1

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) har med appellen nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 28. september 2016, European Food mod EUIPO – Société des produits Nestlé (FITNESS) (T-476/15, EU:T:2016:568, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede afgørelse truffet den 19. juni 2015 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (R 2542/2013-4) (herefter »den omtvistede afgørelse«) i forbindelse med en ugyldighedssag mellem European Food SA og Société des produits Nestlé SA.

2

Regel 37, litra b), nr. iv), i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT 1995, L 303, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1041/2005 af 29. juni 2005 (EUT 2005, L 172, s. 4) (herefter »forordning nr. 2868/95«), bestemmer:

»En begæring til Kontoret om, at et [EU]-varemærke erklæres fortabt eller ugyldigt, jf. forordningens artikel 55, skal indeholde:

[…]

3

Denne forordnings regel 40 fastsætter:

4

Den nævnte forordnings regel 50, stk. 1, bestemmer:

5

Artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om [EU]-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1) med overskriften »Absolutte hindringer for registrering« bestemmer i stk. 1:

»1.   Udelukket fra registrering er:

[…]

[…]«

6

Forordningens artikel 41, stk. 1, fastsætter:

»I indtil tre måneder efter bekendtgørelsen af [EU]-varemærkeansøgningen kan der, under henvisning til at varemærket bør udelukkes fra registrering i henhold til artikel 8, rejses indsigelse mod varemærkets registrering […]

[…]«

7

Artikel 52 med overskriften »Absolutte ugyldighedsgrunde«, der indgår i den nævnte forordnings afsnit VI, afdeling 3, med overskriften »Ugyldighedsgrunde«, fastsætter:

»1.   Et [EU]-varemærke erklæres ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til [kontoret] eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse:

2.   Selv om [EU]-varemærket er registreret i strid med artikel 7, stk. 1, litra b), c) eller d), kan det dog ikke erklæres ugyldigt, hvis det som følge af den brug, der er gjort deraf, efter registreringen har fået fornødent særpræg for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret.

[…]«

8

Forordningens artikel 57, stk. 1, bestemmer:

»Under behandlingen af begæringen om varemærkets fortabelse eller ugyldighed opfordrer [kontoret] om fornødent parterne til inden for en af [kontoret] fastsat frist at udtale sig om meddelelser fra dette eller om indlæg fra de øvrige parter.«

9

Artikel 60 i afsnit VII med overskriften »Fremgangsmåde ved appel« i forordning nr. 207/2009 fastsætter:

»Klagen skal indgives skriftligt til [kontoret] inden to måneder efter den dato, på hvilken der er givet meddelelse om den afgørelse, der påklages. Klagen anses først for indgivet, når klagegebyret er betalt. Inden fire måneder efter den dato, på hvilken der er givet meddelelse om afgørelsen, skal der indgives en skriftlig begrundelse for klagen.«

10

Forordningens artikel 63 med overskriften »Behandling af klagen« bestemmer i stk. 2:

»Under behandlingen af klagen opfordrer appelkammeret om fornødent parterne til inden for en af kammeret fastsat frist at fremkomme med deres bemærkninger til dets meddelelser eller til indlæg fra de øvrige parter.«

11

Den nævnte forordnings artikel 76 med overskriften »[Kontorets] ex officio prøvelse af de faktiske omstændigheder«, der indgår i afdeling 1 med overskriften »Almindelige bestemmelser« i afsnit IX med overskriften »Bestemmelser om sagsbehandlingen«, fastsætter:

»1.   Under sagsbehandlingen ved [kontoret] prøver dette ex officio de faktiske omstændigheder; i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser [kontoret] sig imidlertid til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger.

2.   [Kontoret] kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter.«

12

Samme forordnings artikel 78, stk. 1, bestemmer:

»Under sagsbehandlingen ved [kontoret] kan bevisoptagelsen navnlig ske på følgende måder:

13

I den appellerede dom har Retten redegjort for sagens faktiske omstændigheder på følgende måde:

14

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. august 2015 anlagde European Food sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

15

Til støtte for søgsmålet fremsatte European Food tre anbringender vedrørende for det første appelkammerets afslag på at tage hensyn til de beviser, som blev fremlagt for første gang for dette, for det andet det anfægtede varemærkes beskrivende karakter og for det tredje varemærkets manglende fornødne særpræg.

16

Retten annullerede den omtvistede afgørelse ved den appellerede dom og pålagde EUIPO at bære sine egne omkostninger og betale de af European Food afholdte omkostninger.

17

EUIPO har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

18

European Food har nedlagt følgende påstande:

19

Det første anbringende består i det væsentlige af fire led.

20

Med dette anbringendes første led har EUIPO gjort gældende, at Retten med urette i den appellerede doms præmis 56 konstaterede, at forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 ikke indeholder nogen bestemmelse, der fastsætter en frist for fremlæggelse af beviser i forbindelse med en ugyldighedsbegæring som følge af en absolut registreringshindring.

21

Selv om der ikke foreligger nogen udtrykkeligt fastsat frist i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95, har EUIPO ikke desto mindre i henhold til artikel 57, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 og regel 40 i forordning nr. 2868/95 en kompetence til at fastsætte frister med henblik på sagens tilrettelæggelse.

22

Følgelig skal EUIPO’s mulighed for i henhold til artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 at se bort fra de kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter, finde anvendelse både i forhold til de frister, der er fastsat direkte i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95, og dem, som EUIPO har fastsat med henblik på sagens tilrettelæggelse.

23

Den nævnte artikel finder desuden anvendelse på alle typer sager ved EUIPO, og den fastsætter således ikke nogen sondring mellem indsigelsessager og ugyldighedssager.

24

Med det nævnte anbringendes andet led har EUIPO anført, at Retten med urette i den appellerede doms præmis 57 og 58 fastslog, at beviserne, idet der ikke var nogen frist, der skulle overholdes, kunne fremlægges til enhver tid, herunder i forbindelse med klagesagen.

25

Med det første anbringendes tredje led har EUIPO anført, at rækkevidden af regel 50, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 ikke er begrænset til indsigelsessager, for så vidt som denne bestemmelse ikke præciserer arten af den omhandlede sag. Retten har, idet den koncentrerede sin begrundelse om regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95, der udtrykkeligt henviser til indsigelsessager, tilsidesat bestemmelsen i den nævnte regels første afsnit, hvorefter bestemmelserne vedrørende sagsbehandlingen ved den afdeling, som har truffet den påklagede afgørelse, medmindre andet er fastsat, finder tilsvarende anvendelse i en klagesag. Artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 finder derfor ligeledes anvendelse i forbindelse med en ugyldighedssag.

26

Endelig har EUIPO i forbindelse med det første anbringendes fjerde led anført, at den appellerede dom fratager appelkammeret den beføjelse, som det er blevet tillagt ved artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009. I denne henseende har EUIPO gjort gældende, at antagelsen til realitetsbehandling af ethvert supplerende bevis, der er fremlagt for annullationsafdelingen efter afslutningen af procedurens skriftlige del, kræver, at annullationsafdelingen udøver den skønsbeføjelse, som artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 giver.

27

Ifølge EUIPO skulle appelkammeret under hensyn til de frister, som annullationsafdelingen havde fastsat, og for at gøre det muligt for European Food at besvare de kendsgerninger og argumenter, som Société des produits Nestlé havde fremført, udøve sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 med henblik på at afgøre, om der skulle tages hensyn til de beviser, der var blevet fremlagt for første gang for dette. EUIPO har anført, at appelkammeret efter en nærmere analyse af sagens relevante omstændigheder konstaterede, at beviserne hverken var af supplerende eller kompletterende art, men blot nye beviser, som dermed skulle afvises.

28

Appelkammeret var derfor ikke forpligtet til at tage hensyn til beviserne vedrørende begrundelsen for ugyldighed, idet disse beviser ikke var blevet fremlagt rettidigt i forbindelse med ugyldighedsproceduren.

29

European Food har anfægtet EUIPO’s argumentation.

30

Med det første anbringendes første og andet led, der skal behandles samlet, har EUIPO gjort gældende dels, at Retten med urette i den appellerede doms præmis 56 konstaterede, at forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 ikke indeholder nogen bestemmelse, der fastsætter en frist for fremlæggelse af beviser i forbindelse med en ugyldighedsbegæring som følge af absolutte registreringshindringer, dels, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 57 og 58, idet den fastslog, at beviserne, henset til, at der ikke forelå nogen frist for fremlæggelse af beviser i forbindelse med en ugyldighedsbegæring som følge af en absolut registreringshindring, kunne fremlægges til enhver tid, herunder i forbindelse med klagesagen.

31

I henhold til artikel 52 i forordning nr. 207/2009 kan et EU-varemærke efter dets registrering under visse omstændigheder erklæres ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til EUIPO, navnlig når varemærket er registreret i strid med bestemmelserne i denne forordnings artikel 7. Denne begæring skal i overensstemmelse med regel 37, litra b), nr. iv), i forordning nr. 2868/95 indeholde en angivelse af de kendsgerninger, beviser og argumenter, der fremføres som begrundelse. Endvidere kan EUIPO i henhold til artikel 57 og 78 i forordning nr. 207/2009 under behandlingen af en sådan sag om fornødent opfordre parterne til inden for en af EUIPO fastsat frist at udtale sig om meddelelser, og EUIPO kan ligeledes træffe beslutning om bevisoptagelse, herunder fremlæggelse af kendsgerninger eller beviser.

32

Det følger af disse bestemmelser, at selv om der ikke i en ugyldighedssag som følge af absolutte registreringshindringer er fastsat nogen frist for indgivelse af en begæring om annullation af registreringen af et varemærke i modsætning til, hvad der er fastsat i artikel 41 i forordning nr. 207/2009 om indsigelse mod registrering af et varemærke som følge af relative registreringshindringer, i henhold til hvilken fristen for at rejse indsigelse er tre måneder, er der ikke desto mindre fastsat en frist for fremlæggelse af beviser i forbindelse med begæringen om ugyldighed, eller den kan fastsættes af EUIPO i henhold til dettes kompetence til at tilrettelægge proceduren.

33

Retten har derfor, da den i den appellerede doms præmis 56 konstaterede, at forordning nr. 207/2009 ikke indeholder nogen bestemmelse om fastsættelse af en frist for fremlæggelse af beviser, begået en retlig fejl. Det fremgår imidlertid af Domstolens faste praksis, at hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, må appellen dog forkastes (dom af 21.7.2016, EUIPO mod Grau Ferrer, C-597/14 P, EU:C:2016:579, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

34

Dette er tilfældet i den foreliggende sag. Retten har nærmere bestemt ikke begrundet annullationen af den omtvistede afgørelse med, at der ikke forelå nogen frist for fremlæggelsen af beviser, men med den omstændighed, at appelkammeret med urette besluttede, at de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt for første gang for appelkammeret, ikke skulle tages i betragtning, fordi de var blevet fremlagt for sent.

35

Det bemærkes med hensyn hertil først, at Retten i modsætning til, hvad EUIPO har anført, i den appellerede doms præmis 58 fastslog, at artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med regel 37, litra b), nr. iv), i forordning nr. 2868/95, ikke indebærer, at beviser, som blev fremlagt for første gang for appelkammeret, skal anses for fremlagt for sent af appelkammeret.

36

Dernæst fremgår det af fast retspraksis, at ingen omstændighed vedrørende karakteren af den procedure, der forløber ved appelkammeret, eller vedrørende denne instans’ kompetence i princippet er til hinder for, at appelkammeret med henblik på at træffe afgørelse i den klagesag, som er forelagt det, tager hensyn til kendsgerninger eller beviser, som fremlægges for første gang i forbindelse med denne klage (dom af 13.3.2007, KHIM mod Kaul, C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 49).

37

Det følger endvidere af artikel 64, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, at appelkammeret som følge af den klage, som er forelagt det, kan udøve de samme kompetencer, som den instans, der har truffet den anfægtede afgørelse, og derfor i den forbindelse skal foretage en ny og fuldstændig behandling af klagens realitet, såvel retligt som faktisk (dom af 13.3.2007, KHIM mod Kaul, C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 57).

38

Som det følger af artikel 63 og 78 i forordning nr. 207/2009, skal appelkammeret med henblik på at realitetsbehandle klagesagen, som er forelagt det, om fornødent opfordre parterne til inden for en af kammeret fastsat frist at fremkomme med deres bemærkninger til dets meddelelser eller til indlæg fra de øvrige parter, og det kan ligeledes træffe beslutning om bevisoptagelse, herunder fremlæggelse af kendsgerninger eller beviser. Sådanne bestemmelser bekræfter muligheden for, at den faktuelle baggrund kan blive udvidet igennem de forskellige stadier af sagens forløb ved EUIPO (dom af 13.3.2007, KHIM mod Kaul, C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 58).

39

Domstolen har ganske vist i præmis 60 og 61 i dom af 13. marts 2007, KHIM mod Kaul (C-29/05 P, EU:C:2007:162), fastslået, at artikel 59 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994, L 11, s. 1), der har samme indhold som artikel 60 i forordning nr. 207/2009, som præciserer betingelserne for at indgive en klage for appelkammeret, ikke vedrører fremlæggelsen af kendsgerninger eller beviser, men alene indgivelsen af en skriftlig begrundelse for klagen inden for en frist på fire måneder, og den kan derfor ikke fortolkes således, at den giver ophavsmanden til en sådan klage en ny frist med henblik på at fremlægge kendsgerninger og beviser til støtte for indsigelsen.

40

Det kan imidlertid ikke udledes af dom af 13. marts 2007, KHIM mod Kaul (C-29/05 P, EU:C:2007:162), at ethvert bevis, der fremlægges for appelkammeret, altid skal anses for at være fremlagt for sent.

41

Det skal for det første konstateres, at den sag, der gav anledning til dom af 13. marts 2007, KHIM mod Kaul (C-29/05 P, EU:C:2007:162), til forskel fra nærværende sag vedrørte en sag om indsigelse mod registrering af et varemærke. I overensstemmelse med regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 skal appelkammeret, når klagen er rettet imod en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen, begrænse sin behandling af klagen til kendsgerninger og beviser, der er indgivet inden for de frister, der er fastsat eller præciseret af indsigelsesafdelingen. Derfor anses de beviser, der i denne sammenhæng fremlægges for appelkammeret, for at være fremlagt for sent, men de kan ikke desto mindre eventuelt tages i betragtning i henhold til artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

42

For det andet er det med forbehold af den særregel, der gælder i indsigelsessager, og som fremgår af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95, altid muligt at fremlægge beviser rettidigt for første gang for appelkammeret, for så vidt som disse beviser har til formål at anfægte annullationsafdelingens begrundelse i den anfægtede afgørelse. Disse beviser er derfor enten supplerende beviser i forhold til dem, der blev fremlagt for annullationsafdelingen, eller beviser, som vedrører et nyt forhold, der ikke kunne gøres gældende for den nævnte instans.

43

Det skal endvidere påpeges, at det tilkommer den part, der fremlægger beviserne for første gang for appelkammeret, at give en begrundelse for, hvorfor disse beviser fremlægges på dette tidspunkt i sagen, og godtgøre, hvorfor fremlæggelsen ikke var mulig under behandlingen af sagen for annullationsafdelingen.

44

Endelig kan de beviser, der fremlægges for første gang for appelkammeret, som anført i nærværende doms præmis 38 være blevet fremlagt efter opfordring fra dette med henblik på bevisoptagelse inden for en frist, der tildeles parterne.

45

Det følger heraf, at Retten med rette i den appellerede doms præmis 58 fastslog, at de beviser, der fremlægges for første gang for appelkammeret, ikke under alle omstændigheder af dette skal anses for at være fremlagt for sent.

46

Det første anbringendes første og andet led skal derfor forkastes.

47

Med det første anbringendes tredje led har EUIPO gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, idet den i sin præmis 60 anfører, at rækkevidden af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 er begrænset til indsigelsessager.

48

Det bemærkes med hensyn hertil, at selv om regel 50, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2868/95, der er indeholdt i afsnit X med overskriften »Appel«, indfører princippet om, at bestemmelserne vedrørende sagsbehandlingen ved den afdeling, som har truffet den anfægtede afgørelse, finder tilsvarende anvendelse i klagesager, udgør samme bestemmelses tredje afsnit en særregel, der fraviger dette princip. Denne særregel er særlig for klagesagen til prøvelse af indsigelsesafdelingens afgørelse, og den præciserer ordningen for appelkammeret vedrørende kendsgerninger og beviser, der fremlægges efter udløbet af frister, der er fastsat i eller fastsættes i første instans (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Rintisch mod KHIM, C-120/12 P, EU:C:2013:638, præmis 28).

49

Retten fastslog derfor med rette i den appellerede doms præmis 60, at denne særregel i regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 ikke fandt anvendelse i en ugyldighedssag vedrørende en absolut registreringshindring.

50

Det følger heraf, at det første anbringendes tredje led skal forkastes.

51

EUIPO har med det første anbringendes fjerde led anført, at den appellerede dom fratager appelkammeret den beføjelse, som det er tillagt ved artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 til at vurdere, om de beviser, der er fremlagt for dette for første gang, kan tages i betragtning.

52

EUIPO’s argumentation herom hviler på en forkert forståelse af den appellerede dom.

53

Det fremgår nemlig ikke af den appellerede doms præmis 66, at EUIPO ikke kunne gøre brug af sin skønsbeføjelse, men at appelkammeret, da det fastslog, at de beviser, som European Food havde fremlagt for første gang for appelkammeret, ikke kunne tages i betragtning, fordi de var blevet fremlagt for sent, havde begået en retlig fejl.

54

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ifølge artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 kan EUIPO se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremlagt rettidigt af de pågældende parter.

55

Det følger af ordlyden af denne artikel, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 207/2009, og at det på ingen måde er forbudt for EUIPO at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent (jf. i denne retning dom af 13.3.2007, KHIM mod Kaul, C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 42).

56

Til gengæld fremgår det lige så sikkert af nævnte ordlyd, at en part, som efter fristens udløb påberåber sig eller fremfører kendsgerninger og beviser, ikke har en ubetinget ret til, at EUIPO tager hensyn til sådanne kendsgerninger eller beviser. Ved at præcisere, at EUIPO i sådanne tilfælde »kan« beslutte at se bort fra sådanne kendsgerninger og beviser, giver artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 således EUIPO en vid skønsmargen med hensyn til at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til disse (jf. i denne retning dom af 13.3.2007, KHIM mod Kaul, C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 43).

57

Det bemærkes, at EUIPO’s hensyntagen til kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for sent, kan være berettiget, når EUIPO er af den opfattelse dels, at de for sent fremførte elementer umiddelbart kan have afgørende betydning, dels, at tidspunktet for proceduren, hvorpå denne sene fremsættelse sker, og omstændighederne omkring den ikke er til hinder for en sådan hensyntagen (jf. i denne retning dom af 13.3.2007, KHIM mod Kaul, C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 44, og af 3.10.2013, Rintisch mod KHIM, C-120/12 P, EU:C:2013:638, præmis 38).

58

En eventuel hensyntagen til de nævnte yderligere beviser udgør ikke på nogen måde en »tjeneste«, der ydes den ene eller den anden part, men den bør udgøre resultatet af en objektiv og begrundet udøvelse af den skønsbeføjelse, som den nævnte artikel 76, stk. 2, tildeler EUIPO (dom af 26.9.2013, Centrotherm Systemtechnik mod KHIM og centrotherm Clean Solutions, C-610/11 P, EU:C:2013:593, præmis 111).

59

Det følger heraf, at det første anbringendes fjerde led ligeledes skal forkastes.

60

Følgelig skal det første anbringende forkastes som ugrundet.

61

EUIPO har gjort gældende, at den appellerede dom forstyrrer ligevægten mellem parternes processuelle rettigheder i inter partes-sager for EUIPO, og den er desuden i strid med princippet om procedureøkonomiske hensyn og princippet om god forvaltningsskik, for så vidt som parterne kan vælge at undlade at fremlægge beviser eller fremsætte bemærkninger, eller de kan tilbageholde visse aspekter af disse med henblik på »taktisk skødesløshed eller forhalingsmanøvrer«.

62

European Food har heroverfor anført, at det andet anbringende ikke er begrundet, og at det er støttet på simpel spekulation uden den mindste henvisning til nogen form for relevant retlig bestemmelse.

63

I overensstemmelse med artikel 168, stk. 1, litra b), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement skal et appelskrift præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (jf. i denne retning dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 29).

64

Domstolen har ligeledes fastslået, at et anbringende åbenbart skal afvises fra realitetsbehandling, hvis det begrænser sig til generelle erklæringer og ikke indeholder præcise angivelser af de præmisser i den appellerede dom, der eventuelt er behæftet med en retlig fejl (jf. i denne retning dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 30).

65

Det andet appelanbringende vedrører ikke specifikke præmisser i den appellerede dom, men begrænser sig til at fremlægge en generel kritik af denne, uden at angive de præmisser, der kan være behæftet med en retlig fejl. Et sådant anbringende skal derfor afvises.

66

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes i det hele.

67

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, når en appel ikke tages til følge. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

68

Da EUIPO har tabt sagen, og European Food har nedlagt påstand om, at EUIPO bør betale sagsomkostningerne, tilpligtes EUIPO at betale sagsomkostningerne i appelsagen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):