1

Ved deres respektive appeller har Société nationale maritime Corse-Méditerranée (SNCM) SA (herefter »SNCM«) og Den Franske Republik nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom Corsica Ferries France mod Kommissionen (T‑565/08, EU:T:2012:415, herefter »den appellerede dom«), for så vidt som artikel 1, stk. 2 og 3, i Kommissionens beslutning 2009/611/EF af 8. juli 2008 om de støtteforanstaltninger, Frankrig har iværksat til fordel for Société nationale maritime Corse-Méditerranée (SNCM) – C‑58/02 (ex N 118/02) (EUT 2009 L 225, s. 180, herefter »den omtvistede beslutning«) derved blev annulleret.

2

Retten konstaterede følgende:

»De omhandlede rederier

Den administrative procedure

[…]

De pågældende foranstaltninger

Den [omtvistede] beslutning

3

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. december 2008 nedlagde Corsica Ferries påstand om annullation af den omtvistede beslutning. Corsica Ferries påberåbte sig i det væsentlige seks anbringender til støtte for sit søgsmål.

4

Det første anbringende vedrørte en påstået for vid fortolkning af artikel 287 EF, som gav sig udslag i, at den omtvistede beslutning var behæftet med en begrundelsesmangel, og i en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsprøvelse. Det andet til det sjette anbringende vedrørte en tilsidesættelse af artikel 87 EF og 88 EF og rammebestemmelserne. Disse anbringender vedrørte henholdsvis kapitalindskuddet på 53,48 mio. EUR som kompensation for forpligtelser til offentlig tjeneste, afhændelsen af SNCM til en negativ salgspris på 158 mio. EUR, CGMF’s kapitalindskud på 8,75 mio. EUR, 38 mio. EUR i form af støtte til enkeltpersoner og det restbeløb på 22,52 mio. EUR, der blev anmeldt som omstruktureringsstøtte.

5

Retten gav Corsica Ferries medhold i det tredje til det sjette anbringende, som sagsøgeren havde påberåbt sig til støtte for annullationssøgsmålet, og annullerede den omtvistede beslutnings artikel 1, stk. 2 og 3.

6

SNCM har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

7

Corsica Ferries har nedlagt følgende påstande:

8

Den Franske Republik har nedlagt følgende påstande:

9

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 24. januar 2013 blev sagerne C‑533/12 P og C‑536/12 P forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

10

SNCM, i sag C‑533/12 P, og Den Franske Republik, i sag C‑536/12 P, har begge påberåbt sig fire anbringender mod den appellerede dom, som i vidt omfang er sammenfaldende. De vil derfor blive behandlet samlet.

11

Med sit første anbringende vedrørende afhændelsen af SNCM til en negativ salgspris på 158 mio. EUR har SNCM gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den så bort fra Kommissionens skønsmargen og i sin fortolkning af kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi, der er i modstrid med artikel 345 TEUF, gengav den omtvistede beslutning urigtigt og tilsidesatte sin begrundelsespligt.

12

Ifølge SNCM har Retten set bort fra den skønsmargen, som Kommissionen har ved anvendelsen af kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi. Kommissionen foretog således i den omtvistede beslutning en sammenligning af den negative salgspris og de supplerende fratrædelsesgodtgørelser, som staten havde indrømmet i tilfælde af SNCM’s likvidation, med henblik på at fastslå fraværet af støtte i den negative pris. Denne beregning byggede på oplysninger fra parterne og fra en uafhængig ekspert. Retten tilsidesatte den skønsmargen, som Kommissionen har ved bedømmelsen af komplekse økonomiske spørgsmål, og begik en retlig fejl, da den rejste tvivl om Kommissionens konklusioner.

13

Corsica Ferries har gjort gældende, at Unionens retsinstanser for så vidt angår kvalificeringen som statsstøtte og anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF principielt kan foretage en fuldstændig prøvelse på dette område.

14

For så vidt angår Kommissionens skønsmargen og domstolsprøvelsen har Retten i den appellerede doms præmis 88 gengivet fast retspraksis vedrørende omfanget og karakteren af denne prøvelse for så vidt angår begrebet »statsstøtte«.

15

Ifølge denne praksis har begrebet »statsstøtte« efter definitionen i traktaten en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer. Af denne grund skal Unionens retsinstanser principielt under hensyntagen såvel til de konkrete omstændigheder i den sag, der verserer for dem, som til, at Kommissionens vurderinger er af teknisk eller kompleks karakter, gennemføre en fuldstændig efterprøvelse af, om en foranstaltning henhører under artikel 107, stk. 1, TEUF. Unionens retsinstanser skal ikke blot tage stilling til bl.a. den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (domme Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, C‑83/98 P, EU:C:2000:248, præmis 25, Kommissionen mod Scott, C‑290/07 P, EU:C:2010:480, præmis 64 og 65 og BNP Paribas og BNL mod Kommissionen, C‑452/10 P, EU:C:2012:366, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

16

Retten foretog med rette og med henblik på at sikre en korrekt anvendelse af artikel 107 TEUF i den appellerede doms præmis 90-108 en prøvelse af de objektive elementer, som Kommissionen tog i betragtning i den omtvistede beslutning, og dette i overensstemmelse med den i den foregående præmis nævnte retspraksis.

17

Det må endvidere, som generaladvokaten har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse, fastslås, at Retten, i modsætning til hvad SNCM har hævdet, på ingen måde har rejst tvivl om den uafhængige eksperts arbejde, som lå til grund for den omtvistede beslutning.

18

Efter at have undersøgt beslutningen fandt Retten, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde underbygget sin begrundelse, og at den havde lagt elementer til grund, som hverken var objektive eller kontrollerbare. SNCM’s argumenter om, at Retten fejlbedømte Kommissionens skønsmargen eller erstattede den af Retten udpegede eksperts vurdering med sin egen, må derfor forkastes.

19

Det følger af det foregående, at Retten korrekt foretog den fuldstændige prøvelse, som den er forpligtet til som omhandlet i den i denne doms præmis 15 nævnte retspraksis.

20

Med hensyn til fortolkningen af kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi har SCNM kritiseret Retten for at have pålagt Kommissionen en forpligtelse til at definere den berørte medlemsstats økonomiske aktiviteter »navnlig på geografisk og sektorielt niveau« med henblik på at fastslå, om medlemsstatens adfærd svarer til den, som en privat investor i en markedsøkonomi ville have valgt. Den appellerende virksomhed har gjort gældende, at det relevante kriterium for, om denne test er opfyldt som fastslået i retspraksis, er kriteriet om investorens størrelse og ikke kriteriet om den sektor, som investoren udøver sin virksomhed inden for. Retten har således tilsidesat det grundlæggende princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af de ejendomsretlige ordninger, der er fastsat i artikel 345 TEUF, som ligger til grund for princippet om den private investor.

21

Corsica Ferries har gjort gældende, at Retten ikke kan foreholdes at have krævet en geografisk og sektoriel definition af de omhandlede økonomiske aktiviteter for at kunne efterprøve, om Kommissionen faktisk havde lagt »alle de relevante oplysninger« til grund ved dens bedømmelse af de omhandlede foranstaltninger.

22

Den Franske Republik har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at Kommissionen principielt ikke kunne tage hensyn til risikoen for skade på statens omdømme som global økonomisk aktør i den private sektor i forbindelse med kriteriet om den private investor. Den har i øvrigt anført, at Retten ved at kræve, at der på grundlag af objektive elementer, som kan efterprøves, skal foreligge en tilstrækkelig fast eller helt fast praksis blandt investorerne i den omhandlede sektor, har opstillet et krav, der går videre end det, som er nødvendigt for en korrekt anvendelse af kriteriet om den private investor som fastlagt i retspraksis.

23

I lighed med Den Franske Republik er SNCM af den opfattelse, at Retten ved i den appellerede doms præmis 86, 87, 95 og 96 at frigøre sig fra kriterier, der var veletablerede i retspraksis, eksempelvis ved kravene om gennemførelse af en geografisk og sektoriel analyse, godtgørelse af en tilstrækkelig fast praksis og en for høj bevisstandard for at godtgøre tilstedeværelsen af en sandsynlighed for indirekte materiel fortjeneste, har begået en retlig fejl ved fortolkningen af kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi.

24

SNCM har derudover gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 101-108 krævede en for høj bevisstandard, idet Retten konstaterede, at Kommissionen ikke havde påvist, at den franske stats adfærd skyldtes en rimelig mulighed for derved at opnå en indirekte økonomisk gevinst, selv på lang sigt. For at fastslå, om privatiseringen af en offentlig virksomhed til en negativ salgspris indeholder elementer af statsstøtte, skal det imidlertid vurderes, om en privat investor af en størrelse, der kan sammenlignes med organer, som forestår forvaltningen af den offentlige sektor, under tilsvarende omstændigheder kunne tænkes at ville have indskudt en kapital af den omhandlede størrelse eller ville have valgt en likvidation af virksomheden.

25

Ifølge SNCM skal den indirekte økonomiske gevinst, som den franske stat kan opnå ved den omhandlede foranstaltning, anses for godtgjort ved sammenligningen af de sandsynlige omkostninger ved likvidationen og den negative afståelsespris.

26

Retten krævede endvidere ifølge SNCM en bevisstandard, som det i praksis er umuligt at opfylde. Sagsøgeren har gjort gældende, at det er umuligt nøjagtigt at kvantificere den lidte skade i tilfælde af forringelse af den berørte medlemsstats omdømme. En sådan kvantificering vil efter sagens natur skulle støttes på elementer, der er vanskelige at forudsige, bl.a. grundet den omstændighed, at den vil skulle støttes på andre økonomiske aktørers reaktioner, eksempelvis kunder, brugere, leverandører eller SNCM’s personale, samt ligeledes andre offentlige virksomheder.

27

Ifølge Corsica Ferries har Retten givet kriteriet om den opmærksomme private investor sin fulde effektive virkning, hvilket forudsætter, at det godtgøres, at medlemsstatens adfærd styres af langsigtede rentabilitetssynspunkter, dvs. at den langsigtede økonomiske rationalitet i den berørte medlemsstats adfærd godtgøres. Som følge deraf har Retten foreholdt Kommissionen, at den i den omtvistede beslutning ikke på retligt fyldestgørende vis godtgjorde, at den franske stat havde en rimelig sandsynlighed for at opnå en væsentlig indirekte økonomisk fordel af den omhandlede transaktion, selv på lang sigt.

28

Hvad angår definitionen af den franske stats økonomiske aktiviteter har SNCM ligeledes hævdet, at Retten gengav beslutningen urigtigt, idet den fastslog, at Kommissionen ikke på retlig fyldestgørende vis havde defineret de af statens økonomiske aktiviteter, med hensyn til hvilke de omhandlede foranstaltningers økonomiske rationalitet skulle vurderes. Med hensyn til begreberne »tilstrækkelig fast praksis« og »fast praksis« er den appellerede dom ifølge SNCM kendetegnet ved en begrundelsesmangel, idet Retten ikke definerede disse begreber.

29

Det fremgår af fast retspraksis, at offentlige myndigheders indgreb i en virksomheds kapital, uanset under hvilken form dette indgreb sker, kan udgøre statsstøtte som omhandlet i artikel 87 EF, når alle betingelserne i denne artikel er opfyldt (domme Spanien mod Kommissionen, C‑278/92 – C‑280/92, EU:C:1994:325, præmis 20, og Italien og SIM 2 Multimedia mod Kommissionen, C‑328/99 og C‑399/00, EU:C:2003:252, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at det følger af princippet om ligebehandling af offentlige virksomheder og private virksomheder, at den kapital, som staten direkte eller indirekte stiller til rådighed for en virksomhed på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår, ikke kan anses for statsstøtte (dom Italien og SIM 2 Multimedia mod Kommissionen, EU:C:2003:252, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). De betingelser, som en foranstaltning skal opfylde for at være omfattet af statsstøttebegrebet i artikel 107 TEUF, er således ikke opfyldt, hvis den begunstigede offentlige virksomhed kunne opnå den samme fordel som den, den opnåede ved hjælp af statsmidler, på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår, idet denne vurdering for offentlige virksomheder i princippet skal ske under anvendelse af kriteriet om den private investor (jf. dom Kommissionen mod EDF, C‑124/10 P, EU:C:2012:318, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

31

I henhold til Domstolens praksis skal der foretages en sondring mellem statens rolle som aktionær i en virksomhed på den ene side og staten, der handler som offentlig myndighed, på den anden side. Anvendelsen af kriteriet om den private investor afhænger i sidste ende af, om den omhandlede medlemsstat i sin egenskab af aktionær og ikke i sin egenskab af offentlig myndighed indrømmer en økonomisk fordel til en virksomhed (jf. domme Spanien mod Kommissionen, EU:C:1994:325, præmis 22, og Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 80 og 81).

32

Der skal derfor foretages en vurdering af, om en privat investor af en størrelse, der kan sammenlignes med organer, som forestår forvaltningen af den offentlige sektor, under tilsvarende omstændigheder kunne tænkes at ville have indskudt en kapital af den omhandlede størrelse (dom Italien og SIM 2 Multimedia mod Kommissionen, EU:C:2003:252, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

33

Med henblik på denne analyse skal det vurderes, om den samme foranstaltning ville være blevet truffet under normale markedsvilkår af en privat investor, som befinder sig i en situation, som ligger så tæt som muligt på den situation, som staten befinder sig i, idet der kun tages hensyn til de fordele og forpligtelser, som er forbundet med sidstnævntes situation i dens egenskab af aktionær, og ikke dem, som er forbundet med dens egenskab af offentlig myndighed (dom Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 79).

34

I øvrigt gælder det, at hvis det ikke er muligt at sammenligne situationen for en offentlig virksomhed med situationen for en privat virksomhed, skal de »sædvanlige markedsbetingelser«, som nødvendigvis er hypotetiske, bedømmes i forhold til de tilgængelige objektive oplysninger, der kan efterprøves (domme Chronopost m.fl. mod Ufex m.fl., C‑83/01 P, C‑93/01 P og C‑94/01 P, EU:C:2003:388, præmis 38, og Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 101 og 102).

35

Retten fandt i den appellerede doms præmis 86, at det ved vurderingen i forbindelse med testen om den private investor påhviler Kommissionen at definere de af den berørte stats økonomiske aktiviteter, bl.a. på geografisk og sektorielt niveau, i forhold til hvilke den langsigtede økonomiske rationalitet ved statens adfærd skal vurderes. Derudover fandt Retten i den appellerede doms præmis 95-100, at det kun er en »tilstrækkelig fast praksis« eller en »fast praksis« blandt de private virksomheder, der kan anvendes ved anvendelsen af denne test.

36

Det bemærkes i denne henseende, at disse krav ikke har en absolut karakter, men efter omstændighederne kan identificere den private investor, som er sammenlignelig med den offentlige virksomhed, i forhold til hvilken testen om den private investor skal anvendes.

37

Ved at anvende disse begreber har Retten ikke opstillet specifikke krav med hensyn til karakteren af de beviser, hvorved det kan godtgøres, at en rationel privat investor, der befinder sig i en situation, som ligger så tæt som muligt på den situation, som den offentlige virksomhed befinder sig i, ville have foretaget det omhandlede kapitalindskud, men den fastslog i den appellerede doms præmis 93 og 94, at Kommissionen ikke på retlig fyldestgørende vis havde fastlagt de af den franske stats økonomiske aktiviteter, i forhold til hvilke de omhandlede foranstaltningers økonomiske rationalitet skulle vurderes, og at det var umuligt for Retten at efterprøve den langsigtede økonomiske rationalitet vedrørende den i sagen omhandlede negative afståelsespris.

38

Retten har korrekt fastslået kriteriet om den langsigtede økonomiske rationalitet vedrørende en medlemsstats beslutning om at indrømme en virksomhed en økonomisk fordel, som under alle omstændigheder skal være opfyldt, for at det kan konkluderes, at princippet om den private investor er overholdt. Retten har dermed ikke tilsidesat artikel 345 TEUF.

39

Når en offentlig investors kapitalindskud foretages uden skelen overhovedet til selv langsigtede rentabilitetsmuligheder, må der i henhold til retspraksis imidlertid antages at være tale om støtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, og sådanne indskuds forenelighed med det fællesmarkedet må vurderes alene ud fra de i denne bestemmelse fastlagte kriterier (jf. i denne retning dom Italien mod Kommissionen, C‑303/88, EU:C:1991:136, præmis 22).

40

I modsætning til det af den Franske Republik anførte har Retten i den appellerede doms præmis 85 ikke principielt udelukket, at beskyttelsen af en medlemsstats omdømme som global investor i en markedsøkonomi under særlige omstændigheder og med en særdeles overbevisende begrundelse kan udgøre en begrundelse, som godtgør den langsigtede økonomiske rationalitet i at dække yderligere udgifter, såsom supplerende fratrædelsesgodtgørelser.

41

Retten kunne imidlertid med rette i præmis 85 konstatere, at korte henvisninger til en medlemsstats omdømme som global aktør ikke er tilstrækkelig støtte for, at der ikke foreligger statsstøtte som omhandlet i EU-retten.

42

Der kan heller ikke gives medhold i SNCM’s første anbringende, for så vidt som Retten derved foreholdes i den appellerede doms præmis 101-108 at have pålagt Kommissionen en for høj bevisstandard vedrørende beviset for den omstændighed, at den franske stats adfærd skyldtes en rimelig mulighed for derved at opnå en økonomisk gevinst, selv på lang sigt. Det fremgår i denne henseende af den appellerede dom, at Kommissionen indskrænkede sig til at fastslå, at den franske stats omdømme ville påvirkes af social uro. Henset til hvad der bl.a. er fastslået i denne doms præmis 41, kan der imidlertid ikke gives medhold i en sådan argumentation.

43

Retten kunne i den appellerede doms præmis 108 således med rette fastslå, at den langsigtede økonomiske rationalitet vedrørende den franske stats adfærd ikke var blevet godtgjort i fornødent omfang.

44

For så vidt angår SNCM’s påstand om fejlagtig gengivelse har sagsøgeren ikke godtgjort, at Retten har gengivet Kommissionens beslutning fejlagtigt, dvs. at den har foretaget en åbenbar urigtig fortolkning deraf.

45

For så vidt angår SNCM’s anbringende om, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt, fordi den ikke definerede begreberne »tilstrækkelig fast praksis« og »fast praksis«, bemærkes det, som generaladvokaten har anført i punkt 62 i forslaget til afgørelse, at disse udtryk er klare og vedrører en vurdering af de faktiske omstændigheder, og at det er let at forstå, at et enkelt eller nogle eksempler ikke kan udgøre en »tilstrækkeligt fast praksis« eller en »fast praksis«.

46

Det første anbringende må følgelig forkastes i sin helhed.

47

SNCM har gjort gældende, at Retten gengav den omtvistede beslutning fejlagtigt, idet den undlod at tage alle de relevante forhold, herunder spørgsmålet om den faste forrentning og spørgsmålet om ophævelsesklausulens betydning, i betragtning ved sin vurdering af, om betingelserne for investeringerne ved de samtidige kapitaltilførsler var sammenlignelige.

48

Ifølge SNCM blev spørgsmålet om den faste forrentning analyseret af Kommissionen i punkt 361-363 i den omtvistede beslutning. Kommissionen fastslog således, at en fast forrentning på 10% af den franske stats kapitalindskud i SNCM udgjorde en passende langsigtet rentabilitet for investeret kapital for en privat investor.

49

Endvidere præciserede Kommissionen ifølge SNCM grunden til, at den fandt, at ophævelsesklausulen ikke kunne rejse tvivl om ligebehandlingen af de samtidige investorer. Kommissionen anførte således, modsat det af Retten i den appellerede doms præmis 127 fastslåede, at denne klausul ikke vedrørte de private overtageres og statens samtidige investeringer i det privatiserede SNCM, men den fuldstændige afståelse af SNCM til private overtagere. Ophævelsesklausulen var således knyttet til afståelsen af SNCM og skulle analyseres inden for denne ramme, og under disse omstændigheder kunne den ikke tages i betragtning ved analysen af statens og de private overtageres samtidige investeringer foretaget ved afslutningen af denne afståelse.

50

SNCM er af den opfattelse, at ophævelsesklausulen blev værdisat på det tidspunktet for afhændelsen af SNCM i den negative salgspris på 158 mio. EUR. Fordi afhændelsen af SNCM fandt sted til markedspris, blev ophævelsesklausulen værdisat i afhændelsesprisen og kunne ikke anses for at have givet køberne en fordel. Der burde derfor ikke længere tages hensyn til den på tidspunktet for vurderingen af, om den franske stats samtidige investering overholdt princippet om ligebehandling af investorerne, idet den ansatte værdi af denne klausul ellers ville blive medregnet to gange.

51

SNCM har vedrørende hensynet til den sammenhæng med virksomhedens privatisering, som kapitalindskuddet på 8,75 mio. EUR indgår i, anført, at de forpligtelser, der relaterer til de foranstaltninger, den franske stat traf i forbindelse med SNCM’s privatisering, nemlig den negative salgspris på 158 mio. EUR og kontokurantlånet på 38,5 mio. EUR, ikke på ny skal tages i betragtning ved vurderingen af kapitalindskuddet. Hvis den negative salgspris og kapitalindskuddet tages i betragtning på ny ved vurderingen af kontokurantlånet, medfører det, at denne pris og dette indskud tages i betragtning to gange.

52

Den Franske Republik har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl og tilsidesatte artikel 87, stk. 1, EF, idet den fandt, at Kommissionen ikke havde taget alle de relevante elementer i betragtning ved sin analyse af, om CGMF’s, SNCM’s offentlige aktionær, kapitalindskud på 8,75 mio. EUR var sammenligneligt med de private overtageres kapitalindskud på 26,25 mio. EUR, og at Kommissionen skulle have taget den klausul om ophævelse af overtagelsen, som var blevet indrømmet de private overtagere i forbindelse med privatiseringen af SNCM, i betragtning.

53

Corsica Ferries har gjort gældende, at værdiansættelsen af ophævelsesklausulen i den negative salgspris på 158 mio. EUR på tidspunktet for afhændelsen er uden betydning for Rettens argumentation og for den omstændighed, at Kommissionen i den omtvistede beslutning afstod fra at foretage en nærmere analyse af den økonomiske virkning af klausulen, således at hvis den havde været værdiansat i den nævnte negative pris, hvilket ikke er tilfældet, ville Kommissionen have skullet forklare dette på klar og transparent vis.

54

Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 117 med rette har fastslået, at alene den omstændighed, at et kapitalindskud er blevet foretaget i fællesskab og samtidigt med private investorer, ikke automatisk udelukker, at der kan være tale om statsstøtte. Andre forhold, navnlig ligebehandlingen af offentlige og private aktionærer, skal ligeledes tages i betragtning.

55

Retten fastslog i den appellerede doms præmis 130, at ophævelsesklausulen i det mindste kunne annullere enhver risiko for de private overtagere, i tilfælde af at en af disse udløsende begivenheder indtrådte, og at den nævnte klausul følgelig havde en faktisk økonomisk værdi. Ifølge Retten kan klausulen derfor ændre risikoprofilen for de private overtageres og CGMF’s kapitalindskud og derfor stille spørgsmålstegn ved, om investeringsvilkårene er sammenlignelige.

56

Det må fastslås, at det ikke er lykkedes appellanterne at godtgøre, at Retten har begået en retlig fejl i denne henseende.

57

Argumentet om, at ophævelsesklausulen var blevet værdiansat i afhændelsesprisen for SNCM, og at klausulen ikke længere kunne tages i betragtning ved vurderingen af sammenligneligheden af de offentlige og private aktionærers kapitalindskud, må forkastes.

58

Som Retten har anført i den appellerede doms præmis 111, var den omhandlede fælles og samtidige tegning allerede fastsat i aftaleprotokollen vedrørende den omhandlede afhændelse. Det er som følge heraf åbenbart, at det omhandlede kapitalindskud blev fastsat i sammenhæng med SNCM’s delvise privatisering.

59

Som Den Franske Republik har medgivet vedrørende ophævelsesklausulen, ville den oprindelige aktionær, der har afstået sine aktier til overtageren, skulle tilbagebetale sidstnævnte dennes kapitalindskud, og overtageren har således i modsætning til den oprindelige aktionær mulighed for at få tilbagebetalt sit kapitalindskud og afvikle sit engagement i den omhandlede offentlige virksomhed, i tilfælde af at ophævelsesklausulen finder anvendelse.

60

Det er under disse omstændigheder åbenlyst, at ophævelsesklausulen kan have indvirkning på betingelserne for rekapitaliseringen og påvirke betingelserne for sammenlignelighed.

61

Da Retten har anført elementer vedrørende denne påvirkning, har den med rette kunnet konkludere, at Kommissionen ikke i den omtvistede beslutning kunne afstå fra at foretage en nærmere analyse af den økonomiske virkning af ophævelsesklausulen. Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 115 i forslaget til afgørelse, har Retten med rette fastslået, at Kommissionen ikke eller ikke tilstrækkeligt har underbygget sin afgørelse vedrørende ligebehandlingen af de offentlige og private investeringer i SNCM.

62

Det andet anbringende må følgelig forkastes, uden at det er fornødent at undersøge spørgsmålet om vurderingen af afkastet af CGMF’s kapitalindskud.

63

Ifølge SNCM gengav Retten den omtvistede beslutning urigtigt, idet den fastslog, at Kommissionen havde anført, at den omstændighed, at den pågældende foranstaltning ikke følger af lovbestemte forpligtelser, i sig selv kunne udelukke, at den havde karakter af statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

64

Retten begik en retlig fejl ved at gøre indgreb i den skønsmargen, Kommissionen besidder ved bedømmelsen af komplekse økonomiske situationer. Retten overskred grænserne for sin prøvelse af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn som krævet ved undersøgelsen af komplekse økonomiske situationer, idet den i den appellerede doms præmis 144 fastslog, at »tilstedeværelsen af den spærrede konto kan skabe et incitament for SNCM’s medarbejdere til at forlade virksomheden, eller i det mindste forlade den uden at forhandle deres fratræden, især for så vidt angår den eventuelle tildeling af supplerende fratrædelsesgodtgørelser […], hvilket er forhold, der kunne skabe en indirekte økonomisk fordel for SNCM«.

65

Retten har ikke givet en tilstrækkelig begrundelse for sin afgørelse med hensyn til den fordel, som SNCM skulle have nydt. Det er således ikke muligt ud fra Rettens analyse af den spærrede konto i den appellerede doms præmis 144 at forstå grundene til, at Kommissionen skulle have foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at karakterisere foranstaltningerne til støtte for enkeltpersoner som »statsstøtte«.

66

SNCM og Den Franske Republik har endvidere anført, at den appellerede dom er behæftet med en begrundelsesmangel. Retten har ikke undersøgt Kommissionens konstatering, hvorefter »selv hvis man lægger de 38,5 mio. EUR til statens kapitaltilførsel på 142,5 mio. EUR, vil den korrigerede negative pris, dvs. 196,5 mio. EUR, stadig være langt mindre end omkostningerne ved en likvidation af SNCM«. Kommissionen fastslog således, at den franske stats omkostninger ved en likvidation ville have været højere end den negative pris, selv hvis beløbet til støtte for enkeltpersoner lægges til den negative pris.

67

Retten har i den henseende ikke givet en retligt fyldestgørende begrundelse for sin afgørelse, idet den karakteriserede foranstaltningerne til støtte for enkeltpersoner på 38,5 mio. EUR som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF uden subsidiært at efterprøve, om denne foranstaltning opfyldte princippet om den opmærksomme private investor.

68

Corsica Ferries har gjort gældende, at Kommissionen netop blev kritiseret af Retten, fordi Kommissionen ikke var i stand til at fastslå den normale anvendelse af systemet med supplerende sociale godtgørelser i forbindelse med afbrydelse af en ansættelseskontrakt med hensyn til den spærrede konto.

69

På grundlag af de betragtninger, der er gengivet i denne doms præmis 14-16, finder Domstolen, at den prøvelse, som Retten har foretaget i den appellerede doms præmis 144, er i overensstemmelse med det niveau for efterprøvelse, som den er forpligtet til.

70

For så vidt angår SNCM’s og Den Franske Republiks argument om, at Retten subsidiært burde have efterprøvet, om beløbet på 38,5 mio. EUR var begrundet i forhold til testen om den private investor, bemærkes, at Domstolen ikke har tiltrådt det første anbringende om karakteriseringen af de supplerende fratrædelsesgodtgørelser på 158 mio. EUR.

71

Som generaladvokaten har anført i punkt 132 i forslaget til afgørelse, skulle beløbet på 38,5 mio. EUR på den spærrede konto efter omstændighederne også udbetales som supplerende fratrædelsesgodtgørelser.

72

Appellanterne har således ikke fremført noget argument, som godtgør, at karakteren af disse 38,5 mio. EUR er anderledes end det beløb på 158 mio. EUR, som blev bedømt ved undersøgelsen af det første anbringende vedrørende anvendelsen af testen om den private investor.

73

Domstolen finder for så vidt angår de af generaladvokaten i punkt 122-137 i forslaget til afgørelse anførte grunde, at Retten ved sin analyse af de konstateringer og argumenter, som vedrører dette anbringende, ikke har gengivet den omtvistede beslutning forkert og har givet en retligt fyldestgørende begrundelse for den appellerede dom.

74

Det tredje anbringende skal derfor forkastes.

75

SNCM og Den Franske Republik er af den opfattelse, at Rettens argumentation vedrørende omstruktureringsrestbeløbet på 15,81 mio. EUR er behæftet med fejl.

76

Appellanterne har gjort gældende, at Rettens argumentation i den appellerede doms præmis 148-153 er baseret på den forudsætning, at Kommissionen fandt, at planen fra 2006 var fri for elementer, der udgjorde statsstøtte. Appellanterne har således ved deres appelskrift søgt at godtgøre, at Retten begik retlige fejl og tilsidesatte sin begrundelsespligt ved analysen af foranstaltningerne i planen fra 2006.

77

Det fremgår af appellanternes skriftlige indlæg, at det fjerde anbringende er afhængigt af, at Domstolen giver medhold i de foregående anbringender, der er blevet fremført til støtte for appellerne.

78

Domstolen har imidlertid i denne doms præmis 39, 55 og 66 forkastet det første til det tredje anbringende og stadfæstet den appellerede dom.

79

Under disse omstændigheder må det fjerde anbringende forkastes som irrelevant, uden at det er fornødent at undersøge de argumenter, sagsøgerne har fremført.

80

Eftersom ingen af de af appellanterne fremsatte anbringender kan tages til følge, skal appellerne i sagerne C‑533/12 P og C‑536/12 P forkastes.

81

I henhold til Domstolens procesreglements artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen forkastes. I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af reglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

82

Da Corsica Ferries har nedlagt påstand om, at SNCM og Den Franske Republik pålægges at betale sagens omkostninger, og da de har tabt sagen, bør de pålægges at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):