61996J0129

1 Tilnaermelse af lovgivningerne - affald - direktiv 75/442 - begreb - stof, som er integreret i en industriel produktionsproces

[Raadets direktiv 75/442, som aendret ved direktiv 91/156, art. 1, litra a)]

2 Miljoe - bortskaffelse af affald - direktiv 91/156 - medlemsstaternes forpligtelser inden for den periode, som er fastsat for gennemfoerelsen - forpligtelse til ikke at traeffe foranstaltninger, som kan bringe virkeliggoerelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i fare - den nationale rets bedoemmelse - kriterier

(EF-traktaten, art. 5, stk. 2, og art. 189, stk. 3; Raadets direktiv 91/156)

3 Den omstaendighed alene, at et stof er direkte eller indirekte integreret i en industriel produktionsproces, udelukker ikke, at det omfattes af begrebet affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442 om affald, som aendret ved direktiv 91/156.

Denne konklusion aendrer ikke ved det forhold, at der skal sondres mellem nyttiggoerelsen af affald - i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i direktivet - og den normale industrielle behandling af produkter, som ikke er affald.

4 Det foelger af traktatens artikel 5, stk. 2, og artikel 189, stk. 3, saavel som af direktiv 91/156 om aendring af direktiv 75/442 om affald, at den medlemsstat, som direktivet retter sig til, ikke inden for den periode, som er fastsat i direktivet for dets gennemfoerelse, maa traeffe foranstaltninger, som indebaerer, at der er alvorlig fare for, at det i direktivet foreskrevne resultat ikke kan virkeliggoeres inden udloebet af denne periode. Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om dette er tilfaeldet med de nationale retsforskrifter, hvis lovlighed den skal bedoemme.

I forbindelse med denne vurdering boer den nationale ret navnlig undersoege dels, om de paagaeldende bestemmelser fremtraeder som en fuldstaendig gennemfoerelse af direktivet, dels undersoege de konkrete virkninger af, at de direktivstridige bestemmelser anvendes, og virkningerne af deres tidsmaessige varighed. Navnlig i det tilfaelde, hvor de paagaeldende bestemmelser fremtraeder som en endelig og fuldstaendig gennemfoerelse af direktivet, vil den omstaendighed, at de ikke er i overensstemmelse med direktivet, kunne give grundlag for en formodning om, at det i direktivet foreskrevne resultat ikke vil blive naaet, saafremt det er umuligt at aendre dem rettidigt. Omvendt vil den nationale ret kunne tage hensyn til, at en medlemsstat er befoejet til at vedtage midlertidige bestemmelser eller til at gennemfoere direktivet gradvist. I saadanne tilfaelde vil den omstaendighed, at overgangsbestemmelser i national ret ikke er i overensstemmelse med direktivet, eller at nogle bestemmelser i direktivet ikke er gennemfoert, ikke noedvendigvis bringe virkeliggoerelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i fare.

I sag C-129/96,

angaaende en anmodning, som Belgiens Conseil d'État i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Inter-Environnement Wallonie ASBL

mod

Région wallonne,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 5 og 189 samt artikel 1, litra a), i Raadets direktiv 75/442/EOEF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 47), som aendret ved Raadets direktiv 91/156/EOEF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm, R. Schintgen samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón (refererende dommer),

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Inter-Environnement Wallonie ASBL ved advokat Jacques Sambon, Bruxelles

- den belgiske regering ved kommitteret Jan Devadder, Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og Udviklingssamarbejde, som befuldmaegtiget

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og ekspeditionssekretaer Bernd Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den franske regering ved kontorchef Jean-François Dobelle og sekretaer Romain Nadal, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den nederlandske regering ved kommitteret Adriaan Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmaegtiget, bistaaet af Derrick Wyatt, QC

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Condou Durande, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 5. februar 1997 af Inter-Environnement Wallonie ASBL ved advokat Jacques Sambon, den franske regering ved Jean-François Dobelle og Romain Nadal, den nederlandske regering ved konsulent Johannes Steven van den Oosterkamp, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, Det Forenede Kongeriges regering ved Derrick Wyatt, QC, og af Kommissionen ved Maria Condou Durande,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 24. april 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 29. marts 1996, indgaaet til Domstolen den 23. april 1996, har Belgiens Conseil d'État i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 5 og 189 samt artikel 1, litra a), i Raadets direktiv 75/442/EOEF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 47), som aendret ved Raadets direktiv 91/156/EOEF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32).

2 Spoergsmaalene er rejst under et annullationssoegsmaal, som Inter-Environnement Wallonie - der er en saakaldt »association sans but lucratif« (sammenslutning, der virker uden fortjeneste for oeje) - har indgivet til proevelse af bekendtgoerelse af 9. april 1992 om giftigt eller farligt affald, som er udstedt af éxécutif régional wallon (det udoevende organ for regionen Vallonien) (herefter »bekendtgoerelsen«).

Faellesskabsbestemmelser

3 Med direktiv 75/442 tilstraebes der en harmonisering af de nationale lovgivninger om bortskaffelse af affald. Direktivet er aendret ved direktiv 91/156.

4 I artikel 1, litra a), i direktiv 75/442/EOEF, som aendret ved direktiv 91/156, er begrebet affald defineret paa foelgende maade:

»I dette direktiv forstaas ved:

a) 'affald': ethvert stof eller enhver genstand, som henhoerer under en af kategorierne i bilag I, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med

Kommissionen skal senest den 1. april 1993 efter fremgangsmaaden i artikel 18 have udarbejdet en liste over affald, som tilhoerer kategorierne i bilag I. Denne liste skal gennemgaas regelmaessigt og revideres efter behov efter samme fremgangsmaade.«

5 Den i bestemmelsen naevnte liste blev vedtaget ved Kommissionens beslutning 94/3/EF af 20. december 1993 om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i Raadets direktiv 75/442/EOEF (EFT 1994 L 5, s. 15). I punkt 3 i den indledende note til denne liste anfoeres det dels, at listen ikke er udtoemmende, dels at den omstaendighed, at et materiale er optaget paa listen, kun er relevant, hvis materialet opfylder definitionen paa affald.

6 Artikel 9, stk. 1, og artikel 10 i direktiv 75/442, med senere aendringer, bestemmer, at ethvert anlaeg eller enhver virksomhed, som varetager bortskaffelse af affald som naevnt i bilag II A eller bilag II B, skal indhente en tilladelse fra den kompetente myndighed. Bilag II A vedroerer bortskaffelsesformerne, mens bilag II B opregner de bortskaffelsesformer, der indebaerer mulighed for nyttiggoerelse.

7 Artikel 11 i direktiv 75/442, med senere aendringer, indeholder nedenstaaende undtagelse fra forpligtelsen til indhentning af tilladelse:

»1. Foelgende kan fritages for kravet om de i artikel 9 og 10 omhandlede tilladelser, jf. dog bestemmelserne i Raadets direktiv 78/319/EOEF af 20. marts 1978 om farligt affald [EFT L 84, s. 43], senest aendret ved akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse:

a) anlaeg eller virksomheder, der selv varetager bortskaffelsen af deres eget affald paa produktionsstedet

og

b) anlaeg eller virksomheder, der nyttiggoer affaldet.

Denne fritagelse finder kun anvendelse:

- hvis de kompetente myndigheder har vedtaget almindelige regler for de forskellige former for aktivitet med angivelse af arten og maengden af affaldet samt betingelserne for, at den paagaeldende aktivitet kan fritages for tilladelse

og

- hvis arten eller maengden af affaldet og metoderne til bortskaffelse eller nyttiggoerelse sikrer, at betingelserne i artikel 4 overholdes.

2. De i stk. 1 naevnte anlaeg eller virksomheder skal registreres hos de kompetente myndigheder.

...«

8 Artikel 4 i direktiv 75/442, med senere aendringer, bestemmer saaledes:

»Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger til at sikre, at affaldet nyttiggoeres eller bortskaffes, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmaader eller metoder, som vil kunne skade miljoeet, navnlig maa der ikke

- skabes risiko for hverken vand, luft eller jord, eller for fauna eller flora

- foraarsages gener ved stoej eller lugt

- paafoeres landskaber eller omraader af saerlig interesse skade.

...«

9 Ifoelge artikel 2, stk. 1, foerste afsnit, i direktiv 91/156 skulle medlemsstaterne saette de noedvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 1. april 1993 og straks underrette Kommissionen herom. I stk. 1, andet afsnit, bestemmes: »Naar medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, henvises der deri til dette direktiv, eller de skal ved offentliggoerelsen ledsages af en saadan henvisning. De naermere regler for denne henvisning fastsaettes af medlemsstaterne«.

10 Raadets direktiv 91/689/EOEF af 12. december 1991 om farligt affald (EFT L 377, s. 20) henviser i artikel 1, stk. 3, til den definition af affald, som er indeholdt i direktiv 75/442, og fastlaegger i artikel 1, stk. 4, definitionen af farligt affald.

11 Artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 91/689 bestemmer saaledes:

»1. Den undtagelse fra kravet om tilladelse for anlaeg eller virksomheder, der selv varetager bortskaffelsen af deres eget affald, jf. artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 75/442/EOEF, gaelder ikke for farligt affald, der er omfattet af naervaerende direktiv.

2. I henhold til artikel 11, stk. 1, litra b), i direktiv 75/442/EOEF kan en medlemsstat fravige artikel 10 i samme direktiv i forbindelse med anlaeg eller virksomheder, der nyttiggoer affald, som naervaerende direktiv finder anvendelse paa:

- hvis medlemsstaten vedtager generelle regler, hvori opregnes arten og maengden af det paagaeldende affald og fastlaegges de saerlige betingelser (graensevaerdier for indholdet af farlige stoffer i affaldet, graensevaerdier for emission [og] aktivitetstype) samt de oevrige krav, der skal overholdes i forbindelse med forskellige former for nyttiggoerelse, og

- hvis arten eller maengden af affaldet og metoderne til nyttiggoerelse sikrer, at betingelserne i artikel 4 i direktiv 75/442/EOEF overholdes.«

12 Ved artikel 11 i direktiv 91/689 blev Raadets direktiv 78/319/EOEF af 20. marts 1978 om giftigt og farligt affald (EFT L 84, s. 43) ophaevet med virkning fra den 12. december 1993. Ved artikel 1 i Raadets direktiv 94/31/EF af 27. juni 1994 om aendring af direktiv 91/689 (EFT L 168, s. 28) blev ophaevelsen af direktiv 78/319 dog udsat til den 27. juni 1995.

Nationale retsforskrifter

13 Dekret af 5. juli 1985 om affald, som er udstedt af Conseil régional wallon (Raadet for Regionen Vallonien), og som er aendret ved dekret af 25. juli 1991 (herefter »dekretet«), definerer i artikel 3, nr. 1, affald paa foelgende maade:

»1_ affald: Ethvert stof eller enhver genstand, som henhoerer under en af kategorierne i bilag I, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.«

14 Den bekendtgoerelse, som er naevnt ovenfor i praemis 2, bestemmer saaledes i artikel 5, stk. 1:

»Der kraeves tilladelse til etablering og drift af et saerligt anlaeg til omsortering, forbehandling, bortskaffelse eller nyttiggoerelse af giftigt eller farligt affald, der ikke er integreret i en industriel produktionsproces ...«

15 I betragtningerne henviser bekendtgoerelsen bl.a. til dekretet, til direktiv 75/442, med senere aendringer, og til direktiv 78/319 og 91/689. Ifoelge bekendtgoerelsens artikel 86 traeder denne i kraft paa datoen for dens offentliggoerelse i Moniteur belge. Offentliggoerelsen fandt sted den 23. juni 1992.

De faktiske omstaendigheder i hovedsagen

16 Ved staevning indleveret den 21. august 1992 anlagde Inter-Environnement Wallonie sag ved Belgiens Conseil d'État, hvorunder denne sammenslutning principalt nedlagde paastand om annullation af samtlige bestemmelser i bekendtgoerelsen, subsidiaert om annullation af enkelte bestemmelser heri.

17 Det fremgaar af forelaeggelsesdommen, at Conseil d'État allerede har truffet afgoerelse vedroerende fem af de seks anbringender, som er fremfoert af Inter-Environnement Wallonie, og at Conseil d'État har annulleret visse af bestemmelserne i bekendtgoerelsen.

18 Inter-Environnement Wallonie's sidste anbringende er, at bekendtgoerelsens artikel 5, stk. 1, navnlig strider mod artikel 11 i direktiv 75/442 med senere aendringer og mod artikel 3 i direktiv 91/689, fordi etablering og drift af saerlige anlaeg til omsortering, forbehandling, bortskaffelse eller nyttiggoerelse af giftigt eller farligt affald er fritaget fra godkendelseskravet, naar anlaegget »er integreret i en industriel produktionsproces«.

19 Det foerste led af Inter-Environnement Wallonie's anbringende er, at artikel 11 i direktiv 75/442, med senere aendringer, sammenholdt med artikel 3 i direktiv 91/689, udelukkende giver hjemmel til at fritage de virksomheder, som varetager nyttiggoerelsen af affald, fra godkendelseskravet paa de betingelser, som er fastsat i disse bestemmelser, og saafremt virksomhederne er registreret hos de kompetente myndigheder.

20 Hvad angaar dette led af anbringendet finder Conseil d'État, at bekendtgoerelsens artikel 5, stk. 1, strider mod artikel 11 i direktiv 75/442, med senere aendringer, sammenholdt med artikel 3 i direktiv 91/689.

21 Da bekendtgoerelsen imidlertid blev vedtaget paa et tidspunkt, da fristen for direktivets gennemfoerelse endnu ikke var udloebet, er Conseil d'État i tvivl om, hvorvidt en medlemsstat inden for denne periode kan traeffe foranstaltninger, som strider mod direktivet. Conseil d'État tilfoejer, at Inter-Environnement Wallonie's afvisning af, at medlemsstaten kan handle paa denne maade, strider mod princippet om, at en retsakts lovlighed skal vurderes paa tidspunktet for dens vedtagelse.

22 Det andet led af Inter-Environnement Wallonie's anbringende er, at undtagelsen i henhold til bekendtgoerelsens artikel 5, stk. 1, strider mod dekretet, som efter sammenslutningens opfattelse ikke indeholder nogen undtagelse for virksomhed, som er integreret i en industriel produktionsproces.

23 I saa henseende har Conseil d'État fastslaaet, at der med dekretets artikel 3, nr. 1, og det bilag, som denne bestemmelse henviser til, tilstraebes en loyal gennemfoerelse af direktiv 75/442 med senere aendringer. Conseil d'État tilfoejer, at det ganske vist fremgaar af Domstolens praksis, at stoffer og genstande, som indehaveren skiller sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med - uden at han derved agter at udelukke andres oekonomiske genbrug - er affald i faellesskabsrettens forstand, men at det ikke fremgaar Domstolens praksis, om et stof eller en genstand, som er omfattet af artikel 1 i direktiv 75/442, med senere aendringer, og som direkte eller indirekte er integreret i en industriel produktionsproces, udgoer affald i dette direktivs artikel 1, litra a)'s forstand.

24 Dette er baggrunden for, at Conseil d'État har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er EOEF-traktatens artikel 5 og 189 til hinder for, at medlemsstaterne vedtager en bestemmelse, der er i strid med direktiv 75/442/EOEF af 15. juli 1975 om affald, som aendret ved direktiv 91/156/EOEF af 18. marts 1991, inden for den periode, hvor fristen for direktivets gennemfoerelse loeber?

Er de samme traktatbestemmelser til hinder for, at medlemsstaterne vedtager og saetter en retsforskrift i kraft, der fremtraeder som gennemfoerelsesbestemmelser til direktivet, men hvis regler tilsyneladende strider mod direktivets forskrifter?

2) Er et stof, der er omhandlet i bilag I til Raadets direktiv 91/156/EOEF af 18. marts 1991 om aendring af direktiv 75/442/EOEF om affald, og som direkte eller indirekte er integreret i en industriel produktionsproces, affald i dette direktivs artikel 1, litra a)'s forstand?«

Andet spoergsmaal

25 Med det andet spoergsmaal, som skal undersoeges foerst, oensker den forelaeggende ret reelt oplyst, om den omstaendighed alene, at et stof direkte eller indirekte er integreret i en industriel produktionsproces, udelukker, at det kan betragtes som affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, med senere aendringer.

26 Herom bemaerkes for det foerste, at det fremgaar af ordlyden af artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, med senere aendringer, at anvendelsesomraadet for begrebet affald afhaenger af, hvorledes udtrykket »skille sig af med« skal forstaas.

27 Det fremgaar endvidere af bestemmelserne i direktiv 75/442, med senere aendringer, navnlig af direktivets artikel 4, 8-12 samt af dets bilag II A og II B, at dette udtryk omfatter saavel bortskaffelse som nyttiggoerelse af et stof eller en genstand.

28 Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 58-61 i sit forslag til afgoerelse, fremgaar det af listen over kategorier af affald i bilag I til direktiv 75/442, med senere aendringer, og af de bortskaffelses- samt nyttiggoerelsesformer, som er opregnet i samme direktivs bilag II A og II B, at ingen type af industrielle reststoffer og biprodukter eller andre stoffer, der fremkommer som et resultat af en produktionsproces, principielt er undtaget fra begrebet affald. Denne konklusion stoettes i oevrigt af den liste over affald, der er udfaerdiget af Kommissionen og indeholdt i beslutning 94/3.

29 I den forbindelse skal for det foerste bemaerkes, som det navnlig fremgaar af artikel 9, 10 og 11 i direktiv 75/442, med senere aendringer, at direktivet ikke blot omfatter den bortskaffelse og nyttiggoerelse af affald, som foretages af de virksomheder, der er specialiseret paa dette omraade, men ogsaa den bortskaffelse og nyttiggoerelse af affald, som foretages paa produktionsstedet af den virksomhed, som har frembragt affaldet.

30 For det andet bemaerkes, at affald ganske vist ifoelge artikel 4 i direktiv 75/442, med senere aendringer, skal nyttiggoeres eller bortskaffes, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmaader eller metoder, som vil kunne skade miljoeet, men direktivet indeholder ikke nogen angivelse af, at det ikke omfatter bortskaffelses- eller nyttiggoerelsesformer, der udgoer et led i en industriel produktionsproces, saafremt disse bortskaffelses- eller nyttiggoerelsesformer ikke fremgaar at udgoere nogen fare for menneskets sundhed eller for miljoeet.

31 Endelig bemaerkes, at Domstolen allerede tidligere har fastslaaet, at begrebet affald i artikel 1 i direktiv 75/442, med senere aendringer, ikke skal fortolkes saaledes, at stoffer og genstande, som kan genbruges oekonomisk, er udelukket fra direktivets anvendelsesomraade (dom af 28.3.1990, sag C-359/88, Zanetti m.fl., Sml. I, s. 1509, praemis 12 og 13, af 10.5.1995, sag C-422/92, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 1097, praemis 22 og 23, og af 25.6.1997, forenede sager C-304/94, C-330/94, C-342/94 og C-224/95, Tombesi m.fl., Sml. I, s. 3561, praemis 47 og 48).

32 Det foelger i det hele af det anfoerte, at stoffer, som indgaar i en produktionsproces, kan udgoere affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, med senere aendringer.

33 Denne konklusion aendrer ikke ved det forhold, at der, som det med rette er gjort gaeldende af den belgiske, den tyske og den nederlandske regering samt af Det Forenede Kongeriges regering, skal sondres mellem nyttiggoerelsen af affald - i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i direktiv 75/442, med senere aendringer - og den normale industrielle behandling af produkter, som ikke er affald, uanset hvilke vanskeligheder der i oevrigt er forbundet med denne sondring.

34 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at den omstaendighed alene, at et stof er direkte eller indirekte integreret i en industriel produktionsproces, ikke udelukker, at det omfattes af begrebet affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, med senere aendringer.

Foerste spoergsmaal

35 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret reelt oplyst, om EOEF-traktatens artikel 5 og 189 er til hinder for, at medlemsstaterne inden for den periode, hvor fristen for gennemfoerelsen af direktiv 91/156 loeber, traeffer foranstaltninger, som er i strid med direktivet.

36 Inter-Environnement Wallonie har gjort gaeldende, at det foelger af faellesskabsrettens forrang og af traktatens artikel 5, at gennemfoerelsen af et faellesskabsdirektiv skal vaere i overensstemmelse med direktivet, selv i det tilfaelde, hvor en medlemsstat beslutter at gennemfoere direktivet, foer den heri fastsatte frist er udloebet. Foelgelig burde regionen Vallonien have efterkommet direktiv 91/156 paa det tidspunkt, da den besluttede at gennemfoere direktivet ved bekendtgoerelsen af 9. april 1992.

37 Kommissionen har tilsluttet sig denne opfattelse og gjort gaeldende, at traktatens artikel 5 og 189 er til hinder for, at medlemsstaterne inden for den periode, hvor fristen for gennemfoerelsen af direktiv 91/156 loeber, indfoerer en bestemmelse, som er i strid med direktivet. Ifoelge Kommissionen er det i denne forbindelse irrelevant, om en bestemt foranstaltning saerligt har til formaal at gennemfoere direktivet.

38 Den belgiske og den franske regering samt Det Forenede Kongeriges regering har heroverfor gjort gaeldende, at saa laenge fristen for gennemfoerelsen af et direktiv ikke er udloebet, staar det medlemsstaterne frit for at vedtage regler, som ikke er i overensstemmelse med direktivet. Det Forenede Kongeriges regering tilfoejer dog, at traktatens artikel 5 og 189 er til hinder for, at en medlemsstat vedtager foranstaltninger, som goer det umuligt eller meget vanskeligt for den at gennemfoere direktivet korrekt.

39 Den nederlandske regering har gjort gaeldende, at vedtagelsen af et direktiv indebaerer, at medlemsstaterne ikke laengere kan traeffe foranstaltninger, som kan goere det vanskeligere at naa det i direktivet foreskrevne resultat. Den finder dog, at en medlemsstat ikke kan antages at have overtraadt traktatens artikel 5 og 189, naar det ikke er sikkert - hvilket det ikke er i denne sag - at de nationale bestemmelser strider mod direktivet.

40 Det bemaerkes indledningsvis, at den forpligtelse, som paahviler en medlemsstat, til at traeffe alle noedvendige foranstaltninger for at naa det ved et direktiv forskrevne resultat, er en bindende forpligtelse, saavel efter traktatens artikel 189, stk. 3, som efter selve direktivet (jf. dom af 1.2.1977, sag 51/76, Verbond van Nederlandse Ondernemingen, Sml. s. 113, praemis 22, af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, praemis 48, og af 24.10.1996, sag C-72/95, Kraaijeveld m.fl., Sml. I, s. 5403, praemis 55). Denne forpligtelse til at traeffe alle almindelige eller saerlige foranstaltninger paahviler alle medlemsstaternes myndigheder, herunder ogsaa domstolene inden for deres kompetence (jf. dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, praemis 8, og Kraaijeveld-dommen, a.st., praemis 55).

41 Endvidere bemaerkes, at EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2, i den version, som gjaldt paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, bestemte saaledes: »Direktiver og beslutninger meddeles dem, de retter sig til, og faar virkning ved denne meddelelse«. Det foelger af denne bestemmelse, at et direktiv har retsvirkning for den medlemsstat, det retter sig til, fra tidspunktet for dets meddelelse.

42 I den foreliggende sag og i overensstemmelse med fast praksis fastsaetter direktiv 91/156 selv den frist, inden for hvilken de love og administrative bestemmelser, som er noedvendige for at efterkomme direktivet, skal vaere traadt i kraft i medlemsstaterne.

43 Da denne frist navnlig er fastsat under hensyn til, at medlemsstaterne skal have den noedvendige tid til at vedtage gennemfoerelsesforanstaltninger, kan medlemsstaterne ikke kritiseres for, at de ikke har gennemfoert direktivet i national ret, foer fristen er udloebet.

44 Det paahviler dog ikke desto mindre medlemsstaterne i loebet af perioden forud for gennemfoerelsesfristens udloeb at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at sikre, at det i direktivet foreskrevne resultat naas ved fristens udloeb.

45 Herved er medlemsstaterne ganske vist ikke forpligtet til at vedtage saadanne foranstaltninger foer gennemfoerelsesfristens udloeb, men det foelger af traktatens artikel 5, stk. 2, sammenholdt med artikel 189, stk. 3, samt af selve direktivet, at medlemsstaterne, mens fristen loeber, skal afholde sig fra at traeffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggoerelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare.

46 Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om dette er tilfaeldet med de nationale retsforskrifter, hvis lovlighed den skal bedoemme.

47 I forbindelse med denne vurdering boer den nationale ret navnlig undersoege, dels om de paagaeldende bestemmelser fremtraeder som en fuldstaendig gennemfoerelse af direktivet, dels undersoege de konkrete virkninger af, at de direktivstridige bestemmelser anvendes, og virkningerne af deres tidsmaessige varighed.

48 Hvis de paagaeldende bestemmelser for eksempel fremtraeder som en endelig og fuldstaendig gennemfoerelse af direktivet, vil den omstaendighed, at de ikke er i overensstemmelse med direktivet, kunne give grundlag for en formodning om, at det i direktivet foreskrevne resultat ikke vil blive naaet, saafremt det er umuligt at aendre dem rettidigt.

49 Omvendt vil den nationale ret kunne tage hensyn til, at en medlemsstat er befoejet til at vedtage midlertidige bestemmelser eller til at gennemfoere direktivet gradvist. I saadanne tilfaelde vil den omstaendighed, at overgangsbestemmelser i national ret ikke er i overensstemmelse med direktivet, eller at nogle bestemmelser i direktivet ikke er gennemfoert, ikke noedvendigvis bringe virkeliggoerelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i fare.

50 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at det foelger af EOEF-traktatens artikel 5, stk. 2, og artikel 189, stk. 3, saavel som af direktiv 91/156, at den medlemsstat, som direktivet retter sig til, inden for den periode, som er fastsat i direktivet for dets gennemfoerelse, ikke maa traeffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggoerelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare.

Sagens omkostninger

51 De udgifter, der er afholdt af den belgiske, den tyske, den franske og den nederlandske regering samt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Belgiens Conseil d'État ved dom af 29. marts 1996, for ret:

1) Den omstaendighed alene, at et stof er direkte eller indirekte integreret i en industriel produktionsproces, udelukker ikke, at det omfattes af begrebet affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i Raadets direktiv 75/442/EOEF af 15. juli 1975 om affald, som aendret ved Raadets direktiv 91/156/EOEF af 18. marts 1991.

2) Det foelger af EOEF-traktatens artikel 5, stk. 2, og artikel 189, stk. 3, saavel som af direktiv 91/156, at den medlemsstat, som direktivet retter sig til, inden for den periode, som er fastsat i direktivet for dets gennemfoerelse, ikke maa traeffe foranstaltninger, som kan bringe virkeliggoerelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare.