Sag C-13/01


Safalero Srl
mod
Prefetto di Genova


(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Giudice di pace di Genova)

«Direktiv 1999/5/EF – radio- og teleterminaludstyr – effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden – tilladeligheden af administrative sanktioner fastsat i den nationale lovgivning – anfægtelse af en beslaglæggelsesforanstaltning, der er truffet over for tredjemand»

Forslag til afgørelse fra generaladvokat C. Stix-Hackl fremsat den 20. marts 2003
    
Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 11. september 2003
    

Sammendrag af dom

1.
Fællesskabsret – direkte virkning – individuelle rettigheder – beskyttelse ved de nationale domstole – sagsanlæg – nationale processuelle regler – betingelser for anvendelse heraf – hver medlemsstat træffer bestemmelse om søgsmålskompetence og retlig interesse – grænser – overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse

2.
Fællesskabsret – principper – retten til en effektiv domstolsbeskyttelse – national lovgivning, der hindrer en importør i at anlægge sag til prøvelse af en foranstaltning om beslaglæggelse af varer, der er solgt til en detailhandler – lovligt – betingelser

1.
Da der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, men disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet). Skønt det i princippet desuden skal bestemmes efter national ret, hvilke borgere der har søgsmålskompetence og retlig interesse, kræver fællesskabsretten ikke desto mindre, at den nationale lovgivning ikke gør indgreb i retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

(jf. præmis 49 og 50)

2.
Princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Fællesskabets retsorden, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en importør ikke har mulighed for at anlægge sag til prøvelse af en foranstaltning om beslaglæggelse af varer, der er solgt til en detailhandler, og som er truffet af forvaltningen over for detailhandleren, når importøren, som følge af at forvaltningen har pålagt ham en bøde, råder over et retsmiddel, der sikrer de rettigheder, der er tillagt ham i henhold til fællesskabsretten.
En sådan importørs interesse i ikke at blive hindret i sin virksomhed som følge af en national bestemmelse, der er i strid med fællesskabsretten, må i den foreliggende sag nemlig antages at være tilstrækkeligt beskyttet, da han kan opnå en retsafgørelse, der konstaterer uforeneligheden mellem den nævnte bestemmelse og fællesskabsretten.

(jf. præmis 54-56 og domskonkl.)


DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
11. september 2003(1)


»Direktiv 1999/5/EF – radio- og teleterminaludstyr – effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden – tilladeligheden af administrative sanktioner fastsat i den nationale lovgivning – anfægtelse af en beslaglæggelsesforanstaltning, der er truffet over for tredjemand«

I sag C-13/01,

angående en anmodning, som Giudice di pace di Genova (Italien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Safalero Srl

mod

Prefetto di Genova,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af proportionalitetsprincippet, effektivitetsprincippet og princippet om domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden,har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),,



sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne R. Schintgen og C. Gulmann, F. Macken og J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer),

generaladvokat: C. Stix-Hackl
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–
Safalero Srl ved avvocati G. Conte og S. Cavanna

–
den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, og avvocato dello Stato M. Fiorilli

–
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R.B. Wainwright og R. Amorosi, som befuldmægtigede,

efter at der i retsmødet den 9. januar 2003 er afgivet mundtlige indlæg af Safalero Srl ved G. Conte og avvocato G.M. Giacomini, af den italienske regering ved M. Fiorilli, af den franske regering ved C. Lemaire, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved R. Amorosi,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 20. marts 2003,

afsagt følgende



Dom



1
Ved kendelser af 4. januar 2001 og 30. juli 2002, indgået til Domstolen henholdsvis den 11. januar 2001 og den 19. august 2002, har Giudice di pace di Genova i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af proportionalitetsprincippet, effektivitetsprincippet og princippet om domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden.

2
Spørgsmålet er blevet rejst under en sag mellem Safalero Srl (herefter »Safalero«) og Prefetto di Genova (præfekten i Genova) vedrørende beslaglæggelse af et vist antal radiofjernstyringsapparater, som Safalero havde solgt til en detailhandler, og som de italienske myndigheder havde beslaglagt hos sidstnævnte.


Relevante retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelser

3
Ifølge artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (EFT L 91, s. 10, herefter »direktivet«) fastlægger direktivet de retlige rammer for markedsføring, fri bevægelighed og ibrugtagning i Fællesskabet af radioudstyr og teleterminaludstyr.

4
Direktivets artikel 2, litra c), definerer radioudstyr som »et produkt eller en relevant komponent heri til kommunikation ved hjælp af udsendelse og/eller modtagelse af radiobølger inden for frekvensbånd, der er allokeret til jord- eller rumbaseret radiokommunikation«.

5
Direktivets artikel 3 bestemmer, at visse væsentlige krav finder anvendelse på alt apparatur. Det bestemmes i øvrigt i artikel 3, stk. 2, at radioudstyr skal konstrueres således, at det effektivt udnytter det frekvensbånd, der er allokeret til jord-/rumbaseret radiokommunikation og satellitressourcer, således at skadelig interferens undgås.

6
Direktivets artikel 5 bestemmer, at når apparaturet opfylder de harmoniserede standarder, formodes det, at apparaturet opfylder de væsentlige krav, der er anført i artikel 3.

7
Direktivets artikel 6, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at apparatur kan markedsføres, hvis og kun hvis det opfylder de relevante væsentlige krav i artikel 3, og de øvrige relevante bestemmelser i dette direktiv, når det er installeret korrekt og vedligeholdes og anvendes efter hensigten. Det må ikke underkastes yderligere national regulering for så vidt angår markedsføringen.«

8
Direktivets artikel 6, stk. 4, har følgende ordlyd:

»Når der er tale om radioudstyr, der benytter frekvensbånd, hvis brug ikke er harmoniseret i hele Fællesskabet, skal fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for Fællesskabet, eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af udstyret, underrette den nationale myndighed, der i den pågældende medlemsstat er ansvarlig for frekvensbåndforvaltning, om, at udstyret påtænkes markedsført på denne medlemsstats nationale marked.

Underretningen skal ske mindst fire uger, inden markedsføringen indledes, og skal omfatte oplysninger om udstyrets radiotekniske specifikationer (herunder navnlig frekvensbånd, kanalseparation, modulationstype og RF-styrke) og identifikationsnummeret for det underrettede organ, der er omhandlet i bilag IV eller V.«

9
Direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.     Medlemsstaterne tillader, at apparatur tages i brug i overensstemmelse med det formål, hvortil det er konstrueret, når det er i overensstemmelse med de relevante væsentlige krav i artikel 3 og andre relevante bestemmelser i direktivet.

2.       Uanset stk. 1 og med forbehold af tilladelsesvilkårene for ydelse af den pågældende tjeneste i overensstemmelse med EF-lovgivningen kan medlemsstaterne kun begrænse ibrugtagning af radioudstyr med begrundelse i en effektiv og korrekt brug af frekvensbåndet, hindring af skadelig interferens eller hensynet til den offentlige sundhed.«

10
Direktivets artikel 8, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne må ikke forbyde, begrænse eller hindre markedsføring eller ibrugtagning på deres område af apparatur, som er forsynet med den i bilag VII omhandlede CE-mærkning, der angiver, at apparaturet opfylder alle kravene i dette direktiv, herunder de i kapitel II omhandlede procedurer for overensstemmelsesvurdering. Denne bestemmelse berører ikke artikel 6, stk. 4, artikel 7, stk. 2, eller artikel 9, stk. 5.«

11
Direktivets artikel 9, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Hvis en medlemsstat konstaterer, at apparatur, som ligger inden for dette direktivs anvendelsesområde, ikke opfylder direktivets krav, træffer den alle nødvendige foranstaltninger på sit område til at trække apparaturet tilbage fra markedet eller hindre brugen heraf, forbyde dets markedsføring eller ibrugtagning eller indskrænke dets frie bevægelighed.«

12
Det bestemmes i direktivets artikel 9, stk. 5:

»a)
Uanset artikel 6 kan en medlemsstat under iagttagelse af traktatens bestemmelser, særlig artikel 30 og 36, vedtage hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på

i) forbud mod eller begrænsning af markedsføring og/eller

ii) krav om tilbagetrækning fra markedet

af radioudstyr, herunder typer af radioudstyr, der har forårsaget, eller som med rimelighed kan forventes at forårsage skadelig interferens, herunder interferens med eksisterende eller planlagte tjenester på nationalt allokerede frekvensbånd.

b)
Hvis en medlemsstat træffer foranstaltninger i overensstemmelse med litra a), underretter den straks Kommissionen om disse foranstaltninger og begrunder nærmere, hvorfor den har vedtaget dem.«

13
Direktivets artikel 12, stk. 1, bestemmer:

»Apparatur, der opfylder alle relevante væsentlige krav, skal være forsynet med CE-overensstemmelsesmærkningen, som beskrevet i bilag VII. [...]«

14
Direktivets artikel 19, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne vedtager og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet senest den 7. april 2000. De underretter straks Kommissionen herom. De anvender disse love og bestemmelser fra den 8. april 2000.

[...]«

15
Endvidere bestemmer artikel 1 i Europa-Parlamentet og Rådets beslutning nr. 3052/95/EF af 13. december 1995 om indførelse af en ordning for gensidig information om nationale foranstaltninger, der fraviger princippet om frie varebevægelser inden for Fællesskabet (EFT L 321, s. 1):

»Træffer en medlemsstat foranstaltning til at hindre fri omsætning eller markedsføring af en bestemt produktmodel eller -type, der lovligt er fremstillet eller markedsført i en anden medlemsstat, underretter den Kommissionen herom, når foranstaltningen direkte eller indirekte bevirker:

–
et generelt forbud

–
et afslag på markedsføringstilladelse

–
en ændring af den pågældende produktmodel eller -type som betingelse for produktets markedsføring eller forbliven på markedet,

eller

–
en tilbagetrækning fra markedet.«

16
Artikel 3 i beslutning nr. 3052/95 bestemmer følgende:

»1.     Underretningspligten efter artikel 1 gælder for foranstaltninger truffet af de af medlemsstaternes myndigheder, der er beføjede til at træffe sådanne foranstaltninger, dog ikke for retsafgørelser.

Er en bestemt produktmodel eller -type omfattet af flere foranstaltninger, der træffes på samme materielle grundlag og efter identiske procedurer, gælder underretningspligten kun den af foranstaltningerne, der først blev truffet.

2.       Artikel 1 finder ikke anvendelse på:

–
foranstaltninger, der udelukkende træffes i henhold til fællesskabsbestemmelser om harmonisering

–
foranstaltninger, som Kommissionen underrettes om i kraft af særlige bestemmelser

–
foranstaltninger, som Kommissionen underrettes om på udkaststadiet i henhold til særlige fællesskabsbestemmelser

–
foranstaltninger, såsom retssikrende foranstaltninger eller undersøgelser, der alene træffes med henblik på at fremme den i artikel 1 omhandlede egentlige foranstaltning

–
foranstaltninger, der alene har til formål at beskytte den offentlige sædelighed eller den offentlige orden

–
foranstaltninger, der vedrører brugte genstande, der på grund af alder eller brug er blevet uegnet til markedsføring eller til at forblive på markedet.

3.       Er der anlagt sag til prøvelse af den i stk. 1 omhandlede egentlige foranstaltning, har dette i intet tilfælde opsættende virkning for anvendelsen af artikel 1.«

Nationale bestemmelser

17
I Italien er markedsføringen og anvendelsen af radioudstyr, herunder ikke-professionelle apparater, reguleret i Codice postale (herefter »postloven«), der er fastsat ved dekret fra republikkens præsident nr. 156 af 29. marts 1973 (GURI nr. 113 af 3.5.1973, s. 2), som ændret ved lov nr. 209 af 22. maj 1980 (GURI nr. 155 af 7.6.1980, s. 4988).

18
Lovens artikel 398 fastsætter bestemmelser vedrørende forebyggelse og fjernelse af forstyrrelser i radiotransmissionen og -modtagelsen. Bestemmelsen har i sin ændrede udgave følgende ordlyd:

»Produktion af eller indførsel til det nationale område med henblik på handel eller anvendelse af enhver art af elektriske apparater eller udstyr, radioapparater eller elektriske ledninger og kabler, der ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes med henblik på at forebygge og fjerne forstyrrelser af radiokommunikation, er forbudt.

Sådanne bestemmelser, der også fastsætter metoder for at efterprøve overensstemmelsen, offentliggøres ved dekret fra ministeren for post og telekommunikation i samarbejde med ministeren for industri, handel og håndværk i overensstemmelse med direktiver fra De Europæiske Fællesskaber.

Markedsføring og indførsel med henblik på handel af det i stk. 1 nævnte apparatur kræver udstedelse af typegodkendelsesattest, mærkning, overensstemmelsesattest eller fremlæggelse af en erklæring om overensstemmelse som fastsat i det i stk. 2 nævnte dekret.

Ved dekret udstedt af ministeren for post og telekommunikation i samarbejde med ministeren for industri, handel og håndværk udpeges de organer eller institutioner, der udsteder overensstemmelsesmærker eller -attester som omhandlet i foregående stykke.«

19
De i postlovens artikel 398, stk. 2, omhandlede bestemmelser blev fastsat ved ministerielt dekret af 15. juli 1977 (GURI nr. 226 af 20.8.1977, s. 6104) om frekvenser, der er forbeholdt svagstrøms-radioelektriske apparater til udsendelse og modtagelse, som ændret ved ministerielt dekret af 8. november 1996 (GURI nr. 274 af 22.11.1996, s. 9), der fastsætter en forpligtelse til at forsyne varen med et mærke, der bekræfter postmyndighedernes typegodkendelse (herefter »Ministeriet for Kommunikation«).

20
I artikel 2 i ministerielt dekret af 15. juli 1977 bestemmes bl.a.:

»De i ovenstående artikel omhandlede apparater skal være typegodkendt af myndighederne på grundlag af de tekniske normer, der er fastsat i bilag 1 til dette dekret.

Typegodkendelsen angiver, hvortil apparatet anvendes, og typegodkendelsens kendetegn. Disse kendetegn angives på det mærke, der omhandles i postlovens artikel 334, stk. 2, litra c), i henhold til den i bilag 2 opstillede model.

Apparaternes brug er betinget af, at deres indehaver er i besiddelse af den nævnte typegodkendelse.«

21
Postlovens artikel 399, som ændret, fastsætter sanktioner for overtrædelse af bestemmelserne i lovens artikel 398. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»For overtrædelse af bestemmelserne i artikel 398 pålægges administrativ bøde på 15 000 – 300 000 ITL.

Såfremt den person, der har begået overtrædelsen, enten er en producent eller importør af elektriske eller radioelektriske apparater eller udstyr, pålægges administrativ bøde på 50 000 – 1 000 000 ITL samt konfiskation af de varer og det apparatur, der ikke er i overensstemmelse med den i artikel 398 nævnte overensstemmelsesattest.«

22
Den italienske regering gennemførte ikke direktivet i national ret inden for den fastsatte frist. Det bestemmes imidlertid i cirkulære nr. GM/123709/4517/DL/CR af 17. april 2000 fra Ministeriet for Kommunikation (GURI nr. 101 af 3.5.2000, s. 67):

»1.     Ministeriet for Kommunikation skal med henblik på markedsføring og ibrugtagning af teleterminal- og radioudstyr anvende bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 inden for de grænser, der er fastsat i direktivets artikel 1, stk. 4.

2.       Ministeriet for Kommunikation træffer de nødvendige foranstaltninger for at forbyde apparater, der ikke er i overensstemmelse med de fastsatte betingelser, for at trække dem tilbage fra markedet, udsætte deres anvendelse eller begrænse den frie bevægelighed heraf.«

23
Videre bestemmer lov nr. 689 af 24. november 1981 (alm. tillæg til GURI nr. 329 af 30.11.1981) om ændring af straffesystemet i artikel 20, stk. 4: »Der skal altid ske administrativ konfiskation af de genstande, hvis fremstilling, brug, ihændehavelse, besiddelse eller overdragelse udgør en administrativ overtrædelse, også selv om der ikke udstedes betalingspålæg.«

24
Giudice di pace di Genova har i forelæggelseskendelsen tilføjet, at ifølge Corte suprema di Cassaziones (Italien) praksis vedrørende administrative overtrædelser kan en anfægtelse og konfiskation kun vedrøre spørgsmålet, om sanktionen er lovlig, idet den instans, der behandler sagen, hverken har mulighed for at tillade intervention eller adcitation eller regressøgsmål.


Radiosistemi-sagen

25
Efter at være blevet anmodet om en præjudiciel afgørelse af Giudice di pace di Genova i forbindelse med en tvist om beslaglæggelse af et vist antal radiofjernstyringsapparater, der var markedsført i Italien til selvkørende modelbiler, afsagde Domstolen dom den 20. juni 2002, Radiosistemi (forenede sager C-388/00 og C-429/00, Sml. I, s. 5845). Domstolen udtalte følgende i dommen:

»1)
Artikel 28 EF er til hinder for bestemmelser og national administrativ praksis, hvorefter det, idet det overlades forvaltningen efter et skøn at gennemføre vurderingen af overensstemmelse med henblik på markedsføring og ibrugtagning af radioudstyr, forbydes de erhvervsdrivende uden den nationale [type]godkendelse at importere, markedsføre eller med henblik på salg at besidde radioapparater, uden at der er adgang til på en lignende og mindre byrdefuld måde at godtgøre, at disse apparater opfylder kravene i national ret vedrørende en hensigtsmæssig udnyttelse af radiofrekvenser.

2)
Bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, andet punktum, artikel 7, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, i [direktivet] giver borgerne rettigheder, der kan gøres gældende ved de nationale retter, selv om direktivet ikke i sig selv formelt er blevet gennemført i national ret inden den fastsatte frist herfor. Direktivets artikel 7, stk. 2, giver ikke mulighed for at opretholde bestemmelser eller praksis i den nationale retsorden, hvorefter det efter den 8. april 2000 er forbudt at markedsføre eller ibrugtage radioudstyr, der ikke er forsynet med et nationalt [type]godkendelsesmærke, selv om det er fastslået eller uden vanskelighed kan fastslås, at der herved er tale om en effektiv og korrekt anvendelse af det i den nationale retsorden tilladte radiofrekvensbånd.

3)
Begrebet »foranstaltning« i den forstand, hvori det anvendes i artikel 1 i [...] beslutning nr. 3052/95/EF [...], omfatter alle foranstaltninger, med undtagelse af retsafgørelser, der træffes af en medlemsstat, og som har til formål at begrænse de frie varebevægelser, når disse lovligt er fremstillet eller markedsført i en anden medlemsstat. Opretholdelsen af en administrativ beslaglæggelse af en bestemt model eller en bestemt type af varer, der lovligt er markedsført i en anden medlemsstat, når de nationale myndigheder, der har kompetencen til at gennemføre teknisk kontrol, har fastslået, at varerne er i overensstemmelse med de nationale og fællesskabsretlige bestemmelser, og når de bevismæssige formål med beslaglæggelsen dermed er fuldstændigt opfyldt, er omfattet af begrebet »foranstaltning«, som Kommissionen skal underrettes om i henhold til den nævnte bestemmelse.

4)
Når nationale bestemmelser er blevet fundet i strid med fællesskabsretten, er det ligeledes i strid med fællesskabsretten at pålægge bøder eller andre tvangsforanstaltninger på grund af en overtrædelse af disse bestemmelser.«


Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

26
Safalero er en italiensk virksomhed, der fremstiller modelfly med forbrændingsmotorer eller elektriske motorer, der kan fjernstyres ved hjælp af radiofjernstyringsapparater. Virksomheden fremstiller modelflyene, men ikke fjernstyringsapparaterne, der indføres fra medlemsstater i Den Europæiske Union, hvorefter de distribueres fra importøren, i den foreliggende sag Safalero, der sælger fuldstændige samlesæt, der indeholder modelflyet, motoren og fjernstyringsapparatet, til detailhandlerne.

27
Den 8. februar 2000 indfandt Liguriens postpoliti sig i virksomheden Vitales lokaler (herefter »Vitale«), der er en detailhandler, der driver virksomhed inden for modelsektoren i Genova (Italien). De foretog administrativ beslaglæggelse af syv radiofjernstyringsapparater, som virksomheden havde købt af Safalero, med den begrundelse, at varerne ikke var forsynet med det efter postlovens artikel 398 påkrævede typegodkendelsesmærke.

28
Vitale klagede til Prefetto di Genova (præfekten i Genova). Ved kendelse af 26. april 2000 afviste præfekten klagen, pålagde Vitale en bøde på 33 000 ITL og beordrede det tidligere beslaglagte udstyr konfiskeret med henblik på destruktion. Vitale har ikke anlagt sag til prøvelse af den præfektorale afgørelse.

29
Ved protokollater af 17. februar 2000 gjorde postpolitiet gældende, at Safalero som sælger af de beslaglagte apparater ikke havde overholdt postlovens artikel 398 og 399 og pålagde Safalero en administrativ bøde på 100 000 ITL for hver konstateret overtrædelse, dvs. i alt 300 000 ITL.

30
Den 18. april 2000 påklagede Safalero disse afgørelser administrativt over for Prefetto di Genova og fremsatte begæring om ophævelse af beslaglæggelsen af de fjernstyringsapparater, som Vitale havde købt af Safalero, idet virksomheden bl.a. gjorde gældende, at de beslaglagte apparater teknisk stemte overens med de gældende nationale bestemmelser, da de kun kunne anvendes på de tilladte radiofrekvenser og var forskriftsmæssigt forsynet med »CE«-mærket.

31
Ved kendelse af 21. april 2000 afviste Prefetto di Genova Safaleros klage og begæring om ophævelse af beslaglæggelsen og pålagde Safalero at betale en bøde på 330 000 ITL for overtrædelserne. Afgørelsen var begrundet med, at Safalero ikke har kompetence til at anfægte afgørelsen om en sådan beslaglæggelse, der er adresseret til Vitale, at det forhold, at varerne ikke var forsynet med det nationale typegodkendelsesmærke, i sig selv udgjorde en overtrædelse af postlovens artikel 398, og at denne bestemmelse var i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne.

32
Den 22. juni 2000 anlagde Safalero sag ved Giudice di pace di Genova til prøvelse af præfektens kendelse, idet virksomheden gjorde gældende, at beslutningen om beslaglæggelse af fjernstyringsapparaterne udgjorde et »generelt forbud« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i beslutning nr. 3052/95, som Kommissionen skal underrettes om i medfør af beslutningens artikel 1. Safalero gjorde desuden gældende, at en sådan beslaglæggelse er i strid med såvel proportionalitetsprincippet, der er sikret af Fællesskabets retsorden, som direktivet, da den ikke skete i et retssikrende eller bevismæssigt øjemed, men med henblik på konfiskation af apparaterne.

33
Giudice di pace har i forelæggelseskendelsen anført, at det i sagen omhandlede apparaturs overensstemmelse ikke alene er blevet bekræftet i den dokumentation, som Safalero har fremlagt, men også er blevet anerkendt af præfektmyndigheden i teknisk henseende, og at overensstemmelsen herefter på ingen måde er blevet draget i tvivl.

34
Giudice di pace har desuden anført, at i de tilfælde, hvor der sker flere successive salg, vil den første sælger ikke kunne påberåbe sig den lovmæssige overensstemmelse af det apparat, der er beslaglagt hos erhververen, direkte over for forvaltningen, da klageproceduren efter den særlige udformning, den har fået i henhold til lov nr. 689, kun kan vedrøre spørgsmålet, om sanktionen for overtrædelsen er lovlig.

35
Giudice di pace har ligeledes bemærket, at i medfør af artikel 1490 og 1497 i den italienske codice civile indestår sælgeren såvel over for erhververen som den endelige forbruger for det solgte produkts kvalitet og anvendelighed.

36
På denne baggrund har Giudice di pace di Genova ved kendelse af 4. januar 2001 besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen to præjudicielle spørgsmål.

37
I en kendelse af 30. juli 2002 har den forelæggende ret anført, at Radiosistemi-dommen besvarer det andet spørgsmål, hvorfor dette trækkes tilbage, men retten opretholdt anmodningen om en præjudiciel afgørelse for så vidt angår det første spørgsmål, der er følgende:

»Er proportionalitetsprincippet, effektivitetsprincippet og princippet om domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, og som enten er nedfældet i traktaten eller udformet og fastlagt i Domstolens praksis, forenelige med de procedure- og sanktionsregler, der ifølge italiensk lov nr. 689 af 24. november 1981 gælder for administrative overtrædelser, når

–
den person, der antages at have begået overtrædelsen, ikke ad rettens vej kan anfægte en foranstaltning, som forvaltningen har truffet, før forvaltningen selv, der herved ikke er bundet af frister, har truffet afgørelse om betalingspålæg eller konfiskation

–
det ikke tillades den person, der er umiddelbart og individuelt berørt af en af forvaltningen truffet foranstaltning, ad rettens vej at anfægte denne, såfremt den er blevet truffet over for andre personer

–
det ikke tillades den person, der er umiddelbart og individuelt berørt af en foranstaltning, som forvaltningen har truffet over for andre personer, at være part, f.eks. ved på eget initiativ at intervenere i den sag, disse personer har anlagt til anfægtelse af foranstaltningen

–
der for overtrædelser, der har en rent administrativ karakter, og for hvilke hovedsanktionen, der er en økonomisk sanktion, består i betaling af et pengebeløb, der endda som regel er beskedent, gælder en regel om en tillægssanktion i form af konfiskation af varerne, som ikke kan ændres af domstolene?«


Domstolens bemærkninger

38
Det første led af det præjudicielle spørgsmål vedrører det tilfælde, hvor forvaltningen ikke har truffet afgørelse om betalingspålæg eller konfiskation.

39
Det fremgår i denne forbindelse af sagen, således som den er forelagt Domstolen af den forelæggende ret, at dette tilfælde ikke foreligger i hovedsagen, da Prefetto di Genova ved afgørelsen af 26. april 2000 traf afgørelse om konfiskation af de beslaglagte apparater.

40
Da det drejer sig om et hypotetisk spørgsmål, er det ikke fornødent at besvare det (jf. dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 39).

41
Hvad angår det tredje led af det præjudicielle spørgsmål vedrører det det tilfælde, hvor en person, der er berørt af en foranstaltning, som forvaltningen har truffet over for tredjemand, ikke har mulighed for at intervenere i en retssag, som tredjemand har anlagt til prøvelse af denne foranstaltning.

42
Da Vitale, som generaladvokaten har bemærket i punkt 39 i sit forslag til afgørelse, ikke ad rettens vej har anfægtet den foranstaltning, der er vedtaget over for virksomheden, er spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at en person, der som Safalero er berørt af foranstaltningen, ikke har mulighed for at intervenere i en retssag, der er indledt af en tredjemand som Vitale til prøvelse af foranstaltningen, er forenelig med fællesskabsretten, et hypotetisk spørgsmål, som det ikke er fornødent at besvare.

43
For så vidt angår det fjerde led af det præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret konstateret, at de omhandlede apparater udelukkende er blevet beslaglagt som følge af, at de ikke var forsynet med det efter italiensk lovgivning påkrævede nationale typegodkendelsesmærke.

44
Det er imidlertid i Radiosistemi-dommen (navnlig præmis 47 og 66) fastslået, at et sådant krav i national ret ikke er foreneligt med fællesskabsretten, der har direkte virkning, uanset om det drejer sig om artikel 28 EF eller om bestemmelser i direktivet, der har direkte virkning efter udløbet af fristen for dets gennemførelse.

45
Det følger desuden af Radiosistemi-dommen (navnlig præmis 79 og 80), at en sanktionsordning, der fastsætter bøder eller andre tvangsforanstaltninger for at sikre gennemførelsen af nationale bestemmelser, der er anset for at være i strid med fællesskabsretten, allerede af den grund må anses for at være i strid med fællesskabsretten, uden at det er nødvendigt at bedømme dens overensstemmelse med forbuddet mod forskelsbehandling eller proportionalitetsprincippet.

46
Det følger heraf, at en beslaglæggelse af goder som de i hovedsagen omhandlede er i strid med fællesskabsretten. Det er således ikke fornødent at besvare spørgsmålet om, hvorvidt begrænsningen af de nationale domstoles beføjelser til blot at udøve en kontrol af lovligheden af den fastsatte sanktion, uden at det er muligt at foretage en afvigende og selvstændig vurdering af denne sanktion, er foreneligt med fællesskabsretten eller ej.

47
For så vidt angår det andet led omhandler spørgsmålet ikke den bøde, der er pålagt Safalero, men blot Safaleros begæring om ophævelse af beslaglæggelsen af de omhandlede apparater hos erhververen. Det fremgår i denne forbindelse af forelæggelseskendelsen og af hovedsagen, at Prefetto di Genova ved sin afgørelse af 21. april 2000 har afvist denne begæring med den begrundelse, at Safalero ikke havde kompetence til at anfægte afgørelsen om en sådan beslaglæggelse, der er adresseret til Vitale.

48
Med spørgsmålet ønskes det således nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten under omstændigheder som dem i hovedsagen er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en importør ikke har mulighed for at anlægge sag til prøvelse af forvaltningens beslaglæggelse af varer hos en detailhandler, til hvem importøren havde solgt de pågældende varer.

49
Det bemærkes indledningsvis, at da der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, men disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, præmis 5, og af 20.9.2001, sag C-453/99, Courage og Crehan, Sml. I, s. 6297, præmis 29).

50
Skønt det i princippet desuden skal bestemmes efter national ret, hvilke borgere der har søgsmålskompetence og retlig interesse, kræver fællesskabsretten ikke desto mindre, at den nationale lovgivning ikke gør indgreb i retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. bl.a. dom af 11.7.1991, forenede sager C-87/90 – C-89/90, Verholen m.fl., Sml. I, s. 3757, præmis 24).

51
Som det er anført i præmis 27 og 43 i nærværende dom, er de i hovedsagen omhandlede apparater blevet beslaglagt hos Vitale udelukkende som følge af, at de ikke var forsynet med det efter postlovens artikel 398 påkrævede typegodkendelsesmærke.

52
Det er imidlertid anført i præmis 44 i nærværende dom, at fællesskabsretten er til hinder for et sådant krav i national ret.

53
Som anført i præmis 29 og 31 i nærværende dom, er det også blevet gjort gældende, at Safalero som det selskab, der har solgt de beslaglagte apparater, har tilsidesat postlovens artikel 398, hvorfor det er blevet pålagt en administrativ bøde herfor.

54
Når en importør som Safalero under omstændigheder som dem i hovedsagen har mulighed for inden for rammerne af en sag anlagt mod forvaltningen at påberåbe sig ulovligheden på grund af en tilsidesættelse af fællesskabsretten af den bøde, der er pålagt selskabet, som følge af, at de solgte apparater ikke var forsynet med det efter postlovens artikel 398 påkrævede typegodkendelsesmærke, råder han over et retsmiddel, som sikrer ham en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges ham i henhold til Fællesskabets retsorden.

55
En sådan importørs interesse i ikke at blive hindret i sin virksomhed som følge af en national bestemmelse, der er i strid med fællesskabsretten, må i den foreliggende sag nemlig antages at være tilstrækkeligt beskyttet, da han kan opnå en retsafgørelse, der konstaterer uforeneligheden mellem den nævnte bestemmelse og fællesskabsretten.

56
Henset til det foregående bør det forelagte spørgsmål besvares med, at princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Fællesskabets retsorden, skal fortolkes således, at under omstændigheder som i hovedsagen er princippet ikke til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en importør ikke har mulighed for at anlægge sag til prøvelse af en foranstaltning om beslaglæggelse af varer, der er solgt til en detailhandler, og som er truffet af forvaltningen over for detailhandleren, når importøren råder over et retsmiddel, der sikrer de rettigheder, der er tillagt ham i henhold til fællesskabsretten.


Sagens omkostninger

57
De udgifter, der er afholdt af den italienske og den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Giudice di pace di Genova ved kendelser af 4. januar 2001 og 30. juli 2002, for ret:

Princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Fællesskabets retsorden, skal fortolkes således, at under omstændigheder som dem i hovedsagen er princippet ikke til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en importør ikke har mulighed for at anlægge sag til prøvelse af en foranstaltning om beslaglæggelse af varer, der er solgt til en detailhandler, og som er truffet af forvaltningen over for detailhandleren, når importøren råder over et retsmiddel, der sikrer de rettigheder, der er tillagt ham i henhold til fællesskabsretten.

Puissochet

Schintgen

Gulmann

Macken

Cunha Rodrigues

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. september 2003.

R. Grass

J.-P. Puissochet

Justitssekretær

Formand for Sjette Afdeling

1 –
Processprog: italiensk.