—

»Parva Investitsionna Banka« AD ved advokat I. Dermendzhiev

—

»UniKredit Bulbank« AD ved M. Fezliyska, samt ved A. Kazini og L.K. Hampartsumyan

—

»Siyk Faundeyshan« LLS ved advokat Z. Tomov

—

»Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD ved advokat G. Nakova

—

Sindik na »Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD ved G.Y. Kolyovska

—

»Aset Menidzhmant« EAD ved advokat D. Ianakiev

—

»Ol Siyz Balgaria« OOD ved advokat V. Skochev

—

»Silvar Biych« EAD ved advokat D. Ianakiev

—

»Rudersdal« EOOD ved advokat V. Goshev

—

»Kota Enerdzhi« EAD ved advokat M. Nikolova

—

Europa-Kommissionen ved S. Petrova og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT L 399, s. 1).

2

Anmodningen er indgivet i forbindelse med en tvist mellem »Parva Investitsionna Banka« AD, »UniKredit Bulbank« AD og »Siyk Faundeyshan« LLS på den ene side og »Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD og Sindik na »Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD på den anden side angående insolvensbehandlingen af »Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD.

3

Det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra a), at forordning nr. 1896/2006 har til formål »at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure«.

4

Forordningens artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sager, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[…]

[…]«

5

Forordningens artikel 3 definerer grænseoverskridende sager som følger:

»1.   I denne forordning forstås ved »grænseoverskridende sag« en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende.

2.   Bopæl afgøres efter artikel 59 og 60 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [(EFT 2001 L 12, s. 1)].

3.   Spørgsmålet om, hvorvidt en sag er grænseoverskridende, afgøres på det tidspunkt, hvor anmodningen om et europæisk betalingspåkrav indgives i overensstemmelse med denne forordning.«

6

Samme forordnings artikel 21, stk. 1, første afsnit, med overskriften »Fuldbyrdelsen« bestemmer:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning afgøres fuldbyrdelsesproceduren efter loven i fuldbyrdelsesstaten.«

7

Artikel 26 i forordning nr.1896/2006 med overskriften »Forholdet til national procesret« bestemmer:

»Alle processuelle spørgsmål, som ikke specifikt er behandlet i denne forordning, afgøres efter national lov.«

8

Artikel 5, stk. 4, i forfatningen bestemmer:

»Forfatningsretligt ratificerede, offentliggjorte og for Den Bulgarske Republik ikrafttrådte internationale overenskomster er en del af den nationale ret. De har forrang for bestemmelser i den nationale lovgivning, der er i strid hermed.«

9

Artikel 717n i Targovski zakon (lov om handel, herefter »TZ«) bestemmer:

»Ved salg af ejendom, som debitor har givet pant i til sikring af gæld til tredjemand, sender kurator en meddelelse om salg til panthaver. Panthavers tilgodehavende tilbageholdes af kurator og overdrages til panthaver ved fremvisning af et fuldbyrdelsesfundament for fordringen.«

10

Artikel 417 i Grazhdanski protsesualen kodeks (lov om civil retspleje, herefter »GPK«) bestemmer:

»Der kan også indgives begæring om udstedelse af påkrav, når fordringen, uafhængigt af beløbet, er baseret på:

[…]«

11

Lovens artikel 418 bestemmer:

»1.   Når begæringen ledsages af et dokument som omhandlet i artikel 417, og dette dokument danner grundlag for fordringen, kan kreditor anmode retten om omgående fuldbyrdelse og om udstedelse af et tvangsfuldbyrdelsesdokument.

2.   Tvangsfuldbyrdelsesdokumentet udstedes, når retten har efterprøvet den formelle lovlighed af dokumentet som omhandlet i artikel 417, og den har konstateret, at kravet mod debitor kan fuldbyrdes. Med henblik på udstedelsen af et tvangsfuldbyrdelsesdokument påfører retten det fremlagte dokument samt påkravet en påtegning.

3.   Såfremt gældens forfald ifølge det fremlagte dokument afhænger af, at der erlægges en modydelse, eller at en anden faktisk omstændighed indtræder, skal erlæggelsen af denne modydelse eller indtrædelsen af denne omstændighed fastslås ved et officielt dokument eller ved et dokument fra debitor.

4.   Den afgørelse, hvorved begæringen om et tvangsfuldbyrdelsesdokument helt eller delvist afslås, kan appelleres af den begærende ved kære inden en uge fra afgørelsens forkyndelse, for hvilken kære der ikke fremlægges kopi til underskrift.

[…]«

12

Artikel 46 i Zakon za normativnite aktove (lov om normative retsakter, herefter »ZNA«) om fortolkningen af normative retsakter bestemmer:

»1.   Bestemmelserne i normative retsakter anvendes strengt efter deres ordlyd. Såfremt bestemmelserne ikke er klare, fortolkes de i overensstemmelse med den betydning, som svarer bedst til øvrige bestemmelser, til formålet med den retsakt, der fortolkes, og de generelle principper i bulgarsk ret.

2.   Er en normativ retsakt ufuldstændig, skal bestemmelser, der vedrører tilsvarende tilfælde, finde anvendelse på de tilfælde, der ikke er reguleret af den pågældende retsakt, for så vidt som dette er foreneligt med retsaktens formål. Er der ikke sådanne bestemmelser, reguleres forholdet af de generelle principper i bulgarsk ret […]«

13

Okrazhen sad – Targovishte (byretten i Targovishte), som behandler konkurssager, indledte ved afgørelse af 30. maj 2011 en insolvensbehandling af »Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD, og ved afgørelse af 15. juni 2012 blev det besluttet at beslaglægge og realisere aktiverne i konkursmassen.

14

Sindik na »Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD (kurator udpeget i forbindelse med insolvensbehandlingen af »Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD) solgte af nævnte konkursmasse flere ejendomme, som var pantsat til fordel for »Parva Investitsionna Banka« AD (herefter »Parva Investitsionna Banka«). Disse panterettigheder var blevet oprettet til sikring af låneaftaler indgået mellem Parva Investitsionna Banka og tredjemand, dvs. »Port Investmant Developmant – Balgaria 2« EAD og »Aset Menidzhmant« EAD.

15

Parva Investitsionna Banka er indehaver af flere udenretlige tvangsfuldbyrdelsesdokumenter for fordringer, som vedrører disse realkreditlån. Dette selskab indgav på grundlag af TZ’s artikel 717n en begæring om en umiddelbar og foreløbig fuldbyrdelse af disse dokumenter i henhold til GPK’s artikel 417 og 418. Selskabet krævede udbetaling af et beløb, som svarede til prisen for de ejendomme, der var solgt af konkursmassen. Eftersom disse krav bl.a. blev bestridt af debitorerne, anmodede Sindik na »Ear Proparti Developmant – v nesastoyatelnost« AD den forelæggende ret om bl.a. en stillingtagen til betingelserne for at anvende TZ’s artikel 717n i et tilfælde, hvor begæringen om fyldestgørelse angår en bestridt fordring i konkursmassen.

16

Ifølge den forelæggende ret rejser denne begæring i det væsentlige et spørgsmål om, hvorvidt fyldestgørelsen i konkursmassen i henhold til TZ’s artikel 717n af en bestridt fordring, hvis foreløbige og umiddelbare fuldbyrdelse er anerkendt på grundlag af udenretlige tvangsfuldbyrdelsesdokumenter, kan betragtes som lovlig.

17

Den forelæggende ret har i denne forbindelse henvist til dom afsagt af Konstitutsionen sad (Forfatningsdomstolen) den 2. oktober 2012 (sag nr. 4/2012), hvorved det blev fastslået, at bestemmelserne i GPK’s artikel 417 og 418, hvorefter bankerne kan opnå umiddelbar tvangsfuldbyrdelse på grundlag af en kreditkontoudskrift, var forenelige med forfatningen. Konstitutsionen sad tog i forbindelse med sin prøvelse hensyn til forordning nr. 1896/2006, idet forordningen udgør en del af national ret og har forrang, jf. forfatningens artikel 5, stk. 4, i forhold til nationale retsregler, som strider mod de retlige principper og løsninger, som fastsættes ved forordningen.

18

Efter den forelæggende rets opfattelse viser en gennemgang af national ret, at der er et retligt tomrum, idet TZ’s artikel 717n ikke indeholder bestemmelser, der vedrører den situation, hvor en begæring, der er indgivet på grundlag af denne bestemmelse, bestrides. Er der opstået et sådant tomrum, skal den forelæggende ret i henhold til ZNA’s artikel 46, stk. 2, tage hensyn til lovens opbygning og formål samt til generelle retlige principper i bulgarsk ret for at kunne træffe afgørelse vedrørende den begæring, som den er forelagt. Selv om forordning nr. 1896/2006 udelukkende vedrører en europæisk betalingspåkravsprocedure, er den ifølge den forelæggende ret den eneste lovgivning, der indeholder retlige løsninger, som efter deres formål ligger tilstrækkeligt tæt på arten af den tvist, der verserer for den. Forordningen fastsætter regler og principper, der er relevante med henblik på en besvarelse af de spørgsmål vedrørende den konflikt, der består mellem den individuelle tvangsfuldbyrdelsesprocedure og insolvensbehandlingen.

19

I henhold til forfatningens artikel 5, stk. 4, er den nævnte forordning en del af national ret. Der skal således tages hensyn til forordningen ved fortolkningen af generelle retlige principper og ved fastlæggelsen af lovens opbygning og formål.

20

Under disse omstændigheder har Okrazhen sad – Targovishte besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

I henhold til artikel 1 i forordning nr. 1896/2006 indføres der ved forordningen en europæisk betalingspåkravsprocedure i grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav.

22

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at hovedsagen hverken vedrører en europæisk betalingspåkravsprocedure i henhold til forordning nr. 1896/2006 eller tvangsfuldbyrdelsen af et europæisk betalingspåkrav, der er udstedt i henhold til forordningen, men vedrører tvangsfuldbyrdelsen af et udenretligt fuldbyrdelsesfundament, på grundlag af hvilket der i henhold til national ret er begæret foreløbig og umiddelbar tvangsfuldbyrdelse i forbindelse med en insolvensbehandling.

23

Det er således åbenbart, at den i hovedsagen omhandlede situation ikke falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 1896/2006, som den forelæggende ret ønsker fortolket.

24

Det fremgår af spørgsmålene i forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret ønsker en fortolkning af forordning nr. 1896/2006 med henblik på at udfylde en lakune, som denne ret har afsløret i de nationale bestemmelser, som finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, og som ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde.

25

Hertil bemærkes, at i henhold til artikel 94, litra c), i Domstolens procesreglement skal anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholde en redegørelse for grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen. Denne redegørelse skal ligesom den kortfattede fremstilling af de relevante faktiske omstændigheder, der kræves i henhold til nævnte procesreglements artikel 94, litra a), give Domstolen mulighed for at vurdere, ud over hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, om Domstolen har kompetence til at besvare det forelagte præjudicielle spørgsmål (dom Siragusa, C‑206/13, EU:C:2014:126, præmis 19).

26

Domstolen har i princippet ikke kompetence til at besvare et præjudicielt spørgsmål, når det er åbenbart, at den EU-retlige bestemmelse, som Domstolen anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse (jf. i denne retning dom Caixa d’Estalvis i Pensions de Barcelona, C‑139/12, EU:C:2014:174, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

27

I en situation som den, der foreligger i hovedsagen, hvor de faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger uden for anvendelsesområdet af de EU-retlige bestemmelser, som ønskes fortolket, er Domstolen imidlertid kompetent til at træffe afgørelse vedrørende en anmodning om præjudiciel afgørelse, når national ret henviser til disse EU-retlige bestemmelsers indhold for at fastlægge de bestemmelser, der finder anvendelse på en rent intern situation i denne stat (jf. bl.a. domme Poseidon Chartering, C‑3/04, EU:C:2006:176, præmis 15, ETI m.fl., C‑280/06, EU:C:2007:775, præmis 22 og 26, Salahadin Abdulla m.fl., C‑175/08, C‑176/08, C‑178/08 og C‑179/08, EU:C:2010:105, præmis 48, Cicala, C‑482/10, EU:C:2011:868, præmis 17, Nolan, C‑583/10, EU:C:2012:638, præmis 45, og Romeo, C‑313/12, EU:C:2013:718, præmis 21).

28

Det er nemlig i Unionens interesse, at bestemmelser eller begreber, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås, såfremt den i national ret valgte regulering af situationer, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for den pågældende EU-retsakt, er hentet fra nævnte retsakt, for at sikre en ensartet behandling af interne situationer og situationer omfattet af EU-retten, uanset de vilkår, hvorunder de bestemmelser eller begreber, der er hentet fra EU-retten, skal anvendes (jf. bl.a. domme Salahadin Abdulla m.fl., EU:C:2010:105, præmis 48, SC Volksbank România, C‑602/10, EU:C:2012:443, præmis 87 og 88, Nolan, EU:C:2012:638, præmis 46, Allianz Hungária Biztosító m.fl., C‑32/11, EU:C:2013:160, præmis 20 og 21, samt Romeo, EU:C:2013:718, præmis 22).

29

Dette er tilfældet, når de omhandlede EU-retlige bestemmelser ved national ret er blevet gjort anvendelige på direkte og ubetinget vis på sådanne situationer (domme Cicala, EU:C:2011:868, præmis 19, Nolan, EU:C:2012:638, præmis 47, og Romeo, EU:C:2013:718, præmis 23). Dette er derimod ikke tilfældet, hvis bestemmelserne i national ret tillader, at disse bestemmelser, som de fortolkes af Domstolen, fraviges (jf. i denne retning domme Kleinwort Benson, C‑346/93, EU:C:1995:85, præmis 16 og 18, samt Romeo, EU:C:2013:718, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

30

I den foreliggende sag har den forelæggende ret henvist til ZNA’s artikel 46, stk. 2, sammenholdt med artikel 5, stk. 4, i forfatningen, og forklaret årsagerne til, at den finder en fortolkning af bestemmelserne i forordning nr. 1896/2006 nødvendig i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, og som ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde, for at løse tvisten i den sag, der er forelagt den. Denne redegørelse for grundene giver imidlertid ikke Domstolen mulighed for at fastslå, at den har kompetence til at behandle anmodningen om præjudiciel afgørelse.

31

Artikel 5, stk. 4, i forfatningen bestemmer, at »[f]orfatningsretligt ratificerede, offentliggjorte og for Den Bulgarske Republik ikrafttrådte internationale overenskomster er en del af den nationale ret, [og de] har forrang for bestemmelser i den nationale lovgivning, der er i strid hermed«. Denne bestemmelse henviser dermed ikke til bestemmelser i forordning nr. 1896/2006, som de præjudicielle spørgsmål vedrører, men fastlægger efter sin ordlyd udelukkende rangordenen mellem international og national ret.

32

ZNA’s artikel 46, stk. 2, henviser generelt til de »generelle principper i bulgarsk ret« og ikke specifikt til bestemmelserne i forordning nr. 1896/2006, som de nævnte spørgsmål vedrører. Selv om den forelæggende ret har oplyst, at bestemmelsen i ZNA, sammenholdt med artikel 5, stk. 4, i forfatningen, også henviser til EU-retten, har den ikke gjort gældende, at de nationale bestemmelser faktisk henviser til bestemmelser i denne forordning med henblik på at regulere situationer, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for den pågældende EU-retsakt, for at sikre en ensartet behandling af interne situationer og situationer omfattet af EU-retten.

33

Med hensyn til dommen afsagt af Konstitutsionen sad, nævnt i den foreliggende kendelses præmis 17, og hvortil den forelæggende ret har henvist, bemærkes, at det ikke fremgår af forelæggelsesafgørelsen, hvorvidt der i denne dom tages stilling til, om forfatningens artikel 5, stk. 4, og ZNA’s artikel 46, stk. 2, indeholder en henvisning til EU-retten med henblik på at sikre en ensartet anvendelse.

34

Sidstnævnte bestemmelse, sammenholdt med forfatningens artikel 5, stk. 4, henviser generelt til generelle retlige principper med henblik på at udfylde et retligt tomrum, men det fremgår ikke af forelæggelsesafgørelsen, at bestemmelserne i forordning nr. 1896/2006 som sådan ved national ret er blevet gjort anvendelige på direkte og ubetinget vis på en situation, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning, for hvilken der ønskes en fortolkning. De nævnte nationale bestemmelser begrænser sig snarere til at bemyndige den påkendende ret til at anvende generelle principper samt nationale og EU-retlige bestemmelser med henblik på gennem retspraksis og efter egen bedømmelse af de konklusioner, der kan udledes af disse bestemmelser og principper, at udfylde den konstaterede lakune.

35

Under disse omstændigheder kan bestemmelserne i forordning nr. 1896/2006, som de forelagte spørgsmål vedrører, ikke anses for ved national ret at være blevet gjort anvendelige på direkte og ubetinget vis på en situation som den, der foreligger i hovedsagen, og som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning.

36

Det må herefter i medfør af procesreglements artikel 53, stk. 2, fastslås, at det er åbenbart, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare de spørgsmål, der er forelagt af Okrazhen sad – Targovishte.

37

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Det er åbenbart, at den Europæiske Unions Domstol ikke har kompetence til at besvare de spørgsmål, der er forelagt af Okrazhen sad – Targovishte (Bulgarien).