–

Delstaten Sachsen-Anhalt ved J. Barone, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved C. Valero, B.-R. Killmann og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, 6, 9 og 17 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16) samt af artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Disse anmodninger er blevet indgivet i forbindelse med tre tvister mellem henholdsvis TK (sag C-773/18), UL (sag C-774/18) og VM (sag C-775/18) på den ene side og Land Sachsen-Anhalt (delstaten Sachsen-Anhalt, Tyskland) på den anden side vedrørende ansøgninger om udbetaling af en erstatning som følge af en forskelsbehandling på grund af alder, som disse personer angiveligt er blevet udsat for i forbindelse med deres indplacering på løntrin inden for rammerne af deres ansættelse som dommer eller tjenestemand i den nævnte delstat.

3

Det fremgår af artikel 1 i direktiv 2000/78, at »[f]ormålet med dette […] er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering«.

4

Dette direktivs artikel 2 fastsætter:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold til stk. 1

[…]«

5

Nævnte direktivs artikel 6 bestemmer:

»1.   Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:

2.   Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, og anvendelse af alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke medfører forskelsbehandling på grund af køn.«

6

Samme direktivs artikel 9 har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, også selv om det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.

[…]

3.   Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.«

7

Artikel 17 i direktiv 2000/78 er affattet således:

»Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december 2003 [Europa-]Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst muligt om senere ændringer.«

8

I overensstemmelse med § 1 i Allgemeines Gleichbehandlungsgesetz (den almindelige lov om ligebehandling) af 14. august 2006 (BGBl. I, s. 1897, herefter »AGG«), har denne lov til formål at forhindre eller afskaffe forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, køn, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

9

AGG’s § 7, stk. 1, foreskriver:

»Arbejdstagere må ikke udsættes for forskelsbehandling af nogen af de i § 1 anførte grunde […]«

10

AGG’s § 15, der har overskriften »Skadeserstatning«, bestemmer:

»(1)   Ved tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling skal arbejdsgiveren erstatte den derved forvoldte skade. Dette gælder ikke, hvis arbejdsgiveren ikke er ansvarlig for tilsidesættelsen af denne forpligtelse.

(2)   Arbejdstageren kan kræve en passende økonomisk erstatning for en ikke-økonomisk skade. […]

[…]

(4)   Et krav i henhold til stk. 1 eller 2 skal gøres skriftligt gældende inden for to måneder, medmindre arbejdsmarkedets parter har vedtaget andet ved overenskomst. Ved ansøgning om ansættelse eller forfremmelse regnes fristen fra modtagelse af afslaget og i andre tilfælde af forskelsbehandling fra det tidspunkt, hvor arbejdstageren får kendskab til forskelsbehandlingen.

[…]«

11

I henhold til AGG’s § 24 finder bestemmelserne i AGG bl.a. tilsvarende anvendelse på tjenestemænd og dommere.

12

Sagsøgeren i hovedsagen i sag C-773/18 har siden den 1. januar 2010 været dommer ved en retsinstans i delstaten Sachsen-Anhalt. Sagsøgerne i hovedsagerne i sagerne C-774/18 og C-775/18 er ansat som tjenestemænd i denne delstat siden henholdsvis den 1. august 2006 og den 1. januar 2009.

13

Til og med den 31. marts 2011 er sagsøgerne i hovedsagerne blevet aflønnet i henhold til Bundesbesoldungsgesetz (forbundslov om aflønning af tjenestemænd) af 6. august 2002 (BGBl. I, s. 3020), som ændret ved lov af 12. juli 2006 (BGBl. I, s. 1466) (herefter »den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd«). I overensstemmelse med denne lov blev grundløntrinnet for en tjenestemand eller en dommer inden for hver ansættelsesgruppe i forbindelse med vedkommendes ansættelse fastsat i forhold til den pågældendes alder.

14

I dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), fastslog Domstolen, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, anført i chartrets artikel 21 og præciseret ved direktiv 2000/78, og særligt dette direktivs artikel 2 og artikel 6, stk. 1, er til hinder for, at grundlønnen inden for hver lønklasse for en offentligt ansat funktionær, når denne ansættes, fastsættes på grundlag af vedkommendes alder.

15

Ifølge den forelæggende rets oplysninger anlagde delstaten Sachsen-Anhalt efter afsigelsen af denne dom samme tilgang som Bundesministerium des Innern (forbundsindenrigsministerium, Tyskland), idet dette ministerium ved to cirkulærer af henholdsvis 27. januar 2012 og 23. marts 2012 havde pålagt forbundsmyndighederne at afvise enhver klage fra tjenestemænd eller dommere over fastsættelsen af deres lønninger i henhold til den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd, med den begrundelse, at den nævnte dom omhandlede funktionærer og ikke kunne overføres på situationen for tjenestemænd og dommere.

16

Det fremgår ligeledes af den forelæggende rets oplysninger, at de tyske forvaltningsdomstole havde været delt i spørgsmålet om, hvorvidt de principper, der kan udledes af dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), kunne overføres på lønvilkårene for tjenestemænd og dommere.

17

Sagsøgerne i hovedsagerne indgav henholdsvis den 16. december 2013 (sag C-773/18), den 17. februar 2012 (sag C-774/18) og den 21. december 2012 (sag C-775/18) klager til delstaten Sachsen-Anhalt over fastsættelsen af deres lønninger indtil den 31. marts 2011, idet de påberåbte sig en forskelsbehandling på grund af alder. De krævede bl.a. udbetaling af den erstatning, der er fastsat i AGG’s § 15, stk. 2.

18

Ved dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005), og af 9. september 2015, Unland (C-20/13, EU:C:2015:561), fastslog Domstolen, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 er til hinder for en national foranstaltning, hvorefter grundløntrinnet for en tjenestemand eller en dommer inden for hver ansættelsesgruppe i forbindelse med vedkommendes ansættelse fastlægges i forhold til den pågældendes alder.

19

Ved to love, der blev vedtaget henholdsvis den 18. december 2015 og den 8. december 2016, foretog delstaten Sachsen-Anhalt efterbetaling af løn, der gjaldt med virkning fra 2008 for alle tjenestemænd og dommere, der var ansat i delstaten. For perioden til og med den 31. marts 2011 blev denne efterbetaling gennemført med en procentsats af den grundløn, som tjenestemændene og dommerne faktisk havde modtaget i hvert af de relevante år i medfør af den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd.

20

Den forelæggende ret har præciseret, at denne efterbetaling af løn tilsigtede at gennemføre to domme fra Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland), hvorved denne havde fastslået, at aflønningen af dommere og tjenestemænd i delstaten Sachsen-Anhalt lå under den lovbestemte mindsteløn i henhold til Grundgesetz (grundlæggende lov), og havde pålagt denne at hæve lønnen med virkning fra 2008 for de tjenestemænd og dommere, der var ansat i delstaten.

21

Den 24. marts 2016 (sag C-773/18), den 27. juni 2016 (sag C-774/18) og den 24. februar 2016 (sag C-775/18) blev klagerne fra sagsøgerne i hovedsagerne afvist med den begrundelse, at de var blevet indgivet efter fristens udløb. I denne henseende har delstaten Sachsen-Anhalt bl.a. anført, at sagsøgerne i hovedsagerne burde havde krævet udbetaling af den erstatning, der er fastsat i AGG’s § 15, stk. 2, inden for en frist på to måneder som omhandlet i AGG’s § 15, stk. 4, eftersom denne frist begyndte at løbe den 8. september 2011, hvilket er den dag, dom Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560) blev afsagt.

22

Den 18. april 2016 (sag C-773/18), den 22. juli 2016 (sag C-774/18) og den 23. marts 2016 (sag C-775/18) anlagde sagsøgerne i hovedsagerne hver især et søgsmål bl.a. med påstand om, at delstaten Sachsen-Anhalt blev pålagt at udbetale dem den erstatning, der er fastsat i AGG’s § 15, stk. 2.

23

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om forhøjelsen af lønningerne til dommere og tjenestemænd med tilbagevirkende kraft for perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. marts 2011 ikke indeholder en ny forskelsbehandling på grund af alder, eftersom denne forhøjelse svarer til en procentsats af den grundløn, der er modtaget i henhold til den indplacering på løntrin, der er et udtryk for en forskelsbehandling, som er foretaget i henhold til den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd.

24

For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om afsigelsen af dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), for så vidt angår sagsøgerne i hovedsagerne kunne få den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist på to måneder til at gøre deres rettigheder gældende – i det foreliggende tilfælde ved hjælp af indgivelsen af klager – til at løbe. Henset til den omstændighed, at mere end 60% af sådanne klager, der er blevet indgivet i delstaten Sachsen-Anhalt, er blevet afvist som følge af manglende overholdelse af denne frist, tvivler den forelæggende ret på, at de tjenestemænd og dommere, der befandt sig i en situation som sagsøgerne i hovedsagernes, fra tidspunktet for afsigelsen af den nævnte dom kunne have fået kendskab til, at beregningen af deres egne lønninger var udtryk for en forskelsbehandling.

25

På denne baggrund har Verwaltungsgericht Halle (forvaltningsdomstolen i Halle, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

26

Delstaten Sachsen-Anhalt har bestridt, at det første og det andet præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, idet den har gjort gældende, at de ikke er relevante for løsningen af tvisterne i hovedsagerne. Eftersom hovedsagerne omhandler udbetalingen af erstatning i henhold til AGG’s § 15, stk. 2, er det således ikke relevant at vide, om sagsøgerne i hovedsagerne har ret til et løntillæg i henhold til en anden forskelsbehandling, som disse angiveligt har været udsat for.

27

Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført i artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

28

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

29

I den foreliggende sag fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at sagsøgerne i hovedsagerne for den forelæggende ret har gjort gældende, at lønforhøjelsen med tilbagevirkende kraft for dommere og tjenestemænd for perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. marts 2011 bevirkede, at en ny frist i henhold til AGG’s § 15, stk. 4, begyndte at løbe, eftersom den indeholdt en ny forskelsbehandling på grund af alder.

30

På denne baggrund kan Domstolen ikke lægge til grund, at den ønskede fortolkning af EU-retten ikke har nogen forbindelse med realiteten eller genstanden for tvisterne i hovedsagerne, eller at det første og det andet spørgsmål er af hypotetisk karakter.

31

Det følger heraf, at disse præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

32

Med det første og det andet spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2 og 6 i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en foranstaltning, som med henblik på at sikre tjenestemænd og dommere en passende aflønning tildeler disse en efterbetaling af løn med tilbagevirkende kraft svarende til en procentsats af den grundløn, som de tidligere har modtaget, navnlig i henhold til det grundløntrin, der var blevet fastsat inden for hver ansættelsesgruppe i forbindelse med deres ansættelse i forhold til deres alder.

33

Således som det fremgår af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78, betyder princippet om ligebehandling i dette direktivs forstand, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i det nævnte direktivs artikel 1 anførte grunde. Direktivets artikel 2, stk. 2, litra a), præciserer, at der foreligger direkte forskelsbehandling, hvis en person behandles ringere end en anden person i en tilsvarende situation af nogen af de i direktivets artikel 1 anførte grunde.

34

Det skal derfor for det første undersøges, hvorvidt en efterbetaling af løn som den i hovedsagerne omhandlede indeholder en ulige behandling som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78.

35

Det er i denne forbindelse ubestridt, at efterbetalingen af løn, der er fastsat i delstaten Sachsen-Anhalts lov af 18. december 2015 og lov af 8. december 2016, er blevet tildelt de pågældende dommere og tjenestemænd, for at disse kan oppebære en løn, der er passende i forhold til betydningen af det hverv, som de udfører, således som fastsat i den tyske forfatning, for perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2011 svarende til en procentsats af den grundløn, de tidligere har modtaget, idet selve grundløntrinnet for hver lønklasse i forbindelse med ansættelsen af disse dommere og tjenestemænd er blevet fastsat i forhold til deres alder i overensstemmelse med den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd. Domstolen har imidlertid fastslået, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 er til hinder for en national foranstaltning, hvorefter grundløntrinnet for en tjenestemand inden for hver ansættelsesgruppe i forbindelse med vedkommendes ansættelse fastlægges i forhold til den pågældendes alder (dom af 19.6.2014, Specht m.fl., C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005, præmis 52).

36

Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om det forhold, at de tjenestemænd og dommere, der i henhold til den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd er blevet ringere stillet på grund af deres alder, som følge af deres lavere grundløn i forhold til tjenestemænd og dommere med en tilsvarende erfaring, men som på ansættelsestidspunktet var ældre end dem, da de blev ansat, modtager et lavere løntillæg – i absolutte tal – end det løntillæg, som sidstnævnte modtager for perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. marts 2011, indeholder en ny ulige behandling på grund af alder.

37

Det er i denne forbindelse korrekt, at en efterbetaling af løn, der er fastsat til en ensartet procentsats af grundlønnen for en tjenestemand eller en dommer, ikke som sådan har en iboende sammenhæng med alderen og ikke foretager en sondring mellem de omhandlede personer, bortset fra dem, der hidrører fra det referencesystem, hvorved nævnte grundløn fastsættes.

38

Eftersom referencesystemet, således som den forelæggende ret har anført, i det foreliggende tilfælde er den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd, der fastsatte grundløntrinnet for hver lønklasse i forbindelse med ansættelsen af disse dommere og tjenestemænd i forhold til deres alder, forekommer det, at denne sammenhæng har den konsekvens, at den i hovedsagerne omhandlede efterbetaling af løn, der er fastsat i delstaten Sachsen-Anhalts lov af 18. december 2015 og lov af 8. december 2016, selv foretager en ny ulige behandling på grund af disse dommeres og tjenestemænds alder.

39

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den i hovedsagerne omhandlede efterbetaling af løn indeholder en ny ulige behandling som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78.

40

Der skal for det andet foretages en prøvelse af, om denne ulige behandling kan begrundes i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.

41

Det præciseres i denne bestemmelses første afsnit, at medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

42

Domstolen har gentagne gange fastslået, at medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger, der indebærer forskelsbehandling på grund af alder i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/78. De råder over en vid skønsmargen ved valget af, ikke blot hvilket bestemt formål blandt andre man ønsker at forfølge på området for socialpolitik og beskæftigelse, men også ved valget af, hvilke foranstaltninger der kan opfylde det (dom af 19.6.2014, Specht m.fl., C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005, præmis 46).

43

Ifølge den forelæggende ret følger den ulige behandling, der er blevet fastslået i denne doms præmis 39 af forfølgelsen af det formål, der fremgår af den tyske forfatning, som består i at sikre en passende aflønning af tjenestemænd og dommere i delstaten Sachsen-Anhalt.

44

I denne forbindelse skal formålet om at sikre, at denne delstats tjenestemænd og dommere oppebærer en løn, der er passende i forhold til betydningen af det hverv, de udfører, anses for at være et legitimt formål (jf. i denne retning dom af 7.2.2019, Escribano Vindel, C-49/18, EU:C:2019:106, præmis 66).

45

Ifølge ordlyden af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, og som nævnt i denne doms præmis 42, skal det desuden efterprøves, om de midler, der anvendes til at opfylde dette formål, er hensigtsmæssige og nødvendige inden for den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over.

46

I denne forbindelse forekommer anvendelsen af en efterbetaling af løn, der er fastsat i henhold til en ensartet procentsats af grundlønnen, som udgangspunkt at være hensigtsmæssig med henblik på at opfylde formålet om at sikre tjenestemændene og dommerne, at disse oppebærer en løn, der er passende i forhold til betydningen af det hverv, de udfører.

47

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne foranstaltning går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette legitime formål, ønsker den forelæggende ret oplyst, om efterbetalingen af løn ikke burde have været fastsat på anden vis, bl.a. med udgangspunkt i det højeste løntrin i den pågældende lønklasse.

48

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i præmis 63, 72 og 86 i dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005), fastslog Domstolen i det væsentlige, at artikel 2 og 6 i direktiv 2000/78 ikke er til hinder for en national lovgivning, der har til formål at fjerne en forskelsbehandling på grund af alder, der i en overgangsperiode henviser til den tidligere lønordning, som var baseret på en forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt som denne henvisning er nødvendig med henblik på at sikre beskyttelsen af de erhvervede rettigheder, og at det må antages, at virkningerne heraf udviskes og forsvinder med tiden.

49

I denne sammenhæng har Domstolen i den nævnte doms præmis 81 bemærket, at den skade, som en sådan overgangsordning vil kunne forårsage for de tjenestemænd, den vedrører, er meget svær at opgøre, navnlig henset til antallet af tjenestemænd, der er berørt, og henset til den omstændighed, at der ikke findes et gyldigt referencesystem, der muliggør en sammenligning mellem de tjenestemænd, som ville drage fordel af ordningen, og dem, der ikke ville drage fordel heraf.

50

I den nævnte doms præmis 96 har Domstolen for så vidt angår perioden forud for ikrafttrædelsen af den nye nationale lovgivning udledt, at en efterbetaling af løn, der beregnes på baggrund af det højeste løntrin i den pågældende lønklasse, kun vil kunne finde anvendelse, såfremt der findes et gyldigt referencesystem, og at et sådan referencesystem ikke fandtes inden for rammerne af den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd, idet de aspekter, der er udtryk for forskelsbehandling heri, potentielt ville kunne angå alle de berørte tjenestemænd.

51

På baggrund af disse elementer fra retspraksis skal det fastslås, at for så vidt som en foranstaltning som den i hovedsagerne omhandlede opfylder behovet for at sikre beskyttelsen af de erhvervede rettigheder i en sammenhæng, der bl.a. er kendetegnet ved et stort antal berørte tjenestemænd og dommere, ved den omstændighed, at der ikke findes et gyldigt referencesystem, og som ikke fører til en varig forskelsbehandling på grund af alder, er artikel 2 og 6 i direktiv 2000/78 imidlertid ikke til hinder for, at der til en sådan tidligere lønordning tilknyttes en efterbetaling af løn, der har til formål at sikre, at tjenestemænd og dommere i en kort periode forud for ikrafttrædelsen af en ny lovgivning, der tilsigter at fjerne en forskelsbehandling på grund af alder, oppebærer en løn, der er passende i forhold til betydningen af det hverv, de udfører.

52

På denne baggrund og med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, forekommer den i hovedsagerne omhandlede foranstaltning ikke at gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det formål, som består i at sikre en passende løn for tjenestemænd og dommere i delstaten Sachsen-Anhalt, således som fastsat ved den tyske forfatning.

53

Heraf følger, at det første og det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 2 og 6 i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en foranstaltning, som med henblik på at sikre tjenestemænd og dommere en passende aflønning tildeler disse en efterbetaling af løn svarende til en procentsats af den grundløn, som de tidligere har modtaget, navnlig i henhold til det grundløntrin, der var blevet fastsat inden for hver ansættelsesgruppe i forbindelse med deres ansættelse i forhold til deres alder, for så vidt som denne foranstaltning opfylder behovet for at sikre beskyttelsen af de erhvervede rettigheder i en sammenhæng, der bl.a. er kendetegnet ved et stort antal berørte tjenestemænd og dommere, ved den omstændighed, at der ikke findes et gyldigt referencesystem, og som ikke fører til en varig forskelsbehandling på grund af alder.

54

Med det tredje til det femte spørgsmål, som ligeledes skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9 i direktiv 2000/78 samt ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter starttidspunktet for en præklusiv frist på to måneder for indgivelse af et krav om erstatning for den skade, der følger af en foranstaltning, der udgør en forskelsbehandling på grund af alder, til dagen for afsigelsen af en dom fra Domstolen, hvorved det fastslås, at en lignende foranstaltning er udtryk for forskelsbehandling, navnlig når der i den pågældende medlemsstat er opstået uenighed om muligheden for at overføre de retningslinjer, der følger af denne dom, på den pågældende foranstaltning.

55

Det skal indledningsvis bemærkes, at det er ubestridt, at AGG gennemfører direktiv 2000/78 i tysk ret, at AGG’s § 15, stk. 2, tilsigter at bidrage til opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til dette direktivs artikel 17, og at AGG’s § 15 i denne henseende fastsætter bestemmelserne om erstatning for ikke-økonomisk skade, der er forvoldt af en forskelsbehandling på grund af alder.

56

Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at det for at modtage en sådan erstatning alene kræves, at det kan bevises, at der foreligger en forskelsbehandling, at skaden i henhold til fast national retspraksis værdisættes til en generel sats på 100 EUR pr. måned for den periode, hvor forskelsbehandlingen har fundet sted, og at de rettigheder, der er støttet på AGG’s § 15, stk. 2, i henhold til AGG’s § 15, stk. 4, skal gøres skriftligt gældende over for arbejdsgiveren inden for en frist på to måneder fra det tidspunkt, hvor arbejdstageren fik kendskab til forskelsbehandlingen.

57

Starttidspunktet for denne frist er for situationer som de i hovedsagerne omhandlede blevet fastsat i henhold til praksis fra Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) til dagen for afsigelsen af dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560).

58

Under disse omstændigheder skal det undersøges, om varigheden af denne frist og fastsættelsen af starttidspunktet til den 8. september 2011 opfylder de krav, der følger af artikel 9 i direktiv 2000/78 samt af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

59

I henhold til denne bestemmelse påhviler det medlemsstaterne bl.a. at sikre, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til de administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til direktiv 2000/78.

60

Det følger således af den nævnte bestemmelse, at spørgsmålet om frister for at indlede et søgsmål for at sikre, at forpligtelserne i henhold til direktivet efterkommes, ikke er reguleret i EU-retten (dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 24).

61

I henhold til fast retspraksis tilkommer det derfor hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne processuelle regler, men disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 25).

62

Domstolen har allerede haft lejlighed til at fastslå, at artikel 9 i direktiv 2000/78 ikke er til hinder for en frist som den, der er fastsat i AGG’s § 15, stk. 4, forudsat dels, at denne frist ikke er mindre gunstig end den, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, dels, at fastsættelsen af det tidspunkt, fra hvilket denne frist begynder at løbe, ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til direktivet (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 42).

63

Hvad angår foreneligheden af AGG’s § 15, stk. 4, med ækvivalensprincippet har Domstolen ligeledes konstateret, at muligheden for at opnå erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade, der er lidt som følge af tilsidesættelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er blevet indført ved AGG, og der fandtes derfor ikke før vedtagelsen af denne lov i egentlig forstand tilsvarende procedurer (dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 30). En sådan konstatering synes imidlertid bekræftet af oplysningerne i sagsakterne, som Domstolen råder over.

64

Det fremgår desuden af disse sagsakter, at de rettigheder, der følger af AGG’s § 15, stk. 2, kan gøres gældende uafhængigt af, om ansættelsesforholdet er af offentlig eller privat karakter, og uanset om disse forhold er omfattet af en kollektiv overenskomst.

65

Det tilkommer på denne baggrund den forelæggende ret at efterprøve, om de krav, der er omhandlet i det tredje præjudicielle spørgsmål, der alle synes at være knyttet til økonomiske krav, som særligt vedrører ansættelsesforhold i den offentlige sektor, svarer til det erstatningskrav, der er indført i henhold til AGG’s § 15, og er undergivet gunstigere processuelle regler, henset til de omhandlede procedurers særegenheder (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 29).

66

Den forelæggende ret er nemlig den eneste, som har direkte kendskab til de processuelle regler for sådanne krav på det offentligretlige område, og den har derfor de bedste forudsætninger for at efterprøve såvel formålet med som de væsentligste momenter ved procedurer på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende procedurer (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 28).

67

Med henblik på denne efterprøvelse skal det bemærkes, at det er en betingelse for, at dette princip er overholdt, at den omhandlede regel finder anvendelse uden forskel på procedurer, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og procedurer, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor genstanden og grundlaget er de samme (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Rudigier, C-518/17, EU:C:2018:757, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

68

Hvad angår effektivitetsprincippet skal det bemærkes, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser. I denne forbindelse skal der i givet fald bl.a. tages hensyn til beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig gennemførelse af proceduren (dom af 21.12.2016, TDC, C-327/15, EU:C:2016:974, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

69

Det følger af fast retspraksis, at fastsættelsen af præklusive frister i princippet opfylder kravet om effektivitet, for så vidt som det er udtryk for det grundlæggende retssikkerhedsprincip, som beskytter både den berørte og den pågældende myndighed. Sådanne frister kan nemlig ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden. Det tilkommer imidlertid medlemsstaterne for de nationale bestemmelser, der henhører under EU-rettens anvendelsesområde, at fastsætte frister i forhold til, bl.a. hvor afgørende den beslutning, der skal træffes, er for de berørte, kompleksiteten af de procedurer og den lovgivning, der finder anvendelse, antallet af personer, der kan være berørt, og andre offentlige eller private interesser, hvortil der skal tages hensyn. Med dette forbehold kan medlemsstaterne frit fastsætte mere eller mindre lange frister (dom af 21.12.2016, TDC, C-327/15, EU:C:2016:974, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

70

Hvad navnlig angår AGG’s § 15, stk. 4, der fastsætter en frist på to måneder for at fremsætte krav over for arbejdsgiveren, har Domstolen fastslået, at varigheden af den præklusive frist ikke synes at kunne gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt svært at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 38 og 39).

71

Hvad angår den præklusive frists starttidspunkt har Domstolen haft lejlighed til at fremhæve, at denne ikke må fastsættes således, at arbejdstageren ikke inden for fristen ved, om han har været udsat for forskelsbehandling, eller kender omfanget heraf, hvilket gør det umuligt for den pågældende at gøre sine rettigheder gældende (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 40).

72

Domstolen har i denne forbindelse præciseret, at for så vidt som starttidspunktet for den frist, der er fastsat i AGG’s § 15, stk. 4, er det tidspunkt, hvor den påståede forskelsbehandling kommer til arbejdstagerens kundskab, kan denne bestemmelse ikke gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt svært at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Bulicke, C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 41).

73

Således anser Domstolen det ikke for en uforholdsmæssig hindring, hvis den præklusive frist først begynder at løbe fra den dato, hvor den berørte person havde kendskab eller burde have haft kendskab til den påståede forskelsbehandling (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, Flausch m.fl., C-280/18, EU:C:2019:928, præmis 55).

74

Det følger imidlertid af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 71-73, at for at en person ved, om han har været udsat for forskelsbehandling, eller kender omfanget heraf, skal vedkommende både have kendskab til den ulige behandling, han er blevet udsat for, grunden til denne ulige behandling, og at den ulige behandling som følge heraf er udtryk for en forskelsbehandling.

75

Da det i det foreliggende tilfælde er den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd, der fastsatte, at grundløntrinnet for en tjenestemand eller en dommer inden for hver ansættelsesgruppe i forbindelse med vedkommendes ansættelse blev fastlagt i forhold til den pågældendes alder, kunne sagsøgerne i hovedsagerne ved deres ansættelse få kendskab til såvel den ulige behandling, som de var udsat for, som grunden hertil.

76

Derimod forekommer det i hovedsagerne at være ubestridt, at sagsøgerne på tidspunktet for deres ansættelse hverken havde kendskab til eller kunne få kendskab til, at den ulige behandling, som de var blevet udsat for af nævnte grund, var udtryk for en forskelsbehandling. Det fremgår således af forelæggelsesafgørelserne, at de havde fået kendskab hertil kort tid før indgivelsen af deres klager.

77

Der opstår således et spørgsmål om, hvorvidt sagsøgerne i hovedsagerne kunne få kendskab til, at der var tale om forskelsbehandling fra tidspunktet for afsigelsen af dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), således som fastslået af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) med den begrundelse, at de relevante retlige omstændigheder var blevet fastlagt tilstrækkeligt klart ved denne dom.

78

I denne forbindelse har Domstolen fastslået, at arten og omfanget af den forpligtelse, som påhviler medlemsstaterne i henhold til artikel 2, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 med hensyn til en national lov såsom den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd, blev afklaret og præciseret med afsigelsen af dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560) (dom af 19.6.2014, Specht m.fl., C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005, præmis 104).

79

Det er ubestridt, at delstaten Sachsen-Anhalt ikke på dette tidspunkt underrettede sine ansatte om afsigelsen af denne dom, men at dommen var tilgængelig den samme dag, som den blev afsagt, på Domstolens websted. Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelserne, at den nævnte dom har været genstand for udbredelse både i offentligheden via de tyske medier og blandt medlemmerne af en fagforening, som repræsenterer tjenestemænd i denne delstat.

80

Den forelæggende ret har præciseret, at ud af 10667 ansøgninger om udbetaling af erstatning i henhold til AGG’s § 15, stk. 4, indgivet til denne delstat, er 7071 blevet afvist, heriblandt 6516 som følge af deres for sene indgivelse i forhold til den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist. 4151 af disse ansøgninger er således blevet indgivet inden for denne frist, heraf er mere end 700 indgivet af en fagforening på vegne af dens medlemmer.

81

Den forelæggende ret har bemærket, at de tjenestemænd og de dommere, der var ansat i delstaten Sachsen-Anhalt, i den for hovedsagerne relevante periode ikke var omfattet af den lovgivning, der er omhandlet i de sager, der gav anledning til dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), men af den lovgivning, der er omhandlet i de sager, der gav anledning til dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005), og af 9. september 2015, Unland (C-20/13, EU:C:2015:561).

82

Den forelæggende ret har fremhævet, at efter afsigelsen af dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), gav delstaten Sachsen-Anhalt på samme måde som forbundsindenrigsministeriet i deres cirkulærer af henholdsvis 27. januar 2012 og 23. marts 2012 udtryk for, at de retningslinjer, der følger af denne dom, ikke kunne overføres på situationen for tjenestemænd og dommere ansat i delstaten, eftersom den kun vedrørte almindeligt ansattes situation.

83

Den forelæggende ret har præciseret, at indtil afsigelsen af dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005), og af 9. september 2015, Unland (C-20/13, EU:C:2015:561), delte størstedelen af de tyske forvaltningsretlige domstole dette synspunkt, idet præciseringerne fra Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) først blev afgivet efter afsigelsen af dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005).

84

Den forelæggende ret har anført, at de relevante retlige omstændigheder i hovedsagerne således udelukkende er blevet præciseret, efterhånden som Domstolen har afsagt domme på området, og at disse omstændigheder indtil afsigelsen af dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005, præmis 51), og af 9. september 2015, Unland (C-20/13, EU:C:2015:561, præmis 33 og 34), ikke var blevet tilstrækkeligt klart fastlagt.

85

Endelig fremgår det af forelæggelsesafgørelserne, at sagsøgerne i hovedsagerne ikke fluks har fået kendskab til dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), eller indså dommens betydning i forhold til deres egen aflønning.

86

Det fremgår klart af disse forhold, navnlig af den omstændighed, at flere tusinde tjenestemænd og dommere i delstaten Sachsen-Anhalt har indgivet deres ansøgninger inden for den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist, at starttidspunktet for denne frist, således som den er blevet fastsat i det foreliggende tilfælde, ikke i praksis gjorde det umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til AGG’s § 15, stk. 2.

87

Således som den forelæggende ret synes at mene, gør andre forhold det derimod åbenbart, at under de særlige omstændigheder, som denne retsinstans har beskrevet, er det blevet gjort uforholdsmæssigt vanskeligt for tjenestemændene og dommerne i delstaten Sachsen-Anhalt at udøve disse rettigheder, eftersom starttidspunktet for fristen er blevet fastsat på en sådan måde, at de risikerede ikke inden for fristen på to måneder at vide, om de havde været udsat for en forskelsbehandling, eller kende omfanget heraf.

88

I nærværende doms præmis 81-84 er det blevet bemærket, at dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), ikke omhandlede de nationale bestemmelser, der finder anvendelse på sagsøgerne i hovedsagerne, at delstaten Sachsen-Anhalt og de kompetente tyske forbundsmyndigheder efter afsigelsen af denne dom havde lagt til grund, at de retningslinjer, der følger af dommen, ikke kunne overføres på situationen for tjenestemænd og dommere, og at størstedelen af de tyske forvaltningsdomstole indtil afsigelsen af dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005, præmis 51), og af 9. september 2015, Unland (C-20/13, EU:C:2015:561, præmis 33 og 34), delte dette synspunkt.

89

På denne baggrund synes den forelæggende ret med rette at være af den opfattelse, at trods de afklaringer og præciseringer, som er blevet bibragt ved dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), for så vidt angår arten og omfanget af den forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne i henhold til artikel 2, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, er de relevante retlige oplysninger for bedømmelsen af foreneligheden af reglerne om aflønning af tjenestemænd og dommere i delstaten Sachsen-Anhalt med disse bestemmelser ikke blevet tilstrækkeligt præciseret ved afsigelsen af denne dom, hverken for de kompetente myndigheder i delstaten Sachsen-Anhalt, for de kompetente forbundsmyndigheder eller for størstedelen af de tyske forvaltningsdomstole.

90

Under sådanne omstændigheder fremgår det, at der forelå en risiko for, at tjenestemændene, og endda dommerne, ikke inden for fristen på to måneder fra afsigelsen af dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), kunne vide, om de havde været udsat for en forskelsbehandling, eller kende omfanget heraf.

91

Det forhold, at der foreligger en sådan risiko, synes at understøttes af såvel den omstændighed, at sagsøgerne i hovedsagerne, ifølge den forelæggende rets konstateringer, ikke umiddelbart indså betydningen af denne dom i forhold til deres egen aflønning, som det forhold, at mere end 60% af de klager, der blev indgivet af tjenestemænd og dommere i delstaten Sachsen-Anhalt, blev afvist, fordi de var indgivet for sent.

92

Disse forhold gør det således muligt at rejse tvivl om, hvorvidt der i forbindelse med fastsættelsen af starttidspunktet for den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist til dagen for afsigelsen af dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), i tilstrækkelig grad er taget hensyn til de kriterier, der er nævnt i nærværende doms præmis 69, herunder navnlig de to kriterier vedrørende kompleksiteten af den lovgivning, der finder anvendelse, og antallet af personer, der kan være berørt.

93

Det påhviler imidlertid den forelæggende ret, som er den eneste, der har direkte kendskab til tvisterne i hovedsagerne, med hensyn til alle de relevante retlige og faktiske omstændigheder at foretage den nødvendige prøvelse med henblik på at fastslå, om starttidspunktet for den i AGG’s § 15, stk. 4, fastsatte frist er blevet fastsat på en sådan måde, at det er blevet uforholdsmæssigt vanskeligt for tjenestemændene og dommerne i delstaten Sachsen-Anhalt at udøve de rettigheder, der tillægges dem i henhold til AGG’s § 15, stk. 2.

94

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje til det femte spørgsmål besvares med, at effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at det er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter starttidspunktet for en præklusiv frist på to måneder for indgivelse af et krav om erstatning for den skade, der følger af en foranstaltning, der udgør forskelsbehandling på grund af alder, til dagen for afsigelsen af en dom fra Domstolen, hvorved det fastslås, at en lignende foranstaltning er udtryk for forskelsbehandling, når de berørte personer risikerer ikke inden for fristen at vide, om de har været udsat for forskelsbehandling, eller kende omfanget heraf. Dette kan navnlig være tilfældet, når der i den pågældende medlemsstat er opstået uenighed om muligheden for at overføre de retningslinjer, der følger af denne dom, på den pågældende foranstaltning.

95

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret: