Sag C-372/97

Den Italienske Republik

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – vejgodstransport – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater og fordrejning af konkurrencen – betingelser for en undtagelse fra forbuddet i EF-traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF) – bestående støtte eller ny støtte – proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – begrundelse«

Sammendrag af dom

1.        Statsstøtte – Kommissionsbeslutning, hvori det fastslås, at en ikke-anmeldt støtte er uforenelig med fællesmarkedet – begrundelsespligt – rækkevidde

(EF-traktaten, art. 93, stk. 3, og art. 190 (nu art. 88, stk. 3, EF og art. 253 EF))

2.        Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – støtte, som er beskeden på det individuelle plan, men som ydes inden for en sektor, der er kendetegnet ved en skarp konkurrence på grund af overkapacitet og et stort antal små virksomheder

(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87 EF))

3.        Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – transportsektoren – modtagere, der kun udøver deres virksomhed lokalt – uden betydning

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF))

4.        Statsstøtte – konkurrencebegrænsning – statslige foranstaltninger, som tilsigter at tilnærme konkurrencevilkårene inden for en bestemt økonomisk sektor til de vilkår, som gælder i de øvrige medlemsstater

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF))

5.        Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning om en støtteordnings uforenelighed med fællesmarkedet – nødvendige angivelser

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF), og art.190 (nu art. 253 EF))

6.        Statsstøtte – forbud – undtagelser – samarbejdsforpligtelse for den medlemsstat, der anmoder om en undtagelse

(EF-traktaten, art. 92, stk. 2 (efter ændring nu art. 87, stk. 2, EF))

7.        Statsstøtte – forbud – undtagelser – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – grænser

(EF-traktaten, art. 92, stk. 3 (efter ændring nu art. 87, stk. 3, EF))

8.        Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke – Kommissionens skønsbeføjelse

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, første afsnit (nu art. 88, stk. 2, første afsnit, EF))

9.        Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – beskyttelse af den berettigede forventning – lovligt for modtagerens vedkommende – udelukket for den medlemsstat, der har givet støtte under tilsidesættelse af procedurereglerne i traktatens artikel 923 (nu artikel 88 EF)

(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87, EF), og art. 93 (nu art. 88 EF))

1.        Når der ydes støtte af en medlemsstat, uden at Kommissionen er blevet underrettet herom på udkaststadiet, skal den beslutning, der fastslår denne støttes uforenelighed med det fælles marked, ikke begrundes med en påvisning af, at allerede ydet støtte faktisk havde haft virkning på konkurrencen eller samhandelen mellem medlemsstater. Den modsatte opfattelse ville være ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder støtte under tilsidesættelse af underretningspligten ifølge traktatens artikel 93, stk. 3 (nu artikel 88, stk. 3, EF), til skade for de medlemsstater, der giver underretning om påtænkt støtte.

(jf. præmis 45)

2.        Når en økonomisk støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten.

En støttes forholdsvise ubetydelighed eller den støttemodtagende virksomheds forholdsvis beskedne størrelse udelukker ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstater påvirkes.

En relativt beskeden støtte kan påvirke konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, når der er en skarp konkurrence inden for den sektor, hvor de støttemodtagende virksomheder opererer. Når en sektor er kendetegnet ved et stort antal små virksomheder, kan selv en støtte, der er forholdsvis beskeden på det individuelle plan, endvidere have virkning for konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, såfremt alle eller et meget stort antal virksomheder inden for den pågældende sektor har mulighed for at oppebære den.

(jf. præmis 52-54, 57 og 114)

3.        Betingelsen for at anvende traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF), i henhold til hvilken støtten skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, afhænger ikke af, om de leverede transportydelser er lokale eller regionale, eller af størrelsen af det omhandlede aktivitetsområde.

(jf. præmis 60)

4.        Den omstændighed, at en medlemsstat ved iværksættelse af ensidige foranstaltninger søger at tilnærme konkurrencevilkårene inden for en bestemt økonomisk sektor til de vilkår, som gælder i de øvrige medlemsstater, fratager ikke disse foranstaltninger deres karakter af støtte.

(jf. præmis 67)

5.        Den begrundelse, der kræves i henhold til EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), skal tilpasses den pågældende retsakts art og skal klart og utvetydigt vise den institutions ræsonnement, der er ophavsmand til retsakten, således at de berørte kan få kendskab til den trufne foranstaltnings begrundelse, og den kompetente retsinstans kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der er umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Såfremt det i visse tilfælde fremgår af selve de omstændigheder, hvorunder støtten ydes, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, påhviler det i sådanne tilfælde i hvert fald Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse.

(jf. præmis 69-71)

6.        En medlemsstat, der anmoder om at kunne bevilge støtte under fravigelse af traktatens regler, har en forpligtelse til at samarbejde med Kommissionen, og skal i medfør heraf bl.a. forelægge alle oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for den ansøgte fravigelse er opfyldt

(jf. præmis 81)

7.        Kommissionen har ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3 (efter ændring nu artikel 87, stk. 3, EF), et vidt skøn, hvis udøvelse indebærer økonomiske og sociale vurderinger, som må foretages i en fællesskabssammenhæng.. Det påhviler Kommissionen ved undersøgelsen af en støttes indvirkning på konkurrencen og samhandelen inden for Fællesskabet at foretage en afvejning af støttens gavnlige virkninger med dens negative virkninger på samhandelsvilkårene og på opretholdelsen af en ikke fordrejet konkurrence. Domstolens kontrol med udøvelsen af dette skøn skal begrænses til en efterprøvelse af, om procedurereglerne og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de omstændigheder, der er lagt til grund, er materielt korrekte, og om der ikke er begået en retlig fejl eller er foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder eller begået magtfordrejning.

(jf. præmis 82 og 83)

8.        Ophævelsen af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Tilbagesøgning af en ulovligt udbetalt statsstøtte for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte.

Ved denne tilbagebetaling af støtten mister støttemodtageren den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte genoprettes. Det fremgår også af dette formål med tilbagebetalingen, at Kommissionen normalt ikke, bortset fra usædvanlige omstændigheder, kan undlade at udøve sin skønsbeføjelse, når Kommissionen anmoder medlemsstaten om at tilbagesøge den ulovligt ydede støtte, eftersom Kommissionen alene herved genopretter den oprindelige situation.

(jf. præmis 103 og 104)

9.        Det kan ikke udelukkes, at en virksomhed, der har modtaget en ulovlig støtte, muligvis vil kunne henvise til ekstraordinære omstændigheder, der hos den retmæssigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne støtte var lovlig, og på grundlag heraf undgå tilbagebetaling.

Derimod kan en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet støtte i strid med de i traktatens artikel 93 (nu artikel 88 EF) fastlagte procedureregler, ikke påberåbe sig støttemodtagerens berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal søge støtten tilbage. Dersom dette blev anerkendt, ville bestemmelserne i traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF) og artikel 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfærd kunne ophæve den effektive gennemførelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfør af disse traktatbestemmelser.

(jf. præmis 111 og 112)