–

France Télévisions SA ved avocat E. Piwnica,

–

Playmédia ved avocat T. Haas,

–

den franske regering ved R. Coesme, D. Colas og D. Segoin, som befuldmægtigede,

–

den litauiske regering ved R. Krasuckaitė, D. Kriaučiūnas og R. Dzikovič, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved G. Braun, L. Nicolae og J. Hottiaux, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 31, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 51), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 (EUT 2009, L 337, s. 11) (herefter »forsyningspligtdirektivet«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem France Télévisions SA og Conseil supérieur de l’audiovisuel (CSA) (øverste råd for audiovisuelle anliggender, Frankrig) vedrørende afgørelse nr. 2015-232 af 27. maj 2015, hvorved sidstnævnte pålagde France Télévisions i fremtiden at overholde bestemmelserne i artikel 34-2 i loi no 86-1067, du 30 septembre 1986, relative à la liberté de la communication (lov nr. 86-1067 af 30.9.1986 om kommunikationsfrihed, herefter »lov om kommunikationsfrihed«) og ikke hindre Playmédia i via streaming og direkte over dette selskabs websted at transmittere programmer produceret af France Télévisions.

3

Femte betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 33), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009 (EUT 2009, L 337, s. 37) (herefter »rammedirektivet«), har følgende ordlyd:

»Konvergensen mellem tele-, medie- og IT-sektoren betyder, at alle transmissionsnet og -tjenester bør være omfattet af fælles rammebestemmelser. Disse rammebestemmelser består af nærværende direktiv og fire særdirektiver: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) [(EFT 2002, L 108, s. 21)], Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) [(EFT 2002, L 108, s. 7)], [forsyningspligtdirektivet] og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren [(EFT 1998, L 24, s. 1)] (i det følgende benævnt »særdirektiverne«). Det er nødvendigt at adskille regulering af transmission fra regulering af indhold. De nye rammebestemmelser omfatter derfor ikke indholdet i de tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet ved hjælp af elektroniske kommunikationstjenester, f.eks. radio- og tv-udsendelsers indhold, finansielle ydelser og visse informationssamfundsydelser, og berører således ikke foranstaltninger, der i henhold til fællesskabslovgivningen træffes på fællesskabsniveau eller på nationalt niveau for så vidt angår sådanne tjenester med henblik på at fremme kulturel og sproglig mangfoldighed og varetage forsvaret af mediepluralisme. Indholdet af tv-programmer er omfattet af Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed [(EFT 1989, L 298, s. 23)]. Adskillelsen mellem regulering af transmission og regulering af indhold hindrer ikke, at der tages hensyn til den forbindelse, der er mellem de to områder, navnlig med henblik på at garantere mediepluralisme, kulturel mangfoldighed og forbrugerbeskyttelse.«

4

Rammedirektivets artikel 1 med overskriften »Mål og anvendelsesområde« bestemmer i stk. 2 og 3:

»2.   Dette direktiv og særdirektiverne berører ikke forpligtelser, der er pålagt ved national ret i henhold til fællesskabslovgivning eller ved fællesskabslovgivningen, for så vidt angår ydelser, der leveres via elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

3.   Dette direktiv og særdirektiverne berører ikke foranstaltninger, der er truffet på fællesskabsplan og på nationalt plan i henhold til EF-lovgivning for at forfølge mål af almen interesse, navnlig for så vidt angår regulering af indhold og politikken på det audiovisuelle område.«

5

Rammedirektivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

6

Af 45. betragtning til forsyningspligtdirektivet fremgår følgende:

»Ydelse af indholdstjenester som f.eks. tilbud om salg af en pakke med radio- og tv-kanaler er ikke omfattet af de fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Udbydere af sådanne tjenester bør ikke pålægges forsyningspligt for så vidt angår sådanne tjenester. Dette direktiv er med forbehold af foranstaltninger, der i overensstemmelse med fællesskabsretten er truffet på nationalt niveau vedrørende sådanne tjenester.«

7

Af dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« fremgår følgende.

»Definitionerne i [rammedirektivets] artikel 2 […] finder anvendelse i dette direktiv.

[…]«

8

Forsyningspligtdirektivets artikel 31 med overskriften »Must carry-forpligtelse« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne kan pålægge virksomheder i deres område, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og tv-kanaler til offentligheden, en rimelig must carry-forpligtelse for så vidt angår bestemte radio- og tv-kanaler samt supplerende tjenester, navnlig tilgængelighedstjenester for at sikre handicappede slutbrugere behørig adgang, hvis et betydeligt antal slutbrugere af sådanne net anvender dem som deres primære adgang til modtagelse af radio- og tv-kanaler. En sådan forpligtelse pålægges udelukkende, hvis det er nødvendigt for at opfylde målsætninger i almenhedens interesse, som er klart defineret af den enkelte medlemsstat, og forpligtelsen skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål og være transparent.

Medlemsstaterne tager de i første afsnit anførte forpligtelser op til revurdering senest et år efter den 25. maj 2011, medmindre medlemsstaterne har gennemført en sådan revurdering inden for de foregående to år.

Medlemsstaterne revurderer must carry-forpligtelserne med regelmæssige mellemrum.«

9

Artikel 2-1 i lov om kommunikationsfrihed bestemmer som følger:

»I denne lov forstås ved distributør af tjenester: enhver, der indgår kontrakter med redaktører af tjenester med henblik på at tilvejebringe tilbud om audiovisuelle kommunikationstjenester, der stilles til rådighed for offentligheden gennem et elektronisk kommunikationsnet i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel L. 32, nr. 2), i code des postes et des communications électroniques (lov om postvæsen og elektronisk kommunikation). Enhver, der tilvejebringer et sådant tilbud ved at indgå kontrakter med andre distributører, anses ligeledes som distributør af tjenester.«

10

Følgende fremgår af denne lovs artikel 34-2, nr. I:

»På det franske hovedland skal alle udbydere af tjenester på et net, der ikke benytter jordbaserede frekvenser, som er blevet tildelt af [CSA], gratis stille udsendelser, som leveres af de selskaber, som er anført i artikel 44, [nr.] I, samt Arte-kanalen, der udsendes over analoge, jordbaserede frekvenser, såvel som kanal TV 5 og tv-udsendelser, som transmitteres via digitale jordbaserede radiobølgefrekvenser, og som har til formål at bidrage til kendskabet til de oversøiske territorier, særligt med henblik på modtagere på hovedlandet, og som redigeres af det selskab, der er anført i artikel 44, [nr.] I, til rådighed for dets abonnenter, medmindre dets redaktører finder, at udbuddet af tjenester er åbenbart uforeneligt med opfyldelsen af deres public service-opgaver. Såfremt udbyderen tilbyder digitale tjenester, stiller denne ligeledes tjenester fra disse selskaber, der transmitteres via digitale jordbaserede radiobølgefrekvenser, gratis til rådighed for abonnenter, der modtager dette tilbud.

[…]«

11

Playmédia tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte fra et websted, og selskabet opnår primært betaling herfor ved at vise reklamer før og under udsendelsen. Playmédia, der har påberåbt sig status som distributør af tjenester som omhandlet i artikel 2-1 i lov om kommunikationsfrihed, er af den opfattelse, at selskabet af bestemmelserne i denne lovs artikel 34-2 kan udlede en ret til at transmittere programmer produceret af France Télévisions. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at France Télévisions selv transmitterer de nævnte programmer via streaming og direkte på et websted, som dette selskab stiller til rådighed for offentligheden.

12

Ved afgørelse af 27. maj 2015 gav CSA France Télévisions pålæg om at overholde bestemmelserne i artikel 34-2 i lov om kommunikationsfrihed og ikke hindre Playmédia i at transmittere dets programmer via streaming på sidstnævnte selskabs websted.

13

Ved stævning, registreret den 6. juli 2015 ved justitskontoret ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig), har France Télévisions nedlagt påstand om annullation af dette pålæg, idet selskabet har anført, at Playmédia ikke kan nyde godt af den forpligtelse, som er fastsat i den nævnte lovs artikel 34-2. France Télévisions har gjort gældende, at betingelserne i forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, ikke er opfyldt, navnlig fordi det ikke er muligt at bekræfte, at et betydeligt antal brugere af webstedet anvender det som deres primære adgang til modtagelse af TV-udsendelser.

14

Under disse omstændigheder har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

15

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, skal fortolkes således, at en virksomhed, der tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, alene af denne grund skal anses for en virksomhed, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og TV-kanaler til offentligheden.

16

Det skal herved bemærkes, at i medfør af forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, kan medlemsstaterne under visse betingelser pålægge virksomheder i deres område, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og TV-kanaler til offentligheden, en must carry-forpligtelse.

17

Udbud af et elektronisk kommunikationsnet defineres i rammedirektivets artikel 2, litra m), som »etablering, drift, styring eller tilrådighedsstillelse af et sådant net«. Denne definition finder anvendelse inden for rammerne af forsyningspligtdirektivet i medfør af sidstnævnte direktivs artikel 2.

18

Virksomhed, som består i at tilbyde visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, er ikke omfattet af denne definition. Den omstændighed alene, at en virksomhed, for at tilbyde disse tjenester, anvender et elektronisk kommunikationsnet som defineret i rammedirektivets artikel 2, litra a), nemlig internettet, gør det ikke muligt at fastslå, at virksomheden selv udbyder et sådant net.

19

I det foreliggende tilfælde udbyder en virksomhed som Playmédia, som alene tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, ikke et elektronisk kommunikationsnet, men tilbyder til gengæld en adgang til indholdet i de audiovisuelle tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet, som generaladvokaten har anført i punkt 23 i forslaget til afgørelse.

20

Det fremgår klart af femte betragtning til rammedirektivet, at det er nødvendigt at adskille regulering af transmission fra regulering af indhold, og at de fælles rammebestemmelser, som forsyningspligtdirektivet er en del af, ikke finder anvendelse på indholdet i de tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet ved hjælp af elektroniske kommunikationstjenester (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, UPC Nederland,C-518/11, EU:C:2013:709, præmis 38).

21

Det fremgår endvidere af 45. betragtning til forsyningspligtdirektivet, at ydelse af indholdstjenester ikke er omfattet af de fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og at sådanne tjenester ikke er pålagt forsyningspligt. Heraf følger, at en virksomhed, som ved hjælp af internettet alene tilbyder en adgang til indhold leveret via internettet, ikke er omfattet af forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1.

22

Det første spørgsmål skal under disse omstændigheder besvares med, at forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, skal fortolkes således, at en virksomhed, der tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, ikke alene af denne grund skal anses for en virksomhed, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og TV-kanaler til offentligheden.

23

Med det andet til det fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i forsyningspligtdirektivet eller andre EU-retlige regler skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat, i en situation som den i hovedsagen omhandlede, pålægger virksomheder, som, uden at udbyde elektroniske kommunikationsnet, tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, en must carry-forpligtelse.

24

Relevansen af disse spørgsmål kan forklares med det forhold, at i hovedsagen synes virksomheder, som ikke er omfattet forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, at være blevet pålagt must carry-forpligtelser i medfør af national ret. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er anvendelsesområdet for den must carry-forpligtelse, der er omhandlet i artikel 2-1 og 34-2 i lov om kommunikationsfrihed, et andet end det, der er fastsat i den nævnte artikel 31, stk. 1. Det tilkommer den forelæggende ret inden for rammerne af tvisten i hovedsagen at afgøre, om virksomheder som Playmédia reelt er blevet pålagt must carry-forpligtelser.

25

Det skal herved bemærkes, at rammedirektivets artikel 1, stk. 3, bestemmer, at direktiverne henhørende under de fælles rammebestemmelser ikke berører foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan i henhold til EU-lovgivning for at forfølge mål af almen interesse, navnlig for så vidt angår regulering af indhold og politikken på det audiovisuelle område.

26

Det fremgår endvidere af femte betragtning til rammedirektivet, at de fælles rammebestemmelser, som forsyningspligtdirektivet er en del af, ikke omfatter indholdet i de tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet ved hjælp af elektroniske kommunikationstjenester, og berører således ikke foranstaltninger, der i henhold til EU-lovgivningen træffes på EU-niveau eller på nationalt niveau for så vidt angår sådanne tjenester med henblik på at fremme kulturel og sproglig mangfoldighed og varetage forsvaret af mediepluralisme.

27

Forsyningspligtdirektivet lader det således være op til medlemsstaterne at pålægge must carry-forpligtelser ud over dem, der er omhandlet i dette direktivs artikel 31, stk. 1, bl.a. i forhold til virksomheder, der uden at udbyde elektroniske kommunikationsnet, tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet.

28

For så vidt som den forelæggende ret har henvist til »andre EU-retlige regler«, skal det bemærkes, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke gør det muligt mere præcist at identificere de bestemmelser i EU-retten, som denne retsinstans ønsker en fortolkning af.

29

Medlemsstaterne skal ved pålæggelsen af must carry-forpligtelser i forhold til virksomheder, der ikke er omfattet af forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, overholde EU-retten, herunder navnlig reglerne om den fri udveksling af tjenesteydelser fastsat i artikel 56 TEUF.

30

Selv hvis det antages, at henvisningen til »andre EU-retlige regler« i forelæggelsesafgørelsen skal forstås som en henvisning til den sidstnævnte bestemmelse, skal det imidlertid bemærkes, at bestemmelserne i EUF-traktaten vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse på en situation, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat (jf. i denne retning dom af 15.11.2016, Ullens de Schooten,C-268/15, EU:C:2016:874, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

31

I det foreliggende tilfælde synes elementerne i hovedsagen at være begrænset til det franske område. Denne tvist er således mellem en fransk virksomhed og CSA vedrørende den førstnævnte virksomheds modstand mod, at en anden fransk virksomhed transmitterer programmer produceret af den førstnævnte virksomhed.

32

Domstolen mindede i præmis 50-53 i dom af 15. november 2016, Ullens de Schooten (C-268/15, EU:C:2016:874), om de fire tilfælde, hvor det imidlertid med henblik på at løse tvisterne i hovedsagerne kan være nødvendigt at fortolke traktatens bestemmelser om grundlæggende frihedsrettigheder, selv om de faktiske omstændigheder i de pågældende hovedsager er begrænset til en enkelt medlemsstat (dom af 20.9.2018, Fremoluc,C-343/17, EU:C:2018:754, præmis 20).

33

Domstolen præciserede imidlertid, at i forbindelse med en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat, tilkommer det den forelæggende ret i overensstemmelse med kravene i artikel 94 i Domstolens procesreglement at oplyse Domstolen om, på hvilken måde den tvist, som verserer for den – på trods af, at den er af rent intern karakter – frembyder en tilknytning til de EU-retlige bestemmelser om de grundlæggende friheder, som gør den præjudicielle anmodning om den ønskede fortolkning nødvendig for løsningen af denne tvist (dom af 15.11.2016, Ullens de Schooten,C-268/15, EU:C:2016:874, præmis 55).

34

I den foreliggende sag har den forelæggende ret ikke angivet, på hvilken måde den tvist, der verserer for den – på trods af, at den er af rent intern karakter – frembyder en tilknytning til de EU-retlige bestemmelser om den fri udveksling af tjenesteydelser, som gør fortolkningen af artikel 56 TEUF nødvendig for løsningen af denne tvist

35

Det må under disse omstændigheder fastslås, at det andet til det fjerde spørgsmål skal afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som de vedrører »andre EU-retlige regler«.

36

På denne baggrund skal det andet til det fjerde spørgsmål besvares således, at bestemmelserne i forsyningspligtdirektivet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat i en situation som den i hovedsagen omhandlede pålægger virksomheder, som, uden at udbyde elektroniske kommunikationsnet, tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, en must carry-forpligtelse

37

Med sit femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om betingelsen om, at et betydeligt antal slutbrugere af net, der er omfattet af must carry-forpligtelsen, anvender disse net som deres primære adgang til modtagelse af TV-kanaler som omhandlet i forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, skal vurderes under hensyn til samtlige de brugere, som ser TV-programmer på internettet, eller alene under hensyn til brugere af det websted, der tilhører den virksomhed, der er omfattet af denne forpligtelse.

38

Som det fremgår af nærværende doms præmis 19 og 21, forholder det sig således i det foreliggende tilfælde, at en virksomhed som Playmédia ikke er omfattet af forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1. EU-retten pålægger ikke virksomheder, der ikke er omfattet af den nævnte bestemmelse, at overholde betingelsen om, at et betydeligt antal slutbrugere af net, der er omfattet af must carry-forpligtelsen, skal anvende disse net som deres primære adgang til modtagelse af TV-kanaler.

39

Under disse omstændigheder er det ufornødent at besvare det femte spørgsmål.

40

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: