62001C0187

I - Indledning

1 De såkaldte Schengen-regler omfatter:

a) den aftale, som blev undertegnet i den luxembourgske by af samme navn den 14. juni 1985 af staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik, om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (herefter »Schengen-aftalen«), og

b) konventionen om gennemførelse af denne aftale, som blev undertegnet den 19. juni 1990 af de samme stater (1) (herefter »konventionen«) (2).

2 Disse præjudicielle spørgsmål, som er forelagt i medfør af artikel 35 EU (3), giver Domstolen lejlighed til for første gang at tage stilling til spørgsmål vedrørende fortolkningen af konventionen.

3 Spørgsmålene fra Oberlandesgericht Köln (Tyskland) og Rechtbank van eerste aanleg te Veurne (Belgien) vedrører artikel 54. Det ønskes oplyst, om princippet ne bis in idem (4), der er opstillet i denne bestemmelse, finder anvendelse, når adgangen til strafforfølgning i henhold til en signatarstats retsorden er ophørt som følge af et tiltalefrafald fra anklagemyndighedens side.

II - De relevante retsregler

4 I henhold til artikel 1 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet til traktaten af samme navn og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter »protokollen«), bemyndiges tretten medlemsstater, herunder Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Belgien og Kongeriget Nederlandene (5), til at indføre et tættere samarbejde inden for anvendelsesområdet for Schengen-reglerne.

5 Som det fremgår af betragtningerne til protokollen, har Schengen-reglerne til formål »at fremme den europæiske integration og navnlig sætte Den Europæiske Union i stand til hurtigere at udvikle sig til et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«.

6 Protokollens artikel 2, stk. 1, første afsnit, bestemmer, at fra datoen for Amsterdam-traktatens ikrafttræden er Schengen-reglerne umiddelbart gældende for de tretten medlemsstater, der er nævnt i protokollens artikel 1.

7 På grundlag af protokollens artikel 2, stk. 1, andet afsnit, vedtog Rådet den 20. maj 1999 afgørelse 1999/435/EF og afgørelse 1999/436/EF om definition af Schengen-reglerne med henblik på, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og traktaten om Den Europæiske Union, at fastsætte retsgrundlaget for de bestemmelser og afgørelser, der udgør Schengen-reglerne (6).

8 Det fremgår af artikel 2 i og bilag A til sidstnævnte afgørelse, at retsgrundlaget for konventionens artikel 54-58 er artikel 34 og 31 i traktaten om Den Europæiske Union, der indgår i afsnit VI, som har overskriften »Bestemmelser om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager«.

9 Konventionens artikel 54-58 udgør kapitel 3, der har overskriften »Straffedommes negative retsvirkninger (ne bis in idem)«, i konventionens afsnit III, som har overskriften »Politi og sikkerhed«

10 Artikel 54 bestemmer:

»En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.«

11 Artikel 55 bestemmer:

»1. En kontraherende part kan på tidspunktet for ratifikation, accept eller godkendelse af denne konvention erklære, at den ikke er bundet af artikel 54 i et eller flere af følgende tilfælde:

a) Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, helt eller delvis er begået på dens område. I sidstnævnte tilfælde gælder undtagelsen imidlertid ikke, hvis de pågældendes handlinger delvis er begået på den dømmende kontraherende parts område.

b) Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, udgør en krænkelse af denne kontraherende parts sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

c) Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, er begået af en ansat i denne stats tjeneste i strid med den pågældendes embedspligter.

2. En kontraherende part, der har afgivet en erklæring om undtagelsen i stk. 1, litra b), skal angive, hvilke former for strafbare handlinger denne undtagelse gælder.

3. En kontraherende part kan til enhver tid tilbagekalde en sådan erklæring om en eller flere af undtagelserne i stk. 1.

4. Undtagelser, der er nævnt i en erklæring efter stk. 1, finder ikke anvendelse, når den pågældende kontraherende part har anmodet den anden kontraherende part om at iværksætte retsforfølgning for de samme strafbare handlinger eller har efterkommet en begæring om udlevering af den pågældende.«

12 Artikel 56 har følgende ordlyd:

»Hvis der indledes ny retsforfølgning mod en person, over for hvem en anden kontraherende part har afsagt endelig dom for de samme strafbare handlinger, skal ethvert tidsrum med frihedsberøvelse, som den pågældende har udstået på denne kontraherende parts område som følge af disse handlinger, fradrages i den straf, vedkommende måtte blive idømt. I det omfang de nationale lovgivninger tillader dette, tages der tillige hensyn til anden udstået straf end frihedsberøvelse.«

13 Artikel 57 bestemmer:

»1. Hvis der af en kontraherende part rejses tiltale mod en person for en strafbar handling, og hvis denne parts kompetente myndigheder har grund til at antage, at tiltalen vedrører de samme strafbare handlinger som dem, en anden kontraherende part har afsagt endelig dom for, kan disse myndigheder, hvis de skønner det nødvendigt, anmode de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, på hvis område dommen blev afsagt, om alle relevante oplysninger i sagen.

2. Disse oplysninger meddeles hurtigst muligt og indgår i vurderingen af, hvorvidt tiltalen skal opretholdes.

3. Hver enkelt kontraherende part skal på tidspunktet for denne konventions ratifikation, accept eller godkendelse udpege de myndigheder, der skal have beføjelse til at anmode om og modtage oplysninger efter denne artikel.«

14 Endelig bestemmer artikel 58 følgende:

»De foregående bestemmelser er ikke til hinder for anvendelsen af mere vidtgående nationale bestemmelser om straffedommes negative retsvirkning (ne bis in idem) i forbindelse med udenlandske retsafgørelser.«

III - De faktiske omstændigheder, hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

1. Sag C-187/01

15 H. Gözütok er tyrkisk statsborger og har i en årrække boet i Nederlandene, hvor han i byen Heerlen driver en såkaldt »coffee-shop« uden den nødvendige tilladelse fra myndighederne. Det nederlandske politi foretog den 12. januar og den 11. februar 1996 to ransagninger, hvorunder der blev beslaglagt en vis mængde hash og marihuana (7).

16 Den strafferetlige forfølgning af H. Gözütok, som var blevet indledt som følge af disse strafbare handlinger, blev indstillet den 23. maj og den 18. juni 1996, efter at han havde tiltrådt et betinget tiltalefrafald og betalt henholdsvis 3 000 NLG og 750 NLG.

17 Den 31. januar 1996 havde en tysk bank, hvor H. Gözütok havde en konto, gjort den tyske anklagemyndighed opmærksom på de store bevægelser, der skete på hans konto.

18 Den 1. juli 1996 rejste Statsadvokaten i Aachen (Tyskland) tiltale mod H. Gözütok for i tiden fra den 12. januar 1996 til den 11. februar 1996 i mindst to tilfælde at have drevet handel med narkotika i Nederlandene i ikke ubetydeligt omfang.

19 Den 13. januar 1997 idømte Amtsgericht Aachen tiltalte et år og fem måneders fængsel for at have drevet handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydeligt omfang. Fængselsstraffen blev gjort betinget.

20 H. Gözütok og statsadvokaturen appellerede dommen. Ved kendelse af 27. august 1997 afviste Landgericht Aachen sagen under henvisning til, at de nederlandske myndigheders beslutning om at indstille strafforfølgningen i henhold til konventionens artikel 54 var retskraftig, og at denne beslutning i henhold til samme bestemmelse og den tyske grundlovs artikel 103, stk. 3, var til hinder for retsforfølgning vedrørende de strafbare handlinger i Forbundsrepublikken Tyskland.

21 Statsadvokaturen iværksatte appel til prøvelse af denne kendelse til Oberlandesgericht Köln og anførte som begrundelse herfor bl.a., at det fremgår af konventionens artikel 54, at straffedommes negative retsvirkninger alene vedrører endelige domme afsagt af en kontraherende part.

22 Oberlandesgericht Köln fandt, at tvistens afgørelse afhænger af, hvilken rækkevidde der tillægges den nævnte bestemmelse i konventionen, og besluttede derfor at forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

»Er Forbundsrepublikken Tyskland i medfør af konventionens artikel 54 afskåret fra at rejse tiltale, såfremt adgangen til at rejse tiltale for samme forhold ifølge nederlandsk ret er udtømt?

Er dette ligeledes tilfældet, såfremt statsadvokatens beslutning om at indstille forfølgningen, idet vilkår for et tiltalefrafald, som i henhold til lovgivningen i andre kontraherende stater havde krævet rettens medvirken (nederlandsk »transactie«), er blevet opfyldt, hvorefter der ikke længere er adgang til forfølgning for en nederlandsk ret?«

2. Sag C-385/01

23 K. Brügge, der er tysk statsborger, har forsætligt voldt personskade eller udøvet vold over for B. Leliart med den følge, at hun blev uarbejdsdygtig.

24 Statsadvokaturen i Bonn iværksatte en undersøgelse over for K. Brügge vedrørende de pågældende forhold og foreslog ham herunder, at sagen blev afsluttet udenretligt mod, at han betalte 1 000 DEM (8). K. Brügge betalte bøden den 13. august 1998, og statsadvokaturen indstillede sagen.

25 K. Brügge er tiltalt for de samme forhold ved Rechtbank van eerste aanleg te Veurne, hvor offeret har givet møde og nedlagt påstand om godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, overgrebet har forvoldt hende.

26 Rechtbank van eerste aanleg te Veurne fandt, at tvistens afgørelse afhænger af rækkevidden af konventionens artikel 54, og den har derfor forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

»Giver anvendelsen af artikel 54 i [gennemførelseskonventionen] stadig det belgiske Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden) mulighed for at rejse tiltale mod en tysk statsborger ved en belgisk kriminalret, hvor denne tiltalte kan dømmes, i et tilfælde, hvor den tyske anklagemyndighed på grundlag af de samme faktiske omstændigheder har tilbudt den tyske statsborger at afslutte sagen udenretligt, hvilket denne har accepteret ved at betale et beløb?«

IV - Retsforhandlingerne ved Domstolen

27 I sag C-187/01 er der inden for den i artikel 20 i EF-statutten for Domstolen fastsatte frist indgivet skriftlige indlæg af H. Gözütok, af den tyske, den nederlandske og den franske regering samt af Kommissionen. I den anden sag har foruden de to førstnævnte regeringer og Kommissionen også den belgiske regering indgivet indlæg under den skriftlige forhandling.

28 Den 9. juli 2002 blev der afholdt et fælles retsmøde i sagerne, hvorunder der blev afgivet mundtlige indlæg af repræsentanter for de samme parter, som havde indgivet skriftlige indlæg, og af den italienske regerings repræsentant.

V - Bemærkninger vedrørende Domstolens kompetence i henhold til artikel 35 EU

29 Domstolens kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål er ved Amsterdam-traktaten blev udvidet til at omfatte tredje søjle (retlige og indre anliggender), idet Domstolen har fået mulighed for på foranledning af en ret i en medlemsstat at træffe afgørelse om gyldigheden og fortolkningen af rammeafgørelser, andre afgørelser og gennemførelsesforanstaltninger til konventionerne om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager, og om fortolkningen af disse konventioner (artikel 35, stk. 1, EU).

30 I henhold til protokollen og afgørelse 1999/435 og 1999/436 (9) kan Domstolen afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af konventionens artikel 54, idet Domstolens kompetence på dette punkt dog er betinget, eftersom medlemsstaterne i henhold til artikel 35, stk. 2, EU skal godkende, at Domstolen får en sådan kompetence.

31 De medlemsstater, som godkender, at Domstolen får denne kompetence, kan enten give alle deres nationale retter eller kun de retter, der træffer afgørelse i sidste instans, og hvis afgørelser »ikke kan appelleres«, mulighed for at forelægge præjudicielle spørgsmål (artikel 35, stk. 3, EU).

32 Forbundsrepublikken Tyskland har valgt at give alle retter mulighed for at forelægge præjudicielle spørgsmål, men for de retter, som træffer afgørelse i sidste instans, er der tale om en pligt (10).

33 Kongeriget Belgien fremsatte i forbindelse med undertegnelsen af Amsterdam-traktaten en erklæring om godkendelse af Domstolens kompetence, hvorved alle de nationale retter har fået mulighed for at forelægge præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 35 EU.

34 Eftersom Oberlandesgericht Kölns afgørelse inden for det omhandlede område ikke kan appelleres, og eftersom Rechtbank van eerste aanleg te Veurne er en belgisk ret i den nævnte bestemmelses forstand, havde førstnævnte ret pligt til og sidstnævnte ret mulighed for at forelægge Domstolen spørgsmål efter at have fastslået, at en fortolkning af konventionens artikel 54 var nødvendig for de respektive sagers afgørelse.

35 Under disse forudsætninger og henset til, at de præjudicielle spørgsmål ikke vedrører nogen af de i artikel 35, stk. 5, EU omhandlede spørgsmål (11), er der ingen tvivl om, at Domstolen er kompetent til at træffe afgørelse.

VI - Stillingtagen til de præjudicielle spørgsmål

1. Indledende bemærkninger

36 Den i artikel 35, stk. 1, EU omhandlede kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål har som alle andre beføjelser af denne art, der er tillagt Domstolen, til formål at gøre det muligt at fastlægge en fortolkning eller i givet fald træffe en afgørelse vedrørende gyldigheden af de fællesskabsretlige bestemmelser, som udgør bestemmelsens materielle anvendelsesområde. Denne kompetence omfatter dog ikke en kontrol med anvendelsen af disse bestemmelser i den sag, der verserer for den nationale ret.

37 Det tilkommer således ikke Domstolen at udtale sig om betydningen af konventionens artikel 54 for den straffesag, der er anlagt mod H. Gözütok, eller om konsekvenserne af tiltalefrafaldet. Domstolen skal kun fortolke bestemmelsen. Domstolen kan følgelig ikke udtale sig om, hvorvidt det forhold, at der ikke længere kan anlægges sag i Nederlandene, indebærer, at adgangen til at rejse tiltale også er udtømt i henhold til den tyske retsorden.

38 På denne baggrund må Domstolen se bort fra, hvorledes Oberlandesgericht Köln har formuleret sit første spørgsmål. Hvis vi holder os til den overordnede betydning af de spørgsmål, som de to forelæggende retter har forelagt, kan man sige, at de er i tvivl om følgende:

1) For det første, om princippet ne bis in idem, der er opstillet i konventionens artikel 54, også finder anvendelse, når strafforfølgningen i en signatarstat indstilles som følge af en beslutning om at afslutte sagen, som anklagemyndigheden har truffet, efter at den tiltalte har opfyldt vilkårene herfor.

2) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den tyske ret oplyst, om anklagemyndighedens beslutning kræver en dommers godkendelse.

39 For at kunne besvare disse spørgsmål er det nødvendigt at analysere det nævnte princips rækkevidde og navnlig dets betydning inden for rammerne af konventionens artikel 54 ved at undersøge denne konventionsbestemmelses formål. Det er ligeledes nødvendigt at undersøge de strafferetlige procedurer med karakter af tiltalefrafald og virkningerne heraf, sammenholdt med ordlyden af den bestemmelse, som Domstolen er anmodet om at fortolke.

40 I denne forbindelse skal der tages hensyn til to tilsyneladende modstridende forhold, som dog er komplementære, og som udgør to sider af samme sag.

41 Der er for det første tale om det forhold, at strafferetten i Den Europæiske Union er opdelt i lige så mange forskellige retssystemer, som der er medlemsstater. Det andet forhold er, at uanset hvor forskellige de nationale strafferetlige systemer er, så er formålet inden for den tredje søjle at opnå en stadigt snævrere integration.

42 Denne dobbelte konstatering har to konsekvenser. Den ene er, at der ved spørgsmålenes besvarelse må ses bort fra de enkelte systemers særlige karakteristika. I konventionens artikel 54 anvendes der udtryk, som har forskellig rækkevidde i de forskellige nationale retsordener, og enhver fortolkning på grundlag af de nationale retsordener må derfor undgås. Undersøgelsen skal foretages inden for rammerne af EU-retten og med udgangspunkt i det fælles grundlag, som udgøres af de formål, som forfølges med Schengen-reglerne. Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, bør Domstolen foreslå en selvstændig fortolkning af konventionens artikel 54.

43 Den anden konsekvens er af materiel art. I forbindelse med de former for kriminalitet, som påvirker hele det europæiske samfund, er det medlemsstaternes opgave at bekæmpe dem gennem deres nationale lovgivning. Hver enkelt medlemsstat skal sikre sin interne samfundsorden samtidig med, at den inden for Den Europæiske Union også skal sikre den europæiske samfundsorden. Herved kan der opstå situationer, som strider mod princippet ne bis in idem, når en strafbar handling - som i hovedsagerne - retsforfølges dels af de stedligt kompetente myndigheder, dels af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat, som udleder deres kompetence hertil på grundlag af andre kriterier.

2. Konventionens artikel 54 som ægte udtryk for princippet ne bis in idem

44 Konventionens artikel 54 er en retsforskrift, som tager sigte på at fremme en dynamisk europæisk integrationsproces gennem oprettelse af et fælles område med frihed og retfærdighed. Den gradvise ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser er et nødvendigt skridt på vejen til dette mål. Ophævelsen af de administrative hindringer bryder imidlertid barrierer ned for alle, også for dem, som søger at udnytte mindre kontrol til at udvide deres ulovlige aktiviteter.

45 Der må derfor nødvendigvis kompenseres for ophævelsen af kontrollen gennem et øget samarbejde mellem staterne, navnlig hvad angår politi og sikkerhed. Inden for rammerne af disse bestræbelser - som skal sikre mere effektive retslige og politimæssige reaktioner uden at bringe de garantier, som er indrømmet borgerne i en demokratisk retsstat, i fare - finder vi konventionens artikel 54-58, som regulerer anvendelsen af princippet ne bis in idem inden for Schengen-reglernes område.

46 Artikel 54 er udtryk for denne garanti, som gælder, når en person er underkastet myndighedernes udøvelse af straffebeføjelser. Ingen person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en signatarstat, kan dømmes af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, uanset om den pågældende er blevet frifundet eller dømt, idet det i sidstnævnte tilfælde dog er en betingelse, at sanktionen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende signatarstats lovgivning.

47 Den nævnte bestemmelse er et ægte udtryk for denne garanti, som ikke kun finder anvendelse inden for én og samme retsorden, men også har virkninger, når der indledes strafforfølgning i henhold til forskellige retsordener.

3. Grundlaget for princippet ne bis in idem. Domstolens retspraksis vedrørende dette princip

48 Denne retsregel er til hinder for, at en person - med henblik på at beskytte de samme retsgoder og på grund af samme ulovlige adfærd - retsforfølges mere end én gang og eventuelt pålægges sanktioner flere gange, for så vidt som en sådan dobbelt retsforfølgning og pålæggelse af sanktioner indebærer en utilstedelig gentagelse i forbindelse med udøvelsen af straffebeføjelser (12).

49 Dette princip hviler i ethvert retssystem på to grundsten. Den ene er retssikkerhed, den anden retfærdighed. Når en lovovertræder retsforfølges og straffes, skal han kunne stole på, at han efter sanktionens fuldbyrdelse har sonet sin skyld, så han ikke behøver at frygte en ny straf. Hvis han frikendes, skal han kunne føle sig sikker på, at der ikke vil blive indledt en straffesag mod ham på ny.

50 I tilfælde af domfældelse skal jeg minde om, at enhver sanktion har to formål: et repressivt og et præventivt. Man ønsker at straffe en bestemt adfærd og afskrække gerningsmændene samt andre eventuelle lovovertrædere fra at begå strafbare handlinger. Sanktionen skal derfor være egnet til at opfylde disse formål, og der skal være en passende ligevægt, således at den pågældende handlemåde sanktioneres, og sanktionen samtidig tjener som eksempel. Billighedsprincippet, for hvilket proportionalitetsprincippet er et instrument, er således til hinder for at kumulere sanktioner.

51 Første gang, Domstolen anvendte princippet ne bis in idem, var i sagen Gutmann mod Kommissionen for Euratom (13), hvori der var anlagt to disciplinærsager mod en tjenestemand for de samme forhold. De to sanktioner var dog pålagt inden for ét og samme retssystem. Først i Wilhelm m.fl.-dommen (14) og i dommen i sagen Boehringer Mannheim mod Kommissionen (15) tog Domstolen stilling til princippets rækkevidde i tilfælde, hvor der var tale om retsforfølgning i henhold til forskellige retsordener.

52 Domstolen har således haft lejlighed til at behandle situationer, som har resulteret i en kumulation af sanktioner. Det er nemlig ikke usædvanligt, at der foreligger faktiske omstændigheder, hvor både fællesskabsretten og medlemsstaternes lovgivning finder anvendelse. Et mønstereksempel på dette er konkurrenceområdet (16). Domstolen har således udtalt, at »[f]ællesskabsretten og de nationale retsregler vedrørende karteller vurderer disse sidste ud fra forskellige synsvinkler; mens artikel 85 bedømmer kartellerne ud fra de hindringer, de kan hidføre for handelen mellem medlemsstaterne, betragter de nationale lovgivninger dem inden for rammerne af de overvejelser, hvorpå de hver især bygger« (17).

53 I overensstemmelse med denne tankegang har Domstolen godkendt, at et kartel undersøges samtidigt ud fra de nationale retsregler og fællesskabsretten, og - hvad vigtigere er - at denne dobbelte undersøgelse kan føre til, at én og samme person pålægges to sanktioner for samme forhold (18).

54 Vil det sige, at der kan afsiges dom og i givet fald pålægges sanktioner to gange for én og samme adfærd, hvis udøvelsen af straffebeføjelser sker i henhold til to forskellige retsordener? Det mener jeg ikke, selv om generaladvokat Mayras i det nævnte forslag til afgørelse gav udtryk for den modsatte holdning, da han udtalte, at »[r]eglen om »non bis in idem« [... kun] hindrer [...] dobbelt retsforfølgning ved de nationale retter« (19).

55 Generaladvokatens udtalelse kan ikke tages ud af sin historiske kontekst, og på det pågældende tidspunkt var det stedlige anvendelsesområde for strafferetten, som var udtryk for staternes suverænitet, støttet på territorialitetsprincippet. Generaladvokat Mayras' forslag til afgørelse afspejler denne opfattelse. En streng overholdelse af dette territorialitetsprincip vil imidlertid være umulig i talrige situationer, hvor der foreligger eksterritoriale elementer, og hvor en og samme adfærd kan afføde retsvirkninger i forskellige dele af Unionen. Oprettelsen af et Europa uden grænser og den heraf naturligt følgende tilnærmelse af medlemsstaternes forskellige retssystemer, herunder deres strafferetssystemer, forudsætter, at de berørte medlemsstater arbejder ud fra de samme værdier. Det er netop værdigrundlaget, som gør det klart, hvad der er meningen med det omhandlede princip.

56 Ifølge den klassiske formulering af princippet ne bis in idem skal tre forhold være sammenfaldende, for at det kan finde anvendelse: Der skal være tale om sammenfaldende omstændigheder, samme gerningsmand og samme retsgode - samme værdi - som beskyttes (20). Det er ikke afgørende, om sanktionsretten udøves inden for ét retssystem eller i henhold til forskellige retssystemer. Ved afgørelsen af, om der kan pålægges sanktioner mere end én gang, må det - uanset hvem der udøver sanktionsretten - i stedet undersøges, om det med pålæggelsen af de forskellige sanktioner er de samme retsgoder, som beskyttes, eller om der tværtimod er tale om forskellige værdier.

57 Den Europæiske Unions medlemsstater og Den Europæiske Union selv er i dag bundet af princippet ne bis in idem, der som allerede anført udgør en grundlæggende garanti for borgerne (21).

58 Det ville ifølge sagens natur være uretfærdigt og i strid med de principper, som oprettelsen af et forenet Europa bygger på, hvis man med henblik på at beskytte et bestemt retsgode kunne pålægge en person sanktioner i flere medlemsstater for samme forhold.

59 Selve ideen om retfærdighed er til hinder for ikke at tillægge udenlandske retsafgørelser nogen virkning, idet man herved både ville underminere kampen mod kriminalitet og tilsidesætte den domfældte persons rettigheder. Generaladvokat Mayras' holdning ville ikke kunne forsvares i dag, eftersom den strider mod ordlyden af konventionens artikel 54, som gengiver artikel 1 i Bruxelles-konventionen af 25. maj 1987 om anvendelsen af princippet ne bis in idem.

60 Ovenstående betragtninger er ikke en rent stilistisk øvelse, som tager sigte på at fastslå noget, som allerede fremgår af konventionens artikel 54, for de hensyn, som ligger til grund for princippet ne bis in idem, og de værdier, som begrunder det, kan hjælpe mig frem til en besvarelse af spørgsmålene fra Oberlandesgericht Köln og Rechtbank van eerste aanleg te Veurne.

4. Tiltalefrafald som udtryk for udøvelsen af straffebeføjelser

61 Når der over for en person er afsagt endelig dom for visse handlinger, kan han ikke stilles for en domstol igen, uanset om den første sag førte til frifindelse eller domfældelse.

62 Denne konstatering fører ind til kernen i de spørgsmål, som de to nationale retter har forelagt. Udgør et tiltalefrafald en »endelig dom« i en sag? Er et tiltalefrafald med andre ord udtryk for strafferetspleje?

63 Dette spørgsmål må belyses ud fra en konkret viden om retsplejen hvad angår tiltalefrafald og de mulige virkninger heraf. I forbindelse med undersøgelsen heraf må man nødvendigvis kaste et blik - om så blot i hovedlinjer - på retsordenerne i de medlemsstater, hvor der findes strafferetlige procedurer med tiltalefrafald (22).

A - Procedurer med tiltalefrafald i medlemsstaterne

64 Efter tysk ret (23) kan anklagemyndigheden beslutte at indstille en straffesag, hvis tiltalte indvilliger heri og opfylder anklagemyndighedens betingelser herfor. Dette kræver normalt en godkendelse fra den kompetente ret, men ikke, hvis der er tale om mindre alvorlige overtrædelser, der kan straffes med en sanktion, som ikke er højere end den i straffeloven fastsatte minimumsstraf. Hvis tiltalte erklærer sig indforstået, fastsætter anklagemyndigheden en frist for opfyldelsen af det aftalte. Når den pågældende har opfyldt betingelserne, er hans ansvar endeligt bortfaldet, og overtrædelsen kan ikke påtales som en forseelse (24).

65 I Republikken Østrig findes en såkaldt »Diversionsverfahren« (25), som gør det muligt for anklagemyndigheden (eller forundersøgelsesdommeren) at afstå fra strafforfølgning mod, at tiltalte betaler et vist beløb eller udfører samfundstjeneste, eller mod, at der fastsættes en prøvetid eller gennemføres strafferetlig mægling (udenretlig). Når den tiltalte har opfyldt de pågældende forpligtelser, ophører adgangen til strafforfølgning endeligt (26).

66 I Belgien kan anklagemyndigheden benytte to procedurer, nemlig tiltalefrafald og mægling i straffesager, som omhandlet i artikel 216a og 216b i code d'instruction criminelle, hvorved anklagemyndigheden kan indstille en straffesag endeligt, hvis den tiltalte opfylder visse vilkår. Dog bestemmes det i stk. 4, andet afsnit, i sidstnævnte bestemmelse, at hvis strafforfølgningen indstilles efter mægling, begrænser dette ikke offerets eller dennes retssuccessorers ret til at anlægge et civilt søgsmål.

67 I den franske retsorden findes der en procedure, som kaldes »composition pénale« (27), og som giver anklagemyndigheden mulighed for at tilbyde gerningsmanden, at tiltalen frafaldes, mod, at han præsterer en eller flere bestemte ydelser. I henhold til den franske ordning skal anklagemyndigheden indhente den kompetente rets godkendelse. Under alle omstændigheder er det alene anklagemyndigheden, som kan indstille strafforfølgningen.

68 I Kongeriget Danmark findes der en bestemmelse (28) om, at anklagemyndigheden i sager om lovovertrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan foreslå sigtede, at sagen afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist at betale en bøde. Hvis et sådant forslag ikke forkastes af den overordnede anklagemyndighed inden for den fastsatte frist på to måneder, anses afgørelsen om at indstille strafforfølgningen for endelig.

69 I det spanske retssystem kan tiltalte acceptere anklagemyndighedens strafpåstand, hvorefter retten afsiger dom i henhold til den redegørelse for sagens omstændigheder, som begge parter har godkendt (29).

70 I finsk ret kender man ikke til tiltalefrafald i egentlig forstand, men der findes procedurer med karakter af tiltalefrafald, som kan føre til, at strafforfølgningen indstilles. Der er tale om en forenklet procedure vedrørende forseelser (30), som giver anklagemyndigheden mulighed for at pålægge en bøde uden medvirken af en retsinstans. En sådan afgørelse er endelig og retskraftig.

71 I Irland findes der bestemmelser, som tager sigte på at undgå strafferetlig forfølgning af forskellige årsager. Et eksempel herpå er betaling af en bøde (31), hvorved sagen afsluttes.

72 I henhold til italiensk ret er der som hovedregel ikke mulighed for hverken tiltalefrafald eller mægling i straffesager (undtagen i sager om overtrædelser begået af mindreårige), men der findes en særlig procedure, som kaldes »patteggiamento« (32). Der er tale om en særlig procedure, som forudsætter, at der indgås aftale om både proceduren og straffen, hvis varighed ikke må overstige to år. Straffen kan gøres betinget, og hvis den straffede person opfylder de fastsatte betingelser, bortfalder straffen efter fem år. Både anklagemyndigheden og den tiltalte kan indlede patteggiamento-proceduren. Afgørelsen skal under alle omstændigheder godkendes af en domstol.

73 I Luxembourg er der ved lov af 6. maj 1999 indsat et stk. 5 i artikel 24 i code d'instruction criminelle, og i henhold hertil kan anklagemyndigheden, inden der indledes strafforfølgning i en sag, foretage mægling, som kan føre til en afgørelse om enten at fortsætte sagen eller lade adgangen til strafforfølgning bortfalde.

74 I Kongeriget Nederlandene findes der ligeledes en procedure med tiltalefrafald (»transactie«), som er reguleret ved artikel 74 ff. i den nederlandske straffelov. Adgangen til strafforfølgning ophører, når den tiltalte har opfyldt de af anklagemyndigheden fastsatte vilkår. Denne virkning fremgår udtrykkeligt af artikel 74, stk. 1.

75 I Portugal (33) kan en procedure suspenderes midlertidigt. Gennem denne ordning kan anklagemyndigheden indstille strafforfølgningen ved at pålægge den sigtede visse forpligtelser i en bestemt periode. Beslutningen skal tiltrædes af den sigtede og i givet fald af dennes advokat og godkendes af forundersøgelsesdommeren. Når den sigtede har opfyldt de aftalte forpligtelser, hæves sagen, og den kan herefter ikke genoptages (34).

76 I Det Forenede Kongerige findes der i engelsk ret en procedure med tiltalefrafald i forbindelse med færdselsforseelser. Det såkaldte »fixed penalty notice« (bødeforlæg) gør det muligt at undgå strafferetlig forfølgning mod betaling af en bøde og påtegning af points på kørekortet. Når vilkårene er opfyldt, ophører adgangen til strafforfølgning (35). Det bemærkes, at Lord Justice Auld har slået til lyd for at udvide anvendelsen af procedurer med tiltalefrafald (36), og at den britiske regering i juli i år udsendte en hvidbog, som var udarbejdet på grundlag af hans forslag. I henhold til skotsk ret kan anklagemyndigheden fremsætte et betinget tilbud (37) (»conditional offer«) til den tiltalte med henblik på at undgå en straffesag i forbindelse med overtrædelser, som kan pådømmes af District Courts. Hvis den tiltalte accepterer tilbuddet, skal han betale en bøde, hvorefter adgangen til strafferetlig forfølgning ophører (38).

77 Endelig findes der i Sverige en straffeprocedure uden medvirken af en retsinstans (»strafföreläggande«) (39), som anvendes ved mindre alvorlige overtrædelser som f.eks. spirituskørsel og tyveri. Hvis tiltalte accepterer anklagemyndighedens beslutning (og eventuelle ofre er enige heri), får pålæggelsen af sanktionen retskraft.

B - Indholdet af og formålet med tiltalefrafald

78 Ved beskrivelsen af et retligt institut må man undgå nytteløse nominalismer og holde sig til dets karakter, især hvis dets område er den del af lovgivningen, som mest direkte indvirker på individets værdighed og grundlæggende værdier.

79 Som det er fremgået, findes der i mange af medlemsstaterne (40) under betegnelsen tiltalefrafald el.lign. procedurer, hvorved anklagemyndigheden efter bemyndigelse i henhold til loven og - i nogle retssystemer - uden nogen retsafgørelse - giver afkald på at føre straffesag mod en person, efter at denne har betalt et beløb til det offentlige eller opfyldt andre vilkår.

80 Der er tale om procedurer, som - selv om de har et islæt af gensidighed - er kendetegnet ved, at de statslige myndigheder har en fortrinsstilling. Denne form for strafferetspleje anvendes imidlertid ikke på alle overtrædelser. Den er udtryk for en retshåndhævelse, som tager sigte på en bestemt type af handlinger, som er mindre alvorlige for samfundet, og ved bekæmpelsen heraf er det ikke nødvendigt at iværksætte hele det statslige straffesystem og følgelig heller ikke at anvende alle de processuelle garantier gennem medvirken af en retsinstans.

81 Derudover er procedurer med tiltalefrafald i et vist omfang med til at sikre, at domstolssystemet ikke bryder sammen, idet de giver mulighed for en enkel, hurtig og effektiv reaktion i tilfælde, hvor dette er hensigtsmæssigt ud fra et strafferetligt synspunkt. Den pragmatiske nordamerikanske holdning har medført en betydelig udvikling i disse mæglingsprocedurer, som altid forudsætter, at den tiltalte accepterer den foreslåede sanktion, men i de større byer har den ført til en særegen praksis (41).

82 Med tiltalefrafald håber man at vælge den mest hensigtsmæssige løsning hvad angår visse former for kriminalitet, hvor det ikke er nødvendigt at pålægge hårde straffe, men hvor en mildere og mindre vidtrækkende sanktion er tilstrækkelig. Dette giver den tiltalte mulighed for - uden at skulle igennem en retssag - udtrykkeligt eller stiltiende at erkende sin skyld og sone denne ved at opfylde de forpligtelser, han har aftalt med anklagemyndigheden, inden for den af lovgiver fastsatte frist. Disse vilkår vil under alle omstændigheder være mindre byrdefulde, end hvis der ikke indgås en aftale, og den strafferetlige forfølgning gennemføres på normal vis. Til gengæld frafalder de offentlige myndigheder tiltalen, hvorefter der ikke længere er adgang til strafforfølgning.

C - Tiltalefrafald - en form for retshåndhævelse

83 Der er to forhold ved denne beskrivelse, som ikke kan lades ude af betragtning. Det første er, at de vilkår, som den tiltalte skal opfylde, udgør en straf for hans handlinger. Det andet er, at det er staten, som ud fra en fortrinsstilling pålægger straffen. Den tiltalte bestemmer selv, om han vil tiltræde tiltalefrafaldet, men gør han det ikke, må han være forberedt på, at den strafferetlige forfølgning vil blive fortsat. Sanktionsretten er den samme, men udøves blot på en anden måde.

84 Det forhold, at der i procedurer med tiltalefrafald ikke medvirker en retsinstans, som udøver sin kompetence til at træffe afgørelse, bevirker ikke, at beslutningen om tiltalefrafald er »udenretlig« i en sådan grad, at den ikke opfylder kriterierne i konventionens artikel 54. Der er ikke tale om det fænomen, som af nogle forfattere (42) er blevet kaldt »retshåndhævelse uden medvirken af en retsinstans«, som om det nærmest er en privatretlig aftale.

85 Tiltalefrafald er en procedure, hvorved straffesager kan afgøres efter fælles aftale mellem den, der fungerer som anklager, og den sigtede, uden gennemførelse af en retssag i snæver forstand. Når en sag bilægges på denne måde, foregår der ikke forhandlinger mellem lovovertræderen og anklagemyndigheden vedrørende udmålingen af straffen. De statslige myndigheder fremsætter gennem den, der udøver den offentlige påtaleret, et tilbud, som lovovertræderen kan acceptere eller afslå.

86 Der er, som anført af H. Gözütoks advokat - ikke tale om en aftale, som den mistænkte og anklagemyndigheden forhandler på plads, men om en beslutning, som vitterligt er mildere end en domfældelse, men som under alle omstændigheder er udtryk for en udøvelse af sanktionsretten.

87 Det ville være forkert at betegne tiltalefrafald som en aftale (43), for der pålægges en sanktion, som - uanset at den er mild og accepteres af modparten - dog er en straf, som opfylder alle de funktioner, en straf har. Som anført af Kommissionen udgør tiltalefrafald en »alternativ sanktion«, der virker som straf for den ulovlige adfærd og som afskrækkende eksempel over for fremtidige lovovertrædere.

88 Tiltalefrafald har endvidere en »implicit retslig karakter«. Der er ikke tale om et institut, som falder uden for strafferetsplejen, men om et institut, som alene er begrundet i dets udøvelse. Alle strafbare forhold kan påtales af anklagemyndigheden (44) og straffes efter en retfærdig rettergang. I nogle retssystemer kan indehaveren af den offentlige påtaleret imidlertid i forbindelse med bestemte lovovertrædelser indgå aftale om straffen med den tiltalte under den klare forudsætning, at hvis en aftale ikke kan indgås, dvs. hvis den pågældende ikke accepterer tilbuddet, så vil den strafferetlige forfølgning og strafpålæggelsen vedrørende overtrædelserne blive gennemført på normal vis.

89 I overensstemmelse med lovgivers ønske udøver staten i procedurer med tiltalefrafald sin sanktionsret over for bestemte overtrædelser gennem indehaveren af den offentlige påtaleret i straffesager, idet adgangen til strafforfølgning ophører, når sanktionen er fuldbyrdet. Staten har truffet en endelig afgørelse gennem det kompetente organ. Denne reaktion på bestemte strafbare handlinger er således udtryk for forvaltning af strafferetsplejen.

90 En tiltalt, som tiltræder et tiltalefrafald og accepterer de vilkår, som anklagemyndigheden har fastsat, dømmes kort sagt for de handlinger, som han gennem sin accept af straffen erklærer sig skyldig i at have begået. Når først aftalen er endelig, kan der anses for at være afsagt endelig dom over for den pågældende person, og når han har opfyldt de vilkår, han er gået ind på, kan sanktionen anses for fuldbyrdet. Følgelig kan han ikke retsforfølges på ny, da dette ville være i strid med konventionens artikel 54.

D - Sikringen af borgernes rettigheder i procedurer med tiltalefrafald

91 Tiltalefrafald indebærer således, at staten indleder en strafferetlig forfølgning af en person, som i realiteten erkender sin skyld, og når de fastsatte vilkår er opfyldt, ophører adgangen til strafforfølgning (45), på samme måde som når påtalen opgives eller sagen gennemføres til en frifindende eller fældende dom, idet adgangen til strafforfølgning i sidstnævnte tilfælde ophører, når straffen er afsonet.

92 Denne måde at forvalte retsplejen på sikrer den tiltaltes grundlæggende rettigheder.

93 Den tiltalte, som tilbydes tiltalefrafald, står over for en anklage for en forbrydelse i den europæiske menneskerettighedskonventions forstand, og han har de jure de rettigheder, som denne konvention tillægger enhver tiltalt, særlig de i artikel 6 omhandlede rettigheder.

94 Anklagemyndigheden skal først oplyse den tiltalte om, at tiltalefrafaldet er fakultativt, og at han har ret til at få sin sag prøvet ved en uafhængig domstol. Retten til en rettergang for en domstol er anerkendt i de vigtigste folkeretlige retsforskrifter (46) og i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis (47).

95 Den tiltaltes ret til frit at vælge, om han vil tiltræde eller afslå et tiltalefrafald, er grundlæggende. Umiddelbart kunne man stille spørgsmålstegn ved, om der er en sådan valgfrihed, eftersom den tiltalte i realiteten må acceptere anklagemyndighedens tilbud, hvis han vil undgå en straffesag. Denne omstændighed bevirker imidlertid ikke, at den tiltaltes samtykke behæftes med en mangel, eftersom der ikke er noget forkasteligt i en trussel om at anlægge en sag, hvis mål og midler er berettigede.

96 Berettigelsen findes i muligheden for at vælge mellem »take it or leave it«. Menneskerettighedsdomstolen har udtalt, at selv om tanken om at skulle møde i retten i en straffesag kan påvirke den pågældendes valg mellem at afslå eller tiltræde et tiltalefrafald, er det pres, der herved lægges på ham, ikke uforeneligt med konventionen (48).

97 Sammenfattende forholder det sig således, at procedurer med tiltalefrafald er udtryk for en udøvelse af sanktionsretten, en måde at forvalte retsplejen på, som sikrer den tiltaltes rettigheder, og som fører til pålæggelse af en sanktion. Der er derfor ingen tvivl om, at der gennem denne procedure træffes en afgørelse med hensyn til de påtalte forhold og til gerningsmandens skyld.

98 Eftersom tiltaltes rettigheder er sikret, er det - under de omstændigheder, som ligger til grund for de spørgsmål, som er forelagt af de nationale retter, særligt af Oberlandesgericht Köln, og selv om den franske regering har givet udtryk for en anden opfattelse - uden betydning, om afgørelsen om at indstille strafforfølgningen er godkendt af en retsinstans.

99 Ved en nærmere betragtning ses det, at en rets eventuelle medvirken på et senere tidspunkt ikke tilføjer noget nyt. Eftersom tiltaltes rettigheder allerede er sikret fra begyndelsen, og eftersom der foreligger en anerkendelse af skyld og følgelig en implicit afgørelse vedrørende denne, vil rettens efterfølgende godkendelse være rent formel og kunne blive ren bureaukratisme.

E - Retskraften af et tiltalefrafald

100 Forvaltningen af strafferetsplejen gennem aftaler af denne type erstatter således ikke sanktionsretten, men udgør en anden måde at udøve denne på, et alternativ til de rent retslige skridt i forbindelse med visse overtrædelser.

101 I det øjeblik, den tiltalte accepterer anklagemyndighedens tilbud og opfylder de fastsatte vilkår, har staten truffet endelig afgørelse vedrørende forseelsen, og den person, som accepterer aftalen og dens vilkår, skal - ligesom en tiltalt, over for hvem der er afsagt endelig dom - kunne lægge det skete bag sig, stole på, at indholdet af tiltalefrafaldet ligger fast, og på, at han ikke i fremtiden skal gøre sig bekymringer om de samme forhold.

102 Et tiltalefrafald er altså retligt bindende, og når dets vilkår er opfyldt, har staten sat punktum for sagen. Eksekutionskraft og retskraft er de to træk, som kendetegner enhver retsafgørelse, hvorved en sag afsluttes (49).

103 Denne særlige virkning gør sig kun gældende inden for det område, hvor anklagemyndigheden kan indgå aftaler, dvs. i straffesager, der er undergivet offentlig påtale, men berører ikke sager, der - som f.eks. civile søgsmål som følge af strafbare handlinger - kan anlægges af offeret eller, mere generelt, den skadelidte. Artikel 216a og 216b i den belgiske code d'instruction criminelle bestemmer således, at en afgørelse om at indstille strafforfølgningen efter mægling ikke begrænser offerets eller dennes retssuccessorers ret til at anlægge civilt søgsmål, ligesom de berørte efter nederlandsk ret kan indbringe anklagemyndighedens beslutning for en domstol (50).

104 I overensstemmelse med konventionens artikel 54 indebærer dette, at når adgangen til strafforfølgning ophører i en medlemsstat som følge af, at et tiltalefrafald er tiltrådt og dets vilkår opfyldt, kan der ikke iværksættes retsforfølgning for de samme strafbare handlinger i en anden medlemsstat, men dette er ikke til hinder for, at offeret anlægger et civilt søgsmål ved den kompetente ret.

105 Dette er naturligvis en overflødig konstatering, eftersom den nævnte bestemmelse i konventionen kun vedrører straffeforfølgning. I de retssystemer, hvor offeret ikke kan anlægge et parallelt civilt søgsmål ved den straffedomstol, hvor straffesagen er anlagt, er der ingen tvivl. I de retssystemer, hvor en sådan kumulering af sager ved straffedomstolene er mulig, begrænser afgørelsen om at indstille strafforfølgningen ikke den skadelidtes ret til at anlægge et civilt søgsmål ved den kompetente domstol.

106 Sammenfattende kan jeg fastslå, at konventionens artikel 54 finder anvendelse på procedurer med tiltalefrafald, idet 1) staten herigennem udøver sin sanktionsret, 2) sådanne procedurer indebærer, at der implicit træffes en endelig afgørelse vedrørende tiltaltes handlinger og vedtages foranstaltninger, som har karakter af sanktion, og 3) meddelelse af tiltalefrafald ikke berører offerets eventuelle ret til at kræve erstatning.

5. Fortolkningen af udtrykket »afsagt endelig dom« i konventionens artikel 54

107 På trods af ovenstående argumenter, som fører til en vid fortolkning, har den tyske og den franske regering anført, at konventionens artikel 54 skal fortolkes indskrænkende, idet de tager udgangspunkt i den tyske, den franske og den nederlandske version af bestemmelsen. Efter den tyske og den franske regerings opfattelse henviser udtrykkene »rechtskräftig abgeurteilt«, »onherroepelijk vonnis« og »définitivement jugée« (51) til en retsinstans' medvirken, og eftersom tiltalefrafald ikke meddeles af en dommer, falder det ikke ind under anvendelsesområdet for konventionens artikel 54.

108 Hvis artikel 54 sammenholdes med artikel 58, fremgår det, at det ikke er så åbenbart endda, at bestemmelsen kun skulle vedrøre retsafgørelser, dvs. afgørelser, hvorved en dommer eller en retsinstans afslutter en retssag, som er gennemført under iagttagelse af alle garantier vedrørende kontradiktion og retten til forsvar. I henhold til artikel 58 kan de stater, som har undertegnet konventionen, vedtage mere vidtgående bestemmelser om straffedommes negative retsvirkning (ne bis in idem) i forbindelse med »retsafgørelser« end bestemmelserne i de foregående artikler. I den franske, den nederlandske og den tyske version af sidstnævnte bestemmelse anvendes henholdsvis udtrykkene »décisions judiciaires«, »vonnis« og »Justizentscheidungen« (52), hvilket tyder på, at det ikke har været de kontraherende parters hensigt at begrænse anvendelsesområdet for artikel 54 til kun at omfatte retsafgørelser i snæver forstand.

109 Når der i denne bestemmelse tales om en person, over for hvem der er »afsagt endelig dom« (»rechtskräftig abgeurteilt«, »onherroepelijk vonnis«, »définitivement jugée«, »finally disposed of«, »giudicata con sentenza definitiva« eller »definitivamente julgado«), menes der, uanset det spanske udtryk »juzgada en sentencia firme« ikke en retsafgørelse i form af en dom, som afsiges efter en proces, hvorunder alle garantierne i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention er blevet iagttaget, men mere generelt enhver afgørelse truffet inden for det retslige område, hvorved staten giver udtryk for sin endelige stillingtagen til de påtalte forhold og gerningsmandens skyld, uanset om afgørelsen hidrører fra en domstol, som har udøvet sin kompetence til at træffe afgørelse, fra en forundersøgelsesdommer, efter at denne har foretaget sin undersøgelse, eller fra en anklager som led i dennes forfølgning af strafbare forhold.

110 Denne fortolkning bestyrkes af, at de udtryk, der anvendes i de forskellige versioner, ikke er entydige, så selv om de nævnte regeringers argumentation umiddelbart kunne synes overbevisende, er den det ikke, hvis man tager den manglende overensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af artikel 54 i betragtning (53). Ved en nærmere undersøgelse af bestemmelsens dynamik, karakteren af procedurer med tiltalefrafald og grundlaget for princippet ne bis in idem - som den, jeg har foretaget ovenfor - ses det, at den omtalte argumentation ikke hænger sammen.

111 Den strenge fortolkning, som de nævnte regeringer foreslår, kan føre til absurde resultater. For eksempel vil en person, der er frifundet ved en endelig dom, fordi han har godtgjort, at han ikke deltog i de strafbare handlinger, ikke kunne dømmes på ny i en anden medlemsstat, hvorimod en sigtet, som i undersøgelsesfasen af samme grund meddeles tiltalefrafald af forundersøgelsesdommeren, kan have en ny proces hængende over hovedet som et damoklessværd. Inden for juraen bør fortolkninger, som fører til et resultat, som strider mod sund fornuft og al logik, forkastes.

112 Desuden vil en indskrænkende fortolkning kunne bringe det retslige institut, som tiltalefrafald er, i fare. Den tiltalte, som indgår en aftale, gør det, fordi han ved, at han ved at erkende sin skyld og affinde sig med den straf, som anklagemyndigheden foreslår, vil få regnskabet gjort op på en mere fordelagtig måde, end hvis han, fordi han ikke tiltræder tiltalefrafaldet, fremtvinger en straffesag og en dom. Hvis han, efter at have udstået straffen, ikke har garanti for, at hans handlinger ikke vil blive bedømt på ny, vil han være tilbøjelig til at afslå tilbuddet, og dermed kan denne måde at forvalte strafferetsplejen på, som udgør en veritabel sikkerhedsventil for retssystemet, komme ind i en blindgyde og blive ubrugelig.

113 Den tyske regering har gjort gældende, at artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention begrænser anvendelsen af princippet ne bis in idem til kun at omfatte retsafgørelser. Denne fortolkning kolliderer med den noget videre fortolkning, som er anlagt af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som har fastslået, at bestemmelsen har til formål at undgå, at der indledes en ny strafferetlig forfølgning i sager, der er endeligt afgjort, og at den derfor ikke finder anvendelse inden iværksættelsen af en ny sag (54).

114 Den franske, den belgiske og den tyske regerings holdning savner perspektiv. Princippet ne bis in idem udgør som allerede anført ikke en processuel regel, men en grundlæggende garanti for borgerne i de retssystemer, der - som retssystemerne i Den Europæiske Unions medlemsstater - bygger på, at den enkelte har en række rettigheder og friheder i forhold til myndighederne. Medlemsstaterne har ved udformningen af deres samarbejde inden for sikkerhed og retspleje anerkendt dette princip i konventionens artikel 54 ff., og denne anerkendelse indebærer naturligvis en begrænsning i udøvelsen af retten til at forfølge og straffe et strafbart forhold.

115 Omfanget af denne begrænsning må fastsættes ud fra borgerens synsvinkel, eftersom der er tale om en af borgerens garantier. Hvis formålet er, at en lovovertræder - efter at han er blevet retsforfulgt, har fået sin sag pådømt og, i tilfælde af domfældelse, er blevet pålagt en straf - har ret til at forvente, at en anden signatarstat ikke gør noget tilsvarende, er det uden betydning, hvordan og i hvilken form retsafgørelsen træffes, hvis alle de krav og betingelser, som følger af den retsorden, inden for hvilken afgørelsen træffes, er opfyldt. Det ville være sarkastisk at anføre, at konventionens artikel 54 kun vedrører retsafgørelser, eller med andre ord afgørelser, som er afsagt efter en retssag, som er gennemført under iagttagelse af alle garantier, for derefter med netop det argument at begrænse anvendelsesområdet for en af disse garantier.

116 Derudover vil en streng fortolkning af konventionens artikel 54 med udgangspunkt i dens ordlyd have uheldige følger. Som nævnt udgør procedurer med tiltalefrafald en måde at forvalte strafferetsplejen på i forbindelse med forseelser eller mindre alvorlige overtrædelser, men de bruges ikke i forbindelse med mere alvorlige forbrydelser. Den tyske, den franske og den belgiske regerings holdning ville således indebære en bedre behandling af gerningsmændene til grove forbrydelser, som ville være beskyttet af princippet ne bis in idem, end af gerningsmændene til mindre alvorlige overtrædelser, som samfundet ser med mildere øjne på. Gerningsmanden til en alvorlig forbrydelse, som kun kan dømmes ved en endelig dom, ville ikke kunne retsforfølges på ny i en anden signatarstat, i modsætning til den person, som efter at have begået en forseelse har tiltrådt et tiltalefrafald og opfyldt de hertil knyttede vilkår.

117 Hvad angår rækkevidden af konventionens artikel 54 er det endvidere irrelevant at undersøge, hvad der har været lovgivers hensigt, i betragtning af, at ikke engang medlemsstaterne selv er enige om dette spørgsmål (55).

118 Det følger af det ovenfor anførte, at konventionens artikel 54 finder anvendelse på en person, over for hvem anklagemyndigheden har truffet afgørelse om at indstille strafforfølgningen, når han har opfyldt de vilkår, som er aftalt med denne repræsentant for statsmagten.

6. Den anden side af sagen: princippet om gensidig tillid

119 Princippet ne bis in idem udgør ikke blot en individuel garanti for borgerne, men også et instrument til varetagelse af retssikkerhedsprincippet, som indebærer, at afgørelser truffet af myndighederne ikke kan anfægtes i det uendelige, når de er blevet endelige og retskraftige.

120 Når strafforfølgningen er indstillet i én medlemsstat, kan de øvrige medlemsstater således ikke se bort fra denne omstændighed.

121 I et forenet Europa, som befinder sig i en løbende udvikling hen imod et stadigt snævrere samarbejde mellem medlemsstaterne, ville det være uacceptabelt, hvis en person kunne belastes med strafforfølgning to gange.

122 For at virkeliggøre det i EU-traktaten fastsatte mål (56) om at etablere et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed må medlemsstaterne anerkende udenlandske afgørelser.

123 For at nå dette mål bestemmes det i det nye afsnit VI i unionstraktaten, at fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager omfatter »fremme og fremskyndelse af samarbejdet mellem kompetente ministerier og retlige eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne vedrørende retspleje og fuldbyrdelse af afgørelser« (57).

124 Dette fælles mål kan ikke nås, uden at medlemsstaterne har gensidig tillid til hinandens strafferetlige systemer (58) og gensidigt anerkender hinandens afgørelser, som er vedtaget inden for et egentligt »fælles marked baseret på de grundlæggende rettigheder«. Gensidig anerkendelse er baseret på den tanke, at selv om en anden stat måske ikke behandler en bestemt sag på samme eller lignende måde som ens egen stat, er resultaterne sådan, at de accepteres som ligestillede med afgørelser truffet af ens egen stat, fordi de afspejler de samme principper og værdier. Gensidig tillid er et nødvendigt element i den udviklingsproces, som Den Europæiske Union er midt i, ikke blot tillid til tilstrækkeligheden af en partners regler, men også tillid til, at disse regler anvendes korrekt (59).

125 Anerkendelse af en afgørelse indebærer også, at der tages hensyn til denne, hvilket også indebærer en anvendelse af princippet ne bis in idem.

126 Som det ses, taler alle disse argumenter for en vid fortolkning af konventionens artikel 54, således at bestemmelsen også finder anvendelse på afgørelser om at indstille strafforfølgningen, som træffes af anklagemyndigheden som følge af, at et tiltalefrafald er tiltrådt, og de hertil knyttede vilkår opfyldt. Det er den holdning, Kommissionen samt den nederlandske og den italienske regering har givet udtryk for.

127 Kommissionen har tidligere givet udtryk for samme holdning. »Fuld gensidig anerkendelse, som man tilstræber at opnå mellem EU's medlemsstater, må nødvendigvis være baseret på det princip, at en afgørelse, der er truffet af en hvilken som helst myndighed i EU, behandler sagen fuldt ud, og at der slet ikke er behov for flere afgørelser [...] Med andre ord, hvis en person er dømt eller frifundet [...] i medlemsstat A, bør vedkommende ikke retsforfølges [...] i medlemsstat B, selv om medlemsstat B har kompetence over kendsgerningerne [...], og selv om der kunne være afsagt en anden dom i medlemsstat B« (60).

128 Rådet er gået samme vej og har i programmet for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (61) foreslået, at princippet anvendes fuldt ud (62).

129 Ganske vist nævnes det i dette dokument, at dette mål kun er delvist nået i konventionens artikel 54-57, og at det er nødvendigt, at princippet om gensidig anerkendelse også finder anvendelse på afgørelser om frifindelse og afgørelser truffet i en stat »efter mægling i en straffesag«. I modsætning til, hvad den belgiske regering hævder, støtter disse udtalelser imidlertid ikke på afgørende vis den strenge fortolkning, som den sammen med den tyske regering slår til lyd for.

130 Det nævnte dokument er ikke en generel retsakt, som er bindende for Domstolen. Det udgør højst et supplerende fortolkningselement, som ikke kan betragtes isoleret fra andre elementer, som er af langt større betydning ved Domstolens udøvelse af sin kompetence til at træffe afgørelse, hvorved den fastslår, hvad der er gældende ret, og fortolker de bestemmelser, som udgør Fællesskabets retsorden, som f.eks. de bestemmelser, jeg har gennemgået i dette forslag til afgørelse: begrundelsen for konventionens artikel 54, grundlaget for princippet ne bis in idem, karakteren af procedurer med tiltalefrafald og den europæiske integrationsproces, som nødvendiggør et stadigt snævrere samarbejde mellem medlemsstaterne som beskrevet af Rådet i programmet.

131 Desuden giver henvisningen til mægling i en straffesag ikke belæg for den konklusion, som den belgiske regering drager. For det første har Rådet ikke monopol på at fortolke konventionen, og for det andet er henvisningen upræcis, og det kan ikke med sikkerhed afgøres, om der menes mægling i straffesager i snæver forstand eller alle procedurer med karakter af tiltalefrafald, som de i dette forslag omhandlede, hvor de statslige myndigheder tilbyder den tiltalte at indstille sagen mod, at han opfylder visse forpligtelser.

132 Jeg er tværtimod af den opfattelse, at Rådets seneste afgørelser viser, at dets ønsker ligger meget langt fra dem, som den belgiske regering forsøger at tillægge det efter en forhastet læsning af det nævnte program.

133 Det fremgår af artikel 9 i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme (63), at medlemsstaterne skal samarbejde for at koordinere retsforfølgningen med henblik på at samle denne i en enkelt medlemsstat. Som foreslået under det spanske formandskab (64) skal medlemsstaterne ved udøvelsen af deres straffebeføjelser lade sig lede af lighedsprincippet og princippet om gensidig tillid for at bevare den europæiske samfundsorden og sikre de grundlæggende rettigheder og frihedsrettighederne, som retssystemerne i Unionen og dens medlemsstater bygger på, og som bl.a. omfatter princippet ne bis in idem.

VII - Forslag til afgørelse

134 Sammenfattende foreslår jeg, at de spørgsmål, der er forelagt af Oberlandesgericht Köln og Rechtbank van eerste aanleg te Veurne, besvares med, at »princippet ne bis in idem, der er opstillet i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser også finder anvendelse, når strafforfølgningen er indstillet i henhold til en kontraherende stats retsorden i kraft af en afgørelse truffet af anklagemyndigheden, efter at tiltalte har opfyldt visse vilkår, uanset om afgørelsen skal godkendes af en retsinstans, under forudsætning af,

1) at de fastsatte vilkår har karakter af sanktioner

2) at aftalen indebærer, at tiltalte stiltiende eller udtrykkeligt erkender sin skyld, og at den følgelig indeholder en stiltiende eller udtrykkelig afgørelse vedrørende adfærdens strafbarhed, og

3) at der ikke sker en krænkelse af rettighederne for offeret eller andre skadelidte, som eventuelt har ret til at anlægge civilt søgsmål«.

(1) - EFT 2000 L 239, s. 19.

(2) - Schengen-reglerne omfatter også de forskellige protokoller og aftaler om andre EU-medlemsstaters tiltrædelse af Schengen-aftalen og konventionen, den ved konventionen nedsatte eksekutivkomités afgørelser og erklæringer samt retsakter vedtaget af de organer, som eksekutivkomitéen har overdraget beslutningskompetence.

(3) - Tidligere artikel K.7 i traktaten om Den Europæiske Union.

(4) - Det nærmere indhold af dette princip er ikke veldefineret, ikke engang i praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket denne domstol selv har anerkendt i dommen af 2.7.2002, Göktan mod Frankrig (stævning nr. 00033402/96), præmis 44 og 46.

(5) - De øvrige er Kongeriget Danmark, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige.

(6) - EFT L 176, henholdsvis s. 1 og s. 17.

(7) - 1 kg hash, 41 hash-cigaretter (joints) og 1,5 kg marihuana under den første ransagning og 56 g hash, 10 joints og 200 g marihuana under den anden.

(8) - Hjemmelen for at afslutte sagen udenretligt findes i § 53a i Strafprozeßordnung (den tyske lov om strafferetspleje).

(9) - Jf. punkt 7 og 8 ovenfor.

(10) - Jf. § 1, stk. 2, i lov om De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager i henhold til artikel 35 EU (Gesetz betreffend die Anrufung des Gerichtshofes der Europäischen Gemeinschaften im Wege des Vorabentscheidungsverfahrens auf dem Gebiet der polizeilichen Zusammenarbeit und der justitiellen Zusammenarbeit in Strafsachen nach Artikel 35 des EU-Vertrages, herefter »EuGHG«). De tyske myndigheders beslutning er konsekvensen af erklæring nr. 10 til Amsterdam-traktatens slutakt, hvorefter »medlemsstaterne [...] kan forbeholde sig ret til i deres nationale lovgivning at fastsætte bestemmelser om, at det - såfremt der rejses spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af en retsakt som nævnt i artikel 35, stk. 1, under en retssag ved en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres - pålægges denne ret at indbringe spørgsmålet for Domstolen«.

(11) - »[...] gyldigheden eller proportionaliteten af operationer, som udføres af en medlemsstats politi eller andre retshåndhævende myndigheder, eller udøvelsen af medlemsstaternes beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed«.

(12) - I 1600-tallet sørgede den geniale Cervantes for, at hans personer overholdt dette princip. Da don Quijote efter at være blevet såret under en duel kræver hævn, da han opdager, at hans hjelm er gået i stykker, giver Sancho ham et klogt råd: »De må lige huske, hr. don Quijote, at hvis ridderen gjorde, hvad De befalede ham, nemlig at stille hos min frue Dulcinea af Toboso, så har han opfyldt sin pligt og fortjener ikke mere straf, medmindre han begår en ny forbrydelse.« Don Quijote bliver overbevist af sin væbner og svarer: »Det har du egentlig ret i [...] Så må jeg hellere ophæve min ed og lade være at hævne mig på ham [...]«, Miguel de Cervantes, Den kløgtige adelsmand Don Quijote af La Mancha, første del, kapitel 10, »Om den interessante samtale, der fandt sted mellem don Quijote og Sancho Panza«, oversat fra spansk af Iben Hasselbalch, Rosinante Forlag A/S, København 2000.

(13) - Dom af 5.5.1966, forenede sager 18/65 og 35/65, Sml. 1965-1968, s. 175, org.ref.: Rec. s. 149.

(14) - Dom af 13.2.1969, sag 14/68, Sml. 1969, s. 1, org.ref.: Rec. s. 1.

(15) - Dom af 15.7.1970, sag 45/69, Sml. 1970, s. 153, org.ref.: Rec. s. 769. Jf. også dom af 14.12.1972, sag 7/72, Boehringer Mannheim mod Kommissionen, »Boehringer II-sagen«, Sml. 1972, s. 323, org.ref.: Rec. s. 1281, og forslag til afgørelse i sagen fremsat af generaladvokat Mayras den 29.11.1972.

(16) - Jeg skal i den nærmeste fremtid fremsætte forslag til afgørelse i sag C-213/00 P, Italcementi mod Kommissionen, sag C-217/00 P, Buzzi Unicem mod Kommissionen, og sag C-219/00 P, Cementir mod Kommissionen, og i disse forslag undersøger jeg anvendelsen af princippet ne bis in idem inden for konkurrenceretten.

(17) - Wilhelm m.fl.-dommen, præmis 3.

(18) - Som jeg anfører i det i fodnote 17 nævnte forslag til afgørelse, blev princippet ne bis in idem i virkeligheden ikke anvendt i Wilhelm m.fl.-dommen. Efter Domstolens opfattelse forelå der ikke i denne sag det sammenfald af formål, man ønskede at beskytte, som princippet ne bis in idem forudsætter. På den anden side følger det - hvad angår Fællesskabets retsinstansers praksis - af denne afgørelse, at selv når dette princip ikke finder anvendelse, og en dobbelt sanktion er mulig, »kræver et almindeligt billighedshensyn [...] at der ved udmålingen af en eventuel sanktion tages hensyn til enhver forudgående beslutning af lignende art« (præmis 11). En lignende bestemmelse findes i konventionens artikel 56. I sådanne tilfælde er der - selv når man taler om anvendelse af princippet ne bis in idem (»Anrechnungsprinzip« eller »princippet om hensyntagen til allerede udstået straf«) - i virkeligheden tale om noget andet. Som anført i de nævnte forslag til afgørelse udgør det omhandlede princip ikke en processuel regel, der fungerer som en form for lempelse for at sikre proportionaliteten, når en person er blevet dømt og pålagt sanktioner to gange for samme adfærd, men en grundlæggende garanti for borgerne, der er til hinder for, at der på ny træffes afgørelse i samme sag (»Erledigungsprinzip« eller »princippet om udtømmelse af adgangen til forfølgning«).

(19) - Punkt II.2, sjette afsnit, i forslaget.

(20) - Domstolen fastslog i sin dom af 18.11.1987, Maizena (sag 137/85, Sml. s. 4587), at der ikke var sket en tilsidesættelse af princippet ne bis in idem, idet de to former for sikkerhed, som var forlangt stillet af samme person for opfyldelsen af samme forpligtelse, ikke tjente samme formål (præmis 22 og 23).

(21) - Jf. artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EFT 2000 C 364, s. 1). R. Koering-Joulin har anført, at princippet ne bis in idem er en så grundlæggende garanti for den enkelte, at det i henhold til protokollens artikel 4, stk. 3, ikke kan fraviges, heller ikke i tilfælde af krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens; der er tale om en absolut rettighed (La Convention européenne des droits de l'homme. Commentaire article par article, forlaget Economica, 2. udgave, s. 1094).

(22) - For en nærmere undersøgelse af reglerne for de forskellige typer af tiltalefrafald i medlemsstaterne kan der henvises til en rapport udarbejdet af H. Labayle for Kommissionens GD XX i 1996, som er udgivet af Det Europæiske Center for Strafferet i Catania: La transaction dans l'Union européenne, Giuffré Editore, 1998. Den er ikke helt ny længere, men stadig interessant.

(23) - § 153a i Strafprozeßordnung.

(24) - § 153a, stk. 1, i Strafprozeßordnung. I den tyske straffelov sondres der mellem forseelser (Vergehen) og forbrydelser (Verbrechen). Enhver overtrædelse, der kan straffes med frihedsberøvelse i et år eller mere, udgør en »forbrydelse«. Øvrige overtrædelser, som straffes mindre hårdt, er »forseelser«.

(25) - Reglerne herom findes i § 90a-90m i Strafprozeßordnung (den østrigske lov om strafferetspleje).

(26) - § 90c, stk. 5, § 90d, stk. 5, § 90f, stk. 4, og § 90g, stk. 1, i Strafprozeßordnung.

(27) - Indført ved lov nr. 99-515 af 23.6.1999.

(28) - I retsplejelovens § 924.

(29) - Jf. artikel 655, artikel 791, stk. 3, og artikel 793, stk. 3, i Ley de Enjuiciamiento Criminal (den spanske straffeproceslov).

(30) - Laki rangaistusmääräysmenettelystä/lagen om strafforderförfarande af 26.7.1993, s. 692.

(31) - Road Traffic Acts, 1961-1995, Litter Pollution Act, 1997, s. 28.

(32) - Reglerne herfor findes i artikel 444-448 i den italienske straffeproceslov.

(33) - Jf. artikel 281 og 282 i Código de Processo Penal (den portugisiske straffeproceslov) og særligt bestemmelserne vedrørende den forenklede procedure (»processo sumaríssimo«) i denne lovs artikel 392-398.

(34) - Artikel 282, stk. 3, i den portugisiske straffeproceslov.

(35) - Section 52(1) i Road Traffic Offenders Act 1988.

(36) - »A Review of the Criminal Courts of England and Wales«.

(37) - Artikel 302 i Criminal Procedure (Scotland) Act 1995.

(38) - Artikel 302, stk. 6.

(39) - Kapitel 48, artikel 4, i Rättegångsbalken af 1942.

(40) - Den eneste undtagelse er Grækenland.

(41) - Den amerikanske forfatter Tom Wolfe beskriver i sin roman Forfængelighedens Bål (oversat fra amerikansk efter The Bonfire of the Vanities, Lindhardt og Ringhof, 1989) nogle eksempler på disse ordninger: »Det viste sig snart, at formålet med mødet var at give Lockwood lov til at erklære sig skyldig i tiltalen, væbnet røveri, til gengæld for en mild dom, mellem to og seks års fængsel, som anklagemyndigheden havde tilbudt ham. Men Lockwood ville ikke vide af det. Sonnenberg kunne ikke gøre andet end gentage sin klients påstand om, at han var uskyldig« (s. 101). Dommeren tager initiativet og henvender sig til den tiltalte: »Du har arbejde, du har et hjem, du er ung, du ser godt ud, du er en kvik ung mand. Du har en stor fremtid foran dig. Du har bedre chancer end de fleste. Du har bare ét stort problem, du kommer til at arbejde dig ud af. DU HAR VÆRET INDBLANDET I DISSE HER SKIDE RØVERIER! Hør her, statsadvokaten har givet dig et tilbud, to til seks års fængsel. Hvis du tager mod det og opfører dig ordentligt, kommer alt dette her til at høre fortiden til, inden du ser dig om, og du vil stadig være en ung mand med hele livet foran dig. Hvis du forlanger en retssag og bliver dømt, kan du få fra otte til femogtyve. Tænk lidt over det. Statsadvokaten har givet dig et tilbud« (s. 104-105). Senere siger statsadvokatfuldmægtig Kramer: »I skulle prøve at sidde oppe ved Grand Concourse en morgen, når vi forhandler om, hvad de skal tilstå. Man retfærdiggør systemet ved, at dommeren for eksempel spørger den tiltalte, om han har arbejde, og hvis han har det, så skal det vise, at han har rødder i lokalsamfundet og alt det der« (s. 204). Ved en anden lejlighed siger hovedpersonens advokat følgende til ham: »Hvis jeg blev sagsøgt i en færdselssag, [...] [ville jeg] få fat i en af advokaterne nede på Broadway [...] De udgør uden for al diskussion bunden af advokatstanden. [...] du kan ikke engang forestille dig, hvordan de er. [...] de ved, hvordan man slår en handel af« (s. 247).

(42) - M. Delmas-Marty og C. Teitgen-Colly, i Punir sans juger? De la répression administrative au droit administratif pénal, forlaget Economica, 1992.

(43) - Tiltalefrafald er ikke det samme som forlig i civile sager, hvor parterne som udgangspunkt er ligestillet. Dette giver mig anledning til at påpege, at sådanne privatretlige forlig i henhold til flere nationale retsordener har retskraft. Dette er tilfældet i fransk ret (artikel 2052 i den franske civillovbog), i belgisk ret (artikel 2044 i den belgiske civillovbog) og i spansk ret (artikel 1816 i den spanske civillovbog). I lyset af disse bestemmelser er det bemærkelsesværdigt, at Domstolen i dom af 2.6.1994, Solo Kleinmotoren (sag C-414/92, Sml. I, s. 2237), har fastslået, at et forlig ikke er en retsafgørelse i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 25, heller ikke selv om det er kommet i stand for en ret.

(44) - Og af enhver privatperson i henhold til den private påtaleret i straffesager, hvor en sådan findes.

(45) - Jf. artikel 74, stk. 1, i den nederlandske straffelov, og artikel 216a og 216b i den belgiske straffelov.

(46) - Jf. artikel 14 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 7 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(47) - Jf. bl.a. dom af 21.2.1974, Golder mod Det Forenede Kongerige, Serie A, nr. 18, og af 27.2.1980, Deweer mod Belgien, Serie A, nr. 35.

(48) - Jf. præmis 51 i dommen i sagen Deweer mod Belgien.

(49) - Den fremtrædende franske kriminolog F. Hélie har påpeget, at når dommene står øverst, skyldes det, at de har retskraft (Pratique Criminelle des Cours et Tribunaux, 6. udgave, i fire bind, bearbejdet og ajourført med lovgivning og retspraksis af J. Brouchot og F. Brouchot, Librairies techniques de la Cour de Cassation, 1954).

(50) - Jf. artikel 12 ff. i Wetboek van Strafvordering (lov om strafferetsplejen).

(51) - I den spanske version anvendes udtrykket »juzgada en sentencia firme«. I den engelske version anvendes udtrykket »finally disposed of«, mens der i den italienske og den portugisiske version står henholdsvis »giudicata con sentenza definitiva« og »definitivamente julgado«.

(52) - I den engelske tekst anvendes ordene »judicial decisions«, i den italienske »decisione giudiziarie« og i den portugisiske »decisiões judiciais«.

(53) - Det er ikke første gang, Domstolen skal træffe afgørelse i en sag, hvor der er uoverensstemmelser mellem de forskellige sprogversioner af en bestemmelse. Domstolen har i lignende situationer udtalt, at fortolkningen skal ske i lyset af alle de versioner, der foreligger (jf. dom af 5.12.1967, sag 19/67, Van der Vecht, Sml. 1965-1968, s. 411, org.ref.: Rec. s. 445, på s. 456), og - kan jeg tilføje - den sammenhæng, bestemmelsen indgår i.

(54) - Dom af 23.10.1995, Gradinger mod Østrig, Serie A, nr. 328-C, præmis 53.

(55) - Jf. regeringernes skriftlige indlæg i de to præjudicielle sager.

(56) - Artikel 2, stk. 1, fjerde led, EU bestemmer, at Unionen som mål har »at bevare og udbygge Unionen som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet«.

(57) - Artikel 31, litra a), EU.

(58) - I konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16.10.1999 kan man læse følgende: »En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter dets mening bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område. Princippet bør gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder.«

(59) - Jf. meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet vedrørende gensidig anerkendelse af endelige afgørelser i straffesager (KOM/2000/0495), punkt 3.1.

(60) - Jf. punkt 6.2 i meddelelsen fra Kommissionen.

(61) - EFT 2001 C 12, s. 10.

(62) - Afsnit 1.1, foranstaltning nr. 1.

(63) - EFT L 164, s. 3.

(64) - Jf. Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om fælles efterforskningshold (EFT L 162, s. 1), hvori det i første betragtning hedder, at »[e]t af EU's mål er at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og målet skal nås ved at forebygge og bekæmpe kriminalitet gennem et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes politi, toldmyndigheder og andre kompetente myndigheder under overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som Unionen bygger på, og som medlemsstaterne har til fælles«.