Sag C-372/97

Den Italienske Republik

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – vejgodstransport – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater og fordrejning af konkurrencen – betingelser for en undtagelse fra forbuddet i EF-traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF) – bestående støtte eller ny støtte – proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – begrundelse«

Sammendrag af dom

1.        Statsstøtte – Kommissionsbeslutning, hvori det fastslås, at en ikke-anmeldt støtte er uforenelig med fællesmarkedet – begrundelsespligt – rækkevidde

(EF-traktaten, art. 93, stk. 3, og art. 190 (nu art. 88, stk. 3, EF og art. 253 EF))

2.        Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – støtte, som er beskeden på det individuelle plan, men som ydes inden for en sektor, der er kendetegnet ved en skarp konkurrence på grund af overkapacitet og et stort antal små virksomheder

(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87 EF))

3.        Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – transportsektoren – modtagere, der kun udøver deres virksomhed lokalt – uden betydning

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF))

4.        Statsstøtte – konkurrencebegrænsning – statslige foranstaltninger, som tilsigter at tilnærme konkurrencevilkårene inden for en bestemt økonomisk sektor til de vilkår, som gælder i de øvrige medlemsstater

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF))

5.        Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning om en støtteordnings uforenelighed med fællesmarkedet – nødvendige angivelser

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF), og art.190 (nu art. 253 EF))

6.        Statsstøtte – forbud – undtagelser – samarbejdsforpligtelse for den medlemsstat, der anmoder om en undtagelse

(EF-traktaten, art. 92, stk. 2 (efter ændring nu art. 87, stk. 2, EF))

7.        Statsstøtte – forbud – undtagelser – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – grænser

(EF-traktaten, art. 92, stk. 3 (efter ændring nu art. 87, stk. 3, EF))

8.        Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke – Kommissionens skønsbeføjelse

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, første afsnit (nu art. 88, stk. 2, første afsnit, EF))

9.        Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – beskyttelse af den berettigede forventning – lovligt for modtagerens vedkommende – udelukket for den medlemsstat, der har givet støtte under tilsidesættelse af procedurereglerne i traktatens artikel 923 (nu artikel 88 EF)

(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87, EF), og art. 93 (nu art. 88 EF))

1.        Når der ydes støtte af en medlemsstat, uden at Kommissionen er blevet underrettet herom på udkaststadiet, skal den beslutning, der fastslår denne støttes uforenelighed med det fælles marked, ikke begrundes med en påvisning af, at allerede ydet støtte faktisk havde haft virkning på konkurrencen eller samhandelen mellem medlemsstater. Den modsatte opfattelse ville være ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder støtte under tilsidesættelse af underretningspligten ifølge traktatens artikel 93, stk. 3 (nu artikel 88, stk. 3, EF), til skade for de medlemsstater, der giver underretning om påtænkt støtte.

(jf. præmis 45)

2.        Når en økonomisk støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten.

En støttes forholdsvise ubetydelighed eller den støttemodtagende virksomheds forholdsvis beskedne størrelse udelukker ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstater påvirkes.

En relativt beskeden støtte kan påvirke konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, når der er en skarp konkurrence inden for den sektor, hvor de støttemodtagende virksomheder opererer. Når en sektor er kendetegnet ved et stort antal små virksomheder, kan selv en støtte, der er forholdsvis beskeden på det individuelle plan, endvidere have virkning for konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, såfremt alle eller et meget stort antal virksomheder inden for den pågældende sektor har mulighed for at oppebære den.

(jf. præmis 52-54, 57 og 114)

3.        Betingelsen for at anvende traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF), i henhold til hvilken støtten skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, afhænger ikke af, om de leverede transportydelser er lokale eller regionale, eller af størrelsen af det omhandlede aktivitetsområde.

(jf. præmis 60)

4.        Den omstændighed, at en medlemsstat ved iværksættelse af ensidige foranstaltninger søger at tilnærme konkurrencevilkårene inden for en bestemt økonomisk sektor til de vilkår, som gælder i de øvrige medlemsstater, fratager ikke disse foranstaltninger deres karakter af støtte.

(jf. præmis 67)

5.        Den begrundelse, der kræves i henhold til EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), skal tilpasses den pågældende retsakts art og skal klart og utvetydigt vise den institutions ræsonnement, der er ophavsmand til retsakten, således at de berørte kan få kendskab til den trufne foranstaltnings begrundelse, og den kompetente retsinstans kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der er umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Såfremt det i visse tilfælde fremgår af selve de omstændigheder, hvorunder støtten ydes, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, påhviler det i sådanne tilfælde i hvert fald Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse.

(jf. præmis 69-71)

6.        En medlemsstat, der anmoder om at kunne bevilge støtte under fravigelse af traktatens regler, har en forpligtelse til at samarbejde med Kommissionen, og skal i medfør heraf bl.a. forelægge alle oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for den ansøgte fravigelse er opfyldt

(jf. præmis 81)

7.        Kommissionen har ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3 (efter ændring nu artikel 87, stk. 3, EF), et vidt skøn, hvis udøvelse indebærer økonomiske og sociale vurderinger, som må foretages i en fællesskabssammenhæng.. Det påhviler Kommissionen ved undersøgelsen af en støttes indvirkning på konkurrencen og samhandelen inden for Fællesskabet at foretage en afvejning af støttens gavnlige virkninger med dens negative virkninger på samhandelsvilkårene og på opretholdelsen af en ikke fordrejet konkurrence. Domstolens kontrol med udøvelsen af dette skøn skal begrænses til en efterprøvelse af, om procedurereglerne og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de omstændigheder, der er lagt til grund, er materielt korrekte, og om der ikke er begået en retlig fejl eller er foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder eller begået magtfordrejning.

(jf. præmis 82 og 83)

8.        Ophævelsen af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Tilbagesøgning af en ulovligt udbetalt statsstøtte for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte.

Ved denne tilbagebetaling af støtten mister støttemodtageren den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte genoprettes. Det fremgår også af dette formål med tilbagebetalingen, at Kommissionen normalt ikke, bortset fra usædvanlige omstændigheder, kan undlade at udøve sin skønsbeføjelse, når Kommissionen anmoder medlemsstaten om at tilbagesøge den ulovligt ydede støtte, eftersom Kommissionen alene herved genopretter den oprindelige situation.

(jf. præmis 103 og 104)

9.        Det kan ikke udelukkes, at en virksomhed, der har modtaget en ulovlig støtte, muligvis vil kunne henvise til ekstraordinære omstændigheder, der hos den retmæssigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne støtte var lovlig, og på grundlag heraf undgå tilbagebetaling.

Derimod kan en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet støtte i strid med de i traktatens artikel 93 (nu artikel 88 EF) fastlagte procedureregler, ikke påberåbe sig støttemodtagerens berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal søge støtten tilbage. Dersom dette blev anerkendt, ville bestemmelserne i traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF) og artikel 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfærd kunne ophæve den effektive gennemførelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfør af disse traktatbestemmelser.

(jf. præmis 111 og 112)




DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
29. april 2004(1)

»Statsstøtte – vejgodstransport – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater og fordrejning af konkurrencen – betingelser for en undtagelse fra forbuddet i EF-traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF) – bestående støtte eller ny støtte – proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – begrundelse«

I sag C-372/97,

Den Italienske Republik, ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato O. Fiumara, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ved P. Nemitz og P. Stancanelli, som befuldmægtigede, bistået af avvocato M. Moretto, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

hvorunder der er nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 98/182/EF af 30. juli 1997 angående den støtte, som Friuli-Venezia Giulia-regionen (Italien) har ydet til regionens vejgodstransportvirksomheder (EFT 1998 L 66, s. 18),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),,



sammensat af præsidenten, V. Skouris, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues, J.-P. Puissochet og R. Schintgen og F. Macken (refererende dommer),

generaladvokat: S. Alber,
justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 20. marts 2003, hvorunder Den Italienske Republik var repræsenteret ved avvocato dello Stato G. Aiello, og Kommissionen ved V. Di Bucci, som befuldmægtiget,

efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. maj 2003,

afsagt følgende



Dom



1
Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. oktober 1997 har Den Italienske Republik i medfør af EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) anlagt sag med påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning af 30. juli 1997 angående den støtte, som Friuli-Venezia Giulia-regionen (Italien) har ydet til regionens vejgodstransportvirksomheder (EFT 1998 L 66, s. 18, herefter »den anfægtede beslutning«).


De relevante retsregler

2
De almindelige bestemmelser om statsstøtte i EF-traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF) og EF-traktatens artikel 93 og 94 (nu artikel 88 EF og 89 EF) finder anvendelse på transportområdet, dog med forbehold af anvendelsen af de særlige bestemmelser i EF-traktatens artikel 77 (nu artikel 73 EF), hvorefter støtteforanstaltninger, som modsvarer behovet for en samordning af transportvæsenet, eller som udgør godtgørelse for visse forpligtelser, der har sammenhæng med begrebet offentlig tjenesteydelse, er forenelige med traktaten.

3
Rådets forordning (EØF) nr. 1107/70 af 4. juni 1970 om støtte, som ydes inden for sektoren for transporter med jernbaner, ad landeveje og sejlbare vandveje (EFT 1970 II, s. 309) som senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 543/97 af 17. marts 1997 (EFT L 84, s. 6, herefter »forordning nr. 1170/70«), som er udstedt med hjemmel i EF-traktatens artikel 75 (efter ændring nu artikel 71 EF) og traktatens artikel 77 og 94, bekræfter i artikel 2, at traktatens artikel 92, 93 og 94 finder anvendelse på det pågældende område, og indeholder endvidere visse særlige regler om denne støtte, for så vidt som den er specifik for virksomhed inden for denne sektor. Således bestemmes det nærmere, i hvilke tilfælde og under hvilke betingelser medlemsstaterne kan træffe samordningsforanstaltninger eller pålægge forpligtelser, der har sammenhæng med begrebet offentlig tjenesteydelse, og som indebærer ydelse af statsstøtte i henhold til traktatens artikel 77.

4
For så vidt angår samordning af transportvæsenet er det i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1107/70 på visse betingelser tilladt at yde støtte med det formål som led i en saneringsplan at fjerne en overkapacitet, som medfører alvorlige strukturelle vanskeligheder, og på denne måde bidrage til, at transportmarkedets behov opfyldes bedre. I øvrigt er det i henhold til samme bestemmelses litra e), ligeledes på visse betingelser, tilladt at yde støtte med henblik på at fremme udviklingen af kombineret transport.

5
I forbindelse med etableringen af en fælles transportpolitik blev markedet for international godstransport ad landevej delvis liberaliseret i Fællesskabet ved indførelse af en kontingentordning i 1969 ved Rådets forordning (EØF) nr. 1018/68 af 19. juli 1968 om oprettelse af et fællesskabskontingent for godstransport ad landevej mellem medlemsstater (JO L 175, s. 13, retsakten foreligger ikke oversat til dansk). Som led i denne kontingentordning havde indehaverne i henhold til EF-tilladelserne ret til at udføre transport mellem medlemsstaterne i en periode på et år. Denne ordning var i kraft indtil den 1. januar 1993, hvor denne form for virksomhed blev liberaliseret fuldstændigt ved Rådets forordning (EØF) nr. 881/92 af 26. marts 1992 om adgang til markedet for vejgodstransport i Fællesskabet, som udføres fra eller til en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters områder (EFT L 95, s. 1).

6
For så vidt angår markedet for godstransport inden for en medlemsstat blev der ved Rådets forordning (EØF) nr. 4059/89 af 21. december 1989 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 390, s. 3), fra den 1. juli 1990 indført en overgangsordning for cabotage – dvs. for interne godstransporter i en medlemsstat, der udføres af transportvirksomheder, der har hjemsted i en anden medlemsstat – i form af gradvis åbning af et fællesskabskontingent. I henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 af 25. oktober 1993 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 279, s. 1), blev denne overgangsordning opretholdt indtil den endelige gennemførelse af den fuldstændige liberalisering af cabotagevirksomhed fra den 1. juli 1998.


Sagens faktiske omstændigheder

Den omtvistede støtte

7
Den 18. maj 1981 udstedte regionen Friuli-Venezia Giulia regionallov nr. 28 om støtte til fremme og udvikling af transport af interesse for regionen Friuli-Venezia Giulia og vejgodstransport (herefter »lov nr. 28/1981«). Denne lov indeholdt i artikel 4, 7 og 8 bestemmelser om visse støtteforanstaltninger til fordel for vognmandsvirksomheder med hjemsted i regionen.

8
Lovens ordning blev erstattet af regionallov nr. 4 af 7. januar 1985 om støtte til fremme og udvikling af transport af interesse for regionen Friuli-Venezia Giulia og vejgodstransport (herefter »lov nr. 4/1985«). Ved artikel 4, 5 og 6 i lov nr. 4/1985 blev der indført en regional støtteordning, der i det væsentlige svarede til ordningen i lov nr. 28/1981.

9
Disse love indeholdt tre foranstaltninger til fordel for vognmandsvirksomheder med hjemsted i regionen Friuli-Venezia Giulia:

a)
årlig finansiering i højst ti år af 60% (til enkelte virksomheder) og 70% (til andelsselskaber og koncerner) af den ved bekendtgørelse fastsatte referencesats af renter af lån optaget (artikel 4 i lov nr. 28/1981 og nr. 4/1985) til:

at opbygge virksomhedens infrastruktur (opførelse, køb, udvidelse, færdiggørelse og modernisering af nødvendige lokaler til virksomhedens virke, herunder til oplagring, opbevaring og håndtering af varer)

køb, udvikling og fornyelse af anlæg og inventar samt interne transportmidler og vejtransportmidler

b)
finansiering af omkostningerne ved leasing over tre eller fem år af nye vogne, anhængere og sættevogne og udskiftelige karrosserier til vejgodstransport og af installationer, maskiner og udstyr til brug, vedligeholdelse og reparation af vogne og til håndtering af gods med op til 25% (til enkelte virksomheder) og 30% (til andelsselskaber og koncerner) af købsprisen. Denne støtte, som havde hjemmel i artikel 7 i lov nr. 28/1981 og artikel 5 i lov nr. 4/1985, blev for alle støttemodtagere ved senere regionale love nedsat til 20% og siden til 15% af købsprisen

c)
årlig finansiering til koncerner og andre selskabsformer af op til 50% af investeringer i opførelse eller køb af nødvendige installationer og udstyr til varetagelse af koncernens eller selskabets formål eller med henblik på at bidrag til administration og udvikling af fællesfaciliteter i form af garager, vedligeholdelse og reparation af vogne, installationer og udstyr i forbindelse hermed (artikel 8 i lov nr. 28/1981 og artikel 6 i lov nr. 4/1985).

10
Ifølge de oplysninger, de italienske myndigheder tilsendte Kommissionen den 18. november 1996, var der for perioden mellem 1985 og 1995 afsat 13 mia. ITL (6,7 mio. EUR) i bevillinger til støtten i artikel 4 i lov nr. 4/1985, og der var godkendt 155 ansøgninger. Gennemsnitligt lå niveauet for den ydede støtte på mellem 13 og 26% af låneomkostningerne og renterne af lånene. For perioden mellem 1981 og 1985 var der afsat et beløb på 930 mio. ITL (0,4 mio. EUR), og der var godkendt 14 ansøgninger i denne periode (punkt II i den anfægtede beslutning).

11
Der var afsat 23,3 mia. ITL (11,8 mio. EUR) i bevillinger til støtten i artikel 5 i lov nr. 4/1985 i perioden mellem 1985 og 1995, og der var i denne periode godkendt 1 691 ansøgninger med en gennemsnitlig finansiering af 19%. I 1993 blev der godkendt 83 ansøgninger, og støtteniveauet var på 10%. Fra 1981 til 1985 blev der godkendt 305 ansøgninger, og 5,79 mia. ITL (2,9 mio. EUR) blev udbetalt i støtte (punkt II i den anfægtede beslutning).

12
Ifølge de oplysninger, den italienske regering tilsendte Kommissionen efter indledningen af den administrative procedure, skulle den støtte, der blev ydet i medfør af artikel 6 i lov nr. 4/1985, gå til investeringer i kombineret transport, dvs. anskaffelse af vekselbeholdere og tilhørende sammenkoblinger til multimodale køretøjer og sættevogne. Ifølge de nævnte oplysninger udgjorde denne støtte 10-15% af det samlede bevilgede støttebeløb (punkt II og punkt VIII, syvende og ottende afsnit, i den anfægtede beslutning).

Den administrative procedure og indholdet af den anfægtede beslutning

13
Da Kommissionen blev bekendt med lov nr. 4/1985, anmodede den ved skrivelse af 29. september 1995 de italienske myndigheder om at fremsende alle de nødvendige lovbestemmelser, dokumenter og oplysninger med henblik på dens vurdering af foreneligheden af støtteordningen i lov nr. 4/1985 med fællesmarkedet.

14
I skrivelse af 14. februar 1997 gav Kommissionen den italienske regering meddelelse om, at den havde besluttet at indlede en procedure i medfør af traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til støtteordningen til fordel for vognmandsvirksomheder i lov nr. 4/1985 og nr. 28/1981 (EFT C 98, s. 16). Kommissionen opfordrede de italienske myndigheder og berørte tredjemænd til at fremsætte bemærkninger og fremlægge alle nødvendige dokumenter og oplysninger med henblik på at undersøge, om den pågældende støtte var forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen modtog den italienske regerings bemærkninger den 3. april 1997, som var vedlagt regionens supplerende rapport (herefter »den supplerende rapport«).

15
Den 30. juli 1997 afsluttede Kommissionen proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 3, og vedtog den anfægtede beslutning.

16
I punkt VI i begrundelsen til den anfægtede beslutning præciseres det, at da den omhandlede støtteordning har til formål at forbedre den konkurrencemæssige stilling for vognmandsvirksomheder i regionen ved at reducere deres almindelige omkostninger, som fortsat må bæres af de konkurrerende virksomheder uden for denne region, favoriserede den derfor disse og denne bestemte sektor, hvilket kunne medføre en konkurrencefordrejning.

17
Først sondrer Kommissionen i punkt VII, 3.-11. afsnit, i begrundelsen til den anfægtede beslutning mellem markedet for vejgodstransport på lokalt, regionalt og nationalt niveau på den ene side og markedet for international vejgodstransport på den anden side. Den henviser til, at indtil forordning nr. 4059/89 trådte i kraft den 1. juli 1990, var det førstnævnte marked ikke åbent for EF-konkurrence. Følgelig kunne støtte givet før denne dato til transportvirksomheder, der udelukkende drev virksomhed på lokalt, regionalt eller nationalt niveau, ikke påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og udgjorde følgelig ikke statsstøtte efter traktatens artikel 92, stk. 1. Den støtte, der blev givet disse virksomheder efter denne dato, var derimod statsstøtte efter denne bestemmelse, da de kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

18
Med hensyn til markedet for den internationale vejgodstransport anfører Kommissionen i punkt III, fjerde afsnit, i begrundelsen til den anfægtede beslutning, at dette blev åbnet for konkurrence inden for Fællesskabet fra 1969, hvor forordning nr. 1018/68 trådte i kraft. Den udleder heraf i denne begrundelses punkt VII, sidste afsnit, at støtten i henhold til lov nr. 4/1985 og nr. 28/1981 styrkede regionens vognmandsvirksomheders økonomiske stilling og dermed deres handlemuligheder i forhold til konkurrenterne siden 1969 for så vidt angår virksomheder, der udfører international transport, og derfor kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. Denne støtte udgør derfor statsstøtte efter traktatens artikel 92, stk. 1, og de regionale transportvirksomheders lokale eller begrænsede konkurrence udelukker ikke anvendelsen af denne.

19
Kommissionen undersøger derefter, om der kunne gøres undtagelse for den støtte, den således havde fastslået måtte anses for statsstøtte, og udtaler i punkt VIII, niende afsnit, i begrundelsen til den anfægtede beslutning, at støtte til finansiering af materiel til kombineret transport kan nyde godt af undtagelsen i artikel 3, stk. 1, litra e), i forordning (EØF) nr. 1107/70. For så vidt angår de øvrige omhandlede former for støtte kunne de ikke være omfattet af undtagelsen i artikel 3, stk. 1, litra d), i denne forordning, fordi der ikke var en situation med overkapacitet og en omstruktureringsplan for sektoren.

20
Ifølge den anfægtede beslutning kan undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), for støtte til fremme af den økonomiske udvikling i visse regioner ikke anvendes, dels fordi der ikke var nogen regional udviklingsplan for alle regionens erhvervsgrene, dels fordi det ikke var hele Friuli-Venezia Giulia-regionens område, der indgik i de områder, hvor undtagelsesbestemmelserne kan anvendes.

21
For så vidt angår undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), der vedrører sektorstøtte, kunne de ikke anvendes på den pågældende støtte, fordi den ikke var ledsaget af nogen aktion af fælles interesse, som f.eks. en omstruktureringsplan for sektoren. Endvidere udgjorde støtten til leasing i forbindelse med køb af nye vogne driftsstøtte (punkt VII, 13. afsnit, i betragtningerne til den anfægtede beslutning).

22
Endelig præciseres det i punkt VIII, sidste afsnit, i begrundelsen til den anfægtede beslutning, at den støtte, der er ydet i henhold til lov nr. 4/85 og nr. 28/81 til vejgodstransportvirksomheder i Friuli-Venezia Giulia-regionen, der udøver transportaktiviteter på nationalt plan efter den 1. juli 1990 eller internationale transportaktiviteter, ikke er forenelig med fællesmarkedet efter traktatens artikel 92. Kommissionen konkluderer heraf i denne begrundelses punkt IX, at da den italienske regering iværksatte støtteforanstaltningen uden at have opfyldt sin anmeldelsespligt, må støtten betragtes som ulovlig, og at tilbagebetaling er nødvendig for at genetablere de konkurrencevilkår, der herskede inden støttens tildeling.

23
Den anfægtede beslutnings konklusion lyder således:

»Artikel 1

Den støtte, der blev ydet i henhold til Friuli-Venezia Giulia-regionens regionallov nr. 28/81 og nr. 4/85 (herefter »tilskud«) indtil den 1. juli 1990 til fordel for transportvirksomheder, der udelukkende virkede på nationalt, regionalt eller lokalt plan, udgør ikke statsstøtte efter traktatens artikel 92, stk. 1.

Artikel 2

Tilskud, der ikke er omfattet af artikel 1 i nærværende beslutning, udgør statsstøtte efter traktatens artikel 92, stk. 1, og er ulovlige, da procedurereglerne i traktatens artikel 93, stk. 3, ikke er overholdt i forbindelse med støttens indførelse.

Artikel 3

Tilskud, der er ydet til finansiering af transportmateriel, som er specielt udformet med henblik på kombineret transport og udelukkende anvendes hertil, udgør støtte efter EF-traktatens artikel 92, stk. 1, men er forenelige med fællesmarkedet, jf. artikel 3, stk. 1, litra e), i forordning (EØF) nr. 1107/70.

Artikel 4

Tilskud, der er ydet efter den 1. juli 1990 til virksomheder, der var beskæftiget med lokal, regional eller national transport, og til virksomheder med internationale transportaktiviteter, er ikke forenelige med fællesmarkedet, eftersom de hverken opfylder betingelserne i undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, eller betingelserne i forordning (EØF) nr. 1107/70.

Artikel 5

Italien indstiller støtteforanstaltningen i artikel 4. Støtten tilbagebetales efter de nationale retsregler, med tillæg af renter, der beregnes efter den referencesats, der anvendes til vurdering af nationale støtteordninger, og med virkning fra datoen for støttens udbetaling og indtil datoen for den faktiske tilbagebetaling.

[…]

Artikel 7

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.«

24
Efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning ophævede regionen, som havde suspenderet tildelingen af den pågældende støtte fra den 1. januar 1996, støtteordningen i lov nr. 4/1985 og traf de nødvendige foranstaltninger til at kræve den udbetalte støtte tilbagebetalt.


Retsforhandlingerne

25
Ud over nærværende søgsmål anlagt af Den Italienske Republik har en række vejgodstransportvirksomheder, som havde modtaget støtte fra regionen (herefter »de begunstigede virksomheder«) ligeledes ved stævninger registreret på Rettens Justitskontor mellem den 2. december 1997 og den 26. januar 1998 og registreret under nr. T-298/97, T-312/97, T-313/97, T-315/97, T-600/97 – T-607/97, T-1/98, T-3/98 – T-6/98 og T-23/98, anlagt sag med påstand om delvis annullation af den anfægtede beslutning. Ved kendelse af 16. juni 1998 har formanden for Første Udvidede Afdeling truffet bestemmelse om forening af disse sager med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling og dommen.

26
Ved kendelse afsagt den 29. september 1998 af formanden for Fjerde Udvidede Afdeling har den italienske regering fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for de begunstigede virksomheders påstande.

27
Ved kendelse af 24. november 1998 har Domstolen besluttet at udsætte sin behandling af sagen, indtil Retten har afsagt dom i de i nærværende doms præmis 25 nævnte sager.

28
Ved dom af 15. juni 2000 i sagen Alzetta m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-298/97, T-312/97, T-313/97, T-315/97, T-600/97 – T-607/97, T-1/98, T-3/98 – T-6/98 og T-23/98, Sml. II, s. 2319) annullerede Retten den anfægtede beslutnings artikel 2, i det omfang bestemmelsen erklærer den støtte, der var ydet fra den 1. juli 1990 til transportvirksomheder, der udførte lokal, regional eller national transport, for ulovlig, og i påstanden om annullation af beslutningens artikel 5, i det omfang der deri pålægges tilbagebetaling af denne støtte. Den frifandt i øvrigt Kommissionen.

29
Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 3. august 2000 (registreret under nr. C-298/00 P) iværksatte Den Italienske Republik appel til prøvelse af denne dom.


Sagens genstand

30
Den Italienske Republik har nedlagt påstand om, principalt at den anfægtede beslutning delvis annulleres, subsidiært at beslutningens artikel 5 annulleres, for så vidt den pålægger denne medlemsstat at tilbagesøge den omtvistede støtte med tillæg af renter. Den har ligeledes nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31
Til støtte for sin påstand har Den Italienske Republik påberåbt sig fire annullationsanbringender, nemlig for det første tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 1, for det andet tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og af artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1107/70, for det tredje af samme traktats artikel 93 og for det fjerde af proportionalitetsprincippet og af princippet om den berettigede forventning samt af begrundelsespligten.

32
Kommissionen har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse, og om at Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger. Efter afsigelsen af den nævnte dom i sagen Alzetta m.fl. mod Kommissionen har Kommissionen accepteret Rettens fortolkning vedrørende den støtte, der er ydet fra den 1. juli 1990 til de virksomheder, der udelukkende udfører lokal, regional eller national transport, og har følgelig frafaldet sin indsigelse vedrørende denne støtte.

33
Artikel 92, stk. 2, i Domstolens procesreglement bestemmer følgende:

»Domstolen kan til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt, eller efter at have hørt parterne fastslå, at sagen er blevet uden genstand, og at det er ufornødent at træffe afgørelse. Afgørelse herom træffes i henhold til bestemmelserne i artikel 91, stk. 3 og 4.«

34
Som Domstolen allerede har udtalt i nærværende doms præmis 28, har Rettens dom i sagen Alzetta m.fl. mod Kommissionen, som er afsagt, efter at nærværende sag blev anlagt, annulleret den anfægtede beslutnings artikel 2 og 5, i det omfang de angår støtte til vejtransportvirksomheder, der udførte lokal, regional eller national transport.

35
I øvrigt bemærkes, at Kommissionen under behandlingen af appellen af dommen i sagen Alzetta m.fl. mod Kommissionen ikke har fremført noget anbringende vedrørende Rettens annullation af den anfægtede beslutnings artikel 2 og 5, for så vidt denne annullation angår støtte til virksomheder, der udfører lokal, regional eller national transport. I sin dom af dags dato i sagen Italien mod Kommissionen (sag C-298/00 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser) har Domstolen forkastet samtlige anbringender, der er fremført af såvel Den Italienske Republik som af Kommissionen mod Rettens nævnte dom.

36
Desuden bemærkes, at den absolutte retskraft, som en dom om annullation fra en af Fællesskabets retsinstanser har (jf. bl.a. domme af 21.12.1954, henholdsvis sag 1/54, Frankrig mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 1, org.ref.: Rec. s. 7, på s. 34, og sag 2/54, Italien mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 5, org.ref.: Rec. s. 73, på s. 104, og af 11.2.1955, sag 3/54, Assider mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 9, org.ref.: Rec. s. 123), knytter sig til såvel dommens konklusion som de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag herfor (jf. dom af 14.9.1999, sag C-310/97 P, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., Sml. I, s. 5363, præmis 54).

37
Det bemærkes, at det under disse omstændigheder nødvendigvis følger af den nævnte dom i sagen Alzetta m.fl. mod Kommissionen og af, at appellen af denne dom er blevet forkastet ved den nævnte dom af dags dato i sagen Italien mod Kommissionen, at nærværende sag er blevet uden genstand for så vidt angår påstanden om annullation af den anfægtede beslutnings artikel 2 og 5, i det omfang de angår støtte til virksomheder, der udfører lokal, regional eller national transport.

38
Domstolen skal således alene tage stilling til, om den anfægtede beslutning er forenelig med de principper i fællesskabsretten, som Den Italienske Republik påberåber sig, for så vidt beslutningen erklærer den støtte ulovlig, der er ydet i henhold til lov nr. 28/1981 og lov nr. 4/1985 til virksomheder, der udfører international vejtransport (herefter »den omtvistede støtte«).


Søgsmålet

Det første anbringende

Retsvildfarelsen med hensyn til fortolkningen af traktatens artikel 92, stk. 1

– Parternes argumenter

39
Med det første anbringendes første led har Den Italienske Republik gjort gældende, at med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 1, på den omtvistede støtte har Kommissionen alene nævnt muligheden for, at samhandelen mellem medlemsstater bliver påvirket af denne støtte, men ikke godtaget, at der består en reel og konkret trussel om fordrejning af konkurrencen.

– Domstolens bemærkninger

40
Indledningsvis bemærkes, at traktatens artikel 92, stk. 1, definerer den støtte, som er omfattet af denne bestemmelse, som statsstøtte eller støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

41
I denne forbindelse er traktatens procedureregler forskellige, alt efter om støtten er bestående støtte eller ny støtte.

42
Med hensyn til bestående støtte bestemmer traktatens artikel 93, stk. 1 og 2, i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, at såfremt Kommissionen som led i sin løbende undersøgelse af disse støtteordninger, efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger, finder, at en støtte ikke er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, eller at denne støtte misbruges, træffer den beslutning om, at den pågældende stat skal ophæve eller ændre støtteforanstaltningen inden for den tidsfrist, som Kommissionen fastsætter. En sådan støtte kan følgelig lovligt gennemføres, så længe Kommissionen ikke har fastslået, at den er uforenelig med fællesmarkedet (jf. dom af 30.6.1992, sag C-47/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4145, præmis 23 og 25, og af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877, præmis 20).

43
Med hensyn til ny støtte bestemmer traktatens artikel 93, stk. 3, at Kommissionen skal underrettes så betids om påtænkt indførelse af sådanne støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. Den foretager herefter en første undersøgelse af de påtænkte støtteforanstaltninger. Hvis den ved afslutningen af denne undersøgelse er af den opfattelse, at det påtænkte er uforeneligt med fællesmarkedet, iværksætter den uopholdeligt den i nævnte artikels stk. 2 fastsatte kontradiktoriske undersøgelsesprocedure. I et sådant tilfælde må den pågældende medlemsstat ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før proceduren har ført til en endelig beslutning. De nye støtteforanstaltninger er altså undergivet en præventiv kontrol udøvet af Kommissionen, og de kan i princippet ikke gennemføres, så længe denne ikke har erklæret dem for forenelige med traktaten.

44
Som led i sin vurdering af såvel bestående støtte i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1 og 2, som af nye støtteforanstaltninger, som den i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, skal underrettes om, før de gennemføres, skal Kommissionen nemlig ikke godtgøre, at disse støtteforanstaltninger reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men skal alene undersøge, om disse støtteforanstaltninger kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.

45
Det samme gælder i det tilfælde, at der ydes ny støtte, uden at Kommissionen forud er blevet underrettet herom. Hvis Kommissionen derimod i beslutningen skulle påvise, at allerede ydet støtte faktisk havde haft virkning, ville det være ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder støtte under tilsidesættelse af underretningspligten ifølge traktatens artikel 93, stk. 3, til skade for de medlemsstater, der giver underretning om påtænkt støtte (jf. dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, den såkaldte »Boussac Saint Frères-dom«, Sml. I, s. 307, præmis 32 og 33).

46
Den indskrænkende fortolkning af traktatens artikel 92, stk. 1, som Den Italienske Republik har foreslået, og hvorefter Kommissionen skulle være forpligtet til at bevise, at de omtvistede støtteforanstaltninger reelt og faktisk påvirker samhandelen inden for Fællesskabet samt konkurrencen, kan derfor ikke lægges til grund, og følgelig må det første anbringendes første led forkastes.

De pågældende støtteforanstaltningers påvirkning af samhandelen inden for Fællesskabet og konkurrencen

– Parternes argumenter

47
Med det første anbringendes andet led har den italienske regering for det første anført, at det samlede, meget lave beløb for den omtvistede støtte, som logisk må sidestilles med såkaldt »de minimis-støtte«, som er fritaget for underretningsforpligtelsen, beviser, at den ikke kan påvirke samhandelen inden for Fællesskabet og konkurrencen.

48
For det andet har Den Italienske Republik anført, at så godt som samtlige modtagere af den omtvistede støtte udøver deres transportvirksomhed inden for regionens grænser. Kommissionen har imidlertid bl.a. undladt at godtgøre, at nogle virksomheder i Fællesskabet har lidt tab forårsaget af denne støtte. Den har blot fastslået, at virksomhederne i regionen fra den 1. juli 1990 i princippet har konkurreret med enhver anden italiensk eller fællesskabstransportør, der udfører cabotage i Italien, endog uden at godtgøre, at transportørerne fra andre medlemsstater faktisk havde adgang til det italienske marked, hvilket i det mindste forudsætter, at fællesskabskontingentet ikke er udtømt. Dette kontingent var imidlertid udtømt, og derfor var enhver konkurrence inden for international vejgodstransport udelukket.

49
For det tredje har Den Italienske Republik med hensyn til støttens »udlignende« funktion i en objektivt ugunstig konkurrencesituation anført, at regionen på grund af sin geografiske beliggenhed navnlig måtte forsvare sin beskedne andel af det internationale marked over for østrigske, kroatiske og slovenske vejtransportvirksomheder, som, da de tilhører lande, som ikke er medlemmer af Fællesskabet – i hvert fald indtil 1994 med hensyn til Republikken Østrig – var begunstiget af statslige foranstaltninger og fortrinsstillinger, som sandsynligvis ikke ville blive ophævet ved bilaterale aftaler.

50
Heroverfor har Kommissionen anført, at vejgodstransportmarkedet er karakteriseret ved, at der er talrige virksomheder af beskeden størrelse, og at en statslig indgriben, selv af ringe omfang, til fordel for nogle af disse, nødvendigvis må have betydelige virkninger for de øvrige og påvirke samhandelen inden for Fællesskabet samt konkurrencen. I øvrigt har den med henvisning til den anfægtede beslutnings punkt VII, ottende afsnit, tilføjet, at selv om et køretøj er blevet købt udelukkende med det formål at blive anvendt til lokal transport, kan det i de fleste tilfælde anvendes til at udføre tjenesteydelser inden for international transport.

51
Kommissionen har tilføjet, at den omstændighed, at visse virksomheder kun har en yderst ringe andel af det nationale marked eller kun i ringe omfang deltager i samhandelen inden for Fællesskabet, ikke er tilstrækkelig til at bevise, at disse markeder ikke påvirkes eller at der ikke er nogen påvirkning af konkurrencen på fællesskabsplan. Det, der har betydning, er derimod den omstændighed, at de virksomheder, der modtager den omtvistede støtte, og de, der har hjemsted i andre medlemsstater, og som ikke modtager denne støtte, er i stand til at udføre de samme tjenesteydelser.

– Domstolens bemærkninger

52
Hertil bemærkes, at når en økonomisk støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, præmis 11, og af 14.9.1994, forenede sager C-278/92 – C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 40).

53
Med hensyn til den italienske regerings første argument om en støttes forholdsvise ubetydelighed eller den støttemodtagende virksomheds forholdsvis beskedne størrelse bemærkes, at sådanne omstændigheder ikke på forhånd udelukker, at samhandelen mellem medlemsstater påvirkes (jf. domme af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, den såkaldte »Tubemeuse-dom«, Sml. I, s. 959, præmis 43, dommen i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 42, og dom af 24.7.2003, sag C-280/00, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 81).

54
Selv en relativt beskeden støtte kan påvirke konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, når der er en skarp konkurrence inden for den sektor, hvor de støttemodtagende virksomheder opererer (dom af 11.11.1987, sag 259/85, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4393, præmis 24, af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, præmis 27, og af 26.9.2002, sag C-351/98, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8031, præmis 63).

55
I det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om markedet for international vejgodstransport, som blev åbnet for fællesskabskonkurrence fra 1969, udgjorde den del af transaktionerne, der blev udført af transportvirksomheder fra regionen, i forhold til den samlede transport, der blev udført i Italien, 16% i tons pr. kilometer i 1993. De sidstnævnte konkurrerer imidlertid med andre italienske virksomheder, der udfører samme aktiviteter.

56
I øvrigt bemærkes, at Kommissionen med rette har fastslået, at den omtvistede støtte reducerede virksomhedernes normale omkostninger i vejgodstransportsektoren i regionen, hvilket kunne medføre en konkurrencefordrejning (den anfægtede beslutnings punkt VI, sidste afsnit). Den konkluderede, at »når der sker en styrkelse af virksomheder inden for en bestemt sektor, som deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne, må denne samhandel anses for påvirket efter traktatens artikel 92, stk. 1« (den anfægtede beslutnings punkt VII, sidste afsnit).

57
Endvidere bemærkes, at det er klart, at når en sektor er kendetegnet ved et stort antal små virksomheder, kan selv en støtte, der er forholdsvis beskeden på det individuelle plan, have virkning for konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, såfremt alle eller et meget stort antal virksomheder inden for den pågældende sektor har mulighed for at oppebære den (jf. herved dommen af 26.9.2002 i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 64). I denne forbindelse bemærkes, at de tal, som den italienske regering har meddelt Kommissionen, bekræfter, at over 80% af modtagerne af den omtvistede støtte er små virksomheder.

58
Endvidere bemærkes, at Kommissionens meddelelse af 6. marts 1996 om de minimis-støtteordninger (EFT C 68, s. 9), som er blevet afløst af Kommissionens meddelelse af 23. juli 1996 om Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (EFT C 213, s. 4), udelukker transportsektoren fra sit anvendelsesområde.

59
På baggrund af disse betragtninger må Den Italienske Republiks første argument om den omtvistede støttes beskedne størrelse forkastes.

60
Med hensyn til den italienske regerings andet argument, som for det første går ud på, at størstedelen af de støttemodtagende virksomheder udelukkende udøver deres aktiviteter på lokalt plan, bemærkes, at betingelsen for at anvende traktatens artikel 92, stk. 1, i henhold til hvilken støtten skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, ikke afhænger af, om de leverede transportydelser er lokale eller regionale, eller af størrelsen af det omhandlede aktivitetsområde (jf. dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, præmis 82).

61
I det foreliggende tilfælde har Kommissionen med rette i punkt VII, 10. afsnit, i begrundelsen til den anfægtede beslutning fastslået, at regionens transportvirksomheders begrænsede konkurrence inden for international vejgodstransport ikke kan udelukke anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1.

62
Dernæst bemærkes, som Domstolen allerede har udtalt i nærværende doms præmis 44-46, at det er tilstrækkeligt, at Kommissionen godtgør, at de omtvistede støtteforanstaltninger kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og true med at fordreje konkurrencen, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at nogle fællesskabsvirksomheder har lidt et tab, fordi den omtvistede støtte blev ydet. Den Italienske Republiks argument på dette punkt må derfor forkastes.

63
Endelig bemærkes med hensyn til kontingenteringen af fællesskabstilladelser, at i henhold til de relevante bestemmelser i forordning nr. 1018/68 blev disse tilladelser, der blev udstedt til transportvirksomheden personligt og kun kunne bruges til et enkelt køretøj, inden for de nationale kontingenter meddelt for en varighed af et år for så vidt angår international vejgodstransport, således at indehaverne af en sådan tilladelse i disse gyldighedsperioder var bemyndiget til uden begrænsning at udføre godstransport med et køretøj mellem medlemsstaterne efter deres valg.

64
De kontingenteringsordninger, der gjaldt fra 1969 til 1993 på markedet for international vejgodstransport, gjorde det således muligt at skabe en effektiv konkurrence inden for grænserne af faste kontingenter, som kunne påvirkes ved ydelsen af den omtvistede støtte.

65
Selv om det antages, at fællesskabskontingentet var udtømt, giver denne omstændighed ikke grundlag for at konkludere, at den omtvistede støtte ikke påvirker samhandelen inden for Fællesskabet og konkurrencen. Når henses til, at kontingenteringsordningen giver indehaverne af fællesskabstilladelserne et frit valg med hensyn til de medlemsstater, mellem hvilke de kan udføre international vejgodstransport, ville udtømning af disse kontingenter under alle omstændigheder ikke give nogen oplysning om, hvilken brug der er gjort deraf, navnlig for international transport fra eller til Italien, eller nærmere bestemt regionen.

66
Da den omstændighed, at den virksomhed, som de fleste modtagere af den omtvistede støtte udøvede, i det væsentlige var lokal, og at der fandtes kontingenteringsordninger, ikke kunne udelukke, at denne støtte påvirkede samhandelen mellem medlemsstater, må Den Italienske Republiks andet argument til støtte for det første anbringendes andet led forkastes.

67
Med hensyn til det tredje argument om den angiveligt udlignende funktion, som den omtvistede støtte skulle have haft i en objektivt ugunstig konkurrencesituation, bemærkes blot, at ifølge fast retspraksis kan den omstændighed, at en medlemsstat ved iværksættelse af ensidige foranstaltninger søger at tilnærme konkurrencevilkårene inden for en bestemt økonomisk sektor til de vilkår, som gælder i de øvrige medlemsstater, ikke fratage disse foranstaltninger deres karakter af støtte (jf. domme af 10.12.1969, forenede sager 6/69 og 11/69, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 143, præmis 20 og 21; org.ref.: Rec. s. 523, samt af 19.5.1999, sag C-6/97, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2981, præmis 21).

68
Det følger heraf, at selv uden at det er nødvendigt at rejse det spørgsmål, om Den Italienske Republik har godtgjort, at østrigske, kroatiske og slovenske vejtransportvirksomheders situation placerede vejtransportvirksomheder med hjemsted i regionen i en ugunstig konkurrencesituation, må dette tredje argument forkastes, hvorfor det første anbringendes anden del ikke kan tiltrædes.

Begrundelsespligten

69
Med hensyn til det første anbringendes tredje led, som drejer sig om den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen, bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, der kræves i henhold til EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), tilpasses den pågældende retsakts art og skal klart og utvetydigt vise den institutions ræsonnement, der er ophavsmand til retsakten, således at de berørte kan få kendskab til den trufne foranstaltnings begrundelse, og den kompetente retsinstans kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der er umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen (dom af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, præmis 19).

70
I denne forbindelse kræves det ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. bl.a. dom af 19.9.2002, sag C-114/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 7657, præmis 62 og 63, samt dom af 30.9.2003, sag C-301/96, Tyskland mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 87).

71
Hvad nærmere angår en beslutning om statsstøtte bemærkes imidlertid, at Domstolen har fastslået, at det i visse tilfælde kan fremgå af selve de omstændigheder, hvorunder støtten ydes, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, og at det i sådanne tilfælde i hvert fald påhviler Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse (jf. dommen i sagen Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, præmis 24, af 24.10.1996, forenede sager C-329/93, C-62/95 og C-63/95, Tyskland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5151, præmis 52, og af 13.2.2003, sag C-409/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1487, præmis 74).

72
I det foreliggende tilfælde fremgår det af det anførte, at Kommissionen i begrundelsen til den anfægtede beslutning klart har angivet de omstændigheder, under hvilke den omtvistede støtte blev ydet, og har præciseret grundene til, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen. Desuden har den gendrevet de indsigelser, som den italienske regering har fremsat under den administrative procedure. Under disse omstændigheder kan det første anbringendes tredje led ikke tiltrædes.

73
Af samtlige disse grunde må den italienske regerings første anbringende om, at traktatens artikel 92, stk. 1, er tilsidesat, og om, at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet, forkastes.

Det andet anbringende

74
Med sit andet anbringende gør den italienske regering gældende, at Kommissionen dels har udelukket, at undtagelserne i artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1107/70 og i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, og dels at den ikke har begrundet den anfægtede beslutning i denne henseende.

Artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr.1107 /70

– Parternes argumenter

75
Med det andet anbringendes første led vedrørende artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1107/70 har Den Italienske Republik anført, at trods Kommissionens konstatering, hvorefter det er »vanskeligt at anse« tilskud til leasing, i strid med den nævnte bestemmelse, »for forenelige« med fællesmarkedet, »især fordi de medfører en kapacitetsforøgelse«, havde regionen præciseret, at tilskud til leasing af nye køretøjer var blevet ydet midlertidigt på grund af strukturelle vanskeligheder, der skyldtes en overudnyttelse af tekniske og menneskelige ressourcer, ledsaget af en risiko for negative følgevirkninger for sikkerheden.

76
Kommissionen har anført, at årsagen til, at der ikke kan være tale om at anvende den pågældende undtagelse, er, at de to betingelser for at anvende artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1107/70, nemlig at støtten er et led i en saneringsplan i sektoren, og at der er en overkapacitet, som skal fjernes, ikke er overholdt. Ifølge Kommissionen har de italienske myndigheder selv bekræftet i punkt 2.4, første og andet afsnit, i den supplerende rapport, at »[…] [i regionen] er der ingen strukturel overkapacitet inden for vejgodstransport« og følgelig heller ingen saneringsplan for sektoren i den nævnte bestemmelses forstand. Med hensyn til argumentet om, at den støtte, der er bestemt til fornyelse af regionens vognpark, skulle have været nødvendig af hensyn til beskyttelse af miljøet og sikkerheden, har Kommissionen henvist til, at den i punkt VIII, sjette afsnit, i betragtningerne til den anfægtede beslutning har præciseret, at det er »vanskeligt at anse tilskud til leasing af rullende materiel for forenelige med fællesmarkedet, især fordi de medfører en kapacitetsforøgelse, som strider mod artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning (EØF) nr. 1107/70«, og at Den Italienske Republik ikke har fremført noget argument, som godtgør, at der som hævdet er tale om et fejlskøn i denne henseende.

– Domstolens bemærkninger

77
Artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1107/70 vedrører kun støtte, der ydes med det formål som led i en saneringsplan at fjerne en overkapacitet, som medfører alvorlige strukturelle vanskeligheder. I det foreliggende tilfælde er der intet holdepunkt i sagen for at formode, at der består en sådan overkapacitet. Det fremgår tværtimod af punkt VIII, tredje afsnit, i betragtningerne til den anfægtede beslutning, at de italienske myndigheder i deres bemærkninger til beslutningen om at indlede proceduren har fremhævet, at »transportsektoren i […] regionen ikke har overkapacitetsproblemer, men at vognparken tværtimod er ca. 20% mindre end det faktiske behov, dvs. at der sker en overudnyttelse af såvel ressourcer som ansatte inden for regionen […]«.

78
Desuden må det nødvendigvis konstateres, at de pågældende støtteordninger ikke på nogen måde henviser til, at det er nødvendigt ikke at forøge kapaciteten i transportsektoren i regionen, og at de ikke indfører nogen betingelse med det formål at undgå en sådan forøgelse. Følgelig kan det andet anbringendes første led ikke tiltrædes.

Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c)

– Parternes argumenter

79
Med hensyn til det andet anbringendes andet led vedrørende traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), har Den Italienske Republik anført, at i modsætning til hvad Kommissionen har hævdet, nemlig at undtagelsen i denne artikel ikke kan anvendes på den pågældende ordning, da der er tale om foranstaltninger, som ikke er ledsaget af nogen handling af fælles interesse, fremtrådte de omtvistede støtteforanstaltninger som midler, der skulle muliggøre en egentlig omstrukturering, som havde til formål at forbedre tjenesteydelsernes kvalitet. Støtteforanstaltningerne kunne derfor anses for at være støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene i denne bestemmelses forstand.

80
Over for argumentet om den angivelige tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), har Kommissionen henvist til, at de italienske myndigheder i den supplerende rapports punkt 2.4, andet afsnit, ikke har givet nogen præcis oplysning om en konkret og detaljeret omstruktureringsplan i den pågældende sektor, men derimod har fremsat generelle henvisninger til en fremtidig omstrukturerings- og rationaliseringsproces, der skal iværksættes ved hjælp af nye lovgivningsinstrumenter vedrørende støtte. I den anfægtede beslutning har den antaget, at støtte til leasing af nye køretøjer kan sammenlignes med driftsstøtte eller med støtte, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den ellers selv skulle afholde i forbindelse med dens drift eller normale aktiviteter. En sådan støtte fordrejer i princippet konkurrencebetingelserne i de sektorer, til fordel for hvilke den ydes, uden for så vidt i sig selv at være i stand til at nå et af de mål, der er fastsat i artikel 93, stk. 2, og følgelig henhører den ikke under denne bestemmelses anvendelsesområde.

– Domstolens bemærkninger

81
En medlemsstat, der anmoder om at kunne bevilge støtte under fravigelse af traktatens regler, skal samarbejde med Kommissionen. I medfør af denne forpligtelse skal den bl.a. forelægge alle oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for den ansøgte fravigelse er opfyldt (jf. dom af 28.4.1993, sag C-364/90, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2097, præmis 20).

82
De økonomiske skøn som led i anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, skal udøves i en fællesskabssammenhæng, hvilket betyder, at Kommissionen har pligt til at undersøge en støttes indvirkning på konkurrencen og samhandelen inden for Fællesskabet. Det påhviler Kommissionen ved denne undersøgelse at foretage en afvejning af støttens gavnlige virkninger med dens negative virkninger på samhandelsvilkårene og på opretholdelsen af en ikke fordrejet konkurrence (jf. de nævnte domme i sagerne Philip Morris mod Kommissionen, præmis 24 og 26, samt dommen af 14.9.1994, Spanien mod Kommissionen, præmis 51).

83
Kommissionen har ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, et vidt skøn, hvis udøvelse indebærer økonomiske og sociale vurderinger, som må foretages i en fællesskabssammenhæng (jf. bl.a. dom af 24.2.1987, sag C-310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, præmis 18). Domstolens kontrol med udøvelsen af dette skøn skal begrænses til en efterprøvelse af, om procedurereglerne og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de omstændigheder, der er lagt til grund, er materielt korrekte, og om der ikke er begået en retlig fejl eller er foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder eller begået magtfordrejning (jf. dommen af 26.9.2002 i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 74, og dom af 13.2.2003, sag C-409/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1487, præmis 93).

84
I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagen, at regionen, i modsætning til hvad Den Italienske Republik hævder, ikke under den administrative procedure har givet nogen præcis oplysning, bl.a. om en konkret og detaljeret omstruktureringsplan for vejgodstransportsektoren. Tværtimod fremgår det af den supplerende rapports punkt 2-4, andet afsnit, at en omstruktureringsplan ikke var nødvendig i øjeblikket, og at regionen alene har henvist til eventuelle rationaliseringsforanstaltninger i den nævnte sektor, bl.a. i form af foranstaltninger til fremme af fusioner og navnlig tilskyndelser til kombineret transport, foranstaltninger, som kunne træffes i den nærmeste fremtid af den regionale administration.

85
Under disse omstændigheder kunne Kommissionen med rette og uden at overskride grænserne for sit skøn antage, at de oplysninger, den havde til rådighed, ikke gav den grundlag for at fastslå, at den omtvistede støtte var ledsaget af en handling i fælles interesse som f.eks. en omstruktureringsplan.

86
Desuden bemærkes, at da udskiftning af ældre køretøjer udgør en omkostning, som alle vejtransportvirksomheder normalt skal bære for at kunne fortsætte med at tilbyde deres tjenesteydelser på markedet på konkurrencedygtige betingelser, har Kommissionen ligeledes med rette i punkt VIII, 13. afsnit, i betragtningerne til den anfægtede beslutning fastslået, at støtten til leasing, der blev givet for at finansiere en sådan udskiftning, og som kunstigt styrkede de modtagne virksomheders økonomiske situation til skade for konkurrerende virksomheder, var driftsstøtte, som i princippet ikke er omfattet af traktatens artikel 92, stk. 3. Under disse omstændigheder kan det andet anbringendes andet led ikke tiltrædes.

Manglende begrundelse af den anfægtede beslutning

87
Med hensyn til det andet anbringendes tredje led, hvorefter den anfægtede beslutning angiveligt savner begrundelse, henvises til de principper, der nævnes i nærværende doms præmis 69 og 70. Herved bemærkes, at det fremgår af begrundelsen til den anfægtede beslutning, at Kommissionen deri klart har angivet grundene til, at den omtvistede støtte ikke kunne være omfattet af undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1107/70, og følgelig kan det andet anbringendes tredje led ikke tiltrædes.

88
På baggrund af det anførte må Den Italienske Republiks andet anbringende forkastes.

Det tredje anbringende

Parternes argumenter

89
Med det tredje anbringende har Den Italienske Republik gjort gældende, at da det nationale vejtransportmarked ikke var åbent for fællesskabskonkurrence, og da ydelsen af den omtvistede støtte ikke kunne påvirke samhandelen inden for Fællesskabet, må denne støtte betegnes som bestående støtte, hvorfor traktatens artikel 93, stk. 3, ikke kan finde anvendelse på den.

90
Den Italienske Republik har anført, at da den omtvistede støtte må anses for bestående støtte, skulle Kommissionen have anvendt proceduren i traktatens artikel 93, stk. 1 og 2, hvilket indebærer, at den alene er bemyndiget til at træffe beslutning om, at en sådan støtteforanstaltning skal ophæves eller ændres inden for den tidsfrist, som Kommissionen fastsætter. Kommissionen har ifølge Den Italienske Republik ved derimod at fastslå, at denne støtte var ny støtte, der som sådan var omfattet af proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 3, og ved følgelig at antage, at denne var ulovlig og samtidig uforenelig med fællesmarkedet, og ved udtrykkeligt at have pålagt en forpligtelse til tilbagebetaling til staten, gjort sig skyldig i en grov tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og processuelle krav, som påvirker den anfægtede beslutnings gyldighed, i hvert fald for så vidt den pålægger tilbagesøgning af den omtvistede støtte.

91
Heroverfor har Kommissionen anført, at bestående støtte alene omfatter dels støtte, som bestod, før EF-traktaten trådte i kraft, eller før nye medlemsstaters tiltrædelse af Fællesskaberne, og dels støtte, som udtrykkeligt eller stiltiende er blevet forskriftsmæssigt tilladt af denne institution. Den omtvistede støtte hører imidlertid ikke til nogen af disse to kategorier.

92
For det første har Kommissionen anført, at det afgørende er, at de pågældende foranstaltninger på et givet tidspunkt har kunnet fremstå som støtte, da alle betingelserne for at anvende traktatens artikel 92, stk. 1, da var opfyldt.

93
For det andet viser den gradvise åbning – ved indførelsen af en kontingenteringsordning – af et marked, der tidligere var lukket for fællesskabskonkurrence, efter selve sin art, at der på fællesskabsplan er tale om en i hvert fald potentiel skade for samhandelen, hvilket i sig selv er tilstrækkeligt til, at den særlige betingelse i traktatens artikel 92, stk. 1, kan anses for at være opfyldt. Den omstændighed, at kontingentet anvendes og kan anvendes, indtil det er udtømt, som Den Italienske Republik har anført, er derimod bevis på, at der har bestået en effektiv konkurrence. Kommissionen har tilføjet, at de fastsatte fællesskabstilladelser allerede nåede et antal af 5 268 i 1985, og i 1992 var der 65 936, hvoraf 7 770 blev tildelt den nævnte medlemsstat.

Domstolens bemærkninger

94
Som Domstolen allerede har bemærket i nærværende doms præmis 5, var sektoren for international vejtransport allerede blevet åbnet for konkurrence ved forordning nr. 1018/68 fra 1969 og er blevet helt liberaliseret fra den 1. januar 1993.

95
Som Domstolen ligeledes har fastslået i nærværende doms præmis 52-68, styrkede den omtvistede støtte regionens vejgodstransportvirksomheders økonomiske stilling og dermed deres handlemuligheder i forhold til deres konkurrenter, og kunne således påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

96
Den pågældende støtte, der blev indført i 1981 og 1985, var derfor ved sin indførelse omfattet af traktatens artikel 92, stk. 1.

97
Det følger heraf, at den skulle anses for ny støtte og i kraft heraf var omfattet af underretningsforpligtelsen i traktatens artikel 93, stk. 3.

98
Følgelig må det tredje anbringende om en fejlagtig subsumption af den omtvistede støtte som ny støtte forkastes.

Det fjerde anbringende

Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

– Parternes argumenter

99
Med sit fjerde anbringendes første led har den italienske regering anført, at da den omtvistede støtte har haft en ubetydelig indflydelse på de modtagende virksomheders situation, og da Fællesskabet følgelig ikke har nogen interesse i at genoprette den tidligere situation, er den anfægtede beslutning, da den indeholder en forpligtelse til at tilbagesøge denne støtte, i strid med proportionalitetsprincippet. Desuden ville tilbagebetaling af denne støtte for de modtagende virksomheder være en meget betydelig byrde, som kan medføre, at et stort antal af dem sandsynligvis vil forsvinde fra markedet, hvilket kan fremkalde en alvorlig beskæftigelsesmæssig og social krise, således at denne tilbagesøgning praktisk talt er umulig. Ydermere er den anfægtede beslutning ikke begrundet på dette punkt.

100
Heroverfor har Kommissionen for det første anført, at tilbagesøgning af en ulovligt ydet statsstøtte for at genoprette den tidligere status quo ikke i princippet kan anses for en foranstaltning, der er uforholdsmæssig i forhold til formålet med traktatens bestemmelser om støtte. Den har herved anført, at den omstændighed, at de virksomheder, der er modtagere af den ulovlige støtte, sandsynligvis vil forsvinde fra markedet efter opfyldelsen af tilbagebetalingsforpligtelsen, ikke er en grund, der berettiger, at denne ikke tilbagesøges (jf. dom af 15.1.1986, sag 52/84, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 89, præmis 14).

101
For det andet har Kommissionen med hensyn til frygten for en alvorlig social krise anført, at selv om uoverstigelige vanskeligheder kan hindre en medlemsstat i at efterkomme sine forpligtelser efter fællesskabsretten, kan en simpel frygt for sådanne vanskeligheder ikke begrunde, at medlemsstaten ikke anvender fællesskabsretten korrekt (jf. dom af 29.1.1998, sag C-280/95, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 259, præmis 16).

102
For det tredje har Kommissionen anført, at den ikke er forpligtet til at henvise til præcise grunde som berettigelse for at udøve sin kompetence til at træffe bestemmelse om tilbagebetaling af den ulovlige støtte. Den har dog anført, at det i den anfægtede beslutning præciseres, at den fandt, at tilbagesøgning af den omtvistede støtte var nødvendig for at genoprette de rimelige konkurrencevilkår, der bestod, før støtten blev ydet.

– Domstolens bemærkninger

103
Det bemærkes først, at ophævelsen af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Tilbagesøgning af en ulovligt udbetalt statsstøtte for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte (jf. Tubemeuse-dommen, præmis 66, og dom af 14.1.1997, sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, præmis 47).

104
Ved denne tilbagebetaling af støtten mister støttemodtageren den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte genoprettes (jf. dom af 4.4.1995, sag C-350/93, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 699, præmis 22). Det fremgår også af dette formål med tilbagebetalingen, at Kommissionen normalt ikke, bortset fra usædvanlige omstændigheder, kan undlade at udøve den skønsbeføjelse, som tilkommer den efter Domstolens praksis, når Kommissionen anmoder medlemsstaten om at tilbagesøge den ulovligt ydede støtte, eftersom Kommissionen alene herved genopretter den oprindelige situation (jf. dom af 17.6.1999, sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3671, præmis 66, og af 7.3.2002, sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289, præmis 99).

105
Da Den Italienske Republik i det foreliggende tilfælde blot har anført, at tilbagebetaling af den omtvistede støtte for de modtagende virksomheder ville være en meget betydelig byrde, som kunne medføre, at et stort antal af dem forsvandt fra markedet, hvilket ville fremkalde en alvorlig beskæftigelsesmæssig og social krise, bemærkes blot, at ifølge Domstolens praksis kan en frygt for interne vanskeligheder ikke begrunde, at en medlemsstat ikke opfylder de forpligtelser, som påhviler den i henhold til fællesskabsretten (jf. bl.a dom af 27.6.2000, sag C-404/97, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 4897, præmis 52, af 7.3.2002, Italien mod Kommissionen, præmis 105, og af 26.6.2003, sag C-404/00, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 6695, præmis 55).

106
Følgelig er der intet holdepunkt for, at Den Italienske Republik stod over for usædvanlige omstændigheder, der kunne begrunde, at en tilbagebetaling var umulig, og følgelig kan det fjerde anbringendes første led ikke tiltrædes.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

– Parternes argumenter

107
Med det fjerde anbringendes andet led har den italienske regering anført, at da de modtagende virksomheder havde tillid til, at den indførte støtte, der var blevet udbetalt i mange år, var lovlig, er den anfægtede beslutning i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet den bestemmer, at den støtte, der er ydet fra den 1. juli 1990, skal tilbagesøges.

108
Kommissionen har heroverfor anført, i modsætning til det af Den Italienske Republik anførte, at når tilskud er støtte som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, og når de er ulovlige, for så vidt de er indført i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, er en påstået tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forhold til de modtagende virksomheder ikke relevant, da der ikke var nogen objektiv grund til at antage, at Kommissionen i 1981 og 1985 intet havde at indvende mod den støtte, der blev indført ved lov nr. 28/1981 og nr. 4/1985.

109
Desuden har Kommissionen anført, at hvis de italienske myndigheder havde næret den mindste tvivl om de pågældende foranstaltningers art, kunne og skulle de straks have givet underretning om de påtænkte foranstaltninger. Det fremgår nemlig af de faktiske og retlige betragtninger, som førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, at der i 1981 og 1985 ikke var nogen objektiv grund til at antage, at Kommissionen intet havde at indvende mod disse foranstaltninger. Den omstændighed, at den, efter at være blevet underrettet om lov nr. 28/1981 og nr. 4/1985 og efter at have indledt proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, drog den konklusion, at de foranstaltninger, der indtil den 1. juli 1990 blev truffet til fordel for vejtransportvirksomheder, der udelukkende udøvede deres aktiviteter på lokalt, regionalt eller nationalt plan, ikke var statsstøtte, kan ikke, hverken for de modtagende virksomheder eller for regionen, have skabt nogen berettiget forventning om, at den støtte, der blev udbetalt efter den 1. juli 1990, var lovlig.

モDomstolens bemærkninger

110
Med hensyn til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning bemærkes, at Kommissionen i en i De Europæiske Fællesskabers Tidende offentliggjort meddelelse (EFT 1983 C 318, s. 3) har underrettet de potentielle modtagere af statsstøtte om, at retten til støttebeløb, som måtte blive ydet dem ulovligt, i givet fald vil blive anfægtet og støtten eventuelt krævet tilbagebetalt (jf. dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, præmis 15, og af 7.3.2002, Italien mod Kommissionen, præmis 102).

111
Det kan ganske vist ikke udelukkes, at en virksomhed, der har modtaget en ulovlig støtte, muligvis vil kunne henvise til ekstraordinære omstændigheder, der hos den retmæssigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne støtte var lovlig, og på grundlag heraf undgå tilbagebetaling. Det tilkommer i et sådant tilfælde den nationale ret, der eventuelt har fået sagen forelagt, i givet fald efter at have anmodet Domstolen om en præjudiciel fortolkning, at afgøre sagen på baggrund heraf (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 16, og dommen af 7.3.2002 i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 103).

112
Derimod kan en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet støtte i strid med de i artikel 93 EF fastlagte procedureregler, ikke påberåbe sig støttemodtagerens berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal søge støtten tilbage. Dersom dette blev anerkendt, ville bestemmelserne i artikel 92 EF og 93 EF ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfærd kunne ophæve den effektive gennemførelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfør af disse traktatbestemmelser (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 17, og dommen af 7.3.2002 i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 104).

113
I det foreliggende tilfælde er det for det første ikke bestridt, at den omtvistede støtte, i strid med de forpligtelser, der er pålagt medlemsstaterne ved traktatens artikel 93, stk. 3, er blevet ydet uden først at være blevet anmeldt.

114
Dernæst bemærkes, som Domstolen allerede har fastslået i nærværende doms præmis 54, at selv en støtte, der er relativt beskeden på individuelt plan, men som potentielt er til rådighed for samtlige eller en meget stor del af virksomhederne i sektoren, kan påvirke konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. Medmindre der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan være til hinder for tilbagebetaling af en sådan støtte, er den omstændighed, at modtagerne er mindre virksomheder, som udfører transaktioner af begrænset omfang, uden betydning.

115
Endelig har den italienske regering anført, at da de modtagende virksomheder har haft tillid til, at den indførte støtte, der blev udbetalt i mange år, var lovlig, medfører denne lange periode, at der opstår en berettiget forventning hos disse modtagere om, at denne støtte er retmæssig.

116
Hertil bemærkes, at det grundlæggende retssikkerhedsprincip er til hinder for, at Kommissionen i det uendelige kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser (jf. dom af 14.7.1972, sag 52/69, Geigy mod Kommissionen, Sml. s. 225, præmis 20 og 21, org.ref.: Rec. s. 787, og af 24.9.2002, forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, Sml. I, s. 7869, præmis 140).

117
Såfremt Kommissionen udsætter sin beslutning om, hvorvidt en støtte er ulovlig, og om, at den skal indstilles og tilbagesøges af en medlemsstat, kan dette ganske vist i nogle tilfælde bevirke, at der opstår en berettiget forventning hos modtagerne af denne støtte, som er til hinder for, at Kommissionen pålægger den nævnte medlemsstat at kræve støtten tilbagebetalt (jf. dom af 24.11.1987, sag 223/85, RSV mod Kommissionen, Sml. s. 4617, præmis 17). Imidlertid bemærkes, at de faktiske omstændigheder i det tilfælde, som gav anledning til dommen i sagen RSV mod Kommissionen, var ekstraordinære og ikke udviser nogen lighedspunkter med de faktiske omstændigheder i denne sag. Den støtte, der var tale om i den nævnte dom, vedrørte således en sektor, der i flere år med Kommissionens godkendelse var ydet statsstøtte til, og støttens formål var dækning af yderligere omkostninger til foranstaltninger, som der allerede var ydet en godkendt støtte til (dom af 28.1.2003, sag C-334/99, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1139, præmis 44).

118
Under alle omstændigheder bemærkes, som generaladvokaten har anført i punkt 77 i sit forslag til afgørelse, at når der er tale om statsstøtte, der ikke er anmeldt, kan en sådan udsættelse først tilregnes Kommissionen fra det tidspunkt, da den får kendskab til den støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

119
I denne sag står det fast, at Kommissionen først fik kendskab til den omtvistede støtte i september 1995. I betragtning af, dels at Kommissionen ikke havde givet tilladelse til denne støtte, og dels at Kommissionen ikke havde kendskab til den komplicerede situation, i hvilken denne støtte var blevet givet, måtte Kommissionen derfor, før den traf en afgørelse, foretage en undersøgelse. Under disse omstændigheder er den frist, som er forløbet mellem september 1995 og den dato, da den anfægtede beslutning blev truffet, nemlig den 30. juli 1997, rimelig. Desuden har Den Italienske Republik ikke fremført nogen omstændighed, der kan godtgøre, at Kommissionen har forsinket denne procedure.

120
Under disse omstændigheder kan den anfægtede beslutning ikke, hverken for så vidt den pålægger tilbagebetaling af den omtvistede støtte, eller for så vidt den bestemmer, at der skal betales renter, anses for et indgreb i den berettigede forventning hos de virksomheder, der modtog denne støtte, og følgelig kan det fjerde anbringendes fjerde led ikke tiltrædes.

Omfanget af forpligtelsen til at tilbagesøge støtten

– Parternes argumenter

121
Med det fjerde anbringendes tredje led har Den Italienske Republik vedrørende spørgsmålet om, fra hvilken dato den anfægtede beslutning pålægger en forpligtelse til at tilbagesøge den støtte, der er ydet i sektoren for international transport, anført, at artikel 4 i den anfægtede beslutnings konklusion, som der henvises til i dennes artikel 5, og som bestemmer, at støtte, der er uforenelig med traktaten, skal tilbagesøges, klart fastslår, at den støtte, der er udbetalt efter den 1. juli 1990, ikke er forenelig med fællesmarkedet og derfor ikke skal fortolkes på baggrund af betragtningerne til denne beslutning.

122
Hertil har Kommissionen anført, at konklusionen i en retsakt er uadskillelig fra betragtningerne til den og derfor skal fortolkes under hensyntagen til de grunde, der har ført til dens vedtagelse. I det foreliggende tilfælde præciseres det i betragtningerne, at datoen den 1. juli 1990 udelukkende angår den støtte, der er ydet til de virksomheder, der udøver vejtransportaktiviteter på lokalt, regionalt eller nationalt plan, med udelukkelse af de virksomheder, der er aktive i den internationale vejtransportsektor.

123
Desuden er det ifølge Kommissionen heller ikke nødvendigt at henholde sig til betragtningerne for at fortolke artikel 4 i den anfægtede beslutnings konklusion korrekt, idet det er tilstrækkeligt at placere denne artikel i sammenhæng med den samlede konklusion, som den er en del af, og fortolke den i lyset af dens foregående artikler.

– Domstolens bemærkninger

124
Det bemærkes, at artikel 4 i den anfægtede beslutnings konklusion ikke er klart formuleret med hensyn til kravet om tilbagesøgning af den omtvistede støtte, da bestemmelsen enten kan tage sigte på al den støtte, der er ydet til de virksomheder, der udfører international transport, siden den blev indført, eller kun på den støtte, der er givet fra den 1. juli 1990.

125
Herved bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan en retsakts konklusion ikke udskilles fra dens betragtninger, hvorfor den om nødvendigt må fortolkes under hensyntagen til de betragtninger, som har ført til dens vedtagelse (jf. domme af 15.5.1997, sag C-355/95 P, TWD mod Kommissionen, Sml. I, s. 2549, præmis 21, og dommen i sagen Kommissionen mod Portugal, præmis 41).

126
Det fremgår af betragtningerne til den anfægtede beslutning, dels at Kommissionen i disses punkt VII, tredje afsnit, har sondret mellem virksomheder, der kun foretager national, regional eller lokal transport, og internationale transportvirksomheder, og dels at den i punkt VII, 5.-7. afsnit, har fastsat datoen den 1. juli 1990 som relevant alene for den støtte, der blev ydet til de førstnævnte virksomheder. I øvrigt har Kommissionen i punkt VII, 11. afsnit, antaget, at den pågældende støtte styrkede regionens vognmandsvirksomheders økonomiske stilling i forhold til deres konkurrenter siden den 1. juli 1990 for så vidt angår virksomheder, der udfører lokal, regional eller national transport, og siden 1969 for så vidt angår virksomheder, der udfører international transport, og derfor kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

127
Det følger heraf, hvilket også fremgår af punkt VIII, sidste afsnit, i betragtningerne til den anfægtede beslutning, at artikel 4 i dennes konklusion skal fortolkes således, at den støtte, der er ydet i henhold til lov nr. 28/1981 og nr. 4/1985 til virksomheder, der udøver transportaktiviteter på lokalt, regionalt eller nationalt plan efter den 1. juli 1990, samt den, der er ydet til virksomheder, der udfører international transport, er uforenelig med fællesmarkedet.

128
Denne fortolkning følger også af en gennemgang af den anfægtede beslutnings konklusion, der betragtet som helhed ikke er uklar. I denne konklusions artikel 2, sammenholdt med dennes artikel 1, erklæres nemlig, at den støtte, der i henhold til de ved lov nr. 28/1981 og nr. 4/1985 indførte støtteordninger er ydet til virksomheder, der udfører international transport, og fra den 1. juli 1990 til virksomheder, der udfører lokal, regional eller national transport, er ulovlig, fordi den ikke var blevet anmeldt til Kommissionen som krævet i traktatens artikel 93, stk. 3. I nævnte konklusions artikel 3 fastslås, at støtte til kombineret transport er forenelig med fællesmarkedet, fordi den kan være omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1107/70. Hvad angår samme konklusions artikel 4 bestemmer denne, hvilke af de i dens artikel 2 nævnte ulovlige støtteforanstaltninger der er uforenelige med fællesmarkedet, fordi de ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af en undtagelse. Efter konklusionens opbygning er der altså tale om ulovlig støtte, som ikke er blevet erklæret for forenelig med fællesmarkedet ved denne konklusions artikel 3, nemlig for så vidt angår sektoren for international transport, den støtte, der er ydet efter indførelsen heraf ved lov nr. 28/1981 og nr. 4/1985. Følgelig kan det fjerde anbringendes tredje led ikke tiltrædes.

Begrundelsespligten

129
Med hensyn til det fjerde anbringendes fjerde led om en påstået manglende begrundelse for den anfægtede beslutning bemærkes blot, at det fremgår af Domstolens praksis, at med hensyn til statsstøtte er Kommissionen, som har beføjelse til at pålægge de nationale myndigheder at tilbagesøge støtten, når den påtænkte støtte i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, allerede er blevet udbetalt, ikke forpligtet til at anføre en særlig begrundelse for, at den har ret til at udøve denne beføjelse (jf. dommen af 14.9.1994 i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 78, og dommen af 17.6.1999 i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 82). Imidlertid står det fast, at Kommissionen i punkt VI-VIII i betragtningerne til den anfægtede beslutning klart har redegjort for grundene til, at den har besluttet at kræve den omtvistede støtte tilbagebetalt. Det må derfor fastslås, at den nævnte beslutning i denne henseende ikke er behæftet med nogen begrundelsesmangel, og følgelig kan det fjerde anbringendes fjerde led ikke tiltrædes.

130
Det følger heraf, at det fjerde anbringende ligeledes må forkastes.


Sagens omkostninger

131
Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 6, er Domstolen, hvis den finder det ufornødent at træffe afgørelse i sagen, frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostningerne. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

132
I det foreliggende tilfælde havde Den Italienske Republik allerede indleveret stævningen og replikken i nærværende sag med påstand om, bl.a. at artikel 2 og 5 i den anfægtede beslutning om støtte ydet til virksomheder, der udfører lokal, regional og national transport, annulleres, før det blev ufornødent at træffe afgørelse i denne del af sagen. I det omfang sagen stadig har en genstand, har Den Italienske Republik tabt sagen. På baggrund af disse betragtninger dømmes hver part til at bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1)
Det er ufornødent at træffe afgørelse om påstanden om annullation af artikel 2 og 5 i Kommissionens beslutning 98/182/EF af 30. juli 1997 angående den støtte, som Friuli-Venezia Giulia-regionen (Italien) har ydet til regionens vejgodstransportvirksomheder, for så vidt Kommissionen i disse bestemmelser erklærer den støtte ulovlig, der er ydet fra den 1. juli 1990 til virksomheder, der udelukkende udfører lokal, regional eller national transport.

2)
I øvrigt frifindes Kommissionen.

3)
Den Italienske Republik og Kommissionen bærer deres egne omkostninger.

Skouris

Cunha Rodrigues

Puissochet

Schintgen

Macken

Afsagt i offentligt retsmøde den 29. april 2004.

R. Grass

V. Skouris

Justitssekretær

Præsident


1
Processprog: italiensk.