1

Forbundsrepublikken Tyskland har med sit appelskrift i sag C-475/19 P nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 10. april 2019, Tyskland mod Kommissionen (T-229/17, ikke trykt i Sml., herefter den første appellerede dom, EU:T:2019:236), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som denne medlemsstat havde anlagt med påstand om annullation for det første af Kommissionens afgørelse (EU) 2017/133 af 25. januar 2017 om opretholdelse, med en begrænsning, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for den harmoniserede standard EN 14342:2013 »Trægulve: Karakteristika, overensstemmelsesvurdering og mærkning« i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 (EUT 2017, L 21, s. 113), for det andet af Kommissionens afgørelse (EU) 2017/145 af 25. januar 2017 om opretholdelse, med en begrænsning, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for den harmoniserede standard EN 14904:2006 »Belægninger til sportsarealer – Specifikation af indendørsbelægninger til forskellig sportsanvendelse« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 (EUT 2017, L 22, s. 62) (herefter under ét »den første gruppe af omtvistede afgørelser«), for det tredje af meddelelse fra Kommissionen af 10. marts 2017 i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (EUT 2017, C 76, s. 32, herefter »gennemførelsesmeddelelsen«), for så vidt som der heri henvises til de harmoniserede standarder EN 14342:2013 og EN 14904:2006, for det fjerde af meddelelse fra Kommissionen af 11. august 2017 i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (EUT 2017, C 267, s. 16), for så vidt som der heri henvises til de harmoniserede standarder EN 14342:2013 og EN 14904:2006, for det femte af meddelelse fra Kommissionen af 15. december 2017 i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (EUT 2017, C 435, s. 41), for så vidt som den vedrører de harmoniserede standarder EN 14342:2013 og EN 14904:2006, og for det sjette af meddelelse fra Kommissionen af 9. marts 2018 i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (EUT 2018, C 92, s. 139), for så vidt som der heri henvises til de harmoniserede standarder EN 14342:2013 og EN 14904:2006 (herefter under ét »de tre øvrige omtvistede meddelelser«).

2

Forbundsrepublikken Tyskland har med sit appelskrift i sag C-688/19 P nedlagt påstand om ophævelse af Rettens dom af 9. juli 2019, Tyskland mod Kommissionen (T-53/18, ikke trykt i Sml., herefter den anden appellerede dom, EU:T:2019:490), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som denne medlemsstat havde anlagt med påstand om annullation for det første af Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1995 af 6. november 2017 om at opretholde referencen i Den Europæiske Unions Tidende for den harmoniserede standard EN 13341:2005 + A1:2011 »Termoplastiske tanke til overjordisk opbevaring af fyringsolie, petroleum og dieselolie til boliger« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 (EUT 2017, L 288, s. 36), og for det andet af Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1996 af 6. november 2017 om at opretholde referencen i Den Europæiske Unions Tidende for den harmoniserede standard EN 12285-2:2005 »Fabriksfremstillede ståltanke« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 (EUT 2017, L 288, s. 39) (herefter under ét »den anden gruppe af omtvistede afgørelser«).

3

Første til tredje betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (EUT 2011, L 88, s. 5) er affattet således:

4

Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Genstand« har følgende ordlyd:

»Denne forordning fastsætter betingelserne for at bringe byggevarer i omsætning eller gøre dem tilgængelige på markedet ved at fastsætte harmoniserede regler for, hvorledes byggevarers ydeevne udtrykkes med hensyn til deres væsentlige egenskaber, og for anvendelse af CE-mærkning på disse varer.«

5

Den nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]«

6

Artikel 3 i forordning nr. 305/2011 med overskriften »Grundlæggende krav til bygværker og byggevarers væsentlige egenskaber« bestemmer i stk. 1 og 2 følgende:

»1.   De grundlæggende krav til bygværker i bilag I udgør grundlaget for udarbejdelsen af standardiseringsmandater og harmoniserede tekniske specifikationer.

2.   Byggevarers væsentlige egenskaber fastlægges i harmoniserede tekniske specifikationer i relation til de grundlæggende krav til bygværker.«

7

Denne forordnings artikel 8 med overskriften »Generelle principper og brug af CE-mærkning« bestemmer i stk. 4 følgende:

»Medlemsstaterne må ikke forbyde eller hindre, at CE-mærkede byggevarer gøres tilgængelige på markedet eller anvendes på deres område eller under deres ansvar, når den deklarerede ydeevne svarer til kravene vedrørende anvendelsen i den pågældende medlemsstat.«

8

Forordningens artikel 17 med overskriften »Harmoniserede standarder« fastsætter følgende:

»1.   Harmoniserede standarder udarbejdes af de europæiske standardiseringsorganer, der er anført i bilag I til [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT 1998, L 204, s. 37)], på grundlag af en anmodning (i det følgende benævnt »mandat«) udstedt af Kommissionen i henhold til artikel 6 i nævnte direktiv efter høring af det i artikel 64 i nærværende forordning omhandlede stående byggeudvalg (i det følgende benævnt »det stående byggeudvalg«).

[…]

3.   De harmoniserede standarder udgør metoderne til og kriterierne for at vurdere byggevarers ydeevne med hensyn til deres væsentlige egenskaber.

Når det er fastsat i det relevante mandat, skal en harmoniseret standard henvise til en tilsigtet anvendelse af de varer, der er omfattet deraf.

De harmoniserede standarder skal, når det er hensigtsmæssigt og uden at bringe resultaternes nøjagtighed, pålidelighed eller stabilitet i fare, fastsætte metoder, der kræver færre omkostninger end prøvning, til vurdering af byggevarers ydeevne med hensyn til deres væsentlige egenskaber.

[…]

5.   Kommissionen vurderer, om de harmoniserede standarder udarbejdet af de europæiske standardiseringsorganer er i overensstemmelse med de relevante mandater.

Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende en liste over referencer for harmoniserede standarder, der er i overensstemmelse med de relevante mandater.

Følgende oplyses for hver harmoniseret standard på listen:

Kommissionen offentliggør enhver ajourføring af denne liste.

Der kan fra datoen for sameksistensperiodens indtræden anvendes en harmoniseret standard til at deklarere ydeevnen for en byggevare, som er omfattet heraf. De nationale standardiseringsorganer har pligt til at gennemføre de harmoniserede standarder i overensstemmelse med direktiv 98/34/EF.

Med forbehold af artikel 36, 37 og 38 kan der fra datoen for sameksistensperiodens ophør kun anvendes en harmoniseret standard til at udarbejde en ydeevnedeklaration for byggevarer, som er omfattet heraf.

Ved sameksistensperiodens ophør bortfalder modstridende nationale standarder, og medlemsstaterne ophæver gyldigheden af alle modstridende nationale bestemmelser.«

9

Artikel 18 i forordning nr. 305/2011, der har overskriften »Formel indsigelse mod harmoniserede standarder«, bestemmer følgende:

»1.   Finder en medlemsstat eller Kommissionen, at en harmoniseret standard ikke fuldt ud dækker de krav, som er fastsat i det relevante mandat, forelægger den pågældende medlemsstat eller Kommissionen, efter at have hørt det stående byggeudvalg, sagen for det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 5 i direktiv 98/34/EF med angivelse af argumenterne herfor. Efter at have hørt de relevante europæiske standardiseringsorganer afgiver det nævnte udvalg straks udtalelse.

2.   På baggrund af udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 5 i direktiv 98/34/EF, træffer Kommissionen afgørelse om at offentliggøre, ikke at offentliggøre, at offentliggøre med begrænsninger, at opretholde, at opretholde med begrænsninger eller at tilbagetrække referencerne for den pågældende harmoniserede standard i Den Europæiske Unions Tidende.

3.   Kommissionen underretter det berørte europæiske standardiseringsorgan om sin afgørelse og anmoder om nødvendigt om ændring af de pågældende harmoniserede standarder.«

10

Denne forordnings artikel 19, der har overskriften »Europæisk vurderingsdokument«, fastsætter i stk. 1 følgende:

»1.   Efter anmodning om en europæisk teknisk vurdering fra en fabrikant udarbejdes og vedtages et europæisk vurderingsdokument af organisationen af tekniske vurderingsorganer for enhver byggevare, der ikke eller kun delvis er omfattet af en harmoniseret standard, og hvis ydeevne ikke kan vurderes fuldt ud i forhold til dens væsentlige egenskaber i henhold til en eksisterende harmoniseret standard, bl.a. fordi:

[…]

11

I bilag I til den nævnte forordning specificeres de »grundlæggende krav til bygværker«. Punkt 3 til dette bilag, der har overskriften »Hygiejne, sundhed og miljø«, bestemmer følgende:

»Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at de i hele deres livscyklus ikke udgør nogen risiko af hygiejne- eller sundheds- og sikkerhedsmæssig art for de personer, der arbejder eller opholder sig i bygværkerne, eller naboer hertil eller ikke, i hele deres livscyklus, har en uforholdsmæssig stor indvirkning på den miljømæssige kvalitet eller på klimaet, under opførelse, brug og nedrivning, navnlig på grund af følgende:

[…]

[…]«

12

Direktiv 98/34 er blevet erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (EUT 2012, L 316, s. 12).

13

Det udvalg, der var nedsat i artikel 5 i direktiv 98/34, er blevet erstattet af det udvalg, der er omhandlet i artikel 22 i forordning nr. 1025/2012 i dens oprindelige affattelse.

14

Tvistens baggrund er sammenfattet på følgende måde i den første appellerede doms præmis 5-13:

15

Den 10. marts 2017 offentliggjorde Kommissionen »gennemførelsesmeddelelsen«, som gengav listen over alle de harmoniserede standarder på området for forordning nr. 305/2011. Med hensyn til de to standarder EN 14342:2013 og EN 14904:2006 angav denne meddelelse i det væsentlige de begrænsninger, der allerede var opstillet i den første gruppe af omtvistede afgørelser.

16

Den 11. august 2017, den 15. december 2017 og den 9. marts 2018 offentliggjorde Kommissionen de tre øvrige omtvistede meddelelser.

17

Tvistens baggrund er sammenfattet på følgende måde i den anden appellerede doms præmis 1-12:

18

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. april 2017 anlagde Forbundsrepublikken Tyskland sag med påstand om annullation af dels den første gruppe af omtvistede afgørelser, dels »gennemførelsesmeddelelsen«.

19

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 4. august 2017 anmodede Republikken Finland om tilladelse til at intervenere til støtte for Forbundsrepublikken Tysklands påstande. Ved afgørelse af 1. september 2017 gav formanden for Rettens Første Afdeling tilladelse til denne intervention.

20

I henhold til artikel 86, stk. 3, i Rettens procesreglement indleverede Forbundsrepublikken Tyskland den 9. oktober 2017, den 2. marts 2018 og den 20. maj 2018 tre anmodninger om tilpasning af stævningen til Rettens Justitskontor, hvormed denne medlemsstat nedlagde påstand om annullation af de tre øvrige omtvistede meddelelser.

21

Forbundsrepublikken Tyskland fremsatte til støtte for sit søgsmål tre anbringender, der i det væsentlige vedrørte for det første en tilsidesættelse af de væsentlige formforskrifter, som fulgte af artikel 18 i forordning nr. 305/2011, for det andet en tilsidesættelse af begrundelsespligten og for det tredje en tilsidesættelse af materielle bestemmelser i den nævnte forordning.

22

Ved den første appellerede dom afviste Retten delvist søgsmålet hvad angik »gennemførelsesmeddelelsen« og de tre øvrige omtvistede meddelelser, og frifandt delvist Kommissionen hvad angik den første gruppe af omtvistede afgørelser.

23

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 31. januar 2018 anlagde Forbundsrepublikken Tyskland sag med påstand om annullation af den anden gruppe af omtvistede afgørelser.

24

Forbundsrepublikken Tyskland fremsatte til støtte for sit søgsmål to anbringender, der i det væsentlige vedrørte for det første en tilsidesættelse af begrundelsespligten og for det andet en tilsidesættelse af materielle bestemmelser i forordning nr. 305/2011.

25

Ved den anden appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i det hele.

26

Forbundsrepublikken Tyskland har med sit appelskrift i sag C-475/19 P nedlagt følgende påstande:

27

Republikken Finland har nedlagt påstand om, at der gives medhold i påstandene i den appel, som Forbundsrepublikken Tyskland har iværksat i sag C-475/19 P.

28

Forbundsrepublikken Tyskland har med sit appelskrift i sag C-688/19 P nedlagt følgende påstande:

29

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

30

Ved afgørelse truffet af formanden for Første Afdeling den 15. september 2020 er sagerne C-475/19 P og C-688/19 P blevet forenet med henblik på dommen.

31

Kommissionen har gjort gældende, at appellerne ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom appelskrifterne begrænser sig til en gentagelse af de argumenter, der blev fremsat for Retten, og ikke angiver de kritiserede præmisser i de appellerede domme.

32

Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt påstand om, at denne indsigelse forkastes.

33

Det fremgår af artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt nøjagtigt anføre de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises. De krav til begrundelse, der følger af disse bestemmelser, er således ikke opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremført for Retten. Imidlertid kan retsspørgsmål, der blev behandlet i første instans, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten (kendelse af 5.9.2019, Iceland Foods mod EUIPO, C-162/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:686, præmis 5 (generaladvokatens stillingtagen, punkt 6 og den deri nævnte retspraksis)).

34

I den foreliggende sag indeholder appelskrifterne i deres helhed en tilstrækkeligt nøjagtig angivelse af, hvilke præmisser i de appellerede domme der kritiseres, og grundene til, at disse ifølge appellanten er behæftet med retlige fejl, og appelskrifterne er derfor ikke – som Kommissionen har anført – begrænset til en simpel gentagelse eller gengivelse af de for Retten fremførte argumenter, hvorved det følgelig er muligt for Domstolen at udøve sin legalitetskontrol.

35

Da appellanten således har opfyldt de begrundelseskrav, der er anført i nærværende doms præmis 33, skal den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse forkastes.

36

Forbundsrepublikken Tyskland har til støtte for sin appel i sag C-475/19 P fremsat tre anbringender. Med det første anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 263, stk. 1, TEUF, idet Retten i den første appellerede dom i det væsentlige overså det forhold, at »gennemførelsesmeddelelsen« og de tre øvrige omtvistede meddelelser skabte andre retsvirkninger end dem, som den første gruppe af omtvistede afgørelser skabte. Forbundsrepublikken Tyskland har med sit andet anbringende anført, at denne dom er i strid med artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011, sammenholdt med denne forordnings artikel 17, stk. 5, eftersom disse bestemmelser ikke blot bemyndigede, men ligeledes forpligtede Kommissionen til at træffe en af de foranstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland havde foreslået. Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af den nævnte forordnings artikel 18, stk. 2, sammenholdt med samme forordnings artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 17, stk. 3, eftersom disse bestemmelser forpligtede Kommissionen til at undersøge, om de standarder, der var omfattet af den første gruppe af omtvistede afgørelser, skabte en risiko for, at de grundlæggende krav til bygværker ikke blev overholdt.

37

Republikken Finland er interveneret til støtte for det andet og det tredje anbringende i sag C-475/19 P.

38

Forbundsrepublikken Tyskland har til støtte for sin appel i sag C-688/19 P fremsat to anbringender. Med det første anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011, sammenholdt med denne forordnings artikel 17, stk. 5, idet Retten overså, at disse bestemmelser ikke blot bemyndigede, men ligeledes forpligtede Kommissionen til at træffe en af de foranstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland havde foreslået. Forbundsrepublikken Tyskland har med sit andet anbringende anført, at den anden appellerede dom er i strid med den nævnte forordnings artikel 18, stk. 2, sammenholdt med denne samme forordnings artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 17, stk. 3, idet Retten overså det forhold, at disse bestemmelser forpligtede Kommissionen til at efterprøve, om de standarder, der var omfattet af den anden gruppe af omtvistede afgørelser, skabte en risiko for, at de grundlæggende krav til bygværker ikke blev overholdt.

39

Forbundsrepublikken Tysklands første anbringende består af to led.

40

Under det første led har appellanten gjort gældende, at »gennemførelsesmeddelelsen« og de tre øvrige omtvistede meddelelser i modsætning til, hvad Retten fastslog, skaber bindende retsvirkninger. Ifølge artikel 17, stk. 5, i forordning nr. 305/2011 indebærer Kommissionens offentliggørelse af en liste over referencer for harmoniserede standarder i Den Europæiske Unions Tidende således, at der fra datoen for sameksistensperiodens indtræden kan anvendes en harmoniseret standard, og at det fra datoen for sameksistensperiodens ophør bliver obligatorisk at anvende en harmoniseret standard til at udarbejde en ydeevnedeklaration for byggevarer, som er omfattet af denne standard. Retten fastslog derfor med urette, at disse meddelelser ikke skabte nogen nye retsvirkninger i forhold til retsvirkningerne i den første gruppe af omtvistede afgørelser.

41

Under det andet led har appellanten kritiseret Retten for, at den konkluderede, at appellanten skulle påvise, at de omhandlede meddelelser havde påvirket dennes interesser eller i væsentlig grad ændret dennes retsstilling, selv om en medlemsstat ikke behøver at godtgøre, at en retsakt skaber retsvirkninger, som berører denne personligt, eller som påvirker dennes interesser.

42

Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringendes to led forkastes.

43

Hvad angår det første anbringendes første led skal det bemærkes, at den første gruppe af omtvistede afgørelser – som det i det væsentlige fremgår af den første appellerede doms præmis 42, 43 og 64 – skabte retsvirkninger i forhold til appellanten, både derved at dennes principale anmodning blev forkastet, og derved at dennes subsidiære anmodning blev delvist efterkommet. Det var den delvise efterkommelse af denne anmodning, der foranledigede Kommissionen til i gennemførelsesøjemed at vedtage de fire omtvistede meddelelser.

44

Som Retten med rette fastslog i den første appellerede doms præmis 49, forholder det sig følgelig således, at de meddelelser, som Kommissionen udsteder som led i gennemførelsen af forordning nr. 305/2011, når de alene angår en ajourføring af listen over alle referencerne for de harmoniserede standarder som følge af en delvis efterkommelse af et forbehold taget af en medlemsstat på grundlag af denne forordnings artikel 18, stk. 1, i forhold til de pågældende harmoniserede standarder reelt begrænser sig til at henvise til disse uden at skabe andre retsvirkninger end dem, som allerede er skabt for denne medlemsstat ved de afgørelser, som denne institution har vedtaget på grundlag af den nævnte forordnings artikel 18, stk. 2.

45

Eftersom det, som det fremgår af den første appellerede doms præmis 43-45, følger af formålet med, indholdet af og sammenhængen for »gennemførelsesmeddelelsen« og de tre øvrige omtvistede meddelelser – og følgelig af en udførlig analyse af disse meddelelser – at de i det væsentlige tilsigtede at følge de restriktioner, der allerede var fastsat i den første gruppe af omtvistede afgørelser, kunne Retten med føje fastslå, at de nævnte meddelelser ikke kunne skabe selvstændige retsvirkninger.

46

Det følger heraf, at dette led skal forkastes.

47

Med hensyn til det første anbringendes andet led skal dette forkastes som uvirksomt, da det alene ville kunne tiltrædes, hvis det var blevet konkluderet, at de meddelelser, som Kommissionen udsteder som led i gennemførelsen af forordning nr. 305/2011, skabte selvstændige retsvirkninger.

48

Under disse omstændigheder skal det første anbringende i sag C-475/19 P forkastes.

49

Forbundsrepublikken Tyskland har med det andet anbringende i sag C-475/19 P og med det første anbringende i sag C-688/19 P i det væsentlige anført, at Retten fejlfortolkede artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011. Med hensyn til det andet anbringende i sag C-475/19 P og det første anbringende i sag C-688/19 P skal det bemærkes, at disse anbringender, der hver indeholder tre led, er sammenligneligt formuleret.

50

Appellanten har under det første og det andet led påpeget, at Kommissionen er berettiget til at fremsætte et forbehold over for en bestemt harmoniseret standard, hvilket appellanten i øvrigt henstillede til Kommissionen at gøre i den konkrete sag. Kommissionen har således ikke blot mulighed for, men tillige pligt til kun delvist at skabe de i denne forordning fastsatte retsvirkninger hvad angår en standard, der ikke fuldt ud dækker de krav, som er fastsat i det relevante mandat, hvilket fremgår klart af ordlyden af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011.

51

Det følger således af denne forordnings artikel 17, stk. 5, andet afsnit, at Kommissionen ved offentliggørelsen af de harmoniserede standarder, der er i overensstemmelse med de modtagne mandater, skal begrænse sig til at offentliggøre referencerne for de standarder, der er fuldt ud i overensstemmelse med disse mandater.

52

Eftersom proceduren i artikel 18 i forordning nr. 305/2011 udgør en pendant til proceduren i denne forordnings artikel 17, stk. 5, andet afsnit, kan dét, som denne sidstnævnte bestemmelse forbyder, i øvrigt ikke være tilladt efter den nævnte forordnings artikel 18, stk. 2.

53

Appellanten har under det tredje led kritiseret de »vide skønsbeføjelser«, som Retten i den første og den anden appellerede dom tillagde Kommissionen. Som Domstolen fastslog i præmis 43 i sin dom af 27. oktober 2016, James Elliott Construction (C-613/14, EU:C:2016:821), gælder det således, at selv om udarbejdelsen af en harmoniseret standard tilfalder et privatretligt organ, udgør den ikke desto mindre en gennemførelsesforanstaltning, som er nødvendig og strengt afgrænset af de væsentlige krav, der defineres i EU-retten, og som er gennemført på initiativ af Kommissionen og under dens kontrol. I denne sammenhæng tilkommer det Kommissionen at udføre sin opgave med at efterprøve de formelle og materielle aspekter.

54

Hvad angår det tredje anbringende i sag C-475/19 P og det andet anbringende i sag C-688/19 P er disse anbringender ligeledes sammenligneligt formuleret.

55

Ifølge appellanten overså Retten, at det følger af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 17, stk. 3, at Kommissionen er forpligtet til at undersøge, om de harmoniserede standarder gør det muligt for medlemsstaterne at sikre sig, at de grundlæggende krav til bygværker overholdes. De harmoniserede standarder skal således gøre det muligt at vurdere en byggevares ydeevne med hensyn til dens væsentlige egenskaber med henblik på at opfylde de grundlæggende krav til bygværker.

56

Republikken Finland, der er interveneret til støtte for det andet og det tredje appelanbringende i sag C-475/19 P, har i det væsentlige gjort gældende, at Retten har set bort fra, at Kommissionen i henhold til forordning nr. 305/2011 er forpligtet til at efterprøve, om en harmoniseret standard er egnet til overholde de grundlæggende krav til bygværker hvad angår alle de elementer, der kræves efter det mandat, som denne standard er baseret på. Hvis en standard på nogen som helst måde skulle vise sig at være mangelfuld, vil Kommissionen således have pligt til at anerkende, at medlemsstaterne bevarer muligheden for at indføre nationale krav til disse væsentlige egenskaber, i det omfang den nævnte standard ikke dækker kriterierne for at vurdere de grundlæggende krav, der er fastsat i mandatet.

57

Kommissionen har nedlagt påstand om, at det andet og det tredje anbringende i sag C-475/19 P samt det første og det andet anbringende i sag C-688/19 P forkastes.

58

I første omgang fremgår det af ordlyden af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 305/2011, at den formelle indsigelsesprocedure indledes, når en medlemsstat eller Kommissionen finder, at en harmoniseret standard ikke »fuldt ud« dækker de krav, som er fastsat i det relevante mandat, hvilket omfatter såvel det tilfælde, hvor denne standard er mangelfuld i forhold til dette mandat, som det tilfælde, hvor den på visse punkter er i strid med mandatet.

59

Når der fremsættes en indsigelse, tilkommer det ifølge denne samme bestemmelse Kommissionen – efter at have hørt det stående byggeudvalg og det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 22 i forordning nr. 1025/2012 – at bedømme, om standarden i det mindste delvist opfylder kravene i mandatet. Hvis dette er tilfældet, er Kommissionen herefter forpligtet til at afgøre, om denne standard eller den del af denne, der opfylder disse krav, helt eller med begrænsninger skal offentliggøres eller opretholdes i Den Europæiske Unions Tidende, eller om standarden skal tilbagetrækkes herfra.

60

Derimod er det ikke i artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011 fastsat, at denne institution kan forsyne referencen for en harmoniseret standard med forbehold såsom de af appellanten ønskede, bortset fra en delvis offentliggørelse eller opretholdelse.

61

Det er rigtigt, at ordet »delvist«, der navnlig optræder i den franske eller den italienske sprogversion af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011, i visse andre sprogversioner af denne bestemmelse – såsom den tyske, den engelske, den spanske og den polske – svarer til udtrykket »med forbehold« eller »med begrænsninger«. Kommissionen kan dog ikke under den procedure, der er fastsat i denne forordnings artikel 18, tillade medlemsstaterne ved et forbehold at supplere indholdet af en ikke fuldt ud harmoniseret standard, da den i så fald ville gribe ind i de kompetencer, der efter såvel den nævnte forordnings artikel 17 som artikel 18, stk. 3, er tillagt de europæiske standardiseringsorganer, der er de eneste, som har beføjelse til at fastlægge eller ændre indholdet af en standard i forhold til det givne mandat.

62

Det gælder i denne forbindelse endvidere, at en undladelse af en offentliggørelse, en hel eller begrænset offentliggørelse eller opretholdelse såvel som en tilbagetrækning af referencerne for en harmoniseret standard, der helt eller delvist er i overensstemmelse med det relevante mandat, forbliver en mulighed, som står åben for Kommissionen på baggrund af udtalelsen fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 22 i forordning nr. 1025/2012, og ikke en forpligtelse, der påhviler denne institution.

63

I den konkrete sag fastslog Retten for det første i den første appellerede doms præmis 94 med rette, at appellantens argument om, at Kommissionen ikke havde vurderet, hvorvidt de pågældende harmoniserede standarder var i overensstemmelse med det relevante mandat, var faktuelt forkert, idet denne institution i 9., 11., 14. og 15. betragtning til den første gruppe af omtvistede afgørelser – i forhold til de omhandlede bestemmelser – havde anerkendt, at der manglede de nødvendige kriterier for og metoder til vurderingen af ydeevnen for andre farlige stoffer, således at disse bestemmelser, idet de ikke var anvendelige, eksplicit skulle udelukkes fra rækkevidden af referencerne for de pågældende harmoniserede standarder. Herved gjorde Kommissionen i den første gruppe af omtvistede afgørelser brug af den mulighed, som den har for kun med begrænsninger at opretholde referencerne for de harmoniserede standarder.

64

I den anden appellerede doms præmis 42 og 44 anførte Retten for det andet med rette, at selv om »de pågældende harmoniserede standarder ikke fuldt ud svarer til det relevante mandat, og [selv om] ydeevneegenskaberne såsom sammentrykningsstyrke, bæreevne og tæthed ikke er indbefattet i metoderne til og kriterierne for at vurdere ydeevnerne i henhold til de pågældende harmoniserede standarder«, kunne denne omstændighed ikke »medføre en annullation af [den anden gruppe af omtvistede afgørelser], da det nævnte mandat ikke indeholder nogen retningslinjer for udarbejdelsen af ydeevnekriterier for installation eller anvendelse af tanke i områder med risiko for jordskælv eller oversvømmelser«.

65

I anden omgang skal det – som det fremgår af første og anden betragtning til forordning nr. 305/2011 – påpeges, at mens medlemsstaternes regler kræver, at »bygværker« konstrueres og udføres på en sådan måde, at menneskers, husdyrs eller ejendoms sikkerhed ikke bringes i fare, og at miljøet ikke skades, har disse regler direkte betydning for kravene til »byggevarer«, som for deres del og som følge af deres forskelligartethed hæmmer samhandelen inden for Unionen.

66

For at lette deres frie bevægelighed har forordning nr. 305/2011, som det bestemmes i forordningens artikel 1, således til formål at fastsætte betingelserne for at bringe »byggevarer« i omsætning eller gøre dem tilgængelige på markedet, ved at fastsætte harmoniserede regler både for, hvorledes disse varers ydeevne udtrykkes med hensyn til deres væsentlige egenskaber, og for anvendelse af CE-mærkning på disse varer.

67

Ifølge artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 305/2011 må medlemsstaterne ikke forbyde eller hindre, at CE-mærkede »byggevarer« gøres tilgængelige på markedet eller anvendes på deres område eller under deres ansvar, »når den deklarerede ydeevne svarer til kravene vedrørende anvendelsen i den pågældende medlemsstat«.

68

I denne forbindelse vil medlemsstaternes mulighed for at fastsætte nationale bestemmelser for at regulere deres egne metoder til vurdering af »byggevarer« med hensyn til de aspekter, som ikke er omfattet af en harmoniseret standard, til trods for formålet med forordning nr. 305/2011 kunne begrænse den frie bevægelighed for de byggevarer, som er i overensstemmelse med den harmoniserede standard, idet fabrikanterne af »byggevarer« risikerer at stå over for divergerende nationale procedurer og kriterier i en grad, så den reelle markedsadgang for deres produkter derved kan blive hæmmet. I det tilfælde, hvor en »byggevare« ikke er omfattet eller ikke fuldt ud er omfattet af en harmoniseret standard – således at ydeevnen ikke kan vurderes fuldt ud i forhold til dens væsentlige egenskaber i henhold til den eksisterende harmoniserede standard – tilkommer det i givet fald fabrikanten at indgive en anmodning om en europæisk teknisk vurdering, jf. den nævnte forordnings artikel 19.

69

Som anført i tredje betragtning til forordning nr. 305/2011 bør denne forordning imidlertid ikke berøre medlemsstaternes ret til at fastsætte de krav, de finder nødvendige for at sikre beskyttelsen af sundhed, miljø og arbejdstagere, når byggevarerne anvendes.

70

Det følger heraf, at en medlemsstat kan opstille specifikke regler for installation og anvendelse af »byggevarer«, forudsat at disse regler ikke rummer nogen krav, som afviger fra de harmoniserede standarder hvad angår vurderingen af de nævnte varer eller anvendelsen af CE-mærkning på disse varer.

71

I den konkrete sag begik Retten ikke nogen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 102 fastslog, at Kommissionen ikke kunne vedtage et forbehold med præcisering af, at medlemsstaterne var berettigede til at indføre deres nationale bestemmelser om afprøvningsmetoder og efterprøvninger angående frigivelse af andre farlige stoffer.

72

I øvrigt lagde Retten i den anden appellerede doms præmis 51 og 55 korrekt til grund, at anvendelsen af tanke i områder med risiko for jordskælv eller oversvømmelser ikke faldt ind under anvendelsesområdet for de pågældende harmoniserede standarder, således at det ikke var muligt, som led i proceduren i artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011, at supplere disse standarder ved en begrænsning på dette punkt.

73

Som anført i nærværende doms præmis 70 er det dog tilladt medlemsstaterne at opstille specifikke regler for installation og anvendelse af »byggevarer«, forudsat at disse regler ikke rummer nogen krav, som afviger fra de harmoniserede standarder, der er baseret på forordning nr. 305/2011.

74

I tredje omgang forholder det sig således, at selv om de harmoniserede standarder i medfør af de kombinerede bestemmelser i artikel 2, nr. 4), artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 17, stk. 3, i forordning nr. 305/2011 er knyttet til »byggevarers« væsentlige egenskaber og til de grundlæggende krav til »bygværker«, gælder det ikke desto mindre, at denne forordning ikke har til formål at harmonisere kravene til disse bygværker, men udelukkende at harmonisere de nærmere regler for vurderingen og ydeevnedeklarationen for »byggevarer«. Eftersom metoderne til og kriterierne for at vurdere ydeevnerne for de »byggevarer«, der er defineret i de harmoniserede standarder, alene skal kunne gøre det muligt at sikre sig, at de nævnte varers ydeevner overholder de væsentlige egenskaber i overensstemmelse med de grundlæggende krav til »bygværker«, er formålet med disse standarder ikke at sikre overholdelsen af de grundlæggende krav gennem selve standarderne.

75

I den foreliggende sag må det konstateres, at Retten i den første appellerede dom foretog en korrekt anvendelse af disse principper ved i denne doms præmis 95 at fastslå, at det på den ene side ikke er formålet med de harmoniserede standarder at sikre overholdelsen af de grundlæggende krav til »bygværker«, der er fastsat af medlemsstaterne, men at medlemsstaterne på den anden side, i deres bestemmelser om »byggevarer«, som skal sikre overholdelsen af de grundlæggende krav, for at sikre den frie bevægelighed for disse varer er forpligtet til at anvende de harmoniserede standarder hvad angår vurderingen af de nævnte varers ydeevne.

76

Ligeledes fastslog Retten i denne samme doms præmis 96 med rette, at det ikke tilkommer Kommissionen at efterprøve, hvorvidt de pågældende harmoniserede standarder sikrer overholdelsen af de grundlæggende krav til »bygværker« hvad angår frigivelse af andre farlige stoffer, eftersom de harmoniserede standarder har til formål at muliggøre en vurdering af »byggevarers« ydeevne.

77

Med hensyn til den anden appellerede dom præciserede Retten i dennes præmis 49, at anmodningen om indførelse af et forbehold i anvendelsesområdet for referencerne for de pågældende harmoniserede standarder under alle omstændigheder ikke kunne imødekommes på grundlag af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 305/2011, idet »den tilsigte[de] at tilføje de nævnte standarder et supplerende krav vedrørende installation eller anvendelse af tanke i områder med risiko for jordskælv eller oversvømmelser«, selv om der ikke i den nævnte bestemmelse er fastsat en sådan mulighed for en tilføjelse.

78

Det var derfor med rette, at Retten kontrollerede, hvorvidt de pågældende standarder var i overensstemmelse med de relevante mandater, og redegjorde for grundene til, at Kommissionen ikke var forpligtet til at efterprøve, om de grundlæggende krav var blevet overholdt.

79

I fjerde omgang skal det til sidst fastslås, at Retten i den første appellerede doms præmis 105 og i den anden appellerede doms præmis 58 begrænsede sig til at fremhæve, at Kommissionen ikke havde anlagt noget åbenbart urigtigt skøn.

80

Det følger heraf, at det andet og det tredje anbringende i sag C-475/19 P og det første og det andet anbringende i sag C-688/19 P skal forkastes.

81

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal appellerne forkastes i det hele.

82

Det fremgår af procesreglementets artikel 184, stk. 2, at såfremt appellen ikke tages til følge, eller såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagsomkostningerne. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

83

Da Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen, og da Kommissionen har nedlagt påstand om, at denne medlemsstat tilpligtes at betale sagsomkostningerne, pålægges det Forbundsrepublikken Tyskland at betale Kommissionens omkostninger i nærværende appelsager og i sagerne for Retten.

84

I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger.

85

Republikken Finland, som indtrådte i søgsmålet for Retten, og som deltog i sagen for Domstolen, bærer følgelig sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):