Sag C-377/09

Françoise-Eléonor Hanssens-Ensch, som kurator for Agenor SA

mod

Det Europæiske Fællesskab

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af

Tribunal de commerce de Bruxelles)

»Artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF – Domstolens kompetence til at træffe afgørelse i en sag om ansvar uden for kontraktforhold mod Det Europæiske Fællesskab – sag vedrørende personlig hæftelse i henhold til artikel 530, stk. 1, i den belgiske code des sociétés – sag anlagt af en kurator for et aktieselskabs konkursbo mod Det Europæiske Fællesskab – nationale domstoles kompetence til at træffe afgørelse i en sådan sag«

Sammendrag af dom

Erstatningssøgsmål – genstand – påstand om erstatning for et tab, der kan tilskrives Fællesskabet

[Art. 235 EF og 288, stk. 2, EF)

Et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold, der er anlagt mod Det Europæiske Fællesskab, henhører ikke i henhold til artikel 235 EF, sammenholdt med artikel 288, stk. 2, EF, under de nationale domstoles kompetence, selv om det er baseret på nationale retsforskrifter, der indfører en særlig retlig ordning, der adskiller sig fra den pågældende medlemsstats almindelige lovgivning om erstatningsansvar.

Det forhold, at et sådant søgsmål er underlagt særlige betingelser, bl.a. fordi den pågældende person kun kan ifalde ansvar ved en »alvorlig forseelse«, kan ikke skjule den omstændighed, at dette søgsmål har de almindelige kendetegn for et søgsmål om skadeserstatning for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 288, stk. 2, EF, som i henhold til artikel 235 EF henhører under Fællesskabets domstoles kompetence.

(jf. præmis 17, 22 og 26 samt domskonkl.)

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

29. juli 2010 (*)

I sag C-377/09,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af tribunal de commerce de Bruxelles (Belgien) ved afgørelse af 14. september 2009, indgået til Domstolen den 23. september 2009, i sagen:

Françoise-Eléonor Hanssens-Ensch, som kurator for Agenor SA,

mod

Det Europæiske Fællesskab,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne R. Silva de Lapuerta, E. Juhász, T. von Danwitz (refererende dommer) og D. Šváby,

generaladvokat: V. Trstenjak

justitssekretær: fuldmægtig N. Nanchev,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. maj 2010,

efter at der er afgivet indlæg af:

– F.-E. Hanssens-Ensch som kurator for Agenor SA, ved avocats J. P. Renard og M. Elvinger

– den belgiske regering ved J.-C. Halleux og T. Materne, som befuldmægtigede

– Europa-Kommissionen ved J.-P. Keppenne og M. Owsiany-Hornung, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF.

2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en sag, der føres af Françoise-Eléonor Hanssens-Ensch som kurator for Agenor SA under konkurs (herefter »Agenor«) mod Europa-Kommissionen vedrørende et erstatningskrav mod denne på 2 mio. EUR på grund af dens angiveligt fejlagtige adfærd, der har ført til dette selskabs konkurs.

Retsforskrifter

3 I artikel 530, stk. 1, i den belgiske code des sociétés er fastsat følgende:

»I tilfælde af et selskabs konkurs og utilstrækkelige aktiver, og hvis det kan fastslås, at en alvorlig forseelse i sig selv har bidraget til konkursen, kan enhver direktør eller tidligere direktør og enhver anden person, som har haft beføjelser til at lede selskabet, blive erklæret personligt ansvarlig, med eller uden solidarisk hæftelse, for hele eller en del af selskabets gæld for et beløb, der kan dække de utilstrækkelige aktiver […]«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

4 Agenor beskæftiger sig med rådgivning, sagkyndige udtalelser, undersøgelser, uddannelse og alle andre opgaver, der er forbundet med intellektuelle ydelser. Efter en offentlig udbudsprocedure, som fandt sted i slutningen af 1994, fik Agenor overdraget hvervet som kontor for faglig bistand (herefter »KFB«) i forbindelse med det europæiske program »Leonardo da Vinci«. Med henblik herpå indgik Agenor den 13. juni 1995 en første kontrakt på 12 måneder med De Europæiske Fællesskaber.

5 Ifølge kontraktens artikel 3 kunne denne fornys, forudsat at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber var tilfreds med de ydelser, som Agenor udførte, og forudsat at der var midler til rådighed på Fællesskabernes budget. I henhold til denne bestemmelse blev der efterfølgende indgået kontrakter for perioderne fra den 1. juni 1996 til den 31. maj 1997 og fra den 1. juni 1997 til den 31. maj 1998.

6 Fra den 1. juni 1998 blev kontrakten, der udløb den 31. maj 1998, forlænget ved en tillægsaftale indtil den 30. september 1998. En anden kontrakt blev derefter indgået for en ny periode indtil den 31. januar 1999.

7 Den 6. januar 1999 sendte Kommissionen Agenor en revisionsrapport, der dækkede perioden fra marts 1998. Denne rapport påpegede en række svagheder og mangler ved forvaltningen af KFB. Det blev endvidere præciseret, at der med henblik på kontraktforholdets fortsættelse måtte ske betydelige forbedringer i kontorets drift, og at hvis kontrakten skulle forlænges efter den 31. januar 1999, var det nødvendigt med en omstrukturering af KFB. Forskellige nødvendige forbedringer blev opregnet.

8 Den 29. januar 1999 tilbød Kommissionen Agenor en tillægsaftale til den gældende kontrakt, hvormed den forlængedes til den 15. februar 1999. Agenor accepterede ikke dette tilbud. Den 11. februar 1999 erklærede Kommissionen derfor, at kontrakten var udløbet den 31. januar 1999. Den 11. februar 1999 meddelte Agenor Kommissionen, at selskabet anfægtede dens opfattelse.

9 Den 3. marts 1999 erklærede Agenor sig konkurs.

10 Den 30. januar 2004 anlagde sagsøgeren i hovedsagen, der handler som kurator for Agenor under konkurs, en erstatningssag ved Tribunal de commerce de Bruxelles mod Fællesskabet, der principalt var baseret på artikel 530, stk. 1, i den belgiske code des sociétés, og kritiserede for det første Kommissionen for at have pålagt Agenor forvaltningsmæssige begrænsninger, som uundgåeligt førte til selskabets konkurs, og for det andet at have »efterladt« og »lynchet« Agenor, navnlig ved at nægte at forlænge den kontrakt, som tidligere forbandt parterne.

11 Kommissionen har anfægtet den forelæggende rets kompetence og gjort gældende, at i medfør af artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF har alene Domstolen kompetence til at afgøre en påstand som den, sagsøgeren i hovedsagen har fremsat.

12 Ifølge den forelæggende ret hersker der stadig tvivl om, hvorvidt Domstolen i medfør af artikel 288, stk. 2, EF skal afgøre sager om ansvar uden for kontraktforhold, der er omfattet af en særlig retlig ordning, såsom ordningen i artikel 530 i den belgiske code des sociétés.

13 Tribunal de commerce de Bruxelles har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal […] artikel 288, [stk. 2, EF] fortolkes således, at et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 530 i den belgiske code des sociétés, anlagt af en kurator for et konkursbo med påstand om, at Det Europæiske Fællesskab tilpligtes at dække konkursboets gæld – med den begrundelse, at Fællesskabet faktisk har haft beføjelse til at lede et erhvervsdrivende selskab og ved ledelsen af dette selskab har begået en alvorlig forseelse, der bidrog til dets konkurs – udgør et søgsmål med påstand om ansvar uden for kontraktforhold i nævnte bestemmelses forstand?«

Om det præjudicielle spørgsmål

14 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om et erstatningssøgsmål, der er anlagt mod Fællesskabet i medfør af nationale retsforskrifter, der indfører en særlig retlig ordning, der adskiller sig fra den pågældende medlemsstats almindelige lovgivning om erstatningsansvar, udgør et søgsmål med påstand om ansvar uden for kontraktforhold, i den forstand hvori udtrykket er anvendt i artikel 288, stk. 2, EF, som i henhold til artikel 235 EF ikke henhører under de nationale domstoles kompetence.

15 Sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, at henset til henvisningen til »de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer«, i artikel 288, stk. 2, EF, vedrører denne bestemmelse udelukkende gennemførelsen af Fællesskabets almindelige regler om ansvar uden for kontraktforhold, sådan som det f.eks. i belgisk lovgivning fremgår af artikel 1382 i code civil. En sag, der er baseret på en hvilken som helst anden bestemmelse, henhører derimod under de nationale dømmende myndigheders kompetence, selv om der ikke er tale om en sag, der har et kontraktmæssigt grundlag. En sag, der er anlagt i medfør af artikel 530 i den belgiske code des sociétés, der udgør retsgrundlaget for hovedsagen, kan således ikke betragtes som en sag vedrørende de almindelige regler om ansvar uden for kontraktforhold, uanset at denne sag ikke har et kontraktmæssigt grundlag.

16 EF-traktaten fastsætter en kompetencefordeling mellem Fællesskabets retsinstanser og de nationale domstole for så vidt angår sager mod Fællesskabet, hvor Fællesskabets ansvar for en skade er omtvistet.

17 Hvad angår Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold henhører sådanne sager under Domstolens kompetence. Artikel 235 EF fastslår således, at Domstolen har kompetence til at afgøre tvister vedrørende de skadeserstatninger, som er omhandlet i artikel 288, stk. 2, EF, der vedrører nævnte ansvar uden for kontraktforhold. Fællesskabets retsinstansers kompetence er en enekompetence (jf. i denne retning bl.a. dom af 13.3.1992, sag C-282/90, Vreugdenhil mod Kommissionen, Sml. I, s. 1937, præmis 14, og af 26.11.2002, sag C-275/00, First og Franex, Sml. I, s. 10943, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

18 Hvad derimod angår sager om Fællesskabets ansvar i kontraktforhold er det kun artikel 238 EF, der tillægger Domstolen kompetence til at påkende sådanne tvister, dvs. i henhold til voldgiftsbestemmelser indeholdt i en af Fællesskabet eller i en på dets vegne indgået aftale (jf. i denne retning dom af 18.12.1986, sag 426/85, Kommissionen mod Zoubek, Sml. s. 4057, præmis 11, og af 9.10.2001, forenede sager C-80/99 – C-82/99, Flemmer m.fl., Sml. I, s. 7211, præmis 42).

19 Da artikel 235 EF alene henviser til artikel 288, stk. 2, EF, der kun vedrører Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold, eftersom Fællesskabets ansvar i kontraktforhold er omhandlet i artikel 288, stk. 1, EF, kan det ikke udledes af artikel 235 EF, at Domstolen har kompetence til at påkende sager, der er baseret på ansvar i kontraktforhold (jf. i denne retning dommen i sagen Flemmer m.fl., præmis 42). Det følger heraf, at henset til artikel 240 EF, henhører sager om Fællesskabets ansvar i kontraktforhold under de nationale domstoles kompetence, når der ikke foreligger en voldgiftsbestemmelse (jf. i denne retning dom af 20.5.2009, sag C-214/08 P, Guigard mod Kommissionen, Sml. I, s. 91, summarisk offentliggørelse, præmis 41).

20 Det følger af det ovenstående, at det med henblik på at afgøre, hvilken ret der har kompetence til at afgøre et specifikt søgsmål mod Fællesskabet angående Fællesskabets ansvar for en skade, skal undersøges, om dette søgsmål vedrører Fællesskabets ansvar i kontraktforhold eller uden for kontraktforhold.

21 I den forbindelse må det tages i betragtning, at henvisningen i artikel 235 EF til artikel 288, stk. 2, EF alene vedrører begrebet skader i denne bestemmelses forstand, nemlig skader forvoldt af Fællesskabets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold. Henvisningen i artikel 288, stk. 2, EF til de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, er derimod ikke omfattet af dette begreb. Denne henvisning har til formål at fastsætte de betingelser, der skal være opfyldt, for at Fællesskabet er forpligtet til at erstatte sådanne skader.

22 Hvad angår søgsmålet i hovedsagen skal det desuden bemærkes, som sagsøgeren i hovedsagen selv har erkendt, at dette søgsmål ikke har et kontraktmæssigt grundlag. Det forhold, at et sådant søgsmål er underlagt særlige betingelser, bl.a. fordi den pågældende person kun kan ifalde ansvar ved en »alvorlig forseelse«, kan ikke skjule den omstændighed, at dette søgsmål har de almindelige kendetegn for et søgsmål om skadeserstatning for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 288, stk. 2, EF.

23 Under disse omstændigheder kan den omstændighed, at de nationale retsforskrifter – på grundlag af hvilke der er anlagt en sag om ansvar uden for kontraktforhold mod Fællesskabet – udgør en særlig retlig ordning, der adskiller sig fra den pågældende medlemsstats almindelige lovgivning om erstatningsansvar, ikke medføre, at dette søgsmål udelukkes fra anvendelsesområdet for artikel 235 EF.

24 Dom af 5. marts 1991, Grifoni mod Euratom (sag C-330/88, Sml. I, s. 1045, præmis 20), som sagsøgeren i hovedsagen har påberåbt sig, kan ikke ændre på ovenstående konklusion, da den sag, der gav anledning til nævnte dom, var støttet på Fællesskabets ansvar i kontraktforhold.

25 Den opfattelse, som sagsøgeren i hovedsagen har fremført, der, ud over ansvar i kontraktforhold og ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 288, stk. 2, EF, forfægter en tredje ansvarskategori, som i medfør af artikel 240 EF henhører under nationale domstoles kompetence, er følgelig ugrundet.

26 Det forelagte spørgsmål skal herefter besvares med, at et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold, der er anlagt mod Fællesskabet, henhører ikke i henhold til artikel 235 EF, sammenholdt med artikel 288, stk. 2, EF, under de nationale domstoles kompetence, selv om det er baseret på nationale retsforskrifter, der indfører en særlig retlig ordning, der adskiller sig fra den pågældende medlemsstats almindelige lovgivning om erstatningsansvar.

Sagens omkostninger

27 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold, der er anlagt mod Fællesskabet, henhører ikke i henhold til artikel 235 EF, sammenholdt med artikel 288, stk. 2, EF, under de nationale domstoles kompetence, selv om det er baseret på nationale retsforskrifter, der indfører en særlig retlig ordning, der adskiller sig fra den pågældende medlemsstats almindelige lovgivning om erstatningsansvar.

Underskrifter

* Processprog: fransk.