—

Instituto de Seguros de Portugal – Fundo de Garantia Automóvel ved advogados G. Ribeiro og T. Andrade

—

den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, M. Figueiredo og M. Rebelo, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved P. Costa de Oliveira og K.-P. Wojcik, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 4, 5 og 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (EFT 2000, L 181, s. 65), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 11. maj 2005 (EUT 2005, L 149, s. 14) (herefter »direktiv 2000/26«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Alberto José Vieira de Azevedo og Maria da Conceição Ferreira da Silva, samt Carlos Manuel Ferreira Alves, Rui Dinis Ferreira Alves og Vítor José Ferreira Alves på den ene side og CED Portugal Unipessoal Lda (herefter »CED«) og Instituto de Seguros de Portugal – Fundo de Garantia Automóvel (Portugals forsikringsinstitut – Garantifonden for motorkøretøjer) (herefter »motorkøretøjsgarantifonden«) på den anden side vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt CED, der er repræsentant for forsikringsselskabet for ejeren af det køretøj, der var skyld i et trafikuheld, kan sagsøges ved domstolene.

3

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT 2009, L 263, s. 11) indebar en kodificering af fem direktiver, der var blevet vedtaget med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om lovpligtig forsikring for motorkøretøjer.

4

Da de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, fandt sted i løbet af 2007, før direktiv 2009/103 trådte i kraft, forbliver den relevante retlige ramme dog den, der udgøres af navnlig direktiv 2000/26.

5

Ifølge ottende betragtning til direktiv 2000/26 har EU-lovgiver ønsket at sikre en ensartet behandling af personer, der har lidt tab eller skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, uanset hvor i Det Europæiske Fællesskab uheldet sker.

6

Direktiv 2000/26 indeholder i øvrigt følgende betragtninger:

[...]«

7

Artikel 1, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/26 har følgende ordlyd:

»Dette direktiv har som mål at fastsætte særlige bestemmelser for skadelidte, der er berettiget til erstatning for tab eller skade som følge af uheld i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, forvoldt af køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat.«

8

Direktivets artikel 3 fastsætter, at medlemsstaterne sikrer, at de i direktivets artikel 1 nævnte skadelidte, hvis tab eller skade er en følge af de deri omhandlede uheld, kan rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret skadevolder.

9

Nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Repræsentant bemyndiget til at behandle skadessager« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at ethvert forsikringsselskab, der dækker risici i forsikringsklasse 10 under punkt A i bilaget til [Rådets] direktiv 73/239/EØF [af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (EFT 1973, L 228, s. 3)], bortset fra fragtførerens ansvar, udpeger en skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvor selskabet har fået sin administrative tilladelse. Denne repræsentant behandler og afvikler skadessager i forbindelse med uheld i de i artikel 1 omhandlede tilfælde. Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bosat eller etableret i den medlemsstat, hvor han er udpeget.

[...]

4.   Skadebehandlingsrepræsentanten indsamler i forbindelse med sådanne erstatningskrav alle de oplysninger, der er nødvendige for afvikling af skadessagerne og tager de nødvendige skridt til at forhandle en afgørelse heraf. Kravet om udpegelse af en skadebehandlingsrepræsentant afskærer ikke skadelidte eller skadelidtes forsikringsselskab fra at rejse krav direkte mod skadevolderen eller skadevolderens forsikringsselskab.

5.   Skadebehandlingsrepræsentanten skal have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte i de i artikel 1 omhandlede tilfælde, samt til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav. Repræsentanten skal være i stand til at behandle sagen på de(t) officielle sprog i den medlemsstat, hvor skadelidte har bopæl.

6.   Medlemsstaterne indfører en forpligtelse belagt med passende, effektive og systematiske økonomiske eller tilsvarende administrative sanktioner for at sikre, at der senest tre måneder efter den dato, hvor skadelidte fremsatte sit erstatningskrav enten direkte over for skadevolderens forsikringsselskab eller over for den repræsentant, selskabet har bemyndiget til at behandle skadessager:

Medlemsstaterne indfører bestemmelser med henblik på at sikre, at der betales renter af det beløb, som forsikringsselskabet tilbyder i erstatning, eller som en domstol tilkender skadelidte, såfremt tilbuddet ikke er fremsat inden for tre måneder.

[...]

8.   Udpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant kan ikke i sig selv betragtes som oprettelse af et agentur eller en filial i henhold til artikel 1, litra b), i [Rådets] direktiv 92/49/EØF [af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) (EFT 1992, L 228, s. 1)], og skadebehandlingsrepræsentanten betragtes ikke som et etableret forretningssted i henhold til artikel 2, litra c), i [Rådets] direktiv 88/357/EØF [af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (EFT 1988, L 172, s. 1)] eller

[...]

10

Direktiv 2000/26 blev gennemført i portugisisk ret ved Decreto-Lei no 72-A/2003 – Lei do Seguro Obrigatório (lovdekret nr. 72-A/2003 vedrørende lov om lovpligtig forsikring) af 14. april 2003 om ændring af dels Decreto-Lei no 522/85 – Seguro Obrigatório de Responsabilidade Civil Automóvel (lovdekret nr. 522/85 om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer) af 31. december 1985, dels Decreto-Lei no 94-B/98 – Regula as condições de acesso e de exercício da actividade seguradora e resseguradora no território da Comunidade Europeia (lovdekret nr. 94-B/98 om fastsættelse af betingelserne for adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed på Det Europæiske Fællesskabs område) af 17. april 1998.

11

Artikel 43 i lovdekret nr. 522/85, som ændret ved lovdekret nr. 72-A/2003 har følgende ordlyd:

»1.   Forsikringsselskaber med hjemsted i Portugal samt filialer i Portugal af forsikringsselskaber med hjemsted uden for Det Europæiske Fællesskab, som har tilladelse til at forsikre mod risici på området »ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer bortset fra fragtførerens ansvar«, kan frit vælge en repræsentant i alle de øvrige medlemsstater, som i det land, hvor skadelidte er bosat, er ansvarlig for behandling af skader, der har fundet sted i en anden medlemsstat, end hvor skadelidte er bosat (»skadebehandlingsrepræsentant«).

2.   Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bosat eller etableret i den medlemsstat, hvor han er udpeget, og kan handle for et eller flere forsikringsselskabers regning.

3.   Skadebehandlingsrepræsentanten skal have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte i de i artikel 1 omhandlede tilfælde samt til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav. Repræsentanten skal være i stand til at behandle sagen på de(t) officielle sprog i den medlemsstat, hvor skadelidte har bopæl.

4.   Skadebehandlingsrepræsentanten indsamler i forbindelse med sådanne erstatningskrav alle de oplysninger, der er nødvendige for afvikling af de pågældende skadessager, og tager de nødvendige skridt til at forhandle en afgørelse heraf.

[...]«

12

Den 17. oktober 2007 forårsagede et trafikuheld, hvori et lejet køretøj forsikret i Spanien af selskabet Helvetia Compañía Suiza, S.A. de Seguros y Reaseguros (herefter »Helvetia«) var impliceret, Luis de Sousa Alves’ død og personskade på Alberto José Vieira de Azevedo, som begge er portugisiske statsborgere.

13

Alberto José Vieira de Azevedo samt Luis de Sousa Alves’ ægtefælle og børn anlagde ved Instância Central Cível da Comarca do Porto-Este (Penafiel) (retten i første instans i distriktet Porto-Este (Penafiel), Portugal) sag med påstand om erstatning for den lidte skade. Som sagsøgt var dels CED, repræsentant for Helvetia i Portugal, dels, subsidiært, motorkøretøjsgarantifonden.

14

Idet denne ret fandt, at CED »ikke var rette sagsøgte« og som følge heraf heller ikke motorkøretøjsgarantifonden, afviste retten søgsmålet.

15

Alberto José Vieira de Azevedo samt Luis de Sousa Alves’ ægtefælle og børn appellerede denne afgørelse om afvisning af nævnte søgsmål til Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal). De gjorde gældende, at CED i dets egenskab af repræsentant for Helvetia i Portugal kunne sagsøges ved de portugisiske retter med henblik på erstatning for den lidte skade.

16

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt repræsentanter for forsikringsselskaber, der udøver deres virksomhed i udlandet, som udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26, og som skal have den nødvendige bemyndigelse til administrationen og behandlingen af skadessager, desuden kan sagsøges ved en ret af nationale statsborgere.

17

Under disse omstændigheder har Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

18

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4 i direktiv 2000/26 skal fortolkes således, at den forpligter medlemsstaterne til at foreskrive, at repræsentanten, der i henhold til denne artikel er bemyndiget til at behandle skadessager, selv kan sagsøges, i stedet for det forsikringsselskab, som han repræsenterer, ved en national domstol, for hvilken der er indbragt et søgsmål om erstatning anlagt af en skadelidt, der er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktivs artikel 1.

19

Det bemærkes indledningsvis, at en EU-retlig bestemmelses rækkevidde både skal vurderes ud fra dens indhold, dens formål og dens kontekst (jf. bl.a. dom af 10.10.2013, Spedition Welter,C-306/12, EU:C:2013:650, præmis 17).

20

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/26 træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at ethvert forsikringsselskab, der dækker risici for brugen af motordrevne landkøretøjer, udpeger en skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvor selskabet har fået sin administrative tilladelse, som behandler og afvikler skadessager i forbindelse med uheld i de i direktivets artikel 1 omhandlede tilfælde.

21

Muligheden for at sagsøge skadebehandlingsrepræsentanten følger heller ikke af bestemmelserne i artikel 4, stk. 4, i direktiv 2000/26, hvorefter denne repræsentant i forbindelse med sådanne erstatningskrav indsamler alle de oplysninger, der er nødvendige for afvikling af disse skadessager, og tager de nødvendige skridt til at forhandle en afgørelse heraf. EU-lovgiver har med disse bestemmelser således indskrænket sig til at præcisere de opgaver, der påhviler den nævnte repræsentant i forbindelse med en forhandlingsløsning på skadebehandlingen, uden at der henvises til eventuelle retssager.

22

Ved ligeledes at præcisere, at skadelidte eller skadelidtes forsikringsselskab ikke er afskåret fra – alene på grundlag af udpegelsen af skadebehandlingsrepræsentanten – at rejse krav direkte mod skadevolderen eller skadevolderens forsikringsselskab, nøjes samme artikel 4, stk. 4, i direktiv 2000/26 med at afvise, at rejse krav mod denne repræsentant skulle være af eksklusiv karakter og indebærer ikke i sig selv nogen anerkendelse af et muligt søgsmål rettet direkte mod denne repræsentant.

23

Selv om skadebehandlingsrepræsentanten ifølge ordlyden af artikel 4, stk. 5, i direktiv 2000/26 har tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte samt til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav, præciserer denne bestemmelse, der således fastsætter formålene med denne bemyndigelse, ikke det præcise omfang af den tildelte bemyndigelse i denne henseende (jf. i denne retning dom af 10.10.2013, Spedition Welter,C-306/12, EU:C:2013:650, præmis 18).

24

Artikel 4, stk. 6, første afsnit, i direktiv 2000/26 som nærmere fastsætter bestemmelserne for behandling af erstatningskravene fremsat enten direkte over for skadevolderens forsikringsselskab eller over for den repræsentant, selskabet har bemyndiget til at behandle skadessager, henviser i øvrigt alene til den fase af erstatningsproceduren, efter hvilken erstatningstilbuddet eller afvisning af erstatning fremkommer, uden på nogen måde at regulere en eventuel retssag. En sådan bestemmelse kan derfor ikke gøre det muligt at afgøre, i hvilken egenskab skadebehandlingsrepræsentanten kan optræde i en sådan retssag.

25

Det skal derimod bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til samme artikel 4, stk. 6, i direktiv 2000/26 indfører bestemmelser med henblik på at sikre, at der betales renter af det beløb, som forsikringsselskabet tilbyder i erstatning, eller som en domstol tilkender skadelidte, såfremt tilbuddet ikke er fremsat inden for tre måneder. Det følger af denne bestemmelse, at uanset muligheden for at sagsøge forsikringsselskabets repræsentant med krav om erstatning kommer dette erstatningstilbud i sidste ende alene fra dette selskab, under forbehold af, at retten i givet fald tildeler erstatning.

26

Det må herefter konstateres, at skadebehandlingsrepræsentanten i denne ikke-judicielle fase af denne erstatningsordning på ingen måde erstatter det selskab, som han repræsenterer, og fungerer alene som mellemmand, en funktion, som nødvendigvis bibeholder en begrænset karakter. Det kan kun forholde sig anderledes i retssagsfasen, hvis EU-lovgiver havde foreskrevet det, hvilket ikke fremgår af bestemmelserne i artikel 4, stk. 1-6, i direktiv 2000/26.

27

Endelig har artikel 4, stk. 8, i direktiv 2000/26, hvorefter udpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant ikke i sig selv kan betragtes som oprettelse af et agentur eller en filial til et forsikringsselskab, og hvorefter denne repræsentant ikke betragtes som et forretningssted for et sådant selskab eller som et forretningssted som omhandlet i forordning nr. 44/2001, ikke til formål og kan ikke bevirke, at denne repræsentant kan sagsøges ved den nationale domstol i stedet for forsikringsselskabet.

28

Hverken formålet med direktiv 2000/26 eller den sammenhæng, hvori det indgår, giver mulighed for at antage, at EU-lovgiver har haft til hensigt at pålægge medlemsstaterne at foreskrive en sådan mulighed.

29

Selv om det følger af artikel 3 i direktiv 2000/26, at medlemsstaterne sikrer, at de i direktivets artikel 1 nævnte skadelidte, hvis tab eller skade er en følge af de deri omhandlede uheld, kan rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret skadevolder, indebærer hverken denne artikel eller nogen anden bestemmelse i dette direktiv nemlig, at der for disse personer, for at udøve denne ret, anerkendes en mulighed for, at de ved den nationale domstol kan sagsøge skadebehandlingsrepræsentanten direkte.

30

Under disse omstændigheder bemærkes, at direktiv 2000/26 har til hensigt at sikre personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen dette uheld finder sted. Med henblik herpå bør disse skadelidte kunne fremsætte et erstatningskrav i deres egen medlemsstat over for en skadebehandlingsrepræsentant, som skadevolders forsikringsselskab har udpeget dér. Repræsentantens opgave består i at lette skadelidtes henvendelser og navnlig at give dem mulighed for at fremsætte deres krav på deres eget sprog.

31

Ifølge 15. betragtning til direktiv 2000/26 skal medlemsstaterne foreskrive, at skadebehandlingsrepræsentanten skal være bemyndiget til at repræsentere forsikringsselskabet over for de skadelidte og til at repræsentere selskabet over for nationale myndigheder, herunder om nødvendigt repræsentere det ved domstolene, for så vidt som dette er foreneligt med den internationale privatrets regler om retternes kompetence.

32

Med hensyn til disse formål har EU-lovgiver således ikke alene indført en ordning, hvor skadelidte i hver medlemsstat kan fremsætte et erstatningskrav over for repræsentanten for skadevolderens forsikringsgiver på en måde, som skadelidte er fortrolig med, men har som et logisk supplement til denne ordning – som det er angivet i 14. betragtning til direktiv 2000/26 – til fordel for skadelidte anerkendt en mulighed for at rejse krav direkte mod denne forsikringsgiver uden at være forpligtet til at tage skridt mod skadevolderen.

33

Det fremgår ganske vist af disse betragtninger, at EU-lovgiver har ønsket, at bemyndigelsen fra forsikringsselskaberne, som fastsat i artikel 4, stk. 5, i direktiv 2000/26, indeholder en funktion, hvorefter de skadelidte gives mulighed for gyldigt at anlægge sag med påstand om erstatning for tab ved de nationale domstole, uden at der kan rejses tvivl om overholdelsen af internationale privatretlige bestemmelser. Til den tilstrækkelige bemyndigelse, som skadebehandlingsrepræsentanten skal have, hører i denne sammenhæng en bemyndigelse til at modtage forkyndelse af retslige dokumenter (jf. i denne retning dom af 10.10.2013, Spedition Welter,C-306/12, EU:C:2013:650, præmis 23 og 24).

34

Som Domstolen allerede har bemærket, fremgår det således af det forberedende arbejde med udformningen af direktiv 2000/26, at den repræsentationsbeføjelse, der udøves af et forsikringsselskab i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, ifølge lovgiver havde til formål at omfatte en bemyndigelse til at modtage forkyndelse af retslige dokumenter, selv om den var af begrænset omfang, da den ikke måtte påvirke de internationale privatretlige bestemmelser om retternes kompetence (jf. i denne retning dom af 10.10.2013, Spedition Welter,C-306/12, EU:C:2013:650, præmis 22).

35

Det fremgår derimod hverken af disse forarbejder eller af betragtningerne til direktiv 2000/26, at EU-lovgivers hensigt har været at udvide denne bemyndigelse, således at der gives mulighed for at skadelidte, med henblik på at opnå erstatning hos skadevolderens forsikringsselskab, ved den nationale domstol, hvor de er bosat, kan anlægge sag mod repræsentanten for dette selskab.

36

Eftersom de skadelidte kan lade retslige dokumenter forkynde over for forsikringsselskabets repræsentant, fremgår det således ikke, at formålet med direktiv 2000/26, der tilsigter at lette disse personers henvendelser, ikke på den måde er opnået, og at det skulle kræve, at denne repræsentant desuden selv kan sagsøges ved denne domstol.

37

EU-lovgiver har i 13. betragtning til direktiv 2000/26 ligeledes angivet, at en sådan ordning med en skadebehandlingsrepræsentant i skadelidtes hjemland ikke ville berøre spørgsmålet om, hvilken materiel ret der konkret skal anvendes eller om den retslige kompetence. At anerkende, at erstatningssagen kan anlægges direkte ved den nationale domstol mod denne repræsentant selv og ikke mod det selskab, som han repræsenterer, risikerer imidlertid at berøre spørgsmålet om den retslige kompetence. Det angives således i 16. betragtning til nævnte direktiv, at skadebehandlingsrepræsentantens virksomhed i øvrigt ikke udgør et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå domstolskompetence i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, medmindre der er hjemmel herfor i den internationale privatrets regler om retternes kompetence.

38

På denne baggrund synes formålet om at forbedre retsstillingen for personer, der har lidt tab eller skade som følge af uheld forvoldt af motorkøretøjer uden for den medlemsstat, hvor de pågældende er bosat, ikke at indebære, at artikel 4 i direktiv 2000/26, som ikke udtrykkeligt foreskriver, at skadebehandlingsrepræsentanten selv kan sagsøges i stedet for det forsikringsselskab, som han repræsenterer, selv om disse skadelidte kan tage skridt direkte mod et sådant selskab ved den nationale domstol, skal fortolkes således, at den implicit, men nødvendigvis, pålægger medlemsstaterne, at de foreskriver en mulighed for, at denne repræsentant kan sagsøges.

39

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første spørgsmål skal besvares med, at artikel 4 i direktiv 2000/26 skal fortolkes således, at den ikke forpligter medlemsstaterne til at foreskrive, at den repræsentant, der i henhold til denne artikel er bemyndiget til at behandle skadessager, selv kan sagsøges, i stedet for det forsikringsselskab, som han repræsenterer, ved en national domstol, for hvilken der er indbragt et søgsmål om erstatning anlagt af en skadelidt, der er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktivs artikel 1.

40

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

41

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005, skal fortolkes således, at den ikke forpligter medlemsstaterne til at foreskrive, at den repræsentant, der i henhold til denne artikel er bemyndiget til at behandle skadessager, selv kan sagsøges, i stedet for det forsikringsselskab, som han repræsenterer, ved en national domstol, for hvilken der er indbragt et søgsmål om erstatning anlagt af en skadelidt, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 i direktiv 2000/26, som ændret ved direktiv 2005/14.