1

International Management Group (herefter »IMG«) har med sine appelskrifter nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets domme af 2. februar 2017, International Management Group mod Kommissionen (T-29/15, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom T-29/15«, EU:T:2017:56), og International Management Group mod Kommissionen (T-381/15, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom T-381/15«, EU:T:2017:57) (herefter under ét »de appellerede domme«), hvorved Retten frifandt Kommissionen i de søgsmål, som IMG havde anlagt med påstand, i sag T-29/15, om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2014) 9787 final af 16. december 2014 om ændring af gennemførelsesafgørelse C(2013) 7682 om det årlige handlingsprogram 2013 for Myanmar/Burma, der skal finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget (herefter »afgørelsen af 16. december 2014«), og, i sag T-381/15, dels om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse, der er indeholdt i dennes skrivelse af 8. maj 2015 til IMG (herefter »afgørelsen af 8. maj 2015« og, sammen med afgørelsen af 16. december 2014, »de omtvistede afgørelser«), dels om erstatning for de tab, der blev forvoldt ved afgørelsen af 8. maj 2015.

2

Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006 af 13. december 2006 (EUT 2006, L 390, s. 1) (herefter »forordning nr. 1605/2002«), blev med virkning fra den 1. januar 2013 ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af forordning nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1). Artikel 212, litra a), i forordning nr. 966/2012 bestemte dog bl.a., at artikel 53 og 53d i forordning nr. 1605/2002 fandt anvendelse på alle forpligtelser indgået frem til den 31. december 2013.

3

Artikel 53 i forordning nr. 1605/2002 bestemte følgende:

»Kommissionen gennemfører i henhold til bestemmelserne i artikel 53a-53d budgettet på en af følgende måder:

4

Denne forordnings artikel 53d fastsatte bl.a. følgende:

»1.   Når Kommissionen gennemfører budgettet ved fælles forvaltning, overdrages visse gennemførelsesopgaver til internationale organisationer […]

[…]

2.   Individuelle aftaler, der indgås med internationale organisationer om finansieringen, skal indeholde detaljerede bestemmelser om gennemførelsen af de opgaver, den pågældende internationale organisation har fået pålagt.

[…]«

5

Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1605/2002 (EFT 2002, L 357, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 478/2007 af 23. april 2007 (EUT 2007, L 111, s. 13) (herefter »forordning nr. 2342/2002« og, sammen med forordning nr. 1605/2002, »de finansielle bestemmelser fra 2002«) blev med virkning fra den 1. januar 2013 ophævet ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 966/2012 (EUT 2012, L 362, s. 1) (herefter, sammen med forordning nr. 966/2012, »de finansielle bestemmelser fra 2012«).

6

Artikel 43 i forordning nr. 2342/2002 med overskriften »Fælles forvaltning« indeholdt bl.a. et stk. 2, der bestemte følgende:

»De internationale organisationer i henhold til […] artikel 53d, [i forordning nr. 1605/2002] er:

[…]«

7

Forordning nr. 966/2012 trådte i kraft den 27. oktober 2012 i overensstemmelse med sin artikel 214, stk. 1. Forordningen anvendes fra den 1. januar 2013 i henhold til sin artikel 214, stk. 2, uden at dette berører de specifikke anvendelsesdatoer for andre af forordningens artikler.

8

Blandt disse øvrige artikler figurerer artikel 58 med overskriften »Gennemførelsesmetoder«, der kun finder anvendelse på forpligtelser indgået fra og med den 1. januar 2014, og som indeholder et stk. 1 med følgende affattelse:

»Kommissionen gennemfører budgettet på følgende måder:

[…]«

9

Artikel 84-86 i forordning nr. 966/2012 finder for deres del anvendelse fra og med den 1. januar 2013.

10

Denne forordnings artikel 84, der har overskriften »Finansieringsafgørelse«, bestemmer følgende:

»1.   Enhver udgift omfatter indgåelse af en forpligtelse, fastsættelse af udgiften, anvisning til betaling og betaling.

2.   Bortset fra de tilfælde, hvor bevillinger kan anvendes uden en basisretsakt […], skal der forud for indgåelsen af en udgiftsforpligtelse foreligge en finansieringsafgørelse vedtaget af institutionen eller de myndigheder, som institutionen har delegeret beføjelser til.

3.   Den i stk. 2 omhandlede finansieringsafgørelse indeholder det tilsigtede mål, de forventede resultater, gennemførelsesmetoden og dens samlede beløb. Den indeholder endvidere en beskrivelse af de aktioner, der skal finansieres, og en angivelse af de dertil svarende finansieringsbeløb og en vejledende tidsplan for gennemførelsen.

I tilfælde af indirekte forvaltning skal finansieringsoversigten ligeledes anføre den enhed eller person, som er bemyndiget i henhold til artikel 58, stk. 1, litra c), de kriterier, der blev anvendt til at vælge enheden eller personen, og de opgaver, som denne enhed eller person har fået overdraget.

[…]«

11

Den nævnte forordnings artikel 85, stk. 1, der har overskriften »Forpligtelsestyper«, har følgende ordlyd:

»En budgetmæssig forpligtelse består i at afsætte de bevillinger, der er nødvendige for gennemførelsen af senere betalinger til indfrielse af retlige forpligtelser.

En retlig forpligtelse er den handling, hvorved den anvisningsberettigede indgår eller fastlægger en forpligtelse, der medfører udgifter.

[…]«

12

Samme forordnings artikel 86, der har overskriften »Regler vedrørende forpligtelser«, bestemmer i stk. 1 følgende:

»I forbindelse med enhver foranstaltning med udgiftsvirkning for budgettet indgår den ansvarlige anvisningsberettigede en budgetmæssig forpligtelse, før vedkommende indgår en retlig forpligtelse over for tredjemand […]«

13

Artikel 43 i den delegerede forordning nr. 1268/2012, der har overskriften »Specifikke bestemmelser om indirekte forvaltning med internationale organisationer«, bestemmer i stk. 1 følgende:

»De internationale organisationer, der er omhandlet i […] artikel 58, stk. 1, litra c), nr. ii), [i forordning nr. 966/2012], er:

[…]«

14

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1) trådte i kraft den 1. oktober 2013.

15

Denne forordnings artikel 7, der har overskriften »Gennemførelse af undersøgelserne«, bestemmer bl.a. følgende i stk. 6:

»Hvis undersøgelserne viser, at det kan være hensigtsmæssigt at træffe forebyggende administrative foranstaltninger for at beskytte Unionens finansielle interesser, informerer [OLAF] straks den institution eller det organ, kontor eller agentur, der er berørt af den igangværende undersøgelse. Der skal herunder gives følgende oplysninger:

[…]

Den berørte institution eller det berørte organ, kontor eller agentur kan på et hvilket som helst tidspunkt i tæt samarbejde med [OLAF] beslutte at træffe alle hensigtsmæssige forebyggende foranstaltninger, herunder foranstaltninger til sikring af bevismateriale, og informerer straks [OLAF] om en sådan beslutning.«

16

IMG blev ifølge sine vedtægter, således som de fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, stiftet den 25. november 1994 som en international organisation med navnet »International Management Group – Infrastructure for Bosnia and Herzegovina« og med hjemsted i Beograd (Serbien) med det formål at give de stater, der deltog i genopbygningen af Bosnien-Herzegovina, mulighed for til dette formål at råde over en særlig enhed. Siden da har IMG gradvist udvidet sit aktivitetsområde og den 13. juni 2012 indgået en hjemstedsaftale med Kongeriget Belgien.

17

Kommissionen vedtog den 7. november 2013 gennemførelsesafgørelse C(2013) 7682 final vedrørende det årlige handlingsprogram for 2013 for Myanmar/Burma, der finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget (herefter »den oprindelige afgørelse«), på grundlag af artikel 84 i forordning nr. 966/2012.

18

Det er fastsat i denne afgørelses artikel 1, at handlingsprogrammet for 2013 for Myanmar/Burma, således som præciseret i bilag 1 og 2 til afgørelsen, godkendes.

19

Den nævnte afgørelses artikel 3 bestemmer, at budgetgennemførelsesopgaver ved fælles forvaltning kan overdrages til de enheder, der er anført i bilag 1 og 2 til afgørelsen, under forudsætning af, at der indgås en delegationsaftale.

20

I bilag 2 til samme afgørelse beskrives den anden foranstaltning, der udgør handlingsprogrammet for 2013 for Myanmar/Burma. I afsnit 5 og 8 i dette bilag angives det i det væsentlige, at denne foranstaltning består af et udviklingsprogram for handel, hvis omkostninger, der anslås til 10 mio. EUR, vil blive finansieret af Den Europæiske Union, og hvis gennemførelse vil ske ved fælles forvaltning med IMG. I punkt 8.3.1 i det nævnte bilag præsenteres IMG som en international organisation, der allerede er etableret i Myanmar/Burma og er knyttet til gennemførelsen af de projekter, der finansieres af EU i denne stat.

21

OLAF underrettede den 17. februar 2014 Kommissionen om, at den havde indledt en undersøgelse af IMG’s status.

22

Den 24. februar 2014 fremsendte Kommissionens generalsekretær denne oplysning til Kommissionens generaldirektør for internationalt samarbejde og udvikling, idet generalsekretæren henledte generaldirektørens opmærksomhed på muligheden for at træffe forebyggende foranstaltninger på grundlag af artikel 7, stk. 6, i forordning nr. 883/2013.

23

Den 26. februar 2014 traf denne generaldirektør forebyggende foranstaltninger på grundlag af den nævnte bestemmelse og begrundede disse foranstaltninger med, at OLAF’s indledende analyse havde vist, at der herskede tvivl om IMG’s status (herefter »de forebyggende foranstaltninger af 26. februar 2014«). Disse forebyggende foranstaltninger bestod i det væsentlige i midlertidigt at forbyde dels indgåelse af enhver ny delegationsaftale med IMG i form af indirekte forvaltning af EU-budgettet på grundlag af forordning nr. 966/2012, dels en forlængelse af enhver delegationsaftale, der allerede var indgået med IMG i form af fælles forvaltning af EU-budgettet på grundlag af forordning nr. 1605/2002.

24

Den 25. april 2014 fremsendte den samme generaldirektør en skrivelse til IMG (herefter »skrivelsen af 25. april 2014«), hvori generaldirektøren underrettede denne organisation om tre nye forhold i Kommissionens sagsakter vedrørende for det første den omstændighed, at fem EU-medlemsstater, som IMG præsenterede som værende sine medlemmer, ikke anså sig for at være dette, for det andet den omstændighed, at generalsekretæren for De Forenede Nationer (FN) havde anført, at IMG ikke udgjorde et særligt FN-agentur, og for det tredje den omstændighed, at der var usikkerhed om beføjelserne for de personer, der havde repræsenteret visse tilstedeværende stater ved undertegnelsen af stiftelsesdokumentet for IMG. Kommissionens generaldirektør for internationalt samarbejde og udvikling angav ligeledes, at han i betragtning af den tvivl, som disse forhold havde rejst vedrørende IMG’s status, havde givet sine tjenestegrene instruks om – i forhold til IMG – midlertidigt at suspendere anvendelsen af de procedurer, der giver mulighed for gennemførelse af budgetopgaver gennem internationale organisationer.

25

Den 15. december 2014 modtog Kommissionen den rapport, som OLAF havde udarbejdet efter afslutningen af sin undersøgelse (herefter »OLAF’s rapport«), der var ledsaget af en række henstillinger. I denne rapport fandt OLAF i hovedtrækkene, at IMG ikke udgjorde en international organisation som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, og OLAF anbefalede Kommissionen at pålægge IMG sanktioner samt at tilbagesøge de beløb, som IMG havde modtaget i egenskab af en international organisation.

26

Den følgende dag vedtog Kommissionen afgørelsen af 16. december 2014 under henvisning til artikel 84 i forordning nr. 966/2012. Ifølge denne afgørelses artikel 1 erstattes bilag 2 i den oprindelige afgørelse af et nyt bilag, i hvis afsnit 1 og afsnit 4.3 det i det væsentlige fastsættes, at gennemførelsen af det udviklingsprogram for handel, der blev fastsat i denne oprindelige afgørelse, vil blive sikret ved indirekte forvaltning, som ikke længere vil ske gennem IMG, men gennem Deutsche Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit GmbH (herefter »GIZ«).

27

Kommissionens Juridiske Tjeneste udarbejdede den 16. januar 2015 et notat med overskriften »Juridisk analyse af [OLAF’s rapport] i undersøgelsen […] vedrørende [IMG]« (herefter »Den Juridiske Tjenestes udtalelse«).

28

Den 8. maj 2015 tilsendte Kommissionen IMG en skrivelse med det formål at underrette denne organisation om, hvorledes Kommissionen agtede at følge op på OLAF’s rapport, og den meddelte heri IMG, at den – samtidig med, at den undlod at efterkomme størstedelen af OLAF’s henstillinger – bl.a. havde besluttet, at dens tjenestegrene ikke længere ville indgå nogen ny delegationsaftale med IMG efter den metode med indirekte forvaltning med en international organisation, der er fastsat i forordning nr. 966/2012, indtil der var absolut sikkerhed med hensyn til IMG’s status som international organisation. Det er denne del af den omtalte skrivelse, som udgør den afgørelse af 8. maj 2015, der er nævnt i nærværende doms præmis 1.

29

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. januar 2015 og registreret under nr. T-29/15 anlagde IMG sag med påstand om annullation af afgørelsen af 16. december 2014.

30

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 24. marts 2015 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse mod dette søgsmål støttet på, at afgørelsen af 16. december 2014 ikke kunne anfægtes, da den dels var uden bindende retsvirkninger, dels var af rent bekræftende karakter i forhold til den skrivelse af 25. april 2014, hvormed IMG var blevet underrettet om de forebyggende foranstaltninger af 26. februar 2014.

31

Ved kendelse af 30. juni 2015 henskød Retten denne indsigelse til afgørelse i forbindelse med sagens realitet og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

32

Den 2. februar 2017 afsagde Retten den appellerede dom T-29/15, hvorved den frifandt Kommissionen i IMG’s søgsmål og pålagde IMG at betale sagsomkostningerne. I denne forbindelse fandt Retten for det første i denne doms præmis 28-78, at den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse var ugrundet, eftersom afgørelsen af 16. december 2014 havde haft bindende retsvirkninger, idet den definitivt havde frataget IMG muligheden for at indgå en delegationsaftale, og eftersom denne afgørelse ikke var af rent bekræftende karakter i forhold til skrivelsen af 25. april 2014, således at det af IMG iværksatte søgsmål til prøvelse af denne afgørelse skulle antages til realitetsbehandling. For det andet fastslog Retten i denne doms præmis 79-169 og 174, at ingen af de af IMG fremsatte syv anbringender kunne tiltrædes, og at Kommissionen derfor skulle frifindes i IMG’s søgsmål.

33

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. juli 2015 og registreret under nr. T-381/15 anlagde IMG sag med påstand om annullation af afgørelsen af 8. maj 2015 og om erstatning for de tab, der blev forvoldt ved denne afgørelse.

34

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. september 2015 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse mod dette søgsmål støttet på, at afgørelsen af 8. maj 2015 ikke kunne anfægtes, da den bl.a. var uden bindende retsvirkninger.

35

Ved kendelse af 29. januar 2016 henskød Retten denne indsigelse til afgørelse i forbindelse med sagens realitet og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

36

Den 2. februar 2017 afsagde Retten den appellerede dom T-381/15, hvori den fastslog, at det ikke længere var fornødent at træffe afgørelse om en del af IMG’s søgsmål, i øvrigt frifandt Kommissionen og pålagde IMG at betale sagsomkostningerne. I denne forbindelse fandt Retten først i denne doms præmis 41-53 og 75, at afgørelsen af 8. maj 2015 havde haft bindende retsvirkninger, idet den havde frataget IMG muligheden for at få overdraget nye budgetgennemførelsesopgaver efter den metode med indirekte forvaltning med en international organisation, der er fastsat i artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 966/2012, og at IMG’s annullationssøgsmål som følge heraf skulle antages til realitetsbehandling. Dernæst fastslog Retten i denne doms præmis 76-160, at ingen af de af IMG fremsatte otte anbringender kunne tiltrædes, og at Kommissionen derfor skulle frifindes i IMG’s annullationssøgsmål. Endelig forkastede Retten i samme doms præmis 170-173 IMG’s påstand om erstatning som ugrundet.

37

I øvrigt tog Retten i præmis 174-184 i den appellerede dom T-381/15 stilling til en begæring fra Kommissionen om, at to dokumenter fremlagt af IMG – nemlig OLAF’s rapport og Den Juridiske Tjenestes udtalelse – blev fjernet fra domstolsakterne. Retten afslog denne begæring hvad angik det første omhandlede dokument og imødekom begæringen hvad angik det andet dokument.

38

IMG har med sit appelskrift i sag C-183/17 P nedlagt følgende påstande:

39

IMG har med sit appelskrift i sag C-184/17 P nedlagt følgende påstande:

40

Kommissionen har nedlagt påstand om, at de to appeller forkastes, og at IMG tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse hermed.

41

Kommissionen har i øvrigt iværksat to kontraappeller, hvorved den har nedlagt følgende påstande:

42

IMG har nedlagt påstand om, at disse to kontraappeller forkastes, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse hermed.

43

Ved skrivelse af 8. februar 2018 er parterne blevet opfordret til at fremsætte bemærkninger til en eventuel forening af de to sager med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og Domstolens afgørelse. Som svar herpå har IMG erklæret ikke at have nogen indvendinger i denne henseende. Kommissionen har ikke reageret inden for den fastsatte frist.

44

Ved afgørelse af 20. marts 2018 er disse sager – efter høring af den refererende dommer og generaladvokaten – blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og Domstolens afgørelse.

45

For det første har Kommissionen gjort gældende, at Retten i præmis 57-63 i den appellerede dom T-29/15 og i præmis 44-48 i den appellerede dom T-381/15 med urette vurderede, at de omtvistede afgørelser havde haft bindende retsvirkninger, idet de havde frataget IMG muligheden for at indgå nye delegationsaftaler i form af en indirekte forvaltning af projekter finansieret af EU-budgettet. Ganske vist ændrede afgørelsen af 16. december 2014 den oprindelige afgørelse ved at erstatte IMG med GIZ som enhed udpeget med henblik på indgåelsen af en specifik delegationsaftale, og det er angivet i afgørelsen af 8. maj 2015, at Kommissionen ikke længere agter at indgå nye delegationsaftaler med IMG. Det forholder sig dog ikke desto mindre således, at IMG ikke havde noget retskrav på, at der blev indgået sådanne aftaler med denne organisation, hvoraf det må udledes, at de omtvistede afgørelser højst har haft faktuelle virkninger i forhold til IMG.

46

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at en finansieringsafgørelse såsom afgørelsen af 16. december 2014 – i modsætning til, hvad Retten angav i præmis 49-52 i den appellerede dom T-29/15 – skal anses for en retsakt med en rent intern rækkevidde, som ikke har nogen bindende retsvirkning over for tredjemand.

47

For det tredje og til sidst har Kommissionen gjort gældende, at Retten med urette fastslog, at afgørelsen af 16. december 2014 ikke udgjorde en retsakt, der blot bekræftede den skrivelse af 25. april 2014, hvormed IMG var blevet underrettet om vedtagelsen af de forebyggende foranstaltninger af 26. februar 2014. I modsætning til, hvad Retten anførte i præmis 70-73 i den appellerede dom T-29/15, indeholdt denne afgørelse således ingen nye faktiske eller retlige oplysninger. Selv om de nævnte forebyggende foranstaltninger og den nævnte afgørelse hviler på forskellige retsgrundlag og blev vedtaget i forbindelse med forskellige procedurer, således som angivet af Retten i denne doms præmis 74-76, var denne afgørelse desuden ikke desto mindre en direkte og automatisk konsekvens af disse foranstaltninger.

48

I sin kontraappel i sag C-184/17 P har Kommissionen i øvrigt gjort gældende, at IMG ikke burde have fået aktindsigt i OLAF’s rapport.

49

Følgelig har den anmodet Domstolen om at fjerne denne rapport fra domstolsakterne.

50

IMG har bestridt rigtigheden af disse forskellige argumenter.

51

Hvad for det første angår Kommissionens argumentation vedrørende de manglende bindende retsvirkninger af de omtvistede afgørelser, som er omtalt i nærværende doms præmis 45, følger det af fast retspraksis, at der kan anlægges annullationssøgsmål til prøvelse af enhver bestemmelse eller foranstaltning, der er vedtaget af EU’s institutioner, organer, kontorer eller agenturer – uanset form – og som tilsigter at have retligt bindende virkninger, der kan berøre en fysisk eller juridisk persons interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, af 12.9.2006, Reynolds Tobacco m.fl. mod Kommissionen, C-131/03 P, EU:C:2006:541, præmis 54, og af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, EU:C:2011:656, præmis 37).

52

Hvad angår afgørelsen af 16. december 2014 anførte Retten i den foreliggende sag indledningsvis i præmis 37 og 42 i den appellerede dom T-29/15 – som Kommissionen ikke har kritiseret – at denne afgørelse udgjorde en finansieringsafgørelse vedtaget af denne institution på grundlag af artikel 84 i forordning nr. 966/2012, der ikke kun havde som retsvirkning, men også som selve sit formål at ændre den oprindelige afgørelse ved at udpege GIZ i stedet for IMG som ansvarlig enhed for gennemførelsen af den udviklingsindsats for handel, der var fastsat inden for rammerne af handlingsprogrammet for Myanmar/Burma for 2013.

53

I forbindelse med denne analyse fastslog Retten bl.a. i den nævnte doms præmis 38, at det var ubestridt mellem parterne, at den oprindelige afgørelse selv kun havde udpeget IMG som ansvarlig enhed »under forudsætning af, at der indgås en delegationsaftale«.

54

I betragtning af disse forskellige faktorer vurderede Retten i samme doms præmis 44-48 og 57-63, at afgørelsen af 16. december 2014 havde en bindende retsvirkning, som kunne berøre IMG’s interesser ved at fratage denne organisation enhver mulighed for at indgå denne delegationsaftale.

55

I denne forbindelse skal det fastslås, at artikel 84, stk. 2, i forordning nr. 966/2012, på grundlag af hvilken både den oprindelige afgørelse og afgørelsen af 16. december 2014 blev vedtaget, bestemmer, at der forud for indgåelsen af en udgiftsforpligtelse skal foreligge en sådan afgørelse. Med hensyn til denne forpligtelse svarer den – som det fremgår af denne forordnings artikel 85, stk. 1, og artikel 86, stk. 1 – til den operation, at den ansvarlige anvisningsberettigede først indgår en budgetmæssig forpligtelse vedrørende udgiften og dernæst indgår en retlig forpligtelse over for den tredjemand, der skal modtage de betalinger, som konkretiserer denne udgift. Følgelig har Kommissionen med rette anført, at der ikke var blevet indgået nogen retlig forpligtelse over for IMG på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen af 16. december 2014, og at IMG følgelig ikke havde noget retskrav på, at der blev indgået en delegationsaftale med denne organisation.

56

Som angivet af Retten i præmis 42 og 59 i den appellerede dom T-29/15, gælder det dog, at en forpligtelsesafgørelse ikke desto mindre i henhold til artikel 84, stk. 3, i forordning nr. 966/2012 skal anføre »den enhed eller person, som er bemyndiget […], de kriterier, der blev anvendt til at vælge enheden eller personen, og de opgaver, som denne enhed eller person har fået overdraget«. I den oprindelige afgørelse var IMG således blevet valgt som enhed med ansvar for en af de foranstaltninger, der var fastsat inden for rammerne af handlingsprogrammet for Myanmar/Burma for 2013.

57

Det følger desuden af artikel 53d, stk. 2, i forordning nr. 1605/2002, som var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den oprindelige afgørelse, at en delegationsaftale som den, der er omhandlet i denne afgørelse, har til formål at præcisere gennemførelsesbestemmelserne til de budgetmæssige opgaver, som tidligere i en given sag er blevet overdraget til en international organisation. Indgåelsen af denne aftale skal derfor nødvendigvis forudgås af vedtagelsen af en finansieringsafgørelse, der overlader sådanne opgaver til denne organisation, og kan kun ske med denne finansieringsafgørelse. Samtidigt medfører et tab af statussen som enhed med ansvar for de pågældende opgaver automatisk, at muligheden for at indgå den tilsvarende delegationsaftale fortabes. Afgørelsen af 16. december 2014 havde imidlertid netop til formål og som retsvirkning at udpege GIZ som ansvarlig enhed for at gøre det muligt for Kommissionen at indgå en delegationsaftale med denne enhed i stedet for med IMG.

58

Under disse omstændigheder var det med rette, at Retten i præmis 44, 45, 57, 59, 60 og 62 i den appellerede dom T-29/15 fastslog, at IMG ved afgørelsen af 16. december 2014 havde mistet såvel den retlige egenskab af enhed udvalgt til at varetage en budgetopgave som enhver reel mulighed for at indgå den tilsvarende delegationsaftale.

59

Tabet af en sådan retlig egenskab udgør oplagt en bindende retsvirkning, der kan påvirke IMG’s interesser. Med hensyn til tabet af enhver reel mulighed for at indgå den tilsvarende delegationsaftale er dette den automatiske konsekvens af det nævnte tab af retlig egenskab, som angivet i nærværende doms præmis 57, og udgør derved også en bindende retsvirkning.

60

Følgelig skal det anbringende, som Kommissionen har fremsat til støtte for sin kontraappel i sag C-183/17 P, forkastes som ugrundet, for så vidt som det støttes på, at afgørelsen af 16. december 2014 er uden bindende retsvirkning.

61

For så vidt angår afgørelsen af 8. maj 2015 skal det indledningsvis bemærkes, at den ikke er udtryk for en fremtidig hensigt, som Kommissionen ikke desto mindre har hævdet, men for en bestående og aktuel afgørelse om ikke længere at indgå nogen delegationsaftale, »indtil der er absolut sikkerhed med hensyn til IMG’s status som international organisation«. Som følge heraf fratager denne afgørelse IMG enhver reel chance for at få overdraget nye budgetgennemførelsesopgaver og få tildelt de tilsvarende midler i forbindelse med en indirekte forvaltning af EU-budgettet, således som Retten fastslog i præmis 44 og 45 i den appellerede dom T-381/15.

62

Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at når en afgørelse, som Kommissionen under udøvelsen af sin selvstændige kompetence har vedtaget over for en specifik person, som følge af selve afgørelsens vedtagelse har den virkning, at denne person mister enhver reel chance for at modtage en EU-finansiering, skal denne virkning anses for en bindende retsvirkning af den nævnte afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.4.1997, Geotronics mod Kommissionen, C-395/95 P, EU:C:1997:210, præmis 14 og 15).

63

Derfor skal det anbringende, som Kommissionen har fremsat til støtte for sin kontraappel i sag C-184/17 P, ligeledes forkastes som ugrundet, for så vidt som det støttes på, at afgørelsen af 8. maj 2015 er uden bindende retsvirkning.

64

Hvad for det andet angår det argument fra Kommissionen, der er gennemgået i nærværende doms præmis 46, ifølge hvilket en finansieringsafgørelse såsom den i de foreliggende sager omhandlede burde være blevet anset for en retsakt uden nogen bindende retsvirkning over for tredjemand, skal der erindres om, at det følger af fast retspraksis, at de retsakter, der kun tilsigter at have retsvirkninger inden for selve den udstedende EU-institution eller det udstedende EU-organ, -kontor eller -agentur, i princippet ikke udgør retsakter, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål efter artikel 263 TEUF (jf. i denne retning dom af 25.2.1988, Les Verts mod Parlamentet, 190/84, EU:C:1988:94, præmis 8, og af 6.4.2000, Spanien mod Kommissionen, C-443/97, EU:C:2000:190, præmis 28).

65

I den foreliggende sag er det dog tilstrækkeligt at fastslå, at Retten ikke kan kritiseres for at have begået en retlig fejl ved i præmis 49-52 i den appellerede dom T-29/15 at forkaste Kommissionens argument om, at afgørelsen af 16. december 2014 kun havde retsvirkninger inden for Kommissionen, som ubegrundet, eftersom Retten med føje fastslog, at den nævnte afgørelse havde haft til formål at skabe bindende retsvirkninger i forhold til IMG af de grunde, der er angivet i nærværende doms præmis 57-59.

66

For det tredje og til sidst har Kommissionen som angivet i nærværende doms præmis 47 gjort gældende, at afgørelsen af 16. december 2014 burde være blevet kvalificeret som »en retsakt, der blot bekræfter en tidligere retsakt«, nemlig den skrivelse af 25. april 2014, hvormed IMG blev underrettet om vedtagelsen af de forebyggende foranstaltninger af 26. februar 2014.

67

Det gælder i denne forbindelse, at en retsakt skal anses for blot at bekræfte en tidligere retsakt, når den ikke indeholder noget nyt retligt eller faktuelt element i forhold til denne tidligere retsakt (jf. i denne retning dom af 14.4.1970, Nebe mod Kommissionen, 24/69, EU:C:1970:22, præmis 8, og af 3.4.2014, Kommissionen mod Nederlandene og ING Groep, C-224/12 P, EU:C:2014:213, præmis 69).

68

I den foreliggende sag fastslog Retten i præmis 70-73 i den appellerede dom T-29/15, at mens undersøgelsen af indholdet af de forebyggende foranstaltninger af 26. februar 2014 viste, at disse foranstaltninger havde haft den virkning midlertidigt at suspendere indgåelsen med IMG af enhver delegationsaftale såsom den, der var omfattet af den oprindelige afgørelse, viste analysen af afgørelsen af 16. december 2014, at dennes indhold havde haft den bindende retsvirkning specifikt og definitivt at fratage IMG muligheden for at indgå den nævnte delegationsaftale.

69

Derved fremhævede Retten de nye retlige og faktuelle elementer, der kendetegnede afgørelsen af 16. december 2014 i forhold til de forebyggende foranstaltninger af 26. februar 2014.

70

Derfor skal det anbringende, som Kommissionen har fremsat til støtte for sin kontraappel i sag C-183/17 P, forkastes som ugrundet, for så vidt som det støttes på, at afgørelsen af 16. december 2014 er »en retsakt, der blot bekræfter en tidligere retsakt«.

71

Da ingen af de anbringender, som Kommissionen har fremsat til støtte for sine kontraappeller, kan tages til følge, skal disse appeller forkastes i deres helhed.

72

Det er i øvrigt ufornødent at træffe afgørelse vedrørende Kommissionens påstand om, at OLAF’s rapport bliver fjernet fra sagsakterne, idet denne påstand har mistet sin genstand, eftersom Kommissionen under retsmødet har oplyst over for Domstolen, at den på eget initiativ har tilsendt IMG denne rapport.

73

Til støtte for sine appeller med påstand om ophævelse af de appellerede domme, for så vidt som Retten herved frifandt Kommissionen i IMG’s annullationssøgsmål, har IMG fremsat henholdsvis fire anbringender i sag C-183/17 P og fem anbringender i sag C-184/17 P. IMG har ligeledes fremført forskellige kritikpunkter vedrørende den afgørelse, som Retten traf om visse dokumenter, der indgik i sagsakterne.

74

Desuden har IMG i sag C-184/17 P fremsat et sjette anbringende til støtte for sin appel med påstand om ophævelse af den appellerede dom T-381/15, for så vidt som Retten herved forkastede IMG’s påstand om erstatning som ugrundet.

75

Der skal først ske en behandling af det andet anbringende fremsat af IMG i hver af de forenede sager.

76

For det første har IMG anført, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen hverken havde begået nogen retlig fejl eller anlagt noget åbenbart urigtigt skøn ved at vedtage de omtvistede afgørelser ud fra begrundelser, der byggede på den tvivl, som denne institution nærede med hensyn til IMG’s status som international organisation som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012. De forhold, som Kommissionen anførte til at begrunde sin tvivl, vedrørte således kun en del af de 16 medlemmer af IMG og ikke selve denne enheds status som international organisation i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i de nævnte bestemmelser.

77

For det andet gengav Retten de faktiske omstændigheder urigtigt ved kortfattet at forkaste de argumenter, som IMG havde fremført til anfægtelse af de omtvistede afgørelsers rigtighed, i stedet for at undersøge de mange dokumenter, som denne organisation havde fremlagt som bilag til sine skriftlige indlæg (vedtægter, stiftelsesprotokol, hjemstedsaftale med Kongeriget Belgien, udtalelser fra ambassadører osv.), for at bevise sin status som international organisation. Disse dokumenter, som Kommissionen havde rådighed over, da den vedtog de omtvistede afgørelser, viser imidlertid, at IMG er en international offentligretlig organisation, som blev stiftet i løbet af 1994 på grundlag af en mellemstatslig aftale indgået af 16 stater og Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand (ECHO), efter et møde i en arbejdsgruppe under De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge, med henblik på at give de stater, der deltog i genopbygningen af Bosnien-Herzegovina, mulighed for til dette formål at råde over en særlig enhed.

78

Heroverfor har Kommissionen gjort gældende, at det spørgsmål, der skal tages stilling til ved prøvelsen af de appellerede dommes lovlighed, ikke er, om IMG har eller ikke har status af international organisation som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, men snarere, om Kommissionen i betragtning af den tvivl, der bestod desangående, kunne beslutte ikke længere at betro IMG budgetgennemførelsesopgaver i henhold til denne status. IMG’s argumenter, der er nævnt i nærværende doms præmis 76, begrænser sig i denne sammenhæng til at anfægte den vurdering af de faktiske omstændigheder og af bevismaterialet, som Retten foretog, og bør som sådanne afvises fra realitetsbehandling, da de falder uden for Domstolens kontrol i forbindelse med en appel. Argumentet om, at de forhold, som Kommissionen anførte til at begrunde den i de omtvistede afgørelser udtrykte tvivl, kun vedrører en del af de 16 medlemmer af IMG, blev endvidere ikke fremsat i første instans, og det bør derfor afvises fra realitetsbehandling under appellen, fordi det er nyt. Under alle omstændigheder har Retten hverken begået nogen retlig fejl eller foretaget nogen urigtig gengivelse af de af IMG fremlagte dokumenter ved at vurdere, at den bestående tvivl om IMG’s status af international organisation begrundede de omtvistede afgørelser.

79

IMG har i replikken tilføjet, at denne organisations argumenter rejser tvivl om den retlige holdbarhed af det ræsonnement, som Retten fulgte i de appellerede domme med hensyn til de omtvistede afgørelsers lovlighed i forhold til de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, og at disse argumenter derfor skal antages til realitetsbehandling.

80

Da Kommissionen har anført, at en del af de kritikpunkter, som IMG har fremført til støtte for det andet anbringende i hver af sine appeller, skal afvises fra realitetsbehandling, skal det indledningsvis bemærkes, at en appellant for Domstolen kan anfægte den fortolkning og anvendelse af EU-retten, som Retten har foretaget i første instans (jf. i denne retning dom af 13.7.2000, Salzgitter mod Kommissionen, C-210/98 P, EU:C:2000:397, præmis 43, og af 12.9.2006, Reynolds Tobacco m.fl. mod Kommissionen, C-131/03 P, EU:C:2006:541, præmis 51), og at appellanten i denne forbindelse kan fremsætte appelanbringender, der har til formål at kritisere den retlige holdbarhed af Rettens vurderinger i den appellerede dom (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, Diputación Foral de Vizcaya m.fl. mod Kommissionen, C-465/09 P – C-470/09 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:372, præmis 146, og af 4.9.2014, Spanien mod Kommissionen, C-197/13 P, EU:C:2014:2157, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

81

I den foreliggende sag har IMG med sine kritikpunkter, der er omtalt i nærværende doms præmis 76, gjort gældende, at Retten begik en fejl ved anvendelsen af de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 i præmis 102-106 og 113 i den appellerede dom T-29/15 og i præmis 98-103, 108 og 109 i den appellerede dom T-381/15, da den besvarede de anbringender, hvormed IMG havde anfægtet de omtvistede afgørelsers lovlighed i forhold til disse bestemmelser.

82

Desuden skal det bemærkes, at argumentet om, at de forhold, som Kommissionen anførte til at begrunde den i disse afgørelser udtrykte tvivl, kun vedrører en del af de 16 medlemmer af IMG, har til formål at anfægte, at Rettens vurdering – dels i præmis 103 i den appellerede dom T-29/15, hvori der henvises til denne doms præmis 89, der selv henviser til samme doms præmis 85, dels i præmis 98 i den appellerede dom T-381/15, hvori der henvises til denne doms præmis 85 – hvorefter de omtvistede afgørelser, henset til den sammenhæng, inden for hvilken de blev vedtaget, skal anses for at være berettigede bl.a. på grund af disse forhold, skulle være retligt velbegrundet. I lyset af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 80, kan et sådant kritikpunkt derfor ikke afvises fra realitetsbehandling under appellen med den begrundelse, at det ikke blev fremsat i første instans.

83

Det må derfor fastslås, at de kritikpunkter, som IMG har fremsat til støtte for sit andet anbringende i hver af de forenede sager, og følgelig disse anbringender selv, kan antages til realitetsbehandling.

84

Hvad angår realiteten må det fastslås, at det andet anbringende i hovedappellerne tager sigte på henholdsvis præmis 102-106 og 113 i den appellerede dom T-29/15 og præmis 98-103, 108 og 109 i den appellerede dom T-381/15.

85

I denne henseende anfægtede IMG for Retten dels lovligheden af afgørelsen af 16. december 2014 i forhold til de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, dels lovligheden af afgørelsen af 8. maj 2015 i forhold til de finansielle bestemmelser fra 2012. I denne forbindelse anførte IMG bl.a. – som fastslået af Retten i præmis 102 og 104 i den appellerede dom T-29/15 og i præmis 96 i den appellerede dom T-381/15 – at IMG var en international offentligretlig organisation, som blev stiftet ved en mellemstatslig aftale som omhandlet i disse bestemmelser, således som det fremgår af de forskellige dokumenter, der blev fremlagt såvel for Kommissionen som for Retten.

86

Med henblik på at forkaste disse argumenter fastslog Retten indledningsvis i præmis 103 og 105 i den appellerede dom T-29/15 og i præmis 98 i den appellerede dom T-381/15, at Kommissionen i de omtvistede afgørelser havde udtryk tvivl om IMG’s status som international organisation ved at støtte sig på de oplysninger, der var blevet fremlagt i skrivelsen af 25. april 2014, med den ordlyd, der er omtalt i nærværende doms præmis 24.

87

Endvidere fandt Retten i præmis 104 og 105 i den appellerede dom T-29/15 og i præmis 102 i den appellerede dom T-381/15, at IMG’s argumenter og fremlagte dokumenter ikke kunne bevise, at den tvivl, som Kommissionen på grundlag af de pågældende oplysninger havde udtrykt i de omtvistede afgørelser, var ugrundet.

88

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af artikel 53 og artikel 53d, stk. 1, i forordning nr. 1605/2002 og af artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 966/2012, som ophævede og erstattede forordning nr. 1605/2002, at Kommissionen bl.a. kan gennemføre EU-budgettet ved at overdrage budgetgennemførelsesopgaver til internationale organisationer.

89

Det følger af disse bestemmelser, at Kommissionen, når den agter at vedtage en afgørelse, hvorved budgetgennemførelsesopgaver på dette grundlag overdrages til en given enhed, har pligt til at sikre, at denne enhed har status af en international organisation.

90

Når Kommissionen, efter vedtagelsen af en afgørelse om overdragelse af budgetgennemførelsesopgaver til en given enhed i dennes egenskab af international organisation, vedtager afgørelser såsom de omtvistede afgørelser på grundlag af oplysninger, der ifølge Kommissionen kan rejse tvivl om denne egenskab, skal disse afgørelser endvidere være retligt og faktisk begrundede.

91

Begrebet »international organisation«, der er nævnt i artikel 53 og 53d i forordning nr. 1605/2002 og i artikel 58 i forordning nr. 966/2012, er i denne forbindelse blevet defineret med den samme ordlyd i artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 2342/2002 og derefter i artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 1268/2012, der ophævede og erstattede forordning nr. 2342/2002. I henhold til disse to sidstnævnte bestemmelser omfatter dette begreb bl.a. »internationale offentligretlige organisationer, der er oprettet ved mellemstatslige aftaler, og særagenturer, som disse har oprettet«.

92

I den konkrete sag må det konstateres, at Retten ikke efterprøvede de omtvistede afgørelsers lovlighed ud fra denne definition, men begrænsede sig til at udtale, at de argumenter og det bevismateriale, som IMG havde fremført, ikke satte spørgsmålstegn ved Kommissionens tvivl om IMG’s status som international organisation.

93

Dette udsagn er imidlertid behæftet med en retlig fejl, eftersom ingen af de oplysninger, som Retten fremførte, da den anså Kommissionens tvivl for begrundet – således som gengivet i nærværende doms præmis 86 – juridisk set kan berettige denne tvivl.

94

Med hensyn til den første af disse oplysninger, der angår spørgsmålet om, hvorvidt flere stater, der af IMG blev præsenteret som værende medlemmer af IMG, rent faktisk var dette, fremgår det således af Rettens egne konstateringer, at Kommissionens tvivl i denne henseende alene angik »visse« af IMG’s medlemmer, og mere præcist fem af disse ud af i alt seksten. En sådan tvivl har imidlertid – såfremt den anses for velbegrundet – ikke i international ret den konsekvens, at den enhed, som disse stater ikke eller ikke længere er medlemmer af, mister egenskaben som »international organisation«, og dette så meget desto mindre når de pågældende stater, som i den konkrete sag, kun udgør en klar mindretalsdel af den omhandlede enhed.

95

Hvad angår den anden oplysning, der er knyttet til den bestående tvivl om beføjelserne for de personer, der havde repræsenteret visse stater ved undertegnelsen af stiftelsesdokumentet for IMG, skal det tillige bemærkes, at denne oplysning eventuelt kan så tvivl om gyldigheden af navnlig disse staters undertegnelse af stiftelsesdokumentet for IMG, men ikke gyldigheden af selve stiftelsen af denne organisation, eftersom de eventuelle uregelmæssigheder vedrørende repræsentation, der er omtalt, kun vedrørte et begrænset antal deltagende stater.

96

Med hensyn til den tredje oplysning, ifølge hvilken FN’s generalsekretær havde angivet over for OLAF, at IMG ikke udgjorde et særligt FN-agentur, er det tilstrækkeligt at fastslå, at denne oplysning var uden nogen juridisk relevans. Som det følger af nærværende doms præmis 91, opstiller de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 således ingen krav om, at en given enhed skal være et FN-agentur for at kunne kvalificeres som »international organisation«. Desuden var det i den foreliggende sag ubestridt, at IMG aldrig havde hævdet at være et sådant agentur, men gjorde krav på egenskaben som »international offentligretlig organisation, som blev stiftet ved en mellemstatslig aftale«, således som det klart fremgår af de konstateringer fra Retten, der er gengivet i nærværende doms præmis 85.

97

Under hensyn til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at det andet anbringende, som IMG har fremsat til støtte for hver af sine appeller i sagerne C-183/17 P og C-184/17 P, og hvormed det gøres gældende, at Retten i de appellerede domme med urette fastslog, at Kommissionen hverken havde begået nogen retlig fejl eller anlagt noget åbenbart urigtigt skøn ved at begrunde vedtagelsen af de omtvistede afgørelser med den tvivl, som denne institution nærede om IMG’s status som »international organisation« som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, er velbegrundet. Følgelig skal de foreliggende anbringender tiltrædes, uden at det er fornødent at undersøge, om denne afgørelse fra Retten i tillæg er behæftet med en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

98

For så vidt angår de konsekvenser, der skal drages af den retlige fejl, der er påvist i den foregående præmis, skal det for det første fastslås, at forkastelsen af IMG’s anbringender om den retlige fejl, som Kommissionen begik ved at begrunde de omtvistede afgørelser med den tvivl, som denne institution nærede om IMG’s status som international organisation, udgør det nødvendige grundlag for de appellerede dommes konklusioner, for så vidt som Kommissionen ved disse domme blev frifundet i IMG’s annullationssøgsmål.

99

Følgelig skal de appellerede domme ophæves, for så vidt som Kommissionen ved disse domme blev frifundet i IMG’s annullationssøgsmål, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige anbringender og kritikpunkter, som IMG har fremført til støtte for sine appeller.

100

For det andet og som nævnt i nærværende doms præmis 33 havde IMG i sag T-381/15 tillige nedlagt en påstand om erstatning for de tab, som denne organisation blev påført ved afgørelsen af 8. maj 2015, for så vidt som Kommissionen heri har angivet, at den ikke længere vil indgå nye delegationsaftaler i form af indirekte forvaltning af EU-budgettet med IMG.

101

Imidlertid baserede Retten sig ligeledes på den fejlagtige retlige bedømmelse, der er nævnt i nærværende doms præmis 97, da den ved en følgeslutning forkastede denne erstatningspåstand, således som det fremgår af præmis 170 og 172 i den appellerede dom T-381/15.

102

Den appellerede dom T-381/15 skal derfor ligeledes ophæves, for så vidt som Kommissionen ved denne dom blev frifundet for den nævnte erstatningspåstand.

103

Når en sag er delvist moden til påkendelse, kan Domstolen i henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol selv træffe endelig afgørelse om denne del af tvisten og hjemvise resten af sagen til Retten.

104

I den foreliggende sag skal Domstolen træffe endelig afgørelse om de to annullationssøgsmål, som er modne til påkendelse. Som det følger af nærværende doms præmis 92-96, er de omtvistede afgørelser således ulovlige, for så vidt som de oplysninger, som Kommissionen anførte til støtte for disse afgørelser, ikke kan rejse tvivl om IMG’s egenskab af international organisation som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012. Følgelig skal de nævnte afgørelser annulleres i deres helhed.

105

Hvad angår den erstatningspåstand, der er nedlagt i sag T-381/15, skal det påpeges, at Retten som angivet i nærværende doms præmis 101 frifandt Kommissionen for denne ved udelukkende at støtte sig på sin bedømmelse af, at Kommissionen hverken havde begået nogen retlig fejl eller anlagt noget åbenbart urigtigt skøn ved at begrunde vedtagelsen af afgørelsen af 8. maj 2015 med den tvivl, som denne institution nærede om IMG’s status som international organisation. Selv om det følger af de foregående præmisser i nærværende dom, at denne bedømmelse er behæftet med en retlig fejl, er det ikke desto mindre nødvendigt at undersøge de øvrige argumenter fra parterne vedrørende den nævnte erstatningspåstand og navnlig de argumenter, der vedrører eksistensen og omfanget af de af IMG påberåbte tab, som i øvrigt ikke er blevet drøftet for Domstolen.

106

Henset til disse omstændigheder skal det fastslås, at denne del af tvisten ikke er moden til påkendelse, og at sagen derfor på dette punkt skal hjemvises til Retten.

107

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

108

I henhold til dette reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

109

Da Kommissionen har tabt sagerne C-183/17 P, C-184/17 P og T-29/15, pålægges det denne at betale sagsomkostningerne i disse tre sager i overensstemmelse med IMG’s påstand herom.

110

Hvad derimod angår sag T-381/15 bemærkes, at selv om Kommissionen har tabt i det af IMG anlagte annullationssøgsmål, er den til dette annullationssøgsmål knyttede erstatningspåstand ikke moden til påkendelse og skal hjemvises til Retten.

111

Følgelig skal afgørelsen om sagsomkostningerne i den nævnte sag udsættes i medfør af procesreglementets artikel 137, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):