61995J0106

1 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - aftaler om kompetence - vaernetingsaftale - formkrav - aftale indgaaet i en form, der er anerkendt af saedvanen inden for den internationale handel - begreb - mundtlig aftale - klausul i en bekraeftelsesskrivelse i handelsforhold og i betalte fakturaer - ingen indsigelse - klausulens gyldighed - betingelser

(Konventionen af 27.9.1968, art. 17, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978)

2 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - specielle kompetenceregler - retten paa opfyldelsesstedet for den kontraktmaessige forpligtelse - mundtlig aftale mellem parterne om et andet opfyldelsessted end det faktiske opfyldelsessted alene med det formaal at fastlaegge et bestemt vaerneting - artikel 5, nr. 1, finder ikke anvendelse - anvendelse af formkravene for vaernetingsaftaler

(Konventionen af 27.9.1968, art. 5, nr. 1, og art. 17)

3 Artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at en vaernetingsaftale i forbindelse med en mundtlig aftale inden for den internationale handel maa antages at vaere gyldigt indgaaet i henhold til bestemmelsen, naar den anden part i kontraktforholdet ikke har reageret paa en bekraeftelsesskrivelse i handelsforhold, som medkontrahenten har fremsendt, eller gentagne gange og uden at goere indsigelse har betalt fakturaer, naar disse dokumenter indeholder en fortrykt angivelse af vaernetinget, hvis en saadan handlemaade er i overensstemmelse med en saedvane, der gaelder inden for det omraade af den internationale handel, hvor de paagaeldende parter driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til saedvanen.

Der bestaar en saedvane i en branche inden for den internationale handel, bl.a. naar en bestemt handlemaade i almindelighed foelges af de kontraherende parter, der driver virksomhed i branchen, ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type. De kontraherende parter maa antages at have haft kendskab til saedvanen, bl.a. naar de tidligere har haft forretningsforbindelse indbyrdes eller med andre parter i den paagaeldende handelsbranche, eller naar en bestemt handlemaade inden for branchen almindeligt og regelmaessigt foelges ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type, saaledes at den kan betragtes som en fast brug.

4 Konventionen skal fortolkes saaledes, at en mundtlig aftale om opfyldelsesstedet, som ikke har til formaal at fastlaegge det sted, hvor skyldneren faktisk skal erlaegge sin ydelse, men alene at fastlaegge et bestemt vaerneting, ikke reguleres af konventionens artikel 5, nr. 1, men af konventionens artikel 17 og kun er gyldig, naar de betingelser, der er opstillet i sidstnaevnte artikel, er opfyldt. Selv om parterne frit kan aftale et opfyldelsessted for kontraktforpligtelserne, som er et andet end det, der ville blive fastlagt efter den lov, der finder anvendelse paa kontrakten, uden at de skal overholde bestemte formkrav, kan de dog - paa baggrund af det ved konventionen indfoerte system - ikke, med det ene formaal at bestemme et vaerneting, fastlaegge et opfyldelsessted, som ikke har nogen reel tilknytning til de faktiske kontraktforhold, og hvor kontraktforpligtelserne ikke kan opfyldes i henhold til kontraktvilkaarene.

I sag C-106/95,

angaaende en anmodning, som Bundesgerichtshof i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Mainschiffahrts-Genossenschaft eG (MSG)

mod

Les Gravières Rhénanes SARL,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 5, nr. 1, og artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Fjerde Afdeling, J.L. Murray, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne C.N. Kakouris (refererende dommer), P.J.G. Kapteyn, G. Hirsch og H. Ragnemalm,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Mainschiffahrts-Genossenschaft eG (MSG) ved advokat Thor von Waldstein, Mannheim

- Les Gravières Rhénanes SARL ved advokat Fink von Waldstein, Mannheim

- den tyske regering ved afdelingschef Joerg Pirrung, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Pieter van Nuffel, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Hans-Juergen Rabe, Hamburg,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 4. juli 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Mainschiffahrts-Genossenschaft eG (MSG) ved advokat Thor von Waldstein, af Les Gravières Rhénanes SARL ved advokat Fink von Waldstein, af den graeske regering ved konsulent hos statens advokat Vasileios Kontolaimos, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved Hans-Juergen Rabe,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 26. september 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 6. marts 1995, indgaaet til Domstolen den 31. marts 1995, har Bundesgerichtshof i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77, herefter »konventionen«), forelagt to spoergsmaal om fortolkningen af konventionens artikel 5, nr. 1, og artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, der foeres mellem en andelsforening for flod- og kanalskibsfart ved navn Mainschiffahrts-Genossenschaft eG (MSG) (herefter »MSG«), der har hjemsted i Wuerzburg (Tyskland), og et fransk selskab, Les Gravières Rhénanes SARL (herefter »Gravières Rhénanes«), om erstatning for skade paa et flod- og kanalmotorskib, som MSG ejer, og som var stillet til raadighed for Gravières Rhénanes ved en tidsbefragtningsaftale, der var indgaaet mundtligt mellem parterne.

3 Det fremgaar af hovedsagens akter, at skibet i tiden mellem den 1. juni 1989 og den 10. februar 1991 blev anvendt i pendulfart, hovedsagelig til transport af grus. Med visse undtagelser fandt lastningen altid sted i Frankrig, mens losningen udelukkende fandt sted i Frankrig. MSG gjorde gaeldende, at det udstyr, Gravières Rhénanes benyttede under lossearbejdet, beskadigede skibet. Hovedsagen drejer sig om et beloeb paa 197 284 DM, som udgoer forskellen mellem det beloeb, Gravières Rhénanes' forsikringsselskab har udbetalt, og det beloeb, MSG kraever betalt.

4 MSG anlagde sag ved Schiffahrtsgericht Wuerzburg under henvisning til, at denne ret var vaerneting i henhold til konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, da parterne gyldigt havde aftalt foreningens hjemsted, dvs. Wuerzburg, som opfyldelsessted og vaerneting.

5 Konventionens artikel 17, stk. 1, foerste og andet punktum, har foelgende ordlyd:

»Saafremt parterne i tilfaelde, hvor mindst én af dem har bopael paa en kontraherende stats omraade, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal vaere kompetente til at paakende allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den paagaeldende stat kompetente. En saadan aftale om retternes kompetence skal vaere indgaaet skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekraeftelse eller, inden for international handel, i en form, der er anerkendt af saedvanen paa dette omraade, og som parterne har eller burde have kendskab til.«

6 Det er oplyst i forelaeggelseskendelsen, at MSG efter kontraktforhandlingernes afslutning tilsendte Gravières Rhénanes en bekraeftelsesskrivelse, som anvendt i handelsforhold, hvori foelgende klausul var fortrykt:

»Opfyldelsessted og vaerneting er Wuerzburg«.

Vaernetinget var ogsaa anfoert i MSG's fakturaer dels direkte, dels ved henvisning til konnossementsbetingelserne. Gravières Rhénanes gjorde ikke indsigelse mod bekraeftelsesskrivelsen og betalte alle fakturaerne uden forbehold. Schiffahrtsgericht Wuerzburg antog sagen til realitetsbehandling.

7 Gravières Rhénanes indbragte sagen for Oberlandesgericht Nuernberg, som afviste den paa grund af manglende international kompetence. MSG indgav derefter revisionsanke til Bundesgerichtshof.

8 Bundesgerichtshof fandt, at de franske domstole havde kompetence dels i henhold til den almindelige regel i konventionens artikel 2, stk. 1 (det sted, hvor sagsoegte har bopael), dels i henhold til artikel 5, nr. 3 (det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet), og artikel 5, nr. 1 (det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes). Kontraktforpligtelserne i henhold til befragtningsaftalen skulle opfyldes i Frankrig, og MSG skulle stille skibet til raadighed paa Gravières Rhénanes' hjemsted, som er beliggende i Frankrig. Der var efter Bundesgerichtshof's opfattelse to muligheder for at se bort fra, at sag skulle anlaegges ved de franske domstole, og at antage, at de tyske domstole havde den internationale kompetence.

9 For det foerste kunne man betragte Wuerzburg som opfyldelsessted i konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, da Wuerzburg var fastlagt som opfyldelsessted i den mundtlige aftale mellem parterne. I den konkrete sag var der tale om en »abstrakt« aftale i den forstand, at aftalen ikke tog sigte paa at fastlaegge det sted, hvor skyldneren skulle erlaegge sin ydelse, men kun at fastlaegge et vaerneting, uden at formkravene i konventionens artikel 17 var overholdt. Det eneste formaal med en saadan aftale er saaledes at tilsloere, at der er indgaaet en vaernetingsaftale. I det foreliggende tilfaelde skulle kontraktforpligtelserne under alle omstaendigheder opfyldes i Frankrig, hvor losningen i alle tilfaelde fandt sted.

10 Bundesgerichtshof fremhaevede, at den omtvistede aftale om opfyldelsesstedet efter tysk ret var gyldigt indgaaet, men fandt det tvivlsomt, om saadanne »abstrakte« aftaler er gyldige i henhold til konventionen, da de rummer en fare for misbrug i form af en omgaaelse af formkravene i konventionens artikel 17.

11 For det andet fandt Bundesgerichtshof, for det tilfaelde, at en »abstrakt« aftale om opfyldelsesstedet maa betragtes som ugyldig, at de tyske domstole kunne have kompetence til at paadoemme sagen i henhold til konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde.

12 Herefter besluttede Bundesgerichtshof at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Skal en mundtlig aftale om opfyldelsesstedet (Bruxelles-konventionens artikel 5) ogsaa anerkendes, naar den ikke har til formaal at fastlaegge det sted, hvor skyldneren skal erlaegge sin ydelse, men alene tager sigte paa - formloest - at fastlaegge et bestemt vaerneting (en saakaldt 'abstrakt' aftale om opfyldelsesstedet)?

2) Saafremt Domstolen besvarer det foerste spoergsmaal benaegtende:

a) Kan en vaernetingsaftale inden for international handel i henhold til konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, i 1978-affattelsen da ogsaa indgaas paa den maade, at den ene part ikke goer indsigelse mod en handlendes bekraeftelsesskrivelse, som indeholder en fortrykt henvisning til afladerens eksklusive vaerneting, eller kraeves der i hvert enkelt tilfaelde en forudgaaende samstemmende vilje med hensyn til bekraeftelsesskrivelsens indhold?

b) Er det tilstraekkeligt til, at der kan foreligge en vaernetingsaftale i henhold til den naevnte bestemmelse, at de fakturaer, der er fremsendt af den ene part, til enhver tid har indeholdt en henvisning til transportoerens eksklusive vaerneting og til de af ham anvendte konnossementsbetingelser, som ligeledes fastlaegger det samme sted som vaerneting, og den anden part til enhver tid uden at goere indsigelse har betalt fakturaerne, eller kraeves der ogsaa paa dette punkt en forudgaaende samstemmende vilje?«

Det andet spoergsmaal

13 Med det andet spoergsmaal, som skal behandles foerst, da det angaar en enekompetence, oensker den nationale ret reelt oplyst, om en vaernetingsaftale i forbindelse med en mundtlig aftale inden for den internationale handel kan antages at vaere indgaaet i overensstemmelse med formkravene i konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, alene fordi den anden part i kontraktforholdet ikke har reageret paa en bekraeftelsesskrivelse i handelsforhold, som medkontrahenten har fremsendt, eller gentagne gange og uden at goere indsigelse har betalt fakturaer, naar disse dokumenter indeholder en fortrykt angivelse af vaernetinget, eller om der under alle omstaendigheder skal foreligge en forudgaaende samstemmende vilje, saaledes at der kun ses bort fra den skriftlige bekraeftelse heraf.

14 Det bemaerkes, at bestemmelserne i konventionens artikel 17 efter Domstolens praksis skal fortolkes strengt, for saa vidt angaar de deri opstillede betingelser, idet de baade udelukker vaernetinget ifoelge det almindelige princip i konventionens artikel 2 om, at sag skal anlaegges, hvor sagsoegte har bopael, og de specielle vaerneting, som naevnes i artikel 5 og 6 (jf. domme af 14.12.1976, sag 24/76, Estasis Salotti, Sml. s. 1831, praemis 7, og sag 25/76, Segoura, Sml. s. 1851, praemis 6).

15 Med hensyn til den oprindelige affattelse af artikel 17 har Domstolen endvidere udtalt, at bestemmelsen som grundlag for kompetencevedtagelsen kraever en »aftale« mellem parterne, og at den ret, for hvilken sagen er forelagt, derfor foerst og fremmest maa proeve, om den kontraktbestemmelse, som tillaegger retten kompetence, faktisk har vaeret genstand for parternes samstemmende vilje, som skal vaere udtrykt klart og praecist. Domstolen har desuden udtalt, at formkravene i artikel 17 skal sikre, at parternes vilje faktisk har vaeret til stede (jf. Estasis Salotti-dommen, praemis 7, og Segoura-dommen, praemis 6).

16 For at tage hensyn til de saerlige saedvaner og krav inden for den internationale handel blev der ved tiltraedelseskonventionen af 9. oktober 1978, jf. ovenfor, i artikel 17, stk. 1, andet punktum, indfoejet et tredje tilfaelde, hvorefter der inden for international handel gyldigt kan indgaas en aftale om retternes kompetence i en form, der er anerkendt af saedvanen paa dette omraade, og som parterne har eller burde have kendskab til.

17 Denne lempelse, som blev indfoert i artikel 17 ved tiltraedelseskonventionen af 1978 indebaerer imidlertid ikke, at der ikke noedvendigvis skal foreligge en samstemmende vilje mellem parterne om en vaernetingsklausul, idet det fortsat er et af formaalene med bestemmelsen at sikre, at der reelt er opnaaet enighed mellem de beroerte parter. Den svageste part i kontraktforholdet skal saaledes beskyttes ved, at det undgaas, at vaernetingsklausuler, som kun én af parterne har indfoejet i en kontrakt, ikke bliver bemaerket.

18 Hvis man antog, at denne lempelse udelukkende angik formkravene i artikel 17, saaledes at det kun var kravet om en skriftlig aftale, der blev fraveget, ville man se bort fra behovet for en uformel, enkel og hurtig fremgangsmaade inden for den internationale handel og fratage bestemmelsen en stor del af dens effektive virkning.

19 Paa baggrund af den aendring, der blev foretaget i artikel 17 ved 1978-tiltraedelseskonventionen, formodes der saaledes at vaere kommet en samstemmende vilje i stand mellem de kontraherende parter om en vaernetingsklausul, naar der i den paagaeldende branche inden for den internationale handel findes handelssaedvaner, som parterne har eller burde have kendskab til.

20 Det maa herefter antages, at én af de kontraherende parters manglende reaktion eller partens tavshed over for en bekraeftelsesskrivelse i handelsforhold, som er fremsendt af den anden part, og hvori der findes en fortrykt angivelse af vaernetinget, samt den omstaendighed, at én af parterne gentagne gange og uden at goere indsigelse har betalt fakturaer fra den anden part, der indeholder en tilsvarende angivelse, kan udgoere en tiltraedelse af den omtvistede vaernetingsklausul, hvis en saadan handlemaade er i overensstemmelse med en saedvane, der gaelder inden for det omraade af den internationale handel, hvor parterne driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til saedvanen.

21 Det paahviler den nationale ret at afgoere, om den paagaeldende kontrakt er indgaaet inden for den internationale handel, og at efterproeve, om der bestaar en saedvane i den branche inden for den internationale handel, som parterne driver virksomhed i, og om parterne faktisk har haft eller maa formodes at have haft kendskab til saedvanen, men det tilkommer Domstolen over for den nationale ret at angive de objektive forhold, som er noedvendige for at traeffe afgoerelse herom.

22 Det maa for det foerste antages, at en kontrakt, der paa et omraade som Rhinskibsfarten er indgaaet mellem to selskaber i forskellige kontraherende stater, falder ind under den internationale handel.

23 Dernaest bemaerkes, at spoergsmaalet om, hvorvidt der bestaar en saedvane, ikke skal afgoeres i henhold til loven i én af de kontraherende stater. Om der bestaar en saedvane, skal heller ikke afgoeres i forhold til den internationale handel i almindelighed, men i forhold til den handelsbranche, inden for hvilken parterne driver virksomhed. Der bestaar en saedvane inden for den paagaeldende handelsbranche, bl.a. naar en bestemt handlemaade almindeligt og regelmaessigt foelges af de erhvervsdrivende i branchen ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type.

24 Endelig maa de kontraherende parter antages faktisk at have haft kendskab til saedvanen eller formodes at have haft kendskab til den, bl.a. naar de tidligere har haft forretningsforbindelse indbyrdes eller med andre parter i den paagaeldende sektor, eller naar en bestemt handlemaade er tilstraekkelig kendt inden for sektoren - fordi den almindeligt og regelmaessigt foelges ved indgaaelse af en bestemt type kontrakter - til at kunne betragtes som en fast brug.

25 Det andet spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 9. oktober 1978, skal fortolkes saaledes, at en vaernetingsaftale i forbindelse med en mundtlig aftale inden for den internationale handel maa antages at vaere gyldigt indgaaet i henhold til bestemmelsen, naar den anden part i kontraktforholdet ikke har reageret paa en bekraeftelsesskrivelse i handelsforhold, som medkontrahenten har fremsendt, eller gentagne gange og uden at goere indsigelse har betalt fakturaer, naar disse dokumenter indeholder en fortrykt angivelse af vaernetinget, hvis en saadan handlemaade er i overensstemmelse med en saedvane, der gaelder inden for det omraade af den internationale handel, hvor de paagaeldende parter driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til saedvanen. Det paahviler den nationale ret at efterproeve, om der bestaar en saadan saedvane, og om de kontraherende parter har haft kendskab til den. Der bestaar en saedvane i en branche inden for den internationale handel, bl.a. naar en bestemt handlemaade i almindelighed foelges af de kontraherende parter, der driver virksomhed i branchen, ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type. De kontraherende parter maa antages at have haft kendskab til saedvanen, bl.a. naar de tidligere har haft forretningsforbindelse indbyrdes eller med andre parter i den paagaeldende handelsbranche, eller naar en bestemt handlemaade inden for branchen almindeligt og regelmaessigt foelges ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type, saaledes at den kan betragtes som en fast brug.

Det foerste spoergsmaal

26 Det foerste spoergsmaal skal besvares for det tilfaelde, at den nationale ret naar frem til, at der i det konkrete tilfaelde ikke foreligger en saedvane inden for den paagaeldende handelsbranche, som parterne havde eller burde have haft kendskab til, og dermed, at der ikke gyldigt er vedtaget en vaernetingsklausul.

27 Med spoergsmaalet oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om en mundtlig aftale om opfyldelsesstedet, som ikke har til formaal at fastlaegge det sted, hvor skyldneren faktisk skal erlaegge sin ydelse, men alene at fastlaegge et bestemt vaerneting, er gyldig i henhold til konventionens artikel 5, nr. 1.

28 Konventionens artikel 5, nr. 1, har foelgende ordlyd:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1) i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.«

29 I henhold til Domstolens praksis er denne kompetenceregel - der er en fravigelse af den almindelige regel om, at sag skal anlaegges, hvor sagsoegte har bopael - under hensyn til en hensigtsmaessig paakendelse af tvisten optaget i konventionen, fordi der i visse velafgraensede tilfaelde bestaar en saerlig snaever tilknytning mellem en tvist og den ret, som denne tvist kan indbringes for (dom af 6.10.1976, sag 12/76, Tessili, Sml. s. 1473, praemis 13).

30 Domstolen har endvidere fastslaaet, at opfyldelsesstedet for en kontraktforpligtelse ogsaa kan fastlaegges ved aftale mellem parterne, og at aftalen vedroerende opfyldelsesstedet for forpligtelsen er tilstraekkelig til at skabe et vaerneting paa samme sted i henhold til konventionens artikel 5, nr. 1, hvis kontrahenterne ifoelge den lovgivning, der finder anvendelse, paa de heri fastsatte betingelser kan udpege opfyldelsesstedet for en forpligtelse, uden at der gaelder saerlige formkrav (dom af 17.1.1980, sag 56/79, Zelger, Sml. s. 89, praemis 5).

31 Det bemaerkes, at selv om parterne frit kan aftale et opfyldelsessted for kontraktforpligtelserne, som er et andet end det, der ville blive fastlagt efter den lov, der finder anvendelse paa kontrakten, uden at de skal overholde bestemte formkrav, kan de dog - paa baggrund af det ved konventionen indfoerte system - ikke, med det ene formaal at bestemme et vaerneting, fastlaegge et opfyldelsessted, som ikke har nogen reel tilknytning til de faktiske kontraktforhold, og hvor kontraktforpligtelserne ikke kan opfyldes i henhold til kontraktvilkaarene.

32 Grundlaget herfor er for det foerste ordlyden af konventionens artikel 5, nr. 1, hvorefter kompetencen tilkommer retten paa det sted, hvor den kontraktforpligtelse, der ligger til grund for sagen, »er opfyldt eller skal opfyldes«. I denne bestemmelse opstilles saaledes det faktiske opfyldelsessted for forpligtelsen som kompetencekriterium paa grund af stedets direkte tilknytning til den ret, kompetencen tillaegges.

33 For det andet maa det antages, at en fastlaeggelse af et opfyldelsessted, som ikke har nogen faktisk forbindelse med, hvad kontrakten reelt gaar ud paa, bliver fiktiv og kun har til formaal at fastlaegge et vaerneting. En saadan vaernetingsaftale er imidlertid reguleret i konventionens artikel 17, og der gaelder dermed praecise formkrav for aftalen.

34 Er der indgaaet en saadan aftale, vil der saaledes ikke alene ikke bestaa en direkte tilknytning mellem tvisten og den ret, der skal paadoemme den, men der vil ogsaa foreligge en omgaaelse af artikel 17, hvorved der indfoeres en enekompetence uden hensyn til en mulig objektiv sammenhaeng mellem det omtvistede retsforhold og den udpegede ret (jf. Zelger-dommen, praemis 4), som netop af denne grund kraever, at de strenge formkrav, der opstilles i artiklen, overholdes.

35 Det foerste spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionen skal fortolkes saaledes, at en mundtlig aftale om opfyldelsesstedet, som ikke har til formaal at fastlaegge det sted, hvor skyldneren faktisk skal erlaegge sin ydelse, men alene at fastlaegge et bestemt vaerneting, ikke reguleres af konventionens artikel 5, nr. 1, men af konventionens artikel 17 og kun er gyldig, naar de betingelser, der er opstillet i sidstnaevnte artikel, er opfyldt.

Sagens omkostninger

36 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den graeske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 6. marts 1995, for ret:

1) Artikel 17, stk. 1, andet punktum, tredje tilfaelde, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at en vaernetingsaftale i forbindelse med en mundtlig aftale inden for den internationale handel maa antages at vaere gyldigt indgaaet i henhold til bestemmelsen, naar den anden part i kontraktforholdet ikke har reageret paa en bekraeftelsesskrivelse i handelsforhold, som medkontrahenten har fremsendt, eller gentagne gange og uden at goere indsigelse har betalt fakturaer, naar disse dokumenter indeholder en fortrykt angivelse af vaernetinget, hvis en saadan handlemaade er i overensstemmelse med en saedvane, der gaelder inden for det omraade af den internationale handel, hvor de paagaeldende parter driver virksomhed, og hvis parterne har kendskab til eller burde have kendskab til saedvanen. Det paahviler den nationale ret at efterproeve, om der bestaar en saadan saedvane, og om de kontraherende parter har haft kendskab til den. Der bestaar en saedvane i en branche inden for den internationale handel, bl.a. naar en bestemt handlemaade i almindelighed foelges af de kontraherende parter, der driver virksomhed i branchen, ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type. De kontraherende parter maa antages at have haft kendskab til saedvanen, bl.a. naar de tidligere har haft forretningsforbindelse indbyrdes eller med andre parter i den paagaeldende handelsbranche, eller naar en bestemt handlemaade inden for branchen almindeligt og regelmaessigt foelges ved indgaaelse af kontrakter af en bestemt type, saaledes at den kan betragtes som en fast brug.

2) Konventionen af 27. september 1968 skal fortolkes saaledes, at en mundtlig aftale om opfyldelsesstedet, som ikke har til formaal at fastlaegge det sted, hvor skyldneren faktisk skal erlaegge sin ydelse, men alene at fastlaegge et bestemt vaerneting, ikke reguleres af konventionens artikel 5, nr. 1, men af konventionens artikel 17 og kun er gyldig, naar de betingelser, der er opstillet i sidstnaevnte artikel, er opfyldt.