Sag C-104/10

Patrick Kelly

mod

National University of Ireland (University College, Dublin)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))

»Direktiv 76/207/EØF, 97/80/EF og 2002/73/EF – adgang til erhvervsuddannelse – ligebehandling af mænd og kvinder – afslag på en ansøgning – en ansøger til en erhvervsuddannelses adgang til oplysninger om de andre ansøgeres kvalifikationer«

Sammendrag af dom

1. Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – ligebehandling – bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling

(Rådets direktiv 97/80, art. 4, stk. 1)

2. Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – ligebehandling

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73, art. 1, nr. 3); Rådets direktiv 76/207, art. 4]

3. Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – ligebehandling – bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46 og 2002/58; Rådets direktiv 97/80)

4. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – forelæggelsespligt

(Art. 267, stk. 3, TEUF)

1. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn skal fortolkes således, at den ikke giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelsen, fordi ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at sagsøgtes afslag på at afgive sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og dermed bl.a. fratage direktivets artikel 4, stk. 1, dens effektive virkning, hvilket det tilkommer den nationale ret at undersøge.

(jf. præmis 38 og 39 samt domskonkl. 1)

2. Hverken artikel 4 i direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår eller artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73 om ændring af direktiv 76/207 skal fortolkes således, at de giver en ansøger til en erhvervsuddannelse ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, når ansøgeren er af den opfattelse, at vedkommende ikke har haft adgang til uddannelsen efter de samme kriterier som de øvrige ansøgere, og at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i nævnte artikel 4, eller såfremt ansøgeren hævder, at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 1, nr. 3), for så vidt angår adgang til erhvervsuddannelsen.

(jf. præmis 48 og domskonkl. 2)

3. For så vidt som en ansøger til en erhvervsuddannelse påberåber sig direktiv 97/80 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn med henblik på at indhente oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, kan denne rettighed påvirkes af de EU-retlige bestemmelser om fortrolighed.

Når de nationale domstole eller andre kompetente myndigheder skal efterprøve, om sagsøgtes afslag på at udlevere sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af de faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktiv 97/80 ikke kan opfyldes, og dermed bl.a. fratage direktivets artikel 4, stk. 1, dens effektive virkning, skal de iagttage de bestemmelser om fortrolighed, som kan udledes af EU-retlige retsakter, såsom af direktiv 95/46 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og direktiv 2002/58 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation). Artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indeholder også bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger.

(jf. præmis 54-56 og domskonkl. 3)

4. Karakteren af forpligtelsen i henhold til 267, stk. 3, TEUF er ikke forskellig alt efter, om der i den pågældende medlemsstat findes et retssystem med forhandlingsmaksime i modsætning til officialmaksime.

Artikel 267 TEUF giver de nationale retter adgang og i givet fald pligt til at foretage en præjudiciel forelæggelse, når de enten af egen drift eller efter anmodning fra parterne konstaterer, at realiteten i sagen rummer et af de i denne artikels stk. 1 nævnte spørgsmål. Det følger heraf, at de nationale retter har en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, som de nødvendigvis må træffe afgørelse om.

Den præjudicielle forelæggelse er desuden baseret på en dialog domstolene imellem, hvis iværksættelse udelukkende beror på den nationale domstols bedømmelse af relevansen og nødvendigheden af forelæggelsen. Det påhviler dermed den nationale ret at vurdere, om en fortolkning af en EU-retlige bestemmelse er nødvendig med henblik på, at den kan løse den tvist, der verserer for den på baggrund af den mekanisme om forelæggelse, som foreskrives i artikel 267 TEUF, og det tilkommer denne ret at bestemme, hvordan disse spørgsmål skal formuleres. Selv om den nationale ret kan opmuntre parterne i den tvist, som den skal træffe afgørelse i, til at foreslå formuleringer, som kan anvendes i de præjudicielle spørgsmål, tilkommer det i sidste ende denne ret alene at afgøre spørgsmålenes form og indhold.

(jf. præmis 61 og 63-66 samt domskonkl. 4)

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

21. juli 2011 (*)

I sag C-104/10,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af High Court (Irland) ved afgørelse af 29. januar 2010, indgået til Domstolen den 24. februar 2010,

Patrick Kelly

mod

National University of Ireland (University College, Dublin),

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne A. Arabadjiev, A. Rosas (refererende dommer), U. Lõhmus og P. Lindh,

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. januar 2011,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Patrick Kelly, selvmøder

– National University of Ireland (University College, Dublin) ved M. Bolger, SC, for solicitor E. O’Sullivan

– den tyske regering ved J. Möller, som befuldmægtiget

– Europa-Kommissionen ved M. van Beek og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EU-retten, navnlig artikel 4 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6) og artikel 1, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af direktiv 76/207 (EFT L 269, s. 15).

2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Patrick Kelly og National University of Ireland (University College, Dublin) (herefter »UCD«) efter sidstnævntes afslag på at offentliggøre dokumenter vedrørende udvælgelsesproceduren i forbindelse med en erhvervsuddannelse i en uændret udgave.

Retsforskrifter

EU-retlige forskrifter

Direktiv 76/207

3 Artikel 4 i direktiv 76/207, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der gav anledning til klagen over forskelsbehandlingen på grundlag af køn, dvs. marts og april 2002, bestemte:

»Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling af enhver art og på ethvert niveau indebærer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til:

a) at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves

b) at de bestemmelser i kollektive overenskomster eller individuelle arbejdskontrakter, i virksomheders interne reglementer eller i vedtægter for selvstændige erhverv, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, anses som ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres

c) at give adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig videreuddannelse samt omskoling efter samme kriterier og på samme niveau uden forskelsbehandling på grundlag af køn, dog med forbehold af den selvstændighed, der i visse medlemsstater indrømmes visse private uddannelsesinstitutioner.«

4 Direktivets artikel 6 bestemte:

»Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at enhver person, der mener sig krænket ved, at princippet om ligebehandling som anført i artikel 3, 4 og 5 tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.«

Direktiv 2002/73

5 Direktiv 76/207 er blevet ændret ved direktiv 2002/73, som i artikel 2, stk. 1, første afsnit, bestemte, at medlemsstaterne skulle sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 5. oktober 2005.

6 Direktiv 2002/73 har bl.a. ophævet artikel 4 i direktiv 76/207, og i henhold til artikel 1, nr. 3, i førstnævnte direktiv har artikel 3 i direktiv 76/207 fået følgende ordlyd:

»1. Anvendelse af princippet om ligebehandling betyder, at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

[…]

b) adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring

[…]

2. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre:

a) at alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves

b) at alle bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter eller kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.«

Direktiv 97/80

7 Med direktiv 97/80, hvis gennemførelse var fastsat til den 1. januar 2001, blev der indført regler om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn.

8 Ifølge 13. betragtning til dette direktiv tilkommer det de nationale domstole eller andre kompetente instanser at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

9 I henhold til 18. betragtning til direktivet har De Europæiske Fællesskabers Domstol således afgjort, at bevisbyrdereglerne skal gælde omvendt, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, og at en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet i de tilfælde, hvor denne forskelsbehandling godtgøres, kræver, at bevisbyrden pålægges sagsøgte.

10 Formålet med direktivet er ifølge dets artikel 1 at sikre større effektivitet i de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i henhold til ligebehandlingsprincippet, for at give alle personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt for deres vedkommende, mulighed for at gøre deres ret gældende via domstolene efter eventuelt at have forelagt sagen for andre kompetente myndigheder.

11 I henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 97/80 finder direktivet bl.a. anvendelse på situationer, som er omhandlet af direktiv 76/207.

12 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«

Nationale bestemmelser

13 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at principperne vedrørende offentliggørelse i henhold til Order 57A rule 6(6) i Circuit Courts procesreglement svarer til principperne vedrørende fremlæggelse af beviser (»discovery«) og undersøgelse (»inspection«) i henholdsvis Order 32 i Circuits procesreglement 2001-2006 og Order 31 i Superior Courts procesreglement 1986, med senere ændringer.

14 Ifølge disse regler gives pålæg om fremlæggelse af et dokument, når det kan påvises, at de søgte dokumenter er relevante for spørgsmålet i sagen, og navnlig når de er nødvendige for, at der kan træffes en retfærdig afgørelse om sagen.

15 Til trods for, at et dokument anses for både relevant og nødvendigt, kan fremlæggelse heraf afslås, hvis dokumentet bl.a. er »fortroligt« eller omfattet af tavshedspligt.

16 I tilfælde af modstrid mellem retten til at opnå fremlæggelse på den ene side og pligten til at beskytte fortrolighed eller opretholde andre modstående forpligtelser eller rettigheder på den anden side, skal en nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, afveje både den fremsatte anmodnings natur og graden af påstået fortrolighed mod offentlighedens interesse i fuld offentliggørelse af oplysningerne som led i retsplejen.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17 Patrick Kelly er udlært lærer med bopæl i Dublin.

18 UCD er en videregående uddannelsesanstalt. I den akademiske periode mellem 2002-2004 tilbød UCD uddannelsen »Masters degree in Social Science (Social Worker) mode A« (mastergrad i samfundsfag (socialrådgiver) modus A).

19 Den 23. december 2001 indgav Patrick Kelly en ansøgning til dette universitet, hvori han søgte om at blive optaget på uddannelsen. Efter afslutningen på udvælgelsesproceduren blev han underrettet om, at hans ansøgning ikke var blevet imødekommet.

20 Eftersom Patrick Kelly var utilfreds med beslutningen, indgav han en formel klage over kønsdiskrimination til Director of the Equality Tribunal i april 2002, idet han gjorde gældende, at han var bedre kvalificeret end den mindst kvalificerede kvindelige kandidat, der var blevet optaget på den ovennævnte uddannelse.

21 Den Equality Officer, som var blevet udpeget af Director of Equality Tribunal til at behandle Patrick Kellys klage, traf den 2. november 2006 afgørelse om, at klageren ikke havde godtgjort, at der forelå en umiddelbar forskelsbehandling på grundlag af køn. Patrick Kelly indbragte afgørelsen for Circuit Cour.

22 Den 4. januar 2007 fremsatte Patrick Kelly desuden en anmodning i henhold til Order 57A rule 6(6) i Circuit Courts procesreglement, der blev videresendt til Circuit Cour, om, at UCD skulle udlevere kopier af visse angivne dokumenter (»disclosure«, herefter »anmodningen om fremlæggelse«). Formålet med anmodningen var at få udleveret kopier af de bevarede ansøgninger, de dokumenter, som var vedhæftet eller inkluderet i nævnte ansøgninger, og kopier af »score-ark« for de kandidater, hvis ansøgninger var blevet bevaret.

23 Præsidenten for Circuit Court afviste ved kendelse af 12. marts 2007 anmodningen om fremlæggelse. Den 14. marts 2007 appellerede Patrick Kelly kendelsen til High Court.

24 Den 23. april 2007 indgav Patrick Kelly en anmodning om, at High Court skulle anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om en præjudiciel afgørelse. Den 14. marts 2008 besluttede High Court, at det ville være for tidligt at forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse, da retten ikke havde behandlet spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede dokumenter kunne udleveres i henhold til national ret. High Court kom efter behandlingen af anmodningen frem til, at UCD i henhold til national ret ikke var forpligtet til at udlevere de dokumenter, som Patrick Kelly havde anmodet om at få udleveret, i uændret form.

25 Eftersom High Court var i tvivl om, hvorvidt afslaget på anmodningen om offentliggørelse var i strid med EU-retten, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Berettiger artikel 4, stk. 1, i […] direktiv 97/80[…] en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse, fordi princippet om ligebehandling var blevet tilsidesat i forhold til ham eller hende, til oplysninger om de respektive kvalifikationer hos de andre ansøgere til den pågældende uddannelse, og navnlig de ansøgere, der ikke blev nægtet adgang til erhvervsuddannelse, således at ansøgeren »over for en domstol eller en anden kompetent myndighed [kan fremføre] faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling«?

2) Berettiger artikel 4 i […] direktiv 76/207[…] en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse »på grundlag af de samme kriterier« og forskelsbehandlet »på grund af køn« med hensyn til adgang til erhvervsuddannelse, til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de respektive kvalifikationer hos de andre ansøgere til den pågældende uddannelse, og navnlig de ansøgere, der ikke blev nægtet adgang til uddannelsen?

3) Berettiger artikel [1, nr. 3)] i […] direktiv 2002/73[…], der forbyder »direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn« i forbindelse med »adgang« til erhvervsuddannelse, en ansøger til erhvervsuddannelse, som hævder at være blevet forskelsbehandlet »på grund af køn« med hensyn til adgang til erhvervsuddannelse, til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de respektive kvalifikationer hos de andre ansøgere til den pågældende uddannelse, og navnlig de ansøgere, der ikke blev nægtet adgang til erhvervsuddannelse?

4) Kan karakteren af forpligtelsen i henhold til 267, stk. 3, TEUF være forskellig i en medlemsstat med et retssystem med forhandlingsmaksime (i modsætning til officialmaksime), og i bekræftende fald, i hvilke henseender?

5) Kan en berettigelse til oplysninger i henhold til de ovennævnte direktiver blive berørt af anvendelsen af [national eller EU-lovgivning] vedrørende fortrolighed?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

26 Med det første spørgsmål spørger den forelæggende ret i det væsentlige, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 skal fortolkes således, at den giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse, fordi ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, ret til oplysninger om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.

Parternes argumenter

27 Patrick Kelly har gjort gældende, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 giver en person, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget i forhold til vedkommende, ret til at få adgang til oplysninger, som – såfremt det antages, at ligebehandlingsprincippet med urette ikke er anvendt i forhold til denne person – gør det muligt for vedkommende over for en domstol eller en anden kompetent myndighed at fremføre faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Hvad angår en ansøger til en erhvervsuddannelse, der betragter sig som krænket, fordi nævnte princip ikke er blevet iagttaget i forhold til den pågældende, omfatter dette oplysninger om de øvrige ansøgere.

28 Den tyske regering har gjort gældende, at ordlyden af artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 ikke indeholder nogen angivelse vedrørende tildeling af en ret til at få adgang til oplysningerne. UDC og Europa-Kommissionen er enige med den tyske regering om, at bestemmelsen regulerer de krav, der skal opfyldes for at bevisbyrden kan overgå fra sagsøger til sagsøgte. De har gjort gældende, at bevisbyrden udelukkende kan overføres, såfremt en ansøger forinden har fremført faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Domstolens bemærkninger

29 Direktiv 97/80 bestemmer i artikel 4, stk. 1, at medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retssystemer træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket (jf. dom af 10.3.2005, sag C-196/02, Nikoloudi, Sml. I, s. 1789, præmis 68).

30 Det påhviler således den person, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget i forhold til vedkommende, i første omgang at fremføre faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er udelukkende, når denne person har fremført sådanne faktiske omstændigheder, at sagsøgte dernæst skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

31 Det fremgår i denne forbindelse af 13. betragtning til direktiv 97/80, at det påhviler nationale domstole eller andre kompetente instanser at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

32 Det påhviler således den forelæggende ret, eller en anden kompetent irsk instans at vurdere, om Patrick Kelly har fremført faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling i overensstemmelse med irsk ret og/eller national praksis.

33 Det skal imidlertid præciseres, at direktivet i henhold til artikel 1 i direktiv 97/80 har til formål at sikre større effektivitet i de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i henhold til ligebehandlingsprincippet for at give alle personer, der betragter sig som krænket, fordi princippet ikke er anvendt for deres vedkommende, mulighed for at gøre deres ret gældende via domstolene efter eventuelt at have forelagt sagen for andre kompetente myndigheder.

34 Selv om der i direktivets artikel 4, stk. 1, ikke foreskrives nogen særlig ret for den person, som betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget over for ham eller hende, ret til at få adgang til oplysninger, således at den pågældende har mulighed for at fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse, kan det ikke udelukkes, at sagsøgtes afslag på at udlevere sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og dermed fratage den nævnte bestemmelses effektive virkning.

35 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at medlemsstaterne ikke kan anvende en lovgivning, som kan bringe virkeliggørelsen af de mål, som forfølges med et direktiv, i fare, og som derfor kan fratage direktivets dets effektive virkning (jf. dom af 28.4.2011, sag C-61/11, El Dridi, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 55).

36 Det følger således af henholdsvis artikel 4, stk. 3, andet og tredje afsnit, TEU, at medlemsstaterne bl.a. »træffer […] alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne« og »afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare«, herunder dem, som forfølges med direktiverne (jf. El Dridi-dommen, præmis 56).

37 Selv om det i det foreliggende tilfælde imidlertid fremgår af forelæggelseskendelsen, at præsidenten for Circuit Court afviste anmodningen om fremlæggelse, skal det bemærkes, at UCD til Patrick Kelly udleverede visse af de oplysninger, som han havde anmodet om, hvilket Patrick Kelly ikke har bestridt.

38 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 skal fortolkes således, at den ikke giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelsen, fordi ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.

39 Det kan imidlertid ikke udelukkes, at sagsøgtes afslag på at afgive sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og dermed bl.a. fratage direktivets artikel 4, stk. 1, dens effektive virkning. Det tilkommer den forelæggende ret at kontrollere, om dette er tilfældet i hovedsagen.

Om det andet og tredje spørgsmål

40 Med det andet og tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, spørger den forelæggende ret i det væsentlige, om artikel 4 i direktiv 76/207 eller artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73 skal fortolkes således, at de giver en ansøger til en erhvervsuddannelse ret til de oplysninger om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, som udbyderen af denne uddannelse er i besiddelse af, når ansøgeren er af den opfattelse, at vedkommende ikke har fået adgang til uddannelsen efter de samme kriterier som de andre ansøgere, og at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i nævnte artikel 4, eller såfremt ansøgeren hævder, at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 1, nr. 3), for så vidt angår adgangen til den omhandlede erhvervsuddannelse.

Parternes argumenter

41 Patrick Kelly har gjort gældende, at artikel 4 i direktiv 76/207 og artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73 berettiger den, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse, idet der er sket forskelsbehandling på grundlag af køn, til adgang til oplysninger om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer.

42 Den tyske regering og Kommissionen har gjort gældende, at disse bestemmelser udgør de materielle regler om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn, og at de ikke omfatter processuelle regler. De mener ikke, at bestemmelsernes ordlyd er tilstrækkelig konkret til, at det kan antages, at en ret til en bestemt foranstaltning, såsom retten til adgang til oplysninger, kan udledes heraf.

Domstolens bemærkninger

43 Det fremgår hverken af ordlyden af artikel 4 i direktiv 76/207 eller artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73, at en ansøger til en erhvervsuddannelse har ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer.

44 Artikel 4, litra c), i direktiv 76/207 bestemmer nemlig, at anvendelsen af ligebehandlingsprincippet for så vidt angår adgang til alle former for og niveauer af erhvervsuddannelse indebærer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at give adgang til erhvervsuddannelse efter samme kriterier og på samme niveau uden forskelsbehandling på grundlag af køn, dog med forbehold af den uafhængighed, der i visse medlemsstater indrømmes visse private uddannelsesinstitutioner.

45 Artikel 1, stk. 3, i direktiv 2002/73 bestemmer, at anvendelse af ligebehandlingsprincippet betyder, at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn for så vidt angår adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle love og administrative bestemmelser, der strider mod ligebehandlingsprincippet, ophæves.

46 Formålet med de nævnte bestemmelser er nemlig at gennemføre anvendelsen af ligebehandlingsprincippet for så vidt angår adgang til videregående uddannelse, men det overlades i henhold til artikel 288, stk. 3, TEUF til de nationale myndigheder at bestemme form og midler, når de træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at indføre foranstaltninger til at sikre, at »alle love og administrative bestemmelser«, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves.

47 Der kan således ikke udledes nogen særlig forpligtelse af de omhandlede bestemmelser, som har til formål at give en ansøger til en erhvervsuddannelse adgang til oplysninger om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer.

48 Det andet og tredje spørgsmål skal således besvares med, at hverken artikel 4 i direktiv 76/207 eller artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73 giver en ansøger til en erhvervsuddannelse ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, når ansøgeren er af den opfattelse, at vedkommende ikke har haft adgang til uddannelsen efter de samme kriterier som de øvrige ansøgere, og at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i nævnte artikel 4, eller såfremt ansøgeren hævder, at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 1, nr. 3), for så vidt angår adgang til erhvervsuddannelsen.

Om det femte spørgsmål

49 Med det femte spørgsmål, som skal behandles før det fjerde spørgsmål, spørger den forelæggende ret, om retten til oplysninger i henhold til direktiv 76/207, 97/80 og 2002/73 påvirkes af EU-retten eller national ret vedrørende fortrolighed.

50 Under hensyn til svaret på de tre første spørgsmål og eftersom Domstolen ikke inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, har kompetence til at fortolke national ret, idet denne opgave udelukkende påhviler den forelæggende ret (jf. dom af 7.9.2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 54, og af 18.11.2010, forenede sager C-250/09 og C-268/09, Georgiev, Sml. I, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 75), skal det femte spørgsmål forstås således, at den forelæggende ret spørger, om den eventuelle ret til at påberåbe sig et af de direktiver, som er angivet i de tre første spørgsmål med henblik på at indhente oplysninger, som en uddannelsesudbyder er i besiddelse af, om ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, kan påvirkes af de EU-retlige bestemmelser om fortrolighed.

Parternes argumenter

51 Partrick Kelly har gjort gældende, at en rettighed, der kan udledes af en retligt bindende EU-retsakt – herunder et direktiv i henhold til definitionen i artikel 288, stk. 3, i TEUF – ikke kan påvirkes af national ret eller gennemførelsen af national ret, men udelukkende af en anden retligt bindende EU-retsakt.

52 UCD og den tyske regering har anført, at dette spørgsmål kun skal besvares subsidiært, idet der ikke foreligger nogen ret til indhentelse af oplysninger i henhold til artikel 4 i direktiv 76/207 og artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73, således som anført af sagsøgeren i hovedsagen. Skulle Domstolen imidlertid komme frem til, at Patrik Kelly er berettiget til at indhente disse oplysninger i medfør af nævnte bestemmelser, har retten til fortrolighed, som er et anerkendt begreb i EU-retten, og som er bekræftet i flere EU-retsakter, forrang frem for retten til at indhente oplysninger.

Domstolens bemærkninger

53 Det skal indledningsvis bemærkes, at Domstolen i denne doms præmis 38 fastslog, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 ikke giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse, fordi princippet om ligebehandling er blevet tilsidesat, ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.

54 Domstolen fastslog imidlertid tillige i denne doms præmis 39, at det ikke kan udelukkes, at sagsøgtes afslag på at udlevere sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktiv 97/80 ikke kan opfyldes, og dermed bl.a. fratage direktivets artikel 4, stk. 1, dens effektive virkning.

55 Ved vurderingen af disse faktiske omstændigheder skal de nationale domstole eller andre kompetente myndigheder iagttage de bestemmelser om fortrolighed, som kan udledes af EU-retlige retsakter, såsom af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281, s.31) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201, s. 37), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 (EUT L 337, 11). Artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indeholder også bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger.

56 Det femte spørgsmål skal dermed besvares med, at for så vidt som en ansøger til en erhvervsuddannelse påberåber sig direktiv 97/80 med henblik på at indhente oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, kan denne rettighed påvirkes af de EU-retlige bestemmelser om fortrolighed.

Om det fjerde spørgsmål

57 Med det fjerde spørgsmål spørger den forelæggende ret, om karakteren af forpligtelsen i henhold til 267, stk. 3, TEUF er forskellig alt efter, om der i den pågældende medlemsstat findes et retssystem med forhandlingsmaksime i modsætning til officialmaksime og i bekræftende fald, i hvilke henseender.

Parternes argumenter

58 Patrick Kelly har gjort gældende, at forpligtelsen for en national domstol i et retssystem med forhandlingsmaksime til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål er mere vidtrækkende end for en domstol i en medlemsstat med officialmaksimen, eftersom det er parterne og ikke domstolen, som bestemmer rammerne for, indholdet af og afholdelsen af proceduren i et retssystem med forhandlingsmaksimen. I det sådant retssystem kan en national domstol dermed ikke ændre det materielle indhold af et spørgsmål fra en af parterne eller selv angive, hvordan den omhandlede domstol bør afgøre sagen.

59 UCD, den tyske regering og Kommissionen mener ikke, at de særlige karakteristika i de forskellige medlemsstaters retssystemer har nogen indflydelse på karakteren af forpligtelsen i artikel 267, stk. 3, TEUF. Det fremgår endvidere af dom af 6. oktober 1982, Cilfit m.fl. (sag 283/81, Sml. s. 3415), at det tilkommer den nationale ret at afgøre om, og i givet fald, hvordan den skal formulere de præjudicielle spørgsmål.

Domstolens bemærkninger

60 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at der med artikel 267 TEUF er oprettet en mekanisme til præjudiciel forelæggelse, som har til formål at forebygge forskelle i fortolkningen af den EU-ret, som de nationale retter skal anvende, og mekanismen skal sikre denne anvendelse ved at give den nationale dommer et middel til at eliminere de vanskeligheder, som kravet om, at der gives EU-retten fuld virkning inden for medlemsstaternes retter, kan rejse (jf. i denne retning Domstolens udtalelse 1/09 af 8.3.2001, , endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 83 og den deri nævnte retspraksis).

61 Artikel 267 TEUF giver de nationale retter adgang og i givet fald pligt til at foretage en præjudiciel forelæggelse, når de enten af egen drift eller efter anmodning fra parterne konstaterer, at realiteten i sagen rummer et af de i denne artikels stk. 1 nævnte spørgsmål. Det følger heraf, at de nationale retter har en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, som de nødvendigvis må træffe afgørelse om (jf. bl.a. dom af 16.12.2008, sag C-210/06, Cartesio, Sml. I, s. 9641, præmis 88, og af 22.6.2010, forenede sager C-188/10 og C-189/10, Melki og Abdeli, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41).

62 Domstolen har desuden allerede fastslået, at den ordning, som er indført ved artikel 267 TEUF, med henblik på at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten i medlemsstaterne indfører et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter inden for rammerne af en procedure, hvor parterne ikke kan gribe ind i sagsbehandlingen (jf. bl.a. Cartesio-dommen, præmis 90).

63 Den præjudicielle forelæggelse er således baseret på en dialog domstolene imellem, hvis iværksættelse udelukkende beror på den nationale domstols bedømmelse af relevansen og nødvendigheden af forelæggelsen (Cartesio-dommen, præmis 91).

64 Det påhviler dermed den nationale ret at vurdere, om en fortolkning af en EU-retlige bestemmelse er nødvendig med henblik på, at den kan løse den tvist, der verserer for den på baggrund af den mekanisme om forelæggelse, som foreskrives i artikel 267 TEUF, og det tilkommer denne ret at bestemme, hvordan disse spørgsmål skal formuleres.

65 Selv om den nationale ret kan opmuntre parterne i den tvist, som den skal træffe afgørelse i, til at foreslå formuleringer, som kan anvendes i de præjudicielle spørgsmål, tilkommer det i sidste ende denne ret alene at afgøre spørgsmålenes form og indhold.

66 Det fjende spørgsmål skal dermed besvares således, at karakteren af forpligtelsen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF ikke er forskellig alt efter, om der i den pågældende medlemsstat findes et retssystem med forhandlingsmaksime i modsætning til officialmaksime.

Sagens omkostninger

67 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1) Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn skal fortolkes således, at den ikke giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelsen, fordi ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at sagsøgtes afslag på at afgive sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og dermed bl.a. fratage direktivets artikel 4, stk. 1, dens effektive virkning. Det tilkommer den forelæggende ret at kontrollere, om dette er tilfældet i hovedsagen.

2) Hverken artikel 4 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår eller artikel 1, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af direktiv 76/207 skal fortolkes således, at de giver en ansøger til en erhvervsuddannelse ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, når ansøgeren er af den opfattelse, at vedkommende ikke har haft adgang til uddannelsen efter de samme kriterier som de øvrige ansøgere, og at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i nævnte artikel 4, eller såfremt ansøgeren hævder, at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 1, nr. 3), for så vidt angår adgang til erhvervsuddannelsen.

3) For så vidt som en ansøger til en erhvervsuddannelse påberåber sig direktiv 97/80 med henblik på at indhente oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, kan denne rettighed påvirkes af de EU-retlige bestemmelser om fortrolighed.

4) Karakteren af forpligtelsen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF er ikke forskellig alt efter, om der i den pågældende medlemsstat findes et retssystem med forhandlingsmaksime i modsætning til officialmaksime.

Underskrifter

* Processprog: engelsk.