61995J0242

1 Fiskale bestemmelser - interne afgifter - importtillaeg til en havneafgift - forskelsbehandling mellem indenlandske produkter og produkter indfoert fra en anden medlemsstat - forbud - raekkevidde

(EOEF-traktaten, art. 95)

2 Konkurrence - dominerende stilling - misbrug - forbud - direkte virkning - individuelle rettigheder - beskyttelse ved de nationale domstole - sagsanlaeg - nationale processuelle regler - betingelser for anvendelse heraf - bevisbyrde

(EOEF-traktaten, art. 86)

3 Konkurrence - offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder - regulativbestemmelser om havneafgifter, der skal betales for brugen af havne, som ejes af en offentlig virksomhed - opkraevning af afgifter af en urimelig stoerrelse - afgiftsmaessig forskelsbehandling mellem brugere, der begunstiger den offentlige virksomheds egne tjenesteydelser og paa grundlag af gensidighed visse af dens samarbejdspartners tjenesteydelser - misbrug af en dominerende stilling - de nationale domstoles bedoemmelse - kriterier

(EOEF-traktaten, art. 86 og art. 90, stk. 1)

4 Konkurrence - virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse - udpegelse paa grundlag af den udoevede virksomheds saerlige karakter - omfattet af traktatens bestemmelser - undtagelse - betingelser

(EOEF-traktaten, art. 90, stk. 2)

5 Faellesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling

6 Traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

7 Det tilkommer hver medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette processuelle regler, herunder bevisbyrderegler, for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som den direkte virkning af traktatens artikel 86 medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden.

8 Saafremt en offentlig virksomhed, som ejer og driver en trafikhavn, indtager en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, er EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, til hinder for, at virksomheden i henhold til regulativbestemmelser fastsat af den medlemsstat, som den hoerer under, opkraever havneafgifter af en urimelig stoerrelse eller fritager sine egne samt - paa grundlag af gensidighed - visse af sin samarbejdspartners faergeruter for disse afgifter, i det omfang saadanne fritagelser indebaerer anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi. Det tilkommer den nationale ret at undersoege, om afgifternes stoerrelse faktisk er urimelig, naar henses til afgifternes niveau og den oekonomiske vaerdi af de leverede ydelser. Det tilkommer den endvidere at undersoege, om den omstaendighed, at den offentlige virksomheds egne samt - paa grundlag af gensidighed - visse af dens samarbejdspartners faergeruter er fritaget for afgifter, faktisk indebaerer anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi.

9 Havnearbejde bestaaende i lastning, losning, omladning, oplagring og haandtering af varer og materiel har ikke noedvendigvis en saadan almindelig oekonomisk interesse, at det adskiller sig fra andre af erhvervslivets aktiviteter. Traktatens artikel 90, stk. 2, tillader under alle omstaendigheder ikke, at en offentlig virksomhed, der ejer og driver en trafikhavn, opkraever havneafgifter, der skal betales for brugen af havneanlaeg, og som er i strid med faellesskabsretten, men som ikke er noedvendige for, at virksomheden kan opfylde den saerlige opgave, som er betroet den.

10 Personer eller virksomheder, som af en offentlig virksomhed, der hoerer under et nationalt ministerium, og hvis budget er indeholdt i finansloven, er blevet paalagt afgifter, der er i strid med traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, har principielt ret til at faa tilbagebetalt de urigtigt erlagte afgifter.

Noget andet gaelder kun, saafremt det er godtgjort, at den afgiftspligtige faktisk har overvaeltet afgifterne paa andre. De erhvervsdrivende maa dog ikke vaere afskaaret fra ved de nationale domstole i overensstemmelse med den fremgangsmaade, der er foreskrevet i national ret, at indtale krav om erstatning for tab, der er lidt som foelge af opkraevningen af de ulovlige afgifter, uanset om de maatte vaere overvaeltet.

I sag C-242/95,

angaaende en anmodning, som OEstre Landsret i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

GT-Link A/S

mod

De Danske Statsbaner (DSB),

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9-13, 84, 86, 90 og 95,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray og P.J.G. Kapteyn (refererende dommer),

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- GT-Link A/S ved advokat Anders Torboel, Koebenhavn

- De Danske Statsbaner (DSB) ved advokat Ulrik Lett og advokat Anne Rubach-Larsen, Koebenhavn

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Hans Peter Hartvig, Anders Christian Jessen, Enrico Traversa og Richard Lyal, alle Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 9. januar 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af GT-Link A/S og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 27. februar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved beslutning af 30. juni 1995, indgaaet til Domstolen den 11. juli 1995, har OEstre Landsret i medfoer af EF-traktatens artikel 177 stillet en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9-13, 84, 86, 90 og 95.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en retssag mellem GT-Link A/S (herefter »GT-Link«) - som siden 1987 har drevet en faergerute mellem Gedser og Travemuende (i det tidligere Vesttyskland) og siden 1990 en faergerute mellem Gedser og Rostock (i det tidligere OEsttyskland) - og De Danske Statsbaner (herefter »DSB«) vedroerende sidstnaevntes opkraevning af havneafgifter fra GT-Link for brugen af Gedser Havn, som DSB er ejer af. DSB, der er en dansk statsvirksomhed, driver ud over jernbanetransport tillige faergevirksomhed fra de havne, som det ejer, herunder Gedser Havn.

3 I Danmark meddeles tilladelse til at oprette en trafikhavn - dvs. en havn, der anvendes til erhvervsmaessig ekspedition af gods, koeretoejer og personer - af trafikministeren. Paa grundlag af ejer- og styreforhold kan der sondres mellem havne, der er selvstaendige forvaltningssubjekter under kommunal styrelse, Koebenhavns Havn, der hviler paa et saerligt retsgrundlag, statshavnene, der enten henhoerer under Trafikministeriet eller DSB, og de private havne, der styres af havneejerne i overensstemmelse med de vilkaar, der er anfoert i den paagaeldende tilladelse.

4 En del af havnenes indtaegter hidroerer fra afgifter, som brugerne betaler for at benytte dem. Der skal saaledes betales skibs- og vareafgifter for anloeb af havnen og for ud- og indskibning af gods, koeretoejer og personer. Der opkraeves saerlige afgifter for brug af kraner, pakhuse og oplagspladser.

5 I henhold til lov nr. 239 af 12. maj 1976 om trafikhavne (Lovtidende A, 1976, s. 587, herefter »1976-loven«), der gjaldt til den 31. december 1990, paahvilede det vedkommende minister - senest trafikministeren - at fastsaette taksterne for skibs- og vareafgifterne efter forhandling med trafikhavnenes bestyrelser. Efter ministeriets praksis blev afgifternes takster beregnet paa grundlag af de oekonomiske vilkaar i de trafikalt bedoemt 22 mest betydende provinstrafikhavne, og de blev udmaalt med sigte paa at skaffe daekning for udgifterne til havnenes drift og vedligeholdelse samt til en rimelig grad af selvfinansiering af noedvendige udvidelser og moderniseringer.

6 Skibs- og vareafgifterne blev optaget i et regulativ for den enkelte havn, der var udfaerdiget i overensstemmelse med et faelles regulativ, der var udarbejdet af vedkommende minister for samtlige trafikhavne.

7 I henhold til de regulativbestemmelser, der gjaldt paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, betaltes skibsafgiften af alle skibe, fartoejer og alt flydende materiel, der henligger i havnen eller i de uddybede loeb til havnen. Afgiften blev beregnet med et fast beloeb pr. bruttoregisterton (brt.) eller bruttoton (bt.) enten pr. anloeb af havnen eller som en maanedsafgift. Skibe paa under 100 brt./bt. var fritaget for betaling af skibsafgift.

8 Vareafgiften skulle betales for alle varer, der blev losset, indladet eller paa anden maade soe- eller landsat i havnen eller i de uddybede loeb til havnen. Den udgjorde et bestemt beloeb pr. ton. Der var fastsat fritagelser og saerlige afgiftstakster for naermere angivne varer. Ifoelge regulativerne skulle vareafgiften betales af skibet eller dets lokale agent inden skibets afsejling, men den paahvilede varemodtageren, respektive vareafsenderen, over for hvilke der kunne goeres regres for afgiften.

9 I den i hovedsagen omhandlede periode blev vareafgiften paa varer, der indfoertes fra udlandet, opkraevet med et tillaeg paa 40%. Det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, at dette importtillaeg paa 40% blev indfoert i tilknytning til en i 1956 foretaget generel justering af havnenes takstniveau paa baggrund af en betaenkning fra den af Ministeriet for Offentlige Arbejder i 1954 nedsatte havne- og brotakstkommission.

10 Ifoelge havne- og brotakstkommissionen burde den takstforhoejelse, som fandtes noedvendig, omfatte baade skibs- og vareafgifterne, men skulle »foretages paa en saadan maade, at oejemedet - indtaegtsforoegelse for havnene - ikke modvirkes derved, at trafikken helt eller delvist fordrives fra havnene, idet godset gaar over til at blive forsendt ad landevej eller med bane«. Foelgelig foreslog havne- og brotakstkommissionen for vareafgifternes vedkommende, »at man maa koncentrere sig om udenrigsomsaetningen, idet stoerstedelen af de varer, der indkommer fra eller udfoeres til udlandet, naturligst befordres ad soevejen, og risikoen for, at omsaetningen alene ved forhoejelse af vareafgiften vil gaa bort fra havnene, kan derfor i nogen grad lades ude af betragtning«. Kommissionen fandt yderligere, at »det maa derfor anses for rettest, at den del af merindtaegten, som skal skaffes gennem vareafgifterne, alene tilvejebringes ved en forhoejelse af afgiften af importerede varer«, idet en afgift paa importerede varer, saasom goedningsstoffer og foderstoffer til landbruget og raastoffer til industrien, ville vaere lavere end en afgift paa de deraf fremstillede varer, og at virkningen af en forhoejelse af afgiften paa importen derfor ville vaere langt mere begraenset for de paagaeldende erhverv end virkningen af en afgiftsforhoejelse paa eksporten. Af hensyn til risikoen for, at den indenrigske vareomsaetning blev flyttet fra havnene til landtransport, foreslog havne- og brotakstkommissionen endelig dels, at man undtog smaaskibene fra den paataenkte forhoejelse af skibsafgifterne, dels at fartoejer paa til og med 100 tons kom til at drage fordel af de lavere afgifter, som normalt kun blev indroemmet fartoejer paa indtil 100 tons.

11 Importtillaegget paa 40% blev ophaevet af trafikministeren med virkning fra den 1. april 1990.

12 I henhold til § 1, stk. 3, i 1976-loven kunne vedkommende minister bestemme, at visse havne blev undtaget fra loven. Dette har ministeren gjort for de af DSB ejede havne, herunder Gedser Havn. I henhold til et af ministeren fastsat regulativ gjaldt der imidlertid for disse havne tilsvarende bestemmelser, hvori havneafgifterne var fastsat til samme stoerrelse som de afgifter, der gjaldt for de trafikhavne, som var omfattet af loven.

13 I henhold til det regulativ, der paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen gjaldt for Gedser Havn og for Roedby Havn, der ligeledes ejes af DSB, bestod skibsafgiften for faergedrift af en maanedlig afgift pr. skib paa 830 oere pr. brt./bt., hvilket gav ret til et ubegraenset antal anloeb af havnen i den paagaeldende maaned. Vareafgiften udgjorde med to undtagelser 940 oere pr. ton.

14 Det bestemtes i regulativet, at der for varer, der overfoertes paa indregistrerede motorkoeretoejer med de af GT-Link benyttede faerger paa ruten Gedser-Travemuende, skulle betales vareafgift til Gedser Havn, og at afgiften skulle indbetales til DSB paa grundlag af en ugentlig opgoerelse, der skulle afgives af GT-Link. Det anfoertes endvidere i regulativet, at DSB's fartoejer, herunder ogsaa lejede fartoejer, var fritaget for betaling af havneafgifter, hvad enten de blev benyttet som fyr- og signalfartoejer eller paa anden maade. Tilsvarende var fartoejer, der tilhoerte Deutsche Faehregesellschaft Ostsee mbH (DFO), et datterselskab af det nationale tyske jernbaneselskab Deutsche Bahn (DB), ogsaa fritaget for betaling af havneafgifter, idet DSB's fartoejer paa samme maade var fritaget for betaling af afgifter i Deutsche Bahn's havne.

15 GT-Link's ret til at anvende Gedser Havn fulgte af en overenskomst mellem selskabet og DSB. I henhold til denne overenskomst skulle GT-Link svare skibs- og vareafgifter til havnen efter det til enhver tid gaeldende regulativ.

16 Ved staevning indgivet til OEstre Landsret den 27. september 1989 har GT-Link principalt paastaaet DSB tilpligtet at tilbagebetale selskabet et beloeb paa 30 396 000 DKR af det totale beloeb i havneafgifter, som selskabet havde betalt fra den 18. februar 1987 til den 31. december 1989, og subsidiaert kraevet tilbagebetaling af de importtillaeg, som selskabet havde betalt i samme periode, opgjort til 6 016 000 kr.

17 GT-Link har til stoette for sin principale paastand gjort gaeldende, at de af DSB opkraevede havneafgifter er i strid med traktatens artikel 86. GT-Link har i denne forbindelse gjort gaeldende, at DSB som eneste ejer af havnene Roedby og Gedser indtager en dominerende stilling paa det marked, der er relevant i den foreliggende sag, nemlig markedet for havnetjenesteydelser til faergefart for lastbiltrafik mellem Danmark og Tyskland, og at DSB har misbrugt denne dominerende stilling ved at opkraeve urimeligt hoeje havneafgifter, saaledes som det fremgaar af det regnskab, GT-Link selv har maattet rekonstruere, da DSB ikke har fremlagt relevant regnskabsmateriale vedroerende driften af Gedser Havn. GT-Link har til stoette for den subsidiaere paastand gjort gaeldende, at importtillaegget paa 40% af vareafgiften strider mod traktatens artikel 9-13 eller mod artikel 95.

18 DSB har bestridt, at de opkraevede havneafgifter er uforenelige med traktatens artikel 86. For det foerste indtager DSB ikke nogen dominerende stilling paa det marked, der er relevant i den foreliggende sag, nemlig markedet for udgangspunkter for soe-, land- og lufttransport mellem Tyskland paa den ene side og Danmark og Sverige paa den anden. For det andet har GT-Link ikke kunnet bevise, at havneafgifterne var af urimelig stoerrelse i relation til den tjenesteydelse, der er leveret, idet de af GT-Link rekonstruerede regnskaber er udarbejdet paa forkert grundlag og navnlig ikke tager hensyn til, at havneejerne af havneafgifterne ikke blot skal have tilstraekkelige midler til drift af havnen, men ogsaa til renovering og fornyelse af havneanlaeggene. Endelig er Gedser Havn en virksomhed, der omfattes af traktatens artikel 90, stk. 2, og de opkraevede havneafgifter har vaeret noedvendige for at kunne opfylde de saerlige opgaver, der er betroet DSB. For saa vidt angaar GT-Link's subsidiaere paastand har DSB gjort gaeldende, at traktatens artikel 9-13 og artikel 95 ikke finder anvendelse, idet havneafgifterne skal bedoemmes efter traktatens kapitel om transport. Subsidiaert har DSB bestridt, at de omtvistede havneafgifter er i strid med traktatens artikel 9-13 eller artikel 95.

19 Paa denne baggrund har OEstre Landsret besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal et saerligt tillaeg paa 40% af en generelt opkraevet vareafgift, som beskrevet i forelaeggelsesbeslutningen, for benyttelse af havne, der har Trafikministerens tilladelse til at drive virksomhed som trafikhavn, anses for omfattet af EOEF-traktatens regler om Toldunionen, herunder artikel 9-13 eller artikel 95?

2) Skal EOEF-traktatens regler om Toldunionen, herunder artikel 9-13 eller artikel 95, forstaas saaledes, at det er uforeneligt med de naevnte bestemmelser at opkraeve et saerligt tillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift, naar tillaegget alene opkraeves af varer, der kommer fra udlandet?

3) Saafremt spoergsmaal 2 besvares bekraeftende, under hvilke betingelser kan en saadan afgift da legitimeres ud fra en vederlagsbetragtning eller trafikpolitiske hensyn i medfoer af EOEF-traktatens transportkapitel?

4) Omfatter en eventuel uforenelighed med EOEF-traktaten hele det saerlige tillaeg, der opkraeves efter medlemsstatens tiltraedelse af EOEF-traktaten, eller alene den foroegelse af tillaegget, der har fundet sted efter det naevnte tidspunkt?

5) Stiller EF-retten saerlige krav i relation til de nationale regler om bevisbyrden for opfyldelsen af betingelserne i EOEF-traktatens artikel 86?

6) Hvis det antages, at en offentlig virksomhed, der ejer og driver en trafikhavn, indtager en dominerende stilling, vil det da kunne vaere et misbrug af denne stilling i strid med traktatens artikel 86, at trafikhavnen har opkraevet de ovenfor beskrevne, af trafikministeren fastsatte afgifter for benyttelse af offentlige og private trafikhavne?

7) Hvis spoergsmaal 6 besvares bekraeftende, har de personer/virksomheder, der er blevet opkraevet afgiften, efter EF-reglerne ret til at rejse krav om tilbagebetaling eller erstatning?

8) Hvis det antages, at en offentlig virksomhed, der ejer og driver en trafikhavn, indtager en dominerende stilling, vil det da vaere et misbrug af denne stilling i strid med traktatens artikel 86, at trafikhavnen undlader at afkraeve sin egen eller sin samarbejdspartners faergerute de i forelaeggelsesskrivelsen beskrevne havneafgifter?

9) Saafremt spoergsmaal 1, 2, 4, 6 og/eller 8 besvares bekraeftende, kan de saerlige forpligtelser og opgaver, der er betroet sagsoegte medfoere, at forholdet desuagtet er legitimeret i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 2?«

De fire foerste spoergsmaal

20 Domstolen har i dom af dags dato i Haahr Petroleum-sagen (sag C-90/94, trykt i dette bind af Samling af Afgoerelser) som svar paa nogle spoergsmaal, der er identiske med de fire foerste spoergsmaal, der er stillet af den nationale ret, kendt for ret, at traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

21 De fire foerste spoergsmaal, der er stillet i den foreliggende sag, skal foelgelig besvares paa samme maade.

Det femte spoergsmaal

22 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om faellesskabsretten stiller saerlige krav i relation til de nationale regler om bevisbyrden for, at betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 86 er opfyldt.

23 Herom bemaerkes, at de nationale myndigheders anvendelse af traktatens artikel 86 principielt er undergivet de nationale procesretlige regler (dom af 10.11.1993, sag C-60/92, Otto, Sml. I, s. 5683, praemis 14).

24 Endvidere bemaerkes, at naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer det hver medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (jf. bl.a. dom af 14.12.1995, sag C-312/93, Peterbroeck, Sml. I, s. 4599, praemis 12, og de dér naevnte domme).

25 For saa vidt angaar tilbagebetaling af afgifter opkraevet af en medlemsstat i strid med faellesskabsretten har Domstolen under henvisning til disse principper allerede fastslaaet, at det findes stridende mod faellesskabsretten, at der indfoeres bevisregler, der goer det praktisk umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at opnaa en saadan tilbagebetaling (jf. i denne retning dom af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 14).

26 Disse principper finder ligeledes anvendelse, saafremt der er spoergsmaal om at bevise en overtraedelse af en bestemmelse i faellesskabsretten, der som traktatens artikel 86 kan fremkalde direkte virkninger.

27 Det femte spoergsmaal skal derfor besvares med, at det tilkommer hver medlemsstat i sin interne retsorden at fastsaette processuelle regler, herunder bevisbyrderegler, for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som den direkte virkning af traktatens artikel 86 medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden.

Det sjette og det ottende spoergsmaal

28 Med disse to spoergsmaal, som behandles sammen, spoerger den nationale ret reelt, om den omstaendighed, at en offentlig virksomhed, der indtager en dominerende stilling, og som ejer og driver en trafikhavn, opkraever havneafgifter som de i hovedsagen omhandlede eller undlader at afkraeve disse afgifter for sine egne samt - paa grundlag af gensidighed - visse af sin samarbejdspartners faergeruter, kan udgoere et misbrug af denne dominerende stilling i strid med traktatens artikel 86.

29 Med henblik paa besvarelsen af disse spoergsmaal bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, at DSB er en offentlig virksomhed, der hoerer under Trafikministeriet, og hvis budget er indeholdt i finansloven. DSB ejer endvidere nogle trafikhavne, herunder Gedser Havn, som DSB's egne faerger sejler fra.

30 Endvidere bemaerkes, at mens de af DSB ejede havne efter trafikministerens bestemmelse principielt er undtaget fra 1976-lovens bestemmelser, foelger det af et regulativ fastsat af trafikministeren, at de omtvistede havneafgifter finder anvendelse for Gedser Havn, og at DSB's egne og visse af dets samarbejdspartners faergeruter er blevet fritaget for betaling af disse afgifter.

31 Endelig bemaerkes, at det fremgaar af de skriftlige indlaeg, der er indgivet saavel for Domstolen som for den nationale ret, saaledes som de er sammenfattet i forelaeggelsesbeslutningen, at det mellem parterne i hovedsagen er omtvistet, om havneafgifternes niveau, som fastsat af Trafikministeriet, er rimeligt.

32 For at give den nationale ret et svar, der er nyttigt for denne, skal spoergsmaalet om lovligheden af den praksis, der naevnes i det sjette og det ottende spoergsmaal, ogsaa undersoeges i forhold til traktatens artikel 90, stk. 1, der fastsaetter de betingelser, som medlemsstaterne skal overholde i forbindelse med de foranstaltninger, som de traeffer eller opretholder bl.a. vedroerende offentlige virksomheder.

33 Det bemaerkes, at Domstolen allerede har fastslaaet, at enhver foranstaltning truffet af en medlemsstat, hvorved der opretholdes en lovbestemmelse, der skaber en situation, i hvilken en offentlig virksomhed noedvendigvis foranlediges til at handle i strid med ordlyden af traktatens artikel 86, er uforenelig med traktatens bestemmelser (jf. i denne retning dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Hoefner og Elser, Sml. I, s. 1979, praemis 27).

34 En medlemsstat overtraeder navnlig forbuddene i traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med forbuddene i artikel 86, saafremt den ved at fastsaette bestemmelser om havneafgifter, der skal betales for brugen af havne, der ejes af en offentlig virksomhed, foranlediger denne til at misbruge den dominerende stilling, som den har paa faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf (jf. i denne retning dom af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. I, s. 1783, praemis 43).

35 Det bemaerkes for det foerste, at det foelger af Domstolens praksis, at en virksomhed, som har et lovbestemt monopol paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, kan anses for at indtage en dominerende stilling efter traktatens artikel 86 (Corsica Ferries-dommen, a.st., praemis 40, og de dér naevnte domme). Dette er ogsaa tilfaeldet for en offentlig virksomhed, der er ejer af en trafikhavn, og som paa dette grundlag har eneret i denne havn til at opkraeve de havneafgifter, der skal betales for brugen af havneanlaeggene.

36 Ved bedoemmelsen af, om den offentlige virksomhed faktisk indtager en dominerende stilling paa faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf, er det imidlertid, som Domstolen gentagne gange har understreget, af afgoerende betydning at fastlaegge det relevante marked (jf. bl.a. dom af 11.12.1980, sag 31/80, L'Oréal, Sml. s. 3775, praemis 25) og at afgraense den vaesentlige del af faellesmarkedet, hvor virksomheden er i stand til eventuelt at begaa misbrug, der kan hindre en effektiv konkurrence (jf. bl.a. dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 44).

37 Som det fremgaar af dommen af 10. december 1991 (sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, praemis 15), skal der vedroerende dette sidste punkt bl.a. tages hensyn til omfanget af handelen i den omhandlede havn og dens betydning i forhold til den paagaeldende medlemsstats samlede import og eksport ad soevejen.

38 Det skal for det andet understreges, at ifoelge traktatens artikel 86, stk. 2, litra a) og c), kan misbrug af en dominerende stilling bestaa i direkte eller indirekte paatvingelse af urimelige koebs- eller salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser og i anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen.

39 Ifoelge Domstolens praksis skal der ved »urimelige priser« efter traktatens artikel 86, stk. 2, litra a), forstaas en for hoej pris, som ikke staar i rimeligt forhold til den oekonomiske vaerdi af den leverede ydelse (jf. i denne retning dommen i sagen United Brands mod Kommissionen, a.st., praemis 250).

40 Det tilkommer den nationale ret at undersoege, om dette er tilfaeldet med hensyn til stoerrelsen af de i hovedsagen omtvistede havneafgifter.

41 Det maa fastslaas, at den omstaendighed, at en offentlig virksomhed, der ejer og driver en trafikhavn, fritager sine egne samt - paa grundlag af gensidighed - visse af sin samarbejdspartners faergeruter for disse afgifter, ogsaa kan udgoere et misbrug, for saa vidt som dette indebaerer anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi over for andre handelspartnere, jf. traktatens artikel 86, stk. 2, litra c).

42 For saa vidt angaar fritagelsen af den offentlige virksomheds egen faergerute for betaling af afgifter ville der foreligge et misbrug, hvis det fremgik, at den offentlige virksomhed ikke i sine regnskaber konterer et beloeb svarende til det samlede beloeb, der normalt skulle erlaegges i havneafgifter, vedroerende den del af virksomheden, der angaar driften af dens faergeruter. Saafremt der ikke foreligger en gennemskuelig regnskabsfoerelse, kan det forhold, at de priser, som den offentlige virksomhed anvender for sine faergeruter, er unormalt lave sammenlignet med de konkurrerende faergeselskabers priser, efter omstaendighederne vaere et bevis for, at en saadan kontering ikke er foretaget.

43 For saa vidt angaar den paa gensidigt grundlag indroemmede fritagelse for betaling af afgifter paa faergeruter, der drives af visse af den offentlige virksomheds samarbejdspartnere, kan denne fritagelse tillige udgoere en overtraedelse af traktatens artikel 86, stk. 2, litra c), hvis det fremgaar, at det samlede beloeb, som de sidstnaevnte normalt skulle erlaegge i afgifter for brugen af den offentlige virksomheds havneanlaeg i en bestemt periode, er stoerre end det beloeb, som denne normalt skulle erlaegge for de havnetjenesteydelser, som den i den samme periode har modtaget i sine samarbejdspartneres havne.

44 Det bemaerkes for det tredje, at det ansvar, der paahviler medlemsstaten i henhold til traktatens artikel 86 og artikel 90, stk. 1, kun paadrages, saafremt den paagaeldende offentlige virksomheds misbrug kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Denne betingelse er ikke kun opfyldt, hvis den adfaerd, der maa karakteriseres som et misbrug, faktisk har paavirket handelen. Det er tilstraekkeligt, at det bevises, at den omhandlede adfaerd kan have en saadan virkning (jf. i denne retning Hoefner og Elser-dommen, a.st., praemis 32).

45 Domstolen har allerede fastslaaet, at misbrugsformer, der som de i hovedsagen omhandlede beroerer virksomheder, der udfoerer transport mellem to medlemsstater, kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater (Corsica Ferries-dommen, a.st., praemis 44).

46 Af de ovenfor anfoerte grunde skal det sjette og det ottende spoergsmaal besvares med, at saafremt en offentlig virksomhed, som ejer og driver en trafikhavn, indtager en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, er traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, til hinder for, at virksomheden i henhold til regulativbestemmelser fastsat af den medlemsstat, som den henhoerer under, opkraever havneafgifter af en urimelig stoerrelse eller fritager sine egne samt - paa grundlag af gensidighed - visse af sin samarbejdspartners faergeruter for disse afgifter, i det omfang saadanne fritagelser indebaerer anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi. Det tilkommer den nationale ret at undersoege, om afgifternes stoerrelse faktisk er urimelig, naar henses til afgifternes niveau og den oekonomiske vaerdi af de leverede ydelser. Det tilkommer den endvidere at undersoege, om den omstaendighed, at den offentlige virksomheds egne samt - paa grundlag af gensidighed - visse af dens samarbejdspartners faergeruter er fritaget for afgifter, faktisk indebaerer anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi.

Det niende spoergsmaal

47 Med dette spoergsmaal spoerger den nationale ret reelt, om traktatens artikel 90, stk. 2, tillader en offentlig virksomhed, der ejer og driver en trafikhavn, at opkraeve havneafgifter, der skal betales for brugen af havneanlaeg, og som er i strid med faellesskabsretten.

48 Det bemaerkes, at traktatens artikel 90, stk. 2, bestemmer, at virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, er underkastet traktatens bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet dem, idet det dog er en betingelse, at udviklingen af samhandelen ikke maa paavirkes i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse.

49 Med henblik paa at fastslaa, om den i artikel 90, stk. 2, hjemlede undtagelse fra anvendelsen af traktatens bestemmelser kan finde anvendelse, skal det foerst undersoeges, om den paagaeldende virksomhed faktisk af medlemsstaten har faaet overdraget at udfoere en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse, og, i bekraeftende fald, om anvendelsen af traktatens bestemmelser hindrer opfyldelsen af den saerlige opgave, som er betroet den.

50 Da det drejer sig om en bestemmelse, som under visse omstaendigheder tillader en fravigelse af traktatens regler, maa afgraensningen af de virksomheder, der kan paaberaabe sig den, ske ud fra en snaever fortolkning (dom af 21.3.1974, sag 127/73, BRT II, Sml. s. 313, praemis 19).

51 I dommen af 14. juli 1971 (sag 10/71, Muller m.fl., Sml. 1971, s. 165, org. ref.: Rec. s. 723, praemis 11) fastslog Domstolen, at begrebet »virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse«, kan omfatte en virksomhed, der nyder visse privilegier ved udoevelsen af den opgave, den er tillagt i medfoer af loven, som til dette formaal opretholder en snaever forbindelse med de offentlige myndigheder, og som afvikler hovedparten af flodtrafikken i vedkommende stat.

52 Det foelger imidlertid ikke heraf, at driften af enhver trafikhavn vedroerer udfoerelsen af en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse, og navnlig ikke, at alle de ydelser, der leveres i en saadan havn, vedroerer en saadan opgave.

53 I ovennaevnte dom i sagen Merci convenzionali porto di Genova, praemis 27, fastslog Domstolen saaledes, at havnearbejde bestaaende i lastning, losning, omladning, oplagring og haandtering af varer og materiel i havnen ikke noedvendigvis har en saadan almindelig oekonomisk interesse, at det adskiller sig fra andre af erhvervslivets aktiviteter.

54 Endelig bemaerkes, at selv om den blotte tilraadighedsstillelse af havnefaciliteter skulle kunne betegnes som en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse i traktatens artikel 90, stk. 2's forstand, indeholder hverken forelaeggelsesbeslutningen eller de for Domstolen afgivne indlaeg noget grundlag for at antage, at anvendelsen af traktatens artikel 86 paa DSB's opkraevning af havneafgifter kan vaere til hinder for opfyldelsen af en saadan opgave.

55 Det niende spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 90, stk. 2, ikke tillader, at en offentlig virksomhed, der ejer og driver en trafikhavn, opkraever havneafgifter, der skal betales for brugen af havneanlaeg, og som er i strid med faellesskabsretten, men som ikke er noedvendige for, at virksomheden kan opfylde den saerlige opgave, som er betroet den.

Det syvende spoergsmaal

56 Med dette spoergsmaal spoerger den nationale ret, om faellesskabsretten, saafremt de i hovedsagen omhandlede afgifter er uforenelige med traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, giver de personer eller virksomheder, som er blevet paalagt afgiften, ret til at rejse krav om tilbagebetaling eller erstatning.

57 Det bemaerkes, at traktatens artikel 86, ogsaa inden for rammerne af artikel 90, har direkte virkning og medfoerer rettigheder for borgerne, som de nationale retter skal beskytte (dom af 30.4.1974, sag 155/73, Sacchi, Sml. s. 409, praemis 18, og dommen i sagen Merci convenzionali porto di Genova, a.st., praemis 23).

58 Desuden foelger det af fast retspraksis (jf. senest dom af 14.1.1997, forenede sager C-192/95 - C-218/95, Comateb m.fl., Sml. I, s. 165, praemis 20), at retten til at opnaa tilbagebetaling af afgifter opkraevet af en medlemsstat i strid med faellesskabsretten er en virkning af og et supplement til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved faellesskabsbestemmelserne om forbud mod saadanne afgifter. Medlemsstaten er saaledes som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten, medmindre det er godtgjort, at den afgiftspligtige faktisk har overvaeltet dem paa andre (jf. Comateb-dommen, a.st., praemis 21, og de dér naevnte domme).

59 Samme argumentation finder under alle omstaendigheder anvendelse, saafremt afgifterne er opkraevet af en offentlig virksomhed, der hoerer under Trafikministeriet, og hvis budget er indeholdt i finansloven (jf. denne doms praemis 29).

60 Det understreges, at de erhvervsdrivende ikke maa vaere afskaaret fra ved de nationale domstole i overensstemmelse med den fremgangsmaade, der er foreskrevet i national ret, og paa de betingelser, der er fastlagt i dommen af 5. marts 1996 (forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029), at indtale krav om erstatning for tab, der er lidt som foelge af opkraevningen af de ulovlige afgifter, uanset om de maatte vaere overvaeltet (Comateb-dommen, a.st., praemis 34).

61 Det foelger af det anfoerte, at det syvende spoergsmaal skal besvares med, at personer eller virksomheder, som af en offentlig virksomhed, der hoerer under et nationalt ministerium, og hvis budget er indeholdt i finansloven, er blevet paalagt afgifter, der er i strid med traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, principielt har ret til at faa tilbagebetalt de urigtigt erlagte afgifter.

Sagens omkostninger

62 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af OEstre Landsret ved beslutning af 30. juni 1995, for ret:

1) EOEF-traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

2) Det tilkommer hver medlemsstat i sin interne retsorden at fastsaette processuelle regler, herunder bevisbyrderegler, for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som den direkte virkning af EOEF-traktatens artikel 86 medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden.

3) Saafremt en offentlig virksomhed, som ejer og driver en trafikhavn, indtager en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, er EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, til hinder for, at virksomheden i henhold til regulativbestemmelser fastsat af den medlemsstat, som den hoerer under, opkraever havneafgifter af en urimelig stoerrelse eller fritager sine egne samt - paa grundlag af gensidighed - visse af sin samarbejdspartners faergeruter for disse afgifter, i det omfang saadanne fritagelser indebaerer anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi. Det tilkommer den nationale ret at undersoege, om afgifternes stoerrelse faktisk er urimelig, naar henses til afgifternes niveau og den oekonomiske vaerdi af de leverede ydelser. Det tilkommer den endvidere at undersoege, om den omstaendighed, at den offentlige virksomheds egne samt - paa grundlag af gensidighed - visse af dens samarbejdspartners faergeruter er fritaget for afgifter, faktisk indebaerer anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi.

4) Traktatens artikel 90, stk. 2, tillader ikke, at en offentlig virksomhed, der ejer og driver en trafikhavn, opkraever havneafgifter, der skal betales for brugen af havneanlaeg, og som er i strid med faellesskabsretten, men som ikke er noedvendige for, at virksomheden kan opfylde den saerlige opgave, som er betroet den.

5) Personer eller virksomheder, som af en offentlig virksomhed, der hoerer under et nationalt ministerium, og hvis budget er indeholdt i finansloven, er blevet paalagt afgifter, der er i strid med traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, har principielt ret til at faa tilbagebetalt de urigtigt erlagte afgifter.