61995J0192

Faellesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter uforenelige med faellesskabsretten - tilbagebetaling - afslag - betingelser - fuldstaendig overvaeltning og en ugrundet berigelse for den erhvervsdrivende - lovbestemt pligt for den erhvervsdrivende til at overvaelte afgiften paa koeberen - betydning - ikke formodning for fuldstaendig overvaeltning - hensyntagen til et eventuelt tab paa grund af afgiften trods overvaeltningen

En medlemsstat kan kun modsaette sig, at en national afgift, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, tilbagebetales til den erhvervsdrivende, naar det er godtgjort, at en anden person fuldt ud har maattet betale afgiften, og at en tilbagebetaling til den erhvervsdrivende ville medfoere en ugrundet berigelse for ham. Det paahviler de nationale domstole paa baggrund af de konkrete omstaendigheder i den enkelte sag at vurdere, om disse betingelser er opfyldt. Hvis kun en del af afgiftsbyrden er overvaeltet paa senere led, maa de nationale myndigheder tilbagebetale det ikke-overvaeltede beloeb til den erhvervsdrivende. Den omstaendighed, at der eventuelt findes en lovbestemt pligt til at lade afgiften indgaa som en del af kostprisen, er ikke tilstraekkelig til, at der skabes en formodning for, at hele afgiftsbyrden er overvaeltet paa senere led, heller ikke selv om en tilsidesaettelse af denne pligt vil kunne medfoere en sanktion.

Hvis den erhvervsdrivende, selv om afgiften er overvaeltet paa koeberen, efter reglerne i national ret kan paaberaabe sig, at han har lidt et tab som foelge af paalaeggelsen af den ulovlige afgift, og at dette indebaerer, at der ikke eller ikke fuldt ud er tale om en ugrundet berigelse, maa de nationale domstole tage stilling til de naermere foelger heraf. Et saadant tab kan f.eks. skyldes, at prisen paa importerede varer paa grund af den ulovlige afgift er steget, og at den erhvervsdrivendes salgsmaengde og dermed hans indtjening af denne grund er faldet.

I de forenede sager C-192/95 - C-218/95,

angaaende en anmodning, som Tribunal d'instance de Paris i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Société Comateb (sag C-192/95),

Société Panigua (sag C-193/95),

Société Édouard et fils (sag C-194/95),

Société de distribution de vins et liqueurs (sag C-195/95),

tablissements André Haan (sag C-196/95),

Société Diffusion générale de quincaillerie (sag C-197/95),

Société Diffusion générale (sag C-198/95),

Société Cama Renault (sag C-199/95),

SCP Ovide et Dorville (sag C-200/95),

Société Ducros Guadeloupe (sag C-201/95),

Société Comptoir commercial Caraïbes (sag C-202/95),

Société Giafa (sag C-203/95),

Société LVS (sag C-204/95),

Société Catherine et Jean-Claude Tabar Nouval (sag C-205/95),

Société L'Heure et L'Or (sag C-206/95),

Société Général bazar bricolage (sag C-207/95),

Société Grain d'or (sag C-208/95),

Société Cash Service (sag C-209/95),

tablissements Efira (sag C-210/95),

Société Farandole (sag C-211/95),

Société Carat (sag C-212/95),

Société Rio (sag C-213/95),

Société guadeloupéenne de distribution moderne (SGDM) (sag C-214/95),

Martinique automobiles SA (sag C-215/95),

Socovi SARL (sag C-216/95),

tablissements Gabriel Vangour et Cie SARL (sag C-217/95),

Simat Guadeloupe SARL (sag C-218/95)

mod

Directeur général des douanes et droits indirects,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten med hensyn til tilbagesoegningskrav,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida og J.L. Murray samt dommerne P.J.G. Kapteyn, D.A.O. Edward (refererende dommer), J.-P. Puissochet, P. Jann og H. Ragnemalm,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Comateb m.fl. ved advokat John Sylvanus Dagnon, Guadeloupe

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den spanske regering ved direktoer Alberto Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, og statens advokat, Rosario Silva de Lapuerta, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Michel Nolin, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 23. april 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Comateb m.fl. ved advokat John Sylvanus Dagnon og advokaterne Jean-Claude Bouchard og Olivier Cortez, Hauts-de-Seine, af den franske regering ved Anne de Bourgoing og af Kommissionen ved Jean-Francis Pasquier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 27. juni 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved 27 domme af 20. december 1994, indgaaet til Domstolen den 19. juni 1995, har Tribunal d'instance de Paris i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende tilbagebetaling af en afgift, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under sager anlagt af 27 selskaber (herefter »Comateb m.fl.«) mod directeur général des douanes et droits indirects (generaldirektoeren for told og indirekte afgifter) med paastand om tilbagebetaling af den saertold (den saakaldte »octroi de mer«), som er opkraevet af told- og afgiftsmyndighederne i departementet Guadeloupe i forbindelse med indfoersel af forskellige varer til departementet fra andre medlemsstater, tredjelande og andre dele af det franske omraade i perioden fra den 17. juli 1992 - dagen efter afsigelsen af dom i sagen Legros m.fl. (sag C-163/90, Sml. I, s. 4625) - til den 31. december 1992, samt paastand om, at toldmyndighederne i henhold til artikel 700 i den nye franske code de procédure civile (»retsplejelov«) tilpligtes at betale sagsoegerne en godtgoerelse.

3 I dommen i Legros-sagen, der vedroerte saertolden, udtalte Domstolen, at en afgift, der proportionalt med varers toldvaerdi opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer fra en anden medlemsstat til en region inden for den foerste medlemsstats omraade, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat.

4 Directeur général des douanes et droits indirects har anfoert, at da den omhandlede saertold er blevet overvaeltet paa koeberen, kan den i henhold til artikel 352a i Code des douanes (»toldlov«) ikke tilbagebetales. Denne bestemmelse har foelgende ordlyd: »Naar en person med urette har betalt nationale skatter og afgifter, som er opkraevet efter den i denne lov foreskrevne fremgangsmaade, kan vedkommende faa de erlagte skatter og afgifter tilbagebetalt, medmindre skatterne og afgifterne er overvaeltet paa koeberen.«

5 Den forelaeggende ret har anfoert, at »det er ubestridt, at den omhandlede saertold er blevet overvaeltet paa koeberne« af sagsoegerne.

6 Endvidere har den forelaeggende ret anfoert, at »efter fransk lovgivning skal den afgiftspligtige lade den omhandlede afgift indgaa som en del af koebsprisen for varer til brug i virksomheden og dermed efterfoelgende i kostprisen for den solgte vare ved beregningen af den afgiftspligtige fortjeneste. Det vil sige, at afgiften efter fransk lovgivning opkraeves i det tidligere omsaetningsled uden mulighed for fradrag i et senere omsaetningsled, da der i modsaetning til, hvad der er tilfaeldet med hensyn til moms, ikke foretages saerskilt fakturering, og at der skal ske overvaeltning, hvilket er afgiftsmyndighedernes begrundelse for at naegte tilbagebetaling«.

7 I denne forbindelse har parterne i retsmoedet ved Domstolen bl.a. henvist til forbuddet mod videresalg med tab i artikel 1 i den franske lov af 2. juli 1963, som aendret ved artikel 32 i bekendtgoerelse af 1. december 1986. Heri bestemmes:

»Med boede paa mellem 5 000 og 100 000 FF straffes den handlende, som videresaelger en vare i uaendret stand til en pris, der er lavere end den faktiske indkoebspris. Den faktiske indkoebspris formodes at vaere prisen paa koebsfakturaen med tillaeg af omsaetningsafgifter, saerlige afgifter, der skal erlaegges i forbindelse med videresalget, og eventuelt transportomkostninger.«

8 Tribunal d'instance de Paris fandt, at fransk lovgivning maa antages at »indeholde en betingelse om overvaeltning - saaledes at der ikke skal ske tilbagebetaling -« og besluttede paa denne baggrund af udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Goer det forhold, at en medlemsstat modsaetter sig tilbagebetaling af en afgift, som er opkraevet i strid med faellesskabsretten, under henvisning til, at afgiften er overvaeltet paa koeberen, det i praksis umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at opnaa tilbagebetaling, naar virksomheden i henhold til medlemsstatens lovgivning er forpligtet til at lade afgiften indgaa som en del af den solgte vares kostpris?«

9 Indledningsvis bemaerkes for det foerste, at det praejudicielle spoergsmaal, den nationale ret har forelagt, ikke vedroerer tilbagebetaling af saertold, der er opkraevet for varer hidroerende fra tredjelande. Domstolen har i dom af 7. november 1996, sag C-126/94, Cadi Surgelés m.fl. (endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser), fortolket faellesskabsretten for saa vidt angaar saadanne tilbagebetalingskrav.

10 For det andet bemaerkes, at Comateb m.fl. har paaberaabt sig Raadets forordning (EOEF) nr. 1430/79 af 2. juli 1979 om godtgoerelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (EFT L 175, s. 1).

11 Som Domstolen fastslog i dom af 9. november 1983, sag 199/82, San Giorgio (Sml. s. 3595, praemis 20), finder denne forordning ifoelge forordningens artikel 1, stk. 2, kun anvendelse paa told, afgifter, landbrugsafgifter og andre afgifter, indfoert ved forskellige faellesskabsbestemmelser, der opkraeves af medlemsstaterne paa Faellesskabets vegne.

12 Forordningen finder saaledes ikke anvendelse paa national told og nationale skatter og afgifter, selv om de er opkraevet i strid med faellesskabsretten.

13 Med det praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende ret reelt oplyst, om en medlemsstat kan modsaette sig tilbagebetaling af en afgift, der er erlagt med urette, med henvisning til, at afgiften er overvaeltet paa koeberen, naar dette er paabudt i medlemsstatens lovgivning.

14 Alle parterne har henvist til Domstolens praksis vedroerende tilbagesoegningskrav, der bl.a. er fastlagt i dom af 27. februar 1980, sag 68/79, Just (Sml. s. 501), af 27. marts 1980, sag 61/79, Denkavit (Sml. s. 1205), San Giorgio-dommen, og dom af 25. februar 1988, forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Bianco og Girard (Sml. s. 1099).

15 Ifoelge den franske og den spanske regering fremgaar det af denne praksis, at bestemmelser, hvorefter tilbagebetaling af skatter, told og afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, er udelukket, ikke kan antages at vaere uforenelige med faellesskabsretten, naar det er godtgjort, at de afgiftspligtige faktisk har overvaeltet afgifterne paa andre.

16 Comateb m.fl. har anfoert, at denne praksis ikke finder anvendelse, naar der i lovgivningen i en medlemsstat er bestemmelser, hvorefter den erhvervsdrivende er forpligtet til at lade afgiften indgaa som en del af den solgte vares kostpris. Selv om bevisbyrden for, at afgiften ikke er overvaeltet paa koeberen, ikke ved disse bestemmelser er paalagt koeberen, goer de det i praksis umuligt at soege afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, tilbage.

17 Den franske regering og Kommissionen har heroverfor anfoert, at det forhold, at en erhvervsdrivende efter lovgivningen er forpligtet til at lade afgiften indgaa som en del af kostprisen, ikke indebaerer, at den erhvervsdrivende er forpligtet til at overvaelte afgiften paa koeberen. Den erhvervsdrivende vil saaledes altid kunne traeffe en forretningsmaessig beslutning om helt eller delvis selv at baere afgiftsbyrden, saaledes at afgiften ikke paavirker salgsprisen.

18 En lovbestemt pligt til at lade afgiften indgaa som en del af kostprisen har saaledes ifoelge den franske regering og Kommissionen ingen indvirkning paa Domstolens praksis vedroerende tilbagesoegningskrav. Det maa derfor i hvert enkelt tilfaelde fastslaas, om den omhandlede afgift faktisk er blevet overvaeltet.

19 Den forudsaetning, det praejudicielle spoergsmaal bygger paa, anfaegtes saaledes, og med henblik paa en hensigtsmaessig besvarelse af den forelaeggende rets spoergsmaal maa raekkevidden af retspraksis vedroerende tilbagesoegning af afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten derfor foerst fastlaegges.

20 Det bemaerkes for det foerste, at retten til at opnaa tilbagebetaling af afgifter opkraevet af en medlemsstat i strid med faellesskabsretten er en virkning af og et supplement til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved faellesskabsbestemmelserne om forbud mod saadanne afgifter (San Giorgio-dommen, praemis 12). Medlemsstaten er saaledes som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten.

21 Der gaelder imidlertid en undtagelse til dette udgangspunkt. Som Domstolen fastslog i dommene i Just-, Denkavit- og San Giorgio-sagerne, indebaerer beskyttelsen af de rettigheder, der paa dette omraade er indroemmet ved faellesskabsretten, ikke, at skatter, told og afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten skal tilbagebetales, naar det er godtgjort, at den afgiftspligtige faktisk har overvaeltet dem paa andre (jf. bl.a. San Giorgio-dommen, praemis 13).

22 Under disse omstaendigheder er det ikke den erhvervsdrivende, der endeligt har maattet betale den afgift, som er opkraevet med urette, men koeberen, paa hvem afgiften er blevet overvaeltet. Saafremt den erhvervsdrivende fik tilbagebetalt det afgiftsbeloeb, som han allerede har modtaget fra koeberen, ville der for den erhvervsdrivende vaere tale om en dobbelt betaling, der ville kunne anses for en ugrundet berigelse, og konsekvenserne af, at afgiften er ulovlig, ville ikke dermed vaere afhjulpet i forhold til koeberen.

23 Det paahviler derfor de nationale domstole paa baggrund af omstaendighederne i hvert enkelt tilfaelde at vurdere, om den erhvervsdrivende helt eller delvis har overfoert afgiftsbyrden paa andre, og om tilbagebetaling til den erhvervsdrivende i givet fald vil udgoere en ugrundet berigelse.

24 I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at hvis den endelige koeber hos den erhvervsdrivende kan faa den afgift, der er overvaeltet paa ham, tilbagebetalt, skal den erhvervsdrivende herefter kunne kraeve beloebet tilbagebetalt af de nationale myndigheder. Hvis den endelige koeber derimod selv kan faa den afgift, der er opkraevet med urette, og som han har maattet betale, tilbagebetalt direkte fra de nationale myndigheder, foreligger spoergsmaalet om tilbagebetaling til den erhvervsdrivende ikke som saadant.

25 For det andet bemaerkes, at Domstolen i dommen i Bianco og Girard-sagen, praemis 17, udtalte, at selv om nationale lovregler om indirekte afgifter tilsigter, at afgifterne overvaeltes paa den endelige forbruger, og selv om indirekte afgifter inden for erhvervslivet i almindelighed overvaeltes delvis eller fuldt ud, kan man ikke generelt laegge til grund, at saadanne afgifter i alle tilfaelde rent faktisk overvaeltes. Hvorvidt der rent faktisk, delvis eller fuldt ud, sker en overvaeltning, afhaenger saaledes af en raekke forskellige omstaendigheder ved hver enkelt transaktion, som giver denne en saerlig karakter i forhold til andre transaktioner, der sker i andre sammenhaenge. Spoergsmaalet om, hvorvidt der i det enkelte tilfaelde er sket en overvaeltning af en indirekte afgift, beror derfor paa de faktiske omstaendigheder, som det henhoerer under den paagaeldende nationale ret at klarlaegge, hvorved denne maa have et frit skoen med hensyn til bevisbedoemmelsen. Det kan imidlertid ikke antages, at der i forbindelse med indirekte afgifter bestaar en formodning for, at der er sket en overvaeltning, saaledes at det paahviler den afgiftspligtige at godtgoere, at dette ikke har vaeret tilfaeldet.

26 Det samme gaelder, naar den afgiftspligtige efter den lovgivning, der finder anvendelse, er forpligtet til at lade afgiften indgaa som en del af kostprisen for den paagaeldende vare. Den omstaendighed, at der findes en saadan lovbestemt pligt, er ikke tilstraekkelig til, at der skabes en formodning for, at hele afgiftsbyrden er overvaeltet paa senere led, heller ikke selv om en tilsidesaettelse af denne pligt vil kunne medfoere en sanktion.

27 En medlemsstat kan derfor kun modsaette sig, at en afgift, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, tilbagebetales til den erhvervsdrivende, naar det er godtgjort, at en anden person end den erhvervsdrivende fuldt ud har maattet betale afgiften, og at en tilbagebetaling til den erhvervsdrivende ville medfoere en ugrundet berigelse for ham.

28 Heraf foelger, at hvis kun en del af afgiftsbyrden er overvaeltet paa senere led, maa de nationale myndigheder tilbagebetale det ikke-overvaeltede beloeb til den erhvervsdrivende.

29 Det maa imidlertid fremhaeves, at selv om det er godtgjort, at afgiften helt eller delvis er overvaeltet paa koeberen, vil en tilbagebetaling til den erhvervsdrivende af det overvaeltede beloeb ikke noedvendigvis medfoere en ugrundet berigelse for ham.

30 Som Domstolen fastslog i dommen i Just-sagen, praemis 26, er det foreneligt med faellesskabsrettens principper, at nationale retter, for hvem tilbagesoegningskrav indbringes, tager det tab i betragtning, som en importoer kan have lidt som foelge af, at diskriminerende eller beskyttende afgiftsmaessige foranstaltninger har medfoert en begraensning af importmaengden fra andre medlemsstater.

31 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 23 i forslaget til afgoerelse, kan den erhvervsdrivende have lidt et tab netop som foelge af, at han har overvaeltet den afgift, myndighederne har opkraevet i strid med faellesskabsretten, paa senere led, fordi den prisstigning, overvaeltningen af afgiften har fremkaldt, har medfoert et fald i salgsmaengden. Paa grund af opkraevningen af saertolden kan varer fra andre dele af Faellesskabet saaledes blive vaesentlig dyrere end lokale varer, som er fritaget for denne told, og importoererne lider derved et tab, selv om de eventuelt overvaelter afgiften.

32 Under disse omstaendigheder vil den erhvervsdrivende med rette kunne goere gaeldende, at selv om afgiften er overvaeltet paa koeberen, har han lidt et tab som foelge af, at afgiften er indgaaet som en del af kostprisen, hvilket har medfoert en stigning i varernes pris og et fald i salgsmaengden, og at dette indebaerer, at der ikke eller ikke fuldt ud er tale om en saadan ugrundet berigelse, som en tilbagebetaling ellers ville medfoere.

33 Heraf foelger, at hvis den erhvervsdrivende efter reglerne i national ret under hovedsagen vil kunne paaberaabe sig et saadant tab, maa den nationale domstol tage stilling til de naermere foelger heraf.

34 Endvidere maa de erhvervsdrivende ikke vaere afskaaret fra ved de nationale domstole i overensstemmelse med den fremgangsmaade, der er foreskrevet i national ret, og paa de betingelser, der er fastlagt i dom af 5. marts 1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame (Sml. I, s. 1029), at indtale krav om erstatning for tab, der er lidt som foelge af opkraevningen af den ulovlige afgift, uanset om den maatte vaere overvaeltet.

35 Det forelagte spoergsmaal skal herefter besvares saaledes:

- En medlemsstat kan kun modsaette sig, at en afgift, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, tilbagebetales til den erhvervsdrivende, naar det er godtgjort, at en anden person fuldt ud har maattet betale afgiften, og at en tilbagebetaling til den erhvervsdrivende ville medfoere en ugrundet berigelse for ham. Det paahviler de nationale domstole paa baggrund af de konkrete omstaendigheder i den enkelte sag at vurdere, om disse betingelser er opfyldt. Hvis kun en del af afgiftsbyrden er overvaeltet paa senere led, maa de nationale myndigheder tilbagebetale det ikke-overvaeltede beloeb til den erhvervsdrivende.

- Den omstaendighed, at der findes en lovbestemt pligt til at lade afgiften indgaa som en del af kostprisen, er ikke tilstraekkelig til, at der skabes en formodning for, at hele afgiftsbyrden er overvaeltet paa senere led, heller ikke selv om en tilsidesaettelse af denne pligt vil kunne medfoere en sanktion.

- Hvis den erhvervsdrivende, selv om afgiften er overvaeltet paa koeberen, efter reglerne i national ret kan paaberaabe sig, at han har lidt et tab som foelge af paalaeggelsen af den ulovlige afgift, og at dette indebaerer, at der ikke eller ikke fuldt ud er tale om en ugrundet berigelse, maa den nationale domstol tage stilling til de naermere foelger heraf.

Sagens omkostninger

36 De udgifter, der er afholdt af den franske og den spanske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal d'instance de Paris ved domme af 20. december 1994, for ret:

37 En medlemsstat kan kun modsaette sig, at en afgift, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, tilbagebetales til den erhvervsdrivende, naar det er godtgjort, at en anden person fuldt ud har maattet betale afgiften, og at en tilbagebetaling til den erhvervsdrivende ville medfoere en ugrundet berigelse for ham. Det paahviler de nationale domstole paa baggrund af de konkrete omstaendigheder i den enkelte sag at vurdere, om disse betingelser er opfyldt. Hvis kun en del af afgiftsbyrden er overvaeltet paa senere led, maa de nationale myndigheder tilbagebetale det ikke-overvaeltede beloeb til den erhvervsdrivende.

38 Den omstaendighed, at der findes en lovbestemt pligt til at lade afgiften indgaa som en del af kostprisen, er ikke tilstraekkelig til, at der skabes en formodning for, at hele afgiftsbyrden er overvaeltet paa senere led, heller ikke selv om en tilsidesaettelse af denne pligt vil kunne medfoere en sanktion.

39 Hvis den erhvervsdrivende, selv om afgiften er overvaeltet paa koeberen, efter reglerne i national ret kan paaberaabe sig, at han har lidt et tab som foelge af paalaeggelsen af den ulovlige afgift, og at dette indebaerer, at der ikke eller ikke fuldt ud er tale om en ugrundet berigelse, maa den nationale domstol tage stilling til de naermere foelger heraf.