DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

5. december 2019 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i straffesager – gensidig anerkendelse – bødestraffe – grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse – rammeafgørelse 2005/214/RIA – afgørelse fra en myndighed i udstedelsesmedlemsstaten, der er baseret på oplysninger om et registreret køretøj – den pågældende persons kendskab til sanktioner og de nærmere bestemmelser for klageproceduren – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse«

I sag C-671/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sąd Rejonowy w Chełmnie (retten i første instans i Chełmnie, Polen) ved afgørelse af 16. oktober 2018, indgået til Domstolen den 29. oktober 2018, i sagen anlagt af

Centraal Justitieel Incassobureau, Ministerie van Veiligheid en Justitie (CJIB),

procesdeltagere:

Z.P.,

Prokuratura Rejonowa w Chełmnie,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, Domstolens vicepræsident, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), og dommerne M. Safjan, L. Bay Larsen og C. Toader,

generaladvokat: P. Pikamäe,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–	den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–	den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og L. Noort, som befuldmægtigede,

–	den østrigske regering ved G. Hesse og J. Schmoll, som befuldmægtigede,

–	Europa-Kommissionen ved R. Troosters og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 2, litra g), og artikel 20, stk. 3, i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe (EUT 2005, L 76, s. 16), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelsen«).

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag anlagt af Centraal Justitieel Incassobureau, Ministerie van Veiligheid en Justitie (CJIB) (centralt inkassokontor under sikkerheds- og justitsministeriet (CJIB), Nederlandene) (herefter »det centrale inkassokontor«) med henblik på i Polen at opnå anerkendelse og fuldbyrdelse af en bødestraf, der er blevet pålagt Z.P. i Nederlandene på grund af en overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen.

Retsforskrifter

EU-retten

Første, anden, fjerde og femte betragtning til rammeafgørelsen har følgende ordlyd:

»(1)	Det Europæiske Råd godkendte på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 princippet om gensidig anerkendelse, der bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område.

(2)	Princippet om gensidig anerkendelse bør anvendes på bødestraffe, der idømmes af retlige eller administrative myndigheder, med henblik på at lette fuldbyrdelsen i en anden medlemsstat end den, hvor bøden pålægges.

[…]

(4)	Denne rammeafgørelse bør også omfatte bødestraffe, der er idømt for færdselsforseelser.

(5)	Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 i traktaten og afspejlet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder […]«

Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I denne rammeafgørelse forstås ved:

»afgørelse«: en endelig afgørelse, der pålægger en fysisk eller juridisk person en bødestraf, for så vidt afgørelsen er truffet af:

i)	en domstol i udstedelsesstaten, for en handling, der er strafbar efter udstedelsesstatens lovgivning

ii)	en anden myndighed i udstedelsesstaten end en domstol, for en handling, der er strafbar efter udstedelsesstatens lovgivning, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager

iii)

en anden myndighed i udstedelsesstaten end en domstol, for handlinger, der er strafbare i henhold til udstedelsesstatens lovgivning, i og med de er overtrædelser af almindelige retsregler, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager

iv)	en domstol med kompetence i navnlig straffesager og vedrører en afgørelse som omhandlet i nr. iii)

»bødestraf«: pligten til at betale:

i)	et beløb, som det ved afgørelse pålægges en person at betale på grund af domfældelse for begåelse af en strafbar handling

[…]«

5	Rammeafgørelsens artikel 3 med overskriften »Grundlæggende rettigheder«, fastsætter: »Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper som omhandlet i artikel 6 i traktaten.«

Rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, bestemmer med hensyn til dens anvendelsesområde:

»Følgende lovovertrædelser som defineret i udstedelsesstatens lovgivning medfører anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de er strafbare i udstedelsesstaten:

[…]

–	overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen, herunder overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelser og bestemmelser om transport af farligt gods

[…]«

Rammeafgørelsens artikel 6 har følgende ordlyd:

»De kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten anerkender uden yderligere formaliteter en afgørelse, der er fremsendt i henhold til artikel 4, og træffer straks alle de nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelsen, medmindre den kompetente myndighed beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 7 nævnte grunde til at undlade anerkendelse eller fuldbyrdelse.«

Rammeafgørelsens artikel 7 med overskriften »Grunde til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse« bestemmer følgende i stk. 2, litra a), og stk. 3:

»2. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan ligeledes afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen, hvis det fastslås,

[…]

at den pågældende ifølge den i artikel 4 omhandlede attest i tilfælde af skriftlig procedure ikke, som krævet i udstedelsesstatens lovgivning, er blevet underrettet personligt eller via en efter national lovgivning kompetent repræsentant om sin ret til at anfægte sagen og om tidsfristerne for et sådant retsmiddel

[…]

at den pågældende ifølge den i artikel 4 omhandlede attest ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af attesten, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i udstedelsesstatens nationale ret

[…]

iii)

efter at have fået afgørelsen forkyndt og udtrykkeligt være blevet underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter inkl. nye beviser bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret:

–	udtrykkeligt har erklæret, at han/hun ikke anfægter afgørelsen eller

–	ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende frist.

[…]

3. I de i stk. 1 og stk. 2, litra c), g), i) og j), omhandlede tilfælde hører den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten den kompetente myndighed i udstedelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde, inden den beslutter ikke at anerkende og fuldbyrde en afgørelse enten helt eller delvis, og beder den om nødvendigt straks meddele alle fornødne yderligere oplysninger.«

Rammeafgørelsens artikel 20, stk. 3, fastsætter:

»Hvis den i artikel 4 omhandlede attest giver anledning til at formode, at der er sket en krænkelse af grundlæggende rettigheder eller grundlæggende retsprincipper som fastsat i traktatens artikel 6, kan en medlemsstat afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelser. Den i artikel 7, stk. 3, omhandlede procedure finder anvendelse.«

Nederlandsk ret

Det fremgår af artikel 4, stk. 1 og 2, i Wet administratiefrechtelijke handhaving verkeersvoorschriften (lov om administrative bestemmelser for overtrædelse af visse bestemmelser i færdselsloven, herefter »færdselsloven«), at den administrative sanktion pålægges ved dateret afgørelse. Denne afgørelse offentliggøres inden for fire måneder, fra det påtalte forhold fandt sted, idet den sendes til den adresse, som den pågældende har opgivet. Hvis dette ikke er muligt, og det påtalte forhold er blevet begået med et motorkøretøj eller ved hjælp af et sådant køretøj, for hvilket der er angivet et registreringsnummer, skal afgørelsen om pålæggelse af den administrative sanktion offentliggøres inden for fire måneder efter den dato, hvor navn og adresse på den pågældende indehaver af registreringsnummeret på dette køretøj blev kendt, idet denne afgørelse sendes til denne adresse, således at nævnte afgørelse skal være offentliggjort senest fem år efter den dato, hvor det påtalte forhold fandt sted.

Det følger af færdselslovens artikel 5, at såfremt det er godtgjort, at det påtalte forhold er blevet begået med et motorkøretøj eller ved hjælp af et sådant køretøj, for hvilket et registreringsnummer er blevet tildelt, og det ikke umiddelbart er muligt at fastslå, hvem der er fører af dette køretøj, pålægges den administrative sanktion, jf. dog denne lovs artikel 31, stk. 2, den person, i hvis navn registreringsnummeret står i registret på det tidspunkt, hvor det påtalte forhold fandt sted.

Ifølge færdselslovens artikel 8 skal den afgørelse, hvorved den administrative sanktion pålægges, ophæves, såfremt indehaveren af registreringsnummeret for det pågældende motorkøretøj har påklaget denne afgørelse og for det første sandsynliggør, at motorkøretøjet mod dennes vilje er blevet ført af en anden person, og at vedkommende ikke med rimelighed kunne have forhindret denne brug, for det andet fremlægger en skriftlig kontrakt om udlejning for en periode på op til tre måneder indgået i erhvervsøjemed, der gør det muligt at fastslå, hvem der på tidspunktet for det påtalte forhold lejede det nævnte køretøj, eller for det tredje fremlægger diskulperende beviser eller en attest, hvoraf det fremgår, at vedkommende på tidspunktet for det påtalte forhold ikke længere var ejer eller indehaver af det pågældende køretøj.

13	Artikel 6:7 i Algemeen wet bestuursrecht (den almindelige forvaltningslov) bestemmer: »Indsigelses- eller klagefristen er seks uger.«

14	Denne lovs artikel 6:8 fastsætter: »Fristen begynder at løbe dagen efter afgørelsens offentliggørelse under de foreskrevne fremgangsmåder.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

15	Det centrale inkassokontor er en del af sikkerheds- og justitsministeriet i Kongeriget Nederlandene og har navnlig ansvaret for inddrivelse af bøder for overtrædelser af færdselslovgivningen.

Den 9. november 2017 udstedte det centrale inkassokontor en afgørelse, hvorved Z.P. blev pålagt en bødestraf på 232 EUR for en overtrædelse af færdselslovgivningen begået af føreren af et køretøj indregistreret i Polen i Z.P.s navn. Ifølge færdselslovens artikel 5 er det, medmindre andet bevises, den person, i hvis navn det pågældende køretøj er indregistreret, der drages til ansvar.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at forkyndelse af afgørelsen af 9. november 2017 om pålæggelse af bødestraf skete ved postforkyndelse ved aflevering i Z.P.s postkasse, og at denne afgørelse angav den 21. december s.å. som fristen for indgivelse af klage. Denne klagefrist begyndte ikke at løbe fra datoen for den faktiske modtagelse af nævnte afgørelse, men fra datoen for samme afgørelse.

18	Idet afgørelsen af 9. november 2017 ikke blev påklaget, blev den endelig den 21. december 2017.

19	Ved skrivelse af 24. maj 2018 anmodede det centrale inkassokontor Sąd Rejonowy w Chełmnie (retten i første instans i Chełmnie, Polen) om at anerkende og fuldbyrde afgørelsen af 9. november 2017.

Z.P. har for Sąd Rejonowy w Chełmnie (retten i første instans i Chełmnie) gjort gældende, at han på tidspunktet for den omstridte overtrædelse havde solgt det pågældende køretøj og havde givet meddelelse herom til sin forsikring. Han har ikke desto mindre erkendt ikke at have underrettet den for køretøjets registrering ansvarlige myndighed om dette. Z.P. har for den forelæggende ret endvidere anført, at både forsendelsesformen for afgørelsen af 9. november 2017 og dens indhold var uforståelig for ham, og at han ikke havde kendskab til, at det forkyndte dokument var et officielt dokument.

Idet Z.P. i øvrigt har gjort gældende, at han er uvidende om, på hvilken dato afgørelsen af 9. november 2017 blev forkyndt, har den forelæggende ret anmodet det centrale inkassokontor om i henhold til rammeafgørelsens artikel 7, stk. 3, at oplyse ham herom. Det centrale inkassokontor har oplyst, at det ikke råder over disse informationer.

Det er på denne baggrund, at den forelæggende ret indledningsvis ønsker oplyst, om Z.P. har haft mulighed for at indbringe sagen for en domstol, og om der derfor på grundlag af rammeafgørelsen foreligger grunde til at afslå at fuldbyrde afgørelsen af 9. november 2017. Den forelæggende ret har i denne henseende konstateret, at såfremt der ikke forud for retssagen gives en passende klagefrist, vil dette kunne krænke adgangen til effektive retsmidler.

Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, hvorvidt rammeafgørelsen tillader en forskellig behandling af personer, som pålægges en sanktion, afhængigt af, om den procedure, i hvilken bøden skal pålægges, er en administrativ sag, en sag om tilsidesættelse af en ordensforskrift eller en straffesag.

Endelig har den forelæggende ret rejst tvivl om, hvorvidt en bødestraf, som pålægges på grundlag af køretøjets registreringsnummer og oplysninger, der er indhentet gennem den grænseoverskridende udveksling af motorregisterdata, er forenelig med princippet i polsk ret om, at det strafferetlige ansvar er et personligt ansvar.

På denne baggrund har Sąd Rejonowy w Chełmnie (retten i første instans i Chełmnie) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Skal [rammeafgørelses] artikel 7, stk. 2, litra i), nr. iii), og artikel 20, stk. 3, […] fortolkes således, at den pågældende ret kan afslå at fuldbyrde en afgørelse fra en anden myndighed i udstedelsesstaten end en domstol, hvis den fastslår, at forkyndelsen af afgørelsen er sket på en måde, som tilsidesætter den berørtes ret til et effektivt forsvar for en domstol?

Navnlig: Kan afslaget støttes på, at det konstateres, at den berørte person, der som regel opholder sig i fuldbyrdelsesstaten – til trods for, at de gældende regler i udstedelsesstaten for forkyndelse og fristerne for at anfægte en afgørelse som omhandlet i [rammeafgørelses] artikel 1, litra a), nr. ii) og iii), […] var overholdt – på det trin i proceduren, der går forud for indbringelsen af sagen for retten, ikke havde nogen reel og effektiv mulighed for at forsvare sine rettigheder, idet fristen for at reagere hensigtsmæssigt på afgørelsen om pålæggelse af sanktionen var utilstrækkelig?

3)	Kan omfanget af den retsbeskyttelse, der gælder for personer, som skal pålægges en bøde, i henhold til [rammeafgørelses] artikel 3 […] afhænge af, om sagen vedrørende udstedelse af bøden er en administrativ sag, en sag om overtrædelse af ordensforskrifter eller en straffesag?

Er det i lyset af de mål og principper, som er forankret i [rammeafgørelsen], bl.a. i artikel 3, tilladt at fuldbyrde afgørelser, som er truffet af en anden myndighed i udstedelsesstaten end en domstol, og som er truffet på grundlag af udstedelsesstatens bestemmelser og drager den person til ansvar for en overtrædelse af færdselsloven, i hvis navn køretøjet er indregistreret, dvs. afgørelser, som alene støttes på de oplysninger, der er indhentet gennem den grænseoverskridende udveksling af motorregisterdata, uden at der er gennemført nogen efterforskning i sagen, og navnlig uden at den faktiske gerningsmand er fastslået?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første til det tredje spørgsmål

Indledningsvis bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Domstolen kan desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sine spørgsmål (dom af 7.8.2018, Smith, C-122/17, EU:C:2018:631, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

Det fremgår i denne henseende af forelæggelsesafgørelsen, at det første spørgsmål hviler på den forudsætning, at rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra i), nr. iii), finder anvendelse på hovedsagen. Ikke desto mindre fremgår det af de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, at i den foreliggende sag er sagen ikke nået til retssagsstadiet, idet hovedsagen kun vedrører muligheden for at påklage bøden pålagt af en administrativ myndighed til den nederlandske anklagemyndighed og ikke muligheden for at indbringe sagen for en domstol, efter at anklagemyndigheden har truffet sin afgørelse. For at give den forelæggende ret et brugbart svar skal der følgelig foretages en fortolkning af rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra g).

Med det første til det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om dels rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra g), og artikel 20, stk. 3, skal fortolkes således, at når en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf er blevet forkyndt i henhold til den udstedende medlemsstats nationale lovgivning med angivelse af retten til at anfægte sagen og om tidsfristerne for et sådant retsmiddel, kan myndigheden i fuldbyrdelsesmedlemsstaten afslå anerkendelsen og fuldbyrdelsen af denne afgørelse, hvis det viser sig, at den pågældende person ikke har haft en tilstrækkelig frist til at anfægte denne afgørelse, dels, om den omstændighed, at sagen om pålæggelse af den pågældende bødestraf er af administrativ karakter, har betydning for de forpligtelser, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesmedlemsstaten har.

Indledningsvis, og således som det særligt fremgår af rammeafgørelsens artikel 1 og 6 samt første og anden betragtning hertil, bemærkes, at rammeafgørelsen har til formål at indføre en effektiv mekanisme til grænseoverskridende anerkendelse og fuldbyrdelse af de afgørelser, hvorved en fysisk eller juridisk person endeligt er blevet pålagt en bødestraf for at have begået en af de i rammeafgørelsens artikel 5 opregnede lovovertrædelser (dom af 14.11.2013, Baláž, C-60/12, EU:C:2013:733, præmis 27).

Når den i rammeafgørelsens artikel 4 omhandlede attest, der ledsager afgørelsen om pålæggelse af en bødestraf, giver anledning til at formode, at der er sket en krænkelse af grundlæggende rettigheder eller grundlæggende retsprincipper i artikel 6 TEU, kan de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten ganske vist afslå at anerkende eller fuldbyrde en sådan afgørelse, når en af de i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1 og 2, opregnede grunde til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse foreligger, samt i medfør af dennes artikel 20, stk. 3 (dom af 14.11.2013, Baláž, C-60/12, EU:C:2013:733, præmis 28).

Henset til den omstændighed, at princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for rammeafgørelsens opbygning, i medfør af sidstnævntes artikel 6 indebærer, at medlemsstaterne i princippet har pligt til uden yderligere formaliteter at anerkende en afgørelse, hvorved der er blevet pålagt en bødestraf, og som er fremsendt i henhold til rammeafgørelsens artikel 4, og til straks at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelsen, skal grundene til at afslå at anerkende eller fuldbyrde en sådan afgørelse fortolkes restriktivt (dom af 14.11.2013, Baláž, C-60/12, EU:C:2013:733, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at det centrale inkassokontor den 24. maj 2018 indgav en anmodning til den forelæggende ret om anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf over for Z.P. på grund af en overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen. Denne anmodning var vedlagt en attest på polsk som påkrævet i henhold til rammeafgørelsens artikel 4 samt den afgørelse, hvormed bøden blev pålagt. Denne attest angav, at den pågældende person, Z.P., havde haft mulighed for at indbringe sagen for en domstol med kompetence i straffesager således som påkrævet i henhold til rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii).

I denne sammenhæng, og således som det fremgår af nærværende doms præmis 31, er den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten i princippet forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en fremsendt afgørelse og kan kun som en undtagelse til hovedreglen afslå dette, når en af de grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse, der udtrykkeligt er fastsat i rammeafgørelsen, foreligger.

Hvad for det første angår den grund til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse en afgørelse om pålæggelse af bødestraf, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra g), vedrører denne det tilfælde, at den pågældende person ikke »som krævet i udstedelsesstatens lovgivning« er blevet underrettet om sin ret til at anfægte sagen og om tidsfristerne for et sådant retsmiddel.

Ved således at henvise til lovgivningen i medlemsstaterne har EU-lovgiver overladt det til disse at bestemme, hvordan den pågældende person skal underrettes om sin ret til at anfægte sagen, fristen herfor og det tidspunkt, hvor en sådan frist begynder at løbe, forudsat at denne forkyndelse er effektiv, og at udøvelsen af retten til et forsvar er sikret (jf. analogt dom af 22. marts 2017, Tranca m.fl., C-124/16, C-188/16 og C-213/16, EU:C:2017:228, præmis 42).

Det følger i denne henseende af forelæggelsesafgørelsen, at afgørelsen af 9. november 2017, hvorved Z.P. blev pålagt en bødestraf, blev forkyndt som krævet i henhold til nederlandsk lovgivning, og at nævnte afgørelse gav underretning om retten til at anfægte sagen, som skulle ske senest den 21. december samme år.

Det bemærkes, at i henhold til rammeafgørelsens artikel 3 indebærer denne rammeafgørelse ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper som omhandlet i artikel 6 TEU, hvorfor rammeafgørelsens artikel 20, stk. 3, ligeledes fastsætter, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en afgørelse om pålæggelse af bødestraf kan afslås af den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten i tilfælde af, at der er sket en krænkelse af grundlæggende rettigheder eller grundlæggende retsprincipper som fastsat i traktatens artikel 6.

Princippet om en effektiv retsbeskyttelse af borgernes rettigheder som sikret ved EU-retten, hvortil henvises i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, udgør i denne henseende et generelt princip i EU-retten, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og som nu er bekræftet i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder (dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 35).

Sikring af, at afgørelser faktisk reelt modtages, dvs. at der sker forkyndelse af disse over for den pågældende person, og af, at der er tilstrækkelig tid til at anfægte disse afgørelser og forberede dette retsmiddel, er imidlertid et nødvendigt krav for overholdelsen af retten til effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 26.9.2013, PPG og SNF mod ECHA, C-625/11 P, EU:C:2013:594, præmis 35, og af 2.3.2017, Henderson, C-354/15, EU:C:2017:157, præmis 72).

40	Det skal i denne henseende bemærkes, at en frist på seks uger som den i hovedsagen omhandlede synes at være tilstrækkelig til at sikre, at den pågældende person kan tage stilling til, om der eventuelt skal indgives en klage over afgørelsen om pålæggelse af bødestraf.

Det fremgår ganske vist af forelæggelsesafgørelsen, at der i den foreliggende sag hersker tvivl om det nøjagtige tidspunkt for forkyndelsen af afgørelsen af 9. november 2017, idet denne forkyndelse skete ved postforkyndelse ved aflevering i modtagerens postkasse, og dermed om den dato, fra hvilken denne modtager har kunnet gøre brug af klagefristen over den afgørelse, som er truffet over for den pågældende.

Ikke desto mindre er der intet i forelæggelsesafgørelsen, der i hovedsagen indikerer, at Z.P. ikke har haft en tilstrækkelig frist til at forberede sit forsvar, og det tilkommer under alle omstændigheder den forelæggende ret under hensyn til omstændighederne i den foreliggende sag at efterprøve, om den pågældende person reelt har kunnet opnå kendskab til den afgørelse, hvorved vedkommende er blevet pålagt en bødestraf, og har haft en tilstrækkelig frist til at forberede sit forsvar.

Hvis dette er tilfældet, er den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten i henhold til princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for rammeafgørelsens opbygning, og således som det er anført i nærværende doms præmis 31, forpligtet til uden yderligere formaliteter at anerkende en afgørelse om pålæggelse af bødestraf, som er blevet fremsendt i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 4, og skal straks træffe alle de nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelsen.

Hvis den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten derimod, henset til de tilgængelige oplysninger, finder, at attesten, jf. rammeafgørelsens artikel 4, giver anledning til at formode, at der er sket en krænkelse af grundlæggende rettigheder eller grundlæggende retsprincipper, kan den afslå at anerkende og fuldbyrde den fremsendte afgørelse. Forud herfor skal den anmode den kompetente myndighed i udstedelsesmedlemsstaten om at meddele alle fornødne yderligere oplysninger i henhold til rammeafgørelsens artikel 7, stk. 3.

For at sikre den effektive virkning af rammeafgørelsen, og navnlig overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, har myndigheden i udstedelsesmedlemsstaten pligt til at fremsende disse oplysninger (jf. analogt dom af 25.7.2018, Generalstaatsanwaltschaft (Forholdene under frihedsberøvelse i Ungarn), C-220/18 PPU, EU:C:2018:589, præmis 64).

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den administrative karakter af sagen om pålæggelse af bødestraf kan have betydning for de forpligtelser, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesmedlemsstaten har, skal det bemærkes, at det fremgår af anden betragtning til rammeafgørelsen, at rammeafgørelsen søger at anvende princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe, der idømmes eller pålægges af både de judicielle myndigheder og de administrative myndigheder.

Det fremgår således af rammeafgørelsens artikel 1, at en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf ikke alene kan træffes af en domstol i udstedelsesmedlemsstaten, for en handling, der er strafbar efter udstedelsesmedlemsstatens lovgivning, men også af en anden myndighed i udstedelsesstaten end en domstol, for handlinger, der er strafbare i henhold til udstedelsesmedlemsstatens lovgivning, i og med at de er overtrædelser af almindelige retsregler, forudsat at den pågældende person i begge tilfælde har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager.

Rammeafgørelsen fastsætter endvidere udtrykkeligt i artikel 5, stk. 1, at den ligeledes finder anvendelse på bødestraffe, der pålægges ved forhold bestående i »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen«, med hensyn til hvilke Domstolen allerede har haft lejlighed til at udtale, at de ikke er genstand for en ensartet behandling i de forskellige medlemsstater, idet visse af medlemsstaterne klassificerer dem som administrative lovovertrædelser, mens andre anser dem for strafferetlige overtrædelser (dom af 14.11.2013, Baláž, C-60/12, EU:C:2013:733, præmis 34 og 46).

49	Den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede sanktion er af administrativ karakter, er følgelig uden nogen betydning for de forpligtelser, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesmedlemsstaten har.

Henset til disse betragtninger skal det første til det tredje spørgsmål besvares med, at rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra g), og artikel 20, stk. 3, skal fortolkes således, at når en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf er blevet forkyndt i henhold til den udstedende medlemsstats nationale lovgivning med angivelse af retten til at anfægte sagen og om tidsfristerne for et sådant retsmiddel, kan myndigheden i fuldbyrdelsesmedlemsstaten ikke afslå anerkendelsen og fuldbyrdelsen af denne afgørelse, forudsat at den pågældende person har haft en tilstrækkelig frist til at anfægte denne afgørelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, og det er i denne henseende uden betydning, at sagen om pålæggelse af den pågældende bødestraf er af administrativ karakter.

Det fjerde spørgsmål

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeafgørelsens artikel 20, stk. 3, skal fortolkes således, at den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten kan afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf for overtrædelser af færdselslovgivningen, når en sådan sanktion er blevet pålagt den person, i hvis navn det pågældende køretøj er indregistreret, på grundlag af en ansvarsformodning, som er fastsat i den udstedende medlemsstats nationale lovgivning.

I den foreliggende sag og efter den nederlandske retsorden pålægges den administrative sanktion i henhold til færdselslovens artikel 5 – såfremt overtrædelsen har fundet sted med et motorkøretøj, for hvilket et registreringsnummer er blevet tildelt, og såfremt det ikke umiddelbart er muligt at fastslå, hvem der er fører af dette køretøj – den person, i hvis navn registreringsnummeret står i registret på det tidspunkt, hvor det påtalte forhold fandt sted.

53	Den forelæggende ret har rejst spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse er forenelig med princippet om uskyldsformodning, som er sikret ved artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, der svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 2.

Det fremgår i denne henseende af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 2 – en retspraksis, hvortil der i medfør af artikel 52, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder skal tages hensyn ved fortolkningen af chartrets artikel 48 – at retten til for enhver, der anklages for en forbrydelse, at anses for uskyldig og til, at det er anklagemyndigheden, som bærer bevisbyrden for anklagerne mod vedkommende, ikke er aboslut, idet faktiske eller retlige formodninger findes i ethvert retssystem, som EMRK i princippet ikke er til hinder for, så længe staternes brug af sådanne formodninger holdes inden for rimelige grænser, som tager hensyn til, hvad der er på spil, og som opretholder retten til forsvar (Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 19.10.2004, Falk mod Nederlandene, CE:ECHR:2004:1019DEC006627301).

I den nævnte afgørelse fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den nederlandske færdselslovs artikel 5 er forenelig med uskyldsformodningen i det omfang, at en person, som i henhold til denne artikel er blevet pålagt en bøde, kan anfægte den afgørelse, hvorved vedkommende blev pålagt denne bøde, ved en domstol, som har fuld prøvelsesret til at påkende dette spørgsmål, og at den pågældende person i forbindelse med en sådan sag ikke er frataget enhver mulighed for at forsvare sig, eftersom den pågældende kan fremsætte argumenter støttet på færdselslovens artikel 8.

I den foreliggende sag fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at afgørelsen om pålæggelse af en administrativ sanktion i henhold til artikel 8 i den nederlandske færdselslov skal ophæves, hvis indehaveren af registreringsnummeret for det pågældende køretøj navnlig godtgør, at tredjemand mod denne indehavers vilje har brugt dette køretøj, og at indehaveren ikke med rimelighed kunne have forhindret denne brug, eller hvis indehaveren fremlægger en attest, hvoraf det fremgår, at vedkommende ikke var ejer eller indehaver af nævnte køretøj på tidspunktet for de påtalte omstændigheder.

I det omfang, ansvarsformodningen i den nederlandske færdselslov kan afkræftes, og det er godtgjort, at der i nederlandsk ret findes et retligt grundlag, der gør det muligt for Z.P. at anfægte afgørelsen om pålæggelse af den i hovedsagen omhandlede bødestraf, kan denne lovs artikel 5 ikke være til hinder for anerkendelsen og fuldbyrdelsen af denne afgørelse.

Henset til disse betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at rammeafgørelsens artikel 20, stk. 3, skal fortolkes således, at den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten ikke kan afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf for overtrædelser af færdselslovgivningen, når en sådan sanktion er blevet pålagt den person, i hvis navn det pågældende køretøj er indregistreret, på grundlag af en ansvarsformodning, som er fastsat i den udstedende medlemsstats nationale lovgivning, forudsat at denne formodning kan afkræftes.

Sagsomkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 7, stk. 2, litra g), og artikel 20, stk. 3, i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at når en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf er blevet forkyndt i henhold til den udstedende medlemsstats nationale lovgivning med angivelse af retten til at anfægte sagen og om tidsfristerne for et sådant retsmiddel, kan myndigheden i fuldbyrdelsesmedlemsstaten ikke afslå anerkendelsen og fuldbyrdelsen af denne afgørelse, forudsat at den pågældende person har haft en tilstrækkelig frist til at anfægte denne afgørelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, og det er i denne henseende uden betydning, at sagen om pålæggelse af den pågældende bødestraf er af administrativ karakter.

Artikel 20, stk. 3, i rammeafgørelse 2005/214, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten ikke kan afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om pålæggelse af en bødestraf for overtrædelser af færdselslovgivningen, når en sådan sanktion er blevet pålagt den person, i hvis navn det pågældende køretøj er indregistreret, på grundlag af en ansvarsformodning, som er fastsat i den udstedende medlemsstats nationale lovgivning, forudsat at denne formodning kan afkræftes.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: polsk.