1

Med appellen har OZ nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 13. juli 2017, OZ mod EIB (T-607/16, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede dom, EU:T:2017:495), hvorved Retten frifandt sagsøgte i et søgsmål med påstand dels om annullation af rapporten af 14. september 2015 fra Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) undersøgelsesudvalg og af afgørelsen af 16. oktober 2015 fra EIB’s formand om ikke at imødekomme sagsøgerens klage over seksuel chikane (herefter »den anfægtede afgørelse«), dels om erstatning for det tab, som hun angiveligt har lidt som følge af denne rapport og denne afgørelse.

2

Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union blev fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30).

3

Artikel 24, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (EUT 2013, L 287, s. 15), bestemmer:

»Unionen yder deres tjenestemænd bistand, især ved retsforfølgning mod personer, der har fremsat trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv.«

4

Den Europæiske Investeringsbanks personalevedtægt, der blev vedtaget den 20. april 1960 af EIB’s bestyrelse, bestemmer, i den affattelse, som blev ændret ved EIB’s bestyrelses afgørelse af 4. juni 2013, som trådte i kraft den 1. juli 2013, følgende i artikel 41:

»Alle individuelle tvister mellem Banken og dens ansatte afgøres af Den Europæisk Unions Domstol. Hvis en ansat vil anlægge søgsmål til prøvelse af en foranstaltning fra Banken, der er bebyrdende for den pågældende, skal det ske inden for tre måneder.

Ud over søgsmål ved Domstolen […] og før der anlægges et sådant søgsmål, kan tvister, bortset fra tvister, der følger af iværksættelse af de i artikel 38 nævnte foranstaltninger, gøres til genstand for en forligsprocedure ved Bankens forligsudvalg.

Anmodningen om forlig skal indgives senest tre måneder [regnet fra] tidspunktet for de faktiske omstændigheder eller forkyndelsen af de foranstaltninger, der er genstand for tvisten. […]«

5

Det interne regelsæt »Politik for værdighed på arbejdspladsen« (herefter »politikken for værdighed på arbejdspladsen«), som blev vedtaget af EIB den 18. november 2003, bestemmer:

»Undersøgelsesprocedure

[…]

Undersøgelsesproceduren omfatter følgende bestemmelser:

[…]

Undersøgelsesudvalgets hverv og sammensætning

Undersøgelsesudvalget har til opgave at gennemføre en objektiv og uafhængig undersøgelse af en eller flere hændelser for derefter at afgive en henstilling til formanden, der træffer afgørelse.

[…]

Proceduren

[…]

2. Efter aftale med personalerepræsentanterne fremsætter direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer over for [Bankens] formand forslag til sammensætning af udvalget og fastsætter en dato for påbegyndelsen af undersøgelsen, der skal ligge senest 30 kalenderdage efter modtagelsen af klagen.

3. Direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer bekræfter straks modtagelsen af skrivelsen fra den berørte ansatte og bekræfter, at der indledes en undersøgelsesprocedure […]

4. Efter modtagelsen af klagerens skrivelse foretager direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer følgende:

[…]

[…]

Høringen

Formålet med høringen er nøjagtigt at fastlægge, hvad der er sket, og fastlægge de faktiske omstændigheder, således at det er muligt at udfærdige en begrundet henstilling. Parterne har ikke ret til at foretage krydsforhør, eftersom de høres hver for sig. I det omfang det ikke er absolut nødvendigt, har parterne ikke pligt til at gentage detaljer, der er pinlige eller nedværdigende for dem. Alle parter, der medvirker i undersøgelsen og høringerne, herunder assistenter og vidner, oplyses om, at de er omfattet af tavshedspligt.

[…] Udvalget kan vælge den fremgangsmåde, som det finder passende. Høringen gennemføres normalt i form af en række separate samtaler, der afholdes i følgende rækkefølge:

Hvis der er behov for det, kan udvalget ligeledes på ny høre de involverede personer og eventuelt indkalde andre ansatte eller indhente oplysninger eller kopier af dokumenter, hvis det samlede udvalget finder det begrundet og nyttigt. I tvivlstilfælde afgør formanden spørgsmål om adgang til sagsakter, oplysninger eller andre undersøgelsesmetoder, efter i givet fald at have rådført sig med den ansvarlige for beskyttelse af personoplysninger. Udvalget oplyser klageren om de yderligere undersøgelser.

Undersøgelsens resultat

Når samtlige parter er blevet hørt, og når samtlige relevante eventuelle undersøgelser er blevet gennemført, foretager udvalget en vurdering af sagen og fremsætter forslag om en begrundet henstilling. Udvalget kan ikke træffe afgørelser.

Udvalget kan fremkomme med forskellige henstillinger, herunder at:

Udvalgets skriftlige henstilling udarbejdes senest fem dage efter undersøgelsens afslutning og forelægges formanden til afgørelse.

Formandens afgørelse […]

Senest fem arbejdsdage efter udvalgets fremsendelse af henstillingen til formanden oplyses parterne skriftligt om formandens begrundede afgørelse, som bilægges udvalgets henstilling.«

6

Den 1. december 2008 blev OZ ansat af EIB.

7

Ultimo 2009 blev F. ansat som personalekoordinator i en af EIB’s direktioner, hvor OZ arbejdede.

8

Den 16. september 2012 skiftede OZ stilling.

9

I januar 2014 oplyste OZ sin afdelingschef om, at dette stillingsskifte havde sammenhæng med en seksuel chikane, som hun siden 2011 mente at have været udsat for fra F.s side.

10

Den 20. maj 2015 indgav OZ en klage til EIB’s generaldirektør for personaleafdelingen, hvori hun påstod at have været udsat for seksuel chikane fra F.s side.

11

Den 18. juni 2015 oplyste generaldirektøren OZ om, at der som følge af hendes klage var blevet indledt en officiel undersøgelsesprocedure (herefter »undersøgelsesproceduren«) i henhold til politikken for værdighed på arbejdspladsen.

12

Den 19. juni 2015 godkendte EIB’s formand forslaget til sammensætning af det udvalg, der havde til opgave at gennemføre undersøgelsesproceduren (herefter »undersøgelsesudvalget«).

13

Den 26. juni 2015 blev undersøgelsesudvalget formelt nedsat, og OZ blev oplyst om, at høringerne ville blive afholdt den 20. juli 2015.

14

Den 17. september 2015 fremsendte undersøgelsesudvalget sin rapport til EIB’s formand, hvoraf fremgik udvalgets begrundede henstillinger (herefter »undersøgelsesudvalgets rapport«).

15

I rapporten anførte undersøgelsesudvalget, at OZ’ påstande ikke havde kunnet bekræftes, da der ikke var vidner til de påståede hændelser. Derimod havde alle vidnerne været enige om, at der var grund til bekymring for OZ’ helbred. Hun havde gennemlevet et traumatiserende brud med sin tidligere samlever og havde efterfølgende tabt sig meget. OZ var i øvrigt utålmodig med hensyn til avancement i sin karriere og havde en manipulerende adfærd, der kunne skade andre. Hun havde ligeledes vanskeligt ved at acceptere nogen som helst form for kritik. Endelig anbefalede undersøgelsesudvalget OZ at udvise bedre holdånd og at genfinde en positiv indstilling.

16

Den 16. oktober 2015 traf EIB’s formand den anfægtede afgørelse på grundlag af undersøgelsesudvalgets henstillinger, idet undersøgelsesudvalgets rapport blev vedlagt den nævnte afgørelse.

17

Efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse anmodede EIB’s formand undersøgelsesudvalget om yderligere oplysninger med henblik på en eventuel indledning af en disciplinærsag. Dette udvalg fremsendte sine endelige bemærkninger den 12. januar 2016. Efterfølgende indgav appellanten en anmodning om forlig i henhold til artikel 41 i EIB’s personalevedtægt, som ændret.

18

Den 29. juni 2016 konstaterede EIB’s formand i overensstemmelse med forligsudvalgets konklusioner af 22. april 2016, at forligsproceduren var slået fejl.

19

Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 22. juli 2016 anlagde sagsøgeren nærværende sag, der oprindeligt blev registreret under sagsnr. F-37/16.

20

I henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137) blev denne sag overført til Retten i den stand, som den befandt sig i den 31. august 2016. Denne sag blev registreret under sagsnr. T-607/16.

21

OZ nedlagde følgende påstande:

22

Til støtte for søgsmålet fremførte OZ i det væsentlige to anbringender.

23

Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af reglerne vedrørende undersøgelsesproceduren samt af de processuelle rettigheder, som kan udledes af artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) som følge af, at flere trin i undersøgelsesproceduren ikke var blevet overholdt.

24

Det andet anbringende vedrørte en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 8 samt af chartrets artikel 7 som følge af, at undersøgelsesudvalgets rapport samt den anfægtede afgørelse ifølge OZ indeholdt beviselementer, som henhørte under hendes privatliv, bl.a. vedrørende hendes psykiske helbredstilstand, som var irrelevante, henset til undersøgelsens formål.

25

Den 13. juli 2017 afsagde Retten den appellerede dom, hvorefter den frifandt sagsøgte og pålagde OZ at betale sagsomkostningerne.

26

Retten forkastede i sin dom sagsøgerens erstatningspåstande i deres helhed, idet den fandt, at ingen af de af sagsøgeren fremførte klagepunkter udgjorde en ulovlighed, som kunne foreholdes EIB. Herefter fastslog Retten, eftersom sagsøgeren gjorde gældende, at de ulovligheder, der var påberåbt til støtte for hendes annullationspåstande svarede til den adfærd, der blev foreholdt EIB i forbindelse med hendes erstatningspåstande, at de nævnte annullationspåstande ligeledes skulle forkastes, og at søgsmålet herefter skulle forkastes i sin helhed.

27

I appelskriftet har OZ nedlagt følgende påstande:

28

EIB har nedlagt følgende påstande:

29

Det bemærkes, at appellanten bl.a. har anmodet Domstolen om at hjemsende denne sag til EIB med henblik på en genåbning af undersøgelsesproceduren og vedtagelse af en ny afgørelse af EIB’s formand, som affattes på en måde, der præciseres af appellanten.

30

Det konstateres imidlertid, at appellanten ikke har påberåbt nogen anbringender til støtte for denne påstand. Appellen kan heller ikke give anledning til en fortolkning, hvorefter den begrundelse, som denne indeholder, vil kunne forstås som udgørende et anbringende eller argumenter, der fremføres til prøvelse af den appellerede dom.

31

Følgelig kan denne påstand ikke realitetsbehandles.

32

I øvrigt er EIB af den opfattelse, at appellen skal forkastes i sin helhed, dels for så vidt som den ikke henviser til noget præcist punkt i den appellerede dom, dels for så vidt som appellanten har indskrænket sig til at gentage de argumenter, der allerede er fremført i hendes stævning i første instans.

33

I denne henseende bemærkes, at det ifølge fast retspraksis bl.a. følger af artikel 168, stk. 1, litra d), og af artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, og de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. De krav til begrundelse, der følger af disse bestemmelser, kan ikke anses for opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremført for Retten (jf. i denne retning dom af 17.5.2017, Portugal mod Kommissionen, C-338/16 P, EU:C:2017:382, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.12.2017, Comunidad Autónoma de Galicia og Retegal mod Kommissionen, C-70/16 P, EU:C:2017:1002, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

34

Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet i første instans, drøftes på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (dom af 17.5.2017, Portugal mod Kommissionen, C-338/16 P, EU:C:2017:382, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

35

I det foreliggende tilfælde er appellen, i modsætning til det af EIB anførte, ikke blot en gentagelse af de argumenter, som allerede er blevet påberåbt i første instans. Disse er reelt rettet mod den appellerede doms begrundelse, idet denne anfægtes, henset til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, som sagsøgeren påberåber sig, og gør det følgelig muligt for Domstolen at foretage sin prøvelse. I øvrigt angiver appellen, i modsætning til det af EIB påståede, de punkter i dommen, som anfægtes.

36

Følgelig kan appellen, med undtagelse af den påstand, der er nævnt i denne doms præmis 29, antages til realitetsbehandling.

37

Til støtte for appellen har appellanten fremført tre anbringender om henholdsvis, for så vidt angår det første anbringende, tilsidesættelse af chartrets artikel 47 samt af EMRK’s artikel 6, for så vidt angår det andet anbringende, tilsidesættelse af chartrets artikel 7 samt af EMRK’s artikel 8 og for så vidt angår det tredje anbringende retsnægtelse.

38

Indledningsvis bemærkes, at Unionen ikke, for så vidt som den ikke er deltager i EMRK, kan ifalde ansvar i henhold til denne konvention. Imidlertid følger det af chartrets artikel 52, stk. 3, at de rettigheder, der er sikret ved chartret, har samme betydning og omfang som de rettigheder, der er sikret ved de tilsvarende artikler i EMRK.

39

Under disse omstændigheder skal det første og det tredje anbringende undersøges udelukkende henset til chartrets bestemmelser.

40

Med det første appelanbringende, som er opdelt i fire led, har appellanten foreholdt Retten, for det første, at have fastsat omfanget af de processuelle rettigheder, som hun rådede over, forkert, for det andet, ikke at have draget konsekvenserne af den manglende overholdelse af de frister, som regulerer undersøgelsesproceduren, for det tredje, at have fejlbedømt undersøgelsesudvalgets rette sammensætning og, for det fjerde, at have forkastet hendes argumenter, hvorved hun stillede spørgsmålstegn ved, om hendes klage var blevet behandlet fortroligt.

41

Med dette første anbringendes første led om en urigtig fastsættelse af omfanget af appellantens processuelle rettigheder har appellanten i det væsentlige foreholdt Retten, i den appellerede doms præmis 52-54, at have tilsidesat princippet om ret til en retfærdig rettergang, bl.a. kontradiktionsprincippet og princippet om processuel ligestilling, ved at fastslå, at det ikke var ulovligt, at undersøgelsesudvalget ikke gjorde det muligt for hende at få kendskab til udtalelserne fra den person, som blev beskyldt for chikane, og fra de forskellige vidner, som blev afhørt i løbet af undersøgelsen, eller at forholde sig til disse udtalelser, der dannede grundlag for afgørelsen om afslag på hendes klage, selv om udtalelserne fra appellanten blev fremsendt til denne person i form af sammendrag med henblik på, at vedkommende kunne fremsætte sine bemærkninger.

42

Appellanten har for det andet foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved at antage, at undersøgelsesudvalget på ingen måde havde pligt til at indkalde alle de vidner, der blev nævnt i forbindelse med undersøgelsen.

43

For det tredje har appellanten foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved at fastslå, at den omstændighed, at det nævnte udvalg så bort fra de lægeerklæringer, som hun havde fremlagt, var lovlig.

44

EIB har bestridt rigtigheden af disse argumenter og har indledningsvis i det væsentlige gjort gældende, at princippet om processuel ligestilling kun finder anvendelse, når parterne er involveret i retslige procedurer. Den procedure, der er fastsat ved politikken for værdige arbejdsforhold, er imidlertid en administrativ procedure. I øvrigt fastslog Retten med rette, at klagerens stilling og stillingen for den person, der beskyldes for chikane, ikke kan sammenlignes, og at deres respektive processuelle rettigheder følgelig er forskellige.

45

EIB er dernæst af den opfattelse, at eftersom den procedure, der blev fulgt for undersøgelsesudvalget, ikke havde karakter af en retslig procedure, kræver ingen bestemmelse, at dette udvalg indkalder særlige vidner eller meddeler den part, som har anbefalet disse, at de ikke står til rådighed.

46

Hvad endelig angår de af appellanten fremlagte lægeerklæringer har EIB bemærket, at disse ikke har beviskraft, idet lægerne ikke har haft direkte kendskab til de faktiske omstændigheder, men blot har henholdt sig til appellantens udtalelser.

47

Det bemærkes, at appellanten fejlagtigt er af den opfattelse, at undersøgelsesudvalget, der afgiver en udtalelse, som EIB’s formand baserer sig på, samt sidstnævnte er organer, der kan sidestilles med en »domstol« som omhandlet i chartrets artikel 47.

48

Det er nemlig åbenbart, at hverken undersøgelsesudvalget, som er en ad hoc-instans, hvis medlemmer udpeges af EIB’s formand og fremsætter ikke-bindende anbefalinger efter afslutningen af en undersøgelse, eller EIB’s formand opfylder de forskellige kriterier, som Domstolen har præciseret i sin retspraksis, og som tilsigter at definere begrebet »domstol« som omhandlet i chartrets artikel 47 (jf. bl.a. hvad angår begrebet »ret« dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig vil de ikke hverken individuelt eller kollektivt kunne anses for en »domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i denne artikel 47.

49

Det følger heraf, at chartrets artikel 47 i det foreliggende tilfælde ikke finder anvendelse, og at appellanten følgelig ikke til støtte for det første anbringendes første led kan påberåbe sig en tilsidesættelse af denne artikel.

50

Imidlertid har Retten, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 52 og 53, bemærket, at det angivelige offer for chikane i forbindelse med en procedure som den omhandlede kan påberåbe sig retten til at blive hørt i medfør af princippet om god forvaltning.

51

Chartrets artikel 41 med overskriften »Ret til god forvaltning« bestemmer nemlig i stk. 1, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner og organer.

52

I øvrigt bestemmer artikel 41, stk. 2, at retten til en god forvaltning navnlig omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt, retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed samt pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger.

53

Navnlig garanterer retten til at blive hørt enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. bl.a. dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 87, og af 11.12.2014, Boudjlida, C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 36).

54

Det påhviler herefter Domstolen at efterprøve, om Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 54 at fastslå, at undersøgelsesudvalget ikke havde handlet ulovligt hvad angår retten til at blive hørt i medfør af princippet om god forvaltning.

55

I denne henseende udgør den anfægtede afgørelse, eftersom den afslår appellantens klage, en individuel foranstaltning over for hende, som berører hende negativt som omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2.

56

Det følger heraf, at undersøgelsesudvalget, inden det fremsendte dets anbefalinger til EIB’s formand, og under alle omstændigheder sidstnævnte, inden han traf en afgørelse, som berørte appellanten negativt, var forpligtet til at overholde dennes ret til at blive hørt i egenskab af klager.

57

Appellanten havde navnlig ret til for i fornødent omfang at kunne fremlægge sine bemærkninger at få tilsendt i det mindste et sammendrag af udtalelserne fra den person, som blev beskyldt for chikane, og fra de forskellige afhørte vidner, for så vidt som disse udtalelser blev brugt af undersøgelsesudvalget i dennes rapport til at fremsætte anbefalinger til EIB’s formand, på grundlag af hvilke sidstnævnte baserede den anfægtede afgørelse, idet fremsendelse af dette sammendrag i givet fald skulle foretages under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn.

58

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at appellanten kun blev hørt ved begyndelsen af undersøgelsesproceduren. Derimod blev hun hverken hørt, inden undersøgelsesudvalget fremsendte sine anbefalinger til EIB’s formand, eller inden sidstnævnte traf den anfægtede afgørelse.

59

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at konstatere, at det var i strid med de krav, der følger af chartrets artikel 41, at appellanten ikke i det mindste fik tilsendt et sammendrag af udtalelserne fra den person, der blev beskyldt for chikane, og fra de forskellige vidner, og at hun ikke var blevet hørt vedrørende disse, således at hun ikke havde været i stand til i fornødent omfang at fremkomme med bemærkninger vedrørende indholdet heraf, inden undersøgelsesudvalget fremsendte sine anbefalinger til EIB’s formand, og, under alle omstændigheder, inden sidstnævnte traf den anfægtede afgørelse, som berørte hende negativt.

60

Uden at det er fornødent at undersøge de øvrige argumenter, som appellanten har påberåbt i forbindelse med det første anbringendes første led, og heller ikke dette anbringendes andre led, bør den appellerede dom ophæves, for så vidt som den forkastede de erstatningspåstande, som appellanten havde fremsat i forbindelse med søgsmålet, og som blev støttet på EIB’s ansvar for påståede ulovligheder begået i forbindelse med undersøgelsesproceduren, herunder den manglende overholdelse af appellantens ret til, at hendes sag blev hørt i behørigt omfang, samt forkastede de i forbindelse med dette søgsmål fremsatte annullationspåstande.

61

Det andet appelanbringende vedrører en retlig fejl, som Retten begik, da den fastslog, at undersøgelsesudvalget ikke havde tilsidesat chartrets artikel 7, idet den medtog visse elementer af appellantens privatliv i sin undersøgelsesrapport. Det tredje anbringende er, at Retten herved ligeledes begik retsnægtelse.

62

For så vidt som disse to anbringender er baseret på argumenter, som delvis overlapper hinanden, skal de undersøges samlet.

63

Appellanten har i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af chartrets artikel 7, som vedrører retten til respekt for privatliv, for så vidt som den med urette fandt, at EIB ikke havde begået en fejl ved ikke i rapporten fra undersøgelsesudvalget og i den anfægtede afgørelse at slette henvisningerne til elementer, som henhører under hendes privatliv, og som er for vidtgående, irrelevante og falder uden for undersøgelsesudvalgets kompetence. Appellanten har i denne forbindelse bl.a. nævnt den omstændighed, at denne rapport henviser til hendes komplicerede forhold til hendes afdelingschef på daværende tidspunkt, til hendes vanskeligheder ved at acceptere nogen form for kritik og til hendes utålmodighed efter en karrieremæssig forfremmelse, idet disse elementer ifølge hende ikke er direkte nødvendige med henblik på at afgøre, om hun havde været udsat for seksuel chikane. Hun har gjort gældende, at disse kommentarer i øvrigt er skadelige for hendes helbred, således som dette klart fremgår af en ny lægeerklæring.

64

EIB har bestridt alle disse påstande.

65

Retten til respekt for privatliv, som er sikret ved chartrets artikel 7, er ikke ubegrænset. Denne ret kan indebære begrænsninger som de omhandlede, forudsat at disse rent faktisk svarer til formål af almen interesse, som forfølges af Unionen, og at de ikke, henset til det forfulgte mål, udgør et uforholdsmæssigt indgreb.

66

I denne henseende er det ubestridt, at den omtvistede procedure opfylder et formål af almen interesse, nemlig fastlæggelse af eventuelle chikanerende handlinger, bl.a. seksuelle, som krænker den menneskelige værdighed.

67

Det må herefter undersøges, om medtagelsen i undersøgelsesrapporten og i den anfægtede afgørelse af elementer, som henhører under appellantens privatliv, og som angiveligt er for vidtgående og irrelevante, henset til det forfulgte formål, udgør en uforholdsmæssig begrænsning af retten til respekt for privatliv.

68

Retten har i denne henseende indledningsvis i den appellerede doms præmis 71 bemærket, at disse forskellige elementer var direkte referencer til vidnernes udtalelser, og at angivelsen af disse udtalelser havde gjort det muligt at fremhæve de elementer, som undersøgelsesudvalget havde baseret sig på med henblik på fremsættelsen af dets anbefalinger.

69

Dernæst udtalte Retten i denne doms præmis 72, at undersøgelsesudvalget i modsætning til det af appellanten påståede ikke fremkom med konklusioner eller påstande vedrørende dennes helbredstilstand, men indskrænkede sig til at gentage vidnernes udtalelser. Dette udvalg drog imidlertid ingen lægelige konsekvenser heraf.

70

Endelig fandt Retten i den nævnte doms præmis 74, at undersøgelsesudvalgets rapport under alle omstændigheder var et internt dokument, som udelukkende blev fremsendt til EIB’s formand samt til de to berørte parter, og at den således ikke skulle være genstand for en udbredelse.

71

Henset til det foregående er de referencer til elementer, som henhører under appellantens privatliv, og som er medtaget i undersøgelsesrapporten og i den anfægtede afgørelse, ikke for vidtgående og irrelevante.

72

Følgelig begik Retten ikke en retlig fejl, henset til chartrets artikel 7, ved at fastslå, at medtagelsen i disse rapporter og i denne afgørelse af de førnævnte elementer ikke udgjorde en ulovlig adfærd fra EIB’s side.

73

Hvad for det tredje angår den angiveligt skadevoldende karakter af visse kommentarer vedrørende appellantens helbredstilstand har sidstnævnte henvist til en ny lægeerklæring fra en psykoterapeut, som er udarbejdet i juli 2016, dvs. efter udarbejdelsen af undersøgelsesudvalgets rapport. I denne henseende bemærkes blot, at appellanten i appelskriftet ikke har foreholdt Retten, at denne har undladt at tage hensyn til denne lægeerklæring.

74

Det følger heraf, at det andet og det tredje appelanbringende skal forkastes.

75

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

76

Det bemærkes imidlertid, at det følger af fast retspraksis, at en tilsidesættelse af retten til forsvar, herunder navnlig retten til at blive hørt, kun medfører, at den afgørelse, der er truffet i slutningen af en administrativ procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget (dom af 10.9.2013, G. og R., C-383/13 PPU, EU:C:2013:533, præmis 38, og af 3.7.2014, Kamino International Logistics og Datema Hellmann Worldwide Logistics, C-129/13 og C-130/13, EU:C:2014:2041, præmis 79).

77

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Retten, således som det følger af denne doms præmis 59, begik en retlig fejl ved ikke at konstatere, at det var i strid med de krav, der følger af chartrets artikel 41, at appellanten ikke i det mindste fik tilsendt et sammendrag af udtalelserne fra den person, som blev beskyldt for chikane, og fra vidnerne, og at hun ikke var blevet hørt vedrørende disse, således at hun ikke havde været i stand til i fornødent omfang at fremkomme med bemærkninger vedrørende indholdet heraf, inden undersøgelsesudvalget fremsendte sine anbefalinger til EIB’s formand, og under alle omstændigheder inden sidstnævnte traf den anfægtede afgørelse, som berørte hende negativt.

78

Denne ulovlighed har nødvendigvis berørt såvel indholdet af undersøgelsesudvalgets rapport som indholdet af den anfægtede afgørelse, således at det med rimelighed må antages, at denne rapport samt denne afgørelse kunne have ført til et andet resultat.

79

Eftersom den nævnte rapport imidlertid blot udgør en forberedende akt til den nævnte afgørelse, idet den følgelig ikke kan anses for at være en anfægtelig retsakt og således ikke kan annulleres, er det alene den anfægtede afgørelse, som bør annulleres.

80

Hvad angår de i denne doms præmis 60 anførte erstatningspåstande bemærkes dels, at en annullation af den anfægtede afgørelse udgør en passende genoprettelse af ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren kan have lidt i det foreliggende tilfælde.

81

Erstatningspåstanden om erstatning af dette ikke-økonomiske tab har derfor ingen genstand og skal derfor ikke pådømmes (jf. i denne retning dom af 9.7.1987, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, EU:C:1987:348, præmis 22).

82

Dels bemærkes hvad angår påstanden om, at EIB tilpligtes at betale appellanten et beløb på 977 EUR (inklusive moms) for afholdte lægeudgifter samt et forskud på 5850 EUR, at der ikke er påvist eller endog påberåbt nogen årsagssammenhæng mellem den af EIB begåede ulovlighed, som konstateret i denne doms præmis 77, og disse lægeudgifter. Appellanten har nemlig i sin stævning i første instans gjort gældende, at disse lægeudgifter er »den direkte konsekvens« af den seksuelle chikane, som hun hævder at have været udsat for. Hvad i øvrigt angår det »forskud« på 5850 EUR til dækning af fremtidige lægeudgifter, som appellanten har nedlagt påstand om, er denne påstand under alle omstændigheder fremsat for tidligt, idet sådanne udgifter endnu ikke er blevet afholdt.

83

Under disse omstændigheder skal den erstatningspåstand, der er anført i denne doms foregående præmis, forkastes.

84

Ifølge procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostninger.

85

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

86

Da EIB i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges EIB at bære sine egne omkostninger og at betale de af OZ afholdte omkostninger såvel i forbindelse med sagen i første instans som i forbindelse med appelsagen i overensstemmelse med OZ’ påstand herom.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):