–

Raiffeisenbank St. Stefan-Jagerberg-Wolfsberg eGen ved odvjetnici D. Malnar, M. Mlinac, P.G. Baučić, P. Novak, M. Sabolek, E. Garankić og A. Đureta, bistået af professor T. Borić,

–

den kroatiske regering ved T. Galli, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved M. Heller, L. Malferrari og M. Mataija, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 56 TEUF og 63 TEUF samt artikel 4, stk. 1, artikel 17, artikel 24, nr. 1), og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Anica Milivojević, som har bopæl i Kroatien, og Raiffeisenbank St. Stefan-Jagerberg-Wolfsberg eGen (herefter »Raiffeisenbank«), som er et selskab stiftet i henhold til østrigsk ret, vedrørende et af Milivojević anlagt søgsmål med påstand om, at en med Raiffeisenbank indgået låneaftale og et notarialdokument vedrørende stiftelse af pant til sikkerhed for den fordring, der udspringer af aftalen, erklæres ugyldige, og om, at pantet skal slettes fra ejendomsregistret.

3

6., 15. og 18. betragtning til forordning nr. 1215/2012 bestemmer:

[…]

[…]

4

Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

5

Forordningens artikel 8, nr. 4), har følgende ordlyd:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:

[…]

6

Samme forordnings artikel 17, stk. 1, har følgende ordlyd:

»I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling […]«

7

Artikel 18, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1215/2012 bestemmer:

»1.   Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller, uanset medkontrahentens bopæl, ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2.   Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.«

8

Følgende fremgår af bestemmelserne i forordningens artikel 19:

»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

9

Forordningens artikel 24, nr. 1), første afsnit, bestemmer:

»Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl:

10

Samme forordnings artikel 25, stk. 1 og 4, har følgende ordlyd:

»1.   Såfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. […]

[…]

4.   Aftaler om værneting samt tilsvarende bestemmelser i et dokument om oprettelse af en trust er ugyldige, såfremt de er i strid med artikel 15, 19 eller 23 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfør af artikel 24 er enekompetente.«

11

Artikel 66, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, som regulerer forordningens anvendelse ratione temporis, bestemmer:

»Denne forordning finder kun anvendelse på retssager, som er anlagt, på officielt bekræftede dokumenter, som udstedt eller registreret, og på retsforlig, som er godkendt eller indgået på eller efter den 10. januar 2015.«

12

Artikel 322 i Zakon o obveznim odnosima (lov om retsforhold) i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen (Narodne novine, br. 78/2015) (herefter »lov om retsforhold«), bestemmer:

»(1)   Enhver aftale, der er i strid med Republikken Kroatiens forfatning, præceptiv lovgivning eller sædelighed, er ugyldig, medmindre formålet med den tilsidesatte regel henviser til en anden retsvirkning, eller andet er foreskrevet ved lov i det konkrete tilfælde.

(2)   Hvis indgåelsen af en given aftale udelukkende er forbudt med hensyn til den ene af parterne, er aftalen dog gyldig, medmindre andet er foreskrevet ved lov i det konkrete tilfælde, og den part, der har overtrådt det lovbestemte forbud, må bære konsekvenserne heraf.«

13

Denne lovs artikel 323, stk. 1, er affattet således:

»Når en aftale er ugyldig, skal parterne give hinanden det tilbage, som de har modtaget i henhold til den ugyldige aftale, og hvis dette ikke er muligt, eller hvis karakteren af det, som er blevet modtaget, ikke er foreneligt med en tilbagelevering, skal der gives en passende økonomisk erstatning, som fastsættes på grundlag af de værdier, som var gældende på tidspunktet for afsigelsen af retsafgørelsen, medmindre andet er foreskrevet ved lov.«

14

Zakon o potrošačkom kreditiranju (lov om forbrugerkredit, Narodne novine, br. 75/2009) (herefter »forbrugerkreditloven«) trådte i kraft den 1. januar 2010. Forbrugerkreditlovens artikel 29, stk. 1, bestemmer, at loven med visse undtagelser ikke finder anvendelse på låneaftaler, som er indgået før lovens ikrafttræden.

15

Forbrugerkreditloven blev ændret ved Zakon o izmjeni i dopunama Zakona o potrošačkom kreditiranju (lov om ændring og supplering af lov om forbrugerkredit, Narodne novine, br. 102/2015) (herefter »forbrugerkreditloven, som ændret«).

16

Artikel 19 i forbrugerkreditloven, som ændret, der har overskriften »Aftalers ugyldighed og virkningerne af ugyldighed«, lyder som følger:

»1)   Når låneaftalen er blevet indgået med en kreditor eller en tredjepartsformidler, som ikke har den påkrævede tilladelse til at finansiere forbrugslån eller til at agere kreditformidler, er aftalen ugyldig.

2)   Når det, som er blevet modtaget, skal tilbagegives i henhold til stk. 1, skal forbrugeren betale renter af det modtagne beløb fra den dato, hvor den afgørelse, som fastslår ugyldighed, har fået endelig retskraft.«

17

Artikel 19 (l) i forbrugerkreditloven, som ændret, der har overskriften »Retternes kompetence«, fastsætter:

»1)   Ved tvister om låneaftaler kan sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, anlægges enten ved retterne i det land, på hvis område medkontrahenten har hjemsted, eller, uanset hvor medkontrahenten har hjemsted, ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2)   Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i det land, på hvis område forbrugeren har bopæl.

[…]«

18

Artikel 1 i Zakon o ništetnosti ugovora o kreditu s međunarodnim obilježjima sklopljenih u Republici Hrvatske s neovlaštenim vjerovnikom (lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning indgået i Republikken Kroatien med en uautoriseret kreditor, Narodne novine, br. 72/2017, herefter »lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning«), der har overskriften »Lovens anvendelsesområde«, bestemmer:

»1)   Denne lov finder anvendelse på låneaftaler, der har international tilknytning, og som er indgået i Republikken Kroatien mellem debitorer og uautoriserede kreditorer […]

2)   Denne lov finder ligeledes anvendelse på andre retsdokumenter, der udarbejdet i Republikken Kroatien mellem debitorer og uautoriserede kreditorer, og som er en konsekvens af en låneaftale med international tilknytning som omhandlet i stk. 1 eller er baseret på en sådan aftale.«

19

Lovens artikel 2, som har overskriften »Definitioner«, har følgende ordlyd:

»I denne lov forstås ved

20

Under overskriften »Låneaftalers ugyldighed« bestemmer lovens artikel 3:

»1)   Låneaftaler med international tilknytning, som er indgået i Republikken Kroatien mellem en debitor og en uautoriseret kreditor, er ugyldige.

2)   Uanset stk. 1 kan ugyldighed ikke påberåbes, når aftalen er blevet opfyldt fuldstændigt.«

21

Lovens artikel 4, der har overskriften »Andre retshandlingers ugyldighed«, bestemmer:

»Ethvert notarialdokument, som er oprettet på grundlag af eller i tilknytning til en ugyldig aftale, jf. artikel 3, er ugyldig.«

22

Artikel 7 i lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning, der regulerer »[v]irkningerne af ugyldighed«, fastsætter:

»Aftaleparterne skal give hinanden det tilbage, som de har modtaget i henhold til den ugyldige aftale, og hvis dette ikke er muligt, eller hvis karakteren af det, som er blevet modtaget, ikke er foreneligt med en tilbagelevering, skal der gives en passende økonomisk erstatning, som fastsættes på grundlag af de værdier, som var gældende på tidspunktet for afsigelsen af retsafgørelsen.«

23

Lovens artikel 8 fastsætter kompetencereglerne som følger:

»1)   Hvad angår retssager om låneaftaler med internationale elementer som omhandlet i denne lov, kan der anlægges sag af debitor mod en uautoriseret kreditor enten ved domstolene i den stat, hvor den uautoriserede kreditor har hjemsted (uanset den uautoriserede kreditors hjemsted), eller ved domstolene det sted, hvor debitor har sin bopæl eller sit hjemsted.

2)   Der kan alene anlægges sag mod debitor af en uautoriseret kreditor som omhandlet i denne artikels stk. 1 ved domstolene i den stat, hvor debitor har sin bopæl eller sit hjemsted. Den lovgivning, der finder anvendelse på ugyldige aftaler som omhandlet i denne lov, er udelukkende kroatisk lovgivning, og den ret, for hvilken der indbringes en sag vedrørende en sådan aftales ugyldighed, skal alene anvende denne lovgivning i en sådan sag uden at undersøge, om der findes anledning til at anvende lovgivningen for det sted, hvor aftalen blev indgået i medfør af andre retlige instrumenter.«

24

Lovens artikel 10 har følgende ordlyd:

»1)   Låneaftaler med international tilknytning i denne lovs forstand, som er indgået i Republikken Kroatien før denne lovs ikrafttræden mellem debitorer og uautoriserede kreditorer, er ugyldige fra det tidspunkt, hvor de blev indgået, hvilket har de i artikel 7 nævnte virkninger.

2)   Andre retsdokumenter, der er udarbejdet i Republikken Kroatien før denne lovs ikrafttræden mellem debitorer og uautoriserede kreditorer, og som er en konsekvens af en låneaftale med international tilknytning som omhandlet i stk. 1 eller er baseret på en sådan aftale, er ugyldige fra det tidspunkt, hvor de fandt sted, hvilket har de i artikel 7 nævnte virkninger.«

25

Den 23. april 2015 har Anica Milivojević anlagt sag mod Raiffeisenbank ved den forelæggende ret Općinski sud u Rijeci – Stalna služba u Rabu (byretten i Rijeka – den faste afdeling i Rab, Kroatien) med påstand om, at den låneaftale, som var blevet indgået mellem parterne den 5. januar 2007 for et beløb på 47000 EUR (herefter »den omhandlede aftale«), og et notarialdokument vedrørende stiftelse af pant til sikkerhed for den fordring, der udspringer af aftalen, erklæres ugyldige, og om, at pantet skal slettes fra ejendomsregistret.

26

Til støtte for sit søgsmål har Anica Milivojević påberåbt sig bestemmelserne i artikel 322, stk. 1, i lov om retsforhold, hvorefter en aftale, der er i strid med Republikken Kroatiens forfatning, præceptiv lovgivning eller sædelighed, er ugyldig.

27

Selv om det i hovedsagen er ubestridt, at Raiffeisenbank var »uautoriseret kreditor« som omhandlet i artikel 2 i lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning, dvs. en kreditor med hjemsted i en anden medlemsstat, som ikke var blevet behørigt bemyndiget af Hrvatska narodna banka (den kroatiske centralbank) til at yde lån i Kroatien, har den forelæggende ret oplyst, at parterne er uenige med hensyn til visse faktiske omstændigheder, som bl.a. vedrører det sted, hvor den omhandlede aftale blev indgået. Raiffeisenbank er således af den opfattelse, at aftalen blev indgået i Østrig, mens Anica Milivojević mener, at den blev indgået i Kroatien.

28

Således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har Anica Milivojević anført, at hun indgik den omhandlede aftale gennem en tredjepartsformidler, som hun betale kommission til, således at hun kunne udvide og renovere sit hus med henblik på indretning af lejligheder til udlejningsformål. Det følger ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at det ikke kan udelukkes, at en del af lånebeløbet blev brugt til private formål. Anica Milivojević har endvidere nævnt, at hun havde til hensigt at tilbagebetale lånet med udbyttet fra udlejningsaktiviteterne.

29

Det fremgår ligeledes af de sagsakter, som Domstolen er blevet forelagt, at den omhandlede låneaftale indeholdt en alternativ værnetingsklausul, hvorefter enten de østrigske retter eller retsinstanserne på det sted, hvor debitor havde bopæl, har kompetence.

30

Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 3. januar 2017.

31

Da lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning imidlertid trådte i kraft den 14. juli 2017, blev retsforhandlingernes mundtlige del genåbnet ved kendelse af 10. august 2017.

32

Det er den forelæggende rets opfattelse, at den omhandlede aftale, hvis det fastslås, at den blev indgået i Kroatien, ikke desto mindre nu kan være blevet ugyldig på grundlag af bestemmelserne i denne lov, henset til dens anvendelse med tilbagevirkende kraft.

33

Den forelæggende ret har således for det første anmodet om en redegørelse for, om lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning er forenelig med artikel 56 TEUF og 63 TEUF, for så vidt som retten er af den opfattelse, at loven kan gøre indgreb i Raiffeisenbanks frihed til at levere finansielle tjenesteydelser. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt de mål, som den kroatiske regering har anført til støtte for lovens anvendelse med tilbagevirkende kraft, kan begrunde et sådant indgreb.

34

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at forbrugerkreditloven, således som den er blevet fortolket af Vrhovni sud (øverste domstol, Kroatien), ikke kan danne grundlag for at fastslå ugyldighed med hensyn til låneaftaler, som er indgået, før denne lov, som ændret, trådte i kraft, dvs. den 30. september 2015.

35

I denne forbindelse har den forelæggende ret præciseret, at Vrhovni sud (øverste domstol) efter et møde mellem formanden for den civilretlige afdeling af Vrhovni sud (øverste domstol) og formændene for de civilretlige afdelinger af Županijski sudovi (distriktsdomstole), som fandt sted den 11. og den 12. april 2016, ved dokument af 12. april 2016 har besluttet følgende:

»3.1. (kompetence)

Ved tvister vedrørende ugyldighed af låneaftaler, som er indgået mellem sagsøgende kroatiske fysiske personer (forbrugere) og udenlandske juridiske personer (banker), hvor spørgsmålet om kompetence er afgjort efter den 1. juli 2013, vil den kompetente kroatiske retsinstans altid være den, som er fastsat i henhold til bestemmelserne i artikel 16 i Rådets forordning [(EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1)] og i artikel 17 i forordning [nr. 1215/2012].

3.2. (aftalens ugyldighed)

Selv om indgåelsen af sådanne aftaler har været forbudt for udenlandske bankvirksomheder, som ikke havde den påkrævede tilladelse til at levere sådanne tjenesteydelser i Republikken Kroatien, er sådanne aftaler ikke ugyldige, eftersom denne virkning ikke var foreskrevet hverken i lov om banker eller i lov om kreditinstitutter før den 30. september 2015, hvor denne virkning blev fastsat [som følge af, at forbrugerkreditloven, som ændret, trådte i kraft].«

36

For det andet har den forelæggende ret anmodet om en redegørelse for forskellige aspekter vedrørende sin internationale kompetence til at træffe afgørelse i hovedsagen under henvisning til bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012. I denne forbindelse har den forelæggende ret bekræftet, at den i henhold til den kroatiske retsplejelov på dette trin i behandlingen af den sag, som verserer for den, kan efterprøve, at den har kompetence.

37

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt artikel 8 i lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning er forenelig med kompetencereglerne i forordning nr. 1215/2012. Endvidere nærer den nævnte ret tvivl om, hvorvidt den omhandlede aftale, henset til Domstolens praksis i dom af 3. juli 1997, Benincasa (C-269/95, EU:C:1997:337), og af 20. januar 2005, Gruber (C-464/01, EU:C:2005:32), kan kvalificeres som en »forbrugeraftale«, og om, hvorvidt tvisten i hovedsagen er omfattet af de regler om enekompetence i sager om rettigheder over fast ejendom, som er fastsat i denne forordnings artikel 24, nr. 1).

38

Under disse omstændigheder har Općinski sud u Rijeci – Stalna služba u Rabu (byretten i Rijeka – den faste afdeling i Rab) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

39

Den kroatiske regering har gjort gældende, at Domstolen ikke har kompetence til at tage stilling til det første spørgsmål, for så vidt som den omhandlede aftale blev indgået den 5. januar 2007, dvs. inden Republikken Kroatien tiltrådte Unionen den 1. juli 2013. Domstolen har således ikke kompetence til at besvare et præjudicielt spørgsmål om fortolkning af EU-retten, som er forelagt af en retsinstans i en medlemsstat, når de faktiske omstændigheder, som denne ret skal anvendes på, indtraf før medlemsstatens tiltrædelse af Unionen. I retsmødet gjorde den kroatiske regering ligeledes gældende, at aftalen blev opsagt i 2012.

40

I denne forbindelse skal det for det første bemærkes, at den forelæggende ret med det første spørgsmål ønsker oplyst, om lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning, som blev vedtaget efter Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen, er forenelig med artikel 56 TEUF og 63 TEUF. Som følge af sin tilbagevirkende kraft kan denne lovgivning finde anvendelse på tvisten i hovedsagen og have indvirkning på de låneaftaler, der er indgået inden tiltrædelsen, samt andre retsdokumenter, der udspringer af aftalerne.

41

For det andet bemærkes, at selv om den omhandlede låneaftale ganske vist blev indgået før tiltrædelsen, og den angiveligt blev opsagt inden tiltrædelsen, hvilken omstændighed ikke er nævnt i forelæggelsesafgørelsen, fremgår det imidlertid af nævnte afgørelse, at visse virkninger, som er forbundet med aftalen og med de retsdokumenter, der udspringer heraf – bl.a. registreringen af pantet, som Milivojević ønsker annulleret – fortsat er gældende.

42

Som det fremgår af artikel 2 i akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2012, L 112, s. 21), er bestemmelserne i de oprindelige traktater, herunder artikel 56 TEUF og 63 TEUF, bindende for Republikken Kroatien fra tiltrædelsesdatoen, idet de finder anvendelse på fremtidige virkninger af forhold, der er opstået før tiltrædelsen (jf. analogt dom af 29.1.2002, Pokrzeptowicz-Meyer, C-162/00, EU:C:2002:57, præmis 50).

43

Det følger af det ovenstående, at de argumenter, som den kroatiske regering har fremført, og hvorved den bestrider, at Domstolen har kompetence til at tage stilling til det første spørgsmål, må forkastes, for så vidt som – desuagtet den omstændighed, at den omhandlede aftale, som har givet anledning til tvisten i hovedsagen, blev indgået, inden Republikken Kroatien tiltrådte Unionen – spørgsmålet i det foreliggende tilfælde dog vedrører fortolkningen af EU-retten, og besvarelsen heraf kan rejse tvivl om, hvorvidt en national lovgivning, der er vedtaget af denne medlemsstat efter denne dato, og som har retsvirkninger for aftalen efter tiltrædelsen, er forenelig med EU-retten.

44

Raiffeisenbank og den kroatiske regering har gjort gældende, at det første spørgsmål er af hypotetisk karakter, idet det ikke er blevet godtgjort, at lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning finder anvendelse på hovedsagen.

45

Den kroatiske regering har ligeledes gjort gældende, at det andet og det tredje spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom de retlige bestemmelser, som den forelæggende ret har henvist til i forbindelse med disse spørgsmål, dvs. artikel 4, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, ikke længere kan påberåbes, når først Raiffeisenbank har givet møde for den forelæggende ret. Med hensyn til samme forordnings artikel 25 har den kroatiske regering gjort gældende, at det ikke fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at parterne har indgået aftale om værneting.

46

For så vidt angår det første spørgsmål bemærkes, at den omstændighed, at den forelæggende ret på nuværende trin i behandlingen af den sag, som verserer for den, endnu ikke har taget stilling til det spørgsmål vedrørende de faktiske omstændigheder med hensyn til det sted, hvor den omhandlede aftale blev indgået – hvilket er af væsentlig betydning for, om lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning finder anvendelse, jf. lovens artikel 3 – ikke begrænser den forelæggende rets beføjelse til at vurdere, på hvilket trin i sagsbehandlingen den af hensyn til sagen finder det relevant at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (jf. i denne retning dom af 22.6.2010, Melki og Abdeli, C-188/10 og C-189/10, EU:C:2010:363, præmis 41, og af 4.6.2015, Kernkraftwerke Lippe-Ems, C-5/14, EU:C:2015:354, præmis 31), idet denne ret har enekompetence til at afgøre, hvornår forelæggelsen er mest hensigtsmæssig (jf. i denne retning dom af 15.3.2012, Sibilio, C-157/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:148, præmis 31).

47

For så vidt angår det andet og det tredje spørgsmål bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, ifølge Domstolens faste praksis udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det følger ligeledes af fast retspraksis, at der er formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante (dom af 14.6.2017, Online Games m.fl., C-685/15, EU:C:2017:452, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål og forstå, hvorfor den nationale retsinstans finder, at en besvarelse af disse spørgsmål er nødvendig for, at retsinstansen kan afgøre den sag, som verserer for den (jf. i denne retning dom af 8.9.2016, Politanò, C-225/15, EU:C:2016:645, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis). I modsætning til, hvad den kroatiske regering har anført, synes det problem, som rejses ved det andet og det tredje spørgsmål, ikke at være af hypotetisk karakter.

49

På denne baggrund må det konkluderes, at det første, det andet og det tredje spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

50

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 56 TEUF og 63 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der bl.a. har den virkning, at låneaftaler og retsdokumenter, som er baseret på sådanne låneaftaler, der er indgået på denne medlemsstats område mellem debitorer og kreditorer, der har bopæl eller hjemsted i en anden medlemsstat, og som ikke har tilladelse fra de kompetente myndigheder i den første medlemsstat til at udøve deres virksomhed på denne medlemsstats område, er ugyldige fra den dag, de blev indgået, selv om de blev indgået, inden den nævnte lovgivning trådte i kraft.

51

Idet det præjudicielle spørgsmål er forelagt både med hensyn til artikel 56 TEUF og 63 TEUF, skal det indledningsvis afgøres, om og i hvilket omfang en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede kan påvirke udøvelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser og/eller de frie kapitalbevægelser.

52

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning vedrører finansielle tjenesteydelser, der leveres af kreditinstitutter med hjemsted uden for Kroatiens område, som ikke har indhentet de i henhold til national ret fornødne tilladelser og/eller godkendelser hos de kompetente kroatiske myndigheder.

53

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at sådan virksomhed med erhvervsmæssig långivning i princippet både har tilknytning til fri udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 56 TEUF ff. og frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63 TEUF ff. (dom af 22.11.2018, Vorarlberger Landes- und Hypothekenbank, C-625/17, EU:C:2018:939, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

54

Når en national foranstaltning på én gang vedrører fri udveksling af tjenesteydelser og frie kapitalbevægelser, skal det undersøges, i hvilket omfang foranstaltningen påvirker udøvelsen af disse grundlæggende friheder, og om et af principperne under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder har forrang for det andet. Domstolen tager principielt alene stilling til foranstaltningen i forhold til den ene af disse to grundlæggende friheder, hvis det i lyset af sagens konkrete omstændigheder fremgår, at en af disse er helt sekundær i forhold til den anden og kan henføres til denne (dom af 12.7.2012, SC Volksbank România, C-602/10, EU:C:2012:443, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

55

For så vidt som lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning foreskriver, at enhver aftale, som er indgået i Kroatien af en uautoriseret kreditor med hjemsted uden for denne medlemsstat, er ugyldig, påvirker denne retsordning adgangen til det kroatiske marked for levering af finansielle tjenesteydelser for erhvervsdrivende, der er etableret i andre medlemsstater, og som ikke opfylder de i denne lovgivning fastsatte betingelser, og den påvirker overvejende den frie udveksling af tjenesteydelser. Eftersom lovgivningens restriktive virkninger for de frie kapitalbevægelser kun er en uundgåelig konsekvens af hindringen for den frie udveksling af tjenesteydelser (dom af 3.10.2006, Fidium Finanz, C-452/04, EU:C:2006:631, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis), skal lovgivningens forenelighed med artikel 63 TEUF ff. ikke undersøges.

56

Det forelagte spørgsmål skal derfor udelukkende bedømmes i forhold til artikel 56 TEUF ff. om fri udveksling af tjenesteydelser under den forudsætning, at den omhandlede aftale er indgået i Kroatien, hvilket er et spørgsmål om de faktiske omstændigheder, som det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

57

I denne henseende fremgår det af Domstolens faste praksis, at den frie bevægelighed for tjenesteydelser fastsat i artikel 56 TEUF kræver afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling til skade for en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, på grundlag af dennes nationalitet, samt ophævelse af enhver restriktion, selv hvis den finder anvendelse uden forskel på såvel indenlandske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater, der kan forbyde, indebære ulemper for den virksomhed, som udøves af en tjenesteyder etableret i en anden medlemsstat, hvor den pågældende lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser, eller kan gøre denne virksomhed mindre tiltrækkende (dom af 18.7.2013, Citroën Belux, C-265/12, EU:C:2013:498, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

58

Det følger ligeledes af Domstolens praksis, at den långivningsvirksomhed, der udøves af et kreditinstitut, udgør tjenesteydelser i artikel 56 TEUF’s forstand (dom af 12.7.2012, SC Volksbank România, C-602/10, EU:C:2012:443, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

59

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det inden for den kroatiske retsorden både i forbrugerkreditloven, som ændret, og i lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning er fastsat, at låneaftaler, som er indgået med en uautoriseret kreditor, er ugyldige. Anvendelsesområdet for de to love er imidlertid ikke ens, idet anvendelsesområdet for den sidstnævnte lov er bredere, for så vidt som det af dens artikel 1, stk. 1, følger, at den finder anvendelse på alle låneaftaler, herunder låneaftaler, som er indgået med erhvervsmæssige formål. Forbrugerkreditloven, som ændret, omfatter derimod alene aftaler, som er indgået af forbrugere.

60

Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at det vedrørende perioden fra den 1. juli 2013, hvor Republikken Kroatien tiltrådte Unionen, til den 30. september 2015, hvor forbrugerkreditloven, som ændret, trådte i kraft, kun er låneaftaler, der er indgået af uautoriserede kreditorer med hjemsted uden for Kroatien, som er ugyldige, som følge af, at lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning finder anvendelse med tilbagevirkende kraft.

61

Det følger således af den fortolkning af forbrugerkreditloven, som ændret, der er anlagt af Vrhovni sud (den øverste domstol), at ugyldighed med hensyn til forbrugerlåneaftaler, som er indgået med en uautoriseret kreditor, ikke kan fastslås på grundlag af denne lov med tilbagevirkende kraft i situationer, som er indtrådt før lovens ikrafttræden, dvs. før den 30. september 2015.

62

For så vidt som lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning indfører en undtagelsesordning for visse finansielle tjenesteydelser, hvis anvendelse afhænger af, om kreditor har hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor tjenesteydelsen er leveret, må det derfor konkluderes, at der ved kroatisk ret blev udøvet direkte forskelsbehandling af kreditorer, som var etableret uden for Kroatien, frem til den 30. september 2015, fra hvilken dato ugyldigheden af låneaftaler, som er indgået med en uautoriseret kreditor, også gælder med hensyn til kreditorer, der er etableret i denne medlemsstat.

63

Eftersom ugyldighedsordningen efter denne dato har fundet anvendelse uden forskel på alle uautoriserede kreditorer, indebærer lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning for den nævnte periode en restriktion for udøvelsen af fri udveksling af tjenesteydelser.

64

Således som det fremgår af Domstolens praksis, omfatter restriktionsbegrebet foranstaltninger truffet af en medlemsstat, som, selv om de anvendes uden forskel, påvirker adgangen til markedet for erhvervsdrivende fra andre medlemsstater (dom af 12.7.2012, SC Volksbank România, C-602/10, EU:C:2012:443 præmis 75 og den deri nævnte retspraksis). I henhold til den omhandlede lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning kan kreditorer med hjemsted uden for Kroatien kun få adgang til det kroatiske marked for finansielle tjenesteydelser, hvis de opnår en tilladelse fra den kroatiske centralbank, hvorfor loven gør adgangen til det pågældende marked mindre attraktiv, og den ved artikel 56 TEUF sikrede frihed således tilsidesættes.

65

Det skal således undersøges, dels om de mål, der ligger til grund for vedtagelsen af denne lov, kan begrunde en undtagelse i henhold til artikel 52 TEUF, dels om loven opfylder tvingende almene hensyn, og det kræves i en sådan situation, at den skal være egnet til at sikre gennemførelsen af de pågældende mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå de tilsigtede formål (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Citroën Belux, C-265/12, EU:C:2013:498, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

66

Hvad for det første angår perioden mellem datoen for Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen og den 30. september 2015 følger det af Domstolens praksis, at for så vidt som den i hovedsagen omhandlede restriktive lovgivning indebærer direkte forskelsbehandling, kan den kun begrundes i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, der er fastsat i artikel 52 TEUF, som artikel 62 TEUF henviser til (jf. i denne retning bl.a. dom af 9.9.2010, Engelmann, C-64/08, EU:C:2010:506, præmis 34, af 22.10.2014, Blanco og Fabretti, C-344/13 og C-367/13, EU:C:2014:2311, præmis 38, og af 28.1.2016, Laezza, C-375/14, EU:C:2016:60, præmis 26).

67

Forudsætningen for at bringe en sådan begrundelse i anvendelse er, at der foreligger en virkelig og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsmæssig interesse (dom af 21.1.2010, Kommissionen mod Tyskland, C-546/07, EU:C:2010:25, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

68

Som det fremgår af den kroatiske regerings skriftlige og mundtlige indlæg, blev lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning vedtaget med henblik på at beskytte et stort antal kroatiske borgere, som havde indgået låneaftaler med kreditorer, der udøvede virksomhed uden at have fået behørig tilladelse hertil af den kroatiske centralbank. Den kroatiske regering har i denne forbindelse anført, at der fra 2000 til 2010 blev indgået ca. 3000 låneaftaler med uautoriserede kreditorer for et samlet beløb på ca. 360 mio. EUR. Denne lovgivning blev vedtaget som en sidste udvej, efter at det med flere tidligere vedtagene retsakter forgæves var blevet forsøgt at afhjælpe konsekvenserne af disse aftaler, hvilket begrunder lovgivningens tilbagevirkende kraft. Lovgivningen har ligeledes til hensigt at opretholde den offentlige orden, bevare omdømmet, sikre en velfungerende finansiel sektor samt at beskytte den svageste aftalepart og navnlig forbrugerrettighederne.

69

Henset til de mål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, skal det bemærkes, at til trods for, at den kroatiske regering har henvist til begrebet den offentlige orden, har den ikke fremført nogen overbevisende elementer, som kan være omfattet af dette begreb, idet begrebet, som det allerede er anført i denne doms præmis 67, forudsætter, at der foreligger en virkelig og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsmæssig interesse, hvorfor hensyn af ren økonomisk karakter ikke kan begrunde en undtagelse i henhold til artikel 52 TEUF (jf. analogt dom af 21.1.2010, Kommissionen mod Tyskland, C-546/07, EU:C:2010:25, præmis 51).

70

Det skal herefter undersøges, i hvilket omfang de restriktioner, som den omhandlede ugyldighedsordning indebærer, kan begrundes med henvisning til tvingende almene hensyn som omhandlet i den retspraksis, der er anført i nærværende doms præmis 64, med hensyn til perioden efter den 30. september 2015.

71

I denne henseende skal det konstateres, at der til de tvingende almene hensyn, som Republikken Kroatien har påberåbt sig, hører de hensyn, som allerede er blevet anerkendt i Domstolens praksis, nemlig erhvervsfaglige regler til beskyttelse af modtagerne af tjenesteydelserne (dom af 25.7.1991, Collectieve Antennevoorziening Gouda, C-288/89, EU:C:1991:323, præmis 14), den finansielle sektors gode omdømme (dom af 10.5.1995, Alpine Investments, C-384/93, EU:C:1995:126, præmis 44) og beskyttelse af forbrugerne (dom af 18.7.2013, Citroën Belux, C-265/12, EU:C:2013:498, præmis 38).

72

Det skal imidlertid ligeledes bemærkes, at de hensyn, der kan påberåbes af en medlemsstat som begrundelse, skal ledsages af de nødvendige beviser eller en analyse af egnetheden og forholdsmæssigheden af den restriktive foranstaltning, som medlemsstaten har indført, såvel som præcise oplysninger til støtte for dens argumentation. Hvis en medlemsstat således ønsker at påberåbe sig et mål, der kan begrunde en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, som følger af en national restriktiv foranstaltning, påhviler det den at forsyne den ret, der skal træffe afgørelse om dette spørgsmål, med alle de oplysninger, som kan gøre det muligt for denne at sikre sig, at nævnte foranstaltning opfylder de krav, der følger af proportionalitetsprincippet (jf. analogt dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 85).

73

Eftersom der ikke foreligger sådanne oplysninger, må det konstateres, at lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning åbenbart overskrider grænserne for, hvad der kræves for at opnå de legitime mål, den forfølger, for så vidt som den ved en generel og automatisk regel med tilbagevirkende kraft foreskriver, at alle låneaftaler med international tilknytning, som er indgået med uautoriserede kreditorer, med undtagelse af fuldstændigt opfyldte aftaler, er ugyldige.

74

Endvidere bemærkes det i lighed med det af Europa-Kommissionen anførte, at der med henblik på at udøve kontrol med lovligheden af låneaftaler og beskytte den svageste part kunne være truffet andre foranstaltninger, som var mindre indgribende i forhold til den frie udveksling af tjenesteydelser, dvs. bl.a. regler, hvorved de kompetente myndigheder kunne intervenere på grundlag af en anmeldelse eller af egen drift i tilfælde af urimelig handelspraksis eller tilsidesættelse af forbrugernes rettigheder.

75

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der bl.a. har den virkning, at låneaftaler og retsdokumenter, som er baseret på sådanne låneaftaler, der er indgået på denne medlemsstats område mellem debitorer og kreditorer, der har hjemsted i en anden medlemsstat, og som ikke har tilladelse fra de kompetente myndigheder i den første medlemsstat til at udøve deres virksomhed på denne medlemsstats område, er ugyldige fra den dag, de blev indgået, selv om de blev indgået, inden den nævnte lovgivning trådte i kraft.

76

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 1, og artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter debitorer i tvister vedrørende låneaftaler med international tilknytning, som falder ind under forordningens anvendelsesområde, kan anlægge sag mod de uautoriserede kreditorer enten ved retterne i den stat, hvor kreditorerne har hjemsted, eller ved retterne på det sted, hvor debitorerne har bopæl eller hjemsted, og hvorefter kompetencen til at afgøre sager, som disse kreditorer anlægger mod deres debitorer, er forbeholdt retterne i den stat, hvor debitorerne har bopæl, uanset om de sidstnævnte er forbrugere eller erhvervsdrivende.

77

Indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse på sager, der er anlagt fra og med den 10. januar 2015. Eftersom den i hovedsagen omhandlede sag er anlagt den 23. april 2015, og idet den, henset til retsforholdet mellem hovedsagens parter, vedrører det civil- og handelsretlige område som omhandlet i forordningens artikel 1, stk. 1, finder forordningens bestemmelser anvendelse i det foreliggende tilfælde.

78

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, giver artikel 8, stk. 1 og 2, i lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning debitor mulighed for at vælge imellem retterne i den stat, hvor den uautoriserede kreditor har hjemsted, og retterne på det sted, hvor debitor har bopæl eller hjemsted, mens kreditor skal henvende sig til retterne på det sted, hvor debitor har bopæl eller hjemsted.

79

I henhold til artikel 1, stk. 1, i lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning, finder loven anvendelse på sådanne aftaler, som er indgået i Kroatien mellem en debitor og en uautoriseret kreditor, uden at der tages hensyn til, om debitor er forbruger eller erhvervsdrivende.

80

For så vidt som lovens artikel 8, stk. 1 og 2, ligeledes finder anvendelse på retssager mellem erhvervsdrivende, bemærkes, at den fraviger den almindelige kompetenceregel i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, dvs. reglen om sagsøgtes bopæl, for så vidt som den ved at omfatte alle debitorer udvider anvendelsesområdet for de mere beskyttende kompetenceregler, der er fastsat i forordningens artikel 18, stk. 1, som en undtagelsesregel alene til fordel for forbrugere.

81

Det bemærkes imidlertid, at det i den ordning, som er indført ved forordning nr. 1215/2012, er et almindeligt princip, at kompetencen tilkommer retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl. Det er kun i kraft af en fravigelse af dette princip, at denne bestemmelse fastlægger de udtømmende opregnede tilfælde, hvor en person kan eller skal sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, Schrems, C-498/16, EU:C:2018:37, præmis 27). Den omstændighed, at en medlemsstat i sin nationale lovgivning fastsætter kompetenceregler, der fraviger dette almindelige princip, og som ikke er fastsat ved andre bestemmelser i denne forordning, er således i strid med den ordning, som er indført ved forordningen, og nærmere bestemt med forordningens artikel 4.

82

For så vidt angår artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 anerkender denne bestemmelse på visse betingelser lovligheden af aftaler om værneting, som parterne har indgået for at fastslå, hvilke retter der kan påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold. I denne forbindelse bemærkes, at det følger af artikel 17-19 i forordning nr. 1215/2012, at kompetencen til at påkende sager om aftaler indgået af en forbruger principielt afgøres efter disse bestemmelser, og at i henhold til forordningens artikel 25, stk. 4, gælder en værnetingsklausul kun på sådanne aftaler, hvis den ikke er i strid med bestemmelserne i forordningens artikel 19.

83

Det synes imidlertid at følge af ordlyden af artikel 8 i lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning – hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve – at de kompetenceregler, som loven indfører, finder anvendelse, uanset om der frivilligt er indgået værnetingsaftaler, der er i overensstemmelse med kravene i artikel 25 i forordning nr. 1215/2012.

84

Henset til disse betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 1, og artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter debitorer i tvister vedrørende låneaftaler med international tilknytning, som falder ind under forordningens anvendelsesområde, kan anlægge sag mod uautoriserede kreditorer enten ved retterne i den stat, hvor kreditorerne har hjemsted, eller ved retterne på det sted, hvor debitorerne har bopæl eller hjemsted, og hvorefter kompetencen til at afgøre sager, som disse kreditorers anlægger mod deres debitorer, alene er forbeholdt retterne i den stat, hvor debitorerne har bopæl eller hjemsted, uanset om de sidstnævnte er forbrugere eller erhvervsdrivende.

85

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en debitor, der har indgået en låneaftale med henblik på at renovere en fast ejendom, som er debitors bopæl, bl.a. med det formål at levere turistindkvarteringsydelser her, kan kvalificeres som »forbruger« i denne bestemmelses forstand.

86

Det skal for det første bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at de begreber, der anvendes i forordning nr. 1215/2012 – navnlig i forordningens artikel 17, stk. 1 – skal fortolkes selvstændigt, først og fremmest ud fra forordningens opbygning og formål, for at sikre forordningens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, Schrems, C-498/16, EU:C:2018:37, præmis 28).

87

Begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 17 og 18 i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes snævert under henvisning til den pågældende persons status i relation til en bestemt kontrakt, sammenholdt med dennes karakter og formål, og ikke til personens subjektive forhold, og en og samme person kan anses for forbruger i relation til visse transaktioner og for erhvervsdrivende i relation til andre (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, Schrems, C-498/16, EU:C:2018:37, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

88

Derfor er det alene kontrakter, der er indgået uden for og uafhængigt af nogen form for erhvervsmæssig virksomhed eller formål og alene med henblik på at opfylde en persons private, personlige forbrug, som er omfattet af nævnte forordnings særlige ordning, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsætningsvis økonomisk svagere part, mens denne særlige beskyttelse imidlertid savner begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har et erhvervsmæssigt formål (dom af 25.1.2018, Schrems, C-498/16, EU:C:2018:37, præmis 30).

89

Denne særlige beskyttelse savner også begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har erhvervsmæssigt formål, uanset om dette måtte være tænkt for fremtiden, idet den omstændighed, at virksomheden er fremtidig, ikke fratager den sin erhvervsmæssige karakter (dom af 3.7.1997, Benincasa, C-269/95, EU:C:1997:337, præmis 17).

90

Det følger heraf, at de specielle kompetenceregler i artikel 17 og 19 i forordning nr. 1215/2012 i princippet kun finder anvendelse for det tilfælde, at formålet med kontrakten, der er indgået mellem parterne, ikke er erhvervsmæssig brug af den pågældende vare eller tjenesteydelse (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, Schrems, C-498/16, EU:C:2018:37, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

91

Hvad nærmere bestemt angår en person, der indgår en kontrakt med et dobbelt formål med henblik på brug, der vedrører dels vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed, dels private formål, har Domstolen fastslået, at en sådan person alene kan være omfattet af de nævnte bestemmelser, såfremt nævnte kontrakts forbindelse med den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed er så svag, at den må anses for marginal, og derfor kun spiller en ubetydelig rolle i forbindelse med den transaktion, som kontrakten samlet set vedrører (dom af 25.1.2018, Schrems, C-498/16, EU:C:2018:37, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

92

Det er på grundlag af disse principper, at den forelæggende ret skal bestemme, om Anica Milivojević i den sag, som er indbragt for den, kan kvalificeres som »forbruger« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012. I denne forbindelse skal den nationale ret tage hensyn ikke blot til kontraktens indhold, art og formål, men også til de objektive omstændigheder, der lå til grund for dens indgåelse (dom af 20.1.2005, Gruber, C-464/01, EU:C:2005:32, præmis 47).

93

I denne henseende kan den forelæggende ret tage hensyn til den omstændighed, at Anica Milivojević har bekræftet, at hun indgik den omhandlede låneaftale med henblik på renovering af sit hus i den hensigt bl.a. at indrette lejligheder til udlejningsformål, uden dog at udelukke den omstændighed, at en del af det lånte beløb blev brugt til private formål. Under sådanne omstændigheder følger det af den retspraksis, som er nævnt i nærværende doms præmis 91, at Anica Milivojević kun kan anses for at have indgået den omhandlede aftale som forbruger, hvis forbindelsen mellem aftalen og den erhvervsmæssige virksomhed, som levering af turistindkvarteringsydelser udgør, er så marginal og svag, at det er åbenlyst, at aftalen i det væsentlige er blevet indgået til private formål.

94

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en debitor, der har indgået en låneaftale med henblik på at renovere en fast ejendom, som er debitors bopæl, bl.a. med det formål at levere turistindkvarteringsydelser her, ikke kan kvalificeres som »forbruger« i denne bestemmelses forstand, medmindre aftalens forbindelse med denne erhvervsmæssige virksomhed – henset til den sammenhæng, som den transaktion, aftalen vedrører, i sin helhed indgår i – er så svag, at det er åbenlyst, at aftalen i det væsentlige tilsigter private formål, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

95

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en sag med påstand om, at en låneaftale og et notarialdokument vedrørende stiftelse af pant til sikkerhed for den fordring, der udspringer af aftalen, skal erklæres ugyldige, og om, at pantet skal slettes fra ejendomsregistret, er en sag »om rettigheder over fast ejendom« som omhandlet i denne bestemmelse.

96

Det fremgår af ordlyden af artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012, at retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende, er enekompetente i sager om rettigheder over fast ejendom, uden hensyntagen til parternes bopæl.

97

Således som det følger af Domstolens faste praksis, skal betydningen af begrebet »sager om rettigheder over fast ejendom« fortolkes selvstændigt med henblik på at sikre en ensartet anvendelse heraf i alle medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 3.4.2014, Weber, C-438/12, EU:C:2014:212, præmis 40, og af 17.12.2015, Komu m.fl., C-605/14, EU:C:2015:833, præmis 23).

98

Domstolen har ligeledes fastslået, at bestemmelserne i artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 ikke bør fortolkes videre, end deres formål kræver. Disse bestemmelser har således den virkning, at parterne fratages den ret til valg af værneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfælde kan sagsøges ved en ret, som ikke er nogen af parternes hjemting (jf. i denne retning dom af 16.11.2016, Schmidt, C-417/15, EU:C:2016:881, præmis 28).

99

Domstolen har desuden præciseret, at enekompetencen for retterne i den kontraherende stat, hvor den faste ejendom er beliggende, ikke omfatter samtlige sager om rettigheder over fast ejendom, men kun de sager, der inden for den nævnte forordnings anvendelsesområde tager sigte på dels at fastslå en fast ejendoms udstrækning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold eller eksistensen af andre tinglige rettigheder over ejendommen, dels at sikre indehaverne af disse rettigheder beskyttelse af de beføjelser, der knytter sig til deres ret (dom af 16.11.2016, Schmidt, C-417/15, EU:C:2016:881, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

100

Det bemærkes endvidere, at i henhold til Domstolens faste praksis er forskellen mellem en tinglig ret og en personlig ret, at en tinglig ret, der påhviler en fysisk genstand, har virkning over for enhver, mens en personlig ret kun kan gøres gældende over for skyldneren (dom af 16.11.2016, Schmidt, C-417/15, EU:C:2016:881, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

101

Eftersom der i det foreliggende tilfælde er tale om påstande om, at den omhandlede aftale og notarialdokumentet om stiftelse af pant er ugyldige, må det konstateres, at disse er baseret på en personlig ret, som kun kan gøres gældende over for sagsøgte. Disse påstande er således ikke omfattet af anvendelsesområdet for reglen om enekompetence i artikel 24, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012.

102

Hvad derimod angår påstanden om, at pantet skal slettes fra ejendomsregistret, bemærkes, at pantet, når det er behørigt stiftet i henhold til de formelle og materielle bestemmelser i den nationale lovgivning på området, er en tinglig ret, som har virkning erga omnes.

103

En sådan påstand, som tilsigter at bevare prærogativer, som bygger på en tinglig ret, henhører under enekompetencen for retten i den medlemsstat, hvor ejendommen befinder sig, i henhold til artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 (dom af 16.11.2016, Schmidt, C-417/15, EU:C:2016:881, præmis 41).

104

Det skal i denne forbindelse endvidere bemærkes, at disse retter, henset til denne enekompetence for retten i den medlemsstat, hvori ejendommen befinder sig, for så vidt angår påstanden om, at pantet skal slettes fra ejendomsregistret, ligeledes har retslig kompetence, som ikke er en eksklusiv kompetence, på grundlag af indbyrdes sammenhæng, jf. artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 1215/2012, til at påkende sager med påstand om, at den låneaftale og det notarialdokument om stiftelse af dette pant er ugyldige, for så vidt som disse påstande er rettet mod den samme sagsøger og, således som det følger af de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, kan forenes.

105

Henset til disse betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en sag med påstand om, at en panterettighed skal slettes fra ejendomsregistret, er en sag »om rettigheder over fast ejendom« som omhandlet i denne bestemmelse, men at en sag med påstand om, at en låneaftale og et notarialdokument vedrørende stiftelse af pant til sikkerhed for den fordring, der udspringer af aftalen, skal erklæres ugyldige, ikke er omfattet af dette begreb.

106

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: