—

Consiglio nazionale dei geologi ved avvocatessa A. Lagonegro

—

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Fiorentino

—

den franske regering ved G. de Bergues samt ved E. Belliard og B. Beaupère-Manokha, som befuldmægtigede

—

den ungarske regering ved M. Fehér samt ved K. Molnár og K. Szíjjártó, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved J.-P. Keppenne, L. Malferrari og G. Conte, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 101 TEUF og artikel 267, stk. 3, TEUF.

2

Denne anmodning er fremsat inden for rammerne af en sag mellem Consiglio nazionale dei geologi (det nationale geologråd, herefter »CNG«) og Autorità garante della concorrenza e del mercato (konkurrencemyndigheden, herefter »Autorità«) og inden for rammerne af en sag mellem Autorità og CNG angående myndighedens konstatering af en konkurrencebegrænsende aftale iværksat ved CNG’s vedtagelse af fagetiske regler om opgørelse af geologers vederlag.

3

I overensstemmelse med artikel 2 i legge no 112 – Disposizioni per la tutela del titolo e della professione di geologo (lov nr. 112 – lov om beskyttelse af geologbetegnelsen og -erhvervet, af 3.2.1963, GURI nr. 57 af 28.2.1963, herefter »lov nr. 112/1963«), er udøvelsen af den nævnte profession i Italien betinget af optagelse i det register, der føres af det nationale geologråd.

4

Lovens artikel 8 fastsætter, at alle geologer, som er optaget i det nævnte register, konstituerer sammenslutningen og vælger CNG.

5

Den nævnte lovs artikel 9 har følgende ordlyd:

»[CNG] har følgende opgaver ud over de i medfør af andre bestemmelser pålagte opgaver:

6

Følgende er fastsat i artikel 14, stk. 1, i legge no 616 – Norme integrative per l’applicazione della L. 3 febbraio 1963, n. 112, contenente norme per la tutela del titolo e della professione di geologo (lov nr. 616 – Bestemmelser om gennemførelsen af lov nr. 112, af 3.2.1963, om beskyttelse af geologbetegnelsen og -erhvervet) af 25. juli 1966 (GURI nr. 201 af 13.8.1966):

»En person, som er optaget i registret eller specialfortegnelsen, der udviser en adfærd, der strider mod erhvervets omdømme og værdighed, kan – afhængigt af forholdets alvor – pålægges en af følgende disciplinære sanktioner:

[…]«

7

Artikel 2 i decreto-legge no 223 – Disposizioni urgenti per il rilancio economico e sociale, per il contenimento e la razionalizzazione della spesa pubblica, nonchè interventi in materia di entrate e di contrasto all’evasione fiscale (lovdekret nr. 223 – Hasteforanstaltninger til økonomisk og social genopretning, begrænsning og rationalisering af offentlige udgifter samt foranstaltninger vedrørende indtægter og bekæmpelse af skatteunddragelse) af 4. juli 2006 (GURI nr. 153 af 4.7.2006), som efter ændringer blev ophøjet til lov ved lov nr. 248 af 4. august 2006 (herefter »lovdekret 223/2006«), fastsætter:

»1.   I overensstemmelse med de fællesskabsretlige principper om fri konkurrence og om fri bevægelighed for personer og tjenesteydelser og for at sikre brugerne den faktiske valgmulighed ved udøvelsen af deres rettigheder og for at sammenligne de tjenesteydelser, der tilbydes på markedet, ophæves fra datoen for dette lovdekrets ikrafttræden de ved lov og administrativt fastsatte bestemmelser, som for liberale og intellektuelle erhverv fastsætter:

[…]

3.   Bestemmelserne om faglig etik og konventionalbestemmelserne samt de kodekser for selvregulering, der indeholder forskrifterne omhandlet i stk. 1, tilpasses senest den 1. januar 2007, herunder ved vedtagelse af foranstaltninger til at sikre kvaliteten af de faglige tjenesteydelser. Ved manglende tilpasning efter denne dato er regler, der strider imod reglerne i stk. 1, under alle omstændigheder ugyldige.«

8

I henhold til artikel 2233 i den borgerlige lovbog, som vedrører intellektuelle erhverv:

»De vederlag, der ikke er blevet bestemt mellem parterne, og som ikke kan fastsættes i overensstemmelse med tariffer eller sædvaner, fastsættes af domstolene efter høring af det erhvervsråd, som erhvervsudøveren henhører under.

Vederlaget skal under alle omstændigheder tilpasses arbejdets betydning og erhvervets værdighed.

[…]«

9

Artikel 17-19 i den fagetiske kodeks vedrørende udøvelsen af geologerhvervet i Italien, godkendt af CNG den 19. december 2006 og senest ændret den 24. marts 2010 (herefter »fagetisk kodeks«), bestemmer:

»Artikel 17 – Tarifparametre

Geologen skal ved fastsættelsen af vederlag overholde reglerne i lovdekret nr. 223/2006, ophøjet til lov nr. 248/2006, princippet om et passende vederlag, jf. artikel 2233, andet afsnit, i den borgelige lovbog, og under alle omstændigheder alle gældende bestemmelser i lovgivningen på området. Den faglige tarif, som er godkendt ved ministerielt dekret af 18. november 1971, som ændret og suppleret, og tariffen vedrørende offentlige kontrakter, som er godkendt ved ministerielt dekret af 4. april 2001 for så vidt angår den del, der vedrører geologer, udgør det lovlige og objektive, tekniske/erhvervsmæssige referencepunkt ved vurderingen, fastlæggelsen og definitionen af vederlaget mellem parterne.

Artikel 18 – Fastsættelse af vederlaget

Geologen – hvad enten denne udøver sit erhverv i en enkeltmandsvirksomhed, et selskab eller en sammenslutning – skal altid inden for rammerne af den gældende lovgivning som en garanti for ydelsernes kvalitet fastsætte sit eget vederlag i forhold til arbejdets omfang og sværhedsgrad, erhvervets værdighed, den krævede tekniske viden og det krævede arbejde.

Den nationale sammenslutning fører tilsyn med overholdelsen af [denne regel].

Artikel 19 – Offentligt udbud

Ved udbudsprocedurer, hvor de offentlige myndigheder lovligt undlader at anvende den faglige tarif som vederlagsparameter, skal geologen under alle omstændigheder fastsætte sit tilbud på grundlag af arbejdets omfang og sværhedsgrad, erhvervets værdighed, den krævede tekniske viden og det krævede arbejde.«

10

Ved afgørelse af 23. juni 2010 vedtaget på grundlag af resultaterne af en undersøgelse (herefter »Autoritàs afgørelse«) fastslog Autorità, at det nationale geologråd havde tilsidesat artikel 101 TEUF, idet det tilskyndede sine medlemmer til at ensrette deres økonomiske adfærd ved anvendelse af den faglige tarif. Nærmere bestemt var Autorità af den opfattelse, at kodeksen for fagetiske regler var en beslutning, der var truffet af en sammenslutning af virksomheder med henblik på at begrænse konkurrencen i strid med artikel 101 TEUF.

11

Ifølge Autorità tilskyndede kvalificeringen af den faglige tarif i henhold til artikel 17 i den nævnte kodeks som et lovligt referencepunkt ved fastsættelsen af vederlag geologerne til at fastsætte deres vederlag i overensstemmelse med denne tarif. Den formelle henvisning i kodeksens artikel 17 til lovdekret nr. 223/2006 om ophævelse af de faste tariffer eller minimumstarifferne er ikke af en sådan art, at den gør geologerne opmærksomme på muligheden for at fastsætte deres erhvervsmæssige vederlag på basis af parternes frie aftale.

12

Desuden ville den forpligtelse, der er fastsat i artikel 18 og 19 i den fagetiske kodeks, til at fastsætte vederlaget i overensstemmelse med generelle klausuler, såsom erhvervets omdømme og værdighed, i mangel af kriterier, der bidrager til at definere disse klausuler med en specifik henvisning til fastsættelsen af tarifferne for erhvervsmæssige ydelser, ligeledes tilskynde til at anse den faglige tarif for obligatorisk, hvorved den således hindrer en uafhængig markedsadfærd. Endvidere støtter den omstændighed, at artikel 17 i samme kodeks henviser til artikel 2233 i den borgerlige lovbog, der henviser til erhvervets værdighed, denne påstand.

13

CNG indbragte Autoritàs afgørelse for Tribunale amministrativo regionale per il Lazio.

14

Ved dom af 25. februar 2011 frifandt denne ret Autorità. Retten delte navnlig Autoritàs opfattelse, hvorefter angivelsen af den faglige tarif som et lovligt referencepunkt for fastsættelsen af vederlaget tilskyndede geologerne til at tilpasse sig denne tarif, hvilket førte til en begrænsning af konkurrencen. Samtidig fandt den nævnte ret, at Autorità ikke havde tilvejebragt de fornødne beviser til støtte for klagepunktet, hvorefter henvisningen til erhvervets værdighed som et af de elementer, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af geologernes vederlag, tydede på, at den faglige tarif var obligatorisk. Den vurderede dog, at denne fejl ikke var nok til at annullere Autoritàs afgørelse.

15

CNG iværksatte appel til prøvelse af den af Tribunale amministrativo regionale per il Lazio afsagte dom til Consiglio di Stato. Autorità iværksatte ligeledes appel til prøvelse af denne dom, for så vidt som det heri fastslås, at begrundelsen for Autoritàs afgørelse var delvist fejlagtig.

16

I sagen ved den forelæggende ret har CNG foreslået retten at forelægge Domstolen flere præjudicielle spørgsmål vedrørende overensstemmelsen mellem de nationale bestemmelser, såvel de lovgivningsmæssige eller administrative som dem, der er fastsat i den fagetiske kodeks, og de EU-retlige konkurrenceregler.

17

Selv om den forelæggende ret er af den opfattelse, at hovedparten af de af CNG stillede spørgsmål i princippet er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, konstaterer den dog, at de er vagt formuleret. Desuden finder den nævnte ret, at visse af disse spørgsmål er åbenbart irrelevante for hovedsagen, bl.a. de spørgsmål, som vedrører Rådets forordning (EØF) nr. 2137/85 af 25. juli 1985 om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG) (EFT L 199, s. 1).

18

Således har den forelæggende ret forelagt Domstolen spørgsmål om rækkevidden af artikel 267, stk. 3, TEUF for så vidt angår rettens kompetence til at udvælge og omformulere de spørgsmål, som foreslås forelagt af en af parterne under proceduren i hovedsagen, og dens eventuelle forpligtelse til at foretage et sådant valg eller en sådan omformulering.

19

Vedrørende spørgsmålene om de EU-retlige konkurrenceregler har den forelæggende ret omformuleret de af CNG fremsatte forslag.

20

Under disse omstændigheder har Consiglio di Stato besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Med sine spørgsmål vedrørende artikel 267, stk. 3, TEUF ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt at få fastslået omfanget af sin kompetence til at udvælge og omformulere de spørgsmål, som foreslås af den ene af parterne i hovedsagen, og rettens eventuelle forpligtelse til at foretage et sådant valg eller en sådan omformulering.

22

I denne sammenhæng spørger den navnlig Domstolen, om den nævnte bestemmelse er til hinder for anvendelsen af nationale regler, som fører til, at den nationale ret ikke kan udøve sin kompetence til præjudiciel forelæggelse, eller til at gentage de af parterne stillede spørgsmål.

23

Endvidere for det tilfælde, at artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at den pålægger den nationale ret, der pådømmer en sag i sidste instans, en ubetinget pligt til at anmode om en præjudiciel afgørelse vedrørende et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, der er rejst af en af parterne i sagen, ønsker den forelæggende ret oplysning om den eventuelle betydning af det i EU-retten fastsatte krav om en rimelig sagsbehandlingstid og om pligterne for en ret, der pådømmer en sag i sidste instans, i henhold til den nævnte bestemmelse.

24

I øvrigt forelægger Consiglio di Stato et spørgsmål vedrørende de omstændigheder, under hvilke den manglende opfyldelse af pligten til at anmode om en præjudiciel afgørelse fastsat i artikel 267, stk. 3, TEUF kan formodes at udgøre en klar tilsidesættelse af EU-retten som en betingelse for statens ansvar uden for kontrakt for tilsidesættelsen af den nævnte ret.

25

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at for så vidt som der ikke er nogen adgang til retlig prøvelse af en national rets afgørelse, er denne sidstnævnte i princippet forpligtet til at indbringe en sag for Domstolen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF, når der rejses et spørgsmål om fortolkningen af EUF-traktaten (jf. dom af 4.11.1997, sag C-337/95, Parfums Christian Dior, Sml. I, s. 6013, præmis 26).

26

Det fremgår af forholdet mellem stk. 2 og 3 i artikel 267 TEUF, at de i stk. 3 omhandlede retter har samme beføjelse som de øvrige nationale retter til at skønne, om det er nødvendigt at afgøre et EU-retligt spørgsmål, før der afsiges dom. Disse retter er derfor ikke forpligtede til at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkning af EU-retten, hvis spørgsmålet ikke er relevant, dvs. hvis besvarelsen af spørgsmålet under ingen omstændigheder kan påvirke sagens afgørelse (dom af 6.10.1982, sag 283/81, Cilfit m.fl., Sml. s. 3415, præmis 10).

27

Hvis de nationale retter derimod finder, at det er nødvendigt at tage stilling til et EU-retligt spørgsmål for at træffe en afgørelse i en for dem verserende sag, er de ifølge artikel 267 TEUF i princippet forpligtede til at forelægge Domstolen ethvert fortolkningsspørgsmål, som rejses under sagens behandling (jf. dommen i sagen Cilfit m.fl., præmis 11-20).

28

Domstolen har allerede fastslået, at den ordning, som er indført ved artikel 267 TEUF med henblik på at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten i medlemsstaterne, indfører et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter inden for rammerne af en procedure, hvor parterne ikke kan gribe ind i sagsbehandlingen (jf. dom af 16.12.2008, sag C-210/06, Cartesio, Sml. I, s. 9641, præmis 90, og af 21.7.2011, sag C-104/10, Kelly, Sml. I, s. 6813, præmis 62).

29

Udvælgelsen og formuleringen af de spørgsmål, der skal forelægges Domstolen, tilkommer den nationale ret, og parterne i hovedsagen kan ikke ændre deres indhold (jf. dom af 14.4.2011, forenede sager C-42/10, C-45/10 og C-57/10, Vlaamse Dierenartsenvereniging og Janssens, Sml. I, s. 2975, præmis 43, og af 21.12.2011, sag C-316/10, Danske Svineproducenter, Sml. I, s. 13721, præmis 32).

30

Selv om den nationale ret kan opmuntre parterne i den tvist, som den skal træffe afgørelse i, til at foreslå formuleringer, som kan anvendes i de præjudicielle spørgsmål, tilkommer det i sidste ende denne ret alene at afgøre spørgsmålenes form og indhold (Kelly-dommen, præmis 65).

31

Det fremgår af det ovenstående, at det alene tilkommer den forelæggende ret at udvælge og formulere de præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for at træffe afgørelse om tvisten i hovedsagen.

32

Vedrørende de nationale procedureregler, som den forelæggende ret henviser til – dog uden at forklare den præcise rækkevidde af dem – er det under alle omstændigheder tilstrækkeligt at bemærke, at sådanne regler ikke kan berøre den kompetence og de pligter, som tilkommer en national ret, såsom den forelæggende ret, i henhold til artikel 267 TEUF (jf. i denne retning Cartesio-dommen, præmis 93, 94 og 98).

33

Det skal desuden understreges, at en national ret, som inden for rammerne af sin kompetence skal anvende EU-rettens bestemmelser, er forpligtet til at sikre den fulde virkning af disse bestemmelser og om fornødent af egen drift undlade at anvende enhver modstående national bestemmelse, herunder proceduremæssig, uden at den behøver at afvente en forudgående ophævelse af denne nationale bestemmelse ad lovgivningsvejen eller ved ethvert andet forfatningsmæssigt middel (jf. i denne retning dom af 5.10.2010, sag C-173/09, Elchinov, Sml. I, s. 8889, præmis 31).

34

Endvidere bemærkes vedrørende den eventuelle betydning af kravet om en rimelig sagsbehandlingstid, som den forelæggende ret ligeledes henviser til, at den nævnte rets spørgsmål kun er blevet forelagt for det tilfælde, at artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at den nævnte bestemmelse pålægger den nationale ret, der pådømmer en sag i sidste instans, en ubetinget pligt til at anmode om en præjudiciel afgørelse vedrørende et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, der er rejst af en part i sagen. Under disse omstændigheder, og henset til det i præmis 25-33 i den foreliggende dom anførte, skal det nævnte spørgsmål ikke besvares.

35

Endelig bemærkes for så vidt angår spørgsmålet om en klar tilsidesættelse af EU-retten som en betingelse for, at staten ifalder ansvar uden for kontrakt for tilsidesættelsen af denne ret, at det åbenlyst ikke er relevant og er hypotetisk i forbindelse med tvisten i hovedsagen. Det fremgår nemlig ikke af forelæggelsesafgørelsen, at tvisten i hovedsagen vedrører det nævnte ansvar, og heller ikke, at dette spørgsmål er blevet berørt af en af parterne i hovedsagen som et stridsspørgsmål i sagen.

36

Henset til ovenstående betragtninger skal spørgsmålene vedrørende artikel 267, stk. 3, TEUF besvares med, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at det alene tilkommer den forelæggende ret at udvælge og formulere de præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-retten, som den finder nødvendige for at træffe afgørelse om tvisten i hovedsagen. Nationale regler, som kan være til hinder for denne kompetence, skal ikke finde anvendelse.

37

Henset til, at den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde faktisk har foretaget en omformulering af de af CNG stillede spørgsmål, skal spørgsmålene undersøges ud fra deres nye formulering.

38

Den nævnte ret ønsker nærmere oplyst, om artikel 101 TEUF er til hinder for, at en erhvervssammenslutning, såsom det nationale geologråd i Italien, vedtager fagetiske regler, der udpeger erhvervets værdighed som kriterium for fastsættelse af vederlag i tillæg til tjenesteydelsens kvalitet og kvantitet, med den følge, at fastsættelsen af vederlag under et vist niveau – en situation, der er sammenlignelig med fastsættelsen af mindstetariffer – ville kunne medføre en sanktion på grund af tilsidesættelse af de nævnte regler.

39

Endvidere spørger den forelæggende ret, om national ret kan fastsætte en mere vidtgående konkurrencebeskyttelse end EU-retten. I denne henseende bemærkes, at relevansen af dette spørgsmål for afgørelsen af tvisten i hovedsagen ikke fremgår af forelæggelsesafgørelsen. Denne afgørelse indeholder nemlig ikke oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at besvarelsen er nødvendig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. En sådan forklaring havde imidlertid været påkrævet, eftersom det fremgår af sagens akter, der er forelagt for Domstolen, at tvisten vedrører lovligheden af en afgørelse truffet af Autorità, som anvendte artikel 101 TEUF og ikke de nationale regler om konkurrencebegrænsende aftaler. Det nævnte spørgsmål må følgelig afvises.

40

Det samme gør sig gældende for så vidt angår spørgsmålene vedrørende fortolkningen af forordning nr. 2137/85 og direktiv 2005/36 og 2006/123.

41

Vedrørende spørgsmålet omhandlet i denne doms præmis 38 skal det undersøges, i hvilket omfang en erhvervsmæssig organisation, såsom det nationale geologråd i Italien, skal anses for en virksomhedssammenslutning som omhandlet i 101, stk. 1, TEUF, når den vedtager regler som dem, der er fastsat i den fagetiske kodeks.

42

Inden for rammerne af denne undersøgelse skal det efterprøves, om en faglig organisation, når den vedtager regler som de i hovedsagen omhandlede, skal anses for at være en sammenslutning af virksomheder, eller tværtimod betragtes som en offentlig myndighed på grund af den omstændighed, at dens aktivitet knytter sig til udøvelsen af beføjelser, der henregnes til offentlig myndighed (jf. dom af 19.2.2002, sag C-309/99, Wouters m.fl., Sml. I, s. 1577, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

43

Vedrørende arten af CNG’s aktiviteter fremgår det af artikel 8 og 9 i lov nr. 112/1963, at alle geologer, som er optaget i det i denne bestemmelse omhandlede register, konstituerer sammenslutningen og vælger CNG, og at denne sidstnævnte enhed fører tilsyn med overholdelsen af den lovgivning, der regulerer erhvervet og alle øvrige bestemmelser vedrørende erhvervet samt vedtager disciplinære foranstaltninger.

44

Det skal imidlertid bemærkes, at en erhvervsmæssig organisation, såsom det nationale geologråd, når den vedtager et regelsæt som den fagetiske kodeks, hverken udøver en social funktion, der bygger på et princip om solidaritet, eller beføjelser, der typisk henregnes til offentlig myndighed. Den fremstår som den institution, der skal regulere et erhverv, hvis udøvelse i øvrigt udgør en økonomisk virksomhed (jf. i denne retning dommen i sagen Wouters m.fl., præmis 58).

45

I lyset af disse betragtninger skal det derfor fastslås, at en faglig organisation, såsom det nationale geologråd, handler som en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF i forbindelse med udarbejdelsen af fagetiske forskrifter som de i hovedsagen omhandlede.

46

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende fagetiske regler, der er genstand for hovedsagen, udgør en aftale i henhold til artikel 101 TEUF, bemærkes det, at selv en prisanbefaling, uanset dens præcise juridiske status, kan anses for at udgøre en sådan aftale (dom af 27.1.1987, sag 45/85, Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, Sml. s. 405, præmis 32).

47

I det foreliggende tilfælde bør den begrænsende karakter af den fagetiske kodeks for geologer samt muligheden for, at disse sidstnævnte pålægges sanktioner i tilfælde af, at den nævnte kodeks ikke overholdes, føre til, at de deri indeholdte regler anses for at udgøre en aftale i henhold til artikel 101 TEUF.

48

For at de EU-retlige konkurrenceregler skal finde anvendelse på en aftale eller urimelig praksis skal denne aftale eller praksis kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. dom af 13.7.2006, forenede sager C-295/04 - C-298/04, Manfredi m.fl., Sml. I, s. 6619, præmis 40).

49

Til dette formål skal en vedtagelse, aftale eller samordnet praksis på grundlag af en flerhed af objektive, retlige eller faktiske omstændigheder med tilstrækkelig sandsynlighed gøre det muligt at forudse, at den kan udøve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der kan være til skade for virkeliggørelsen af målene for et enhedsmarked mellem medlemsstaterne (jf. dommen i sagen Manfredi m.fl., præmis 42).

50

En aftale, som omfatter hele en medlemsstats område, styrker nemlig ifølge selve sin natur opdelingen i nationale markeder, hvorved den hæmmer den med traktaten tilstræbte økonomiske sammenvoksning (jf. dom af 18.6.1998, sag C-35/96, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3851, præmis 48, og dommen i sagen Manfredi m.fl., præmis 45).

51

Dette kan være virkningen af vedtagelsen inden for den pågældende virksomhedssammenslutning, der er genstand for hovedsagen, idet italiensk ret fastsætter en obligatorisk tilslutning for geologer til den erhvervsmæssige sammenslutning for geologer på hele Den Italienske Republiks område, hvilket indebærer, at de er underlagt fagetiske regler, og at de kan ifalde disciplinært ansvar, såfremt disse regler tilsidesættes.

52

Henset til ovenstående betragtninger skal det fastslås, at de fagetiske regler, som angiver erhvervets værdighed samt ydelsens kvalitet og kvantitet som kriterier med henblik på fastsættelsen af den erhvervsdrivendes vederlag, kan begrænse konkurrencen inden for det indre marked.

53

Det bemærkes imidlertid, at alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, som begrænser parternes eller én af parternes handlefrihed, ikke nødvendigvis er omfattet af det forbud, der er fastsat i artikel 101, stk. 1, TEUF. Med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse på en konkret sag skal der nemlig først ses på den overordnede sammenhæng, hvori en vedtagelse inden for den pågældende sammenslutning af virksomheder er blevet truffet eller har virkning, og nærmere bestemt på dens formål, som i det foreliggende tilfælde består i at give de nødvendige garantier for de endelige forbrugere af de pågældende tjenesteydelser. Det skal efterfølgende undersøges, om de konkurrencebegrænsende virkninger, som følger deraf, er uadskilleligt forbundne med varetagelse af disse formål (jf. i denne retning dommen i sagen Wouters m.fl., præmis 97).

54

I denne sammenhæng skal det efterprøves, om de således pålagte begrænsninger i den fagetiske kodeks i hovedsagen er begrænset til, hvad der er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af lovlige formål (jf. i denne retning dom af 18.7.2006, sag C-519/04 P, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, Sml. I, s. 6991, præmis 47).

55

Henset til sagens akter, som Domstolen råder over, er den ikke i stand til at vurdere, om kriteriet om erhvervets værdighed kan anses for at være nødvendigt for gennemførelsen af et lovligt formål som det, der er knyttet til de garantier, som gives de endelige forbrugere af geologernes tjenesteydelser, eftersom det nævnte kriterium bl.a. knytter sig til andre kriterier med henblik på fastsættelse af vederlaget, som er tæt knyttet til kvaliteten af de nævnte geologers arbejde, såsom arbejdets omfang og sværhedsgrad, teknisk viden og det krævede arbejde.

56

Det tilkommer den forelæggende ret, henset til den overordnede sammenhæng, hvori den fagetiske kodeks har virkninger, herunder henset til samtlige nationale retsforskrifter samt til det nationale geologråds praksis ved anvendelsen af denne kodeks, at tage stilling til, om der foreligger en konkurrencebegrænsning på det indre marked. Den nævnte ret skal i lyset af alle de relevante oplysninger, den råder over, ligeledes efterprøve, om reglerne i den nævnte kodeks, bl.a. for så vidt som de benytter kriteriet om erhvervets værdighed, kan anses for at være nødvendige for gennemførelsen af det nævnte lovlige formål, der er forbundet med de garantier, der gives forbrugerne.

57

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal spørgsmålene om de EU-retlige konkurrenceregler besvares med, at regler som dem, der er fastsat i den fagetiske kodeks, der ud over ydelsens kvalitet og kvantitet udpeger erhvervets værdighed som kriterium for fastsættelsen af geologernes vederlag, udgør en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, som kan begrænse konkurrencen på det indre marked. Det tilkommer den forelæggende ret, henset til den overordnede sammenhæng, hvori denne kodeks har virkninger, herunder henset til samtlige nationale retsforskrifter samt til det nationale geologråds praksis med hensyn til anvendelsen af den nævnte kodeks, at tage stilling til, om der foreligger en sådan virkning i det foreliggende tilfælde. Den nævnte ret skal ligeledes, i lyset af alle de relevante oplysninger, den råder over, efterprøve, om reglerne i denne kodeks, bl.a. for så vidt som de benytter kriteriet om erhvervets værdighed, kan anses for at være nødvendige for gennemførelsen af det lovlige formål, der er forbundet med de garantier, der gives forbrugerne for geologernes ydelser.

58

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: