31

Heraf følger, at for så vidt som den anmodning om genåbning af retsforhandlingerne mundtlige del, der er indgivet af sagsøgeren i hovedsagen, har til formål at give denne lejlighed til at fremkomme med bemærkninger til den holdning, som generaladvokaten har givet udtryk for i sit forslag til afgørelse, kan den ikke imødekommes.

32

Når dette er sagt, kan Domstolen ifølge procesreglementets artikel 83 til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

33

I det foreliggende tilfælde finder Domstolen efter at have hørt generaladvokaten imidlertid, at den råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at besvare de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, og at nærværende sag ikke skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af de berørte.

34

Henset til ovenstående betragtninger er det ufornødent at anordne en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

35

Den Italienske Republik og Europa-Kommissionen har for det første gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises fra realitetsbehandling i dens helhed med den begrundelse, at den fredsdommer, som har iværksat den præjudicielle forelæggelse, ikke kan anses for at være en national ret som omhandlet i artikel 267 TEUF, eftersom der ikke foreligger tre af de væsentlige betingelser i denne henseende.

36

For det første er kravet om uafhængighed ikke overholdt, navnlig det andet, interne, aspekt heraf, for så vidt som dommeren i den forelæggende ret nødvendigvis har en interesse i løsningen af tvisten i hovedsagen, eftersom han tilhører kategorien af fredsdommere. Således vil dommeren i den forelæggende ret ikke kunne anses for at være upartisk.

37

Hvad for det andet angår spørgsmålet, om den forelæggende retsinstans virker som obligatorisk retsinstans, har Den Italienske Republik og Kommissionen gjort gældende dels, at sagsøgeren i hovedsagens påstande indgår i en tvist på området for arbejdsret, som angår spørgsmålet, om fredsdommere er arbejdstagere, dels at fredsdommerens kompetence hviler på en opdeling, som er forbudt i italiensk ret, af sagsøgeren i hovedsagens fordringer mod den italienske stat.

38

For det tredje er den italienske regering og Kommissionen af den opfattelse, at den betalingspåbudsprocedure, som foregår ved den forelæggende ret, i det foreliggende tilfælde ikke er kontradiktorisk.

39

For det andet har Kommissionen rejst tvivl dels om nødvendigheden af anmodningen om præjudiciel afgørelse, dels om relevansen af de spørgsmål, der er forelagt med henblik på løsningen af tvisten i hovedsagen. Kommissionen er for det første af den opfattelse, at den forelæggende ret, idet den i punkt 22 i forelæggelsesafgørelsen selv har bekræftet, at en præjudiciel forelæggelse ikke er nødvendig, ikke klart har redegjort for de grunde, som har fået den til at stille spørgsmålstegn ved visse bestemmelser i EU-retten. For det andet er Kommissionen af den opfattelse dels, at det andet spørgsmål ikke er blevet rejst for at besvare en reel tvivl hos den forelæggende ret om fortolkningen af EU-retten, dels at det tredje spørgsmål ikke har nogen sammenhæng med tvisten i hovedsagens realitet eller genstand.

40

I denne henseende må der for det første foretages en undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt den fredsdommer, der har foretaget nærværende præjudicielle forelæggelse, i det foreliggende tilfælde opfylder kriterierne for at kunne anses for en national ret som omhandlet i artikel 267 TEUF.

41

Denne problematik er ligeledes rejst i det første spørgsmål, som navnlig vedrører spørgsmålet, om en fredsdommer henhører under begrebet »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF.

42

Det følger af fast retspraksis, at Domstolen for at bedømme, om det pågældende organ, der forelægger en sag, er en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF – et spørgsmål, som alene skal afgøres på grundlag af EU-retten – tager en hel række forhold i betragtning, bl.a. om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, og om det er uafhængigt (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

43

I det foreliggende tilfælde gør oplysningerne i de sagsakter, der er forelagt Domstolen, det ikke mulig at betvivle, at fredsdommeren opfylder kriterierne om at være oprettet ved lov, at have permanent karakter og at træffe afgørelse på grundlag af retsregler.

44

Derimod må der indledningsvis stilles spørgsmålstegn ved, om fredsdommeren opfylder kriteriet om uafhængighed. Den forelæggende ret har, hvad angår dens egen uafhængighed, taget en række forbehold, som hænger sammen med arbejdsvilkårene for italienske fredsdommere.

45

I denne henseende bemærkes, at de nationale domstoles uafhængighed har betydning for et velfungerende retligt samarbejde, som omfatter mekanismen med præjudiciel forelæggelse fastsat i artikel 267 TEUF, idet denne mekanisme i overensstemmelse med Domstolens faste praksis, der er anført i denne doms præmis 42, alene kan aktiveres af en retsinstans, der skal anvende EU-retten, og som bl.a. opfylder dette krav om uafhængighed (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

46

Uafhængighedsbegrebet omfatter i henhold til Domstolens praksis to aspekter. Det første, eksterne, aspekt kræver, at det pågældende organ udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at det således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dets medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

47

Hvad yderligere angår det eksterne aspekt af »uafhængighedsbegrebet« skal det bemærkes, at det forhold, at medlemmerne af det omhandlede organ er uafsættelige, udgør en garanti, der er uløseligt forbundet med dommernes uafhængighed, for så vidt som uafsætteligheden har til formål at beskytte dem, der har til opgave at udøve dømmende myndighed, på det personelle plan (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

48

Princippet om uafsættelighed, hvis afgørende betydning skal understreges, kræver navnlig, at dommerne kan forblive i embedet, så længe de ikke har opnået den obligatoriske pensionsalder, eller indtil afslutningen af deres mandat, når dette er af tidsbegrænset varighed. Selv om dette princip ikke har en fuldstændig absolut karakter, kan der kun undtages derfra, når dette er begrundet med henvisning til tvingende legitime hensyn og under overholdelse af proportionalitetsprincippet. Det er således den almindelige opfattelse, at dommere under overholdelse af passende procedurer kan afsættes, hvis de er uegnede til at forblive i embedet grundet forfald, eller såfremt de har begået en alvorlig forseelse (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

49

Garantien om uafsættelighed for medlemmerne af en ret kræver således, at de tilfælde, hvori medlemmerne af dette organ kan afsættes, fastsættes i et særligt regelsæt ved hjælp af udtrykkelige lovbestemmelser, som giver garantier, der ligger ud over dem, der er fastsat i de almindelige forvaltningsretlige og arbejdsretlige bestemmelser, som finder anvendelse i tilfælde af en afsættelse, som er udtryk for misbrug (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det andet, interne, aspekt af »uafhængighedsbegrebet« hænger sammen med begrebet upartiskhed og vedrører det forhold, at der skal være den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår tvistens genstand. Dette aspekt fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

51

Disse garantier for uafhængighed og upartiskhed forudsætter, at der findes regler – om bl.a. organets sammensætning, medlemmernes udnævnelse og funktionsperiode, tilfælde, hvor organets medlemmer kan vige deres sæde, tilfælde, hvor de har pligt til at vige deres sæde, samt tilfælde, hvor de kan afsættes – som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at organet er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutralt i forhold til de interesser, som står over for hinanden (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

52

I det foreliggende tilfælde må det hvad angår udnævnelsen af fredsdommere konstateres, at fredsdommere ifølge den gældende nationale lovgivning, navnlig artikel 4 i lov nr. 374/1991, udnævnes ved dekret fra Den Italienske Republiks præsident, efter afstemning i det øverste råd for retsvæsenet efter forslag fra det stedligt kompetente retslige råd, suppleret af fem repræsentanter, der efter fælles aftale udpeges af advokatsamfundene og anklagerne i appelrettens distrikt.

53

For så vidt angår fredsdommeres funktionsperiode bemærkes, at det fremgår af de sagsakter, der er forelagt Domstolen, at disse dommere har et mandat på fire år, der ved udløb kan forlænges for samme varighed. Desuden forbliver fredsdommere principielt i tjenesten indtil udløbet af deres mandat på fire år, for så vidt som sidstnævnte ikke forlænges.

54

For så vidt angår afsættelse af fredsdommere fremgår det af sagsakterne, at sager om afsættelse af disse og de dertil hørende specifikke procedurer reguleres ved udtrykkelige lovbestemmelser på nationalt niveau.

55

Desuden udøver fredsdommere deres funktioner uafhængigt, med forbehold for regler på disciplinærområdet, og uden pres udefra, der kan påvirke deres afgørelser.

56

For så vidt angår kravet om uafhængighed hvad angår det andet, interne, aspekt heraf, jf. denne doms præmis 50, konstateres blot, således som generaladvokaten har anført i punkt 51 i forslaget til afgørelse, at Domstolen allerede flere gange har besvaret forskellige præjudicielle forelæggelser vedrørende dommeres status uden at drage uafhængigheden hos de forelæggende retter, som har forelagt disse spørgsmål, i tvivl (jf. i denne retning dom af 13.6.2017, Florescu m.fl., C-258/14, EU:C:2017:448, af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, C-64/16, EU:C:2018:117, af 7.2.2019, Escribano Vindel, C-49/18, EU:C:2019:106, og af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982).

57

Henset til de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 44-56, må det antages, at kravet om uafhængighed er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

58

Dernæst rejses spørgsmålet om, hvorvidt den forelæggende ret virker som obligatorisk retsinstans.

59

Den Italienske Republik og Kommissionen har rejst tvivl om den forelæggende rets kompetence til at træffe afgørelse i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, for så vidt som, for det første, de af sagsøgeren i hovedsagen fremsatte påstande indgår i en tvist på arbejdsrettens område, som vedrører spørgsmålet, om fredsdommere er arbejdstagere. Det bemærkes imidlertid i denne henseende, at det er ubestridt, at tvisten i hovedsagen ikke er et søgsmål på det arbejdsretlige område, men et erstatningssøgsmål rettet mod staten. Den Italienske Republik og Kommissionen har desuden ikke rejst tvivl om, at fredsdommere har kompetence til at træffe afgørelse i sådanne søgsmål.

60

Hvad for det andet angår den hævdede opdeling af sagsøgeren i hovedsagens fordringer bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at fredsdommeren, ifølge artikel 7, første afsnit, i codice di procedura civile (den civile retsplejelov), har kompetence i tvister vedrørende løsøre, hvis værdi ikke overstiger 5000 EUR, når de ikke ved lov henhører under en anden rets kompetence. Ifølge samme afgørelse er der ikke i artikel 4, stk. 43, i legge 12 novembre 2011, n. 183 (lov nr. 183 af 12.11.2011) fastsat noget forbehold hvad angår den materielle kompetence, og følgelig blev sagsøgeren i hovedsagens påstand om at opnå et betalingspåkrav mod den italienske regering fremsat korrekt inden for grænserne for den forelæggende rets kompetence i forhold til værdien og denne rets territoriale kompetence.

61

I denne henseende bemærkes blot, at det hverken tilkommer Domstolen at rejse tvivl om den forelæggende rets vurdering af, hvorvidt søgsmålet i hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, som inden for rammerne af proceduren for præjudiciel forelæggelse henhører under den nationale rets kompetence, eller at efterprøve, om forelæggelsesafgørelsen er truffet i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedrørende retternes sammensætning og virkemåde (dom af 10.12.2018, Wightman m.fl., C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 30, og kendelse af 17.1.2019, Rossi m.fl., C-626/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:28, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen er bundet af en forelæggelseskendelse, der er afsagt af en ret i en medlemsstat, så længe den ikke er blevet omgjort under en eventuel anke efter national ret (dom af 7.7.2016, Genentech, C-567/14, EU:C:2016:526, præmis 23, og af 11.7.1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 24).

62

Det tilføjes, at en sådan situation under disse omstændigheder afskiller sig fra de situationer, der navnlig er omhandlet i den sag, der gav anledning til kendelse af 6. september 2018, Di Girolamo (C-472/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:684), og af 17. december 2019, Di Girolamo (C-618/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1090), hvor den forelæggende ret klart havde oplyst, at den ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om det krav, der var indbragt for den.

63

Hvad endelig angår den kontradiktoriske karakter af den verserende procedure for den forelæggende ret bemærkes blot, at artikel 267 TEUF ifølge Domstolens faste praksis ikke forudsætter, at proceduren ved den forelæggende ret er kontradiktorisk. Derimod følger det af denne artikel, at de nationale retter kun kan forelægge spørgsmål for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og hvis forelæggelsen sker med henblik på afgørelse af en retssag (dom af 16.12.2008, Cartesio, C-210/06, EU:C:2008:723, præmis 56, og af 4.9.2019, Salvoni, C-347/18, EU:C:2019:661, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Dette er tilfældet i det foreliggende tilfælde.

64

Som anført af generaladvokaten i punkt 62 i forslaget til afgørelse har Domstolen desuden allerede fastslået, at der også kan rettes en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure (jf. i denne retning dom af 14.12.1971, Politi, 43/71, EU:C:1971:122, præmis 4 og 5, og af 8.6.1998, Corsica Ferries France, C-266/96, EU:C:1998:306, præmis 23).

65

Henset til ovenstående bemærkninger skal den af Kommissionen og den italienske regering rejste tvivl forkastes, og det må konstateres, at fredsdommeren opfylder kriterierne for at kunne anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF.

66

Hvad for det andet angår nødvendigheden af den præjudicielle forelæggelse og relevansen af de forelagte spørgsmål bemærkes, således som det fremgår af fast retspraksis, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelingsuafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

67

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.10.2017, Paper Consult, C-101/16, EU:C:2017:775, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

68

Eftersom forelæggelsesafgørelsen danner grundlaget for den præjudicielle forelæggelse ved Domstolen, er det således nødvendigt, at den nationale ret i denne afgørelse redegør for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i den sag, der er indbragt for den (jf. i denne retning bl.a. dom af 9.3.2017, Milkova, C-406/15, EU:C:2017:198, præmis 73, og kendelse af 16.1.2020, Telecom Italia m.fl., C-368/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:21, præmis 37).

69

Disse kumulative krav vedrørende indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af procesreglementets artikel 94. Det fremgår navnlig heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal indeholde »en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen«.

70

I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at det klart fremgår af punkt 22 i den forelæggende rets afgørelse, at den på dette punkt indskrænker sig til at præsentere sagsøgeren i hovedsagens argumenter, hvorefter det vil være muligt at give hende medhold i hendes påstand uden at spørge Domstolen, og på ingen måde hævder, at en præjudiciel forelæggelse ikke er nødvendig for at afgøre den tvist, som er indbragt for den.

71

Som generaladvokaten har bemærket i punkt 32 og 33 i forslaget til afgørelse, fremhæves desuden, for så vidt angår det andet præjudicielle spørgsmål, at dette ikke er irrelevant, for så vidt som den forelæggende ret med dette spørgsmål, med henblik på at tage stilling til, om sagsøgeren i hovedsagen kan kræve erstatning på grundlag af afslaget på betalt ferie, ønsker en afklaring af begrebet »arbejdstager« som omhandlet i direktiv 2003/88, og det princip om ikke-diskrimination, der er anført i rammeaftalen, med henblik på at afgøre, om disse finder anvendelse på italienske fredsdommere.

72

Som generaladvokaten har bemærket i punkt 34 i forslaget til afgørelse, er det nødvendigt at afklare disse spørgsmål.

73

Derimod bemærkes hvad angår det tredje spørgsmål, at tvisten i hovedsagen ikke vedrører dommernes personlige ansvar, men en påstand om godtgørelse for betalt ferie. Den forelæggende ret har ikke forklaret, hvorfor en fortolkning af chartrets artikel 47 er nødvendig for, at den kan træffe afgørelse, eller den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

74

Desuden fremgår det på ingen måde af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret vil kunne ifalde ansvar for forsæt eller grov uagtsomhed.

75

Henset til samtlige disse forhold må det under disse omstændigheder konstateres, at anmodningen om præjudiciel afgørelse, med undtagelse af det tredje spørgsmål, kan antages til realitetsbehandling.

76

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at Giudice di pace (fredsdommer) henhører under begrebet »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i denne artikel.

77

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 42-65, at dette er tilfældet. Herefter skal det første spørgsmål besvares med, at Giudice di pace (fredsdommer) henhører under begrebet »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i denne artikel.

78

Indledningsvis bemærkes, at det andet spørgsmål omfatter tre forskellige aspekter, som har til formål at vurdere en eventuel ret for fredsdommere til at få betalt ferie i henhold til EU-retten. Dette spørgsmål vedrører således for det første fortolkningen af begrebet »arbejdstager«, som omhandlet i direktiv 2003/88, med henblik på at afgøre, om en Giudice di pace (fredsdommer) som sagsøgeren i hovedsagen kan henhøre under dette begreb, for så vidt som dette direktivs artikel 7, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed. Det nævnte spørgsmål vedrører dernæst begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalen. Endelig ønsker den forelæggende ret, hvis sidstnævnte begreb omfatter en fredsdommer, oplyst, om denne kan sammenlignes med ordinære dommere med henblik på anvendelsen af det princip om ikke-diskrimination, der er anført i denne rammeaftales § 4, idet disse har en supplerende årlig betalt ferie på i alt 30 dage.

79

Med det andet spørgsmåls første del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at en fredsdommer, der udøver sine funktioner som hovedbeskæftigelse, og som oppebærer vederlag, der er forbundet med det udførte arbejde, samt vederlag for hver måneds effektiv tjeneste, kan henhøre under begrebet »arbejdstager« som omhandlet i disse bestemmelser.

80

Det skal først afgøres, om dette direktiv finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

81

I denne henseende bemærkes, at artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88 fastlægger dette direktivs anvendelsesområde ved en henvisning til artikel 2 i direktiv 89/391.

82

I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/391 finder dette anvendelse på »alle former for private og offentlige aktiviteter«.

83

Imidlertid finder nævnte direktiv, således som det fremgår af direktivets artikel 2, stk. 2, første afsnit, ikke anvendelse, når særlige forhold i tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, f.eks. i de væbnede styrker eller inden for politiet, eller til visse specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets anvendelse.

84

I denne henseende bemærkes, at det kriterium, der i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 anvendes til at udelukke visse aktiviteter fra dette direktivs anvendelsesområde og dermed indirekte fra anvendelsesområdet for direktiv 2003/88, ifølge Domstolens praksis ikke støttes på arbejdstagernes tilhørsforhold overordnet set til en af de sektorer inden for den offentlige tjeneste, der er omfattet af denne bestemmelse, men udelukkende er støttet på visse specifikke aktiviteters særlige forhold, når disse aktiviteter udøves af arbejdstagere fra de sektorer, der er omfattet af denne bestemmelse, idet aktiviteternes specifikke art begrunder en undtagelse til reglerne om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, fordi det er absolut nødvendigt at garantere en effektiv beskyttelse af samfundet (dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 55).

85

Selv om en fredsdommers retslige aktiviteter ikke er udtrykkelig nævnt blandt de aktiviteter, der er anført i artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/391, er de i det foreliggende tilfælde omfattet af offentlige aktiviteter. De henhører således principielt under anvendelsesområdet for direktiv 89/391 og 2003/88.

86

Som generaladvokaten har bemærket i punkt 71 i forslaget til afgørelse, er der desuden intet, der begrunder anvendelsen af artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 på fredsdommere og at udelukke dem som helhed fra disse to direktivers anvendelsesområde.

87

Under disse omstændigheder må det antages, at direktiv 2003/88 finder anvendelse på hovedsagen.

88

For det andet bemærkes, at begrebet »arbejdstager« ikke i forhold til anvendelsen af direktiv 2003/88 kan fortolkes forskelligt afhængigt af, hvilken national lovgivning der er tale om, men må tillægges en selvstændig betydning i EU-retten (dom af 26.3.2015, Fenoll, C-316/13, EU:C:2015:200, præmis 25, og af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

89

Denne konstatering gælder ligeledes med henblik på fortolkningen af begrebet »arbejdstager« som omhandlet i artikel 7 i direktiv 2003/88, og i chartrets artikel 31, stk. 2, med henblik på at sikre et ensartet personelt anvendelsesområde for arbejdstageres ret til betalt ferie (dom af 26.3.2015, Fenoll, C-316/13, EU:C:2015:200, præmis 26).

90

Det nævnte begreb skal defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer ansættelsesforholdet med hensyn til de berørte personers rettigheder og pligter (dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

91

Inden for rammerne af fastlæggelsen af begrebet »arbejdstager«, som det i sidste instans tilkommer den nationale ret at foretage, skal denne ret lægge objektive kriterier til grund og foretage en samlet vurdering af samtlige omstændigheder i den for denne verserende sag, der angår såvel de pågældende aktiviteters karakter som forholdet mellem de pågældende parter (jf. i denne retning dom af 14.10.2010, Union syndicale Solidaires Isère, C-428/09, EU:C:2010:612, præmis 29).

92

Domstolen kan imidlertid oplyse den forelæggende ret om de principper og kriterier, som den skal tage i betragtning inden for rammerne af sin behandling af sagen.

93

Det bemærkes derfor dels, at enhver person, der udøver en reel og faktisk beskæftigelse, bortset fra beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et rent marginalt supplement, skal anses for »arbejdstager« (dom af 26.3.2015, Fenoll, C-316/13, EU:C:2015:200, præmis 27).

94

Dels er det væsentligste kendetegn ved et ansættelsesforhold ifølge fast retspraksis, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

95

Hvad indledningsvis angår de ydelser, som sagsøgeren i hovedsagen har udført i sin egenskab af fredsdommer, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at disse er reelle og faktiske, og at hun desuden udfører disse som hovedbeskæftigelse. I en vis periode, i det foreliggende tilfælde i perioden fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018, afsagde hun navnlig dels 478 domme samt 1326 kendelser i sin egenskab af dommer i straffesager og beklædte dels retten to gange om ugen. Disse ydelser fremtræder ikke som et rent marginalt supplement.

96

I denne sammenhæng bemærkes, for så vidt angår karakteren af det i hovedsagen omhandlede retsforhold, i forbindelse med hvilket sagsøgeren i hovedsagen udøver sine funktioner, at Domstolen allerede har fastslået, at det forhold, at arbejdsforholdet efter national ret har en sui generis-karakter, ikke er afgørende for arbejdstagerbegrebet i EU-rettens forstand (dom af 26.3.2015, Fenoll, C-316/13, EU:C:2015:200, præmis 31).

97

Hvad dernæst angår lønnen må det undersøges, om de af sagsøgeren i hovedsagen modtagne beløb er udbetalt som modydelse for hendes erhvervsmæssige virksomhed.

98

I denne henseende fremgår det af de sagsakter, der er forelagt Domstolen, at fredsdommere oppebærer vederlag, som er tilknyttet de ydelser, som de udfører, på 35 eller 55 EUR, som er underlagt den samme beskatning som lønnen til en almindelig arbejdstager. Navnlig får disse sådanne vederlag for hvert civilretligt eller strafferetligt retsmøde, selv om der ikke er tale om et retsmøde med procedure, og for anbringelse af segl, samt for enhver anden procedure, som tildeles og afsluttes eller slettes fra retsbogen. Desuden får disse dommere vederlag for hver måneds effektiv tjeneste til dækning af udgifter til uddannelse, udgifter til efteruddannelse og almindelige udgifter i forbindelse med hvervet.

99

Selv om det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at arbejdet som fredsdommer er »honorært«, og at visse af de udbetalte beløb er godtgørelse af udgifter, forholder det sig ikke desto mindre således, at mængden af arbejde udført af sagsøgeren i hovedsagen, og følgelig de beløb, som sidstnævnte har oppebåret for dette arbejde, er betragtelige. Det fremgår nemlig af denne afgørelse, at sagsøgeren i hovedsagen i perioden fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018 afsluttede ca. 1800 sager.

100

Den blotte omstændighed, at arbejdet som fredsdommer kvalificeres som »honorært« i den nationale lovgivning, betyder således ikke, at de økonomiske ydelser, som en fredsdommer modtager, skal anses for ikke at være af lønmæssig karakter.

101

Selv om det er sikkert, at løn for udførte ydelser udgør en grundlæggende karakteristik af arbejdsforholdet, forholder det sig i øvrigt ikke desto mindre således, at hverken den begrænsede størrelse af dette vederlag eller spørgsmålet om, hvorledes midlerne til at sikre vederlaget tilvejebringes, er afgørende for arbejdstagerbegrebet i EU-retlig forstand (jf. i denne retning dom af 30.3.2006, Mattern og Cikotic, C-10/05, EU:C:2006:220, præmis 22, og af 4.6.2009, Vatsouras og Koupatantze, C-22/08 og C-23/08, EU:C:2009:344, præmis 27).

102

Under disse omstændigheder tilkommer det den nationale ret, i forbindelse med bedømmelsen af sagens faktiske omstændigheder, som den er enekompetent til at foretage, i sidste instans at efterprøve, om de beløb, som sagsøgeren i hovedsagen har modtaget i forbindelse med hendes erhvervsmæssige virksomhed som fredsdommer, har karakter af løn, som kan give denne en økonomisk fordel og sikrer hendes underhold.

103

Endelig forudsætter et ansættelsesforhold et underordnelsesforhold mellem arbejdstageren og dennes arbejdsgiver. Et sådant underordnelsesforhold skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

104

Det er ganske vist uløseligt forbundet med hvervet som dommer, at disse skal beskyttes mod indgreb og pres udefra, der kan bringe deres uafhængighed i forbindelse med udøvelsen af deres retslige aktiviteter og udøvelsen af dømmende myndighed i fare.

105

Som generaladvokaten imidlertid har bemærket i punkt 83 i forslaget til afgørelse, forhindrer dette krav ikke, at fredsdommere kan kvalificeres som »arbejdstagere«.

106

I denne henseende fremgår det af retspraksis, at den omstændighed, at dommerne er underlagt ansættelsesvilkår, samt at de kan anses for arbejdstagere, på ingen måde berører princippet om domstolenes uafhængighed og medlemsstaternes mulighed for at fastsætte en særlig vedtægt, der regulerer retsvæsenet (jf. i denne retning dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 47).

107

Selv om det forhold, at fredsdommere i det foreliggende tilfælde er underlagt den disciplinære myndighed, som udøves af Consiglio superiore della magistratura (det øverste råd for retsvæsenet, Italien), under disse omstændigheder ikke er tilstrækkeligt til at anse dem for at befinde sig i et underordnelsesforhold i forhold til en arbejdsgiver (jf. i denne retning dom af 26.3.1987, Kommissionen mod Nederlandene, 235/85, EU:C:1987:161, præmis 14), må der imidlertid tages hensyn til denne omstændighed i sammenhæng med samtlige faktiske omstændigheder i hovedsagen.

108

Der må således tages hensyn til den måde, hvorpå fredsdommeres arbejde er tilrettelagt.

109

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at fredsdommere, selv om de kan tilrettelægge deres arbejde mere fleksibelt end personer i andre erhverv, skal overholde de fortegnelser, som angiver sammensætningen af det fredsdommersystem, som de tilhører, idet disse fortegnelser detaljeret og på bindende måde regulerer tilrettelæggelsen af deres arbejde, herunder tildelingen af sager, samt datoerne og tidspunktet for retsmøderne.

110

Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at fredsdommere er forpligtet til at overholde tjenstlige ordrer fra Capo dell’Ufficio (chef for korpset, Italien). Disse dommere er også forpligtet til at overholde specielle og generelle organisationsafgørelser fra det øverste råd for retsvæsenet.

111

Den forelæggende ret har tilføjet, at de nævnte dommere konstant skal være tilgængelige og på disciplinærområdet er underlagt forpligtelser, som svarer til de professionelle dommere.

112

Under disse omstændigheder fremgår det, at fredsdommere udøver deres funktioner inden for rammerne af et retligt underordnelsesforhold på det administrative plan, som ikke berører deres uafhængighed ved udøvelsen af dømmende myndighed, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

113

Henset til de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmåls første del besvares med, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at en fredsdommer, som inden for rammerne af sine funktioner udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn, kan henhøre under begrebet »arbejdstager« som omhandlet i disse bestemmelser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

114

Med det andet spørgsmåls anden del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om § 2, stk. 1, i rammeaftalen skal fortolkes således, at en fredsdommer, der er udnævnt for en begrænset periode, som udøver sine funktioner som hovedbeskæftigelse, og som oppebærer vederlag, der er forbundet med det udførte arbejde, samt vederlag for hver måneds effektiv tjeneste, henhører under begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i denne bestemmelse.

115

I denne henseende fremgår det af den nævnte bestemmelses ordlyd, at anvendelsesområdet for denne skal anses for at være bredt, eftersom den generelt vedrører »alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«. Desuden omfatter definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1, alle arbejdstagere uden nogen sondring under hensyn til, om den pågældende arbejdsgiver henhører under den offentlige eller private sektor, og uanset hvorledes deres kontrakt kvalificeres i intern ret (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 108).

116

Rammeaftalen finder således anvendelse på alle arbejdstagere, der præsterer en arbejdsydelse mod vederlag inden for rammerne af et tidsbegrænset arbejdsforhold, der binder dem til deres arbejdsgiver, forudsat at de i henhold til national ret er bundet af en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, dog med forbehold af den skønsmargen, som er overladt medlemsstaterne i henhold til rammeaftalens § 2, stk. 2, for så vidt angår anvendelsen af rammeaftalen på visse kategorier af ansættelseskontrakter eller ‑forhold, og muligheden for i henhold til fjerde afsnit i rammeaftalens indledning at udelukke vikaransatte (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 109).

117

Selv om direktiv 1999/70, således som det fremgår af 17. betragtning til dette direktiv og af rammeaftalens § 2, stk. 1, overlader det til medlemsstaterne at definere udtrykkene »ansættelseskontrakt« eller »ansættelsesforhold«, som er anvendt i denne bestemmelse, i overensstemmelse med national ret og/eller praksis, forholder det sig ikke desto mindre således, at den skønsbeføjelse, som er tillagt medlemsstaterne med henblik på at definere sådanne begreber, ikke er ubegrænset. Sådanne begreber kan nemlig defineres i overensstemmelse med national ret og/eller praksis på betingelse af, at de respekterer direktivets effektive virkning og de almindelige EU-retlige grundsætninger (jf. i denne retning dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 34).

118

I denne sammenhæng er den blotte omstændighed, at en erhvervsmæssig virksomhed, hvis udøvelse giver en økonomisk fordel, kvalificeres som »honorær« i henhold til national ret, irrelevant for så vidt angår anvendeligheden af rammeaftalen, idet den effektive virkning af direktiv 1999/70 og af rammeaftalen samt den ensartede anvendelse af disse i medlemsstaterne ellers ville blive bragt i alvorlig fare, idet disse sidstnævnte ville få mulighed for vilkårligt at udelukke visse kategorier af personer fra den beskyttelse, der er tilsigtet med disse instrumenter (jf. i denne retning dom af 13.9.2007, Del Cerro Alonso, C-307/05, EU:C:2007:509, præmis 29, og af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 36).

119

Som nævnt i denne doms præmis 116 finder direktiv 1999/70 og rammeaftalen anvendelse på alle arbejdstagere, som præsterer en arbejdsydelse mod vederlag inden for rammerne af et tidsbegrænset arbejdsforhold, der binder dem til deres arbejdsgiver.

120

Som det bl.a. fremgår af denne doms præmis 95, 98 og 99 samt af anmodningen om præjudiciel afgørelse, udfører en fredsdommer som sagsøgeren i hovedsagen imidlertid i denne egenskab reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og som giver anledning til modydelse i form af vederlag for hver ydelse og månedligt, hvis karakter af løn ikke kan udelukkes.

121

I øvrigt har Domstolen fastslået, at rammeaftalen ikke udelukker nogen særlig sektor, og at de forskrifter, der er fastsat i denne aftale, finder anvendelse på kontrakter samt på tidsbegrænsede ansættelsesforhold, der er indgået med administrationer og andre enheder i den offentlige sektor (kendelse af 19.3.2019, CCOO, C-293/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:224, præmis 30).

122

I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at fredsdommerne i det foreliggende tilfælde er indehavere af et dommerembede, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fratage dem de rettigheder, der er fastsat i rammeaftalen (jf. i denne retning dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 41).

123

Det følger nemlig af nødvendigheden af at sikre den effektive virkning af princippet om ligebehandling som omhandlet i nævnte rammeaftale, at en sådan udelukkelse ikke kan tillades og må anses for at være vilkårlig, medmindre arten af det omhandlede ansættelsesforhold adskiller sig væsentligt fra det ansættelsesforhold, som forbinder ansatte, der i henhold til national ret henhører under kategorien arbejdstagere, med deres arbejdsgivere (jf. analogt dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 42).

124

Det påhviler imidlertid i sidste ende den forelæggende ret at vurdere, i hvilket omfang det forhold, der forener fredsdommerne med justitsministeriet, i kraft af sin art adskiller sig væsentligt fra det ansættelsesforhold, der forener en arbejdsgiver med en arbejdstager. Domstolen kan dog oplyse den forelæggende ret om visse af de principper og kriterier, den skal tage i betragtning inden for rammerne af sin behandling af sagen (jf. analogt dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 43).

125

I denne henseende skal den forelæggende ret ved fastlæggelsen af, om arten af nævnte forhold adskiller sig væsentligt fra arten af det ansættelsesforhold, som forbinder ansatte, der i henhold til national ret henhører under kategorien arbejdstagere, med deres arbejdsgivere, tage hensyn til modsætningen mellem denne kategori og selvstændige erhvervsdrivende i overensstemmelse med ånden i og formålet med rammeaftalen om deltidsarbejde (jf. analogt dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 44).

126

På denne baggrund skal der tages hensyn til fremgangsmåden for udnævnelse og afskedigelse af fredsdommere, men også til måden, hvorpå deres arbejde er tilrettelagt (jf. analogt dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 45).

127

For så vidt angår udnævnelse af fredsdommere bestemmes i artikel 4 i lov nr. 374/1991, at disse dommere udnævnes ved dekret fra præsidenten for Den Italienske Republik, efter afstemning i det øverste råd for retsvæsenet på forslag fra det stedligt kompetente retslige råd, suppleret af fem repræsentanter, der efter fælles aftale udpeges af advokatsamfundene og af anklagerne i appelrettens distrikt.

128

Det er imidlertid ikke afgørende i denne henseende, at disse ansættelsesforhold er blevet udformet som præsidentielle dekreter på grund af arbejdsgiverens egenskab af offentlig myndighed (jf. i denne retning dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 115).

129

Hvad angår afskedigelse af fredsdommere fremgår det af oplysningerne i sagsakterne, at sager om deres afskedigelse og de dertil hørende specifikke procedurer bestemmes ved udtrykkelige lovbestemmelser på nationalt niveau. I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om de nærmere regler for afskedigelse af fredsdommere, der er fastsat på nationalt niveau, gør det forhold, der forbinder fredsdommerne med justitsministeriet, væsentligt forskelligt fra det ansættelsesforhold, der forener en arbejdsgiver med en arbejdstager.

130

Hvad angår tilrettelæggelsen af fredsdommeres arbejde, og nærmere bestemt spørgsmålet, om disse dommere udfører deres funktioner inden for rammerne af et retligt underordnelsesforhold, forholder det sig således, som det fremgår af denne doms præmis 107-112, at selv om det fremgår, at de nævnte dommere udøver deres funktioner i en sådan sammenhæng, tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve dette.

131

For så vidt angår spørgsmålet, om det forhold, som forbinder fredsdommerne med justitsministeriet, er tidsbegrænset, følger det af ordlyden af rammeaftalens § 3, stk. 1, at en tidsbegrænset kontrakt eller et tidsbegrænset ansættelsesforhold er karakteriseret ved den omstændighed, at tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb »er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed« (kendelse af 19.3.2019, CCOO, C-293/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:224, præmis 31).

132

I hovedsagen fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at fredsdommeres mandat er begrænset til en periode på fire år, som kan forlænges.

133

Herefter fremgår det, at det forhold, der forbinder fredsdommerne med justitsministeriet, i det foreliggende tilfælde er tidsbegrænset.

134

Henset til samtlige disse elementer skal det andet spørgsmåls anden del besvares med, at rammeaftalens § 2, stk. 1, skal fortolkes således, at begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« i denne bestemmelse kan omfatte en fredsdommer, der er udnævnt for en begrænset periode, som, inden for rammerne af sine funktioner, udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

135

Med det andet spørgsmåls tredje del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter en ret for en fredsdommer til at få en årlig betalt ferie på 30 dage således som den ret, der er fastsat for ordinære dommere, i det tilfælde, hvor denne fredsdommer henhører under begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i denne rammeaftales § 2, stk. 1.

136

I denne henseende bemærkes, at rammeaftalens § 4, stk. 1, indeholder et forbud mod at behandle personer med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt end sammenlignelige fastansatte for så vidt angår ansættelsesvilkår, hvis dette udelukkende er begrundet i, at de udøver en aktivitet i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.

137

Domstolen har fastslået, at denne bestemmelse tilsigter at bringe princippet om ikke-diskrimination i anvendelse på arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver udnytter sådanne ansættelsesforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fastansatte (dom af 22.1.2020, Baldonedo Martín, C-177/18, EU:C:2020:26, præmis 35).

138

Henset til de mål, der forfølges med rammeaftalen, skal dens § 4 anses for at være et udtryk for et socialretligt princip på EU-plan, der ikke kan fortolkes indskrænkende (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 41).

139

I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at den af sagsøgeren i hovedsagen påberåbte forskelsbehandling består i den omstændighed, at ordinære dommere har ret til 30 dages årlig betalt ferie, mens fredsdommere ikke har en sådan ret.

140

For det andet bemærkes, at den ret til årlig betalt ferie, som indrømmes arbejdstagere, ubestrideligt henhører under begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1.

141

For det tredje bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at princippet om ikke-diskrimination, som rammeaftalens § 4, stk. 1, er et særligt udtryk for, kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

142

I denne henseende bemærkes, at princippet om ikke-diskrimination er blevet gennemført og konkretiseret af rammeaftalen udelukkende for så vidt angår forskelsbehandlinger mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

143

Det følger af Domstolens faste praksis, at det ved bedømmelsen af, om de berørte personer udfører samme eller tilsvarende arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalen, i henhold til rammeaftalens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1, skal undersøges, om disse personer, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

144

I denne henseende bemærkes, at såfremt det kan lægges til grund, at arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse udførte de samme opgaver for den samme arbejdsgiver som arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse under deres ansættelse eller bestred den samme stilling som disse, skal disse to kategorier af arbejdstagere i princippet anses for at være sammenlignelige (dom af 22.1.2020, Baldonedo Martín, C-177/18, EU:C:2020:26, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

145

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, der er forelagt Domstolen, at sagsøgeren i hovedsagen som fredsdommer vil kunne anses for sammenlignelig med en togato (ordinær dommer), der har bestået den tredje bedømmelse af den faglige egnethed og har optjent mindst 14 års anciennitet, eftersom hun har udøvet en retslig aktivitet, der svarer til en ordinær dommers, og haft de samme administrative, disciplinære og skattemæssige forpligtelser, og eftersom hun kontinuerligt har været opført på stillingsfortegnelserne i de kontorer, hvor hun har arbejdet, og oppebåret de økonomiske ydelser, der er fastsat i artikel 11 i lov nr. 374/1991.

146

Nærmere bestemt fremgår det af sagsakterne, at en fredsdommer i lighed med en ordinær dommer for det første er en dommer, som tilhører den italienske retsorden, og som udøver en retlig kompetence på det civil- og strafferetlige område samt forligsopgaver på det civilretlige område. For det andet er en fredsdommer i henhold til artikel 10, stk. 1, i lov nr. 374/1991 underlagt de pligter, som påhviler ordinære dommere. For det tredje skal en fredsdommer ligesom en ordinær dommer overholde de fortegnelser, der angiver det fredsdommersystem, som han tilhører, idet disse fortegnelser detaljeret og på bindende måde regulerer tilrettelæggelsen af deres arbejde, herunder tildelingen af sager, samt datoerne og tidspunktet for retsmøderne. For det fjerde er såvel ordinære dommere som fredsdommere forpligtet til at overholde tjenstlige ordrer fra chefen for korpset samt specielle og generelle organisationsafgørelser fra det øverste råd for retsvæsenet. For det femte er en fredsdommer, i lighed med en ordinær dommer, forpligtet til konstant at stå til rådighed. For det sjette er en fredsdommer i tilfælde at tilsidesættelse af vedkommendes fagetiske og tjenstlige pligter ligesom en ordinær dommer underlagt det øverste råd for retsvæsenets disciplinære myndighed. For det syvende er en fredsdommer underlagt samme strenge kriterier som dem, der finder anvendelse på bedømmelsen af en ordinær dommers egnethed. For det ottende er en fredsdommer underlagt de samme regler for civilretligt ansvar og økonomisk tab, der forvoldes staten, som dem, der i loven er fastsat for en ordinær dommer.

147

Hvad angår funktionerne som fredsdommer fremgår det imidlertid af oplysningerne i sagen, at de tvister, der er forbeholdt honorære dommere, og navnlig fredsdommere, ikke har den kompleksitet, som karakteriserer de tvister, som behandles af ordinære dommere. Fredsdommere behandler primært sager, som er mindre vigtige, mens ordinære dommere, som beklæder højere retsinstanser, behandler sager, som er vigtigere og mere komplekse. I henhold til artikel 106, stk. 2, i den italienske forfatning kan fredsdommere desuden udelukkende træffe afgørelse som enedommere og vil derfor ikke kunne tilknyttes kollegiale retsinstanser.

148

Under disse omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret, som alene har kompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder, i sidste instans at afgøre, om en fredsdommer som sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for en ordinær dommer, der har bestået den tredje bedømmelse af den faglige egnethed og har optjent mindst 14 års anciennitet i løbet af samme periode (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

149

Hvis det godtgøres, at en fredsdommer som sagsøgeren i hovedsagen og ordinære dommere er sammenlignelige, skal det herefter efterprøves, om der findes en objektiv grund, som kan begrunde en forskelsbehandling som den i hovedsagen omhandlede.

150

I denne henseende bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal begrebet »objektive forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, forstås således, at en forskelsbehandling mellem personer med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte ikke kan begrundes med, at denne forskel er fastsat ved en generel og abstrakt retsforskrift, såsom en lov eller en kollektiv overenskomst (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

151

Det nævnte begreb kræver ligeledes ifølge fast retspraksis, at den konstaterede ulige behandling er begrundet i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, det indgår i, og på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om denne ulige behandling rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, med henblik på hvis udførelse tidsbegrænsede kontrakter er indgået, samt de hermed forbundne kendetegn eller i givet fald på grund af en medlemsstats forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

152

En henvisning alene til, at det arbejde, der udføres, er af midlertidig karakter, opfylder ikke disse krav og kan derfor ikke i sig selv udgøre et »objektivt forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1 og/eller stk. 4. At tillade, at et ansættelsesforholds midlertidige karakter alene er tilstrækkeligt til at begrunde en forskellig behandling af arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, ville gøre formålene med direktiv 1999/70 og med rammeaftalen indholdsløse og være med til at gøre opretholdelsen af en ugunstig situation for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse stedsevarende (dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 38).

153

Den omstændighed alene, at den midlertidigt ansatte har tilbagelagt tjenesteperioderne på grundlag af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt eller et tidsbegrænset ansættelsesforhold, udgør ikke et sådant objektivt forhold (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 39).

154

Med henblik på at begrunde den i hovedsagen påståede forskelsbehandling har den italienske regering i det foreliggende tilfælde gjort gældende, at eksistensen af en indledende udvælgelsesprøve, der er specielt tilrettelagt for ordinære dommere med henblik på adgang til dommerembedet, hvilket ikke er tilfældet for udnævnelsen af fredsdommere, udgør en objektiv grund. Denne regering er nemlig af den opfattelse, at fredsdommeres kompetence er forskellig fra kompetencen hos ordinære dommere, der er ansat efter en udvælgelsesprøve. I modsætning til sidstnævnte er fredsdommere, for så vidt angår opgavernes særlige karakter og deres iboende karakteristika, ansvarlige for tvister, hvis kompleksitet og omfang ikke svarer til tvisterne i de sager, som varetages af ordinære dommere.

155

Henset til disse, såvel kvalitative som kvantitative, forskelle er det den italienske regerings opfattelse, at det er berettiget at behandle fredsdommere og ordinære dommere forskelligt.

156

I denne henseende bemærkes, at henset til den skønsmargen, som medlemsstaterne har til at indrette deres egne offentlige forvaltninger, kan de i princippet uden at tilsidesætte direktiv 1999/70 eller rammeaftalen opstille betingelser for adgang til dommerstanden samt fastsætte de ansættelsesvilkår, der finder anvendelse på såvel ordinære dommere som fredsdommere (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 43).

157

Uanset denne skønsmargen skal anvendelsen af de kriterier, som medlemsstaterne fastlægger, gennemføres med tilstrækkelig gennemsigtighed, og de skal kunne efterprøves med henblik på at forhindre, at arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse behandles ugunstigt alene med henvisning til varigheden af den arbejdskontrakt eller det arbejdsforhold, som deres anciennitet og erhvervserfaring er baseret på (dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 44).

158

Når en sådan forskellig behandling følger af behovet for, at der tages hensyn til alle de objektive krav vedrørende den stilling, som udvælgelsesproceduren har til formål at besætte, og som ikke har noget at gøre med det tidsbegrænsede ansættelsesforhold mellem arbejdstageren og den pågældendes arbejdsgiver, kan den være begrundet i henhold til rammeaftalens § 4, stk. 1 og/eller 4 (dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 45).

159

I denne forbindelse må det antages, at visse forskellige behandlinger af fastansatte, som er ansat efter afholdelse af en almindelig udvælgelsesprøve, og arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, som er ansat efter en procedure, der er forskellig fra den procedure, der er fastsat for fastansatte, i princippet kan begrundes ved forskellene i de krævede kvalifikationer og arten af de opgaver, som de har ansvaret for (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 46).

160

De af den italienske regering påberåbte formål, som består i at afspejle forskellene i arbejdet mellem en fredsdommer og en ordinær dommer, kan således anses for at udgøre et »objektivt forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1 og/eller stk. 4, for så vidt som de opfylder et reelt behov, er egnede til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 47).

161

Under disse omstændigheder forholder det sig således, at selv om forskellene mellem ansættelsesprocedurerne for fredsdommere og ordinære dommere ikke nødvendigvis kræver, at fredsdommere berøves en årlig betalt ferie, svarende til den ferie, der er fastsat for ordinære dommere, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse forskelle, og bl.a. den særlige betydning, som den nationale retsorden og nærmere bestemt den italienske forfatnings artikel 106, stk. 1, tillægger de udvælgelsesprøver, som specifikt er tilrettelagt med henblik på ansættelse af ordinære dommere, synes at antyde en særlig karakter af de opgaver, som disse sidstnævnte har ansvaret for, og et forskelligt niveau for de kvalifikationer, der kræves med henblik på udførelsen af disse opgaver. Under alle omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret med henblik herpå at bedømme de foreliggende kvalitative og kvantitative oplysninger hvad angår de funktioner, der udøves af fredsdommere og professionelle dommere, de tidsfrister og krav, som de er underlagt, samt generelt samtlige relevante omstændigheder og forhold.

162

Med forbehold af den efterprøvelse, som henhører under denne rets enekompetence, vil de formål, som den italienske regering i det foreliggende tilfælde har påberåbt sig, dvs. at afspejle forskellene i arbejdet mellem fredsdommere og professionelle dommere, kunne være af en sådan karakter, at de opfylder et egentligt behov, og de forskelsbehandlinger, som eksisterer mellem disse to kategorier, herunder på området for årlig betalt ferie, vil kunne anses for at stå i forhold til de formål, som forfølges hermed.

163

Henset til de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmåls tredje del besvares med, at rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter en ret for en fredsdommer til at få en årlig betalt ferie på 30 dage ligesom den ferie, der er fastsat for ordinære dommere, i det tilfælde, hvor denne fredsdommer henhører under begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i denne rammeaftales § 2, stk. 1, og hvor han befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for en ordinær dommer, medmindre en sådan forskelsbehandling er begrundet i forskellene i de krævede kvalifikationer og karakteren af de opgaver, som de nævnte dommere har ansvaret for, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

164

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: