61996J0197

1 Medlemsstater - forpligtelser - traktatbrud - opretholdelse af en med faellesskabsretten uforenelig national bestemmelse - begrundelse med henvisning til gaeldende forvaltningspraksis til sikring af traktatens anvendelse - ikke tilladt

2 Institutionernes retsakter - direktiver - medlemsstaternes gennemfoerelse - direktiv, hvis formaal er at skabe rettigheder for borgerne - inkorporering uden lovgivningsvirksomhed - ikke tilladt

3 En national lovgivnings uoverensstemmelse med traktatens bestemmelser, ogsaa hvor disse sidste er umiddelbart anvendelige, kan kun fjernes helt ved bindende interne regler med samme retlige karakter som de regler, de aendrer. En administrativ praksis, der efter sin art kan aendres efter forvaltningens forgodtbefindende, og som ikke er bragt til offentlighedens kundskab paa passende maade, anses ikke for at udgoere en gyldig gennemfoerelse af traktatens bestemmelser.

4 Direktivbestemmelser skal gennemfoeres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstraekkelig specifikke, bestemte og klare til, at de er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, som indebaerer, at de af direktivet omfattede personer i det omfang, det ved direktivet tilsigtes at skabe rettigheder for den enkelte, saettes i stand til at faa fuldt kendskab til deres rettigheder.

Dette er ikke tilfaeldet, naar der i en medlemsstat opretholdes en lovbestemmelse, der er uforenelig med en direktivbestemmelse, og der derfor er usikkerhed om retsstillingen for de af bestemmelsen omfattede personer, og de vil kunne udsaettes for uberettiget retsforfoelgning. Hverken de nationale retsinstansers forpligtelse til at sikre, at den omtvistede direktivbestemmelse faar fuld virkning, ved at undlade at anvende enhver herimod stridende national bestemmelse, eller en ministers besvarelse af et skriftligt spoergsmaal i parlamentet, hvorved denne forpligtelse understreges, kan medfoere en aendring af en lovbestemmelse.

I sag C-197/96,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoeger,

mod

Den Franske Republik ved kontorchef Catherine de Salins og ekspeditionssekretaer Claude Chavance, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Frankrigs Ambassade, 9, boulevard du Prince Henri,

sagsoegt,

angaaende en paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40), idet den i artikel L 213-1 i code du travail har opretholdt et forbud mod, at kvinder, der er beskaeftiget i industrien, arbejder om natten, mens et saadant forbud ikke gaelder for maend,

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne L. Sevón, D.A.O. Edward (refererende dommer), J.-P. Puissochet og P. Jann,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 16. januar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. juni 1996 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«), idet den i artikel L 213-1 i code du travail (lov om arbejdsforhold) har opretholdt et forbud mod, at kvinder, der er beskaeftiget i industrien, arbejder om natten, mens et saadant forbud ikke gaelder for maend.

2 I direktivets artikel 5 bestemmes det, at anvendelsen af princippet om ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar indebaerer, at maend og kvinder sikres samme vilkaar uden forskelsbehandling paa grundlag af koen (stk. 1). Med henblik herpaa skal medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophaeves [stk. 2, litra a)] eller revideres, naar det beskyttelseshensyn, som oprindelig laa til grund for disse, ikke laengere er begrundet [stk. 2, litra c)]. I henhold til artikel 2, stk. 3, er direktivet imidlertid ikke til hinder for bestemmelser vedroerende beskyttelse af kvinder, saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab.

3 I henhold til direktivets artikel 9, stk. 1, skulle medlemsstaterne ivaerksaette de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme direktivet, inden tredive maaneder efter dets meddelelse, og for saa vidt angaar artikel 5, stk. 2, litra c), inden for en frist paa fire aar, dvs. inden den 14. februar 1980.

4 I dom af 25. juli 1991, sag C-345/89, Stoeckel (Sml. I, s. 4047), fastslog Domstolen, at direktivets artikel 5 er tilstraekkelig praecis til, at en medlemsstat ikke ved lov principielt kan forbyde, at kvinder arbejder om natten - selv om der er fastsat undtagelser - naar det ikke er forbudt, at maend arbejder om natten. I flere domme har Domstolen ogsaa fastslaaet, at bestemmelsen er tilstraekkelig praecis og ubetinget til, at private ved de nationale domstole kan paaberaabe sig den til stoette for, at enhver national bestemmelse, der ikke er i overensstemmelse med den naevnte artikel 5, stk. 1, som fastslaar princippet om ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar, ikke kan finde anvendelse (Stoeckel-dommen, praemis 12, og dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, praemis 55).

5 I artikel L 213-1 i den franske code du travail bestemmes det, at kvinder ikke maa beskaeftiges med nogen form for natarbejde i f.eks. fabrikker, vaerker og vaerksteder, uanset art. Artiklen indeholder imidlertid en raekke undtagelser, f.eks. med hensyn til ledende stillinger eller teknisk arbejde, som indebaerer et vist ansvar, og situationer, hvor saerlig tungtvejende hensyn til almenvellet kraever, at forbuddet mod natarbejde for kvindelige skifteholdsarbejdere kan ophaeves; loven indeholder de naermere betingelser herfor og den fremgangsmaade, der i saa fald skal foelges. Overtraedelser af de naevnte bestemmelser kan straffes med boede.

6 Bestemmelserne er vedtaget med henblik paa at gennemfoere Den Internationale Arbejdsorganisations (herefter »ILO«) konvention nr. 89 af 9. juli 1948 om kvinders natarbejde i industrien, som Frankrig ratificerede ved lov nr. 53-603 af 7. juli 1953. Ratificeringen blev registreret af generaldirektoeren for Det Internationale Arbejdsbureau den 21. september 1953.

7 Som foelge af dommen i Stoeckel-sagen opsagde Den Franske Republik ILO-konvention nr. 89 den 26. februar 1992. Opsigelsen havde virkning fra den 26. februar 1993.

8 Henset til dommen i Stoeckel-sagen og til, at Den Franske Republik havde opsagt ILO-konvention nr. 89, var Kommissionen af den opfattelse, at fransk lovgivning var uforenelig med direktivets artikel 5, og at Den Franske Republik maatte bringe dette forhold til ophoer. Den 2. marts 1994 tilstillede Kommissionen derfor den franske regering en aabningsskrivelse, hvori den i medfoer af traktatens artikel 169, stk. 1, anmodede den franske regering om at fremkomme med sine bemaerkninger inden for en frist paa to maaneder.

9 Kommissionen fandt ikke den franske regerings svarskrivelse af 10. maj 1994 tilfredsstillende og fremsatte derfor den 8. november 1994 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede den franske regering til inden for en frist paa to maaneder at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at bringe fransk lovgivning i overensstemmelse med direktivets artikel 5.

10 Da den franske regering ikke efterkom udtalelsen inden for den fastsatte frist, har Kommissionen anlagt naervaerende sag.

11 Den franske regering har anfoert, at der paa nuvaerende tidspunkt ikke er tale om forskelsbehandling i Frankrig for saa vidt angaar natarbejde for maend og kvinder, hverken retligt eller faktisk. Da ILO-konvention nr. 89 er opsagt, finder artikel L 213-1 i code du travail ikke laengere anvendelse i Frankrig, eftersom direktivets artikel 5 har direkte virkning og derfor kan paaberaabes af private ved de nationale domstole til stoette for, at den omtvistede bestemmelse ikke bringes i anvendelse.

12 Regeringen har i den forbindelse henvist til den franske arbejdsministers besvarelse af et skriftligt spoergsmaal i det franske parlament. I svaret, der er offentliggjort i Journal officiel de la République française af 13. december 1993 (s. 4517 og 4518), praeciseres det utvetydigt, hvilken betydning Domstolens praksis har i forhold til artikel L 213-1 i code du travail, og at de nationale domstole er forpligtet til ikke at anvende bestemmelsen i retssager, ligesom det understreges, at der findes aftaler om natarbejde for kvinder i de brancher, hvor det er mest udbredt. Saadanne aftaler er indgaaet af flere faggrupper, som af den franske regering var blevet opfordret til selv at forhandle om fastlaeggelsen af vilkaar. I oevrigt er den praksis, der foelges inden for omraadet, en bekraeftelse paa, at artikel L 213-1 i code du travail ikke laengere anvendes i praksis.

13 Det er ubestridt, at efter at Den Franske Republik har opsagt ILO-konvention nr. 89, er fransk lovgivning uforenelig med direktivets artikel 5.

14 En national lovgivnings uoverensstemmelse med traktatens bestemmelser, ogsaa hvor disse sidste er umiddelbart anvendelige, kan ifoelge fast praksis kun fjernes helt ved bindende interne regler med samme retlige karakter som de regler, de aendrer. En administrativ praksis, der efter sin art kan aendres efter forvaltningens forgodtbefindende, og som ikke er bragt til offentlighedens kundskab paa passende maade, anses ikke for at udgoere en gyldig gennemfoerelse af traktatens bestemmelser (jf. dom af 7.3.1996, sag C-334/94, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 1307, praemis 30).

15 Direktivbestemmelser skal saaledes gennemfoeres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstraekkelig specifikke, bestemte og klare til, at de er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, som indebaerer, at de af direktivet omfattede personer i det omfang, det ved direktivet tilsigtes at skabe rettigheder for den enkelte, saettes i stand til at faa fuldt kendskab til deres rettigheder (jf. dom af 30.5.1991, sag C-361/88, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2567, praemis 15 og 24).

16 For saa vidt angaar den foreliggende sag bemaerkes, at som foelge af, at artikel L 213-1 i code du travail er blevet opretholdt, er der usikkerhed om retsstillingen for de af bestemmelsen omfattede personer, og de vil kunne udsaettes for uberettiget retsforfoelgning. Hverken arbejdsministerens besvarelse af det skriftlige spoergsmaal i parlamentet eller de nationale retsinstansers forpligtelse til at sikre, at direktivets artikel 5 faar fuld virkning, ved at undlade at anvende enhver herimod stridende national bestemmelse, kan medfoere en aendring af en lovbestemmelse.

17 Det maa herefter fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 5, stk. 1, idet den i artikel L 213-1 i code du travail har opretholdt et forbud mod, at kvinder, der er beskaeftiget i industrien, arbejder om natten, mens et saadant forbud ikke gaelder for maend.

Sagens omkostninger

18 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Den Franske Republik har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar, idet den i artikel L 213-1 i code du travail har opretholdt et forbud mod, at kvinder, der er beskaeftiget i industrien, arbejder om natten, mens et saadant forbud ikke gaelder for maend.

2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.