—

Direktor na fond »Garantirani vzemania na rabotnitsite i sluzhitelite« kam Natsionalnia osiguritelen institut ved V. Karaivanova-Nacheva, som befuldmægtiget

—

den bulgarske regering ved D. Drambozova, som befuldmægtiget

—

den tyske regering ved A. Wiedmann, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved J. Enegren og D. Roussanov, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/74/EF af 23. september 2002 (EFT L 270, s. 10, herefter »direktiv 80/987«).

2

Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Meliha Veli Mustafa og Direktor na fond »Garantirani vzemania na rabotnitsite i sluzhitelite« kam Natsionalnia osiguritelen institut (direktøren for »Fonden for arbejdstageres garanterede tilgodehavender« ved det nationale socialsikringsinstitut, herefter »Direktor«) vedrørende dennes afslag på udbetaling af de tilgodehavender, som sagsøgeren i hovedsagen har rejst krav om over for sin arbejdsgiver under en insolvensbehandling.

3

Direktiv 80/987 i dets oprindelige affattelse, der ved flere lejligheder har været underkastet omfattende ændringer, især ved direktiv 2002/74, er af klarheds- og rationalitetshensyn blevet kodificeret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EUT L 283, s. 36).

4

Følgende fremgår af fjerde betragtning til direktiv 2008/94, hvis ordlyd er næsten identisk med ordlyden af femte betragtning til direktiv 2002/74:

»For at sikre en ligelig beskyttelse af de berørte arbejdstagere bør insolvens defineres i lyset af de lovgivningsmæssige tendenser i medlemsstaterne på dette område, så begrebet også kommer til at omfatte andre former for insolvensbehandling end likvidation. I den forbindelse bør medlemsstaterne, med henblik på at fastslå garantiinstitutionens betalingsforpligtelse, kunne beslutte, at når en insolvenssituation giver anledning til flere insolvensbehandlinger, skal en sådan situation behandles, som om der var tale om én enkelt insolvensbehandling.«

5

Følgende fremgår af ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94:

»Med henblik på dette direktiv anses en arbejdsgiver for at være insolvent, når der med hjemmel i de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i en medlemsstat er indgivet begæring om indledning af kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens, som medfører, at arbejdsgiveren helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, at der udpeges en kurator eller en person med en lignende funktion, og at den myndighed, som har kompetence i henhold til nævnte bestemmelser:

6

Det nævnte direktivs artikel 3 fastsætter:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, herunder fratrædelsesgodtgørelse ved ansættelsesforholds ophør, hvor der er hjemmel herfor i national ret, jf. dog artikel 4.

De tilgodehavender, garantiinstitutionen dækker, er ikke-udbetalt løn, der er optjent i en periode, der ligger inden og/eller eventuelt efter en dato, som medlemsstaterne har fastsat.«

7

Artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/94 fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne kan begrænse den i artikel 3 omhandlede betalingspligt for garantiinstitutionerne.

2.   Såfremt medlemsstaterne gør brug af den i stk. 1 omhandlede mulighed, fastsætter de den periode, for hvilken garantiinstitutionen dækker tilgodehavender. Dette tidsrum kan dog ikke være kortere end en periode, der omfatter lønnen for de seneste tre måneder af det ansættelsesforhold, der ligger inden og/eller efter den i artikel 3, stk. 2, omhandlede dato.

Medlemsstaterne kan indregne denne minimumsperiode på tre måneder i en referenceperiode, der ikke kan være kortere end seks måneder.

Medlemsstater, der fastsætter en referenceperiode på mindst 18 måneder, kan begrænse den periode, for hvilken garantiinstitutionen dækker tilgodehavender, til otte uger. I så fald lægges de perioder, der er mest favorable for arbejdstagerne, til grund for beregningen af minimumsperioden.«

8

Direktivets artikel 11, stk. 1, bestemmer:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at anvende eller indføre administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne.«

9

Artikel 6 i Zakon za garantiranite vzemania na rabotnitsite i sluzhitelite pri nesastoyatelnost na rabotodatelia (lov om arbejdstageres garanterede tilgodehavender i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens) i den affattelse, der trådte i kraft den 5. marts 2011 (herefter »lov om beskyttelse af arbejdstageres tilgodehavender«), bestemmer:

»Arbejdstageres krav […] på garanterede tilgodehavender opstår den dag, hvor der sker indførelse i erhvervsregisteret af retsafgørelsen om, at

10

I henhold til artikel 22, stk. 1, nr. 1, i lov om beskyttelse af arbejdstageres tilgodehavender udgør de garanterede tilgodehavender et beløb svarende til de tre seneste måneders beregnede, men ikke-udbetalte løn og en godtgørelse for ikke afholdt ferie vedrørende de seks kalendermåneder, der ligger forud for den måned, hvor retsafgørelsen omhandlet i nævnte lovs artikel 6 er blevet registreret, uden dog at overstige det maksimale beløb for garanterede tilgodehavende i en tilsvarende situation, såfremt arbejdstageren har haft et ansættelsesforhold med samme arbejdsgiver i mindst tre måneder.

11

Ifølge artikel 25 i lov om beskyttelse af arbejdstageres tilgodehavender dækkes tilgodehavender efter ansøgning, der af arbejdstageren skal indgives inden for en frist på 30 dage fra den dag, hvor den i denne lovs artikel 6 omhandlede afgørelse blev registreret.

12

Artikel 607, stk. 1, i Targovski zakon (lov om handel) i den affattelse, der trådte i kraft den 3. maj 2011 (herefter »handelsloven«), bestemmer, at insolvensbehandlingen har til formål at sikre en retfærdig dækning af kreditorer og muligheden for en sanering af skyldnerens virksomhed.

13

Handelslovens artikel 630, stk. 1, omhandler indholdet af afgørelsen om at indlede insolvensbehandlingen, hvorved (1) det fastslås, at der foreligger insolvens, og der fastsættes en fristdag, (2) der indledes insolvensbehandling, (3) der udpeges en midlertidig kurator, (4) det tillades, at der foretages sikring ved udlæg i aktiverne, beslaglæggelse af fast ejendom eller andre sikringsforanstaltninger, og (5) datoen for den første kreditorforsamling fastsættes.

14

I overensstemmelse med handelslovens artikel 710 fastslår retten, at skyldneren er i betalingsstandsning, såfremt der ikke inden for den ved lov fastsatte frist er blevet fremsat forslag om en plan som omhandlet i handelslovens artikel 696, eller den foreslåede plan ikke er blevet vedtaget eller godkendt, samt i de i handelslovens artikel 630, stk. 2, artikel 632, stk. 1, og artikel 709, stk. 1, omhandlede situationer.

15

Ved »afgørelsen om betalingsstandsning«, hvis indhold er omhandlet i handelslovens artikel 711, træffer retten bestemmelse om, at (1) skyldneren erklæres i betalingsstandsning, og at virksomhedens drift indstilles, (2) at skyldnerens aktiver generelt gøres til genstand for beslaglæggelse og udlæg, og (3), såfremt skyldneren er en juridisk person, at de beføjelser, der er tillagt selskabets organer, ophører, at (4) skyldnerens ret til at forvalte og råde over de aktiver, der indgår i konkursboet, inddrages, og at (5) de aktiver, der indgår i konkursboet, realiseres og fordeles.

16

Sagsøgeren i hovedsagen arbejdede mellem den 19. juni 2006 og den 20. april 2011 uden ophør i henhold til en ansættelseskontrakt for Orfey – Kardzhali EOOD (herefter »Orfey«).

17

Ved retsafgørelse af 25. februar 2010 truffet i henhold til handelslovens artikel 630, stk. 1, fastslog Okrazhen sad Kardzhali, at Orfey var insolvent fra den 22. juli 2009, indledte en insolvensbehandling, traf afgørelse om Orfeys fortsatte drift, udpegede en midlertidig kurator og fastsatte datoen for den første kreditorforsamling. Denne afgørelse blev indført i erhvervsregisteret den 2. marts 2010.

18

Ved retsafgørelse af 13. maj 2011 truffet i henhold til handelslovens artikel 710 og 711 erklærede Okrazhen sad Kardzhali, at Orfey var i betalingsstandsning, traf beslutning om, at Orfey skulle indstille driften af virksomheden, og anordnede, at der skulle indledes realisering af konkursboets aktiver og foretages fordeling af de realiserede aktiver. Denne retsafgørelse blev indført i erhvervsregisteret den 20. maj 2011.

19

Det er ubestridt i hovedsagen, at Meliha Veli Mustafa har forfaldne, men ikke-udbetalte tilgodehavender hos Orfey i form af en bruttoløn for april 2011 og en godtgørelse for ikke afholdt ferie, der begge er opstået efter den 2. marts 2010. Ved ansøgning af 16. juni 2011 anmodede hun garantifonden om udbetaling af disse tilgodehavender.

20

Direktor afslog denne ansøgning med den begrundelse, dels at ansøgningen ikke var indgivet inden for den lovbestemte frist på 30 dage fra datoen for indførelsen i erhvervsregisteret af afgørelsen om indledning af insolvensbehandlingen, dels at det anførte tilgodehavende var opstået efter den nævnte registrering. Garantifonden intervenerede alene i forhold til ikke-udbetalt løn og godtgørelse for ikke afholdt ferie, der er opstået inden for de seneste seks kalendermåneder inden den måned, hvor retsafgørelsen om indledning af insolvensbehandlingen er blevet indført i erhvervsregisteret.

21

Sagsøgeren i hovedsagen indbragte herefter denne afgørelse til Administrativen sad Kardzhali, der frifandt sagsøgte, henset til, at tilgodehavenderne var opstået efter datoen for indførelsen i erhvervsregisteret af retsafgørelsen om at indlede insolvensbehandlingen vedrørende Orfey. Herefter indbragte sagsøgeren i hovedsagen sagen for Varhoven administrativen sad.

22

Denne ret har anført, at tvisten i hovedsagen bl.a. vedrører spørgsmålet om, hvorvidt garantien skal dække en arbejdstagers tilgodehavender fra arbejdsgiveren, der på den ene side er opstået efter indførelsen i erhvervsregisteret af retsafgørelsen om indledning af arbejdsgiverens insolvensbehandling, hvorved dennes insolvens fastslås, og på den anden side inden indførelsen i samme register af den retsafgørelse, der fastslår betalingsstandsning og beslutter, at virksomhedens drift indstilles og konkursboets aktiver realiseres og fordeles.

23

Idet det påpeges, at bulgarsk ret alene fastsætter en garanti for arbejdstageres tilgodehavender, der er opstået inden datoen for indførelsen i erhvervsregisteret af den første af de to retsafgørelser, er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt en sådan national lovgivning er forenelig med direktiv 80/987, henset til, at denne retsafgørelse endnu ikke fastslår »betalingsstandsning« og ikke pålægger indstilling af virksomhedens drift.

24

Den forelæggende ret ønsker oplyst, hvorvidt begrebet »insolvens« som omhandlet i artikel 2 i direktiv 80/987 svarer til begrebet »betalingsstandsning«, som ifølge bulgarsk ret ikke skal konstateres i forbindelse med indledningen af den insolvensbehandling, der er truffet afgørelse om i henhold til handelslovens artikel 630, stk. 1, men først efterfølgende i forbindelse med den retsafgørelse, der træffes i henhold til handelslovens artikel 711, og som samtidig pålægger indstilling af skyldnerens virksomhed. Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om det nævnte direktiv skal fortolkes således, at det forpligter medlemsstaterne til at fastsætte bestemmelser om sikring af de løntilgodehavender, der er opstået inden sidstnævnte retsafgørelse.

25

Under disse omstændigheder har Varhoven administrativen sad besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

26

Indledningsvis bemærkes, at selv om spørgsmålene vedrører fortolkningen af direktiv 80/987, har de i hovedsagen relevante omstændigheder dog fundet sted efter ikrafttrædelsen af direktiv 2008/94, der ophæver og i det væsentlige gentager de relevante bestemmelser i direktiv 80/987, og som ikke fastsætter en gennemførelsesfrist. Nærværende undersøgelse skal derfor rettes mod bestemmelserne i direktiv 2008/94.

27

Med det første og det andet spørgsmål, der skal besvares samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2008/94 skal fortolkes således, at medlemsstaterne har pligt til at fastsætte bestemmelser om sikring af arbejdstageres tilgodehavender, der omfatter samtlige stadier af insolvensbehandlingen af deres arbejdsgiver, og især er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sikring alene af de af arbejdstagernes tilgodehavender, der er opstået inden indførelsen i erhvervsregisteret af retsafgørelsen om indledning af insolvensbehandlingen, selv om denne retsafgørelse ikke fastsætter, at arbejdsgiverens virksomhed indstilles.

28

Med henblik på besvarelse af disse spørgsmål skal det dels undersøges, om en kollektiv bobehandling på grundlag af »insolvens« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94 kan udløses af en retsafgørelse om indledning af en insolvensbehandling såsom den, der er fastsat i bulgarsk ret, dels om dette direktivs artikel 3 og 4 tillader, at datoen for indførelsen i erhvervsregisteret af retsafgørelsen om indledning af insolvensbehandlingen fastsættes som en referencedato, inden hvilken arbejdstagernes tilgodehavender er sikret.

29

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at insolvensbehandlingen har indbefattet to efter hinanden følgende afgørelser, hvor den første indleder insolvensbehandlingen, og den anden foreskriver ophør af virksomheden. Bulgarsk ret fastsætter, at den referenceperiode, der indbefatter sikring af tilgodehavender, ligger forud for indførelsen i erhvervsregisteret af afgørelsen om indledning af insolvensbehandlingen, således at kun de af arbejdstagernes tilgodehavender, der er opstået inden denne dato, er dækket af den nævnte garanti, mens dem, der er opstået efterfølgende, ikke er dækket.

30

For det første bemærkes, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94 afdækker anvendelsesområdet for dette direktiv og dermed betinger udløsningen af den garanti, der er fastsat i direktivet (jf. i denne retning domme af 10.7.1997, forenede sager C-94/95 og C-95/95, Bonifaci m.fl. og Berto m.fl., Sml. I, s. 3969, præmis 36, og sag C-373/95, Maso m.fl., Sml. I, s. 4051, præmis 46).

31

I denne henseende fremgår det af selve ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94, at for at en arbejdsgiver kan anses for at være insolvent, er det nødvendigt, at der med hjemmel i de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i en medlemsstat er indgivet begæring om indledning af kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens, som medfører, at arbejdsgiveren helt eller delvist mister rådigheden over sine aktiver, at der udpeges en kurator eller en person med en lignende funktion, og at den myndighed, som har kompetence i henhold til nævnte nationale bestemmelser, enten har truffet afgørelse om indledning af bobehandlingen eller har konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket endeligt, og at de foreliggende aktiver ikke er tilstrækkelige til at berettige indledning af bobehandlingen.

32

Det kan derfor antages, at for at garantien i direktiv 2008/94 finder anvendelse, skal to betingelser være opfyldt. Dels skal der være indgivet begæring om indledning af en kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens, dels skal der foreligge enten en afgørelse om at indlede bobehandlingen eller i tilfælde af, at der ikke er tilstrækkelige aktiver til at berettige indledning af bobehandlingen, en konstatering af, at virksomheden er lukket endeligt.

33

Såfremt der foreligger en sådan afgørelse om indledning af bobehandling, kræver artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94 imidlertid ikke, at den pågældende kollektive bobehandling nødvendigvis skal medføre ophør af arbejdsgiverens virksomhed.

34

Denne konklusion understøttes af fjerde betragtning til direktiv 2008/94, der anfører, at insolvens bør defineres i lyset af de lovgivningsmæssige tendenser i medlemsstaterne, så definitionen af »insolvens« også kommer til at omfatte andre former for insolvensbehandling end likvidation.

35

Hvad angår bulgarsk ret bemærkes, at det udtrykkeligt fremgår af ordlyden af handelslovens artikel 630, stk. 1, at retsafgørelsen om at indlede insolvensbehandling skal fastslå, at der foreligger insolvens, og fastsætte en fristdag. Denne bestemmelse anvender samme udtryk for at angive insolvens som det, der er anvendt i den bulgarske sprogversion af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94.

36

I overensstemmelse med artikel 2, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (EFT 160, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1791/2006 af 20. november 2006 (EUT L 363, s. 1), bestemmer bilag A til denne forordning, således som det endvidere er anført af Europa-Kommissionen, at den bulgarske insolvensbehandling efter handelslovens artikel 607 ff. udgør en »insolvensbehandling« i den forstand, hvori begrebet anvendes i nævnte forordnings artikel 1, stk. 1. Sidstnævnte bestemmelse beskriver de »kollektive bobehandlinger som følge af […] insolvens« på samme måde som artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94, idet det kræves, at den nævnte bobehandling medfører, at skyldneren helt eller delvist mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator.

37

Artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94 kræver således ikke, for at den i dette direktiv fastsatte garanti finder anvendelse, at der træffes afgørelse om, at arbejdsgiverens virksomhed indstilles.

38

For det andet skal det undersøges, om nævnte direktivs artikel 3 og 4 tillader, at datoen for indførelsen i erhvervsregisteret af retsafgørelsen om indledning af insolvensbehandlingen fastsættes som en referencedato, efter hvilken arbejdstagernes tilgodehavender ikke længere er sikret.

39

I denne henseende giver artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/94 medlemsstaterne mulighed for at fastsætte den dato, der ligger inden og/eller i givet fald efter den periode, i hvilken garantiinstitutionen dækker arbejdstagernes tilgodehavender i form af ikke-udbetalt løn.

40

Hvad angår medlemsstaternes fastlæggelse af denne dato bemærkes, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 80/987 i dens oprindelige affattelse inden ændringen ved direktiv 2002/74 alene gav medlemsstaterne mulighed for at vælge mellem tre opregnede referencedatoer.

41

Ændringerne foretaget ved direktiv 2002/74 og disses opretholdelse ved direktiv 2008/94 fjernede de tre anførte datoer, og sidstnævnte direktivs artikel 3, stk. 2, stiller derfor medlemsstaterne frit med hensyn til fastsættelse af en passende dato.

42

Endelig bemærkes, at artikel 11, stk. 1, i direktiv 2008/94 ikke berører medlemsstaternes mulighed for at anvende eller indføre administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne, og dermed forlænge garantiperioden på en passende måde, hvis de finder det påkrævet (jf. i denne retning dom af 15.5.2003, sag C-160/01, Mau, Sml. I, s. 4791, præmis 32).

43

Under hensyntagen til det ovenstående skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at direktiv 2008/94 skal fortolkes således, at medlemsstaterne ikke har pligt til at fastsætte bestemmelser om sikring af arbejdstageres tilgodehavender, der omfatter samtlige stadier af insolvensbehandlingen af deres arbejdsgiver. Direktivet er især ikke til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sikring alene af de af arbejdstagernes tilgodehavender, der er opstået inden indførelsen i erhvervsregisteret af retsafgørelsen om indledning af insolvensbehandlingen, selv om denne retsafgørelse ikke fastsætter, at arbejdsgiverens virksomhed indstilles.

44

Under hensyn til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje og det fjerde spørgsmål.

45

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens skal fortolkes således, at medlemsstaterne ikke har pligt til at fastsætte bestemmelser om sikring af arbejdstageres tilgodehavender, der omfatter samtlige stadier af insolvensbehandlingen af deres arbejdsgiver. Direktivet er især ikke til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sikring alene af de af arbejdstagernes tilgodehavender, der er opstået inden indførelsen i erhvervsregisteret af retsafgørelsen om indledning af insolvensbehandlingen, selv om denne retsafgørelse ikke fastsætter, at arbejdsgiverens virksomhed indstilles.