1

British Airways plc har ved sit appelskrift nedlagt påstand om delvis ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions ret den 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2015:988), hvorved Retten delvist annullerede Kommissionens afgørelse K(2010) 7694 endelig af 9. november 2010 om en procedure efter artikel 101 TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (sag COMP/39258 – Luftfragt) (herefter »den omtvistede afgørelse«), for så vidt som den vedrører British Airways.

2

Artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har følgende ordlyd:

»Sag anlægges ved Domstolen ved indlevering af stævning til justitssekretæren. Stævningen skal angive sagsøgerens navn og bopæl, underskriverens stilling, den part eller de parter, mod hvem stævningen udtages, søgsmålets genstand, påstandene og en
kort fremstilling af søgsmålsgrundene.

Stævningen ledsages i påkommende tilfælde af det aktstykke, der begæres kendt ugyldigt, eller i det i artikel 265 [TEUF] omhandlede tilfælde af dokumentation vedrørende tidspunktet for den opfordring, der omhandles i nævnte artikel. Er disse dokumenter ikke vedlagt stævningen, opfordrer justitssekretæren vedkommende part til at fremskaffe dem inden en passende frist; søgsmålet kan ikke afvises, fordi forholdet først bringes i orden efter klagefristens udløb.«

3

Denne statuts artikel 56, stk. 2, fastsætter:

»[Der kan iværksættes appel til Domstolen] af enhver part, som helt eller delvis ikke har fået medhold. […]«

4

Artikel 112, stk. 2, i Domstolens procesreglement af 19. juni 1991(herefter »Domstolens procesreglement af 19. juni 1991«) fastsatte:

»Den afgørelse fra Retten, der appelleres, vedlægges appelskriftet […]«

5

Artikel 120 i Domstolens procesreglement af 25. september 2012, der trådte i kraft den 1. november 2012 (herefter »Domstolens procesreglement«), med overskriften »Stævningens indhold« har følgende ordlyd:

»Stævning, der udtages i henhold til […] artikel 21 [i statutten for Den Europæiske Unions Domstol], skal indeholde:

[…]

[…]«

6

Dette procesreglements artikel 122 med overskriften »Bilag til stævningen« bestemmer:

»1.   Med stævningen skal i givet fald indleveres de dokumenter, som er angivet i statuttens artikel 21, stk. 2.

[…]

3.   Opfylder stævningen ikke kravene i stk. 1 eller 2, giver justitssekretæren sagsøgeren en rimelig frist til at tilvejebringe de ovenfor nævnte dokumenter. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Domstolen efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at stævningen afvises.«

7

Nævnte procesreglements artikel 127 med overskriften »Nye anbringender« fastsætter i stk. 1:

»Nye anbringender må ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.«

8

Samme procesreglements artikel 168 med overskriften »Appelskriftets indhold« bestemmer:

»1.   Appelskriftet skal indeholde:

[…]

[…]

2.   Artikel 119, 121 og artikel 122, stk. 1, finder anvendelse på appellen.

[…]«

9

Artikel 169 i Domstolens procesreglement med overskriften »Påstande, anbringender og argumenter i appelskriftet« fastsætter i stk. 1:

»Påstandene i appelskriftet skal gå ud på, at Rettens afgørelse, således som den fremgår af denne afgørelses konklusion, ophæves helt eller delvist.«

10

Dette procesreglements artikel 170 med overskriften »Påstande for det tilfælde, at appellen tages til følge«, bestemmer i stk. 1:

»Påstandene i appelskriftet skal gå ud på, at der, såfremt appellen tages til følge, helt eller delvist gives medhold i de i første instans nedlagte påstande, idet nye påstande ikke kan nedlægges. Der må ikke i appelskriftet foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten.«

11

Nævnte procesreglements artikel 190 med overskriften »Andre bestemmelser, der finder anvendelse på appelsager«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Artikel 127 […] finder anvendelse på retsforhandlingerne for Domstolen i sager, der angår appel af afgørelser fra Retten.«

12

Artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 har følgende ordlyd:

»Stævning, der udtages i henhold til statuttens artikel 21, skal indeholde:

[…]

[…]«

13

Samme procesreglements artikel 48, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Nye anbringender må ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

[…]«

14

Appellanten, British Airways, er et luftfartsselskab, som driver virksomhed på markedet for luftfragt.

15

Den 7. december 2005 modtog Europa-Kommissionen en anmodning om bødefritagelse i henhold til dens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002, C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«) indgivet af Deutsche Lufthansa AG og dets datterselskaber Lufthansa Cargo AG og Swiss International Air Lines AG. Ifølge denne anmodning fandt der konkurrencebegrænsende kontakter sted mellem flere virksomheder, der drev virksomhed på markedet for luftfragt (herefter »transportvirksomhederne«), vedrørende flere elementer i prisen på de tjenester, der blev leveret i forbindelse med dette marked, dvs. indførelse af »brændstoftillæg« og »sikkerhedstillæg«, samt disse transportvirksomheders nægtelse af at betale en kommission af tillæggene.

16

Den 14. og den 15. februar 2006 foretog Kommissionen uanmeldte kontrolbesøg.

17

Efter kontrolbesøgene indgav flere transportvirksomheder, herunder appellanten, en anmodning i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002.

18

Den 19. december 2007 fremsendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til 27 transportvirksomheder, herunder appellanten. Som svar på klagepunktsmeddelelsen fremsatte adressaterne herfor skriftlige bemærkninger. Der blev afholdt en mundtlig høring fra den 30. juni til den 4. juli 2008.

19

Den 9. november 2010 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, som var adresseret til 21 transportvirksomheder (herefter »de anklagede transportvirksomheder«), herunder appellanten.

20

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. januar 2011 anlagde appellanten søgsmål med påstand om annullation af visse dele af den omtvistede afgørelse, i det omfang de berørte selskabet.

21

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 25, nedlagde appellanten med dette søgsmål følgende påstande for Retten:

22

Til støtte for søgsmålet påberåbte appellanten sig syv anbringender, hvoraf det første vedrørte et urigtigt skøn, idet Kommissionen var af den opfattelse, at appellanten havde deltaget i nægtelsen af at betale kommissioner, det andet manglende bevis med hensyn til tidspunktet for overtrædelsens påbegyndelse, det tredje retlige og faktiske fejl eller magtfordrejning vedrørende undersøgelsen af visse tilsynsmyndigheders involvering, det fjerde den uforholdsmæssige og diskriminerende karakter af bødens grundprocentsats, det femte en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af proportionalitetsprincippet, idet Kommissionen havde forhøjet bøden i forbindelse med beregningen heraf, det sjette en tilsidesættelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002, idet appellanten ikke var blevet indrømmet den størst mulige bødenedsættelse, og det syvende en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af proportionalitetsprincippet, idet Kommissionen ikke havde nedsat bøden som følge af formildende omstændigheder.

23

Det fremgår af den appellerede doms præmis 27-29 og 45, at Retten ex officio efterprøvede et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning vedrørende en begrundelsesmangel, som den omtvistede afgørelse er behæftet med. Som det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, stillede Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse på grundlag af artikel 64 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 navnlig skriftlige spørgsmål til parterne i den sag, der verserede for den, hvormed den opfordrede dem til bl.a. at fremsætte deres bemærkninger til den omstændighed, at den omtvistede afgørelses begrundelse beskriver en samlet og vedvarende overtrædelse, som alle adressaterne for nævnte afgørelse havde deltaget i, mens de fire første artikler i nævnte afgørelses konklusionen ikke nævner alle disse adressater.

24

Appellanten anførte i denne henseende i retsmødet for Retten, at Kommissionen i begrundelsen for den omtvistede afgørelse kun havde henvist til én samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og EF-Schweiz-aftalens artikel 8. Derimod blev det i denne afgørelses konklusion fastslået, at der forelå en særskilt samlet og vedvarende overtrædelse for hver af disse artikler. Appellanten gjorde gældende, at nævnte afgørelse i betragtning af denne manglende sammenhæng mellem begrundelsen og konklusionen heri var behæftet med en begrundelsesmangel, som Retten kunne efterprøve ex officio.

25

Retten fastslog i den appellerede dom, at den omtvistede afgørelse var behæftet med selvmodsigelser dels mellem begrundelsen og konklusionen, dels i selve begrundelsen.

26

Retten var i det væsentlige af den opfattelse, at den havde beføjelse til at undersøge, om disse selvmodsigelser efter deres art greb ind i appellantens ret til forsvar og hindrede Retten i at foretage sin prøvelse.

27

Retten fandt efter denne undersøgelse, at dette var tilfældet, og fastslog derfor, at den omtvistede afgørelse var behæftet med en begrundelsesmangel.

28

Retten fastslog, at denne konklusion i den foreliggende sag ikke kunne føre til en fuldstændig annullation af den omtvistede afgørelse, for så vidt som den vedrører appellanten, idet annullationen af denne afgørelse ikke kunne gå videre end de påstande, der fremgår af appellantens stævning i første instans.

29

Retten besluttede derfor uden at have undersøgt de anbringender, som appellanten havde påberåbt sig til støtte for søgsmålet, at annullere den omtvistede afgørelse som følge af den begrundelsesmangel, som den havde konstateret i forbindelse med undersøgelsen af det anbringende, som den havde efterprøvet ex officio, for så vidt som »Kommissionen i denne afgørelse dels fandt, at [appellanten] for det første havde deltaget i nægtelsen af at betale en kommission, for det andet havde overtrådt artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og [EF-Schweiz-aftalens] artikel 8 […] mellem den 22. januar 2001 og den 1. oktober 2001 og for det tredje havde deltaget i overtrædelser af disse bestemmelser vedrørende [luft]fragtydelser, der blev leveret fra Hongkong (Kina), Japan, Indien, Thailand, Singapore, [Korea] og Brasilien, dels pålagde selskabet en bøde«.

30

Ved domme af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), Koninklijke Luchtvaart Maatschappij mod Kommissionen (T-28/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:995), Japan Airlines mod Kommissionen (T-36/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:992), Cathay Pacific Airways mod Kommissionen (T-38/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:985), Cargolux Airlines mod Kommissionen (T-39/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:991), Latam Airlines Group og Lan Cargo mod Kommissionen (T-40/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:986), Singapore Airlines og Singapore Airlines Cargo Pte mod Kommissionen (T-43/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:989), Deutsche Lufthansa m.fl. mod Kommissionen (T-46/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:987), SAS Cargo Group m.fl. mod Kommissionen (T-56/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:990), Air France-KLM mod Kommissionen (T-62/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:996), Air France mod Kommissionen (T-63/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:993), og Martinair Holland mod Kommissionen (T-67/11, EU:T:2015:984), traf Retten desuden afgørelse i søgsmål, der var anlagt af andre anklagede transportvirksomheder, som ligeledes vedrørte en anfægtelse af den omtvistede afgørelse.

31

Appellanten har med appellen nedlagt følgende påstande:

32

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

33

Kommissionen har gjort gældende, at appellen skal afvises af to grunde.

34

For det første har appellanten ikke overholdt den forpligtelse, der fremgår af artikel 168, stk. 2, i Domstolens procesreglement, eftersom den appellerede dom ikke var vedlagt appelskriftet.

35

For det andet opfylder appellen hverken artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller artikel 169 og 170 i Domstolens procesreglement, som i overensstemmelse med denne statuts artikel 63 gennemfører statuttens artikel 56.

36

Hvad angår artikel 169, stk. 1, i Domstolens procesreglement har nærværende appel ikke til formål at ophæve den appellerede doms konklusion, men at supplere denne konklusion, således at den af Retten foretagne delvise annullation udvides til en fuldstændig annullation. Appellen er således ikke i overensstemmelse med denne bestemmelse.

37

For så vidt angår artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement er denne bestemmelse blevet fortolket strengt af Domstolen. Da appellantens påstand i nærværende sag går videre end den påstand, der blev nedlagt i første instans, er førstnævnte påstand ikke i overensstemmelse med denne bestemmelse.

38

Hertil kommer, at appellantens ræsonnement er af cirkulær karakter, idet det består i at anføre, at det er fordi Retten – i modsætning til, hvad den besluttede – ikke var begrænset af de påstande, som appellanten nedlagde i første instans, at denne skal have adgang til at iværksætte en appel til prøvelse af denne afgørelse fra Retten.

39

Begrundelsen om, at nærværende appel kan antages til realitetsbehandling på grund af anvendelsen af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), indebærer ligeledes, at Retten ikke var begrænset af de påstande, som appellanten nedlagde i første instans. Argumentet om, at denne bestemmelse tillægger en part i en tvist en absolut ret til at påberåbe sig ethvert nyt argument eller ændre sin påstand på et hvilket som helst stadium af sagen, er åbenbart ugrundet.

40

Appellanten har gjort gældende, at appellen kan antages til realitetsbehandling.

41

Hvad angår artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement skal det første punktum i denne bestemmelse sammenholdes med det andet punktum, således at det alene finder anvendelse, når appellanten ikke søger at opnå, at der gives medhold i påstande, der er identiske med de påstande, der blev nedlagt i første instansen, og at sagens genstand således ændres.

42

Hvad angår artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol anførte appellanten bl.a. for Retten, at den omtvistede afgørelse var præget af interne selvmodsigelser og begrundelsesmangler. En sådan konstatering burde have ført til en fuldstændig annullation af denne afgørelse for så vidt angår appellanten. Appellanten søger således at anfægte et element i den appellerede dom, der indiskutabelt var en del af genstanden for tvisten for Retten, og appellanten fik rent faktisk ikke medhold i sine påstande for Retten som omhandlet i artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

43

Kommissionen har principalt gjort gældende, at appellantens replik i henhold til artikel 127, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 190, stk. 1, finder anvendelse på appelsager, skal afvises, idet der i denne replik er fremsat nye anbringender.

44

Appellanten har således i appelskriftet anført, at Retten begik en fejl ved at anvende forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita, hvilket indebærer, at appellanten har medgivet, at den foranstaltning, som selskabet havde fremsat begæring om, svarer til den foranstaltning, som er anført i påstandene i stævningen i første instans. Derimod har appellanten i replikken – i stedet for at forholde sig til den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse vedrørende appellen – anført, at Retten begik en fejl ved ikke at tillade, at appellanten ændrede de nævnte påstande. Appellanten har heller ikke angivet grundene til, at selskabet fremsatte dette anbringende for sent, i forbindelse med replikken, når de argumenter, der er fremført i denne replik, ikke er baseret på faktiske og retlige elementer, som var rejst under den skriftlige forhandling.

45

Appellanten har bestridt Kommissionens argumentation om, at replikken skal afvises.

46

Hvad angår formaliteten med hensyn til appellen og for det første den indsigelse, som Kommissionen har rejst i denne henseende om, at appellanten ikke har vedlagt appelskriftet den appellerede dom, skal det bemærkes, at det følger af artikel 122, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i henhold til samme reglements artikel 168, stk. 2, finder anvendelse på appelsager, at med stævningen skal i givet fald indleveres de dokumenter, som er angivet i artikel 21, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet sidstnævnte bestemmelse bestemmer, at »[s]tævningen […] i påkommende tilfælde [ledsages] af det aktstykke, der begæres kendt ugyldigt […]«.

47

Når søgsmålet er rettet mod en retsakt fra en EU-institution, skal denne retsakt ganske vist være vedlagt stævningen. Hvad imidlertid angår appelskrifter bestemmer artikel 168, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement, at appelskriftet skal indeholde angivelse af den afgørelse fra Retten, der appelleres, uden at det kræves, at denne afgørelse er vedlagt appelskriftet.

48

Det må således fastslås, at siden Domstolens procesreglement trådte i kraft, den 1. november 2012, er det i forbindelse med en appel ikke længere nødvendigt at vedlægge appelskriftet den appellerede dom fra Retten som bilag, idet det alene er nødvendigt at angive denne afgørelse.

49

I nærværende sag må det fastslås, at den omstændighed, at den appellerede dom ikke var vedlagt appelskriftet som bilag, ikke kan medføre, at appellen skal afvises. Kommissionens formalitetsindsigelse i denne henseende skal derfor forkastes.

50

Hvad for det andet angår argumentet om, at appelskriftet ikke er i overensstemmelse med artikel 169, stk. 1, i Domstolens procesreglement, skal det bemærkes, at det fremgår af denne bestemmelse, at »[p]åstandene i appelskriftet skal gå ud på, at Rettens afgørelse, således som den fremgår af denne afgørelses konklusion, ophæves helt eller delvist«.

51

Det skal bemærkes, som generaladvokaten har anført i punkt 54 i forslaget til afgørelse, at denne bestemmelse vedrører det grundlæggende princip i appelsager, hvorefter appellen skal rettes mod den afgørelse fra Retten, der appelleres, og ikke kan være begrænset til at sigte efter at ændre visse præmisser i denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 43-45).

52

I nærværende sag har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom og navnlig af punkt 1 i nævnte doms konklusion, eftersom Retten afviste at annullere den omtvistede afgørelse i sin helhed, for så vidt som den vedrører appellanten. Appellanten har således anfægtet rækkevidden af den annullation, som Retten traf bestemmelse om, eller, med andre ord, de retlige konsekvenser, som Retten drog af den tilsidesættelse af begrundelsespligten, som den fastslog.

53

Under disse omstændigheder må det fastslås, at appellanten med appellen reelt ønsker at opnå en delvis ophævelse af den appellerede doms konklusion, og at påstandene i appelskriftet dermed er i overensstemmelse med artikel 169, stk. 1, i Domstolens procesreglement.

54

For det tredje skal det hvad angår den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har rejst, om, at appellen ikke er i overensstemmelse med artikel 56, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement, bemærkes, at behandlingen af denne indsigelse kræver, at Domstolen foretager en udvidet bedømmelse af begreberne de i første instans nedlagte »påstande« og »sagens genstand«, som den forelå for Retten.

55

Henset til den nære forbindelse, der består mellem disse formalitetsindsigelser og de anbringender, som appellanten har påberåbt sig vedrørende realiteten, skal disse anbringender bedømmes først.

56

Under disse omstændigheder, og eftersom replikken udelukkende omhandler formaliteten med hensyn til appellen, skal den formalitetsindsigelse, der vedrører replikken, ligeledes, i givet fald, undersøges ved afslutningen af realitetsbehandlingen.

57

Appellanten har til støtte for appellen påberåbt sig til to anbringender vedrørende en retlig fejl, der følger af, for det første, en anvendelse af forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita og, for det andet, en tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler, der er fastsat i chartrets artikel 47.

58

Disse to anbringender skal behandles samlet.

59

Med det første anbringende har appellanten anført, at Retten begik en retlig fejl ved at gemme sig bag forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita for at begrænse rækkevidden af den annullation, som den traf bestemmelse om, selv om den ex officio fastslog, at der forelå væsentlige mangler vedrørende en ufravigelig procesforudsætning, som berørte den omtvistede afgørelse i dens helhed.

60

Appellanten har medgivet, at Unionens retsinstanser i et annullationssøgsmål ikke kan træffe afgørelse ultra petita, hvilket betyder, at de kun kan tage stilling til præcis de påstande, som parterne har nedlagt.

61

Der findes dog flere tilfælde, hvor Unionens retsinstanser for at varetage den opgave som garant for lovligheden, som de er tillagt ved EUF-traktaten, kan være foranlediget til ex officio at efterprøve et retligt anbringende og derved træffe afgørelse om noget, som parterne ikke har nedlagt påstand om. I sådanne tilfælde har den mangel, som den anfægtede retsakt er behæftet med, en tilstrækkelig alvorlig karakter til, at dette begrunder en sanktion fra Unionens retsinstanser, selv om sagsøgeren ikke har rejst dette spørgsmål.

62

Unionens retsinstanser kan i et annullationssøgsmål derfor ikke kritiseres for at gå ud over tvistens rammer, overskride deres beføjelse, træffe afgørelse ultra petita og tilsidesætte deres procesreglement, når de ex officio efterprøver et sådant anbringende, som netop vedrører gyldigheden af den retsakt, der påstås annulleret.

63

Ved at efterprøve et anbringende vedrørende en ufravigelig procesforudsætning søger Retten ikke at afhjælpe en utilstrækkelighed i stævningen eller parternes argumentation, men at sikre overholdelsen af en regel, som parterne, fordi reglen er så vigtig, ikke kan disponere over.

64

Når Unionens retsinstanser ex officio efterprøver et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning på grundlag af en begrundelsesmangel, er der tale om en undtagelse til forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita. Dette kan navnlig udledes modsætningsvis af præmis 12 i dom af 28. juni 1972Jamet mod Kommissionen (37/71, EU:C:1972:57), hvori Domstolen besluttede, idet den annullerede den afgørelse, der var omhandlet i den sag, som gav anledning til denne dom, i sin helhed, at træffe afgørelse ultra petita, selv om anbringendet vedrørende denne retsakt ikke omhandlede en ufravigelig procesforudsætning.

65

Retten begik ifølge appellanten ligeledes en retlig fejl, idet den forvekslede de formål, der forfølges med forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita, og overholdelsen af reglerne og principperne om ufravigelige procesforudsætninger, hvilket foranledigede den til ex officio at efterprøve den begrundelsesmangel, som den omtvistede afgørelse er behæftet med.

66

I forbindelse med en inter partes-procedure er det helt grundlæggende, at den part, der anlægger sagen, angiver tvistens genstand og kort fremstiller søgsmålsgrundene, og disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og at Domstolen kan udøve sin prøvelse. Det følger af præmis 122 og 123 i dom af 19. december 2013, Kommissionen mod Polen (C-281/11, EU:C:2013:855), at disse betingelser tilsigter at undgå, at Domstolen træffer afgørelse ultra petita eller undlader at tage stilling til et klagepunkt eller undlader at tage stilling til søgsmålet på en hvilken som helst anden måde. Af de samme grunde var det med urette, at Retten, i den appellerede doms præmis 91, indtog det standpunkt, at artikel 44, stk. 1, og artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 pålagde nævnte retsinstans begrænsninger, idet disse begrænsninger vedrører appellanten og ikke Retten selv.

67

Tværtimod gælder, at når Unionens retsinstanser ex officio efterprøver et anbringende vedrørende en ufravigelig procesforudsætning, er de forpligtede til at gå ud over rammerne for de anbringender, som parterne har påberåbt sig til støtte for deres påstande, og disse retsinstanser er som følge heraf ikke længere bundet af de begrænsninger, som pålægger dem at overholde forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita.

68

Det er efter appellantens opfattelse ulogisk, at Retten henviste til de påstande, som appellanten nedlagde i første instans, til støtte for sin afgørelse om, under overholdelse af forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita, kun at træffe bestemmelse om en delvis annullation af den omtvistede afgørelse.

69

For det første traf Retten afgørelse vedrørende søgsmålet udelukkende på grundlag af et anbringende vedrørende en ufravigelig procesforudsætning, som den efterprøvede ex officio. Det forekommer appellanten vanskeligt at forstå, at Retten derefter besluttede at tage hensyn til de påstande, der var formuleret i stævningen i første instans, når den på ingen måde tog stilling til de anbringender, der blev fremsat til støtte for disse påstande.

70

For det andet var Rettens ræsonnement vedrørende de begrundelsesmangler, som den omtvistede afgørelse var behæftet med, til dels støttet på behovet for at tage hensyn til efterfølgende nationale erstatningssager, som det fremgår af den appellerede doms præmis 42 og 43. Det overordnede resultat af Rettens domme på baggrund af annullationssøgsmålene til prøvelse af nævnte afgørelse, som appellanten og andre anklagede transportvirksomheder havde anlagt, var, at der blev skabt en ulogisk sondring mellem situationen for appellanten, som kun opnåede en delvis annullation af den omtvistede afgørelse, og situationen for andre transportvirksomheder, som opnåede en fuldstændig annullation af denne afgørelse, til trods for den omstændighed, at appellanten og de nævnte andre transportvirksomheder befandt sig i nøjagtig samme situation i forhold til Rettens centrale ræsonnement. Denne sondring er udtryk for vilkårlighed, eftersom ikke alle disse andre transportvirksomheder havde rejst et anbringende om, at der forelå disse begrundelsesmangler, i forbindelse med deres annullationssøgsmål til prøvelse af den omtvistede afgørelse.

71

Appellanten har tilføjet, at den begrundelsesmangel, som den omtvistede afgørelse er behæftet med, og som Retten konstaterede i den appellerede dom, giver anledning til store vanskeligheder i de nationale erstatningssager. Som følge af begrænsningen af rækkevidden af annullationen af den omtvistede afgørelse i den appellerede doms konklusion eksisterer denne afgørelse stadig delvis til appellantens ugunst. På baggrund af de talrige mangler, som den nævnte afgørelse er behæftet med, og som ifølge Retten var tilstrækkeligt alvorlige til at udgøre tilsidesættelser af regler og principper om ufravigelige procesforudsætninger, kan de nationale retsinstanser have store vanskeligheder med klart at definere fordelingen af ansvaret mellem appellanten og de andre parter for de skader, som ifølge dem er opstået som følge af den adfærd, der er beskrevet i nævnte afgørelse. Dette kan skade appellanten og muligvis også andre parter, herunder dem, der har nedlagt påstand om erstatning.

72

Appellanten har i øvrigt anført, at Rettens fremgangsmåde efter sin art kan give anledning til bekymring med hensyn til retsplejen, en effektiv sagsbehandling for Unionens retsinstanser og proportionalitetsprincippet. Hvis denne fremgangsmåde tiltrædes, vil den tilskynde sagsøgere til uden begrundelse systematisk at formulere deres påstande bredt for at kunne opnå en mere omfattende annullation, såfremt Unionens retsinstanser måtte efterprøve et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning ex officio. Dette kræver af Unionens retsinstanser, at de alene påtager sig ansvaret for at fastlægge den præcise rækkevidde af annullationen. Ved ex officio at efterprøve et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning behandler Unionens retsinstanser som udgangspunkt ikke de anbringender, som sagsøgerne rejser. Det kan derfor udmærket tænkes, at selv et chikanøst eller åbenbart svagt underbygget søgsmål – ifølge den fremgangsmåde, som Retten fulgte i nærværende sag – kan føre til en fuldstændig annullation af den simple grund, at appellanten oprindeligt havde nedlagt påstand herom.

73

Appellanten har gjort gældende, at hvis Unionens retsinstanser i en sag, der vedrører en ufravigelig procesforudsætning, har frihed til at afvige fra de anbringender, som parterne har gjort gældende, indebærer dette, at de også har frihed til at afvige fra parternes påstande. Det må nødvendigvis forholde sig således, for at afgørelsens konklusion kan korrigere sådanne indgreb i disse regler eller principper om ufravigelige procesforudsætninger. En modsat fortolkning ville være i strid med grundlæggende retsprincipper.

74

Ifølge appellanten var det med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 90 fastslog, at det tilkommer parterne at anmode om ændringer af deres anbringender eller deres påstande under sagens behandling, efter at Retten ex officio har efterprøvet et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning. Denne løsning fører igen til, at spørgsmål om ufravigelig procesforudsætninger placeres hos én part i tvisten. Overholdelsen af Rettens ex officio-efterprøvelse af anbringender om ufravigelige procesforudsætninger kan dog ikke afhænge af parterne i tvistens individuelle interesser. Desuden anførte Retten ligeledes i denne præmis 90, at den under alle omstændigheder ville have nægtet appellanten retten til at foretage en sådan ændring, selv hvis denne havde fremsat en formel anmodning herom. Under disse omstændigheder vil det have været umuligt at reflektere de spørgsmål om ufravigelige procesforudsætninger, som Retten identificerede, i rækkevidden af den annullation, der kom til udtryk i den appellerede doms konklusion.

75

Appellanten har med det andet anbringende anført, at selv om forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita måtte finde anvendelse, kræver det højere princip om effektiv domstolsbeskyttelse, der er fastsat i chartrets artikel 47, at den omtvistede afgørelse annulleres i sin helhed.

76

Appellanten har i denne henseende bemærket, at det følger af præmis 59 i dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 27. september 2011, A. Minarine Diagnostics S.d. mod Italien (ECLI:CE:2011:0927JUD004350908), at beføjelsen til i alle henseender vedrørende faktiske og retlige spørgsmål at omgøre en afgørelse, der er truffet af den lavere instans, er blandt de karakteristika, der kendetegner et retsligt organ, der har fuld prøvelsesret. Et sådant organ skal navnlig have kompetence til at vurdere alle faktiske og retlige spørgsmål, der er relevante for at afgøre den tvist, som den er forelagt.

77

Domstolen fastslog desuden i præmis 136 i dom af 8. december 2011, KME Germany m.fl. mod Kommissionen (C-389/10 P, EU:C:2011:816), at chartrets artikel 47 de facto kræver en fuld prøvelse i forhold til såvel de retlige som de faktiske omstændigheder. Det fremgår af præmis 67 i dom af 8. december 2011, Chalkor mod Kommissionen (dom C-386/10 P, EU:C:2011:815), at en sådan prøvelse indebærer en beføjelse til at annullere den anfægtede afgørelse.

78

Rettens fremgangsmåde er ifølge appellanten endnu mere problematisk i betragtning af, at nævnte instans selv fastslog, i den appellerede doms præmis 76 og 79-81, at der forelå flere konkrete indgreb i appellantens ret til forsvar. Den omtvistede afgørelse blev endvidere truffet på bekostning af andre tilsidesættelser af denne ret, som ikke er specifikt nævnt i den appellerede dom.

79

Kommissionen har gjort gældende, at selv om appellen måtte kunne antages til realitetsbehandling, er de to appelanbringender under alle omstændigheder ugrundede.

80

Appellanten har med de to appelanbringender i det væsentlige anfægtet, at Retten på grund af forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita var af den opfattelse, at den ikke kunne træffe bestemmelse om annullation i videre omfang end det, som appellanten havde nedlagt påstand om i stævningen i første instans, selv om en sådan annullation var nødvendig for at afhjælpe den ulovlighed, som Retten havde fastslået i forbindelse med sin behandling af det anbringende vedrørende en ufravigelig procesforudsætning, som den havde efterprøvet ex officio.

81

Der skal indledningsvis mindes om, som Domstolen gentagne gange har fastslået, at den ret, der påkender lovligheden, ikke kan træffe afgørelse ultra petita, idet en annullation ikke kan gå ud over sagsøgerens påstande (jf. dom af 19.1.2006, Comunità montana della Valnerina mod Kommissionen, C-240/03 P, EU:C:2006:44, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 52).

82

Hertil kommer, at selv om den absolutte retskraft, som en dom om annullation fra en af Unionen retsinstanser har, ganske vist knytter sig til såvel dommens konklusion som de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag herfor, kan den ikke medføre en annullation af en retsakt, der er behæftet med samme ulovlighed, men ikke er indbragt for Unionens retsinstanser til prøvelse (dom af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 54).

83

Endvidere bemærkes, at efter Domstolens faste praksis bliver en beslutning, der ikke er blevet anfægtet af adressaten inden for den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist, endelig i forhold til denne (dom af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

84

Denne retspraksis støttes navnlig på, at søgsmålsfristerne skal værne om retssikkerheden, således at det undgås, at EU-retsakter, der afføder retsvirkninger, kan anfægtes i ubegrænset tid, samt på retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn (dom af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 61).

85

Det følger af det ovenstående, som generaladvokaten i det væsentlige ligeledes har anført i punkt 94 og 97 i forslaget til afgørelse, at en retsakt, eller dele heraf, der vedrører en person, og som ikke undergives prøvelse fra Unionens retsinstanser side, ikke kan annulleres af disse retsinstanser og derfor bliver endelige i forhold til denne person.

86

Det skal ligeledes bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, artikel 120, litra c) og d), i Domstolens procesreglement og artikel 44, stk. 1, litra c) og d), i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 skal stævningen i forbindelse med direkte søgsmål for Unionens retsinstanser, hvormed søgsmålet anlægges, bl.a. indeholde søgsmålets genstand, en kort fremstilling af søgsmålsgrundene og sagsøgerens påstande.

87

Det følger heraf, som generaladvokaten har fremhævet i punkt 84 i forslaget til afgørelse, at det i ordningen for legalitetsprøvelser ved Unionens retsinstanser er parterne, der anlægger sagen og bestemmer genstanden for tvisten, idet de bl.a. i deres påstande identificerer den retsakt, eller dele af en retsakt, som de agter at undergive denne domstolsprøvelse.

88

Det følger ganske vist af Domstolens faste praksis, at Unionens retsinstanser ex officio kan efterprøve et anbringende vedrørende en ufravigelig procesforudsætning (jf. i denne retning bl.a. dom 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

89

I modsætning til det af appellanten anførte indebærer beføjelsen for den ret, der påkender lovligheden, til ex officio at efterprøve et anbringende vedrørende en ufravigelig procesforudsætning imidlertid på ingen måde en beføjelse til ex officio at ændre de påstande, som en sagsøger nedlægger. Som det således bl.a. følger af de bestemmelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 86, gælder, at selv om anbringenderne udgør en tilstrækkelig støtte for de påstande, der er nedlagt i en stævning, er de ikke desto mindre nødvendigvis forskellige fra disse påstande, som definerer grænserne for den tvist, der er indbragt for Unionens retsinstanser.

90

Heraf følger, som Domstolen allerede har fastslået, at selv om Unionens retsinstanser ved ex officio at efterprøve et anbringende vedrørende en ufravigelig procesforudsætning – der i øvrigt i princippet ikke er gjort gældende af parterne – ikke går ud over rammerne for den sag, som er indbragt for dem, og på ingen måde tilsidesætter procedurereglerne vedrørende sagens genstand og anbringenderne i stævningen (dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 35), ville det forholde sig anderledes, hvis disse instanser efter en materiel undersøgelse af den retsakt, som de er forelagt, på grundlag af et anbringende, som de ex officio har efterprøvet, traf bestemmelse om en annullation, der går ud over det, der fremgår af de påstande, som er nedlagt for dem, med den begrundelse, at en sådan annullation er nødvendig for at afhjælpe den ulovlighed, som blev fastslået ex officio i forbindelse med nævnte analyse.

91

I nærværende sag nedlagde appellanten, som det fremgår af nærværende doms præmis 20 og 21, alene påstand om en delvis annullation af den omtvistede afgørelse i stævningen for Retten.

92

Under disse omstændigheder må det fastslås, henset til de betragtninger, der er redegjort for i nærværende doms præmis 81-90, at det var uden at begå en retlig fejl, at Retten, i den appellerede doms præmis 92, fastslog, at den alene kunne træffe bestemmelse om annullation af den omtvistede afgørelse inden for de begrænsninger, som følger af påstandene i stævningen i første instans, og at den derfor i den appellerede doms præmis 93 foretog en delvis annullation af denne afgørelse i overensstemmelse med nævnte begrænsninger.

93

Denne konklusion ændres ikke af de øvrige argumenter fremført af appellanten til støtte for dennes to appelanbringender.

94

Navnlig skal for det første det argument, som i det væsentlige er gengivet i nærværende doms præmis 66, og hvorefter Retten i den appellerede doms præmis 91 med urette støttede sig på artikel 44, stk. 1, og artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991, forkastes. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at Retten baserede sig på disse bestemmelser i forbindelse med sin behandling, i den appellerede doms præmis 90 og 91, af spørgsmålet, om appellanten kunne tillades at ændre sine oprindelige påstande, såfremt det kunne lægges til grund, at appellanten havde givet udtryk for et stiltiende ønske om at foretage en sådan ændring. I modsætning til det af appellanten anførte så Retten således ikke bort fra den omstændighed, at disse bestemmelser ikke vedrørte spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder Retten eventuelt ex officio kan efterprøve anbringender, eller endog ændre indholdet af påstande på samme måde, men derimod de processuelle krav, som gælder for en sagsøger i forbindelse med søgsmål for Retten med hensyn til stævningens indhold.

95

Da dette argument beror på en urigtig læsning af den appellerede dom, skal det forkastes.

96

For det andet skal det argument, som i det væsentlige er gengivet i nærværende doms præmis 70, forkastes, med hvilket argument det anføres, at den fremgangsmåde, som Retten anvendte i den appellerede dom, havde den følge, at der blev skabt en ulogisk sondring mellem situationen for appellanten og situationen for de anklagede transportvirksomheder, som opnåede en fuldstændig annullation af denne afgørelse, for så som vidt den vedrørte disse virksomheder, uden at de i deres respektive stævninger i første instans havde påberåbt sig et anbringende om en begrundelsesmangel som det, der blev efterprøvet ex officio af Retten, og som foranledigede denne til at annullere den omtvistede afgørelse i sin helhed.

97

Det er således ubestridt, at appellanten i modsætning til de nævnte andre transportvirksomheder i stævningen i første instans alene havde nedlagt påstand om delvis annullation af den omtvistede afgørelse, for så vidt som den vedrørte appellanten.

98

Eftersom, som det fremgår af nærværende doms præmis 85, de dele af en retsakt, der vedrører en person, og som ikke er anfægtet for Unionens retsinstanser, ikke kan annulleres af disse retsinstanser og dermed bliver endelige, for så vidt som de vedrører nævnte person, var det følgelig med rette, at Retten ikke behandlede appellanten og de anklagede transportvirksomheder, der havde anlagt de i nærværende doms præmis 30 omtalte søgsmål, på samme måde, når der henses til de forskelle, der består mellem dem med hensyn til omfanget af de påstande, som de havde nedlagt i første instans.

99

Henset til den omstændighed, at appellanten ligesom disse øvrige anklagede transportvirksomheder drog fordel af et anbringende, som Retten efterprøvede ex officio, for så vidt som appellanten indbragte den omtvistede afgørelse for Retten, er det desuden med urette, at appellanten har anført, at den fremgangsmåde, som Retten anvendte i den appellerede dom, ophævede den effektive virkning af Unionens retsinstansers kompetence til ex officio at efterprøve anbringender vedrørende ufravigelige procesforudsætninger under sådanne omstændigheder som de i nærværende sag omhandlede. Det fremgår således af en samlet læsning af den appellerede doms præmis 27-94 og er i øvrigt ikke blevet bestridt i forbindelse med denne appelsag, at den annullation, som Retten traf bestemmelse om i den appellerede dom, udelukkende var baseret på tiltrædelsen af det anbringende, der blev efterprøvet ex officio, idet de anbringender, som appellanten fremsatte i stævningen i første instans, ikke var genstand for nogen undersøgelse fra Rettens side.

100

Hvad for det tredje angår den argumentation, som er gengivet i nærværende doms præmis 72, og hvorefter den fremgangsmåde, som Retten anvendte, ikke er i overensstemmelse med retsplejehensyn, er det tilstrækkeligt at bemærke, at procesøkonomiske hensyn under alle omstændigheder ikke kan begrunde, at Unionens retsinstanser ikke anvender forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita alene af den grund, at deres afgørelser er baseret på et anbringende, som de har efterprøvet ex officio.

101

For det fjerde skal den argumentationen, som i det væsentlige er fremstillet i nærværende doms præmis 75-78, og hvorefter appellantens adgang til effektive retsmidler i henhold til chartrets artikel 47 vil blive tilsidesat, hvis Rettens ræsonnement måtte blive tiltrådt, forkastes.

102

Det fremgår ganske vist af den appellerede doms præmis 76-86, og det er ikke blevet bestridt i forbindelse med denne appelsag, at den begrundelsesmangel, som Retten fastslog i denne dom, skadede appellantens ret til forsvar, idet den hindrede den pågældende i – til trods for, at denne havde valgt at anlægge et søgsmål ved Retten til prøvelse af den omtvistede afgørelse – at erkende arten og rækkevidden af den overtrædelse eller de overtrædelser, der blev fastslået i denne afgørelse, og at denne mangel hindrede Retten i at udøve sin fulde prøvelsesret med hensyn til nævnte afgørelse.

103

Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at en manglende prøvelse ex officio af hele den anfægtede afgørelse ikke er i strid med princippet om effektiv domstolsprøvelse (jf. i denne retning dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 66).

104

Det fremgår således af Domstolens praksis, at legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF, suppleret med den fulde prøvelsesret i forhold til bødens størrelse i artikel 31 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), indebærer, at Unionens retsinstanser udøver en såvel retlig som faktisk kontrol, og at de har beføjelse til at bedømme beviser, annullere den anfægtede afgørelse og ændre bødens størrelse (jf. i denne retning dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 67).

105

Det følger heraf, som generaladvokaten har anført i punkt i 142 i forslaget til afgørelse, at det ikke er i strid med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, at den legalitetskontrol, der udøves af Unionens retsinstanser, begrænses af parternes krav, således som de er formuleret i påstandene i deres skriftlige indlæg, idet dette princip på ingen måde kræver, at disse retsinstanser skal udstrække deres prøvelse til elementer af en afgørelse, der ikke henhører under den tvist, som de er forelagt.

106

Hvad mere specifikt angår omstændighederne i den foreliggende sag bemærkes, at selv om – som det følger af nærværende doms præmis 102 – den begrundelsesmangel, som Retten fastslog i den appellerede dom, hindrede appellanten i at identificere eventuelle andre mangler i den omtvistede afgørelse, er det ubestridt, at nævnte begrundelsesmangel kunne identificeres af appellanten, og at denne dermed kunne påberåbe sig manglen i stævningen for Retten med henblik på at nedlægge påstand om fuldstændig annullation af denne afgørelse, for så vidt som den vedrørte appellanten, således som visse af de øvrige anklagede transportvirksomheder har gjort, herunder Air Canada i den sag, der gav anledning til dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994).

107

Endelig skal det argument, der er nævnt i nærværende doms præmis 71, forkastes, hvilket argument omhandler den omstændighed, at der på nationalt plan verserer erstatningssager mod appellanten, som er baseret på den omtvistede afgørelse, der, idet den er fejlbehæftet i sin helhed, giver anledning til vanskeligheder for de nationale retsinstanser med hensyn til fordelingen af ansvaret mellem appellanten og de andre parter for de skader, som ifølge dem er opstået som følge af den adfærd, der er genstand for denne afgørelse.

108

I denne henseende er det tilstrækkeligt at konstatere, som generaladvokaten har anført i punkt 129 i forslaget til afgørelse, at den omstændighed, at en sagsøger pålægges ansvar i henhold til national ret for skader forårsaget af dennes konkurrencebegrænsende adfærd, ikke i sig selv kan få nogen betydning for udøvelsen af de beføjelser, som Unionens retsinstanser har i henhold til artikel 263 TEUF.

109

Henset til det ovenstående savner de to appelanbringender grundlag, og de skal derfor forkastes.

110

Under disse omstændigheder er det ufornødent at behandle de argumenter, som Kommissionen har fremført, nævnt i nærværende doms præmis 37-39, om, at appellen skal afvises, idet den ikke er i overensstemmelse med artikel 56, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Det samme gælder indsigelserne om, at replikken skal afvises.

111

Henset til ovenstående bemærkninger skal appellen forkastes i sin helhed.

112

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, når en appel ikke tages til følge. Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i henhold til artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

113

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og appellanten har tabt sagen, bør denne pålægges at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):