1

I stævningen nedlagde Europa-Kommissionen oprindeligt følgende påstande:

2

Under retsmødet ændrede Kommissionen sin påstand, henset til de oplysninger, den modtog efter den 4. maj 2012, datoen for replikken i denne sag. Kommissionen har således nedlagt påstand om, at Domstolen tilpligter Kongeriget Belgien at betale:

3

Ifølge artikel 1 i Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand (EFT L 135, s. 40), som ændret ved Kommissionens direktiv 98/15/EF af 27. februar 1998 (EFT L 67, s. 29, herefter »direktiv 91/271«), regulerer dette opsamling, rensning og udledning af byspildevand samt rensning og udledning af spildevand fra visse industrisektorer. Direktivet tilsigter at beskytte miljøet mod negative påvirkninger fra ovennævnte spildevandsudledninger.

4

Direktivets artikel 2 definerer »byspildevand« som »husspildevand eller en blanding af husspildevand og industrispildevand og/eller regnvand fra befæstede arealer«.

5

Samme artikel definerer ligeledes PE som værende »den mængde organisk stof, der kan nedbrydes biologisk med et fem-døgns biokemisk iltforbrug (BOD5) på 60 g ilt pr. dag«.

6

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 91/271 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne skal sikre, at alle byområder bliver forsynet med kloaknet til opsamling af byspildevand

For så vidt angår byspildevand, som udledes til vandrecipienter, der betragtes som »følsomme områder« som defineret i artikel 5, skal medlemsstaterne sikre, at der etableres kloaknet senest den 31. december 1998 for byområder med over 10000 PE.

[...]«

7

Artikel 4, stk. 1, i direktiv 91/271 bestemmer:

»Medlemsstaterne skal sikre, at byspildevand, der tilledes kloaknet, før udledningen underkastes sekundær rensning eller en tilsvarende rensning efter følgende plan:

8

I artikel 5 i direktiv 91/271 præciseres:

»1.   Medlemsstaterne skal med henblik på anvendelsen af stk. 2 senest den 31. december 1993 kortlægge følsomme områder efter de kriterier, som er fastlagt i bilag II.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at byspildevand, der tilledes kloaknet, senest den 31. december 1998 renses mere vidtgående end beskrevet i artikel 4, før det udledes til følsomme områder, for så vidt angår alle udledninger fra byområder med over 10000 PE.

[…]

4.   Som alternativ behøver de krav til de enkelte anlæg, der er fastsat i stk. 2 og 3, ikke anvendes i følsomme områder, hvor det kan dokumenteres, at den procentvise nedbringelse af forurenende stoffer i den samlede mængde spildevand, der udledes til rensningsanlæg i det pågældende område, er mindst 75% for total phosphor og mindst 75% for total kvælstof.

5.   Stk. 2, 3 og 4 gælder for udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand, der ligger i følsomme områders relevante afstrømningsområder, og som bidrager til forureningen af disse områder.

[...]«

9

I artikel 17, stk. 1 og 2, i direktiv 91/271 bestemmes, at medlemsstaterne senest den 31. december 1993 skal udarbejde et program for gennemførelsen af dette direktiv og senest den 30. juni 1994 skal give Kommissionen oplysninger om dette program.

10

I overensstemmelse med artikel 17, stk. 4, i direktiv 91/271 udformes de metoder og formkrav, der skal anvendes ved underretning om de nationale programmer, efter fremgangsmåden i nævnte direktivs artikel 18.

11

Med henblik herpå har Kommissionen vedtaget beslutning 93/481/EØF af 28. juli 1993 om formkrav ved underretning om de nationale programmer, som er fastsat i artikel 17 i direktiv 91/271 (EFT L 226, s. 23) om fastsættelse af de formkrav, som medlemsstaterne skal anvende ved udarbejdelsen af de endelige rapporter om deres nationale programmer for gennemførelsen af direktiv 91/271.

12

I domskonklusionen i førnævnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien fastslog Domstolen, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 226 EF samt nævnte direktiv og beslutning, idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for fuldt ud at gennemføre artikel 3, 5 og 17 i direktiv 91/271, sammenholdt med direktivets artikel 3 og 4, samt beslutning 93/481.

13

Domstolen fastslog således, at Kongeriget Belgien havde tilsidesat nævnte bestemmelser, som følge af at 114 byområder i regionen Flandern, 60 byområder i regionen Vallonien og hovedstadsregionen Bruxelles ikke havde overholdt kravene i direktiv 91/271.

14

I forbindelse med kontrollen vedrørende opfyldelsen af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien anmodede Kommissionen Kongeriget Belgien om at redegøre for de foranstaltninger, som det påtænkte at træffe med henblik på gennemførelsen af nævnte dom. I lyset af svarene vedrørende de tre belgiske regioner fremsendte Kommissionen, for det første, en åbningsskrivelse af 30. januar 2006 til denne medlemsstat i henhold til artikel 228 EF (nu artikel 260 TEUF), for så vidt som et meget stort antal byområder i regionen Vallonien og i regionen Flandern samt i hovedstadsregionen Bruxelles fortsat ikke var udstyret med kloaknet og rensningsanlæg for byspildevand. Endvidere var Kommissionen af den opfattelse, at det ikke var muligt at kontrollere, om rensningsanlæggene i regionen Flandern fungerede i overensstemmelse med kravene i direktiv 91/271.

15

Kommissionen fremsendte, for det andet, en supplerende åbningsskrivelse af 23. oktober 2007 til nævnte medlemsstat med den begrundelse, at et stort antal byområder i regionen Vallonien og i regionen Flandern samt hovedstadsregionen Bruxelles fortsat ikke overholdt forskrifterne i direktiv 91/271.

16

Som følge af svarene vedrørende de tre regioner tilsendte Kommissionen, for det tredje, Kongeriget Belgien en begrundet udtalelse af 26. juni 2009 i henhold til artikel 228 EF med den begrundelse, at 20 flamske byområder ikke overholdt artikel 5 i direktiv 91/271, og at 50 vallonske byområder samt hovedstadsregionen Bruxelles fortsat ikke havde opfyldt dommen i sagen Kommissionen mod Belgien både for så vidt angår forpligtelsen til at råde over et komplet kloaknet til opsamling af byspildevand og for så vidt angår forpligtelsen til at fastsætte en rensning af nævnte byspildevand efter opsamling heraf, forpligtelser, som henholdsvis opstilles i artikel 3 og 5 i direktiv 91/271. I sin begrundede udtalelse anmodede Kommissionen Kongeriget Belgien om at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige for at efterkomme denne begrundede udtalelse inden for en frist på to måneder fra dennes modtagelse.

17

Ifølge Kommissionen fulgte det af gennemgangen af svarene fra de belgiske myndigheder på den begrundede udtalelse af 26. juni 2009 samt af disses efterfølgende skrivelser, at nævnte medlemsstat ikke på tidspunktet for anlæggelsen af dette traktatbrudssøgsmål fuldt ud havde opfyldt dommen i sagen Kommissionen mod Belgien. Et flamsk byområde overholdt nemlig ikke forskrifterne i artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 91/271 og 21 vallonske byområder samt hovedstadsregionen Bruxelles overholdt ikke artikel 3 og/eller artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 91/271.

18

På denne baggrund besluttede Kommissionen at anlægge nærværende søgsmål.

19

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18. april 2012 er der givet Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Kongeriget Belgiens påstande.

20

Indledningsvis bemærkes, at Kommissionen i sin replik har afgrænset tvistens genstand yderligere og nedlagt påstand om, at det alene fastslås, at der foreligger et traktatbrud i forhold til 13 vallonske byområder og hovedstadsregionen Bruxelles.

21

Ved skrivelse af 4. marts 2013 anmodede Domstolen den belgiske regering og Kommissionen om, inden den 8. april 2013, at fremsende oplysninger om, i hvilket omfang dommen i sagen Kommissionen mod Belgien nøjagtigt var blevet opfyldt pr. 1. april 2013, med angivelse af de byområder, herunder de tilsvarende PE-værdier, med hensyn til hvilke indsamling, rensning og udledning af byspildevand endnu ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 91/271. Disse oplysninger skulle ligeledes angive forholdet mellem det samlede antal byområder og PE-værdier og det samlede antal ikke-konforme byområder og PE-værdier på datoen for afsigelsen af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien.

22

Under retsmødet oplyste Kommissionen, at det ifølge de oplysninger, som den havde modtaget efter den 4. maj 2012, datoen for replikken i denne sag, blot var i forhold til fem byområder, at foranstaltningerne med henblik på at efterkomme de forpligtelser, der fulgte af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, ikke var blevet vedtaget.

23

To af disse fem byområder, nemlig Amay og Malmedy, overholder ikke artikel 3, stk. 1, og artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 91/271. De tre andre, dvs. Herve, Bastogne-Rhin og Liège-Sclessin, overholder ikke artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 91/271. Disse byområder repræsenterer i alt 225710 ikke-konforme PE.

24

Kommissionen er af den opfattelse, at Kongeriget Belgien for så vidt angår byområderne Amay og Herve ikke har fremlagt oplysninger vedrørende kvaliteten af udledningerne som omhandlet i tabel 1 og 2 i bilag I til direktiv 91/271. For så vidt angår de tre øvrige byområder, dvs. Bastogne-Rhin, Liège-Sclessin og Malmedy, har denne medlemsstat ikke fremlagt oplysninger vedrørende kvaliteten af udledningerne som omhandlet i tabel 1 og 2 i bilag I til direktiv 91/271 for en tilstrækkelig lang periode.

25

Henset til disse omstændigheder har Kommissionen, som anført i denne doms præmis 2, ændret sine påstande.

26

For så vidt angår det påståede traktatbrud har Kommissionen anført, at når Domstolen fastslår, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, som påhviler den i henhold til EUF-traktaten, skal denne stat i medfør af artikel 260, stk. 1, TEUF gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. Hvad angår den frist, inden for hvilken medlemsstaten skal have opfyldt en dom, har Kommissionen præciseret, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at hensynet til en øjeblikkelig og ensartet anvendelse af EU-retten kræver, at denne opfyldelse iværksættes med øjeblikkelig virkning og gennemføres hurtigst muligt (dom af 9.12.2008, sag C-121/07, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 9159, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

27

Kongeriget Belgien er af den opfattelse, at regionen Flandern, regionen Vallonien og hovedstadsregionen Bruxelles siden dommen i sagen Kommissionen mod Belgien har iværksat meget omfattende investeringsplaner med henblik på at sikre opfyldelsen af denne dom.

28

På datoen for retsmødet er alle disse byområder således udstyret med rensningssystemer og er således i overensstemmelse med nævnte dom. Tvisten angår kun bevis for denne overensstemmelse med hensyn til fem byområder beliggende i regionen Vallonien.

29

Det Forenede Kongerige er af den opfattelse, at Kommissionen i forbindelse med omfattende infrastrukturprojekter, som de i den foreliggende sag omhandlede, bør fastsætte en rimelig opfyldelsesfrist under hensyntagen til en helhed af parametre, såsom planlægning af projektet, den tekniske gennemførelse heraf eller karakteren af de retsforskrifter, som skal overholdes. Kommissionen bør også i givet fald tage hensyn til begivenheder, som ikke kan tilskrives den pågældende medlemsstat, såsom tilfælde af naturkatastrofer. Administrative og retslige procedurer, der er fastsat i EU-retten og i national ret, indgår blandt de elementer, som gør det muligt at vurdere, om en frist er rimelig eller ej. Endelig har Det Forenede Kongerige anført, at det påhviler Kommissionen at bevise, at den tid, det tager at opfylde en dom, der fastslår et traktatbrud, er urimelig.

30

Ifølge Det Forenede Kongerige bør Kommissionen være parat til at tildele den pågældende medlemsstat en rimelig frist til gennemførelse ikke blot af de nødvendige minimumsarbejder, men også af et mere ambitiøst og miljøvenligt projekt, som en medlemsstat kan ønske at foretage med henblik på at efterkomme en dom afsagt i henhold til artikel 258 TEUF.

31

I henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF kan Kommissionen, hvis den finder, at den pågældende medlemsstat ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for opfyldelsen af en dom fra Domstolen, indbringe sagen for Domstolen efter at have givet staten lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger og angivet størrelsen af det faste beløb eller den tvangsbøde, som den pågældende stat skal betale, og som den under omstændighederne finder passende.

32

I denne forbindelse er det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, udløbet af den frist, der er fastsat i den åbningsskrivelse, som er fremsendt i henhold til denne bestemmelse (dom af 11.12.2012, sag C-610/10, Kommissionen mod Spanien, præmis 67, og af 25.6.2013, sag C-241/11, Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik, præmis 23). Når traktatbrudsproceduren imidlertid er blevet indledt på grundlag af artikel 228, stk. 2, EF, er det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud, udløbet af den frist, der er fastsat i den begrundede udtalelse, som er fremsendt før Lissabontraktatens ikrafttræden, dvs. den 1. december 2009 (jf. i denne retning dom af 17.11.2011, sag C-496/09, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 11483, præmis 27).

33

Det er ubestridt, at Kongeriget Belgien ved udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse, ikke havde vedtaget alle de foranstaltninger, der var nødvendige for fuldt ud at efterkomme dommen i sagen Kommissionen mod Belgien.

34

Under disse omstændigheder konstateres, at Kongeriget Belgien ved ikke at have truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF.

35

Kommissionen har anført, at det påståede faste beløb, dvs. 6 168 EUR pr. tilsidesættelsesdag, og den daglige tvangsbøde på 4722 EUR blev fastsat i overensstemmelse med kriterierne i meddelelsen af 13. december 2005 om gennemførelse af artikel 228 EF (SEK(2005) 1658), som ajourført ved Kommissionens meddelelse vedrørende gennemførelse af artikel 260 TEUF samt ajourføring af de data, der anvendes til beregning af de faste beløb og tvangsbøder, som Kommissionen foreslår Domstolen i forbindelse med traktatbrudssager (SEK(2010) 923), som gælder for procedurer i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF i medfør af Kommissionens meddelelse om gennemførelse af artikel 260, stk. 3, TEUF (EUT 2011 C 12, s. 1) samt i medfør af Kommissionens meddelelse af 31. august 2012 vedrørende ajourføring af de data, der anvendes til beregning af de faste beløb og tvangsbøder, som Kommissionen foreslår Domstolen i forbindelse med traktatbrudssager (KOM(2012) 6106 endelig).

36

Ifølge Kommissionen bør størrelsen af den daglige tvangsbøde beregnes ved at multiplicere tvangsbødens grundsats, dvs. 600 EUR pr. dag multipliceret med koefficienten for overtrædelsens grovhed, som er fastsat til 6 (på en skala fra 1 til 20), med en koefficient for overtrædelsens varighed, som i det foreliggende tilfælde er 3, og med en »n-faktor« for Kongeriget Belgiens betalingsevne, dvs. 5,14. Det beløb, der fremkommer ved anvendelse af denne metode, er på 55512 EUR pr. dag og svarer til en tvangsbøde svarende til 2653000 PE ikke-konforme udledninger på datoen for indleveringen af stævningen. Som Kommissionen imidlertid anførte under retsmødet, repræsenterer disse ikke-konforme udledninger kun 225710 PE, dvs., efter multiplikation af 225710 med 55512 og dividering af det samlede beløb med 2653000, et beløb på 4722 EUR pr. tilsidesættelsesdag.

37

Størrelsen af det daglige faste beløb fremkommer ved multiplikation af en grundsats på 200 EUR pr. dag med koefficienten for overtrædelsens grovhed, som i det foreliggende tilfælde er fastsat til 6, og med denne »n-faktor« for Kongeriget Belgiens betalingsevne, som er 5,14.

38

Kommissionen er af den opfattelse, at den i det foreliggende tilfælde fastsatte koefficient for grovhed er passende, eftersom de regler på miljøområdet, der er tilsidesat i denne sag, har meget stor betydning og er væsentlige for borgernes trivsel, livskvalitet og sundhed, men også for bevarelsen af naturressourcer og økosystemer.

39

Kommissionen er af den opfattelse, at overtrædelsens konsekvenser for offentlige og private interesser er særligt alvorlige, for så vidt som den ufuldstændige opfyldelse af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien påvirker kvaliteten af overfladevandområder og dertil knyttede vand- og jordøkosystemer. Konsekvenserne af denne ufuldstændige opfyldelse er så meget desto større, som Kongeriget Belgien har udpeget hele sit område til værende et »følsomt område«, og eftersom dette kan påvirke gennemførelsen af andre miljøbeskyttelsesstandarder.

40

Hvad angår de faktorer, der skal tages i betragtning ved vurderingen af alvoren af en tilsidesættelse af EU-retten, har Kommissionen derimod anført, at Kongeriget Belgien har samarbejdet loyalt. Kommissionen har endvidere understreget, at denne medlemsstat har iværksat store økonomiske og materielle investeringer med henblik på gennemførelsen af disse komplicerede infrastrukturer til opsamling og rensning af byspildevand.

41

Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at de foranstaltninger, der har til formål at sikre opfyldelsen af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, først blev iværksat flere år efter afsigelsen af denne dom, hvilket ikke er berettiget, heller ikke henset til omfanget af gennemførelsen af selve anlægsarbejderne.

42

Hvad angår kriteriet vedrørende overtrædelsens varighed, der ifølge Kommissionens påstand udelukkende er relevant ved beregningen af tvangsbøden, har Kommissionen anført, at der forløb mere end 71 måneder mellem nævnte dom og Kommissionens beslutning om at anlægge en traktatbrudssag mod Kongeriget Belgien, hvilket begrunder en maksimal koefficient for varighed på 3,0.

43

Kongeriget Belgien har i såvel sine skriftlige som mundtlige bemærkninger anført, at hverken overtrædelsens grovhed eller varighed eller den samarbejdsvillige og agtpågivende indstilling, som medlemsstaten indtog under proceduren, begrunder en domfældelse til betaling af et fast beløb eller en tvangsbøde i denne sag. Subsidiært har nævnte medlemsstat bestridt beregningsmetoderne for nævnte beløb.

44

For så vidt angår beregningen af overtrædelsens grovhed er Kongeriget Belgien af den opfattelse, at selv om de formål, der forfølges med bestemmelserne i direktiv 91/271, er fundamentale, blev de miljømæssige konsekvenser af den manglende opfyldelse af de i dette direktiv fastsatte forpligtelser ikke bedømt konkret. I regionen Vallonien og i hovedstadsregionen Bruxelles er undersøgelserne og de tilknyttede kommentarer overdrevne og/eller fejlagtige for så vidt angår nedsættelsen af fosforemission, kvaliteten af overfladevand, menneskers sundhed, den økologiske kvalitet af vandløb, den ikke opsamlede og/eller rensede samlede forurenende belastning og indvirkningen på turisme og økonomisk aktivitet. For regionen Flandern er det godtgjort, at alle byområder på mere end 10000 PE råder over en passende rensningsinfrastruktur.

45

Hvis Domstolen skulle være af den modsatte opfattelse og anvende den beregningsmetode, der er lagt til grund af Kommissionen, med henblik på at fastsætte størrelsen af det faste beløb, bør den fastsatte koefficient for grovhed under alle omstændigheder nødvendigvis være væsentligt lavere end 4. Denne koefficient for grovhed bør nødvendigvis tage hensyn til de praktiske vanskeligheder ved opfyldelsen og fortolkningen af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien og de praktiske vanskeligheder ved udviklingen i fortolkningen af direktiv 91/271’s anvendelsesområde.

46

For så vidt angår medtagelsen af varighedsfaktoren i koefficienten for grovhed har Kongeriget Belgien bestridt de faktorer, der er lagt til grund af Kommissionen med henblik på fastsættelsen af denne koefficient. Ifølge Domstolens retspraksis og navnlig dommen af 31. marts 2011 i sagen Kommissionen mod Grækenland (sag C-407/09, Sml. I, s. 2467) samt Kommissionens meddelelse SEK(2005) 1658, som ajourført, skal kriterierne for traktatbruddets grovhed og varighed fastsættes fuldstændigt særskilt.

47

Hvad angår overtrædelsens varighed er Kongeriget Belgien af den opfattelse, at de tre belgiske regioner umiddelbart efter afsigelsen af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien vedtog foranstaltninger med henblik på opfyldelsen af denne, og at Kommissionen med urette har påstået, at visse anlægsarbejder først blev påbegyndt flere år efter denne doms afsigelse. Henset til de betragtelige vanskeligheder, som en fuldstændig opfyldelse af nævnte dom indebærer, kan varigheden af en fuldstændig manglende efterlevelse i forhold til direktiv 91/271 under ingen omstændigheder anses for urimelig lang, og koefficienten for overtrædelsens grovhed bør reduceres til 1, henset til sidstnævntes varighed.

48

Udgangspunktet for beregningen af det faste beløb vil under ingen omstændigheder kunne starte fra datoen for afsigelsen af den dom, der fastslog det første traktatbrud, eftersom denne under alle omstændigheder ikke allerede kunne være opfyldt på dette tidspunkt, men vil kunne starte efter en rimelig frist til opfyldelse heraf.

49

For så vidt angår det faste beløb bemærkes, at Kommissionen ifølge artikel 260, stk. 2, første afsnit, TEUF i sit forslag angiver en størrelse, som den »under omstændighederne finder […] passende«. Udøvelsen af Kommissionens kompetence er ligeledes styret af en hensyntagen til alle de for Kommissionen forelagte omstændigheder i sagen.

50

Ifølge retspraksis bør en eventuel domfældelse og fastsættelse af den eventuelle størrelse af det faste beløb i det enkelte tilfælde ske på grundlag af samtlige relevante forhold, som vedrører såvel særegenhederne ved det fastslåede traktatbrud som den holdning, der blev indtaget af den pågældende medlemsstat, efter at proceduren ifølge artikel 260 TEUF var blevet indledt (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

51

Denne bestemmelse tildeler i denne forbindelse Domstolen et vidt skøn ved afgørelsen af, hvorvidt der bør pålægges en sådan sanktion og i givet fald dens størrelse. Domfældelsen af en medlemsstat til at betale et fast beløb må navnlig ikke have en automatisk karakter (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

52

Kommissionens påstand binder i denne henseende ikke Domstolen og er blot vejledende. Ligeledes er de retningslinjer for idømmelse af betaling af et fast beløb, der er indeholdt i Kommissionens meddelelse SEK(2005) 1658, som ajourført, og som er påberåbt af denne institution i den foreliggende sag, ikke bindende for Domstolen, men bidrager til at sikre gennemsigtigheden, forudsigeligheden og retssikkerheden af Kommissionens handlinger (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

53

Under disse omstændigheder tilkommer det Domstolen under udøvelse af dens skønsbeføjelse at fastsætte det faste beløb således, at det dels er afpasset efter omstændighederne, dels er afpasset efter det fastslåede traktatbrud samt den pågældende medlemsstats betalingsevne. Til de i denne henseende relevante omstændigheder hører bl.a. den periode, hvori det foreholdte traktatbrud bestod efter den dom, hvorved det blev fastslået, og overtrædelsens grovhed (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Spanien, præmis 143-144 og den deri nævnte retspraksis).

54

Hvad angår overtrædelsens varighed konstateres, at det i dommen i sagen Kommissionen mod Belgien fastslåede traktatbrud varede i næsten ni år, hvilket er urimeligt længe, selv om det må anerkendes, at de opgaver, der skulle udføres, strakte sig over en væsentlig periode på flere år, og at opfyldelsen af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien skal anses for fremskreden eller endog næsten tilendebragt.

55

Hvad angår overtrædelsens grovhed bemærkes, at direktiv 91/271 tilsigter at beskytte miljøet. Kongeriget Belgien har ved at klassificere hele sit område som »følsomt område« i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i nævnte direktiv og bilag II hertil anerkendt nødvendigheden af en øget miljømæssig beskyttelse af dets område. En manglende rensning af byspildevand udgør imidlertid et indgreb i miljøet.

56

Når manglende opfyldelse af en dom fra Domstolen kan skade miljøet, hvis bevarelse indgår i selve formålene med Unionens politik, således som det fremgår af artikel 191 TEUF, bliver et sådant traktatbrud desuden særlig alvorligt (dom af 19.12.2012, sag C-279/11, Kommissionen mod Irland, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

57

Det bemærkes imidlertid, at antallet af byområder, med hensyn til hvilke den sagsøgte medlemsstat ikke på tidspunktet for retsmødet har fremlagt bevis for overensstemmelse med direktiv 91/271, kun udgør en relativ lille del af det samlede antal byområder, der var genstand for dommen i sagen Kommissionen mod Belgien.

58

For så vidt angår bemærkningerne fra Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige, hvorefter Kommissionen i forbindelse med omfattende infrastrukturprojekter, som de i den foreliggende sag omhandlede, bør tage hensyn til en rimelig frist til opfyldelse i forhold til omfanget af og vanskeligheden ved at gennemføre disse projekter, således at overtrædelsens varighed først bedømmes fra udløbet af denne frist, konstateres, at det er sikkert, at datoen 26. august 2009, som er fastsat i den begrundede udtalelse, ikke bør anses for at være for tidlig eller urimelig.

59

Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at Kongeriget Belgien har foretaget store investeringer med henblik på at opfylde dommen i sagen Kommissionen mod Belgien og har gjort betydelige fremskridt. Kongeriget Belgiens fremskridt var allerede væsentlige ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist.

60

Endvidere understreges, at Kongeriget Belgien har samarbejdet fuldt ud med Kommissionen under sagen.

61

Følgelig finder Domstolen, at samtlige retlige og faktiske omstændigheder i forbindelse med det konstaterede traktatbrud udgør et tegn på, at den effektive imødegåelse af en fremtidig gentagelse af tilsvarende overtrædelser af EU-retten efter sin natur kræver, at der i det foreliggende tilfælde må vedtages en afskrækkende foranstaltning, såsom pålæggelse af pligt til betaling af et fast beløb (jf. i denne retning dom af 19.12.2012, sag C-374/11, Kommissionen mod Irland, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

62

Henset til de foregående oplysninger og betragtninger finder Domstolen det passende ud fra en vurdering af sagens omstændigheder at fastsætte størrelsen af det faste beløb, som Kongeriget Belgien skal betale, til 10 mio. EUR.

63

Følgelig bør Kongeriget Belgien pålægges at betale Kommissionen et fast beløb på 10 mio. EUR, der skal indbetales på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter«.

64

Ifølge fast retspraksis er pålæggelsen af en tvangsbøde i princippet kun begrundet, såfremt der fortsat foreligger et traktatbrud på grund af, at en foregående dom fra Domstolen ikke er blevet opfyldt, indtil Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder (dom af 19.12.2012, sag C-374/11, Kommissionen mod Irland, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

65

I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen endnu ikke var blevet fuldt ud vedtaget på datoen for retsmødet.

66

Under disse omstændigheder finder Domstolen, at domfældelsen af Kongeriget Belgien til at betale en tvangsbøde udgør et passende økonomisk middel med henblik på at sikre en fuldstændig opfyldelse af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien (jf. dom af 19.12.2012, sag C-374/11, Kommissionen mod Irland, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

67

Henset til den fortsatte udvikling hen imod en fuldstændig opfyldelse af dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, en udvikling, som ligeledes anerkendes af Kommissionen, er det derimod ikke udelukket, at førnævnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien er fuldstændig opfyldt på tidspunktet for afsigelsen af dommen i denne sag. Tvangsbøden pålægges således kun, i tilfælde af at traktatbruddet fortsat består på tidspunktet for afsigelsen af dommen i denne sag.

68

Det bemærkes, at når Domstolen udøver sit skøn på området, tilkommer det den at fastsætte tvangsbøden således, at denne på den ene side er tilpasset efter omstændighederne og på den anden side er afpasset efter det fastslåede traktatbrud såvel som med den pågældende medlemsstats betalingsevne (jf. dom af 19.12.2012, sag C-374/11, Kommissionen mod Irland, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

69

De kriterier, der skal tages i betragtning inden for rammerne af Domstolens bedømmelse for at sikre tvangsbødens egenskab af tvangsmiddel med henblik på en ensartet og effektiv anvendelse af EU-retten, er således i princippet overtrædelsens varighed, dens grad af grovhed og den pågældende medlemsstats betalingsevne. Ved anvendelsen af disse kriterier skal Domstolen tage særligt hensyn til den manglende opfyldelses konsekvenser for offentlige og private interesser samt til den uopsættelighed, hvormed den pågældende medlemsstat skal overholde sine forpligtelser (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Spanien, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

70

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Kommissionen har foreslået, at der ved beregningen af tvangsbødens størrelse tages hensyn til den fortsatte nedsættelse af antallet af PE, som ikke er i overensstemmelse med kravene i direktiv 91/271, hvilket vil gøre det muligt at tage hensyn til de fremskridt, som foretages af Kongeriget Belgien med henblik på at opfylde dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, og til proportionalitetsprincippet.

71

Det bemærkes, at Kommissionen under retsmødet gjorde gældende, at antallet af ikke-konforme PE på datoen for stævningen, dvs. den 19. oktober 2011, var på 2653000 PE, og at det på datoen for retsmødet, dvs. den 18. april 2013, udgjorde 225710 PE.

72

Henset til samtlige omstændigheder i denne sag, herunder de oplysninger og betragtninger, der er anført i denne doms del med overskriften »Om det faste beløb«, finder Domstolen, at pålæggelse af en tvangsbøde på 4722 EUR pr. dag er passende.

73

Hvad angår tvangsbødeperioden finder Domstolen det, i overensstemmelse med Kommissionens forslag, passende, eftersom fremlæggelse af bevis for overensstemmelse med direktiv 91/271 kan kræve en vis frist og for at tage hensyn til eventuelle fremskridt foretaget af den sagsøgte medlemsstat, at tvangsbøden beregnes på grundlag af perioder på seks måneder, idet det samlede beløb vedrørende sådanne perioder nedsættes med en procentdel svarende til den andel, som repræsenterer det antal PE, som er blevet bragt i overensstemmelse med dommen i sagen Kommissionen mod Belgien.

74

Kongeriget Belgien bør således pålægges at betale Kommissionen, på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter«, en tvangsbøde på 859404 EUR pr. halvårs forsinkelse med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er nødvendig for at efterkomme dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, fra datoen for afsigelsen af denne dom og indtil den fuldstændige opfyldelse af førnævnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien, idet bødens faktiske beløb skal beregnes ved udløbet af hver seks-måneders-periode ved nedsættelse af det samlede beløb vedrørende sådanne perioder med en procentdel svarende til den andel, som repræsenterer det antal PE, som er blevet bragt i overensstemmelse med dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, ved udløbet af en sådan periode i forhold til antallet af PE, som ikke er i overensstemmelse med denne dom på datoen for dens afsigelse.

75

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kongeriget Belgien har tabt sagen, bør det pålægges Kongeriget Belgien at betale sagens omkostninger. I medfør af samme reglements artikel 140, stk. 1, hvorefter de medlemsstater, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger, bør det pålægges Det Forenede Kongerige at bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):