—

K ved Rechtsanwalt A. Egger

—

den østrigske regering ved C. Pesendorfer og P. Cede, som befuldmægtigede

—

den tjekkiske regering ved M. Smolek, som befuldmægtiget

—

den franske regering ved G. de Bergues og B. Beaupère-Manokha, som befuldmægtigede

—

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Palatiello

—

den ungarske regering ved M.Z. Fehér og K. Veres, som befuldmægtigede

—

den polske regering ved M. Szpunar, som befuldmægtiget

—

Det Forenede Kongeriges regering ved S. Ossowski, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved M. Condou-Durande og W. Bogensberger, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af for det første artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT L 50, s. 1), og for det andet samme forordnings artikel 3, stk. 2.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem tredjelandsstatsborgeren K og Bundesasylamt (forbundsstyrelsen for asyl) vedrørende sidstnævntes afslag på den af sagsøgeren i hovedsagen i Østrig indgivne asylansøgning med den begrundelse, at Republikken Polen er den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

3

Tredje og fjerde betragtning til forordning nr. 343/2003 har følgende ordlyd:

4

Sjette og syvende betragtning til nævnte forordning er sålydende:

5

Således som det fremgår af 15. betragtning til forordning nr. 343/2003, læst i lyset af artikel 6, stk. 1, TEU, overholder denne forordning de rettigheder, de frihedsrettigheder og de principper, som bl.a. er anerkendt af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Den tilsigter på grundlag af chartrets artikel 1 og 18 især at sikre, at asylansøgernes menneskelige værdighed og asylret respekteres fuldt ud.

6

Artikel 1 i forordning nr. 343/2003 bestemmer, at i denne forordning »fastsættes kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne«.

7

I henhold til nævnte forordnings artikel 2, litra c), d), e) og i), forstås ved:

[...]

8

Samme forordnings artikel 3, der er indeholdt i dennes kapitel II med overskriften »Almindelige principper«, fastsætter i stk. 1 og 2:

»1.   Medlemsstaterne behandler ansøgninger fra enhver tredjelandsstatsborger, der indgiver en asylansøgning ved medlemsstaternes grænse eller på deres område. En asylansøgning behandles kun af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III.

2.   Uanset stk. 1 kan enhver medlemsstat dog behandle en asylansøgning, som den får forelagt af en tredjelandsstatsborger, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning. I så fald bliver vedkommende medlemsstat den ansvarlige stat i henhold til denne forordning og påtager sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar. I givet fald underretter den den medlemsstat, der tidligere var ansvarlig, eller den medlemsstat, der gennemfører en procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, eller den medlemsstat, der har modtaget en anmodning om at overtage eller tilbagetage ansøgeren.«

9

Med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er »den ansvarlige medlemsstat« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 343/2003, opstiller denne forordnings artikel 6-14, der er indeholdt i dens kapitel III, en liste over objektive og hierarkisk ordnede kriterier.

10

Nævnte forordnings artikel 15, som udgør eneste artikel i dennes kapitel IV med overskriften »Humanitær klausul«, bestemmer:

»1.   Enhver medlemsstat kan, selv om den ikke er ansvarlig for behandlingen efter kriterierne i denne forordning, sammenføre familiemedlemmer og andre slægtninge, der er økonomisk afhængige af asylansøgeren, af humanitære årsager, navnlig baseret på familiemæssige eller kulturelle hensyn. Medlemsstaten skal i så fald efter anmodning fra en anden medlemsstat behandle asylansøgningen fra den pågældende person. De berørte personer skal give deres samtykke.

2.   I tilfælde, hvor den pågældende er afhængig af hjælp fra den anden på grund af graviditet, et nyfødt barn, alvorlig sygdom, et alvorligt handicap eller høj alder, skal medlemsstaterne normalt lade asylansøgeren blive sammen med eller familiesammenføre denne med et andet familiemedlem, der befinder sig på en af medlemsstaternes område, under forudsætning af, at der fandtes familiemæssige bånd i hjemlandet.

[...]

4.   Giver den medlemsstat, som modtager anmodningen, tilsagn om at behandle asylansøgningen, overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen til denne stat.

5.   Betingelserne og procedurerne for iværksættelse af denne artikel, herunder i givet fald forligsprocedurer til bilæggelse af uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne om nødvendigheden af at familiesammenføre de pågældende personer eller om, hvor sammenføringen skal ske, vedtages efter proceduren i artikel 27, stk. 2.«

11

Kapitel V i forordning nr. 343/2003 med overskriften »Overtagelse og tilbagetagelse« indeholder bl.a. dennes artikel 16, hvis stk. 1 har følgende ordlyd:

»Den medlemsstat, der efter denne forordning er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, er forpligtet til:

[...]

[...]«

12

Artikel 11 med overskriften »Afhængighedssituationer« i Kommissionens forordning (EF) nr. 1560/2003 af 2. september 2003 om gennemførelsesforanstaltninger til forordning (EF) nr. 343/2003 (EUT L 222, s. 3) bestemmer:

»1.   Artikel 15, stk. 2, i [forordning nr. 343/2003] finder både anvendelse, når asylansøgeren er afhængig af hjælp fra et familiemedlem, der befinder sig i en medlemsstat, og når et familiemedlem, der befinder sig i en medlemsstat, er afhængig af hjælp fra asylansøgeren.

2.   De afhængighedssituationer, der er omhandlet i artikel 15, stk. 2, i [forordning nr. 343/2003], skal så vidt muligt vurderes på grundlag af objektive beviser, såsom lægeattester. Når sådanne beviser ikke er til rådighed eller ikke kan fremlægges, kan det kun anses for godtgjort, at der foreligger humanitære årsager, på grundlag af overbevisende oplysninger fra den pågældende person.

[...]

4.   Det er under alle omstændigheder en betingelse for anvendelse af artikel 15, stk. 2, i [forordning nr. 343/2003], at der er formodning om, at asylansøgeren eller det pågældende familiemedlem rent faktisk vil yde den nødvendige hjælp.

[...]«

13

Fra et tredjeland indrejste K ulovligt til Polen og indgav her en første asylansøgning i løbet af marts 2008.

14

Efterfølgende forlod hun Polen uden at afvente, at denne asylansøgning blev færdigbehandlet, og indrejste ulovligt til Østrig, hvor hun sluttede sig til en af sine voksne sønner, der i sidstnævnte stat havde opnået flygtningestatus sammen med sin hustru og deres tre mindreårige børn.

15

I løbet af april 2008 indgav K en anden asylansøgning i Østrig.

16

Ifølge Asylgerichtshof er det blevet godtgjort, at K’s svigerdatter befinder sig i en afhængighedssituation i forhold til sin svigermor på grund af tilstedeværelsen af et nyfødt barn samt den alvorlige sygdom og det alvorlige handicap, som hun lider af som følge af en traumatisk og alvorlig begivenhed, som fandt sted i et tredjeland. Hvis denne begivenhed blev afsløret, ville svigerdatteren på grund af kulturelle traditioner, der sigter på at genetablere familiens ære, risikere at blive alvorligt mishandlet af mandlige medlemmer af sin familiekreds. Siden K genfandt sin svigerdatter i Østrig, har hun været sidstnævntes rådgiver og nærmeste fortrolige, ikke alene på grund af de familiemæssige bånd, der knytter dem sammen, men også fordi hun har relevant erhvervserfaring.

17

Da de østrigske myndigheder var af den opfattelse, at Republikken Polen er ansvarlig for behandlingen af den af K indgivne asylansøgning, anmodede de denne medlemsstat om at tilbagetage sidstnævnte.

18

Som svar på nævnte anmodning accepterede de polske myndigheder, uden at anmode de østrigske myndigheder om at overtage K på grundlag af artikel 15 i forordning nr. 343/2003, at tilbagetage K i henhold til samme forordnings artikel 16, stk. 1, litra c).

19

Ved afgørelse af 16. juli 2008 afviste Bundesasylamt under disse omstændigheder den af K i Østrig indgivne asylansøgning med den begrundelse, at den medlemsstat, som er ansvarlig for at afgøre denne ansøgning, er Republikken Polen.

20

K indbragte nævnte afvisningsafgørelse for Asylgerichtshof.

21

Med udgangspunkt i, at det i princippet er Republikken Polen, der har kompetence til at træffe afgørelse om K’s asylansøgning, eftersom det er denne medlemsstats grænse, som K i første omgang krydsede ulovligt, da hun kom fra et tredjeland, er nævnte ret i øvrigt af den opfattelse, at der i en situation som den, der er indbragt for den, skal tages hensyn til en anvendelse af artikel 15 i forordning nr. 343/2003 eller dennes artikel 3, stk. 2. Såvel anvendelsen af den ene som af den anden af disse bestemmelser indebærer imidlertid, at det er Republikken Østrig, som har kompetence til at træffe afgørelse om denne asylansøgning.

22

Asylgerichtshof er desuden af den opfattelse, at artikel 15 i forordning nr. 343/2003 som lex specialis har forrang for de almindelige regler i denne forordnings artikel 6-14.

23

Ifølge Asylgerichtshof finder artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 subsidiær anvendelse i forhold til denne forordnings artikel 15, således at Republikken Østrig af humanitære årsager som omhandlet i sidstnævnte artikel skal gøre brug af sin ret til automatisk at overtage ansvaret for behandlingen af asylansøgningen.

24

Endelig fremgår det af den forelæggende rets bemærkninger vedrørende fortolkningen af nævnte artikel 15, at den er af den opfattelse, at det under omstændigheder som dem, der foreligger i den for den verserende tvist, først bør efterprøves, om artikel 15, stk. 2, eventuelt kan anvendes, inden det efterprøves, om denne artikels stk. 1 finder subsidiær anvendelse.

25

Det er på baggrund heraf, at Asylgerichtshof har besluttet at udsætte sagen og anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

26

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15 i forordning nr. 343/2003 skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor asylansøgerens svigerdatter er afhængig af dennes hjælp, fordi sidstnævnte lige har født, lider af en alvorlig sygdom og har et alvorligt handicap, kan en medlemsstat, som ikke er den, der i henhold til de i denne forordnings kapitel III fastsatte kriterier er ansvarlig for behandlingen af den af en asylansøger indgivne asylansøgning, automatisk blive ansvarlig af humanitære årsager. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne fortolkning også gælder, når den medlemsstat, der er ansvarlig i medfør af nævnte kriterier, ikke har fremsat en anmodning i medfør af samme artikel 15, stk. 1, andet punktum.

27

I denne henseende bemærkes, at artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 343/2003 er en fakultativ bestemmelse, der indrømmer medlemsstaterne en vid skønsbeføjelse til at beslutte at »sammenføre« familiemedlemmer og andre slægtninge, der er økonomisk afhængige af asylansøgeren, af humanitære årsager, navnlig baseret på familiemæssige eller kulturelle hensyn, men samme artikels stk. 2 indskrænker imidlertid denne beføjelse således, at når de i denne bestemmelse fastsatte betingelser er opfyldt, »skal medlemsstaterne normalt lade asylansøgeren blive sammen med« et andet familiemedlem.

28

Formålet med det første spørgsmål er således først og fremmest at opnå en fortolkning af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003.

29

Det bemærkes for det første, at i modsætning til det, som den østrigske og tjekkiske regering har gjort gældende, kan den omstændighed alene, at asylansøgeren ikke længere befinder sig på den »ansvarlige medlemsstats« område, men allerede er til stede i den medlemsstat, hvor den pågældende søger at opnå en »familiesammenføring« ved at påberåbe sig humanitære årsager, ikke i sig selv udelukke, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 må anvendes.

30

Nævnte stk. 2 omhandler nemlig ikke kun de situationer, hvor medlemsstaterne »familiesammenfører« asylansøgeren med et andet familiemedlem, men også de situationer, hvor de »lader« dem blive sammen, da de pågældende personer allerede befinder sig i en anden medlemsstat end den, som er ansvarlig i henhold til de i kapitel III i forordning nr. 343/2003 fastsatte kriterier.

31

Denne fortolkning stemmer ikke alene overens med artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, hvorefter enhver medlemsstat »kan« behandle en asylansøgning, som den får forelagt af en tredjelandsstatsborger, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning, men den udgør også den fortolkning, som er mest egnet til at sikre den effektive virkning af nævnte forordnings artikel 15, stk. 2.

32

For det andet skal det i første række efterprøves, om nævnte artikel 15, stk. 2, kan finde anvendelse i en afhængighedssituation som den i hovedsagen omhandlede, hvor det ikke er asylansøgeren selv, der er afhængig af hjælp fra et familiemedlem, som befinder sig i en anden medlemsstat end den, der findes ansvarlig i henhold til de i kapitel III i forordning nr. 343/2003 fastsatte kriterier, men det familiemedlem, som befinder sig i denne anden medlemsstat, der er afhængig af hjælp fra asylansøgeren.

33

I denne henseende bemærkes, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 ikke udtrykkeligt henviser til den situation, hvor en asylansøger er afhængig af hjælp fra en anden person. Ved i denne bestemmelse at anvende generelle udtryk såsom »den pågældende« for at angive den person, som er afhængig af hjælp fra »den anden« som omhandlet i denne bestemmelse, har EU-lovgiver derimod ladet forstå, at såvel begrebet »den pågældende« som »den anden« kan henvise til asylansøgeren.

34

Denne fortolkning afsvækkes ikke af den omstændighed alene, at samme lovgiver i nævnte artikel 15, stk. 1, andet punktum, ved at anvende udtrykket »asylansøgningen fra den pågældende person«, til denne særlige bestemmelse har knyttet en forbindelse mellem asylansøgeren og ordene »den pågældende«. Det bemærkes nemlig i denne forbindelse, at asylansøgeren og den anden person betegnes som »de berørte« i den efterfølgende sætning i samme stykke.

35

Nævnte fortolkning er derimod i overensstemmelse med formålet med artikel 15 i forordning nr. 343/2003, der, således som det fremgår af syvende betragtning til denne, har til formål at gøre det muligt for medlemsstaterne at sammenføre »medlemmerne af en familie«, når det er nødvendigt af humanitære årsager.

36

I denne henseende bemærkes, at formålet med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 er opfyldt, såvel når det er asylansøgeren, der er afhængig af hjælp fra et familiemedlem, som befinder sig i en anden medlemsstat end den, der er ansvarlig i henhold til de i denne forordnings kapitel III fastsatte kriterier, som når det omvendt er dette familiemedlem, der er afhængig af hjælp fra asylansøgeren.

37

Tilsvarende præciserer artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1560/2003, inden for rammerne af gennemførelsesbeføjelserne i henhold til forordning nr. 343/2003, at de i sidstnævnte forordnings artikel 15, stk. 2, indeholdte ord »den pågældende« skal forstås således, at de også omfatter en afhængighedssituation som den i hovedsagen omhandlede.

38

I anden række bemærkes, at selv om begrebet »familiemedlemmer« som omhandlet i artikel 2, litra i), i forordning nr. 343/2003 hverken omfatter en asylansøgers svigerdatter eller børnebørn, må samme forordnings artikel 15 ikke desto mindre fortolkes således, at sådanne personer er omfattet af de i stk. 2 i denne artikel 15 anvendte ord »et andet familiemedlem«.

39

I denne forbindelse bemærkes for det første, at de forskellige sprogversioner af nævnte ord i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 afviger fra hinanden, og at visse af disse sprogversioner, f.eks. den engelske, anvender andre og videre ord end dem, der anvendes i samme forordnings artikel 2, litra i).

40

Dernæst bemærkes, at eftersom forordning nr. 343/2003 i artikel 6-8 indeholder bindende bestemmelser, der i henhold til sjette betragtning til denne forordning har til formål at bevare familiens enhed, bør den i artikel 15 fastsatte humanitære klausul – for så vidt som den har til formål at gøre det muligt for medlemsstaterne at fravige kriterierne for fordeling af kompetencerne mellem disse for at lette sammenføringen af medlemmerne af en familie, når det er nødvendigt af humanitære årsager – kunne finde anvendelse på situationer, der går ud over de i nævnte artikel 6-8 omhandlede, også selv om de vedrører personer, der ikke falder ind under definitionen af »familiemedlemmer« som omhandlet i nævnte artikel 2, litra i).

41

Henset til dets humanitære formål fastsætter artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 – på grundlag af et kriterium om afhængighed, der bl.a. skyldes alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap – grænser for kredsen af asylansøgerens familiemedlemmer, som nødvendigvis er videre end de i samme forordnings artikel 2, litra i), fastsatte grænser.

42

Når de familiemæssige bånd fandtes i hjemlandet, skal det efterprøves, om asylansøgeren eller den person, som har et familiemæssigt bånd til asylansøgeren, reelt har brug for hjælp, og i givet fald om den, der skal yde hjælpen til den anden, er i stand til det.

43

Under disse omstændigheder finder artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 anvendelse, når de heri omhandlede humanitære årsager er opfyldt af en afhængig person som omhandlet i denne bestemmelse, der uden at være et familiemedlem i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i forordningens artikel 2, litra i), har et familiemæssigt bånd til asylansøgeren, og til hvem sidstnævnte reelt er i stand til at yde den nødvendige hjælp i henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 1560/2003.

44

I tredje række bemærkes, at når der foreligger en afhængighedssituation, der er omfattet af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, som fortolket i denne doms præmis 33-43, hvor de berørte befinder sig i en anden medlemsstat end den, der er ansvarlig i henhold til de i samme forordnings kapitel III fastsatte kriterier, skal denne medlemsstat »normalt« lade disse personer blive sammen under forudsætning af, at der fandtes familiemæssige bånd i hjemlandet.

45

Hvad angår sidstnævnte betingelse bemærkes blot, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de familiemæssige bånd i hovedsagen mellem asylansøgeren og dennes svigerdatter allerede fandtes i hjemlandet.

46

Hvad nærmere bestemt angår forpligtelsen til »normalt« at lade asylansøgeren blive sammen med et »andet« familiemedlem, som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, skal denne forstås således, at en medlemsstat kun kan fravige denne forpligtelse til at lade de berørte blive sammen, såfremt en sådan fravigelse er begrundet i, at der foreligger en særlig situation. Det bemærkes, at den forelæggende ret i sin anmodning om præjudiciel afgørelse ikke har anført, at der skulle foreligge en sådan særlig situation.

47

Når de i artikel 15, stk. 2, nævnte betingelser er opfyldt, bliver den medlemsstat, som af de i denne bestemmelse anførte humanitære årsager er forpligtet til at overtage en asylansøger, den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

48

I denne henseende skal det tilføjes, at de kompetente nationale myndigheder er forpligtet til at sikre sig, at gennemførelsen af forordning nr. 343/2003 foregår på en måde, der sikrer en effektiv adgang til procedurerne til fastlæggelse af flygtningestatus, og som ikke bringer målet om en hurtig behandling af asylansøgninger i fare.

49

Nævnte formål om hurtig behandling, som fremgår af fjerde betragtning til forordning nr. 343/2003, bør også fremhæves, når der i sidste række for så vidt angår den anden del af det første spørgsmål skal gøres nærmere rede for årsagerne til, at en anvendelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er begrundet, selv om »den ansvarlige medlemsstat« ikke har fremsat en anmodning herom i henhold til samme forordnings artikel 15, stk. 1, andet punktum.

50

Hvad dernæst angår den opfattelse, som er blevet forsvaret af flere af de regeringer, der har afgivet indlæg for Domstolen i denne sag, og hvorefter en anmodning fra »den ansvarlige medlemsstat« under alle omstændigheder er en ufravigelig betingelse for anvendelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, bemærkes, at denne bestemmelse, i modsætning til samme artikels stk. 1, andet punktum, ikke indeholder nogen angivelse af en »anmodning« hidrørende fra en anden medlemsstat.

51

Det bemærkes, at når asylansøgeren og et andet medlem af dennes familie, der sammen befinder sig i en anden medlemsstat end den, som er ansvarlig i henhold til de i kapitel III i forordning nr. 343/2003 fastsatte kriterier, behørigt har godtgjort, at der foreligger en afhængighedssituation som omhandlet i denne forordnings artikel 15, stk. 2, kan denne medlemsstats kompetente myndigheder ikke se bort fra denne særlige situation, og fremsættelsen af en anmodning som fastsat i samme artikels stk. 1, andet punktum, ville ikke længere have nogen betydning. Under disse omstændigheder ville et sådant krav være rent formelt.

52

I en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor det ikke drejer sig om at »familiesammencføre« medlemmer af en og samme familie som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, men om at »lade« dem blive sammen i den medlemsstat, hvor de befinder sig, vil kravet om en anmodning fra »den ansvarlige medlemsstat« stride mod forpligtelsen til en hurtig behandling, idet den unødigt vil forlænge proceduren til fastsættelse af den ansvarlige medlemsstat.

53

I en situation som den i hovedsagen omhandlede kan artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 følgelig finde anvendelse, selv om den medlemsstat, hvor asylansøgningen er blevet indgivet, ikke er blevet anmodet herom af »den ansvarlige medlemsstat«.

54

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 fortolkes således, at en medlemsstat, som ikke er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning i henhold til de i denne forordnings kapitel III fastsatte kriterier, bliver det. Det tilkommer den medlemsstat, som er blevet den ansvarlige medlemsstat i henhold til samme forordning, at påtage sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar. Den underretter den medlemsstat, som tidligere var ansvarlig, herom. Denne fortolkning af nævnte artikel 15, stk. 2, finder også anvendelse, når den medlemsstat, der var ansvarlig i henhold til de i nævnte forordnings kapitel III fastsatte kriterier, ikke har fremsat en anmodning herom i henhold til samme artikels stk. 1, andet punktum.

55

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det inden for rammerne af denne præjudicielle forelæggelse ufornødent at besvare den forelæggende rets andet spørgsmål.

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne, fortolkes således, at en medlemsstat, som ikke er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning i henhold til de i denne forordnings kapitel III fastsatte kriterier, bliver det. Det tilkommer den medlemsstat, som er blevet den ansvarlige medlemsstat i henhold til samme forordning, at påtage sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar. Den underretter den medlemsstat, som tidligere var ansvarlig, herom. Denne fortolkning af nævnte artikel 15, stk. 2, finder også anvendelse, når den medlemsstat, der var ansvarlig i henhold til de i nævnte forordnings kapitel III fastsatte kriterier, ikke har fremsat en anmodning herom i henhold til samme artikels stk. 1, andet punktum.