Sag C-302/04

Ynos kft

mod

János Varga

(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Szombathelyi Városi Bíróság)

»Artikel 234 EF – direktiv 93/13/EØF – forbrugere – urimelige kontraktvilkår – national lovgivning bragt i overensstemmelse med direktivet efter en tredjestats indgåelse af en associeringsaftale med De Europæiske Fællesskaber og før denne stats tiltrædelse af Den Europæiske Union – Domstolen ikke kompetent«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Tizzano fremsat den 22. september 2005

Domstolens dom (Store Afdeling) af 10. januar 2006

Sammendrag af dom

Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser

(Art. 234 EF)

Domstolen har kun kompetence til at fortolke et fællesskabsdirektiv med hensyn til dets anvendelse i en ny medlemsstat fra tidspunktet for dennes tiltrædelse af Den Europæiske Union.

Domstolen har derfor ikke kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål fra en ungarsk ret vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, når de faktiske omstændigheder for tvisten i hovedsagen ligger forud for Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union.

(jf. præmis 36-38)

DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

10. januar 2006 (*)

I sag C-302/04,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Szombathelyi Városi Bíróság (Ungarn) ved afgørelse af 10. juni 2004, indgået til Domstolen den 14. juli 2004, i sagen

Ynos kft

mod

János Varga,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, A. Rosas, K. Schiemann og J. Makarczyk, samt dommerne C. Gulmann, A. La Pergola, K. Lenaerts, P. Kūris, E. Juhász, G. Arestis, M. Ilešič (refererende dommer) og A. Ó Caoimh,

generaladvokat: A. Tizzano

justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. juni 2005,

efter at der er afgivet indlæg af:

– den ungarske regering ved P. Gottfried samt J. Fazekas og R. Sommsich, som befuldmægtigede

– den tjekkiske regering ved T. Boček, som befuldmægtiget

– den spanske regering ved F. Díez Moreno, som befuldmægtiget

– den lettiske regering ved A. Zikmane og E. Balode-Buraka, som befuldmægtigede

– den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

– den polske regering ved T. Nowakowski, som befuldmægtiget

– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A. Aresu samt K. Riczné Talabér og M.-J. Jonczy, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 22. september 2005,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29, herefter »direktivet«).

2 Anmodningen er blevet fremsat inden for rammerne af en sag mellem selskabet Ynos kft (herefter »Ynos«), der driver ejendomsmæglervirksomhed, og János Varga vedrørende opfyldelsen af en agenturaftale om salget af en fast ejendom.

Retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelser

Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union

3 Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side (EFT 1993 L 347, s. 2, herefter »associeringsaftalen«), blev undertegnet den 16. december 1991 og trådte i kraft den 1. februar 1994.

4 Aftalens artikel 67 præciserer:

»De kontraherende parter anerkender, at det er en vigtig forudsætning for Ungarns økonomiske integration i Fællesskabet, at Ungarns bestående og fremtidige lovgivning tilnærmes Fællesskabets. Ungarn udfolder særlige bestræbelser for, at fremtidig lovgivning så vidt muligt er forenelig med Fællesskabets lovgivning.«

5 Samme aftales artikel 68 bestemmer:

»Tilnærmelsen af lovgivningerne omfatter navnlig følgende områder: […] forbrugerbeskyttelse […]«

6 Artikel 2, der er indeholdt i første del, som har overskriften »Principper«, i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 33, herefter »tiltrædelsesakten«), bestemmer:

»Fra tiltrædelsesdatoen er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de retsakter, der er vedtaget af institutionerne […] før tiltrædelsen, bindende for de nye medlemsstater og gælder i disse stater på de vilkår, som er fastsat i disse traktater og i denne akt.«

7 Tiltrædelsesaktens femte del, der har overskriften »Bestemmelser om iværksættelsen af denne akt«, indeholder et afsnit II, »Anvendelse af institutionernes retsakter«, som omfatter artikel 53-59.

8 Aktens artikel 53 bestemmer:

»Fra tiltrædelsen anses direktiver og beslutninger efter EF-traktatens artikel 249 og Euratom-traktatens artikel 161 som rettet til de nye medlemsstater i det omfang disse direktiver og beslutninger er rettet til alle de nuværende medlemsstater. […] [D]e nævnte direktiver og beslutninger [anses] for at være blevet meddelt de nye medlemsstater fra tiltrædelsen.«

9 Aktens artikel 54 bestemmer:

»Medmindre der i de bilag, der henvises til i artikel 24, eller i andre af denne akts bestemmelser eller i bilagene hertil er fastsat en frist herfor, iværksætter de nye medlemsstater de forholdsregler, der er nødvendige for fra tiltrædelsen at overholde bestemmelserne i direktiver […] efter EF-traktatens artikel 249 […]«

Direktivet

10 Direktivets artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Formålet med dette direktiv er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere.«

11 Direktivets artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.«

Nationale bestemmelser

12 I medfør af artikel 3, stk. 1, i loven om ratificering af associeringsaftalen (a Magyar Köztársaság és az Európai Közösségek és azok tagállamai között társulás létesítéséről szóló, Brüsszelben, 1991. december 16-án aláírt Európai Megállapodás kihirdetéséről szóló 1994. évi I. törvény) af 4. januar 1994 (Magyar Közlöny, 1994/1), som har været i kraft fra den 1. februar 1994, skal det sikres, at forberedelsen og indgåelsen af Republikken Ungarns internationale aftaler, såvel som udarbejdelsen og vedtagelsen af national ret sker i overensstemmelse med nævnte associeringsaftale.

13 Ifølge den nævnte artikels stk. 2 skal udarbejdelsen og vedtagelsen af retsreglerne ske under overholdelse af de forpligtelser, der er fastlagt i samme aftales artikel 67.

14 De relevante bestemmelser i national ret vedrørende urimelige kontraktvilkår fremgår navnlig af artikel 209 og 239 i den ungarske borgerlige lovbog i den affattelse, der følger af lov nr. CXLIX/97 om ændringer af Republikken Ungarns borgerlige lovbog nr. IV/1959 (a Magyar Köztársaság Polgári Törvénykönyvéről szóló 1959. évi IV. törvény módósításáról szóló 1997. évi CXLIX. törvény) af 19. december 1997 (Magyar Közlöny, 1997/115, herefter »den borgerlige lovbog«), der trådte i kraft den 1. marts 1998.

15 Artikel 209, stk. 1, i den borgerlige lovbog bestemmer, at hvis et generelt vilkår i en kontrakt er urimeligt, kan den part, som det er til skade for, anfægte det nævnte vilkår.

16 Ifølge den borgerlige lovbogs artikel 209/B, stk. 1, er et generelt kontraktvilkår eller et vilkår i en kontrakt, der er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, urimelig, hvis vilkåret i strid med princippet om redelighed fastsætter parternes rettigheder og forpligtelser i henhold til kontrakten ensidigt og ubegrundet til skade for en af parterne.

17 Ifølge den borgerlige lovbogs artikel 239 anses en kontrakt, såfremt den delvist er ugyldig – og hvis ikke andet er bestemt – ikke for at være ugyldig i sin helhed, medmindre det konstateres, at parterne ikke ville have indgået kontrakten uden denne ugyldige del.

18 Det anføres i artikel 11, stk. 5, i lov nr. CXLIX/97 og artikel 3, stk. 2, i regeringens bekendtgørelse nr. 18/1999 (II.5.) om vilkår, der anses for at være urimelige i forbrugeraftaler (a fogyasztóval kötött szerződésben tisztességtelennek minősülő feltételekről szóló kormányrendelet) af 5. februar 1999 (Magyar Közlöny, 1999/8, herefter »bekendtgørelsen«), at de indeholder bestemmelser, der er forenelige med direktivet.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

19 Den 10. januar 2002 indgik Ynos en agenturaftale (herefter »aftalen«) med János Varga om salget af en fast ejendom. Bruttoprisen, som János Varga havde angivet at ville opnå, var på 70 187 500 HUF.

20 Aftalen indeholdt i det væsentlige vilkår, der gentog en standardkontrakts generelle bestemmelser.

21 I henhold til aftalens punkt 5 var parterne enige om, at agenturvirksomheden ville blive anset for at have ført til det ønskede resultat, og at transaktionen var blevet gennemført, såfremt der i forbindelse med nævnte transaktion var blevet indgået en aftale med en af agentens kunder. Det var endvidere fastsat i samme punkts andet punktum, at »kunden anerkender, at agenten også er berettiget til gebyr, såfremt en anden kunde, der er fundet af agenten, til kunden fremsætter tilbud om køb eller leje af den bygning, som ejendommen er beliggende i, til en pris, der er mindst lige så høj som den, kunden og agenten har fastsat i kontakten, i overensstemmelse med de formelle kriterier, som finder anvendelse på den pågældende transaktion, selv hvis kunden forkaster dette tilbud«.

22 Såfremt agenturvirksomheden resulterede i et salg, var Ynos ifølge aftalen berettiget til et gebyr på 2% af den aftalte salgspris, hvortil kom merværdiafgiften. Gebyret forfaldt til betaling på tidspunktet for underskrivelsen af salgskontrakten eller den tilsvarende forkontrakt. I tilfælde af misligholdelse var agenten berettiget til at forlange gebyret forhøjet med en godtgørelse for forsinkelse på 30%.

23 Den 11. marts 2002 underskrev Ynos’ direktører, János Varga og János Vargas søn, som sælger af den faste ejendom, og Kálmán Ragasits og Ernö Kovács som købere en aftale vedrørende principperne for indgåelse af kontrakten (herefter »aftalen vedrørende principperne«), hvori de fastsatte ejendommens salgspris og aftalte, at kontrakten eller forkontrakten skulle være indgået senest den 15. marts 2002. På denne dato var imidlertid hverken kontrakten eller forkontrakten blevet indgået.

24 I 2003 blev den faste ejendom endelig solgt til en anden person end Kálmán Ragasits og Ernö Kovács.

25 Ynos anlagde sag ved Szombathelyi Városi Bíróság og gjorde gældende, at agenturvirksomheden havde ført til det ønskede resultat i henhold til kontrakten, da parterne havde indgået aftalen vedrørende principperne for indgåelse af aftalen. Ynos nedlagde påstand om, at János Varga blev tilpligtet at betale Ynos det i aftalen fastsatte gebyr, forhøjet med renter og omkostninger.

26 János Varga nedlagde påstand om frifindelse. Han gjorde gældende, at andet punktum i aftalens punkt 5 udgjorde et urimeligt vilkår. Han tilføjede, at aftalen om salg af den faste ejendom var blevet indgået, uden at Ynos havde medvirket.

27 Ynos gjorde gældende, at det nævnte andet punktum ikke udgør et urimeligt kontraktvilkår i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den borgerlige lovbogs artikel 209/B.

28 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at såfremt det kan fastslås, at der er tale om et urimeligt kontraktvilkår, som anført af sagsøgte, skal tvisten løses i lyset af direktivet.

29 Det er på denne baggrund, at Szombathelyi Városi Bíróság har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Kan artikel 6, stk. 1, i direktiv […], hvorefter medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, fortolkes således, at den kan være hjemmel for en national bestemmelse såsom artikel 209, stk. 1, i den ungarske borgerlige lovbog, der finder anvendelse, når det fastslås, at et generelt kontraktvilkår er urimeligt, og ifølge hvilken de urimelige vilkår ikke uden videre bliver uden bindende virkning for forbrugeren, men kun, når der foreligger en udtrykkelig erklæring herom, dvs. såfremt bestemmelsen anfægtes med held?

2) Fremgår det af den nævnte direktivbestemmelse, hvorefter aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår, at i den situation, hvor de urimelige vilkår, der er fastsat af en erhvervsdrivende, ikke binder forbrugeren i henhold til parternes nationale lovgivning, men den erhvervsdrivende ikke ville have indgået den nævnte aftale med forbrugeren uden de nævnte vilkår, som udgør en del af aftalen, bliver aftalens gyldighed som helhed ikke berørt, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår?

3) Er det under hensyn til anvendelsen af fællesskabsretten relevant, at tvisten i hovedsagen er opstået før Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union, men efter tilpasningen af Ungarns interne ret til direktivet?«

Om Domstolens kompetence

30 Med det tredje spørgsmål, der skal besvares først, anmoder den forelæggende ret nærmere bestemt om at få oplyst, om Domstolen er kompetent til at besvare det første og det andet forelagte spørgsmål. De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen ligger nemlig forud for Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union, men efter at denne stat har tilnærmet sin retsorden til direktivet.

Indlæg for Domstolen

31 Den ungarske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har gjort gældende, at direktivet ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, hvis faktiske omstændigheder ligger forud for Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union. De har anført, at denne tvist skal afgøres ved anvendelse af nationale retsregler, der var gældende på tidspunktet for indgåelsen af den omhandlede aftale og tvistens opståen.

32 Ifølge den tjekkiske regering er den omstændighed, at sagen for den nationale ret påbegyndtes før Republikken Ungarns tiltrædelse, ikke i sig selv afgørende. Det afgørende er, at retsforholdet i hovedsagen ophørte før denne tiltrædelse.

33 Den spanske, den lettiske og den østrigske regering har derimod anført, at den nationale domstol i den nye medlemsstat fra tiltrædelsen af Den Europæiske Union er forpligtet til i et tilfælde som tvisten i hovedsagen at fortolke bestemmelserne i national ret, der vedrører tilnærmelsen af denne til direktivet, i lyset af direktivet. Når et præjudicielt spørgsmål er blevet stillet af en national ret i henhold til artikel 234 EF, er Domstolen i princippet forpligtet til at besvare det. Den lettiske regering har endvidere anført, at det følger af fast retspraksis, at Domstolen anser sig for at være kompetent til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, der vedrører fællesskabsretlige bestemmelser, i situationer, hvor de faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde, men hvor det følger af national ret, at fællesskabsretten skal finde anvendelse (dom af 18.10.1990, forenede sager C-297/88 og C-197/89, Dzodzi, Sml. I, s. 3763, præmis 36, og af 17.7.1997, sag C-130/95, Giloy, Sml. I, s. 4291, præmis 23). Denne regering har i den forbindelse præciseret, at hvis en bestemmelse i national lovgivning er identisk med indholdet af en bestemmelse i fællesskabsretten, skal disse to bestemmelser fortolkes ensartet, uafhængigt af spørgsmålet, om en medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union er sket før eller efter, at statens lovgivning er blevet tilnærmet fællesskabsretten.

Domstolens bemærkninger

34 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Szombathelyi Városi Bíróság med sit første og andet spørgsmål anmoder Domstolen om en fortolkning af direktivets artikel 6, stk. 1, med henblik på at kunne vurdere den nærmere rækkevidde af nationale retsregler.

35 Det skal imidlertid bemærkes, at de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen ifølge forelæggelsesafgørelsen ligger forud for Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union.

36 Domstolen har kun kompetence til at fortolke direktivet med hensyn til dets anvendelse i en ny medlemsstat fra tidspunktet for dennes tiltrædelse af Den Europæiske Union (jf. i denne retning dom af 15.6.1999, sag C-321/97, Andersson og Wåkerås-Andersson, Sml. I, s. 3551, præmis 31).

37 Da de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen i det foreliggende tilfælde ligger forud for Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union, har Domstolen ikke kompetence til at fortolke direktivet.

38 På denne baggrund skal det tredje præjudicielle spørgsmål besvares med, at under omstændigheder som dem, der foreligger i tvisten i hovedsagen, hvor de faktiske omstændigheder ligger forud for en stats tiltrædelse af Den Europæiske Union, har Domstolen ikke kompetence til at besvare det første og det andet spørgsmål.

Sagens omkostninger

39 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Under omstændigheder som dem, der foreligger i tvisten i hovedsagen, hvor de faktiske omstændigheder ligger forud for en stats tiltrædelse af Den Europæiske Union, har Domstolen ikke kompetence til at besvare det første og det andet spørgsmål.

Underskrifter

* Processprog: ungarsk.