61997J0159

1 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - aftaler om kompetence - vaernetingsaftale - formkrav - skriftlighed - klausul i almindelige forretningsbetingelser paa bagsiden af en kontrakt - udtrykkelig henvisning til betingelserne i kontrakten noedvendig

(Konventionen af 27.9.1968, art. 17)

2 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - protokollen vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen - praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - graenser

(Konventionen af 27.9.1968; protokollen af 3.6.1971)

3 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - aftaler om kompetence - vaernetingsaftale - formkrav - aftale indgaaet i en form, der er anerkendt af saedvanen inden for den internationale handel - begreb - kriterier - parternes samtykke - godtgoerelsen af, at der bestaar en saedvane, og at parterne har kendskab til den

(Konventionen af 27.9.1968, art. 17, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978)

4 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - aftaler om kompetence - vaernetingsaftale - formkrav - konventionens ordning - udtoemmende karakter - anvendelse af andre betingelser vedroerende valget af den af parterne udpegede ret - udelukket

(Konventionen af 27.9.1968, art. 17)

1 Det er ikke tilstraekkeligt til at opfylde formkravene om skriftlighed i artikel 17 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, at en vaernetingsklausul er trykt paa bagsiden af en kontrakt, som er skrevet paa en af parternes forretningspapir, men det forholder sig anderledes, saafremt den af begge kontrahenter undertegnede kontrakt selv udtrykkeligt henviser til de almindelige forretningsbetingelser indeholdende vaernetingsklausulen.

2 Ifoelge kompetencefordelingen i forbindelse med den praejudicielle procedure i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, tilkommer det udelukkende de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen.

3 Artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, i konventionen af 27. september 1968 skal fortolkes saaledes:

- De kontraherende parter formodes at have tiltraadt vaernetingsklausulen, naar deres handlemaade er i overensstemmelse med en saedvane inden for det omraade af den internationale handel, hvor de driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til saedvanen.

- Det er godtgjort, at der bestaar en saedvane - hvilket skal vaere konstateret i den handelsbranche, hvor de kontraherende parter driver virksomhed - naar en bestemt handlemaade almindeligt og regelmaessigt foelges af de erhvervsdrivende i branchen ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type. Det er ikke noedvendigt, at en saadan handlemaade godtgoeres i bestemte lande og specielt ikke i alle de kontraherende stater. Med henblik paa at bevise, at der bestaar en saedvane, maa det antages, at en eventuel bekendtgoerelse af fortrykte formularer, der indeholder en vaernetingsklausul, over for erhvervsorganisationer eller andre saerlige institutioner ganske vist kan goere det lettere at foere bevis for en praksis, der foelges almindeligt og regelmaessigt, men at en saadan bekendtgoerelse ikke kan kraeves. En handlemaade, som opfylder betingelserne for at udgoere en saedvane, mister ikke sin karakter af en saedvane, fordi den bestrides under retssager, uanset i hvilket omfang det sker, saa laenge den dog foelges almindeligt og regelmaessigt i den paagaeldende erhvervsgren for den kontrakttype, der er tale om.

- De konkrete krav, som begrebet »en form, der er anerkendt« omfatter, skal udelukkende bedoemmes ud fra handelssaedvanerne i den paagaeldende branche inden for international handel uden hensyn til saerlige krav, som kan vaere opstillet i nationale bestemmelser.

- Kendskabet til saedvanen skal bedoemmes i forhold til vaernetingsaftalens oprindelige parter, og deres nationalitet er uden betydning i denne henseende. Det er godtgjort, at der foreligger kendskab til saedvanen, uafhaengigt af enhver saerlig form for bekendtgoerelse, naar en bestemt handlemaade i den handelsbranche, hvor parterne driver virksomhed, almindeligt og regelmaessigt foelges ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type, saaledes at den kan betragtes som en fast brug.

4 Det valg af en ret, der er udpeget i en vaernetingsklausul, kan kun bedoemmes ud fra de hensyn, som ligger til grund for kravene i artikel 17 i konventionen af 27. september 1968. Hensyn til sammenhaengen mellem den udpegede ret og det omtvistede retsforhold, klausulens berettigelse og de materielle ansvarsregler, der er gaeldende ved den valgte ret, er uvedkommende i forhold til disse krav.

1 Ved kendelse af 24. oktober 1996, indgaaet til Domstolen den 25. april 1997, har Corte Suprema di cassazione i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt fjorten spoergsmaal om fortolkningen af artikel 17 i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT 1978 L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77, herefter »konventionen«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag vedroerende krav om erstatning for skade, som haevdes at vaere forvoldt under losning af gods, der i henhold til flere forskellige konnossementer blev fragtet fra Argentina til Italien. Sagen foeres mellem Trasporti Castelletti Spedizioni Internationali SpA (herefter »Castelletti«), Milano (Italien), som godset blev leveret til, og Hugo Trumpy SpA (herefter »Trumpy«), Genova (Italien), som skibsagent for rederiet Lauritzen Reefers A/S (herefter »Lauritzen«), Koebenhavn.

Konventionen

3 Konventionens artikel 17, stk. 1, foerste og andet punktum, har foelgende ordlyd:

»Saafremt parterne i tilfaelde, hvor mindst én af dem har bopael paa en kontraherende stats omraade, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal vaere kompetente til at paakende allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den paagaeldende stat kompetente. En saadan aftale om retternes kompetence skal vaere indgaaet skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekraeftelse eller, inden for international handel, i en form, der er anerkendt af saedvanen paa dette omraade, og som parterne har eller burde have kendskab til.«

4 Det bemaerkes, at bestemmelsens ordlyd er blevet aendret - efter tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen - ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (EFT L 285, s. 1). Artikel 17, stk. 1, har nu foelgende ordlyd:

»Saafremt parterne i tilfaelde, hvor mindst én af dem har bopael paa en kontraherende stats omraade, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal vaere kompetente til at paakende allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den paagaeldende stat kompetente. En saadan aftale om retternes kompetence skal vaere indgaaet enten:

a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekraeftelse, eller

b) i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne foelger i deres indbyrdes forhold, eller

c) inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en saedvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for saadan handel er almindeligt kendt og regelmaessigt fulgt af parter i kontrakter af samme type inden for den paagaeldende handelsbranche.«

Hovedsagen

5 Det gods, som har givet anledning til hovedsagen, blev af flere forskellige argentinske aflastere - i henhold til 22 konnossementer udstedt i Buenos Aires den 14. marts 1987 - lastet om bord paa et skib, som blev drevet af Lauritzen, med henblik paa transport til Savona (Italien), hvor det skulle leveres til Castelletti. Efter at der var opstaaet vanskeligheder under losningen af godset, anlagde Castelletti ved Tribunale di Genova sag mod Trumpy med paastand om, at denne blev tilpligtet at betale erstatning.

6 Trumpy gjorde gaeldende, at Tribunale di Genova savnede kompetence, idet rette vaerneting i henhold til konnossementernes klausul 37 var High Court of Justice, London.

7 Denne klausul, som var affattet paa engelsk, ligesom konnossementerne som helhed, og som var trykt med smaa, men laeselige typer, var den sidste klausul paa bagsiden af det fortrykte dokument. Klausulen havde foelgende ordlyd: »The contract evidenced by this Bill of Lading shall be governed by English Law and any disputes thereunder shall be determined in England by the High Court of Justice in London according to English Law to the exclusion of the Courts of any other country« (den aftale, som dette konnossement er bevis for, skal vaere undergivet engelsk ret, og enhver tvist vedroerende aftalen skal afgoeres i England af High Court of Justice, London, i overensstemmelse med engelsk ret, og intet andet lands domstole skal vaere kompetente i saadanne sager).

8 Paa konnossementernes forside fandtes der bl.a. en rubrik, som skulle udfyldes med oplysninger om arten af det indlastede gods, samt en henvisning, trykt med stoerre typer end de oevrige klausuler, til vilkaarene paa bagsiden. Under denne henvisning var konnossementets udstedelsesdato og udstedelsessted paafoert sammen med transportoerens lokale agents underskrift. Den oprindelige aflasters underskrift var paafoert under oplysningerne om arten af det indlastede gods, men over henvisningen til konnossementsvilkaarene.

9 Ved dom af 14. december 1989 tog Tribunale di Genova afvisningspaastanden til foelge, idet den ud fra det fremlagte konnossement fandt, at vaernetingsklausulen var gyldig under hensyn til saedvaner inden for international handel, selv om klausulen fandtes paa en formular, der ikke var underskrevet af aflasteren. Ved dom af 7. december 1994 stadfaestede Corte d'Appello di Genova underinstansens dom, men med en anden begrundelse. Corte d'Appello fandt efter en gennemgang af alle konnossementerne, at aflasterens underskrift paa forsiden af dokumenterne maatte indebaere, at Castelletti havde tiltraadt alle klausulerne, ogsaa de klausuler, der var anfoert paa bagsiden.

10 Castelletti ankede til Corte Suprema di cassazione, bl.a. under paaberaabelse af, at den oprindelige aflasters underskrift ikke kunne indebaere en accept af alle klausulerne, men, som det fremgik af underskriftens placering, kun af de klausuler, som var anfoert over underskriften, og som angik arten af det transporterede gods.

11 Corte Suprema di cassazione fandt, at denne opfattelse maatte tiltraedes, og at den oprindelige aflasters underskrift ikke kunne tillaegges betydning som en accept af alle konnossementsklausulerne. Det kunne saaledes ikke antages, at en vaernetingsaftale var indgaaet skriftligt eller endog mundtligt med skriftlig bekraeftelse, og sagens afgoerelse maatte derfor bero paa en fortolkning af konventionens artikel 17, for saa vidt som det deri bestemmes, at en vaernetingsaftale »inden for international handel« kan indgaas »i en form, der er anerkendt af saedvanen paa dette omraade, og som parterne har eller burde have kendskab til«.

12 Herefter har Corte Suprema di cassazione besluttet at udsaette sagen og at forelaegge foelgende anmodning for Domstolen.

1) Det foerste spoergsmaal, som forelaegges for Domstolen, er foelgende:

Domstolen har i sin praksis vedroerende fortolkningen af den oprindelige affattelse af artikel 17 opstillet et krav om, at det - gennem de betingelser, som i artiklen stilles for en vaernetingsklausuls gyldighed - konstateres og sikres, at der virkelig foreligger en samstemmende vilje hos vaernetingsklausulens parter, hvilket ogsaa gaelder, naar klausulen anerkendes at vaere gyldig, fordi det konnossement, som den findes i, indgaar i et loebende forretningsforhold mellem parterne, for saa vidt det herved fremgaar, at dette forhold reguleres af almindelige forretningsbetingelser (fastlagt paa forhaand af en af de kontraherende parter, dvs. af bortfragteren), der indeholder en saadan klausul (jf. Domstolens dom af 19.6.1984, sag 71/83, Tilly Russ mod Nova, Sml. s. 2417, hvori der henvises til tidligere praksis, der betoner kravet om, at parternes samstemmende vilje klart og praecist kommer til udtryk).

Naar der ved den nye affattelse af bestemmelsen er tilfoejet et element som saedvanen, der har en »normativ« karakter (og som dermed i alt fald for saa vidt angaar den enkelte aftale er uafhaengigt af parternes vilje), oenskes det oplyst, om det i forbindelse med den faste gentagelse (i alle retsforhold som det omhandlede) af vaernetingsklausulen er tilstraekkeligt at stille krav om (faktisk) kendskab, eller ikke-kendskab, der skyldes culpoes uvidenhed, der kan tilregnes den paagaeldende. Selv om artikel 17 anvender udtrykket »indgaaet«, der forudsaetter en tilkendegivelse af viljen og dermed »kontraktsaedvaner« (saedvanlige klausuler), oenskes det altsaa oplyst, om det herefter ikke laengere er noedvendigt at laegge vaegt paa, om der har kunnet konstateres en samstemmende vilje hos parterne.

2) Det andet spoergsmaal vedroerer betydningen af udtrykket »en form, der er anerkendt« i forskellige forbindelser. For det foerste oenskes det med hensyn til klausulens fremtraeden oplyst, om den noedvendigvis skal findes i et dokument, der er underskrevet af den part, som har oensket den medtaget, og som derfor har tilkendegivet sin vilje til at paaberaabe sig den, f.eks. gennem underskrivelse af konnossementet sammen med en saerlig henvisning til en klausul, der henviser til vaernetingsklausulen, ogsaa uden at medkontrahenten (aflasteren) har henvist paa samme maade.

For det andet maa det afgoeres, om det er noedvendigt, at vaernetingsklausulen individuelt fremtraeder paa en saerlig maade i den samlede aftaletekst, eller om det er tilstraekkeligt (og dermed uden betydning for klausulens gyldighed), at den findes blandt en lang raekke andre bestemmelser, der skal regulere transportaftalens mange forskellige aspekter og virkninger.

For det tredje maa der laegges vaegt paa det sprog, klausulen er affattet paa. Det oenskes oplyst, om dette paa en eller anden maade skal have sammenhaeng med de kontraherende parters nationalitet, eller om det er tilstraekkeligt, at der er tale om et sprog, der saedvanligt anvendes i international handel.

3) Det tredje spoergsmaal er, om den udpegede ret paa en eller anden maade skal have sammenhaeng med de kontraherende parters nationalitet og/eller hjemsted, eller med de steder, hvor kontrakten er indgaaet og/eller skal opfyldes, under iagttagelse af kravet om, at der skal vaere tale om en ret i en kontraherende stat, eller om blot sidstnaevnte forudsaetning skal vaere opfyldt, saaledes at enhver anden tilknytning til retsforholdet kan lades ude af betragtning.

4) Det fjerde spoergsmaal drejer sig om dannelsen af saedvanen. Er det tilstraekkeligt, at klausulen altid forekommer i konnossementer, der er udfaerdiget af erhvervsorganisationer eller af et stoerre antal soetransportvirksomheder, eller maa det godtgoeres, at brugerne (det vaere sig professionelle eller andre brugere) af en saadan transport ved deres undladelse af at fremsaette indsigelser eller tage forbehold over for en saadan fast gentagelse, viser, at de stiltiende har tiltraadt medkontrahenternes adfaerd, saaledes at det ikke laengere kan antages, at der er uoverensstemmelse mellem de to grupper?

5) Det femte spoergsmaal vedroerer de maader, som den faste praksis er blevet bekendtgjort paa. Skal den dokumentformular, som indeholder vaernetingsklausulen, deponeres i en institution (erhvervsorganisation, handelskammer, havnekontorer eller lignende) til gennemsyn, eller skal den paa anden maade vaere offentligt bekendtgjort?

6) Det sjette spoergsmaal drejer sig om klausulens gyldighed, ogsaa i tilfaelde hvor den (i kraft af de materielretlige regler, der finder anvendelse ved det valgte vaerneting) er ensbetydende med en ansvarsfraskrivelses- eller ansvarsbegraensningsklausul for transportoeren.

7) Det syvende spoergsmaal er, om en anden ret (end den, der efter vaernetingsklausulen er kompetent), naar den under en ved den anlagt sag skal tage stilling til klausulens gyldighed, kan efterproeve dennes berettigelse, dvs. goere det formaal, som transportoeren har haft med valget af et andet vaerneting end det, der efter de saedvanlige kriterier i Bruxelles-konventionen eller i lex fori er rette vaerneting, til genstand for en naermere undersoegelse.

8) Med det ottende spoergsmaal skal det afgoeres, om den omstaendighed, at et stort antal aflastere og/eller konnossementsendossatarer har bestridt vaernetingsklausulens gyldighed ved sagsanlaeg for andre retter end dem, der efter klausulen er kompetente, kan tages som et udtryk for, at der ikke er opstaaet en fast saedvane for klausulens medtagelse i standardblanketter eller -kontraktformularer.

9) Med det niende spoergsmaal oenskes der en afgoerelse af, om der skal vaere skabt en saedvane i samtlige lande i Det Europaeiske Faellesskab, eller om udtrykket »international handel« skal fortolkes saaledes, at det er tilstraekkeligt, at saedvanen dannes i de lande, som traditionelt har en saerlig fremtraedende stilling inden for den internationale handel.

10) Det tiende spoergsmaal tager sigte paa en afgoerelse af, om den omhandlede saedvane kan indebaere en fravigelse af praeceptive regler i enkelte stater som f.eks. i Italien artikel 1341 i codice civile, der med hensyn til almindelige betingelser, der er fastlagt af én af de kontraherende parter, bestemmer, at en aftale for at have virkning forudsaetter, at medkontrahenten har kendskab til eller mulighed for at kende disse vilkaar, og foreskriver saerskilt underskrivelse af bestemmelser om saerlig begraensning eller fravigelse af de saedvanlige vaernetingsregler.

11) Det ellevte spoergsmaal vedroerer de betingelser, der skal vaere opfyldt, for at medtagelsen af en klausul som den omhandlede i en fortrykt formular, der ikke er underskrevet af den part, der ikke har fastsat den, kan anses for at vaere for byrdefuld for den sidstnaevnte part eller for at udgoere et misbrug.

12) Det tolvte spoergsmaal drejer sig om efterproevelsen af, om saedvanen kendes eller er kendelig ikke blot efter omstaendigheder som de ovenfor under 5) anfoerte, men ogsaa paa baggrund af det konkret foreliggende konnossement med dets indhold af et stort antal trykte bestemmelser paa bagsiden [jf. ovenfor under 2)].

13) Det trettende spoergsmaal er spoergsmaalet om, hvilken person der skal have kendskab til saedvanen, eller som denne skal vaere kendelig for. Skal denne vaere den oprindelige aflaster, der eventuelt ikke er hjemmehoerende i en kontraherende stat (som i denne sag Argentina), eller er det tilstraekkeligt, at det er konnossementets endossatar, der er hjemmehoerende i en kontraherende stat (i den foreliggende sag Italien)?

14) Med det fjortende spoergsmaal oenskes det oplyst, om udtrykket »burde have kendskab til« bygger paa et godtros- og redelighedskriterium for saa vidt angaar den enkelte aftales tilblivelse eller paa et kriterium om almindelig paapasselighed for saa vidt angaar pligten til at meddele fuldstaendige oplysninger til medkontrahenten vedroerende den praksis, der foelges i den internationale handel, jf. ovenfor under 9).

De praejudicielle spoergsmaal

13 Indledningsvis bemaerkes, at Domstolen i dom af 14. december 1976, sag 24/76, Estasis Salotti (Sml. s. 1831, praemis 9), har fastslaaet, at det ikke er tilstraekkeligt til at opfylde kravene i artikel 17, at en vaernetingsklausul er trykt paa bagsiden af en kontrakt, som er skrevet paa en af parternes forretningspapir, men at det forholder sig anderledes, saafremt den af begge kontrahenter undertegnede kontrakt selv udtrykkeligt henviser til de almindelige forretningsbetingelser indeholdende vaernetingsklausulen.

14 Endvidere bemaerkes, at det ifoelge kompetencefordelingen i forbindelse med den praejudicielle procedure i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen alene tilkommer den nationale ret at fastlaegge indholdet af de spoergsmaal, den vil forelaegge Domstolen. Ifoelge fast retspraksis tilkommer det udelukkende de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen (dom af 27.2.1997, sag C-220/95, Van den Boogaard, Sml. I, s. 1147, praemis 16, og af 20.3.1997, sag C-295/95, Farrell, Sml. I, s. 1683, praemis 11).

15 Det fremgaar imidlertid af ordlyden af de spoergsmaal, der er forelagt, at den forelaeggende ret udelukkende oensker en praecisering af foelgende fire forhold, der er afgoerende for gyldigheden af en vaernetingsklausul, som er indgaaet i en form, der er anerkendt af saedvanen, hvilket er det tredje tilfaelde, der naevnes i konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum:

- parternes tiltraedelse af klausulen (foerste spoergsmaal)

- begrebet saedvane inden for international handel (niende, fjerde, femte og ottende spoergsmaal)

- begrebet »en form, der er anerkendt« (andet, ellevte og tiende spoergsmaal)

- parternes kendskab til saedvanen (trettende, fjortende og tolvte spoergsmaal).

16 Det fremgaar endvidere af spoergsmaalene, at den forelaeggende ret oensker oplyst, om der i forbindelse med konventionens artikel 17 eventuelt gaelder begraensninger med hensyn til valget af den ret, der udpeges (tredje, syvende og sjette spoergsmaal).

Det foerste spoergsmaal: parternes tiltraedelse af vaernetingsklausulen

17 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om konventionens artikel 17, som affattet ved tiltraedelseskonventionen af 9. oktober 1978, for saa vidt som der deri henvises til begrebet »saedvanen«, og udtrykket »indgaaet« er benyttet, noedvendigvis forudsaetter en konstatering af, at parterne har tiltraadt vaernetingsklausulen.

18 Hertil bemaerkes, at artikel 17 i den oprindelige affattelse som grundlag for kompetencevedtagelsen kraevede en skriftlig aftale eller en mundtlig aftale med skriftlig bekraeftelse, og at der, for at tage hensyn til de saerlige saedvaner og krav inden for den internationale handel ved tiltraedelseskonventionen af 9. oktober 1978 i artikel 17, stk. 1, andet punktum, blev indfoejet et tredje tilfaelde, hvorefter der inden for international handel gyldigt kan indgaas en aftale om retternes kompetence i en form, der er anerkendt af saedvanen paa dette omraade, og som parterne har eller burde have kendskab til (dom af 20.2.1997, sag C-106/95, MSG, Sml. I, s. 911, praemis 16).

19 I MSG-dommen, praemis 17, har Domstolen fastslaaet, at det trods den lempelse, som er blevet indfoert i artikel 17, fortsat er et af formaalene med bestemmelsen at sikre, at der reelt er opnaaet enighed mellem parterne, og at dette er begrundet i et oenske om at beskytte den svageste part i kontraktforholdet ved, at det undgaas, at vaernetingsklausuler, som kun én af parterne har indfoejet i en kontrakt, ikke bliver bemaerket.

20 Domstolen tilfoejede dog, at der paa baggrund af aendringen i artikel 17 formodes at vaere kommet en samstemmende vilje i stand, naar der i den paagaeldende branche inden for den internationale handel findes handelssaedvaner, som parterne har eller burde have kendskab til (MSG-dommen, praemis 19 og 20).

21 Det foerste spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, skal fortolkes saaledes, at de kontraherende parter formodes at have tiltraadt vaernetingsklausulen, naar deres handlemaade er i overensstemmelse med en saedvane, der gaelder inden for det omraade af den internationale handel, hvor de driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til saedvanen.

Niende, fjerde, femte og ottende spoergsmaal: begrebet saedvane inden for international handel

22 Med disse spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, i hvilke lande det skal konstateres, at der bestaar en saedvane, paa hvilken maade en saedvane dannes, hvordan den skal bekendtgoeres, og hvilke konsekvenser, med hensyn til saedvanens eksistens paa det paagaeldende omraade, det har, at der anlaegges sager, hvorunder det bestrides, at vaernetingsaftaler i konnossementer er gyldige.

23 I MSG-dommens praemis 21 har Domstolen udtalt, at det paahviler den nationale ret for det foerste at afgoere, om den paagaeldende kontrakt er indgaaet inden for den internationale handel, og for det andet at efterproeve, om der bestaar en saedvane i den branche inden for den internationale handel, som parterne driver virksomhed i.

24 Med hensyn til det foerste punkt staar det i sagen for den nationale ret fast, at kontrakten er indgaaet inden for international handel.

25 Med hensyn til det andet punkt har Domstolen i MSG-dommen, praemis 23, udtalt, at spoergsmaalet om, hvorvidt der bestaar en saedvane, ikke skal afgoeres i henhold til loven i én af de kontraherende stater og heller ikke skal afgoeres i forhold til den internationale handel i almindelighed, men i forhold til den handelsbranche, inden for hvilken parterne driver virksomhed.

26 I MSG-dommen, praemis 23, har Domstolen endvidere udtalt, at der bestaar en saedvane inden for den paagaeldende handelsbranche, bl.a. naar en bestemt handlemaade almindeligt og regelmaessigt foelges af de erhvervsdrivende i branchen ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type.

27 Heraf foelger, at det ikke er noedvendigt, at en saadan handlemaade godtgoeres i bestemte lande eller specielt i alle de kontraherende stater. Den omstaendighed, at en praksis almindeligt og regelmaessigt foelges af de erhvervsdrivende i lande, som indtager en fremtraedende stilling i den paagaeldende branche inden for international handel, kan vaere et forhold, som goer det lettere at bevise, at der bestaar en saedvane. Det afgoerende kriterium er imidlertid, om den paagaeldende handlemaade almindeligt og regelmaessigt foelges af de erhvervsdrivende i den branche inden for international handel, hvor de kontraherende parter driver virksomhed.

28 Da konventionens artikel 17 ikke indeholder oplysninger om bekendtgoerelse af saedvanen, maa det, som generaladvokaten har anfoert i punkt 152 i forslaget til afgoerelse, antages, at en eventuel bekendtgoerelse af fortrykte formularer, der indeholder en vaernetingsklausul, over for erhvervsorganisationer eller andre saerlige institutioner ganske vist kan goere det lettere at foere bevis for en praksis, der foelges almindeligt og regelmaessigt, men at en saadan bekendtgoerelse ikke kan kraeves med henblik paa at bevise, at der bestaar en saedvane.

29 En handlemaade, som opfylder betingelserne for at udgoere en saedvane, mister ikke sin karakter af en saedvane, fordi den bestrides under retssager, uanset i hvilket omfang det sker, saa laenge den dog foelges almindeligt og regelmaessigt i den paagaeldende erhvervsgren for den kontrakttype, der er tale om. Det forhold, at en lang raekke aflastere og/eller konnossementsendossatarer har bestridt en vaernetingsklausuls gyldighed ved at anlaegge sag ved andre domstole end dem, der er udpeget, kan saaledes ikke medfoere, at der ikke laengere skulle bestaa en saedvane for at indsaette klausulen i saadanne dokumenter, naar og saa laenge det er godtgjort, at dette er i overensstemmelse med en almindeligt og regelmaessigt fulgt praksis.

30 Det niende, fjerde, femte og ottende spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, skal fortolkes saaledes:

Det er godtgjort, at der bestaar en saedvane - hvilket skal vaere konstateret i den handelsbranche, hvor de kontraherende parter driver virksomhed - naar en bestemt handlemaade almindeligt og regelmaessigt foelges af de erhvervsdrivende i branchen ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type.

Det er ikke noedvendigt, at en saadan handlemaade godtgoeres i bestemte lande og specielt ikke i alle de kontraherende stater.

Der kan ikke systematisk stilles krav om en bestemt form for bekendtgoerelse.

Det forhold, at en handlemaade, der udgoer en saedvane, anfaegtes ved domstolene, er ikke tilstraekkeligt til, at den mister sin karakter af en saedvane.

Det andet, ellevte og tiende spoergsmaal: begrebet »en form, der er anerkendt«

31 Med sit andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, hvilke konkrete krav begrebet »en form, der er anerkendt« i artikel 17's forstand omfatter. Retten oensker naermere bestemt oplyst, om vaernetingsklausulen noedvendigvis skal vaere indeholdt i et dokument, der er underskrevet af den part, som har oensket den medtaget, saaledes at dokumentet er underskrevet sammen med en henvisning til klausulen, om klausulen skal vaere saerlig fremhaevet i forhold til andre klausuler, og om der skal bestaa en sammenhaeng mellem det sprog, klausulen er affattet paa, og parternes nationalitet.

32 Med sit ellevte spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, hvilke betingelser der skal vaere opfyldt, for at medtagelse af en klausul som den omhandlede i en fortrykt formular, der ikke er underskrevet af den part, der ikke har fastsat den, kan anses for at vaere for byrdefuld for den sidstnaevnte part eller for at udgoere et misbrug.

33 Med sit tiende spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om det kan vaere tilladt, i forbindelse med konventionens artikel 17, at paaberaabe sig en saedvane, der indebaerer en fravigelse af praeceptive lovbestemmelser i nogle kontraherende stater med hensyn til vaernetingsklausulers form.

34 Det bemaerkes, at Domstolen i dom af 24. juni 1981, sag 150/80, Elefanten Schuh (Sml. s. 1671, praemis 25), har fastslaaet, at artikel 17 har til formaal selv at fastsaette regler om vaernetingsaftalers form af hensyn til retssikkerheden og for at sikre parternes samtykke.

35 Heraf foelger, at det kun kan vaere en betingelse for en vaernetingsklausuls gyldighed, at et bestemt formkrav er overholdt, hvis betingelsen har sammenhaeng med de krav, der stilles i artikel 17.

36 Det maa saaledes paahvile den nationale ret, ud fra handelssaedvanerne i den paagaeldende branche inden for international handel, i den for retten verserende sag at afgoere, om vaernetingsklausulens faktiske fremtraeden, herunder det sprog, den er affattet paa, og det forhold, at den findes i en paa forhaand udarbejdet formular, som ikke er underskrevet af den part, der ikke har udarbejdet den, er i overensstemmelse med en form, der er anerkendt af saedvanerne.

37 I Elefanten Schuh-dommen, praemis 26, har Domstolen praeciseret, at de kontraherende stater ikke frit kan fastsaette andre formkrav end de i konventionen naevnte.

38 De saedvaner, der henvises til i artikel 17, kan saaledes ikke saettes ud af kraft ved hjaelp af nationale lovbestemmelser, som kraever, at yderligere formkrav er overholdt.

39 Det andet, ellevte og tiende spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, skal fortolkes saaledes, at de konkrete krav, som begrebet »en form, der er anerkendt« omfatter, udelukkende skal bedoemmes ud fra handelssaedvanerne i den paagaeldende branche inden for international handel uden hensyn til saerlige krav, som kan vaere opstillet i nationale bestemmelser.

Det trettende, fjortende og tolvte spoergsmaal: parternes kendskab til saedvanen

40 Med disse spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, foerst og fremmest hvilken part, der skal have kendskab til saedvanen, og om partens nationalitet har nogen betydning i denne sammenhaeng, dernaest i hvilket omfang parten skal have kendskab til saedvanen, og endelig om de fortrykte formularer, der indeholder vaernetingsklausuler, skal vaere bekendtgjort og i givet fald i hvilken form.

41 Med hensyn til det foerste aspekt har Domstolen i Tilly Russ-dommen, praemis 24, fastslaaet, at i det omfang vaernetingsklausulen i et konnossement er gyldig i henhold til konventionens artikel 17 i forholdet mellem afladeren og bortfragteren, kan den paaberaabes over for den tredjemand, der er ihaendehaver af konnossementet, naar den, der har konnossementet i haende efter den nationale ret, der finder anvendelse, er indtraadt i afladerens rettigheder og forpligtelser.

42 Da klausulens gyldighed i henhold til artikel 17 skal bedoemmes i forholdet mellem de oprindelige parter, skal bedoemmelsen vedroerende kendskabet til saedvanen foretages for saa vidt angaar de samme parter, og parternes nationalitet har ingen betydning i forbindelse med denne bedoemmelse.

43 Med hensyn til det andet aspekt fremgaar det af MSG-dommen, praemis 24, at parterne maa antages faktisk at have haft kendskab til saedvanen eller formodes at have haft kendskab til den, bl.a. naar de tidligere har haft forretningsforbindelse indbyrdes eller med andre parter i den paagaeldende sektor, eller naar en bestemt handlemaade er tilstraekkelig kendt inden for sektoren - fordi den almindeligt og regelmaessigt foelges ved indgaaelse af en bestemt type kontrakter - til at kunne betragtes som en fast brug.

44 Med hensyn til det tredje aspekt maa det - i mangel af oplysninger i konventionen om, hvilke bevismidler der kan benyttes til godtgoerelse af, at der foreligger kendskab til en saedvane - antages, at en eventuel bekendtgoerelse af fortrykte formularer, der indeholder en vaernetingsklausul, over for erhvervsorganisationer eller andre saerlige institutioner ganske vist kan goere det lettere at foere beviset, men at dette ikke kan udgoere et noedvendigt middel hertil.

45 Det trettende, fjortende og tolvte spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, skal fortolkes saaledes, at kendskabet til saedvanen skal bedoemmes i forhold til vaernetingsaftalens oprindelige parter, og at deres nationalitet er uden betydning i denne henseende. Det er godtgjort, at der foreligger kendskab til saedvanen, uafhaengigt af enhver saerlig form for bekendtgoerelse, naar en bestemt handlemaade i den handelsbranche, hvor parterne driver virksomhed, almindeligt og regelmaessigt foelges ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type, saaledes at den kan betragtes som en fast brug.

Det tredje, syvende og sjette spoergsmaal: valget af den udpegede ret

46 Med disse spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om der i forbindelse med konventionens artikel 17 eventuelt gaelder begraensninger med hensyn til valget af den udpegede ret. Den forelaeggende ret oensker oplyst, om det er noedvendigt, at parterne vaelger en ret, der har sammenhaeng med sagen, om den ret, ved hvilken sag er anlagt, kan efterproeve klausulens berettigelse og det formaal som den part, der har indfoejet klausulen, har haft, og om det forhold, at de materielle retsregler, der finder anvendelse ved den udpegende ret, foerer til en lempelse af partens ansvar, kan have indvirkning paa klausulens gyldighed.

47 Det bemaerkes, at konventionen ikke angaar de materielle retsregler (dom af 13.11.1979, sag 25/79, Sanicentral, Sml. s. 3423, praemis 5), men har til formaal at fastlaegge ensartede regler om retternes internationale kompetence (dom af 3.7.1997, sag C-269/95, Benincasa, Sml. I, s. 3767, praemis 25).

48 Som Domstolen flere gange har udtalt, er det i overensstemmelse med det retssikkerhedshensyn, som udgoer et af konventionens formaal, at den nationale ret, som har faaet en sag forelagt, uden vanskeligheder kan tage stilling til, om den er kompetent ifoelge konventionens regler uden at skulle undersoege sagen i realiteten (dom af 22.3.1983, sag 34/82, Peters, Sml. s. 987, praemis 17, af 29.6.1994, sag C-288/92, Custom Made Commercial, Sml. I, s. 2913, praemis 20, og Benincasa-dommen, praemis 27). I Benincasa-dommen, praemis 28 og 29, har Domstolen naermere udtalt, at dette oenske om at varetage retssikkerhedshensyn i form af, at der skabes mulighed for med sikkerhed at forudse, hvilken ret der er kompetent, i konventionens artikel 17 er kommet til udtryk i, at man har fastsat strenge formkrav, idet bestemmelsen har til formaal klart og praecist at udpege en ret i en kontraherende stat, der er enekompetent i overensstemmelse med parternes samstemmende vilje.

49 Heraf foelger, at valget af den udpegede ret kun kan bedoemmes ud fra de hensyn, som ligger til grund for kravene i artikel 17.

50 Af disse grunde har Domstolen allerede ved flere lejligheder udtalt, at der ved artikel 17 ikke tages hensyn til en mulig objektiv sammenhaeng mellem det omtvistede retsforhold og den udpegede ret (dom af 17.1.1980, sag 56/79, Zelger, Sml. s. 89, praemis 4, MSG-dommen, praemis 34, og Benincasa-dommen, praemis 28).

51 Af de samme grunde maa det i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, vaere udelukket af foretage en yderligere efterproevelse af klausulens berettigelse og af det formaal, som den part, der har indfoejet klausulen, har haft, og det kan ikke have indvirkning paa klausulens gyldighed, hvilke materielle ansvarsregler der finder anvendelse ved den udpegede ret.

52 Det tredje, syvende og sjette spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, skal fortolkes saaledes, at det valg af en ret, der er udpeget i en vaernetingsklausul, kun kan bedoemmes ud fra de hensyn, som ligger til grund for kravene i konventionens artikel 17. Hensyn til sammenhaengen mellem den udpegede ret og det omtvistede retsforhold, klausulens berettigelse og de materielle ansvarsregler, der er gaeldende ved den valgte ret, er uvedkommende i forhold til disse krav.

Sagens omkostninger

53 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Corte Suprema di cassazione ved kendelse af 24. oktober 1996, for ret:

Artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, skal fortolkes saaledes:

1) De kontraherende parter formodes at have tiltraadt vaernetingsklausulen, naar deres handlemaade er i overensstemmelse med en saedvane inden for det omraade af den internationale handel, hvor de driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til saedvanen.

2) Det er godtgjort, at der bestaar en saedvane - hvilket skal vaere konstateret i den handelsbranche, hvor de kontraherende parter driver virksomhed - naar en bestemt handlemaade almindeligt og regelmaessigt foelges af de erhvervsdrivende i branchen ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type.

Det er ikke noedvendigt, at en saadan handlemaade godtgoeres i bestemte lande og specielt ikke i alle de kontraherende stater.

Der kan ikke systematisk stilles krav om en bestemt form for bekendtgoerelse.

Det forhold, at en handlemaade, der udgoer en saedvane, anfaegtes ved domstolene, er ikke tilstraekkeligt til, at den mister sin karakter af en saedvane.

3) De konkrete krav, som begrebet »en form, der er anerkendt« omfatter, skal udelukkende bedoemmes ud fra handelssaedvanerne i den paagaeldende branche inden for international handel uden hensyn til saerlige krav, som kan vaere opstillet i nationale bestemmelser.

4) Kendskabet til saedvanen skal bedoemmes i forhold til vaernetingsaftalens oprindelige parter, og deres nationalitet er uden betydning i denne henseende. Det er godtgjort, at der foreligger kendskab til saedvanen, uafhaengigt af enhver saerlig form for bekendtgoerelse, naar en bestemt handlemaade i den handelsbranche, hvor parterne driver virksomhed, almindeligt og regelmaessigt foelges ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type, saaledes at den kan betragtes som en fast brug.

5) Det valg af en ret, der er udpeget i en vaernetingsklausul, kan kun bedoemmes ud fra de hensyn, som ligger til grund for kravene i artikel 17 i konventionen af 27. september 1968. Hensyn til sammenhaengen mellem den udpegede ret og det omtvistede retsforhold, klausulens berettigelse og de materielle ansvarsregler, der er gaeldende ved den valgte ret, er uvedkommende i forhold til disse krav.