61997J0310

1 Annullationssoegsmaal - annullationsdom - raekkevidde - pligt til at foretage en fornyet undersoegelse af en beslutning, der ligner den annullerede retsakt, men ikke har vaeret genstand for et soegsmaal - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 176 (nu art. 233 EF))

2 Annullationssoegsmaal - frister - beslutning ikke anfaegtet inden for fristen - retssikkerhed - pligt for institutionen til at foretage en fornyet undersoegelse, saafremt lignende beslutninger annulleres - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 173 (efter aendring nu art. 230 EF))

1 Selv om traktatens artikel 176 (nu artikel 233 EF) paalaegger den institution, der har vedtaget en retsakt, som er blevet annulleret af Faellesskabets retsinstanser, at undgaa, at enhver retsakt, der skal traede i stedet for den annullerede retsakt, er behaeftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der er fastslaaet i dommen om annullation, indebaerer bestemmelsen ikke, at institutionen paa anmodning af adressater for identiske eller lignende beslutninger, der ikke selv har anlagt sag, skal foretage en fornyet undersoegelse af de paagaeldende beslutninger, der haevdes at vaere ugyldige af samme grund.

Raekkevidden af en dom om annullation er nemlig begraenset i to henseender:

- Eftersom Faellesskabets retsinstanser i annullationssoegsmaal ikke kan traeffe afgoerelse ultra petita, kan en annullation ikke gaa ud over sagsoegerens paastande.

- Den absolutte retskraft, som en dom om annullation fra en af Faellesskabets retsinstanser har, knytter sig ganske vist til saavel dommens konklusion som de praemisser, der udgoer det noedvendige grundlag herfor, men den kan ikke medfoere en annullation af en retsakt, der er behaeftet med samme ugyldighedsgrund, men ikke er indbragt for Faellesskabets retsinstanser til proevelse.

2 En beslutning, der ikke er anfaegtet af adressaten inden for den i traktatens artikel 173 (efter aendring nu artikel 230 EF) fastsatte frist, bliver endelig i forhold til denne. Soegsmaalsfristerne skal vaerne om retssikkerheden, saaledes at det undgaas, at faellesskabsretsakter, der affoeder retsvirkninger, kan anfaegtes i ubegraenset tid. Retssikkerhedsprincippet er til hinder for, at en institution, der har truffet flere lignende individuelle beslutninger, hvorved der paalaegges boeder, inden for rammerne af en faelles procedure, saafremt kun nogle af adressaterne har anlagt sag og opnaaet en annullation af de beslutninger, der vedroerer dem, har pligt til paa andre adressaters anmodning paa baggrund af praemisserne i dommen om annullation at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af de beslutninger, der ikke er blevet anfaegtet, og vurdere, om de betalte boeder paa grundlag af en saadan undersoegelse skal tilbagebetales.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 4. september 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 10. juli 1997 i sag T-227/95, AssiDomaen Kraft Products m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 1185, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede Kommissionens beslutning, som indeholdt i skrivelsen af 4. oktober 1995 (herefter »beslutningen af 4. oktober 1995«), om at afvise sagsoegernes anmodning om, at der paa baggrund af Domstolens dom af 31. marts 1993 i de forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen (Sml. I, s. 1307, herefter »cellulose-dommen«), foretages en fornyet undersoegelse af lovligheden af Kommissionens beslutning 85/202/EOEF af 19. december 1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/29.725 - Cellulose) (EFT 1985 L 85, s. 1, herefter »cellulose-beslutningen«).

Faktiske omstaendigheder i sagen for Retten

2 De faktiske omstaendigheder, der danner baggrund for appellen, er i henhold til den appellerede dom foelgende.

3 I cellulose-beslutningen fastslog Kommissionen, at et vist antal af de 43 adressater for beslutningen havde overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1 (EF-traktatens artikel 85, stk. 1, nu artikel 81, stk. 1, EF), bl.a. ved at have samordnet priserne paa bleget sulfatcellulose.

4 I cellulose-beslutningens artikel 1 opregnes de af Kommissionen konstaterede overtraedelser, de beroerte adressater og de relevante perioder.

5 I beslutningens artikel 1, stk. 1, fastslog Kommissionen, at de svenske adressater - med undtagelse af Billerud-Uddeholm og Uddeholm AB - og andre finske, amerikanske, canadiske og norske producenter havde samordnet »de priser paa bleget sulfatcellulose, som de annoncerede for levering til Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab«, i hele eller dele af perioden fra 1975 til 1981. Ifoelge artikel 1, stk. 2, havde alle de svenske adressater overtraadt traktatens artikel 85 ved at have samordnet de faktiske faktureringspriser paa bleget sulfatcellulose, der blev anvendt i Faellesskabet, i hvert fald for kunder i Belgien, Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige.

6 Ved cellulose-beslutningens artikel 3 paalagde Kommissionen naesten samtlige beslutningens adressater boeder paa mellem 50 000 og 500 000 ECU, herunder ni af de svenske adressater.

7 Sidstnaevnte virksomheder besluttede ikke at anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af cellulose-beslutningen og betalte de boeder, der var paalagt dem. 26 andre af de 43 oprindelige adressater for beslutningen eller deres successorer anlagde derimod annullationssoegsmaal i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173 (efter aendring EF-traktatens artikel 173, efter aendring nu artikel 230 EF).

8 Ved cellulose-dommen annullerede Domstolen cellulose-beslutningens artikel 1, stk. 1 og 2, som fastslaar overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1. Endvidere ophaevede eller nedsatte Domstolen de boeder, som var paalagt de virksomheder, der havde anlagt sagerne.

9 Den relevante del af konklusionen i cellulose-dommen har foelgende ordlyd:

»1) Artikel 1, stk. 1, i Kommissionens beslutning 85/202/EOEF af 19. december 1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 annulleres.

2) Artikel 1, stk. 2, i den naevnte beslutning annulleres.

...

7) De boeder, som er paalagt sagsoegerne, bortfalder, undtagen boeden til Finncell samt boederne til Canfor, MacMillan, St Anne og Westar, hvilke sidste nedsaettes til 20 000 ECU.

...«

10 Ved skrivelse af 24. november 1993 anmodede AssiDomaen Kraft Products m.fl., som ikke havde anlagt annullationssoegsmaal til proevelse af cellulose-beslutningen, Kommissionen om at foretage en fornyet undersoegelse af deres retsstilling paa baggrund af cellulose-dommen, selv om dommen ikke vedroerte dem, og tilbagebetale hver enkelt af dem den del af de betalte boeder, der oversteg 20 000 ECU, dvs. det beloeb, som i henhold til dommen skulle betales af visse sagsoegere paa grund af overtraedelser, i relation til hvilke cellulose-beslutningen ikke var blevet annulleret. De anfoerte bl.a., at de var i samme situation som de oevrige producenter for saa vidt angaar punkt 1 og 2 i cellulose-dommens konklusion, og at Domstolens underkendelse af Kommissionens konstatering om, at cellulose-beslutningens adressater havde samordnet priserne paa bleget sulfatcellulose og faktureringspriserne i Faellesskabet, ogsaa skulle gaelde i forhold til dem.

11 Efter en brevveksling, hvorunder de svenske virksomheder og Kommissionen detaljeret redegjorde for deres holdning til muligheden for, at de adressater for cellulose-beslutningen, der ikke havde anfaegtet denne rettidigt, kunne drage fordel af cellulose-dommen, afviste konkurrencekommissaeren ved skrivelse af 4. oktober 1995 at imoedekomme virksomhedernes anmodning om tilbagebetaling af boederne. Det hedder i skrivelsen:

»I do not see any possibility to accept your request. Article 3 of the decision imposed a fine on each of the producers on an individual basis. Consequently, in point 7 of the operative part of its judgment, the Court annulled or reduced the fines imposed on each of the undertakings who were applicants before it. In the absence of an application of annulment on behalf of your clients, the Court did not and indeed could not annul the parts of Article 3 imposing a fine on them. It follows that the obligation of the Commission to comply with the judgment of the Court has been fulfilled in its entirety by the Commission reimbursing the fines paid by the successful applicants. As the judgment does not affect the decision with regard to your clients, the Commission was neither obliged nor indeed entitled to reimburse the fines paid by your clients.

As your clients' payment is based on a decision which still stands with regard to them, and which is binding not only on your clients but also on the Commission, your request for reimbursement cannot be granted.«

[»Jeg ser ingen muligheder for at imoedekomme Deres anmodning. Der blev ved beslutningens artikel 3 paalagt hver enkelt producent en boede paa individuelt grundlag. I overensstemmelse hermed ophaevede eller nedsatte Domstolen de boeder, der var paalagt hver enkelt af de virksomheder, som havde anlagt sag ved Domstolen, jf. domskonklusionens punkt 7. Da Deres klienter ikke havde anlagt annullationssoegsmaal, kunne Domstolen ikke annullere artikel 3, for saa vidt som der herved blev paalagt Deres klienter en boede. Kommissionen har saaledes fuldt ud opfyldt Domstolens dom ved at tilbagebetale de boeder, der var betalt af de sagsoegere, der fik medhold. Eftersom dommen ikke paavirker beslutningen i relation til Deres klienter, var Kommissionen hverken forpligtet eller berettiget til at tilbagebetale de boeder, Deres klienter har betalt.

Da de af deres klienter betalte boeder hviler paa en beslutning, som stadig er gyldig i forhold til dem, og som ikke alene er bindende for Deres klienter, men ogsaa for Kommissionen, kan Deres anmodning om tilbagebetaling ikke imoedekommes.«]

12 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. december 1995 anlagde de indstaevnte annullationssoegsmaal til proevelse af Kommissionens beslutning af 4. oktober 1995.

Sagen for Retten

13 De indstaevnte fremfoerte et enkelt anbringende, som gaar ud paa, at Kommissionen ved beslutningen af 4. oktober 1995 handlede i strid med de retlige konsekvenser af cellulose-dommen.

14 Som det foerste led i anbringendet gjorde de gaeldende, at Kommissionen havde tilsidesat det faellesskabsretlige princip, at en dom om annullation medfoerer, at den anfaegtede retsakt er ugyldig erga omnes og ex tunc.

15 Som det andet led i anbringendet gjorde de indstaevnte gaeldende, at Kommissionen havde tilsidesat EF-traktatens artikel 176, stk. 1 (nu artikel 233, stk. 1, EF), der har foelgende ordlyd: »Den eller de institutioner, fra hvilken en annulleret retsakt hidroerer, eller hvis undladelse er erklaeret stridende mod denne traktat, har pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger.«

16 Ifoelge de indstaevnte havde Kommissionen i henhold til denne bestemmelse pligt til at gennemfoere de noedvendige foranstaltninger, ikke alene i forhold til sagens parter, men ogsaa i forhold til andre parter. Kommissionen skulle saaledes foretage en fornyet undersoegelse af lignende sager paa baggrund af cellulose-dommen, navnlig dommens praemisser. De indstaevnte henviste i denne forbindelse til dommen af 26. april 1988 i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen (forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Sml. s. 2181).

Den appellerede dom

17 Retten forkastede anbringendets foerste led.

18 Den bemaerkede foerst i praemis 56 og 57, at cellulose-beslutningen, selv om den er udformet og offentliggjort som én enkelt beslutning, skal betragtes som en samling individuelle beslutninger, der i forhold til hver enkelt adressat fastslaar, hvilke(n) overtraedelse(r) virksomheden har begaaet, og eventuelt paalaegger virksomheden en boede, hvilket desuden har stoette i ordlyden af beslutningens dispositive del, navnlig artikel 1 og 3.

19 Retten bemaerkede i praemis 58, at hvis en adressat ikke i medfoer af EF-traktatens artikel 173 har anlagt annullationssoegsmaal til proevelse af cellulose-beslutningen i forhold til den paagaeldende virksomhed, vedbliver beslutningen med at vaere gyldig og bindende i alle enkeltheder for denne (jf. i samme retning dom af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s. 833, praemis 13).

20 Retten bemaerkede videre i den appellerede doms praemis 60, at Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med et annullationssoegsmaal kun kan traeffe afgoerelse vedroerende den sagsgenstand, som parterne har forelagt dem, hvorfor en beslutning som cellulose-beslutningen kun kan annulleres i forhold til de adressater, der faar medhold i de sager, de har anlagt ved Faellesskabets retsinstanser.

21 Retten bemaerkede herefter i praemis 61, at punkt 1 og 2 i konklusionen i cellulose-dommen maa fortolkes saaledes, at cellulose-beslutningens artikel 1, stk. 1 og 2, kun blev annulleret, for saa vidt som bestemmelserne vedroerer de parter, der fik medhold ved Domstolen. Ifoelge Retten har denne vurdering desuden stoette i punkt 7 i cellulose-dommens konklusion, hvorefter alene »de boeder, som er paalagt sagsoegerne«, ophaeves eller nedsaettes.

22 Retten tiltraadte derimod anbringendets andet led.

23 Den bemaerkede i praemis 69, at ordlyden af traktatens artikel 176 ikke udelukker, at de konsekvenser, der skal drages af en dom om annullation, kan raekke videre end til den kreds af virksomheder, der har anlagt sagen.

24 Retten henviste i denne forbindelse i praemis 70 til dommen af 22. marts 1961 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed (forenede sager 42/59 og 49/59, Sml. 1954-1964, s. 247, org. ref.: Rec. s. 99, paa s. 159, 160 og 161).

25 Retten fandt i praemis 71 og 72, at denne retspraksis kan overfoeres til det foreliggende tilfaelde under hensyn til tre forhold.

26 For det foerste blev de individuelle beslutninger, som Domstolen annullerede, og de beslutninger, der ikke blev anfaegtet, truffet som afslutning paa samme administrative procedure.

27 For det andet blev de indstaevnte paalagt boeder for paastaaede overtraedelser af traktatens artikel 85, med hensyn til hvilke retsakten i forhold til andre adressater, der havde anlagt et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 173, blev annulleret ved cellulose-dommen.

28 For det tredje blev de individuelle beslutninger, der blev truffet i forhold til de indstaevnte, baseret paa de samme faktiske konstateringer og de samme oekonomiske og retlige vurderinger som dem, der blev underkendt ved cellulose-dommen.

29 Under henvisning til legalitetsprincippet fandt Retten i praemis 72, at den paagaeldende institution under saadanne omstaendigheder i medfoer af traktatens artikel 176 kan vaere forpligtet til paa baggrund af en anmodning, der er indgivet inden for en rimelig frist, at undersoege, om den ogsaa boer traeffe foranstaltninger i forhold til de adressater for den annullerede retsakt, som ikke har anlagt annullationssoegsmaal.

30 Retten bemaerkede dernaest i praemis 73, at det skulle fastlaegges, hvilke forpligtelser der foelger af cellulose-dommen, og i lyset af de tidligere opregnede principper undersoeges, hvorvidt dommen indebaerer en forpligtelse for Kommissionen til at foretage en fornyet undersoegelse af de svenske adressaters retsstilling i forhold til cellulose-beslutningen, hvorved der baade skulle foretages en gennemgang af domskonklusionen og af praemisserne.

31 Retten erindrede i denne forbindelse i praemis 74 om, at Kommissionen ikke blot skulle tage hensyn til dommens konklusion, men ogsaa til de praemisser, som danner grundlag herfor, idet det er praemisserne, som fastslaar, noejagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, og angiver de noejagtige grunde til den i konklusionen fastslaaede ulovlighed (dommen i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen, praemis 27).

32 Retten bemaerkede i praemis 84, at selv hvis det antages, at visse dokumenter »kan give grundlag for nogle af eller alle konstateringerne i cellulose-beslutningens dispositive del i forhold til visse af de svenske adressater (jf. i denne forbindelse generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse forud for dommen af 31.3.1993, punkt 464-476), aendrer dette ikke noget ved, at Domstolen forkastede Kommissionens vaesentligste bevis for en prissamordning og dermed for en overtraedelse af traktatens artikel 85 i forhold til alle cellulose-beslutningens adressater«, og Retten konkluderede paa denne baggrund, at cellulose-dommen paa dette punkt klart kunne paavirke konstateringerne vedroerende de svenske adressater.

33 Retten fandt saaledes i praemis 85, at Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 176 og princippet om god forvaltningsskik havde pligt til paa baggrund af cellulose-dommens praemisser at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af cellulose-beslutningen i forhold til de svenske adressater og vurdere, om de betalte boeder paa grundlag af en saadan undersoegelse skulle tilbagebetales.

34 Retten bemaerkede endvidere i praemis 86 og 87, at den ovennaevnte dom i sagen TWD Textilwerke Deggendorf ikke fandtes at vaere til hinder for dette resultat, idet det ikke gav de indstaevnte mulighed for at omgaa soegsmaalsfristerne og dermed cellulose-beslutningens endelige karakter i forhold til dem. I modsaetning til hvad der var tilfaeldet i TWD Textilwerke Deggendorf-sagen, hvor den paagaeldende virksomhed i forbindelse med en praejudiciel sag forsoegte at goere gaeldende, at en beslutning, som den ikke havde anfaegtet inden for den i traktatens artikel 173 fastsatte frist, var ulovlig, var genstanden for domstolsproevelsen i den foreliggende sag ikke den oprindelige beslutning, dvs. cellulose-beslutningen, men en ny beslutning truffet i medfoer af traktatens artikel 176. Den til proevelse heraf anlagte sag maatte derfor antages til realitetsbehandling.

35 Retten bemaerkede i praemis 92, at Kommissionen, saafremt den paa grundlag af en fornyet undersoegelse af cellulose-beslutningen paa baggrund af praemisserne i cellulose-dommen maatte konkludere, at visse af konstateringerne af overtraedelser af traktatens artikel 85 fra de svenske adressaters side var ulovlige, var berettiget til at tilbagebetale de boeder, der er betalt i anledning af disse konstateringer. Kommissionen var i en saadan situation i medfoer af legalitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik ogsaa forpligtet til at tilbagebetale boederne, som i saa fald ikke ville have noget retligt grundlag, idet traktatens artikel 176 ellers ville miste sin effektive virkning.

36 Retten konkluderede, at Kommissionens beslutning af 4. oktober 1995 hviler paa en retlig vildfarelse, for saa vidt som det fremgaar af beslutningen, at Kommissionen hverken var forpligtet eller berettiget til at tilbagebetale de af de indstaevnte betalte boeder, og annullerede herefter beslutningen.

Appellen

37 Kommissionen har til stoette for appellen paaberaabt sig tre anbringender, henholdsvis om en overtraedelse af traktatens artikel 176, om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 173 og EF-traktatens 189 (nu artikel 249 EF) og om modstridende praemisser i den appellerede dom.

38 Som det foerste anbringende goer Kommissionen gaeldende, at Retten har anlagt en for vid fortolkning af begrebet de til opfyldelse af en dom fra Domstolen noedvendige foranstaltninger i traktatens artikel 176 ved at paalaegge Kommissionen at foretage en fornyet undersoegelse af situationen og tilbagebetale boeder, der er betalt af adressater for en beslutning, som ikke rettidigt har anlagt sag til proevelse heraf.

39 Som Retten selv har understreget i den appellerede doms praemis 56, skal en beslutning som cellulose-beslutningen, »selv om den er udformet og offentliggjort som én enkelt beslutning ... betragtes som en samling individuelle beslutninger, der i forhold til hver enkelt adressat fastslaar, hvilke(n) overtraedelse(r) virksomheden har begaaet, og eventuelt paalaegger virksomheden en boede«. Ifoelge den appellerede doms praemis 60 kan en saadan beslutning »kun annulleres i forhold til de adressater, der faar medhold i de sager, de har anlagt ved Faellesskabets retsinstanser«, og i henhold til praemis 58 vedbliver den med at vaere gyldig og bindende for de adressater, der ikke har anlagt annullationssoegsmaal.

40 Efter Kommissionens opfattelse foelger det noedvendigvis heraf, at »de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger« i traktatens artikel 176's forstand alene bestaar i at tilbagebetale de boeder, der er paalagt de adressater, som har faaet medhold ved Faellesskabets retsinstanser. Kommissionen har ikke herudover pligt til at foretage en fornyet undersoegelse af beslutningerne i forhold til de adressater, der ikke har anlagt annullationssoegsmaal, eftersom Domstolens dom ikke vedroerer disse beslutninger.

41 Desuden ville enhver anden fortolkning af artikel 176 stride mod lighedsprincippet, idet de indstaevnte i saa fald ville faa en uberettiget fordel i forhold til de virksomheder, der, i modsaetning til dem, loeb den - bl.a. oekonomiske - risiko at anlaegge et annullationssoegsmaal. Kommissionen har i denne forbindelse understreget, at »hvis de andre virksomheder havde tabt sagen, havde [de indstaevnte] garanteret ikke tilbudt dem at dele omkostningerne. Nu, hvor de har vundet sagen, oensker [de indstaevnte] at lukrere paa deres indsats«.

42 Som det andet anbringende har Kommissionen anfoert, at Retten har tilsidesat traktatens artikel 173 i to henseender og traktatens artikel 189.

43 Kommissionen har under henvisning til TWD Textilwerke Deggendorf-dommen anfoert, at en beslutning, der ikke er anfaegtet af adressaten inden for den i traktatens artikel 173 fastsatte frist, bliver endelig i forhold til adressaten.

44 Den appellerede dom indebaerer imidlertid, at det tillades adressaten for en beslutning, der er bebyrdende for den paagaeldende, og som denne ikke har anfaegtet rettidigt, at drage beslutningen i tvivl efter flere aar paa baggrund af en dom om annullation af en lignende beslutning, som blev truffet efter en faelles procedure. Den i artikel 173 fastsatte frist paa to maaneder ville dermed miste sit indhold.

45 Desuden strider den appellerede dom efter Kommissionens opfattelse mod et princip om, at ingen kan anlaegge sag paa andres vegne, som indirekte fremgaar af traktatens artikel 173. Denne bestemmelse fastslaar nemlig, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlaegge sag til proevelse af beslutninger, der retter sig til ham eller beroerer ham umiddelbart og individuelt.

46 Endelig indebaerer den appellerede dom ifoelge Kommissionen en tilsidesaettelse af traktatens artikel 189, idet der ikke tages hensyn til, at beslutninger er individuelle. Mens en forordning ikke alene har retsvirkninger for parterne for Domstolen, men ogsaa for alle andre personer, som forordningen gaelder for, er situationen anderledes for en beslutning, som er en individuel forvaltningsakt. Hvis en adressat anfaegter en beslutning, der er rettet til den paagaeldende, og opnaar, at beslutningen annulleres, paavirker dette kun adressatens retsstilling.

47 Som det tredje anbringende goer Kommissionen gaeldende, at argumentationen i den appellerede doms praemis 55-63 modsiges af argumentationen i praemis 64-95.

48 Ifoelge Kommissionen er det selvmodsigende paa den ene side at haevde, at de beslutninger, hvorved der blev paalagt de svenske adressater boeder, ikke blev annulleret ved cellulose-dommen, hvorfor de fortsat er gyldige og bindende, og paa den anden side, at disse beslutninger efter afsigelsen af den paagaeldende dom ikke har noget retligt grundlag, hvorfor boederne skal tilbagebetales til adressaterne.

Domstolens bemaerkninger

49 Appellen rejser i det vaesentlige spoergsmaalet om, hvorvidt en institution, der har truffet flere lignende individuelle beslutninger, hvorved der paalaegges boeder, inden for rammerne af en faelles procedure, saafremt kun nogle af adressaterne har anlagt sag og opnaaet en annullation af deres beslutning, har pligt til paa andre adressaters anmodning paa baggrund af praemisserne i dommen om annullation at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af de beslutninger, der ikke er blevet anfaegtet, og vurdere, om de betalte boeder paa grundlag af en saadan undersoegelse skal tilbagebetales.

50 Indledningsvis bemaerkes, at traktatens artikel 176, som er den eneste bestemmelse, de indstaevnte paaberaabte sig for Retten, og som danner grundlag for den appellerede dom, kun forpligter den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidroerer, til at gennemfoere de foranstaltninger, der er noedvendige til opfyldelse af dommen om annullation.

51 Dennes raekkevidde er imidlertid begraenset i to henseender.

52 Eftersom Faellesskabets retsinstanser i annullationssoegsmaal ikke kan traeffe afgoerelse ultra petita (jf. dom af 14.12.1962, forenede sager 46/59 og 47/59, Meroni mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 337, org. ref.: Rec. s. 783, paa s. 801, og af 28.6.1972, sag 37/71, Jamet mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 129, org. ref.: Rec. s. 483, praemis 12), kan en annullation ikke gaa ud over sagsoegerens paastande.

53 Saafremt en adressat for en beslutning beslutter at anlaegge annullationssoegsmaal, skal Faellesskabets retsinstanser saaledes kun proeve de elementer i beslutningen, der vedroerer den paagaeldende adressat. De elementer, der vedroerer andre adressater, og som ikke er anfaegtet, er derimod ikke genstand for den tvist, Faellesskabets retsinstanser skal afgoere.

54 Den absolutte retskraft, som en dom om annullation fra en af Faellesskabets retsinstanser har (jf. bl.a. domme af 21.12.1954, hhv. sag 1/54, Frankrig mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 1, org. ref.: Rec. s. 7, paa s. 34, og sag 2/54, Italien mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 5, org. ref.: Rec. s. 73, paa s. 104, og af 11.2.1955, sag 3/54, Assider mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 9, org. ref.: Rec. s. 123), knytter sig ganske vist til saavel dommens konklusion som de praemisser, der udgoer det noedvendige grundlag herfor, men den kan ikke medfoere en annullation af en retsakt, der er behaeftet med samme ugyldighedsgrund, men ikke er indbragt for Faellesskabets retsinstanser til proevelse.

55 Formaalet med at tage hensyn til praemisserne, som angiver de noejagtige grunde til den af Faellesskabets retsinstanser fastslaaede ulovlighed (jf. bl.a. dom af 12.11.1998, sag C-415/96, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6993, praemis 31), er nemlig udelukkende at afgoere, hvad domskonklusionen helt noejagtigt gaar ud paa. En praemis i en dom om annullation kan ikke have retskraft for personer, der ikke var part i sagen, og over for hvem dommen derfor ikke kan have afgjort noget som helst.

56 Selv om traktatens artikel 176 paalaegger den beroerte institution at undgaa, at enhver retsakt, der skal traede i stedet for den annullerede retsakt, er behaeftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der er fastslaaet i dommen om annullation, indebaerer bestemmelsen saaledes - i modsaetning til, hvad Retten fastslog i praemis 69, 72 og 85 - ikke, at den paa de beroerte parters anmodning skal foretage en fornyet undersoegelse af identiske eller lignende beslutninger rettet til andre adressater end sagsoegeren, der haevdes at vaere ugyldige af samme grund.

57 Endvidere bemaerkes, at efter fast retspraksis bliver en beslutning, der ikke er anfaegtet af adressaten inden for den i traktatens artikel 173 fastsatte frist, endelig i forhold til denne (jf. bl.a. dom af 17.11.1965, sag 20/65, Collotti mod Domstolen, Sml. 1965-1968, s. 127, org. ref.: Rec. s. 1045, og TWD Textilwerke Deggendorf-dommen, praemis 13).

58 Ud fra dette princip har Domstolen gentagne gange fastslaaet, at en medlemsstat i forbindelse med en af Kommissionen anlagt traktatbrudssag ikke laengere i medfoer af EF-traktatens artikel 184 (nu artikel 241 EF) er berettiget til at anfaegte gyldigheden af en beslutning, der er meddelt den paa grundlag af EF-traktatens artikel 93, stk. 2 (nu artikel 88, stk. 2, EF), saafremt medlemsstaten har ladet fristen for et annullationssoegsmaal udloebe (jf. i samme retning dom af 12.10.1978, sag 156/77, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1881, praemis 20, og af 10.6.1993, sag C-183/91, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 3131, praemis 10).

59 Tilsvarende har Domstolen fastslaaet, at selv om en part kan rejse erstatningssag uden herved i medfoer af gaeldende retsforskrifter at vaere tvunget til at kraeve annullation af den ulovlige retsakt, som har foraarsaget tabet, kan han dog ikke paa denne maade komme uden om afvisningen af et soegsmaal, der vedroerer det samme ulovlige forhold og tilsigter samme oekonomiske resultat (jf. bl.a. domme af 12.11.1981, hhv. sag 543/79, Birke mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2669, praemis 28, og sag 799/79, Bruckner mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2697, praemis 19, og dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 753, praemis 33).

60 Desuden fastslog Domstolen i TWD Textilwerke Deggendorf-dommen, at traktatens artikel 173 var til hinder for, at en modtager af statsstoette, som kunne have anfaegtet den kommissionsbeslutning, hvorved stoetten var erklaeret ulovlig og uforenelig med faellesmarkedet, ved et annullationssoegsmaal inden for den i traktatens artikel 173, stk. 5, fastsatte frist, men havde undladt dette, ved den nationale ret kunne modsaette sig gennemfoerelsen af beslutningen under paaberaabelse af, at den var ulovlig. Det modsatte resultat ville nemlig svare til at give den paagaeldende adgang til at omgaa beslutningens endelighed i forhold til ham efter soegsmaalsfristernes udloeb.

61 Denne praksis stoettes navnlig paa, at soegsmaalsfristerne skal vaerne om retssikkerheden, saaledes at det undgaas, at faellesskabsretsakter, der affoeder retsvirkninger, kan anfaegtes i ubegraenset tid, samt paa retsplejehensyn og procesoekonomiske hensyn.

62 Endelig fremgaar det af fast retspraksis, at en dom om annullation fra Domstolen og Retten kun i forhold til sagens parter og andre personer, der er direkte beroert af den annullerede retsakt, kan udgoere en ny omstaendighed, der bevirker, at soegsmaalsfristen igen begynder at loebe (dom af 17.6.1965, sag 43/64, Mueller mod Raadet for EOEF, Euratom og EKSF, Sml. 1965-1968, s. 65, org. ref.: Rec. s. 499, paa s. 515, af 14.12.1965, sag 52/64, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 149, org. ref.: Rec. s. 1211, paa s. 1219, af 21.2.1974, forenede sager 15/73-33/73, 52/73, 53/73, 57/73-109/73, 116/73, 117/73, 123/73, 132/73, 135/73, 136/73 og 137/73, Kortner m.fl. mod Raadet, Kommissionen og Parlamentet, Sml. s. 177, praemis 38, og af 8.3.1988, sag 125/87, Brown mod Domstolen, Sml. s. 1619, praemis 13).

63 Retssikkerhedsprincippet, som danner grundlag for den retspraksis, der er henvist til i praemis 57-62, er saaledes til hinder for, at en institution, der har truffet flere lignende individuelle beslutninger, hvorved der paalaegges boeder, inden for rammerne af en faelles procedure, saafremt kun nogle af adressaterne har anlagt sag og opnaaet en annullation af de beslutninger, der vedroerer dem, har pligt til paa andre adressaters anmodning paa baggrund af praemisserne i dommen om annullation at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af de beslutninger, der ikke er blevet anfaegtet, og vurdere, om de betalte boeder paa grundlag af en saadan undersoegelse skal tilbagebetales.

64 De indstaevnte er dog af den opfattelse, at Retten har anvendt de principper, der foelger af dommen af 22. marts 1961 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed og dommen i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen korrekt.

65 Sagerne SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed og Asteris m.fl. mod Den Hoeje Myndighed vedroerte imidlertid situationer, der adskiller sig fra den, der danner baggrund for naervaerende sag.

66 Det var ganske saerlige omstaendigheder, der fik Domstolen til i dommen af 22. marts 1961 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed at anlaegge en vid fortolkning af de forpligtelser, der paahvilede De Hoeje Myndighed som foelge af dommen af 17. juli 1959 i de forenede sager 32/58 og 33/58, SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed (Sml. 1954-1964, s. 141, org. ref.: Rec. s. 275).

67 For det foerste havde SNUPAT systematisk udnyttet de retsmidler, selskabet raadede over, i modsaetning til de indstaevnte, som lod den i traktatens artikel 173, stk. 5, fastsatte frist paa to maaneder udloebe. SNUPAT havde saaledes foerst ansoegt om fritagelse for sin forpligtelse til at betale afgift til en udligningsordning under paaberaabelse af de fritagelser, Den Hoeje Myndighed havde indroemmet to andre producenter, hvorefter selskabet havde anlagt annullationssoegsmaal til proevelse af afslaget paa ansoegningen. Efter at Domstolen havde frifundet Den Hoeje Myndighed ved dommen af 17. juli 1959 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed, anmodede selskabet derefter Den Hoeje Myndighed om at tilbagekalde de fritagelser, der var indroemmet de to andre producenter, med tilbagevirkende gyldighed, inden det endelig anlagde en ny sag ved Domstolen til proevelse af Den Hoeje Myndigheds afslag paa denne anden anmodning og fik medhold.

68 For det andet paafoerte de fritagelser, der var indroemmet de to andre producenter, direkte SNUPAT et tab som foelge af den udligningsordning, der var indfoert, idet de reducerede de paagaeldende to virksomheders produktionsomkostninger og foroegede SNUPAT's, da sidstnaevntes afgift blev sat op. Det samme goer sig ikke gaeldende for stoerrelsen af de boeder, der blev paalagt de forskellige adressater for cellulose-beslutningen, idet det forhold, at nogle af boederne blev annulleret, ikke havde nogen indflydelse paa stoerrelsen af de boeder, der ikke blev anfaegtet.

69 De indstaevnte kan heller ikke til stoette for deres synspunkt paaberaabe sig dommen i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen, hvori Domstolen fastslog, at den beroerte institution, efter at en landbrugsforordning for et bestemt produktionsaar var blevet annulleret ved en tidligere dom, havde pligt til, i de retsakter, der allerede var blevet udstedt, da sidstnaevnte dom blev afsagt, og som gav regler for de efterfoelgende produktionsaar, at ophaeve bestemmelser af samme indhold som den bestemmelse, der blev anset for ulovlig.

70 Den paagaeldende sag vedroerte nemlig en annullation af successive forordninger, hvorfor en annullation af en tidligere forordning noedvendigvis indebar en forpligtelse for den institution, der havde udstedt forordningen, til at tage hensyn til Domstolens dom ved udarbejdelsen af efterfoelgende forordninger.

71 Retten har saaledes begaaet en retlig fejl ved at fastslaa, at Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 176 havde pligt til paa de beroerte parters anmodning at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af cellulose-beslutningen i forhold til dem paa baggrund af praemisserne i cellulose-dommen og vurdere, om de betalte boeder paa grundlag af en saadan undersoegelse skulle tilbagebetales. Den appellerede dom boer derfor ophaeves.

72 I henhold til artikel 54, stk. 1, andet punktum, i EF-statutten for Domstolen, kan denne, hvis den ophaever en af Retten truffet afgoerelse, traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse. Domstolen finder, at dette er tilfaeldet.

Det ved Retten anlagte annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen af 4. oktober 1995

73 Til stoette for deres annullationssoegsmaal fremfoerte appellanterne et enkelt anbringende, som gaar ud paa, at Kommissionen ved beslutningen af 4. oktober 1995 handlede i strid med de retlige konsekvenser af cellulose-dommen.

74 Som det foerste led i anbringendet gjorde de gaeldende, at Kommissionen havde tilsidesat det faellesskabsretlige princip, at en dom om annullation medfoerer, at den anfaegtede retsakt er ugyldig erga omnes og ex tunc.

75 Som det andet led i anbringendet gjorde de indstaevnte gaeldende, at Kommissionen havde tilsidesat traktatens artikel 176, stk. 1.

76 Eftersom anbringendets foerste led boer forkastes af de i naervaerende doms praemis 19, 20, 54 og 55 anfoerte grunde og det andet led af de grunde, der er angivet i naervaerende doms praemis 50-56, boer Kommissionen frifindes i det annullationssoegsmaal, de indstaevnte anlagde ved Retten den 15. december 1995 til proevelse af beslutningen af 4. oktober 1995 om afvisning af deres anmodning om en fornyet undersoegelse paa baggrund af cellulose-dommen.

Sagens omkostninger

77 Saafremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgoer sagen, traeffer den afgoerelse om sagens omkostninger jf. procesreglementets artikel 122, stk. 1. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifoelge artikel 118 finder anvendelse paa appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom.

78 Da der er givet appellanten medhold, og da appellanten er blevet frifundet i den af de indstaevnte anlagte sag, boer de indstaevnte betale samtlige sagsomkostninger for Retten og for Domstolen.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den af Retten i Foerste Instans afsagte dom af 10. juli 1997 i sag T-227/95, AssiDomaen Kraft Products m.fl. mod Kommissionen, ophaeves.

2) Kommissionen frifindes i det annullationssoegsmaal, AssiDomaen Kraft Products AB m.fl. anlagde ved Retten den 15. december 1995.

3) AssiDomaen Kraft Products AB m.fl. betaler samtlige sagsomkostninger for Retten og Domstolen.