–

den østrigske regering ved J. Schmoll, M. Augustin og C. Drexel, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

den svenske regering ved A. Falk og H. Shev, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved P. Van Nuffel og F. Erlbacher, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og effektivitetsprincippet.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag anlagt af S.A.D. Maler und Anstreicher OG (herefter »Maler«) vedrørende lovligheden af en afgørelse, hvorved denne virksomhed blev pålagt betaling af obligatoriske lovbestemte bidrag.

3

§ 83 i Bundes-Verfassungsgesetz (den østrigske forbundsforfatningslov, herefter »B-VG«) bestemmer, at de almindelige domstoles opbygning og kompetence skal fastlægges ved en forbundslov, og at ingen må fratages retten til domstolsprøvelse ved en domstol, der er oprettet ved lov.

4

Følgende fremgår af B-VG’s § 87:

»1.   Dommerne skal ved udøvelsen af deres dommerembede være uafhængige.

2.   En dommer udøver sit dommerembede, når han eller hun udfører de retslige opgaver, der tilkommer vedkommende ifølge loven og i medfør af den retsinterne opgavefordeling, bortset fra sager, der henhører under domstolsforvaltningen, og som ifølge loven ikke er forbeholdt afdelinger eller udvalg.

3.   Opgaverne skal fordeles på forhånd mellem rettens dommere for en ved en forbundslov fastsat periode. En sag, der ved denne fremgangsmåde er blevet tildelt en dommer, kan kun fratages den pågældende dommer ved en afgørelse fra den afdeling, der ved en forbundslov er bestemt til dette formål, og alene ved forfald, eller såfremt omfanget af sager, som den pågældende dommer skal behandle, forhindrer vedkommende i at afvikle disse inden for en rimelig frist.«

5

I medfør af B-VG’s § 135, stk. 2, skal en fast opgavefordeling ved Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien, Østrig) fastsættes forud for den ved lov fastlagte periode. Ifølge § 18 i Gesetz über das Verwaltungsgericht Wien (lov om den regionale forvaltningsdomstol i Wien) svarer denne periode til kalenderåret.

6

I medfør af B-VG’s § 135, stk. 3, kan en sag, der i henhold til den faste opgavefordeling tilkommer et medlem af Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien), kun fratages vedkommende af det organ, der har kompetence til at fastlægge den faste opgavefordeling, og alene såfremt vedkommende ikke er i stand til at varetage sit embede, eller såfremt vedkommende som følge af sin arbejdsbyrde ikke er i stand til at udføre sine opgaver inden for en rimelig frist.

7

Maler, der er en malervirksomhed, blev ved to afgørelser fra Bauarbeiter-Urlaubs- und Abfertigungskasse (ferie- og aftrædelsesgodtgørelseskassen for ansatte i byggebranchen, Østrig) (herefter »BUAK«) pålagt betaling af obligatoriske lovbestemte bidrag i medfør af Bauarbeiter-Urlaubs- und Abfertigungsgesetz (lov om ferie- og aftrædelsesgodtgørelse for ansatte i byggebranchen) (BGBl. 414/1972), i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »BUAG«).

8

Ved denne lov blev BUAK, der er et offentligretligt kollektivt organ, som har til opgave at opkræve midler til betaling af godtgørelser i henhold til BUAG, oprettet. Dette organ har ansvar for administration og udbetaling af feriegodtgørelse for ansatte i byggebranchen.

9

Da Maler ikke foranstaltede betaling af disse bidrag, udstedte BUAK to fuldbyrdelsesdokumenter mod denne virksomhed. Maler indgav efterfølgende en administrativ klage til Magistrat der Stadt Wien (Wiens kommunale forvaltning, Østrig), som ved afgørelse af 19. juni 2018 opretholdt nævnte fuldbyrdelsesdokumenter. Maler har dernæst anlagt sag ved Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien) til prøvelse af denne afgørelse. Maler har for denne ret gjort gældende, at virksomhedens ansatte ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne lov, og at virksomheden således ikke er forpligtet til at betale de tillæg og ekstrabetalinger, som BUAK har fastsat.

10

Den forelæggende ret, som har præciseret, at retten sættes af en enkelt dommer (herefter »den forelæggende dommer«), har oplyst, at BUAK er det garantiorgan, der er fastsat i østrigsk ret med henblik på at sikre arbejdstagere den beskyttelse, der følger af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9), hvorefter medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

11

Den 26. juli 2018 er hovedsagen blevet registreret hos Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien) under ét enkelt sagsnummer og tildelt den forelæggende dommer.

12

Den forelæggende dommer har anført, at Wiens kommunale forvaltning ved afgørelsen af 19. juni 2018 gav afslag på begge de indsigelser, som Maler på forskellige datoer havde foretaget mod de fuldbyrdelsesdokumenter, som BUAK havde udstedt, og til grund for hvilke der lå fordringer, som den pågældende kasse havde gjort gældende over for denne virksomhed.

13

Selv om den forelæggende dommer formelt set kun behandler ét enkelt søgsmål til prøvelse af én enkelt afgørelse, er der ifølge nævnte dommer grund til at antage, at der i virkeligheden er anlagt to søgsmål til prøvelse af to forskellige afgørelser. Ikke desto mindre har justitskontoret ved Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien) ifølge oplysningerne fra den forelæggende dommer registreret, hvad der ifølge nævnte dommer således udgør to søgsmål, som kun ét enkelt søgsmål. Den forelæggende dommer har gjort gældende, at den faste retsinterne opgavefordeling ved Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien) er blevet tilsidesat, eftersom registreringen af to forskellige søgsmål under ét enkelt sagsnummer har ført til en krænkelse af reglerne om opgavefordeling, hvilke, hvis de var blevet anvendt korrekt, ville have ført til, at disse søgsmål blev tildelt to forskellige dommere.

14

Den forelæggende dommer har oplyst, at han har informeret sin domstols justitskontor om denne »fejltagelse«.

15

Den 31. juli 2018 har justitskontoret registreret det af Maler anlagte søgsmål under et nyt sagsnummer, for så vidt som dette søgsmål er rettet mod et andet punkt i den dispositive del af afgørelsen af 19. juni 2018. Denne nye sag er imidlertid atter blevet tildelt den samme dommer, dvs. den forelæggende dommer.

16

Nævnte dommer har anført, at han den 3. august 2018 til sin retspræsident har indgivet en »indsigelse om manglende kompetence« i forhold til denne tildeling. Ifølge den forelæggende dommer burde justitskontoret i overensstemmelse med den på forhånd fastsatte opgavefordeling have tildelt den sag, der blev registreret under det nye nummer, til en anden dommer.

17

Ifølge den forelæggende dommer har retspræsidenten, idet han har givet mundtlig besked til justitskontoret om ikke at ændre den oprindelige tildeling af den første sag og om at føje den nye sag hertil, tilsidesat de bestemmelser, der gælder for den på forhånd fastsatte opgavefordeling.

18

Den forelæggende dommer er af den opfattelse, at alene udvalget for den på forhånd fastsatte opgavefordeling i sin egenskab af kollegialt organ er kompetent til at foranstalte en sådan tildeling.

19

Den forelæggende dommer har oplyst, at han aldrig er blevet informeret hverken om disse »handlinger« eller om denne »skjulte« tildeling af den nye sag. Han har videre anført, at der ikke i den østrigske retsorden er fastsat nogen mulighed for at indgive et søgsmål til bestridelse af denne type »handling« fra en retspræsidents side.

20

Den 5. oktober 2018 har den forelæggende dommer indgivet en anmodning til præsidenten for Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien), i sidstnævntes egenskab af formand for opgavefordelingsudvalget, med det formål at få fastslået, at han ikke er kompetent til at træffe afgørelse i hovedsagen. I anmodningen har han udtrykkeligt henvist til praksis fra Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstol, Østrig), hvorefter en afgørelse fra en dommer, der i strid med den interne opgavefordeling ved den ret, han tilhører, er blevet givet kompetence til at påkende en sag, må kvalificeres som en afgørelse truffet af et retsligt organ uden kompetence. Den forelæggende dommer har gjort gældende, at Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstolen) har fastslået, at en sådan afgørelse krænker de forfatningsmæssige bestemmelser i B-VG’s § 83, stk. 2, såvel som artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og at den som følge heraf er forfatningsstridig. Samme dommer har ligeledes til støtte for denne anmodning påberåbt sig, at han, hvis han træffer en forfatningsstridig afgørelse, må regne med at blive udsat for tjenesteretlige, disciplinærretlige og strafferetlige sanktioner samt blive idømt erstatningsansvar. Han har derudover anført, at han i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, er forpligtet til at forhindre, at der træffes en forfatningsstridig retsafgørelse.

21

Ved skrivelse af 10. oktober 2018 har præsidenten for den ret, som den forelæggende dommer tilhører, meddelt denne, at han er kompetent til at træffe afgørelse i den i hovedsagen omhandlede sag, og at han er forpligtet hertil. Retspræsidenten har i denne skrivelse forklaret, at søgsmålet kun er rettet mod én administrativ afgørelse, hvorfor der ligeledes kun er tale om én sag.

22

Den forelæggende dommer har ud fra en antagelse af, at denne skrivelse udgør en handling foretaget under udøvelsen af offentlig myndighed, indgivet et søgsmål til prøvelse af denne afgørelse for Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig).

23

Ved kendelse af 21. november 2018 har nævnte domstol afvist dette søgsmål med den overordnede begrundelse, at alene parterne i en sag for en forvaltningsdomstol kan gøre en subjektiv ret til beskyttelse af den ved lov udpegede dommer gældende. Derimod kan et medlem af en forvaltningsdomstol ikke få krænket en subjektiv ret gennem en fejlagtig tildeling og er heller ikke berettiget til at anlægge et søgsmål til prøvelse af en sådan tildeling.

24

Den forelæggende dommer har oplyst, at Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) med denne kendelse imidlertid har anerkendt, at den afgørelse, som den forelæggende dommer ville træffe som dommer i hovedsagen – selv hvis hans stillingtagen var korrekt – på grund af hans manglende kompetence som følge af, at sagen er blevet tildelt ham ulovligt, ville tilsidesætte den ret til domstolsprøvelse ved en domstol, der er oprettet ved lov, hvilken fremgår af B-VG’s § 83, stk. 2, og EMRK’s artikel 6, stk. 1, samt at denne afgørelse følgelig ville være forfatningsstridig.

25

Den forelæggende dommer er ligeledes af den opfattelse, at sager, der anlægges ved de ved lov oprettede domstole betragtet som domstolsbeskyttelsesinstans som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1, inden de tildeles, bør fastlægges i henhold til en på forhånd fastsat opgavefordeling, idet nævnte bestemmelse i modsat fald krænkes.

26

I denne henseende har den forelæggende dommer bemærket dels, at østrigsk ret ikke gør det muligt at bestride tildelingen af en sag til en dommer i strid med den på forhånd fastsatte opgavefordeling, hvilket indebærer, at den pågældende dommer forpligtes til enten fuldt bevidst at træffe en afgørelse, der tilsidesætter parternes rettigheder i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, eller at undlade at træffe afgørelse og således tilsidesætte parternes rettigheder i henhold til samme bestemmelse. Dels indebærer østrigsk ret angiveligt, at parterne på grund af manglende kendskab til de ofte rent interne uregelmæssigheder og hændelser, hvorved der sker tilsidesættelse af den på forhånd fastsatte opgavefordeling, berøves en effektiv garanti for deres rettigheder, under manglende iagttagelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1.

27

Ifølge nævnte dommer rejser den omhandlede østrigske retsorden alvorlig tvivl med hensyn til garantien for dommernes upartiskhed. En part i en sag vil nemlig ikke kunne henvise til en dommers manglende kompetence, før retten har truffet sin afgørelse. Den dommer, der behandler en sag, vil desuden være forpligtet til at træffe afgørelse til trods for sin manglende kompetence. Den østrigske retsorden forhindrer således angiveligt såvel dommeren som sagens parter i – forud for afsigelsen af en afgørelse – at anføre, at denne afgørelse som følge af en uregelmæssighed i forbindelse med den på forhånd fastsatte interne opgavefordeling i den pågældende ret er i strid med EMRK’s artikel 6, stk. 1, således som det ifølge den forelæggende dommer er tilfældet i den sag, han behandler.

28

Henset til disse omstændigheder har Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

29

I henhold til artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement kan Domstolen, når det er åbenbart, at den ikke har kompetence til at behandle en sag, eller at en anmodning eller en stævning må afvises, til enhver tid efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling.

30

Der er grundlag for at anvende denne bestemmelse i den foreliggende sag.

31

Med hensyn til Domstolens kompetence til at behandle nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, en kompetence, som den østrigske regering har anfægtet, bemærkes for det første for så vidt angår chartrets bestemmelser, at Domstolen inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende kan fortolke EU-retten inden for grænserne af de kompetencer, som den er blevet tildelt (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

32

Chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes handlinger er defineret i dets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, og denne bestemmelse bekræfter Domstolens faste praksis om, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

33

For så vidt i det foreliggende tilfælde mere specifikt angår chartrets artikel 47, hvortil der henvises i nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, konstateres det, at den tvist, som den forelæggende dommer behandler, nærmere bestemt vedrører lovligheden af en administrativ afgørelse vedtaget af BUAK, som ifølge nævnte dommer er det garantiorgan, der er fastsat i østrigsk ret med henblik på at sikre arbejdstagere den beskyttelse, der følger af artikel 7 i direktiv 2003/88. Nævnte dommer har imidlertid ikke herved rejst spørgsmål om fortolkningen af denne artikel 7 eller redegjort for, af hvilke grunde denne bestemmelse skulle være relevant for tvisten i hovedsagen. Alene den omstændighed, at BUAK – ifølge den forelæggende dommer – »udspringer« af nævnte artikel 7, er ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at tvisten i hovedsagen reguleres af EU-retten som omhandlet i den retspraksis, der erindres om i nærværende kendelses præmis 32.

34

Det følger af det ovenstående, at der ikke er anledning til at fastslå, at tvisten i hovedsagen vedrører fortolkningen eller anvendelsen af en EU-retlig forskrift, der skulle være gennemført på nationalt plan. Domstolen er derfor ikke kompetent til at fortolke chartrets artikel 47 i den foreliggende sag.

35

Hvad for det andet angår artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til denne bestemmelse tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse på de nævnte områder (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

36

Det fremgår i øvrigt for så vidt angår det materielle anvendelsesområde for artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU af Domstolens praksis, at denne bestemmelse omhandler »de områder, der er omfattet af EU-retten«, uafhængigt af den situation, hvori medlemsstaterne gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1 (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

37

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU finder således navnlig anvendelse i forhold til enhver national retsinstans, der som domstol kan træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som således vedrører områder, der er omfattet af EU-retten (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

38

Dette er således tilfældet for den forelæggende dommer, som i sin egenskab af medlem af en østrigsk retsinstans kan anmodes om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål, der er forbundet med anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som i sin egenskab af »retsinstans« som defineret i EU-retten er en del af det østrigske retsmiddel- og proceduresystem på de »områder, der er omfattet af EU-retten« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, således at denne dommer skal opfylde kravene til en effektiv retsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det bemærkes i øvrigt, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne henhører under de sidstnævntes kompetence, gælder det ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og navnlig artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det følger af det ovenstående, at Domstolen i den foreliggende sag er kompetent til at fortolke artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

41

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, som den østrigske og den polske regering såvel som Europa-Kommissionen har rejst, bemærkes det, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at der gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det følger imidlertid ligeledes af fast retspraksis, at proceduren efter artikel 267 TEUF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister. Begrundelsen for ordningen med præjudiciel forelæggelse er imidlertid ikke, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der skal foreligge et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

43

Som det fremgår af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, skal den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

44

Domstolen har således gentagne gange fastslået, at det følger af såvel ordlyden som opbygningen af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure bl.a. forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

45

Inden for rammerne af en sådan procedure skal der således foreligge en forbindelse mellem denne tvist og de EU-retlige bestemmelser, der ønskes fortolket, således at denne fortolkning fremstår som objektivt nødvendig for den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

46

I den foreliggende sag må det for det første fastslås, at tvisten i hovedsagen ikke for så vidt angår realiteten fremviser nogen forbindelse med EU-retten, herunder med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, som de præjudicielle spørgsmål vedrører, og at det ikke fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende dommer skal anvende EU-retten eller nævnte bestemmelse ved afgørelsen af realiteten i denne retstvist. Derved adskiller den foreliggende sag sig bl.a. fra den sag, der gav anledning til dom af 27. februar 2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses (C-64/16, EU:C:2018:117), hvor der verserede en sag for den forelæggende ret med påstand om annullation af administrative afgørelser, hvorved lønnen for medlemmerne af Tribunal de Contas (revisionsretten, Portugal) var blevet nedsat i henhold til en national lovgivning, der fastsatte en sådan nedsættelse, og hvor denne lovgivnings overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU var omtvistet for den nævnte forelæggende ret (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

47

For det andet gælder det, at selv om Domstolen allerede har fastslået, at præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af processuelle bestemmelser i EU-retten, som den pågældende forelæggende ret skal anvende for at træffe sin afgørelse, kan realitetsbehandles (jf. i denne retning bl.a. dom af 17.2.2011, Weryński, C-283/09, EU:C:2011:85, præmis 41 og 42), er det ikke emnet for de spørgsmål, der er forelagt inden for rammerne af den nærværende sag (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 50).

48

For det tredje fremgår det heller ikke, at en besvarelse fra Domstolen af disse spørgsmål kan give den forelæggende dommer en fortolkning af EU-retten, som giver ham mulighed for at afgøre processuelle spørgsmål inden for national ret, før han skal træffe afgørelse vedrørende realiteten i de sager, der verserer for ham. Derved adskiller den foreliggende sag sig ligeledes fra eksempelvis de sager, der gav anledning til dom af 19. november 2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982), hvor den præjudicielle fortolkning, som Domstolen blev anmodet om, kunne påvirke spørgsmålet om fastlæggelsen af den kompetente retsinstans med henblik på at afgøre realiteten i retstvister, der vedrørte EU-retten, således som det navnlig fremgår af den nævnte doms præmis 100, 112 og 113 (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

49

Som beskrevet i nærværende kendelses præmis 14-17 har den forelæggende dommer nemlig bestridt tildelingen af den i hovedsagen omhandlede sag, først gennem en intern »indsigelse«, dernæst gennem sagsanlæg for Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) samt – ifølge oplysningerne fra den østrigske regering – for Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig), vel at mærke uden held. Det fremgår ligeledes af de sagsakter, der er indgivet til Domstolen, at den forelæggende dommer ikke inden for rammerne af tvisten i hovedsagen vil kunne træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt denne sag er blevet tildelt ham lovligt, eftersom spørgsmålet om en hævdet tilsidesættelse af de bestemmelser, hvorved opgavefordelingen i den forelæggende ret reguleres, ikke er denne tvists genstand, og da spørgsmålet om den forelæggende dommers kompetence under alle omstændigheder vil blive efterprøvet af den højere retsinstans i tilfælde af appel.

50

Under disse omstændigheder fremgår det ikke af forelæggelsesafgørelsen, at der eksisterer en forbindelse mellem den EU-retlige bestemmelse, som de præjudicielle spørgsmål vedrører, og tvisten i hovedsagen, som gør den ønskede fortolkning nødvendig med henblik på, at den forelæggende dommer under anvendelse af de oplysninger, der følger af en sådan fortolkning, kan træffe den afgørelse, der er påkrævet for at løse denne tvist (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

51

Disse spørgsmål vedrører således ikke en fortolkning af EU-retten, som objektivt set er nødvendig for løsningen af denne tvist, men er derimod af generel karakter.

52

For så vidt i øvrigt angår effektivitetsprincippet bemærkes, at den forelæggende dommer, selv om han ligeledes har anmodet Domstolen om en fortolkning af dette princip, ikke bringer nogen fremstilling heraf i sin forelæggelsesafgørelse og dermed ikke redegør for, af hvilke grunde en fortolkning af dette princip skulle være nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen.

53

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

54

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien, Østrig) ved afgørelse af 27. februar 2019 afvises.