1. 

De to forenede sager vedrører to identiske appeller iværksat af Crédit mutuel Arkéa (herefter »CMA«), et fransk kreditinstitut, med påstand om ophævelse af to ligeledes næsten identiske domme afsagt af Retten ( 2 ), hvorved Retten forkastede de af CMA anlagte søgsmål med påstand om annullation af to afgørelser truffet af Den Europæiske Centralbank (herefter »ECB«) ( 3 ), hvori fastsættes de tilsynsmæssige krav, der finder anvendelse på koncernen Crédit mutuel, som CMA udgør en del af.

2. 

Disse sager giver Domstolen lejlighed til dels for første gang at fortolke bestemmelsen i artikel 127, stk. 6, TEUF, der udgør retsgrundlaget for overdragelse af tilsynsopgaver til ECB inden for banksektoren, dels at tydeliggøre den subjektive rækkevidde af tilsyn på et konsolideret grundlag, som ECB foretager inden for rammerne af Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM) med bankkoncerner.

3.

Med Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter ( 4 ) (herefter »SSM-forordningen«) indførtes med virkning fra 2014 en ny ordning for tilsyn med bankerne i euroområdet og de øvrige deltagende medlemsstater, der ikke har euroen som valuta ( 5 ), inden for rammerne af SSM. SSM er et finansielt tilsynssystem bestående af ECB og de nationale kompetente myndigheder.

4.

Blandt de tilsynsopgaver, som ECB har fået overdraget inden for rammerne af SSM, kan i henhold til SSM-forordningens artikel 4, stk. 1, litra g), nævnes opgaven med »at føre tilsyn på et konsolideret grundlag med kreditinstitutters moderselskaber, der er etableret i en af de deltagende medlemsstater, herunder med finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber«.

5.

SSM-forordningen suppleres og præciseres ved ECB’s forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder ( 6 ) (herefter »SSM-rammeforordningen«).

6.

I denne forordnings artikel 2, nr. 21, defineres begrebet »koncern under tilsyn«. I henhold til denne bestemmelse udgør sådanne koncerner:

»[…] enhver af følgende

7.

Artikel 10 i forordning nr. 575/2013, som der henvises til i SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), har overskriften »Undtagelser for institutter, som er fast tilknyttet et centralt organ«. Følgende fremgår af denne artikels stk. 1:

»De kompetente myndigheder kan i overensstemmelse med national lovgivning helt eller delvis undtage et eller flere institutter, der er beliggende i samme medlemsstat, og som er fast tilknyttet et centralt organ, der kontrollerer dem, og som er etableret i samme medlemsstat, fra kravene i anden til ottende del, hvis følgende betingelser er opfyldt:

[…]«

8.

I henhold til artikel L. 511-30 i code monétaire et financier français (lov om monetære og finansielle anliggender, herefter »CMF«) betragtes Confédération nationale du Crédit mutuel (CNCM) med henblik på anvendelse af CMF’s bestemmelser om kreditinstitutter og finansieringsselskaber som et centralt organ.

9.

CMF’s artikel L.511-31 bestemmer navnlig, at de centrale organer repræsenterer de kreditinstitutter og finansieringsselskaber, der er tilknyttet dem, at de har til opgave at sikre sammenhængen i deres net og at sikre de tilknyttede institutters og selskabers korrekte funktion, og at de med henblik herpå træffer alle de nødvendige foranstaltninger, navnlig for at sikre hvert enkelt instituts og selskabs og hele nettets likviditet og solvens.

10.

Baggrunden for tvisten fremgår af de appellerede domme, som jeg henviser til for nærmere oplysninger ( 8 ).

11.

Med henblik på den foreliggende sag skal jeg blot fremhæve, at Crédit mutuel er en decentraliseret bankkoncern bestående af et netværk af lokale Crédit mutuel-kasser med status af andelsselskaber. Hver enkelt lokale Crédit mutuel-kasse skal være tilknyttet en regional sammenslutning, mens hver enkelt regionale sammenslutning skal være tilknyttet CNCM, et centralt organ i henhold til CMF’s artikel L.511-30 og L.511-31.

12.

CMA er et kooperativt kreditaktieselskab med variabel kapital, godkendt som kreditselskab. Det er en del af Crédit mutuel-koncernen.

13.

Ved afgørelse af 1. september 2014 fastslog ECB, at Crédit mutuel-koncernen var en signifikant koncern under tilsyn. I denne afgørelse fastslog ECB navnlig, at CNCM var det højeste konsolideringsniveau i SSM, og at CMA var en del af Crédit mutuel.

14.

Ved skrivelse af 19. september 2014 meddelte CMA ECB sin analyse af, hvorfor ECB ikke kunne føre tilsyn med CMA gennem CNCM.

15.

Efter forskellige udvekslinger af oplysninger med CMA og CNCM vedtog ECB den 17. juni 2015 en afgørelse, hvori den fastsatte de tilsynsmæssige krav, der finder anvendelse på Crédit mutuel-koncernen ( 9 ). ECB fastslog i denne afgørelse navnlig, at den var den tilsynsmyndighed, der på et konsolideret grundlag skulle føre tilsyn med CNCM, og den kompetente myndighed med ansvar for at føre tilsyn med de i afgørelsen omhandlede enheder, heriblandt CMA.

16.

Den 14. september 2015 vedtog Det Administrative Klagenævn ( 10 ) en udtalelse, hvorved ECB’s afgørelse af 17. juni 2015 fandtes at være lovlig. Som svar på de af CMA fremførte argumenter, fandt klagenævnet navnlig før det første, at det ikke var et krav i henhold til SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), og artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013, at det »centrale organ« skulle være et kreditinstitut. For det andet konkluderede klagenævnet, at Crédit mutuel-koncernen opfyldte de krav, der er opstillet i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013, som der henvises til i SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c).

17.

ECB vedtog på baggrund af denne udtalelse den 5. oktober 2015 den første omtvistede afgørelse, som ophævede og erstattede afgørelse af 17. juni 2015 med et identisk indhold ( 11 ).

18.

Efterfølgende vedtog ECB den 5. december 2015 den anden omtvistede afgørelse, hvorved den fastsatte de nye tilsynsmæssige krav, der finder anvendelse på Crédit mutuel-koncernen og på de enheder, som den består af.

19.

Ved to stævninger indgivet til Rettens justitskontor henholdsvis den 3. december 2015 og den 3. februar 2016 anlagde CMA to annullationssøgsmål med et i det væsentlige identisk indhold med påstand om annullation af henholdsvis den første omtvistede afgørelse og den anden omtvistede afgørelse.

20.

CMA har til støtte for sine søgsmål ved Retten i hvert søgsmål fremsat tre anbringender, hvoraf kun de to er omfattet af de i den foreliggende sag iværksatte appeller. CMA bestred i sine søgsmål i det væsentlige lovligheden af de to omtvistede afgørelser, for så vidt som de tilrettelagde et konsolideret tilsyn med Crédit mutuel-koncernen gennem CNCM. Med det første anbringende i de to søgsmål, gjorde CMA gældende, at eftersom CNCM ikke er et kreditinstitut, kunne det ikke betegnes som et centralt organ i henhold til SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c). Med det andet anbringende i de to søgsmål gjorde CMA gældende, at ECB fejlagtigt havde anset Crédit mutuel-koncernen for at opfylde de i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 opstillede betingelser, som der henvises til i SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c) ( 12 ).

21.

I de appellerede domme frifandt Retten ECB i det hele.

22.

CMA har med sine appeller nedlagt påstand om, at de appellerede domme ophæves.

23.

ECB har nedlagt påstand om, at appellerne i det mindste delvist afvises og forkastes som ugrundede i øvrigt; de appellerede domme stadfæstes, og CMA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

24.

Europa-Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at CMA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

25.

CNCM, hvis anmodning om intervention Domstolens præsident har godkendt ved kendelse af 20. september 2018, støtter ECB’s og Kommissionens påstande og har nedlagt påstand om, at CMA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

26.

CMA har til støtte for de to appeller fremsat to anbringender.

27.

Det første anbringende i de to appeller vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), og artikel 10 i forordning nr. 575/2013. CMA har i det væsentlige foreholdt Retten, at den fejlagtigt fastslog, at disse bestemmelser gør det muligt for ECB at foretage tilsyn på et konsolideret grundlag med institutter, der er tilknyttet et centralt organ, selv om dette centrale organ ikke er et kreditinstitut.

28.

Med det andet anbringende i de to appeller har CMA foreholdt Retten, at den fejlagtigt fastslog, at Crédit mutuel er en koncern under tilsyn i henhold til SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), selv om denne koncern ifølge CMA ikke opfylder den betingelse, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013.

29.

Inden jeg går over til at bedømme de af CMA fremførte anbringender, vil det være hensigtsmæssigt indledningsvis at undersøge, om CMA’s henvisning i starten af appellerne til et notat, der er vedhæftet som bilag, og hvori en universitetsprofessor på CMA’s foranledning har bedømt de appellerede domme i lyset af retten om regulering af banker og banktilsyn, kan antages.

30.

Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at den omstændighed, at bilagene blot fungerer som bevismateriale og et middel til sagens oplysning, indebærer, at for så vidt som et dokument vedhæftet som bilag til en appel indeholder retlige elementer, som nogle af de i stævningen fremførte anbringender støttes på, skal sådanne elementer fremgå af selve den appel, som dette dokument er vedlagt, eller i det mindste være angivet i tilstrækkeligt omfang i denne stævning. Under hensyn til bilagenes funktion tilkommer det således ikke Domstolen ved hjælp af bilagene at finde frem til og identificere de anbringender eller argumenter, der kan antages at udgøre grundlaget for appellen eller de forskellige anbringender, som er fremført heri ( 13 ).

31.

I den foreliggende sag er CMA’s generelle og overordnede henvisning til det pågældende notat i dets appeller vag og uden udtrykkelig tilknytning til et anbringende. CMA har på ingen måde specifikt identificeret de argumenter i dette notat, der ligger til grund for de argumenter, der er fremført i de anbringender, som CMA har fremført i sine appeller. Under disse omstændigheder skal denne henvisning efter min opfattelse betragtes som uantagelig, således at indholdet af det pågældende notat ikke skal tages i betragtning som et retligt element, som de af CMA i appellerne anførte anbringender og argumenter kan baseres på.

32.

Inden for rammerne af de to appellers første anbringende, der er opdelt i to led, har CMA gjort gældende, at Retten har begået retlige fejl ved fortolkningen af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c). Ifølge CMA skal denne bestemmelse fortolkes således, at det er et krav, at det i denne tekst omhandlede centrale organ er et kreditinstitut. Et sådant krav fremgår af selve SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c) (første led), såvel som af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013, som den pågældende bestemmelse henviser til (andet led).

33.

I forbindelse med det første anbringendes første led har CMA bestridt Rettens fortolkning af rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), på grundlag af hvilken den konkluderede, at denne bestemmelse ikke i sig selv indebar, at et centralt organ er et kreditinstitut.

34.

Retten foretog i de appellerede domme en ordlydsfortolkning, en formålsfortolkning og en fortolkning ud fra sammenhængen af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c) ( 14 ).

35.

Hvad for det første angår ordlydsfortolkningen har Retten bemærket, at det ikke fremgår af den pågældende bestemmelses ordlyd, at det centrale organ skal være et kreditinstitut ( 15 ).

36.

Hvad for det andet angår formålsfortolkningen har Retten baseret sig på det dobbelte formål, der forfølges med tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag, som den tidligere havde påvist ( 16 ), nemlig dels at gøre det muligt for ECB at tage højde for de risici, der kan ramme et kreditinstitut, og som ikke stammer fra kreditinstituttet selv, men fra den koncern, som det tilhører, dels at undgå, at tilsynet med de enheder, der udgør de pågældende koncerner, splittes op på forskellige tilsynsmyndigheder, nærmere bestemt ECB og de nationale myndigheder.

37.

Retten har på grundlag af dette dobbelte formål fastslået for det første, at når de betingelser, som er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013, er opfyldt, kan det udledes, at de institutter, som er fast tilknyttet et centralt organ, er tilstrækkeligt tætte til, at det kan fastslås, at der er tale om en koncern ( 17 ).

38.

Derudover har Retten for det andet fastslået, at følges CMA’s analyse, hvorefter det ville være umuligt at foretage et konsolideret tilsyn via et centralt organ, der ikke er et kreditinstitut, »ville det […] indebære, at forskellige enheder, der er tilknyttet et centralt organ, der ikke er et kreditinstitut, men som opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013, afhængigt af deres individuelle betydning ville være underlagt enten ECB’s tilsyn eller de kompetente myndigheders direkte tilsyn inden for rammerne af SSM, hvilket ville resultere i en opsplitning af tilsynet, der er i strid med formålene med såvel [SSM-]forordningen som SSM-rammeforordningen« ( 18 ).

39.

Hvad for det tredje angår fortolkningen ud fra sammenhængen har Retten bemærket, at SSM-forordningens relevante bestemmelser ikke åbner mulighed for, at ECB kan pålægge de centrale organer som sådan sanktioner. Retten har imidlertid fastslået, at eftersom tilsyn på et konsolideret grundlag gennemføres parallelt med tilsynet på et individuelt grundlag, udgør den omstændighed, at ECB ikke kan udøve disse beføjelser over for et centralt organ, der ikke er et kreditinstitut, ikke en hindring, der går ud over udførelsen af et passende tilsyn, eftersom ECB kan benytte sig af sine beføjelser over for de enheder, der er tilknyttet det pågældende centrale organ ( 19 ).

40.

CMA har i forbindelse med det første anbringendes første led i de to appeller fremført tre argumenter mod Rettens fortolkning.

41.

Med sin første argument har CMA foreholdt Retten, at den har begået en retlig fejl, for så vidt som den ikke har fortolket SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), på en måde, der er i overensstemmelse med den trinhøjere retsnorm, som denne bestemmelse gennemfører, nemlig artikel 127, stk. 6, TEUF. Det fremgår af sidstnævnte bestemmelse, at ECB kun fører tilsyn med kreditinstitutter og finansielle institutioner. En fortolkning af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), der er i overensstemmelse med denne trinhøjere retsnorm i TEUF, burde have foranlediget Retten til at fastslå, at det i denne bestemmelse omhandlede centrale organ nødvendigvis skal være et kreditinstitut for, at ECB kan foretage et konsolideret tilsyn på grundlag af dette centrale organ. CMA har ikke rejst et ulovlighedsspørgsmål i tilknytning til SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), men blot et fortolkningsspørgsmål, nemlig om den afledte retsnorm skal fortolkes på en måde, der er i overensstemmelse med den trinhøjere retsnorm i EUF-traktaten.

42.

Ifølge CMA kan et centralt organ i et gensidigt selskab som f.eks. CNCM, i modsætning til hvad ECB hævder, ikke betegnes som »andre finansielle institutioner« i henhold til artikel 127, stk. 6, TEUF. CNCM er en enkel sammenslutning, der udøver en rent administrativ virksomhed, og som derimod ikke udøver økonomisk virksomhed.

43.

ECB og Kommissionen har gjort gældende, at dette argument bør forkastes.

44.

Indledningsvis skal det fremhæves, at artikel 127, stk. 6, TEUF ( 20 ) bestemmer, at Rådet for Den Europæiske Union »kan overdrage Den Europæiske Centralbank specifikke opgaver i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter og andre finansielle institutioner bortset fra forsikringsselskaber« ( 21 ).

45.

Denne bestemmelse i TEUF udgør det retsgrundlag, som Rådet baserede sig på ved vedtagelsen af SSM-forordningen, på grundlag af hvilken ECB efterfølgende vedtog SSM-rammeforordningen.

46.

Det skal først og fremmest anføres, at den omstændighed, som ECB og Kommissionen ( 22 ) har fremhævet, at CMA ikke har rejst en ulovlighedsindsigelse mod SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), i forhold til artikel 127, stk. 6, TEUF eller SSM-forordningen, ikke kan have indflydelse på det af CMA fremførte argument. Som CMA klart har givet udtryk for, vedrører dets argument således Rettens fejlagtige fortolkning af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), for så vidt som denne fortolkning ikke er i overensstemmelse med den trinhøjere retsnorm i TEUF. CMA har derimod ikke gjort gældende, at SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), er uforenelig med nævnte trinhøjere retsnorm. Der er således tydeligvis tale om et argument vedrørende fortolkningen af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), og ikke vedrørende dens gyldighed. Muligheden for at fremføre et sådant argument er imidlertid på ingen måde betinget af, at der rejses en ulovlighedsindsigelse.

47.

CMA har i det væsentlige gjort gældende, at Rettens fortolkning af SSM-forordningens artikel 2, nr. 21, litra c), er fejlagtig, for så vidt som det nødvendigvis følger af den omstændighed, at artikel 127, stk. 6, TEUF udelukkende henviser til tilsyn med kreditinstitutter og andre finansielle institutioner, at et centralt organ, der er omfattet af den pågældende bestemmelse i den afledte ret, nødvendigvis skal være et kreditinstitut for, at ECB kan foretage et konsolideret tilsyn på grundlag af dette centrale organ.

48.

Et sådant argument forudsætter efter min opfattelse en streng fortolkning af artikel 127, stk. 6, TEUF og af begreberne »kreditinstitutter« og »andre finansielle institutioner« heri. Ifølge den fremgangsmåde, som CMA går ind for, skal denne bestemmelse i primærretten fortolkes således, at Rådet ikke i forbindelse med de specifikke tilsynsopgaver, som det kan overdrage ECB, kan overdrage ECB beføjelse til at udøve tilsyn på et konsolideret grundlag med en bankkoncern, fordi det centrale organ, som koncernens forskellige kreditinstitutter er tilknyttet, ikke selv er et kreditinstitut.

49.

Under disse omstændigheder skal det efterprøves, om denne fortolkning rent faktisk er den korrekte fortolkning af artikel 127, stk. 6, TEUF, således at Rettens fortolkning af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), er uforenelig med betydningen af den trinhøjere bestemmelse i TEUF.

50.

Efter min opfattelse er dette dog ikke en korrekt fortolkning af artikel 127, stk. 6, TEUF.

51.

Det fremgår således ganske vist af selve ordlyden af artikel 127, stk. 6, TEUF, at Rådet kun udtrykkeligt kan overdrage ECB specifikke opgaver vedrørende tilsyn med to typer af enheder, nemlig kreditinstitutter og andre finansielle institutioner (med undtagelse af forsikringsselskaber). De to begreber »kreditinstitutter« og »finansieringsinstitutter« er endvidere defineret i den afledte EU-ret, nemlig i forordning nr. 575/2013 ( 23 ).

52.

En fastsættelse af rækkevidden af artikel 127, stk. 6, TEUF og den deri indeholdte beføjelse for Rådet til at overdrage ECB specifikke opgaver i forbindelse med tilsyn inden for banksektoren skal nødvendigvis ske i lyset af det system, som denne bestemmelse i primærretten indgår i, og de mål, der forfølges med den.

53.

Det skal i denne forbindelse først og fremmest anføres, at den pågældende bestemmelse i TEUF, der blev indført i primærretten med Maastrichttraktaten ( 24 ), ud fra et systematisk synspunkt findes i den første artikel i kapitlet om den monetære politik (tredje del, afsnit VIII, kapitel 2, i TEUF). Denne artikel indeholder grundlæggende bestemmelser om målene for Det Europæiske System af Centralbanker og ECB og fordelingen af deres beføjelser ( 25 ). Den pågældende bestemmelse, der hænger sammen med de øvrige bestemmelser i artikel 127 TEUF, som den supplerer ( 26 ), har systematisk betydning.

54.

Det er imidlertid analysen af målene med artikel 127, stk. 6, TEUF, der efter min opfattelse er i strid med en restriktiv fortolkning af begreberne »kreditinstitutter« og »andre finansielle institutioner« heri, der fører til en manglende mulighed for, at Rådet kan overdrage ECB tilsyn med en bankkoncern, alene fordi det centrale organ, som de kreditinstitutter, der udgør en del af den pågældende bankkoncern, er tilknyttet, ikke er et kreditinstitut.

55.

Det skal i denne henseende anføres, at udførelsen af tilsynsopgaver generelt har til formål at beskytte kreditinstitutternes sikkerhed og soliditet, der udgør en vigtig forudsætning for det finansielle systems stabilitet generelt ( 27 ). Som finanskrisen i 2008 ( 28 ) med al tydelighed viste, findes der således en direkte forbindelse mellem dels det finansielle systems stabilitet, dels de store kreditinstitutters og de store bankkoncerners sikkerhed og soliditet ( 29 ).

56.

Artikel 127, stk. 6, TEUF skal dermed forstås således, at den har til formål at give Rådet mulighed for i givet fald, og når det finder det nødvendigt, at overdrage ECB specifikke opgaver vedrørende tilsyn med banksektoren med henblik på at beskytte dens sikkerhed og soliditet for at garantere det finansielle systems stabilitet – som der udtrykkeligt henvises til i artikel 127, stk. 5, TEUF – og i sidste ende den fælles valutas og det indre markeds integritet.

57.

Det skal i denne henseende anføres, at Rådet længe, fra indførelsen af bestemmelsen i artikel 127, stk. 6, i TEUF i primærretten med Maastrichttraktaten i 1992 (og oprettelsen af ECB i 1998) og frem til vedtagelsen af SSM-forordningen i 2013, ikke fandt det nødvendigt at benytte sig af den mulighed, som det i henhold til denne bestemmelse havde til at overdrage ECB specifikke banktilsynsopgaver.

58.

Finanskrisen i 2008, der hurtigt udviklede sig til en bankkrise, understregede imidlertid manglerne ved det ikke-integrerede tilsynssystem, der fandtes i EU, og afslørede indlysende lovgivningsmæssige mangler, der bidrog til en alvorlig forværring af krisen.

59.

Under disse omstændigheder fremgik det klart, at kun et tilsyn, der foretages på en integreret måde på europæisk plan, var i stand til at sikre en passende overvågning i en sammenhæng, hvor der havde udviklet sig et indre marked for bankforretninger i EU, på hvilket flere koncerner med en europæisk dimension, som var aktive i forskellige medlemsstater, nu gennemførte transaktioner. Det er på denne baggrund, at Rådet vedtog SSM-forordningen.

60.

For at kunne opfylde de i punkt 55 og 56 nævnte mål og for at give ECB mulighed for fuldt ud at udøve sine opgaver i tilknytning til tilsyn er det imidlertid nødvendigt, at ECB har tilsynsbeføjelser ikke blot på et individuelt grundlag i de enkelte kreditinstitutter, men også på et konsolideret grundlag i de bankkoncerner, som et eller flere kreditinstitutter udgør en del af.

61.

Tildelingen af kompetence til at foretage tilsyn med bankkoncerner på et konsolideret grundlag opfylder det dobbelte formål, som Retten med føje har opstillet i de appellerede domme – og som er nævnt i punkt 36 – nemlig dels målet om at sætte ECB i stand til at påvise de risici, som et kreditinstitut vil kunne blive udsat for, og som stammer fra den koncern, som kreditinstituttet tilhører ( 30 ), dels målet om at undgå en opsplitning af tilsynet med de enheder, som koncernen består af. Det skal endvidere bemærkes, at CMA ikke har sået tvivl om denne bedømmelse i sine appeller.

62.

I lyset af disse mål skal ECB’s tilsynsbeføjelser, for at den effektivt kan udøve de tilsynsfunktioner, den har fået overdraget, i forbindelse med tilsyn med en koncern på et konsolideret grundlag imidlertid kunne omfatte enheder, der ikke er kreditinstitutter eller finansielle institutioner, når disse enheder udgør en del af bankkoncernen. I disse tilfælde er ECB’s tilsynsbeføjelser over for ikke-bankmæssige enheder, som Kommissionen med rette har anført, ikke begrundet i deres egenskaber eller aktiviteter, men i den omstændighed, at disse enheder udgør en del af en koncern omfattende kreditinstitutter, og at tilsynet med disse enheder kun kan gennemføres effektivt på et konsolideret grundlag på koncernniveau.

63.

På baggrund af de mål, der forfølges med tildelingen af tilsynsbeføjelser til ECB, kan artikel 127, stk. 6, TEUF i denne sammenhæng ikke fortolkes snævert, således at Rådet ikke har mulighed for at overdrage tilsynsbeføjelser på et konsolideret grundlag til ECB i forbindelse med bankkoncerner, der, selv om de opfylder betingelserne i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013, på det højeste konsolideringsniveau har en enhed, der ikke er et kreditinstitut, uanset hvilken juridisk form denne enhed har. En sådan fortolkning ville således gå klart imod de mål, der forfølges med artikel 127, stk. 6, TEUF, og som er nævnt i punkt 56 i nærværende forslag til afgørelse. En sådan fortolkning ville således gøre de muligt for en bankkoncern at unddrage sig et tilsyn på et konsolideret grundlag alene på grund af den juridiske form, f.eks. en forening, som den enhed, der er det centrale organ, har valgt, hvilket ville risikere at bringe effektiviteten af tilsynet med koncernen på et konsolideret grundlag i fare.

64.

Det følger af det ovenstående, at artikel 127, stk. 6, TEUF ikke er til hinder for, at ECB kan foretage tilsyn på et konsolideret grundlag af en bankkoncern på grundlag af et centralt organ, der ikke er et kreditinstitut, og at det i denne henseende er ligegyldigt, om dette organ har en bestemt juridisk form eller udøver en økonomisk virksomhed eller ej, når blot betingelserne i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 er opfyldt.

65.

Det følger af alle ovenstående overvejelser, at Rettens fortolkning af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), i de appellerede domme ikke er i strid med artikel 127, stk. 6, TEUF, og at det første argument i de første anbringenders første led skal forkastes.

66.

Med det andet argument fremført i forbindelse med de første appelanbringenders første led, har CMA anfægtet Rettens bedømmelse, der er gengivet i punkt 38 i dette forslag til afgørelse, hvorefter CMA’s analyse ville resultere i en opsplitning af tilsynet, der er i strid med formålene med såvel SSM-forordningen som SSM-rammeforordningen ( 31 ).

67.

Ifølge CMA har Retten dels fordrejet bestemmelserne i SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), og artikel 10 i forordning nr. 575/2013 ved at fastslå, at tilknyttede institutioner kunne være andre institutter end kreditinstitutter, men samtidig opfylde de i nævnte artikel 10 opstillede betingelser og således være en af enhederne i en »koncern under tilsyn«.

68.

Dels er CNCM i den foreliggende sag en sammenslutning, der ikke udøver en økonomisk virksomhed, og som har en rent administrativ funktion og dermed ikke indebærer nogen egentlig risiko, der vil kunne påvirke situationen for de kreditinstitutter, der er tilknyttet det. Medtagelse af CNCM i den koncern, der er underlagt ECB’s tilsyn, er således ikke begrundet i de mål, der forfølges med den pågældende forordning.

69.

ECB og Kommissionen har gjort gældende, at dette argument bør afvises.

70.

I denne forbindelse skal det først og fremmest bemærkes, at klagepunkter, der er rettet mod overflødige præmisser i en dom afsagt af Retten, ifølge fast retspraksis ikke kan medføre en ophævelse af denne afgørelse, hvorfor de er uvirksomme ( 32 ).

71.

Som ECB og Kommissionen med rette har fremhævet, er dette argument imidlertid rettet mod en overflødig præmis i den anfægtede dom, hvorfor det må betragtes som uvirksomt.

72.

Den overflødige karakter af den af CMA i dette argument nævnte præmis følger dels klart af den omstændighed, at Retten i de to appellerede domme allerede i den præmis, der gik forud for den af CMA nævnte præmis, var nået frem til den konklusion, at det er »i overensstemmelse med formålene med [SSM-forordningen og] SSM-rammeforordningen at anvende betegnelsen »koncern under tilsyn« i henhold til SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), uanset om det centrale organ for denne enhed er et kreditinstitut eller ej« ( 33 ). Dels bekræftes den overflødige karakter af anvendelsen af udtrykket »endvidere« i de præmisser i de appellerede domme, som er omfattet af CMA’s argumentation.

73.

Under alle omstændigheder er argumentet ikke blot uvirksomt, det er også åbenbart ugrundet.

74.

Hvad således for det første angår klagepunktet om Rettens fordrejning af de relevante bestemmelser er det baseret på en åbenbar fejlagtig læsning af de appellerede domme. Retten har således ikke i de nævnte præmisser i disse domme hævdet, at de tilknyttede institutter kan være andre institutter end kreditinstitutter og samtidig opfylde betingelserne i artikel 10 i forordning nr. 575/2013.

75.

Hvad for det andet angår klagepunktet om, at medtagelsen af CNCM i den koncern, der er underlagt ECB’s tilsyn, ikke er begrundet i de mål, der forfølges med den pågældende forordning, eftersom CNCM er en forening, der ikke udøver nogen økonomisk virksomhed, og som har en rent administrativ funktion, følger det af fremstillingen i punkt 61-64 ovenfor, at det skal forkastes.

76.

Det følger heraf, at CMA’s andet argument, der er fremsat i de første anbringenders første led, efter min opfattelse ligeledes bør forkastes.

77.

Med det tredje argument, der er fremsat i de første anbringenders første led, har CMA gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved fortolkningen af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), eftersom den, selv om den har konstateret, at ECB ikke kan pålægge de af denne bestemmelse omfattede centrale organer sanktioner, ikke har draget de nødvendige konsekvenser af denne konstatering, nemlig at et centralt organ skal være et kreditinstitut.

78.

Der findes nemlig en tæt forbindelse mellem muligheden for at føre tilsyn med et kreditinstitut og muligheden for at pålægge det sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse. Der kan ikke foretages et effektivt tilsyn, hvis der ikke kan pålægges en sanktion. Det ville således være inkonsekvent, at tillægge ECB tilsynsbeføjelser over for et organ og samtidig fratage den midlerne til at sikre disse beføjelsers effektivitet. Eftersom beføjelsen til at pålægge sanktioner sikrer tilsynets effektivitet, og denne beføjelse kun kan finde anvendelse på kreditinstitutter og finansielle institutioner, burde Retten have fortolket bestemmelserne i SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), således at de kun finder anvendelse på centrale organer, der er kreditinstitutter eller finansielle institutioner.

79.

Den omstændighed, som Retten har fremført, at ECB har en sanktionsbeføjelse over for enheder tilknyttet et centralt organ ( 34 ), er uvirksom. En manglende overholdelse af de tilsynsmæssige krav, der er opstillet i forordning nr. 575/2013 på grundlag af den konsoliderede situation, kan være resultatet alene af fejl begået af det centrale organ ved varetagelsen af dets opgaver i forbindelse med de tilknyttede institutter og ikke af et af de tilknyttede kreditinstitutters adfærd. Under disse omstændigheder har ECB ikke beføjelser til at pålægge et kreditinstitut sanktioner, når den pågældende overtrædelse ikke kan tilskrives kreditinstituttet.

80.

ECB og Kommissionen har gjort gældende, at dette argument bør afvises.

81.

Det skal i denne forbindelse anføres, at artikel 132, stk. 3, TEUF ( 35 ) generelt giver ECB bemyndigelse til inden for de grænser og på de vilkår, der vedtages af Rådet, at pålægge foretagender bøder eller tvangsbøder i tilfælde af manglende overholdelse af dens forordninger og afgørelser. Rådet vedtog på grundlag af denne bestemmelse Rådets forordning (EF) nr. 2532/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner ( 36 ).

82.

Hvad nærmere bestemt angår udførelsen af opgaver i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter har ECB imidlertid fået tildelt beføjelser til at pålægge sanktioner ved SSM-forordningens artikel 18, særlig stk. 1. Procedurerne for pålæggelse af sanktioner i denne forbindelse er opstillet i SSM-rammeforordningens artikel 120 ff., som i henhold til SSM-forordningens artikel 18, stk. 7, også regulerer forholdet til bestemmelserne i forordning nr. 2532/98.

83.

Som Retten har fastslået i de appellerede domme ( 37 ), tildeles ECB med SSM-forordningens artikel 18, stk. 1, beføjelser til at pålægge sanktioner i forbindelse med udførelsen af dens tilsynsopgaver alene over for kreditinstitutter, finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber. Den har derimod ikke beføjelser til at pålægge centrale organer, der ikke indgår i disse kategorier, således som defineret i SSM-forordningens artikel 2, nr. 3, 4 og 5, sanktioner. Som Kommissionen med rette har anført, er legalitetsprincippet i forbindelse med sanktioner således til hinder for, at den beføjelse til at pålægge sanktioner, der er overdraget ECB, kan udvides til at omfatte andre situationer end dem, der specifikt er omhandlet i de relevante bestemmelser.

84.

Når dette er sagt, skal det dog anføres, at ingen af ovennævnte tekster om sanktioner og ingen andre af SSM-forordningens bestemmelser indeholder noget grundlag for at betragte beføjelsen til at pålægge sanktioner, som en nødvendig forudsætning for, at ECB kan indrømmes beføjelser til at føre tilsyn med disse enheder, således at sådanne enheder er unddraget ECB’s tilsyn, når der ikke findes nogen sanktionsbeføjelser.

85.

Den omstændighed, at ECB har sanktionsbeføjelser over for en bestemt type enheder, såsom et centralt organ, er således ikke en forudsætning for anerkendelse af dens kompetence til at udøve tilsyn på et konsolideret grundlag med den koncern, som denne enhed udgør en del af. Det følger heraf, at Retten ikke kan foreholdes, at den har begået en retlig fejl ved ikke af ECB’s manglende sanktionsbeføjelser over for de i SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), omhandlede centrale organer at drage den konsekvens, at disse centrale organer nødvendigvis skal være kreditinstitutter, for at de kan underlægges ECB’s tilsyn.

86.

Retten kan endvidere ikke foreholdes, at den har begået en retlig fejl ved at henvise til ECB’s mulighed for i givet fald at pålægge kreditinstitutter, der er tilknyttet det pågældende centrale organ, sanktioner for at godtgøre, at ECB til trods for dens manglende sanktionsbeføjelser over for disse centrale organer som sådan alligevel har kompetencer, der gør det muligt for den at udøve et passende tilsyn og dermed sikre effektiviteten af tilsynet.

87.

Det skal i denne henseende anføres, at der, som Kommissionen har bemærket, ud over den af Retten nævnte mulighed også findes den i SSM-forordningens artikel 18, stk. 5, nævnte mulighed. Det fremgår af denne bestemmelse, at ECB på visse betingelser, når det er nødvendigt for udførelsen af dens tilsynsopgaver, kan anmode de kompetente nationale myndigheder om at indlede en procedure med henblik på pålæggelse af passende sanktioner, navnlig i overensstemmelse med enhver relevant national lovgivning, der indrømmer specifikke beføjelser, som endnu ikke er omfattet af EU-retten.

88.

Det følger efter min opfattelse af det ovenstående, at CMA’s tredje argument fremført inden for rammerne af det første anbringendes første led, ligeledes bør forkastes, og at det første led dermed bør forkastes i sin helhed.

89.

I appellernes første anbringenders andet led har CMA gjort gældende, at kravet om, at det centrale organ er et kreditinstitut med henblik på anvendelse af begrebet »koncern under tilsyn« i henhold til SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), i modsætning til, hvad Retten har fastslået ( 38 ), følger af artikel 10 i forordning nr. 575/2013. CMA har i forbindelse med dette led fremført to argumenter.

90.

CMA har i forbindelse med det første argument henvist til artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 575/2013, hvorefter »[f]inder [samme forordnings] artikel 10 anvendelse, opfylder det i nævnte artikel omtalte centrale organ kravene i anden til ottende del på grundlag af den konsoliderede situation for det centrale organ og dets tilknyttede institutter som helhed«.

91.

CMA har gjort gældende, at for så vidt som kravene i denne bestemmelse kun kan overholdes af et kreditinstitut, skal et centralt organ som omhandlet i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 nødvendigvis være et kreditinstitut for, at det kan gøres til genstand for et tilsyn. Det forudsættes således indirekte, men nødvendigvis i artikel 11 i forordning nr. 575/2013, at det i artikel 10 omhandlede centrale organ er et kreditinstitut. Retten burde således have vurderet forholdet mellem de to bestemmelser og valgt den betydning, der ville have gjort det muligt at anvende disse bestemmelser på en sammenhængende måde.

92.

ECB og Kommissionen har gjort gældende, at dette argument bør afvises.

93.

Det skal i denne henseende først og fremmest præciseres, at artikel 10, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 575/2013 vedrører en eventuel fritagelse fra kravet om overholdelse af de i nævnte forordning opstillede tilsynsmæssige krav, der kan indrømmes af en kompetent myndighed til individuelle kreditinstitutter, der er tilknyttet et centralt organ. Spørgsmålet i de foreliggende appelsager vedrører derimod eksistensen af en koncern under tilsyn i henhold til SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), der udelukkende henviser til artikel 10 i forordning nr. 575/2013 og ikke til samme forordnings artikel 11.

94.

Da dette nu er på det rene, kan jeg fuldt ud tilslutte mig Rettens ræsonnement ( 39 ), hvorefter den logiske forbindelse mellem artikel 10, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 575/2013 kræver, at gennemførelsen af sidstnævnte bestemmelse er en konsekvens af og ikke en betingelse for, at nævnte forordnings artikel 10 finder anvendelse. Det er således kun, når den kompetente myndighed på grundlag af artikel 10 i forordning nr. 575/2013 på individuelt plan accepterer at fritage enheder, der er tilknyttet et centralt organ, fra at overholde de tilsynsmæssige krav, at artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 575/2013 finder anvendelse.

95.

I dette tilfælde kræver denne bestemmelse, at nævnte centrale organ overholder de tilsynsmæssige krav på grundlag af den konsoliderede situation for det centrale organ og dets tilknyttede institutter som helhed.

96.

Det følger således klart heraf, at CMA, når det hævder, at artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 575/2013 kun kan overholdes af et kreditinstitut, blander de tilsynsmæssige krav, der eventuelt finder anvendelse på et centralt organ på et individuelt grundlag, sammen med de tilsynsmæssige krav, der finder anvendelse på et konsolideret grundlag i henhold til denne bestemmelse. CMA’s argument er således baseret på en fejlagtig læsning af artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 575/2013, hvorefter det centrale organ, når nævnte forordnings artikel 10 finder anvendelse, skal overholde de tilsynsmæssige krav på et konsolideret grundlag og ikke på et individuelt grundlag.

97.

Det følger efter min opfattelse heraf, at det første argument i det første anbringendes andet led er åbenbart ugrundet.

98.

CMA har med det andet argument i det første anbringendes andet led gjort gældende, at kravet om, at et centralt organ skal være et kreditinstitut for, at ECB kan foretage et konsolideret tilsyn på grundlag af dette organ, følger af artikel 10, stk. 1, litra b), i forordning nr. 575/2013. Ifølge CMA fremgår det indirekte af denne bestemmelse med henvisningen til det centrale organs solvens og likviditet, at dette organ er et kreditinstitut. Rettens fortolkning af denne bestemmelse i den anfægtede dom ( 40 ), som CMA har betegnet som endelig og global, ser bort fra det punkt i nævnte bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at det centrale organs solvens og likviditet skal kontrolleres.

99.

ECB og Kommissionen har gjort gældende, at dette argument bør afvises.

100.

Dette argument er baseret på en helt fejlagtig læsning af artikel 10, stk. 1, litra b), i forordning nr. 575/2013, hvori det kræves, at »[d]et centrale organs og samtlige tilsluttede institutters solvens og likviditet kontrolleres i deres helhed på grundlag af institutternes konsoliderede regnskaber«.

101.

Endnu en gang blander CMA således tilsynet på et konsolideret grundlag af de i denne bestemmelse omhandlede enheder »i deres helhed« (altså det centrale organ og de tilknyttede institutter), som er det tilsyn, der er tale om i denne bestemmelse, sammen med tilsyn på et individuelt grundlag med det centrale organ, et tilsyn, som ikke er omfattet af denne bestemmelse.

102.

Det følger heraf, at artikel 10, stk. 1, litra b), i forordning nr. 575/2013 på ingen måde indebærer, at det centrale organ udøver en virksomhed, der kan begrunde kontrol af dets solvens og likviditet på et individuelt grundlag, og dermed at dette organ er et kreditinstitut.

103.

Det følger heraf, at det andet argument i det første anbringendes andet let også bør betragtes som åbenbart ugrundet.

104.

Det fremgår af det ovenstående, at det første anbringende i CMA’s to appeller efter min opfattelse bør forkastes.

105.

I det andet anbringende i de to appeller har CMA foreholdt Retten, at den har begået fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som den har fastslået, at Crédit mutuel opfyldte de betingelser, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 med henblik på dens kvalificering som »koncern under tilsyn« i henhold til SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c).

106.

Dette andet anbringende er opdelt i to led.

107.

CMA har i det andet anbringendes første led anfægtet den bedømmelse, hvorefter Retten fandt, at CNCM’s afgørelse nr. 1-1992 af 10. marts 1992 (herefter »afgørelsen af 10. marts 1992«) dokumenterede, at der fandtes en forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet inden for Crédit mutuel, der gjorde det muligt at konkludere, at betingelsen om, at det centrale organ og de tilsluttede institutter hæfter solidarisk for deres forpligtelser, fastsat i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013, var opfyldt ( 41 ).

108.

CMA har gjort gældende, at de elementer, der følger af denne afgørelse, og som Retten har redegjort for, ikke gør det muligt at karakterisere en sådan forpligtelse til overførsel af egenkapital og likviditet mellem de forskellige enheder under Crédit mutuel. Selv om der findes en egentlig solidaritet mellem de kasser, der henhører under den samme regionale koncern, findes der derimod ikke inden for den ordning, der er fastsat i denne afgørelse, nogen forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet på nationalt plan mellem de regionale koncerner. Hvis en regional koncern kommer i vanskeligheder, kan CNCM således ikke pålægge en anden regional koncern at overføre egenkapital for at støtte den.

109.

Den omstændighed, at Caisse centrale du Crédit mutuel (CCCM) kan anvende de begrænsede ressourcer, som de regionale koncerner har betroet den (bestående af 2% af indlånene i disse), gør det ikke muligt at påvise, at der findes en forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet mellem de regionale koncerner. Det drejer sig om, at en lille brøkdel af indlånene i de regionale koncerner stilles til rådighed for CCCM, som skal tilbagebetale beløbene til disse koncerner.

110.

Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) afgørelse af 9. marts 2018 i sag nr. 399413 ( 42 ), som ECB og Kommissionen har påberåbt sig til støtte for de appellerede domme, er uden virkning, eftersom den er blevet afsagt efter nævnte domme og under alle omstændigheder vedrører andre spørgsmål end dem, der er blevet rejst i de foreliggende appeller.

111.

ECB og Kommissionen har gjort gældende, at dette argument bør afvises. Kommissionen er i modsætning til Retten af den opfattelse, at CMF’s artikel L.511–31 er tilstrækkelig til, at betingelsen i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 er opfyldt, uden at det er fornødent at vurdere afgørelsen af 10. marts 1992. Den er af den opfattelse, at Domstolen således kan ændre begrundelsen i denne henseende.

112.

I denne henseende skal det indledningsvis anføres, at CMA, således som ECB og Kommissionen har bemærket, ikke har bestridt Rettens fortolkning af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 i de appellerede domme, hvorved den konkluderede, at betingelsen i denne bestemmelse er opfyldt, når der findes en forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet inden for koncernen med henblik på at sikre, at forpligtelserne over for kreditorerne opfyldes ( 43 ). CMA har blot bestridt bestemmelsens anvendelse på den foreliggende sag ( 44 ).

113.

Retten har i de appellerede domme først og fremmest anført, at klagenævnet i den i punkt 16 i nærværende forslag til afgørelse omhandlede udtalelse af 14. september 2015 fremhævede flere grunde til, at denne betingelse er overholdt, nemlig ordlyden af CMF’s artikel L.511-31, CNCM’s forpligtelse til at gribe ind til fordel for kasser i vanskeligheder, der følger af afgørelsen af 10. marts 1992, CCCM’s vedtægter og den omstændighed, at der tidligere var blevet ydet en ekstraordinær støtte til enheder i vanskeligheder.

114.

Dernæst har Retten skønnet, at ordlyden af CMF’s artikel L.511-31 ikke i sig selv gjorde det muligt at konkludere, at betingelsen i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 var opfyldt. Den har imidlertid skønnet, at afgørelsen af 10. marts 1992 og solidaritetsmekanismen heri derimod gjorde det muligt at karakterisere eksistensen af en forpligtelse til overførsel af egenkapital og likviditet i Crédit mutuel, der skal sikre, at forpligtelserne over for kreditorerne opfyldes, og at alene den omstændighed, at der findes en sådan solidaritetsmekanisme, gjorde det muligt at fastslå, at betingelsen i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 var opfyldt.

115.

Inden jeg går over til at behandle de af CMA fremførte klagepunkter mod dette ræsonnement, vil jeg i denne henseende bedømme Kommissionens påstand om ændring af begrundelsen, idet denne påstand har indledende karakter.

116.

Det følger af Domstolens faste praksis, at det er en forudsætning for, at en påstand om ændring af begrundelsen kan antages til realitetsbehandling, at der foreligger en retlig interesse, forstået på den måde, at påstanden med sit resultat kan tilføre den part, som har nedlagt den, en fordel. Dette kan være tilfældet, når en påstand om ændring af begrundelsen udgør et forsvar mod et anbringende fremsat af sagsøgeren ( 45 ).

117.

Såfremt det i den foreliggende sag i modsætning til, hvad Retten har fastslået, konkluderes, at CMF’s artikel L.511-31 i sig selv gør det muligt at fastslå, at Crédit mutuel opfylder den i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 omhandlede betingelse, bliver det andet anbringendes første led, som CMA har fremsat, uvirksomt. I dette tilfælde vil det således ikke længere være nødvendigt at bedømme CMA’s argumenter om, at Retten skulle have begået en fejl i forbindelse med bedømmelsen af afgørelsen af 10. marts 1992. Da Kommissionen dermed har interesse i at fremsætte påstanden om ændring af begrundelsen, bør denne efter min opfattelse fremmes til realitetsbehandling.

118.

Hvad angår rækkevidden af CMF’s artikel L.511-31 i de appellerede domme har Retten først og fremmest fastslået, at når der ikke foreligger nogen afgørelser fra de kompetente nationale domstole, tilkommer det Retten at udtale sig om denne bestemmelses rækkevidde. Retten har således fastslået, at CMF’s artikel L.511-31 ikke i sig selv gjorde det muligt at fastslå, at den i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 omhandlede betingelse var opfyldt på grund af dens meget generelle ordlyd, der henviser til, at der skal træffes »nødvendige foranstaltninger« for at »sikre hvert enkelt instituts og selskabs og hele nettets likviditet og solvens«. Retten har fastslået, at det ikke var muligt af en så generel bestemmelse at udlede, at der foreligger en forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet til koncernen for at sikre, at forpligtelserne over for kreditorerne opfyldes ( 46 ).

119.

Kommissionen har gjort gældende, at Rettens fortolkning af CMF’s artikel L.511-31 er for snæver. Som støtte for sin holdning har den anført fortolkningen af denne bestemmelse i Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) afgørelse nr. 399413 af 9. marts 2018. ECB har også henvist til denne afgørelse, men den har ligeledes baseret sin argumentation på Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) afgørelse nr. 403418 af 13. december 2016 ( 47 ).

120.

I denne henseende skal det fremhæves, som Retten har gjort det, at rækkevidden af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i henhold til fast retspraksis skal bedømmes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning af dem ( 48 ).

121.

Den omstændighed, som CMA har fremført, at Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) afgørelse nr. 399413 af 9. marts 2018 er vedtaget efter de appellerede domme, er ikke til hinder for, at den kan tages i betragtning ved fortolkningen af CMF’s artikel L.511-31, når parterne har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger for Domstolen ( 49 ).

122.

Det præciseres imidlertid i femte betragtning til Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) afgørelse af 13. december 2016, at »[l]ovgiver […] med vedtagelsen af bestemmelserne i artikel L.511-31 har overdraget [CNCM] opgaven med at sikre sammenhængen i [Crédit mutuels] net [og] udøve en administrativ, teknisk og finansiel kontrol med organiseringen og forvaltningen af hver enkelt kasse og tage hensyn til alle de foranstaltninger, der er nødvendige for, at netværket kan fungere korrekt. […] I henhold til samme lovs artikel L.511-31 kan CNCM endvidere, når de berørte institutioners finansielle situation begrunder dette og uanset alle modsatrettede bestemmelser og regler, træffe afgørelse om at lægge to eller flere kasser tilknyttet et net sammen, om at overdrage deres virksomhed og om deres opløsning. Det fremgår af denne lov- og forskriftsmæssige ramme, at CNCM, uanset forholdet i Crédit mutuel-netværket mellem de grupper, der udgør nettet, i henhold til lovgivningen har til opgave at udarbejde og gennemføre de foranstaltninger, der indgår i den systemiske regulering af banksektoren, for så vidt angår hele Crédit mutuel-koncernen og i sin egenskab af »modervirksomhed i Unionen« skal have en forebyggende genopretningsplan for denne koncern«.

123.

Tilsvarende overvejelser fremgår af syvende betragtning til Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) afgørelse af 9. marts 2018, hvori der er tilføjet, at »[u]døvelsen af disse opgaver, der indgår i reguleringen af kreditinstitutterne, indebærer nødvendigvis, at [CNCM] har kompetence til at udstede forskrifter henvendt til kasserne med henblik på at sikre, at disse overholder de bestemmelser, der finder anvendelse på dem, og med henblik på at pålægge passende sanktioner, såfremt disse bestemmelser overtrædes«.

124.

Endvidere fastslog Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i 20. betragtning til denne afgørelse, at »med henblik på at »sikre likviditeten og solvensen af det net«, som de har ansvaret for, har de centrale organer i henhold til [CMF’s] artikel L.511-31 beføjelse til at træffe »alle nødvendige foranstaltninger« og navnlig til mellem medlemmerne af netværket at indføre bindende solidaritetsmekanismer, som ikke alene kan begrænses til indførelse af forhåndsfinansierede ordninger såsom garantifonde«.

125.

Det fremgår af denne retspraksis fra Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), at forpligtelsen i CMF’s artikel L.511-31 til at »træffe alle de nødvendige foranstaltninger, navnlig for at sikre hvert enkelt instituts og selskabs og hele nettets likviditet og solvens«, indebærer, at CNCM har meget vidtgående beføjelser til at foretage administrativ, teknisk og finansiel kontrol med hele Crédit mutuel-nettet, idet disse beføjelser giver CNCM mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at indføre bindende solidaritetsmekanismer som f.eks. forpligtelser til at overføre egenkapital og likviditet, der kan pålægges medlemmerne af nettet. Disse beføjelser går ifølge Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) så langt som til at bemyndige CNCM til i tilfælde af en finansiel krise i et institut at træffe afgørelse om sammenlægning af to eller flere kasser tilknyttet nettet, uanset alle modsatrettede bestemmelser og regler. Beføjelsen til at pålægge et medlem af netværket at fusionere med et institut i finansiel krise svarer imidlertid til, at dette medlem pålægges at overtage dette instituts passiver, hvilket potentielt lægger en større byrde på dette medlem end den byrde, der følger af, at det pålægges en simpel overførsel af egenkapital og likviditet.

126.

I lyset af de omfattende kontrol- og interventionsbeføjelser i tilfælde af en krise i et institut, der er medlemmet af nettet, som CNCM har over for de enheder, der udgør en del af Crédit mutuel-nettet, kan det efter min opfattelse ikke nægtes, at bestemmelsen i artikel L.511-31, således som karakteriseret i Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) retspraksis, indebærer en forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet inden for Crédit mutuel-nettet. Det følger heraf, at denne artikel i modsætning til, hvad Retten har fastslået, efter min opfattelse er tilstrækkelig til, at denne koncern opfylder betingelsen i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013.

127.

Det fremgår imidlertid af Domstolens faste praksis, at såfremt begrundelsen i en afgørelse afsagt af Retten er fejlagtig, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse ikke, at denne afgørelse skal ophæves, men at begrundelsen skal ændres ( 50 ).

128.

Efter min opfattelse bør Kommissionens påstand om ændring af begrundelsen derfor tages til følge, og det andet anbringendes første led forkastes dermed som uvirksomt.

129.

I forbindelse med det andet anbringendes andet led har CMA gjort gældende, at Retten har begået en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder i tilknytning til artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013, for så vidt som afgørelsen af 10. marts 1992 ikke finder anvendelse på hele Crédit mutuel-koncernen under ECB’s tilsyn, selv hvis det antages, at denne afgørelse stadfæster eksistensen af en forpligtelse til at overføre egenkapital og likviditet.

130.

Crédit mutuel-koncernen omfatter således banker, filialer af regionale kasser, der ikke er tilknyttet det centrale organ. Disse filialer er slet ikke omfattet af anvendelsesområdet for afgørelsen af 10. marts 1992, og der findes ikke nogen solidaritetsmekanisme for dem. CNCM har ingen af de i artikel 10 i forordning nr. 575/2013 omhandlede beføjelser over for disse filialer.

131.

ECB har først og fremmest gjort gældende, at denne argumentation, der blev fremført for første gang i appellen, udgør et nyt anbringende, der ikke vedrører fortolkningen af artikel 10 i forordning nr. 575/2013, men rækkevidden af SSM-rammeforordningens artikel 2, nr. 21, litra c), og at dette andet led således ikke kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen er i det væsentlige enig med ECB. ECB og Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringendes andet led under alle omstændigheder bør forkastes som ugrundet. I denne forbindelse har ECB opfordret Domstolen til at anmode om at få tilsendt visse refinansieringsaftaler mellem andelskasserne i Crédit mutuel-koncernen og deres filialer som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse i medfør af procesreglementets artikel 64.

132.

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at det fremgår af fast retspraksis, at Domstolen under en appel kun har kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, som er blevet behandlet i første instans, idet en part ikke har adgang til først for Domstolen at fremføre et argument, som vedkommende ikke har påberåbt sig for Retten ( 51 ).

133.

Efter en gennemgang af sagsakterne er jeg imidlertid ikke i tvivl om, at CMA’s argumentation i forbindelse med det andet anbringendes andet led på inden måde er blevet fremført for Retten i første instans. Den kan heller ikke betegnes som et nyt argument, der blot er en uddybning eller videreudvikling af den argumentation, der er fremført for Retten ( 52 ).

134.

Under disse omstændigheder kan dette led efter min opfattelse ikke antages til realitetsbehandling.

135.

Subsidiært skal det anføres, at selv hvis det antages, quod non, at dette led kan antages til realitetsbehandling, er det under alle omstændigheder også uvirksomt.

136.

I sin afgørelse af 9. marts 2018 præciserede Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), at den kontrolbeføjelse, som CNCM har i henhold til CMF’s artikel L.511-31 inden for rammerne af Crédit mutuel-nettet, skal forstås således, at den også omfatter »filialer af kasser, når deres finansielle situation har indflydelse på kasserne« ( 53 ). Under disse omstændigheder har denne omstændighed i lyset af den konklusion, jeg nåede frem til i punkt 125 ovenfor, hvorefter CMF’s artikel L.511-31 alene er tilstrækkelig til, at betingelsen i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 575/2013 er opfyldt, selv hvis det antages, at afgørelsen af 10. marts 1992 ikke finder anvendelse på hele Crédit mutuel-koncernen, ingen indflydelse på konstateringen af, at denne koncern opfylder nævnte betingelse.

137.

Det følger af det ovenstående, at det andet anbringendes andet led efter min opfattelse skal forkastes, uden at det er fornødent at tage stilling til ECB’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse. Eftersom de to appellers andet anbringende derfor bør forkastes, bør de to appeller efter min opfattelse forkastes i det hele.

138.

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.

139.

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

140.

Da CMA har tabt sagen, og da Kommissionen og CNCM har nedlagt påstand om, at CMA tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bærer CMA sine egne omkostninger og betaler de af ECB, Kommissionen og CNCM afholdte omkostninger.

141.

Henset til det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: