1

Ved deres appel har FSL Holdings NV, Firma Léon Van Parys NV og Pacific Fruit Company Italy SpA nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 16. juni 2015, FSL m.fl. mod Kommissionen (sag T-655/11, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2015:383), hvormed Retten kun delvis annullerede Kommissionens afgørelse K(2011) 7273 endelig af 12. oktober 2011 om en procedure i henhold til artikel [101 TEUF] (sag COMP/39482 – Eksotiske frugter (bananer)] (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Artikel 12 i forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel [101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) fastsætter:

»1.   Med henblik på anvendelsen af [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] har Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder beføjelse til at udveksle alle faktiske eller retlige oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, og benytte dem som bevismateriale.

2.   De udvekslede oplysninger må kun anvendes med henblik på anvendelsen af [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] og i forbindelse med den sag, med henblik på hvilken oplysningerne blev indhentet af den videregivende myndighed. Hvis national konkurrenceret anvendes i samme sag og parallelt med Fællesskabets konkurrenceret og ikke fører til et andet resultat, kan oplysninger, der udveksles i henhold til denne artikel, dog også indgå i anvendelsen af national konkurrenceret.

[…]«

3

Artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 bestemmer følgende:

»Ved fastlæggelse af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.«

4

I artikel 31 i forordning nr. 1/2003 bestemmes:

»Domstolen har fuld prøvelsesret med hensyn til klager over beslutninger, hvorved Kommissionen fastsætter en bøde eller en tvangsbøde. Den kan annullere, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.«

5

Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002, C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«) fastlægger betingelserne for, at virksomheder, der samarbejder med Kommissionen i forbindelse med dennes undersøgelser af en kartelsag, kan fritages for bøder eller få nedsat den bøde, de ellers ville være blevet pålagt. Samarbejdsmeddelelsens punkt 11, litra a), præciserer i denne henseende, at virksomheden skal samarbejde fuldt ud, permanent og effektivt under hele Kommissionens administrative procedure og forsyne Kommissionen med alt bevismateriale, som den kommer i besiddelse af eller har adgang til med hensyn til den formodede overtrædelse.

6

Appellanterne, FSL Holdings og Firma Léon Van Parys, som er to belgiske aktieselskaber, og Pacific Fruit Company Italy, som er et italiensk aktieselskab, importerer, markedsfører og sælger bananer af mærket »Bonita« i Europa.

7

Den 8. april 2005 anmodede Chiquita Brands International Inc. (herefter »Chiquita«) om bødefritagelse i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002 for distribution og markedsføring af bananer og anden frisk frugt, der importeres til Europa. Denne anmodning blev registreret under sagsnummer COMP/39.188 – Bananer (herefter »sagen vedrørende Nordeuropa«). Chiquita blev indrømmet bødefritagelse den 3. maj 2005.

8

Den 26. juli 2007 modtog Kommissionen dokumenter fra Guardia di Finanzia (told- og afgiftspoliti, Italien), som det havde fundet under et kontrolbesøg på en medarbejder hos Pacific Fruit Company Italys bopæl og kontor som led i en national skattemæssig efterforskning.

9

Den 26. november 2007 meddelte Kommissionen Chiquita, at Kommissionens medarbejdere ville aflægge et kontrolbesøg i virksomhedens lokaler den 28. november 2007. Ved denne lejlighed blev Chiquita oplyst om, at der ville blive iværksat en ny undersøgelse af praksis i Grækenland, Italien og Portugal (herefter »sagen vedrørende Sydeuropa«). Selskabet blev gjort opmærksom på, at det havde opnået betinget bødefritagelse for hele Den Europæiske Union, og at det derfor var forpligtet til at samarbejde.

10

Fra den 28. til den 30. november 2007 aflagde Kommissionen kontrolbesøg i lokalerne hos bananimportører i Spanien og Italien. Under de kontrolbesøg, der blev aflagt hos Pacific Fruit Company Italy i Rom, fandt Kommissionen to siders notater, som den allerede havde fået fremsendt af told- og afgiftspolitiet.

11

Chiquita blev opfordret til at identificere de dele af de mundtlige erklæringer i sagen vedrørende Nordeuropa, der efter selskabets opfattelse var relateret til sagen vedrørende Sydeuropa.

12

Den 15. oktober 2008 vedtog Kommissionen afgørelse K(2008) 5955 endelig om en procedure efter [artikel 101 TEUF] (sag COMP/39.188 – Bananer), hvormed den fastslog, at en række store bananimportører i Nordeuropa, herunder Chiquita, havde tilsidesat artikel 81 EF ved at deltage i en samordnet praksis, hvormed de samordnede referencepriserne for bananer, som de fastsatte hver uge for en række medlemsstater mellem 2000 og 2002. FSL Holdings og Firma Léon Van Parys var ikke adressater for denne beslutning.

13

Den 10. december 2009 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse i sagen vedrørende Sydeuropa, som bl.a. omfattede Chiquita og appellanterne. Efter at have fået aktindsigt meddelte alle adressaterne for denne meddelelse skriftligt Kommissionen deres synspunkter og deltog i en mundtlig høring den 18. juni 2010.

14

Den 12. oktober 2011 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, hvorved den fastslog, at Chiquita og appellanterne havde tilsidesat artikel 101 TEUF ved at deltage i et kartel vedrørende import, markedsføring og salg af bananer i Grækenland, Italien og Portugal i perioden fra den 28. juli 2004 til den 8. april 2005, hvor disse virksomheder samordnede deres prisstrategi i disse tre medlemsstater, og den pålagde dem bøder, som den fastsatte i henhold til retningslinjerne for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne af 2006«) og samarbejdsmeddelelsen af 2002.

15

Kommissionen fastsatte først grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges.

16

Derefter konstaterede Kommissionen, at alle de særlige omstændigheder ved sagen vedrørende Nordeuropa, på grundlag af hvilke den havde nedsat bødens grundbeløb med 60% for at tage hensyn til den særlige reguleringsordning inden for banansektoren og den omstændighed, at samordningen i denne første sag vedrørte referencepriserne, ikke forelå i sagen vedrørende Sydeuropa.

17

Endelig bestemte Kommissionen, at grundbeløbet skulle nedsættes med 20% for samtlige berørte virksomheder.

18

Efter denne justering udgjorde grundbeløbene for de bøder, der skulle pålægges:

19

Chiquita blev imidlertid indrømmet bødefritagelse i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002. Der blev til gengæld ikke foretaget yderligere reguleringer for appellanterne, idet disse in solidum blev idømt en endelig bøde på 8919000 EUR efter afrunding.

20

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. december 2011 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

21

Ved den appellerede dom imødekom Retten alene delvis denne påstand.

22

Efter at have konstateret, at overtrædelsen blev afbrudt mellem den 12. august 2004 og den 19. januar 2005, annullerede Retten den omtvistede afgørelses artikel 1, for så vidt som den omfattede denne overtrædelsesperiode, og for så vidt som den vedrørte FSL Holdings, Firma Léon Van Parys og Pacific Fruit Company Italy, og nedsatte den bøde, der var fastsat i den omtvistede afgørelses artikel 2, fra 8919000 EUR til 6689000 EUR.

23

Appellanterne har med deres appel nedlagt følgende påstande for Domstolen:

24

Kommissionen har nedlagt påstand om, at Domstolen forkaster appellen, og at appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25

Til støtte for deres appel har appellanterne gjort fire anbringender gældende.

26

Det første appelanbringende vedrører tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og retten til forsvar, for så vidt som Retten ikke fastslog, at anvendelsen af beviser, som var fremsendt af told- og afgiftspolitiet til Kommissionen, var ulovlig.

27

Appellanterne har i denne forbindelse gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den begrænsede sig til i den appellerede doms præmis 80 at bemærke, at lovligheden af fremsendelsen af disse beviser til Kommissionen alene henhørte under italiensk ret, selv om denne fremsendelse ligeledes skal være i overensstemmelse med EU-retten.

28

Appellanterne har anført, at Kommissionen navnlig skal undgå, at retten til forsvar undergraves uopretteligt ved en sådan fremsendelse, hvilket betyder, at Kommissionen undersøger, om de fremsendte dokumenter reelt anvendes alene til det formål, hvormed de er blevet indhentet af den nationale myndighed, således som det er fastsat i artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 inden for rammerne af udvekslinger mellem konkurrencemyndighederne.

29

Appellanterne har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat retten til forsvar ved først at oplyse dem om den nationale myndigheds fremsendelse af de omhandlede dokumenter næsten to år efter, at dette fandt sted.

30

Appellanterne har anført, at Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne, da den i den appellerede doms præmis 67 og 68 fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt de italienske myndigheder havde fremsendt de to siders notater på ulovlig vis, var uden betydning for, hvorvidt det var lovligt at anvende dem, eftersom Kommissionen ligeledes havde fundet disse dokumenter under sit kontrolbesøg i juli 2007. Appellanterne har således i modsætning til, hvad der er præciseret i den appellerede doms præmis 68, gjort gældende, at de har bestridt lovligheden af Kommissionens kontrolbesøg. Ligeledes har appellanterne henvist til dom af 18. juni 2015, Deutsche Bahn m.fl. mod Kommissionen (C-583/13 P, EU:C:2015:404), til støtte for, at de dokumenter, der blev fundet under Kommissionens kontrolbesøg, henset til den ulovlige fremsendelse af de dokumenter, på grundlag af hvilke Kommissionen foretog dette kontrolbesøg, ikke kan anvendes som beviser.

31

Det er Kommissionens opfattelse, at det første anbringende bør forkastes som ugrundet.

32

For så vidt angår det første aspekt af argumentationen til støtte for det første anbringende bemærkede Retten med rette i denne doms præmis 45 og 80, for det første, at spørgsmålet om, hvorvidt en national anklagemyndighed eller de kompetente konkurrencemyndigheder lovligt kan oversende oplysninger, der er indhentet i medfør af den nationale strafferet, til Kommissionen, er et spørgsmål, der henhører under national ret, og, for det andet, at Unionens retsinstanser ikke er kompetente til at kontrollere, om en retsakt udstedt af en national myndighed er lovlig efter national ret (dom af 25.1.2007, Dalmine mod Kommissionen, C-407/04 P, EU:C:2007:53, præmis 62).

33

Uanset om Retten med henblik på at tillade, at Kommissionen antog de omhandlede dokumenter til realitetsbehandling, kunne nøjes med i den appellerede doms præmis 80 at fastslå, at fremsendelsen af disse ikke var erklæret ulovlig af en national ret, skal det fremhæves, at Retten ikke alene i den appellerede doms præmis 82-89 undersøgte betingelserne, hvorunder fremsendelsen blev foretaget, men ligeledes i den appellerede doms præmis 71-79 med rette forkastede, som ugrundet, appellanternes argument om, at de dokumenter, som Kommissionen havde fået fremsendt af told- og afgiftspolitiet, henset til artikel 12 i forordning nr. 1/2003 om udveksling af oplysninger mellem konkurrencemyndigheder, kun kunne anvendes af nævnte institution som beviser til det formål, hvormed de var blevet indhentet af denne nationale myndighed.

34

Således som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, har artikel 12 i forordning nr. 1/2003 det særlige formål at lette og fremme samarbejdet mellem myndighederne i det europæiske konkurrencenetværk ved at lette udvekslingen af oplysninger. Artikel 12, stk. 1, bestemmer således, at Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder med henblik på anvendelsen af artikel 101 TEUF og 102 TEUF har beføjelse til at udveksle alle faktiske eller retlige oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, og benytte dem som bevismateriale, idet de betingelser, hvorpå oplysningerne kan anvendes, navnlig præciseres i stk. 2.

35

Det kan således ikke udledes af disse bestemmelser, at de er udtryk for en mere generel regel, der forbyder Kommissionen at anvende oplysninger, som den har fået fremsendt af nationale myndigheder, der ikke er medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, alene med den begrundelse, at oplysningerne er indhentet med henblik på andre formål.

36

Det skal ligeledes fremhæves, som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 79, at en sådan regel i høj grad ville hindre Kommissionen i at udføre sin opgave med at overvåge den korrekte anvendelse af EU-konkurrenceretten.

37

Retten besvarede således på korrekt vis appellanternes kritik vedrørende lovligheden af anvendelsen af de af told- og afgiftspolitiet fremsendte dokumenter.

38

For så vidt angår appellanternes argument om, at anvendelsen af disse dokumenter til andre formål end dem, hvormed de er blevet indhentet, uopretteligt kan undergrave retten til forsvar, skal det bemærkes, at det gældende princip i EU-retten er princippet om den frie bevisbedømmelse, og det eneste kriterium, der er relevant ved vurderingen af de fremlagte beviser, er deres troværdighed (jf. dom af 25.1.2007, Dalmine mod Kommissionen, C-407/04 P, EU:C:2007:53, præmis 63).

39

Appellanterne har endvidere foreholdt Retten, at den ikke fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat retten til forsvar, fordi den havde ventet næsten to år, inden den underrettede appellanterne om, at den var i besiddelse af dokumenterne.

40

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at overholdelsen af retten til forsvar indebærer, at den pågældende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at ytre sig dels om, hvorvidt de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder faktisk foreligger, og hvilken betydning de har, dels de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for, at der foreligger en overtrædelse (jf. bl.a. dom af 25.1.2007, Dalmine mod Kommissionen, sag C-407/04 P, EU:C:2007:53, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

41

Ved en procedure efter artikel 101 TEUF skal der således sondres mellem to faser, nemlig den, der ligger før klagepunktsmeddelelsen, og den, der ligger efter (jf. bl.a. dom af 3.9.2009, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, C-534/07 P, EU:C:2009:505, præmis 27).

42

Domstolen fastslog således, at Kommissionen ikke var forpligtet til at underrette den berørte virksomhed om, at den var i besiddelse af beviser, inden den tilsendte klagepunktsmeddelelsen, eftersom det er tilsendelsen af klagepunktsmeddelelsen på den ene side og adgangen til sagens akter, som giver adressaten for den nævnte meddelelse mulighed for at skaffe sig kendskab til de beviser, der findes i Kommissionens sagsakter, på den anden side, som sikrer retten til forsvar, og at den berørte virksomhed fuldt ud kan gøre retten til forsvar gældende efter, at meddelelsen er blevet tilsendt (jf. bl.a. dom af 25.1.2007, Dalmine mod Kommissionen, C-407/04 P, EU:C:2007:53, præmis 58 og 59).

43

Domstolen har imidlertid ligeledes præciseret, at Kommissionen skal sikre, at retten til forsvar ikke undergraves under den fase i undersøgelsesproceduren, der går forud for klagepunktsmeddelelsen (jf. bl.a. dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 63).

44

Til støtte for at forkaste argumentet om, at Kommissionen havde været i besiddelse af visse dokumenter længe før klagepunktsmeddelelsen, bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 98, at Kommissionen udtrykkeligt havde nævnt den omstændighed, at den i klagepunktsmeddelelsen støttede sig på de af de italienske myndigheder fremsendte dokumenter, og at Kommissionen havde fremsendt dokumenterne til appellanterne nogle måneder inden denne klagepunktsmeddelelse.

45

Endvidere har Retten i den appellerede doms præmis 99 bemærket, at appellanterne ikke har anført grundene til, at det manglende kendskab til disse dokumenter under undersøgelsesfasen har kunnet have nogen indflydelse på de senere muligheder for forsvar under den fase, der ligger efter klagepunktmeddelelsen (jf. analogt dom af 25.1.2007, Dalmine mod Kommissionen, C-407/04 P, EU:C:2007:53, præmis 61).

46

Retten forkastede hermed med rette denne del af appellanternes argumentation.

47

Hvad endelig angår Rettens angiveligt urigtige gengivelse af beviserne skal det bemærkes, at der foreligger urigtig gengivelse, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at bedømmelsen af de foreliggende beviser er urigtig (jf. bl.a. dom af 17.6.2010, Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 17).

48

Således som generaladvokaten har anført i punkt 65 i forslaget til afgørelse, skal appellanten præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet, og påvise de fejlskøn, der er blevet begået (jf. bl.a. dom af 17.6.2010, Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 16).

49

Appellanterne har imidlertid ikke bestridt Rettens analyse af de omhandlede dokumenter, men at dokumenterne kan antages til realitetsbehandling, når told- og afgiftspolitiets fremsendelse af disse anses for at være ulovlig, hvilket under alle omstændigheder ikke er blevet påvist.

50

På grundlag af samtlige de anførte betragtninger må det første anbringende forkastes i sin helhed.

51

Med deres andet appelanbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at fastslå, at Kommissionen tilsidesatte sin samarbejdsmeddelelse af 2002, for så vidt som den indrømmede Chiquita bødefritagelse, og for så vidt som den derfor ikke fandt, at de oplysninger, som denne virksomhed fremsendte til Kommissionen i forbindelse med den procedure, der førte til, at der blev indrømmet bødefritagelse, skulle fjernes fra sagsakterne.

52

Appellanterne har med hensyn til sagen vedrørende Sydeuropa anført, at denne virksomhed ikke har påvist, at den har samarbejdet fuldt ud, permanent og effektivt under hele proceduren, som det er påkrævet i henhold til meddelelsens punkt 11, litra a).

53

Endvidere er visse af de af Kommissionen indhentede oplysninger fortrolige, og de kunne dermed ikke anvendes som beviser, eftersom appellanterne ikke har haft adgang til dem.

54

Appellanterne har fremhævet, at deres andet anbringende vedrører et retligt spørgsmål om Kommissionens overholdelse af sine egne regler, og at der ikke er tale om et nyt anbringende med hensyn til navnlig punkt 42 i deres stævning og punkt 21 i deres replik.

55

Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende – som ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører en bedømmelse af faktiske omstændigheder, hvis urigtige gengivelse ikke er blevet påberåbt i appellen – endvidere er et nyt anbringende, og at det under alle omstændigheder er irrelevant, for selv om Chiquita ikke burde være blevet indrømmet bødefritagelse, skal de oplysninger, som virksomheden har fremlagt, ikke fjernes fra sagsakterne.

56

Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at Chiquitas anmodning om bødefritagelse ikke var begrænset til sagen vedrørende Nordeuropa, men omfattede de faktiske omstændigheder, der har udspillet sig på Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Kommissionen er af den opfattelse, at virksomheden rettidigt har fremlagt beviser, som ligeledes vedrører den ulovlige adfærd i sagen vedrørende Sydeuropa.

57

Kommissionen har tilføjet, at argumentet om, at den ikke kan henvise til fortrolige oplysninger med henblik på at påvise et kartels eksistens, ikke blot bør afvises, eftersom det ikke har nogen forbindelse til det andet anbringende, men at det under alle omstændigheder er ugrundet, idet appellanterne under proceduren har haft adgang til de omhandlede oplysninger i Kommissionens lokaler.

58

Endog uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt det andet anbringende skal anses for at være et nyt anbringende, eller hvorvidt en manglende overholdelse af punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 har nogen indflydelse på, om Kommissionen lovligt kan anvende de oplysninger, som Chiquita har fremlagt i denne forbindelse, udgør spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed har samarbejdet fuldt ud, permanent og effektivt som omhandlet i denne bestemmelse, under alle omstændigheder et spørgsmål om de faktiske omstændigheder, og Rettens bedømmelse heraf er ikke undergivet Domstolens prøvelsesret i en appelsag, medmindre Rettens konstateringer er behæftet med en materiel fejl eller en urigtig gengivelse, der på åbenbar måde fremgår af sagsakterne, hvilket ikke er gjort gældende i den foreliggende sag.

59

For så vidt angår appellanternes argument om, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at fastslå, at Kommissionen ikke kunne anvende visse af de erklæringer, som Chiquita havde afgivet i denne forbindelse, fordi de var fortrolige, er der reelt tale om et nyt anbringende, som i øvrigt ikke er tilstrækkeligt underbygget.

60

Følgelig må det andet anbringende afvises.

61

Med deres tredje appelanbringende har appellanterne subsidiært gjort gældende, at Retten har tilsidesat princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, som er sikret ved artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som den kun foretog en begrænset domstolskontrol af bøden og ikke udøvede den fulde prøvelsesret, som den er tillagt i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Som følge heraf har Retten ligeledes beregnet bøden forkert.

62

Appellanterne har med henvisning til præmis 80 i dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens (C-441/11 P, EU:C:2012:778), tilføjet, at det tilkommer Domstolen selv inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret at bedømme de konkrete omstændigheder og overtrædelsens art med henblik på at fastsætte størrelsen af den bøde, som skal pålægges.

63

Appellanterne har anført, at det påhviler Unionens retsinstanser at udøve legalitetskontrol på grundlag af oplysninger indgivet af sagsøgeren til støtte for dennes anbringender, og fremhævet, at de ved denne kontrol ikke skal støtte sig på den skønsmargen, som Kommissionen har på området. Appellanterne har navnlig henvist til dom af 8. december 2011, KME Germany m.fl. mod Kommissionen (C-389/10 P, EU:C:2011:816, præmis 129).

64

For så vidt angår bedømmelsen af en overtrædelses grovhed begrænsede Retten sig i den appellerede doms præmis 525 til at henvise til retningslinjerne af 2006 for at fastslå, at Kommissionen med rette havde anvendt en sats på 15% for at bedømme den del af afsætningen, der tages i betragtning i forbindelse med sådanne overtrædelser.

65

Retten forkastede herefter ligeledes appellanternes argumentation om, at der skal tages hensyn til den beskedne samlede markedsandel og overtrædelsens meget begrænsede geografiske udstrækning.

66

Appellanterne har ligeledes gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 532 at tiltræde, at Kommissionen ikke var forpligtet til at tage hensyn til yderligere omstændigheder eller forhold, mens den skulle have foretaget en bedømmelse af objektive faktorer, såsom den konkurrencebegrænsende adfærds indhold og varighed, dens hyppighed og dens intensitet, hvor stort det påvirkede marked er, og den skade, der er påført samfundsøkonomiske interesser, de ansvarlige virksomheders relative størrelse og markedsandel såvel som en eventuel gentagelsessituation, hvorved appellanterne udtrykkeligt havde henvist til disse forhold i overensstemmelse med dom af 7. januar 2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen (C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 91).

67

Appellanterne har anført en lignende kritik med hensyn til Rettens bedømmelse af de formildende omstændigheder i den appellerede doms præmis 544-554.

68

Appellanterne har endvidere gjort gældende, at hvis Retten havde undersøgt bødeniveauet på korrekt vis, burde den have fastsat en nedsættelse tilsvarende den nedsættelse på 60%, som Kommissionen har fastsat i sagen vedrørende Nordeuropa, idet de to faktorer, som Kommissionen har taget hensyn til i denne sag, nemlig den særlige reguleringsordning og den omstændighed, at der var tale om en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål, ligeledes foreligger i den foreliggende sag.

69

Appellanterne har over for Kommissionens formalitetsindsigelse præciseret, at de anmodede Retten om at udøve sin fulde prøvelsesret.

70

Kommissionen har hævdet, at appellanterne ikke anmodede Retten om at udøve sin fulde prøvelsesret, hvorfor det tredje anbringende bør afvises, og at Retten under alle omstændigheder undersøgte sagens særlige omstændigheder i overensstemmelse med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.

71

Spørgsmålet om, hvorvidt Retten, ligesom Kommissionen gjorde det i sagen vedrørende Nordeuropa, burde have nedsat bøden med mindst 60% med den begrundelse, at der ligeledes er tale om en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål, angår endvidere de faktiske omstændigheder.

72

Det skal indledningsvis fastslås, at appellanterne, således som det navnlig fremgår af punkt 142 i deres stævning, anmodede Retten om at udøve sin fulde prøvelsesret og annullere eller nedsætte den bøde, som de er blevet pålagt, og at det tredje anbringende derfor ikke er nyt.

73

For så vidt angår domstolskontrol af de bøder, som Kommissionen pålægger ved overtrædelse af konkurrenceretten, skal det bemærkes, at det tilkommer Unionens retsinstanser at udøve legalitetskontrollen på grundlag af oplysninger indgivet af sagsøgeren til støtte for dennes anbringender. I forbindelse med denne kontrol kan retsinstansen ikke støtte sig på den skønsmargen, som Kommissionen har, hverken for så vidt angår valget af de elementer, der tages i betragtning ved anvendelsen af de i retningslinjerne nævnte kriterier, eller hvad angår vurderingen af disse elementer for at afvise at udøve en tilbundsgående kontrol af både retlige og faktiske omstændigheder (jf. bl.a. dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 62).

74

Legalitetskontrollen kompletteres af den fulde prøvelsesret, der er tillagt Unionens retsinstanser ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, i henhold til artikel 261 TEUF. Denne kompetence giver Unionens retsinstanser beføjelse til ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen at anlægge sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde (jf. bl.a. dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 63).

75

Retten er med henblik på at opfylde kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse og henset til, at artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 bestemmer, at bødens størrelse skal fastsættes på grundlag af overtrædelsens grovhed og dens varighed, under udøvelsen af de i artikel 261 TEUF og 263 TEUF fastsatte kompetencer forpligtet til at undersøge ethvert retligt eller faktisk klagepunkt, der har til formål at godtgøre, at bødens størrelse ikke er i overensstemmelse med overtrædelsens grovhed og dens varighed (jf. bl.a. dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 86).

76

Under en appelsag er Domstolens rolle at kontrollere, om Retten har begået retlige fejl ved dens bedømmelse af sager, den er blevet forelagt (jf. bl.a. dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommission,C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 46).

77

Det tilkommer imidlertid ikke Domstolen, når den træffer afgørelse vedrørende retlige spørgsmål under en appelsag, af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten har udøvet under sin fulde prøvelsesret vedrørende størrelsen af de bøder, som pålægges virksomheder på grund af disses overtrædelse af EU-retten (jf. bl.a. dom af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 72).

78

Det er kun i det omfang, Domstolen måtte finde, at sanktionens størrelse ikke blot er upassende, men også så overdreven, at den bliver uforholdsmæssig, at det skal fastslås, at Retten begik en retlig fejl på grund af den upassende karakter af en bødes størrelse (jf. bl.a. dom af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 73).

79

I den foreliggende sag kan Retten, som generaladvokaten har anført i punkt 85 i forslaget til afgørelse, ikke foreholdes i denne forbindelse at have henvist til retningslinjerne af 2006, eftersom det anbringende, som appellanterne fremsatte i første instans, som det fremgår af den appellerede doms præmis 501, vedrørte en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 og af retningslinjerne af 2006 på grund af en fejlagtig bedømmelse af bl.a. overtrædelsens grovhed og de formildende omstændigheder.

80

Det må ligeledes bemærkes, at udøvelsen af den fulde prøvelsesret ikke svarer til en kontrol af egen drift, og at det med undtagelse af spørgsmål om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser er forpligtet til at tage under påkendelse, er op til sagsøgeren at gøre anbringender gældende til prøvelse af den anfægtede afgørelse og at fremlægge bevismateriale (jf. bl.a. dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 64).

81

For så vidt angår overtrædelsens grovhed fastslog Retten med føje i den appellerede doms præmis 525, at Kommissionen for de mest alvorlige overtrædelser som de i sagen omhandlede kunne anvende en sats på mindst 15% af afsætningens værdi, som befinder sig nederst i »den øvre del af skalaen« som omhandlet i punkt 23 i retningslinjerne af 2006 for denne type overtrædelse (jf. i denne henseende dom af 11.7.2013, Gosselin Group mod Kommissionen, C-429/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:463, præmis 124).

82

Retten bedømte og besvarede i tilstrækkelig grad, i den appellerede doms præmis 528-533, appellanternes argument om, at Kommissionen ved fastlæggelsen af den del af afsætningens værdi, der skulle anvendes, skulle have taget hensyn til den beskedne samlede markedsandel og overtrædelsens begrænsede geografiske udstrækning. Retten fastslog navnlig med rette i den appellerede doms præmis 530, at satsen for de mest alvorlige begrænsninger mindst skal være på 15%.

83

Selv om Rettens udtalelse i den appellerede doms præmis 532, hvorefter det, når Kommissionen begrænser sig til at anvende en sats, der er den samme eller næsten den samme som den mindstesats på 15% af afsætningens værdi, der er fastsat for de mest alvorlige begrænsninger, ikke er nødvendigt at tage hensyn til yderligere forhold, umiddelbart er forkert, afspejler dette imidlertid ikke Rettens reelle bedømmelse i denne dom, der bestod i en undersøgelse af, om de omstændigheder, som appellanterne havde påberåbt sig i deres stævning, var relevante i forbindelse med bedømmelsen af overtrædelsens grovhed, navnlig i den appellerede doms præmis 533 (jf. analogt dom af 11.7.2013, Gosselin Group mod Kommissionen, C-429/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:463, præmis 129). Det skal ligeledes fremhæves, at eftersom Retten med rette fastslog i den appellerede dom, at den omhandlede overtrædelse hørte til kategorien af de mest alvorlige overtrædelser, blev der taget hensyn til virksomhedernes individuelle adfærd.

84

Det skal endvidere bemærkes, at det i modsætning til, hvad der anført i den appellerede doms præmis 531, ikke fremgår af 329. betragtning til den omtvistede afgørelse, at Kommissionen fastsatte satsen på 15% af afsætningens værdi alene på grundlag af overtrædelsens art, idet betragtningen ligeledes omhandlede sagens øvrige omstændigheder.

85

Hvad endelig angår bedømmelsen af de formildende omstændigheder begrænsede Retten sig ikke til at bemærke, i den appellerede doms præmis 549, at Kommissionen har en skønsbeføjelse, men fastslog, i den appellerede doms præmis 551, at den ene af de to faktorer, der begrundede bødenedsættelse i sagen vedrørende Nordeuropa, nemlig samordning af referencepriser, ikke gjorde sig gældende i den foreliggende sag, hvilket begrundede procentforskellen med hensyn til nedsættelsen i sidstnævnte sag.

86

Appellanternes argument om, at Retten imidlertid burde have taget hensyn til den omstændighed, at der i den foreliggende sag, ligesom i sagen vedrørende Nordeuropa, var tale om en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål, er, ud over at det anfægter bedømmelsen af de faktiske omstændigheder, under alle omstændigheder uvirksomt, idet en sådan omstændighed ikke kan være formildende.

87

Endvidere henledte Retten ligeledes med rette, i den appellerede doms præmis 552 og 553, opmærksomheden på grundene til, at Kommissionen ikke er bundet af sin tidligere afgørelsespraksis, hvorfor alene den omstændighed, at Kommissionen før i tiden har anvendt en bestemt procentsats for bødenedsættelse ved en given adfærd, ikke betyder, at den i forbindelse med en senere administrativ procedure er forpligtet til at anvende den samme forholdsmæssige nedsættelse ved bedømmelsen af en lignende adfærd.

88

Det følger derfor af det ovenstående, at Retten ikke begik en retlig fejl ved udøvelsen af sin domstolskontrol.

89

Det tredje anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

90

Med deres fjerde appelanbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten har tilsidesat begrebet aftale med et konkurrencebegrænsende formål med den begrundelse, at den ikke tog hensyn til den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den undersøgte aftale indgik, og at den som følge heraf tilsidesatte retten til forsvar.

91

Appellanterne har således foreholdt Retten, at den, navnlig i den appellerede doms præmis 466, fastslog, at Kommissionen med rette havde konkluderet, at parternes adfærd havde til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked.

92

Appellanterne har gjort gældende, at det med henblik på at fastslå, om en overtrædelse har et konkurrencebegrænsende formål, er nødvendigt at foretage en analyse af den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den omhandlede aftale indgår (dom af 14.3.2013, Allianz Hungária Biztosító m.fl., C-32/11, EU:C:2013:160, præmis 36 og 48, og af 26.11.2015, Maxima Latvija, C-345/14, EU:C:2015:784, præmis 16).

93

Appellanterne har endvidere anført, at begrebet konkurrencebegrænsende formål skal fortolkes indskrænkende, at Retten skal angive grundene til, at begrænsningen er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen, og at den kun kan henvise til lignende adfærd, der er blevet kvalificeret som en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål i tidligere retspraksis, hvis denne adfærd er tilstrækkelig lig den adfærd, der undersøges (dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204).

94

Appellanterne har heraf udledt, at Retten ikke kan nøjes med at antage, i den appellerede doms præmis 468, at den omhandlede praksis var omfattet af artikel 101, stk. 1, litra a), TEUF, som udelukkende omfatter prisfastsættelse og ikke meddelelser om fremtidige planer om prisbevægelser.

95

Appellanterne er af den opfattelse, at såfremt Retten havde taget hensyn til produkternes art samt markedets funktion og struktur, ville den have konkluderet, at aftalen ikke havde et konkurrencebegrænsende formål.

96

I denne forbindelse har appellanterne navnlig henvist til den omstændighed, at det europæiske marked for bananer på tidspunktet for overtrædelsen var underlagt en fælles markedsordning, som havde medført manglende fleksibilitet og en høj grad af gennemsigtighed med hensyn til mængder og priser, der på sigt tilskyndede konkurrenterne til at etablere forretningsforbindelser med hinanden. Appellanterne har tilføjet, at den omhandlede udveksling af oplysninger fandt sted lejlighedsvis, og at der ikke bestod nogen åbenbar tilknytning mellem tidspunktet for, hvornår denne kontakt fandt sted, og tidspunktet for de respektive prisfastsættelser. Appellanterne har ligeledes gjort gældende, at overtrædelsen alene involverede to konkurrenter på markedet, at Pacific Fruit Company Italy som pristager ikke kunne fastsætte priser over for sine kunder, og at det alene var en begrænset del af det europæiske marked for bananer, som var berørt.

97

Appellanterne er af den opfattelse, at de spredte henvisninger til sagens sammenhæng i den appellerede dom uden for rammerne af kvalificeringen af den omhandlede praksis som en overtrædelse med et konkurrencebegrænsende formål ikke danner grundlag for at fastslå, at der er blevet taget hensyn til denne sammenhæng ved kvalificeringen af overtrædelsen som en overtrædelse med et konkurrencebegrænsende formål.

98

Appellanterne har ligeledes vedrørende tilsidesættelsen af retten til forsvar præciseret, at den fejlagtige konstatering af, at der er tale om et konkurrencebegrænsende formål, afskar dem fra en grundig og kontradiktorisk forhandling med hensyn til virkningerne af deres adfærd.

99

Kommissionen har anført, at det fjerde anbringende skal afvises, fordi det er et nyt anbringende, men ligeledes fordi argumenterne vedrørende den omhandlede overtrædelses retlige og økonomiske sammenhæng anfægter bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.

100

Under alle omstændigheder har Retten taget tilstrækkelig hensyn til den omhandlede aftales økonomiske og retlige sammenhæng, og den har ikke begået nogen retlig fejl.

101

For så vidt angår den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har fremsat med den begrundelse, at det fjerde anbringende er nyt, skal det konstateres, at det fremgår af punkt 135 i stævningen for Retten, at appellanterne har bestridt, at overtrædelsen blev kvalificeret som en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål, »bl.a. henset til sagens faktiske omstændigheder og forhold«, men at de i denne forbindelse udelukkende har gjort gældende, at den omhandlede aftale kun vedrørte udveksling af generelle og sporadiske oplysninger om generelle markedstendenser.

102

Uden at det er fornødent at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det fjerde anbringende kan antages til realitetsbehandling, må det fastslås, at det under alle omstændigheder er ugrundet.

103

Det skal bemærkes, at begrebet konkurrencebegrænsende »formål« skal fortolkes indskrænkende og kun kan anvendes på visse former for samordning mellem virksomheder, der er tilstrækkeligt skadelige for de normale konkurrencevilkår til, at det ikke er nødvendigt at undersøge deres virkninger. Således kan visse former for samordning mellem virksomheder efter deres art betragtes som skadelige for de normale konkurrencevilkår (jf. bl.a. dom af 26.11.2015, Maxima Latvija, C-345/14, EU:C:2015:784, præmis 17, og af 20.1.2016, Toshiba Corporation mod Kommissionen, C-373/14 P, EU:C:2016:26, præmis 26).

104

Det væsentlige juridiske kriterium for at afgøre, om en aftale indebærer et konkurrencebegrænsende »formål«, bunder i den konstatering, at en sådan aftale i sig selv er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen til, at det kan fastslås, at det ikke er nødvendigt at undersøge virkningerne heraf (jf. bl.a. dom af 26.11.2015, Maxima Latvija, C-345/14, EU:C:2015:784, præmis 20).

105

I denne forbindelse skal der lægges vægt på rækkevidden af aftalens bestemmelser, de formål, den tilsigter at opfylde, samt den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den indgår (jf. bl.a. dom af 20.1.2016, Toshiba Corporation mod Kommissionen, C-373/14 P, EU:C:2016:26, præmis 27).

106

Det bemærkes, at Kommissionen i den foreliggende sag, som det bl.a. fremgår af den appellerede doms præmis 246, 524 og 550, fastslog, at appellanterne havde deltaget i et kartel, der havde til formål at fastsætte priser, og at Retten ikke satte spørgsmålstegn ved denne bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne i den appellerede dom.

107

Hvad angår sådanne aftaler, som udgør særligt alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne, kan analysen af den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori praksissen indgår, således begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt for at fastslå, at der er tale om en aftale med et konkurrencebegrænsende formål (jf. analogt med aftaler om fordeling af markeder dom af 20.1.2016, Toshiba Corporation mod Kommissionen, C-373/14 P, EU:C:2016:26, præmis 29).

108

Retten behandlede således, i den appellerede doms præmis 466, på behørig vis det argument, som appellanterne havde anført herom i deres stævning, ved bl.a. at henvise til prøvelsen af de undersøgte faktiske omstændigheder inden for rammerne af det tredje anbringende.

109

Endvidere er de argumenter om sagens økonomiske og retlige sammenhæng, som appellanterne har påberåbt sig til støtte for deres fjerde anbringende, under alle omstændigheder, som generaladvokaten har anført i punkt 104 i forslaget til afgørelse, ikke relevante med henblik på at undersøge, om der foreligger et konkurrencebegrænsende formål, og det kan således ikke gyldigt foreholdes Retten, at den ikke tog hensyn til disse i den appellerede dom.

110

Nogle af disse argumenter har endvidere til formål at påvise, at der ikke forelå samordning af priser, og reelt at rejse tvivl om, hvorvidt der i det hele taget forelå en aftale. Dette er således tilfældet for så vidt angår det forhold, at det europæiske marked for bananer er undergivet en fælles markedsordning.

111

Retten begik derfor ikke nogen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 473 fandt, at Kommissionen med rette havde anført, at overtrædelsen kunne kvalificeres som en overtrædelse med et konkurrencebegrænsende formål.

112

Endvidere kan det ikke gyldigt foreholdes Retten, at den tilsidesatte kontradiktionsprincippet med den begrundelse, at kvalificeringen af aftalen som en aftale med et konkurrencebegrænsende formål fratog appellanterne muligheden for at gøre gældende, at der ikke var tale om en konkurrencebegrænsende virkning.

113

Det følger heraf, at det fjerde anbringende må forkastes.

114

Eftersom ingen af appellanternes anbringender til støtte for appellen kan tages til følge, bør appellen forkastes.

115

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen forkastes. Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i henhold til artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanterne har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det således pålægges appellanterne at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):