1

Med sin appel har Ori Martin SA nedlagt påstand om omgørelse af kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 1. juni 2017, Ori Martin mod Den Europæiske Unions Domstol (T-797/16, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede kendelse«, EU:T:2017:396), hvorved Retten afviste appellantens søgsmål med påstand om erstatning for det tab, som selskabet angiveligt har lidt som følge af Domstolens angivelige tilsidesættelse af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. september 2010 anlagde Ori Martin sag til prøvelse af Kommissionens afgørelse K(2010) 4387 endelig af 30. juni 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/38344 – Forspændingsstål), ændret ved Kommissionens afgørelse K(2010) 6676 endelig af 30. september 2010 og af Kommissionens afgørelse K(2011) 2269 endelig af 4. april 2011, hvorved Kommissionen bl.a. pålagde Siderurgica Latina Martin SpA (herefter »SLM«) en bøde på 15,96 mio. EUR, hvoraf 14 mio. EUR blev pålagt med Ori Martin som solidarisk hæftende.

3

I den stævning, der lå til grund for sag T-419/10, nedlagde appellanten påstand om, at Retten annullerede den anfægtede afgørelse, for så vidt som appellanten herved skulle hæfte solidarisk for de forhold, som SLM havde begået, og at Retten annullerede eller nedsatte den bøde, som selskabet var blevet pålagt ved den nævnte afgørelse.

4

Ved dom af 15. juli 2015, SLM og Ori Martin mod Kommissionen (T-389/10 og T-419/10, EU:T:2015:513), nedsatte Retten bl.a. den bøde, som appellanten og SLM var pålagt som solidarisk hæftende, med 13,3 mio. EUR og frifandt i øvrigt Kommissionen.

5

Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. september 2015 iværksatte appellanten appel af den nævnte dom, hvilket gav anledning til sag C-490/15 P.

6

Denne appel blev forkastet ved dom af 14. september 2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678).

7

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. november 2016 anlagde Ori Martin sag mod Den Europæiske Unions Domstol med påstand om erstatning for det tab, som selskabet blev påført ved dom af 14. september 2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke tryk i Sml., EU:C:2016:678).

8

Ved den appellerede kendelse afviste Retten i henhold til artikel 126 i sit procesreglement søgsmålet som åbenbart ugrundet.

9

For det første fastslog Retten i kendelsens præmis 6 og 7, at appellantens påstand adskilte sig fra de påstande, der vil kunne fremsættes for at opnå erstatning for et tab, der angiveligt er lidt som følge af sagsbehandlingstidens urimeligt lange varighed for Unionens retsinstanser, hvilke påstande ikke indebærer en vurdering af, om Domstolens eller Rettens vurderinger i deres domme eller kendelser er velbegrundede. Ifølge Retten tilsigtede appellanten med sin påstand nemlig at rejse tvivl om den vurdering af, om formodningen om udøvelse af en afgørende indflydelse på SLM, der fremgår af dom af 14. september 2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678), fandt anvendelse i forhold til appellanten.

10

For det andet fastslog Retten i den appellerede kendelses præmis 8-10, at alene påstande og søgsmål, der er omfattet af artikel 154, 155 og 157-159 i Domstolens procesreglement, hvortil dette procesreglements artikel 190, stk. 1, henviser, kan fremsættes mod Domstolens dom eller kendelse i en appelsag. Retten præciserede, at disse påstande og søgsmål endvidere skal fremsættes for Domstolen selv. Ifølge Retten fremstod appellantens søgsmål hverken som en anmodning om berigtigelse af en materiel fejl, en anmodning om berigtigelse af en undladelse af at tage stilling, en tredjemandsindsigelse eller en ekstraordinær genoptagelse som omhandlet i artikel 154, 155 og 157-159 i Domstolens procesreglement.

11

Ori Martin har nedlagt følgende påstande:

12

Den Europæiske Unions Domstol har nedlagt følgende påstande:

13

Ori Martin har fremsat to anbringender om henholdsvis en urigtig gengivelse af stævningen i første instans og om en retlig fejl.

14

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af genstanden for selskabets erstatningspåstand ved i den appellerede kendelses præmis 7 at fastslå, at det med sit søgsmål tilsigtede at rejse tvivl om den vurdering af anvendelsen på appellanten af formodningen om udøvelse af en afgørende indflydelse på SLM, der fremgår af dom af 14. september 2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678). Det fremgår nemlig klart af stævningen i første instans, at den nævnte påstand tilsigtede erstatning for det tab, der var påført ved en begrundelsesmangel, for så vidt som indstævnte ikke havde anført grundene til, at den nævnte formodning ikke blev afkræftet på trods af de påberåbte forhold, og ikke ved den nævnte doms manglende begrundelse heraf.

15

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede kendelses præmis 8-10 med urette begrænsede de tilfælde, hvor de uregelmæssigheder, som en dom afsagt af Unionens retsinstanser er behæftet med, kan skabe en ret til erstatning i henhold til chartrets artikel 47, til alene at omfatte sagsbehandlingstidens urimeligt lange varighed.

16

Som svar på det første anbringende har Den Europæiske Unions Domstol gjort gældende, at for så vidt som appellanten med sit søgsmål i første instans tilsigtede at opnå den ifølge selskabet manglende begrundelse, fastslog Retten med føje, at søgsmålet tilsigtede at rejse tvivl om den nævnte doms indhold.

17

Den Europæiske Unions Domstol har gjort gældende, at begge anbringender og dermed appellen i sin helhed bør forkastes.

18

Hvad angår det første anbringende skal det bemærkes, at Unionens retsinstanser er forpligtet til at undersøge de forskellige påstande og anbringender, som sagsøgeren eller appellanten fremsætter, sådan som de er formuleret i dennes processkrifter, uden at ændre hverken deres genstand eller indhold, idet de i modsat fald tilsidesætter deres funktion (jf. i denne retning dom af 29.6.1994, Klinke mod Domstolen, C-298/93 P, EU:C:1994:273, præmis 20).

19

I det foreliggende tilfælde fremgik det af punkt 2, 6 og 7 i stævningen i første instans, at den angivelige uregelmæssighed skyldtes, at appellanten ikke var blevet gjort bekendt med grundene til, at selskabet blev pålagt en sanktion, hvilket hindrede det i muligheden for at undgå atter at blive straffet.

20

I den nævnte stævnings punkt 22 anførtes, at »[Domstolen] ved ikke i præmis 53-72 i sin dom af 14. september 2016 [, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678),] at anføre de grunde, der begrundede afvisningen af de præciseringer af de faktiske forhold, som den nuværende sagsøger havde bragt […],tilsidesat[te] chartrets artikel 47, for så vidt som den ikke gav [appellanten] mulighed for […] at opnå en retfærdig rettergang, hvorefter en straffet eller sanktioneret person bør kende de reelle grunde til, at han blev straffet, og hvad han konkret foreholdes«.

21

I stævningens punkt 25-28 anførtes hvad angår reglen om, at tilsidesættelsen i det foreliggende tilfælde gav ret til erstatning, at »der [for det første] er rimelig grund til at finde, at chartrets artikel 47 er blevet tilsidesat, når en retsinstans træffer en foranstaltning, som ikke giver en person mulighed for at klart og objektivt at blive bekendt med grundene til, at han er blevet straffet, og hvad han konkret foreholdes«. »[For det andet betyder] [r]etsinstansernes forpligtelse til at sikre retten til en retfærdig rettergang […], at dommene i medfør af princippet om god retspleje altid skal anføre de konkrete grunde, som ligger til grund for deres vedtagelse, og forudgående de præcise faktiske omstændigheder, der foreholdes.«

22

I punkt 30-43 i stævningen i første instans anførtes, at ulovligheden af den foreholdte adfærd i det foreliggende tilfælde fulgte af, at »[d]en forklaring, som [Domstolen] gav i den appellerede dom, [hindrede sagsøgeren] […] i konkret at forstå, hvorfor selskabet [blev holdt] ansvarligt for SLM’s overtrædelse, og [hindrede] det i at forstå, hvorfor selskabets særlige kendetegn, der dog var klart fremlagt, ikke blev anset for at kunne afkræfte formodningen om udøvelsen af en afgørende indflydelse på SLM«.

23

I den appellerede kendelses præmis 7 fastslog Retten, at appellanten med sit søgsmål tilsigtede at rejse tvivl om den vurdering af anvendelsen på appellanten af formodningen om udøvelse af en afgørende indflydelse på SLM, der fremgår af dom af 14. september 2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678), selv om den af appellanten påberåbte uregelmæssighed, som det fremgår af ovenstående betragtninger, var udledt af en begrundelsesmangel og således af en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, hvorfor Retten gengav genstanden for appellantens erstatningspåstand i første instans urigtigt og således ikke traf gyldig afgørelse herom.

24

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at selv om præmisserne i en dom afsagt af Retten udviser en tilsidesættelse af EU-retten, men dens konklusion er baseret på andre retlige grunde, må appellen forkastes (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Rintisch mod KHIM, C-121/12 P, EU:C:2013:639, præmis 35).

25

Den angivelige uregelmæssighed, som blev påberåbt i første instans, er ikke godtgjort.

26

Det skal således for det første bemærkes, at det ikke i medfør af begrundelsespligten påhviler Unionens retsinstanser i deres fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og at begrundelsen således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at de ikke har godtaget deres argumenter (dom af 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 48). For det andet fremgår det af artikel 256, stk. 1, TEUF og af artikel 59, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en appel er begrænset til retsspørgsmål.

27

I den sag, der gav anledning til dom af 14. september 2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678), skulle indstævnte ligeledes, for at appellanten kunne få kendskab til, hvorfor indstævnte fandt, at Retten ikke havde begået en retlig fejl ved på trods af de af appellanten fremførte forhold at afvise, at formodningen om udøvelse af en afgørende indflydelse på SLM var afkræftet, og dermed opfylde begrundelsespligten, blot anføre det retsprincip, som lå til grund for, at denne fandt, at Retten med føje kunne fastslå, at de påberåbte forhold ikke kunne afkræfte denne formodning.

28

Indstævnte har opfyldt denne forpligtelse tilstrækkeligt. Domstolen anførte nemlig i præmis 60 i sin dom af 14. september 2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678), for det første, at det følger af fast retspraksis, at der for at efterprøve, om et datterselskab selvstændigt fastsætter sin adfærd på markedet, skal tages hensyn til alle de faktorer, der er relevante for de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem datterselskabet og moderselskabet, hvilke forbindelser kan variere fra sag til sag, og for det andet, at Kommissionen har beføjelse til at pålægge moderselskabet en bøde, når dette og dets datterselskab er del af en samlet virksomhed i artikel 101 TEUF’s forstand, uden at der kræves en tilskyndelse til overtrædelsen i forholdet mellem moderselskabet og datterselskabet og endnu mindre førstnævntes inddragelse i den nævnte overtrædelse.

29

Det følger heraf, at den angivelige uregelmæssighed, som appellanten påberåbte sig i første instans, som fremført i stævningen i første instans, ikke er godtgjort, og at den appellerede kendelses dispositive del som anført i nærværende doms præmis 8 følgelig skal anses for begrundet.

30

Det første appelanbringende må derfor forkastes.

31

Hvad angår det andet anbringende skal det bemærkes, at det er udledt af, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at de eneste uregelmæssigheder, der påvirker en dom afsagt af Unionens retsinstanser og kan give ret til erstatning, er uregelmæssigheder vedrørende sagsbehandlingstidens urimeligt lange varighed.

32

Det skal i denne henseende imidlertid bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at anbringender i en appelsag, som er rettet mod overflødige præmisser i en appelleret dom eller kendelse, skal forkastes (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12.2.2003, Marcuccio mod Kommissionen, C-399/02 P(R), EU:C:2003:90, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

33

Det skal fastslås, at for så vidt som den angivelige uregelmæssighed, som dom af 14. september 2016, Ori Martin og SLM mod Kommissionen (C-490/15 P og C-505/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:678), er behæftet med, ikke er godtgjort, var det på ingen måde fornødent for Retten at tage stilling til de eventuelle konsekvenser for Unionens ansvar af de uregelmæssigheder, som Domstolens dom måtte være behæftet med.

34

Eftersom de i nærværende doms præmis 31 nævnte betragtninger således udgjorde overflødige præmisser i den anfægtede kendelse, er det andet anbringende uvirksomt og må dermed forkastes.

35

Henset til samtlige ovenstående betragtninger bør appellen forkastes i det hele.

36

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

37

Da indstævnte har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale indstævntes omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):