1

Med sin appel har National Iranian Tanker Company (herefter »NITC«) nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 14. september 2016, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-207/15, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2016:471), hvorved Retten frifandt Rådet for NITC’s påstande om:

2

Den 9. juni 2010 vedtog De forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 1929 (2010) (herefter »resolution 1929«), som udvidede anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger, der var blevet indført med resolution 1737 (2006), 1747 (2007) og 1803 (2008), og indførte supplerende restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran. I denne resolution nævnte De Forenede Nationers Sikkerhedsråd bl.a. »den mulige forbindelse mellem Irans indtægter fra dets energisektor og finansieringen af denne stats spredningsfølsomme nukleare aktiviteter«.

3

Den 24. november 2013 indgik Den Islamiske Republik Iran på den ene side og Forbundsrepublikken Tyskland, Folkerepublikken Kina, Amerikas Forenede Stater, Den Russiske Føderation, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side, med støtte fra Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, i Genève (Schweiz) en aftale om en fælles handlingsplan (herefter »den fælles handlingsplan«), som fastlagde de trin, der skulle følges for at opnå en langsigtet samlet løsning på det iranske atomspørgsmål.

4

Den 14. juli 2015 vedtog Den Islamiske Republik Iran på den ene side og Forbundsrepublikken Tyskland, Folkerepublikken Kina, Amerikas Forenede Stater, Den Russiske Føderation, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side, med støtte fra Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, i Wien (Østrig) en »fælles omfattende handlingsplan« for at opnå en langsigtet samlet løsning på det iranske atomspørgsmål (herefter »den fælles omfattende handlingsplan«).

5

Den 20. juli 2015 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 2231 (2015), som godkender den fælles omfattende handlingsplan, opfordrer til gennemførelse heraf i overensstemmelse med tidsplanen i den fælles omfattende handlingsplan og foreskriver handlinger, der skal udføres i overensstemmelse med denne handlingsplan.

6

Den 17. juni 2010 opfordrede Det Europæiske Råd Rådet for Den Europæiske Union til at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af foranstaltningerne i resolution 1929 og ledsageforanstaltninger hertil med henblik på gennem forhandling at støtte en løsning af alle de udestående betænkeligheder med hensyn til Den Islamiske Republik Irans udvikling af følsomme teknologier til støtte for sine atom- og missilprogrammer. Foranstaltningerne skulle navnlig fokusere på områder som handel, finanssektoren, den iranske transportsektor og nøglesektorerne inden for gas- og olieindustrien.

7

De 26. juli 2010 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2010/413, hvis bilag II indeholder en liste over de personer og enheder, hvis midler indefryses. 22. betragtning til denne afgørelse henviser til resolution 1929 (2010) og noterer sig den mulige forbindelse mellem Den Islamiske Republik Irans indtægter fra dets energisektor og finansieringen af denne stats spredningsfølsomme nukleare aktiviteter.

8

Den 23. januar 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/35/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2012, L 19, s. 22). Det følger af 13. betragtning til denne afgørelse, at indefrysning af midler og økonomiske ressourcer bør anvendes på yderligere personer og enheder, der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, herunder navnlig personer og enheder, som yder finansiel, logistisk eller materiel støtte til Irans regering.

9

Ved den nævnte afgørelse indsattes en artikel 3a i afgørelse 2010/413 om forbud mod at importere, købe eller transportere iransk råolie og iranske olieprodukter.

10

Afgørelse 2012/35 tilføjede litra c) til artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413 og foreskrev derved indefrysning af midler tilhørende følgende personer og enheder:

»andre personer og enheder, der ikke er opført på listen i bilag I, men som yder støtte til Irans regering, og personer og enheder med tilknytning til dem, jf. listen i bilag II«.

11

Den 23. marts 2012 vedtog Rådet forordning nr. 267/2012, hvorved der for Den Europæiske Unions vedkommende blev iværksat de i afgørelse 2012/35 foreskrevne restriktive foranstaltninger.

12

Denne forordnings artikel 11 indførte restriktioner, der svarer til de i artikel 3a i afgørelse 2010/413 anførte om forbud mod at importere, købe eller transportere iransk råolie og iranske olieprodukter.

13

I forordningens artikel 23, stk. 2, litra d), foreskrives indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, der tilhører de i bilag IX opstillede personer og enheder, som i henhold til artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 anses for »andre personer og enheder, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt personer og enheder med tilknytning til dem«.

14

Ved Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2012, L 282, s. 58) ændredes ordlyden af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 således:

»andre personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, og som forsyner Irans regering og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller personer og enheder, som de har forbindelse til, med støtte, som opført på listen i bilag II«.

15

Ved Rådets forordning (EU) nr. 1263/2012 af 21. december 2012 om ændring af forordning nr. 267/2012 (EUT 2012, L 356, s. 34) ændrede Rådet ordlyden af sidstnævnte forordnings artikel 23, stk. 2, litra d), således:

»at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller af personer og enheder med tilknytning til dem«.

16

Den 20. januar 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/21/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2014, L 15, s. 22) for at gennemføre den fælles handlingsplan. Ifølge tredje betragtning til afgørelse 2014/21 træffer Den Islamiske Republik Iran som en del af det første skridt en række frivillige foranstaltninger som specificeret i den fælles handlingsplan, og til gengæld træffes der for Unionens vedkommende en række frivillige foranstaltninger, som omfatter en suspension af restriktive foranstaltninger vedrørende forbuddet mod levering af transport af iransk råolie. Ved denne afgørelse suspenderede Rådet bl.a. det i artikel 3a i afgørelse 2010/413 anførte forbud hvad angår transport af iransk råolie for en periode på seks måneder. Suspensionen af dette forbud blev senere forlænget ved flere på hinanden følgende retsakter fra Rådet.

17

Samme dag vedtog Rådet forordning (EU) nr. 42/2014 om ændring af forordning nr. 267/2012 (EUT 2014, L 15, s. 18, berigtiget i EUT 2014, L 19, s. 7), hvorved det for en periode på seks måneder suspenderede det i artikel 11, stk. 1, litra c), i forordning nr. 267/2012 fastsatte forbud mod at transportere råolie eller olieprodukter, som har oprindelse i Iran, eller som eksporteres fra Iran til ethvert andet land. Suspensionen af dette forbud blev senere forlænget ved flere på hinanden følgende retsakter fra Rådet. Dette forbud blev endelig ophævet ved Rådets forordning (EU) 2015/1861 af 18. oktober 2015 om ændring af forordning (EU) nr. 267/2012 (EUT 2015, L 274, s. 1).

18

NITC er et iransk selskab, der er specialiseret i transport af råolie og gas. Selskabet driver en af verdens største flåder af dobbeltskrogede olietankskibe.

19

Den 15. oktober 2012 opførte Rådet ved afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 af 15. oktober 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 (EUT 2012, L 282, s. 16) NITC på listen over personer og enheder, hvis indefrysning af midler fremgår af henholdsvis bilag II til afgørelse 2010/413 og bilag IX til forordning nr. 267/2012. Begrundelsen for opførelsen af selskabet på disse lister var identiske og var affattet således:

»Kontrolleres reelt af Irans regering. Yder finansiel støtte til Irans regering gennem sine aktionærer, der opretholder forbindelser med regeringen«.

20

Ved dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608), annullerede Retten afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012, for så vidt som disse retsakter vedrørte NITC, idet det var ubegrundet at opføre selskabets navn på listerne over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, eftersom Rådets påstande om, at NITC var kontrolleret af den iranske regering og ydede den finansiel støtte, ikke var underbyggede. Endvidere opretholdt Retten virkningerne af disse retsakter hvad angår NITC indtil udløbet af den i artikel 56, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol omhandlede appelfrist eller, såfremt appel iværksattes inden for denne frist, indtil stadfæstelse eller forkastelse af appellen. Der er ikke iværksat appel af denne dom.

21

Den 12. februar 2015 genopførte Rådet ved de anfægtede retsakter NITC’s navn dels på den liste over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, som fremgår af bilag II til afgørelse 2010/413, dels på den liste, som fremgår af bilag IX til forordning nr. 267/2012 (herefter »de omtvistede lister«), med således affattede grunde:

»[NITC] yder finansiel støtte til Irans regering gennem sine aktionærer den iranske stats pensionskasse (Iranian State Retirement Fund), det iranske sociale sikringsorgan (Iranian Social Security Organisation) og olieindustriens ansattes pensions- og opsparingsfond (Oil Industry Employees Retirement and Savings Fund), der er statskontrollerede enheder. Desuden er [NITC] en af de største ejere af råolietankskibe i verden og en af de vigtigste transportører af iransk råolie. NITC yder logistisk støtte til Irans regering gennem transport af iransk olie.«

22

Den 18. oktober 2015 vedtog Rådet inden for rammerne af gennemførelsen af den fælles omfattende handlingsplan dels afgørelse (FUSP) 2015/1863 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2015, L 274, s. 174), som i forhold til NITC suspenderede de ved afgørelse 2010/413 fastsatte restriktive foranstaltninger, dels gennemførelsesforordning (EU) 2015/1862 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT 2015, L 274, s. 161), som fjernede selskabets navn fra den liste, der fremgår af bilag IX til sidstnævnte forordning.

23

Afgørelse 2015/1863 og gennemførelsesforordning 2015/1862 har fundet anvendelse siden den 16. januar 2016 i medfør af henholdsvis Rådets afgørelse (FUSP) 2016/37 af 16. januar 2016 om anvendelsesdatoen for afgørelse 2015/1863 (EUT 2016, L 11, s. 1) og bekendtgørelse af anvendelsesdatoen for forordning 2015/1861 og gennemførelsesforordning 2015/1862 (EUT 2016, C 15, s. 1).

24

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. april 2015 anlagde NITC søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede retsakter. Subsidiært nedlagde NITC i henhold til artikel 277 TFUE påstand om, at det blev fastslået, at artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 ikke fandt anvendelse på dette selskab.

25

Samtidig med dette søgsmål indgav NITC en begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på at opnå udsættelse af gennemførelsen af de omtvistede retsakter. Denne begæring blev ikke taget til følge ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 16. juli 2015, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T 207/15 R, EU:T:2015:535).

26

Til støtte for sit søgsmål fremsatte NITC fem anbringender om for det første en tilsidesættelse af princippet om res judicata, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt retten til effektive retsmidler for en domstol, for det andet et urigtigt skøn, for det tredje en tilsidesættelse af retten til forsvar og god forvaltningsskik og princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og for det fjerde en tilsidesættelse af ejendomsretten, retten til beskyttelse af omdømme og retten til fri erhvervsudøvelse. Det femte anbringende, der var fremsat subsidiært, vedrørte ulovligheden af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og af artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012.

27

Retten forkastede samtlige disse anbringender og frifandt følgelig Rådet i det hele.

28

NITC har nedlagt følgende påstande:

29

Rådet har nedlagt følgende påstande:

30

Rådet har gjort gældende, at NITC ikke har interesse i, at der træffes afgørelse i denne appel, og at appellen følgelig bør afvises, eftersom de restriktive foranstaltninger, der blev truffet i forhold til dette selskab, blev ophævet ved afgørelse 2015/1863 og gennemførelsesforordning 2015/1862, og da selskabets omdømme ikke har lidt skade.

31

NITC har gjort gældende, at selskabet har interesse i den appellerede doms ophævelse og i annullationen af de omtvistede retsakter med henblik på, at det medgives, at genopførelsen af selskabet på de omtvistede lister var ulovlig fra begyndelsen, og for i givet fald at kunne anlægge et søgsmål med påstand om erstatning for det tab, som selskabet led som følge af dets genopførelse på disse lister, og for at genoprette dets omdømme.

32

Ifølge fast retspraksis forudsætter en retlig interesse hos appellanten, at appellen gennem sit resultat kan tilføre den part, der har iværksat den, en fordel (dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

33

Domstolen har fastslået, at en person eller enhed, hvis navn er blevet opført på en liste over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, fortsat i hvert fald har en ikke-økonomisk interesse i at få denne opførelse annulleret med henblik på at få Unionens retsinstanser til at fastslå, at vedkommende aldrig skulle have været opført på en sådan liste, henset til konsekvenserne for hans omdømme, herunder også efter at dennes navn er blevet slettet fra listen, eller indefrysningen af hans midler er blevet suspenderet (jf. i denne retning dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen, C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 70-72, af 8.9.2016, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet, C-459/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:646, præmis 12, og af 15.6.2017, Al-Faqih m.fl. mod Kommissionen, C-19/16 P, EU:C:2017:466, præmis 36).

34

Det følger heraf, at NITC i hvert fald har en i det mindste ikke-økonomisk interesse i, at selskabets genopførelse på de omtvistede lister annulleres, selv om den indefrysning af dets midler, der fulgte af denne genopførelse på den liste, der fremgår af bilag II til afgørelse 2010/413, for det første er blevet suspenderet, og dets navn for det andet er blevet fjernet fra den liste, der fremgår af bilag IX til forordning nr. 267/2012, i henhold til henholdsvis afgørelse 2015/1863 og gennemførelsesforordning 2015/1862.

35

Appellen skal derfor antages til realitetsbehandling.

36

NITC har fremsat fire anbringender til støtte for appellen.

37

Med sit første appelanbringende har NITC gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 45-65 og 68 at fastslå, at de omtvistede retsakter ikke tilsidesatte princippet om res judicata, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt retten til effektive retsmidler for en domstol. Retten fandt således med urette, at Rådet kunne genopføre selskabet på de omtvistede lister på grundlag af faktiske angivelser, der var identiske med dem, som var blevet lagt til grund for den oprindelige opførelse, der var blevet annulleret ved en endelig dom, og uden en væsentlig ændring af omstændighederne eller nye beviser, som ikke havde kunnet opnås ved den første opførelse. Ifølge NITC kunne Rådet med henblik på at genopføre selskabet på de omtvistede lister på grundlag af det samme opførelseskriterium ikke blot omkvalificere de faktiske omstændigheder, der lå til grund for den oprindelige opførelse.

38

NITC har under henvisning til kendelse afsagt af Rettens præsident den 16. juli 2015, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-207/15 R, EU:T:2015:535), tilføjet, at selv om princippet om res judicata ikke fandt anvendelse i snæver forstand, var Rådet i medfør af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt retten til effektive retsmidler for en domstol som omhandlet i artikel 47 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, forpligtet til at fremlægge samtlige argumenter og beviser, som det rådede over, som led i den første opførelse, idet det ellers ikke ville kunne fremføre disse senere. Retten anlagde en unødigt snæver fortolkning af chartrets artikel 47. Den logik, der ligger til grund for den appellerede dom, giver Rådet ubegrænsede beføjelser til at genskabe restriktive foranstaltninger med henvisning til identiske grunde eller de samme faktiske omstændigheder, der kunne og burde være lagt til grund ved den oprindelige opførelse. Denne logik kan medføre misbrug og udsætte den berørte enhed for en gentagelse af tvister, hvilket ville være i strid med princippet om en retfærdig rettergang og retten til god forvaltningsskik.

39

NITC har præciseret, at Retten navnlig begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 51 og 52 ved at beslutte, at Rådet atter kunne lægge opførelsesgrunden vedrørende finansiel støtte til den iranske regering til grund, selv om de fremlagte beviser hovedsageligt vedrørte en dato, der lå forud for den oprindelige opførelse, og var tilgængelige for offentligheden eller stammede fra korrespondance udvekslet med selskabet. Hvad angår opførelsesgrunden vedrørende logistisk støtte har NITC anført, at Retten med urette i den appellerede doms præmis 53 fastslog, at denne grund ikke var forelagt Retten til prøvelse i den sag, der gav anledning til dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608). Selv om denne grund ikke fremgik af den oprindelige opførelse, er den ikke desto mindre identisk med det faktiske argument om finansiel støtte, som med en anden kvalificering blev forkastet i denne doms præmis 60.

40

Rådet har gjort gældende, at det første anbringende er ugrundet. Rådet har anført, at det ikke ved den oprindelige opførelse af NITC var forpligtet til at påberåbe sig samtlige de opførelseskriterier og grunde, der kunne lægges til grund. Rådet har præciseret, at det ved den oprindelige opførelse af NITC ikke fremlagde noget bevis for opførelsesgrunden vedrørende den økonomiske støtte, der dannede grundlag for denne opførelse. Hvad angår opførelsesgrunden vedrørende logistisk støtte er denne hverken påberåbt for Retten eller forelagt denne til bedømmelse.

41

Inden for rammerne af det første appelanbringende er tilsidesættelsen af de forskellige EU-retlige principper og grundlæggende rettigheder, som NITC har gjort gældende, i det væsentlige støttet på argumentet om, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at en enhed, som har opnået annullation af de restriktive foranstaltninger, der var truffet i forhold til selskabet, kunne genopføres på en liste over enheder, der har fået indefrosset deres midler, med henvisning til grunde eller beviser, der kunne være fremført ved den første opførelse af denne enhed, skønt der ikke var sket en væsentlig ændring af de faktiske omstændigheder, og uden at der forelå nye beviser.

42

Hvad angår princippet om res judicata skal det indledningsvis bemærkes, at de af Unionens retsinstanser afsagte domme om annullation får retskraft, når de bliver endelige. Dette omfatter ikke blot dommens konklusion, men også de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag for domskonklusionen og derfor er uadskillelige (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

43

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at retskraften kun vedrører de faktiske og retlige omstændigheder, som en retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til (dom af 29.3.2011, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 123, og af 13.9.2017, Pappalardo m.fl. mod Kommissionen, C-350/16 P, EU:C:2017:672, præmis 37).

44

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at Retten i dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608), annullerede den oprindelige opførelse af NITC, idet den i denne doms præmis 64 fastslog, at de oplysninger, der skulle tages i betragtning, ikke indeholdt indicier, som gjorde det muligt at underbygge Rådets påstande om, at NITC var kontrolleret af den iranske regering og ydede den finansiel støtte. Som det fremgår af den nævnte doms præmis 61, havde Rådet nemlig ikke – for at godtgøre, at grunden vedrørende finansiel støtte til den iranske regering var velbegrundet som følge af den eksisterende forbindelse mellem NITC’s aktionærer og denne regering – henvist til nogen oplysninger om selskabets kapitalopbygning og dets aktionærer. Hvad angår argumentet om NITC’s aktiviteter inden for transport af olie, som Rådet påberåbte sig under retsmødet i denne sag, konstaterede Retten i samme doms præmis 58-60 alene, at disse oplysninger ikke fremgik af begrundelsen for den oprindelige opførelse af NITC og ikke underbyggede den grund vedrørende finansiel støtte til den iranske regering, der dannede grundlag for denne opførelse.

45

Rådets retsakter blev således annulleret ved dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608), fordi de af Rådet fremlagte oplysninger ikke i tilstrækkelig grad underbyggede disse retsakters faktuelle grundlag. Det kan ikke af en sådan konstatering, hvortil retskraften i henhold til den i nærværende doms præmis 43 nævnte retspraksis knytter sig, udledes, at Rådet ikke efterfølgende kunne lægge andre beviselementer, der skulle godtgøre, at der forelå en finansiel støtte til den iranske regering, til grund, eller kunne lægge en anden slags støtte til denne regering til grund.

46

Det skal således fastslås, at den ved de omtvistede retsakter foretagne genopførelse af NITC på de omtvistede lister er støttet på to forskellige grunde, der, som det fremgår af den appellerede doms præmis 48, dels er NITC’s finansielle støtte til den iranske regering, dels NITC’s logistiske støtte til denne regering som følge af transport af iransk olie. Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 50, fremgik kun grunden vedrørende den finansielle støtte allerede af fremstillingen af grundene til den oprindelige opførelse, der blev annulleret ved dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608). Som det fremgår af samme præmis og af den appellerede doms præmis 51, var de beviselementer, der blev fremlagt for Retten vedrørende denne grund som led i den sag i første instans, der gav anledning til den appellerede dom, endvidere ikke de samme som de beviser, der blev fremlagt for Retten i den sag, som vedrørte den oprindelige opførelse, og som gav anledning til dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608).

47

NITC har imidlertid gjort gældende, at Rådet, for så vidt som de faktiske forhold, som det lagde til grund for sin beslutning om at genopføre selskabet på de omtvistede lister, allerede var tilgængelige ved den oprindelige opførelse, var forpligtet til ved den første opførelse at udnytte samtlige de oplysninger, som det rådede over, og de retlige kvalificeringer, der kunne begrunde pålæggelsen af restriktive foranstaltninger i forhold til selskabet, idet Rådet ellers ikke ville kunne gøre disse gældende senere. NITC har, som selskabet har forklaret for Domstolen, gjort gældende, at selv om princippet om res judicata ikke fandt anvendelse i snæver forstand, følger en sådan forpligtelse af en fortolkning af dette princip, sammenholdt med retssikkerhedsprincippet.

48

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette klagepunkt ikke kan føre til, at det fastslås, at princippet om res judicata er blevet tilsidesat, eftersom disse forhold og retlige kvalificeringer, såfremt der ikke ved en afgørelse, der har fået retskraft, er taget hensyn til disse, ikke kan udgøre retlige og faktiske omstændigheder, som den nævnte afgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til som omhandlet i den i nærværende doms præmis 43 nævnte retspraksis.

49

Det skal tilføjes, at NITC i appelskriftet ikke har fremført argumenter med henblik på at underbygge, at princippet om res judicata, sammenholdt med retssikkerhedsprincippet, i det foreliggende tilfælde giver en person eller enhed, som har opnået annullation af sin opførelse på en liste af de personer eller enheder, der har fået indefrosset deres midler, en videre beskyttelse end den, der alene følger af princippet om res judicata, mod vedtagelsen af nye restriktive foranstaltninger støttet på andre forhold eller beviselementer.

50

Det skal hvad angår princippet om beskyttelse af den berettigede forventning bemærkes, at i overensstemmelse med Domstolens faste praksis gælder retten til at påberåbe sig dette princip for enhver retsundergiven erhvervsdrivende i forbindelse med begrundede forventninger, som en EU-institution ved at afgive præcise løfter har givet anledning til. Ingen kan derimod påberåbe sig tilsidesættelse af dette princip, såfremt sådanne løfter ikke er afgivet (jf. i denne retning dom af 13.9.2017, Pappalardo m.fl. mod Kommissionen, C-350/16 P, EU:C:2017:672, præmis 39, og af 21.2.2018, Kreuzmayr, C-628/16, EU:C:2018:84, præmis 46).

51

En beslutning om at opføre en enhed på en liste over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, giver ikke denne enhed præcise løfter om, at Rådet ikke rådede over andre grunde vedrørende denne enhed end de grunde, der fremgik af begrundelsen for denne afgørelse, eller andre beviser, der kunne begrunde, at denne enhed blev pålagt restriktive foranstaltninger. Som Retten med føje fastslog i den appellerede doms præmis 59, kunne dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608), endvidere ikke skabe en berettiget forventning hos NITC om, at Rådet – under overholdelse af den nævnte dom – ikke i fremtiden kunne træffe en afgørelse om genopførelse. I den nævnte doms præmis 77 havde Retten i øvrigt præciseret, at en ny opførelse af NITC’s navn på lister over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, ikke straks kunne udelukkes, og at Rådet havde mulighed for at genopføre selskabets navn på disse lister på grundlag af en tilstrækkeligt underbygget begrundelse.

52

Det følger af det ovenstående, at Retten uden at begå en retlig fejl fastslog, at Rådet hverken havde tilsidesat den retskraft, der knyttede sig til dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608), eller retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at vedtage de omtvistede retsakter med henvisning til de grunde om NITC’s finansielle og logistiske støtte til den iranske regering, der er anført i nærværende doms præmis 46.

53

Hvad angår den af NITC påberåbte ret til effektive retsmidler for en domstol som omhandlet i chartrets artikel 47 skal det bemærkes, at denne artikel i EU-retten sikrer den beskyttelse, der er fastslået i artikel 6, stk. 1, og artikel 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder fastsatte beskyttelse (dom af 16.5.2017, Berlioz Investment Fund, C-682/15, EU:C:2017:373, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis). Den nævnte artikel 47, stk. 1, kræver, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i den nævnte artikel.

54

Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse kan ikke hindre Rådet i at genopføre en person eller enhed på listerne over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, med henvisning til andre grunde end dem, der dannede grundlag for den oprindelige opførelse, eller en identisk grund, der støttes på andre beviser. Dette princip har således til formål at sikre, at en bebyrdende retsakt kan anfægtes for en ret, og ikke, at en ny bebyrdende retsakt, der støttes på andre grunde eller beviser, ikke kan vedtages.

55

Som Domstolen tidligere har fastslået, anses en afgørelse truffet af en EU-institution for aldrig at have eksisteret, når den efter at have været genstand for et søgsmål annulleres, og denne institution, der tilsigter at træffe en ny afgørelse, kan foretage en fuldstændig fornyet undersøgelse og lægge andre grunde til grund end dem, der underbyggede den annullerede afgørelse (jf. analogt dom af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 31).

56

Det følger heraf, at en ulovlighed ved den første opførelse af NITC på listerne over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, som den af Retten fastslåede i dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608), ikke kan hindre Rådet i efter en fornyet undersøgelse af selskabets situation at vedtage nye restriktive foranstaltninger på grundlag af allerede eksisterende eller tilgængelige faktiske forhold.

57

Det skal endvidere bemærkes, at NITC som led i den sag, der gav anledning til dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608), der er blevet endelig, havde nedlagt påstand om og opnået annullation af de restriktive foranstaltninger, som blev vedtaget i 2012, og som således er blevet fjernet fra Unionens retsorden. Det følger heraf, at NITC kan påberåbe sig denne dom til støtte for en erstatningspåstand, som det fremgår af den appellerede doms præmis 65. NITC har endvidere mulighed for, hvilket selskabet har benyttet sig af, at anlægge et nyt søgsmål ved Unionens retsinstanser for at få efterprøvet lovligheden af en beslutning om genopførelse med henblik på eventuelt at blive genoprettet i sin oprindelige stilling og få erstatning.

58

Henset til disse forhold skal det fastslås, at Retten med føje konkluderede, at Rådet hverken havde tilsidesat princippet om res judicata, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller NITC’s ret til effektive retsmidler for en domstol.

59

Følgelig må det første appelanbringende forkastes.

60

Med det andet anbringende har NITC gjort gældende, at Retten med urette konkluderede, at opførelseskriterierne var opfyldt for dette selskabs vedkommende. Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 87-89 at fastslå, at selskabet ydede støtte til den iranske regering som omhandlet i det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 omhandlede kriterium som følge af den logistiske støtte, der blev ydet den iranske regering ved NITC’s transport af iransk olie, og den eksisterende forbindelse mellem energisektoren og de spredningsfølsomme nukleare aktiviteter i Iran. Begrebet »logistisk støtte« kan ikke omfatte støtte ydet til tredjemand. Ifølge Rettens fortolkning var det tilstrækkeligt, at NITC var aktiv i den iranske oliesektor, for at finde, at selskabet ydede logistisk støtte til den iranske regering, selv om det ikke leverede nogen tjenesteydelse til denne regering. En sådan fortolkning udgør endvidere reelt et argument om indirekte finansiel støtte til den iranske regering, som udelukket ved dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608, præmis 60).

61

Endvidere gør den henvisning til 22. betragtning til afgørelse 2010/413, der fremgår af den appellerede doms præmis 86, det ikke muligt at godtgøre en forbindelse mellem NITC’s aktiviteter, energisektoren og nuklear spredning og er urigtig, for så vidt som Unionen efter denne afgørelse indvilgede i at tillade transport af olie i medfør af den fælles handlingsplan gennemført ved forordning nr. 42/2014. Selv om den fælles handlingsplan hverken foreskrev en suspension af de individuelle restriktive foranstaltninger eller en ændring af kriterierne for opførelse på listerne over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, burde denne plan samt forordning nr. 42/2014 have givet anvisninger for fortolkningen og anvendelsen af disse kriterier. Det ville være selvmodsigende at finde, at begrebet »logistisk støtte« dækker transport af råolie, som er blevet godkendt ved denne plan og denne forordning, og det er utænkeligt, at Unionen har kunnet godkende en aktivitet, der kunne have en tilstrækkelig kvalitativ eller kvantitativ betydning til at fremme nuklear spredning. Den trussel, som NITC i lyset af den fælles handlingsplan udgjorde i forhold til formålet med de restriktive foranstaltninger, blev ikke bedømt.

62

Endelig er Rettens fortolkning uforholdsmæssig i forhold til de formål, der forfulgtes med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012, for så vidt som denne fortolkning gav Rådet mulighed for at vedtage restriktive foranstaltninger i forhold til enhver person eller enhed, som virkede i en sektor, der kunne skabe væsentlige indtægter for den iranske regering. Hvis kriterierne for opførelse blev fortolket så vidt, ville disse retsakter blive omdannet til handelssanktionsinstrumenter. En sådan fortolkning ville ligeledes være i strid med retssikkerhedsprincippet, som foreskriver, at den for NITC mest gunstige fortolkning fastholdes i tilfælde af lovgivningens tvetydighed.

63

Med det fjerde anbringende har NITC gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at forkaste selskabets subsidiært fremsatte argument om, at den vide fortolkning af det af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 omhandlede opførelseskriterium ville gøre dette kriterium uforholdsmæssigt i forhold til de med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 forfulgte mål, hvis denne fortolkning blev opretholdt, og dermed gøre disse bestemmelser ulovlige.

64

Rådet har gjort gældende, at det andet og det fjerde anbringende er ugrundede. Det er Rådets opfattelse, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at finde, at grunden vedrørende logistisk støtte til den iranske regering var opfyldt, og det har anført, at det, selv om den fælles handlingsplan foreskrev en vis lettelse af sanktionerne over for Den Islamiske Republik Iran, på dette tidspunkt fortsat var nødvendigt at bevare presset på den nævnte regering, for at den bragte sine spredningsfølsomme nukleare aktiviteter til ophør.

65

Med det andet og det fjerde anbringende, som skal behandles samlet, har NITC anfægtet Rettens fortolkning og anvendelse i forhold til selskabet af opførelseskriteriet fastsat i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635, og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som ændret ved forordning nr. 1263/2012.

66

For det første kan NITC’s argument om, at den grund vedrørende logistisk støtte til den iranske regering, som Retten i den appellerede doms præmis 92 erklærede velbegrundet, svarede til grunden vedrørende finansiel støtte til denne regering, der blev forkastet ved dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608), ikke tiltrædes. Det skal i denne henseende blot bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 84-87 anførte en begrundelse for, at grunden vedrørende NITC’s logistiske støtte til den iranske regering var velbegrundet, idet Retten anførte en anden begrundelse end den, hvormed den i dom af 3. juli 2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet (T-565/12, EU:T:2014:608, præmis 58-64), havde forkastet de forhold, som Rådet havde lagt til grund for at finde, at NITC ydede finansiel støtte til denne regering. Det skal nærmere bestemt fremhæves, at Retten i den appellerede doms præmis 82 præciserede, at Rådet ikke havde foreholdt NITC at yde indirekte støtte til den iranske regering gennem et tredje selskab, som udbetalte det udbytte, men at appellanten som følge af betydningen af dens transport i den iranske oliesektor, der kontrolleres af den iranske regering, blev anset for at yde logistisk støtte til denne regering.

67

For det andet skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 85 med føje bemærkede, at det kriterium om støtte til den iranske regering, der fremgår af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635, og af artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som ændret ved forordning nr. 1263/2012, skal forstås således, at det vedrører virksomhed, som er særlig for den pågældende person eller enhed, og som – selv om de ikke som sådan har nogen direkte eller indirekte forbindelse med den nukleare spredning – imidlertid kan fremme denne ved at yde den iranske regering materielle, finansielle eller logistiske midler eller faciliteter, der giver den mulighed for at opretholde de nukleare spredningsaktiviteter (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 80 og 81, og af 7.4.2016, Central Bank of Iran mod Rådet, C-266/15 P, EU:C:2016:208, præmis 44).

68

Som det fremgår af præmis 81 og 82 i dom af 1. marts 2016, National Iranian Oil Company mod Rådet (C-440/14 P, EU:C:2016:128), tager dette kriterium hensyn til »den mulige forbindelse mellem Irans indtægter fra dets energisektor og finansieringen af Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter«, der bl.a. er anført i resolution 1929 og i 22. betragtning til afgørelse 2010/413, for at skade den iranske regerings finansiering af Irans atomprogram. EU-lovgiver har således selv godtgjort forbindelsen mellem energisektoren og den nukleare spredning.

69

Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at dette kriterium, fortolket i lyset af de mål, som Rådet forfølger, omfatter de former for støtte til den iranske regering, der via deres kvantitative eller kvalitative betydning bidrager til opretholdelsen af de iranske nukleare aktiviteter (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 83, og kendelse af 4.4.2017, Sharif University of Technology mod Rådet, C-385/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:258, præmis 64).

70

Hvad angår begrebet »logistisk støtte« har Domstolen fastslået, at ordet »logistisk« ikke er begrænset til transport af varer eller personer, men ligeledes omfatter aktiviteter, der i det væsentlige vedrører metoder eller midler til at organisere en operation eller en proces og tilrådighedsstillelse af de nødvendige midler, for at en aktivitet eller proces kan foretages (jf. i denne retning dom af 8.9.2016, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet, C-459/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:646, præmis 53 og 54).

71

Henset til disse oplysninger fastslog Retten med føje i den appellerede doms præmis 87, at det, henset til betydningen af NITC’s transport i den iranske oliesektor, der gav den iranske regering mulighed for at opfylde bestemte logistiske behov i denne sektor, som den kontrollerer, og til den eksisterende forbindelse mellem energisektoren og de nukleare spredningsaktiviteter i Iran, måtte konkluderes, at NITC ydede støtte til Irans regering, hvorfor det af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635, og af artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som ændret ved forordning nr. 1263/2012, omhandlede kriterium var opfyldt.

72

Rettens således fastlagte fortolkning er, som det fremgår af nærværende doms præmis 67-70, en del af en retlig ramme, som er klart afgrænset af de mål, der forfølges med lovgivningen vedrørende de restriktive foranstaltninger, som er truffet i forhold til Den Islamiske Republik Iran, hvorfor denne fortolkning ikke er i strid med retssikkerhedsprincippet.

73

For det tredje skal det fastslås, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 88 og 89 at finde, at denne konklusion ikke kunne drages i tvivl ved den ved den fælles handlingsplan og ved afgørelse 2014/21 og forordning nr. 42/2014 indførte suspension af forbuddet mod transport af olie, som har oprindelse i Iran, eller som eksporteres fra Iran til ethvert andet land.

74

I denne forbindelse er den lettelse af sanktionerne over for Den Islamiske Republik Iran, der følger af disse retsakter, sket som led i det første trin i en proces, der følges for at opnå en langsigtet samlet løsning på det iranske atomspørgsmål, uden at det rejser tvivl om det med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 forfulgte mål om at hindre nuklear spredning og således udøve et pres på Den Islamiske Republik Iran, for at den ophører med de pågældende aktiviteter. Selv om disse retsakter gav anledning til en foreløbig suspension af det nævnte forbud, der blev forlænget ved flere efterfølgende retsakter fra Rådet, hvorfor den af NITC udøvede virksomhed midlertidigt ikke længere var ramt af forbuddet, foreskrev hverken de forhold, der var defineret inden for rammerne af det første trin i den fælles handlingsplan, eller de retsakter, som Rådet vedtog for at gennemføre denne plan, en suspension af de individuelle restriktive foranstaltninger eller en ændring af de kriterier, der lå til grund for den mulige vedtagelse af sådanne foranstaltninger, hvilket Retten, som anerkendt af NITC, med føje bemærkede i den appellerede doms præmis 89 og 90.

75

For det fjerde har NITC gjort gældende, at Rettens fortolkning af opførelseskriteriet, som udledes af støtte til den iranske regering, giver dette kriterium en uforholdsmæssig karakter i forhold til de formål, der forfølges med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012, og dermed gør kriteriet ulovligt.

76

I denne forbindelse indebærer proportionalitetsprincippet et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-retlig bestemmelse, skal være egnede til at nå det lovlige mål, der forfølges, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 122 og den deri nævnte retspraksis).

77

Domstolen har fastslået, at formålet med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 som anført i nærværende doms præmis 74 er at hindre nuklear spredning og dermed at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran, for at den ophører med de pågældende aktiviteter. Dette formål, som er en del af den mere generelle indsats forbundet med bevarelsen af freden og den internationale sikkerhed, er lovligt (jf. i denne retning dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

78

Rettens fortolkning i det foreliggende tilfælde af opførelseskriteriet udledt af »støtte til den iranske regering« gør det i overensstemmelse med den i nærværende doms præmis 67-69 nævnte retspraksis muligt at omfatte aktiviteter, som kan fremme nuklear spredning ved at yde den iranske regering materielle, økonomiske eller logistiske midler eller faciliteter, der giver den mulighed for at opretholde de nukleare spredningsaktiviteter, uden at det fører til, at enhver aktivitet kan udgøre en sådan støtte, men alene aktiviteter, der via deres kvantitative eller kvalitative betydning bidrager til opretholdelsen af de nukleare spredningsaktiviteter. På denne baggrund ses det ikke, at dette kriterium, som fortolket af Retten i det foreliggende tilfælde, er uegnet og går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

79

Der følger heraf, at det andet og fjerde appelanbringende ligeledes skal forkastes.

80

Med sit tredje anbringende har NITC gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 123-138 at fastslå, at det tab, som udgjordes af selskabets genopførelse på de omtvistede lister, var proportionelt i forhold til dets ejendomsret, dets ret til omdømme og til fri erhvervsudøvelse. For det første skulle Retten have fastslået, at denne genopførelse var åbenbart uforholdsmæssig, henset til de tilsidesættelser af grundlæggende principper og rettigheder, som var påberåbt for Retten som led i det første anbringende. For det andet tilsidesatte Retten NITC’s grundlæggende rettigheder ved ikke at tillægge den fælles handlingsplan tilstrækkelig betydning. I denne henseende har NITC gjort gældende, at den omstændighed, at selskabet havde været »mål« for Rådet, var både uforholdsmæssig og diskriminerende. Rettens ræsonnement, der bestod i i den appellerede doms præmis 135 at anføre, at de restriktive foranstaltninger truffet i forhold til NITC var begrundede som følge af selskabets transport af olie, samtidig med at den medgav, at disse aktiviteter havde været godkendt, er selvmodsigende. For så vidt som forbindelsen med nuklear spredning ifølge den appellerede doms præmis 86 og 87 kan anses for at bestå af de indtægter, som den iranske regering endeligt opnår fra salg af iransk olie, er det nemlig uden betydning, om olien transporteres af dette selskab eller et andet eller flere andre selskaber.

81

Rådet har gjort gældende, at det tredje anbringende er ugrundet. Det har gjort gældende, at Retten i fuld udstrækning tog hensyn til proportionalitetsprincippet, da den fastslog, at genopførelsen af NITC på de omtvistede lister var begrundet som følge af betydningen af selskabets transport i den iranske oliesektor, og da den fandt, at andre selskabers transport af olie ikke havde et sammenligneligt omfang.

82

I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, være fastlagt i lovgivningen og respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og der kan under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

83

Hvad angår ejendomsretten og retten til at udøve økonomisk virksomhed, der er fastsat i chartrets artikel 16 og 17, som NITC har påberåbt sig, har Domstolen fastslået, at disse grundlæggende rettigheder ikke er absolut ufravigelige. Disse rettigheder kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger reelt er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, som Unionen forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i selve den beskyttede rettigheds kerne (jf. i denne retning dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 121 og 122 og den deri nævnte retspraksis).

84

Selv om de omtvistede retsakter begrænsede NITC’s grundlæggende rettigheder, opfylder disse restriktioner dog et legitimt formål, der forfølges med EU-retten, som det fremgår af undersøgelsen af det andet og det fjerde appelanbringende, nemlig bekæmpelsen af nuklear spredning, som er en del af den mere generelle indsats forbundet med bevarelsen af freden og den internationale sikkerhed, hvis centrale betydning Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 132.

85

I den nævnte doms præmis 132 fremhævede Retten, at disse restriktioner kun vedrørte en del af NITC’s aktiver, og at afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 foreskrev visse undtagelser. Disse retsakter fastsætter således mulighed for at frigive midler, der gør det muligt for NITC at afholde visse udgifter, navnlig udgifter, der anses for grundlæggende, eller opfylde visse særlige kommercielle aftaler. Hvad angår skaden på omdømmet bemærkede Retten, at Rådet ikke havde anført, at NITC selv var indblandet i nuklear spredning. Retten udledte heraf, at selskabet ikke var personligt knyttet til denne adfærd, der udgjorde en risiko for freden og den internationale sikkerhed, og at den mistro, der var vakt i forhold til selskabet, derfor var mindre.

86

Henset til disse forhold ses begrænsningerne for NITC’s ejendomsret og ret til fri erhvervsudøvelse ikke at være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål. Den samme konklusion gælder for den af selskabet påberåbte skade på dets omdømme (jf. i denne retning dom af 7.4.2016, Central Bank of Iran mod Rådet, C-266/15 P, EU:C:2016:208, præmis 53).

87

Endelig begik Retten ikke en retlig fejl ved at fastslå, at denne konklusion ikke kunne drages i tvivl ved vedtagelsen af den fælles handlingsplan, og at ITC’s situation ikke kunne sammenlignes med andre enheder, der udøvede den samme tranport af olie. Der skal i denne forbindelse blot henvises til de nærværende doms præmis 65-79 fremførte betragtninger.

88

Det tredje appelanbringende skal følgelig forkastes, og dermed forkastes appellen i sin helhed.

89

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

90

Da Rådet har nedlagt påstand om, at NITC tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og NITC har tabt sagen, bør det pålægges NITC at bære sine egne omkostninger og at betale de af Rådet afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):